< Bibelspørgsmål fra John

Spørgsmål, der forekommer i mere end ét evangelium, behandles i afsnittet om evangelierne eller i det første evangelium, hvor de forekommer.

Spørgsmål: Hvad er nogle af de karakteristiske træk ved Johannesevangeliet?

Svar: Johannes understreger, at Jesus er Gud. Jesus Kristus, Gud og Guds Søn, kom og døde, for at hans får skal tro, og at de, der tror, kan få lyset og livet gennem Sønnen. Han bruger ordet »tro/troen« 89 gange, hvilket er flere gange end i Matthæus, Markus og Lukas tilsammen. Kristus er det eneste håb. For dem, der sætter deres håb til Kristus, genopretter han den samaritanske kvinde, den utro kvinde, Peter og andre, der har begået større synder end disse.

Der er generelt enighed om, at Johannesevangeliet er det sidste, der blev skrevet, sandsynligvis endda efter at Clemens af Rom skrev i år 96-98 e.Kr. I Johannes 20:30 antyder Johannes, at han ikke har skrevet om mange af de ting, som Jesus gjorde. Johannes var sandsynligvis bekendt med de andre evangelier, og hans evangelium lægger mindre vægt på Jesu gerninger og udfylder hullerne i den lære, der ikke findes i de andre evangelier. Et nøglevers er Johannes 20:31, hvor der står, at disse ting er skrevet, for at vi kan tro.

Hvad angår sekter, fremstår Johannes 5:23 og Johannes 20:28 som gode vers at bruge over for Jehovas Vidner.

Spørgsmål: Hvad er en oversigt over Johannesevangeliet?

Svar: Her er en oversigt over Johannesevangeliet. De syv tegn blev fuldført inden lidelsesugen.

Joh 1:1-18 Prolog: Ordet blev kød

Joh 1:19-51 Begyndelsen på tjenesten: Johannes Døberen og de første disciple

Joh 2-11 Den offentlige tjeneste i syv tegn

- Joh 2:1-11 Tegn 1: Det første mirakel: forvandlingen af vand til vin i Kana

- Joh 2:12-25 Den første renselse af templet

- Joh 3:1-21 Nikodemus spørger Jesus

- Joh 3:22-4:3 Parallellen til Johannes Døberen

- Joh 4:4-42 Kvinden ved brønden

- Joh 4:43-54 Tegn 2: I Kana helbredes embedsmandens søn i Kapernaum

- Joh 5 Fest i Jerusalem

- - Joh 5:16-47 Tegn 3: Helbredelsen af den lamme ved Betesda-dammen i Jerusalem 5:1-15

- - Jesus og Faderen

- Joh 6:1-14 Tegn 4: Bespisningen af de 5.000 ved Galilæasøen

- Joh 6:15-21 Tegn 5: At gå på vandet

- Joh 6:25-71 Erklæring 1: Jeg er livets brød

- Joh 7-8 Modstand: Løvhyttefesten i Jerusalem

- - Joh 7:1-52 Jødernes vantro

- - Joh 7:53-8:11 Tilgivelse: Kvinden, der blev taget i ægteskabsbrud

- - Joh 8:12-59 Erklæring 2: Jeg er verdens lys

- Joh 9 Tegn 6: Helbredelsen af den blindfødte mand i Jerusalem

- Joh 10:1-21 Erklæringer 3 og 4: Jeg er porten til fårene og den gode hyrde

- Joh 10:22-39 Debat ved indvielsesfesten

- Joh 10:40-42 Tjenesten i Perea

- Joh 11 Tegn 7: Opvækkelse af Lazarus i Betania. Erklæring 5: Jeg er opstandelsen og livet

Joh 12-19 Passionsugen

- Joh 12:1-11 Salvelsen af Jesu fødder

- Joh 12:12-19 Den triumferende indtog

- Joh 12:20-36 Grækernes ankomst

- Joh 12:37-50 Fortsat jødisk vantro

- Joh 13-17 Den private tjeneste

- - Joh 13-14 Den sidste nadver

- - - Joh 13 Den sidste nadver

- - - Joh 14 Erklæring 6: Jeg er vejen, sandheden og livet

- - Joh 15-16 Erklæring 7: Jeg er den sande vinstok

- - Joh 17 Jesu ypperstepræstelige bøn

- Joh 18-19 Lidelseshistorien

- - Joh 18:1-12 Jesus forrådes og arresteres

- - Joh 18:13-19:15 Jesu retssager

- - Joh 19:16-42 Korsfæstelsen, døden og begravelsen

Joh 20 Opstandelsens triumf

Joh 21 Efterskrift: Fiskeri og måltid

- Mirakuløst fiskeri med 153 fisk 21:1-14

- Peter genindsat 21:15-25

Johannesevangeliet ligner i stil 1., 2. og 3. Johannesbrev meget. Johannes forsøger ikke ydmygt at besvare spørgsmålet: »Hvem er Jesus?«. I stedet proklamerer Johannes dristigt og højlydt: »Dette er Jesus!« Også vi bør være dristige i vores forkyndelse af evangeliet.

Spørgsmål: Er detaljerne om Jesu liv i Johannesevangeliet ganske forskellige fra det, de første tre synoptiske evangelier har til fælles, som den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible* (s. 952) hævder?

Svar: Johannes har andre detaljer, men de er forenelige. Johannes-evangeliet blev højst sandsynligt skrevet efter de tre første evangelier. Han fokuserede mindre på de historiske detaljer, som allerede var udførligt beskrevet i de tre første evangelier, og mere på betydningen af det, Kristus lærte.

Se afsnittet om evangelierne for en fuldstændig sammenligning af de fire evangelier på 317 punkter.

Spørgsmål: I Joh 1:1, bør dette oversættes som »var guddommelig«, »var Gud« eller »var en Gud«, som Jehovas Vidner hævder?

Svar: Det bør oversættes med »var Gud«. Her følger et resumé af de sproglige og andre beviser.

Ikke blot ”en” gud: Den samme grammatiske form, theos uden ho på græsk, henviser til Jehova-Gud i Lukas 20:38. Selv Jehovas Vidner oversætter ikke de samme græske ord som ”en Gud” i Johannes 1:6, 12, 13, 18.

Selvom Jehovas Vidner fra 1962 til 1983 plejede at citere Johannes Grebers oversættelse til støtte for deres egen oversættelse, vidste de allerede helt tilbage i 1956, at Grebers kone fungerede som spiritistisk medium for at frembringe oversættelsen!

Ikke blot guddommelig: Hvis Johannes blot havde til hensigt at sige, at Jesus var guddommelig, kunne han have brugt adjektivet theios. Johannes understregede imidlertid, at Jesus faktisk er Gud.

Ordet var Gud:

Bemærk venligst, at der findes endnu stærkere beviser end moderne sprogvidenskabelige undersøgelser, der viser, at Johannes 1:1 betød, at Ordet var Gud. Der er en anden tilgang. Hvad nu, hvis vi kunne spørge kristne, der havde nytestamentlig græsk som modersmål, hvad Johannes 1:1 betød? Det kan vi gøre. Se spørgsmålet efter det næste for svarene, selvom du sandsynligvis ikke vil bryde dig om, hvordan de tidlige kristne forstod deres eget sprog, hvis du er Jehovas Vidne.

Spørgsmål: Hvad er nogle andre eksempler i Joh 1:1 på, hvordan Jehovas Vidner forvrænger deres skrifter?

Svar: Her er et par eksempler.

Johannes 1:1: Der er tilføjet et ”en” i sætningen ”Ordet var en gud”.

Lukas 23:43: »Sandelig siger jeg dig i dag: Du vil være sammen med mig i Paradiset.« (Dette fik det til at se ud, som om Jesus talte i dag, i stedet for den græske betydning, nemlig at den angrende tyv var i Paradiset i dag.)

Apostlenes Gerninger 10:36: Ordet »andre« blev tilføjet og sat i firkantede parenteser.

Rom 8:32: Ordet »andre« er tilføjet uden kursiv eller parenteser.

Kolossenserne 1:16-20: Ordet »andre« blev tilføjet fire gange.

Filipperne 2:9 tilføjede ordet »andre« uden kursiv eller parenteser.

Spørgsmål: Hvad lærte den tidlige kirke i Johannes 1:1 om dette vers og om, at Ordet er Gud?

Svar: Det er undertiden interessant at høre, hvad moderne forskere, 2000 år senere, siger, at det græske ord betød. Men det, der er endnu mere interessant, er, hvordan kirkeledere, der levede for 1700-1800 år siden – hvoraf mange talte nytestamentlig græsk, siden de var spædbørn – forstod, hvad Johannes 1:1 betød på deres eget sprog.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.)

»For når vi udtaler et ord, skaber vi ordet; dog ikke ved afskæring, således at ordet [der forbliver] i os formindskes, når vi udtaler det; og ligesom vi også ser det ske i tilfældet med en ild, som ikke formindskes, når den har antændt [en anden], men forbliver den samme;... Visdomens Ord, som selv er denne Gud, født af Faderen til alle ting, og Ordet, og Visdommen, og Kraften, og Faderens Herlighed, vil vidne for mig...” Dialog med Trypho, kap. 61. Se også kap. 55, 56, 59, 62-64, 66, 74-78.

Theophilus, biskop af Antiokia (168-181/188 e.Kr.) »For den guddommelige skrift selv lærer os, at Adam sagde, at han havde hørt stemmen. Men hvad er denne stemme andet end Guds Ord, som også er Hans Søn?« Brev til Autolycus, bog 2, kap. 22, s. 103

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.)

»Men at Han [Jesus] i sig selv, i sin egen ret, hævet over alle mennesker, der nogensinde har levet, er Gud, Herre og den evige Konge samt det inkarnerede Ord, forkyndt af alle profeterne, apostlene og af Ånden selv, kan ses af alle, der har opnået blot en lille del af sandheden.« (Irenæus, Mod kætterierne, bog 3, kap. 19.2, s. 449).

»Vær klar over, at ethvert menneske enten er tomt eller fyldt. For hvis han ikke har Helligånden, har han ingen viden om Skaberen; han har ikke modtaget Jesus Kristus, livet; han kender ikke Faderen, som er i himlen;...« (Irenæus, fragment 26, s. 572)

»Hun [kirken] tror også på disse punkter [i læren], ligesom om hun kun havde én sjæl.... For de kirker, der er blevet grundlagt i Tyskland, tror ikke på eller videregiver noget andet, ej heller dem i Spanien, ej heller dem i Gallien, ej heller dem i Østen, ej heller dem i Egypten, ej heller dem i Libyen, ej heller ...« Irenæus, Mod kætterierne, bog 1, kap. 10.2, s. 331

Tertullian (ca. 213 e.Kr.) (latin) »Ordet er derfor både altid i Faderen, som Han siger: ’Jeg er i Faderen’; og er altid hos Gud, i overensstemmelse med det, der står skrevet: ’Og Ordet var hos Gud’; og er aldrig adskilt fra Faderen eller andet end Faderen, da ’Jeg og Faderen er ét.’« Mod Praxeas, kapitel 8, s. 603.

Hippolytus (225–235/6 e.Kr.) efter at have citeret en del af Johannes 1,1: »Hvis Ordet altså var hos Gud og også var Gud, hvad følger der da af det? Ville man sige, at han taler om to Guder? Jeg vil sandelig ikke tale om to guder, men om én; om to personer dog og om en tredje økonomi (disposition), nemlig Helligåndens nåde. For Faderen er sandelig én, men der er to personer, fordi der også er Sønnen; og så er der den tredje, Helligånden. Faderen bestemmer, Ordet udfører, og Sønnen åbenbares, gennem hvem man tror på Faderen. Harmoniens økonomi føres tilbage til én Gud; for Gud er én. Det er Faderen, der befaler, og Sønnen, der adlyder, og Helligånden, der giver forståelse; Faderen er over alt, og Sønnen, der er gennem alt, og Helligånden, der er i alt. Og vi kan ikke tænke på én Gud på anden måde end ved i sandhed at tro på Faderen, Sønnen og Helligånden.” Mod Noetus’ kætteri, kapitel 14, s. 228

Spørgsmål: Er det sandt, at læren om, at Jesus var Gud i menneskelig skikkelse, først blev endeligt fastlagt efter år 300 e.Kr., som det fremgår af Joh 1,1?

Svar: Nej. Karen Armstrong fastslog dette kategorisk i *A History of God*, s. 81, og det er forbløffende, hvad nogle trykte bøger kan slippe af sted med at påstå. Der er ingen ortodokse kristne eller arianere, der sagde, at Jesus ikke var Gud, selvom arianerne hævdede, at Jesus var af en anden substans og Gud på en anden og ringere måde. Før år 300 e.Kr. mente de fem tidlige kirkeskribenter, der blev citeret i det forrige spørgsmål, bestemt ikke, at læren om, at Jesus var Gud i menneskelig skikkelse, havde brug for at blive endeligt fastlagt. Ignatius, der var en discipel af apostlen Johannes, yndede at sige, at »Jesus er Gud«. Apostlen Thomas havde ikke brug for noget koncil, da han sagde til Jesus i Johannes 20:28: »Min Herre og min Gud!«

Selvom det er sandt, at gnostikerne var kættere, der havde meget mærkelige opfattelser af Gud, blev de aldrig accepteret som kristne af de ortodokse kristne. Uanset hvad accepterede selv de, at Jesus var Gud, om end i en meget anderledes og mærkelig forstand.

Arianerne var en anden kættersk gruppe, der blev fordømt på koncilet i Nicæa i år 325 e.Kr. De havde en »lav« opfattelse af Jesus, idet de troede, at der var en tid, hvor han ikke eksisterede, og at Jesus var af en anden substans end Faderen. Men selv de var enige om, at Jesus var Gud; det var blot, at de fejlagtigt troede, at Jesus ikke var af samme natur som Faderen.

Jeg formoder, at en ulempe ved trosbekendelser er, at nogle kan misfortolke deres formål. Kontroversen ved koncilet i Nicæa om arianismen handlede ikke om, hvorvidt Jesus var Gud eller ej, men om, hvordan Jesus var Gud.

Spørgsmål: Hvordan kunne Ordet i Joh 1,1 både være Gud og hos Gud?

Svar: På samme måde som Sønnen både kunne være Gud og have en Gud i Hebræerbrevet 1:8,9. Udover at henvise til falske guder har ordet »Gud« mindst fire betydninger med hensyn til den sande Gud. »Gud« kan betyde blot Faderen, blot Sønnen, blot Helligånden eller de tre i Treenigheden.

Her er, hvad den tidlige kirkeskribent Hippolytus (225-235/6 e.Kr.) sagde i *Mod Noetus’ kætteri*, kap. 14, s. 228: »Hvis Ordet altså var hos Gud og også var Gud, hvad følger der da af det? Jeg vil ganske vist ikke tale om to Guder, men om én; om to Personer dog og om en tredje økonomi (disposition), nemlig Helligåndens nåde. For Faderen er ganske vist én, men der er to Personer, fordi der også er Sønnen; og så er der den tredje, Helligånden.”

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i Joh 1,1 blive inkarneret som et menneske?

Svar: På den ene side er svaret enkelt: Den Almægtige Gud kan vise sig, som Han ønsker. På den anden side er dette et dybtgående mirakel. Melito af Sardis (170–180 e.Kr.) overvejede inkarnationens mysterium i sin »Afhandling om korset« ( , bind 8), s. 756 »Af disse grunde kom Han til os; af disse grunde skabte Han, skønt Han var åndelig, sig selv en krop efter vores skik, og viste sig som et får, men forblev dog Hyrden; Han blev anset for en tjener, men gav ikke afkald på Sønneskabet; Han blev båret [i livmoderen] af Maria, men var klædt i [sin Faders natur]; Han vandrede på jorden, men fyldte himlen; han fremstod som et spædbarn, men afviste ikke sin naturs evighed; han blev iklædt en krop, men begrænsede ikke sin Guddoms uforfalskede enkelhed; han blev anset for fattig, men blev ikke frataget sin rigdom; han havde brug for næring, i det omfang han var menneske, men ophørte ikke med at nære hele verden, i det omfang han er Gud; han antog en tjeners skikkelse, men svækkede ikke sin Faders skikkelse.”

Justin Martyr gav i sin »Dialog med Trypho den jøde«, kapitel 61, s. 227, en analogi om, hvordan ild tændes af ild. Den oprindelige ild formindskes på ingen måde.

(Bemærk, at citaterne fra den tidlige kirke på dette websted alle stammer fra »Ante-Nicene Fathers« og »Post-Nicene Fathers I og II«.)

Spørgsmål: I Joh 1,1 har jeg haft svært ved at forstå Kristi teantropiske natur. Var Jesus mentalt fuldt moden og vidende om alle ting, selv som spædbarn? Selvom han blev menneske, havde han da stadig Guds uendelige sind? I Luk 2,52 står der: »Og Jesus voksede i visdom og statur og i yndest hos Gud og mennesker.« Hvis Jesus ikke ændrede sig, da han blev kød, hvorfor voksede han så i viden, visdom og yndest hos Gud, når han allerede var den uendelige Gud?

Svar: Mange ting ved Gud kan lettere forstås ved at sammenligne dem med en analogi fra naturen. Men inkarnationens mysterium har ingen analogi med noget i naturen.

Selvom vi ikke kan vide alt om inkarnationen, kan vi lære, hvad Skriften har åbenbaret om den. Så for at opsummere er der fem nøglepunkter, man bør kende.

1. Jesus er 100 % Gud. Han var 100 % Gud, før han blev født, på jorden og nu i himlen. (Johannes 1:1; 20:28; Kolossenserbrevet 1:5-20; Hebræerbrevet 1:6,8,9)

(Selvfølgelig var himlen ikke tom, da Jesus kom til jorden. Jeg medtager dog ikke dette som et punkt, da dette – Guds uadskillelighed – sammen med Faderens, Sønnens og Helligåndens særskilte væsen er punkter, der vedrører Treenigheden, ikke inkarnationen.)

2. Jesus var 100 % menneske fra det øjeblik, han var i moderlivet og fremover. Han var på alle måder lig os, bortset fra at han var uden synd. (Hebræerbrevet 2:14-18; 4:15; 5:1-2)

3. Jesus var kun én person. (Der var ikke to adskilte væsener, en Gud-Jesus og en menneske-Jesus, som den ekstreme nestorianisme hælder til.)

4. Jesus havde to adskilte naturer. (Jesu menneskelighed blev ikke opslugt af Jesu guddommelighed. Når der står, at Jesus led, led han virkelig. Når der står, at Jesus blev fristet, blev han virkelig fristet. Disse ting benægtes af de mere ekstreme dele af den monofysitiske vildfarelse.)
Men selvom man forstår disse fire ting, mangler der stadig én ting, som man skal indse for at kunne sætte det hele sammen.
5. Det meste af Jesu herlighed var tilsløret. Jesus tømte sig frivilligt for mange af sine guddommelige egenskaber i henhold til Filipperne 2:6-7. Derfor bad Jesus specifikt til Faderen om at genindsætte den herlighed, som Jesus havde, før verden blev til, i Johannes 17:5. Så for at besvare den første del af dit spørgsmål: På jorden voksede Jesus i visdom, statur eller højde og i yndest, idet han ikke blot var det perfekte spædbarn, men derefter den perfekte lille dreng, den perfekte større dreng og til sidst den perfekte mand. Jesus lærte lydighed, led og døde, hvilket han kun kunne have gjort, hvis han frivilligt og midlertidigt havde givet afkald på en del af sin magt.

Spørgsmål: Hvordan ved vi ellers, at Jesus er Gud, i Johannes 1:1?

Svar: I bogen »1001 Bible Questions Answered« (s. 27) står der, at dette bevises ved syv punkter.

1. Alle navne på Gud i Det Gamle Testamente er samlet i Jesus Kristus.

2. Jesus modtog menneskelig tilbedelse. Enten var det forkert af ham at gøre det, eller også var det rigtigt af ham at gøre det.

3. Jesus tilgav synder mod Gud.

4. Jesus viste Guds magt.

5. Jesus viste alvidenhed (selvom han måske ikke havde denne evne på jorden før sin opstandelse).

6. Jesus hævdede at være allestedsnærværende.

7. Det Nye Testamente siger, at Jesus er Gud og skal æres som Faderen.

Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 490-492, for mere om Johannes 1:1 og treenigheden.

Spørgsmål: I Joh 1,1 – stammer dette begreb om et evigt ord fra den græske filosofi?

Svar: Nej, der er ingen beviser for dette. Den græske filosof Platon skrev ganske vist om et evigt ord, logos, før Johannesevangeliet, og Heraklit fra Efesos (ca. 500 f.Kr.) brugte logos til at betegne et rationelt princip. Også jøden Filon brugte udtrykket logos. Der er imidlertid ingen beviser for, at Johannes har lånt herfra.

I stedet for at Johannes lånte fra den græske filosofi, kunne selv en verdslig person argumentere for, at begrebet om et magtfuldt og levende Ord var lånt fra den gammeltestamentlige tankegang, såsom 1. Mosebog 1:1 på hebraisk.

Det Gamle Testamente stammer ikke fra græsk tænkning, da Moses og israelitterne levede før al den skriftlige græske litteratur, vi kender til. Theophilus fra Antiochia i , der skrev i årene 168–181/188 e.Kr., var den første til at påpege dette i sit »Brev til Autolycus«, bog 3, kap. 30, s. 121

I »Wycliffe Bible Dictionary«, s. 441, står der, at Dødehavsrullerne tyder på, at Johannesevangeliet – i stedet for at være et hellenistisk dokument fra det 2. århundrede – »tydeligere end nogensinde før viser sig at være et produkt af det 1. århundredes Palæstina i kraft af dets mange paralleller til Qumran-teksterne.«

Spørgsmål: I Joh 1,1 – var der en tid, før Jesus eksisterede?

Svar: Nej. De arianske kættere mente dette, men ortodokse kristne sagde mere eller mindre enstemmigt, at Jesus blev født af Faderen, før tiden begyndte. En undtagelse herfra var den tidlige kirkeskribent Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.). Men selvom Jehovas Vidner henviser til Justin Martyr for at forsøge at underbygge deres tro, er deres henvisning vildledende. I sin »Dialog med Trypho« bruger Justin tretten kapitler (55–56, 59, 61–64, 66, 74–78) på at bevise, at Jesus er Gud.

Bibelen giver ikke et endeligt svar på mange spørgsmål om, hvordan det var, før tiden begyndte. Og selvom den gjorde det, ville vi så forstå svarene? I Titus 1:2 står der, at Gud lovede evigt liv »før tiden begyndte«. Alle ting blev skabt gennem Kristus (Kolossenserbrevet 1:16; Johannes 1:3). Hvis »alle ting« omfatter tiden (hvilket er en antagelse her), så eksisterede Jesus, før der var tid.

Se *1001 Bible Questions Answered*, s. 27-28, for mere om, at der ikke var nogen tid, før Jesus eksisterede.

Spørgsmål: I Joh 1:1 eksisterede Jesus da blot på forhånd i Guds forudviden, som The Way International lærer?

Svar: Nej. Vi var alle forudkendt af Gud, men Jesus adskilte sig fra os ved, at han eksisterede i himlen, før tiden begyndte.

Spørgsmål: I Joh 1,1, da Ordet (Logos) er Gud, betyder det så, at Gud er upersonlig, som Mary Baker Eddy, grundlæggeren af Christian Science-sekten, lærte i *Science and Health with Key to the Scriptures*, s. 117?

Svar: Nej. Bare fordi Gud har nogle egenskaber, som vi ikke har (uendelig, usynlig, treenig i enhed osv.), udelukker det ikke, at Gud også har nogle egenskaber, som vi også har, om end ofte i mindre grad (evnen til at elske, intelligens, vilje, følelser osv.). Så bare fordi Ordet er Gud, betyder det ikke, at vi skal benægte de mange bibelvers, der viser, at Gud har en personlighed.

Hvilke bibelvers viser så, at Gud har en personlighed? Personlighed omfatter forstand, vilje og følelser. Mens en computer kan lagre viden uden at have en personlighed, har en computer ikke kærlighed, vrede og andre følelser, og en computer har ikke en vilje.

Når vi råber »Abba« eller »Far« i Galaterbrevet 4:6, Markus 14:36 og Romerbrevet 8:15, så pris Gud for, at vi råber til et personligt væsen.

Spørgsmål: Hvis alt blev skabt ved Ordet i Johannes 1:2, omfatter det da tid, rum, videnskab, naturlove og matematik?

Svar: Sandsynligvis, selvom dette vers ikke blev skrevet for at bevise det. En logisk sandhed, som f.eks. a = a, og en logisk modsigelse, som f.eks. a er ikke lig med a, er imidlertid ikke ting, og dette vers taler ikke om dem.

Spørgsmål: Hvordan er Jesus menneskenes liv i Joh 1:4?

Svar: Jesus er menneskenes liv på mindst tre måder.

Fysisk holdes alle ting sammen af Jesus, ifølge Kolossenserbrevet 1:17.

Evigt set er det kun gennem Jesus, at vi bliver frelst, som det fremgår af Apostlenes Gerninger 4:12.

Livet i Kristus i dag: Jesus giver mening, glæde og fylde til de kristnes liv på jorden i dag.

Spørgsmål: I Joh 1:4, fuldførte Jesus da sin mission, selv før han overhovedet blev korsfæstet, som Jamal Badawi hævder i sin båndserie 9, tabel 3?

Svar: Nej. Johannes 1:4 blev ganske vist skrevet før beretningen om Jesu korsfæstelse. Men enhver bør kunne se, at Badawi her fisker efter indvendinger: Johannes 1:4 blev endda skrevet før beretningen om Jesu fødsel.

Spørgsmål: Er den Johannes, der nævnes i Joh 1,6.19, forfatteren af denne bog?

Svar: Nej. Den Johannes, der nævnes her, er Johannes Døberen, mens forfatteren er apostlen Johannes, Jakobs bror.

Spørgsmål: Var der i Joh 1,8 nogle efter korsfæstelsen, der troede, at Johannes Døberen var Messias, som det står i Asimovs Guide to the Bible, s. 965?

Svar: Der er ingen direkte beviser for dette. Der var dog en gruppe, som i senere tider blev kendt som mandæerne, der troede dette. Mandæerne boede i sumpområderne i det sydlige Irak, men det vides ikke, hvornår eller hvor de opstod.

Spørgsmål: Hvordan er Jesus i Joh 1,9 det sande lys, som oplyser ethvert menneske?

Svar: På mindst to måder.

For alle: Sandheden og tilbuddet i evangeliet om Jesus Kristus forkyndes for alle. Jesus er det eneste sande lys. Nogle vælger at leve som lysets børn og ønsker at vide, hvad der behager Herren (Efeserbrevet 5:8-10), mens andre ikke gør det.

For de troende: Jesus er vores livs lys. Han giver os glæde, tilfredshed, mening og et formål, der gør alting værd at leve for.

Spørgsmål: Er det ikke vores vilje, der får os til at blive født på ny, som det står i Johannes 1:13?

Svar: Det er Guds nåde. Gud er meget barmhjertig, nådig og retfærdig. Disse kendsgerninger bør dog ikke få os til at glemme, at det er Gud, der bestemmer, om vi bliver født på ny, ikke os selv.

Spørgsmål: Hvordan kunne den Almægtige Gud, som har evigt liv, i Joh 1,14 blive et dødeligt menneske, der døde?

Svar: Da den treenige Gud er almægtig, kan Gud lade en særskilt person af sig selv blive et dødeligt menneske. Da Jesus var på jorden, betød det ikke, at himlen var tom. Da Jesus døde på korset, betød det ikke, at Faderen eller Helligånden nogensinde døde.

Spørgsmål: Hvordan kunne de i Joh 1,14 se Jesu herlighed, når Jesus tømte sig selv i Fil 2,6-7?

Svar: Jesu herlighed er ikke en binær tilstand. Desuden siger Filipperne 2,6-7, at Jesus tømte sig selv, men det nævner ikke herlighed som sådan. Filipperne 2,9 siger, at Gud ophøjede Jesus til den højeste plads, hvilket indebærer en ophøjet, »herliggjort« stilling for Jesus, men ikke nogen indre forandring.

Spørgsmål: Hvordan kunne Guds natur i Joh 1,14 blandes/sammensmeltes/placeres side om side med Jesu menneskelige natur?

Svar: Mange kætterier har besvaret dette forkert. Kristus var ikke en Gud, der blot fremstod som et menneske (doketisterne), et menneske og en Gud i navnet i stedet for den Almægtige Gud (ebionitterne), et spøgelse (gnostikerne), et menneske, som Kristus bosatte sig i (Paulus af Samosata), adskilt/opdelt (nestorianerne) eller sammenblandet (monofysitterne). Der findes sandsynligvis ingen analogi fra livet på jorden, der virkelig er tilstrækkelig som eksempel på Jesu Kristi guddommelige natur og menneskelige natur. Her er to fejltolkninger.

Nestorianismen (to viljer): Nestorius lærte, at Jesus havde to adskilte viljer: en guddommelig og en menneskelig. Mens Nestorius blot begik en fejl, gik nogle af hans senere tilhængere endnu længere. Det er næsten, som om Jesu menneskelige vilje og guddommelige vilje i Getsemane-haven kæmpede mod hinanden, og den guddommelige vilje sejrede. De omkring 200 biskopper på koncilet i Efesos fordømte nestorianismen i år 431 e.Kr.

Monofysitisme (kun én natur): Som modsætning til nestorianismen hævdede monofysitismen, at de to naturer var smeltet sammen, som om en dråbe honning af menneskelig vilje faldt ned i havet af guddommelig vilje. Monofysitismen kan føre til nogle ubehagelige scenarier. I sin ekstreme form gik Jesus roligt gennem livet, og alle Jesu kampe – mod fristelsen i de 40 dage, i Getsemane Have og på korset – var næsten blot et skuespil. Monofysitismen blev fordømt af 250 til 350 biskopper på koncilet i Chalcedon i år 451 e.Kr. I nyere tid har den katolske kirke og den koptiske (monofysitiske) kirke genoprettet deres indbyrdes forhold.

Den ortodokse (almindelige) kristne holdning: Efter disse to traumatiske koncilier blev den endelige holdning: »Jesus Kristus, Guds logos, der blev menneske, er én person i to naturer, som eksisterer i denne ene Person uden forvirring, uden forandring, uden splittelse og uden adskillelse.«

Bibelen giver følgende ledetråde om Jesu menneskelige og guddommelige naturer.

a. Det fremhæves, at Jesus var Menneskesønnen: Lukas 5:24; 6:5; 6:22; 8:31; 22:22,69; Johannes 12:34; Åbenbaringen 1:13

b. Afstamning: Lukas 1:32; Romerne 1:3; 9:5; 2. Timoteus 2:8; Hebræerne 7:14; Matthæus 1:1.

c. Fysisk legeme: Lukas 24:39; Johannes 4:2; Hebræerne 10:5,10; 1. Johannes 1:1; 1. Timoteus 3:16; 2. Johannes 7.

d. Et menneske (med menneskelighed), mens han var på jorden: Apostlenes Gerninger 2:22,23; Filipperne 2:7,8; Hebræerne 2:14.

e. Stadig et menneske i himlen: 1 Timoteus 2:5; underforstået i Hebræerbrevet 13:8.

f. Vores bror: Markus 3:35; Lukas 8:21; Hebræerbrevet 2:11,12,17

g. Led som mennesker: Hebræerbrevet 2:9,18; 5:8; Romerbrevet 8:17; 1. Petersbrev 1:11; 4:13; 5:1.

h. Fristet som os: Hebræerbrevet 2:18; 4:15; Matthæus 4:1-10; Markus 1:13; Lukas 4:1-12.

i. Jesus var et menneske på alle måder, bortset fra at han var uden synd: Hebræerbrevet 2:17.

Spørgsmål: Mistede Jesus sin guddommelighed, da han kom til jorden i Johannes 1:14, som Herbert W. Armstrong sagde?

Svar: Nej. Jesus tømte sig selv (Filipperne 2:7) og gav midlertidigt afkald på en stor del af sin herlighed (Johannes 17:5), men Jesus blev stadig tilbedt på jorden før sin korsfæstelse som Gud af de vise mænd (Mattæus 2:11-12), disciplene (Mattæus 14:33) og den blinde mand (Johannes 9:38). Jesus kaldte sig selv ved Guds allerhelligste navn i Johannes 8:58.

Spørgsmål: Hvordan var Jesus i Johannes 1:15 i forhold til sin ældre slægtning, Johannes Døberen?

Svar: Mens Johannes Døberen blev født et par måneder før Jesus, eksisterede Jesus i himlen fra begyndelsen. Jesus var også forud for Johannes Døberen i ære, da Jesus er Guds Søn.

Spørgsmål: I Joh 1:17, var det Moses, der gav loven, eller var det Gud, der gav den?

Svar: Begge dele. Gud gav loven til Moses, så han kunne give den til folket, og det var netop, hvad Moses gjorde. Gud er forfatteren, og Moses var »postbudet«, der leverede brevet.

Spørgsmål: I Joh 1,18 står der, at ingen har set Gud – hvordan kan Jesus så være Gud, når folk har set Jesus?

Svar: Da Jesus kom til jorden, som det står i Filipperne 2,7, tømte Jesus sig selv for en stor del af sin herlighed. I Johannes 17,5 bad Jesus om, at Faderen ville give ham herligheden tilbage.

Da Moses var sammen med Gud, lagde han et slør over sit ansigt, som det fremgår af 2. Mosebog 34:33-35 og 2. Korintherbrev 3:13-16. De så stadig Moses, men ikke den herlighed, der strålede fra hans ansigt, efter at han havde været sammen med Gud. Dette er et forbillede på Jesu komme til jorden som Gud i tilsløret skikkelse.

Se »Hard Sayings of the Bible«, s. 492-493, og »When Critics Ask«, s. 403-404, for et supplerende svar.

Spørgsmål: I Joh 1,18 står der, at ingen har set Gud – hvordan kunne Jesus så have set Gud?

Svar: Jesus var ikke et menneske, før han blev undfanget af Maria; Jesus har eksisteret fra evighed. Så mærkeligt nok var Johannes Døberen et par måneder ældre end Jesu menneskelighed, men Jesus selv var meget ældre end Johannes Døberen.

Spørgsmål: Er Jesus i Joh 1,18 Guds eneste Søn, eller kan vi også være Guds sønner, som det står i Joh 1,12?

Svar: Vi kan være Guds sønner, men Jesus er Guds enbårne Søn. Bibelen bruger to metaforer om os: vi bliver adopteret ind i Guds familie, og vi bliver født på ny ind i Guds familie. Jesus blev hverken adopteret eller født på ny. Jesus var Gud Sønnen fra evighedens begyndelse, og Jesus blev inkarneret som et menneske uden en biologisk far.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Johannes Døberen i Joh 1,21, at han ikke var Elias, når Jesus sagde, at han var det i Mt 11,14?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. I Malakias 4:5 står der, at Elias ville komme før Herrens store og frygtindgydende dag. Det var Elias selv (ikke Johannes Døberen), der dukkede op ved forvandlingen, og han er næsten helt sikkert et af de to vidner i Åbenbaringen 11:1-12.

2. Hvis Johannes blot havde sagt, at han var Elias, ville de have fortolket det således, at han bogstaveligt talt var den samme person som Elias, og Johannes ville have udtalt sig forkert.

3. Johannes kunne have forklaret, at han ikke var den bogstavelige Elias, men at han kom med Elias’ rolle og formål, som det var Jesu mening i Matthæus 11:14.

4. Men selvom Johannes vidste, at han var Messias’ forløber, vidste han måske ikke selv, at han var opfyldelsen af den Elias, der skulle komme. Johannes talte således måske kun ud fra det, han vidste.

Spørgsmål: Var Johannes Døberen i Johannes 1:21 i uret, da han sagde, at han ikke var Elias, som kætteren Rev. Moon lærer i »Det Guddommelige Princip« (femte udgave, 1977)?

Svar: Først følger her, hvad pastor Moon, der angiveligt er den genkomne Kristus, siger, og derefter svaret.

Rev. Moons »Det Guddommelige Princip«, s. 161: »...Johannes Døberen, som havde fornærmet Jesus. Hvordan fornærmede Johannes Døberen ham? Johannes undlod at udføre sin mission om at tjene og bistå Jesus.«

Gendrivelse: 1. Hvis Johannes svigtede i sin forkyndelse, hvorfor sagde Jesus så i Matthæus 21:32, at folket skulle tro på Johannes Døberen?

2. Johannes 10:41-42 viser, at Johannes’ vidnesbyrd fik mange til at tro på Jesus. Vi bør være forsigtige med at fordømme en martyr, der døde for Gud, som en, der svigtede og fornærmede Gud. Når Jesus siger, at den mindste i himmelriget er større end [Johannes Døberen], henviser han til, at Jesus endnu ikke havde banet vejen til himlen, og at Johannes Døberen faktisk var den sidste profet under den gamle pagt.

3. Hvis Johannes Døberen virkelig var Elias genfødt, så ville netop Johannes vide det. Alligevel havde Johannes Døberen ret i at sige, at han ikke var Elias, der var vendt tilbage fra de døde.

4. Johannes prædikede ganske vist i Elias’ ånd og kraft, men Jesus sagde aldrig, at Johannes og Elias var den samme person.

Johannes Døberen var stor i Herrens øjne i Lukas 1:15, og Herren kender fremtiden.

Spørgsmål: Hvorfor krævede Gud i Joh 1:29 et offer for at tilgive vores synder, når vi jo skal tilgive andre uden at kræve andet end omvendelse?

Svar: Vi tilgiver vores brødre uden at kræve andet end omvendelse, fordi en synd mod os er af en anden art end en synd mod Gud.

Spørgsmål: Hvordan kunne Johannes i Joh 1:31,33 ikke kende Jesus, når deres mødre var kusiner?

Svar: Det græske ord her, oida, betyder fuldstændig viden. Johannes sagde, at han naturligvis ikke ville kende Ham. Johannes tilføjede straks, at han dog kendte Ham, fordi Gud havde åbenbaret det for ham.

I bogen *When Critics Ask*, s. 404-405, påpeges det, at Johannes kendte Jesus af omtale og måske også personligt, men det var kun gennem Helligånden, at han kendte Jesus ved guddommelig åbenbaring.

Spørgsmål: Hvordan kunne Helligånden i Joh 1,32-33 have en lokaliseret tilstedeværelse og hvile på Jesus i form af en due?

Svar: At Helligånden i en periode har en særlig lokaliseret tilstedeværelse, hindrer ham ikke generelt i at være hvor som helst andet, han ønsker. Som en stærkt forenklet analogi kan nævnes en science fiction-tv-serie ved navn Doctor Who. Da en af personerne kom ud for en ulykke med en tidsrejsemaskine, havde han en lokal tilstedeværelse i tre forskellige tidspunkter på én gang. Når vi kan forestille os det, hvorfor kan Gud så ikke have flere lokale tilstedeværelser eller endda et uendeligt antal lokaliserede tilstedeværelser?

Se også diskussionen om Habakuk 3:3.

Spørgsmål: Hvorfor klagede Jesus ikke i Joh 1:38-39, da de kaldte ham Rabbi (Mester), eftersom Jesus i Mt 23:7,8 sagde, at ingen skal kalde jer mester?

Svar: Jesus, som er Guds Søn, har en autoritet og ære, som vi ikke har. Vi bør heller ikke kalde nogen anden vores Gud, Frelser eller Herre, og det er på sin plads at kalde Jesus alle disse ting.

Spørgsmål: Hvornår var den tiende time i Joh 1:39?

Svar: I deres kultur begyndte dagen ved solopgang omkring kl. 6.00. Den tiende time var efter kl. 16.00.

Spørgsmål: I Joh 1,40: Søgte disciplene efter en »mere værdig Jesus« hos Johannes, i modsætning til at Jesus søgte og udvalgte disciplene i de tre andre evangelier, som den skeptiske Asimov’s Guide to the Bible, s. 968-969, antyder?

Svar: Nej. Af de tolv disciple nævner Johannes 1,35-42 kun to disciple, der forlod Johannes og fulgte Jesus. Men derefter nævner han, at Jesus opsøgte Filippus, og at Filippus bragte Natanael med.

Spørgsmål: I Joh 1,42, kaldte Jesus da først Simon for »Kefas/Peter« her, eller senere i sin tjeneste i Kapernaum, som i Matt 16,18?

Svar: En enkel forklaring er, at Jesus kaldte ham Peter her, men at Jesus fortalte ham betydningen af dette navn i Mattæus 16:18.

Spørgsmål: I Joh 1,51: Hvornår vil Natanael se englene stige op og ned over Jesus?

Svar: Selvom det er muligt, at Natanael kunne have haft en drøm, er det mere sandsynligt, at Natanael vil se dette i himlen. Jesu billedsprog her minder om Jakobs stige i 1. Mosebog 28:11-13.

Men hvorfor skulle Nathanael sidde stille under et figentræ? I *The Believer’s Bible Commentary* s. 1472 står der, at det sandsynligvis var, fordi Nathanael studerede Guds ord eller mediterede over Jakobs syn om stigen (eller trappen).

Spørgsmål: Hvorfor kalder Jesus sig ofte Menneskesønnen i Joh 1:51?

Svar: Sandsynligvis af følgende grunde

1. For at understrege sin almindelige menneskelighed

2. Folk kunne tilslutte sig dette, uanset om de anerkendte ham som Guds Søn eller ej.

3. Jesus havde endnu ikke åbenbaret sig som Guds enbårne Søn.

Spørgsmål: Hvordan så krukkerne ud i Joh 2:1?

A: Selvom der er en vis uenighed om, hvor det gamle Kana lå, er der fundet keramikskår fra det første århundrede e.Kr. to steder: det nutidige Kana mellem Nazaret og Kapernaum og et andet sted flere miles nordpå. Keramikskårene tyder på, at krukkerne havde en diameter på omkring 12 til 16 inches. Se artiklen fra Associated Press »Eksperter siger, at de muligvis har fundet det bibelske Kana« i The St. Louis Post Dispatch den 22. december 2004.

Spørgsmål: I Joh 2,3-10 ser jeg altid, at Jesus aldrig gør noget uden et formål eller tilfældigt. Hvorfor er det første mirakel, der er nedskrevet, at han forvandler vand til vin ved et bryllup? Kunne det have noget at gøre med, at vin symboliserer hans blod, ceremoniel renselse eller en ny ægteskabspagt med alle, der tror på ham? Det er ting, jeg har funderet over, og jeg spekulerer på, hvor langt jeg er ude på et sidespor; jeg ønsker ikke at gå ud over Skriften, som det er så populært i disse dage.

Svar: Du stiller et interessant spørgsmål. Hvis Jesu forvandling af vand til vin var et mirakel, der skulle symbolisere hans blod, døden på korset eller ceremoniel renselse, var der ingen på det tidspunkt, efter hans død eller endda i de tidlige kirkeskrifter, der opfattede budskabet sådan. Jeg tror snarere, at dette mirakel skete på grund af omstændighederne, men i det kan vi se en dybere forståelse af Guds karakter og en anvendelse for os.

Der var et simpelt menneskeligt behov: vinen til festen var løbet tør. Da Maria bad Jesus om at løse dette på overnaturlig vis, var Jesu første svar: »Min time er endnu ikke kommet.« Med andre ord var det ikke et punkt i hans tjeneste, hvor han havde brug for at gøre det for at vise noget. Men der var et behov, og han blev bedt om at gøre det, så han afveg fra det, han oprindeligt havde planlagt, og gjorde det. På samme måde, da kvinden med blødningen rørte ved Jesu kappe, stod det ikke på hans »to-do-liste« for den dag.

Mange gange møder Gud os der, hvor vi er. Et trist eksempel er, at Gud fik Esajas til at fortælle kong Hiskia, at han skulle bringe alt i orden, fordi Hiskia skulle dø. Den trofaste kong Hiskia blev så bitter over dette, at Gud gav efter og skænkede ham yderligere 15 leveår. Men i løbet af disse femten år blev kong Manasse født – måske en af Judas mest onde konger. Det er ikke, fordi Gud ikke vidste det, eller fordi Gud er ustadig eller skiftede mening. Snarere er det sådan, at Guds opfattede vilje for os ofte ændrer sig, når vores holdning ændrer sig (til det bedre eller værre). Da Farao var sammen med Abrahams hustru Sara, fortalte Gud Farao i en drøm, at han skulle dø – uden nogen form for forbehold. Men da Farao sagde, at han havde handlet i uvidenhed, sagde Gud, at Han vidste det, og at det var derfor, Han havde advaret Farao. Farao gav Abrahams hustru tilbage til ham, og Farao døde ikke. På samme måde profeterede Jona, at Ninive ville blive ødelagt om 40 dage. Men de omvendte sig, og Ninive blev ikke ødelagt.

Når vi har travlt med vores tjeneste, vores planer og vores liv, kommer der ofte mennesker til os med behov, der er vigtige, eller som nogle gange er ubetydelige, men som de selv anser for vigtige. Vi opfatter måske disse ting som distraktioner og afbrydelser, men også vi skal møde mennesker der, hvor de er. At spille bold, gå i biografen eller bruge lidt tid på at »slappe af« med nogen virker måske ikke særlig vigtigt for os i det, vi opfatter som Guds plan, og det er det måske heller ikke. Men alligevel kan det være det eneste, Gud ønsker, at vi gør lige nu, hvis vi vil være i centrum af hans vilje.

Spørgsmål: I Joh 2,3-10 – var denne vin alkoholholdig?

Svar: Den var ikke som stærk spiritus, men vinen på den tid indeholdt alkohol. Hvis man lader druesaft stå i en krukke uden køling i et år, vil den indeholde alkohol. Selv »ny vin« indeholdt alkohol i Apostlenes Gerninger 2,13. Men som det påpeges i bogen *Difficulties in the Bible*, s. 147-149, står der ikke, at den mirakuløse vin var berusende.

Børnebogen *Jesus’ First Miracle* af Vivian Dede (Concordia 1990) indeholder en fremragende sammenfatning af en lære fra dette mirakel: »Når der er brug for noget, hvad enten det er nyt liv eller vin, løser Jesus ethvert problem, når tiden er inde.«

Spørgsmål: Var det i Joh 2,1-11 Jesu eget bryllup, og giftede Jesus sig ifølge Luk 8,3-4 med en eller flere af de kvinder, der fulgte med disciplene, som polygame mormoner og visse andre sekter tror?

Svar: Nej. For det første er her de kvinder, vi kender til, som fulgte med Jesus og disciplene. Ifølge Lukas 8:3-4 var de kvinder, der rejste med Jesus, Maria Magdalene, Johanna, Kuzas hustru, Susanna og andre. Andre skriftsteder nævner Salome (Markus 15:40), Maria, Jakobs mor (Markus 15:40, Lukas 24:10), og Marta, Maria Magdalenas søster.

Johannes 2:2 siger, at Jesus var inviteret som gæst til brylluppet. En brudgom bliver aldrig inviteret til sit eget bryllup.

Der er intet grundlag for at sige, at Jesus nogensinde blev gift eller fik børn, eller at der blev født børn uden en syndig natur. Selvom intet vers faktisk siger, at Jesus aldrig var gift, siger intet vers heller, at Jesus ikke fløj til Mars. Et argument baseret på tavshed beviser ikke det ene mere end det andet.

Her er alle de øvrige passager fra tiden før opstandelsen, der omhandler kvinderne:

Joanna og Salome nævnes ingen andre steder.

Marta (sammen med Maria) nævnes kun i tre passager fra tiden før opstandelsen: et måltid (Lukas 10:38-41), helbredelsen af deres bror Lazarus (Johannes 11:1-45) og et andet måltid med Lazarus (Johannes 12:1-8).

Da der ikke er andre omtaler, kunne man næsten ikke have et stærkere argument for, at Jesus giftede sig med Maria, end at han giftede sig med hendes søster Marta. Jesus overholdt imidlertid Moseloven, og ægteskab mellem en mand og to søstre, mens begge var i live, var forbudt i 3. Mosebog 18:18. Mormonere, der lærer dette, er sandsynligvis ikke klar over, at de her lærer, at Jesus angiveligt brød Det Gamle Testamentes ægteskabslove.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 2:4, at hans time endnu ikke var kommet?

Svar: Jesus fortalte sin mor, at tiden endnu ikke var kommet for ham til at påbegynde sin mirakeltjeneste. Men selvom han endnu ikke var klar til at udføre mange mirakler, udførte han dette mirakel på sin mors anmodning.

Spørgsmål: Hvorfor kaldte Jesus i Joh 2:4 sin mor for »kvinde« og brugte det samme ord, som han brugte om en prostitueret i Joh 8:10? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

Svar: Deedat synes at antyde, at Jesus havde samme manglende respekt for sin mor, som han havde for den prostituerede. Dette er dog det modsatte af, hvad der er sandt. Jesus respekterede sin mor, og han respekterede også den prostituerede. Selvom det måske er svært for nogle at tro, havde Jesus respekt for de fattige, de fortabte og de skyldige syndere, der havde brug for en frelser.

Spørgsmål: Hvordan kan en menighed i dag have brug for en sådan renselse, som beskrevet i Joh 2:15?

Svar: Det er helt i orden og passende, at evangeliets tjenere lever af evangeliet, som det står i 1. Korintherbrev 9:13-14. Deres motiv bør dog ikke være at blive rige. De, der primært ser kirken som en måde at berige sig selv på, bør ikke være kirkeledere og bør ikke følges som kirkeledere. På den ene side ligger skylden hos de ugudelige menighedsledere. På den anden side ligger skylden hos dem i menigheden, der fortsætter med at følge disse menighedsledere, efter at de er blevet klar over, hvad der foregår.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i Johannes 2,17, hvorpå kristne mister deres ærefrygt for Gud, og hvordan kan de genvinde den?

Svar: En hyppig og dårlig del af den menneskelige natur er, at »fortrolighed avler foragt«. Med andre ord har mennesker en tendens til at være utaknemmelige og tage gode ting for givet, hvis de oplever dem hele tiden. Vi har faktisk fået det privilegium at fremsætte bønner til den Almægtige Herre over universet. Selvom Gud er fuldkommen, nedlod Han sig faktisk til at komme til jorden og dø for vores synder. For at bevare ærefrygten for Gud skal du bruge tid i bøn med Ham, læse Hans ord og samles i fællesskab med andre troende, der også har ærefrygt for Gud.

Spørgsmål: Hvorfor sagde de i Joh 2,20, at det tog 46 år at bygge templet, når det ikke var tilfældet?

Svar: Først to ting, der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Det andet tempel, som man begyndte at bygge, da jøderne vendte hjem i 538 f.Kr., tog ikke 46 år at bygge, selvom byggeriet ikke foregik uafbrudt. Det blev færdiggjort den 12. marts 516 f.Kr., ifølge Esra 6:15. Se også Haggaj 1:14-2:3. Det vil sige 23 år, ikke 46.

Ikke svaret: Bibelen siger ikke, at det tog 46 år at bygge templet, men kun at jøderne sagde, at det tog 46 år at bygge det. Jøderne kunne tage fejl, og Bibelen kunne blot gengive, hvad de sagde. Selvom dette potentielt kunne være sandt, er der en meget enklere forklaring: jøderne havde ret.

Svaret: Kong Herodes den Store påbegyndte restaureringen af templet i år 19 f.Kr., og det stod først færdigt i år 63 e.Kr. 19 f.Kr. plus 46 år – idet man skal huske, at perioden fra år 1 f.Kr. til år 1 e.Kr. udgør 1 år – ville give omkring år 27 e.Kr., som det fremgår af Asimovs Guide to the Bible, s. 449.977.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Jesus overhovedet nævnte templet her i Joh 2,20?

Svar: Jøderne bad Jesus om et mirakuløst tegn. Jesus kunne have sagt, at han ikke ville give dem et tegn, eller han kunne have henvist til det mirakel, hvor han netop havde forvandlet vand til vin. Jesus kunne også have henvist til et fremtidigt tegn.

Jesus kunne have nævnt det største tegn af alle direkte: at Jesus ville opstå fra de døde. Men i stedet nævnte Jesus indirekte sin opstandelse ved at sige: »Riv dette tempel ned…«. Endelig kunne Jesus have henvist til sin opstandelse indirekte, som han gjorde, men ved at bruge en anden metafor i stedet for et tempel.

For mange af jøderne handlede det udelukkende om templet, ikke om Gud. Desuden var de sandsynligvis ikke selv klar over det. Jesus var langt vigtigere end templet i Jerusalem, så Jesu svar blev sandsynligvis opfattet mere negativt af dem, end hvis han blot havde brugt en anden metafor.

Jesus talte til dem om det emne, de anså for at være det vigtigste. Jesus sagde, at dette ikke er normalt; det må ændres. Nogle gange kan vi være så fokuserede på noget, der er vigtigt, at vi helt mister overblikket over de ting, der er allervigtigst. Som en præst sagde: Lad ikke det at gøre gode ting forhindre dig i at gøre de bedste ting.

Spørgsmål: I Johannes 2, rensede Jesus da templet i begyndelsen af sin tjeneste, eller i den sidste uge i Markus 11?

Svar: Der var to renselser; Jesus ville bestemt ikke have renset templet én gang og så, da han kom tre år senere, være gået forbi i stilhed. Første gang var ledsaget af tegn og mirakler, så det ville have været svært at arrestere Jesus uden at vække folket. Selv anden gang ville myndighederne ikke arrestere Jesus – medmindre de kunne finde ham væk fra folkemængden, f.eks. om natten.

Se John Warwick Montgomery for stort set det samme svar i »Chronological Contradictions in the Gospels?« på www.Christian NewsMo.com, s. 20-21.

Spørgsmål: Hvad skete der egentlig med Nikodemus i Joh 3:1-21?

Svar: Senere, i Johannes 7,50-51, står der, at Nikodemus irettesatte Sanhedrin for at have dømt Jesus uden først at have hørt ham. Dette viser både, at Nikodemus var medlem af dette eliteorgan bestående af 70 mænd, og at han stadig støttede Jesus. I Johannes 19,39 står der, at Nikodemus efter Jesu død hjalp Josef fra Arimatæa med at lægge Jesu lig i graven. I den præ-nikænske kirkehistorie nævner både Tatianus’ *Diatessaron*, Tertullian og Origenes Nikodemus, men de tilføjer ikke noget ud over det, der står i evangelierne. Efter Nikæa omtaler både Athanasius og Johannes Chrysostomos Nikodemus, men de tilføjer ikke noget ud over det, der står i evangelierne. Nikodemus var muligvis en ældre mand, da han mødte Jesus.

Spørgsmål: Hvordan står Joh 2,1-12 i kontrast til Joh 2,13-3,21 i Joh 3?

Svar: I Galilæa mødte Jesus mennesker, der ønskede at tro og troede. I Jerusalem mødte Jesus pengevekslere, der ikke ønskede at tro. Derefter mødte Jesus Nikodemus, en person, der ønskede at tro, men endnu ikke kunne forstå det. I Galilæa, hvor de troede, bevarede Jesus deres bryllupsceremoni og forvandlede deres arbejde. I Jerusalem var Jesus en forstyrrende faktor, både for templets økonomi og for den rabbinske lære.

Spørgsmål: I Joh 3,1-18 kom Nikodemus til Jesus om natten; enten fordi han var bange for at blive set om dagen, eller også fordi han ikke havde tid på et andet tidspunkt. På hvilke måder er vi for travle eller for bange til at komme til Jesus, når vi burde?

Svar: De fleste kristne ser Nikodemus’ besøg om natten som et udtryk for, at han som en respekteret rabbiner i sin stilling ikke ønskede at blive set, når han opsøgte Jesus. Nogle har sagt, at der måske var en anden grund: Nikodemus havde for travlt om dagen. Husk, at selvom det at være rabbiner var en æret stilling, var det et ulønnet embede; derfor havde rabbinere også almindelige jobs. Men uanset hvad kom Nikodemus ikke på et normalt tidspunkt. Nogle gange ønsker vi heller ikke at komme til Jesus eller gøre hans vilje på det normale tidspunkt, fordi vi har for travlt eller er for bange. Men i det mindste kom Nikodemus alligevel. Og hvis en person kommer for sent eller med frygt for at følge Kristus, så kommer vedkommende i det mindste alligevel.

I Matthæus 21,28-32 fortalte Jesus en lignelse om en far, der bad sine to sønner om at arbejde på marken. Den første sagde nej, men gjorde det alligevel. Den anden sagde ja, men gik ikke. Jesus sagde, at den første gjorde sin fars vilje. Lydighed er bedst, hvis den er øjeblikkelig, glædelig og fuldstændig, men selv en forsinket lydighed er stadig bedre end ingen lydighed.

På samme måde har vi måske sagt til Gud: »Jeg har for travlt«, »Jeg er for bange« eller blot »nej« i vores liv. Det er trist, og du får måske aldrig at vide, hvad du er gået glip af. Men det er ikke for sent. Ligesom den første søn i Matthæus 21,28-32 kan du stadig sige »ja« nu og gå. Gud vil stadig acceptere din lydighed, trods din tidligere tøven eller ulydighed.

Spørgsmål: Står der i det græske i Johannes 3:3 »født på ny« eller »født ovenfra«?

Svar: Det græske ord anothen kan betyde begge dele, ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 281, og *Hard Sayings of the Bible*, s. 495.

Spørgsmål: I Joh 3,1-21 nævner Bart Ehrman, at Jesus i samtalen med Nikodemus bruger en græsk dobbelttydighed (ordspil): »ovenfra« og »anden gang« ville være forskellige på aramæisk. Ehrman mener ikke, at Jesus kunne tale græsk.

Svar: Ehrman er amerikaner, og der er generelt færre tosprogede blandt amerikanere end i Europa og andre kulturer. Nazaret, hvor Jesus voksede op, lå kun 15 til 20 miles fra ikke-jødiske, græsk-talende folk mod vest, nord eller øst. Mønter fra Galilæa var typisk præget med græsk. Øst for Galilæa lå en region, de kaldte »Decapolis«, hvilket er græsk for »de ti byer«.

I Apostlenes Gerninger 9:36 blev Tabitha (hebraisk) også kaldt Dorcas (græsk), og begge navne betyder »gazelle«.

Nikodemus stammer fra »nike« og »demos«. Dette betyder IKKE en ikke-republikansk vælger, der går i sportssko! Det er snarere et græsk navn, der betyder »folkets sejrherre«. Lad os nu for argumentets skyld antage, at en person med et traditionelt græsk navn, der talte med en person fra en lille region, der på tre sider var omgivet af græskttalende mennesker, besluttede at føre en samtale på aramæisk, hebraisk eller endda et andet sprog end græsk. Lad os nu antage, at selvom begge havde kendskab til græsk, tror du så virkelig, at der ikke er nogen mulighed for, at de ville sige en enkelt sætning eller vending på det sprog?

På den anden side, selv hvis den oprindelige betydning var »født på ny« på aramæisk og ikke en dobbeltbetydning med »født ovenfra«, ville passagen stadig give perfekt mening, hvis der ikke var nogen dobbeltbetydning.

Spørgsmål: Underviste Jesus i reinkarnation i Joh 3:3, da han nævnte at blive født på ny?

Svar: Nej. Han underviste om en »anden« fødsel, ikke om hundredvis eller tusindvis af gentagne fødsler. Jesus underviste om en fødsel ved Ånden, ikke om en fysisk fødsel. Reinkarnation ville være i modstrid med, at mennesket kun dør én gang, som det fremgår af Hebræerbrevet 9:25-28, og ville ikke give mening for mennesker, der sendes til himlen eller helvede efter deres eneste død. Se den uddybende diskussion om Hebræerbrevet 9:25-28 for yderligere information.

Spørgsmål: Er det i Johannes 3:5 kun en lille ”salvet klasse” på 144.000, der bliver født på ny og lever for evigt i himlen, som Jehovas Vidner lærer (Vagttårnet, 15. februar 1986, s. 14)?

Svar: Nej. Først hvad Jehovas Vidner lærer, og derefter hvorfor en del af deres lære er så farlig.

Jehovas Vidner lærer, at de af Jehovas Vidner, der ikke er en del af de 144.000, vil leve for evigt, men det vil være i paradiset på jorden, ikke i himlen.

Men i Romerbrevet 8:9 står der: »I er imidlertid ikke styret af kødet, men af Ånden, hvis Guds Ånd bor i jer. Og hvis nogen ikke har Kristi Ånd, tilhører han ikke Kristus. Men hvis Kristus er i jer, er jeres krop død på grund af synden, men jeres ånd er levende på grund af retfærdigheden.« Så hvis Kristus ikke er i dig, tilhører du ikke Kristus. 1. Johannesbrev 5:12 og 1. Petersbrev 1:23 indeholder en lignende lære.

Spørgsmål: Kan du i Joh 3:3-21 venligst forklare forskellen mellem at skabe og at skabe på ny, at blive født og at blive født på ny, at blive skabt og at blive skabt på ny?

Svar: »Re-« betyder blot »igen«. Der er tre aspekter ved dit spørgsmål.

Fortid: Vi alle, både troende og ikke-troende, blev skabt af Gud i Guds billede. Alt, hvad der eksisterer, blev skabt af Gud Faderen gennem Jesus Kristus. Der er intet og ingen, der ikke blev skabt, bortset fra at Faderen, Sønnen og Helligånden aldrig blev skabt, men altid har eksisteret som Gud i treenigheden.

Nutid: Men vi blev skabt som faldne, med en syndig natur og uden for Guds forløsning. Vi har brug for at blive »genoprettet« eller »født på ny«, ikke fra vores mors skød, men gennem en åndelig genfødsel ved Helligånden (Johannes 3:3-21). Dette sker, når vi sætter vores tro på Jesus.

Fremtid: Da menneskeheden faldt og mistede herredømmet over jorden, blev selve skabelsen underlagt forfald (Rom 8:20-21). Gud vil rense alt med ild (2 Pet 3:10) og skabe en ny himmel og en ny jord (Åb 21).

Spørgsmål: Hvad betyder det i Joh 3,3-8 at blive født på ny?

Svar: Billy Graham skrev en hel bog om dette emne, der hedder *How to Be Born Again*. Kort sagt er »at blive født på ny« det, som Gud gør ved dig gennem Helligånden, når du sætter din tro på Ham. Det betyder at

1. At tro på den ene, sande Gud, at han er skaberen af alt, og at anerkende hans herredømme over dig. At tro på, at han har åbenbaret sin sandhed for os i sit ord, Bibelen.

2. At bekende, at du er adskilt fra Gud på grund af synd, og at du er magtesløs over for at blive forsonet med Ham. Problemet er ikke blot de ydre handlinger, vi har udført eller undladt at udføre, men også hvem vi er inderst inde.

3. Stol på den sande Kristus. Da det var umuligt for syndere som os at komme til Gud, gjorde Gud det muligt ved at sende Jesus Kristus til jorden i kødet, født af Jomfru Maria, for at leve et syndfrit liv. Han døde på korset, hvor hans legeme og blod blev et sonoffer for vores synd. Han opstod legemligt på den tredje dag og steg op til himmelen.

4. Råb til Gud. Alle, der påkalder Herren, vil blive frelst, og hvis du omvender dig fra dine synder og beder Jesus om at være Herre og Frelser i dit liv, vil du blive frelst. Han vil give dig et nyt liv og indlede processen med at gøre dig mere lig Kristus. Når du dør, vil du komme til himlen og være sammen med Gud for evigt.

Spørgsmål: Står der i Joh 3,5, at det er umuligt at komme i himlen, medmindre man har Helligånden?

Svar: Nej, det sagde Jesus faktisk ikke. Jesus sagde, at medmindre man er født af vand og Ånd, kan man ikke komme ind i Guds rige.

Guds rige og himlen er ikke det samme. Himlen er det sted, hvor de troende kommer hen, når de dør. I Wycliffe Bible Dictionary, s. 991, står der, at mange lærer, at Guds rige henviser til Kristi åndelige herredømme i hjertet hos dem, der er frelst. I International Dictionary of the Bible, s. 568, står der, at ordet »rige« generelt kan betyde a) det område, som kongen hersker over, b) det folk, som kongen hersker over, eller c) selve herskabet. I *The New International Bible Dictionary* (1962, IVP) står der, at Guds rige har både nutidige og fremtidige aspekter. Det er altså klart, at Guds rige er bredere end himlen, da det omfatter nutidige jordiske aspekter. Himlen kan være bredere end Guds rige, da det er muligt, at spædbørn og andre først bliver en del af Guds rige, når de kommer til himlen.

Spædbørn har ikke Helligånden, men der er generelt enighed om, at intet i Bibelen siger, at de ikke kan komme i himlen.

De fleste troende i Det Gamle Testamente havde ikke Helligånden, men de var ikke permanent udelukket fra himlen.

Ingen af disse grupper kan siges at leve på jorden som en del af Guds rige (hvor Kristus regerer), men de kan alligevel være i himlen.

Sammenfattende kan man sige, at Ånden er en forudsætning for, at en person på jorden kan være en del af Guds rige. Men »Guds hænder er ikke bundet«, hvad angår de hellige i Det Gamle Testamente, spædbørn, de alvorligt mentalt handicappede og dem, der ikke har haft mulighed for at høre evangeliet.

Spørgsmål: Hvad er vandet her i Joh 3,5, helt kort sagt?

Svar: Der er fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Det græske udtryk kan betyde »vand og Ånd« eller »vand, ja, endda Ånden«. Det kunne således betyde »vand, der symboliserer Ånden«. I Aland et al.s græske Nye Testamente (3. udgave, 1975) står der, at kai betyder »og, også, men, endda; det vil sige, nemlig;«. Kenneth S. Wuests udvidede oversættelse bruger også ordet »endda«.

2. Vand, der ledsager den fysiske fødsel, er, hvad nogle – med Augustin i spidsen – har ment. Jesus synes imidlertid kun at tale om én fødsel, ikke to; denne metafor findes ikke i resten af Bibelen eller i den jødiske kultur frem til denne tid. Vi kender ikke til nogen tidlige græsk-talende kristne, der fortolkede verset på denne måde.

3. Andre siger, at »vand« betyder Guds ord (primært baseret på Efeserbrevet 5:26). Den eneste fordel ved denne opfattelse er, at den undgår problemer med at hævde, at vanddåben er afgørende. Betyder det, at Nikodemus og farisæerne var halvt genfødte, fordi de kendte Guds ord i Det Gamle Testamente? – Selvfølgelig ikke. Denne fortolkning åbner også døren for den vildfarelse, der kaldes ultradispensationalisme, nemlig at vanddåben ikke skal praktiseres i dag. Desuden kendes der ikke en eneste græsk-talende kristen, der fortolkede Johannes 3:5 på denne måde, og dette forudsætter, at Jesus må irettesætte Nikodemus for ikke at have forstået et Nyt Testamente, der endnu ikke var skrevet.

4. Anvendelsen på dåben er det, som de tidlige kirkeforfattere enstemmigt lærte, selvom supplerende betydninger ikke blev udelukket. De mange vaskebassiner i templet var der, så folk kunne overholde Det Gamle Testamentes regler for renselse. Var Johannes Døberens kraftfulde tjeneste meningsløs? -Kun i nogle farisæeres lukkede sind. Man kunne forvente, at Jesus ville irettesætte Nikodemus, læreren, for ikke at have forstået omvendelsen, behovet for renselse og den nødvendige indre renselse, som dåben symboliserer, før en person kunne blive accepteret som en del af Guds rige.

5. Guds rige er ikke himlen, fordi det omfatter det, som troende kan være en del af, mens de lever på jorden. Vanddåben er en vigtig del af at blive medlem af Guds kirke på jorden i dag. Spædbørn, de gamle testamente-hellige, de alvorligt mentalt handicappede og muligvis andre bør dog være glade for, at det er Gud, der sender mennesker til himlen, ikke dåbsvandet.

Spørgsmål: Hvad er vandet her i Joh 3,5?

Svar: Alle er enige om, at ånden er Helligånden, som er involveret i den nye fødsel, men ægte kristne har forskellige synspunkter på vandet. Her følger nogle fakta, der er relevante for at fastlægge den korrekte fortolkning, samt forskellige synspunkter på vandet, fordele og ulemper, og hvem der har disse synspunkter.

Relevante fakta:

Det græske sprog angiver kun én fødsel, af vand og ånd, ikke to. Det græske ord for »og«, kai, kan betyde »og« eller »endda/nemlig«. I Wuests *The New Testament: An Expanded Translation* står der: »er født af vand som kilde, endda af Ånden som kilde, kan han ikke komme ind i Guds rige.«

Jøderne brugte ikke billedet af vand i forbindelse med fysisk fødsel før flere århundreder efter Jesus.

I Jerusalem, hvor de talte, havde templet mange steder til rituel renselse, kaldet mikvaer.

Johannes Døberen skabte stor opsigt på dette tidspunkt med sin forkyndelse om dåb til omvendelse.

Dåben fandtes allerede før Johannes Døberen, da konvertitter til jødedommen blev døbt. Dåben stod således for omvendelse, renselse og konversion. Ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 441, praktiserede den jødiske sekt i Qumran også dåb ved nedsænkning.

Nikodemus kendte allerede hele Guds ord på det tidspunkt, da Det Nye Testamente endnu ikke var skrevet.

Alle farisæere burde, når de så mikvaerne, blive mindet om de mange påbud om rituel renselse i Det Gamle Testamente og om renselsesvandet i Ezekiel 36:25-27.

Alle de tidlige kirkelige skrifter, vi har, der nævner Johannes 3:5, helt frem til ca. år 400 e.Kr., forstår enstemmigt Johannes 3:5 som en henvisning til renselse ved dåb.

Titus 3:5 har en formulering, der ligner Johannes 3:5 meget, idet der står »vask til genfødsel og fornyelse af/ved Helligånden«.

Det er Guds rige, Jesus henviser til her, ikke himlen eller frelsen. Se det forrige spørgsmål for en diskussion herom.

FORSKELLIGE SVAR:

1. Fysisk fødsel.

Ligesom fostervandet fra moderens skød er forbundet med fødslen, er Helligånden forbundet med den anden fødsel. Nikodemus spurgte om at blive født en anden gang i sin mors skød, og Jesus brugte denne tautologi til at lede Nikodemus’ tanker fra moderens vand ved den første fødsel til det åndelige/dåbsvand ved den anden fødsel.

Jøderne brugte imidlertid aldrig vand som et billede på fødslen før mindst flere århundreder efter Jesus. Desuden ville dette være en tautologi; og at fortælle en person, at vedkommende skal fødes som et menneske, er ikke særlig hjælpsomt.

Desuden tyder den græske grammatik på, at vandet og ånden ikke er to separate ting, men én og samme ting, ifølge *New Geneva Study Bible*, s. 1665, og *Hard Sayings of the Bible*, s. 495.

Ikke desto mindre må man ikke lægge for stor vægt på den græske grammatik, da Jesus sandsynligvis talte til Nikodemus på aramæisk eller hebraisk, ikke græsk.

Denne opfattelse, kombineret med opfattelsen af dåben, blev først fremført af Augustin af Hippo i hans prædiken over Johannes 2:23-3:5 (ca. 400 e.Kr.). (Augustin talte latin og sagde i sine Bekendelser, at han ikke brød sig om græsk, hvilket forhindrede ham i at uddybe sig for meget i det.) En henvisning til den fysiske fødsel er også den opfattelse, som Ron Rhodes giver udtryk for i *Complete Book of Bible Answers*, s. 211, og Warren Wiersbe i *Nelson’s Quick Reference* (s. 390).

2. Vandet symboliserer Guds ord.

Salme 119:9 nævner, at en ung mand kan holde sin vej ren ved at leve i overensstemmelse med Guds ord (her nævnes dog ikke vand).

Efeserbrevet 5:26 siger, at Kristus rensede menigheden med vandets vask gennem/ved/med/i ordet.

I Johannes 15:3 siger Jesus, at de er rene gennem det ord, Jesus har talt til dem. (der nævnes dog ikke noget om vand)

Jakobsbrevet 1:18 siger, at vi er født gennem ordet. (der nævnes dog ikke noget om vand)

1. Petersbrev 1:23 siger, at vi er født på ny, ikke af forgængeligt frø, men af uforgængeligt, ved Guds ord. (der nævnes dog intet om vand)

Men hvordan sagde Jesus egentlig til Nikodemus, at han skulle »fødes af ordet«? Husk, at Efeserbrevet, Johannes 15:3 og 1. Petersbrev 1:23 ikke var relevante for Nikodemus, da Det Nye Testamente endnu ikke var skrevet. Nikodemus kendte allerede alle de skrifter, der fandtes fra Gud. Betyder det, at Jesus fortalte Nikodemus, at han allerede var halvvejs, fordi Nikodemus kendte Det Gamle Testamente? Tanken om, at Jesus roste Nikodemus for hans forståelse, er langt fra meningen med dette vers.

Tværtimod udtrykte Jesus overraskelse over, at Nikodemus, en lærer i Israel, ikke forstod det. I modsætning til saddukæerne blev Nikodemus og farisæerne aldrig beskyldt for ikke at kende Guds ord. Da Jesus henviste til vandet, talte han om noget, som Nikodemus, som jødisk lovlærer, allerede burde kende til. Hvad bebrejdede Jesus Nikodemus for? Omkring 200 år før Kristus var jøderne under farisæernes ledelse gledet væk fra forståelsen af hellighed, kærlighed og det åndelige forhold til Gud til en religiøs loviskhed. En , der havde studeret Det Gamle Testamente, burde have vidst mere om den omvendelse og renselse, der var forbundet med rituel vask, og den vigtige rolle, Helligånden ville komme til at spille, som Joel og andre profeter havde forudsagt.

Hvis man kan fortolke ordet »vand« i strid med dets bogstavelige betydning, hvorfor kan ultra-dispensationalisterne så ikke også fortolke ordene »vand« og »dåb« i andre passager i Det Nye Testamente i strid med deres bogstavelige betydning? Se også det næste spørgsmål for yderligere diskussion af dette afsnit.

Denne opfattelse fremføres i *1001 Bible Questions Answered*, s. 225-226, af James Boice, samt i *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1478 (og s. 1948 vedrørende Efeserbrevet 5:26).

3. Ydre renselse gennem vanddåb, der symboliserer indre omvendelse og renselse

Nikodemus ville være bekendt med metaforen om vanddåben som renselse, baseret på Ezekiel 36:25-27, Toraen og andre passager. Se også synspunkterne 3a. og 3b.

Man kunne dog næppe forvente, at Nikodemus forstod den fulde kristne dåb, da kun de gammeltestamentlige renselser og Johannes’ dåb var blevet åbenbaret. Jesus forventede, at Nikodemus allerede havde været i stand til at forstå dette. Det kan derfor ikke være korrekt at hævde, at dette udelukkende henviser til den kristne dåb.

Ikke desto mindre talte Jesus, da han i Johannes 6:51-56 forudsagde sin død og nadveren, ikke kun om den kristne dåb, men de var allerede meget fortrolige med dåben til omvendelse takket være Johannes.

Denne opfattelse forsvares af:

Johannes Chrysostomos (392-407 e.Kr.) Prædikener om Johannes, prædiken 25, s. 87-90

Gregor af Nazianzus (330-391 e.Kr.) Tale om den hellige dåb, kap. 8, s. 362

F.F. Bruce i *Hard Sayings of the Bible*, s. 495-496

Jamieson, Fausset, Brown

Harper’s Bible Commentary.

3a. Vandet symboliserer fornyelsen gennem dåben.

De tidlige kirkeforfattere var af denne opfattelse.

Imidlertid nævner *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 281, at denne fortolkning strider mod at blive frelst alene ved tro, som Efeserbrevet 2:8-9 og Johannes 3:16 viser.

Denne opfattelse forsvares af

Justin Martyr (ca. 150 e.Kr.) i »Første Apologi«, kapitel 61, s. 183

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) i fragment 34, s. 574

Tertullian (198–220 e.Kr.) i *Om dåben*, kap. 12

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) i »Brev 71«, kap. 1, s. 378

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.) »Tale om den hellige dåb«, kapitel 8, s. 362

Basilius af Kappadokien (357–379 e.Kr.) Om Ånden 15:35, s. 22

Ambrosius af Milano (378–381 e.Kr.) Om Den Hellige Ånd, bog 3, kap. 10, 63–64, s. 144

De apostoliske forfatninger (375–380 e.Kr.), bog 6, afsnit 3, kap. 15, s. 456 (Dette var et forfalsket værk, der var dateret tidligt. Blandt andet støtter det også spædbarnsdåb.)

3b. Vanddåben er et ydre tegn på indre renselse ved Helligånden.

De fleste fortolkere, der afviser punkt 3, gør det udelukkende på grundlag af, at 3a ikke er korrekt, uden at undersøge alternativet i 3b. Johannes 3:5 viser på ingen måde den »mekanisme«, hvorved vanddåben hænger sammen med Guds rige, men kun at den gør det. Vores vanddåb frelser os ikke mere, end vores omvendelse, vores kærlighed, vores tro eller vores lydighed mod Gud frelser os. Det ville dog være forkert at benægte, at alle fire er forbundet med Guds rige.

Den græske konjunktion »kai« er det almindelige ord for »og«, men det kan også betyde »endda/nemlig«. Selvom det sandsynligvis betyder »vand og ånd«, kunne det altså også betyde »vand, nemlig ånden«.

Da Johannes Døberen opfordrede folket til at omvende sig, spurgte ingen: »Hvad er det for en ny ting, du udfører, som kaldes dåb?«. Årsagen er, at templet i Jerusalem var fyldt med mikvaer, som lignede døbefonte til renselse af de troende. Den umiddelbare tilhører her var Nikodemus, og Lukas kritiserer farisæerne i Lukas 7:29-30 for at afvise Guds hensigter for dem selv ved ikke at lade sig døbe af Johannes.

At fortolke Johannes 3:5 på denne måde lyder dog næsten som at gøre dåben (hvad enten det er Johannes’ dåb eller den kristne dåb) til et krav for frelse.

Ikke desto mindre var Johannes’ dåb et skridt på vejen mod frelsen, ikke noget, der i sig selv bragte frelsen. I Apostlenes Gerninger 2:38 sagde Peter, at folket måtte omvende sig og lade sig døbe, og at de så ville modtage Helligånden. Hebræerbrevet 4:2 siger, at nogle ikke blev frelst, fordi de ikke delte troen (eller forenede den med tro). Ting som omvendelse, tro og lydighed – herunder lydighed i forbindelse med vanddåben – er tegn på, at vi modtager frelsen, ikke det, der frelser os.

Dette synspunkt fremføres af:

The Applied New Testament Commentary, s. 368

Matthew Henrys kommentar siger, at »det er sandsynligt, at Kristus havde øje for dåbsritualet.«

4. Vand symboliserer omvendelse.

Dem, der konverterede til jødedommen, gennemgik en dåbsceremoni. Jesus antydede, at man måtte omvende sig for at opleve den nye fødsel. Dermed sagde Jesus »ved omvendelse og ved Ånden«. Denne opfattelse udelukker ikke, at man også kan tro på andre synspunkter.

Men mens jødiske omvendte blev vasket, var det mere almindeligt, at jøder vaskede sig for rituel renselse. Dette synspunkt er måske ikke så meget forkert som en for snæver fortolkning af punkt 3.

Denne opfattelse fremføres af:

IVP Bible Commentary: New Testament (1993), s. 270.

5. Vandet står for Johannes Døberens dåbstjeneste, og Ånden for Jesu tjeneste.

Ingen på den tid kunne tænke på »dåb« og »nye ting« i samme sætning uden at tænke på Johannes Døberens tjeneste.

Denne opfattelse fremføres af F.B. Meyer i *Johannesevangeliet*, s. 64. *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 281, præsenterer fem forskellige opfattelser, men anbefaler kun denne opfattelse som den, der har »fordelen af både historisk korrekthed og teologisk acceptabilitet«. *The Life Application Bible* præsenterer forskellige opfattelser, hvoraf den ene er den omvendelse, som Johannes Døberens tjeneste symboliserede.

6. Vand er et billede på udgydelsen af Ånden i Det Gamle Testamentes tid.

Jesus sagde i Johannes 7:38: »Den, der tror på mig, som Skriften har sagt: ›Strømme af levende vand skal flyde ud af hans indre.‹ Han talte om Helligånden, som de, der troede på ham, senere skulle modtage. For Helligånden var endnu ikke blevet givet, fordi Jesus endnu ikke var blevet herliggjort.« I »The New Geneva Study Bible« s. 1676 står der, at selvom dette ikke er et direkte citat fra nogen skriftsted i Det Gamle Testamente, kan det være en generel henvisning til både Esajas 44:3 og Ezekiel 36:25-27. Titus 3:5 har en formulering, der ligner Johannes 3:5 meget, idet der står »genfødelsens bad og fornyelse ved Helligånden«. Selvom Apostlenes Gerninger viste nogle særlige tilfælde, var det normen, at kristne blev døbt med bogstaveligt vand og Helligånden.

I Toraen bruges vand imidlertid til rituelle renselser, ikke til udgydelsen af Ånden. Desuden påpeger »The Believer’s Bible Commentary« s. 1478, at hvis vandet ikke repræsenterede andet end Åndens virke, ville verset synes at sige »medmindre man er født af Ånden og Ånden«, hvilket ville være overflødigt.

1. Johannesbrev 5:8 taler om vand, Ånd og blod. Da Ånden og blodet er forskellige, er vandet også anderledes.

Denne opfattelse fremføres i *New Geneva Study Bible*, s. 1665.

The Companion Bible siger, at der er tale om »åndeligt vand« snarere end bogstaveligt vand. IVP Bible Commentary: New Testament siger, at det græske enten kan oversættes med »vand og Ånden« eller »vand, det vil sige Ånden«.

MIN KONKLUSION:

1. er ikke særlig overbevisende. Den giver kun mening, hvis man nedtoner præcisionen i det græske og mener, at Jesus fortalte Nikodemus, at man skulle fødes fysisk.

2. bygger på, at Jesus irettesætter Nikodemus for at forstå en skriftsted, der endnu ikke var skrevet. For nogle er denne opfattelse nødvendiggjort af den holdning, at hvis »dåb« skal betyde den fejlagtige lære om genfødsel gennem dåben, kan det ikke være dåb.

3a. er ubibelsk, da Apostlenes Gerninger 10 viser, at mennesker kunne blive frelst og modtage Helligånden før vanddåben.

3b, 4 og 5 kan alle knyttes sammen. Denne opfattelse har fordelen ved den bogstavelige betydning samt den almindelige forståelse i den græsk-talende tidlige kirke.

6. har ingen berettigelse, bortset fra som en sekundær implikation af 3b, 4 og 5.

Måske bør vi fokusere mindre på »hvad dette ville betyde for mig« og i stedet se på »hvad dette ville betyde for Nikodemus og de tidlige kristne«. Det mest sandsynlige svar er en kombination af 3b, 4 og 5. Selvom synspunkterne 2 og 6 indebærer en symbolik, ville Nikodemus ikke have opfattet dem som den primære betydning, og de blev heller ikke opfattet sådan af nogen kendte græsk-talende kristne.

I *When Critics Ask*, s. 406, diskuteres også nogle af disse synspunkter, uden at man forpligter sig til et bestemt.

Spørgsmål: Er »dåbsfornyelse« i Joh 3,5 sand, altså troen på, at vanddåben er nødvendig for frelsen?

Svar: Nej. De ikke-jøder, der blev fyldt med Helligånden og talte i tunger i Apostlenes Gerninger 10:44-48, før de blev døbt med vand, mente sandsynligvis ikke det. Jesus mente tilsyneladende heller ikke det, da han talte til tyven til højre for sig. Man kunne forsøge at argumentere for, at tyven på korset fandt sted før Jesu opstandelse, men så blev Jesu ord til Nikodemus også udtalt – og var sande – før Jesu opstandelse. Naturligvis skete alt dette før Helligånden kom ved pinse og før den kristne dåb fandtes; Johannes’ dåb og de gammeltestamentlige renselser var alt, hvad de kendte til.

Men hvis en fortolkning af et vers gør en del af verset fuldstændig meningsløs, så er den fortolkning utvivlsomt forkert. Så hvad er meningen med Jesu ord her?

Svaret ligger implicit i Lukas 7:29-30, hvor det siges, at farisæerne og de skriftkloge havde afvist Guds hensigt for sig selv. Begrundelsen er, at de ikke var blevet døbt af Johannes. Vanddåben er hverken et meningsløst ritual eller blot en valgfri ting, som f.eks. korøvelse, for at vise Gud særlig kærlighed. Hvis en person med fuld viden afviser vanddåben og den sandhed, den repræsenterer, har vedkommende afvist Gud. Medmindre vedkommende omvender sig, kommer vedkommende ikke i himlen.

Spørgsmål: Hvis nogen i Joh 3:5 troede på den vildfarelse, at man bliver genfødt gennem dåben, ville det så være en kætteri, der fører til sjælens fortabelse?

A: Nej. Dette spørgsmål er vigtigt, ikke for at lære os sandheden, men for at give os et overblik over, hvilke former for vildfarelser vi bør og ikke bør splitte os over. Da vi bør tage befalingen i Romerbrevet 15:7 alvorligt – at vi skal acceptere hin , ligesom Kristus har accepteret os – er vi nødt til at vide, hvilke former for vildfarelser mennesker kan have og stadig være ægte kristne.

De tidlige campbellitiske grupper lærte om fornyelse gennem dåben, og de fleste grupper inden for Kristi Kirke tror på syndernes forladelse gennem dåben. Andre protestantiske trossamfund gør ikke det. Katolikker, ortodokse og anglikanske har lært en form for fornyelse gennem dåben, om end meget forskellig fra den, der findes i Kristi Kirke. Men hvis du troede, at kun ufrelste kættere kunne tro på genfødsel gennem dåben, bør du ikke længere betegne Justin Martyr, Irenæus, Tertullian, Basilius, Gregor af Nazianzus, Ambrosius af Milano, Augustin, Prosper af Aquitaine, Cyprianus og sandsynligvis Athanasius som kristne. Her er, hvad de sagde om Johannes 3:5 og dåben.

Justin Martyr, der skrev ca. 138–165 e.Kr., skriver i sin Første Apologi, kap. 61, s. 183: »Derefter føres de af os hen til vandet og genfødes på samme måde, som vi selv blev genfødt. For i Guds navn, Faderens og universets Herres, og vores Frelser Jesus Kristus og Helligåndens navn modtager de derefter vandbadet. For også Kristus sagde: ’Medmindre I bliver født på ny, kan I ikke komme ind i himmelriget …’ Og grunden til denne [ritual] har vi lært af apostlene.”

Irenæus sagde i fragment 34, s. 574: »Det var ikke for ingenting, at Naaman i oldtiden, da han led af spedalskhed, blev renset, da han blev døbt, men [det tjente] som et tegn for os. For ligesom vi er spedalske i synd, bliver vi renset for vores gamle overtrædelser ved hjælp af det hellige vand og påkaldelsen af Herren; vi bliver åndeligt genfødt som nyfødte spædbørn, ligesom Herren har erklæret: ’Medmindre et menneske bliver født på ny gennem vand og Ånden, kan det ikke komme ind i himmelriget.’”

Tertullian i Om dåben, kap. 12, s. 674-675, »Når der imidlertid fastsættes den regel [som ifølge Tertullian er sand], at ’uden dåb kan ingen opnå frelse’ (hovedsageligt på grundlag af Herrens erklæring, hvor han siger: ’Medmindre man bliver født af vand, har man ikke liv’), opstår der straks samvittighedsfulde, ja snarere dristige tvivl hos nogle, ’hvordan det i overensstemmelse med denne forskrift er muligt for apostlene at opnå frelse, når vi – med undtagelse af Paulus – ikke finder, at de er døbt i Herren? … Og nu vil jeg, så vidt jeg er i stand til det, svare dem, der hævder, ’at apostlene ikke var døbt.’”

Cyprianus i Brev 71, kap. 1, s. 378: »… medmindre de også modtager Kirkens dåb. For først da kan de endelig blive fuldt helliget og blive Guds børn, hvis de er født af hvert sakramente; da der står skrevet: ’Medmindre en mand bliver født på ny af vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige’«. (Se også Brev 72, kap. 22, s. 385)

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.) i »Tale om den hellige dåb«, kap. 8, s. 362: »Og da vi er skabt af to dele, nemlig krop og sjæl, og den ene del er synlig, den anden usynlig, er renselsen også dobbelt, ved vand og Ånd; den ene modtages synligt i kroppen, den anden virker usynligt sammen med den og adskilt fra kroppen;… For, for at sige det med ét ord, skal dåbens kraft forstås som en pagt med Gud om et nyt liv og en renere levemåde.”

Basilius af Kappadokien (357-379 e.Kr.) Om Ånden, kapitel 15:35, s. 22 »Heraf følger, at svaret på vores spørgsmål om, hvorfor vandet blev forbundet med Ånden, er klart: Årsagen er, at der i dåben blev tilsigtet to formål; på den ene side ødelæggelsen af syndens legeme, så det aldrig mere må bære frugt til døden; på den anden side, at vi lever i Ånden og bærer frugt i hellighed…«

Athanasius, en af arkitekterne bag den nikænske trosbekendelse, havde en høj opfattelse af dåben, selvom han ikke kommenterede Johannes 3:5 som sådan. Jeg har endnu ikke kunnet finde ud af, om han troede på fornyelse gennem dåben eller ej.

Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.) nævnte ikke genfødsel gennem dåben, men til orientering er her, hvad han sagde i sin prædiken om Johannes 3,5. Johannes Chrysostomos’ prædikener over Johannes-evangeliet, prædiken 25, kap. 2, bind 14, s. 89. »Hvad er da formålet med vandet? Også dette vil jeg fortælle jer senere, når jeg afslører det skjulte mysterium for jer. ... I dåben opfyldes løfterne i vores pagt med Gud: begravelse og død, opstandelse og liv; og disse ting finder sted på én gang.«

Ambrosius af Milano (378–381 e.Kr.) sagde i *Om Helligånden*, bog 3, kap. 10.64, s. 144, om Johannes 3,5: »Hvem er den, der er født af Ånden og er blevet til Ånd, hvis ikke den, der er fornyet i sit sindes Ånd? Dette er sandelig den, der er genfødt ved vand og Helligånden, da vi modtager håbet om evigt liv gennem genfødelsens vandkar… For hvem er den, der døbes med Helligånden, hvis ikke den, der er født på ny ved vand og Helligånden?“

Ambrosius troede også, at dåben havde kraft, idet dåben for spædbørn åbner himmelriget for dem (Om Abraham 2:79)

Augustin af Hippo troede ligeledes på dåbens virkning. Han troede på den vildfarelse, at døbte spædbørn kom i himlen, mens udøbte spædbørn kom i helvede.

Prosper af Aquitaine troede også på den samme vildfarelse, nemlig at vanddåben fjerner arvesynden og tidligere personlige synder hos både de udvalgte og de fortabte. (Svar til gallerne, artikel 2 og 3).

Som en afsluttende bemærkning er den modsatte vildfarelse, nemlig at kristne ikke bør praktisere vanddåben, en del af den vildfarelse, der kaldes »ultra-dispensationalisme«. For yderligere diskussion herom, se de tre spørgsmål vedrørende 1 Korintherbrev 1:17.

Spørgsmål: Da Johannes 3:13 synes at sige, at ingen nogensinde er steget op til himlen, hvad så med Elias og Enok osv.? Eller hvad med alle de hellige i Det Gamle Testamente? Hvor var de, hvis ikke i himlen? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

Svar: Selvom Elias blev løftet op i himlen, var der ingen, der af egen kraft steg op fra jorden til selve himlen, før Jesus gjorde det. Lad os først se på, hvad Bibelen siger om Elias og Henok, og derefter om de troende i Det Gamle Testamente generelt.

Elia og Enok: I 1. Mosebog 5:24 står der, at Enok vandrede med Gud, og at Gud derefter tog ham bort. Der står ikke præcist, hvor Gud førte Enok hen, men jeg er sikker på, at Enok var meget glad for at være der. I 2. Kongebog 2:1,11 står der, at Elia blev ført op til himlen. Det hebraiske ord for himlen her, shameh (Strong’s 8064), betyder både himmel og himlen. Det bruges for eksempel om himlen i 1. Mosebog 15:5; 1. Mosebog 26:4 (hvor stjernerne er); 1. Mosebog 16:4; 1. Kongebog 18:45 (hvor regnen kommer fra). Men vi ved, at Elias forlod denne verden for at være hos Gud.

I »The Believer’s Bible Commentary« s. 1479 nævnes det, at Bibelen ikke siger, at Elias og Enok steg op [af egen kraft] til himlen; snarere blev de taget op til himlen.

Troende før Kristus: Alle mennesker kom til Sheol, som oversættes med »graven«. Jøderne skelnede imidlertid mellem to dele: fængsel og paradis. Da Jesus døde på korset, sagde han ikke til tyven til højre: »I dag skal du være hos mig i himlen«. Han sagde snarere: »I dag skal du være hos mig i paradiset.« Dette er det samme sted som Abrahams side i Lukas 16:22-26. Da Jesus opstod fra de døde, blev paradiset tømt, og Jesus førte dem alle med sig op til himlen.

Konklusion: Selvom Moses og de troende i Det Gamle Testamente var i paradiset, før Jesus kom, og Elias endda blev ført op i himlen i en ildvogn, steg ingen af egen vilje op fra jorden, og ingen var steget op til selve himlen, før Jesus gjorde det.

Spørgsmål: Sammenlign Joh 3:13 („Og ingen er steget op til himlen, undtagen den, der kom ned fra himlen, nemlig Menneskesønnen…“) med 2 Kong 2:11 („… og Elias steg op til himlen i en hvirvelvind“). Tog Jesus fejl, fordi 2 Kong 2:11 viser, at Elias steg op tidligere?

Svar: Jesu himmelfart adskilte sig grundlæggende fra Elias’ hvirvelvind og vogne på to måder.

1) Et mindre punkt er, at det græske ord i Joh 3:13 (anabebeken, en form af anabaino) betyder at rejse sig, klatre, stige op osv. Jesus steg selv op, mens Elias blev båret op i en hvirvelvind.

2) Endnu vigtigere er det, at de troende før Kristi opstandelse ikke kom til det samme sted, som Jesus talte om. Da Jesus hang på korset, sagde han ikke, at tyven til højre for ham ville se Jesus i dag i himlen; snarere ville tyven i dag være sammen med Jesus i paradiset. I Lukas 16 talte Jesus om »Abrahams skød«, et sted for hvile. I Efeserbrevet 4:8, da Jesus opstod fra de døde, åbnede han himlens porte, så de gammeltestamentlige hellige fra paradiset fulgte med ham. Ingen kom ind i himlen bortset fra Jesus eller før Jesus.

Spørgsmål: Er Kristi nedstigning fra himlen i Joh 3:13 og Joh 6:38,42 kun en åndelig, symbolsk kendsgerning og ikke en materiel kendsgerning, som bahá’íerne lærer i *Some Answered Questions*, s. 103-105?

Svar: Nej. ’Abdu’l-Bahá hævder dette, fordi der i Johannes 3:13f står: »… men han, som kom ned fra himlen, nemlig Menneskesønnen, som er i himlen«, på det tidspunkt, hvor Jesus var på jorden. (s. 103).

For det første er denne sidste sætning en variant i manuskripterne, som ikke findes i de tidligste manuskripter, selvom den findes i det senere byzantinske lektionarium. Det er mærkeligt at basere en lære på blot én variant.

For det andet kan Jesu guddommelige natur stadig betragtes som værende i himlen såvel som på jorden.

Endelig, og vigtigst af alt, selv hvis man accepterer den manuskriptvariant, står der i samme vers, at Jesus kom ned fra himlen. Det er let at påvise ud fra Bibelen, at Jesus eksisterede i himlen før inkarnationen, og at den samme Jesus »kom ned«, er et konkret faktum.

Spørgsmål: Hvordan hang den bronzeslange i ørkenen i Johannes 3:14 sammen med Jesus?

Svar: I 4. Mosebog 21:4-9 straffede Gud israelitterne for deres synder ved at lade dem blive bidt af giftige slanger. Men Gud skabte en mulighed for deres helbredelse. Gud påbød dem at lave et bronzebillede, der lignede de slanger, de var blevet bidt af. Når de så op på en bronzeslange, ville de leve.

Guds brug af denne analogi virker her særligt velvalgt. Vi lider under skyldfølelsen og konsekvenserne af vores synder. Jesus, som var uden synd, påtog sig straffen for vores synder. Når vi ser op til Jesus, vil vi leve.

Spørgsmål: Betyder det græske ord for »evig«, aionion, i Joh 3,15; 10,28; 17,3 blot »til tidens ende«?

Svar: Selvom dette ord bogstaveligt betyder »til tidens ende«, betyder det også evigt, da det henviser til Guds herlighed og væren. Dette er det eneste ord, grækerne havde til rådighed for at udtrykke evighed.

Spørgsmål: I Joh 3:16 – elsker Gud mennesker, der ikke er frelst, eller hader han dem?

Svar: Gud elsker dem. Men for at bruge en grov analogi: Når et spædbarn har feber, er smitsomt og er ved at kaste op over det hele, vil du nyde at holde dit søde, yndige barn i fremtiden, men måske bare ikke lige nu.

Gud kan både hade synden og alligevel være barmhjertig over for alle. Men Gud ved, at de udvalgte kan se frem til evigheden hos ham, mens de ikke-udvalgte ikke kan.

Spørgsmål: Er det i Joh 3,16 en modsigelse, at Kristi død både er et offer og en kosmisk begivenhed? (Rudolph Bultmann lærte dette)

Svar: Nej. Forestil dig et øjeblik, at en lille myre pludselig fik en menneskekrop, en del af menneskets intelligens, men kun en smule af menneskets viden. Enten ville myren indse, at der findes situationer og ting, der ligger uden for dens tidligere forståelse, eller også ville myren se modsætninger overalt. Hvordan kunne en bille for eksempel spise et menneske uden at skade det? Og hvilken forskel gør det, at »billen« er fremstillet af Volkswagen? Hvordan kunne insekter leve inde i computersoftware? – og så videre. Hvis man siger, at noget er en modsigelse, må man selvfølgelig have et grundlag for, hvorfor det er en modsigelse. Det, der er svært for Bultmann (eller enhver anden ikke-troende) at påvise, er, at de antagelser og krav, som vi i vores tid anvender på hverdagslivet på jorden, gælder for en tidløs, uendelig Gud, der fylder himlene.

Mange mennesker har afguder, der blot er grove statuer. Nogle moderne »teologer« har en mere sofistikeret afgud, der udelukkende lever i deres eget sind. Når mennesker opfinder begrænsninger for Gud i stedet for at tro på det, Gud har åbenbaret om sig selv i Bibelen, er afgudsdyrkelse en passende beskrivelse af den gud, de taler om.

Spørgsmål: I Joh 3,16 – elsker Gud da hver eneste person i verden, eller kun de mennesker, der kommer i himlen?

Svar: Ægte kristne er uenige om dette. Efter min mening består svaret af tre dele.

Til alle: Gud har kærlighed og en vis barmhjertighed over for alle, som Salme 145,9.13 viser. Uanset hvor ond og modbydelig et menneske måtte være, opfordrer og indbyder Gud dem stadig til at tro på sin Søn, bede om tilgivelse og renselse for deres synd og leve sammen i hellighed med Gud i himlen. Som Guds tjenere er vi budbringere, der er udsendt for at formidle dette budskab til alle.

De udvalgte: Gud viser nogle en særlig kærlighed, som han ikke viste andre. Dette sker, før de bliver frelst. Nogle eksempler er Jakob og Esau i Romerbrevet 9:10-12, de udvalgte og de forkastede generelt i Romerbrevet 9:22-25 samt Davids og Batsebas to sønner i 2. Samuelsbog 12:15-25.

Troende?: Elsker Gud en kristen mere, efter at han eller hun er blevet frelst, end før de blev frelst? Intet skriftsted tyder på dette, eller på hvordan dette ville forholde sig til en tidløs Gud.

Spørgsmål: I Joh 3,16: Da Jesus ikke er et skabt væsen, hvordan kan han så være født af Gud? Muslimer benægter, at Jesus er født af Gud.

Svar: »Født« betyder ikke »skabt«, da vi kan skabe mange ting, men vi føder børn. Mange muslimer har en vis lighed i deres tro på, at Koranen stammer fra Allah uden at være skabt af Allah. Før tidens begyndelse kom Jesus, som også kaldes Guds Ord, fra Gud Faderen. Så på forskellige måder siger både kristne og mange [ikke-mu'tazilitiske] muslimer, at Guds Ord kom fra Gud, men var uskabt.

Spørgsmål: Hvorfor kan mennesker i Joh 3:16 afvise Jesus og ende i helvede?

Svar: Jesus sagde i Johannes 3:36, at alle, der afviser ham, vil komme i helvede. Hvorfor gav Gud os dette ansvar – som både er fantastisk og skræmmende – for at vælge at acceptere eller afvise Jesus, og dermed få vores evige skæbne bestemt i overensstemmelse hermed? Svaret har måske at gøre med den værdi, Gud tillægger os. Gud skabte os i sit billede, ikke som robotter. Han værdsætter vores frie vilje så højt, at han tillader os at vælge vores skæbne og leve med vores valg. Han lod Adam og Eva gøre det samme, med de forfærdelige konsekvenser for dem og deres efterkommere. Måske kunne Gud have gået tilbage i tiden og »afskabt« Adam og Eva, men af en eller anden grund valgte Gud ikke at gøre det og lod menneskets valg stå ved magt.

Spørgsmål: Er alle mennesker i Joh 3,18 virkelig født i en fordømt eller fremmedgjort tilstand?

Svar: I en fremmedgjort tilstand, ja. I en fordømt tilstand, ikke nødvendigvis. Mens Augustin af Hippo og Prosper af Aquitaine lærte, at alle spædbørn, der dør før dåben, automatisk kommer i helvede, siger Bibelen ikke det, og kun få kristne i dag tror på det. Mennesker fødes uden Helligånden i sig, og ja, alle fødes adskilt fra Gud. Men i Det Gamle Testamentes tid kunne Gud vælge at frelse mennesker, der ikke havde Helligånden, og intet hindrer Gud i at frelse spædbørn i dag.

Spørgsmål: I Joh 3,17; 8,15; 12,47 kom Jesus da ikke for at dømme verden, eller vil han dømme verden ifølge Joh 5,22.27; 9,39?

Svar: Begge dele er rigtige.

Første gang kom Jesus ikke for at dømme verden, men han kom snarere som et lam for at frelse den ved at dø for vores synder. En følge af Jesu komme er dog, at de, der afviste ham, vil blive underlagt den kommende dom.

Ved genkomsten vil Jesus komme som en løve for at dømme dem, der afviser ham. De troende er beskyttet i kraft af Kristi blod, og de har intet at frygte fra dommen ved den store hvide trone. De vantro bør imidlertid frygte Kristi dom over deres gerninger, når han kommer igen.

Spørgsmål: Er det retfærdigt, som det står i Joh 3,18, at vi er født i en tilstand af fremmedgørelse?

A: Gud er retfærdig, men det betyder ikke, at vi er nødt til at være født i en bestemt tilstand. Se diskussionen om Romerbrevet 9:19-22 og Romerbrevet 11:8,10 for svaret.

Q: Hvorfor tror du, at den diskuterende mand i Joh 3:25-26 spurgte Johannes om Jesus?

A: Vi ser ingen tegn på, at jøden havde fulgt Johannes eller Jesus eller havde nogen intention om at følge nogen af dem. Måske anså han Johannes’ lære for forkert og forsøgte at påpege det, han opfattede som en modsætning mellem Johannes’ og Jesu lære.

Men ud over det ønskede den jødiske mand måske at så splid mellem Johannes og Jesus. Hvis han kunne bruge Johannes’ discipel til at få Johannes og Jesus til at være uenige, ville begge blive miskrediteret, da Johannes bekræftede Jesus, og Jesus bekræftede Johannes. I dag kan det, hvis nogen får kristne til offentligt at gå imod hinanden, have en tendens til at miskreditere dem begge i verdens øjne. Så nedgør aldrig andre kristne, hverken offentligt eller privat. Vær meget forsigtig med at kritisere andre kristne, medmindre de er kristne, der begår alvorlige fejl eller synder, eller som ikke rigtig er kristne.

Spørgsmål: Hvorfor svarede Johannes, som han gjorde, i Joh 3,27-30?

Svar: Når man er ven af bruden eller brudgommen ved et bryllup, ønsker man, at parret skal æres; ikke at man selv får æren. Johannes’ mission var at give Gud ære. Nogle gange betød det at tale frimodigt, hvilket ville øge hans berømmelse. Andre gange betød det at træde til side, så Jesus kunne følges. Johannes var fortrolig med begge dele.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i dag anvende udsagnet fra Joh 3,27: »En mand kan kun modtage det, der gives ham fra himlen«?

Svar: Vær tilfreds med de velsignelser, gaver og evner, som Gud har valgt at give dig. Vær ikke utilfreds med alle de ting, som Gud ikke har givet dig. Selv når ikke-troende har større evne til at tjene penge, bedre helbred, kan blive mere berømte osv., så vær tilfreds med, at Gud har givet dig alt, hvad du har brug for.

Spørgsmål: I Joh 3:32 står der, at ingen modtog Kristi vidnesbyrd – hvordan kan det så være, at Johannes Døberen og andre tog imod Kristus?

Svar: Vers 32 præciseres af vers 33. I moderne tekster skriver man ofte: »Ingen … undtagen …«. Det er det samme i gamle tekster, bortset fra at »undtagen« undertiden er underforstået.

Johannes’ udtalelse her hænger sammen med Jesu udtalelse i Johannes 6:44, nemlig at ingen kan komme til Gud, medmindre Faderen drager ham. Uden Guds hjælp ønsker mennesker, der er overladt til sig selv, ikke at søge Gud, som det står i Romerbrevet 3:11.

Spørgsmål: I Joh 3:34 står der, at Gud er Ånd – hvordan kan Jesus så være Guds Søn?

Svar: Kristne tror IKKE, at Jesus var Guds Søn i en grov fysisk eller seksuel forstand. Udtrykket er snarere et udtryk for den dybe betydning af, hvordan Jesus adskiller sig fra ethvert skabt væsen.

Spørgsmål: I Joh 3,36: Kommer alle, der ikke afviser Kristus, i himlen, eller skal man rent faktisk tro på Kristus?

Svar: Der er to punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

Alle, der afviser Jesus, vil »dø i [deres] synder«, ifølge Jesus i Johannes 8:24. Johannes 3:36 er også meget tydelig: De, der afviser Jesus, kommer i helvede. Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) var en tidlig kristen, der også lærte noget lignende, nemlig at alle jøder, der afviser Kristus, kommer i helvede, som det fremgår af »Dialog med Trypho den jøde«, kapitel 26.

Der siges aldrig, at spædbørn, der dør, kommer i helvede. Spædbørn har naturligvis ikke den forståelse, der skal til for at tage imod Jesus, så medmindre alle spædbørn kommer i helvede, viser dette, at Gud ikke er begrænset til at handle inden for denne ramme. Se også det næste spørgsmål.

Spørgsmål: Hvad med dem, der ikke har hørt om Kristus, som der står om i Joh 3,36? Dømmer en retfærdig Gud dem til helvede uden nogen som helst chance?

Svar: Nej. Gud er retfærdig og rimelig, såvel som barmhjertig. Gud siger, at han ikke regner synd, hvor der ikke er lov (Rom 4:15; 5:12). Vi ved, at Gud vil sørge for en måde at dømme dem retfærdigt på. Bortset fra skærsilden, limbo og nogle ekstreme calvinistiske holdninger er her forskellige spekulationer om, hvordan Gud måske vælger at gøre det.

Gud sørger for, at alle, der vil tage imod det, får det at høre: Mennesker, der afviser Gud, vil blive dømt hårdere på grund af deres større viden (se 2. Petersbrev 2:21). Et menneskes eneste håb er, at det hører evangeliet og tager imod det inden døden, men Gud sørger for, at alle, der har brug for at høre det, også får det at høre.

Nogle hører evangeliet og tager imod det efter døden:

Denne opfattelse bygger på fortolkningen af tre bibelsteder: 1. Petersbrev 3:19-20; 1. Petersbrev 4:5-6 og Efeserbrevet 4:8-10. 1. Petersbrev 3:19-20 siger, at efter at Kristus døde, prædikede han for ånderne i fængslet. Fængsel er ikke et udtryk, der beskriver, hvor de retfærdige døde (som Abraham) befandt sig før Kristus. Det beskriver snarere enten, hvor fortabte menneskesjæle befandt sig før Kristus, eller også hvor andre sjæle (nogle dæmoner og/eller nefilim) befandt sig før Kristus. I stedet for blot at informere dem om, hvad der skete på jorden, siger denne opfattelse, at Jesus forkyndte, så de kunne træffe det samme valg, som de ville have truffet på jorden. Det betyder ikke, at der er en anden chance efter døden; i stedet er der en første chance for dem, der aldrig havde en chance.

Nogle hører evangeliet og tager imod det i tusindårsriget:

Dette svar ligner i høj grad synspunktet om frelse efter døden. Hvis man stiller spørgsmålet »hvad sker der med dem, der aldrig har hørt evangeliet« ved siden af »hvorfor vil Gud oprejse mennesker, der ikke har truffet et valg for ham«, ser de to spørgsmål ud til at besvare hinanden.

Søgende kan blive frelst gennem Kristus:

Kan nogen i dag blive frelst ligesom Abraham og Job? De søgte Skaberen i stedet for et skabt væsen, indså deres behov for tilgivelse, søgte Guds barmhjertighed og frelse og adlød det, de vidste. Denne opfattelse siger ikke, at alle kommer i himlen, eller at der er mange veje til Gud. Den siger, at selvom man befinder sig på en forkert vej, der ikke fører til Gud, kan Gud stadig ære ens oprigtighed, hvis man virkelig søger den sande Gud og ikke har afvist den tilgængelige sandhed. Dette gælder ikke for dem, der kunne have undersøgt Kristus, men som aldrig valgte at gøre det eller ikke anså det for vigtigt nok.

Se også diskussionen om Johannes 6:45 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor døbte Jesus ingen i Joh 4:1-2?

Svar: Det står ikke i Skriften, men vi kan spekulere. I sammenhængen med Efeserbrevet 2:20 er fundamentet ikke Jesus, men apostlene og profeterne, og Jesus er hjørnestenen, som fundamentet hviler på. Hvis Jesus havde døbt mange mennesker, kunne nogle måske tro, at de kunne omgå fundamentet. Åndeligt set er alle ægte kristne døbt med Kristus. Vores tro hviler dog på fundamentet af apostlene og profeterne. (Det drejer sig naturligvis om apostlene fra Det Nye Testamente og ikke om ubegrundede moderne efterlignere.)

Spørgsmål: Døbte Jesus nogensinde nogen i Joh 4,1-2?

Svar: Det står faktisk ikke i Skriften. Der er kun to steder i Det Nye Testamente, hvor der står, om Jesus døbte eller ikke døbte. I Johannes 3,22 står der, at Jesus og hans disciple var ude på landet og døbte, uden at det præciseres, hvem der udførte dåben. Johannes 4,1-2 præciserer, at selvom farisæerne hørte, at Jesus døbte, var det faktisk disciplene, der fulgte Jesus, som udførte dåben.

Måske døbte Jesus ikke personligt nogen, fordi han ikke ønskede, at nogen skulle blive fristet til at tro, at de var »bedre« i troen, fordi de blev døbt direkte af ham i stedet for af en anden. Dette kan også være den samme grund til, at Paulus lod andre døbe i stedet for selv at gøre det (bortset fra at han døbte Krispus, Gaius og Stefanas’ husstand). Andre kunne stå for dåben, men Paulus skulle stå for forkyndelsen (1. Korintherbrev 1:17).

Spørgsmål: Var Jesus i Joh 4:4 virkelig nødt til at rejse gennem Samaria?

Svar: Samaria lå på den mest direkte rute fra Judæa til Galilæa, men de fleste farisæere med respekt for sig selv ville gøre sig umage for at tage en omvej for at undgå det land. Jesus behøvede ikke at tage den mest direkte rute, men han valgte at gøre det. Da han først var begyndt på den mest direkte rute, måtte han selvfølgelig rejse gennem Samaria.

Spørgsmål: Hvorfor var den samaritanske kvinde i Joh 4,4 overrasket over, at Kristus talte til hende?

Svar: Jøder omgikkes ikke samaritanere, fordi samaritanerne

1. mente, at tilbedelsens centrum skulle være på bjerget Gerizim i Samaria, ikke i Jerusalem.

2. Kun var halvblods og ikke af ren israelitisk afstamning. Da de ikke var ægte jøder, ville jøderne ikke spise sammen med dem.

3. ikke accepterede noget af Det Gamle Testamente bortset fra de første fem bøger.

4. nærede vrede mod jøderne.

Samaritanerne nærede vrede mod jøderne, fordi

1. Nehemias, Esra og andre udelukkede dem fra at hjælpe med at opføre Jerusalems mur og fra at tilbede i Jerusalem.

2. Jøderne nærede vrede mod samaritanerne.

Spørgsmål: I Joh 4:6 står der, at Jesus blev træt, og i Sal 121:4 står der, at Gud ikke bliver træt. Betyder det så, at Jesus ikke var Gud?

Svar: Nej, det betyder, at Jesus frivilligt gav afkald på en del af sin magt, da han kom til jorden, som det fremgår af Filipperne 2:6-7 og Johannes 17:5. Jesus måtte i alle henseender være menneske ligesom os, ifølge Hebræerbrevet 2:14-17. Salme 121:4 blev skrevet, da Jesus var i himlen. På jorden oplevede Jesus træthed og lidelse, lærte lydighed og vidste ikke alt, f.eks. tidspunktet for sin genkomst.

Her er, hvad den kristne forfatter Hilarius (355-367/368 e.Kr.) sagde: »Guds gerninger ligger derfor uden for vores menneskelige natur og passer ikke ind i vores rationelle tankegang, fordi en grænseløs evigheds virkemåde kræver en uendelig forståelse af, hvordan man måler ting. Det er altså ikke en konklusion af fornuften, men en begrænsning af magten, når Gud blev menneske, når den Udødelige dør, når den Evige begraves. På den anden side afhænger det ikke af vores tankegang, men af almagt, at Han fremstår som Gud fra en menneskelig skikkelse, som udødelig fra en, der er død, og som evig fra en, der er begravet. Derfor bliver vi genoplivet af Gud i Kristus gennem hans død.” (Om Treenigheden, bog 1, kap. 13, s. 44)

Spørgsmål: Hvordan vidste kvinden ved brønden i Joh 4,9, at Jesus var jøde?

Svar: Det står ikke i Skriften, men der er tre mulige årsager?

1. En rejsende, der passerede gennem Samaria, ville sandsynligvis være jøde.

2. Tilsyneladende havde folk fra Galilæa en karakteristisk accent (Mattæus 26:73), som Jesus sandsynligvis havde.

3. Måske på grund af hans tøj, selvom bibelstedet ikke giver noget bevis herfor.

Spørgsmål: I Joh 4,14 står der, at den, der har drukket Jesu vand til evigt liv, aldrig mere vil tørste. Hvorfor lever nogle kristne så ikke tilfredse, som de burde?

Svar: Der er tre punkter, man skal overveje i svaret.

1. Kristne kan altid være tilfredse og aldrig »tørste« i dette liv. Kristne, der ikke bliver i Kristus, kan dog være utilfredse. Som en berømt kristen salme siger: »Åh, hvilken fred vi ofte går glip af, åh, hvilken unødvendig smerte vi bærer, alt sammen fordi vi ikke overgiver alt til Gud i bøn.«

2. Man kan diskutere, om dette vers indebærer en underforstået betingelse om, at den kristne vælger at forblive i Kristus eller ej.

3. Punkt 2 er irrelevant for dette vers’ sandhed. Uanset hvordan en kristen forbliver i Kristus her på jorden, gælder dette vers ubetinget for de troende i himlen.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Joh 4,23 at tilbede Gud i »ånd og sandhed«?

Svar: Jesus satte her dette i kontrast til både den samaritanske tilbedelse og den gammeltestamentlige tilbedelse.

Samaritansk tilbedelse: Samaritanerne nedstammede fra en blanding af israelitter og andre folkeslag, der boede i landet efter eksilet. Den samaritanske tilbedelse var baseret på tradition, herunder at Samaria-bjerget var det helligste bjerg. De havde mange vildfarelser, herunder at de ikke accepterede noget af Det Gamle Testamente undtagen Toraen. Det anonyme værk *Mod alle kætterier*, kap. 1, s. 649, siger, at Dositheus var den første til at afvise profeterne.

Jødisk tilbedelse: Jøderne fulgte de ritualer, som Gud havde indstiftet i Det Gamle Testamente, men heller ikke de havde Helligånden, som endnu ikke var udgydt. Selvom jøderne havde sandheden fra Det Gamle Testamente, havde selv de ikke den fulde sandhed, som Kristus kom for at åbenbare.

Spørgsmål: I Joh 4:23 står der, at vi skal tilbede Gud Faderen – betyder det så, at vi ikke skal tilbede Jesus, som Jehovas Vidner hævder (Vagttårnet, 15. februar 1983, s. 18)?

Svar: Nej. Hvad ville Jesus sige? Jesus accepterede, at Thomas kaldte ham Herre og Gud i Johannes 20:28. Jesus blev tilbedt af de vise mænd i Matthæus 2:11, men Jesus var et spædbarn og havde ikke noget valg i sagen. Men som voksen blev Jesus tilbedt af disciplene (Mattæus 14:33), den tidligere blinde mand fra (Johannes 9:38), kvinderne ved graven (Mattæus 28:9), englene (Hebræerbrevet 1:6) og himlens hærskarer (Åbenbaringen 5:12)

Spørgsmål: I Joh 4:24 står der, at Gud er Ånd, og da Jesus er Gud, hvordan kunne Jesus så virkelig have en fysisk krop? Virkede Jesus blot som et menneske, som den tidlige kætteri, doketismen, lærte?

Svar: Nej. Jesus græd ægte menneskelige tårer i Getsemane Have. Jesu lidelse på korset var reel. At Gud er Ånd hindrer ikke Kristus i at blive inkarneret som menneske, ligesom det faktum, at vi er af kød og blod, ikke hindrer os i at bære tøj. Selvom der ikke findes nogen jordisk analogi, der helt passer til inkarnationen, er analogien med et kunstigt organ måske lige så tæt på (og lige så langt fra) en præcis analogi som at bære tøj.

Spørgsmål: Er det i Joh 4,26 umuligt, at Jesus kunne forkynde, at han var Messias i næsten tre år uden at blive arresteret (den skeptiske »Asimov’s Guide to the Bible«, s. 968, hævder dette)?

Svar: Selv uden at henvise til Guds beskyttelse er det slet ikke umuligt. Jesus var ofte omgivet af sympatiserende folkemængder. Romerne bekymrede sig ikke om en Messias, så længe han ikke udfordrede den politiske struktur. Han udførte mirakler, og de forsigtige ledere, selvom de længe havde ønsket ham væk, ville ikke risikere at fremmedgøre folket. Endelig var det svært for de jødiske ledere i Jerusalem at udvide deres indflydelse til det kosmopolitiske Galilæa.

Spørgsmål: Siger Jesus i Joh 4:34, at han her blev overnaturligt mættet?

Svar: Sandsynligvis ikke. Hans mission og formål handlede snarere om at gøre Guds vilje. I dette tilfælde havde samtalen med den faldne samaritanske kvinde højere prioritet end hans sult efter sit sædvanlige måltid. Ville du være villig til at springe et måltid over for at gøre Guds vilje?

Spørgsmål: I Joh 4,44 står der, at en profet ikke har ære i sit eget land – hvad så med Moses, Ezekiel og Daniel?

Svar: Ingen af disse tre profeter boede i deres eget land, mens de var profeter, men det er faktisk ikke pointen. Dette vers siger, at profeter ikke er alment respekterede dér, hvor de kommer fra, og Jesus var ikke anderledes i denne henseende.

I Jesu tilfælde siger han ikke, at der ikke var en eneste person i Galilæa, der respekterede ham. (Det gjorde disciplene jo.) Snarere havde flertallet af befolkningen svært ved at tro, at en almindeligt udseende mand fra deres egen region kunne være en stor profet fra Gud, endsige Messias.

Selv i dag bør vi ikke glemme, at Gud ofte bruger almindelige kristne til at udrette store ting.

Spørgsmål: Hvordan kan helbredelsen af embedsmandens søn i Joh 4,54 være det andet mirakuløse tegn, når det første mirakuløse tegn var forvandlingen af vand til vin i Joh 2,11, og mange mennesker i Jerusalem under påsken i Joh 2,23 så de mirakuløse tegn (flertal)?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter begrundelsen for svaret.

Det er ikke svaret: Johannes viste ikke udtrykkeligt, at Johannes 2:23 var kronologisk i forhold til det, der gik forud og fulgte efter. Johannes 2:23 kunne altså ligge efter Johannes 4:54. Det er dog højst sandsynligt, at de er kronologiske.

Svaret: Johannes 4:54 siger ikke blot, at dette var det andet tegn; det var snarere »det andet tegn, som Jesus udførte, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa«. Johannes kan ikke have ment, at dette var det andet tegn i den samlede rækkefølge, på grund af Johannes 4:45: »Men da han ankom, tog galilæerne imod ham. De havde set alle de store ting, han havde gjort i Jerusalem under højtiden, for de var også taget derhen.« (BSB)

At Johannes nummererer de to første mirakler i Galilæa viser, at det er desto mere irriterende, fordi mange galilæere afviste Jesus. I modsætning hertil troede selv samaritanerne på Jesus uden noget mirakel. En tro, der kun bygger på mirakler, er ikke en fuldstændig tro, men mange galilæere havde ikke engang den. Men galilæerne forsøgte senere at stene Jesus, selv efter at disse mirakler var blevet udført der. The Expositor’s Greek Testament, bind 1, s. 735, og Believer’s Bible Commentary, s. 1488, 1489, siger også, at dette er det andet tegn i Galilæa.

Johannes 21:25 siger, at Jesus også udførte mange andre tegn. Men af alle Jesu mirakuløse tegn valgte Johannes kun at nævne syv udtrykkeligt før Jesu opstandelse:

Joh 2:1-11 – vand forvandlet til vin, hvilket viser, at Jesus slukker vores tørst og har magt over naturlige processer

Joh 4:46-54 – opvækkelse af embedsmandens søn, hvilket viser, at Jesus er vores helbreder med magt over sygdom

Joh 5:1-9 – Jesus helbreder den 38 år gamle lamme på sabbatten, hvilket viser, at Jesus er sabbatens Herre

Joh 6:5-13 – bespisningen af de 5.000, hvilket viser, at Jesus er livets brød

Joh 6:19-21 – Jesus går på vandet, hvilket viser, at Jesus er større end alle vores frygt

Johannes 9:1-7 – Jesus helbreder den mand, der har været blind fra fødslen, for at sige, at han kom, så de blinde kan se, og de seende kan blive blinde (Johannes 9:39)

Johannes 11:1-44 – Jesus oprejste Lazarus, hvilket viser, at Jesus er opstandelsen og livet

Efter opstandelsen skete det mirakuløse fiskfangst i Johannes 21:1-11, hvilket viser, at Jesus var den samme, og at de skulle følge ham på samme måde.

Spørgsmål: Hvilken højtid var der tale om i Joh 5:1?

Svar: I 2. Mosebog 23:14-17 står der, at alle jødiske mænd tre gange om året skulle tage til en højtid i Jerusalem: påskehøjtiden, pinse og løvhyttefesten. Johannes sagde ikke, hvilken højtid det var, måske fordi Johannes selv ikke kunne huske det. Selvom vi kan spekulere i, hvilken højtid det var, giver det ikke meget mening at gøre det. Bibelen er Guds ord, nedskrevet af mennesker. Gud var ikke forpligtet til at lade dem huske hver eneste detalje, kun de detaljer, han ønskede, at de skulle huske og videregive. Mange af Jesu gerninger og centrale begivenheder i hans liv faldt sammen med jødiske højtider, som det påpeges i »Evangelical Commentary on the Bible«, s. 853.

Spørgsmål: Findes der i Joh 5,2 nogen arkæologiske beviser for Betesda-dammen i Jerusalem?

Svar: Ja. Der var faktisk tale om to bassiner i den nordøstlige del af den gamle by. Dette område blev kaldt »Bezetha« eller »den nye by« i Kristi tid. Dødehavsrullerne nævner bassinerne, en kristen pilgrim beskrev dem i år 333 e.Kr., og moderne arkæologer fandt dem i 1888.

Spørgsmål: I Joh 5:4; ApG 14:12; 2 Thess 2:10; Åb 16:9,11: Da Gud er almægtig, og hans beslutninger er uimodståelige, hvordan kan mennesker så nægte at komme til ham? Enten var tilbuddet uoprigtigt (der blev ikke givet nok nåde til alle), eller også var Gud ude af stand til eller uvillig til at sikre, at folket ville acceptere dette tilbud.

Svar: Gud tillader: Der ligger en enorm betydning i disse to ord. Ja, den Almægtige Gud kan bestemt få alle sine marionetter til at udføre deres manuskript perfekt og på kommando. Men han skabte os ikke som marionetter. Gud kan gøre alt, hvad han vil, som han finder det passende. Gud kan kontrollere alt, selv sig selv. Hvis Gud kan gøre alt, så kan Gud også tillade. Men selv når Gud tillader noget, sker der intet ud over det, som Gud tillader inden for de grænser, han har sat.

Spørgsmål: Hvorfor stillede Jesus i Joh 5,6 det indlysende spørgsmål til manden?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Nogle handicappede ønsker ikke at blive raske. Der har været tilfælde i spedalskhedskolonier, hvor forældre bevidst har smittet deres børn med spedalskhed, så de kan leve med gratis mad og pleje resten af livet. Men manden ønskede faktisk at blive helbredt, og det vidste Jesus allerede.

Svaret: Selvom Jesus allerede vidste det, ønskede han, at manden skulle sige det højt og bede om det. Nogle gange giver Jesus os ikke visse ting, hvis vi ikke beder om dem. Da manden offentligt bad Jesus om at helbrede ham, imødekom Jesus hans anmodning. Vi ser ikke Jesus helbrede nogen, der ikke ønskede at blive helbredt.

Nogle gange er vi nødt til at spørge ikke-troende om grundlæggende ting som: »Vil du gerne i himlen?«, eller spørge kristne, der er kommet på afveje: »Vil du elske og adlyde Gud?« Vi er nødt til at få et tilsagn fra dem om, at det er det, de ønsker.

Spørgsmål: Overtrådte den helbredte mand i Joh 5,10 sabbatten, da han adlød Jesus ved at bære sin madras?

Svar: Nej. Manden overtrådte kun de yderligere restriktioner, som farisæerne havde pålagt sabbatten. Denne restriktion findes i Mishnah Shabbath 7:2 ifølge Evangelical Commentary on the Bible, s. 854. Det er faktisk ret morsomt. Den forbyder specifikt at flytte senge eller møbler på sabbatten. Der står dog, at det er i orden at flytte en patient, der ligger på en seng. Den omhandler dog ikke det tilfælde, hvor en patient selv bevæger sig, fordi han er blevet mirakuløst helbredt. Det er lidt som om et ambulancefirma havde en regel om, at lammede ambulancepatienter ikke må bære deres egen båre. Desuden bar manden sin måtte, ikke en seng. Så grundlæggende set sagde Gud til ham, at han skulle tage sin måtte, og farisæerne mente, at Gud [Jesus] tog fejl ved at bryde deres regler.

Det Gamle Testamente siger, at folk ikke måtte arbejde på sabbatten. Der står aldrig, at man ikke måtte bære sin måtte, og det var farisæerne, der fortolkede det som arbejde. Et andet mirakel er, at hvis nogen havde været sengeliggende i 38 år, ville vedkommende – selv hvis han blev helbredt – fysisk være for svag til at gå, endsige bære en måtte. Hans muskler måtte også have fået styrket. På en måde udførte Jesus ikke blot ét, men to mirakler her.

»Men Jesus, kunne du ikke have ventet til søndag med at gøre dette?« Der ville næsten ikke have været nogen modstand, hvis du blot havde imødekommet farisæerne og deres traditioner. Men tidspunktet for helbredelsen var vigtigt for at give farisæerne og folket et klart valg: følg Messias eller følg deres tradition. Farisæerne så tydeligt dette valg: det er derfor, de først planlagde at dræbe Jesus i Johannes 5:18.

Jeg kendte en ikke-jødisk kristen, der blev betalt af strengt ortodokse jøder for at bo hos dem. Om lørdagen mente de, at de ikke måtte gøre noget, der skabte noget. At tænde for en lyskontakt fuldender en strømkreds og skaber en strøm. Så blandt hans andre pligter måtte han tænde for lyskontakterne for dem om lørdagen.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 5,14-15 til ham, at han skulle holde op med at synde?

Svar: Selvom Skriften ikke angiver, hvilke specifikke synder der er tale om, er der mange synder, som en lam ikke kan begå, i det mindste indtil han bliver rask. Hans lammelse skyldtes dog ikke nogen specifik synd. Johannes 5,14-15 giver os imidlertid ingen indikation på, at manden udviste nogen taknemmelighed over for Jesus. Når Gud i dag gør noget for nogle mennesker, udviser de ingen taknemmelighed. Hvis du forventer at blive takket, hver gang du ofrer dig for en anden, vil du blive skuffet i dette liv.

Spørgsmål: Hvad er i Johannes 5,14-15 forskellen mellem at have en falsk tro, en tro, der virkelig tror på Gud, og en frelsende tro?

Svar: Manden troede virkelig, at Gud havde helbredt ham; han gik jo rundt. Men at vide, at det er sandt, betyder ikke, at man har forladt sit syndige liv og ønsker at betro sit liv til Gud. Hvis en agnostiker, der er alkoholiker, tager stoffer, lever umoralsk og røver banker, kommer til virkelig at tro, at Jesus er virkelig og døde på korset for vores synder, men fortsætter med at være alkoholiker, tage stoffer, leve umoralsk og røve banker, vil deres tro da gavne dem eller føre dem til himlen? Jakob 2:17-20 siger nej.

Spørgsmål: I Johannes 5:18, da Jesus kaldte Gud sin far, hvordan gjorde han sig da lig med Gud?

Svar: I en familie har en far og en søn forskellige roller, og sønnen adlyder faderen, men de to er lige i deres væsen. En god far anser ikke sit liv for mere værdifuldt end sine sønners, og omvendt. Inden for Treenigheden gælder det samme. Gud Sønnen er underordnet i sin rolle, men ikke underlegen i væsen, titler eller ære.

Selvom Jesus hævdede sin lighed med Faderen, hævdede han også, at han var afhængig af Faderen i Johannes 5:18-19.

Spørgsmål: Er det i Joh 5,18 i orden for os at kalde Gud vores Fader, da vi ikke er ligestillede med Gud?

Svar: Nej, medmindre Gud gav os tilladelse til det. Gud giver os faktisk tilladelse til at kalde ham vores Fader, i ærbødighed. Det var et stort privilegium, Jesus gav os, da han indledte de to første ord i sin bøn med »Vor Fader«.

Spørgsmål: I Joh 5,19-20: Da Jesus havde fri vilje, hvorfor kunne han så ikke gøre andet end det, han så Faderen gøre?

Svar: Jesus valgte at adlyde alt, hvad Faderen bad ham om at gøre. På jorden lærte Jesus lydighed, ifølge Hebræerbrevet 5:8. Jesus sagde i Johannes 5:30, at han ikke var kommet for at behage sig selv, men sin Fader. For øvrigt siger ordet for »kærlighed« i Johannes 5:20, at Faderen har broderlig kærlighed/venlig kærlighed (phileo) over for Sønnen.

At Jesus sagde, at han var udsendt af Faderen, er et centralt punkt: Jesus nævnte det 25 gange i Johannesevangeliet. Jesus kom ikke på egen hånd, og han gjorde intet på jorden på egen hånd.

Spørgsmål: Hvordan gjorde Faderen i Johannes 5:19-22 helt præcist alt det, som Jesus gjorde?

Svar: Selvom Jesus sagde, at Faderen boede i Jesus, er det ikke det vigtigste punkt, Jesus fremhævede her.

Det var naturligvis klart for alle, at Faderen ikke var født på jorden, og at Faderen ikke blev døbt af Johannes Døberen. Jesus siger snarere, at han kun ville udføre de gerninger, som hans Fader havde planlagt, at han skulle udføre.

Spørgsmål: Er det Jesus eller Faderen, der dømmer os i Joh 5:22?

Svar: Jesus sagde, at Faderen har overdraget al dom til ham. Dette stemmer godt overens med Apostlenes Gerninger 4,12, hvor der står, at der ikke er noget andet navn under himlen, hvorved mennesker kan blive frelst.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Joh 5,23 ære Sønnen på samme måde, som vi ærer Faderen, der har sendt ham?

Svar: Jesu tilhængere ærer ham på følgende måder.

1. Vi tilbeder Jesus, ligesom englene gør i Åbenbaringen og Hebræerbrevet 1:6.

2. Vi beder til Jesus, som Stefanus gjorde i Apostlenes Gerninger 7:59.

3. Vi kalder Jesus for Gud, som der står i Hebræerbrevet 1:8,9.

4. Vi kalder Jesus »min Gud«, som Thomas gjorde i Johannes 20:28.

5. Vi tror på og adlyder det, han lærte, samt det, hans apostle lærte om Gud og om ham selv.

At følge disse vers i Bibelen er en af de centrale ting, der adskiller sekter som Jehovas Vidner, »The Way« og andre sekter på den ene side fra moderne og tidlige kristne på den anden side. Her er, hvad de tidlige kristne sagde.

Hilarius (355–367/368 e.Kr.) bemærkede om Johannes 5:23: »For medmindre ting er af samme natur, tildeles de aldrig lige stor ære, og lighed i ære medfører ikke en adskillelse blandt dem, der æres. Men mysteriet om fødslen kræver lighed i ære.« I bogen »Om Treenigheden«, bog 9, kap. 23, s. 162

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) sagde: »Derfor vidner disse ord udtrykkeligt om, at Han [Jesus] bevidnes af Ham [Faderen], som har fastsat disse ting, som værende værdig til at blive tilbedt som Gud og som Kristus.« »Dialog med Trypho«, kap. 63, s. 229

Ignatius, Irenæus, Tertullian, Novatian, Hippolyt og andre talte også om, at Jesus æres som Gud.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Joh 5,26 at »have livet i sig selv«?

Svar: Selvom vi har evigt liv i himlen, er det et afledt evigt liv, som både er blevet muliggjort og opretholdt af Gud. Jesus har imidlertid ikke et afledt evigt liv, men et iboende evigt liv.

Spørgsmål: Hvordan giver det at være »Menneskesønnen« i Joh 5,27 Faderen en grund til at give Jesus myndighed til at dømme os?

Svar: Skriften siger det ikke udtrykkeligt, men antyder et svar. Hebræerbrevet 2:14-17 siger, at eftersom vi er af kød og blod, måtte Jesus dele i vores menneskelighed, for at hans død kunne sone for os. Jesus måtte være en af os for at blive vores ypperstepræst.

Spørgsmål: I Joh 5,28-29 står der, at de, der har gjort det gode, vil opstå til liv. Betyder det, at frelse gennem gerninger er sandt?

Svar: Nej. Der står ikke, at de gode gerninger fik dem til at leve. De troendes gode gerninger, hvor begrænsede de end måtte være, er et bevis på, at de er blandt Guds børn, som vil leve for evigt i Ham.

Spørgsmål: Hvordan kan Jesus i Joh 5,30 være Gud, hvis han af sig selv ikke kunne gøre noget? Selv hans uddrivelse af dæmoner skete ved Guds finger i Luk 11,20. (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

a) Versets sammenhæng er vigtig. Jesus sagde ikke, at han aldrig kunne gøre noget. Snarere ville Jesus ikke udføre mirakler i deres by, ikke på grund af Guds manglende kraft, men på grund af deres manglende tro.

b) Hvad angår uddrivelsen af dæmoner ved Guds finger, så er Jesus Gud og handler IKKE uafhængigt af eller imod Gud Faderen eller Helligånden.

c) Da Jesus blev inkarneret på jorden, gav han frivilligt og midlertidigt afkald på en stor del af sin magt og herlighed, og i sin jordiske tilstand stolede han især på Faderen og Helligånden.

Spørgsmål: Hvad er i Joh 5,30 den afgørende forskel i vores eget liv mellem at tjene Gud, fordi det behager os selv, og når det behager os selv, og at tjene Gud, når det ikke behager os selv?

Svar: Lydighed kan være ustabil, tilfældig og ufuldstændig, når den udøves afhængigt af, hvordan vi har det med at gøre det. Nogle understreger, at Gud altid vil gøre det, der er bedst for dem; andre, som i Jabez’ bøn i 1 Krøn 4,9-10, ønsker at tjene Gud uden smerte. Gud vil måske imødekomme den bøn, men hvor ville den nytestamentlige menighed være, hvis Paulus kun havde ønsket at tjene uden lidelse? Tror du , at Paulus udholdt de prygl og fængslingen for at behage sig selv? Det er altså langt bedre, når vi adlyder uden at gøre det for at behage os selv.

På den anden side føler vi glæde og fryd fra Gud, når vi adlyder. Det var ikke sjovt for Paulus og Silas at blive slået og sat i fængsel i Filippi, men på den anden side så Paulus sine elskede filippere som sin glæde og krone i Filipperne 4:1. Så Paulus led ikke for at forkynde evangeliet for fornøjelsens skyld, men paradoksalt nok fik Paulus glæde ud af det i sidste ende.

Spørgsmål: Hvis Jesus i Joh 5,31 vidnede om sig selv, ville det så gøre hans vidnesbyrd usandt?

Svar: Nej, det er ikke det, Jesus siger her. Jesus svarer på farisæernes anklage om, at hvis Jesus er den eneste, der vidner om sig selv, ville det i en retssal ikke være tilstrækkeligt til at fastslå hans troværdighed. At ét vidne ikke er tilstrækkeligt, fremgår af 5. Mosebog 17:6 og i rabbinernes Mishnah Kethuboth 2:9 ifølge Evangelical Commentary on the Bible, s. 854.

Jesus fremlagde fire vidner: Johannes Døberen, sine mirakler, Skriften og Gud Faderen. I *When Critics Ask*, s. 410, påpeges det, at Jesu vidnesbyrd i sig selv faktisk og personligt var sandt. Men for jøderne var Jesu vidnesbyrd ikke officielt og juridisk tilstrækkeligt.

Spørgsmål: Hvad er det, der er så vigtigt ved vidnesbyrdet i Joh 5:33-34?

Svar: På den negative side hævdede jøderne, ved at anvende dobbeltmoral, at de afviste Jesus på grund af manglende vidnesbyrd, på trods af Johannes Døberen, miraklerne og de messianske profetier i Skriften. På den positive side er et centralt formål for Jesus og for os at være et vidnesbyrd. Ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 291-293, forekommer »vidnesbyrd« eller »vidne« som substantiv 60 steder i Det Nye Testamente og som verbum 76 steder i Det Nye Testamente. 30 gange som substantiv og 47 gange som verbum findes i Johannesevangeliet, 1., 2. og 3. Johannesbrev samt Åbenbaringen.

Vi skal undervise og redegøre for det håb, vi har (1. Petersbrev 3:15b), og vi skal bede og hjælpe andre. Men lad os ikke glemme, at en anden vigtig grund til, at vi stadig er her på jorden, er at afgive et vidnesbyrd. Det gør vi med vores ord og vores liv. Et arabisk ordsprog siger: »Den største forbrydelse i ørkenen er at finde vand og tie stille«. (Citatet stammer fra en tale af KayLyn Hopper den 29. april 2018)

Spørgsmål: Bruger Jesus i Joh 5:34 et ad hominem-argument, som han selv ikke accepterede?

Svar: Nej. Først vil vi drøfte, hvad et ad hominem-argument er, og derefter hvad Jesus sagde.

»Ad hominem« betyder på latin »mod personen«. Det er et argument, som taleren selv ikke tror på, men som han nævner for at overbevise tilhørerne. Hvis en politiker for eksempel bryder et løfte, kan en person, der er ligeglad med brudte løfter, nævne dette for at overbevise folk, der går op i, at løfter holdes, for at få dem til at stemme på ham. (Formentlig ville denne anden person være bedre til at holde sine løfter, men det er kun en uudtalt antagelse)

Det er interessant, at Jesus, der helbredte på sabbatten og dermed vækkede modstand, selvom han kunne have ventet til søndag, her gør sig stor umage for at forklare sin begrundelse på måder, de kan forholde sig til.

Jesus accepterede fuldt ud det, Johannes Døberen sagde. Men Jesus sagde i grunden, at han anvendte et ad hominem-argument, idet farisæerne krævede flere vidner, før de ville tro, at noget var sandt, mens Jesus ikke var enig i den tilgang. Men hvis de nu skulle bruge den tilgang, så bekræftede Johannes Døberens vidnesbyrd Jesu vidnesbyrd om sig selv. Johannes’ ord »gjorde« ikke Jesu vidnesbyrd sandt; hans ord viste blot, at det var sandt.

I dag kan man ofte miste denne skelnen i en retssal. En dommer eller en jury kan frikende den tiltalte. Faktisk gør dommen ikke den tiltalte skyldig eller uskyldig. De er skyldige, hvis de har begået forbrydelsen, uanset om dommen er korrekt eller ej. I USA, i en straffesag, hvis juryen mener, at den tiltalte sandsynligvis har gjort det, men der er rimelig tvivl, bliver de instrueret i at dømme den tiltalte ”ikke skyldig”. Gør det den tiltalte uskyldig? – Nej.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 5:37 til jøderne, at de aldrig havde hørt Guds stemme eller set hans skikkelse?

Svar: Selvfølgelig havde de skarer, som Jesus talte til, hverken hørt Guds stemme eller set hans skikkelse. Men i modsætning til profeterne i Det Gamle Testamente havde de almindelige jøder i Det Gamle Testamente heller ikke hørt Guds stemme eller set hans skikkelse. Men Jesus fremsætter ikke blot nogle faktuelt sande udsagn her. Dette gives som en irettesættelse til dem. Mens de ikke engang havde oplevet det, som profeterne oplevede i Det Gamle Testamente, stod Gud nu selv foran ham, og de kunne stadig ikke genkende Guds stemme eller se hans skikkelse.

Spørgsmål: Får vi i Joh 5,39 evigt liv ved at tro på Bibelen, eller ej?

Svar: Faktisk nej. Evigt liv gives af Gud. Jøderne havde dog delvist ret i, at Skrifterne viser os vejen til Gud, så vi kan få evigt liv. Det er muligt for et menneske at være mere optaget af Skriften end af Gud, ligesom farisæerne var på Jesu tid.

Spørgsmål: Hvad var farisæernes største problem i Joh 5,42-43?

Svar: Det største problem var, at farisæerne ikke havde Guds kærlighed i deres hjerter. Et tegn på, at problemet lå i deres hjerte og ikke i deres logik, er, at de anvendte dobbeltmoral med hensyn til, om de skulle acceptere Jesus eller ej, i modsætning til at acceptere andre, som det fremgår af Joh 5,43.

Ligeledes blev menigheden i Efesos advaret om, at den havde forladt sin første kærlighed i Åbenbaringen 2:4. Hvis et menneske ikke har kærlighed til Gud, kan det stadig optræde religiøst og gøre mange ting, der ser gode ud – i det mindste i verdens øjne – men det har overset det afgørende.

I Johannes 5:38 sagde Jesus også til farisæerne, at ordet ikke boede i dem. Dette må have virket ganske chokerende, da disse farisæere brugte så meget tid på at studere skrifterne. Men at studere skrifterne og at tro på dem og anvende dem kan være to forskellige ting.

Spørgsmål: I Joh 5:43, da Jesus kom i sin Faders navn, betyder det så, at Jesus har det samme navn som Faderen, og dermed at Jesus er Faderen?

Svar: De deler ganske vist en række titler. Men jeg har tilfældigvis samme efternavn som mine forældre, og det beviser ikke, at vi alle sammen er ét og samme menneske. I bogen *When Cultists Ask*, s. 168-169, står der, at nogle enhedspentekostaler, såsom Campbell (1975), faktisk hævder dette. Hvis de var konsekvente i denne tankegang, ville enhedspentekostalerne aldrig prædike i Jesu navn, for de ville mene, at det at gøre noget »i Jesu navn« ville gøre dem til Jesus også.

Spørgsmål: Hvordan hænger det i Joh 5,44 sammen at modtage ære fra andre med ikke at tro?

Svar: Jesus siger ikke, at de ikke behager Gud; Jesus siger noget endnu værre. De forsøger ikke engang at behage Gud. Og så slemt som dette er, ser det endnu værre ud i lyset af den indsats, de lægger i at forsøge at behage mennesker.

Spørgsmål: Hvordan er det i Joh 5,45-46, at alle, der tror på Moses, også tror på Jesus? Mange jøder i dag ville være uenige.

Svar: Jesus henviste måske sine tilhørere til 5. Mosebog 17:18-19. Hvis nogen ikke lytter til den kommende profets (Jesu) ord, vil Gud selv stille den person til regnskab. Johannes 5:46 siger noget lignende.

Moses var en gudfrygtig profet. Men deres kendskab til Moses’ lov og lære, og det faktum, at de ikke fulgte den, som loven pegede på, vil være endnu værre for dem ved dommen. Læs 2. Petersbrev 2:20-22 for mere om strengere dom ved større viden.

The Expositor’s Bible Commentary, bind 9, s. 60, har et interessant synspunkt her. At adlyde Moses var godt, men deres adlydelse af Moses var en kilde til stolthed for dem. At læse Bibelen, gå i kirke, forkynde evangeliet, holde sig væk fra det onde og generelt adlyde Gud er alt sammen gode ting, vi skal gøre. Men pas på, hvis det bliver en kilde til stolthed for dig.

Spørgsmål: Hvorfor stillede Jesus et spørgsmål i Joh 6,5-6, når han jo allerede kendte svaret?

Svar: I Johannes 6:6 står der, at Jesus stillede spørgsmålet for at prøve Filippus. Det er helt i orden at bruge det, man i dag kalder den sokratiske metode, hvor læreren stiller en discipel et spørgsmål, som læreren allerede kender svaret på. Tilsyneladende var disciplene ikke uvante med dette, ligesom da Peter besvarede Jesu spørgsmål i Johannes 21:17 og sagde: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg elsker dig.« (BSB)

Konkret kunne Filippus have svaret med et forsøg på at brødføde folket, sit svar (håbløshed med hensyn til naturligt at imødekomme dette behov) eller tro på, at Kristus kunne forsyne dem.

Spørgsmål: Hvorfor spurgte Jesus i Joh 6,5-6 Filip i stedet for en af de andre?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det med sikkerhed, giver den måske et hint. I Johannes 1:44 står der, at Filip, ligesom Andreas og Peter, var fra Betsaida, som lå i denne region.

Spørgsmål: I Joh 6,13: Da Jesus så let kunne formere maden, hvorfor samlede han så resterne op?

Svar: Guds gavmildhed, som han har skænket os, bør ikke gå til spilde. Jesus ville ikke altid være sammen med dem, og brødet ville kunne komme andre til gode.

Derudover havde de tolv kurve med fisk og de fem bygbrød en symbolsk betydning. Gud signalerer her foreningen af hedninger og jøder i Kristus. Tallet tolv repræsenterer Israels stammer samt de tolv disciple, og tallet fem repræsenterer Guds nåde over for alle mennesker, såsom de 5.000 mænd plus kvinder og børn.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Joh 6,19 gå på vandet?

Svar: Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

Galilæasøen var meget dyb, så Jesus udførte ikke noget trick ved at gå på stenene.

Jesus var en virkelig person af kød og blod, så det var ikke et spøgelse uden vægt.

Gud, som skabte naturlovene, kan tilsidesætte dem, når Han ønsker det. Vi kalder det et mirakel, men for Gud er det måske blot en alternativ måde at handle på.

En videnskabelig betragtning

For at forstå dette overnaturlige mirakel videnskabeligt må man først forstå, hvorfor vand overhovedet kan bære nogen vægt, f.eks. en båd, der flyder. I statistisk mekanik er et ensemble en sandsynlighedsfordeling af et systems tilstande. På en væskeoverflade »springer« vandmolekyler, der bevæger sig opad med højere hastigheder, løbende ud af væsken og undslipper ud i atmosfæren. Det kalder vi fordampning. Flere gør det ikke af tre grunde:

1) Overfladespændingen gør vandmolekylerne »klæbrige« og modvirker, at de slipper fri,

2) Kun en bestemt procentdel af vandmolekylerne har en tilstrækkelig høj hastighed

3) Kun en bestemt procentdel af de hurtige vandmolekyler bevæger sig opad.

Vi kan ændre 1) ved at belægge overfladen med noget.

Vi kan ændre 2) ved at øge vandmolekylernes hastighed: det kalder vi at opvarme vandet.

Vi har ikke evnen til at ændre punkt 3 (medmindre vi har en magnetisk væske og anvender magneter), og dette alene kunne holde hvad som helst oppe.

Hvis en superhelt fra en tegneserie ikke havde nogen superkræfter bortset fra evnen til at ændre den statistiske sandsynlighed, kunne vedkommende gøre næsten hvad som helst, herunder svæve i luften, gå gennem vægge og få uorganiserede døde celler til at komme til live igen.

Spørgsmål: Hvad ved vi om byen Tiberias i Joh 6,23?

Svar: Det var en ny by på Jesu tid, da Herodes Antipas byggede den mellem år 16 og 22 e.Kr. som sin administrative hovedstad. Det var en ikke-jødisk by; ifølge Asimovs Guide to the Bible, s. 822-823, undgik jøder den, fordi den var bygget på en kirkegård.

Imidlertid angiver Encyclopædia Britannica og Wycliffe Bible Dictionary, s. 1704, at redaktøren af Mishnaen (ca. 198–220 e.Kr.), Judah hak-Kadhosh, stammede derfra i det 2. århundrede. Desuden blev Talmud redigeret der omkring år 400 e.Kr. Blandt de berømte rabbinere, der er begravet der, kan nævnes Maimonides, ‘Akiba (Akiva), Yohanan Ben Zakkai og Eliezer den Store.

Spørgsmål: I Joh 6,27 sagde Jesus, at vi ikke skal arbejde for mad, der går til grunde. Hvordan arbejder vi i dag for mad, der går til grunde?

Svar: Først og fremmest er vi nødt til at gøre visse ting af nødvendighed, såsom at skaffe mad at spise. Men Jesus siger, at det ikke bør være formålet med og fokus for vores liv. Vi bør lægge vores livsenergi i evige ting; og det, der er evigt, og alligevel findes overalt omkring os, er menneskers sjæle.

Måske kan en analogi hjælpe. Hvis du pendler til arbejde om morgenen, betaler din chef dig så for din rejsetid? Hvis du ikke pendler for fornøjelsens skyld, og din chef ikke betaler dig for det, hvorfor holder du så ikke op med at pendle til arbejde? Svaret er typisk: »Fordi jeg er nødt til det, hvis jeg vil have løn.« Tanken om, at man gør noget, der ikke er produktivt, men alligevel nødvendigt for at udføre det, der er produktivt, kaldes »pligtarbejde«. Der er mange ting, vi er nødt til at gøre i dette liv, som er "excise" – faktisk så mange, at vi uforvarende kan glide ind i en tankegang, hvor livet kun handler om "excise" og underholdning. Men disse ting er kun nødvendige for at sætte os i stand til at gøre de ting, der virkelig er vigtige: at prise Gud, elske andre, føre mennesker til Kristus og hjælpe mennesker med at vokse i Kristus.

Spørgsmål: Hvad mente Jesus i Joh 6,27b med »Faderen har sat sit godkendelsesstempel«?

Svar: Jesus var Faderens velbehag, Jesus var udsendt af Faderen til jorden, og Jesus gjorde netop Faderens vilje. Faderens godkendelsesstempel var tydeligt, hvilket Jesu mirakler viste. Hvis nogen ønskede at tilbede Faderen, ville de ikke afvise en, som Faderen har sat sit godkendelsesstempel på. Jesus nævnte gentagne gange, at han var kommet ned fra himlen i Johannes 6:33, 38, 41, 50 og 58.

Selv hvis du allerede er troende, må du spørge dig selv: Har dit liv Guds godkendelsesstempel? Er du behagelig for Gud i den måde, du lever på?

Spørgsmål: Hvordan er Jesus livets brød (eller manna) i Joh 6:31-36, 48-51?

Svar: Ordet for »ægte«, som i »ægte brød«, er alethinos, hvilket betyder ægte eller oprindelig. Jesus er livets brød på mindst to måder.

For alle: Jesus opretholder alt i universet, ifølge Kolossenserbrevet 1:17

For de troende: Det er en glæde at have liv i Jesus, som nærer os, beskytter og bevarer os og forbereder os til at bo evigt hos ham.

Da Jesus giver levende vand i Johannes 4:15, er Jesus her livets brød.

Spørgsmål: I Joh 6,37 står der, at alle dem, som Faderen giver til Jesus, kommer til Jesus, og da nogle ikke kommer til Jesus, betyder det så, at Faderen ikke gav dem til Jesus?

Svar: Ja. Frelsens evangelium tilbydes oprigtigt til alle. Men Hebræerbrevet 4:2 siger, at evangeliet ikke nytter noget for dem, der ikke forener det med tro. Lukas 7:30 er et andet eksempel, og se diskussionen om Lukas 7:30 for mere information.

Spørgsmål: Havde Jesus i Joh 6:39 en vilje, der adskilte sig fra Gud Faderens, eller ej?

Svar: For at omformulere spørgsmålet, som en fjerdeklasses elev stillede det: Hvor mange hjerner har Treenigheden? Bortset fra at Gud ikke er begrænset til celler, kunne man sige, at de har deres egne hjerner. Jesus havde en egen vilje, som det fremgår af hans bøn i Getsemane Have. Jesus valgte dog altid at lade sin vilje være i overensstemmelse med Faderens vilje, hvilket også fremgår af hans bøn i Getsemane Have.

Spørgsmål: Er jomfrufødselen sand i Joh 6,42, da jøderne sagde, at de kendte Josef, Jesu far?

Svar: Dette benægter ikke jomfrufødselen.

For det første var Josef, da han var Marias ægtemand, den lovmæssige far til Jesus i lovens øjne.

For det andet antog mange jøder, at Josef også var Jesu biologiske far. Ikke alle antagelser, som folk gør sig, er nødvendigvis sande.

Spørgsmål: Hvorfor brokker folk sig over Gud i Joh 6,43-70, og hvad kan man sige for at hjælpe dem?

Svar: Det kan som regel koges ned til én grundlæggende årsag: Gud levede ikke op til deres forventninger. Job brokkede sig over Gud, fordi han hverken kunne se, hvad der foregik bag kulisserne, eller det endelige udfald. På samme måde brokker folk sig, fordi de ikke ved, hvad der foregår bag kulisserne, eller kan se det endelige udfald.

Spørgsmål: I Joh 6,43-70: Hvis nogen mener, at noget ved Gud er uacceptabelt, hvordan svarer du dem så?

Svar: Gud har faktisk ikke bedt om din godkendelse. Han er Gud, så han kan gøre, som han vil. Gud tilbyder dig en vej til at nyde det evige liv, og hvis du ikke ønsker det, er der kun det modsatte alternativ. Nogle mennesker har brug for at blive befriet fra deres forudfattede meninger om Gud. Måske er det derfor, Jesus sagde, at vi skal komme til Gud som et lille barn i Lukas 18:16-17 og Matthæus 19:14.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Joh 6,44.65 og Joh 6,37.39, at ingen kan komme til Jesus, medmindre Faderen drager ham?

Svar: Det græske ord kan betyde »tvinge«, »trække« (som i at hente vand) eller »bejle til/overtale«. Se *Now That’s a Good Question*, s. 27-29, for mere om det græske ord. Da det græske ord har en bred betydningsramme, inddrager forskellige kristne dette vers i deres teologi på forskellige måder.

Moderate ikke-calvinister siger, at Jesus tiltrækker alle ydre set, og at tilbuddet om frelse er tilgængeligt for enhver enkelt person. Indre set overbeviser Helligånden (også kaldet Kristi Ånd) verden (både de udvalgte og de forkastede) om synd. Imidlertid bliver alle dem, som Faderen har forudbestemt, draget til himlen, og de, der ikke er de udvalgte, kommer ikke til Gud. Nogle ikke-kalvinister vil sige, at forudbestemmelse og forudviden går hånd i hånd, mens andre ikke-kalvinister vil sige, at forudviden går forud for forudbestemmelse, da forudviden altid nævnes først de to gange, hvor de nævnes sammen i Skriften.

Calvinister benægter ikke, at evangeliet skal tilbydes alle, men Faderen tiltrækker kun de udvalgte, og hverken Faderen eller Helligånden virker frelsende for de fortabte, da Jesus ikke døde for dem.

Hyperkalvinisterne har her samme opfattelse som kalvinisterne, bortset fra at de lærer, at evangeliet kan forkyndes for alle, men at det er forkert at tilbyde det til alle.

Se også det næste spørgsmål for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Joh 6,44.65 og Joh 6,37.39 – tiltrækker Faderen nogle mennesker, eller tiltrækker Jesus alle til sig selv, som det står i Joh 12,32?

Svar: På græsk står der blot, at Jesus tiltrækker »alle«. Der står faktisk ikke, at Jesus tiltrækker »alle mennesker« eller »alle folk«. Der er tre synspunkter.

Faderen tiltrækker hvert enkelt menneske: Vi er så syndige, at ingen kan komme til Faderen, medmindre Faderen tiltrækker ham (gør det muligt for ham). Men Faderen tiltrækker alle. Når Johannes 6,37.39 siger, at alle, som Faderen giver Jesus, vil komme til ham, tiltrækker Faderen alle, men giver kun dem til Jesus, som han på forhånd kendte (og dermed forudbestemte) til at komme til Jesus. Denne fortolkning strider dog mod den klare betydning af Johannes 6,64-65, hvor det fremgår, at Faderens tiltrækning af mennesker var en af grundene til, at nogle ikke troede.

Jesus tiltrækker ydre, og Faderen vælger indre: Jesus tiltrækker både de udvalgte og de forkastede til sig. Både de udvalgte og de forkastede træffer en beslutning om, hvorvidt de vil stole på Jesus eller ej. Faderen har imidlertid forudbestemt de udvalgte, og derfor er det kun de udvalgte, der tiltrækkes af Faderen.

Blandt alle slags mennesker tiltrækker både Faderen og Jesus kun de udvalgte. At ikke alle individer tiltrækkes, er den calvinistiske opfattelse, som fremføres i New Geneva Study Bible, s. 1688.

Se også det foregående spørgsmål for yderligere information.

Spørgsmål: I Joh 6,45 står der, at alle, som bliver undervist af Gud, kommer til Jesus. Betyder det så, at alle, der aldrig har hørt om Jesus, ikke havde nogen mulighed for at undslippe helvede?

Svar: Det siger Bibelen aldrig. Tværtimod viser Hebræerbrevet 11, at Abel, Enoch, Noah og mange andre tilsyneladende aldrig hørte om Jesus (mens de var på jorden), men alligevel formodentlig kom i himlen. Der er to andre punkter, der skal tages i betragtning i svaret:

2. Spædbørn, der dør, hører aldrig om Jesus. Bibelen siger aldrig, at børn under den alder, hvor man kan holdes ansvarlig, kommer i helvede.

3. Jesus sagde dog i Johannes 8:24, at alle, der afviser ham, vil dø i deres synder.

Se også diskussionen om Johannes 3:36 for yderligere information.

Spørgsmål: I Johannes 6,50-51 står der, at den, der spiser himmelens brød (Jesus), vil leve for evigt og ikke dø. Hvorfor dør kristne så alligevel?

Svar: Der er to måder at forstå dette på.

1. Kristne vil leve for evigt i himlen, og vi vil således nå en tilstand, hvor vores herliggjorte legemer aldrig vil dø. Se Believer’s Bible Commentary, s. 1505, for mere om dette punkt.

2. Desuden dør vores legemer ganske vist én gang, men fra det øjeblik, vi først kommer til tro, dør vores ånder aldrig. Åbenbaringen omtaler Ildsøen som den anden død.

Den fysiske død er »kun en lille detalje« sammenlignet med enten det evige liv eller den anden død. Dette vers er vigtigt, fordi det fortæller os, at når en troende først er kommet til himlen, er der ingen frygt for, at han eller hun vil synde og falde.

Spørgsmål: Hvad mente Jesus egentlig her i Joh 6,51-56?

Svar: Der er mindst tre fortolkninger.

1. Jesus giver de troende åndelig næring

The Believer’s Bible Commentary: New Testament, s. 297, påpeger, at da nadveren først blev indført et år senere, henviser dette til den åndelige mad og drikke, som Jesus ville give de troende.

2. En illustration af åndelig forening

Jesus talte til folkemængden, som på dette tidspunkt ikke vidste noget om nadveren, som *New Geneva Study Bible*, s. 1673, påpeger. *Hard Sayings of the Bible*, s. 498-500, siger klart, at det er denne opfattelse, samtidig med at den også antyder en kombination med den tredje opfattelse.

3. Ud over de to foregående: en forvarsel om nadveren

Da Jesus sagde: »… dette brød, som jeg vil give for verdens liv, er mit kød«, forudsagde Jesus sin død på korset. Ligeledes forudsagde Jesus, at de ville mindes dette ved nadveren.

Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1505, for mere om denne opfattelse. »Hard Sayings of the Bible«, s. 498-500, foreslår denne opfattelse samt den foregående, fordi Johannes ikke beretter om den sidste nadver, og dette ville være hans tilsvarende lære om nadverens betydning.

Disse spørgsmål ligner i nogen grad fortolkningsspørgsmålene om »vand og ånd« i Johannes 3:5.

Spørgsmål: Hvorfor afklarede Jesus ikke folkemængdens forvirring i Joh 6,52-56?

Svar: Jesus ønskede tilsyneladende at sige disse ord på netop denne måde og viste ingen overraskelse over, at nogle forlod ham på dette tidspunkt. At tale til en jøde om at drikke blod ville lyde stødende for dem. Hver enkelt stod her over for et valg. De kunne stole på Gud, men kun inden for rammerne af det, de fuldt ud forstod, eller også kunne de stole fuldt ud på Gud i bevidstheden om, at Gud ville være og gøre ting, der gik ud over deres forståelse. Som en kristen sagde, skal vi ikke lade os fornærme af det uforklarede . Da farisæerne kun lyttede til hans ord for at modsætte sig dem, gav Jesus dem noget at hænge sig i.

Skriften giver ikke alle grundene til, at Jesus talte på denne måde, men her er en spekulation. Folk, der så miraklerne, kunne komme til at tro på Jesus, uanset om de ønskede at følge Gud eller ej, fordi de havde et levende bevis lige foran sig. Jesus knuste også håbet hos dem, der så på Jesus som en politisk messias. Jesus talte på denne måde, så de, der ønskede at følge Jesus på hans betingelser, senere ville forstå det, og de, der ikke ønskede at følge ham, ville have en undskyldning for at gå deres vej.

Spørgsmål: Lærte Jesus i Joh 6,53a, at brødet faktisk blev til hans legeme, som den romersk-katolske kirke lærer, og kalder det transsubstantiation?

Svar: Nej, for Jesus (ligesom Paulus) brugte ofte metaforer. For eksempel er vi Kristi legeme, men vi forvandles ikke fysisk til Kristi legeme. Jesus kaldte engang Peter for Satan, men det betyder ikke, at Peter blev til Satan; snarere var det Satan, der brugte Peters ord til at friste Jesus. Da Jesus sagde, at han var vinstokken i Johannes 15:1, blev Jesus da fysisk til en vinstok? Holdt Jesus sin »anden krop« i hænderne? – kun i metaforisk forstand. Dette er mere end et trivielt punkt, for anvendelsen heraf afgør, om nogen mener, at de bør tilbede brød og vin eller ej.

Se *When Cultists Ask*, s. 168-173, og *When Critics Ask*, s. 412-413, for mere uddybende svar.

Spørgsmål: Hvorfor virker Jesus næsten fatalistisk i Joh 6,60-66? – Hvis de kommer, så kommer de. Hvis de ikke gør det, så gør de det ikke.

Svar: Jesus var ikke fatalist, men han kendte godt til sprogets begrænsninger. Hvis nogen aldrig ønsker at betro sit liv til Kristus, vil vedkommende aldrig acceptere de ting, som han eller hun ikke kan bevise er sande eller falske. Hvis folk ikke ønsker at følge sandheden, vil de næsten altid kunne finde en eller anden undskyldning for ikke at gøre det.

Spørgsmål: Hvorfor satte Jesus i Joh 6,67 de tolv disciple på prøve ved at spørge, om de også ville gå?

A: Jesus vidste, at de ikke ville gå, men han stillede spørgsmålet af mindst to grunde. For det første ønskede han, at de skulle have muligheden for at gå; det ville gøre det klart for dem, at deres beslutning om at blive var deres eget valg. For det andet ønskede han, at de skulle træde et skridt tilbage og træffe – eller rettere sagt genoverveje – den beslutning igen. De havde brug for at »trække en streg i sandet« og beslutte, om de ville satse alt på Jesus, i medgang såvel som i modgang. På samme måde fik Naomi Ruth til at træffe en beslutning i Rut 1:15-18. Som Johannes 6:70 antyder, kendte Jesus selvfølgelig allerede deres beslutning; men de var stadig nødt til at træffe den beslutning.

Når en som Peter traf en forkert beslutning ved at fornægte Kristus, kunne Kristus genindsætte Peter i Johannes 21:15-19. Hvis du stod over for en beslutning, du skulle træffe, og du begik en fejl, så hold dig ikke væk fra Gud af skyldfølelse, men vend tilbage til Gud for at få tilgivelse.

Spørgsmål: I Joh 6,70 valgte Jesus de tolv disciple, og da Judas var en af dem, var Judas da en af de udvalgte, som Jesus havde valgt?

Svar: Nej. Ligesom andre mennesker havde Jesus friheden til at træffe mange valg. Jesu valg om at spise en bestemt figen gør ikke den figen til en af de udvalgte. På samme måde var Jesu valg af de tolv disciple noget andet end valget af de udvalgte, der kommer i himlen.

Spørgsmål: Hvem er Jesu »brødre« i Joh 7:5, som ikke troede på ham?

Svar: Maria var jomfru, og Josef havde ikke samleje med Maria, da Jesus blev født, og Josef havde ingen samleje med Maria, »før hun fødte en søn«, ifølge Mattæus 1:25. Mattæus 12:46; 13:55-56; Markus 6:3-4; Joh 2:12; ApG 1:14; 1 Kor 9:5 nævner også Jesu brødre, og Paulus nævner »Jakob, Herrens bror« i Gal 1:18,19. I bogen *1001 Bible Questions Answered*, s. 39-40, påpeges det også, at den messianske Salme 69:7-9, hvor der står: »brødre … min mors børn«.

Hvis de havde tro på Jesus, ville det kun forekomme logisk for dem, at Jesus afslørede noget nu. Men dette vers siger, at de på dette tidspunkt IKKE troede på Jesus, så deres bemærkning er uomtvistelig: »Hvis du virkelig mener, at du er Messias, ville du vise det til alle nu.«

Spørgsmål: Hadede verden ikke disciplene i Joh 7:7, eller hadede verden dem i Joh 15:20-21?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

I Johannes 7:7 var disciplene stadig ved at lære, og verden hadede dem endnu ikke, fordi de endnu ikke konsekvent forkyndte, at man skulle vende sig til Jesus. Jøderne og romerne var endnu ikke nået til det punkt, hvor de ønskede at forfølge de kristne.

I Johannes 15:20-21 forudsagde Jesus, at tiden snart ville komme, hvor verden ville hade dem, fordi de tilhørte Kristus.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 7:8, at han ikke – eller endnu ikke – skulle til festen?

Svar: Der er fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Nogle manuskripter siger »ikke vil gå«. Disse manuskripter omfatter Sinaiticus, Cantabrigiensis, den bohairiske koptiske udgave, den armenske udgave og Diatessaron.

2. Andre manuskripter, såsom Bodmer II (125–175 e.Kr.), Bodmer 14,15 (3. århundrede) og Vaticanus, siger »endnu ikke«.

3. Selv hvis man kendte den nøjagtige græske tekst, kan man ikke lægge for stor vægt på de præcise ord, da det ikke vides, om Jesus her talte på græsk eller aramæisk.

4. Uanset hvad gav Jesus ikke et løfte, men gav udtryk for sine hensigter, så begge manuskripters læsninger er acceptable.

5. Måske tjener variationerne i manuskripterne Guds formål. De kan vise os, at vi ikke skal fortolke skrifternes ord med for stor præcision.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 7,8, at hans tid endnu ikke var kommet?

Svar: Det var endnu ikke tid for Jesus til at påbegynde sin offentlige tjeneste, der kulminerede med, at han døde på korset for vores synder.

Spørgsmål: Hvorfor skiftede Jesus tilsyneladende mening i Joh 7,10 og tog til Jerusalem, efter at han havde fortalt sine brødre, at han ikke ville tage af sted?

Svar: Jesus brød ikke et løfte, men ændrede snarere mening om, hvad han havde til hensigt at gøre. Bag dette enkle svar ligger der imidlertid en vigtig lære. Der er en forskel mellem en hensigtserklæring og et løfte.

I bogen *When Critics Ask* (s. 414) gives der et andet svar. Jesu brødre ønskede, at Jesus skulle tage til Jerusalem og »åbenlyst vise sig som Messias«. Jesus tog derhen senere, men ikke på den måde, som hans brødre havde foreslået.

Spørgsmål: Hvorfor frygtede folket jøderne i Joh 7,13? De var jo alle sammen jøder!

Svar: Folket her frygtede de jødiske myndigheder. Det giver ofte mening at skelne mellem almindelige menneskers tro og praksis og den officielle religiøse lære. Desuden skelner Matthæus og Markus, der er skrevet til et mere jødisk publikum, mellem jøder, der er farisæere, og saddukæere. Johannes, der tilsyneladende primært skriver til et ikke-jødisk publikum, skelner typisk ikke mellem dem, men kalder dem blot jøder. Johannes nævner kun farisæerne i Johannes 3:1.

Spørgsmål: I Joh 7:17 – kommer alle, der vælger at gøre Guds vilje, i himlen? – selv hinduer, muslimer, buddhister osv.

Svar: Som Adams søn Kain lærte, accepterer Gud ikke alle ofringer, der bringes til ham. Som 1 Korintherbrev 10:20 viser, skal man i det mindste bringe sine ofringer til den sande Gud. Mange mennesker fokuserer på, hvordan andre religioner lærer forkerte læresætninger og »forvirrer folks sind«. Lige så vigtigt er det, at de bedøver folks ønske om det bedste og »forvirrer deres hjerte«.

1. I nogle religioner, herunder visse former for hinduisme, er det ikke et mål at gøre godt. Målet er snarere at opleve både det gode og det onde. Se det næste spørgsmål for bevis herpå.

2. I nogle religioner, herunder buddhismen og hinduismen, ønsker man ikke at leve evigt i himlen. Målet er at undslippe den uønskede cyklus af genfødsel og nå nirvana i buddhismen eller blive forenet med den evige flamme i vedantisk hinduisme.

3. I nogle religioner betyder sandheden ikke noget. Hinduismen er kendt som en religion, hvor »modsigelsesloven« ikke vægtes særlig højt.

Spørgsmål: Hvad lærer en falsk religion, hinduismen, i Joh 7:17 om at gøre det gode?

Svar: Den lærer i det mindste to meget forskellige ting.

Det er en velsignelse at gøre godt. »Det gode er én ting; det behagelige er en anden. Disse to, der adskiller sig i deres mål, tilskynder begge til handling. Velsignet er de, der vælger det gode; de, der vælger det behagelige, går glip af målet.« Katha Upanishad s. 16

På den anden side…

1. »Vær klar over, at alle tilstande – hvad enten de er af godhed, lidenskab eller uvidenhed – manifesteres gennem Min energi. I en forstand er Jeg alt, men Jeg er uafhængig. Jeg er ikke underlagt den materielle naturens kvaliteter, for de befinder sig tværtimod inden i Mig. Vildledt af de tre kvaliteter [godhed, lidenskab og uvidenhed] kender hele verden ikke Mig, som står over kvaliteterne og er uudtømmelig.” Bhagavad Gita 7.12-13, s. 379-380.

2. »Selv hvis man begår den mest afskyelige handling, skal man, hvis man er engageret i hengiven tjeneste, betragtes som hellig, fordi man er korrekt forankret i sin beslutsomhed.« Bhagavad Gita 9.30, s. 494

3. »Der står skrevet: ’Den, der kender Brahman-glæden, som ord ikke kan udtrykke, og som sindet ikke kan nå, er fri for frygt. Han plages ikke af tanken: ’Hvorfor gjorde jeg ikke det rette? Hvorfor gjorde jeg det forkerte?’ Den, der kender Brahman-glæden og kender både det gode og det onde, overskrider begge dele.’« Taittiriya Upanishad, s. 58.

4. »Mine sønner dræber deres fjender, og min datter er kejserinde, og jeg er fuldstændig sejrende. Min stemme er den højeste i min mands ører. Det offer, som Indra bragte og derved blev herlig og suveræn, det er det, jeg har bragt for jer, o guder. Jeg er sandelig blevet uden rivaliserende hustruer. Uden rivaliserende hustruer, dræber af rivaliserende hustruer, sejrende og fremtrædende, har jeg tilegnet mig de andre kvinders tiltrækning, som var det de flygtige kvinders rigdom.” Denne kombination af tilbedelse og tidlige hinduistiske »familieværdier« stammer fra Rig Veda 10.159.3-5.

Spørgsmål: Siger Jesus i Joh 7:18, at der ikke er nogen uretfærdighed hos alle mennesker, der søger Faderens herlighed?

Svar: Nej, snarere henviser Jesus indirekte til sig selv og siger, at der ikke er nogen uretfærdighed i ham.

Spørgsmål: Hvorfor prædikede Jesus i templet i Joh 7:28, når han i Joh 6:10 rejste hemmeligt til Jerusalem for ikke at blive bemærket?

Svar: Hvis Jesus var taget derhen åbent som privatperson, kunne myndighederne let have anholdt ham. Men når han først var der, og Jesus befandt sig midt i en stor og velvillig menneskemængde, ville de ikke være i stand til at anholde ham. De ville vente, indtil der var så få andre mennesker som muligt. Jesus og disciplene tilbragte natten uden for Jerusalem på et sted, hvor de aldrig ville blive fundet – medmindre de blev forrådt.

Spørgsmål: I Joh 7:38-39 står der: »Hvor i Skriften står der: ’Strømme af levende vand skal flyde ud fra hans indre’?«

Svar: I den antikke litteratur skelnede man ikke mellem et præcist citat, en omskrivning af en enkelt sætning og en omskrivning af et generelt begreb, der omfatter flere sætninger. I *The New Geneva Study Bible*, s. 1676, står der, at selvom dette ikke er et præcist citat fra noget sted i Det Gamle Testamente, kan det være en generel henvisning til både Esajas 44:3 og Ezekiel 36:25-27.

Ifølge Evangelical Commentary on the Bible, s. 857, og Believer’s Bible Commentary, s. 1512, havde jøderne for vane at hente vand fra Gihon-kilden/Siloam-bassinet og hælde det i et sølvfad ved brændofferalteret, mens Salmerne 113-118 blev sunget. Den ottende dag gjorde de ikke dette.

Spørgsmål: Hvordan strømmer strømme af levende vand ud fra Jesus i Joh 7:38-39?

A: Ligesom vand giver liv, vækst, renselse og slukker tørsten, så giver Jesus os det på det åndelige plan. Det er Helligånden, ifølge Johannes 7:39.

Q: I Joh 7:39, var Helligånden til stede i verden, før Jesus kom til jorden?

A: Ja, men på en mere begrænset måde. I Det Gamle Testamentes tid var Helligånden hos profeterne, men den almindelige troende havde dengang ikke Helligånden.

Q: Hvad betyder det græske udtryk her i Joh 7:46 helt præcist?

Svar: I Johannes 7:46 er det græske udtryk her meget eftertrykkeligt. Selvom »Ingen har nogensinde talt på denne måde…« (NIV) er en korrekt oversættelse, er en mere præcis oversættelse »aldrig har et menneske talt på en sådan måde…« (Wuest), »Aldrig har et menneske talt således« (The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 302) eller »Aldrig har noget menneske talt på denne måde« (The Expositor’s Bible Commentary, bind 9, s. 88).

Spørgsmål: I Joh 7:51-52 er jeg ikke sikker på, om jeg, hvis jeg havde levet på Kristi tid, ville have været i stand til at regne ud alt det, jeg skulle gøre. Er det nødvendigt?

Svar: Selvom du måske ikke havde fundet ud af det hele på egen hånd dengang, hvem siger så, at vi kan finde ud af det hele på egen hånd i dag? Derfor er vi nødt til at bede om Guds hjælp, og vi har brug for hinandens hjælp. Alle kan, hvis de overlades til sig selv, komme frem til nogle tåbelige og dumme synspunkter. Vi har brug for Guds hjælp og hinanden til at yde hjælp og korrektion.

Spørgsmål: I Joh 7,52, var Jesus fra Betlehem i Judæa eller fra Nazaret i Galilæa?

Svar: Begge dele; Jesus blev født i Betlehem i Judæa, og han voksede op i Nazaret i Galilæa.

Spørgsmål: Hvorfor sagde de i Joh 7,52, at der aldrig var kommet en profet fra Galilæa, når Jonas kom fra netop den region, Gath-Hepher, cirka tre miles fra Nazaret? (Det skeptiske værk *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 971, tager dette op.)

Svar: Bemærk, at de, der taler, er vantro jøder. Selvom Jona sandsynligvis kom fra Gath-Hepher i Nazaret, er det ikke sikkert. Bibelen siger ikke, at »der aldrig er kommet en profet fra netop den del af Galilæa«. De sagde snarere: »Der er aldrig kommet en profet fra Galilæa.« De, der afviste Jesus, tog sandsynligvis fejl her.

Hvorfor talte Jesus, som han gjorde? Han forsøgte ikke blot at skabe ballade for balladens skyld, og han gjorde det bestemt ikke blot for at øge sin popularitet. Nogle mener måske, at Jesus burde have reageret mere imødekommende. Men tilsyneladende pressede Jesus folket til at træffe en beslutning, uanset hvad. De hævdede at afvise ham på grund af de mest spinkle begrundelser. Hvis Jesus blot havde udført endnu et mirakel for dem at se, efter alle de andre mirakler, ville det så have gjort en stor forskel? Nej. Problemet var ikke mangel på information eller manglende legitimitet; problemet var at få dem til at træffe en beslutning.

Spørgsmål: Hvorfor bragte farisæerne i Joh 8,3-4 den kvinde, der var taget på fersk gerning i utroskab, til Jesus og ikke manden?

Svar: Det er et godt spørgsmål, især da 5. Mosebog 22,22-24 siger, at begge skulle bringes frem. Det ser ud til, at de var mindre interesserede i, at manden fik sin retfærdighed end kvinden. Eller måske var de slet ikke interesserede i retfærdighed, men kun i at fange Jesus i en fælde. Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 372, When Critics Ask, s. 415, og Josh McDowell (i et foredrag) bemærkede også denne ulovlighed.

Q: Viser Joh 8:3-4, at Jesus ikke accepterede dødsstraf?

Svar: Nej, men forløbet var ikke korrekt, da manden ikke også blev ført frem. Se det forrige spørgsmål for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Joh 8,3-4 – hvor i Det Gamle Testamente står der, at kvinden skal stenes til døde for utroskab (en muslim bragte dette på bane)?

Svar: Dødsstraf for utroskab blev foreskrevet i 3. Mosebog 20:10 og 5. Mosebog 22:22-24. Henrettelsesmåden, stening, er angivet i 5. Mosebog 22:24 i eksemplet med en mand, der ligger med en jomfru, der er forlovet med en mand i byen.

Spørgsmål: I Johannes 8:6, i fortællingen om den utro kvinde, hvad skrev Jesus så i sandet?

Svar: Der er seks punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. De fleste bibelske manuskripter siger »skrev på jorden«. Disse omfatter Cantabrigiensis, det byzantinske lektionarium, den bohairiske koptiske udgave og andre.

2. De armenske manuskripter (fra det 5. og 9. århundrede) siger imidlertid: »skrev på jorden hver af deres synder«.

3. Andre manuskripter og forfattere har imidlertid ikke denne del af Johannes-evangeliet. Heriblandt: Bodmer 2, Bodmer 14, 15, Sinaiticus, Vaticanus, Alexandrinus, sahidisk-koptisk, gotisk og Diatessaron.

4. Hvis man antager, at de fleste manuskripter er korrekte, siger Skriften intet om, hvad Jesus gjorde med pinden på jorden. I *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 371-373, står der, at uanset hvad det var, overbeviste det dem om deres egne synder. Nogle spekulerer i, at Jesus skrev deres synder ned eller navnene på nogle af deres kærester.

5. De bragte kun den kvinde, der var taget på fersk gerning; de bragte aldrig manden. Måske var nogle af de mænd, som kvinden havde begået ægteskabsbrud med, blandt tilskuerne.

6. På den anden side står der i *Now That’s a Good Question*, s. 586-587, at vi ikke blot ikke ved det, men at vi heller ikke med sikkerhed ved, om Jesus overhovedet skrev noget. Han kan blot have kradset lidt, mens han tænkte. Der var dog noget, der fik alle mændene til pludselig at forlade stedet.

Spørgsmål: I Joh 8,11 fulgte Jesus jo Moseloven – hvorfor fordømte han så ikke kvinden?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Jesus var ikke forpligtet til at straffe den kvinde, han vidste var skyldig, fordi 1) Jesus ikke var en statslig myndighed i denne sammenhæng, 2) Jesus var den, der havde givet loven, og 3) proceduren var ikke korrekt, da manden ikke også var blevet fremstillet.

Jesus fulgte dog faktisk Moseloven. Der skulle være en anklager, og der var ingen anklagere. Desuden var hele situationen mærkelig, da hun blev taget på fersk gerning, og alligevel var der ingen mand, der blev fremstillet.

Spørgsmål: Hvordan er Jesus i Joh 8,12 verdens lys?

Svar: Lys er uundværligt for vores liv. Det tiltrækker ikke blot mennesker, men forhindrer også, at folk snubler i mørket, lader os undersøge os selv, genkende hinanden og nyde skønheden. Allerede dengang kunne folk forstå, at indendørs planter ikke vokser uden lys. Jesus er endnu vigtigere for os end selv det fysiske lys.

Spørgsmål: Hvorfor hævdede farisæerne i Joh 8,13-14, at det faktum, at Jesus vidnede om sig selv, betød, at hans vidnesbyrd ikke var gyldigt?

Svar: Hvis nogen fremsatte en påstand uden beviser, ville påstanden være mistænkelig. Jesus mente, at det ville være mærkeligt at forsøge at anvende det på ham. Når alt kommer til alt vidnede Faderen på en måde for alle om Jesus gennem de profetier, der var skrevet hundreder til tusinder af år tidligere, og ved at lade Jesus udføre mange mirakler på det tidspunkt.

Spørgsmål: Hvorfor svarede Jesus farisæerne, som han gjorde, i Joh 8,14-18?

Svar: Der er sandsynligvis flere forskellige grunde.

1. Da Jesus var en del af den kultur, forstod han farisæernes forudfattede meninger generelt.

2. Jesus forstod disse farisæere hver for sig.

3. Jesus talte ofte billedligt af egen vilje (Joh 16:25,29).

4. Det kunne være barmhjertigt ikke at sige for meget til dem, der afviste ham, som det fremgår af 2. Petersbrev 2:21-22 og Johannes 15:22-25.

Også i Joh 8:17 sagde Jesus »jeres lov«, fordi Jesu forhold til loven var anderledes end deres, ligesom Jesus ville sige »min Fader« og »jeres Fader«, men ikke »vores Fader«, undtagen når han lærte dem Herrens bøn.

Spørgsmål: Sagde Jesus i Joh 8,17 og Joh 10,34 »jeres« lov?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

I Joh 8:17 nævner Alands græske Nye Testamente (1975) ingen græske manuskripter, der siger »jeres lov«. De siger »loven«.

Hvad angår Johannes 10:34, siger de fleste manuskripter i Johannes 10:34 »loven«. Disse omfatter: Bodmer II 125–175 e.Kr., Bodmer 14 og 15 fra det tidlige 3. århundrede, Sinaiticus, Vaticanus, Alexandrinus, det byzantinske lektionarium, sahidisk koptisk, bohairisk koptisk, gotisk, armensk og Athanasius.

Nogle manuskripter i Johannes 10:34 siger imidlertid »jeres lov«. Disse omfatter Chester Beatty I-papyrerne (100-150 e.Kr.), Sinaiticus (korrigeret), Cantabrigiensis samt forfatterne Tertullian (198-220 e.Kr.) og Hilarius af Poitiers (355-367/368 e.Kr.).

Spørgsmål: I Joh 8:18-19 talte Jesus om sin Fader, så hvad er der galt i at spørge Jesus, hvor hans Fader var?

Svar: Mens Jesus talte om Gud Faderen i himlen, gjorde spørgeren ikke det. Spørgeren beskyldte Jesus for at være født uden for ægteskab. Spørgeren søgte ikke et svar fra Jesus; han ønskede blot at minde folkemængden om »usikkerhederne« omkring Jesu fødsel for at miskreditere Jesus i folkemængdens øjne. Men han stillede det som et spørgsmål, så det ikke skulle fremstå alt for åbenlyst, hvad han forsøgte at gøre.

Spørgsmål: I Joh 8:24,58, Joh 13:19 og Joh 18:5,6 – ud over »Jeg er« – hvilke andre titler deler Faderen og Jesus?

Svar: Her er en delvis liste over Guds titler i Det Gamle Testamente og Jesu titler i Det Nye Testamente.

Spørgsmål: Hvordan kan Faderen i Joh 8:29 [angiveligt] aldrig forlade Jesus, når Jesus sagde: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« i Mt 27:26 og Mk 15:34?

Svar: Johannes 8:29 siger IKKE, at Faderen aldrig ville forlade Jesus. Der står: »har ikke efterladt mig alene« (eller »forlod mig ikke alene«). Faderen forlod Jesus ved korset, men på den anden side sagde Jesus, da han døde: »I dine hænder overgiver jeg min ånd« i Lukas 23:47.

Spørgsmål: Er det i Joh 8,31 en betingelse for at være Jesu discipel, at man bliver ved med at følge Jesu ord?

Svar: Det er et tegn, ikke en forudsætning. En analogi kan hjælpe med at besvare dette spørgsmål. Er vejrtrækning en betingelse for at være i live? Vejrtrækning er et tegn på, at man er i live. Men selvom man kan udføre kunstigt åndedræt i det uendelige på et lig, vil det ikke gøre liget levende. Desuden kan en levende person holde vejret i et par minutter, men derefter vil vedkommende føle en stærk trang til at trække vejret igen, og det vil vedkommende så gøre.

På samme måde er det at fortsætte i lydighed mod Jesu ord et tegn på nyt liv i Kristus. En ikke-kristen kan følge de samme bud i en periode, men det betyder ikke, at vedkommende har bedt Jesus om at være Herre og Frelser i sit liv. En kristen kan vælge ikke at adlyde Jesus i en periode, men hvis vedkommende er ægte frelst, vil vedkommende føle en stærk trang til at vende tilbage til Kristus, og det vil vedkommende gøre.

Spørgsmål: Hvad mente Jesus med »at gøre jer frie« i Joh 8,32?

Svar: Jesus sætter os fri på mindst fire vidunderlige måder.

Retsligt: Gud erklærer alle vores synder for »fuldt betalte« på grund af den gave, det var, at Jesus døde på korset

I dette liv bliver vi sat fri fra syndens trældom og tvangen til at synde.

I evigheden bliver vi frigjort fra den anden død og vil leve for evigt sammen med Gud uden frygt for at falde.

I hverdagen kan vi leve et liv i håb, kærlighed og glæde i Kristi frihed.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Joh 8,37 være, at de ikke havde plads i deres hjerter til Jesu ord?

Svar: Jesus gav en meget rammende beskrivelse. I deres ejendommelige logik var der ikke plads til, at Messias skulle komme ind i deres midte. De havde intet ønske i deres hjerter om at se Messias. De havde ingen intention om at vente på Messias eller følge ham, hvis han kom og ikke levede op til deres ønsker. De var uunderviselige, ikke fordi de ikke kunne forstå, men fordi de ikke ville forstå; de var ikke ude af stand til det, men uvillige.

Jesus kritiserede ikke blot deres konklusioner. Han kritiserede snarere deres ligegyldighed over for at finde ud af, hvad der var sandt.

I dag kan kristne, der søger sandheden, naivt tro, at alle andre, uanset om det er på den rigtige eller forkerte måde, også søger sandheden. Mange må først ønske at finde sandheden, før det vil gavne dem at finde den.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 8,44 til folk, der satte pris på deres forfædre, at deres fader var djævelen?

Svar: Jeg formoder, at det var, fordi Jesus aldrig havde taget et kursus i »Hvordan man vinder venner og påvirker mennesker«. Jesu politiske korrekthed er yderst tvivlsom her, ligesom andre steder.

Seriøst, Jesus var mere bekymret for dem og deres evige skæbne end for, om de kunne lide hans ord eller ej.

I dag er en af grundene til, at nogle kristne (mig selv inklusive) har gjort sig skyldige i ikke at dele evangeliet så meget, som de burde, at de elskede venskabet mere, end de bekymrede sig om vennen.

Spørgsmål: Hvordan hører de, der er af Gud, Guds ord i Joh 8:47?

Svar: De, der er af Gud, hører Guds ord i to forskellige forstande.

De troende har allerede hørt Guds ord, modtaget det med glæde og overgivet deres liv til Gud.

De udvalgte er måske ikke frelst endnu. Men udtrykket »de udvalgte« betyder, at de før eller senere vil blive frelst.

Spørgsmål: Hvorfor forsøgte de i Joh 8:48 at »krænke« Jesus ved at beskylde ham for at være samaritaner?

Svar: De opfattede dette som en stor fornærmelse, og Jesus forstod tydeligt, hvad de dermed gav udtryk for med hensyn til, hvor meget de foragtede ham. Jesus betragtede imidlertid ikke disse ord som en fornærmelse, og tilsyneladende gad han ikke engang at svare på det.

Spørgsmål: Hvordan kan Faderen være dommeren i Joh 8:50, når der i Joh 5:22 står, at »Faderen dømmer ingen, men har overladt al dom til Sønnen«?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret. Der er to domme: dommen ved den store hvide trone og dommen ved Kristi bema-trone, hvor de troende modtager deres belønning. Der findes forskellige græske ord for dom, der betyder henholdsvis at skelne og at fordømme. Men når man tager højde for forskellene i tempus, er det græske ord i begge vers det samme: krinei.

Svaret er, at når det gælder dommen over alle mennesker, er Faderen den øverste dommer og autoritet, men Faderen dømmer intet undtagen gennem Jesus. Bibelen taler kun om Faderen som den, der forudbestemmer os, men vi er forudbestemt og frelst gennem Kristus. Johannes 5:22 siger ikke blot, at Faderen lader Jesus dømme nogle mennesker; snarere dømmer Faderen ikke på anden måde end det, han har overdraget til Kristus.

Sådan udspiller det sig i Åbenbaringen 20:11-15. Den, der sidder på den store hvide trone, er højst sandsynligt Faderen. Der er to bøger: gerningernes bog og livets bog. Livets bog er »Lammets livets bog« ifølge Åbenbaringen 21:27. Faderen sender alle, der ikke er optegnet i Lammets livets bog, til ildsøen.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Joh 8:51 være, at de, der holder Jesu ord, aldrig skal se døden?

Svar: Se diskussionen om Johannes 6:50-51 for svaret.

Spørgsmål: Kan det i Joh 8:57 betyde, at Jesus faktisk var omkring 50 år gammel, som Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.) lærte?

Svar: Nej. Irenæus var en stor tidlig kristen lærer, men selv gode kristne lærere kan begå fejl, og Irenæus tog fuldstændig fejl her (Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 2, kap. 22.6, s. 392). Det var farisæerne, der sagde, at Jesus var under 50 år gammel. Måske ønskede de at overdrive hans ungdom. Når man ser på et vers i Bibelen, er det af afgørende betydning, at man identificerer taleren.

Spørgsmål: Hvorfor brugte Jesus det guddommelige navn her i Joh 8:58?

Svar: Jesus fortalte jøderne klart og tydeligt, at han ikke blot var en profet, ikke blot Messias, men at Jesus var Gud selv. Abraham kendte til dette navn, men det var over for Moses ved den brændende busk (2. Mosebog 3), at Gud selv først åbenbarede den fulde betydning af sit navn

Spørgsmål: Betyder Joh 8:58, at Jesus eksisterede før sin fødsel, men at han ikke var evigt eksisterende, som Jehovas Vidner lærer (Reasoning from the Scriptures 1989, s. 418)?

Svar: Nej. Johannes 8:58 siger, at Jesus eksisterede, før Abraham blev født, men det angiver ikke, hvor længe Jesus eksisterede, før Abraham blev født. Johannes 1:1 fortæller os dog: »I begyndelsen var Ordet…«, og intet blev skabt uden gennem Kristus. I *When Cultists Ask*, s. 173-174, påpeges det, at dette er det samme udtryk, der bruges om Gud Faderen, og at denne brug slet ikke betyder, at Gud Faderen havde et tidspunkt, hvor han først eksisterede.

Spørgsmål: Betyder Joh 8:58, at alle mennesker har Guds »Jeg er«-tilstedeværelse i sig, som New Age-tilhængerne Mark og Elizabeth Claire Prophet (»Lost Teachings of Jesus«, s. 87) og Mary Baker Eddy, grundlæggeren af Christian Science (»Science and Health with the Key to the Scriptures«, s. 333-334), lærer?

Svar: Nej. Læg mærke til emnet for Jesu tale og jødernes reaktion. Jesus talte om sig selv, ikke om os. Jøderne reagerede negativt, fordi de opfattede, at Jesus hævdede, at han selv var Gud. Ingen i evangelierne og ingen forfatter fra den tidlige kirke har nogensinde fundet på tanken om, at Jesus sagde, at »Jeg er« henviste til alle mennesker.

Spørgsmål: Hvorfor gemte Jesus, som er Gud, sig i Joh 8:59?

Svar: Jesus skjulte sig, fordi de forsøgte at stene ham. Jesus var Gud, selv på jorden, men som Filipperne 2:7 viser, tømte Jesus frivilligt sig selv og gjorde sig selv til intet, da han kom til jorden. Et menneske kan gøre Guds vilje og samtidig skjule sig for de onde.

Spørgsmål: I Joh 9:1: Var denne mand født blind på grund af synder, han begik, før han blev reinkarneret, som Unity-skolen inden for kristendommen lærer?

Svar: Hvis Jesus havde sagt: »Denne mand blev født blind på grund af synder, han begik, før han blev født i dette liv«, så ville den såkaldte kristne Unity-skole have en pointe.

Men Jesus sagde ikke blot ikke dette, men han sagde også det modsatte. Faktisk kan dette vers bruges til at vise, at reinkarnation IKKE var en faktor i denne mands blindhed. Nærmere bestemt, da Jesus blev spurgt, om denne mand eller hans forældre havde syndet, svarede Jesus: ingen af delene.

Spørgsmål: Hvorfor blev denne mand egentlig født blind i Joh 9:1-3?

Svar: Jesus sagde, at det ikke skyldtes hans synd eller hans forældres synd. Mennesker lider generelt i dette liv, herunder medfødte lidelser, fordi vi er født som faldne skabninger, der lever i en faldet verden. Men i netop denne mands tilfælde skulle hans blinde øjne tjene til at herliggøre Gud, da Jesus helbredte ham, og hans øjne skulle være et vidnesbyrd, så andre kunne se sandheden om Jesus.

I modsætning hertil havde de senere jødiske rabbinere regnet det hele ud, hvorfor mennesker led af sygdomme. Vand i kroppen betød, at personen havde begået seksuel synd; gulsot var umætteligt had, fattigdom og ydmygelse betød, at de havde syndet mod stolthed, og en leversygdom(?) betød bagtalelse. I Shabbath 55a står der: »Ingen død uden synd, ingen straf uden ondskab.«

Spørgsmål: Hvad mente Jesus i Joh 9:4, da han sagde, at der kommer en nat, hvor ingen kan arbejde?

Svar: Der er to aspekter ved svaret.

Snart ville denne fase af Guds virke, hvor Jesus vandrede på jorden, være forbi.

I en kort periode mellem korsfæstelsen og opstandelsen ville de alle blive spredt. De ville ikke igen arbejde i tjenesten i nævneværdig grad før pinse, 50 dage efter påsken.

Vigtigst af alt var det, at jøderne var åbne for at høre Jesu nye lære, og denne åbenhed ville snart forsvinde efter de første dage i den tidlige kirke.

I dag kræves der stadig en sans for timing i tjenesten. Lande åbner sig og lukker sig for evangeliet afhængigt af det politiske regime, der er ved magten. Hele kulturer bliver mere åbne eller lukkede afhængigt af deres velstand, deres medier og andre jordiske (og ikke kun jordiske) påvirkninger.

Spørgsmål: Hvorfor lavede Jesus i Joh 9,6 ler af sit spyt, når han jo blot kunne have talt ordene?

Svar: Der var mange måder, Jesus kunne have brugt til at helbrede manden på. Måske ønskede Jesus at bruge denne metode for at understrege, at han som Guds ord var den, der havde skabt mennesket, herunder dets øjne, af jordens støv. Teknisk set genoprettede Jesus ikke hans syn, fordi han slet ikke havde haft synet til at begynde med. En teori er, at manden ikke havde øjne, så Jesus som Skaberen skabte øjne. Desuden forbød rabbinske traditioner at ælte ler på sabbatten, og Jesus brød den rabbinske tradition.

Spørgsmål: Hvorfor sendte Jesus ham i Joh 9,7 til Siloam-dammen?

Svar: Jesus kunne have helbredt ham lige der og da uden at gå til dammen, og Siloam lå i byens yderste sydøstlige hjørne, et stykke væk. Den blinde mand, som sandsynligvis havde folk til at gøre alt for ham i livet, ville være nødt til at tage initiativet og få nogen til at føre ham til dammen. Mange mennesker i Jerusalem ville alle se denne blinde mand med mudder i øjnene gå gennem byen for at komme til en dam for at blive helbredt. Det ville være et usædvanligt syn.

Spørgsmål: Hvorfor er det i Joh 9,7 vigtigt, at ordet for dammen, Siloam, betyder »udsendt«?

Svar: Johannes mente, at det var vigtigt, fordi han specifikt påpeger det for os. På et plan gik manden derhen for at vaske sig, fordi han var blevet sendt derhen af Jesus. Jesus selv var en »udsendt«, udsendt af Faderen. Som troende bliver vi »sendt« til forskellige steder og omstændigheder af Gud. Det er ikke altid til de mest behagelige steder, Gud sender os, men til de steder, hvor Gud ønsker, at vi skal hen.

På et andet plan var det eneste store bassin i omegnen kaldet Siloam, og »det virker bestemt som et usædvanligt tilfælde«, at der skulle være dette ordspil, hvor manden blev sendt til bassinet for den udsendte? – bortset fra at der ikke findes tilfældigheder hos Gud. Gud kan se igennem og ændre historien for at lave et ordspil, bortset fra at dette ordspil ikke var for humorens skyld, men for at give endnu et spor på, at Jesus var den, han hævdede at være. Selvom Jesus var en del af historien, var Jesus ikke egentlig skabt til historien; historien blev skabt til Jesus.

Spørgsmål: Hvorfor sagde farisæerne i Joh 9,14-16, at Jesus ikke holdt sabbatten?

Svar: Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

Ingen lov i Det Gamle Testamente forbød helbredelse, at redde et dyrs liv eller at redde et menneskes liv på sabbatten. Ingen lov sagde, at man ikke måtte vise kærlighed til andre og tage sig af dem på den dag. Det var kun, at man ikke måtte arbejde.

Farisæerne tilføjede til Guds lov ved at sige, at man ikke måtte gøre mange ting (f.eks. at man måtte gå en mil, men ikke to), og at man ikke måtte skabe noget. De betragtede tilsyneladende helbredelse som »skabelse« og dermed forbudt ifølge deres fortolkning.

I dag, ligesom dengang, er det meget vigtigt at skelne mellem, hvad Gud sagde, og ens egen fortolkning af, hvad Gud sagde, som 1 Korintherbrev 4:6 og Ordsprogene 30:5-6 viser.

Spørgsmål: Hvorfor sagde farisæerne i Johannes 9:24: »Giv Gud æren«?

Svar: Dette var en højtidelig opfordring til at sige sandheden. Josva 7:19 bruger en lignende formulering.

Spørgsmål: Hvorfor spurgte farisæerne igen i Joh 9:26-27? Hvordan kan man se, om en persons spørgsmål er oprigtige?

Svar: Umiddelbart lød det, som om de virkelig ønskede at vide det, eller at de ikke havde hørt det første gang. Men selv den blindfødte mand lod sig ikke narre; han vidste, at det blot var et røgslør. De spurgte ikke, fordi de ønskede at kende sandheden; de spurgte for at finde et eller andet hul eller en fejl i enten mandens vidnesbyrd eller Jesu handlinger.

Ikke alle spørgsmål er oprigtige; selv nogle, der stilles på en oprigtig måde, er det ikke, men har en skjult dagsorden bag sig.

En gang talte jeg med en fyr, der sagde, at han var ateist, og som spurgte om forudbestemmelse og fri vilje. Efter at vi havde talt sammen i en time, spurgte jeg ham til sidst: »Hvis jeg kunne vise dig, at Jesus var den, han hævdede at være, ville du så følge ham?« Uden den mindste tøven sagde han: »Aldrig i livet! Jeg vil leve mit liv, som jeg vil.” En tanke strejfede mig; måske var det Helligånden, eller måske var det bare mig. Men tanken var: »En time, bare spildt.« Hvad nu, hvis jeg havde stillet ham det spørgsmål i begyndelsen af samtalen, og hvis denne samtale ikke ville have nogen indflydelse på, at han kom til Kristus, kunne vi så i stedet tale om noget, der ville?

Når du diskuterer et emne med en ikke-troende, bør du i starten spørge, om en løsning på dette emne vil bringe vedkommende tættere på at sætte sin tro på Kristus eller ej. Hvis vedkommende svarer ja, så fortsæt. Og ved samtalens afslutning, hvis vedkommende ser, at emnet er løst, så spørg, hvad der ville forhindre vedkommende i at gå videre og forpligte sig til Kristus.

De opførte sig, som om de ønskede at kende sandheden, men alligevel ville de ikke engang bekræfte, at en person, der udførte mirakler, som kun kunne udføres gennem Gud, kunne være fra Gud. Den tidligere blinde mands svar kan sammenfattes således: »Skam dig!« Nogle gange, når nogen har et forhærdet hjerte, bør det også være det, vi siger.

Spørgsmål: I Joh 9,34: Hvis et barn eller en person, vi ikke ser op til, bad os om at gøre noget, og vi vidste, at det var det rigtige at gøre, bør vi så gøre det?

Svar: Ja, selvom farisæerne i Johannes 9:34 ikke mente det. Men hvis vi ønsker at følge Gud og gøre det, der er helligt, bør vi gøre det rette, uanset hvem der beder os om det. I Jakob 4:17 står der: »Den, der ved, hvad der er ret, men ikke gør det, begår synd.« Der står intet om, at dette kan ses bort fra, hvis den person, der beder dig om det, er et barn eller en anden.

Spørgsmål: Hvorfor sagde farisæerne i Johannes 9:34, at den blinde mand var født i synd?

Svar: De udtalte sig sandsynligvis ikke om deres generelle opfattelse af menneskets natur. De mente snarere, at det faktum, at manden var født blind, beviste, at han – i modsætning til andre mennesker – var født i synd. Jesus modsagde denne falske lære i Johannes 9:1-3.

Den jødiske midrash til 5. Mosebog 31:14 siger, at en gravid kvinde, der synder, får sit ufødte barn til at synde, ifølge New International Bible Commentary, s. 1248, hentet fra (jf. N.P. Williams, Ideas of the Fall and Original Sin, 1927, s. 98).

Manden kunne ikke længere tilbede i synagogen, fordi han blev drevet ud af farisæerne. Men det gjorde ikke noget, at han ikke havde dette sted, for i stedet tilbad han Jesus.

Spørgsmål: I Joh 9:27-32 forbød farisæerne i praksis Gud at gøre dette. Hvordan forsøger mennesker i dag at forbyde Gud at gøre ting?

Svar: Det gør de på mange måder, selvom de ikke altid er bevidste om, at det er det, de gør.

Muslimer tror, at Gud ikke har en Søn, men mange muslimer mener, at den Almægtige Gud ikke kan have en Søn.

De Sidste Dages Hellige (mormonerne) tror, at deres gud, denne verdens gud, blev til ved at følge love og forskrifter. Lovene og forskrifterne er på en måde større end deres guder.

Mange syvendedagsadventister tror, at Gud ikke kunne ændre sabbatten fra lørdag.

Nogle kalvinister mener, at hvis Gud gav et væsen fri vilje, ville Gud ikke være Gud. Du kan læse R.C. Sprouls undervisning om »et enkelt afvigende molekyle« for at få mere at vide om dette. De ser det ikke som muligt, at den alvidende Gud kunne give en vis grad af frihed, når han med sikkerhed ved, hvad der vil blive valgt, og selvom denne frihed er underlagt hans suverænitet. Den almægtige Gud har magten til at »tillade«. Heldigvis ser mange kalvinister, såsom Francis Schaeffer, dette.

Nogle arminianere mener, at Gud ikke kunne forudbestemme, fordi det ikke ville være »retfærdigt«. De må overveje, at selvom Bibelen siger, at Gud er retfærdig, siger den aldrig, at Gud er »retfærdig« eller »rimelig« efter en eller anden menneskelig standard.

Der er også andre eksempler.

Spørgsmål: Hvorfor spurgte farisæerne i Joh 9:40, om Jesus mente, at de var blinde?

Svar: Deres fysiske evne til at se havde intet at gøre med deres spørgsmål eller med Jesu svar. De var fortrolige med metaforer, og de spurgte Jesus om hans mening om dem. Troede Jesus, at folkets øverste åndelige ledere faktisk var åndeligt blinde?

Jesus sagde faktisk ikke: »I kan se, eller I kan ikke se«. Han sagde, at hvis de virkelig var ufølsomme over for åndelige ting (blinde), ville de ikke være skyldige i synd. Men da de hævdede, at de kunne se åndelige ting – uanset om de virkelig kunne det eller ej – var de ikke blot blinde, men også skyldige over for Gud. Farisæerne var ikke blot blinde, men skyldige i bevidst blindhed.

Spørgsmål: Hvad siger Jesus billedligt om tyve og røvere i Joh 10,1-2?

Svar: Enhver person, dengang som nu, der fortæller folk, at han er vejen, eller at han kan vise dem vejen, og som ikke kommer fra den sande Gud, er en tyv og røver. Fåretyve kom som regel ikke og tog hvert enkelt får med magt. De åbnede porten og forsøgte at føre hele flokken væk. Tyve forsøger at stjæle i det skjulte, og røvere tager med vold. Uanset hvad var enhver, der kom ind i fåreindhegningen ved at klatre over muren, ude på noget skidt. Hvordan man kommer ind, er lige så vigtigt som, om man kommer ind eller ej.

Man blandede ofte får fra flere flokke i samme indhegning, og man mærkede ikke fårene for at kunne se, hvem der ejede dem. I stedet kaldte hyrden på fårene, og kun dem, der var under den pågældende hyrdes omsorg, fulgte med ham.

Man kan ikke forvente, at får kan gøre ret meget, for de er ikke særlig kloge, men de ved alligevel, at de skal følge deres hyrde og ingen anden. Men det, der er forbløffende, er det store antal mennesker, der tror, at de kan følge Kristus, og alligevel samtidig dykker ned i at følge tyve og røvere.

Spørgsmål: I Joh 10,2.7, i denne lignelse, er Jesus da hyrden eller porten?

Svar: Begge dele. Selvom forfattere i oldtiden ikke havde noget imod at blande metaforer, er begge dele i dette tilfælde en del af den samme metafor. En fåreindhegning, bygget af ler eller stenvægge, havde ofte ikke en træport. Hyrden selv ville lægge sig ned foran åbningen og fungere som porten.

Spørgsmål: Hvem var de tyve og røvere, der kom før Jesus, i Joh 10,8?

Svar: Det var falske messiaser og falske profeter. Falske messiaser overtaler generelt folk til at sætte deres lid til dem i stedet for den sande messias. Falske profeter opfordrer til at stole på en falsk messias eller en falsk gud.

Dette blev desuden sagt i forbindelse med Hanukkah, som markerer genindvielsen af templet under Judas Makkabæus. Der var korrupte ledere i Israel, som på det tidspunkt havde solgt ud til seleukiderne, og der var korrupte ledere, saddukæerne, som på dette tidspunkt havde solgt ud til romerne.

Spørgsmål: Er Jesus i Joh 10,11 hyrden, eller er Jesus et lam i 1 Kor 5,7 og Joh 1,29-34?

Svar: Dette er billedlige udtryk, der kaldes metaforer, og begge er passende og sande for Jesus. Han er vores hyrde, idet han vejleder os, og vi skal følge og adlyde ham. Men Jesus kom for at dø som påskelammet for vores synder.

Spørgsmål: Gav Jesus i Joh 10,11 sit liv for sine får, eller også for sine fjender, som Rom 5,6.10 og 2 Pet 2,1 antyder?

Svar: Jesus gav sit liv ikke blot for dem, der var hans venner før hans korsfæstelse, men han gav sit liv også for sine fjender, såsom Saulus fra Tarsus, der hadede navnet »kristen«. Men Saulus omvendte sig senere og skiftede navn til Paulus. Romerbrevet 5:10 fortæller os, at Kristus ikke døde for mennesker, der ønskede frelse; han døde endda for dem, der i første omgang ikke ville have noget med Kristi frelse at gøre, men som senere ændrede sig og omvendte sig.

Døde Kristus endda for dem, der aldrig ville omvende sig? Ja, Kristi tilbud om frelse gælder for alle, som det står i 1. Johannesbrev 2:2. Men Kristi frelse er »uden værdi for dem, da de ikke delte troen hos dem, der forstod den« (Hebr 4:2). Det nytter intet for dem, der »fornægter Herren, som har købt dem« (2. Petersbrev 2:1), som »har afvist Guds hensigt med dem« (Lukas 7:30), og som »holder fast ved værdiløse afguder [og] forlader Hans kærlige hengivenhed« (Jonas 2:8) (BSB)

Se When Critics Ask, s. 416, for et anderledes, men supplerende svar.

Spørgsmål: I Joh 10:14-33, på hvilket tidspunkt ville Jesu ord have været blasfemi, hvis de var blevet udtalt af en almindelig mand?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det, ville enhver anden person, der sagde Johannes 10:1 og frem, være en falsk profet, hvis han eller hun sagde disse ord om sig selv. Når Jesus taler om »Sine får« og »Sin myndighed«, hævder Han, at Han er Gud, selv før Johannes 10:33-42.

Spørgsmål: Hvem er de andre får, som Jesus henviser til i Joh 10:16?

Svar: Jesus henviser til ikke-jøder. Det henviser ikke kun til folk fra den Nye Verden, som mormonerne lærer. Det henviser heller ikke til alle, der tror, og som ikke tilhører Jehovas Vidners 144.000, som Jehovas Vidner lærer. Se *The Complete Book of Bible Answers*, s. 57-58, *When Cultists Ask*, s. 175-176, og *Jehovah’s Witnesses Answered Verse by Verse*, s. 78-79, for mere uddybende svar.

Spørgsmål: Hvordan fik Jesus i Joh 10:18 magten til at give sit liv og tage det op igen?

Svar: Jesus tømte sig selv, da han kom til jorden, så han havde ingen magt bortset fra den, som Faderen og Ånden gav ham. På jorden gav de ham magten til at give sit liv (dø fysisk) og genopstå.

Spørgsmål: Hvad var indvielsesfesten, der fandt sted om vinteren, i Joh 10:23?

Svar: Det er det samme som Lysfesten, eller Hanukkah, ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 310, og *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1527. Hanukkah mindede om genindvielsen af templet, efter at det var blevet vanhelliget i den periode, hvor makkabæerne befriede Israel. Det er vigtigt at bemærke, at Hanukkah ikke nævnes som en højtid i Det Gamle Testamente, men Jesus fejrede den sammen med andre jøder. Det er i orden at fejre en højtid, der ikke står i Bibelen.

Spørgsmål: I Joh 10,26 – var nogle af jøderne ikke Jesu får, fordi de ikke troede, eller troede de ikke, fordi de ikke var Jesu får?

Svar: Først en enkel ordundersøgelse og derefter tre synspunkter.

Ordstudier: Det græske ord, der her oversættes med »for«, er gar. Strongs konkordans angiver den primære betydning som »grund«. Strongs siger også, at det kan betyde »og, som, fordi (det), men, endda, for, ja, uden tvivl, da, så, derfor, sandelig, hvad, hvorfor, dog«. I Alands græske nytestamentlige udgave står der, at det betyder: for, da, så; sandelig, bestemt; Hvad! Hvorfor!. Det græske ord gar har altså en bred vifte af betydninger. Desuden kan det være, at Jesus sagde dette på aramæisk og ikke på græsk, så man kan ikke fastslå én præcis definition. Her er i hvert fald tre muligheder, og den tredje mulighed er den mest sandsynlige.

Derfor: De var ikke Jesu får, fordi de ikke troede. Græsk har dog meget stærkere ord for »derfor«, såsom oukoun, som ofte blev brugt i Det Nye Testamente, og disse ord blev ikke brugt her.

På grund af: De troede, fordi de ikke var Jesu får. Selvom det græske ord ligner det engelske ord for »for« i den forstand, at det kan forstås på denne måde eller på den forrige måde, taler sætningsstrukturen for denne fortolkning frem for den forrige. Folk lægger naturligt vægt på det aspekt, at de ikke var Jesu får, fordi de ikke troede. Men dette skriftsted siger det modsatte. New Geneva Study Bible, s. 1683, nævner denne fortolkning, uden dog nødvendigvis at udelukke den anden.

Begge: At sige enten-eller er en kunstig forenkling. Det svarer til at spørge, om mennesker lever, fordi de trækker vejret, eller om de trækker vejret, fordi de lever? *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 311, nævner, at dette »er en enkel beskrivelse af deres adfærd. Det minder også om det ultimative mysterium om Guds udvælgelse.«

Spørgsmål: Hvad siger Johannes 10,28-29 om muligheden for, at et af Jesu får mister sin frelse og kommer i helvede?

Svar: Dette vers lærer klart, at Gud vil sikre, at ingen, hverken dæmoner eller mennesker, med magt kan tage vores frelse fra os. Romerbrevet 8:35-36 siger også, at intet kan skille os fra Guds kærlighed. I *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 311, står der, at den græske tekst lyder: »de vil sandelig aldrig gå fortabt«. Der står også, at ordet for »rive væk«, *harpasei*, er beslægtet med ordet for »glubsk ulv«: *harpax*. Se *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1527, for mere om, at det evige liv ikke er betinget af en persons adfærd.

Ikke desto mindre kan en ikke-udvalgt person overbevise verden – og endda sig selv – om, at han er kristen, og senere vælge at falde fra sin trosbekendelse til Kristus.

Nogle kristne siger dog, at selvom ingen kan tage vores frelse fra os, kan ægte kristne selv vælge at springe ud af Guds hånd og ende i helvede. Dette vers hverken bekræfter eller afviser denne opfattelse.

David O’Brien skriver i *Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties*, s. 307-310, at en troende aldrig kan »miste« sin frelse, hvilket betyder, at ingen troende kan synde så groft, at vedkommende – uden at vide det – mister sin frelse. At vi forbliver frelste, opretholdes ikke ved gerninger, ligesom det at blive frelst heller ikke opretholdes ved gerninger. En ægte troende kunne dog bevidst vælge at »give sin frelse tilbage« til Gud. I så fald ville vedkommende være som dem, der kendte sandheden og korsfæstede Jesus.

Se derimod Ron Rhodes’ bog *The Complete Book of Bible Answers*, s. 190-193, for den opfattelse, at når en person først er frelst, kan intet og ingen (ikke engang personen selv) skille denne person fra det, som Gud har lovet.

Spørgsmål: Hvad er din holdning til evig sikkerhed (én gang frelst, altid frelst) i Joh 10,28-29?

Svar: Jeg tror på »én gang frelst, altid frelst« af to grunde:

a) Set ud fra et tidløst perspektiv er det en indbygget modsætning, at Gud »ved«, at en person er frelst, for derefter at opdage, at han tog fejl, og at personen ikke er frelst. Faktisk kunne dette sammenfattes som »én gang udvalgt, altid udvalgt«. (Jeg er for øvrigt ikke kalvinist).

b) Set ud fra et tidsmæssigt perspektiv lover Gud at sætte sit segl af Helligånden på os og dermed garantere vores arv. Ingen kan rive os ud af Guds hånd (Johannes 10:28). Alle, der er blevet »... retfærdiggjort, skal herliggøres« (Romerne 8).

Her er nogle vers om det.

- - - - - - -

Frelsen er en nådegave, som ikke fortjenes ved gerninger. Ingen fortjeneste fra vores side kan frelse os. Ef 2:8-9; 2 Tim 1:9; Tit 3:5; ApG 26:20; Rom 3:23-24; 4:5; 6:14-15; 9:32; 11:5-6; Gal 3:2,3,10-14

Ægte tro bærer frugt, for tro uden gerninger er død. Jak 2:14-26; ~1 Joh 3:17-19

Alle sande troende stræber efter at adlyde Gud og udtrykke kærlighed til Gud og mennesker. 1 Joh 3:14-15

De troende kan være sikre på deres evige liv. 1 Joh 4:17; 5:11-19; 3:24; 4:13; Ef 3:12

Gud frelser os ikke blot, han besegler og bevarer os også. Ef 1:13-14; Judas 24; 1 Tim 1:14

På den anden side har jeg set læren om »én gang frelst, altid frelst« anvendt på en falsk og uafbalanceret måde. En dame fortalte mig engang om sin søn, der gik på college, og som flyttede hjemmefra for at bo i Californien sammen med sin kæreste. Hun vidste dog alligevel, at han ville komme i himlen, fordi han var gået op ad kirkegulvet i en kirke.

»En gang frelst, altid frelst« er sandt, men man må også kende den »afbalancerende lære« om falsk omvendelse. Nogle mennesker, der ikke er frelst, vil være i stand til at narre andre – og endda sig selv – til at tro, at de er frelst. Her er nogle vers om det.

- - - - - - -

Vi må prøve os selv, for falske kristne kan blive vildledt. 2 Kor 13:5

De troende skal være flittige helt til det sidste for at gøre deres håb sikkert. Hebr 6:11

Nogle kan have en falsk sikkerhed om frelse (Jer 17:10), selvom de:

• Har en ydre fromhed og kender Skrifterne. 2 Tim 3:5; Joh 5:39-47

• Tror (i intellektuel forstand, ikke i frelsende forstand) og er døbt. ApG 8:13,20; Jak 2:19

• I det mindste selv troede, at de profeterede i Jesu navn, drev dæmoner ud og udførte mange mægtige mirakler. Mt 7:21-23; 2 Thess 2:9-10

• Engang undslap vi verdens fordærvelse ved at kende vores Herre og Frelser. 2. Pet. 2:17-22

Vi kan have tillid til vores frelse, vi kan VIDE, at vi har evigt liv (1 Joh 5). Men vi har også et ansvar for at prøve os selv og være på vagt.

- - - - - - -

Det er vores ansvar nøje at holde øje med vores liv og lære. 2 Tim 1:14; Kol 1:23; Ords 22:5

Vi skal ikke følge denne verdens visdom. Kol 2:8-9; Jak 3:15; 1 Kor 1:17-27; 2:6,8,14; 2 Kor 1:12

At holde ud. Hebr 10:23,36; 12:1,12-13; 1 Joh 2:24; 1 Kor 13:7; Rom 5:3-4; Jak 1:3-4,12; 5:11; 2 Pet 1

Selvom jeg ikke er kalvinist (jeg anerkender universelle aspekter af forsoningen), holder jeg fast ved de helliges udholdenhed, som jeg betragter som en blanding af disse to læresætninger.

a) En gang frelst, altid frelst: Gud vil ikke lade nogen miste sin frelse

b) Falsk omvendelse: Alle de virkelig frelste vil, selvom de afviger, vende tilbage til Gud. Ellers var de ikke virkelig frelst.

Spørgsmål: Beviser Joh 10:30, at modalismen er sand, eftersom Jesus og Faderen er ét?

Svar: Nej. Ifølge både Novatians »Afhandling om Treenigheden«, kap. 27, s. 637, og græsk grammatik er det græske ord »én« (neutrum), ikke »én« (maskulinum), så de er ét i karakter og væsen, men ikke ét i person.

Spørgsmål: Viser Joh 10,30, at Jesus er Gud?

Svar: Det viser, at Jesus er Gud på en større måde end mennesker, der blev kaldt guder.

Spørgsmål: Hvordan er Faderen og Jesus ét i Joh 10,30?

Svar: Skriften afslører mange måder, hvorpå de er ét.

For det første: Her er nogle af disse måder.

1. De har fælles titler

Jesus kaldes den Evige Fader, hvilket muligvis henviser til, at han er kilden til evigt liv (Esajas 9:6).

Ambrosius af Milano (378-381 e.Kr.) skrev i sit værk »Om Helligånden«, bog 1, kap. 13, 132-139, mere om delingen af de guddommelige navne. Se »The Nicene and Post-Nicene Fathers«, 2. serie, bind 10, s. 110-111 for mere om, hvad Ambrosius skrev.

2. De har samme natur. Filipperne 2:5

3. De har samme ære. Johannes 5:23

4. Faderen og Jesus »ejer« alt i fællesskab. Johannes 16:15; 17:10.

5. På jorden boede Faderen i Jesus. Johannes 10:38; 14:10-11.

6. På jorden var Jesus i Faderen. Johannes 10:38; 14:11

7. Hvis du virkelig kender Jesus, så kender du Faderen og har set Faderen. Johannes 14:7-9

8. Ingen kommer til Faderen undtagen gennem Jesus. Johannes 14:6; 6:45; ~8:24; Apostlenes Gerninger 3:12

9. Begge tilbedes med rette. Hebræerbrevet 1:6

10. Begge kaldes med rette Gud. Johannes 1:1; 20:28, Hebræerbrevet 1:8,9

11. Man beder til dem begge. Apostlenes Gerninger 7:7:59-60

12. Alt i verden blev skabt gennem dem begge. Johannes 1:3, 10; Kolossenserbrevet 1:16

13. Guddommens fylde er i Jesus. Kolossenserne 1:19

14. De er ét i ånd, kærlighed og hensigt. At adlyde den ene i sandhed er at adlyde den anden. ~Johannes 14:23-24

De er dog ikke ens på alle måder.

1. De er forskellige. Jesus var ikke en bugtaler. Mattæus 3:16; Johannes 8:18.

2. Faderen, Jesus og os alle har nogle ting til fælles, såsom evigt liv. Johannes 16:13-15

Faderen har ikke visse ting, som vi deler med Jesus efter hans fødsel som menneske. Hebræerbrevet 1:6-10; 2:14; 7:3

3. Faderen blev ikke til, udviklede sig ikke eller forvandlede sig ikke til Jesus. Hebræerbrevet 13:8; 1:9; Johannes 14:10, 24, 26; 15:1; 16:27-28, 32; 17:5

4. Jesus blev ikke til, udviklede sig ikke til eller forvandlede sig ikke til Faderen. Hebræerbrevet 13:8; ~Åbenbaringen 5:13; Johannes 20:17; 14:10,24,26; 15:1

5. Jesus blev forladt på Golgata. Markus 15:34; Matthæus 27:46

6. Selvom de stod hinanden meget nær på jorden, ville Jesus alligevel drage til Faderen. Johannes 14:12; Markus 16:19; Johannes 20:11

Dette er blevet sammenfattet som: »Forenet uden forvirring, … adskilt uden adskillelse, udelelig og uden grader.« Dele af dette stammer fra Athanasius’ prædiken over Lukas 10:22, kap. 2, s. 90

»The Believer’s Bible Commentary«, s. 1528, giver et lidt anderledes svar. Selv om det hedder, at de er ét i alle deres egenskaber, står der, at Jesus i dette afsnit henviser til, at Faderen og han er ét i magt.

Spørgsmål: Hvordan kunne de i Joh 10,31 samle sten op for at stene Jesus i Salomos søjlegang?

Svar: Salomos søjlegang havde sandsynligvis ikke nogen løse sten; den lå imidlertid ved siden af templets østside, som på det tidspunkt var ved at blive genopbygget af Herodes, så der ville være rigeligt med sten til byggeriet. Men det betyder, at disse sten ikke var småsten, men mindst så store som en menneskehånd. Det græske ord her betyder »at bære«, ikke kun »at samle op«, ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 9, s. 112-113.

Spørgsmål: Er mennesker også guder i Joh 10,34?

Svar: Nej. Der er fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Utallige mennesker har fejlagtigt hævdet at være guder.

Intet menneske er den sande Gud, bortset fra Jesus.

Nogle mænd blev udnævnt til elohim i Bibelen. Moses var som Gud (elohim) for Farao (2. Mosebog 7:1), idet Farao forventedes at adlyde Guds budskab, der blev givet gennem Moses.

I Salme 82:6 henviser elohim til almindelige mennesker. Kristne er uenige om, hvorvidt Salme 82:6 taler ironisk og kalder onde mennesker [såkaldte] »guder«, eller om den siger, at de udnævnte dommere (elohim) var korrupte.

Uanset hvad dømmer »elohim« i Salme 82:6 uretfærdigt, vandrer i mørke og dør som mennesker.

Spørgsmål: Hvorfor henviste Jesus i Joh 10,34-36 til Salme 82,6 her?

Svar: Der var andre måder, hvorpå Jesus kunne have opbygget sin argumentation, men i »Evangelical Commentary on the Bible« s. 862 står der, at Jesus her fremførte sin sag, som en rabbiner ville have gjort. Dette er et »a fortiori«-argument, dvs. at argumentere fra det mindre til det større. Jesus brugte tre begreber fra Skriften som en »løftestang« for at forsøge at åbne jødernes sind.

Som omdrejningspunkt for løftestangen støttede Jesus sig til deres korrekte forståelse af, at der kun var én Gud.

På løftestangens høje side brugte Jesus begrebet om, at selv ugudelige mænd i Skriften blev kaldt elohim i Salme 82. Nogle opfatter Salme 82 som skrevet i ironi (sarkastisk) om disse mænd, der stod som »guder«, men alligevel vil dø i støvet. Andre ser imidlertid, at mænd, der fungerede som dommere, blev tildelt titlen elohim, fordi de trådte i Guds sted og udøvede Guds retfærdighed. Salme 82 henviste til korrupte dommere. Hvad angår præcis, hvad der menes, når folk blev kaldt elohim i Det Gamle Testamente, se det forrige spørgsmål. Uanset hvad blev dødelige mennesker i Salme 82 kaldt elohim i en eller anden forstand af ordet.

På den anden side: Når det var i orden for folk at læse denne salme højt og kalde disse mænd for »elohim«, selvom de ikke fortjente det, hvor meget mere passende er det da at kalde Jesus for »Elohim«, da Jesus er Guds enbårne søn. Jesus forklarede ikke her alle detaljerne i forholdet mellem ham og Faderen, og han gik heller ikke i detaljer med, hvordan Treenigheden er én Gud (omdrejningspunktet), men tre personer. I stedet siger Jesus her blot, at hvis disse ugudelige mænd blev kaldt elohim, så tænk på, at Jesus måske er elohim i en større forstand.

Et argument af typen »hvor meget mere« kaldes et »a fortiori«-argument.

Spørgsmål: Hvorfor siger Jesus i Joh 10,37-38, at man i det mindste skal tro på hans gerninger, hvis man ikke vil tro på ham?

Svar: Jesus sagde aldrig, at det var tilstrækkeligt for frelsen at tro på hans gerninger. I Apostlenes Gerninger 8:13,18-19 troede Simon, troldmanden, på miraklernes sandhed, men alligevel blev han ikke frelst.

Jesus var snarere forbløffet over, at de, selvom de så, hvad han gjorde, ikke engang tog det første skridt og troede på miraklernes virkelighed. Dette ville ikke være tilstrækkeligt, men det ville være en bro, så de måske senere ville tro på den, der udførte miraklerne.

Spørgsmål: Indikerer Joh 10,37-38, at det er tilstrækkeligt for frelsen at tro på Jesu gerninger og ikke på Jesus selv?

Svar: Nej. Det betyder, at hvis de i det mindste kan tro på Jesu gerninger og tro på, at de kommer fra Gud, er det et første skridt på vejen mod at tro på Jesus. Nogle gange må man tage tingene skridt for skridt.

Spørgsmål: Hvorfor gik Jesus i Joh 10,40 hen til det sted, hvor Johannes plejede at døbe?

Svar: Jesus trak sig tilbage på grund af den stærke modstand fra farisæerne og andre jøder. Jesus tog derhen, fordi det var der, hans tjeneste begyndte. Selvfølgelig var tingene anderledes nu; Johannes Døberen var blevet halshugget, og folk ønskede også at dræbe ham. Men de tilhængere, der kom til ham, kunne huske deres tidligere løfte ved dåben hos Johannes Døberen. Nogle gange er det godt at være nostalgisk og vende tilbage til et sted, man husker godt, for at minde andre (og os selv) om vores tidligere løfte og kærlighed.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes Lazarus ikke i de andre evangelier i Joh 11,1-33, når det er et så afgørende øjeblik i Johannesevangeliet, som den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible* (s. 984) spørger om?

Svar: Før vi besvarer denne indvending, lad os gøre det endnu »sværere«. Hvorfor er opvækningen af Jairus’ datter med i alle tre evangelier (Mt 9,18-26; Mk 5,21-43; Luk 8:40-56), men ikke i Johannesevangeliet? Hvorfor tilbad disciplene og kvinderne Jesus i Mattæus 14:33 og Mattæus 28:9, men ikke i de andre evangelier? Hvorfor tilbad hyrderne i Lukas 2:15-20, men ikke i de andre evangelier? Hvorfor tilbad den blinde mand Jesus i Johannes 9:38, men ikke i de andre evangelier? For den sags skyld: hvorfor forekom der overhovedet nogen begivenhed i et af evangelierne, som ikke også var nedskrevet i hvert af de tre andre?

Johannes viser os svaret i Johannes 21:25: »Der er mange andre ting, som Jesus gjorde. Hvis alle disse blev skrevet ned, tror jeg ikke, at hele verden ville have plads til de bøger, der ville blive skrevet.« Der er fire punkter:

1) Johannes og de andre forfattere af evangelierne var selektive i deres valg af, hvad de anså for at være de centrale aspekter, der kunne vise os, hvem Jesus var.

2) En forfatter kan have haft kendskab til oplysninger, som de andre ikke kendte til. For eksempel synes Lukas at have langt flere oplysninger om Jesu barndom. Måske havde han talt udførligt med Maria.

3) Forfatterne skrev til forskellige målgrupper. For eksempel, hvis Jesus døde kl. 15.00 om eftermiddagen, ville det have været den niende time (Mattæus 27:45), da jøderne begyndte dagen omkring kl. 6 om morgenen. Men det ville have været den sjette time (Lukas 23:44) for græske og romerske læsere, for hvem dagen begyndte kl. 9 om morgenen. I Johannes 20:19 omtales natten som den foregående dag, sådan som romerne og grækerne ville gøre, mens jøderne betragtede natten efter solnedgang som den følgende dag.

4) Endelig menes Johannes at have skrevet senere end de andre evangelier, og måske ønskede han især at medtage oplysninger, der ikke allerede var givet i de tre andre.

Se også *When Critics Ask*, s. 411-412, for stort set det samme svar på et beslægtet spørgsmål vedrørende Johannes 6:35.

Spørgsmål: Indikerer Joh 11:1-33, at Jesus havde seksuelt samkvem med Maria og Marta, som sekten »Guds Børn« (= »Kærlighedens Familie«) lærer?

Svar: Overhovedet ikke! Intet tyder på, at Jesus var andet end ren. Lederen af »Family of Love«, Moses David Berg, lærte i *Ffer’s Handbook!*, s. 4, endda, at eftersom Jesus måtte lide alt for vores skyld, pådrog han sig frivillig , en kønssygdom, fra Maria Magdalene. Jesus elskede både Lazarus, Maria og Marta, og hans kærlighed var venskabelig, ikke seksuel.

Spørgsmål: Hvad var grundlaget for opfordringen til Jesus i Joh 11:3?

Svar: Maria og Marta sagde ikke, at han skulle komme, fordi Lazarus elsker dig, eller fordi vi elsker dig. De sagde snarere, at han skulle komme, fordi den, du elsker, er syg. 1. Johannesbrev 4:19 siger, at vi elsker Gud, fordi han først elskede os, ikke omvendt. Når vi beder til Gud, skal vi ikke bede ham om at opfylde vores bøn på grund af vores retfærdighed, kærlighed eller gerninger. Vi skal snarere bede ham på grund af hans løfter og hans kærlighed til os. Selvfølgelig kan Gud stadig sige nej til det, der ikke er det bedste for os eller i overensstemmelse med hans vilje.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 11:4, at Lazarus ikke var syg til døden, når Lazarus senere døde i Joh 11:11-14,17?

Svar: Jesus havde her åbenbart et andet perspektiv end disciplene. Gud har generelt et andet perspektiv, både på døden og på, hvad der er muligt. I dette tilfælde vidste Jesus, at Lazarus ville vende tilbage til livet, og Jesus talte, som han gjorde, for at understrege netop det. Se *When Critics Ask*, s. 417-418, for et supplerende svar.

Spørgsmål: Hvorfor tøvede Jesus i Joh 11,6 med at besøge sin syge ven Lazarus?

Svar: Det endelige svar findes i Johannes 11:15. På grund af Jesu forsinkelse døde Lazarus, og at opvække Lazarus fra de døde ville være en endnu større demonstration af hans magt.

Valgte Jesus, der vidste alt dette, bevidst at udsætte besøget af denne grund? Eller valgte Jesus ikke bevidst dette, men udsatte besøget, indtil Faderen vejledte ham til at tage af sted, og dette var resultatet? Skriften siger det ikke, og det kunne være begge dele.

Spørgsmål: Hvordan kan der i Joh 11,9 være tolv timers dagslys, når dagen er kortere om vinteren og længere om sommeren?

Svar: Selvom Jesus her primært underviste om tjenesten og ikke om astronomi, var han meget præcis. Uanset breddegrad er der nøjagtigt 12 timers dagslys om dagen i løbet af et helt år. I dag er vi nogle gange så optaget af time-for-time-planen eller den aktuelle årstid, at vi overser, hvordan tingene udjævner sig over tid.

Spørgsmål: Viser Joh 11:11-14, at vi er bevidstløse efter døden, eftersom Lazarus »faldt i søvn«, som Jehovas Vidner lærer i *Menneskets søgen efter Gud*, s. 128?

Svar: Nej, denne almindelige eufemisme for døden, som også bruges i Det Gamle Testamente, bør ikke fortolkes således, at Jesus modsagde sine egne ord om bevidsthed efter døden i Markus 9:43-48; Lukas 16:22-23 og Åbenbaringen 19:20 samt Paulus’ ord i 2. Korintherbrev 5:8 og Filipperne 1:23.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Thomas i Johannes 11:16, at de skulle gå, så de kunne dø sammen med ham?

Svar: Thomas var engageret, men forvirret. Ud over Thomas’ mod siger Skriften ikke, hvilke andre grunde der fik Thomas til at fremsætte denne mærkelige bemærkning. Her er to spekulationer.

Fortvivlelse: Måske troede Thomas, at myndighederne sandsynligvis ville finde Jesus og arrestere disciplene. I dag skal vi, selv i fortvivlelse, stadig følge Jesus, endog til døden. Paulus følte også fortvivlelse i 2 Korintherbrev 1:8-10.

Mangel på tro: Måske troede Thomas, at selvom Jesus kunne udføre mirakler, kunne ikke engang Jesus opvække de døde. Da Thomas sagde: »Lad os også gå, så vi kan dø sammen med ham«, havde Thomas åbenbart ingen forventning om, at Jesus ville opvække Lazarus fra de døde. I dag bør vi, selv når vi er i tvivl, være som faren til den krampagtige dreng, der sagde til Jesus: »Jeg tror; hjælp min vantro!« i Markus 9,24.

Spørgsmål: Hvad siger Jesus her i Johannes 11,23-25 om opstandelsen?

A: At sige, at opstandelsen blot er en begivenhed, er at tale sandt om dens sekundære betydning, men at overse den primære årsag bag denne betydning. »Jesus er opstandelsen« betyder, at ligesom Jesus havde magten til at oprejse sig selv fra de døde, så ligger der også i Jesus magten til vores opstandelse fra døden.

Q: Hvorfor sagde Jesus i Joh 11,26, at de, der tror på ham, aldrig skal dø?

A: De vil få evigt liv, først på jorden og derefter i himlen. Jesus sagde ikke, at de aldrig ville dø, men at »han vil leve, selv om han dør«.

Spørgsmål: Hvorfor var Jesus bekymret i Joh 11,33.38?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Jesus var synligt bekymret, for Johannes 11:36 viser, at folkemængden lagde mærke til det.

2. Johannes 11:36 antyder også, at folkemængden antog, at Jesus var bekymret på grund af sin kærlighed til Lazarus og sin sorg over Lazarus’ »endelige« død.

3. Selvom Jesus elskede Lazarus meget, angiver Skriften ikke den egentlige grund til, at Jesus var synligt bekymret.

4. Jesus var måske bekymret, ikke på grund af Lazarus’ fysiske tilstand, men på grund af den skrøbelige åndelige tilstand hos hans søstre og andre.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Joh 11:35 have en Gud, der er så magtesløs, at han græder, ligesom han tørster i Joh 19:28? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

Svar: Lad os først tale om at græde og derefter om at tørste. Jesus græd: Deedat bringer faktisk en interessant kontrast på banen. Når nogen forlader islam eller er ulydig mod Allah, står der aldrig, at Allah græder eller viser nogen som helst bekymring i den forbindelse, bortset fra vrede. Men Jesus græd over Jerusalem, han græd over Lazarus. I Salme 116:15 står der: »Kært er i Herrens øjne de helliges død.« Deedat nævnte ingen steder, at dette ville gælde for Allah.

Jesus tørstede: Gud i himlen ville aldrig mangle noget, sulte eller tørste, så hvordan kunne Gud nogensinde føle med os eller forstå vores menneskelige situation? Men hvad nu, hvis den Almægtige Gud, der kan gøre alt, besluttede at blive menneske? Jesus siger ikke blot, at vi skal være trofaste og holde ud, men han ved, hvor svært det nogle gange er, og han forstår vores lidelse. Nu vil muslimer sige, at Allah er klar over alles smerte, men det er Jesus, ikke Allah, der forstår vores lidelse på første hånd, fordi han også led, og han oplevede smerte for vores skyld.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 11,42 i sine bønner ting til Gud, der var til for folkets skyld?

Svar: Jesus var ikke uoprigtig, men derimod meget åbenhjertig og ærlig. Jesus sagde ikke: »Hør mig venligst bedre, end du plejer«, eller endda »Hør mig venligst«, men takkede snarere Faderen, som allerede havde lovet at høre ham. Hvis Jesus ikke havde sagt: »Jeg ved, at du hører mig«, kunne folk måske have misforstået det og troet, at han bad Gud om at høre ham.

I dag er der en forskel mellem at bede og at bede i tro. Som nogen engang sagde: Hvis du nogensinde føler, at en lille bøn ikke vil gøre meget skade, vil den sandsynligvis heller ikke gøre meget gavn. Det er ikke respektløst at »stå fast på Guds løfter« og bede med tillid til, at Gud holder sine løfter.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 11,43: »Lazarus, kom ud«?

Svar: Gud skabte alt ved sit ord. Hvis Jesus blot havde sagt: »Kom ud!«, kunne det have skabt et reelt problem, da alle, der var døde, ville være kommet til live på det tidspunkt. Det vil Jesus først sige senere. Jeg formoder, at Jesus, som den han var, måtte være meget omhyggelig med sine ord.

Spørgsmål: Hvordan kunne Lazarus i Joh 11,44 gå ud, når han var bundet på hænder og fødder?

Svar: Som det nævnes i *When Critics Ask* s. 418, blev ligene svøbt i linned; de var ikke bundet stramt som de egyptiske lig. Intet her forhindrede Lazarus i at gå.

Spørgsmål: Hvorfor gik nogle hen og fortalte farisæerne, hvad Jesus havde gjort, som det står i Joh 11,46?

Svar: Det skyldtes sandsynligvis ikke nogen kærlighed til Jesus. De fungerede måske som farisæernes »øjne og ører«.

Spørgsmål: Hvorfor handlede farisæerne, som de gjorde, i Joh 11,46-51?

Svar: Farisæerne var tydeligvis rådvilde med hensyn til, hvad de skulle gøre. Deres mål var at bevare deres position, ikke at følge Gud. De ønskede at få fjernet den offentlige opbakning til Jesus, men det kunne de ikke gøre, så længe Jesus udførte disse mirakler.

Spørgsmål: Hvorfor fremsatte Kajafas i Joh 11,49-52 en sand profeti, når han afviste Jesus?

Svar: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Kajafas var en person, der afviste Jesus og ønskede Jesus død; Kajafas var i strid med Guds vilje.

2. De ord, Kaifas sagde, var en sand profeti, selvom betydningen (at Kristus skulle sone for verden) ikke var den betydning, Kaifas havde til hensigt.

3. Gud kan bruge hvem Han vil til at åbenbare profetier og sandhed; selv onde mennesker, der er i strid med Ham.

4. Hvis nogen fremsætter en profeti, beviser det altså ikke automatisk, at vedkommende er en gudfrygtig person. To andre skriftsteder, der understøtter denne konklusion, er 4. Mosebog 22:32-33 (Bileam) og 1. Samuelsbog 19:18-24 (Saul og hans mænd).

Spørgsmål: Understøtter Joh 11:49-52 den romersk-katolske påstand om pavens ufejlbarlighed, som det hævdes af nogle katolske lærde i bogen *When Cultists Ask*, s. 179-180?

Svar: Nej, det er en ganske langtrukken fortolkning, at en enkelt utilsigtet korrekt udtalelse fra én jødisk leder skal underbygge, at alle de omkring syv til fjorten ex cathedra-erklæringer, som paver har fremsat, på en eller anden måde er ufejlbarlige. Kajafas sagde også forkerte ting, så beviser det, at paver siger forkerte ting?

Men for at være retfærdig skal det bemærkes, at mange katolikker IKKE forsøger at tvinge dette vers til at bevise pavens ufejlbarlighed.

Spørgsmål: Joh 12,1-11 fortæller om forberedelserne til Jesu lidelse. Hvad kan vi gøre i vores liv for at forberede os på at være mere lidenskabelige i forhold til Jesus i dag?

Svar: På den positive side kan vi bruge mere tid sammen med Gud, meditere over Hans Skrift, bede til Ham og vie hver dag til Ham. Vi kan forstå vigtigheden af at dele evangeliet med andre og gøre det.

På den negative side kan vi udrydde alt det i vores liv, der har tendens til at slukke vores lidenskab for Gud. Alle fastlåste synder eller store tidsrøvere, der gør os »for travle« med trivielle ting til at gøre de vigtigste ting, som Gud ønsker, at vi skal gøre.

Spørgsmål: Hvorfor tillod Jesus i Joh 12,3, at den dyre salve blev brugt på ham?

Svar: Da Jesus er Gud, er han værdig til tilbedelse og ærbødighed. Jesus tog imod hendes kærlighed og ærbødighed over for ham, og han lod andre se og lære af hendes eksempel. Denne nard-parfume var dyr; den blev importeret fra det nordlige Indien ifølge *Evangelical Commentary on the Bible*, s. 864, og *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 316. Judas sagde, at den kunne sælges for tre hundrede denarer, og en arbejder tjente én denar om dagen.

I »Evangelical Commentary on the Bible«, s. 865, står der, at det ikke var usædvanligt, at en vært lod en tjener vaske middagsgæsternes fødder, men værten gjorde det ikke selv.

Normalt ville en salvelse være en glædelig begivenhed, men her var det en rørende, trist begivenhed, ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 316.

Spørgsmål: Hvorfor tillod Jesus i Joh 12,6, at Judas var en discipel, når Judas var en tyv og en fremtidig forræder?

A: Efter at han var blevet discipel, var Judas en tyv ifølge Johannes 12:4-6. Gud kan bruge de midler, han vælger, til at gennemføre sin plan. Forræderiet mod Jesus var en del af Guds plan, som Salme 41:9, Apostlenes Gerninger 2:23, Matthæus 26:24,54, Markus 14:21, Lukas 22:22 og Johannes 13:18 viser.

At Judas forrådte Jesus var en ond handling, men Gud brugte denne onde handling som en del af sin plan for at opnå noget godt, i dette tilfælde at Jesus døde på korset for vores synder. Dette er et eksempel på det, der kaldes »sammenfald«.

Spørgsmål: Hvordan var Maria og Judas modsætninger i Joh 12:7?

Svar: Der er tale om en ganske markant kontrast. Maria gav denne dyre gave som et udtryk for tilbedelse, mens Judas ønskede at tage denne dyre gave for at stjæle den. Maria gav ud af opofrende kærlighed; Judas var praktisk og »utilitaristisk«.

I dag er nogle kun engagerede i en menighed for det, de kan få ud af det, enten materielt eller åndeligt. Andre er også engagerede for det, de kan give. Nu får vi alle fra menigheden god undervisning, fællesskab, venner osv., og det er godt at ønske sig disse ting. Men hvad giver du? Det behøver ikke at være en stilling i menigheden, men snarere: Hvad giver du til Gud? Et fyldt bæger kan ikke rumme mere væske. Men når du udgyder det, du har modtaget, til fordel for andre, kan Gud genopfylde dit bæger med nye, gode ting.

Spørgsmål: Hvad gjorde Lazarus forkert (i præsternes øjne) i Joh 12,9-11, at de ønskede at dræbe ham?

Svar: At vende tilbage til livet var noget, Lazarus ikke havde kontrol over; selv ypperstepræsterne ville indrømme, at Lazarus ikke gjorde noget forkert, da Jesus oprejste ham. Men ypperstepræsterne var fuldstændig ligeglade med retfærdighed og ret for Lazarus; de var på vagt, i »saml jeres vogne«-tilstand, og de ville gøre hvad som helst for at nå deres mål. De var foruroligede over, at »hele verden er gået efter ham« i Johannes 12,19 ff. Nogle gange, når folk i dag føler, at de befinder sig i en prekær situation, vil de gøre det samme. Faktisk ville mange i mængden senere vende sig bort fra Jesus, men det vidste ypperstepræsterne ikke.

Der var et skilt på mit arbejde, som jeg så på en leders skrivebord. Der stod: »Jeg siger ikke, at det er din skyld; jeg siger, at jeg giver dig skylden.« Skiltet var humoristisk, men pointen bag det var ikke det; nogle gange overlever en person kun i en stilling ved at aflede skylden. Men for at gøre det effektivt må de være hjerteløse og være ligeglade med, hvilke ufortjente mennesker der kommer til skade, mens de beskytter sig selv.

Spørgsmål: I Joh 12,21-22 – af de mange detaljer, som Johannes ikke nævnte – hvorfor skulle Helligånden så få Johannes til at nævne netop denne lille detalje?

Svar: For det første bidrager denne detalje om grækerne ikke til at fremme fortællingen eller forklare senere begivenheder i evangeliet. Men denne lille detalje belyser en enorm kontrast. Mens ypperstepræsterne, som kendte loven, holdt sig væk fra Jesus og smedede rænker om, hvordan de kunne dræbe ham, gjorde disse grækere (enten ikke-jøder eller, mere sandsynligt, græsk-talende jøder og jødiske konvertitter) sig den ulejlighed at fremsætte en særlig anmodning om at se Jesus. De jødiske ledere afviste Jesus, men grækerne tog imod ham, som det står i »Evangelical Commentary on the Bible«, s. 865.

Endelig understregede Jesu budskab i deres nærvær nødvendigheden af, at Jesus skulle dø. Måske havde de foreslået, at Jesus kunne undslippe ved at rejse til udlandet sammen med dem. »The Believer’s Bible Commentary« s. 1538 formoder, at dette kunne være tilfældet.

Spørgsmål: Hvad mener du om det punkt i Joh 12,23-24, hvor der står, at »døden er nødvendig for høsten« for ham?

Svar: Jesu fysiske død var nødvendig for, at der kunne ske en opstandelse, der skulle overvinde døden. Men for os er det nogle gange nødvendigt, at vores ambitioner, håb og drømme dør, før der kan blive en frugtbar høst. Nogle gange dør de og bliver taget fra os, fordi Gud ønsker, at vi skal fokusere på andre ting. Nogle gange dør de måske, men så opvækker Gud dem igen, måske i en anden og større form. Selvom vi måske ikke har lyst til at se noget, vi holder af, dø, bør vi huske, at Jesus fortalte os i Johannes 15:2f, at Gud beskærer ting i vores liv. Vi bør ikke lade os overraske. Vi bør prise Gud for, at han beskærer os og forbereder os til større ting. Vi bør prise Herren for hans beskæring – selv når vi ikke har lyst til det.

Træner du regelmæssigt for dit helbreds skyld? Hvis du gør det, ved du så, at træning faktisk nedbryder dine muskler? Når du lige er færdig med at træne, er du mindre stærk end før. Men det er en god ting, ikke noget at sørge over, for dine muskler kommer tilbage lige så stærke eller stærkere. Vi sørger ikke over muskeltab som følge af træning, og vi bør heller ikke sørge over Guds beskæring.

Endelig, ved du, at Gud ikke er den eneste, der beskærer os? Vi bør selv beskære os! Vi bør dø fra vores syndige natur i Kolossenserbrevet 3:3-10, Romerbrevet 6:12-14 og Galaterbrevet 6:14.

Spørgsmål: Hvorfor talte Faderen i Johannes 12:28-29, men folket forstod det ikke?

Svar: Faderen ønskede kun, at Jesus skulle forstå det. Den Almægtige Gud er også en almægtig formidler. Han kan gøre sit budskab klart for den, han ønsker skal høre det, og enten usynligt eller meningsløst, som en ubrydelig hemmelig kode, for dem, der ikke skal forstå det. Som det står i Åbenbaringen 2:7,11,17,29; 3:6;13;22: »Den, der har ører, lad ham høre, hvad Ånden siger…«

Nogle mennesker er ivrige efter at forklare alle Guds gerninger som rene naturfænomener, som det står i »Believer’s Bible Commentary« s. 1538.

Spørgsmål: Hvem er denne verdens fyrste i Joh 12:31 og Joh 16:11?

Svar: Det er Satan, som Jesus drev ud. Andre vers, der henviser til, at Satan har indflydelse på denne verden, er 1. Johannesbrev 5:19, Efeserbrevet 2:2 og 2. Korintherbrev 4:4.

Spørgsmål: Hvordan drages alle til Jesus i Joh 12:32?

Svar: Det græske ord siger blot »alle«. Det specificerer hverken »alle mennesker« eller »alle de udvalgte«, og måske var begge dele ment.

Alle mennesker: Efter Jesu korsfæstelse og opstandelse kom Helligånden til verden for at vidne om Kristus (Johannes 15:26) og for at overbevise verden om synd, retfærdighed og dom (Johannes 15:8-11). Evangeliet tilbydes oprigtigt og frit til alle, for alle har et ansvar for at adlyde det (2. Thessalonikerbrev 1:8).

Alle, der skal til himlen (de udvalgte): Alle, der kommer til himlen – selv før Kristus levede – kommer til himlen gennem Jesus (Johannes 14:6). Der er intet andet navn (Apostlenes Gerninger 14:12), hvorved vi kan blive frelst.

Se »1001 Bible Questions Answered«, s. 36-37, for et mere uddybende svar.

Spørgsmål: Hvorfor sagde folket i Joh 12:34, at loven sagde, at Messias ville bestå for evigt?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Som det står i *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 318, lærer Daniel 7:13-14, at Menneskesønnen vil regere for evigt. Daniels Bog er imidlertid ikke en del af loven (Torah).

2. Johannes 12:34 siger ikke, at dette var en del af loven. Der står blot, at folkemængden hævdede, at dette var en del af loven. I Johannes 7:49 beskyldte farisæerne folkemængden for ikke at vide noget om loven.

3. Men hvis folkemængden mente Det Gamle Testamente, da de brugte ordet »loven«, ville dette være korrekt, om end upræcist.

4. Uanset om det, folkemængden sagde, var korrekt, gengiver Johannes blot, hvad de sagde.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Joh 12:35f at vandre i mørket, og hvordan gør man det?

Svar: Selvom det at være i synd er det samme som at være i mørke, er det at vandre (peripateite) i mørke faktisk mere specifikt end det. Man kan ikke se, hvad man bør gøre, man kan ikke hjælpe, man kan ikke se, hvad der er godt og hvad der er farligt, eller hvad der er rigtigt og forkert, og man snubler alligevel rundt. Man ville ikke ønske at gå i en tæt skov om natten uden lys. Man ville ikke ønske at køre ned ad en landevej med slukkede forlygter. På samme måde kunne man i det mindste, hvis man befinder sig i mørket, sidde stille og lade være med at gå og dermed sandsynligvis gøre tingene værre. Men endnu bedre er det at indse det presserende i situationen og nå frem til det sted, man skal hen, mens der stadig er dagslys. Pris Gud for Lyset!

Spørgsmål: Hvorfor troede nogle ikke på det, selv efter alle disse mirakler, som beskrevet i Joh 12,37-40?

Svar: Nogle gange har ting en direkte årsag, og også en årsag, der forårsager den direkte årsag, og endelig en yderligere årsag. Det er tilfældet her.

Den direkte årsag: De vendte sig ikke til Kristus, fordi de valgte ikke at følge ham.

Luk 7:30, Hebr 4:2, Jer 17:4 og andre vers viser dette tydeligt. Men det er ikke pointen i Joh 12:37-40.

Indirekte årsag: De kunne ikke tro, for Gud havde forblindet deres øjne og forhærdet deres hjerter. Havde de vendt sig til Kristus, ville Gud have helbredt dem, men Gud forblindede dem, så de i deres blindhed ikke ville nå frem til sandheden. Det er hovedpointen i Johannes 12:37-40 og Esajas 6:10.

Den ultimative årsag (supralapsarisk opfattelse): Hvorfor ville Gud vælge at gøre dette? Et meget lille mindretal af kristne, kaldet supralapsariske kalvinister, hævder, at Gud ønskede at bestemme, at disse mennesker (kaldet de fortabte) skulle komme i helvede, allerede før Gud valgte at skabe en vej (gennem Kristus) for enhver til at komme i himlen. Med andre ord: Gennem Guds hemmelige vilje – som de supralapsariske kalvinister hævder, at ingen kan forstå – ønskede Gud dette. Ifølge en afhandling af en kalvinist (Curt Daniel, s. 69) anslår han, at ikke mere end 5 % af kalvinisterne har været supralapsarier. Ifølge Daniel tæller supralapsarierne blandt andet Theodore Beza. Han siger, at hyperkalvinister er dem, der afviser evangeliets frie tilbud til alle. Heriblandt er A.W. Pink (s. 88) og John Gill (s. 86, 126). Loraine Boettner, en velkendt kalvinist, anslår i sin bog *The Reformed Doctrine of Predestination*, s. 129, at kun 1 % af kalvinisterne er supralapsarianere. På s. 127 udtaler Boettner sig skarpt om denne form for kalvinisme: »Supralapsarianismen går lige så langt i den ene retning som universalismen gør i den anden.«

Den ultimative årsag (de fleste andre kalvinisters opfattelse): Gud besluttede først, hvem de fortabte skulle være, efter at Han havde udvalgt Kristus som vejen til frelse. Derudover ser de ud til at undlade at besvare dette spørgsmål og siger blot, at dette er en del af Guds hemmelige, uåbenbarede vilje.

Den ultimative årsag (en udbredt opfattelse): Forudviden gik forud for Guds udvælgelse de to steder, hvor de nævnes sammen i Bibelen. Selvom de to ting kan gå hånd i hånd, er der intet, der forhindrer Gud i at udvælge, hvem der skal komme i himlen, og hvem der skal komme i helvede, baseret på Hans forudviden om, hvordan de ville blive, hvilke valg de ville træffe, og hvordan Gud ville vælge at virke i deres liv.

Spørgsmål: Hvorfor så det i Joh 12,38-41 ud til, at Gud ikke ønskede, at mange skulle tro på Jesus?

Svar: I de fleste tider og kulturer har det at tro på Kristus været en »opadgående« kamp.

Johannes 12:40 siger, at Gud ikke ønskede, at nogle skulle omvende sig og blive helbredt.

Johannes 12:41 giver et eksempel på, at selvom mange farisæere troede på Jesus, elskede de menneskers ros mere end Guds ros.

Johannes 12:47-48 siger, at Gud godkender dem, der hører Kristi ord (og endda tror på dem), hvis de ikke holder Kristi ord.

Tilsyneladende lægger Gud ikke stor vægt på troen hos dem, der foretrækker menneskers godkendelse frem for Guds godkendelse.

Johannes 12:40 og 12:46 viser imidlertid også, at Gud vil sikre, at absolut ingen, der virkelig tror på Kristus, forbliver i mørket. Dette vedrører ikke kun det evige mørke, men også mørket i dette liv, som 1. Johannesbrev 3:6,9 og 1. Johannesbrev 4:20 viser.

Spørgsmål: I Joh 12:42-43 troede mange blandt de ledende på Jesus, så hvorfor fulgte de ikke Jesus?

Svar: Der er en forskel på blot intellektuelt at tro, at han kunne udføre mirakler, og at betro sit liv til at følge ham.

Spørgsmål: I Joh 13:1-17: Bør fodvask være en ceremoni, vi udfører i dag?

Svar: Det er en god ting at vaske hinandens fødder. Det kan være en måde at ydmygt vise, at man anser andre for at være bedre end sig selv. Der står dog intet i Skriften om, at det skal være en ceremoni eller en institution, som de mennonitter, der tilhører » «, praktiserer. Tertullian (198-220 e.Kr.) nævner i »De Corona«, kap. 8, s. 98, den gang Kristus vaskede sine disciples fødder, men han nævner ikke nogen fast ceremoni.

Spørgsmål: Hvordan forberedte Jesus sig i Joh 13,3 på at gå til Gud, når Jesus jo var Gud?

Svar: Ordet »Gud«, der henviser til den sande Gud, har mindst fire betydninger: Faderen, Sønnen, Helligånden og Gud i Treenigheden. Faderens rolle som Jesu Gud er faktisk et ret almindeligt begreb i Skriften. Her er ti eksempler

Johannes 20:17 »Jeg [Jesus] stiger op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.«

Hebræerbrevet 1:9 »… derfor, Gud, din Gud, …«

Sandsynligvis 1. Petersbrev 1:3: »Velsignet være Gud og Fader til vor Herre Jesus Kristus!…«

Sandsynligvis Efeserbrevet 1:3 »Velsignet være Gud og Fader til vor Herre Jesus Kristus, …«

Efeserbrevet 1:17 »Vores Herre Jesu Kristi Gud«

Romerne 15:6 »…så I kan prise Gud og Fader til vor Herre Jesus Kristus.«

Mattæus 27:46, Markus 15:34 „…Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“

Sandsynligvis 2 Korintherbrevet 1:3: »Velsignet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader«

Åbenbaringen 1:6 »…har gjort os til et kongerige, til præster for sin Gud og Fader…«

Sandsynligvis 1 Korintherbrev 11:3 »og Kristi hoved er Gud« (Ambrose mente dog, at Gud her var Treenigheden, ikke Faderen).

(citaterne er fra BSB)

Nogle mener, at Faderen stadig har rollen som Kristi Gud, selv efter Kristi himmelfart. Andre, såsom The Complete Book of Bible Answers, s. 110-111, mener, at Faderen kun var Jesu Gud, mens Jesus var på jorden. Efeserbrevet 1:7 synes dog at modbevise dette.

Spørgsmål: Hvorfor vaskede Jesus egentlig sine disciples fødder i Joh 13,4-17?

Svar: Det er interessant, at Jesus udførte denne tjeneste, før han forklarede dens betydning i Johannes 13,12-17.

Jesus sagde, at han gjorde det som et eksempel for os. Selvom de fleste kristne ikke ser noget behov for bogstaveligt talt at vaske hinandens fødder, bør vi alle være enige om, at vi skal tjene hinanden med den oprigtighed, ydmyghed og selvopofrelse, som Jesus viste os i sit eksempel.

Spørgsmål: I Joh 13:19, kaldte Jesus sig selv ved det guddommelige navn her?

Svar: Ja. Det græske udtryk her er ego eimi, og Aland og Green angiver ingen manuskriptvariationer her.

Spørgsmål: Hvorfor var Jesus i Joh 13:21 bekymret, når han jo allerede vidste, at Judas ville forråde ham?

Svar: Jesus havde intellektuelt set vidst, hvad der ville ske, og hvordan det ville ende. Men da tiden nærmede sig, var han følelsesmæssigt oprevet over det, han vidste, der ville ske, og det, han ville blive nødt til at udholde.

Spørgsmål: Hvordan er det i Joh 13:34 og 1 Joh 2:7-8 et nyt bud at elske hinanden?

Svar: Det handler ikke blot om, at vi skal kunne lide hinanden. Jesus befaler os at elske hinanden, som han elskede os. Gennem sin forestående korsfæstelse viste Jesus endelig, hvor meget han elskede dem. I 1 Joh 2,7-8 erkender Johannes, at det at elske hinanden er et gammelt bud, men Johannes ønsker også, at vi skal erkende, at det at elske hinanden, som Kristus elskede os, er et nyt bud. Johannes understreger også, at kærlighed er et gammelt og nyt bud i 2 Joh 5.

Spørgsmål: Hvordan vil verden i Joh 13,35 vide, at vi er Kristi disciple, ved at vi elsker hinanden?

A: Hvis nogen leder efter en grund til IKKE at elske en anden, behøver de som regel ikke lede længe. Som undskyldning kan de sige, at de ikke har meget til fælles med personen, eller at de har en anden kulturel baggrund, en anden etnisk herkomst, alder, køn, religion, politisk overbevisning, teologi eller trosretning. De har begået fejl på grund af en fejlvurdering eller en anden dårlig beslutning. De er ikke et perfekt menneske, og de har syndet. De har skuffet dig på et eller andet tidspunkt. De har gjort dig vred på et eller andet tidspunkt. Selvfølgelig kan alle de rationaliseringer, du kan finde på for ikke at elske en anden, bruges af andre som grunde til ikke at elske dig.

Men når vi lægger alt det »skrammel« bag os, befaler Jesus – som, selvom han var perfekt, alligevel elskede os så meget, at han udgød sit blod for vores synder – os at elske andre. Han beder os ikke blot om at elske andre, han befaler os det. Med bitterhed, en uforsonlig indstilling eller blot mistillid kan dette være svært for nogle mennesker at gøre. Men som kristne vil verden se kontrasten, når vi som troende elsker hinanden. Vi skal ikke være selektive i denne henseende og kun elske de andre troende, som er nemmest for os at elske. Vi skal være fuldstændige i vores lydighed og elske selv de andre troende, som er sværere for os at elske. De kan være sværere for os at elske på grund af vores egne fordomme, eller de kan være sværere at elske, fordi de selv gør det sværere at elske dem. Uanset hvad skal vi dog vise vores kærlighed til mennesker, især alle troende. Verden vil se tilbage og sige: »Wow, hvordan kunne de være sådan?« Og nogle få af dem vil måske endda sige: »Hvordan kan jeg være sådan!«

Spørgsmål: I Joh 13:40, var det Gud, der forblindede de vantro, eller var det denne tidsalders gud (Satan), som der står i 2 Kor 4:4?

Svar: Selvom både Gud og Satan hver for sig kunne gøre de samme eller lignende ting, er det sandsynligvis ikke den korrekte betydning her. Gud bruger ofte Satan som sit redskab. Når en person nægter at følge den sandhed, vedkommende kender, kan Gud »retfærdigt forhærde« den person, da vedkommende har forspildt mulighederne for at se mere sandhed. Gud kan bruge Satan som sit redskab til at gøre dette.

Spørgsmål: Hvorfor bliver dit hjerte nogle gange foruroliget i Joh 14:1, og hvad kan du gøre ved det?

Svar: Ordet for »I« i Johannes 14:1 er i flertal, så Jesus talte til dem alle, og de kan være urolige af forskellige årsager. Vi kan være urolige, fordi vi har fået at vide, at vi ikke kan stole på, at vi vil være trofaste, ligesom Peter (Johannes 13:38), fordi vi virkelig føler, at vi ikke ved, hvad der foregår, ligesom Thomas (Johannes 14:5), vi ikke ser Gud [Faderen] i det, vi gør, ligesom Filip (Johannes 14:8), eller fordi Guds veje ikke synes at være de bedste til at udbrede hans budskab, ligesom Judas (ikke Iskariot) (Johannes 14:22).

I denne prøvelsens tid, hvor omstændighederne kan have en tendens til at fjerne os fra Gud, kan vi i stedet vælge at nærme os Gud alligevel, selvom vi har fejl, forvirring eller manglende vision. Som faren til det dæmonbesatte barn sagde i Markus 9:24: »Jeg tror; hjælp min vantro!«

Spørgsmål: Hvordan kan der i Joh 14:2 være mange boliger i himlen?

Svar: Der er sandsynligvis mange typer boliger i himlen, ligesom der er mange boliger i himlen.

1. Der er forskellige niveauer af belønninger i himlen; man kan tænke på dette som forskellige typer boliger. Basilius (357-379 e.Kr.) forkyndte denne opfattelse og sagde, at der var »forskelle i værdighed«. Om Ånden 16.40, s. 25

2. Derudover er der plads i himlen til hver eneste person, der skal frelses, uden at der bliver overfyldt. Selvom tilbuddet om frelse gælder alle mennesker uden undtagelse, vil der ikke være tomme boliger i himlen.

Spørgsmål: Er det i Joh 14,6 kun Jesus, og ikke hans ord, der er vejen, sandheden og livet, som Rev. Moon lærte?

Svar: Nej. Først følger her, hvad den påståede Messias, Rev. Moon, sagde, og derefter hvad Bibelen siger i modsætning hertil.

Rev. Moons »Det Guddommelige Princip«, s. 131: »Jesus sagde ikke, at hans ord var sandheden, men at han selv var sandheden, vejen og livet (Joh. 14:6). Dette skyldes, at hans ord kun var et middel til at udtrykke sig selv som sandheden... Vi kan forstå, at Det Nye Testamente blev givet som en lærebog til den » «-undervisning i sandheden til folket for 2.000 år siden... Derfor må sandheden i dag fremstå med en højere standard og med en videnskabelig udtryksform for at gøre det muligt for intelligente, moderne mennesker at forstå den.”

Gendrivelse: Jesus sagde: »Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.« Lukas 21:22

»Jesus svarede: ’Hvis nogen elsker mig, vil han holde mit ord. ... Den, der ikke elsker mig, holder ikke mine ord.’« Johannes 14:23-24

Man kan ikke hævde at følge og adlyde Jesus og samtidig afvise hans ord.

Spørgsmål: Hvordan er Jesus i Joh 14:6 vejen, sandheden og livet?

Svar: Jesu ordvalg er fascinerende her.

En vej er den sti, man skal følge for at nå frem til et mål. Det er ikke et »punkt«, men snarere en række punkter. Vi skal befinde os på et af disse punkter i rækken og bevæge os i den rigtige retning.

Sandhed omfatter korrekte fakta og logik, men den betyder også meget mere end det. Sandhed er det, der lever indeni os, det, der skal præge vores liv, det, vi skal elske, og det, vi skal udøve. Et liv bygget på en løgn er slet ingen sandhed. De vestlige forestillinger om »korrekthed« og »virkelighed« er begge forenet i det bibelske begreb om sandhed.

Livet er både vores oplevelse af at leve, virkeligheden i vores liv og det, der opretholder vores liv. Andre steder i Bibelen bruges metaforer om livets vand, og et væsens liv er i dets blod.

Spørgsmål: Kan nogen i Joh 14,6 komme i himlen uden Jesus?

Svar: Nej. Mange i Det Gamle Testamente kom til Paradiset uden at have hørt Jesu navn. I dag er der intet, der forhindrer Gud i at lade børn, der dør uden nogensinde at have haft Helligånden i sig, komme til himlen.

Men ingen kan komme til Faderen undtagen gennem Jesus, ifølge Jesus i Johannes 14:6. Man ville naturligvis tro, at Jesus er i en god position til at vide det.

Desuden står der i Apostlenes Gerninger 4:12, at der ikke er noget andet navn under himlen, der er givet til mennesker, hvorved vi kan blive frelst. I Filipperne 2:10-11 står der, at i sidste ende skal enhver knæ bøje sig, og enhver tunge skal bekende, at Jesus er Herre, til ære for Gud Faderen.

Spørgsmål: Kan nogen, der aldrig har hørt Jesu navn, komme i himlen, jf. Joh 14,6?

Svar: Spædbørn, der dør, mennesker med svær udviklingshæmning og troende fra Det Gamle Testamente har aldrig hørt om Jesus. Alligevel er Gud ikke forhindret i at lade dem komme i himlen gennem Jesus.

Spørgsmål: Beviser Johannes 14:6-11, at Jesus er Gud Faderen, som enhedspentekostalister hævder, f.eks. David K. Barnard (The Oneness of God: Series in Pentecostal Theology, bind 1, s. 68)?

Svar: Nej. »Ingen kommer til Faderen undtagen gennem Jesus« ville være meningsløst, hvis der stod, at ingen kommer til Faderen, medmindre de kommer til Faderen eller gennem Faderen. Jesus sagde, at han og Faderen er ét, men denne udtalelse præciserer ikke, hvordan de er ét; det må man lede efter i resten af Skriften. De er uadskillelige, ét i natur, herlighed og ære. Imidlertid viser Jesu dåb, at Jesus lærte lydighed i Hebræerbrevet osv., at de er adskilte og adskiller sig i rolle og rang.

Spørgsmål: Støtter Joh 14,8-9 panteismen, eftersom Jesus sagde, at han er i Faderen, og Faderen er i ham, som nogle inden for New Age-religionerne hævder?

Svar: Nej, for treenigheden er ikke panteisme. Det faktum, at Faderen er i Jesus, betyder ikke, at Faderen er i alt, selv ikke i en bunke affald. For det andet er Gud Faderen et væsen med et sind, en vilje og følelser, ikke det upersonlige univers. Se *When Cultists Ask*, s. 181-182, for et mere uddybende svar.

Spørgsmål: Da Jesus i Joh 14,9 sagde, at enhver, der har set ham, har set Faderen, viser det så, at Faderen også har en fysisk krop?

Svar: Nej. Tværtimod kan dette vers bedre bruges til at vise, at Faderen ikke har en fysisk krop. Da enhver, der har set Jesus, har set Faderen (som bor i Jesus), antyder dette vers (selvom det ikke beviser det), at Faderen ikke ville have en fysisk krop.

Spørgsmål: Hvordan boede Faderen i Jesus i Joh 14,10-11?

Svar: Måske på en måde, der minder lidt om, hvordan Jesus bor i os. Faderen, Sønnen og Helligånden er stadig adskilte, men intet i Skriften siger, at der er en adskillelse mellem dem. Som Patrick af Irland (ca. 389–461 e.Kr.) påpeger: Hvis bladene på en trebladet kløver kan være adskilte, men ikke adskilte, så kan Treenigheden have tre adskilte, men ikke adskilte personer.

Spørgsmål: Hvordan kan kristne i Joh 14,12 udføre større gerninger end Jesus gjorde?

A: De større gerninger, vi skal udføre, skal ikke forstås som, at vi »praler«, men snarere som større og flere gerninger for Guds rige. De kristne udførte større gerninger end dem, Jesus indtil da havde udført, på mindst fire måder, der supplerede hinanden.

Betydning: Mens Jesus bespiste 4.000 og 5.000 mennesker, fortæller Apostlenes Gerninger 2:41, at over 3.000 blev frelst, da apostlene forkyndte. Det er helt sikkert vigtigere at få mennesker frelst end blot at give dem mad for en dag. Siden da har kristne helt sikkert bespist langt flere end 5.000.

Tal: I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 9, s. 145, nævnes det, at der i Apostlenes Gerninger 2:41 nævnes flere mennesker som frelste end i hele Jesu tjeneste på jorden.

Metode: Helligånden blev ikke udgydt over alle folkeslag før pinse. Løftet om, at de ville udrette større ting, er indkapslet i Jesu løfte om, at Trøsteren ville komme til dem i Johannes 14:15-18, 25

Område: Mens Jesus aldrig forlod et ret lille geografisk område, mens han var på jorden, sendte han sine disciple ikke blot til Judæa og Samaria, men til jordens ender i Apostlenes Gerninger 1:8.

Spørgsmål: Hvorfor er denne udtalelse i Joh 14,13-14 om at bede i Jesu navn [angiveligt] ikke underlagt nogen betingelser?

Svar: Den er præciseret på to måder.

Eksplicit: Jesus brugte ordet »I« her, og Jesus talte direkte til disciplene, ikke til alle, der hævdede at følge Gud.

Implicit: Vi beder til vores himmelske Fader, og vores himmelske Fader ved, hvad der er bedst for os, endnu bedre end vores jordiske fædre.

Spørgsmål: Hvad betyder udtrykket »Hjælper« i Joh 14:16?

Svar: Blandt andet betød det græske ord for ”hjælper” her en juridisk forsvarer, ifølge New Geneva Study Bible, s. 1692, og New International Bible Commentary, s. 1255. Desuden kan græsk skelne mellem »en anden af samme slags« og »en anden af en anden slags«. Det græske ord her, allon, betyder en anden af samme slags som Jesus ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 9, s. 9 og s. 146. Der står også, at parakletos på græsk betød en person, der hjalp ved siden af som rådgiver, advokat, forbeder eller mægler.

Ifølge *Believer’s Bible Commentary*, s. 1547, betyder ordet for »bede« her ikke, at en underordnet person beder en overordnet person om en tjeneste. Det er et ord for en person, der fremsætter en anmodning til sin ligemand.

Spørgsmål: Hvorfor kan verden i Joh 14:16 netop ikke modtage Helligånden, Sandhedens Ånd?

Svar: Jesus nævnte en række relaterede årsager.

Verden er uvidende, som Jesus sagde i Johannes 16:3. Men som Romerbrevet 1:18-19 viser, er uvidenhed ikke altid uskyldig uvidenhed, når de undertrykker sandheden.

Nogle i verden »hader« bogstaveligt talt Jesus, som Jesus sagde ville ske i Johannes 15:18,24.

Nogle er løgnere, som Jesus sagde i Johannes 8:55. Nogle kan lyve over for andre, men de kan også lyve over for sig selv.

Nogle har »andre ting at se til«, fordi de tilbeder andre afguder, hvad enten det er andre religioner, penge, alkohol osv. »De, der klamrer sig til værdiløse afguder, svigter Hans kærlige hengivenhed« Jona 2:8 (BSB)

Nogle mennesker er ikke Guds får, som Jesus sagde i Johannes 10:26.

Der er ikke plads til mit ord, som Jesus sagde i Johannes 8:37

I forlængelse af det foregående: Hvis nogen ikke tror på, at Jesus er den, han hævder at være, vil de dø i deres synder, som Jesus sagde i Johannes 8:24.

Verden er fjendtligt indstillet over for dommen over dens materialisme og synd. Den ønsker ikke Helligånden, som vil overbevise den om synd og mangel på retfærdighed, som Jesus sagde i Johannes 12:8-10.

Endelig kan ingen komme til Jesus, medmindre Faderen drager ham, som Jesus sagde i Johannes 6:44.

Spørgsmål: Påstod en kristen fra Lilleasien omkring år 160 e.Kr. ved navn Montanus i Joh 14:16-17 at være inkarnationen af Trøsteren, som den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible* på side 988 hævder?

Svar: Asimov burde have holdt sig til at skrive science fiction, da han her har fået sine fakta forkert. Montanus hævdede ganske vist at være en profet, gennem hvem Trøsteren (parakletos) talte, men ingen (undtagen Asimov) sagde, at Montanus var inkarnationen af noget eller nogen. Tertullian var det mest fremtrædende medlem af den montanistiske »trossamfund«, og Tertullians omfattende skrifter blev betragtet som ortodokse og brugt i vid udstrækning af ortodokse kristne efter ham. Faktisk plejede Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) at sige: »Bring mig min mester«, når han ønskede, at nogen skulle bringe Tertullians bøger til ham, så han kunne studere dem.

Spørgsmål: Er Hjælperen i Joh 14:16 her »Guddommelig Videnskab«, som Mary Baker Eddy, grundlæggeren af Christian Science, hævdede i *Science and Health with the Key to the Scriptures*, s. 55.271?

Svar: Nej, Hjælperen er Helligånden i vers 26 og omtales som et »Han«, ikke som et »det«, som Guddommelig Videnskab ville være.

Spørgsmål: I Joh 14:16-26; 15:26; 16:5-15 – blev Muhammed profeteret i Det Nye Testamente som Parakletos eller Helligånden, som nogle muslimer hævder?

Svar: Nej. Hvis dette var sandt, ville muslimer tro på disse fem ting (hvilket de generelt ikke gør).

1. Muhammed priste Jesus. (Johannes 16:14)

2. Allah sendte Muhammed i Jesu navn. (Johannes 14:26)

3. Muhammed blev også udsendt af Jesus. (Johannes 16:7)

4. Muhammed tog Jesu visdom og gjorde den kendt for os. (Johannes 16:15)

5. Muhammed var »i« apostlene. (Johannes 16:17)

Derfor ville ingen kyndig muslim tro, at disse vers henviser til Muhammed. Disse vers må henvise til en anden, som blev sendt af Gud.

På den anden side burde muslimer måske prise Jesus, hvis de mener, at Muhammed gjorde det, baseret på disse vers. En imam fortalte mig dog, at muslimer bør rose og prise Jesus, men ikke tilbede ham.

Forresten forekommer ordet parakletos/on i Johannes 14:6 i p75 (Bodmer 14/15), der dateres til slutningen af det 2. eller muligvis det 3. århundrede, i p66, der dateres til midten af det 2. århundrede, og i Sinaiticus.

Desuden lærte Tertullian, at Parakleten, Trøsteren, virkede i menneskers hjerter i hans tid (193 e.Kr.) i »Om monogami«, kap. 3, s. 61.

I Hegemonius’ værk (4. århundrede) diskuterede den kristne Archelaus ligeledes, hvordan Parakleten i Johannes 14-16 er Gud, den Hellige Ånd, i »Disputation with Manes«, kap. 34-35, s. 208-209

Spørgsmål: Viser Joh 14,18, at Kristus er Gud Faderen, som enhedspentekostalerne hævder?

Svar: Oneness-pentekostalisterne forveksler Jesu handlinger med Jesu identitet. At Jesus ikke vil efterlade os som forældreløse, betyder ikke, at han er det samme væsen som Faderen. Da Jesus blev døbt, bedrog eller forvirrede han ikke folk, og han optrådte heller ikke som en bugtaler, da Faderen talte fra himlen. Faderen sagde ikke: »Dette er mig selv, i hvem jeg har velbehag.« Faderen sagde derimod: »Dette er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag!«

Spørgsmål: Hvordan åbenbares Jesus i Joh 14,22-24 for de kristne og ikke for verden?

Svar: Det er rigtigt, at alle kan vide noget om Jesus. Men kun kristne kender Jesus personligt, fordi Jesus bor i vores hjerter.

Spørgsmål: Hvordan adskiller Jesu fred – fredsfyrstens fred – sig fra verdens fred i Joh 14,27?

Svar: Verdens fred er ydre og midlertidig, fordi den afhænger af ydre omstændigheder. Jesu fred er både indre og ydre, og den er varig, fordi den er uafhængig af ydre omstændigheder.

På en måde er det ligesom når en person, der står over for døden, efterlader sit testamente for at sørge for sine børn og velsigne dem; på samme måde giver Jesus sine børn sin velsignelse og sit løfte om forsørgelse.

Spørgsmål: Hvordan er Faderen i Joh 14,27-28 større end Jesus?

Svar: På jorden havde Jesus tømt sig selv, og selvfølgelig var Faderen større end Jesus dengang. I himlen har Jesus en underordnet rolle i forhold til Faderen. Jesu Gud er Faderen. Se 1 Korintherbrev 11:3; 15:25-28; Matthæus 12:18; Efeserbrevet 1:3,17; Johannes 1:33; 14:16,26,28; Romerbrevet 8:26-27.

Faderen er ikke større end Jesus på to måder:

Natur (Filipperne 2:6). (For yderligere information, se Hilarys værk »Om Treenigheden« 9:2 og 7:27.)

Ære. Se Johannes 5:18; 5:23; Kolossenserne 2:9-10; (Esajas 44:6; Åbenbaringen 1:8 sammenlignet med Åbenbaringen 1:17-18; 22:13)

Som Johannes 5:18 viser, er en far af samme natur som den søn, han avler. Ellers må din far være større end dig, din bedstefar større end ham, og din hundrede forfader må have været supermand. Mennesker skaber ting, men »avler« kun mennesker. Gud skabte de skabte ting, men »avler« kun Gud, sin enbårne Søn. De modtager begge ære og pris i Åbenbaringen 5:9,12-14.

I *Now That’s a Good Question*, s. 43-44, skelnes der mellem den falske påstand om Sønnens »underlegenhed« og det sande begreb om Sønnens »underordning«. R.C. Sproul tilføjer: »Dette er en af grundene til, at kirken altid har bekendt sig til en lære, der kaldes Kristi underordning.«

Spørgsmål: Hvordan adskiller en »sand vinstok« sig fra en almindelig vinstok i Joh 15,1?

Svar: Det græske ord for »ægte« her handler ikke så meget om ægte kontra falsk, men snarere om ægte eller original kontra en efterligning eller kopi.

Spørgsmål: I Joh 15,1, hvilken anden metafor om vinstokken var der før denne?

Svar: Jesus kan have sagt dette enten mens han var i den øverste sal, mens han gik fra den øverste sal til Olivenbjerget, eller også på Olivenbjerget vest for Jerusalem. Hvis de passerede templet, var der foran det en stor gylden vinstok med sine grene, der symboliserede Israels folk. Salme 80:8-16, Ezekiel 17:1-6, Jeremias 12:10-11 og Esajas 5:1-7 sammenligner begge Guds folk med en vinmark. Gud sagde: »For Hærskarers HERRES vingård er Israels hus, og Judas mænd er den plante, han har til glæde. Han forventede retfærdighed, men så blodsudgydning; han forventede retfærdighed, men hørte et nødråb.« (Esajas 5:7)

Spørgsmål: Hvad er forskellen i Joh 15:1 mellem at se Jesus som vinstokken, der holder grenene sammen, og at se mennesker som dem, der holder grenene sammen?

Svar: Israel var vinstokken i Jeremias 2:21. Men Jesus bruger en anden metafor her: Han, ikke Israel, er vinstokken i Johannes 15:1. Hvis din kirkeorganisation lægger større vægt på de mennesker, der holder den sammen, end på Jesus, der holder den sammen, bør du spørge dig selv, om du er i den rette organisation.

Hvad synes du om dette citat? »Gud er i den stille, svage stemme. I alle disse erklæringer og anklager er det hele djævelen – al korruption. Kom så! I anklagere! I falske edsaflæggere! Hele helvede, kog over! I brændende bjerge, lad jeres lava rulle ned! For jeg vil til sidst komme ud på toppen. Jeg har mere at prale af, end nogen mand nogensinde har haft. Jeg er den eneste mand, der nogensinde har været i stand til at holde en hel kirke sammen siden Adams dage. Et stort flertal af alle har stået ved min side. Hverken Paulus, Johannes, Peter eller Jesus har nogensinde gjort det. Jeg praler af, at ingen mand nogensinde har udført et sådant værk som jeg. Jesu tilhængere løb væk fra ham; men de sidste dages hellige er endnu aldrig løbet væk fra mig. I kender min daglige vandring og omgang. Jeg befinder mig i skødet af et dydigt og godt folk. Hvor elsker jeg dog at høre ulvene hyle! Når de kan slippe af med mig, vil djævelen også forsvinde. I de sidste tre år har jeg ført protokol over alle mine handlinger og forløb, for jeg har haft flere gode, trofaste og dygtige sekretærer i fast ansættelse: de har ledsaget mig overalt og omhyggeligt ført min historie, og de har nedskrevet, hvad jeg har gjort, hvor jeg har været, og hvad jeg har sagt; derfor kan mine fjender ikke anklage mig for nogen dag, noget tidspunkt eller noget sted, uden at jeg har skriftlige vidnesbyrd til at bevise mine handlinger; og mine fjender kan ikke bevise noget imod mig.” Joseph Smith, grundlæggeren af mormonismen. History of the Church, bind 6, s. 408-409

Eller hvad med dette citat, som er mildere? I Dictatus Papae (sandsynligvis 1075 e.Kr.) sagde pave Gregor VII: »Den romerske kirke blev grundlagt af Gud alene; kun den romerske pave kan med rette kaldes universel; kun han må bruge de kejserlige insignier; kun hans fødder skal kysses af alle fyrster; kun han må afsætte kejsere; han selv kan ikke dømmes af nogen; den romerske kirke har aldrig taget fejl, og den vil heller ikke tage fejl i al evighed.« Austin’s Topical History of Christianity, s. 165.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Joh 15:3 sige, at de alle var rene, når Judas forrådte Jesus?

Svar: Husk, at Judas på dette tidspunkt allerede var gået og ikke var til stede, da Jesus talte.

Spørgsmål: Hvad betyder ordet »forblive« i Joh 15,4?

Svar: Ordet »forblive« (meno på græsk) er meget betydningsfuldt i alle Johannes’ skrifter. Det forekommer 11 gange i Johannes 15, 40 gange i Johannesevangeliet og 27 gange i Johannes’ breve.

Ligesom en gren på en vinstok betyder det kun én ting: at leve forbundet med vinstokken. En gren kan blive fuldstændig adskilt ved at blive skåret af. Eller grenens liv kan ikke være forbundet med vinstokken, og så dør grenen. Det er interessant, hvordan træer taber deres blade om efteråret. Træet producerer kork, som stopper strømmen af vand og næringsstoffer til bladet eller grenen. Uden næringsstoffer dør de, mister deres fastgørelse og falder af. Træer mister undertiden også grene om sommeren. Når grenen ikke modtager sollys, producerer den hverken sukker eller frugt, og træet skærer den af.

Spørgsmål: Hvordan forbliver kristne i Jesus i Joh 15,4?

Svar: På flere måder.

Ved at stole på, at han leder os skridt for skridt.

Ved at adlyde Jesus, ikke blot af pligt, men med en hurtig, fuldstændig og glædesfyldt lydighed, fordi vi ved, at Guds vej er den bedste vej.

Bøn bør være et centralt kendetegn ved vores liv.

Længsel efter Jesus, efter at være sammen med ham, og bøn om hans genkomst.

Spørgsmål: Betyder det i Joh 15,6, at en gren, der kastes bort, at en ægte troende kan miste sin frelse?

Svar: Dette vers siger, at den, der ikke bliver i Jesus, kan blive kastet bort og brændt. Ud over dette er der to måder at fortolke dette vers på.

1. Alle bør være enige om, at eftersom Gud ved alt, og Gud vidste, hvem der ville komme i himlen (de udvalgte), før nogen blev født, vil nogle ende i helvede, selvom de var med i menigheden og tilsyneladende var kristne. Imidlertid vil ingen af de udvalgte gå tabt, og alle de fortabte vil gøre det, fordi den alvidende Gud vidste det på forhånd.

2. Ægte kristne er uenige om, hvorvidt et menneske kan blive virkelig genfødt og senere enten miste sin frelse eller vælge at vende sig bort fra sin frelse og komme i helvede. Se diskussionen om Hebræerbrevet 6:4-14 og Efeserbrevet 1:14 for mere om dette emne.

Spørgsmål: Hvordan bærer de troende frugt i Kristus i Joh 15:8?

Svar: Bemærk, at det vigtige punkt her ikke er at lære ting, ikke at undervise andre og ikke at udøve tjeneste; det er at bære frugt. Troende bærer frugt i Kristus på mindst tre måder:

Kristuslighed: Indvendigt bør vi bære Åndens frugt, og det bør vise, at vi er i færd med at blive mere gudfrygtige.

Næstekærlighed og bidrag: Vi bør hjælpe både troende og ikke-troende med vores tid, penge og ved at hjælpe de undertrykte.

Omvendte og disciple: Vi kan hjælpe ved at forberede jorden, så evangeliets frø og høste for at føre mennesker til tro på Jesus Kristus. Vi kan også discipulere andre kristne og hjælpe med at bringe de, der er kommet på afveje, tilbage.

Resultaterne er ikke det, du gør, men snarere det, der spirer frem i andre menneskers liv.

Spørgsmål: Er mennesker i Joh 15,8 ufrugtbare, medmindre de fører andre til Kristus, som en usædvanlig gruppe har lært?

Svar: Nej. Vi ved ikke, om Jeremias førte næsten ingen mennesker til Gud i sin levetid, men han tjente alligevel Gud som en effektiv profet og forkynder. Det er én form for bevis på at bære frugt, men det er ikke engang opført som en af Åndens frugter i Galaterbrevet 5:22-23. Se »Når sekterister spørger« for et supplerende svar.

Spørgsmål: Skal vi i Joh 15,14-15 stadig kalde os selv Kristi tjenere?

Svar: Ja. Peter, der hørte disse ord direkte, ville være den, der bedst kunne forstå, hvad Jesus mente. I 2. Petersbrev 1:1 kaldte Peter sig selv en tjener (faktisk en træl) for Jesus. I Romerbrevet 1:1, Filipperne 1:1, Titus 1:1 og Jakob 1:1 omtaler Paulus og Jakob sig også som Kristi Jesu træl.

Uanset om man fortolker dette som, at Jesus ikke kalder disciplene for »blot tjenere« eller »tjenere«, siger Jesus, at han ikke blot kalder dem tjenere. Jesus taler ikke om, hvad Guds børn bør kalde sig selv.

Spørgsmål: Hvilke måder bør vi i Johannes 15:15 handle på som Kristi tjenere, og hvilke måder bør vi handle på som Kristi venner?

Svar: Det er godt at være en tjener for Kristus, og det er forkert ikke at ønske at være en tjener for Kristus. Men her siger Jesus, at der er så meget mere end blot at være en tjener for Kristus. Lad os se på tingene fra vores perspektiv og derefter fra Guds.

Fra vores perspektiv

Hvis vi kun var tjenere, gør en tjener det, han eller hun bliver bedt om; i det mindste når de bliver overvåget. En tjener er ofte ikke engageret i resultatet eller succesen. En tjener er måske kun tjener i en periode og bekymrer sig kun om, hvad der sker på kort sigt, før han eller hun går videre. At tænke ud af boksen, finde en bedre måde at gøre tingene på, udvise initiativ eller være innovativ er typisk ikke noget, tjenere ville gøre.

I modsætning til en tjener er en ven som en partner eller et familiemedlem. De gør villigt det, der er nødvendigt, selv når de ikke bliver bedt om det. De er meget optaget af resultatet og succesen af deres herres plan. Vi er ikke kun optaget af, at blomster spirer, men af frugt, der bliver hængende, i modsætning til frugt, der falder af.

Men ligesom en tjener har vi stadig en herre. Selv en søn bør adlyde sin mor og far. Vi kan være innovative og finde på bedre måder at gøre tingene på, men kun inden for rammerne af det, vores herre har befalet. Der findes alle mulige midler til at gennemføre en plan – vold, intimidering, tvang, bedrageri, snyd, tyveri – og dem må vi aldrig bruge, uanset hvad vi mener om, hvor effektive de ville være i en bestemt situation.

Set fra Guds perspektiv

En tjener behøver ikke at vide, hvad der foregår, kun hvad han bliver bedt om at gøre lige nu. Hvordan han skal gøre noget, hvordan han skal samarbejde med andre, det er alt sammen fastlagt i hans opgave.

I modsætning til en tjener ønsker Gud ofte, at vi selv finder ud af, hvordan vi får noget gjort, og ikke blot udfører opgaverne mekanisk som en tjener. Vi bør udvise initiativ. Gud giver os måske opgaver, som vi ikke kan udføre alene, og alligevel forventer Gud, at vi udfører dem. Men i stedet for at forsøge os med en håbløs opgave, mislykkes og sige til Gud: »Jeg gjorde mit bedste«, ønsker Gud, at vi samarbejder med andre troende og sammen fuldfører opgaven. Hvad du kan eller ikke kan gøre på egen hånd, uden at bruge de redskaber og medarbejdere, som Gud har givet dig, er ikke rigtig relevant; det handler om, hvad du kan eller ikke kan gøre med de redskaber og medarbejdere, som Gud har givet dig, i Helligåndens kraft. Vi afslører ofte vores fortrolige planer for fremtiden til venner. Det gør Gud også. VI ønsker at kende Guds vilje for os, men vi bør også ønske at kende hans hjerte.

Men ligesom en tjener er der stadig mange ting, der vil krydse vores vej i livet, som Gud vælger ikke at afsløre for os – eller i hvert fald ikke endnu. Der kan være andre ting, der allerede er sket for os, hvor vi stadig ikke har nogen anelse om, hvorfor Gud lod det ske. Som en kristen forfatter sagde: »Vi bør ikke tage det uforklarlige ilde op.« Gud er ikke bare vores ven, men vores bedste ven; men Han er stadig vores Herre.

Spørgsmål: I Joh 15,16, i hvilken forstand var det ikke dem, der valgte Kristus, men Kristus, der valgte dem?

Svar: Der er to måder at se på dette afsnit.

Den umiddelbare sammenhæng er indsættelsen som apostle. Kristus kunne have valgt hvem som helst til at være sine apostle, og han valgte dem. Han velsignede dem ved at vælge dem; de gjorde ikke Jesus nogen tjeneste.

Nogle ser en generel sammenhæng med Guds udvælgelse til frelse.

Uanset om man mener, at netop dette afsnit har denne tilsigtede betydning, lærer Bibelen, at Gud udvalgte os før tidernes begyndelse. Det er således indlysende, at Gud udvalgte os, før vi valgte Ham. Desuden viser Romerbrevet 3:11-12 og andre afsnit, at vi slet ikke ville være i stand til at vælge Gud, hvis det ikke var for Guds virke i vores liv.

Spørgsmål: Hvad er i Joh 15:16 den frugt, der bliver, i modsætning til den frugt, der ikke bliver?

Svar: 1. Korintherbrev 4:12 kaster lys over dette. Gerninger, der angiveligt er udført for Guds skyld, men som er udført af stolthed, misundelse eller andre onde motiver, vil Gud hverken ære eller belønne. Ligeledes vil handlinger, der ikke er udført af ugudelige motiver, men af ikke-gudelige motiver, såsom økonomisk rigdom, også blive bedømt på passende vis.

Der er mindst tre slags frugt.

Indre: Karakter er blevet defineret som den, du er, når du tror, at ingen ser på.

Ydre: Vores handlinger bærer frugt, enten god eller dårlig.

Økonomisk: Vores bidrag til Guds arbejde og til de fattige og trængende bliver bemærket, ligesom Simons bidrag blev det i Apostlenes Gerninger 10.

Evangelisering og discipelskab: I Filipperbrevet sagde Paulus, at filipperne selv var Paulus’ glæde og krone.

Vores børn og dem, vi passer på i menigheden: I det foregående indgår, hvordan vi opdrager vores børn, og hvordan de ældste passer på dem, de har ansvaret for. De er ansvarlige for deres egne beslutninger, men vi har et ansvar, når vi passer på dem.

Spørgsmål: Hvad er i Joh 15,17 forskellen mellem at have en særlig kærlighed til andre troende og at danne en klike?

Svar: Det er helt i orden at have nogle venner, som man står tættere på end andre. Og selvfølgelig bør vi ikke kun have romantiske følelser, men også et venskab med vores ægtefælle, der er tættere end andre venskaber. Men når dit venskab med en lille gruppe venner er eksklusivt, og man ikke ønsker at have folk udefra med, så kan det være et »venskab, der er gået galt«. Så spørg dig selv: »Er dit venskab inkluderende eller eksklusivt?« Der er dog nogle ikke-troende (og endda kødelige kristne), som du bør holde dig væk fra, hvis de bliver ved med at friste dig til at synde.

Spørgsmål: Hvordan hadede verden Jesus i Joh 15:18?

Svar: På to måder:

Ved navn: Folk bruger normalt ikke navnene Buddha, Konfucius eller Muhammed forgæves. De synes kun at bruge »Gud« og »Jesus« forgæves.

Ved karakter: Nogle afviser alt, der har med Kristus at gøre. Mens nogle ved meget om Kristus og derefter afviser ham, ønsker andre bevidst ikke at vide noget om Kristus.

Spørgsmål: Hvordan gjorde Jesu komme i Joh 15:22,24 nogle mere ansvarlige for deres synd?

Svar: Den gode nyhed er, at Gud ikke holder folk ansvarlige for det, de ikke ved (Rom 4,15; 5,12). Bagsiden af medaljen er, at 2. Petersbrev 2,22 og andre vers viser, at folk får en mere eller mindre streng dom, når de afviser sandheden, baseret på den sandhed, de kendte.

Spørgsmål: Hvorfor kan ingen i Johannes 15:23 hade Jesus uden også at hade Faderen?

Svar: Som en del af Treenigheden er Faderen, Sønnen og Helligånden ens i natur, formål og ære, og vores lydighed, tjeneste og kærlighed til den ene gælder også for de andre.

Spørgsmål: Tror du, at »at udstøde jer af synagogen« i Joh 16:2 også omfatter at udstøde kristne af menigheden?

Svar: Ja, det omfatter at blive smidt ud af den religiøse forsamling. Martin Luther, anabaptisterne og John Wesley blev alle smidt ud af deres kirker. Mange ægte kristne er ikke velkomne i visse liberale kirker.

Spørgsmål: Hvordan kunne nogen i Joh 16,2-3 tro, at de gjorde Gud en tjeneste ved at dræbe Jesu disciple?

Svar: Mange mennesker har haft et meget forvrænget syn på Gud. Nedenfor følger en delvis liste over forfølgelser af kristne begået af religiøse mennesker samt de tusinder, der blev dræbt, hvor antallet er kendt.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 16:5, at ingen spurgte, hvor Jesus skulle hen, når Thomas [angiveligt] spurgte om det i Joh 14:5?

Svar: Thomas spurgte faktisk IKKE, hvor Jesus skulle hen. I Johannes 14:5 spørger Thomas kun, hvordan de kan kende vejen, da han konstaterer (ikke spørger), at de ikke kender den. Jesus havde netop sagt, at de kender vejen, og Thomas siger, at de endnu ikke kender vejen.

Man får indtryk af, at Jesus blot ventede på, at nogen skulle spørge, hvordan man kunne kende vejen, så Jesus kunne åbenbare denne sandhed om sig selv i Johannes 14:6-7. Ingen anden jødisk lærer hævdede, at han selv var vejen. Jesus var ikke blot en lærer af sandheden, der viste vejen; han var selv vejen.

Men efter at Jesus havde åbenbaret dette, og folk dermed kendte vejen, fordi de kendte Jesus, syntes hverken Thomas eller nogen anden at være særlig interesseret i at spørge Jesus, hvor han skulle hen, eller hvad han skulle gennemgå.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 16,5, at ingen spurgte, hvor han skulle hen, når Peter jo faktisk spurgte om det i Joh 13,36?

Svar: Først to ting, der ikke er en del af svaret, og derefter svaret.

X Talte til alle undtagen Peter: Jesus kunne have peget på de andre 10 disciple, bortset fra Peter, og sagt: »Hvorfor spørger ingen af jer, hvor jeg skal hen?« Selvom dette teknisk set er muligt, var Johannes øjenvidne, og teksterne giver intet fingerpeg om, at Jesus skelnede mellem Peters spørgsmål og de andres manglende spørgsmål.

X Jesus glemte, at Peter havde spurgt: Mens han var på jorden, var Jesus uden synd, men som dødelig menneske siger Skriften ikke, at Jesus altid var i stand til at huske hver eneste detalje, især under stort pres. Selvom denne forklaring har fordelen ved sin enkelhed, tror jeg, der findes en bedre forklaring.

Den græske verbaltid og rækkefølgen i Jesu undervisning: Da Peter og Thomas først stillede deres spørgsmål, kunne Jesus ikke give dem et fuldstændigt svar, uden at de først kendte til Jesu rolle som vejen, sandheden og livet og uden at han havde introduceret Helligånden. Herefter spørger Jesus: »Alligevel spørger ingen af jer mig (nutid), hvor I skal hen?« I Wuest Expanded Translation står der: »spørger mig«.

I »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 835, står der, at disciplene var så opslugt af deres egen sorg over Jesu bortgang, at de ikke kom i tanke om at spørge om, hvor Jesus ville tage hen. I »The New International Bible Commentary«, s. 1257, står der, at dette spørgsmål blev stillet på grund af deres forfærdelse, ikke på grund af et reelt ønske om at vide, hvor Jesus skulle hen.

Spørgsmål: Hvordan overbeviser Trøsteren i Joh 16:8-11 verden om synd, retfærdighed og dom?

Svar: På mindst to måder.

Direkte og indre overbeviser Helligånden mennesker om, at de bør angre deres synder og vende sig til Gud.

Indirekte og ydre virker Helligånden gennem mennesker for at føre andre til Kristus.

Spørgsmål: Hvorfor fortalte Jesus dem ikke alt, hvad de havde brug for at vide, i Joh 16:12?

Svar: Svaret findes i Johannes 16:13. Gud fortalte dem til sidst alt, hvad de nogensinde havde brug for at vide; de lærte det bare ikke lige der og da. Derfor har de – og vi – brug for, at Helligånden leder os og giver os den vejledning, vi har brug for den pågældende dag.

En smuk historie illustrerer dette. Der var engang en velhavende konge, der havde en søn, som han elskede meget højt. En gang om året kom sønnen til sin far og bad om sit årlige lommepenge. Kongen gav ham dem, og så så han ikke sin søn igen i et helt år. Udover at elske sin søn var kongen også vis. Det følgende år, da sønnen kom, gav faderen ham lommepenge til én dag. Hvis sønnen ønskede lommepenge til den næste dag, måtte han komme og tale med sin far. På samme måde: Hvis du er troende og virkelig ikke får det, du har brug for, fra Gud, har du måske brug for at bruge mere tid på at komme til Ham dagligt i bøn.

Spørgsmål: Er Sandhedens Ånd i Joh 16,12-13 her Baha’u’llah?

Svar: Nej, Sandhedens Ånd er her en ånd, ikke en person. Det er den samme Hellige Ånd, som Jesus netop talte om i Johannes 14-16. Man kan ikke sige, at »ånd« i Johannes 16:12-13 henviser til én person, mens »ånd« henviser til den Hellige Ånd eller noget andet i Johannes 14:16-18, 25-26; 15:26; 16:5-11; 16:14-15. Den Hellige Ånd kom ned på pinse, ikke i det nittende århundrede, da bahá’í-religionen blev grundlagt.

Spørgsmål: Hvordan leder Helligånden i Johannes 16:13 ind i al sandhed?

Svar: Vesterlændinge tænker ofte på sandhed primært som sande eller falske udsagn. Men en person kan have ret i mange ubetydelige punkter og alligevel tage meget fejl i de store spørgsmål. En person kan være ærlig, når vedkommende køber og sælger, og alligevel tjene en religion, der er en løgn.

Sandheden er Jesus, ikke blot sande læremæssige udsagn. Det er ved at forblive i den sande Jesus, at vi bliver ledt til de sande læremæssige udsagn, snarere end at læren træder i stedet for Ånden, der leder os til Kristus. I himlen vil vi naturligvis også kende alle de sande læremæssige udsagn.

Ægte kristne er alle enige om følgende:

1. Gud er hellig, kærlig, god, retfærdig, almægtig, alvidende og allestedsnærværende.

2. Vi har syndet og har alle brug for en Frelser

3. Jesus er gennem sin død og fysiske opstandelse den eneste vej til frelse.

4. Vi skal omvende os og tro på Jesus.

5. Vi bør alle leve et helligt liv.

Mange andre vigtige emner.

Ægte kristne er uenige om følgende:

Den præcise betydning af dåben, og om den kun skal gives til troende eller også til spædbørn.

Om det er bedre at holde gudstjeneste om lørdagen eller søndagen.

Om det er i orden at arbejde på lørdag eller søndag.

Den præcise betydning af nadveren.

Om kristne nogensinde bør kæmpe i en krig eller lyve for at redde et liv fra onde mennesker.

Balancen mellem Guds forudbestemmelse og menneskets frie vilje.

Tusindårsriget og tidspunktet for bortrykkelsen.

Det korrekte antal bøger i Det Gamle Testamente.

Om ægte kristne kan miste deres frelse eller ej.

Andre sekundære og trivielle spørgsmål.

Spørgsmål: I Joh 16:13 står der, at Helligånden leder os ind i al sandhed. Hvordan kan det så være, at der har været så mange uenigheder blandt ægte kristne?

Svar: Se diskussionen om Efeserbrevet 4:4 for svaret.

Spørgsmål: Hvordan ville disciplenes sorg blive til glæde, som det står i Joh 16:20-22?

Svar: Dette skete på dramatisk vis efter opstandelsen, da de igen så den elskede Jesus. Det vil ske for alle Kristi disciple, når vi dør og kommer til at være sammen med Jesus i himlen.

Spørgsmål: Skal vi i Johannes 16:23 bede til Jesus om ting, eller skal vi kun bede Faderen?

A: Fadervor er rettet til Faderen, og det ser ud til, at der blev bedt flere bønner til Faderen end til Jesus. Det er dog helt i orden at fremsætte bønner til Jesus, ligesom Stefanus, der var fyldt af Helligånden, fremsatte to bønner til Jesus i Apostlenes Gerninger 7:59-60.

Q: Betyder Joh 16:24, at vi kan få alt, hvad vi ønsker, i bøn, som nogle Word-Faith-lærere hævder?

A: Paulus mente bestemt ikke det, da han bad om, at tornen i hans kød måtte blive fjernet fra ham, og det skete ikke. Paulus talte også først til galaterne på grund af sygdom, og han ønskede sandsynligvis ikke at være syg, selvom Gud brugte Paulus’ sygdom til det gode. Johannes 16:24 opmuntrer os til at bede, men det er i sammenhæng med at forblive i Ham. Så bed om alt det, du tror, Gud ønsker, at du skal bede om, men indse tålmodigt, at Gud, som en vis forælder, vil sige »nej« både til de ting, du ved, at Gud ikke ønsker, du skal have nu, og til de ting, du tror, Gud ønsker, du skal have, men hvor Gud ved bedre. Se »When Cultists Ask«, s. 186-187, for et supplerende svar.

Spørgsmål: Hvorfor talte Jesus i Joh 16:25 endda til sine egne disciple i lignelser?

Svar: Måske kan denne enkle analogi hjælpe med at forklare det. Forestil dig en skolelærer, der underviste i matematik udelukkende ved forelæsninger: ingen lektier og ingen prøver. Uden behov for at give feedback ville eleverne snart blive selvtilfredse i deres læring. Desuden ligger udfordringen i fag som differentialregning, partielle differentialligninger og finite element-analyse ikke i de ligninger, man skal huske, men i de begreber, man skal forstå og anvende. Selvom Jesus aldrig uddelte skriftlige prøver, stillede han i stedet spørgsmål, gådefulde udtalelser og lignelser. Man måtte kende Guds ord for overhovedet at kunne håbe på at forstå noget af det. Desuden er det heller ikke nok blot at lære ord udenad. Vi er nødt til at gruble over sandhederne for at forstå de begreber, som Gud har formidlet til os i Bibelen.

Vi bør ikke lade os modløse, når nogle dele af Bibelen er svære for os at forstå. Uanset om vi kan lide det eller ej, indrømmede Jesus, at han nogle gange endda bevidst talte i uklare vendinger. Det ser ud til, at processen med at lære Bibelens dybe sandheder – med den dertil hørende refleksion og ræsonnement – er næsten lige så vigtig som selve målet om at lære de dybe sandheder.

Spørgsmål: Hvorfor er indholdet af bønnen i Joh 17 helt anderledes end bønnen om, at denne kalk må gå forbi, i Getsemane Have i Mt 26,36-46; Mk 14,32-43 og Lk 22,39-47?

Svar: Fordi det var forskellige bønner. Johannes 17 fandt højst sandsynligt sted i Getsemane Have, selvom det kunne have været lidt tidligere. Uanset hvad fandt bønnen i de synoptiske evangelier helt sikkert sted efter ypperstepræstens bøn i Johannes 17, fordi vagterne anholdt ham, mens han bad.

Spørgsmål: Hvad betyder udtrykket »tiden er kommet« helt præcist i Joh 17:1?

Svar: Det betyder tre forskellige, men indbyrdes forbundne ting.

1) Tiden er kommet for ham til at afslutte sin jordiske tjeneste og gøre noget vigtigere: at udgyde sit blod på korset for vores synder. Se Johannes 12:23,27. Han var den »time«, hvor Jesus skulle forlade denne verden i Johannes 13:1.

2) For at dette kunne ske, ville Guds fysiske beskyttelse blive taget fra ham. Ingen kunne røre ved eller skade Jesus før dette. Hvorfor? »Fordi hans time end nu ikke var kommet« (Joh 7:30; 8:20). Det var umuligt, fordi Faderen ikke ville tillade det.

3) Endelig ville dette være den »time«, hvor mørket hersker i Lukas 22:53. Jesus var ikke bange for denne mørke time; Jesus vidste, at dette var nødvendigt før hans største triumf. Det er ligesom infanterisoldaterne, der langsomt og bevidst trækker sig tilbage foran fjenden, inden kavaleriet udløser fælden og omringer fjenden for at udslette dem (som det skete for den romerske hær ved Canae).

Spørgsmål: Giver Jesus i Joh 17:2 kun evigt liv til dem, som Faderen har givet Jesus?

Svar: Ja. Kristne er enige om, at Jesus giver evigt liv til alle dem, som Faderen har givet til Jesus, og kun til dem, som Faderen har givet til Jesus. Calvinister og ikke-calvinister er uenige om, hvorvidt vores beslutninger og den tro, som Gud har ladet vokse i os, spiller en rolle i Faderens valg af, hvem han vil give til Jesus, eller ej.

Spørgsmål: I Joh 17:3 sagde Jesus: »Dette er det evige liv: at de kender dig, den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, som du har sendt.« Hvordan kan vi da kalde Jesus for Gud?

Svar: Udtrykket »Gud« har forskellige betydninger i Bibelen. »Gud« henviser til Faderen her i Johannes 1:1 (første forekomst) og Hebræerbrevet 1:9 (anden forekomst). Man kan dog ikke bruge dette til at bevise, at Jesus ikke kan kaldes Gud, fordi udtrykket »Gud« henviser til Jesus i Johannes 1:1 (anden forekomst) og Hebræerbrevet 1:9 (første forekomst).

Efter min opfattelse er der ikke blot ét, men to problemer med, at Jehovas Vidner forsøger at hævde, at Johannes 17:3 siger, at vi ikke bør kalde Jesus for Gud.

1) Jehovas Vidner fremstår ikke som konsekvente i deres argumentation. Hvis brugen af ordet »Gud« om Faderen her betød, at Jesus ikke er Gud, ville brugen af »Gud« og »Herre« – hvor Jesus er Herren – betyde, at Faderen ikke er Herre.

1. Thessalonikerbrev 4:16a nævner: »Herren selv vil stige ned fra himlen med et højt råb, med en ærkeengels røst og med Guds basun.« Da Jesus her er Herren, betyder det da ikke, at Faderen er Herren?

Tilsvarende nævner David Reed i sin bog *Jehovas Vidner besvaret vers for vers* (s. 82), at hvis det at kalde Faderen Gud på en eller anden måde udelukkede Jesus fra at være Gud, ville det at kalde Jesus vores »eneste Herre« i Judasbrevet 4 udelukke Faderen fra at være Herre. Endnu værre for deres sag er det, at Helligånden også kaldes Herre i 2. Korintherbrev 3:17.

»Gud [Faderen] og Herren Jesus« nævnes også i Jakob 1:1; 1. Thessalonikerbrev 1:3; 3:11,13 og andre steder.

2) Jehovas Vidner fremstår ikke som ærlige over for sig selv her. Hvis de siger, at »Gud og Jesus« betyder, at det ikke er rigtigt at omtale Jesus som Gud, så omtal t selv Jesus som Gud i deres oversættelse af Johannes 1:1 og Hebræerbrevet 1:9. Hvad Jehovas Vidner burde sige, er, at Jesus ikke er Gud her ud fra den måde, ordet »Gud« bruges på i dette vers; og det udsagn kan vi være enige i.

Jehovas Vidner må være enige med de kristne i, at der findes forskellige definitioner og anvendelser af ordet »Gud« i Skriften. Ud over at henvise til falske guder (1. Korintherbrev 8:5-6; 1. Mosebog 31:30,33) er der tre anvendelser af ordet »Gud«, som er sande.

Faderen. Galaterbrevet 1:1, Efeserbrevet 1:2-3,17, Hebræerbrevet 1:9 (2. forekomst), Johannes 17:3 osv.

Jesus. Hebræerbrevet 1:9 (1. forekomst); Johannes 1:1, 19; Hosea 1:7; Esajas 7:14; 1. Johannesbrev 5:11, 12 mod 21; Kolossenserbrevet 2:9 og Matthæus 1:23

Den Hellige Ånd. Romerbrevet 8:9-16; Lukas 1:35; 1. Johannesbrev 4:12,13,15-16; 1. Korintherbrev 3:16 i forhold til 1. Korintherbrev 6:19; Apostlenes Gerninger 5:4.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 17:4, at han havde fuldført sit værk, før korsfæstelsen?

Svar: På tærsklen til sin anholdelse indså Jesus, at der stort set ikke var mere tilbage for ham at gøre i dette liv. Fra dette tidspunkt ville alt blive gjort mod ham. Måske tænkte Jesus det samme, da han fortalte Peter, at Peter ville komme i en lignende situation i Johannes 21:18-19.

Se *1001 Bible Questions Answered*, s. 39, og *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 9, s. 162-163, for et anderledes, men supplerende svar.

Spørgsmål: I Joh 17,5 måtte Jesus selv bede Faderen om ting – betyder det, at han var mindre end Faderen?

Svar: Nej. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

På jorden tømte Jesus frivilligt sig selv, som Filipperne 2:7 viser. Han blev træt (Johannes 4:6). Jesus underkastede sig Faderen og lærte lydighed, som Hebræerbrevet 5:7-8 viser.

Hvad angår natur og ære, er de to ens, som Filipperne 2:7 viser. Ligesom en jordisk søn har samme og ligeværdig natur som sine forældre, har Jesus samme og ligeværdig natur som Faderen. Jesus har Guds fulde væsen, ifølge Kolossenserbrevet 2:9. Alle bør ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen, ifølge Jesus i Johannes 5:23.

Hvad angår rolle og rang, er Faderen den fremtrædende inden for Treenigheden. Selv efter opstandelsen har Faderen rollen som Gud i forhold til Gud Sønnen, som det fremgår af Hebræerbrevet 1:8-9 og 1. Korintherbrev 15:24,27,28.

Spørgsmål: Hvorfor afviste Jesus i Joh 17:9 udtrykkeligt at bede for hele verden?

Svar: Jesus bad ikke om, at der skulle ske noget, som Faderen udtrykkeligt havde sagt ikke ville ske. Det bør vi heller ikke. Her bad Jesus ikke om universalisme, at hver eneste person skal komme i himlen, og at helvede skal være tomt. Jeremias blev også bedt om ikke at bede for folket i Jer 7:16, Jer 11:14 og Jer 14:11.

Som Jesus antydede i Johannes 17:16, er verden sit eget system, og Guds rige er et andet. Verdens mennesker ønsker ofte ikke at være en del af Guds rige og leve for evigt i tilbedelse af Gud.

Spørgsmål: Hvordan er kristne i Johannes 17:11, 21-22 ét, ligesom Faderen og Sønnen er ét?

Svar: Der er en række måder, hvorpå vi skal være ét med hinanden, ligesom Jesus og Faderen er ét.

Harmoni: Der er ingen uenigheder eller stridigheder inden for Treenigheden. Selvom ægte kristne er uenige om mange ting, er vi enige om troens væsentlige punkter, og vi bør ikke skændes eller skabe splid blandt andre ægte kristne.

Enhed i formålet: Faderen og Sønnen arbejder aldrig mod hinanden. Hvis vi opfylder det formål, som Den Ene har for os, er det det samme formål, som Faderen, Sønnen og Helligånden alle har for os.

Kærlighed til hinanden: Faderen, Sønnen og Helligånden har fuldkommen og perfekt kærlighed til hinanden. Det er målet for den kærlighed, vi bør have til hinanden.

Ikke at se ned på hinanden: Vi skal ikke hævde eller tro, at vi er bedre eller mere værdifulde end andre, som det fremgår af Filipperne 2:3 og 1. Korintherbrev 10:12.

Faderen, Sønnen og Helligånden er imidlertid ét på nogle måder, som vi ikke er ét. Se diskussionen om Johannes 10:30 for mere om, hvordan Faderen og Sønnen er én Gud, og også om, hvordan de er adskilte væsener.

Spørgsmål: Hvordan skal kristne i Johannes 17:11, 14, 21 være i verden, men ikke af verden?

Svar: Her er en liste over, hvordan vi skal være i verden, efterfulgt af en delvis liste over, hvordan vi ikke skal være af verden.

Frivilligt i verden:

Forholde os til verdens mennesker: Vær alt for alle for evangeliets skyld, som Paulus sagde i 1 Korintherbrevet 9:19-23.

Underordne os de verdslige myndigheder: Vi skal adlyde konger og herskere (1. Petersbrev 2:13-15,17; Romerbrevet 13:1-5), så længe de ikke strider mod Gud, den højeste myndighed. Vi skal betale vores skatter (Romerbrevet 13:6-7; Matthæusevangeliet 17:24-27).

Elsk verdens mennesker, da Gud elsker dem (Johannes 3:16).

Håb for verdens mennesker, og ønsk, at mange må blive frelst.

Bed for verdens mennesker, for deres frelse.

Tag os af verdens mennesker for at imødekomme deres fysiske og åndelige behov.

Ufrivilligt i verden: Vi har intet valg i det følgende.

Oprindelse: Vi er skabt af Gud og født af kød i denne verden.

Fysisk set er vi af denne verden. Det indebærer at lide smerte, sult, død og uretfærdighed i dette liv.

Konsekvenser af andres synder: Ligesom spædbørn undertiden lider under konsekvenserne af deres mors stof- og alkoholmisbrug, er vi alle udsat for lidelse på grund af andres syndige handlinger. Da vi er født i en syndig verden, lider vi alle under konsekvenserne af Adams synd, som Romerbrevet 5:12-17 viser.

Fristelse er fælles for alle i denne verden, som det står i 1. Korintherbrev 10,12.

Frivilligt ikke af denne verden:

Vi har indgået en forpligtelse over for Gud: Gud samler dem, der har indgået en pagt med ham (Salme 50:5), er døbt med vand (1. Petersbrev 3:20; Hebræerbrevet 10:22), har aflagt trosbekendelse (Hebræerbrevet 10:23) og har en ren samvittighed over for Gud (1. Petersbrev 3:21).

Elsker ikke verden: Hverken kødelig lyst, øjnets lyst eller livets stolthed, som det står i 1. Johannesbrev 2:15-17.

Elsk ikke som verden elsker: Vi elsker ikke kun dem, der elsker os, men vi elsker endda vores fjender, som Jesus befaler (ikke blot foreslår) i Lukas 7:27-36.

Ikke have den samme motivation: Vi har ikke de samme standarder, ambitioner, motivation og styrkekilde som verden. Vi lever ikke blot under omstændighederne. Som Gene Getz udtrykte det i sin bog om Filipperbrevet, gøres de fleste ting af en af tre grunde: håb om belønning, frygt for straf og for at blive anset for at være et bedre menneske i egne og andres øjne. Selvom Bibelen aldrig kritiserer disse motiver (og det bør vi heller ikke), har vi en højere motivation, som verden ikke kan forstå, nemlig agapekærlighed.

Forskellige værdier: Vi har en anden målestok for betydning, værdi og livsformål. Vi blev skabt til Guds ære (Esajas 43:7; Efeserbrevet 1:6).

Ikke i åg med ikke-troende i ægteskab, kæresteforhold, forretning og på andre måder, som 2. Korintherbrev 6:14-18 viser. (Hvis du er gift med en ikke-troende, skal du dog ikke søge skilsmisse, som 1. Korintherbrev 7:12-15 befaler).

Ufrivilligt ikke af denne verden: (Ufrivilligt betyder ikke uønsket, men snarere at det ikke er et valg eller en mulighed for troende)

Skæbne: De udvalgte er på vej til himlen. Vi bør sørge for, at vi ikke gør os det »for behageligt« her, da dette blot er et midlertidigt opholdssted for os. Vi er fremmede og udlændinge på denne jord (1. Petersbrev 2:9,11).

Den Hellige Ånd, der bor i os: Alle ægte troende har Den Hellige Ånd boende i sig (Romerne 8:9-16).

Guds børn: Selvom Gud skabte alle mennesker, er vi Guds børn. Skriften betragter ikke-troende som ikke værende Guds børn (Johannes 1:12-13; Romerne 8:14-16; Efeserne 2:3-5; 1. Johannes 3:1-2).

Se *Now That’s a Good Question*, s. 249-250, for et anderledes, men supplerende svar.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Joh 17:19 hellige sig selv, når han allerede var uden synd?

Svar: At helliggøre betyder IKKE blot at holde op med at synde. Det betyder faktisk at blive udskilt til Gud eller at blive viet til et bestemt formål. De mange (gode) ting, som Jesus gjorde – at tale med mennesker, helbrede de syge, undervise osv. – ville nu træde i baggrunden, da han var viet til én ting: at forberede sig på at dø på korset. Ligesom en ypperstepræst i Det Gamle Testamente havde en ceremoni for at blive udskilt som ypperstepræst, skulle Jesus snart gennemgå en ceremoni (omend en smertefuld en) for at blive vores ypperstepræst.

Kristne er ikke blot kaldet til at undgå at synde, men til at blive helliget til Kristus. Vi bør leve vores liv »helliget« og viet til Gud. Det indebærer naturligvis, at vi holder os væk fra syndige ting, men i positiv forstand betyder det, at vi skal være hengivne, ligesom en soldat, en atlet eller en landmand. Paulus taler mere om dette – dog uden egentlig at bruge ordet »helliget« – i 2. Timoteusbrev 2,3-6. Vi er helliget, udvalgt af Gud til at leve og udføre gode gerninger for ham. Men vi har et ansvar for at følge Helligånden og leve vores helliggørelse ud. Peter understreger i 1. Petersbrev 1:13-22 yderligere vigtigheden af, at vi hver især er helliggjorte (hellige). I 1. Petersbrev 1:18 sætter Peter det i kontrast til »formålsløs adfærd«. Han fortsætter med at tale om, at menigheden er helliggjort som et folk i 1. Petersbrev 2:9-12.

Undrer du dig nogle gange over, hvor relevant dit liv er for Guds formål? Selvfølgelig kan du ikke vurdere dine bønner, samtaler og opmuntring af andre ud fra verdslige standarder. Men undrer du dig stadig? Måske venter Gud på, at du undrer dig over det. Han venter tålmodigt på, at du ønsker at leve et helliget liv for bedre at udtrykke din kærlighed til Ham og opfylde Hans formål.

Spørgsmål: Når Jesus i Joh 17,20-21 bad om, at alle måtte være ét, henviser dette da til én organisation, som den romersk-katolske kirke, den ortodokse kirke, den koptiske kirke, den lokale menighed og mange af Kristi kirker har lært?

A: Jesus talte om, at de troende skal være ét i ånden og ét i fællesskabet. Vi skal ikke blot være »ét«, men være »ét i Kristus« Der har været kristne i forskellige organisationer siden Tertullians tid i år 200 e.Kr. Når en organisation, der kalder sig selv Kristi eneste sande kirke, brænder troende på bålet, som f.eks. Jan Huss, ekskommunikerer troende, som f.eks. Martin Luther, og iværksætter korstog mod troende, som f.eks. valdenserne, eller massakrerer en hel italiensk by, bør sande kristne på det tidspunkt flygte og ikke være ét med den pågældende organisation. Se »When Cultists Ask«, s. 187-188, for et anderledes, men supplerende svar.

Spørgsmål: Hvordan udtales »Cedron« i Joh 18:1?

Svar: Det staves også »Kidron«. Crudens konkordans angiver, at den første lyd er en »s«-lyd, og at trykket ligger på den første stavelse.

Spørgsmål: I Joh 18:2, hvordan kunne Jesus komme her så ofte, når han kun var i Jerusalem den uge?

Svar: Det var ikke den eneste gang, Jesus og disciplene var i Jerusalem. Desuden kom de forbi Getsemane to gange om dagen på vej til og fra templet. Der var ikke nok kroer og huse til at huse alle de mennesker, der kom til Jerusalem i påskeugen. Vejret var dog godt, så de fleste sov bare udenfor.

Spørgsmål: Hvorfor havde soldaterne lanterner med i Joh 18,3?

Svar: De havde sandsynligvis taget lanterner med både for at kunne se i mørket generelt og fordi de troede, at de måske skulle gennemsøge haven hele natten efter Jesus. De havde taget sværd med for at arrestere fredsfyrsten. Bemærk, at Jesus mødte dem ved porten.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Joh 18:9 sige, at han ikke havde mistet nogen af sine disciple, når han i Joh 17:12 havde mistet én (Judas)? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

A: Efter at Judas var gået for at forråde Jesus, sagde Jesus i Johannes 17:12: »Mens jeg var sammen med dem, beskyttede og bevarede jeg dem ved dit navn, det navn, du gav mig. Ingen af dem er gået tabt, undtagen fortabelsens søn, for at Skriften skulle opfyldes.« (BSB).

Set ud fra et ydre perspektiv kan man blandt andet fortolke dette således, at ingen af de tolv disciple (herunder Judas) blev fysisk pågrebet, anholdt, skadet eller på anden måde gik tabt i Getsemane Have.

En bedre måde at forstå det på er dog åndeligt. Da disciplene flygtede, står der i Johannes 18:9: »Dette [flugten] skete for at opfylde det ord, han havde talt: ’Jeg har ikke mistet en eneste af dem, du har givet mig.’« (BSB) Åndeligt set var Judas ganske vist gået tabt, men Johannes 18:9 er præciseret med »af dem, du har givet mig«. Judas »blev ikke ond« til sidst, men Judas stjal tværtimod penge fra pengekassen gennem hele Jesu tjeneste ifølge Johannes 12:6.

Spørgsmål: Hvem var ypperstepræsten i Joh 18:12?

Svar: Annas var tidligere ypperstepræst fra år 6 til 15 e.Kr. Han kunne kaldes ypperstepræst på samme måde, som en tidligere præsident i USA stadig kaldes præsident. I Det Gamle Testamente var ypperstepræsteembedet et livslangt embede. Annas blev imidlertid afsat af den romerske prokurator i Judæa, Valerius Gratus, i år 15 e.Kr. Den daværende ypperstepræst var Kajafas, en af hans fire svigersønner.

Spørgsmål: I Joh 18,12-19,16 spørger skeptikeren Bart Ehrman, hvorfor Jesus blev pisket midt under retssagen og ikke efter, at den var afsluttet. (Jesus, Interrupted, s. 44)

Svar: For det første var der ikke én, men to retssager: en jødisk og en romersk. For det andet fandt piskningen sted på det tidspunkt, hvor Pilatus troede, at den romerske retssag ville være afsluttet. Efter at Pilatus havde truffet sin beslutning, forklarer Johannes 19:6, hvad Pilatus gjorde, og Johannes 19:12 forklarer hvorfor. Pilatus vidste, at jøderne ønskede Jesus død, men Pilatus forsøgte at løslade Jesus. Han beordrede Jesus pisket, hvorefter Pilatus fremviste den blodige Jesus for folkemængden i håb om, at de ville være tilfredse med det. Men folkemængden insisterede på dødsstraf og fremførte et argument, som Pilatus ikke havde forudset: Jesus kaldte sig selv en konge, og hvis Pilatus lod en selvudnævnt konge gå fri, ville det se meget, meget dårligt ud for Pilatus. Pilatus havde således intet valg; at erklære, at Jesus ikke fortjente dødsstraf, ville kaste et dårligt lys på Pilatus, hvis rygtet nåede tilbage til den mistænksomme kejser Tiberius om, at Pilatus var blød over for forrædere mod Rom.

Men Ehrman bygger på den fejlagtige antagelse, at retssager i oldtiden nødvendigvis måtte være retfærdige eller følge moderne standarder. Som eksempel kan nævnes en retssag i Irak i 738/739 f.Kr., hvor en gruppe mænd blev anklaget for ikke at have returneret penge, der tilhørte en anden. De blev tvunget til at aflægge ed på, at de ikke havde gjort det, hvorefter de blev pisket, og derefter blev kaliffen underrettet om deres situation. Dommen lød på, at de skulle aflægge en ed og derefter løslades [som uskyldige]. Se al-Tabaris Historie, bind 26, s. 7, for yderligere oplysninger.

Et andet eksempel fandt sted i 743/744 e.Kr., hvor kaliffen al-Walid beordrede sin vagt til at slå Khalid og sagde: »Lad mig høre hans stemme« (dvs. i smerte). Derefter blev Khalid fængslet, indtil Yusuf bin ‘Umar kom med penge fra Irak for at købe Khalid fri. Khalid ønskede ikke at blive solgt, men han havde ikke de penge, som Yusuf havde, så al-Walid tog pengene og solgte Khalid. Yusuf torturerede først Khalid, piskede ham senere og dræbte ham til sidst med en spidse strækbænk på brystet. Dette skete uden at kaliffen eller nogen anden havde kendt Khalid skyldig i noget som helst. Dette fremgår af »Al-Tabaris historie«, bind 26, s. 176-177.

Et tredje eksempel: Samme år trak Sulayman så hårdt i Yusufs lange skæg, at han rev noget af det ud. Derefter blev Yusuf fængslet i det grønne palads. Kaliffen Yazid sagde, at han fængslede Yusuf netop for at kunne sende ham til Irak og fremvise ham for de mennesker, som han havde begået uretfærdigheder mod. Dette står i »Al-Tabaris historie«, bind 26, s. 203-204.

Spørgsmål: Er der i Joh 18:13-27 tvivl om rækkefølgen af disse vers?

Svar: Ikke rigtig. Versene står i den nuværende rækkefølge i 55 tekster og tekstfamilier. Kun tre kilder har en anden rækkefølge.

Rækkefølgen er 13, 24, 14–15, 19–23, 16–18, 25b–27 i den sinaitiske syrisk-arabiske tekst (4.–7. århundrede). Rækkefølgen er 13, 24, 14-23, 24, 25-27 i Cyrils skrifter (444 e.Kr.). Den er 13a, 24, 13b-23, 24-27 i manuskript 225 (skrevet i 1192 e.Kr.).

Spørgsmål: Hvorfor troede præsterne i Joh 18:28, at de ville blive urene, hvis de gik ind i Pilatus’ retssal?

Svar: Ifølge farisæernes tradition ville de blive urene, ikke blot hvis de spiste sammen med en ikke-jøde, men også hvis de gik ind i en ikke-jødes hjem, da ikke-jøder spiste uren mad, og farisæerne betragtede ikke-jøder som urene. Farisæerne mente, at det ville gøre dem urene i syv dage.

Denne opfattelse var ikke begrænset til farisæerne. Selv Peter havde en tendens til at tro det, som det fremgår af Apostlenes Gerninger 10 og Galaterbrevet 2:12-15.

I Det Gamle Testamente fandtes der imidlertid ingen lov mod at spise sammen med ikke-jøder. Dronning Ester spiste sammen med ikke-jøder. Læg mærke til, hvordan farisæerne var meget optaget af rituel urenhed, såsom at spise sammen med ikke-jøder, mens de planlagde et mord.

Spørgsmål: I Joh 18:31 – da jøderne ikke havde ret til at henrette Jesus – hvorfor sagde de så: »Ifølge den lov skal han dø«?

Svar: Begge dele er korrekte. Jøderne argumenterede for, at Jesus ifølge den jødiske lov i Det Gamle Testamente skulle dømmes til døden. Men romerne havde frataget dem retten til at henrette. Derfor fandt de på en måde at få romerne til at henrette Jesus på deres vegne.

Spørgsmål: Hvorfor kunne det jødiske råd i Joh 18:31 ikke henrette Jesus?

Svar: Romerne havde frataget dem beføjelsen til at henrette. Her følger den historiske dokumentation.

1. Josefus skriver i sin bog »Jødernes krige«, bog 2, kapitel 8: »Og nu blev Archelaus’ del af Judæa omdannet til en provins, og Caponius/Coponius, en af medlemmerne af den romerske ridderorden, blev udsendt som prokurator, idet kejseren havde lagt magten over liv og død i hans hænder.« Josephus nævner også, at Sanhedrin mistede magten over sager, der kunne medføre dødsstraf, i *Antiquities of the Jews* 20.9. (Skrevet omkring år 93-94 e.Kr.)

2. I den babylonske Talmud, Sanhedrin, kap. 4 efter 37, recto. Rabbi Rachman sagde: »Da medlemmerne af Sanhedrin indså, at de var blevet frataget deres ret over liv og død, greb en almen forfærdelse dem; de dækkede deres hoveder med aske og deres kroppe med sækkelærred og udbrød: ›Ve os, for scepteret er forsvundet fra Juda, og Messias er ikke kommet!‹« Dette skete omkring år 7 e.Kr. (Hentet fra Josh McDowells *Evidence That Demands a Verdict*, bind 1, s. 169, og *Jesus Before the Sanhedrin* af Augustin Lemann, 1886, oversat af Julius Magath, NL#0239683, Library of Congress # 15-24973. Se også *Pugio Fidei*, Martini, Raymundus, udgivet af De Vosin i 1651. (s. 148)

3. Talmud: »Lidt mere end fyrre år før templets ødelæggelse blev beføjelsen til at afsige dødsdomme frataget jøderne.« Jerusalem Talmud, Sanhedrin folio 24. (s. 147)

Spørgsmål: I Joh 18:36 – var Jesu rige ikke af denne verden, fordi jøderne afviste Jesus?

Svar: Pilatus var den romerske guvernør i Judæa (26–36 e.Kr.), men ikke engang han havde lov til at kalde sig selv konge. Ingen i Judæa måtte kaldes konge bortset fra kong Herodes. Apostlenes Gerninger 2:23 mindede folk om, at Gud på forhånd vidste, at Jesus ville blive overgivet til døden. Ikke desto mindre kom Jesus og tilbød hele nationen muligheden for at være i hans rige. Tilbuddet var oprigtigt, og det var deres egen skyld, ikke Kristi, at de afviste det.

Måske kan en analogi hjælpe. Hvis 100 % af alle mennesker accepterede den sande Gud, ville 100 % af alle mennesker komme i himlen; helvede ville være tomt. Men Gud ved, at de ikke vil gøre det. Det er den enkeltes egen skyld, ikke Guds, at de går glip af Guds oprigtige tilbud.

Spørgsmål: Kan nogen i Joh 18:37 være af sandheden og alligevel ikke høre Jesu stemme?

Svar: I sidste ende nej. Kan du forestille dig, at nogen lever i himlen for evigt uden nogensinde at høre Jesu stemme? -Selvfølgelig ikke. Ligeledes er det, i modsætning til den katolske overlevering, ikke Peter, der er himlens portvagt. Det er snarere Jesus, der er porten, som Johannes 10:7,9 viser. Som Jesus understregede i Johannes 10:1,3,8-9, går alle, der kommer i himlen, gennem den ene dør. Selv dem, der kommer i himlen ved at dø som små børn, går gennem Jesus.

Spørgsmål: Hvad mente Pilatus i Joh 18:38, da han sagde: »Hvad er sandhed?«

Svar: Først en vittighed med en pointe, og derefter svaret. En gang blev en videnskabsmand, en ingeniør og en uærlig advokat alle bedt om at angive summen af 1 + 1. Videnskabsmanden sagde 2,0, ingeniøren sagde omkring 2, og advokaten svarede: »Hvad vil du have, at det skal være?«. Nogle mennesker tror, at sandheden er forhandlingsbar eller afgøres ved en demokratisk afstemning, af en leder eller af en dommer.

Svaret: Selvom Pilatus naivt kunne have stillet dette spørgsmål, fordi han aldrig havde tænkt over det, er det højst usandsynligt. Enten undrede han sig over, hvad Jesu opfattelse af sandheden var, eller også kom Pilatus med en kynisk bemærkning, lidt ligesom den uærlige advokat i den foregående vittighed.

Mange mennesker i dag har ringe eller ingen interesse i sandheden. Mange mener, at den ikke er relevant for dem. Nogle få er så optaget af relativistisk tænkning, at de mener, at objektiv sandhed ikke eksisterer. Det er derfor ikke overraskende, at Pilatus ikke genkendte sandheden, da den stod lige foran ham.

Spørgsmål: I Joh 18:38; 19:4,6 finder Bart Ehrman det betydningsfuldt, at det er i Johannesevangeliet, at Pilatus ved tre lejligheder erklærer Jesus uskyldig. Han siger, at hvis romerne erklærede Jesus uskyldig, betyder det, at det var jøderne, der dræbte Kristus. (Jesus, Interrupted, s. 45)

Svar: Skeptikeren Ehrman nævner kun Johannes, så det lyder som om, han forsøger at sætte evangelieskriverne op mod hinanden for at vise, at det var Johannes, der lagde vægt på, at det ikke var Pilatus, der erklærede Jesus skyldig. Men også i Lukas erklærede Pilatus Jesus uskyldig ved tre lejligheder, nemlig i Lukas 23:4, 14 og 22. Matthæus nævner det også én gang i Matthæus 27:24, mens Markus ikke har disse udtalelser, kun antydninger. Så hvis Ehrman forsøgte at give et afbalanceret og præcist billede, forstår jeg ikke, hvorfor han ikke nævner Lukas lige så meget som Johannes.

Uanset hvad ville det dog være forkert at hævde, at Johannes »lod romerne slippe af sted med« Jesu død. Johannes 19:1 siger, at Pilatus og de romerske soldater piskede Jesus og satte tornekronen på ham. Johannes 19:23 siger, at det var soldaterne (dvs. de romerske soldater), der korsfæstede Jesus. Det var Pilatus’ soldater, der var ved at brække Jesu ben, men som i stedet gennemborede hans side med et spyd i Johannes 19:33-34.

Endelig, selvom både de jødiske ledere og romerne var involveret i Jesu død, må man ikke glemme, hvad der er endnu mere betydningsfuldt. Selvom Jesus kunne være flygtet før sin anholdelse i Getsemane Have, valgte Jesus frivilligt at blive for at dø på korset for vores synder. Så i en større forstand var det vores synder og Jesu kærlighed til os, der var stor nok til at dø for vores synder, der bragte Jesus på det kors.

Spørgsmål: I Joh 19:1-20:31 skriver Ehrman: »Johannesevangeliet bebrejder ’jøderne’ i ganske billedrige vendinger for at have afvist og dræbt Jesus (kapitlerne 19-20); og i et skræmmende afsnit antyder han faktisk, at jøderne ikke er Guds børn, men Djævelens børn (Joh 8:42-44). Det er svært at blive frelst, hvis Satan er ens far.” (Jesus, Interrupted, s. 243)

Svar: Se først det forrige spørgsmål for et eksempel på, hvordan Ehrman uretfærdigt bebrejder Johannes. Ved at citere Skriften forkert for at spille racekortet mister Ehrmans polemik enhver form for påskud om at være upartisk. Tre punkter i svaret.

1) Johannes 8:42-44 siger intet om deres evne til at omvende sig og blive frelst.

2) Johannes 8:42-44a taler om deres åndelige tilstand, ikke om biologisk afstamning. Faktisk var sandsynligvis næsten 100 % af Jesu tilhængere på dette tidspunkt jøder. Jesu menneskelige afstamning var den samme som deres. Jeg tror ikke, Ehrman seriøst mener, at Jesus sagde, at hans mors gener stammede fra Satan.

3) Jesus talte ikke til alle jøder; han svarede de jøder, der stillede spørgsmålstegn ved hans afstamning. Hvis nogen i dag kaldte dig (eufemistisk) et uægte afkom, og du svarede, ville det så være rimeligt at sige, at du talte om alle af anklagerens race? Ehrman er ikke mere rimelig.

Endelig er det interessant at sammenligne Ehrmans udtalelse her i *Jesus, Interrupted*, s. 243, med hans udtalelse i *Jesus, Interrupted*, s. 72, hvor han siger, at i modsætning til de andre evangelier gennemgår Jesus »ingen form for officiel retssag for det jødiske råd«. Selvom jeg mener, at Johannes 18:12-26 tyder på (men ikke beviser) en officiel retssag, er pointen, at Ehrman ikke forklarer, hvorfor han på den ene side mener, at Johannes er antisemitisk, og på den anden side, hvorfor han mener, at det kun var romerne og ikke jøderne, der dømte Jesus i Johannes.

Spørgsmål: Hvordan foregik en romersk piskning i Joh 19:1?

Svar: Det var ikke noget, man ville ønske at opleve på egen krop. Den pisk, de brugte, lignede ikke en vestlig oksepiske. Den blev snarere kaldt en »ni-halet kat«, fordi den havde ni ender. Til hver ende var der bundet et stykke metal eller sten. Den uddannede person, der udførte piskningen, forsøgte ikke så meget at forårsage smerte som at flå så meget hud af som muligt. Mange gange blev den fange, der skulle korsfæstes, ikke korsfæstet, fordi han ikke overlevede piskningen. Normalt var der fastsat 40 piskeslag, men man gav et mindre, altså 39, for at vise, hvor flinke de var.

Spørgsmål: Hvordan så tornekransen ud i Joh 19,2?

Svar: Tornekransen var lavet af ørkenplanter og var ofte over en tomme lange.

Spørgsmål: Hvorfor klædte de Jesus i en purpurfarvet kappe i Joh 19:2?

Svar: Purpurfarve var dyr, da den stammede fra murex-snegle, der levede langs den fønikiske kyst. Purpur var en kongelig farve, og dette var et sarkastisk udtryk for Jesu påstande om at være konge.

Spørgsmål: Hvorfor var Pontius Pilatus bange her i Joh 19:8,12?

Svar: For det første var Pilatus hedning, og grækerne og romerne havde myter om guder, der kom ned blandt mennesker og dømte dem ud fra, hvordan de blev behandlet. Vi ved dog ikke, om Pilatus anså Jesu påstande for troværdige eller ej.

Pontius Pilatus havde modstridende mål. Han anså ikke Jesus for skyldig og ville måske have løsladt ham. Men hvis jøderne kunne beskylde ham for ikke at være en ven af kejseren, fordi han lod en oprørsk konge gå fri, så kunne Pilatus ikke tillade det. Den romerske kejser Tiberius var ofte mistænksom, voldelig og var på det tidspunkt syg. Hvis det kom frem, at Pilatus havde ladet en rivaliserende konge gå fri, kunne det se rigtig dårligt ud for ham. I Matthæus 27:19 står der imidlertid, at Pilatus’ hustru sendte ham en besked, hvor hun sagde: » « – at hun havde lidt i en drøm på grund af Jesus. Pilatus havde altså rigelig grund til at være forsigtig. Hvem var denne mand, der først var blevet anholdt i går aftes, og som kunne trænge ind i hans hustrus drøm?

I Joh 19:8-11 sagde Pilatus, at han havde magten, men i virkeligheden var han blot en brik i hænderne på jøderne og Satan. Jøderne ønskede Jesus død, og de ønskede, at Pilatus – og ikke dem selv – skulle få skylden for det. Pilatus gennemskuede det.

Spørgsmål: I Joh 19:10 – hvornår har folk ellers set, at der ikke var noget galt, men ikke haft den moralske mod til at stå op for det, der var rigtigt?

Svar: Desværre gjorde Peter netop det og vildledte Barnabas i Galaterbrevet 2,11-13. Vi bliver påbudt ikke at gøre det i Romerbrevet 14,6. Desværre gjorde kristne i det sydlige USA netop det under slaveriets tid i Amerika, selvom de fleste sydstatsborgere ikke selv ejede slaver. Men selv dem, der ikke gjorde det, stod ikke frem og sagde: »Det er forkert at udnytte disse mennesker som slaver.«

Verden gjorde det samme i forbindelse med det armenske folkemord på op til 1,5 millioner mennesker i Tyrkiet i 1915. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson forsøgte at opfordre verden til at gribe ind, men hverken den amerikanske kongres eller resten af verden ville gøre noget. Senere sagde Hitler, at ingen ville lægge mærke til den jødiske holocaust, fordi ingen havde lagt mærke til det armenske folkemord. Selv da den jødiske holocaust fandt sted, før Pearl Harbor, var der mange i USA, der var ligeglade med den jødiske holocaust; de ønskede blot ikke selv at kæmpe (selvom de sendte forsyninger til de allierede). Først efter at USA selv blev angrebet ved Pearl Harbor, gik der et ordsprog om amerikanerne om, at »Yanksene er fantastiske, når de endelig dukker op.«

Ved du forresten, at der måske er op til en million slaver i verden i dag? De befinder sig i Libyen og Sudan. Er der nogen, der står op for dem?

Desværre er det alt for let ikke at stå op for det, der er rigtigt.

Spørgsmål: Er der i Joh 19,11 nogle synder, der er værre end andre?

Svar: Nogle kristne lærer, at alle synder er ens, men det er ikke, hvad Skriften lærer.

I Johannes 19:11 sagde Jesus til Pilatus, at de, der havde udleveret Jesus til Pilatus, var »skyldige i en større synd«.

Blasfemi mod Helligånden adskiller sig fra andre synder, da den er uforgivelig (Mattæus 12:31,32; Markus 3:28-30; Lukas 12:10-11).

1. Johannesbrev 5:16-17 taler om en synd, der fører til døden (blasfemi mod Helligånden), og andre synder, der ikke gør det.

Romerne 1:24-28 taler om, at ugudelige mennesker overgives til stadig større fordærvelse.

Ezekiel 8:6,13 viser, at nogle synder er mere afskyelige for Gud end andre.

I Matthæus 23:14 siger Jesus, at farisæerne vil få en strengere dom.

I Matthæus 23:15 står der, at nogle af farisæernes disciple vil være dobbelt så meget helvedes børn som de selv var.

I Lukas 10:12 sagde Jesus, at det ved dommen vil være mere tåleligt for Sodoma og Gomorra end for dem, der afviste Jesus.

Selv ved korsfæstelsen, efter at Jesus var blevet korsfæstet på jødernes foranledning, ønskede de ikke at synde ved at lade et lig hænge på korset under sabbatten. Sikke en hykleri!

Når det er sagt, er al synd dog ens i én forstand: Selv én synd er nok til at forhindre dig i at være fuldkommen og komme i himlen, og selv at bryde én lov er nok til at dømme dig som lovbryder (Jakobsbrevet 2:8-11)

Spørgsmål: I Joh 19:14-15 udviste Pilatus foragt for jøderne. Hvorfor udviser mennesker undertiden foragt for andre? Er der situationer, hvor vi bør gøre det, og hvor vi ikke bør?

Svar: Pilatus ønskede åbenbart at minde jøderne om, at han stod over dem, og ville ikke have, at de skulle tro, at de blev respekteret. På den anden side viste Jesus i Johannes 18:19-23, selvom han ikke udviste foragt, ikke underdanighed over for ypperstepræstens forhør. Jesus gad ikke besvare anklagerne i Markus 14:60-61. Det ville ikke have gjort nogen forskel.

Selvom vi ikke bør vise foragt for mennesker, bliver vi i Romerbrevet 14:16 påbudt ikke at lade det gode blive omtalt som ondt. Jesus kunne have undgået konfrontationen, da han valgte at helbrede lige foran farisæerne i Markus 31-3 i stedet for at sige til ham: »Stå op foran alle.« Der er situationer, hvor vi bør stå fast.

Spørgsmål: Hvad ved vi om korsfæstelse i Johannes 19:15?

Svar: Man har fundet resterne af en mand på et kors af oliventræ i en hule nordøst for Jerusalem kaldet Giv’at ha-Mivtar. Det viser, at manden blev korsfæstet med ansigtet fremad, og at et søm var boret gennem begge hans højre hæle, hvilket betyder, at hans ben var vendt sidelæns. Der var en ekstra pind på korset, der gav en vis støtte til venstre hofte. Der sad to søm i hans håndled (ikke hænderne), hvor de kunne holde fast. Det græske ord for »hånd« omfatter også håndleddet. Benene blev knust med ét slag, hvilket havde knust det højre ben og brækket det venstre ben.

Eddiken var sandsynligvis sur vin, som de romerske soldater havde med. Sur vin virker sammentrækkende, hvilket får halsmusklerne til at trække sig sammen, så han ikke kunne skrige så højt af smerte.

Spørgsmål: Hvad sker der ofte i Joh 19,15, når nogen skifter loyalitet?

Svar: De gav højlydt afkald på at være under Guds konge for at overgive deres loyalitet til Rom. Men inden for 40 år ville de gøre oprør mod Rom, og jøderne ville lide store tab af menneskeliv.

En vinstok, der vokser på to forskellige måder, er svag, som allegorien i Ezekiel 17 viser.

Vidste du, at der historisk set på et tidspunkt var mange protestanter i Frankrig? Der var mange protestanter i Frankrig, kaldet hugenotter. Kong Karl IX var en katolsk monark, der var tolerant over for protestanter. For at forsøge at bevare freden mellem katolikker og protestanter arrangerede han, at hans søster Margrethe blev gift med en protestantisk adelsmand, Henrik III af Navarra. Næsten alle de hugenottiske ledere kom til det (antiprotestantiske) Paris for at fejre brylluppet. Men få dage senere, den 23.-24. august 1572, myrdede katolikker 30.000 hugenotter med kongens stiltiende samtykke på opfordring af hans mor, Katarina af Medici. Dette skete først i Paris og spredte sig derefter over hele landet. Det faktum, at kongen af Spanien var ved at forberede sig på at sende en stor hær til Frankrig, kan også have været en faktor. Under alle omstændigheder døde Karl IX i 1574 af tuberkulose.

Under 2. verdenskrig lovede de allierede lederne i Filippinerne og Vietnam, at deres lande ville få uafhængighed, hvis de gjorde modstand mod japanerne. Efter krigen besluttede USA at beholde Filippinerne. Der udbrød en guerillakrig, og derefter besluttede USA at give landet uafhængighed. Frankrig, som var blevet fuldstændig erobret af Tyskland, fik lov til at beholde Vietnam. Vo Nguyen Giap og Ho Chi Minh, som på et tidspunkt var positivt indstillet over for USA og Vesten, vendte sig mod Rusland for at få hjælp til at fordrive franskmændene fra 1546 til 1954. Hvis de allierede havde holdt fast i deres verden, var Vietnamkrigen måske aldrig opstået.

Spørgsmål: Hvad er det symbolske ved, at Jesus bærer sit eget kors ud af byen i Joh 19:17-18?

Svar: Jesus bar sandsynligvis den tunge tværstang, ikke hele korset. På samme måde bar Isak træet til sit eget offer i 1. Mosebog 22:1-6. Desuden skulle syndofferet ifølge Moseloven føres uden for lejren, jf. 2. Mosebog 29:14 og Hebræerbrevet 13:11f. I dette tilfælde var det, der var mest dyrebart for os – Jesu offer – det, der blev mest foragtet af romerne og jøderne.

Spørgsmål: Hvorfor gik Pilatus i Johannes 19:22 ikke med til præsternes anmodning om ikke at skrive »Jødernes konge«?

Svar: Pilatus så tilsyneladende ingen grund til at imødekomme Sanhedrin. Måske ønskede Pilatus, at skiltet ikke blot skulle afskrække oprørere, men også som en del af et »spil« for at fornærme de jødiske myndigheder.

Pilatus og præsterne var ikke på god fod med hinanden. Det er interessant, at den eneste gang, de arbejdede i harmoni, var kun et øjeblik, da Satan brugte dem i fællesskab til at korsfæste Kristus.

Spørgsmål: I Joh 19:23, var denne kappe sjælden, da den var sømløs?

Svar: Nej, den var ikke sjælden, men den var mere værdifuld. Den indre kappe var typisk lavet af to stykker stof, der var syet sammen i siderne. På s. 480 nævnes det, at eftersom Jesu klædning var sømløs, var den sandsynligvis mere værdifuld end den enkle, syede klædning. Der spekuleres i, at den måske var blevet givet til Jesus af en af de kvinder, der støttede Jesus og hans disciple økonomisk.

Spørgsmål: Antyder Joh 19:26, at vi også kan betragte Maria som vores mor?

Svar: Nej. Alt, hvad Bibelen påbyder en bestemt person, betyder ikke nødvendigvis, at alle skal gøre det. Et latterligt eksempel: Da Gud befalede Jeremias ikke at gifte sig, betyder det ikke, at alle kristne ikke må gifte sig.

Jesus betroede Johannes at tage sig af Maria, ligesom en god søn tager sig af sin mor. Vi behøver ikke at tage os af Maria.

Spørgsmål: Giver Joh 19,26 Maria rollen som »Mediatrix« (medformidler) og »Redemptrix« (medforløser), som den romersk-katolske kirke anser hende for at være?

A: Slet ikke. Den blotte kendsgerning, at Jesus nævnte sin mor og endda bad Johannes om at tage sig af hende, giver hende ikke mere betydning, end Jesus selv gav udtryk for. Bibelen siger absolut intet om, at Maria skulle være medforløser eller medformidler. Faktisk kender kirkens tradition frem til år 325 e.Kr. absolut intet til disse nyligt opfundne læremæssige fejl.

Her er de tidligste henvisninger til Maria som mellemmand.

Den hellige Bernhard (1090–1153): »[Maria kaldes] himlens port, for ingen kan træde ind i det velsignede rige uden at gå gennem hende.«

Den hellige Bonaventura (1221–1274): »Ligesom månen, der står mellem solen og jorden, overfører til sidstnævnte alt, hvad den modtager fra førstnævnte, således udgyder Maria over os, der er i denne verden, de himmelske nådegaver, som hun modtager fra den guddommelige retfærdighedens sol.«

Albert den Store (d. 1280): »Hun er den universelle uddeler af alle himmelske gaver.«

Den hellige Antoninus (død 1459): »Alle nådegaver, der nogensinde er blevet skænket menneskene, er alle kommet gennem Maria.« Den hellige Antonius (ca. 250–350 e.Kr.) var en anden person, og der findes ingen skriftlige kilder, der angiver, at han har udtalt noget i denne retning.

Alphonsus Maria de Liguori, der blev helgenkåret som den hellige Alfons i 1839 (f. 1750 e.Kr.), skrev bogen »Marias herlighed«. Den udgives stadig i dag under forskellige kirkens imprimaturer. Forskellige kapitler i bogen har titlerne: »Maria, vores hjælp«, »Maria, vores mellemmand«, »Maria, vores talskvinde« osv.

1935: Pave Pius XI tildelte Maria titlen medforløserinde under en radioudsendelse. ₁

21. november 1964: Kapitel 8 i Kirkens dogmatiske konstitution, vedtaget af Det Andet Vatikankoncil og »højtideligt proklameret af Hans Hellighed Pave Paul VI«, lyder blandt andet: 

»Med rette ser kirkefædrene derfor Maria ikke blot som passivt inddraget af Gud, men som en, der frivilligt samarbejder i menneskets frelsesværk gennem tro og lydighed. For som den hellige Irenæus af Lyon siger, blev hun ved sin lydighed årsagen til frelsen for sig selv og for hele menneskeheden. Derfor er der ikke få af de tidlige kirkefædre, der med glæde sammen med ham i deres forkyndelse hævder … ’død gennem Eva, liv gennem Maria’. Denne forening af moderen med sønnen i frelsesværket kommer til udtryk fra tidspunktet for Kristi jomfrufødsel og frem til hans død”

»Da hun blev optaget til himmelen, lagde hun ikke denne frelsende opgave til side, men gennem sin mangfoldige forbøn fortsætter hun med at skænke os den evige frelses gaver. Gennem sin moderlige kærlighed tager hun sig af sin Søns brødre, som stadig vandrer på jorden omgivet af farer og vanskeligheder, indtil de føres ind i deres salige hjem. Derfor påkaldes den hellige Jomfru i Kirken under titlerne Forsvarer, Hjælper, Velgører og Mægler.«

Se *When Critics Ask*, s. 188-189, for et supplerende svar.

Spørgsmål: Hvordan kan der i Joh 19,28 være tale om en tørstig Gud? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

Svar: Vi tilbeder en Gud, der personligt forstår vores tørst og vores behov. Hvis Jesus aldrig var kommet til jorden, ville Gud aldrig opleve disse ting. Så hvordan kunne Gud nogensinde føle med os eller forstå vores menneskelige situation? Men hvad nu, hvis den Almægtige Gud, der kan gøre alt, besluttede at blive menneske? Jesus siger ikke blot, at vi skal være trofaste og holde ud, men han ved, hvor svært det nogle gange er, og han forstår vores lidelse. Nu vil muslimer sige, at Allah ville være klar over alles smerte, men det er Jesus, ikke Allah, der ville forstå vores lidelse på første hånd, fordi han også led, og han oplevede smerte for vores skyld.

Spørgsmål: Hvorfor var der isop i nærheden i Joh 19,29?

Svar: Isop var en mosbevokset plante, som alle skulle bruge til at sprøjte påskelammets blod på deres dør i 2. Mosebog 12:22. Præsterne brugte også isop til at erklære spedalske rene i 3. Mosebog 14.

Spørgsmål: Hvordan så svampene ud dengang i Joh 19:29?

A: Svampe i dag er ofte syntetiske. Dengang blev svampe hentet fra svampdyr, som er primitive dyr, der vokser på havbunden.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Johannes 19:30: »Det er fuldbragt«?

Svar: Det græske ord her, tetelestai, var et regnskabsudtryk, der betyder »fuldt betalt«. Der er fundet papyruskvitteringer med tetelestai skrevet på dem, ifølge The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 340. Prøven var bestået, og ved Jesu død og senere opstandelse blev vores løsesum til retfærdighedens krav sikret. Jesu udbrud var et udtryk for triumf, ikke for fiasko.

Desuden bestod påskemåltidet af fire bægre. Ifølge *The* var det andet bæger et symbol på forløsning fra dødsenglen. Efter at have drukket det siger familiens overhoved: »Det er fuldbragt«.

Spørgsmål: Brød man ofte benene på henrettede forbrydere i Joh 19:33?

Svar: Naturligvis blev knoglerne brudt, når nogen blev henrettet ved stening. Under korsfæstelsen, sådan som det beskrives, var der tilsyneladende intet uventet eller usædvanligt ved dette. Arkæologer har i 1968 fundet et skelet af en mand, der døde ved korsfæstelse, og hans underben var brudt ved et enkelt slag. Romerne kaldte dette slag for crurifragium.

Spørgsmål: Skal vi i Joh 19:38 acceptere, at der fandtes »hemmelige troende« som Josef fra Arimatæa?

Svar: Der er en stor forskel på en person, der blot ved, at evangeliet er sandt, og en person, der overgiver sit liv til Kristus. Tilsyneladende var der to grupper af hemmelige troende.

Dem, der blot troede: Farisæerne i Johannes 12:42-43 vidste, at Jesu lære var sand, men de fulgte ikke Jesus, fordi »de elskede menneskers ros mere end Guds ros«. Andre, der blot troede – om end ikke i det skjulte – omfatter Simon Magus i Apostlenes Gerninger 8:13,18-20 og de, der udøvede uretfærdighed, i Matthæus 7:21-23.

Dem, der fulgte efter: Josef fra Arimatæa troede ikke blot, men han fulgte efter i Johannes 19:38. Han modsatte sig ikke Jesus, og Josef handlede i overensstemmelse med sin tro. En tanke, man kan gruble over, er: Hvornår ønsker Gud, at en troende skal være åben, og under hvilke omstændigheder ønsker Gud, at en troende skal tro i det skjulte? Naturligvis kan den samme person være hemmelighedsfuld i én situation og åben i en anden.

Spørgsmål: I Johannes 20,10-15, vises engle da ikke normalt med vinger og glorie?

Svar: Kun i kunsten, men ikke i Bibelen, bortset fra serafimer og keruber.

Spørgsmål: Hvorfor genkendte Maria Magdalene ikke Jesus i Joh 20,14-16?

Svar: Der er tre mulige årsager, og de kan alle være rigtige.

1. Maria forventede ikke at se Jesus igen i dette liv. Hun var ikke ude på at genkende ham.

2. Maria »vidste«, hvordan Jesus så ud nu. Hun havde set hans sønderbrudte krop, bleg af døden. Da hun så Jesus i live, stemte det slet ikke overens med hendes forventninger. For eksempel: Nogle gange, når jeg forventer et opkald fra en bestemt ven hvert øjeblik, og en anden ven ringer, tager det mig et sekund eller to at genkende stemmen.

3. I Lukas 24:16 blev Kleopas og en anden discipel forhindret i at genkende Jesus. Måske blev Maria også her midlertidigt forhindret i at genkende Jesus.

I dag er der nogle, der ikke anerkender, at Jesus kommer fra Gud, fordi de ikke ønsker at lede efter eller finde nogen, der kommer fra Gud. Andre anerkender ikke Jesus, fordi han ikke lever op til deres forudfattede forventninger. Endelig er der andre, der gerne ville se og følge den sande Jesus, men som forhindres i det af ting som Satans vildledning gennem falsk religion, denne verdens bekymringer, synd og forfølgelse.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 20,17 til Maria, at hun ikke skulle holde fast i ham?

Svar: Den umiddelbare grund, som Jesus angav, var, at han endnu ikke var steget op til sin Fader. Senere bad Jesus Thomas om at røre ved hans side og hænder i Johannes 20:27. Måske var det blot passende, at den næste, der skulle »omfavne« Jesus, var Faderen i himlen.

I bogen *1001 Bible Questions Answered*, s. 44, angives det, at for at Jesus kunne være opfyldelsen af Det Gamle Testamentes ofre, var det passende, at han som
»førstegrøden« i 1. Korintherbrev 15:20-24 blev Jesus fremstillet for Gud Faderen før nogen anden. Du kan læse mere om førstegrøden i 3. Mosebog 23:9-14.

Spørgsmål: I Joh 20,17 kaldte Jesus Faderen »min Gud« – beviser det, at Jesus ikke er Gud?

Svar: Nej. I Hebræerbrevet 1:9 står der: »… Derfor har Gud, din Gud, salvet dig …«, hvor Jesus er Gud, og »din Gud« henviser til Faderen.

Ordet »Gud« har, når det ikke henviser til en falsk gud, mindst fire betydninger i Bibelen: Gud Faderen, Gud Sønnen, Gud Helligånden og Gud i Treenigheden. Ud over at de tre væsener alle er én Gud, havde Faderen også rollen som Gud for Jesus.

Se diskussionen om Mattæus 28:19, Efeserbrevet 1:3,17 og især Johannes 13:3 for yderligere information.

Spørgsmål: I Joh 20:19 havde Jesus jo en fysisk krop efter opstandelsen – hvordan kom han så ind i lukkede rum?

Svar: Allerede før sin død kunne Jesus på mirakuløs vis gå gennem en menneskemængde (Lukas 4:28-30). Selv Filippus blev på mirakuløs vis transporteret i Apostlenes Gerninger 8:29-30. Men nu havde Jesus en herliggjort fysisk krop. På den ene side havde Jesus magten til at gå gennem låste døre. På den anden side kunne han sidde og spise fisk. Hans herliggjorte legeme var på ingen måde »mindre« end vores fysiske legeme, men det var »mere« end vores fysiske legeme, da hans herliggjorte fysiske legeme ikke led under smerte, forfald eller død.

Spørgsmål: Da Jesus i Joh 20,22 sagde: »Fred være med jer« og sendte dem ud, modtog de da Helligånden før pinse?

Svar: Nej. Uanset om Helligånden på nogen måde var med dem på dette tidspunkt, blev de ikke fyldt med Helligånden før pinsedagen i Apostlenes Gerninger 2.

Spørgsmål: Viser Johannes 20,22-23, at præster har magten til at tilgive synder?

Svar: Nej, medmindre præsten hævder at være en af de tolv apostle. Før Det Nye Testamente blev skrevet, før kirken blev dannet, og før kirken voksede i visdom til at skelne mellem de forskellige sekter, gav Jesus disse mænd magten til at tilgive eller ikke tilgive synder.

1. Der står ikke, at denne rettighed blev videregivet til paver eller andre efterfølgere, og

2. Der står heller ikke, at præster modtog denne ret.

3. Imidlertid kan alle kristne, uanset om de er gejstlige eller ej, formidle, at Gud tilgiver vores synder.

Spørgsmål: Hvordan fik disciplene i Joh 20,23 magten til at tilgive eller ikke tilgive synder?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Alle kristne er enige om, at Efeserbrevet 2,20 siger, at kirken er bygget på apostlenes og profeternes fundament. Apostlene fik således retten til at erklære en synd for tilgivet eller ikke tilgivet. Ud over dette har nogle kristne en af to yderligere opfattelser.

Alle kristne kan erklære: Apostlene havde magten til at erklære synder for tilgivne. Ikke kun apostlene, men også menigheden har det privilegium at forkynde himlens betingelser for, hvordan en person kan modtage tilgivelse. Hvis en person tror på Jesus, har en kristen ret til at erklære, at vedkommende er tilgivet. Hvis en person afviser Jesu offer, kan en kristen erklære, at den pågældende ikke er tilgivet.

Kun disciplene fik tildelt en særlig myndighed til at erklære synder for tilgivne. De udøvede denne myndighed i Apostlenes Gerninger 5:1-11 (Ananias og Saffira), 1. Korintherbrev 5:3-5, 12-13 og 2. Korintherbrev 2:4-8 (den umoralske mand).

Spørgsmål: Havde paverne gennem historien i Johannes 20,23 magten til at tilgive synder?

Svar: Nej, af mindst tre grunde.

1. Som nogle katolske teologer (f.eks. fader Fastiggi) er enige om, var mange korrupte paver ugudelige, og de vil ende i helvede. Når det er tilfældet, har en person, der er langt fra Gud og ikke er en af Guds tilhængere, ikke magten til at tilgive eller ikke tilgive synder.

2. Der findes ingen beviser for pavelig succession.

3. Selv hvis der var pavelig succession, eller apostolisk succession, som nogle i den tidlige kirke troede på, blev successionskæden brudt. Når en pave er medskyldig i mordet på den forrige pave, ville det bryde kæden. Når en pave afsættes mod sin vilje og som sin sidste handling ekskommunikerer den efterfølgende pave, hvordan kunne en ekskommunikeret person så have magten til at tilgive eller ikke tilgive synder og derefter videregive den til sine efterfølgere?

Spørgsmål: I Joh 20,24 – hvor Johannes kalder disciplen »Thomas Didymus«, hvor Didymus betyder tvilling – kunne det så betyde, at han sagde, at Thomas var tvetydig, dvs. var den »tvivlende Thomas«, som Asimovs Guide to the Bible antyder på s. 994?

Svar: Nej. Alle er enige om, at Didymus betyder tvilling, og ingen tidlig kristen forfatter havde nogensinde forestillet sig, at Didymus skulle betyde »tvivler«.

Spørgsmål: I Joh 20,24-25: Var dette virkelig den samme krop, som Jesus havde på jorden?

Svar: Ja. For at tage et simpelt eksempel: En person kan blive opereret og komme hjem med den samme krop, men i forbedret tilstand. På samme måde havde Jesus den samme krop, med sømmærker og det hele, men det var en herliggjort krop. Jesus brugte ikke bedrag, da han viste sig for Thomas, men Jesus var oprigtig og talte sandt, da han bad Thomas om selv at se det ved at røre ved sårene.

Hippolytus (225-235/6 e.Kr.) skriver i et brev til en vis dronning (eller prinsesse), s. 240: »For da han [Jesus] var opstået og ønskede at vise, at det var den samme (krop), der var opstået, som også var død, da hans disciple var i tvivl, kaldte han Thomas til sig og sagde: »Ræk hånden højere op: rør ved mig og se; for en ånd har ikke knogler og kød, som I ser, at jeg har.«

Spørgsmål: Hvad siger dette i Joh 20:25 om, at Jesus blev naglet til et kors?

Svar: Jehovas Vidner siger, at Jesus blev naglet fast til en »torturpæl«, som de hævder var en træstang uden tværstang. De viser billeder, hvor der kun er én stor søm, der holder fast i Jesu hænder. Det græske, og endda Jehovas Vidners egen »New World Translation«, bruger ordet »søm« (flertal), så der var mere end én søm. Se også *Jehovas Vidner besvaret vers for vers*, s. 82-83, for mere information.

Jeg er sikker på, at de tidlige kristne vidste, hvordan Jesus døde, og her er, hvad de sagde.

Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.), kap. 12, s. 144, siger, at Moses skabte korsets form, da han strakte armene ud.

Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.), kap. 9, s. 143: »For [Skriften] siger: »Og Abraham omskar ti, otte og tre hundrede mænd i sit hus.« Hvilken viden blev ham da givet heri? Lær først de atten, og derefter de tre hundrede. De ti og de otte betegnes således: ti med I og otte med H. Så har du [initialerne i navnet] Jesus. Og fordi korset skulle udtrykke nåden [ved vores forløsning] med bogstavet T, siger han også: »Tre hundrede.« Han betegner derfor Jesus med to bogstaver og korset med ét.”

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) »Og bør vi ikke snarere se fanen som et billede på den korsfæstede Jesus, eftersom også Moses med sine udstrakte hænder sammen med ham, der hed Jesus (Josva), opnåede en sejr for jeres folk?« »Dialog med Trypho«, kap. 112, s. 255. Se også kap. 111, s. 254

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) »…og det lam, som der blev befalet at stege helt, var et symbol på den lidelse ved korset, som Kristus skulle gennemgå. For lammet, der steges, steges og tilberedes i form af et kors. For den ene spydstang går lodret igennem fra de nedre dele helt op til hovedet, og den anden går vandret på tværs af ryggen, hvortil lammets ben er fastgjort.” Dialog med Trypho, en jøde, kap. 40, s. 214

Minucius Felix (210 e.Kr.) En mand, der tilbeder Gud med udstrakte arme, er et tegn på korset. »Octavius« af Minucius Felix, kap. 29, s. 191

Tertullian (198-220 e.Kr.) sagde, at folket i Moses’ tid måtte skrive et »Tau« (det græske bogstav t) under den første påske, for at dødsenglen skulle gå forbi dem. De vidste det ikke, men dette var tegnet på Kristi kors. Et svar til jøderne, kap. 11, s. 167-168

Tertullian (198-220 e.Kr.): »Ved hvert skridt fremad og hver bevægelse, ved hver ind- og udgang, når vi tager vores tøj og sko på, når vi bader, når vi sætter os til bords, når vi tænder lamperne, på sofaen, på stolen, i alle de almindelige handlinger i dagligdagen, tegner vi tegnet på panden.« (Kransen/De Corona 3.4).

Origenes (225–254 e.Kr.) (uddrag): »Moses løfter ganske vist sine hænder; han strækker dem ikke ud. Jesus derimod, da han var blevet ophøjet på korset og stod i færd med at omfavne hele jorden med sine arme, siger: ’Jeg har strakt mine hænder ud mod et folk, der ikke tror, og som taler imod mig.’ Prædikener over Anden Mosebog. Prædiken 11, s. 358

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) nævner, at Moses strakte sine arme ud, og at Kristus gjorde det samme. Hans udstrakte hånd havde frelst alle. Dialog om den sande tro, første del, kap. 11, s. 53

Methodius (270–311/312 e.Kr.): »For fuglene, der flyver højt oppe, danner korsets form ved at udbrede deres vinger; og også mennesket selv repræsenterer det samme med sine udstrakte hænder.« Tre fragmenter om Kristi lidelse, fragment 1, s. 399–400

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.): »Moses, der forudså dette folks hårdhed, løftede derfor på sabbatten sine hænder og fastgjorde sig således billedligt talt til et kors.« Om verdens skabelse, s. 342

Athanasius, Inkarnationen 25:3: »For det er kun på korset, at et menneske dør med udbredte hænder. Derfor var det passende, at Herren også bar dette og udbredte sine hænder, for at han med den ene kunne tiltrække det gamle folk og med den anden dem fra hedningerne og forene begge i sig selv.«

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) »Således ophøjede korset ham både i virkeligheden og symbolsk, således at hans majestæt og magt blev kendt af alle sammen med hans lidelse. For ved at udstrække sine hænder på korset strakte han tydeligt sine vinde mod øst og vest …« »Epitome til De guddommelige institutter«, kap. 51, s. 243.

Efter år 325 e.Kr.

Hegemonius (4. århundrede) »Der strakte Moses, da han blev angrebet, sine hænder ud og kæmpede mod Amalek; og her strakte Herren Jesus … sine hænder ud på korset og skænkede os frelse.« Disputation med Manes, kap. 44, s. 220

Der findes en hedensk graffititegning fra det 2. århundrede, der forestiller en mand, der tilbeder et korsfæstet æsel med udstrakte arme på et kors. Inskriptionen lyder: »Alexamenos ærer Gud«, hvilket formodes at være en hån mod en kristen soldat. (Fra http://www.jesuswalk.com/christian-symbols/cross)

Spørgsmål: I Joh 20:28, kaldte Thomas da Jesus for Gud?

Svar: I modsætning til hvad Jehovas Vidner måske hævder, gjorde Thomas bestemt det. Bemærk, at verset ikke lyder: »Thomas sagde: Min Herre og min Gud!«, men »Thomas sagde til ham: Min Herre og min Gud!« Bemærk, at verset ikke siger »Åh Herre«, som om Thomas så op mod himlen og sagde dette. I stedet sagde Thomas til ham: »Min Herre og min Gud!« Desuden irettesatte eller korrigerede Jesus ikke Thomas for at have sagt dette.

I bogen »Jehovas Vidner besvaret vers for vers«, s. 84, påpeges det også, at der i deres egen »Kingdom Interlinear«-bibel (1985) under den græske tekst korrekt står: »Min Herre og min Gud«

Spørgsmål: Blev Joh 21:1-25 tilføjet senere, som en muslim har antydet på baggrund af liberale skeptikere?

Svar: Først det, der er blevet hævdet, og derefter svaret. Wikipedia siger: »Forskere i Det Nye Testamente er stort set enige om, at det ikke var en del af den oprindelige tekst i Johannesevangeliet« (16.12.2018), citeret fra Ehrman, Bart (13. februar 2012). »Debat: »Er det oprindelige Nye Testamente gået tabt?« (fra ca. 23:40)«. The Ehrman Project. Hentet 15. januar 2013

Svaret: Nej, der er ingen beviser for det. I *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 9, s. 197, står der: »Der er ingen tekstuelle beviser for, at Johannes 21 skal betragtes som en sen tilføjelse til evangeliets hoveddel. Alle komplette håndskrifter af Johannesevangeliet indeholder det.«

Et enkelt solidt bevis og ingen modbeviser burde være tilstrækkeligt til at afgøre, om det eksisterede i de tidlige tider eller ej. Men da vi har ni beviser, der viser, at det var der, og ingen modbeviser, bør sagen være afgjort for enhver, der måtte stille spørgsmålstegn ved dette. (Jeg tæller flere henvisninger fra en enkelt forfatter som ét enkelt bevis.)

s. 66 (Bodmer II-papyrerne) indeholder det meste af Johannesevangeliet, herunder Johannes 21:12,17. Det blev tidligere anset for at stamme fra ca. 175 e.Kr., men anses nu for at stamme fra ca. 125–150 e.Kr.

s. 109 (=Papyrus Oxyrhynchus 4448) Johannes 21:18-20; 21:23-35 (3. århundrede)

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.) og Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) indeholder Johannes 21 samt de øvrige kapitler. Sinaiticus indeholdt oprindeligt ikke Johannes 21:25, men dette vers blev tilføjet senere ifølge New International Bible Commentary, s. 1263.

Herefter følger senere manuskripter, p122, Codex Bezae, Codex Alexandrinus, p59.

Forfatteren Tatian (død 172 e.Kr.) citerer i sit værk »Diatessaron« – en sammenstilling af evangelierne – hvert eneste vers i Johannes 21.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) citerer fra dele af Johannes 21:4,5 som »Skriften hylder os« og »i evangeliet« i værket *The Instructor*, bog 1, kap. 5, s. 212.

Tertullian (198-220 e.Kr.) citerer fra Johannes 21:20 (ikke 13, men 4, ikke 12 ord) i *Prescription Against Heretics*, kap. 22, s. 253.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer fra Johannes 21:17, hvor Herren taler til Peter. Cyprianus’ afhandlinger, afhandling 1, kap. 4, s. 422. Han omskriver også Johannes 21:17, hvor Jesus spurgte Peter, om han elskede ham, i Cyprianus’ breve, brev 2, kap. 1, s. 280.

Origenes (246–248 e.Kr.) citerer de sidste 14/23 ord i Johannes 21:25 i Origenes’ kommentar til Matthæus, bog 14, kap. 11, s. 502.

Origenes (225–253/254 e.Kr.) citerer de midterste 7 ord i Johannes 21:18 (ikke 13, 7 eller 9 ord) som »hør Jesu ord«. Origenes’ »Mod Celsus«, bog 2, kap. 45, s. 448

Spørgsmål: Hvordan overtog Jesus i Joh 21:5-6 styringen over deres fiskeri, og hvordan overtager Jesus styringen over vores?

Svar: De havde brug for at fiske: Peter havde en kone, og de havde sandsynligvis alle brug for at forsørge deres familier. Deres egne bestræbelser, som erfarne fiskere, gav ingen fangst den dag. Men da de lyttede til Jesus, overgik det deres forventninger.

Nogle gange, når vi fisker efter evangeliet, stoler vi mere på vores egne evner end på Jesus. Vi er nødt til at stoppe op og lytte til Jesus.

Spørgsmål: I Joh 21,7, hvilke tre ting udmærkede Johannes sig i, og hvordan bør vi gøre det samme?

Svar: For det første var Johannes den første her, der genkendte Jesus. Johannes kendte Jesus godt og kunne let genkende hans stemme. Jesu ord her, paidia, kan oversættes med »drenge« eller »børn« lige så vel som »venner«, ifølge The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 344.

For det andet var Johannes ivrig efter at komme tættere på Jesus. Man kan studere og vide alt det, man vil, om Jesus, men er man ivrig efter at komme til Jesus og holde sig tæt på ham?

For det tredje sprang Johannes først: Selvom det er godt, at de andre disciple blev tilbage og sejlede båden ind, var Johannes’ første indskydelse at gå straks hen til Jesus.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af de 153 fisk i Joh 21:11?

Svar: For det første kan dette veje over 300 pund, så ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 9, s. 200, var Peter en stærk person. Der er to punkter, man skal tage i betragtning.

Generelt fangede de et stort antal fisk, og de tællede dem for at fastslå, præcis hvor mange de havde fanget. Nogle ser dette specifikke, præcise tal som et tegn på, at Gud tæller hver enkelt person, der kommer til ham

Mere specifikt peger folk, der leder efter numeriske mønstre i Bibelen, på Johannes 21:11 som et centralt bevis. I dette afsnit findes der mange mønstre, der giver tallet 153. Se de næste to spørgsmål for mere information. 1 + 2 + 3 + … 17 = 153.

Spørgsmål: Hvad er »koden« for numerologi i Det Nye Testamente i Joh 21:11?

Svar: En form for numerologi er teomatik, og Del Washburn skrev en bog med titlen *Theomatics II*. Ligesom romerne brugte grækerne bogstaver til at repræsentere tal. Her er den kode, Washburn anvendte. Hvis hans »kode« var forkert, ville alle hans konklusioner naturligvis ikke holde.

»Koden«: I Theomatics II, s. 23, tildeles tallene 1–5 de på hinanden følgende græske bogstaver fra alfa til eta. Tallet 6 tildeles bogstavet »vau«, som fandtes i de tidlige græske alfabeter, men ikke i de senere. Tallene 7–10 tildeles bogstaverne zeta til iota. Tallene 10–80, der tælles i tiere, tildeles de på hinanden følgende græske bogstaver kappa til pi. Tallet 90 tildeles det græske bogstav koppa (skrevet som et O med en lodret streg, der rører bunden af O’et). Koppa fandtes i de tidlige græske alfabeter, men ikke i de senere. 100 er tildelt »rho«. Tallet 200 er tildelt begge former af bogstavet sigma. Tallene 300–800, der tælles i 100'ere, er tildelt fortløbende fra tau til omega. Der er naturligvis en anden tildeling for hebraisk, da hebraisk har et andet alfabet.

(Bemærk, at ifølge Encyclopedia Britannica fra både 1956 og 1972 (under U) anvendte det semitiske alfabet vaw som det sjette bogstav. Grækerne brugte det som en vokal, og det var det sidste bogstav i deres alfabet, lige efter Tau. Disse grækere gjorde digamma (F) til deres sjette bogstav. Digamma repræsenterede »w«-lyden. Følgende græske alfabeter havde »vaw«: Therean (700–600 f.Kr.), attisk (600 f.Kr.), korintisk (600 f.Kr.), chalkidisk (600 f.Kr.) og ionisk (403 f.Kr.). I attisk græsk blev vaw udtalt som det tyske umlaut-u. Bogstavet vaw forekommer i Det Nye Testamente som tallet 6 i Åbenbaringen13:18 („666“).

Uafhængigt af Theomatics hedder det i *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, s. 25 (Philip W. Comfort og David P. Barrett), at dette ikke var nogen hemmelig kode, men en standardmetode, som skribenterne anvendte til at bruge bogstaver som tal, herunder sidetal og tal i Bibelen, f.eks. de 12 disciple, de 7 engle osv. Den præsenterer den samme tildeling som Washburn, bortset fra det ubetydelige tilfælde, hvor det sjette bogstav kaldes »stigma« i stedet for »vaw«, og hvor »sampi« tildeles værdien 900 og »alpha« værdien 1000. Disse to sidste tilføjelser er irrelevante, da ingen ord i Bibelen bruger sampi eller »alpha«.

Anchor Bible Dictionary, bind 4, s. 1141, beskriver også den måde, hvorpå grækerne brugte bogstaver til at repræsentere tal. Der står, at vi ikke ved, hvornår dette system først blev brugt, men at brugen af bogstaver til tal forekom i en ægteskabskontrakt i Elefantina, Egypten, i 310 f.Kr., på mønter i Ptolemæernes Egypten (286–246 f.Kr.) og på en papyrus med multiplikationstabeller fra det 3. århundrede f.Kr. Den faktiske kode for græske bogstaver på s. 1141 er den samme som den, der er angivet i både *Theomatics II* og *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, med følgende undtagelser. Den forældede bogstav, der blev brugt for 6, kaldes »digamma«, og 900 kaldes »san«. Tusinderne til ti tusinder angives ved hjælp af alfa til theta med særlige tegn.

The Manuscripts of the Greek Bible (Bruce M. Metzger), s. 6-10, indeholder et omfattende afsnit om græske bogstaver, der bruges som tal. Den har den samme »kode« som Washburn, med følgende ubetydelige undtagelser. Her står der, at tallet 6 var et forældet græsk bogstav kaldet enten »waw« eller »digamma«, at »sampi« var 900, og at »a« osv. repræsenterede 1.000 osv.

I Chester Beatty-papyrerne (manuskript p47) i Åbenbaringen anvendes der undertiden græske bogstaver til at angive tallene i stedet for at skrive tallene ud med ord. (I Johannes 10:1 er tallet 72 dog skrevet ud med ord.) Man kan se en meget læselig transskription fra i *The Complete Text of the Early New Testament Manuscripts*, s. 336. Den stemmer fuldstændigt overens med det, Washburn beskriver og viser på sit fotografi. Dette mønster med græske bogstaver til sidetal blev anvendt i følgende manuskripter: p1, p13, p23, p30, p38, p39, p45, p46, p66, p72, uncial 0189, uncial 0232.

Vi har ingen beviser for, at de tidlige kristne forsøgte at anvende numerologi til at gennemgå hvert ord i en passage eller så nogen fordel i det. Selvfølgelig har vi – med et glimt i øjet – heller ingen beviser for, at de havde de computere og regnemaskiner, der var nødvendige for at gøre det. Washburn hævdede imidlertid ikke blot aldrig, at de gjorde dette i de tidlige tider; dette er faktisk også et af punkterne i hans teori. Hvis de tidlige kristne havde erkendt, at de numeriske summer af sætninger kunne passe ind i et mønster, kunne de blive beskyldt for at ændre bogstaverne for at skabe mønstre. Men da vi ikke har noget bevis for, at nogen erkendte nogen mønstre, ville disse mønstre – hvis de da er mere end tilfældigheder – være bevis på guddommelig oprindelse og bevarelse.

Bruce Metzger skriver imidlertid i *The Manuscripts of the Greek Bible*, s. 9, at nogle tidlige kristne anvendte en form for numerologi, kaldet gematria, til at finde særlige betydninger i tal. I Barnabasbrevet (100 e.Kr.) brugte de antallet af Abrahams mænd (318) til at vise, at Kristus var til stede i Første Mosebog. 300 = t, hvilket mindede forfatteren om korset, og 18 er de to første bogstaver i det græske navn for Jesus. Augustin af Hippo var endda klar over denne brug af gematria. Metzger bemærker, at de glemte at tage højde for, at det græske sprog slet ikke var opfundet på Abrahams tid.

Konklusion: Hvis man brugte græske bogstaver til at repræsentere tal, beviser dette, at Washburn bruger den samme numeriske forkortelse, som græske skriftkloge almindeligvis brugte til at skrive sidetal og undertiden andre tal.

Spørgsmål: Hvad er »theomatics« i Joh 21:11?

Svar: »Theomatics«, som Del Washburn er fortaler for, er en form for bibelsk numerologi. Mens »gematria« er en form for numerologi, der forsøger at finde betydning i tal, er theomatics anderledes. Den bruger computere til at omdanne ord til tal og forsøger derefter at finde betydning i tallene. Som en personlig bemærkning har jeg ikke undersøgt theomatics tilstrækkeligt til at tro på det. Mit formål her er ikke at overbevise dig om noget, men blot at forsøge objektivt at give dig et indtryk ved hjælp af et afsnit, der illustrerer et af hans stærkeste argumenter. Inden man ser på summen af tal, skal man tildele tal til hvert af de græske bogstaver. Se det forrige spørgsmål for den kode, som theomatics anvender.

Washburns påstande om teomatik

1. Teomatik, som er en undersøgelse af tal i Bibelen, er ikke i stand til at afdække nye læresætninger.

2. Den er nyttig, fordi den numeriske kompleksitet viser, at dette ikke kan være menneskers værk, da disse mønstre ikke let kunne findes uden moderne computere.

3. Det er nyttigt til at vise, i hvor høj grad Guds ord er bevaret, og i mange tilfælde til at afgøre, hvilke variationer i manuskripterne der er korrekte.

Som sådan kan man være en konservativ kristen og enten acceptere teomatik eller afvise den.

Spørgsmål: Hvorfor brugte Jesus i Joh 21,15-17 netop denne måde at forsone sig med Peter på?

Svar: At genoprette deres forhold var et akavet øjeblik for Peter. Jesus kunne have sagt: »Jeg ved, at du elsker mig, så er alt i orden«, og så straks være gået sin vej. Men på denne måde fik Jesus Peter til at tænke over det og til at styrke sit løfte om at elske Jesus højere end alt andet.

Spørgsmål: Hvorfor spurgte Jesus i Joh 21,15-17 Peter tre gange, om han elskede ham?

Svar: De første to gange spurgte Jesus Peter, om han elskede ham, og brugte ordet agape for kærlighed. Begge gange svarede Peter, at han elskede Jesus med phileo. Tilsyneladende følte Peter, efter at han havde fornægtet Jesus, ikke, at han kunne hævde at elske Jesus med agape-kærlighed.

Den tredje gang spurgte Jesus Peter, om han elskede ham, ved at bruge ordet »phileo«. Peter blev såret og spekulerede på, om Jesus overhovedet troede, at Peter elskede ham.

I stedet for at forsøge at retfærdiggøre sig selv holdt Peter op med at forsøge at måle sin kærligheds oprigtighed og afveje den mod sine tidligere uoprigtige handlinger, hvor han havde fornægtet ham. I stedet erkendte Peter blot: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg elsker dig.«

Jesus vidste alt, i det mindste efter sin opstandelse, og Jesus spurgte, fordi han ønskede, at Peter skulle svare, ikke fordi han ikke vidste det. Gud har stillet spørgsmål til mennesker, som han allerede kendte svaret på, lige siden Edens Have.

Gud ved, hvor meget vi elsker Ham, endda bedre end vi selv ved det. I stedet for at forsøge at fortælle Gud den nøjagtige dybde af vores kærlighed, lad os blot erkende, at Gud ved det, og ønske at komme tættere på Ham og elske Ham mere.

Spørgsmål: Viser Joh 21,15-19, at Peter var den første pave, som nogle romersk-katolikker hævder?

Svar: Nej, det viser snarere, at Peter havde taget fejl ved at fornægte Jesus tre gange, at Jesus genindsatte Peter, og at Peter havde ansvar som apostel. Peter fornægtede Jesus tre gange, så Jesus spurgte Peter tre gange, om han elskede Jesus.

Spørgsmål: Hvordan forudsagde Joh 21,18 Peters død?

Svar: Jesus sagde, at Peter skulle dø, og der blev lagt vægt både på situationen før hans død og på Peters holdning. Ifølge kirkens tradition blev Peter korsfæstet i Rom. Peter blev korsfæstet med hovedet nedad på eget ønske, fordi han ikke følte sig værdig til at dø på samme måde som Jesus.

I værket *Om de tolv apostle* (ANF, bind 5, s. 254-255) står der: »Peter forkyndte evangeliet i Pontus, Galatien og Kappadokien [alle i Lilleasien], samt i Betania, Italien og Asien, og blev senere korsfæstet af Nero i Rom med hovedet nedad, da han selv havde ønsket at lide på den måde.«

Spørgsmål: Hvordan døde alle apostlene i Joh 21,18?

Svar: I værket *Om de tolv apostle* (ANF, bind 5, s. 254–255) står der: »Peter forkyndte evangeliet i Pontus, Galatien og Kappadokien [alle i Lilleasien], samt i Betania, Italien og Asien, og blev senere korsfæstet af Nero i Rom med hovedet nedad, da han selv havde ønsket at lide på den måde.«

Andreas forkyndte for skyterne [i Rusland] og thrakerne og blev korsfæstet, hængt op på et oliventræ i Patra, en by i Achaia [i Grækenland]; og der blev han også begravet.

Johannes blev, igen i Asien, forvist af kong Domitian til øen Patmos, hvor han også skrev sit evangelium og så den apokalyptiske vision; og i Trajans tid sov han ind i Efesos, hvor man søgte efter hans jordiske rester, men ikke kunne finde dem.

Hans bror Jakob blev, da han prædikede i Judæa, dræbt med sværdet af tetrarken Herodes og blev begravet der. Eusebius 2:9 siger, at han blev halshugget.

Filip prædikede i Frygien [i Lilleasien] og blev korsfæstet i Hierapolis med hovedet nedad i Domitians tid og blev begravet der.

Bartholomæus prædikede igen for indianerne, som han også gav Matthæusevangeliet, og han blev korsfæstet med hovedet nedad og begravet i Albanum, en by i det store Armenien.

Og Matthæus skrev evangeliet på hebraisk og udgav det i Jerusalem, og han sov ind i Hierees, en by i Parthien [Iran]. Papias (95-110 e.Kr.) beretter også, at Matthæusevangeliet blev skrevet på hebraisk.

Og Thomas prædikede for partherne, mederne, perserne, hyrkanerne, baktrierne og margierne (magerne?) [alle i Iran og Afghanistan samt de tidligere sovjetrepublikker], og han blev gennemboret i alle fire lemmer med et fyrretræsspyd i Calamene, byen i Indien, og blev begravet der.

Og Jakob, søn af Alfeus, blev, da han prædikede i Jerusalem, stenet til døde af jøderne og blev begravet der ved siden af templet. Josh McDowell siger, at han blev korsfæstet.

Judas, der også kaldes Lebbaeus, prædikede for folket i Edessa og i hele Mesopotamien, og han sov ind i Berytus og blev begravet der. Josh McDowell siger, at han blev dræbt af pile.

Simon den Iverige, søn af Kleopas, som også kaldes Judas, blev biskop i Jerusalem efter Jakob den Retfærdige (Herrens bror), og han sov ind og blev begravet der i en alder af 120 år. Josh McDowell siger, at han blev korsfæstet.

Og Matthias, som var en af de halvfjerds, blev regnet med blandt de elleve apostle, forkyndte i Jerusalem, sov ind og blev begravet der.

Og Paulus trådte ind i apostelembedet et år efter Kristi himmelfart; og med udgangspunkt i Jerusalem drog han så langt som til Illyrikum, Italien og Spanien, hvor han forkyndte evangeliet i femogtredive år. Og i Neros tid blev han halshugget i Rom og begravet der.”

Desuden besøgte apostlen Thomas ifølge legenden det nordlige Indien under Gondophares og forkyndte der. Gondophares regerede fra ca. 19 e.Kr. til 45 e.Kr.

s. 25”

Spørgsmål: Hvordan lader nogle mennesker i dag sig distrahere af unødvendige spørgsmål i Joh 21,20-23?

Svar: Det er fint at stille spørgsmål, men hvis du ikke kan stille alle dine spørgsmål, skal du sørge for at få de vigtigste oplysninger først. Når en ikke-troende stiller et spørgsmål om Bibelen, kan du først spørge ham eller hende til gengæld: »Hvis jeg besvarede dette spørgsmål, ville det så bringe dig tættere på at træffe en beslutning om at tage imod Kristus?« Hvis svaret er »nej«, så spørg dem: »Hvad ville bringe dig tættere på at tage imod Jesus som din Herre og Frelser?«

s. 25”

Q: Hvad siger Jesus her om Johannes i Joh 21:22-23?

Svar: Faktisk siger Jesus her mere om Peter end om Johannes. Jesus siger, at Peter er for nysgerrig og bekymrer sig om, hvordan Johannes skal dø. (Peter tænkte sandsynligvis, at eftersom Jesus havde talt om Peters død, ville han gerne høre om Johannes’ død.) Jesus siger, at selvom Johannes skulle forblive i live, indtil Jesus vendte tilbage, er det ikke Peters sag.

Tertullian, der skrev i årene 198-220 e.Kr. i *En afhandling om sjælen*, kap. 50, s. 227-228, siger, at der havde været en falsk forventning om, at Johannes ville leve, indtil Herrens genkomst.

I virkeligheden døde Johannes en naturlig død. Han levede længere end nogen af de andre apostle, og Johannes så faktisk Jesus igen, før han døde: i et syn i Åbenbaringen.

Vi bør være trygge ved, at der er nogle ting, som Gud ikke ønsker, at vi skal vide lige nu. For eksempel går der gennem hele Det Nye Testamente, , en tanke om, at Kristus kan vende tilbage når som helst, så vi bør holde udkig efter ham og være opmærksomme på, hvordan vi lever. Denne lære, kaldet »Kristi forestående genkomst«, fremgår af 1. Thessalonikerbrev 4:15, hvor Paulus selv ikke vidste, om Kristus ville vende tilbage, før Paulus døde, eller ej.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved det græske sprog i Joh 21:24?

Svar: Håndskrifter blev ofte skrevet med store bogstaver, og i mange af dem var der ingen mellemrum mellem ordene. Dette medfører dog sjældent nogen tvetydighed i betydningen. Her er en kendt undtagelse. De græske bogstaver kan lige så vel betyde »Vi ved« som »Jeg ved med sikkerhed«. De græske håndskrifter, der har mellemrum mellem ordene, angiver dog alle »Vi ved«. Der er dog ingen betydning i forskellen mellem »Vi ved« og »Jeg ved med sikkerhed«.

Spørgsmål: Hvorfor findes der i Joh 21:25 ingen beretning om alle de andre ting, som Jesus gjorde?

Svar: Mange synes at have svært nok ved at læse det, der er nedskrevet om Jesus. Selv i Jesu liv var der mange detaljer, der ikke var vigtige, såsom hvilken stilling han sov i, hans højde, vægt, hvordan han spiste osv. I troen stoler vi på, at Gud har bevaret alt det for os, vi har brug for at vide, og vi bør være flittige med at læse det hele.

Spørgsmål: Hvilke beviser er der i Johannesevangeliet for, at Johannes skrev Johannesevangeliet?

Svar: Den tidlige kirke accepterede enstemmigt, at Johannesevangeliet var skrevet af apostlen Johannes.

p66 (Bodmer II Papyrii) (dateret til ca. 175 eller ca. 125-150 e.Kr.) indeholder det meste af Johannesevangeliet. Titlen på Bodmer p66 er »Johannesevangeliet«. Du kan se et fotografi af det i The Text of the Earliest New Testament Greek Manuscripts, s. 378.

Næsten-treffere: Selvom Ignatius, Barnabasbrevet og »Til Diognetus« hentyder til Johannes, og Justin Martyr citerer fra Johannes og siger, at ordene stammer fra Jesus, nævnte de ikke Johannes ved navn.

Theophilus af Antiokia (168–181/188 e.Kr.) var den første til at nævne, at evangeliet stammede fra Johannes, ifølge både min egen undersøgelse og *Believer’s Bible Commentary*, s. 1463. Han skriver »Johannes siger« og citerer derefter Johannes 1:1a i *Theophilus til Autolycus*, bog 2, kap. 22, s. 103.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) nævner i *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 16.2, s. 440, apostlen Johannes sammen med de øvrige evangelieskrivere. I bog 3, kap. 11.1–2, s. 426, citerer han Johannes 1:1, 10, 11, 14 som værende skrevet af Johannes.

Klemens af Alexandria (193–202 e.Kr.) nævner i *Stromata*, bog 2, kap. 15, s. 361, at Johannesevangeliet er skrevet af apostlen Johannes.

Hippolyt (225–235/6 e.Kr.) nævner »Johannes i sit evangelium« og citerer derefter Johannes 1:1. I »Mod Noetus’ kætteri«, kap. 14, s. 228

Cyprianus, biskop af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.), citerer fra Johannesevangeliet som værende skrevet af Johannes i »Afhandling 12«, tredje bog, 24,25, s. 542.

Novatian citerer i *Om Treenigheden*, kap. 13, s. 622 (257 e.Kr.) Johannes 1:14 og siger, at det er skrevet af Johannes. Han har også adskillige andre citater fra Johannes.

I *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1463, står der, at indtil det 19. århundrede var der ingen, der afviste Johannes som forfatter til Johannesevangeliet, bortset fra en obskur kult kaldet Alogi.

Hvad angår Johannes-evangeliets pålidelighed generelt, se de næste tre spørgsmål.

Spørgsmål: Hvornår blev Johannesevangeliet skrevet?

Svar: Vi har et fragment af Johannesevangeliet, kaldet John Rylands-manuskriptet, som ved kulstof 14-datering er dateret til 117-138 e.Kr., så det må være skrevet før da. Johannesevangeliet blev sandsynligvis skrevet mellem 70 e.Kr. og 125 e.Kr.

Forskellige forfatteres synspunkter

I *The New Geneva Study Bible*, s. 1656, står der, at kirketraditionen tyder på, at det var omkring år 90 e.Kr.

I *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 267, angives det, at det sandsynligvis var mellem år 85 og 95 e.Kr. Nogle kritikere har forsøgt at daterer det så sent som til år 150 e.Kr. på baggrund af ligheder med gnostiske skrifter. Andre daterer det så tidligt som til år 45–66 e.Kr.

I *Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 268, står der, at arkæologiske fund understøtter Johannes 4:11; 5:2-3, at ordstudier såsom *synchrontai* i Johannes 4:9 samt Dødehavsrullerne taler for en tidlig datering af Johannesevangeliet.

I *The New International Dictionary of the Bible*, s. 534, står der, at Johannesevangeliet blev skrevet »engang mod slutningen af det første århundrede e.Kr.«

Den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 954, siger, at det fjerde evangelium er senere end de andre, men at det allerede omkring år 150 e.Kr. synes at have været kendt og omtalt af forfattere. Måske er år 100 e.Kr. en sandsynlig datering, selvom det kan være noget senere endnu.

Bevis:

Ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 937, var Johannes bekendt med detaljer om Jerusalem før byens ødelæggelse, såsom Betesda-dammen (Johannes 5:2) og brostenene (Johannes 19:13). Han anvendte nogle udtryk, der også blev brugt i Qumran. En sammenstilling af evangelierne, kaldet Egerton Papyrus 2, indeholder Johannes 5 og er dateret til senest år 150 e.Kr. (Se »The Believer’s Bible Commentary«, s. 1464, for mere om dette.)

Valentinus citerede Johannesevangeliet i sit »Evangelium de Veritate«, skrevet ca. 140 e.Kr.

I de romerske katakomber findes der malerier af Kristus som den gode hyrde og opvækningen af Lazarus, som dateres til ca. 150 e.Kr.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at det, vi har i dag af Johannesevangeliet, er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst tre gode grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35. Det indrømmes gerne, at dette i sidste ende indebærer en vis grad af tillid til Gud. Hvis Gud virkelig ønskede at formidle noget, ville han ønske, at det blev bevaret.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Her er nogle af de kristne og ikke-kristne forfattere, der henviste til vers i Johannesevangeliet.

Mærkeligt nok indeholder 1. Clemensbrev intet sted, der kan betragtes som en henvisning til Johannesevangeliet. Johannesevangeliet var det sidste evangelium, der blev skrevet, og 1. Clemensbrev blev skrevet så tidligt (96-98 e.Kr.), at Johannesevangeliet måske endnu ikke var nået frem til Clemens i Rom.

Ignatius (110–117 e.Kr.) hentyder til Johannes 3:8: »For det ved både, hvorfra det kommer, og hvorhen det går.« Ignatius’ Brev til filadelfierne, kap. 7, s. 83. The Believer’s Bible Commentary, s. 1463, siger også, at Ignatius hentyder til Johannes.

De Ældste (95–117 e.Kr.) [Papias?] citerer halvdelen af Johannes 14:2 som »Herren sagde«. »at Herren af denne grund sagde: ›I min Faders hus er der mange boliger:‹« fragment 5, s. 154

Ignatius af Antiokia (ca. 100–117 e.Kr.) henviser til Johannes 3:8. »For den ved både, hvorfra den kommer, og hvorhen den går« – Ignatius’ Brev til filadelfierne, kap. 7, s. 83

Mathetes til Diognetus (ca. 130–200 e.Kr.), kap. 6, s. 27, henviser til Johannes 17:11, 14, 16. »Kristne bor i verden, men er ikke af verden.«

Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.), kap. 6, s. 141, henviser til Johannes 1:14: »Han skulle åbenbares i kødet og bo blandt os.«

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) citerer Johannes 3:5 som værende fra Jesus og omskriver Johannes 3:14.

Tatians »Diatessaron« (ca. 172 e.Kr.) citerer 828,0 af de 879 vers i Johannesevangeliet, hvilket svarer til 94,2 %. Det er alle vers undtagen 51,0. Diatessaron indeholder Johannes 1:1-5, 1:7-28; 1:29f (19/21 ord); 1:30-40; 1:41a (14/18 ord); 1:42a (19/22 ord); 1:43-51; 2:1-11,14; 2:16-22,23f (11/24 ord); 2:24-25; 3:1-36; 4:1-2,3a (3/8 ord); 4:4-44; 4:45a (10/26 ord); 4:46-54; 5:1; 5:2m (5, ikke 7, 7 ord); 5:3-47; 6:1m (4, ikke 6, 2 ord); 6:2f (6/14 ord); 6:3-4; 6:5a (17/23 ord); 6:6-9; 6:10m (ikke 7, 7, ikke 8 ord); 6:12-18; 6:19m (6, ikke 14, 2 ord); 6:21a (7/18 ord); 6:22a (4/37 ord); 6:23-71; 7:1-52; 8:12-18; 8:19f (25/26 ord); 8:20-24; 8:25a (10/17 ord); 8:26-59; 9:1-41; 10:1-42; 11:1-57; 12:1-11; 12:12f (15/17 ord); 12:13; 12:16-50; 13:1-30; 13:31f (12/17 ord); 13:32-36; 13:37f (6/18 ord); 13:38a (8/21 ord); 14:1-31; 15:1-27; 16:1-33; 17:1-26; 18:1-2; 18:4-10; 18:11m (4, ikke 8, 11 ord); 18:12-24; 18:25a (7/24 ord); 18:26; 18:28f (13/26 ord); 18:29-37; 18:38a (13/24 ord); 18:39-40; 19:2a (11/16 ord); 19:4-17; 19:19-37; 19:38m (ikke 2 6 ikke 4 ord); 20:2-19; 20:20m (ikke 10 4 ikke 3 ord); 20:21-31; 21:1-25. Brøkerne angiver antallet af citerede græske ord i forhold til det samlede antal græske ord.

Kristne i Wien og Lugdunum (177 e.Kr.) citerer Johannes 16:2. ANF bind 8, s. 779

Theophilus af Antiokia (168–181/188 e.Kr.) skriver: »Johannes siger« og citerer derefter Johannes 1:1a. Theophilus til Autolycus, bog 2, kap. 22, s. 103

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer Johannes 1:14 som værende af Johannes. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 1, kap. 8.5, s. 328–329. Irenæus citerer Johannes 1:6 i *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 11.4, s. 427.

Muratorian-kanon 1. (ca. 190–217 e.Kr.) »Det fjerde evangelium er Johannes’ evangelium.«

Klemens af Alexandria (193–202 e.Kr.): »Johannes skrev sit evangelium.« *Stromata*, bog 5, kap. 12, s. 463

Tertullian (ca. 213 e.Kr.) citerer Johannes 1:14 og siger, at det var skrevet af Johannes og »i Johannesevangeliet« i *Mod Praxeas*, kap. 226, s. 622.

Tertullian (207/208 e.Kr.) understreger forfatterskabet til Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, Åbenbaringen og mange af Paulus’ breve i *Fem bøger mod Marcion*, bog 4, kap. 5, s. 350.

Hippolyt (225–235/6 e.Kr.) siger i sin drøftelse af Johannes 1:1–3, at dette evangelium stammer fra den velsignede Johannes i *Mod Noetus’ kætteri*, kap. 14, s. 228.

Hippolytus nævner »Johannes i sit evangelium« og citerer derefter Johannes 1:1 i *Mod Noetus’ kætteri*, kap. 14, s. 228.

Origenes (ca. 225–253/254 e.Kr.) skrev en hel kommentar til Johannesevangeliet.

Origenes (225–254 e.Kr.) nævner Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Origenes, *Mod Celsus*, bog 5, kap. 56, s. 568. Han citerer også Matthæus 18:1 i Origenes’ *Kommentar til Matthæus*, bog 13, kap. 14, s. 482.

Origenes citerer Johannes 9:39 i »Origenes mod Celsus«, bog 7, kap. 39, s. 626

Novatian (250-257 e.Kr.) siger, at Johannes 1:14 er skrevet af Johannes i *Afhandling om Treenigheden*, kap. 13, s. 622

I »Afhandlingen mod Novatian«, kap. 2, s. 657 (254–256 e.Kr.), hedder det, at Johannes 10:1 stammer fra Johannes, evangeliet.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) nævner »Johannesevangeliet« og citerer derefter Johannes 3:18,19 i »Cyprianus’ afhandlinger – Vidnesbyrd«, kap. 31, s. 543. Se også »Afhandling 2«, 2. bog, kap. 1, s. 516. Se også hans citat af Johannes 15:18-20 som værende af Johannes i »Cyprians afhandlinger«, afhandling 3, kap. 29, s. 542

Brevet fra de romerske ældste til Cyprianus (250-251 e.Kr.) citerer Johannes 10:11,12. Det citerer også Johannes 16:17. Begge disse blev angivet som »af Herren selv« i »Cyprianus’ breve«, brev 2, s. 280.

Firmilian af Cæsarea til Cyprianus (256 e.Kr.) citerer Johannes 20:22,23 som »i evangeliet«. Brev 74, kap. 16, s. 384

Firmilian af Cæsarea til Cyprianus (256 e.Kr.) citerer Johannes 17:21. Brev 74, kap. 3, s. 391

Nemesianus af Thubunae ved det syvende koncil i Karthago, s. 566 (ca. 256 e.Kr.), citerer Johannes 3:5 og senere Johannes 3:6.

Libosius af Vaga ved det syvende koncil i Karthago, s. 569 (ca. 256 e.Kr.) citerer en fjerdedel af Johannes 14:6: »Herren siger: ’Jeg er sandheden.’«

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.): »Det var ’ved sabbatens afslutning’, som Matthæus har sagt; det var ’tidligt, da det endnu var mørkt’, som Johannes skriver; det var ’meget tidligt om morgenen’, som Lukas udtrykker det; og det var ’meget tidligt om morgenen, ved solopgang’, som Markus fortæller os. Dermed har ingen klart vist os det nøjagtige tidspunkt, hvor Han opstod.» Brev 5 til biskoppen Basilides, s. 94. Dionysius af Alexandria accepterede, at Johannesevangeliet var skrevet af »Johannes«, men han stillede spørgsmålstegn ved, om det var skrevet af apostlen eller en anden Johannes.

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) citerer hele Johannes 20:1 i »Brevet til biskoppen Basilides«, kanon 1, s. 95

Hymenaeus’ brev (268 e.Kr.) henviser til Johannes 1:3-4,18

Adamantius (ca. 300 e.Kr.): »Vil du være enig, hvis jeg viser ud fra evangelierne, at de ikke er opdigtede?« … »Kristi disciple skrev dem: Johannes og Matthæus; Markus og Lukas.« »Dialog om den sande tro«, første del, »b 5«, s. 41

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) citerer hele Johannes 1:17 som værende af evangelisten Johannes. »Dialog om den sande tro«, femte del, kap. 11, s. 160.

Arnobius (297–303 e.Kr.) henviser til Johannes 8:46: »Hvad er det da, der tvinger jer, hvad er det, der driver jer til at bespotte, at skælde ud på og at hade uforsonligt Ham, som ingen kan anklage for nogen forbrydelse?« (Arnobius, »Mod hedningerne«, bog 1, kap. 64, s. 432)

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) omtaler Jesus som Guds Ord og citerer Johannes 1:1 som stammende fra evangelisten Johannes i *Kommentar til verdens skabelse*. Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) nævner Matthæus, Markus og Lukas i *Kommentar til den salige Johannes’ Åbenbaring*, fra fjerde kapitel, vers 7-10, s. 348

Peter af Alexandria (306, 285–311 e.Kr.) henviser til Johannesevangeliet. Fra Fragment 5.7, s. 282

Methodius (270–311/312 e.Kr.) citerer Johannes 1:1–2 i »Uddrag fra værket om de skabte ting«, kap. 6, s. 381

Athanasius (318 e.Kr.) citerer fra Johannes 3:3,5. »Han [Jesus] siger selv i evangelierne: ’Jeg er kommet for at finde og frelse det fortabte.’« *Ordet blev kød*, kap. 14, s. 43. Før koncilet i Nicæa henviser Athanasius til Johannes 1:1 (citat i *Mod hedningerne*, kap. 42, s. 26) 1:3 (citeret som »Johannes’ ord« i *Ordet blev kød*, kap. 2.6, s. 37); 3:3,5; 9:32,33 (citeret i *Ordet blev kød*, kap. 39.6, s. 57); 10:17,18 (henvisning i *Ordet blev kød*, kap. 22.3, s. 48); 10:37 (citeret i *Ordet blev kød*, kap. 18.2, s. 46); 12:32 (citeret i *Ordet blev kød*, kap. 25.4, s. 50); citat fra den midterste tredjedel af 14:9 (»Mod hedningerne«, kap. 45, s. 28); citat fra en fjerdedel af 14:10 (»Mod hedningerne«, kap. 47:2, s. 29). Athanasius henviser ikke til andre vers i Johannesevangeliet før Nikæa, men han henviser til mange andre vers i Johannesevangeliet efter Nikæa.

Lactantius (ca. 303–320/325 e.Kr.) citerer Johannes 1:1–3 som »Johannes lærte også således«. *De guddommelige institutter*, bog 4, kap. 9, s. 107

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) citerer Johannes 1:1–3 og Johannes 1:18 som værende af Johannes. »Epistles on the Arian Heresy«, kap. 4, s. 292

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) citerer Johannes 5:1 som »Herren selv vidnede«. »Epistles on the Arian Heresy«, kap. 11, s. 295

Se det næste spørgsmål for at se, hvilke vers og versdele der blev citeret, og hvilke der ikke blev.

Efter Nicæa

Eusebius’ Kirkens historie (318 e.Kr.), bog 3, kap. 24, s. 152, diskuterer de fire evangelier: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Nicene and Post-Nicene Fathers, anden serie, bind 1, s. 152

Juvencus (329 e.Kr.) skrev et episk digt, der kombinerede de fire evangelier.

Eustathius (før 337 e.Kr.)

Aphrahat den Syriske (337–345 e.Kr.) nævner, at Lazarus kom ud af graven, og at Herren sagde: »Kom ud!«. Han citerer en del af Johannes 11:43 og siger, at det var Jesus, der sagde det. »Select Demonstrations«, demonstration 8, kap. 14, s. 379

Aphrahat den Syriske (337–345 e.Kr.) citerer en del af Johannes 15:15 og siger, at det var Jesus, der sagde det. Udvalgte beviser, bevis 1, kap. 8, s. 348

Serapion (efter 362 e.Kr.)

Faustinus (4. århundrede)

Josippus (4. århundrede)

Zeno (4. århundrede) henviser til Johannes 3:13

Hegemonius (midten af det 4. århundrede e.Kr.), der oversætter Archelaus (262–278 e.Kr.), citerer Johannes 8:44 og angiver, at ordene blev udtalt af Jesus. (Archelaus taler) »Disputation with Manes«, kap. 31, s. 205

Theodor af Heraklea (355 e.Kr.)

Victorinus af Rom (efter 363 e.Kr.) henviser til Johannes 1:3-4

Athanasius (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Nye Testamente i Festbrev 39, s. 552

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) henviser med autoritet til Johannes, Lukas, Matthæus og Markus. Om Treenigheden, bog 10, kap. 43, s. 193

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Johannes som en del af Det Nye Testamente. Den citerer hele Johannes 1:1–3.

Den skismatiske Lucifer af Cagliari (370/371 e.Kr.) henviser til Johannes 3:13; 10:8; 14:15, 17, 22

Efraim/Ephrem den Syriske (350–378 e.Kr.) citerer Johannes 11:6 i »Tre prædikener«, prædiken 1, kap. 11, s. 309

Basilius af Kappadokien (357–379 e.Kr.) citerer Johannes 1:1a som værende af Johannes i »Om Ånden«, kap. 6.14, s. 8

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Ambrosiaster (efter 384 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) citerer Johannes 1:1 som værende af Johannes den Guddommelige i forelæsning 12.1, s. 72

Cheltenham-kanon (= Mommsen-kataloget) (ca. 360–370/390 e.Kr.) henviser til hvert af de fire evangelier.

Ambrosius af Milano (340–390 e.Kr.)

Apollinaris af Laodicea (ca. 390 e.Kr.)

Phoebadius (efter 392 e.Kr.)

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.)

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) nævner to evangelister: Matthæus og Johannes. Brev 3, kap. 11.1, s. 51

Gregor af Elvira (efter 392 e.Kr.)

Amphilochius (-397 e.Kr.) citerer fra Johannes i *Iambi ad Seleucum*

Gregor af Nyssa (335–397 e.Kr.) siger, at Johannes 1:3 er skrevet af Johannes i *Mod Eunomius*, bog 2, kap. 7, s. 112

Didymus den blinde (398 e.Kr.) henviser til Johannes 3:13 og andre passager.

Den syrisk-arameiske »Trinbogen« (=Liber Graduum) (350–400 e.Kr.)

Asterius af Emesa (ca. 400 e.Kr.)

Det syriske katalog over St. Katerina (ca. 400 e.Kr.)

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.) nævner Johannesevangeliet i *Panarion*, afsnit 3, kap. 44, s. 342. Han henviser også til Johannes 1:42; 2:12; 3:13; 5:1; 8:39,57; 10:11; 12:32; 13:18; 16:13

Rufinus (374–406 e.Kr.)

Gaudentius (efter 406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.) nedskrev 88 prædikener om Johannesevangeliet. Han sagde, at det var skrevet af Zebedæus’ søn, tordensønnen, som besidder himlens nøgler.

Chromatius (407 e.Kr.)

Severian (efter 408 e.Kr.)

Niceta af Remesianus (366–ca. 415 e.Kr.) henviser til Johannes 6:64; 10:38; 11:25; 16:27; 20:23

Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.) henviser til Matthæus 26:47–50; Markus 14:43–46; Lukas 22:47–48 og Johannes 18:3–9. Forsvar mod pelagianerne, kap. 8, s. 124

Sulpicius/Sulpitius Severus (elev af Martin) (363–420 e.Kr.)

Kirkemødet i Karthago (218 biskopper) (393–419 e.Kr.)

Hieronymus (317–420 e.Kr.) nævner hvert af de fire evangelier ved navn i brev 53.9, s. 101.

Sozomon (370/380–425 e.Kr.) Sozomons Kirkens historie

Augustinus af Hippo (354–430 e.Kr.) henviste til alle fire evangelier i sit værk »Harmoni mellem evangelierne«.

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) siger, at Johannes 1:11 er skrevet af evangelisten Johannes ifølge Johannes Cassians »De syv bøger«, bog 3.7, s. 577

Marcus Eremita (efter 430 e.Kr.)

Nonnus (431 e.Kr.)

Paulinus af Nola (431 e.Kr.)

Paul af Emesa (efter 432 e.Kr.)

Cyril af Alexandria (444 e.Kr.)

Speculum (5. århundrede) henviser til Johannes 13:10 og andre passager.

Sokrates af Konstantinopel (ca. 400–439 e.Kr.)

Hesychius af Jerusalem (-450 e.Kr.) (udtales HESS-us) henviser til alle fire evangelier, herunder Johannes 1:3-4,13; 3:13; 6:47; 10:8; 11:25; 12:32; 16:23; 17:11,24

Theodoret af Cyrus (biskop og historiker) (423–458 e.Kr.)

Quodvultdeus (ca. 453 e.Kr.)

Prosper Tyro af Aquitaine (426–465 e.Kr.)

Varimadum (445/480 e.Kr.) henviser til Johannes 8:16 og andre passager.

Bevis for kættere og falske bøger

Den enkratiske kætter Tatian (ca. 172 e.Kr.) skrev en sammenskrivning af de fire evangelier kaldet Diatessaron, hvilket betyder »gennem [de] fire«. I den henviser han til 828,05 vers i Johannes. Det udgør 94,2 % af hele Johannesevangeliet.

De apostoliske forfatninger (375-380 e.Kr.)

De gnostiske kættere Basilides og Valentinus ifølge Hippolytus

Den gnostiske kætter Heracleon henviser til Johannes 1:26; 4:51 ifølge Origenes.

Priscillian (ca. 385 e.Kr.) henviser til Johannes 8:25 og andre vers.

Den arianske kætter Eunomius af Cyzicus (ca. 360–ca. 394 e.Kr.) citerer dele af Johannes 1:3 som stammende fra »den velsignede Johannes« i sit apologetiske brev, kap. 26, s. 71

Kætteren Pelagius henviser til Johannes 7:37 og andre passager.

Den manikæiske kætter Faustus-Milevis (383–400 e.Kr.) citerer Johannes 3:3 som i evangeliet i Augustins »Svar til Faustus den manikæiske«, bog 24, kap. 1, »Nicene and Post-Nicene Fathers, First Series«, bind 4, s. 317

Den donatistiske kætter Tyconius (efter 390 e.Kr.) henviser til Johannes 7:39 og andre passager.

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (428 e.Kr.)

Vi har stadig alle disse i dag.

3. De tidligste manuskripter, vi har af Johannes, viser, at der er små variationer mellem manuskripterne, men ingen teologisk væsentlige fejl.

s. 2 Johannes 12:12-15 (6. århundrede)

6. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

s. 5 (=Papyrus Oxyrhynchus 208 1781) Johannes 1:23-31,33-40; 16:14-30; 20:11-17, 19-20, 22-25 (47 vers) tidligt i det 3. århundrede. I bogen *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* findes der et fotografi af det på s. 62. Der står, at manuskriptet er af normal kvalitet, bortset fra at kopisten havde en tendens til at udelade unødvendige pronomen og konjunktioner. Det er en vestlig tekst.

3. århundrede – 1968 – *The Text of the New Testament* indeholder også Johannes 1:41.

Tidligt i det 3. århundrede – 1999 – *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*. Det viser, at Johannes 1:41 er til stede, men ingen af bogstaverne er særlig tydelige.

s. 6 Johannes 10:1-2,4-7,9-10; 11:1-8,45-52 (4. århundrede) Stemmer overens med Vaticanus.

4. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

s. 22 (=Papyrus Oxyrhynchus 1228) (ca. 250 e.Kr.) Johannes 15:25-27; 16:1-2, 21-32

3. århundrede – 1968 – Det Nye Testamentes tekst.

s. 28 (=Papyrus Oxyrhynchus 1596) (3. århundrede) Johannes 6:6-12, 17-22

3. århundrede – 1968 – Det Nye Testamentes tekst.

s. 36 Johannes 3:14-18, 31-32, 34-35 (blandet tekst fra det 6. århundrede.

6. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente indeholder ikke 3:34-35.

s. 39 (=Papyrus Oxyrhynchus 1780) Johannes 8:14-22 første halvdel af det 3. århundrede. The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts har et fotografi af den på s. 138. Der står også, at s. 39 er ordret identisk med Vaticanus, hvilket gør den til en alexandrinsk tekst.

3. århundrede – 1968 – Det Nye Testamentes tekst.

Første halvdel af det 3. århundrede – Philip Comfort, C.H. Roberts og T.C. Skeat.

3. århundrede – Aland (3. udgave) og Aland (4. reviderede udgave).

s. 44a Johannes 10:8-14 (6. til 7. århundrede)

6. til 7. århundrede – 1968 – Det Nye Testamentes tekst.

s. 44b Johannes 9:3-4; 12:16-18, samt Matt 17:1-3,6-7; 18:15-17,19; 25:8-10 (6. til 7. århundrede)

6. til 7. århundrede – 1968 – Det Nye Testamentes tekst.

s. 45 Chester Beatty I. Store dele af alle fire evangelier og Apostlenes Gerninger. Den indeholder Johannes 4:51,54; 5:21,24; 10:7-25; 2 komplette af 16 bogstaver i 10:30; 10:31-11:10; 11:18-36,42-57. Den blev kopieret i år 100-150 e.Kr. (tidligere antaget at være fra slutningen af det 2. eller begyndelsen af det . århundrede). I *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* findes der et fotografi af en side herfra på s. 146. I *A General Introduction to the Bible* s. 389 står der, at den oprindelige rulle bestod af ca. 220 blade, hvoraf vi har 30 blade: 2 blade fra Matthæus, 2 fra Johannes, 6 fra Markus, 7 fra Lukas og 13 fra Apostlenes Gerninger.

3. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente

3. århundrede – 1975 – Aland et al. Tredje udgave

3. århundrede – 1998 – Aland et al. Fjerde reviderede udgave

Slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede – 1999 – Den komplette tekst fra de tidligste nytestamentlige håndskrifter.

p52 John Rylands-papyrussen (et fragment på 2 1/2 x 3 1/2 med dele af Johannes 18:31-33) 117-138 e.Kr. Et andet fragment, Johannes 18:37-38, anses generelt for at stamme fra den samme rulle og kaldes også John Rylands-papyrussen. Dette er en del af retssagen for Pilatus, hvor Jesus indrømmer, at han er en konge.) Du kan se et fotografi af John Rylands-papyrussen i *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 937, *New International Dictionary of the Bible*, s. 534, *Greek Manuscripts of the Bible*, s. 62-63, og *A General Introduction to the Bible*, s. 388.

Begyndelsen af det 2. århundrede – 1968 – Teksten i Det Nye Testamente.

s. 55 Johannes 1:31-33, 35-38 (6. til 7. århundrede)

6. til 7. århundrede – 1968 – Teksten i Det Nye Testamente.

s. 59 Johannes 1:26,28,48,51; 2:15-16; 11:40-52; 12:25,29,31,35; 17:24-26; 18:1-2,16-17,22; 21:7,12-13,15,17-20,23 (7. århundrede)

7. århundrede – 1968 – Det Nye Testamentes tekst.

s. 60 Johannes 16:29-30,32-17:6; 17:8-9,11-15,18-25; 18:1-2,4-5,7-16,18-20,23-29,31-37,39-40; 19;-3,5-8,10-18,20,23-26 (7. århundrede) den alexandrinske tekst.

7. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

s. 63 Johannes 3:14-18; 4:9-10 (ca. 500 e.Kr.)

7. århundrede – 1968 – Det Nye Testamentes tekst.

ca. 500 e.Kr. – 1968 – Det Nye Testamente.

s. 66 Bodmer II-papyrerne (808,5 vers: Johannes 1:1-6:11, 6:35b-14:26,29-30; 15:2-26; 16:2-4; 16:6-7; 16:10-20:20; 20:22-23; 20:25-21:9; 21:12,17 (fragmenter af Johannes 19:16) (Johannes 7:53-8:11 har aldrig været til stede.) (dateret til ca. 175 eller ca. 125-150 e.Kr.) Vi har 104 blade og fragmenter af 40 andre blade. Et fotografi af Johannes 6:58-64 fra Bodmer II-papyrussen findes i *New International Dictionary of the Bible*, s. 1003. *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* indeholder fotografier af p66 på s. 368-370. Her bemærkes det, at manuskriptet blev skrevet af en professionel skriver, mens to korrekturlæsere foretog rettelser. I *The Archaeology of the New Testament* (Finnegan), s. 381, vises det, at side 137 er meget fragmentarisk og indeholder en del af Johannes 19:16. I øvrigt er titlen på * * Bodmer p66 »Johannesevangeliet«. Man kan se et fotografi af det i *The Text of the Earliest New Testament Greek Manuscripts*, s. 378.

100–150 e.Kr. – 1960 – Hunger ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

ca. 200 e.Kr. – 1968 – Teksten i Det Nye Testamente

200–250 e.Kr. – 1987 – Hunter ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

Midten af det 2. århundrede – 1999 – *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* nævner, at dette er den tidligste tekst, der udelader Johannes 7:53-8:11 (perikopen om den utro kvinde). Denne datering er delvist baseret på, at håndskriften i Papyrus Oxyrhynchus 1074 af 2. Mosebog fra det 2. århundrede stemmer ekstremt godt overens.

p75 Bodmer 14/15-papyrerne (størstedelen af Lukas og Johannes. Johannes 1:1-11:45; 11:48-57; 12:3-13:1; 13:8-9; 14:8-15; en del af 14:16; 14:17-29; 15:7-8) 175-200 e.Kr. eller 175-225 e.Kr. (Johannes 7:53-8:11 har aldrig været til stede.) Oprindeligt 144 blade, vi har bevaret 102 blade) Meget lig Vatikanus (A General Introduction to the Bible s. 390) I *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* findes der et billede af en del af det på s. 496. Der står, at en professionel skriver udfærdigede dette manuskript. Et fotografi af en del af Bodmer 14/15-papyrusrullen findes i *New International Dictionary of the Bible*, s. 706.

Begyndelsen af det 3. århundrede – 1968 – Ifølge teksten i Det Nye Testamente drejer det sig om versene Johannes 1:1-13:1-; 14:8-15:8 med mangler.

Slutningen af det 2. århundrede (ca. 175 e.Kr.) – 1999 – Den komplette tekst fra de tidligste nytestamentlige håndskrifter.

s. 76 Johannes 4:9,12 (6. århundrede)

6. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

s. 80 Johannes 3:34, efterfulgt af en fortolkning. Midten af det 3. århundrede.

Midten af det 3. århundrede – 1999 – Den komplette tekst fra de tidligste nytestamentlige håndskrifter.

s. 90 Johannes 18:36-19:7 (ca. 175 e.Kr.) *Den komplette tekst fra de tidligste manuskripter af Det Nye Testamente* indeholder et fotografi, der viser en del af s. 90 på s. 610.

Midten til slutningen af det 2. århundrede – 1999 – Den fuldstændige tekst fra de tidligste manuskripter af Det Nye Testamente.

s. 93 Johannes 13:15-17 (5. århundrede)

s. 95 Johannes 5:26-29, 36-38. 3. århundrede. The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts indeholder et fotografi af det på s. 620.

3. århundrede – 1999 – Den komplette tekst af de tidligste manuskripter fra Det Nye Testamente.

s. 106 (= Papyrus Oxyrhynchus 4445) Johannes 1:29-35; 40-46 (3. århundrede)

s. 107 (= Papyrus Oxyrhynchus 4446) Johannes 17:1-2; 11 (3. århundrede)

s. 108 (= Papyrus Oxyrhynchus 4447) Johannes 17:23-24; 18:1-5 (3. århundrede)

s. 109 (=Papyrus Oxyrhynchus 4448) Johannes 21:18-20; 21:23-35 (3. århundrede)

0162 (=Papyrus Oxyrhynchus 847) Johannes 2:11-22. Sent i det 3. eller 4. århundrede. I The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts findes der et fotografi af det på s. 632.

Slutningen af det 3. eller begyndelsen af det 4. århundrede (ca. 300 e.Kr.) – 1999 – »The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts«.

0217 – Dele af Johannes 12:1 og muligvis andre vers

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.) og Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) indeholder hele Johannesevangeliet bortset fra Johannes 7:53–8:11.

Alexandrinus [A] ca. 450 e.Kr. indeholder hele Johannesevangeliet bortset fra Johannes 6:50-8:52.

Washington-kodeksen (4./5. århundrede) har bevaret hele Johannesevangeliet bortset fra Johannes 14:25-16:7.

Sinaitisk syrisk, 4.–7. århundrede

T (5. århundrede) Johannes 3:13,15; 5:1,3; 6:36,47,52,58 og sandsynligvis andre vers.

Chester Beatty McAc1390 (sandsynligvis 4. århundrede) fra Dishna (tæt på Nag Hamadi) indeholder Johannes 10:8-18:38 på sahidisk koptisk.

Cambridge, 5./6. århundrede

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede

Gotisk 493–555 e.Kr.

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Bemærk, at manuskripter frem til år 200 e.Kr. (s. 45, s. 52, s. 66, s. 75, s. 90) indeholder 855 ud af de 878 vers i Johannesevangeliet (97 %). De omfatter vers 1:1–7:52; 8:12–14:30; 15:2–26; 16:2–4, 6–7, 10–33; 17:1–20:20; 20:22, 23, 25–31; 21:1–9, 12, 17. (dog ikke 7:53–8:11).

Hvis man tilføjer vers fra Johannesevangeliet i Diatessaron (ca. 172 e.Kr.), som ikke findes i håndskrifter frem til år 200 e.Kr., vil det give yderligere 16 vers: Johannes 14:31; 15:1; 15:27; 16:1,5; 16:8-9; 20:21,24; 21:10-11; 21:13-16. Dette dækker alle vers i Johannesevangeliet undtagen 12.

Se www.BibleQuery.org/John Manuscripts.html for mere om tidlige manuskripter af Johannesevangeliet.

Spørgsmål: Hvilke vers og dele af vers i Johannesevangeliet blev citeret af forfattere fra før det nikænske koncil (før år 325 e.Kr.)?

A: Før år 325 e.Kr. citerede kirkeforfattere omkring 96,7 % af versene i Johannesevangeliet. Det svarer til 850,22 vers. Med andre ord er alle de 879 vers i Johannesevangeliets citeret, bortset fra 28,78 vers. De vers og brøkdele af vers, der ikke er citeret, er: Johannes 1:42f (2/22 ord); 4:3f (5/8 ord); 4:45a (16/26 ord); 5:2m (ikke 5, 4, ikke 7 ord); 6:1m (4, ikke 6, 2 ord); 6:5f (6/23 ord); 6:10m (7, ikke 7, 8 ord); 6:11; 6:19m (ikke 6, 14, ikke 2 ord); 6:20; 6:21a (7/18 ord); 6:22f (33/37 ord); 7:53; 8:1-11; 8:19a (1/26 ord); 8:25f (7/17 ord); 13:31a (5/17 ord); 13:38f (13/21 ord); 18:3; 18:11m (ikke 4, 5, ikke 11 ord); 18:25f (17/24 ord); 18:27; 18:38f (9/24 ord); 19:1; 19:3; 19:18f (12/15 ord); 19:38m (2, ikke 6 eller 4 ord); 20:20m (10, ikke 4 eller 3 ord).

Hvert vers eller hver del af et vers, der ikke er anført her, blev citeret. Se www.bibleQuery.org/Bible/BibleCanon/EarlyChristianNTQuotes.xls for yderligere oplysninger.