< Bibelspørgsmål fra Titus

Spørgsmål: Hvad er en oversigt over Titus i Tt 1:1?

Svar: Her er et eksempel på en oversigt.

1:1-4 Hilsen

1:5-16 Udnævnelse af ældste mod falske lærere

. 1:5-9 Udnævnelse af ældste, kvalifikationer og pligter

. 1:10-16 Forsvar mod falske lærere

2:1-15 Hvordan og hvorfor vi opfører os

. 2:1-10 Anvisninger for forskellige livsfaser

. 2:11-15 Lad vores adfærd bygge på Guds nåde over for os

3:1-11 Fokus på lydighed og væk fra stridigheder

. 3:1-8 En påmindelse om at adlyde og være forberedt

. 3:9-11 Undgå tåbelige splittelser

3:12-15 Personlige budskaber

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved Paulus’ beskrivelse af sig selv i Tit 1:1?

Svar: Af alle de ting, Paulus kunne have sagt til Titus, fremhævede han kun to ting her.

Paulus var en slave, en tjener, underlagt en autoritet. Paulus bruger altid udtrykket »Jesu Kristi tjener«, bortset fra her, hvor Paulus siger »Guds tjener«.

Paulus var en apostel, en udsending, der havde autoritet.

Dette er passende, fordi mange af de spørgsmål, Paulus ønskede, at Titus skulle tage op på Kreta, havde at gøre med autoritet.

Spørgsmål: I Tit 1:2, Tit 3:7 og 1 Tim 6:16: Har kristne evigt liv nu, eller er det kun håbet om evigt liv efter døden?

Svar: Begge dele; dette er et eksempel på ”allerede/endnu ikke”-paradokset. Vi har det sikre løfte og den vedvarende tilværelse fra nu og til evigheden. Vi skal dog gennemgå nogle ting, såsom døden og dommen ved domstolen, før vi modtager vores evige, herliggjorte legemer. Se også svaret til 1 Timoteus 6:16. Se diskussionen om 1 Korinther 3:12-15 for mere information om dommen ved domstolen.

Spørgsmål: I Titus 1:2, bør der her stå, at Gud »ikke lyver« eller »ikke kan lyve«?

Svar: Den bogstavelige oversættelse er »den ikke-lyvende Gud«. Selvom det græske ord i netop dette vers kan fortolkes på begge måder, siger hensigten med Titus 1:2, at vi kan stole på, at Gud ikke svigter sit ord. Hebræerbrevet6:18 siger også klart, at det er umuligt for Gud at lyve.

Spørgsmål: I Tt 1:2, betyder »før tiden begyndte« så, at tiden, som vi kender den, havde en begyndelse, eller er det blot et udtryk for »for længe siden«?

A: De kristne er i dag uenige. Imidlertid var forestillingen om, at tiden har en begyndelse, kendt af antikke forfattere som Filo den Jødiske (15/20 f.Kr. – 50 e.Kr.) i værket »Om skabelsen«, kapitel 7 (26), s. 5.

Q: I Tit 1,5, hvornår efterlod Paulus Titus på Kreta?

A: Paulus var på Kreta i Apostlenes Gerninger 27:7-9. Men mange mener, at der ikke var tid nok til, at Paulus kunne efterlade Titus der, og tror derfor, at Paulus først senere tog til Kreta. Det ville betyde, at Paulus var fængslet i Rom to gange, og at han i mellemtiden rejste til Kreta. På den anden side kan det være, at Paulus »efterlod« Titus på Kreta, uden selv at gå i land på Kreta.

Vi ved ikke så meget om Titus. Han nævnes kun i 2 Kor 2:13; 7:6,13,14; 8:6, 16, 23; 12:18; Gal 2:1-3; 2 Tim 4:10

Spørgsmål: Hvad ved vi om Kreta i Tit 1:5?

Svar: Kreta er en stor ø, ca. 160 miles (260 km) lang i øst-vestlig retning og 37 miles (60 km) bred på det bredeste sted i nord-sydlig retning. Den blev beboet længe før Abraham, og i 1. Mosebog 10:14 kaldes dens befolkning kaftoritter, efter Kaftor, det gamle navn for Kreta. Nogle af havfolkeslægterne, senere filisterne, stammede fra dem. Kreta var en tætbefolket ø. I Homers (og Davids) tid fandtes der ifølge »Believer’s Bible Commentary« (s. 2134) 90 til 100 byer. I dag har øen omkring 630.000 indbyggere.

Kreta havde en noget mystisk minoisk civilisation fra 2700-1800 f.Kr., som sluttede omkring Moses’ tid, da de mykenske grækere invaderede øen. Kreta var et oplagt stop for skibe, der sejlede fra Cypern, Syrien og Judæa til Rom og den anden vej.

Kretenserne var berømte for at være løgnere; det græske udtryk kritizo, »at kretisere«, betød at lyve. Titus stod over for nogle udfordringer. Men ligesom os måtte Titus huske på, at kampen ikke var hans, men Herrens.

Spørgsmål: Hvorfor har Kristi kirke i Tit 1:5, 10, 12 brug for at blive styrket af os?

Svar: Selvom Gud virker i menigheden, bruger han som regel mennesker som redskaber for sit virke. Vi forestiller os gerne, at de tidlige menigheder ikke havde problemer. Men menighederne i Korinth, Galatien, på Kreta og seks af de syv menigheder i Åbenbaringen viser, at det er at se på dem gennem rosenrøde briller. Ligesom et hus kan have problemer med forfald, termitter og fundamentet, kan der være mindst tre typer af styrkelse, der er nødvendige i en menighed.

a) Titus 1:5 viser, at selv i en sand menighed kan der være ting, der i høj grad mangler.

b) Titus 1:10 viser, at der kan være forhindringer, som Satan sender for at angribe menigheden, inde i selve menigheden.

c) I Titus 1:12 minder udsagnet om kretenserne os om, at en bestemt kultur ofte er mere tilbøjelig til enten at begå eller overse visse synder end andre. Kirkens ledere skal kalde menigheden i den pågældende kultur tilbage til de tidløse sandheder om Jesus Kristus.

Spørgsmål: I Tit 1:5, hvornår har vi brug for organisation i en menighed, og hvornår kan noget blive overorganiseret?

Svar: Tilsyneladende ønskede Gud en vis grad af organisation; Paulus bad Titus om at udnævne ældste i hver menighed i Titus 1:5. Ældste/tilsynsmænd/presbytere i menigheden nævnes i Apostlenes Gerninger 14:23; 15:2,4,6; 15:22,23; 16:4; 20:17; 20:28; 21:18; Filipperne 1:1; 1 Timoteus 4:14; 5:17; Titus 1:5; og Jakob 5:14. En enkelt ældste nævnes i 1 Tim 3:1,2; Titus 1:7.

Diakoner nævnes i Filipperne 1:1; 1 Timoteus 3:8-13. Diakonisser nævnes i 1 Timoteus 3:11. Organisering, i en kirke eller for den sags skyld enhver organisation, kan gå galt, når den fremmer egeninteresse på bekostning af organisationen, er elitær og skaber et selvopretholdende hierarki for sin egen skyld. I den katolske og den ortodokse kirke nævnes de senere embeder som læsere, lektorer, chorepiscopoi (landbiskopper eller omrejsende præster), ærkebiskopper, kardinaler, højærværdige, metropolitter, munke, abbeder, nonner, abbedisser, ordensbrødre, tiggerordensbrødre, alterdrenge og -piger, paver og patriarker ingen steder i Bibelen.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Tit 1,6 at have kun én hustru, eller at være en »mand med én kvinde«?

Svar: Der er fire under spørgsmål her: polygami, skilsmisse, genægteskab og cølibat. Det er indlysende, at en person med mere end én hustru ad gangen er en »mand med flere kvinder«. En mand, der har syndet ved at vælge at skille sig fra sin hustru (undtagen i tilfælde af utroskab) og derefter indgå ægteskab med en anden, kan heller ikke være ældste. Udover disse åbenlyse tilfælde er der uenighed.

Kirkehistorikere nævner, at Peter var gift, og at han forblev gift efter Kristi opstandelse. Da Peters kone blev martyr, råbte han til hende fra mængden: »Husk Herren!« Men da Peter sandsynligvis var gift, før dette blev skrevet, er det ikke relevant her.

Mange tidlige kristne biskopper levede i cølibat.

I de østortodokse kirker kan en præst være gift eller have aflagt et løfte om cølibat. Men hvis en præst er gift, og hans kone dør, har præsten ikke lov til at gifte sig igen og fortsat være præst.

I bibelske kirker kan en kvinde være præst for kvinder og børn. Men for begge køn i bibelske kirker anses en præst for at være uden skyld, hvis ægtefællen har skilt sig fra præsten, men ikke hvis præsten har skilt sig fra ægtefællen (undtagen i tilfælde af utroskab).

Kristne er uenige om, hvorvidt en person opfylder denne betingelse, hvis vedkommende gifter sig igen efter ægtefællens død.

Spørgsmål: I Tit 1:6, kan man være ældste, hvis man ikke har børn?

Svar: Ja, nogle gange er folk ude af stand til at få børn. Mange af de tidlige kristne biskopper havde hverken kone eller børn.

Spørgsmål: I Tt 1:6, er en ældste diskvalificeret, hvis voksne børn er utro, eller gælder det kun børn, der bor under hans tag?

Svar: De kristne er uenige. I *The Believer’s Bible Commentary*, s. 2136, står der, at det kun gælder børn, der er under forældremyndighed i hjemmet.

Spørgsmål: Hvorfor adskiller Tt 1:6-8 og 1 Tim 3:2-7 sig lidt i deres krav til en ældste?

Svar: Paulus gav to supplerende beskrivelser af en kvalificeret ældste, men han gav ikke en definition af, hvad en kvalificeret ældste er. Paulus opstillede ikke en udtømmende liste over regler, fordi der i forskellige tider og kulturer også kan være andre ting, der skal tages i betragtning. I stedet skal kristne ledere bruge deres gudfrygtige dømmekraft, når de vælger ældste, og kravene i Titus 1:6-8 og 1 Timoteus 3:2-7 udgør tilsammen en minimumsliste, ikke en udtømmende liste.

Spørgsmål: Er ordene »ældste« og »tilsynsmand/biskop« i Titus 1,7 indbyrdes udskiftelige i Bibelen?

Svar: Ja. Menigheden har brug for gudfrygtige ledere, men husk, at de egenskaber, der gør en mand succesrig i erhvervslivet, ikke alle er de samme som de egenskaber, der gør en person egnet til at være ældste, selvom der er en vis overlapning.

Spørgsmål: Hvordan kan penge i Tit 1:7,11 og 1 Pet 5:2 være »beskidte«?

Svar: Det betyder »uærlig fortjeneste«, ikke kun tyveri eller røveri. Det kan henvise til alt, hvor en person tjener penge på noget, som vedkommende ikke burde. I middelalderen gik folk til messen med en mønt i hånden. Præsten tog mønten og gav dem en oblat. Ofte fik lægfolkene ikke vin; det var kun præsterne, der drak den. Ingen mønt, ingen oblat. Der var et problem med omrejsende munke, der drog rundt, holdt messer og tog imod skriftemål, hvor de modtog penge for aflad, og præsterne så deres indtægter falde, når munkene var i nærheden.

Folk kan også stræbe efter uærlig gevinst, der ikke direkte er penge. De kan stræbe efter position og magt, hvilket, selvom det også kan føre til flere penge og en højere løn, kan handle mere om magten end om pengene.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Tit 1,9 at »holde fast ved det trofaste ord« i modsætning til ikke at gøre det?

Svar: Man kan forhandle og indgå kompromiser om nogle ting, men evangeliets sandhed bør ikke være en af dem. At undlade at holde fast kan naturligvis betyde at benægte evangeliets sandheder, såsom at der ikke er nogen vej til himlen uden Jesus. At undlade at holde fast kan dog også gælde for at lære, at evangeliets sandheder blot er meninger eller ikke er væsentlige.

Spørgsmål: Hvorfor var der så mange modstandere af Paulus i Tt 1:10?

Svar: På så kort tid dukkede der en hel del mennesker op for at modsætte sig Paulus. Det skyldtes sandsynligvis, at Paulus gjorde så meget for at føre mennesker til Kristus, og Satan forsøgte at mobilisere alle de mennesker, han kunne, til at modsætte sig Paulus. En del af modstanden skyldtes falsk lære, en del skyldtes et ønske om at leve et syndigt liv, og en del skyldtes måske primært ingen af delene, men blot en generel afvisning af autoritet. Nogle gange, når en person har stor succes med noget, er der onde mennesker, der ønsker at bringe ham eller hende ned, om ikke af anden grund, så blot fordi de ikke ønsker at se en anden lykkes.

Spørgsmål: Hvordan skader udbredelsen af falsk lære i Tit 1,11?

A: Selv når der ikke er tale om en kætteri, der fører til sjælens fortabelse, kan det forvirre kristne og skabe splid i menigheden. Når der står, at deres mund skal lukkes, skal de udelukkes fra menigheden. Selv om de er kristne, bør de udelukkes, hvis de splitter Guds hjord med deres falske lære.

Q: Hvordan forstår kalvinister og ikke-kalvinister verset i Tit 1,11 og tilbuddet om evangeliet til alle?

A: Nogle kalvinister siger, at evangeliet ikke tilbydes til alle. Hyperkalvinisten A.W. Pink skriver i *The Sovereignty of God*: »Hvad angår evangeliets karakter og indhold, hersker der i dag den største forvirring. Evangeliet er ikke et ’tilbud’, der skal smides rundt med af evangeliserende kræmmere. Evangeliet er ikke blot en invitation, men en forkyndelse, ... Ingen bliver bedt om at tro, at Kristus døde netop for ham. ... Kort sagt er evangeliet dette: Kristus døde for syndere, du er en synder, tro på Kristus, og du skal blive frelst.” (s. 209, kursiv i originalen). Bemærk nuanceringen her: Da Kristus døde for syndere, og du er en synder, kunne en synder let tro, at Kristus døde for netop ham. Pink mener imidlertid i virkeligheden, at Kristus døde for nogle syndere, hvoraf du måske er en, måske ikke. For at afrunde Pinks synspunkt troede han på at forkynde evangeliet (ibid. s. 210), og at vi bør være aktive og ikke fatalistiske i vores forkyndelse og i det kristne arbejde.

Ikke-calvinister og andre calvinister mener, at evangeliet tilbydes alle. Følgende er fra et hæfte skrevet af en calvinist.

I pjecen *Sinners, Jesus Will Receive* står der i forordet af James Boice: »Ifølge den måde, hyperkalvinister tænker om sådanne ting i dag, må Jesus have begået en fejl, da han forklarede så meget af evangeliet for Nikodemus, som det er nedskrevet i Johannes 3. ... Nikodemus var ikke født på ny. Så ifølge den måde, disse personer tænker på, burde Jesus have afbrudt samtalen lige der. ’Kom tilbage senere, når du er født på ny,’ burde han have sagt.... Jesus vidste præcis, hvad han gjorde. ... Pastor Bill Payne fra Canada ved dette og ønsker, at alle andre kalvinister også vidste det, hvilket er grunden til, at han har skrevet denne lille pjece. Det smerter ham især, at så mange bruger god teologi til at undergrave det ansvar, vi har som kristne, for at udføre det lige så gode arbejde med at invitere syndere til at komme til Jesus Kristus.”

William Payne skriver i sit hæfte *Sinners, Jesus will Receive* på s. 23: »Problemet med at finde balancen mellem den reformerte tro – hvor læren om den begrænsede forsoning er en del af denne – og det universelle tilbud blev også set i England. Dette kan ses i historien om Andrew Fuller, et af de store navne, der for altid vil blive forbundet med William Carey i missionsarbejdet. Fuller, der blev født i 1754, var vokset op under en præstetjeneste, der var præget af en form for forkyndelse, som ikke troede på det universelle tilbud. Det var, som en udtrykte det, »forkyndelse af Gill-typen«. Fuller blev kaldet til præsteembedet i en alder af 21 år, og tidligt i sin tjeneste fandt han hjælp i Bunyan og Gills skrifter. Han indså dog snart, at der var en stor forskel mellem de to mænd. Mens de begge holdt fast ved den calvinistiske teologi, herunder den begrænsede forsoning, tøvede Bunyan åbenbart ikke med at opfordre alle syndere overalt til at komme til Kristus, hvorimod Gill aldrig ville gøre sådan noget. Efter megen bøn og studier nåede Fuller frem til den konklusion, at Bunyan i denne henseende var i overensstemmelse med Skriften, mens Gill ikke var det. Fullers overbevisninger førte til sidst til, at han skrev den berømte bog med titlen *The Gospel Worthy of All Acceptation*, og det var et direkte resultat af denne bog, at Carey drog til Indien med evangeliet.... Vi vil tilføje denne bemærkning som afslutning på denne korte historiske skitse: At mænd som Boston og Fuller, ved at tage afstand fra den hyperkalvinistiske holdning, hvor der ikke var noget frit tilbud om evangeliet, ikke blev arminianere!” s. 23

På s. 22 siger Payne: »Det faktum, at hyperkalvinismen på det tidspunkt havde grebet store dele af Den Skotske Kirke, bekræftes af, at genudgivelsen af *The Marrow* skabte stor opsigt, og at den blev fordømt af Den Skotske Kirkes generalforsamling.«

John Calvin selv troede, at evangeliet blev tilbudt alle. »Guds nåde tilbydes i lige høj grad til dem, der tror, og til dem, der ikke tror,« ifølge pamfletten *Sinners Jesus Will Receive*, s. 21. Ikke-
kalvinistiske kristne mener alle, at evangeliets tilbud om frelse bør forkyndes for alle.

Spørgsmål: Hvorfor citerede Paulus i Tit 1,12 fra en ikke-bibelsk kilde?

Svar: Paulus stod frit for at citere ethvert sandt ord, han ønskede. Se diskussionen om ApG 17,16-34 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor ser det ud til, at Paulus i Tit 1,12 fornærmer kretenserne?

Svar: Paulus citerede faktisk fra deres egen litteratur, nemlig den berømte kretensiske digter Epimenides (ca. 600 f.Kr.). Den samme Epimenides, som Paulus citerede i Apostlenes Gerninger 17:28. Hverken Paulus eller Epimenides mente, at hver eneste kretenser, inklusive Epimenides selv, aldrig havde sagt en eneste sandhed. Snarere var kretenserne tilbøjelige til at lyve. Her er det citat, som Epimenides lader Minos, Zeus’ søn, sige.

»De skabte en grav til dig, o hellige og ophøjede – kretenserne, altid løgnere, onde udyr, dovne maver! Men du er ikke død; du lever og forbliver for evigt, for i dig lever vi og bevæger os og har vores væren.« (fra M.D. Gibson, red. Horae Semiticae s. 40, på syrisk).

Paulus er hverken humoristisk eller fornærmende her. Den objektive sandhed er, at folk fra visse kulturer er mere tilbøjelige til visse synder. Nogle gange er der et genetisk grundlag, som f.eks. hos de nordamerikanske indianere og alkoholisme, og andre gange har en kultur fremherskende synder uden noget genetisk grundlag overhovedet, men som skyldes ydre faktorer. For eksempel var der på et tidspunkt et stort antal mennesker i Kina, der var opiumafhængige, fordi briterne vandt opiumskrigene for at beskytte deres påståede »ret« til at eksportere opium til Kina. Hvad tror du, er de dominerende synder i din kultur?

Klemens af Alexandria (Stromata (193-202 e.Kr.) bog 1, kap. 14, s. 313) bekræfter Paulus’ ord om kretenserne. Det græske udtryk kritizo, »at kretanisere«, betød at lyve, ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 11, s. 433.

Den græske digter Kallimachos sagde også noget meget lignende. Athenagoras (177 e.Kr.) citerer Kallimachos’ »Hymne til Jupiter« 8 ff.: »Kretenserne lyver altid; for de, o konge, har rejst en grav for dig, som ikke er død.« A Plea for Christians, kap. 29, s. 145. Origenes bruger også det samme argument i Origenes mod Celsus, bog 3, kap. 43, s. 481. Dette citat er interessant, fordi det viser en inkonsekvens i den græske hedenske religion. Mens kretenserne byggede en grav for at ære den døde Jupiter, hvordan kunne han så stadig tilbedes, hvis han stadig er død, og hans lig ligger i graven? Hvis Jupiter ikke lever, giver det ingen mening at tilbede ham eller bede om hans hjælp. Men hvis grækerne troede, at Jupiter var genopstået, burde de ikke anse de dødes opstandelse for at ligge uden for det muliges grænser. Så grundlæggende set er en form for løgn »institutionel løgn«, hvor hele kulturen udtrykkeligt bekræfter noget, som hele kulturen kan se ikke er sandt.

Spørgsmål: I Tit 1,13: Hvad gør du, når de mennesker, du betjener, ikke virker særlig »lovende«?

Svar: Vi bør i ydmyghed bede om skelneevne. På den ene side ved vi det ikke med sikkerhed, for det er Gud, der kender deres hjerte, ikke os. På den anden side, når vi opdager, at der er flere muligheder for at tjene Herren, end vi har tid til, bør kristne – ud fra den bedste viden, vi har – tage hen til de steder, hvor behovet er størst, og hvor der er plads til at gøre en forskel. Men i stedet for at være »ensomme ryttere« bør kristne arbejde sammen som én enhed.

Spørgsmål: Hvilke jødiske fabler henviser Paulus til i Tit 1,14?

Svar: Det siger Skriften ikke noget om. Men vi ved, at jøderne havde et stort antal bøger med fabler og traditioner, som i dag er bevaret i apokryferne og pseudepigraferne. Disse var sandsynligvis en del af de myter, som Paulus i 1 Timoteus 1:4 bad Timoteus om at påbyde folk at undgå. Som kristne bør vi klart skelne mellem Guds ord og vores fortolkning af Guds ord. Se Ordsprogene 30:5-6 og 1 Korintherbrevet 4:6 for mere om dette.

Spørgsmål: Hvordan kan »alt være rent for den rene« i Tit 1,15?

Svar: Dette er sandt på flere måder.

På den positive side tænker retskafne mennesker ikke altid på måder, hvorpå de kan handle uretfærdigt, eller mistænker, at alle andre handler ud fra uretfærdige motiver.

På den negative side kan en person, uden at tænke tingene igennem, komme i en situation, hvor vedkommende kan blive mistænkt for at gøre noget ondt, selvom det ikke er tilfældet, og det ikke var hensigten. Derfor bør vi undgå selv det, der ligner ondskab, som der står i 1. Thessalonikerbrev 5:22. Desuden kan de undlade at være mistænksomme over for en anden, når de burde være det. De kan være langsomme til at indse, at personen opfører sig på en måde, der er typisk for en, der handler ud fra skjulte motiver.

I Bjergprædikenen i Matthæus 5:8 står der: »Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.« Men Jesus sagde også til os, at vi skal være kloge som slanger, men uskyldige som duer i Matthæus 10:16f.

Spørgsmål: I Titus 1:15 står der, at alt er rent – hvad så med marihuana, LSD, afpresning, voldtægt osv.?

Svar: Paulus siger, at alle næringsrige fødevarer er lovlige at spise. Man bør ikke indtage eller sluge bevidsthedsforstyrrende stoffer, såsom kokain eller LSD, ligesom man heller ikke bør spise gødning.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Titus 1:16 være, at nogle mennesker er uegnede til at gøre noget godt, at de er »afvist fra ethvert godt værk«?

Svar: Hvis deres karakter er en skændsel for Kristus og menigheden, vil selv de gode ting, de forsøger at gøre, ikke blive taget i betragtning i verdens øjne. For nogle er det ikke kun det, de ikke ved, men også de ting, de tror på, som ikke er sande, og de ting, de anser for vigtige, men som ikke er det. Som det står i *Believer’s Bible Commentary* s. 2138: »De falske læreres liv var snarere en æreskrænkelse end en bibel.«

Spørgsmål: Hvordan skal man i Tit 1,16 forholde sig til mennesker, der skader eller nedbryder kirken eller en organisation?

Svar: Du bør håndtere dette på samme måde, som hvis din bror synder mod dig, jf. Mattæus 18:15-17. Forsøg først at rette på dem under fire øjne. Forhåbentlig vil de indse deres fejl og selv fortælle andre, at de tog fejl, og hvad den korrekte opfattelse er. Men hvis det ikke virker, skal de tage en eller to personer mere med som vidner og forsøge at påpege vedkommendes fejl. Hvis det ikke virker, skal hele menigheden informeres, og personen – selvom vedkommende er troende – bør udelukkes fra menigheden.

Ovenstående gælder både for private og offentlige anliggender. Men når det gælder falsk lære, bør fejlen desuden påpeges og tilbagevises over for det publikum, som fejlen oprindeligt blev forkyndt for. Så hvis fejlen blev forkyndt for en hel søndagsskoleklasse eller under en gudstjeneste, bør tilbagevisningen af, hvorfor den pågældende underviste forkert, og hvad den korrekte lære er, ske for hele søndagsskoleklassen eller menigheden.

Spørgsmål: Hvad er i Tit 2,1 nogle eksempler på, hvornår en kristen kan sige noget, der ikke er passende?

Svar: Der er forskellige måder, hvorpå kristne ved et uheld – eller måske ikke ved et uheld, men uforsigtigt – kan sige noget, der ikke er passende.

Ting, der opmuntrer andre til at synde.

Sladder eller bagvaskelse

At gøre nar af kristendommen, andre kristne eller generelt at nedgøre andre

Ting, der vanærer Gud eller ikke ærer Ham.

Husk, at du i enhver situation altid har muligheden for ikke at sige noget. Som en person engang sagde: ”Det er bedre at tie og blive anset for en tåbe end at åbne munden og fjerne al tvivl.”

Spørgsmål: I Tit 2,2-6 står der, at Titus selv skal undervise de ældre mænd, de ældre kvinder og de unge mænd – hvorfor skal han så ikke undervise de unge kvinder?

Svar: Det siger Bibelen ikke noget om. Kristne har dog bemærket denne »bevidste udeladelse« og kan se mindst tre grunde hertil.

1. Mulig fristelse for Titus.

2. At give indtryk af ondskab over for andre, selvom både Titus og kvinderne var rene. (2. Korintherbrev 8:21; 1. Thessalonikerbrev 5:22)

3. Ikke blot fristelse for kvinderne, men også distraktion fra Titus’ undervisning om Guds sandhed.

Da jeg var bachelorstuderende ved University of Texas, havde jeg ikke overvejet den sandhed, der ligger i den »bevidste udeladelse« i Titusbrevet. En gang tog jeg en attraktiv kristen kvinde med op på mit kollegieværelse, lukkede døren, og vi holdt et bibelstudie sammen. Efter hun var gået, drillede de andre fyre (ikke-kristne) mig med, hvad de beskyldte mig for at have lavet alene på mit værelse med pigen. Omkring en uge senere kom en anden pige ind på mit værelse, og vi havde et bibelstudie, og drengene tænkte det samme, trods mine forsikringer om uskyld. Den følgende uge kom begge piger sammen, og som de senere fortalte mig, var jeg enten en fantastisk fyr, eller også talte jeg måske alligevel sandt. Selvom de til sidst troede fuldt og helt på mig, var det en fejl af mig ikke at have undgået at give indtryk af noget ondt.

I Titus 2:7 findes ordet »dem« ikke i den græske tekst. Titus skal altså ikke være et forbillede for dem [de yngre mænd], men være et forbillede [for alle].

Spørgsmål: Hvad ville i Titus 2:6 være forskellen mellem to kristne, der har en god kristen karakter, bortset fra at den ene er selvbehersket, og den anden ikke er det?

Svar: Det græske ord her, sophron/sophronas, som forekommer i 1 Timoteus 3:2; Titus 1:8; 2:4, har en bred betydning. Det betyder ikke at være under indflydelse af noget, at være besindig og selvbehersket. Det indebærer at sige »nej« til synd i Titus 2:12.

Spørgsmål: Hvorfor skal slaver i Titus 2:9 være lydige over for deres herrer?

Svar: De gamle imperier var baseret på slaveri, og at underkaste sig slaveri var som regel den eneste mulighed. Mens nogle ejere var venlige, var mange det ikke. I betragtning af at mange kristne var slaver, ville det generelt gå bedre for dem, hvis de adlød frem for at være ulydige.

Dette er også et konkret eksempel på det, Jesus sagde generelt i Mattæus 5:39: »Hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden mod ham.« 1. Petersbrev 2:18-25 taler også om, at slaver skal udholde deres herrer, selv de strenge. Se også diskussionen om 1. Korintherbrev 7:21-23.

Spørgsmål: Skal slaver ifølge Tit 2,9 være lydige mod deres herre i alle ting, også i ugudelige ting?

Svar: Nej. De skulle være et forbillede ved at adlyde deres herrer, men de måtte ikke være ulydige mod Gud, som er den højeste autoritet.

Spørgsmål: Hvorfor bliver slaver i Tt 2:10 specifikt bedt om ikke at stjæle eller tilegne sig andres ejendom?

Svar: Husholdningsslaver befandt sig i en situation, hvor de kunne stjæle ting, uden at herren nogensinde ville vide, hvilken slave der havde stjålet. Det ville være let for en slave at retfærdiggøre tyveri; da herren (despot på græsk) tvinger mig til at være hans slave, bør jeg få noget til gengæld. En retfærdiggørelse af synd kan give mening for den pågældende, men den er ikke acceptabel for Gud.

Spørgsmål: Hvordan kunne den nåde, der bringer frelse, i Tt 2,11 blive åbenbaret for mennesker, når ikke alle bliver frelst, i modsætning til kætteriet om universalisme?

Svar: Den blev forkyndt for alle på jorden, men det betød ikke, at alle ville vælge at drage fordel af den. Evangeliets frie tilbud skal præsenteres for alle, som Peter gjorde i Apostlenes Gerninger 2:38. Græder du over de fortabte i Lukas 19:41? Se også 2. Thessalonikerbrev 2:8; 1. Johannesbrev 2:2 og 1. Timoteusbrev 4:10.

Spørgsmål: Hvordan kunne den nåde, der bringer frelse, i Titus 2,11 blive åbenbaret for alle mennesker, når ikke alle så Jesus?

Svar: Det græske ord står her i dativ og kan oversættes med »til alle mennesker« eller »for alle mennesker«. Den nåde, der bringer frelse, kan åbenbare sig for alle på mindst tre måder.

1. Til sidst vil alle mennesker, der lever på jorden, høre om Jesus og evangeliet og træffe en beslutning.

2. Den blev endda forkyndt for dem, der var døde, ifølge 1. Petersbrev 3:19 og 1. Petersbrev 4:6.

3. I tusindårsriget vil alle blive oprejst og kende til Jesus, ifølge Åbenbaringen 20:5.

Spørgsmål: Lærer Tit2:13 , at Jesus er Gud?

Svar: Ja. Selvom den græske tekst er tvetydig, er indholdet klart. Hvor mange fremtrædelser er der, og hvilken fremtrædelse er Gud Faderen? Der er kun én fremtrædelse, og det er Jesus Kristus, ikke Gud Faderen. Grammatisk set kan den græske sætning løst omskrives på to måder:

(a) to fremtrædelser: 1) vores store Gud og 2) vores Frelser, Jesus Kristus. (to væsener)

(b) den enes fremtræden: vores store Gud og Frelser, Jesus Kristus. (den ene er)

Men hvis det var den første fortolkning, hvornår vil Gud Faderen da fremtræde ved Kristi genkomst? Da alle er enige om, at det er Jesus og ikke Faderen, der fremtræder ved Kristi genkomst, var den oprindelige betydning den anden fortolkning og ikke den første. Dette er et vigtigt punkt at dele med Jehovas Vidner.

Johannes Chrysostomos’ græsk var så veltalende, at han blev kaldt »Chrysostomos«, hvilket betyder »den guldmundede«. Før sit martyrium i år 407 e.Kr. skrev han også om dette vers, at det på ingen måde kunne henvise til en »fremtræden« af Faderen.

Så (b) er korrekt, og dette henviser altså til Jesus som Gud.

Spørgsmål: Hvordan kunne Titus og Timoteus i Tit 2:15 og 1 Tim 4:12 forhindre, at nogen foragtede dem?

Svar: Så vidt det var muligt, skulle de modstå, at enten medkristne eller andre så ned på dem på grund af deres unge alder.

Paulus nævner dette to steder, hvor han henvender sig til to forskellige personer, så Paulus anså dette for et vigtigt potentielt problem. Da Paulus valgte at sende Timoteus og Titus, havde han måske ikke valgt de mest imponerende personer, men Paulus behøvede heller ikke at gøre det. Paulus ville naturligvis vælge de bedste personer at sende. Nogle gange kan vores tjeneste og omdømme blive undermineret af offentlig foragt fra andre mennesker. Du bør forsvare dit omdømme, men uden selv at blive trukket ned i mudderet.

Spørgsmål: I Tit 3,1 havde de kretensiske kristne sandsynligvis allerede hørt det meste af dette før. Hvordan kan vi på en konstruktiv måde minde folk om ting, de allerede ved?
Svar: Du kan gentage budskabet med andre ord. Men vær opmærksom på, at der findes helt forskellige måder at formidle et budskab på. Du kan præsentere informationen i punktform, eller du kan fortælle historier. Du kan give eksempler på, hvordan man følger noget, eller modeksempler på folk, der ikke følger det. Nogle gange kan dine spørgsmål nå dybere ind i en person end dine udsagn.

Prøv måske at finde ud af, hvad der ellers forhindrer dem i at følge disse ting.

Spørgsmål: Skal kristne i Tit 3,1 og Rom 13,1 altid adlyde regeringen?

Svar: Nej. De tidlige kristne skelnede mellem det, de spøgefuldt kaldte »lovlige love« og »ulovlige love«, såsom at ofre til den romerske kejser. De adlød alle love, der ikke stred mod Guds lov, men de valgte at dø frem for at følge love, der var imod Gud.

Spørgsmål: Hvordan kan vi, måske uforvarende, undlade at vise ydmyghed over for alle, som det står i Tit 3,2?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Gør ikke det, du mener ville være respektløst. Det er kun et delvist svar, for der kan være ting, som vi ikke ville betragte som respektløse, hvis de blev gjort mod os, men som de betragter som meget respektløse. Noget kan være en bagatel og morsomt for os, men være en stor fornærmelse for en anden.

Svaret: Vær respektfuld over for dem, sådan som de anser ting for at være respektfulde, så længe det ikke går på kompromis med din tro eller dit budskab. Som et eksempel på ikke at gå på kompromis med vores budskab: Hvis nogen anser deres religions grundlægger for at være en profet, og han grundlagde en falsk religion, så tal ikke, som om du er enig i, at han er en profet. Men du kan respektere en person uden at respektere deres falske religion.

Vær blid og høflig (1. Petersbrev 3:8), gengæld ikke ondt med ondt, men velsign i stedet (1. Petersbrev 3:9).

En af grundene til at være tålmodig over for andre er at minde os selv om, hvor tåbelige vi selv var, før vi modnedes i Herren, som det står i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 444.

Sig ikke ting, der nedgør dem. Nogle er måske overdrevent optaget af deres udseende, sportslige evner, intelligens, viden inden for et bestemt område, ejendele osv., og hvis du siger noget, der kan nedgøre en af disse ting, kan du blive overrasket over, at de tager stor anstød af en lille ting. Og sig især ikke noget uovervejet som dette foran en anden.

Lyt til deres kritik; du kan tage fejl. Nogle ting kan være sande, andre kan være helt ved siden af, og nogle kan være ved siden af, men alligevel have en del, der er berettiget. En af grundene til, at nogle afviste Jesus, er, at han ikke passede ind i deres forestilling om en succesfuld Messias. Måske passer en anden person ikke ind i vores definition af succes, men problemet ligger måske i vores definition.

Hvis nogen fortæller dig noget privat og i fortrolighed, så svigt ikke deres tillid og fortæl det ikke til andre – i det mindste ikke, medmindre det drejer sig om liv og død eller en anden alvorlig situation.

Spørgsmål: I Tit 3,2 står der, at vi ikke skal tale ondt om nogen. Hvorfor talte Paulus så ondt om Phygellus og Hermogenes (2 Tim1:15 ) samt Hymenaeus og Philetus (2 Tim2:17 )?

Svar: Paulus mente ikke, at man aldrig må tale negativt om nogen, for Jesus kaldte farisæerne for hyklere, mordere og en slangeyngel i Mattæus 23:13-36. Paulus, Johannes Døberen og alle profeterne i Det Gamle Testamente sagde med rette mange negative ting om mennesker.

NIV oversætter dette med »bagvask« ingen. Bagvaskelse er negativ tale, der er falsk og enten vides at være falsk, eller som siges uden hensyn til, om den er sand eller ej.

At sige noget negativt om nogen er at sige noget, som den pågældende person ikke ønsker, at du skal sige. Der er et tidspunkt og et sted, hvor man bør gøre det, og et tidspunkt og et sted, hvor man ikke bør gøre det. Så hvornår bør man sige noget specifikt negativt om nogen? Inden du siger noget negativt om nogen, bør du »vogte« dine ord og ikke sige noget, hvis det ikke opfylder en af disse fire betingelser.

Er det hele sandt (ikke æreskrænkende): Ved du, at det hele er sandt? Hvis det kun er delvist sandt, eller hvis en del er sand, og du ikke ved, om resten er sandt eller ej, så lad være med at sige det. Hvis en del er sand, men sammenhængen er vildledende, er det i det store og hele ikke sandt.

Er det nyttigt eller nødvendigt: Selv hvis det hele er sandt, hvordan er det så nyttigt eller gavnligt for en tredjepart at vide dette? For eksempel, hvis en tredjepart er ved at indgå en forretningsaftale med den anden person, og den anden person tidligere har været uærlig i forretningsforhold, ville det være nyttigt for tredjeparten at vide det. Men hvis det ikke er nyttigt for den tredje person at vide noget, såsom en tidligere synd, som den anden person allerede har angret, behøver du ikke nævne det.

Ønsker Kristus, at du siger det: Er det noget, Jesus ville ønske, at du sagde?

Hvad er din tone: Taler du sandheden i kærlighed, eller taler du sandheden af en anden grund? Hvis du har den forkerte tone, kan det, du siger, nogle gange kaste et dårligere lys på dig selv end på den pågældende person.

Spørgsmål: I Tit 3,8: Er det til gavn for alle, også de vantro, når kristne udfører gode gerninger?

Svar: Der er fire punkter, man skal overveje i svaret.

1. Paulus sagde i Titus 3:8, at det var til gavn for »dem, der har troet på Gud«, at praktisere hans lære.

2. Når kristne gør disse ting, er det til gavn for alle, også ikke-troende, på mindst to måder. En kristens liv som et konsekvent vidnesbyrd er til gavn for ikke-troende, da det kan hjælpe med at føre dem til Kristus.

3. Rent praktisk er det til gavn for ikke-troende, når kristne hjælper de fattige, forældreløse og de undertrykte. I mange dele af Indien blev de fleste hospitaler for eksempel engang oprettet af kristne missioner og kirker.

4. Endelig fungerer kristne som salt og lys i samfundet (Mattæus 5:13-14). Lys afslører mørke ting, og salt kan bremse forfaldet af visse ting.

Spørgsmål: Hvad betragtes som tåbelige spørgsmål/stridigheder i Tit 3:9, og hvorfor bør vi undgå dem?

Svar: Spørgsmål, som en person stiller i et oprigtigt forsøg på at lære sandheden om Gud at kende eller for at afprøve sandheden i noget, er ikke tåbelige spørgsmål. Når svaret på et spørgsmål derimod ikke gør nogen forskel for hverken den, der spørger, eller den, der svarer, kan det være spild af tid, der distraherer folk fra det, de burde lære.

Spørgsmål: I Tit 3:9-11 og 1 Tim 6:4-5a diskuterede, debatterede eller i det mindste førte Paulus en dialog med farisæerne, saddukæerne og de græske polyteister. Hvad er forskellen mellem en »tåbelig strid« og en »værdig strid«?

A: Folk kommer ofte ind i meningsløse diskussioner, når de mister overblikket. Et spørgsmål, man kan stille sig, er: »Og hvad så?« Hvis det ikke gør nogen forskel, om den ene side har ret i forhold til den anden, så er der måske vigtigere ting, man kan tale om.

Ord frem for mening

At sile en myg og alligevel sluge en kamel.

Når de lægger mere vægt på metoder og processer end på åndelige realiteter

At fortolke skrifter som allegorier, selvom de ikke er det.

At spilde tid på mindre vigtige ting, mens man ignorerer de større ting.

Troende, der er sådan, udgør faktisk en alvorlig trussel mod kirken. Hvis en person ikke er en troende, men en kætter, der leder folk væk fra Kristus, bør vedkommende udstødes fra menigheden, eller man bør trække sig væk fra vedkommende, som det står i 1 Timoteus 6:5. Men her bør selv en splittende person udstødes fra menigheden, selvom vedkommende er en troende. Dette bør foretages af menighedens ældste (ikke blot en enkelt person). Det bør ske efter først at have advaret vedkommende og forsøgt at rette vedkommende.

Spørgsmål: I Tit 3,10, skal kirkegængere, der lever i synd, rettes i ydmyghed, eller skal de udstødes som i 1 Kor 5,5?

Svar: Begge dele er en del af processen, men man må forstå forskellen mellem korrektion og irettesættelse. Korrektion er at gøre nogen opmærksom på, at de handler forkert, når de ikke er klar over det, og korrektion er også at hjælpe en person, der er fanget i en afhængighedssynd, og som har henvendt sig for at få hjælp. Irettesættelse er at advare nogen igen, efter at de bevidst fortsætter med at handle forkert.

Et kirkegænger bør i ydmyghed rettes, når vedkommende ubevidst handler forkert eller beder om hjælp. Et kirkegænger bør irettesættes og derefter udelukkes, hvis vedkommende fortsætter med at være oprørsk.

Spørgsmål: Hvad ved vi om byen Nikopolis i Tit 3,12?

Svar: Paulus havde til hensigt at overvintre der, før han rejste til Dalmatien (jf. 2 Tim 4,10), i det, der i dag er Kroatien og Bosnien; dette var den mest fremtrædende af de byer, der hed Nikopolis. Denne Nikopolis var en stor havneby i Epirus på den vestlige kyst af Grækenland (i det nuværende Grækenland). Den blev kaldt »Nikopolis«, hvilket betyder »sejrens by«, fordi Octavian (den fremtidige kejser Augustus) grundlagde byen efter at have besejret Marcus Antonius i søslaget i Actium-bugten i nærheden deraf i år 31 f.Kr. Der var også seks andre mindre byer ved navn Nikopolis i Kilikien og Thrakien, men dette er den eneste havneby, der ville ligge på Paulus’ rute.

Da Paulus var i færd med at beslutte, hvor han skulle overvintre, tyder dette på, at han ikke var fange, da han skrev Titusbrevet.

Nikopolis var en strategisk by for at komme videre ind i Dalmatien. I Titus3:12 bad Paulus Titus om at møde ham i Nikopolis, og i 2. Timoteus4:10 siger Paulus, at Titus er taget til Dalmatien. Dette spor tyder på, at 2. Timoteus blev skrevet efter Titusbrevet.

Spørgsmål: Hvem var Zenas, advokaten, i Titusbrevet 3:13?

Svar: Vi kender kun til Zenas ud fra dette vers. Navnet kunne være en forkortet form af Zenodorus eller Zenodotus. En af de første bibliotekarer ved Biblioteket i Alexandria, længe før denne tid, hed Zenodotus. Det kunne betyde »Zeus’ gave« eller »Zeus’ giver«, dvs. af Zeus’ visdom. Da hans navn henviste til Zeus, var han altså næsten helt sikkert græker, i modsætning til jøde, romer eller egypter. Advokater arbejdede dengang på samme måde som i dag, hvor de førte retssager og udarbejdede dokumenter. Der var en berømt retssag, hvor en advokat, efter at have ført en sag med succes for en klient, og klienten nægtede at betale ham, vendte tilbage den næste dag og førte sagen mod klienten.

Se https://www.abarim-publications.com/Meaning/Zenas.html for mere information.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Tt 3:14 »lære« at holde fast ved eller være hengivne til at udføre gode gerninger?

Svar: Nogle gode gerninger føles måske ikke så naturlige for dig at udføre; måske er du nødt til at ændre dig. Du kan gøre dem mere naturlige ved at øve dig i dem. Jeg havde i lang tid delt troen med en person, der senere blev kristen, og vedkommende besluttede at afholde en babyfest for en kollega. De var ikke nære venner, og kollegaen kunne ikke gøre noget for dem, men ingen andre ville afholde en fest for dem. Som vedkommende sagde efter festen: »Jeg tror, det var første gang, jeg gjorde noget godt for en anden!«

Spørgsmål: Hvem er »vores folk« her i Tit 3,14?

Svar: Det er medkristne, uanset deres race, etniske baggrund, køn, formue eller sociale stilling. Paulus bad ikke de troende om at plage verden til at gøre gode gerninger, men han bad dem på en måde om at plage »vores folk«, de andre kristne, til at gøre gode gerninger.

Spørgsmål: Hvor befandt Paulus sig, da han skrev brevet til Titus (Tit 3,15)?

Svar: Vi har et spor i vers 15. Paulus siger: »Alle, der er sammen med mig«, hvilket han ikke ville have sagt, hvis han befandt sig blandt en stor gruppe mennesker i en lokal menighed. Så Paulus var sandsynligvis på rejse, og de mennesker, der var sammen med ham, var hans ledsagere. Vi gætter på, at han befandt sig i nærheden af Korinth.

Spørgsmål: Hvad er den største fordel for os ved Titusbrevet i Tt 3?

Svar: Du kan lære at blive mere gudfrygtig ved at læse Titusbrevet, men alligevel gå glip af hovedpointen. Hovedpointen er ikke, hvordan man bliver mere gudfrygtig, men snarere, hvordan man kan hjælpe andre troende med at blive mere gudfrygtige. Titusbrevet er en bog for præster. Men alle modne kristne, både mænd og kvinder, bør i en vis forstand være præster, selvom vi måske ikke har et formelt erhverv som præst. Vi skal være præster og hjælpe med at vogte over vores familie, de yngre troende i menigheden samt de kristne og ikke-kristne, vi møder. Denne evne – eller det at være en god præst – er ikke en evne, som yngre troende nødvendigvis har brug for eller besidder, men noget, vi skal udvikle, efterhånden som vi modnes i Herren.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at Paulus virkelig skrev Titusbrevet?

Svar: Det står der i Titus 1,1, og den tidlige kirke stillede aldrig spørgsmålstegn ved, at Paulus skrev Titusbrevet. Clemens af Alexandria nævner, at Paulus skrev Titusbrevet i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 1, kap. 14, s. 313. Paulus skrev brevet til Titus efter år 64 e.Kr.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at det, vi har i dag af Tt, er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

A: Der er mindst tre grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Forfattere fra den tidlige kirke frem til Det Første Nikænske Koncil (år 325 e.Kr.) citerede fra Titusbrevet omkring 22 gange, uden at medregne hentydninger. De citerede 33 % af Titusbrevet, når man tæller brøkdele af vers som brøker. Det er 15,04 ud af i alt 46 vers.

Her er de elleve forfattere fra tiden før Nikæa-koncilet, der henviste til vers i Titusbrevet.

Klemens af Rom (96–98 e.Kr.) citerer halvdelen af Titus 3:1b: »I har aldrig været nærig med nogen god gerning, idet I var ’parate til ethvert godt værk’« (6 ud af 13 ord). 1. Klemens, kap. 2, bind 1, s. 5

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) Indekset i »The Ante-Nicene Fathers«, bind 1, viser også henvisninger til Titus 1:2 og2:14 , men disse er meget svage hentydninger.

Ignatius af Antiokia (ca. 110–117 e.Kr.) hentyder til Titus 1:2 »før tiden begyndte«; Ignatius’ Brev til magnesierne, kap. 6, s. 61

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer en del af Titus 3:10 og siger, at det er skrevet af Paulus. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 1, kap. 16.3, s. 341

Den muratoriske kanon (170–210 e.Kr.), ANF, bind 5, s. 603, nævner Paulus’ brev til Titus samt Paulus’ øvrige 12 breve.

Klemens af Alexandria (193–202 e.Kr.) citerer Titus 1:12,13 som stammende fra Paulus i Titusbrevet. *Stromata*, bog 1, kap. 14, s. 313

Tertullian (206/207 e.Kr.) nævner to breve til Timoteus og et til Titus i »Fem bøger mod Marcion«, bog 5, kap. 21, s. 473

Tertullian (198-220 e.Kr.) henviser til Titus 3:10,11 og siger, at det er »til Titus« i *Om foreskrifter mod kættere*, kap. 6, s. 245

Hippolyt (222–235/6 e.Kr.) citerer halvdelen af Titus 2:13 i *Afhandling om Kristus og Antikrist*, kap. 65, s. 219

Origenes (ca. 240 e.Kr.): »Men Paulus, apostlen fra Israel, som er ulastelig ifølge lovens retfærdighed, siger« og citerer Titus 3:3. »Prædikener om Jeremias«, prædiken 5, kap. 1, s. 41 (oversat af Hieronymus)

Novatian (250–257 e.Kr.) citerer hele Titus 1:15. »Om de jødiske retter«, kap. 5, s. 648.

Cyprianus var biskop i Karthago fra ca. 248 indtil sit martyrium i 258 e.Kr. Han citerer fra Titusbrevet og omtaler det blot som »Til Titus« i Cyprianus’ afhandlinger, afhandling 12, tredje bog, 78, s. 552.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) nævner, at Paulus skrev Efeserbrevet, Første Timoteusbrev og Titusbrevet i *Treatises of Cyprian*, afhandling 12, tredje bog – *Testimonies*, kap. 70–78, s. 552.

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) citerer Titus 3:10 som værende af Paulus. »Kommentar til Prædikeren«, kap. 3.9, s. 114

Over 35 forfattere efter Nikæa

Eusebius af Cæsarea (318–339/340 e.Kr.)

Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Nye Testamente i Festbrev 39, s. 552

Cheltenham-kanon (= Mommsen-kataloget) (ca. 360–370 e.Kr.) henviser til Titus

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) citerer Titus 1:9–10 som værende skrevet af den »salige apostel Paulus« i *Om Treenigheden*, bog 8, kap. 1, s. 137

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Paulus’ brev til Titus som en del af Det Nye Testamente. Det citerer Titus 1:1–2a.

Den skismatiske Lucifer af Cagliari/Calaris (370/371 e.Kr.) henviser til Titus 1:10

Efraim den Syriske (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.)

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Ambrosiaster (efter 384 e.Kr.) henviser til Titus 1:4,10 (3:1)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) citerer Titus 2:11 som værende af Paulus i Forelæsning 1.2, s. 104

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.) citerer hele Titus 2:1 som værende fra apostlen. »Præsteskabets pligter«, bog 1, kap. 10, s. 6

Gregor af Nazianzen (330–391 e.Kr.) citerer et halvt vers fra Titus

Pacianus af Barcelona (342–379/392 e.Kr.)

Amphilochius Iambi ad Seleucum (-394 e.Kr.) henviser til Titus

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) nævner Titus 2:13 som »skrevet til sin discipel Titus« i *Mod Eunomius*, bog 11, kap. 2, s. 232

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) henviser til Titus 2:9 som skrevet af apostlen i *Mod Eunomius*, bog 2, kap. 14, s. 130

Den blinde Didymus (398 e.Kr.) henviser til Titus 1:5–9 som værende fra apostlen til Titus. Kommentar til Zakarias 8, s. 162

Den syrisk-arameiske »Trinbogen« (Liber Graduum) (350–400 e.Kr.) citerer et halvt vers fra Titusbrevet

Den syriske katalog fra St. Katerinas kloster (ca. 400 e.Kr.) nævner Titusbrevet.

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.) nævner Filemon, Hebræerbrevet, de to breve til Timoteus, Titusbrevet, Romerbrevet, Galaterbrevet, Filipperbrevet og Efeserbrevet. Panarion, afsnit 3, fra scholion 1 og 5, s. 334

Pave Innocens I af Rom (ca. 405 e.Kr.) nævner Titusbrevet.

Rufinus’ kommentar til Apostlenes Trosbekendelse (374–406 e.Kr.) henviser til Paulus’ breve, hvilket antyder Titus.

Johannes Chrysostomos (396 e.Kr.) nedskrev seks prædikener om Titus-brevet, som er bevaret. I prædiken nr. 1 siger han, at Paulus skrev Titus-brevet til en af sine ledsagere.

Johannes Chrysostomos (-407 e.Kr.) skrev kommentarer til Johannesevangeliet, Romerbrevet, 1. Korintherbrev, 2. Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Kolossenserbrevet, Filipperbrevet, 1. Thessalonikerbrev, 2. Thessalonikerbrev, 1. Timoteusbrev, 2. Timoteusbrev, Titusbrevet, Filemonbrevet og Hebræerbrevet.

Kirkemødet i Karthago (218 biskopper) (393–419 e.Kr.) anerkender Titusbrevet.

Hieronymus (373–420 e.Kr.) drøfter bøgerne i Det Nye Testamente. Han behandler specifikt hvert af de fire evangelier, Paulus’ breve til de syv menigheder, Hebræerbrevet, Paulus’ breve til Timoteus, Titus og Filemon. Hieronymus drøfter derefter Apostlenes Gerninger. Derefter drøfter han de syv breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Endelig diskuterer han Johannes’ Åbenbaring. Brev 53, kap. 9, s. 101–102.

Sozomen (370/380–425 e.Kr.) kalder Titusbrevet1:15 for det guddommelige ord. Sozomens »Kirkehistorie«, bog 1, kap. 11, s. 247

Augustin af Hippo (388–430 e.Kr.) siger, at Paulus skrev Titusbrevet. Om syndernes forladelse og dåben, kap. 49, s. 33. Han henviser også til Tit 2,10; 3,1

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) citerer Titus 2:11–13 som værende af Paulus i »De syv bøger«, bog 2.5, s. 559

Vincent af Lerins (ca. 434 e.Kr.)

Sokrates’ *Kirkehistorie* (ca. 400–439 e.Kr.) henviser til Titusbrevet som værende skrevet af apostlen.

Euthalius af Sulca (ca. 450 e.Kr.)

*Speculum* (5. århundrede)

Theodoret af Cyrus (423–458 e.Kr.) henviser til Titus

Pave Leo I af Rom (440–461 e.Kr.) omtaler et vers i Titusbrevet som værende skrevet af apostlen

Prosper af Aquitaine (425–465 e.Kr.) omtaler Titus 3:3–5 som vedrørende Titus

Blandt kættere og forfalskede bøger

Den enkratiske kætter Tatian (-177 e.Kr.) citerer en fjerdedel af Titus1:12 : »selvom nogle siger, at kretenserne er løgnere.« Tatian til grækerne, kap. 27, s. 76

Kætteren Pelagius (416-418 e.Kr.) henviser til Titus 1:10; (3:15)

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.)

Vi har stadig alle disse i dag.

Kætteren Marcion afviste Titusbrevet, ligesom han gjorde med mange andre bøger i Bibelen

3. De tidligste manuskripter, vi har af Titusbrevet, viser, at der er små variationer i manuskripterne, men ingen teologisk betydningsfulde fejl.

s. 32 Titus 1:11-15; 2:3-8 (anden halvdel af det 2. århundrede) The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts indeholder et fotografi af en del af s. 32 på s. 124.

ca. 200 e.Kr. – 1968 – *The Text of the New Testament*.

s. 61 Romerbrevet 16:23,25-27; 1. Korintherbrev 1:1-2, 2-6; 5:1-3, 5-6, 9-13; Filipperne 3:5-9, 12-16, Kolossenserbrevet 1:3-7, 9-13, 1. Thessalonikerbrev 1:2-3; Titusbrevet 3:1-5, 8-11, 14-15; Filemonbrevet 4-7. ca. 700 e.Kr.

ca. 700 e.Kr. – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

Ca. 700 e.Kr. – 1975 – Aland m.fl., tredje udgave.

Ca. 700 e.Kr. – 1998 – Aland m.fl., fjerde reviderede udgave.

Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.

Titus er ikke bevaret i Vaticanus

Alexandrinus [A] ca. 450 e.Kr.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

I Washington D.C., 5. århundrede (Titus2:10 , andre?)

Gotisk 493–555 e.Kr.

Ephraimi Rescriptus [C] 5. århundrede

Claromontanus [D] 5./6. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Se www.BibleQuery.org/Titus Manuscripts.html for mere om tidlige manuskripter af Titus.