Spørgsmål: Hvad er bogens hovedpointe?
Svar: Ruth er en af de fem bøger i Det Gamle Testamente, der kaldes Megilloth, og som blev læst op ved højtiderne. Ruth blev læst op under Ugefesten, også kaldet Pinse. Ruths Bog opfylder et par centrale formål i Bibelen.
Historisk set viser Ruth os Davids slægt. Dette er udtrykkeligt et af formålene, ifølge Ruth 4:18-22. Ruth indgår i Josefs slægtsregister i Matthæus 1:5.
Begrebsmæssigt forekommer ordene »løse« eller »løsning« (ga’al) 23 gange i bogen, og dette begreb skulle vise sig at være nyttigt senere, da Messias kom.
I bogen *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 98, påpeges det, at Ruths perspektiv også fungerer som en modvægt til de tragiske skildringer i Dommerbogen.
Spørgsmål: Hvad er nogle af de litterære værdier i Ruth-bogen?
Svar: Udover den åndelige værdi er Ruth også et fremragende eksempel på litteratur. The Believer’s Bible Commentary, s. 287-288, fortæller følgende.
En gang, da Benjamin Franklin befandt sig ved det franske hof, hørte han nogle franske aristokrater tale nedsættende om Bibelen. Selvom Benjamin Franklin ikke selv var kristen, værdsatte han Bibelen som litteratur, så her er, hvad han gjorde. Franklin skrev historien om Ruth ned i sin egen håndskrift og ændrede alle navnene til franske. Derefter læste han historien op for aristokraterne. De spurgte ham: »Men hvor har De fundet denne litterære perle, Monsieur Franklin?« Franklin svarede: »Den stammer fra den bog, I foragter så meget, la sainte [Den Hellige] Bibel!«
Spørgsmål: Hvad er et resumé af Ruths Bog?
Svar: Ruth 1:1-5 Hjemkomsten efter flugten til Moab
Rut 1:6-22 Vend om, medmindre du virkelig ønsker velsignelsen
Rut 2: Rut samler aks og ser Boas
Rut 3 Besøget på tærskepladsen
Rut 4:1-12/17 Indløsningen af Rut og hvordan Gud kan lede
Planlægning, krav, løfte og forventning om indløsning
Rut 4:13/18-22 Glædelig fødsel af en søn og en kongelig slægt
Spørgsmål: Ville Ruth ikke i Rut og 5 Mos 23:3 være udelukket fra Herrens forsamling?
Svar: Først lidt baggrund, og derefter to mulige svar.
Baggrund: En af grundene til denne begrænsning var, at børn, der kun var halvt israelitter, ikke skulle vokse op med at tilbede andre guder. Ruths israelitiske mand overtrådte loven, da han giftede sig med moabitinden Ruth. Men Gud kan bruge selv ulydighed i sin plan. Udover dette er kristne uenige om to mulige svar.
Ja, Rut ville blive udelukket fra forsamlingen, men selv hvis nogen havde denne lavere status og blev udelukket fra forsamlingen, kunne hun stadig tilbede Gud og følge Ham. Nogle gange bliver kristne udelukket fra visse tjenestemuligheder på grund af synd (skilsmisse fra deres ægtefælle osv.) eller simpelthen fordi målgruppen har fordomme mod deres nationalitet. Men de kan stadig tjene Gud i en ny rolle, som Gud nu har givet dem.
Nej: »Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud« (Rut1:16 ). Hvis en person blev klassificeret som en af »de fremmede, der slutter sig til Herren« (Esajas 56:6), som Rut var, ville hun være israelit ved adoption. Faktisk var kong David Ruths oldebarn (3 generationer), ifølge Ruth4:21 -22, Matthæus 1:5-6 og Lukas 3:31-32. Ligeledes siger Esajas 56:3, at fremmede, der har sluttet sig til Herren, ikke vil blive udelukket fra hans folk.
Et sidste punkt er, at i disse mørke tider i Israel var både Ruth og landsbyboerne måske uvidende om denne begrænsning. Nogle gange bruger Gud endda vores uvidenhed. For eksempel indgik israelitterne en traktat med gibeonitterne i Josva 9.
Spørgsmål: Blev bogen Rut 1 skrevet i det 5. århundrede for at modvirke Nehemias forbud mod at gifte sig med ikke-jøder, som det hævdes i Asimovs Guide to the Bible, s. 265?
Svar: Nej, Asimov fremsætter en påstand uden beviser. Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. Det faktum, at Boas var en forfader til David, hvis regeringstid begyndte omkring 1010 f.Kr., blev også senere nedskrevet i en historisk beretning: 1 Krønikebog 2:11-12.
2. Selvom vi ikke ved præcis, hvornår Ruths Bog blev skrevet, blev den højst sandsynligt skrevet før Davids død, da den ikke nævner Davids berømte søn Salomo.
3. Desuden forklarer det, at Rut var moabit, noget, der ellers ville være et mysterium: Da det blev svært, tog David sine forældre med til Moab for at søge tilflugt (1. Samuelsbog 22:3-4).
4. Endelig synes forfatteren ikke tilbøjelig til at indføje sine egne oplysninger. I Ruth 1:7 ville det have været let blot at nævne en by i Moab. Forfatteren sagde imidlertid kun, at Naomi »forlod det sted, hvor hun havde boet«. Forfatteren havde ikke til hensigt at fortælle os, hvor Naomi boede i Moab, da han tilsyneladende ikke selv vidste det.
Man kunne hævde, at vi ikke har andre beviser end det, folk skrev i Rut og 1. Krønikebog. Selvom det er sandt, har vi ingen beviser for noget som helst i historien bortset fra artefakter og det, folk skrev. For eksempel har vi ingen beviser for, at Julius Cæsar overhovedet havde en mor (blev han klækket?), bortset fra det, folk skrev. Ligeledes har vi ingen beviser for, at David havde en oldemor, bortset fra det, folk skrev.
Spørgsmål: I Rut 1:1, var Elimelech fattig på grund af hungersnøden, eller var Naomi »velstående«, som det står i Rut1:21 ?
Svar: Man behøver ikke mange penge for at have et rigt familieliv. De forlod Juda på grund af hungersnøden. At Naomi forlod stedet »velstående« i Rut 1:21 henviser til, at hun havde sin mand og to sønner, som senere døde. Man kan være økonomisk fattig, men alligevel have et rigt liv. Se »Difficulties in the Bible«, s. 335-336, for stort set det samme svar.
Spørgsmål: Hvorfor forlader folk i Rut 1:1 det, som Gud har givet dem, for noget bedre?
Svar: Som man siger: »Græsset er grønnere på den anden side af hegnet.« Moab, på den østlige side af Jordanfloden, havde frugtbar jord øst for Det Døde Hav. Senere i historien kunne Mesha, konge af Moab, kaldes »fårekongen«, da jorden var så velegnet til fåreavl.
Gud fortalte både Moses og Josva, at han gav Kana'ans land til israelitterne. Mens mange mennesker i Betlehem ikke så noget behov for at rejse væk på grund af hungersnøden, besluttede Elimelech, at han kunne klare sig bedre på egen hånd ved at drage til rigere græsgange, som ikke var det, Gud havde givet dem.
Nogle gange har folk så mange distraktioner – hvad enten det er underholdning, ting, de ikke kan gøre noget ved, eller småting – at de ikke har tid til at overveje, om de virkelig lever, som de gerne vil.
I dag må troende, der siger, at de tror på Gud, stille sig selv et andet spørgsmål: Tror de virkelig, at Guds vej er den bedste vej? Tror de virkelig, at de i sidste ende vil blive lykkeligere ved at holde sig inden for det, Gud har bestemt for dem, eller falder de for fristelsen til at tro, at de kan blive lykkeligere ved at stræbe efter det »ekstra«, der ligger ud over det, Gud havde bestemt for dem?
Spørgsmål: Hvorfor blev indbyggerne i Betlehem i Rut 1:2 kaldt efratitter?
Svar: Det skyldes, at der var to byer ved navn Betlehem, og de var født i den sydlige. Den sydlige by hed Betlehem-Efrata, som det fremgår af 1. Mosebog 35:19, 1. Samuelsbog 17:12 og Mika 5:2.
Spørgsmål: I Rut 1:2 var det Betlehem, ikke Moab, der var det sted, hvor Gud ville velsigne dem. På hvilke måder kan vi i dag måske ikke befinde os på det sted, hvor Guds velsignelse er?
Svar: Nogle gange prioriterer vi noget andet frem for det sted, hvor Gud ønsker, at vi skal være. Desuden gør vi det nogle gange i Guds tjenestes navn. Jeg har hørt om adskillige tilfælde, hvor mænd, enten i militæret eller uden for, melder sig til tjeneste eller tager et job velvidende, at de vil være adskilt fra deres koner i et par år med kun lejlighedsvise besøg. Dette udgør en stor belastning for et ægteskab, som ofte fører til, at ægteskabet går i stykker. At være væk fra hjemmet hele tiden – eller i det mindste alle hverdage – kan også gå ud over din evne til at opdrage dine børn godt. Inden du beslutter dig for at gøre det – hvad enten det er for at tjene flere penge til at forsørge din familie, flere penge til dine børns universitetsuddannelse eller flere penge at give til Herren – så sørg for at spørge: »Gud, vil du virkelig have, at jeg gør det?«
En anden måde er, at vi måske elsker Gud og ønsker at tjene Gud, men har en afhængighed, som vi elsker så meget, at vi simpelthen ikke vil give den op. Vi ønsker at tjene Gud og have en afhængighed på samme tid. Men sådan fungerer det ikke.
En tredje måde er at gå på kompromis ved at gøre noget, der ikke er etisk eller lovligt, for at tjene flere penge. Selv hvis vi giver en del af vores uretmæssigt erhvervede gevinster til kirken, ønsker Gud ikke penge, der stammer fra sådanne kilder.
En fjerde måde, som kan ødelægge præsters ægteskaber, er at bruge så meget tid på at tjene andre, at man forsømmer den tid og omsorg, som Gud ønsker, at man skal vise sin ægtefælle og sine børn.
Spørgsmål: Er navnene Mahlon (der betyder »sygdom«) og Chilion (der betyder »forfald«) i Rut 1:2 mere passende for fiktion, som det hævdes i Asimovs Guide to the Bible, s. 263-264?
Svar: Man kunne formode, at disse ikke nødvendigvis var deres oprindelige navne, men det, de blev kaldt senere, efter at de var døde.
Et mere sandsynligt svar finder man imidlertid ved at studere ikke-vestlige kulturer. Israelitterne gav, ligesom mange afrikanere selv i det tyvende århundrede, navne, hvis betydning var baseret på aktuelle begivenheder, uanset om de var gode eller dårlige. Så hvis sønnerne blev født i svære tider, ville det være naturligt for israelitterne at give dem passende navne.
Som bevis herpå gav Rakel sin søn navnet Ben-Oni (min sorgs søn), da hun lå for døden i 1. Mosebog 35:18, og Pinehas’ hustru gav sin søn navnet Ichabod (ingen herlighed, eller herligheden er forsvundet), da hun lå for døden i 1. Samuels4:19 -20. Hosea blev af Gud pålagt at navngive sin første søn Jezreel efter massakren i Jezreel, sin datter Lo-Ruhama (den ikke-elskede) og sin anden søn Lo-Ammi (ikke mit folk). Gud pålagde Esajas at navngive sin søn Maher-Shalal-Hash-Baz (hurtig til byttet, hurtig til rov) i Esajas 8:1-4.
Konklusionen er, at det ikke var usædvanligt, at folk blev opkaldt efter den tid, de levede i, selv i svære tider. Hvad mine børn angår, tror jeg dog, at jeg vil holde mig til enklere navne.
Spørgsmål: I Rut 1:4, gjorde de ret i at tage moabitiske hustruer?
Svar: Uanset om det var rigtigt eller ej, så beskriver Bibelen blot, hvad disse almindelige mennesker gjorde. Det ville ikke være klogt, da børn af moabitter ville blive udelukket fra den religiøse menighed.
Spørgsmål: I Rut 1:1-5 giver Gud os velsignelser, når vi venter på ham og gør hans vilje. Hvordan ville du rådgive en troende, der overvejer at omgå dette ved at sørge for sig selv uden Gud?
Svar: Tror du virkelig, at du ved bedre end Gud, hvad der vil bringe lykke, uden at det medfører større fortrydelse og sorg? De fleste mennesker er lykkeligt uvidende om al den hjertesorg, elendighed, sorg, smerte (og fængselsstraf), de er gået glip af ved at undgå at gøre onde ting. Vil du virkelig opleve disse forfærdelige ting? Guds vej er den bedste vej, og det kan du lære på den nemme måde eller på den hårde måde.
Spørgsmål: Hvad betyder det i Rut 1:6, at »Herren havde taget sig af sit folk ved at give dem mad«?
Svar: Umiddelbart er svaret enkelt: hungersnøden var forbi. Det er dog ikke klart, om
a) hungersnøden skyldtes mangel på regn, eller
b) hungersnøden skyldtes plyndringer og krig, og at Gud havde befriet dem fra deres undertrykkere.
Uanset hvad var det afgørende, at hungersnøden var forbi.
Spørgsmål: Hvorfor forsøgte Naomi i Rut 1:6-18 at overtale sine to svigerdøtre til ikke at vende tilbage sammen med hende?
Svar: I Rut 1:6 havde begge svigerdøtre oprindeligt til hensigt at følge Naomi. Vi kan formode, at hun sandsynligvis mente, at det ikke var det bedste af to grunde.
Økonomisk set var hun ikke i stand til at forsørge sine to svigerdøtre. Det så ud til, at de ville have bedre chancer for at blive gift eller i det mindste finde støtte blandt deres slægtninge i Moab. Hungersnød og sult var meget alvorlige realiteter.
Åndeligt set gav det ingen mening for dem at komme til Israel, hvis de ikke skulle tilbede den eneste sande Gud.
Rut gav frivilligt afkald på udsigten til tryghed og lykke med en ny moabitisk ægtemand til fordel for usikkerheden ved at være sammen med en gammel kvinde. Uden sønner ville Naomi ikke have nogen økonomisk forsørgelse. Hvilket løfte havde Rut? Naomi gjorde det klart for Rut, at hun ikke havde noget løfte, ingen garanti eller noget som helst. Naomi ville være sikker på, at Rut vidste, hvad hun besluttede sig for.
Dette er i det mindste det fjerde eksempel i Bibelen på, at nogen bliver en del af Guds folk ved sit eget aktive valg snarere end blot ved fødslen. Se også diskussionen om Rut 1:15 for yderligere oplysninger.
Spørgsmål: I Rut 1:6-18, hvornår siger man til nogen: »Gå tilbage til dine guder«?
Svar: Hvis vedkommende aldrig har forladt sine guder, kan man påpege, hvad vedkommendes nuværende beslutning er. En sand kristen »kan ikke vende tilbage til sine guder« (flertal), for uanset vedkommendes fortid før kristendommen er disse afguder ikke længere vedkommendes guder.
Spørgsmål: Hvad ville du i Rut 1:7 sige til en troende, der har begået en alvorlig fejl og nu ønsker at omvende sig og vende tilbage til Gud?
Svar: Se på historien om den fortabte søn. Da han besluttede at vende tilbage (uden tvivl hjulpet af, at han var flad og sulten), løb hans ældre far straks glædestrålende ud for at møde ham. Sådan byder Gud os velkommen tilbage. Når du omvender dig og vender tilbage, er du ikke en slags »andenklasses kristen«, men en Guds tjener ligesom alle andre. Selvom der måske er nogle ting, som en mand ikke længere er kvalificeret til, såsom at være ældste eller diakon, er der stadig mange måder at tjene Gud på. Gå ikke glip af glæden og mulighederne ved at udsætte din tilbagevenden!
Spørgsmål: I Rut 1,10 ønskede de to unge kvinder at blive hos Naomi, efter at hun først havde bedt dem om at vende tilbage. Hvordan kan vi udvikle en indtagende holdning, så folk gerne vil være sammen med os?
Svar: På dette tidspunkt forbandt Rut sig med Noomis Gud gennem Noomi. Gennem Noomi længtes Rut efter at lære Israels Gud at kende. Generelt gælder det om at være oprigtigt interesseret i den anden person og vedkommendes velbefindende. Vis omsorg for dem, og giv udtryk for det. Tag dig tid til dem, glæd dig over deres sejre, og vis medfølelse, når de lider nederlag.
Spørgsmål: I Rut 1:11, hvornår ville det give god mening at vende sig bort fra Guds velsignelse?
Svar: For en person, der ikke ønsker at modtage Guds velsignelse, nytter det ikke at forsøge halvhjertet eller at henvende sig til Gud med betingelser, som Gud skal opfylde.
Hvis du ikke har tænkt dig at adlyde Gud, er det bedre for dig ikke at vide, hvad Guds vilje og velsignelse ville være, end at vide det og vende ryggen til det. Læs om den alvorlige fejl, folket begik, da de bad Jeremias om at bede Gud besvare deres spørgsmål i Jeremias 42:19-22.
For en lydig kristen kan der være et lykkeligt og behageligt sted, som Gud ønsker, at vi forlader for at forkynde for dem, der har større behov for at høre det. Dette er ikke at vende sig bort fra Guds velsignelse (det ville være at vende sig tilbage for at blive), men nogle gange kan det forekomme sådan i øjeblikket.
Spørgsmål: I Rut 1,12-13 kæmpede Naomi selv med nogle problemer og kaldte sig selv bitter. Hvorfor troede Naomi, at Guds hånd var imod hende?
Svar: Naomi fulgte stadig Gud, men med hungersnøden og dødsfaldene blandt hendes mand og to sønner, og uden håb om efterkommere, havde hun bestemt oplevet bedre omstændigheder. Men selvom Naomi tog fejl i at være bitter og fortælle folk, at hun var bitter, havde hun alligevel håb i Gud og tjente ham stadig.
Se også diskussionen om Rut 1:20 for mere om hendes reaktion.
Spørgsmål: Tyder de aramæiske ord i Ruth 1:13 og 1:20 på, at bogen er skrevet i det 5. århundrede?
Svar: Nej. Den skeptiske bog Asimov’s Guide to the Bible, s. 262, hævdede endda, at den blev skrevet i det 5. århundrede f.Kr. I det følgende vil vi først diskutere, hvorfor de påståede aramæiske ord ikke er relevante, og dernæst hvorfor den sandsynligvis blev skrevet tidligere.
1. Ordet »lahen« i Ruth1:13 betyder ganske vist »derfor« på aramæisk, men det betyder også »til dem« på hebraisk. Ordet »mara« i Ruth 1:20 er stavet på den aramæiske måde, men det hebraiske ord har samme lyd og adskiller sig kun lidt i stavningen. Da bogen blev kopieret gennem årene, kunne skrivere, der kendte aramæisk, naturligvis let have indført den anden ændring.
2. Forfatteren Gleason Archer påpeger også, at den sandsynligvis blev nedskrevet mellem Davids og Salomos tid. Selvom David ikke indgår i historien, blev han specifikt nævnt. Salomo ville sandsynligvis også være blevet nævnt, hvis han havde regeret, da den blev nedskrevet. Desuden viser Rut-bogen tydeligt en tid, før moabitterne hadede israelitterne på grund af deres konstante undertrykkelse.
Spørgsmål: Hvorfor bad Naomi i Rut 1:15 Rut om at vende tilbage til sine [moabitiske] guder, ligesom hendes svigerinde havde gjort?
Svar: I denne situation vidste Naomi måske godt, hvad hun gjorde. Naomi pressede Rut til at træffe en fast beslutning. Naomi ønskede ikke, at Rut skulle følge med hende af økonomiske eller følelsesmæssige årsager. Det ville heller ikke nytte noget, at Rut påstod at ville tjene den levende Gud, hvis det blot var en forstillelse. Denne samtale viser, at det ikke var en forstillelse, og at det helt klart var Rut – og ikke Naomi – der ønskede at følge Naomis Gud.
Nogle gange i nutidens evangelisation er vi nødt til at give folk plads til at træffe deres beslutning og lade dem indse, at det virkelig er deres beslutning. Se Josva 24:14-25 for et andet eksempel, der har visse ligheder med dette.
Spørgsmål: Havde Naomi i Rut 1:20 ret i at ønske at blive kaldt Mara, som betyder »bitter«?
Svar: Naomi havde gennemlevet et tragisk ophold, en deprimerende tomhed og en bittersød hjemkomst. Med tre dødsfald i familien havde Naomi intet rimeligt håb om efterkommere, hvilket var vigtigt i den kultur. Hun fulgte stadig Gud, men hendes ønske om at blive kendt som »bitter« er forståeligt. Forståeligt betyder dog ikke, at det var godt. Troende kan komme til kort på forskellige måder, og hun var ved at blive meget modløs. Gud løftede hende nådigt op af hendes fortvivlelse og gav hende et stort håb.
I dag føler du dig måske til tider meget modløs; det gjorde Paulus i 2. Korintherbrev 1:8-10. Du føler måske, at »dårlige nyheder« eller »bitter« også burde være dit navn. Gud kan løfte dig op af det og vise dig et ægte håb. 1. Petersbrev 1,3-12 fortæller os om vores store håb, ligesom Paulus gør i Romerbrevet 8,18. Hebræerbrevet 12,1-3 taler om Jesu og andres udholdenhed og håb i mødet med lidelse, og om hvordan vi har brug for at have det samme håb. Ikke et svagt, frygtsomt håb, men et håb, der giver os styrke til at modstå enhver prøvelse.
Spørgsmål: I Rut 2:4 (to gange), 2:12, 2:19, 2:20 – hvilken rolle bør velsignelsen spille i vores liv?
Svar: Det første, der måske falder en ind, er, hvordan vi kan være under Guds velsignelse. Men det antydes, at der er to ting, der er vigtigere end det. For det første: Hvordan kan vi velsigne Gud i vores liv? For det andet: Hvordan kan vi velsigne andre?
Naomi ærede og velsignede Rut ved at omtale hende som »min datter« otte gange i Rut-bogen.
I Rut-bogen er hver eneste bøn en velsignelsesbøn, og hver eneste bøn bliver besvaret.
Boas talte troens sprog og velsignede andre. Hvad kommer der ud af vores mund?
Spørgsmål: Hvorfor skal vi i Rut 2:4 (to gange) være opmærksomme på vores hilsener (og farvel)?
Svar: Vores hilsener og farvel bør ikke være banale, men bør betyde noget. Vi ønsker, at de skal have en god betydning, og hvorfor ikke gøre dem til en bøn til Gud om at velsigne andre?
Spørgsmål: Hvorfor tillod forvalteren i Rut 2,6-7 Rut at samle aks efter høstfolkene uden på forhånd at underrette Boas?
Svar: Det står ikke i Skriften, men der kan være to grunde.
Juridisk: I den israelitiske lov (3. Mosebog19:10 ;23:22 ; og 5. Mosebog 24:21) blev landmændene påbudt ikke at gå over markerne en anden gang, men at lade resterne ligge til de fremmede og de fattige.
Forholdsmæssigt: Tilsyneladende var forholdet mellem Boas og den øverste tjener sådan, at den øverste tjener kunne tage initiativet, før han informerede Boas, uden at der var nogen tvivl om, at Boas ville være nærig og overtræde loven. I et forhold mellem chef og underordnet er en af de mest værdsatte egenskaber hos en underordnet, at man kan stole på, at vedkommende gør, hvad chefen ønsker.
Som en sidebemærkning kan det nævnes, at i nutidens forretningsforhold vil den ene part i et forhold ofte drage større fordel af det, hvis den »lader lidt penge ligge på bordet« til den anden part. Når begge parter befinder sig i en win-win-situation, har begge et incitament til at fortsætte det gavnlige forhold.
Spørgsmål: Hvordan kom Rut i Rut 2:12 »under Guds vinger«, og er nogle kristne under Guds vinger, mens andre måske ikke er det?
Svar: Det hebraiske ord for hjørnet af et klædningsstykke er kanap. Det kan også betyde vinge.
I juridisk forstand er enhver ægte troende under Guds vinger, idet Jesu blod frelser dem fra syndens straf. Men i dagligdagen bør en kristen ikke tro, at vedkommende kan regne med Guds beskyttende vinger, når vedkommende går ad en vej, som Gud har sagt, at vedkommende ikke skal gå ad, og løber efter ting, som Gud har sagt, at vedkommende ikke skal løbe efter. Men selv når vi lever i lydighed mod Gud, under hans vinger, kan sygdom, ulykker og andre smertefulde ting stadig ramme os, men intet undtagen det, som Gud tillader, og det vil han være der sammen med os for at hjælpe os igennem.
Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Boas i Rut 2,15-16 sagde dette om Rut til høstarbejderne, eller tror du, at han sagde det til alle?
Svar: Selvom han måske følte sådan om alle på sin mark, er det mest sandsynligt, at han især sagde dette om Rut til sine høstarbejdere. Han kunne godt lide Rut og beundrede hende for at blive og tage sig af sin svigermor. I dag, når en person leder efter en ægtefælle, tænker man måske over ting som »er de sjove at være sammen med«, »hvor attraktive er de« eller »hvor velhavende er de«. Men vigtigere spørgsmål er: »Er vedkommende en moden troende?«, »Hvordan er vedkommendes karakter?« og »Er vedkommende den slags person, der vil blive ved min side, selv hvis mine omstændigheder skulle tage en drejning til det værre?«. Den rigeste, mest attraktive og sjoveste ægtemand eller ægtefælle i verden giver dig ingen lykke, når vedkommende forlader dig.
Spørgsmål: Hvorfor sagde Naomi dette i Rut 2:19?
Svar: Da Naomi så, at mængden var en hel efa, regnede hun ud, hvad der foregik. Nogen havde lagt mærke til Rut og var særligt gavmild over for hende.
Spørgsmål: Hvordan finder vi i Rut 3:1 »et hvilested« (et hjem)?
Svar: Det hebraiske ord for hvile, menuhah, ligner næsten ordet for hjem, manoah. Som troende bør vi aldrig være tilfredse, men altid stræbe efter at komme tættere på Gud og gøre mere for at ære Ham. Men samtidig bør vi være tilfredse og føle os »hjemme« i at hvile i at være i Guds vilje.
Spørgsmål: Hvad gjorde Rut og Boas i Rut 3:7-9?
Svar: Selvom nogle forsøger at fortolke dette afsnit som om, at de havde sex her, siger Rut-bogen specifikt ikke dette. I Bibelen betyder udtrykket »at ligge med nogen« at have sex med nogen, men det gjorde Rut ikke. At Rut lagde sig ned betyder blot, at hun lagde sig for at sove.
Som det står i *Hard Sayings of the Bible*, s. 199-200, blev Boas »overrasket« midt om natten, da hans fødder var blottede, og Ruth lå der. Det er altså tydeligt, at Boas forud for dette ikke havde haft noget som helst at gøre med Ruth, ellers ville han ikke have været overrasket. Både denne bog og *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 98, forklarer, at det var en skik, at Boas bredte hjørnet af sit klæde ud over hende, hvilket betød, at han ville gifte sig med hende. *Hard Sayings of the Bible*, s. 200, nævner også, at det stadig er skik blandt nogle arabere i dag, at en mand kaster et klæde over en kvinde, han skal gifte sig med.
At Ruth kom om natten, ville ikke lægge offentligt pres på Boas for at få ham til at acceptere hende. Ifølge bogen *When Critics Ask*, s. 153, var det en sædvanlig praksis, at Ruth afdækkede Boas’ fødder for at vise sin underordning under ham.
Spørgsmål: Var Ruths dristige anmodning i Rut 3,7-9 i virkeligheden et ægteskabsforslag til Boas, og var det rigtigt?
Svar: På en indirekte og respektfuld måde var Ruth faktisk meget dristig. I vores liv er der tidspunkter, hvor vi skal være dristige, og der er tidspunkter, hvor vi ikke skal være det. Men selv når vi skal være dristige, kan vi være det i ydmyghed og med respekt for andre.
Spørgsmål: Hvorfor kaldte Boas i Rut 3:11 Rut for »en kvinde af ædel karakter«?
Svar: Fordi Boas så, at Ruths loyalitet over for ham var større end hendes ønske om at gifte sig med en yngre mand.
Spørgsmål: Hvorfor accepterede Boas ikke Ruths frieri i Rut 3,12-13?
Svar: Boas kunne tilsyneladende godt lide Rut, og han var både glad og smigret over, at hun ønskede at gifte sig med ham. Men det var korrekt at spørge den nærmeste slægtning først. Så trods sin glæde satte Boas det, der var rigtigt og korrekt, højere end at gifte sig med en bestemt pige. På den ene side ville Boas tilsyneladende have været indforstået med, at den nærmeste slægtning havde besluttet at gifte sig med Rut. Men på den anden side vidste Boas allerede, hvem den nærmeste slægtning var.
Spørgsmål: Hvorfor ønskede Boas i Rut 3:14 ikke, at det skulle blive kendt, at en kvinde var kommet til tærskepladsen?
Svar: Boas var sandsynligvis bange for at give anledning til mistanker (2. Korintherbrev8:21 ; 1. Thessalonikerbrev5:22 ). Desuden ville det, hvis det blev kendt, at Boas tillod Rut at komme, kunne få andre kvinder, såsom deres egne hustruer, til at ønske at komme og besøge de yngre mænd. Der er tidspunkter, hvor vi er nødt til at værne om vores omdømme, selv når vi ikke har gjort noget forkert.
Spørgsmål: Hvorfor virkede både Naomi og Rut i Rut 3:18 så rolige, netop da en dramatisk ændring i Ruts fremtid var ved at blive afgjort?
Svar: Takket være Noomis råd og Ruts handlinger havde de begge gjort alt, hvad de kunne. Der var ikke mere, de kunne gøre nu. Det lå i Guds hænder. Gud, som tilsyneladende ved et tilfælde havde sørget for, at Rut kunne plukke aks på Boas’ mark, kunne fortsat tage sig af dem. Når vi befinder os i en lignende situation, hvor der ikke er mere, vi kan gøre, må vi lære at være rolige i Guds hænder, uanset hvor vigtigt resultatet bliver.
Spørgsmål: Brugte Boas i Rut 4,1-9 en velgennemtænkt strategi her?
Svar: Måske. Hvis den nærmeste slægtning boede uden for byen og arbejdede i byen, ville Boas vide, at han på et eller andet tidspunkt ville komme ind gennem porten.
Boas’ hilsen har ikke en nøjagtig parallel på engelsk. »Min ven« svarer til at sige »John Doe« eller en hilsen, hvor man kender personen, men ikke ønsker at nævne vedkommendes navn formelt. Måske ønskede Boas at gøre det lettere for manden at trække sig tilbage uden at blive bragt i forlegenhed.
Først fremlagde Boas det positive: jorden var til salg, og hvis manden havde penge, ville han måske ønske at købe den. Boas sagde, at han selv gerne ville købe den, men at han nådigt (faktisk i overensstemmelse med loven) lod manden købe den, da han havde retten som nærmeste slægtning.
Derefter overraskede Boas ham med Ruth. Det betød, at arven efter jorden ville blive regnet med Elimelech og Mahlon, ikke mandens familie. Desuden ville den søn, der blev født af Ruth, hvis manden endnu ikke havde børn, blive den førstefødte og få en dobbelt arv.
Han mindede også manden om, at Rut var moabitisk, hvilket ligeledes kunne afskrække ham fra at gifte sig med hende.
Endelig er det muligt, at ved at nævne både Naomi og Ruth – i betragtning af at Naomis mand og Ruths mand Mahlon døde tidligt – kunne manden frygte, at også han ville dø tidligt.
Selvom Boas fremlagde sagen godt, var der dog ingen garanti for, at det ville lykkes. Det eneste, Boas kunne gøre, var at overlade resultatet til Herren.
Spørgsmål: Var det i Rut 4:3-8 i strid med loven om, at en mand skal gifte sig med sin afdøde brors hustru, som beskrevet i 5. Mosebog 25:5-10?
Svar: Overhovedet ikke. Der er seks punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. Der var ingen overlevende bror. I stedet fulgte man reglen om den nærmeste mandlige slægtning.
2. Bemærk, at i Rut 4:4 var den nærmeste slægtning oprindeligt villig til at købe ejendommen, indtil han fandt ud af, at Rut ville blive hans kone som følge af handlen. Den nærmeste slægtning, hvis navn nu er glemt, var mere bekymret for, at hans efterkommere alle skulle bære hans navn, end for Ruts velbefindende eller endda ejendommen.
3. Rut var ikke israelit, men moabit, hvilket måske kan forklare den nærmeste mandlige slægtninges modvilje.
4. Bestemmelserne i 5. Mosebog 25:5-10 fandt ikke anvendelse her, fordi manden ikke var mandens bror. De forsøgte dog at følge princippet og ånden i 5. Mosebog 25:5-10.
5. Da 5. Mosebog 25,5-10 ikke var et påbud i denne sammenhæng, fulgte de heller ikke straffen til punkt og prikke. Manden tog sin egen sandal af; Ruth spyttede ikke ham i ansigtet. Archer påpeger, at Ruth tilsyneladende ikke ønskede at bringe manden i forlegenhed.
6. Der var forskelle mellem loven i 5. Mosebog 25:5-10 og det, de gjorde i Rutbogen. Rutbogen beskriver blot, hvad disse mennesker gjorde.
Spørgsmål: Hvem ejede jorden før dette salg i Rut 4:3?
Svar: Elimelech havde sandsynligvis pantsat det, da han rejste til Moab, som det fremgår af *Believer’s Bible Commentary*, s. 292. Med andre ord solgte han jorden til en anden, men medmindre den blev købt tilbage, ville den i det halvtredsindstyvende jubelår tilfalde Elimelechs »arving« (hvem det end måtte være).
Spørgsmål: Hvorfor gik den nærmeste slægtning i Rut 4:6 først med til at købe jorden og trak sig så tilbage?
Svar: Den begrundelse, han gav, var, at han ikke kunne gifte sig med Rut, da det kunne bringe hans egen formue i fare. Da polygami var udbredt dengang, er den egentlige årsag, at hvis Rut fødte hans førstefødte søn, kunne andre anse, at denne søn ville arve både Ruts mands navn og mandens ejendom. Femte Mosebog 25,5-10 fastslår, at en mand skal gifte sig med sin brors enke, hvis brødrene boede sammen. I dette tilfælde var de imidlertid ikke brødre, og de boede ikke sammen.
Spørgsmål: Er der i Rut 4:8 andre beviser på, at en transaktion blev bevidnet ved udveksling af sandaler?
Svar: Ja. Ikke alene siger 5. Mosebog 25:7-10, at de skulle gøre dette, men Nuzi-tavlerne (slutningen af det 14. århundrede f.Kr., lige efter Moses’ tid) beskriver også afkald på ejendomsrettigheder ved at overdrage en sandal til den nye ejer, ifølge The NIV Study Bible 1985, s. 369.
At udveksle sandaler kan ifølge The Nelson Study Bible, s. 447, også metaforisk betyde at have ret til at gå på den jord, der sælges. Keil-Delitzsch-kommentaren til Det Gamle Testamente, bind 2, s. 490, siger, at man også i Tyskland og Indien havde skik med at tage købt ejendom i besiddelse ved at træde på jorden.
Spørgsmål: Hvorfor nævnes Tamar her i Rut 4:12?
Svar: Folk bragte sandsynligvis dette på bane, fordi det var endnu et eksempel på leviratægteskab, om end et ufuldkomment et. Da »Juda skaffede en hustru til sin førstefødte, Er« (1. Mosebog 38:6), siger Skriften ikke, at hun var en barnebarn af Jakob. Så dette ville være endnu et eksempel på leviratægteskab, selvom det var før Gud gav loven gennem Moses. Da Er døde, lod Juda Onan og Tamar gifte sig for at føre Ers slægt videre. Da Onan døde, lovede Juda Tamar, at hun kunne gifte sig med Sela, selvom han brød det løfte. Så slægten blev bevaret gennem Juda selv.
Tamar handlede ondt ved at prostituere sig for Juda, sin svigerfar. Men folket ærede deres forfader og huskede hendes frugtbarhed efterfølgende, idet de så gennem fingre med hendes synd. Hun var trofast over for en mand, Juda, som var bange for at gifte sig med hende.
Spørgsmål: Hvorfor er Rut i Rut 4:10 en »købt hustru«? (En muslim nævnte, at dette var meget forkasteligt.)
Svar: Boas »købte« Rut (dvs. betalte en medgift for hende) ved at købe jorden af Naomi. Boas sørgede for Rut og sin svigermor, enken Naomi, og det er mig uklart, hvorfor denne muslim har et problem med Boas’ kærlige handling af medfølelse. Jeg håber, at han ikke bare greb et hvilket som helst vers fra Bibelen, han kunne finde.
Hvis denne muslim har et problem med medgift til hustruer, skal man bemærke, at Muhammed betalte 4.000 dirham for sin hustru Umm Habibah (Abu Dawud, bind 2, nr. 2103, s. 565). Desuden købte ’Ali bin Abi Talib Rab’iahs datter til sig selv. Hun fødte ham en datter ved navn Umm Ruqayyah (al-Tabari, bind 11, s. 66).
Spørgsmål: Hvorfor havde Mahlon og Ruth ikke allerede en søn i Rut 4:13?
Svar: Mahlon og Ruth havde været gift i omkring ti år uden at få børn. Enten var Mahlon eller Ruth muligvis ufrugtbar. I Rut 4:13 står der, at »Herren lod hende blive gravid«.
Spørgsmål: I Rut 4:16-17, adopterede Naomi sønnen?
Svar: Sandsynligvis ikke. Men Naomi var så overglad for sit barnebarn, at det svarede til den glæde, en mor ville have følt. Et andet synspunkt fremgår af The Bible Knowledge Commentary: Old Testament, s. 428, hvor det menes, at der muligvis var tale om en formel adoption foretaget af Naomi.
Spørgsmål: Hvordan er denne forløsning i Rut 1-4 et forbillede på Kristi forløsning af os?
Svar: Lad os »låse op« for Ruts Bog og se på tolv måder, hvorpå dette relaterer sig til Kristus og os.
1) Sandsynligheden for, at Rut ved en tilfældighed skulle få en efterkommer, der ville blive konge af Israel, var praktisk talt nul. Dette skete ikke for nogen anden moabitisk kvinde. At hun plukkede aks på Boas’ mark, at Boas lagde mærke til hende, at Boas var en slægtning-løser, at den nærmeste slægtning ikke ønskede at blive indblandet osv. – alt dette måtte falde på plads på den helt rigtige måde.
2) I Rut 1:1-2 valgte Noomis familie at forlade det forjættede land og boede i Moab i ti år. De kunne blot være blevet glemt ligesom så mange andre israelitter, der assimilerede sig i de omkringliggende lande. På samme måde har mennesker valgt at forlade Gud og Hans »paraply« af beskyttelse og vilje og drage ud til deres eget fremmede land.
3) I Rut 3:10 kunne Rut have ignoreret dette med slægtning-løseren, da hun jo alligevel var moabit, og blot have fundet en ung mand, måske en velstående en, med et minimum af besvær i Moab. Det gjorde Orpa jo trods alt. Rut kendte sin plads som fremmed i Rut 2:10, men hun accepterede det og tog imod Boas’ venlighed.
4) I Rut 3:11-13 gav Boas Rut et løfte om, at han ville ordne sagen, og både Rut og Naomi troede fuldt og fast på Boas’ løfte.
5) Rut tilhørte ikke Guds folk, men var en fremmed moabitisk kvinde, og moabitterne var fremmedgjorte over for israelitterne. Ifølge Kolossenserbrevet 1:21 var vi engang fremmedgjorte og Guds fjender. Men ligesom Boas førte Rut ind i Guds folk, førte Kristus os ind i sit udvalgte folk.
6) I Rut 4:17 blev Rut imidlertid ikke blot en israelit, en del af Guds folk; hun blev stamfader til Davids kongeslægt. På samme måde er vi et kongeligt præsteskab, konger og præster, i Kristus ifølge 1. Petersbrev 2:9-10.
7) I Rut 3:1-9 foreslog Naomi, hvad der skulle gøres, og Rut spillede sin rolle, men Naomi og Rut var ikke i stand til at købe jorden og indgå ægteskab; det måtte være Boas.
8) Boas, den nærmeste slægtning og forløser, var et forbillede på Kristus. Kristus forløste os fra lovens forbandelse. Men mens Boas brugte penge til at købe jorden og Rut og føre Mahlons slægt videre, brugte Kristus sit eget blod til at købe os, sit hellige folk.
9) I Rut 4:3 kan den »nærmeste slægtning« symbolisere loven. Loven havde fortrinsret til os, men loven var ikke i stand til at forløse os. Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor Boas ønskede ti vidner, men det minder os om de ti bud.
10) Når vi står som vidner til, at nogen bliver døbt, skal vi tænke tilbage på Rut. I Rut 4:2 var de ældste og indbyggerne i Betlehem vidner til den forløsning dengang.
11) I Rut 4,13-17 giftede Rut og Boas sig for »at være frugtbare«, for at få afkom, der kunne føre Elimeleks og Mahlons slægt videre. På samme måde er vi frelst for at være frugtbare, skabt »til at gøre gode gerninger, som Gud på forhånd har forberedt som vores livsform« (Efeserbrevet 2,10).
12) Gud bruger ofte ydmyge og usandsynlige midler til at frembringe sin herlighed. Guds forsyn kan virke under usædvanlige omstændigheder, og enhver kan blive troende, blive forløst og modtage Guds velsignelser. Gud brugte Boas og Rut ikke kun til Davids slægt, men også til Kristi slægt, både juridisk gennem Josef og biologisk gennem Maria. Selv i dag forløser Gud syndere, usandsynlige mennesker, der ikke er egnede til himlen, og bringer dem ind i sin familie og sit folk og i sidste ende ind i sin fuldkomne himmel.
Spørgsmål: Hvilke tidlige kristne forfattere henviste til bogen Rut?
Svar: Den eneste kristne forfatter fra før Nikæa-koncilet, der henviste til Rut, er Melito/Meleto fra Sardis (170-177/180 e.Kr.). Han opregner alle bøgerne i Det Gamle Testamente, og han medtager alle de bøger, vi har, bortset fra Nehemias og Ester. Fragment 4 fra »Book of Extracts«, s. 759.
Efter Nikæa
Eusebius af Cæsarea (318–339/340 e.Kr.)
Anonym »Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr.)
Athanasius (367, 325-373 e.Kr.)
Efraim/Ephrem (350–378 e.Kr.)
Aphrahat den Syriske (337–345 e.Kr.) henviser til Ruth
Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.) opregnede alle skrifternes bøger i et digt og sagde, at bøger ud over disse ikke er ægte skrifter. Hans liste var den samme, som protestanterne bruger i dag, bortset fra at han ikke medtog Nehemias, Ester eller Åbenbaringen. Han nævnte ikke Klagesangene, men han kan have ment, at de var inkluderet i Jeremias. Han nævnte ikke Paulus’ breve eller Hebræerbrevet ved navn, men han sagde, at Paulus skrev fjorten breve. Gregors digt findes (på græsk) i bind 37 af Mignes *Patrologia Graeca*, kol. 471–474 (Carmina Dogmatica, bog 1, afsnit 1, Carmen XII). Se http://www.bible-researcher.com/gregory.html for yderligere oplysninger.
Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.)
Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)
Rufinus (374–406 e.Kr.)
Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Gamle Testamente. Han diskuterer specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Mosebøgerne, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuel, Kongerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggaj, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra, Nehemias, Brev 53, kap. 7–8, s. 99–101.
Det 17. koncil i Karthago (393-419 e.Kr.) (218 biskopper)
Spørgsmål: Hvilke af de tidligste manuskripter fra Ru findes der stadig i dag?
A: Dødehavsrullerne: (ca. 1 f.Kr.) 4 separate eksemplarer ifølge *The Dead Sea Scrolls Today*, s. 30, og *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 436–438. De kaldes 2Q16, 2Q17, 4Q104 og 4Q105. (The Dead Sea Scrolls in English, 4. udg., s. xxix til xlii) 2Q17 består faktisk af to fragmenter, 4Q104 består af tre fragmenter, hvoraf det ene er begyndelsen. 4Q105 består af tre meget små fragmenter af en anden kopi af Ruth. (The Dead Sea Scrolls Translated: The Qumran Texts in English, 2. udg., s. 471, 481)
4QRuth(a) 1:1-12;2:13 -23; 3:1-8; 4:3-4
4QRuth(b) 1:1-6, 12-15;3:13 -18
Samlet set er følgende vers fra Rut bevaret i Dødehavsrullerne: 1:1-12;2:13 -23; 3:1-8, 13-18; 4:3-4. Se The Meaning of the Dead Sea Scrolls for flere detaljer.
Kristne bibelmanuskripter fra omkring år 350 e.Kr. indeholder Det Gamle Testamente, herunder Ruth.
Vaticanus (325–350 e.Kr.) har bevaret hele Ruths Bog.
Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) har bevaret hele Ruths Bog.
Vi har ingen dele af denne bog fra *Sinaiticus* (340–350 e.Kr.).
Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Ruth?
Svar: Den eneste forfatter fra før det nikænske trosbekendelse, der henviste til eller hentydede til vers i Ruths Bog, er Melito/Meleto fra Sardis (170-177/180 e.Kr.), som nævnte den ved navn.
Julius Africanus nævner i sit Brev til Aristides, kap. 5, slægtsregistrene for Achior, ammonitten, og Ruth, moabitinden, men han nævnte ikke Ruth-bogen ved navn.
Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene mellem den hebraiske tekst og den græske Septuaginta i Ruth-bogen?
Svar: Her er nogle af oversættelsesforskellene. For at give et indtryk af variationerne mellem den hebraiske masoretiske tekst (først) og den græske Septuaginta-oversættelse (derefter) fokuserer denne del på kapitel 1.
Rut 1:1 »Moabs marker« kontra »Moabs land«
Rut 1:2 Navnene er lidt forskellige (Naomi, Mahlon, Chilion kontra Noemin, Maalon, Chelaion)
Rut 1:3 Ruts svigerinde »Orpa« kontra »Orfa«
Rut 1:6 »Moabs marker« kontra »Moabs land«
Rut1:13 : »Det er meget mere bittert for mig end for dig« kontra »Jeg sørger over dig«
Rut1:14 : »kyssede sin svigermor« kontra »kyssede sin svigermor og vendte tilbage til sit folk«. (Implikationen af, at hun vendte tilbage til sit folk, er den samme i begge tilfælde.)
Rut1:18 »holdt op med at tale til hende« kontra »holdt op med at tale til hende« (I begge tilfælde antyder sammenhængen, at hun ikke talte til hende igen om dette emne.)
Rut1:19 »rørte ved dem« kontra »klang med dem«
Ruth1:20 »bittert« vs. »meget bittert«
Ruth1:21 »har [Han] vendt sit øje mod mig, og den Almægtige har gjort mig ondt?« vs. »ydmyget mig, og den Mægtige har plaget mig?«
Rut1:22 „Moabs marker“ vs. „Moabs land“
Rut3:15 »så vendte han tilbage« (mange hebraiske tekster) vs. »så vendte hun tilbage« (mange hebraiske håndskrifter, Septuaginta, syrisk) (Dødehavsrullerne 2QRuth(b) [=2Q17] stammer fra Rut3:13 –18, men det er usikkert, hvad der står.) Forfattere fra den præ-nikænske kirke henviser ikke til dette vers.
Rut 4:4 »men hvis du ikke vil« (de fleste masoretiske tekster, Septuaginta) kontra »men hvis han ikke vil« (mange hebraiske håndskrifter)
Rut 4:5 »Naomi og fra Rut, moabitinden, erhverver du den afdødes enke« (masoretisk tekst) kontra »Noemin og af Rut, moabitinden, den afdødes hustru, skal du også købe hende« (Septuaginta) kontra »Naomi, du erhverver Rut, moabitinden, den afdødes enke« (Vulgata, syrisk)
Rut4:20 : »Salma« (de fleste masoretiske tekster) kontra »Salmon« (nogle få hebraiske håndskrifter, visse udgaver af Septuaginta og Vulgata)
Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens Literal Translation, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af The Septuagint: Greek and English. Der er også anvendt The Expositor’s Bible Commentary samt fodnoterne i NASB-, NIV 1985-, NKJV- og NRSV-biblene.