< Bibelspørgsmål fra Hebræerbrevet

Spørgsmål: Hvem skrev Hebræerbrevet?

Svar: I dag ved vi ikke, hvem der skrev Hebræerbrevet. Fra selve bogen ved vi seks ting om forfatteren:

1) Forfatteren henviser til »sig selv« i Hebræerbrevet 11:32; det græske ord er i maskulin form, så forfatteren var en mand.

2) Hebræerbrevet 13:23 nævner Timoteus, så forfatteren kendte Timoteus (og var ikke selv Timoteus).

3) Hebræerbrevet 13:22-24 viser, at læserne i den tidlige kirke vidste, hvem forfatteren var.

4) Forfatteren havde et omfattende kendskab til Skriften (hvilket blandt andre også Paulus havde).

5) Forfatteren var en meget logisk og velstruktureret forfatter (hvilket Paulus også var).

6) Forfatteren (eller forfatterne) skrev meget poetisk og veltalende, måske i en grad, der går ud over det, vi ser i Paulus’ breve.

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i Hebræerbrevet?

Svar: Hovedpointen er, at »Kristus er bedre«. Hebræerbrevet blev skrevet for at vise både kontinuiteten mellem Det Gamle Testamente og kristendommen samt den nye, radikale forvandling under Kristus. Kristus er bedre end mennesker, bedre end engle, bedre end loven og bedre end ofrene.

Spørgsmål: I Hebr 1:1 står der, at de eneste bøger, der blev accepteret i Bibelen, var dem, der var skrevet af øjenvidner. Hvorfor er Hebræerbrevet så med? Ingen ved, hvem der skrev Hebræerbrevet.

Svar: Det er ikke sandt. Vi ved det ikke i dag, men de tidlige kristne vidste det, hvilket fremgår af den personlige bemærkning i Hebræerbrevet 13:22-25. Som en sidebemærkning henviser Clemens af Rom mange gange til Hebræerbrevet i sit brev til korinterne, skrevet i årene 96-98 e.Kr. Vi står således i gæld til den tidlige kirke, ikke for at have skrevet Skriften, men for at have anerkendt Skriften.

Tertullian (208-220 e.Kr.) mente i *Om beskedenhed*, kap. 20, s. 97, at Hebræerbrevet var skrevet af Barnabas, men der findes ingen andre beviser herfor.

Origenes (225–254 e.Kr.) mente, at Paulus havde skrevet brevet til hebræerne, men han nævner også, at andre var uenige.

Tidlige kristne, der lærte, at Paulus skrev Hebræerbrevet, var:

Irenæus (182–188 e.Kr.)

Klemens af Alexandria (193-217/220 e.Kr.)

Origenes (225–254 e.Kr.)

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.)

Adamantius (ca. 300 e.Kr.)

Athanasius (ca. 318 e.Kr.)

Alexander af Alexandria (313-326 e.Kr.) siger, at Hebræerbrevet 13:8 er skrevet af Paulus. Afskedigelse af Arius, kap. 3, s. 70

Efter Nicæa

Eusebius af Cæsarea (323–326 e.Kr.) siger, at det var omstridt, om Paulus skrev Hebræerbrevet eller ej.

Athanasius (356–360 e.Kr.) citerer Hebræerbrevet 1:4 som værende skrevet af Paulus. Fire afhandlinger mod arianerne, afhandling 2, kap. 14, s. 348.

Athanasius (335 e.Kr.) siger, at Hebræerbrevet er skrevet af Paulus. Festbrev 7, kap. 7, s. 526

Synopsis Scripturae Sacrae (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede)

Gregor af Nyssa (382-383 e.Kr.) sagde, at Paulus skrev Hebræerbrevet, og henviser til Hebræerbrevet 5:5. Mod Eunomius, bog 6, kap. 2, s. 183

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.) henviser til, at Paulus skrev Hebræerbrevet. Om mysterierne, kap. 8.45, s. 323

Johannes Chrysostomos (før år 407 e.Kr.) nævner, at Paulus skrev til Galaterne og Hebræerne. »Kommentar til Filipperbrevet«, prædiken 4, vers 30, s. 200

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) (underforstået) henviser til Hebræerbrevet 13:8 som skrevet af apostlen i »De syv bøger«, bog 5.6, s. 584, og til Hebræerbrevet 12:22,23 som skrevet af apostlen i »Den første konference med abbeden Moses«, kap. 14, s. 302

Blandt kættere

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.)

Spørgsmål: Hvad er der i Hebr 1:1-3, der er chokerende eller endda skandaløst (bortset fra på en god måde) ved det, som disse vers beskriver?

Svar: Gud er til stede endnu langt længere væk fra os end selv den fjerneste galakse. Han fylder himlen med himmelstjerner, der er mindst lige så mange som sandkornene ved havkysten. Men lægger Gud overhovedet mærke til et støvkorn, der kredser om et sandkorn, som vi gerne kalder verden? Man kunne tro, at Gud har bedre ting at tage sig til.

Så pludselig, bam, dukker Gud op og står lige foran dig. Du kan høre ham tydeligt. Du kan se ham, uden at blive blind eller dø. Du kan spørge ham om hvad som helst. Vil du vide, hvordan himmelriget er? Tja, det kan måske være svært for dig at forstå fuldt ud, men lad mig forklare det på en måde, du kan forstå. Forresten, jeg er sulten, lad os gå ud og få noget fisk. Men vi har ingen fisk at give; vi har ikke fanget noget hele natten. Det er okay, jeg giver denne gang.

Hvordan kan et væsen, der er så magtfuldt, så rent, så helligt, så »fremmed« for os, ydmyge sig selv så meget, at han kommer på besøg hos os som en af os? Hvis du nogensinde har læst om en konge eller en prins, der forklædte sig som tigger og tog ind i byen for at besøge folket, er det intet i sammenligning med den afstand i herlighed og ære, som Jesus tilbagelagde ved at komme til denne jord.

Spørgsmål: Betyder Hebr 1,2, at der ikke længere er profeter?

Svar: Ja og nej, hvis man forstår det rigtigt.

Ja, efter Kristus var der ikke længere profeter i den gammeltestamentlige forstand, som gav os Bibelens bøger og udgør en del af det fundament, som kirken er bygget på i Efeserbrevet 2:20.

Nej, i Det Nye Testamente fandtes profetisk gave stadig, jf. 1 Kor 12:29; 14:4. Nogle mænd og kvinder, der havde denne gave, nævnes i ApG 21:9-10.

Spørgsmål: I Hebræerbrevet 1:2, eksisterede Jesus i himlen, før han kom til jorden?

Svar: Ja, ifølge Hebræerbrevet 1:2, Johannes 1:1-3 og Jesu egne ord i Johannes 17:5. Jeg er ikke sikker på, hvilket tydeligere bevis nogen kunne mene, de har brug for.

Kolossenserbrevet 1:15 »Sønnen [af hans kærlighed] er billedet af den usynlige Gud, den førstefødte over hele skabelsen. For i ham blev alle ting skabt, både i himlen og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er troner eller herredømmer eller magter eller myndigheder. Alt blev skabt gennem ham og til ham. Han er før alt, og i ham holdes alt sammen. Og han er hovedet for legemet, kirken; han er begyndelsen og den førstefødte blandt de døde, for at han i alt skal have forrang.”

Men at han blev Guds Søn ved inkarnationen, benægter ikke, at han var »hos Gud« i begyndelsen. (Joh 1:1-2,10,14-15)

Spørgsmål: I Hebr 1:3, hvor Jesus satte sig ved Guds Faders højre hånd, beviser dette da, at Faderen har en fysisk krop?

Svar: Nej, ikke mere end at højre side af en bil beviser, at en bil har hænder. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Udtrykket »ved højre hånd« betyder faktisk en æresplads.

2. »Ved højre hånd« kan også henvise til en fysisk position. Selvom Gud fylder himlene og jorden (Jeremias 23:23-24), har Gud Faderen også en lokaliseret tilstedeværelse på sin trone (Åbenbaringen 4; 5:7).

3. Selv om Gud har en lokaliseret tilstedeværelse, beviser det ikke, at Gud er bundet til en fysisk krop eller har en fysisk krop. Dette benægter dog ikke, at Gud Faderen kan vise sig i enhver form, han ønsker, herunder som en flamme eller en fysisk krop.

Se »When Cultists Ask«, s. 283-284, for et andet svar.

Spørgsmål: I Hebr 1:4 står der, at Jesus »blev« overlegen i forhold til englene – var han da ikke overlegen i forhold til englene før?

Svar: I himlen var han overlegen i forhold til englene, som Johannes 17:5 antyder. Men Jesus tømte sig selv, da han kom til jorden, jf. Filipperne 2:7. Jesus blev midlertidigt ringere end englene, som Hebræerbrevet 2:7,9 udtrykkeligt siger. Hebræerbrevet 1:4 viser nu, at Faderen imødekom Jesu bøn i Johannes 17:5.

Spørgsmål: Antyder Hebr 1:5-6, at Kristus er en engel?

Svar: Nej, det viser faktisk det modsatte, især i Hebræerbrevet 1:6-8 og Hebræerbrevet 2:16. Selvom den Almægtige Gud havde magten til at give Kristus enhver natur, han ønskede, herunder en engels natur, viser Hebræerbrevet 2:11,14,16-17, at Jesus blev inkarneret som et menneske, ikke som en engel.

Spørgsmål: Citerer udtrykket »lad alle Guds engle tilbede ham« i Hebr 1:6 5 Mos 32:43, da den masoretiske tekst ikke indeholder dette?

Svar: Ja. Teksten er klar i Hebræerbrevet 1:6. Den samme sætning eller en lignende findes både i Dødehavsrullerne 4Q44 i 5. Mosebog 32:43 og i Septuaginta i 5. Mosebog 32:43. Dette må være en håndskriftsfejl, der er sneget sig ind i den masoretiske tekst.

Spørgsmål: Skal Jesus i Hebr 1:6 blot tilbedes, eller betyder det græske ord, at englene blot »bøjede sig« for ham, som nogle Jehovas Vidner lærer?

Svar: Argumentet for at tilbede Jesus baseret på »proskuneo«: Engelske ord for tilbedelse bruges 76 gange i Det Nye Testamente. (Det skyldes vel, at de troende tilbad meget.) Det græske ord »proskuneo« bruges i alle undtagen 16 tilfælde.

P1. Blandt andre udfører de fire himmelske væsener proskuneo over for Gud i Åbenbaringen 19:4.

P2. Man må aldrig »proskuneo« en anden. Satan bad Jesus om at »proskuneo« ham i Matthæus 4:9. Jesus svarede, at man kun skal »proskuneo« Gud i Matthæus 4:10. Englen i Åbenbaringen 19:10 sagde, at man kun skal tilbede Gud. Alle mennesker, der »proskuneo« dyret i Åbenbaringen 14:9, vil lide for det.

P3. Da Jesus citerede Det Gamle Testamente i Matthæus 4:10 og Lukas 4:8, brugte han ordet proskuneo.

P4. Englene proskuneo Jesus i Hebræerbrevet 1:6

P5. Mange mennesker proskuneo Jesus, herunder disciplene før Kristi opstandelse (Mattæus 14:33), de vise mænd (Mattæus 2:2), en spedalsk (Mattæus 8:2), en leder (Mattæus 9:18), disciplene efter Kristi opstandelse (Mattæus 28:9,17; Lukas 24:52), den besatte fra Gerasa (Markus 5:6), de romerske soldater i hån (Markus 15:19)

P – Sammenfatning: Det, som himlens engle gør, det, som disciplene og andre gjorde, og det, som selv de romerske soldater gjorde i hån, er det rette for Jesu tilhængere at gøre i oprigtighed.

Ordet »proskuneo« bruges imidlertid også om dem fra Satans synagoge, der falder ned for fødderne af medlemmerne af Filadelfia-menigheden i Åbenbaringen 3:9. Man kan argumentere for, at »proskuneo« måske blot betyder at falde på knæ foran nogen i Matthæus 15:25; 18:26 og 20:20.

Selvom »proskuneo« undertiden blot kan betyde at knæle, er det det dominerende ord for tilbedelse. For at fuldende det hele oversatte selv Jehovas Vidners egen »New World Translation« ordet »proskuneo« i Hebræerbrevet 1:6 som »tilbedelse«. Ifølge Jehovas Vidners bog *Answered Verse by Verse* (s. 100-101) gjaldt dette i 1953-, 1960-, 1961- og 1970-udgaverne af *New World Translation*. *Vagttårnet* ændrede dette til »at vise ærbødighed« fra og med revisionen i 1971.

Hvis du mener, at den måde, kristne udøver proskuneo over for Jesus på, er upassende, hvordan udøver du så proskuneo over for Jesus?

Som en kvinde, der er Jehovas Vidne, fortalte mig ved afslutningen af en lang diskussion, ville hun bøje sig for Jesus, hvis han var her i dag, men da han ikke var det, var det derfor, hun ikke bøjede sig for ham. Jeg kunne godt se hendes synspunkt, hvis Jesus aldrig var til stede for hende. Men i Matthæus 18:20 sagde Jesus, at hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, der er han midt iblandt dem. Så når vi er sammen, bør vi proskuneo Jesus. Desuden viser Romerbrevet 8:9-10, at alle, der tilhører Kristus, har Kristi ånd i sig.

Desuden viser Jehovas Vidners »New World Translation« en partiskhed her. Den oversætter »proskuneo« med »tilbedelse«, når det bruges om Gud (Åbenbaringen 5:14; 7:11; 11:16; 19:4; Johannes 4:20 osv.), men hver gang det samme ord bruges om Jesus, oversættes det som »hilsen« (Mattæus 14:33; 28:9,17; Lukas 24:52; Hebræerbrevet 1:6).

Ikke desto mindre, uanset hvor stærkt proskuneo-argumentet er, er vi kun lige begyndt med argumenter, der viser, at Jesus er Gud og værdig til tilbedelse. Yderligere punkter er blandt andet »Thomas«-argumentet i diskussionen om Johannes 20:24-29, »ære«-argumentet i diskussionen om Johannes 5:23 og »tilbedelse«-argumentet i diskussionen om Åbenbaringen 5:9-14. Se When Cultists Ask, s. 284, for yderligere punkter om »proskuneo«-argumentet og andre argumenter.

Spørgsmål: Betyder Hebr 1:9 »Jesus, som er Gud, Faderen, som er din Gud«, eller »Jesus, Faderen, som er din Gud«?

Svar: Det er den første måde, hvor der henvendes sig til Jesus. Det kan fortolkes på begge måder på både græsk og engelsk. Imidlertid siger *New International Bible Commentary*, s. 1507, at selvom grammatikken i både vers 8 og vers 9 er tvetydig, er det sikkert, at hensigten er den ”vokative” (Jesus, som er Gud, Faderen, som er din Gud). Det ved vi ved at sammenligne med den hebraiske tekst, som dette citerer fra: Salme 45:6-7. Den jødiske oversætter Aquilas oversættelse af Salme 45:7 lyder: »O Gud, din Gud har salvet dig«.

Spørgsmål: Hvad ville Salme 110 betyde for en jøde i Hebr 1:13?

Svar: Dele af Salme 110 citeres i Mattæus 22:44; Markus 12:36-37; Lukas 20:42-44; Apostlenes Gerninger 2:34-35; Hebræerbrevet 1:13; 5:10 og diskuteres udførligt i Hebræerbrevet 7:1-28. Salme 110 blev citeret af tretten kirkeforfattere fra tiden før det nikænske trosbekendelse. Se for at se, hvad de sagde. De jødiske forfattere af Midrash Tehillim og Kommentar til Salmerne (200-500 e.Kr.) anerkendte Salme 110 som messiansk.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Hebr 1:14 betragte englene?

Svar: Her er fem centrale punkter om vores nuværende og fremtidige forhold til engle.

Vi skal dømme engle (1 Kor 6:3)

Vi skal ikke bagtale himmelske væsener, hverken engle eller dæmoner. (Judasbrevet 8-10)

Engle tjener os (Hebræerbrevet 1:14)

Vi kan måske ubevidst have engle boende hos os (Hebr 13:2)

Vi må ikke tilbede engle (Kolossenserne 2:18); vi skal kun være hengivne til Jesus (2. Korintherbrev 11:2)

Spørgsmål: Hvad er det vigtigste punkt i Hebræerbrevet 2, ud over Jesu store værk og ophøjede stilling?

Svar: Det er ikke blot Jesu storhed, men snarere den store afstand, han gik for os. I Hebræerbrevet 1 var Jesus overlegen som Guds Søn, og i Hebræerbrevet 2 er Jesus overlegen som Menneskesønnen. For at bruge en geografisk analogi: Det er ikke blot, at Jesus er højere end Himalaya. Snarere var han oprindeligt højere end Himalaya, rejste hele vejen ned til Marianergraven på bunden af Stillehavet for vores skyld, for at bringe os op til Himalaya sammen med ham.

Bag dette ligger naturligvis formålet med hele bogen, som fremgår af Hebræerbrevet 2:1f: Lad jer ikke drive bort.

Spørgsmål: Hvordan driver nogle, der følger Kristus, væk i Hebr 2,1?

Svar: Selvom nogle falder katastrofalt fra på grund af en pludselig begivenhed, er det ikke det, ordet »glide« betyder. Dette græske ord, pararyomen, findes kun her i Det Nye Testamente og i Ordsprogene 3:21 i den græske Septuaginta-oversættelse af Det Gamle Testamente. Det henviser til en gradvis bevægelse væk, der måske er ubetydelig i starten, men som i sidste ende kan føre langt væk. Tænk på en ring, der stille og roligt glider ned til enden af din finger og derefter falder af, for så at ende mange mil væk. Vi har et ansvar for at sørge for, at vi ikke engang begynder at glide væk.

Spørgsmål: Skal vi i Hebr 2:2 adlyde ord, der tales af engle, eller ej?

Svar: Ja og nej, hvis man forstår det rigtigt. Ja, folk i Bibelen lyttede til Guds lydige engle, fordi de overbragte budskaber fra Gud. Nej, vi skal ikke lytte til det, som onde, faldne engle lærer (Galaterbrevet 1:8; 1. Johannesbrev 4:1-3). Satan selv kan forklæde sig som en lysets engel (2 Korintherbrev 11:14-15). Men Moseloven blev givet gennem engle ifølge 5. Mosebog 33:2 (Septuaginta), Apostlenes Gerninger 7:53 og Galaterbrevet 3:19. Josefus nævner også dette i »Jødernes antikviteter«, bog 15, kapitel 136.

Spørgsmål: Tror du, at det i Hebr 2:2-3 er mindre alvorligt, lige så alvorligt eller værre at ignorere evangeliet end at ignorere loven fra Moses’ tid til Kristus?

A: I Hebræerbrevet 2:2-3 står der, at eftersom evangeliet er større end loven, er det værre at nægte at acceptere det end at nægte at acceptere Moseloven. Det græske ord »vi« betyder lidt mere end blot »vi«. Det er næsten som »ikke dem, men vi«.

Q: Hvad er i Hebr 2:3 forskellen mellem at afvise frelsen gennem Kristus og at ignorere den?

A: I Hebræerbrevet 2:4 kan ordet »forskellige« i »mirakler« have en billedlig betydning af »forskellige farver«, dvs. svære at ignorere. At afvise det betyder, at en person har besluttet at bevæge sig i den modsatte retning og i det mindste på det tidspunkt har lukket døren for det. At ignorere det betyder, at man hverken bevæger sig hen imod eller væk fra det og muligvis lader døren stå åben for det på det tidspunkt. I sidste ende er der dog ingen forskel; hvis man vælger ikke at acceptere denne frelse, er der ingen anden vej til himlen (Joh 14:6; ApG 4:12). Men selvom en person fuldt ud har afvist evangeliet, kan Gud senere blødgøre vedkommendes hjerte, så vedkommende kan omvende sig, angre og acceptere det senere, som Saulus fra Tarsus gjorde.

Spørgsmål: I Hebr 2:6 står der, at Jesus er Guds »førstefødte« – er Jesus så et skabt væsen? Vi skal jo ikke tilbede skabte væsener, som det står i Rom 1:25.

Svar: Forholdet mellem Fader og Søn er afgørende for vores forståelse af udtrykket »førstefødt«. Der er to sandheder, man skal forstå i svaret.

1. Overvej denne analogi. »Avler« mennesker børn, eller køber de dem færdigskabte i en butik? Den Enbårne Søns guddommelige natur er ikke mere skabt af Faderen, end mennesker »skaber« børn.

2. Sønnens menneskelighed blev skabt af Gud, og vi kalder ham den førstefødte, både fordi han er den første i rang og den første, der opstod fra de døde (1 Kor 15:20). Det er forkert at bruge udtrykket »førstefødt« til at benægte den første sandhed: Jesus er den førstefødte i ære, men han er også den »Enbårne« (Joh 3:16).

At det andet punkt er sandt, beviser ikke, at det første punkt er falsk. Jesus eksisterede før alle skabte væsener, som 1. Johannesbrev 1 viser.

Spørgsmål: I Hebr 2,6-9, henviser dette citat fra Salme 8 til mennesker, troende eller Jesus?

Svar: Det henviser primært til »Menneskesønnen«, det vil sige til Jesus. Men de troende skal regere sammen med Kristus, så det henviser sekundært også til de troende.

Spørgsmål: Hvordan var Jesus i Hebr 2:9 ringere end englene?

Svar: Dette kan også have virket mærkeligt for englene. Vi må se på dette som det var dengang og som det er nu.

Oprindeligt: Efter at have skabt alle ting i Hebræerbrevet 1:2 havde Jesus herlighed hos Faderen i himlen ifølge Johannes 17:5.

Ved inkarnationen: Filipperne 2:5-8 fortæller os, hvilke store ting Jesus udførte, før han kom til jorden. Jesus tømte sig selv og blev mindre magtfuld end englene her på jorden. Hebræerbrevet4:15 og 5:7-8 giver lidt flere detaljer om, hvad Jesus gennemgik, mens han var på jorden.

Nu er Jesus langt større end englene, som Hebræerbrevet 1:4-8 og 2:7 viser. Johannes 17:5, Filipperne 2:9-11 og Åbenbaringen 5:11-14 fortæller, hvad der skete, efter at Jesus var steget op til himlen.
Hvem ville give afkald på alt det, som Jesus gav afkald på, med kun tillid og tro på, at han ville få det tilbage? Kun en, der mente, at de mennesker, han ofrede sig for, var det værd. Man kan vel sige, at Jesus måtte være Gud, for ingen ville have gjort det for os, medmindre de havde et hjerte på Guds størrelse!

Spørgsmål: I Hebr 2:9 står der, at Jesus smagte døden for alle – hvorfor bliver så ikke alle frelst? Bliver der betalt to gange for nogle mennesker, én gang af dem selv og én gang af Jesus?

Svar: Calvinister som John Owen har stillet dette spørgsmål. Owen konkluderede, at eftersom

1. Kristi offer er fuldstændig soning for alle synder, herunder vantro [for dem, som soningen gælder].

2. vil ikke alle blive frelst; nogle vil ikke komme i himlen.

3. Derfor var Kristi offer ikke for alle [Gud sørgede ikke for, at de ikke-udvalgte kunne få deres synder tilgivet og komme i himlen].

[Min kommentar til denne opfattelse er: født som håbløse syndere uden udvej – i sidste ende var det ikke deres skyld, at de kom i helvede; dette lægger ansvaret udelukkende på deres Skabers skuldre.]

Det er interessant, at nogle, der stiller dette spørgsmål, ikke har noget problem med »dobbelt skyld«, idet de siger, at menneskeheden bærer skylden for Adams synd såvel som Adam selv. Under alle omstændigheder er Owens spørgsmål stadig et berettiget spørgsmål at stille. Alle bør være enige om, at

1. Gud kræver kun, at der ydes én soning

2. Men at denne betaling skal finde sted

Jesus sørgede for betaling for alle, men han tvang ikke betalingen igennem for alle, så betalingen blev ikke anvendt på alle. Med andre ord: Hvis en fattigmand skylder en gæld på en million dollars, og en millionær nådigt giver ham en kuffert fyldt med en million dollars, og den fattige mand brænder kufferten, er den fattige mand stadig fuldt ansvarlig for gælden, selvom millionæren betalte den. Betalingen blev stillet til rådighed, men ingen betaling blev tilregnet. Så jeg vil besvare Owens trilemma på denne måde.

1. Kristi offer er fuldstændig betaling for alle synder, herunder vantro [for dem, på hvem betalingen er anvendt].

2. Ikke alle vil blive frelst; nogle vil ikke komme i himlen.

3. Derfor blev Kristi offer ikke anvendt på alle [dvs. Gud tvang ikke Kristi offer til at være betaling for dem, der afviste det].

4. I sidste ende var det deres skyld, ikke Guds, at Kristi betaling ikke blev anvendt på dem.

Ud over denne uformelle analogi er her den egentlige, autoritative lære fra Skriften.

Hebræerbrevet 4:2 »For også vi har fået evangeliet forkyndt, ligesom de gjorde; men det budskab, de hørte, gav dem ingen nytte, fordi de, der hørte det, ikke forenede det med tro.« (NIV) Der står ikke, at det var, fordi Jesus ikke døde for dem, men fordi de ikke forenede det med tro.

1. Johannesbrev 2:2 »Han [Jesus Kristus] er selv forsoningsofferet for vore synder, og ikke kun for vore, men også for hele verdens synder.« (BSB)

1 Timoteus 2:4-6 »Han [Gud] vil, at alle skal blive frelst og komme til erkendelse af sandheden. For der er én Gud, og der er én mellemmand mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle – det vidnesbyrd, der blev givet på det rette tidspunkt.« (BSB)

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved udtrykket »leder/ophavsmand til vores tro« i Hebr 2:10 og 12:2?

Svar: Ordet for anfører/ophavsmand, archegos på græsk, er usædvanligt svært at oversætte til engelsk. Det betyder på en måde »anfører«, »ophavsmand« eller »pioner«, men disse udtryk er ikke rigtig stærke nok til at dække, hvad ordet egentlig betyder. Betydningen omfatter samtidig »initiativtager«, »grundlægger«, »pioner« og »leder«. Ordet omfatter både begreberne »væsentlig initiativtager« og »heroisk leder«. Man kunne også tænke på Jesus som »banebryderen« eller »stifinderen«, bortset fra at det ikke er korrekt; Jesus fandt ikke blot vejen, men Han er selve Vejen og den eneste Vej (Joh 14:6; ApG 4:12).

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Hebr 2:10,18 virkelig lide, når han er Gud?

Svar: Jesus er 100 % Gud og 100 % menneske. Men Jesus var ikke blot et halvt menneske, men 100 % menneske og i stand til at lide ligesom et menneske, fordi Jesus var lige så menneskelig som os. Jesus er imidlertid også lige så meget Gud som Gud Faderen. De nøjagtige detaljer om, hvordan disse to aspekter af Jesus forholder sig til hinanden, er blevet efterladt som et mysterium. Men vi kan vide nogle ting inden for rammerne af det, Bibelen lærer.

Jesus på jorden var én person med én vilje. Han var ikke to personer og ikke to viljer i ét legeme. Der fandtes en alvorlig vildfarelse kaldet nestorianismen, som lærte, at Kristus var to personer. Det er omdiskuteret, hvor langt fra sandheden Nestorius egentlig var, men nestorianerne efter ham gik endnu længere og fulgte også pelagianismen. Mange nestorianere forkyndte evangeliet i Kina. Til sidst blev de forvist fra det kinesiske imperium, og mange drog nordpå og omvendte en mongolsk stamme. Senere blev denne mongolske stamme udslettet af andre mongoler. Der var mange nestorianere i Centralasien, men mange af dem blev udslettet af muslimen Tamerlan og andre blodtørstige erobrere.

Jesu guddommelige natur gjorde ikke hans menneskelige natur ubetydelig. Hans lidelser var reelle, ikke blot tilsyneladende. En alvorlig vildfarelse, kaldet monofysitisme, lærer, at Kristi menneskelige og guddommelige naturer tilsammen er lidt som at hælde en teskefuld te ud i havet. Monofysitter kaldes i dag koptere.

Spørgsmål: I Hebr 2:10,18 står der, at Jesus allerede var fuldkommen – hvordan kunne Jesus da blive fuldkommen gennem lidelse?

Svar: Jesus var ikke ufuldkommen før dette tidspunkt. Det græske ord for »fuldkommen«, teleiusai, der stammer fra teleo, betyder at fuldføre, gennemføre eller fuldende. Jesus havde en mission at fuldføre, hvilket han gjorde.

Spørgsmål: I Hebr 2:11-14,17: Hvis vi er brødre og ét med Jesus, vil vi da have den samme natur som Jesus har?

Svar: Vi har den samme menneskelige natur som Jesus, og vi vil have den samme syndfri menneskelige natur i himlen. Vi har dog ikke og vil aldrig få Jesu guddommelighed. 2. Petersbrev 1:4 siger, at vi vil få del i den guddommelige natur, men dette henviser til det, Kristus har givet os, ikke til det, vi i os selv har.

Spørgsmål: Hvordan satte Jesus sin tillid til Faderen i Hebr 2:13, og hvordan bør vi gøre det?

Svar: På jorden ydmygede Jesus sig midlertidigt og gav afkald på en del af sin herlighed, som det fremgår af Johannes 17:5. Jesus stolede på Faderens vej, selv da han vidste, at den ville føre ham til døden. I Johannes 17:5 stolede Jesus på, at Faderen ville genoprette den herlighed, han havde haft før.

Spørgsmål: I Hebr 2,13-14: Er vi Kristi børn, eller Kristi brødre, som det står i Hebr 2,11-14.17, eller Kristi brud, som det står i Ef5:25 -33 og Åb 21,2?

Svar: Alt det ovenstående. Udtrykkene børn, brødre og brud er metaforer, der forsøger at beskrive vores nære forhold til Kristus delvist. Alle troende, både mænd og kvinder, er som brødre og Kristi brud.

Spørgsmål: Har djævelen i Hebr 2:14 magten over døden, eller har Gud al magt i Ef 1:11-22?

Svar: Før dette spørgsmål kan besvares, må vi først forstå to ting.

Guds suverænitet

Alt, hvad Gud bestemmer, sker, og intet sker, undtagen det, som Gud tillader.

1. Alt, hvad Gud bestemmer, sker. Esajas 14:24,27; 43:13; 55:11; Johannes 10:29; Hebræerbrevet 6:17; Matthæus 28:18. Nogle eksempler er Daniel 9:26;11:27 , 35,36; 12:1

2. Gud ved og ser alt. 1. Johannesbrev 3:20; Salme 139; Ordsprogene 5:21; 15:3; Hebræerbrevet 4:13; Esajas 46:10

3. Gud gør, som det behager ham. Matthæus 20:15; Salme 115:3; 135:6; Romerne 9:20; Daniel 4:35

4. Intet er for svært for Gud. 1. Mosebog 18:14; Job 42:2; Jeremias 32:17; Matthæus 19:26

5. Gud hersker over alt. Salme 103:19 [hersker, ikke styrer mekanisk]

6. Intet sker uden for det, som Gud tillader, som det fremgår af Job 1:12; 2:6; Jakob 4:15.

7. Hver eneste beslutning, der træffes ved »lodtrækning«, kommer fra Herren. Ordsprogene 16:33

8. Alle ting virker sammen til Guds gode vilje. – Romerbrevet 8:28; Efeserbrevet 1:11; Ordsprogene 16:4

9. Ingen kan med succes modarbejde Guds bestemmelser, som Esajas 43:13; Romerne 11:29 viser.

10. Mange lykkes med at modstå Guds befalede/ønskede vilje. Apostlenes Gerninger7:39 , 51;4:11 ;13:46 ; 14:2; 2 Kor 6:1

11. Mennesker modsætter sig, men ingen lykkes i sidste ende – spørg bare Jona.

Gud kan delegere suverænitet

Gud har friheden til at vælge at delegere en lille del af sin suverænitet, for en tid og inden for visse grænser, til andre. Gud blev ikke tvunget til at skabe robotter.

1. Nogle mennesker tror, at der ikke sker andet end det, som Gud udtrykkeligt har bestemt. – Der er faktisk ingen vers, der siger dette.

2. Nogle ting »kom ikke ind i Guds sind« – Jeremias 19:5; 32:35

3. Troende kan gøre nogle gode ting på eget initiativ. 2. Korintherbrev 8:17

4. Nogle ting gør Gud meget vred. Jeremias 5:29; 8:19; 12:8; Ezekiel 8:6

5. Nogle ting knuser Guds hjerte. Lukas 19:41-44; Matthæus 23:37-9; Jeremias 4:19-22; 9:1

Djævelen har magten til at kræve døden. Men i sidste ende ændrede det sig, da Kristus nu har nøglerne til døden og dødsriget i Åbenbaringen 1:18.

Spørgsmål: Kunne Jesus i Hebr 2:16-17 have givet efter for fristelsen og syndet?

Svar: Ligesom Adam og Eva blev Jesus ikke født med en syndig natur. Alligevel havde Jesus, ligesom Adam og Eva, fuldt ud evnen til at synde, hvis han havde ønsket det.

Fristelsens angreb var reelt, men Jesus ville ikke have givet efter. Satans angreb på Jesus mindede lidt om nyhedshistorien for nogle år siden om en psykisk syg japansk kampsportsekspert, der sneg sig ind i en zoologisk have for at angribe en 800-punds isbjørn. Han blev reddet af dyrepasserne, der bedøvede bjørnen. Fra sin hospitalsseng ønskede han, at verden skulle vide, at »alle hans slag ikke havde nogen virkning«. Han var i en desperat kamp med isbjørnen, men isbjørnen var ikke i en desperat kamp med ham. På samme måde havde Satans slag ingen virkning på Jesus.

Se også diskussionen om Mattæus 4:1-11 for yderligere information.

Spørgsmål: I Hebr 2,16-18 og Hebr 4,15: Uanset om Jesus kunne have syndet, hvordan kunne han da blive fristet? Jakob 1,13 siger, at Gud ikke kan fristes til det onde.

Svar: Der er seks punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. En af Guds guddommelige egenskaber er, at Gud ikke kan fristes af det onde (Jakob1:13 ).

2. Jesus er Gud (Johannes20:28 ; Hebræerbrevet 1:9,11).

3. Men Jesus havde også en menneskelig natur. (Hebræerbrevet 2:14-17)

4. Jesus gav afkald på mange af sine guddommelige egenskaber for at komme til jorden (Filipperne 2:5-7; Johannes 17:5).

5. Bibelen fortæller os ikke præcist, hvordan Jesus tømte sig selv, men kun at han gjorde det.

6. Ligesom man kan teste 100 % rent vand for urenheder, selvom testen ikke vil finde noget, kunne Satan teste Kristus for synd.

Spørgsmål: I Hebr 2,17 står der, at Jesus var lig os i alle henseender – hvordan kunne Jesus så være Gud?

Svar: Jesus tømte sig midlertidigt for mange af sine guddommelige egenskaber i Filipperne 2,6-7 og Johannes 17,5. Forfatteren af Hebræerbrevet mente naturligvis ikke, at Jesus ikke kunne være andet end et menneske, ellers ville han ikke have vist, at Jesus var Gud i Hebræerbrevet 1,8-9 og Hebræerbrevet 3,1-6. Se også diskussionen om Filipperne 2,6-9 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor måtte Jesus i Hebræerbrevet 2:17-18 være fuldt ud menneske? Nogle tænker måske, at eftersom Jesus også var Gud, stod han hævet over menneskelige svagheder.

Svar: Der er to indbyrdes supplerende grunde: for det første for at leve, forstå og opleve, hvordan det er at være et menneske (Hebræerbrevet2:18 ), og for det andet for at være et menneske, der kunne blive et offer for alle (Hebræerbrevet2:17 ).

Hebræerbrevet 2:17 siger, at Jesus måtte være menneske, ligesom sine brødre på alle måder, for at være vores ypperstepræst. Hebræerbrevet 2:16 siger, at det ikke var engle, han hjalp, men mennesker.

Hebræerbrevet 2:18: Du kender måske mennesker, der har svært ved at forholde sig til Gud, fordi »Han ikke forstår, hvordan det er at være menneske.« Men i sin menneskelighed oplevede Jesus hele det følelsesregister, som du og jeg gør. Der er mange eksempler i evangelierne, der viser os, at Jesus oplevede menneskelige følelser. Han var medfølende over for mennesker, han følte vrede over for dem, der var hårdhjertede (Markus 3:5) og forargelse (Markus 10:14), og han var forundret og sukkede over vantro (Markus 6:6; 8:12), men han elskede også den unge mand (Markus 10:21). Da timen for hans anholdelse nærmede sig, følte Jesus sig ængstelig og nedtrykt (Mattæus 26:37). Da han kom til Lazarus’ grav, græd han over sin elskede ven (Johannes 11:35).

Lige så meget som Jesus brugte tid på at tjene folkemængderne, følte han også behov for at være alene (Markus 6:31; 7:17; 7:24 og 9:30). Ligeledes var han sulten efter sin ensomme faste i ørkenen (Mattæus 4:2), og han forstod, hvor sultne de skarer var, som han gav mad. Jesus blev udsat for fristelser: Djævelen tilbød ham alle verdens riger og hånede Jesus for at få ham til at bevise sin guddommelighed ved at kaste sig ud fra templets tag. Selv djævelen troede, at Jesus kunne fristes på grund af sin menneskelighed (og djævelen havde kendt Kristus i hans præinkarnerede eksistens før syndefaldet). Og mens Jesus hang på korset (næsten slået og pisket ihjel), blev han igen fristet til at »stige ned« for at redde sig selv.

Hvis det ikke var fordi Gud lever blandt os som et fuldt ud menneske, kunne vi måske sige, at Gud ikke forstår, hvordan det er at være menneske. Men Jesus oplevede menneskehedens fulde omfang, og derfor kan han forholde sig til vores behov og følelser – han ved på det mest personlige plan, hvad det vil sige at være menneske.

(bidrag fra Mark Dumdei)

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) udtalte sig i samme retning: »Men hvis han ikke havde antaget en menneskelig krop, ville han ikke have været i stand til at udøve det, han lærte – nemlig ikke at blive vred, ikke at begære rigdom, ikke at blive opfyldt af begær, ikke at frygte smerte og at foragte døden. Disse ting er helt klart dyder, men de kan ikke udøves uden kød. Derfor antog Han en krop af den grund, at da Han lærte, at kødelige begær skal overvindes, kunne Han selv først udøve det, så ingen kunne påberåbe sig kødet svaghed som en undskyldning.” Epitome til De guddommelige institutter, kap. 50, s. 242.

Sammenfattende måtte Jesus være 100 % menneske for at være et sonoffer for vores synder, men han var også 100 % Gud for at være syndfri og frelse os. Vores mægler måtte være fuldt ud Gud og fuldt ud menneske.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Hebr 2,17 være fuldt ud menneske, når han ikke var født af en menneskelig far?

Svar: Johannes af Damaskus besvarede dette (704–736 e.Kr.). Han sagde, at Adam, Eva og Set havde tre forskellige måder at komme til verden på, men alligevel var de alle fuldt ud mennesker. Så det, at Jesus blev født af Jomfru Maria, udelukker heller ikke, at han er fuldt ud menneske. Se bogen »Forklaring af den ortodokse tro«, bind 1, kap. 8, s. 8, af Johannes af Damaskus for yderligere information.

Spørgsmål: I Hebr 2,17: Er det, at Jesus er både Gud og menneske, en midlertidig tilstand, eller vil det vare evigt?

Svar: At Jesus er både menneske og Gud vil vare evigt, for i Hebræerbrevet 13:8 står der: »Jesus Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid.« Når Jesus vender tilbage, vil han stadig blive kaldt »Menneskesønnen« i Matthæus 26:64.

Spørgsmål: I Hebr 2:18: Var Jesus virkelig Gud, da Jak 1:13 siger, at Gud ikke kan fristes?

Svar: Hvis Jesus kun var Gud, ville han være »uforsøgbar«, hvilket teologer også kalder »uplettelig«. Alle kristne er enige om, at djævelen forsøgte at friste Kristus, og at Kristus aldrig syndede, men nogle teologer som Charles Hodge sagde, at det var muligt, at Kristus kunne have syndet, ellers ville fristelserne ikke have været virkelige. Andre teologer, såsom William Shedd, siger, at fristelserne var reelle, men at det alligevel var umuligt for Kristus at synde. John Walvoord siger, at Shedd har ret, for ligesom en robåd reelt kan angribe et krigsskib, er krigsskibet ikke i fare for at synke på grund af robåden. Se for mere information.

Spørgsmål: I Hebr 3:2,5,6 var både Jesus og Moses trofaste mænd; trofasthed er en af de ni dele af Åndens frugt i Galaterbrevet 5:22b. Men hvad er trofasthed egentlig?

Svar: Det er én ting at ende med at gøre det, man blev befalet, betroet eller vidste, man skulle gøre. Men kan man stole på, at du gør det, du blev pålagt at gøre? Kan man regne med dig, selvom der opstår vanskeligheder, lidelse eller forfølgelse? Det er trofasthed.

Spørgsmål: Siger Hebr 3,3-4, at Jesus er Gud?

Svar: -Absolut, da Gud byggede huset, og Jesus er bygmesteren.

Spørgsmål: Viser Hebr 3,6, Hebr 3,14 og Ez 3,17-21, at ægte troende kan miste deres frelse?

Svar: Modne, gudfrygtige kristne er uenige om dette.

Kristne, der siger, at man ikke kan miste sin frelse, vil hævde, at de, der troede i en periode og faldt fra, aldrig »havde del i Kristus«, hvilket fremgår af, at de »ikke holdt fast i deres mod«.

Kristne, der siger, at mennesker kan miste deres frelse, vil være nødt til at sige, at de tidligere havde del i Kristus, men ikke længere har det, fordi de »ikke holdt fast i deres mod«.

Uanset hvad bør alle kristne kunne være enige om, at Guds viden om en persons skæbne, allerede før vedkommende blev født, ikke ændrer sig. Derfor kan en af de udvalgte aldrig blive en af de forkastede (de ikke-udvalgte), da Guds viden er fuldkommen. Alle bør også være enige om, at der er nogle, der kan synes at være frelst, men som vender sig bort fra Gud og aldrig vender tilbage.

Se også diskussionen om Hebræerbrevet 6:4-12 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvordan adskiller denne anden advarsel i Hebræerbrevet 3:7-11 sig fra den første advarsel i Hebræerbrevet 2:1-3? Har mennesker brug for to slags advarsler i dag?

Svar: Dette er ikke falske advarsler, men afsnit, som vi skal tage alvorligt. Hebræerbrevet 2:1-3 advarer mod ubevidst at drive væk og ignorere Gud. Dette står i modsætning til at forhærde sit hjerte og bevidst vende sig bort fra Gud. Ofte kan det første føre til det andet.

Spørgsmål: Hvordan forholder prøvelsen i ørkenen sig til læserne af Hebræerbrevet i Hebr 3:7-4:7?

Svar: Efter at de tolv spejdere vendte tilbage fra Kana’an, stod israelitterne i ørkenen over for et afgørende valg om, hvorvidt de ville stole på Gud eller ej. Den generation svigtede, og Gud sagde, at ingen fra den generation, bortset fra Kaleb og Josua, ville få lov til at komme ind i det forjættede land.

På samme måde står læserne af Hebræerbrevet over for en lignende beslutning. Uanset hvilke trængsler eller forfølgelser vi måtte møde, står vi over for et valg om, hvorvidt vi vil gå videre med Gud eller ej.

Spørgsmål: Hvordan kunne alle i den generation i Hebr 3,10 ikke kende Guds veje og dø i synd?

Svar: At tage Bibelen bogstaveligt betyder ikke, at vi ikke også kan se, at Gud undertiden taler i generelle vendinger. Gud talte om den generation af israelitter generelt. Men Skriften gør det klart, at alle i den generation ville dø i ørkenen bortset fra Josua, Kaleb og folk fra den yngre generation.

Spørgsmål: Kan mennesker i Hebr 3,12 vende sig bort fra den levende Gud?

Svar: Ja, bestemt. 1. Johannesbrev 2:19 nævner dem, der gik bort fra os, fordi de aldrig rigtig var en del af os. Ægte troende, såsom David og Salomo, kan falde fra i synd i en periode og derefter vende tilbage.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt ægte kristne kan falde fra for altid, miste deres frelse og ende i helvede, kan du læse diskussionen om Efeserbrevet 1:14 og Hebræerbrevet 6:4-10 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvilke forskellige måder er der, hvorpå synden forhærder i Hebræerbrevet 3:13?

Svar: Synd og mennesker kan forhærde sig selv i en ond cirkel. I Hebræerbrevet 3:13 forhærder synden, men i Hebræerbrevet 3:8,15 forhærder mennesker sig selv. Synd kan forhærde på mindst fem måder.

1) Når man ofte gentager den samme synd, bliver den synd »velkendt« og behagelig, selvom den burde være modbydelig og fremmed for den kristne.

2) Den kan afkøle dit hjerte over for Gud. Du kan miste din ærefrygt for Gud og tage Guds velsignelser for givet. Vedvarende synd kan i sidste ende ryste din tro.

3) Synd kan modløse mennesker og friste dem til at give op.

4) Det kan såre og forhærde andre, når de ser, at du er troende, men alligevel tolererer synden i dig selv, så de tænker, at det måske ikke er så slemt for dem at være tolerante over for synd. Synd virker ikke så alvorlig, hvis de ser dig begå den.

5) Det kan vende folk væk fra Kristus, fordi de tænker, at hvis det er det, kristne gør, så vil de ikke være en del af det.

Spørgsmål: Hvad var den eneste ting i Hebr 3,19, der forhindrede israelitterne i Moses’ generation i at nyde det lovede land? Hvordan forhindrer det ikke kun vantro, men også nogle troende, i at modtage Guds velsignelser i dag?

Svar: Det er interessant, at Hebræerbrevet 3:19 ikke taler om ulydighed, men snarere om vantro. Selvom deres ulydighed var alvorlig, var den egentlige årsag, at de valgte ikke at stole på og tro på Gud og hans gode forsyn for dem. Set fra Guds synspunkt var de vantro og ulydige, og derfor var de ikke nyttige.

Spørgsmål: Hvad siger advarslen i Hebræerbrevet 4:1-2 helt præcist?

Svar: Selvom nogle oversættelser siger: »Lad os passe på, at«, er en mere bogstavelig gengivelse: »Lad os frygte, at«.

Spørgsmål: I Hebr 4,2, bør dette oversættes med »de forenede det ikke med tro« eller »uden at være blandet med tro«?

A: Der er en variation i de græske tekster her, og der er tre hovedmåder at oversætte det på. Det kan i sidste ende koges ned til to måder, og det afhænger af, om det græske ord for »forener/forbinder« står i ental eller flertal. Hvis det er ental, var manglen, at det hørte ikke blev forenet med tro. Hvis det var flertal, var problemet, at det ikke blev forenet med dem. Forskellige græske manuskripter angiver det forskelligt.

Ental a) »de forenede det ikke med troen« – Harclean-syrisk. Med andre ord undlod tilhørerne at forene budskabet med troen.

Ental b) »[det] var ikke blevet blandet med troen«. Sinaiticus, Johannes Chrysostomos, Wolfenbüttel (6. århundrede), georgisk. Med andre ord lykkedes det ikke at forene budskabet og troen på grund af en uspecificeret årsag.

Akkusativ flertal) »for de sluttede sig ikke til dem, der hørte det i tro.« s. 13? (spørgsmålstegnet betyder, at det ser sådan ud, men det er ikke sikkert), s. 46, (Alexandrinus), Vaticanus, Ephraemi Rescriptus, Bezae Cantabrigiensis, etiopisk, byzantinsk, armensk, palæstinensisk syrisk (6. århundrede). Med andre ord forenede de sig ikke med Guds folk, som hørte budskabet i tro.

Spørgsmål: Hvordan befinder de troende sig i dag i Guds sabbatshvile, jf. Hebr 4:3a, 8-11?

Svar: For dem, der tager imod Jesus som deres Herre og Frelser, giver Jesus os hvile fra at forsøge at arbejde os vej til himlen. Vi træder ind i denne hvile lige nu her på jorden, men vi vil også få den endelige hvile i himlen.

Spørgsmål: Hvorfor trådte nogle, som beskrevet i Hebr 4:3b, 5-6, aldrig ind i Guds hvile, selvom de holdt sabbatten?

Svar: De holdt sabbatten, men de troede ikke på at følge Gud og stole på, at han ville sørge for dem. Hvis vi gør de rigtige ting, men ikke ud fra tro, behager vi heller ikke Gud, som Hebræerbrevet 11:6 angiver.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved ordet sabbatismos, »sabbat-hvile«, i Hebr 4:9?

Svar: Det er et enkelt græsk ord, og det forekommer ikke i nogen græsk litteratur før Hebræerbrevet. Det er meget sandsynligt, at forfatteren selv har opfundet dette ord.

Spørgsmål: Hvad er forskellen på en sjæl og en ånd i Hebr 4,12?

Svar: Kristne er uenige om, hvad der skal lægges vægt på i menneskets natur. Her er tre forskellige teorier om, hvad der lægges vægt på:

Tredelt: Mennesker har en krop, en sjæl og en ånd. Kroppen består af kød, kemiske stoffer og elektriske signaler. Sjælen har intelligens, følelser og vilje. Ånden har samvittighed og andre aspekter.

Tvedelt: Mennesker har en materiel del og en ikke-materiel del. Sjælen og ånden er forskellige, men de er sammenflettede, ligesom knoglemarven er sammenflettet i et knoglegitter i enderne af vores arm- og benknogler. I bogen *Now That’s a Good Question*, s. 237-240, diskuteres begge synspunkter, og den tvedelte opfattelse fremhæves.

Integreret: Selvom der er tre ting: krop, sjæl og ånd, er samspillet mellem de tre så stort, at den samlede helhed er vigtigere end de tre adskilte dele.

Spørgsmål: I Hebr 4,15 – hvilke andre vers viser, at Jesus var uden synd?

Svar: Vers, der viser, at Jesus var uden synd, er:

Joh 8:46 »Hvem af jer kan bevise, at jeg har syndet? Hvis jeg taler sandt, hvorfor tror I mig da ikke?«

2 Korintherbrev 5:21 »Gud gjorde ham, som ikke kendte til synd, til synd for os, …«

Hebræerbrevet 4:15 »… men vi har én, der blev fristet på alle de måder, som vi bliver, og dog var uden synd.«

1. Petersbrev 1:19 »… et lam uden plet eller lyde.«

1. Petersbrev 2:22 siger, at Jesus ikke begik nogen synd.

1 Johannes 3:5 siger, at Jesus ikke havde nogen synd.

(Citat fra Berean Standard Bible)

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved dette afsnit i Hebr 5:1-10?

Svar: Ligesom moderne tekster bruger forskellige litterære teknikker, er chiasme en gammel litterær teknik, der ofte blev brugt i antikke tekster, herunder de latinske skrifter af den romerske Cicero og mange steder i Det Gamle Testamente. I en chiasme gentager afsnittet sig selv symmetrisk. Her er mønsteret i Hebræerbrevet 5:1-10. Bemærk, at Hebræerbrevet 5:2 og Hebræerbrevet 5:9 ikke er ens, men snarere står i kontrast til hinanden.

Hebr 5:1 Enhver ypperstepræst, der er udvalgt blandt mennesker for at repræsentere folket over for Gud og bringe gaver og ofre for synder.

- Hebr 5:2 Han tager sig af de uvidende og de vildfarne, fordi han selv er udsat for svaghed

- - Hebr 5:3 Han bringer ofre for både sine egne synder og for folkets

- - - Hebr 5:4 Han tager ikke æren til sig selv, men skal kaldes af Gud, ligesom Aron blev det.

- - - Hebr 5:5-6 Således tilegnede Kristus sig heller ikke selv herligheden, men Gud sagde, at han var Jesu Fader. En præst efter Melkisedeks orden

- - Hebr 5:7-8 På jorden bragte han bønner og bønner … Selvom han som søn lærte lydighed gennem det, han led

- Hebr 5:9 Da han en gang var blevet fuldkommen, blev han kilden til frelse

Hebr 5:10 Jesus blev udvalgt af Gud til at være ypperstepræst efter Melkisedeks orden

Spørgsmål: Hvad betyder »at behandle mildt« i Hebr 5:2?

Svar: Dette græske ord, metriopathein, betyder ikke ligegyldighed (at det er acceptabelt eller i orden) eller vrede, men at indtage en mellemvej mellem de to.

Spørgsmål: Hvordan hænger Jesu første komme i Hebr 5,5 og ApG 13,33 sammen med Sal 2,7: »I dag har jeg avlet dig«?

Svar: Selvom Jesus blev født af Faderen før tidens begyndelse, er det ikke det, der henvises til her. Jesus blev født af Gud Faderen på en ikke-seksuel, men fysisk måde, da Jesus kom til jorden.

Intet vers i Bibelen siger, at Jesus var Guds søn på nogen anden måde på et senere tidspunkt. Rom 1,4 tilføjer blot, at Jesus blev »erklæret« for at være Guds Søn med kraft ved sin opstandelse fra de døde.

Spørgsmål: Hvordan bør »Melkisedeks orden« oversættes i Hebræerbrevet 5:6?

Svar: »Orden« er tæt på, men The Expositor’s Bible Commentary, bind 12, s. 49, siger, at oversættelsen »Melkisedeks orden« ikke er helt korrekt, fordi der ikke fandtes nogen »orden« eller slægt efter Melkisedek. Udtrykket »af Melkisedeks slags« fanger på en måde betydningen, men det formidler desværre ikke helt den formalitet, som det burde, sådan som ordet »orden« gør. Den nøjagtige betydning ligger altså et sted mellem disse to engelske ord.

Spørgsmål: Lærer Hebr 5:7, at Jesus kun havde kød før sin opstandelse, som Jehovas Vidner og Rev. Moons Foreningskirke lærer?

Svar: Nej, ellers ville Thomas betragte Jesus som en bedrager, da Jesus viste Thomas sit kød, for at Thomas skulle tro. Se diskussionen om 1. Petersbrev 3:18 for svaret.

Spørgsmål: I Hebr 5:7 og Matt 26:39, frygtede Kristus sin død, eller var han fast besluttet på at gå til korset, som det fremgår af Luk9:51 ?

Svar: Jesus var fast besluttet på at fuldføre sit formål på korset, men han bad om, at denne kalk, hvis det var muligt, måtte blive taget fra ham. Jesus svedte bloddråber, så stor var hans kval over det, han vidste skulle ske. Der står dog aldrig, at Jesus var frygtsom eller en kujon.

Spørgsmål: I Hebr 5,7 står der, at Gud Faderen hørte Jesu bønner. Hvorfor blev den »kalk«, som bestod i at dø på korset (Mark14:36 ), så ikke taget fra Jesus i Getsemane Have?

Svar: Først er der tre ting, der ikke er svaret, og derefter kommer svaret.

(ikke svaret) Befriet fra dødsangsten: Det græske ord for »underkastelse«, eulabeia, kan også betyde ærbødig frygt. Man må dog ændre ordens betydning for at omforme »den, der kunne redde ham fra døden på grund af hans ærbødige underkastelse/ærbødige frygt« til »den, der kunne redde ham fra dødsangsten«.

(tæt på, men ikke svaret) Gud sagde nej: Det græske ord for »høre«, eisakoustheis, betyder ikke blot, at Gud hørte lyden, men snarere, at Gud besvarede bønnen. Naturligvis besvarer Gud nogle af vores bønner med et rungende »nej«, men her er der et bedre svar.

(ikke svaret) at Jesus ikke skulle dø i Getsemane. Der er ingen omtale af, at Jesus bad om, hvor han ikke skulle dø, hverken i Hebræerbrevet, evangelierne eller andre skrifter.

Svaret: Mattæus 26:39; 26:42; Markus 14:36 og Lukas 22:42 angiver alle, at Jesu bøn bestod af ikke én, men to dele. Den første del var, at Faderen måtte lade denne kalk gå forbi Jesus. Den anden del var: »Men ikke som jeg vil, men som du vil.« Gud besvarede Jesu bøn med et »ja«, fordi den anden del tilsidesatte den første del.

Her er der en vigtig lære for os. Når vi ønsker noget, og vi ved, at det måske ikke er i overensstemmelse med Guds vilje, er det godt alligevel at bede til Gud om det, der ligger os på sinde. Men vi bør bede om, at Guds vilje må ske frem for vores egen.

Selvfølgelig frelste Gud Jesus fra døden gennem Jesu opstandelse, men Jesus vidste også, at Gud var fuldt ud i stand til at frelse ham fra at dø. Hvis Jesus havde bedt om det, kunne Faderen have sendt tolv legioner af engle, som det står i Mattæus 26:53. Men hvordan ville vi så have en forløsning for vores synder, hvis Jesus ikke var død på korset? Jeg er glad for, at Jesus også bad den sidste del af den bøn.

Spørgsmål: I Hebr 5,8 og Fil 2,7-8 står der, at Jesus var lydig mod Gud – hvordan kan Jesus så være Gud?

Svar: På jorden havde Jesus den rolle at være underordnet og lydig over for Faderen. I Treenigheden er de tre lige i natur, men adskiller sig i rolle og rang.

Kirkeskribenten Ambrosius af Milano påpegede dette i 378 e.Kr. i værket »Om den kristne tro«, bog 2, kapitel 10, vers 84, 88, s. 234-235. På jorden var Jesus som barn underordnet Maria og Josef. Betyder det, at Jesus var mindre end Maria og Josef? – Selvfølgelig ikke.

Spørgsmål: Kan en alvidende Gud lære noget, som det fremgår af Hebr 5,8? Hvis ikke, hvordan kunne Jesus da lære lydighed?

Svar: Jesus gennemgik ting på jorden, som han ikke kunne opleve i himlen. Desuden gav Jesus midlertidigt afkald på sin alvidenhed, da han kom til jorden. Jesus valgte at tømme sig selv for mange af sine guddommelige egenskaber (Filipperne 2:5-7, Johannes 17:5). Han vidste ikke alt på jorden, såsom dagen for sin genkomst (Mattæus 24:36). Gud vidste i teorien allerede alt om lydighed og lidelse. Men Gud kom til jorden som Jesus Kristus, og ved at fuldføre sin mission lærte han, hvad det vil sige at være lydig i mødet med lidelse.

En interessant bemærkning er, at oversættelser af Hebræerbrevet 5:8 normalt siger: »selvom han var sønnen«, for at være grammatisk korrekte på engelsk. Selvom man kunne sige det samme på det nytestamentlige græske sprog (koine-græsk), er det ikke det, der står i Hebræerbrevet 5:8. Der står: »selvom han var søn«, hvilket understreger endnu mere, at Jesus ikke blot var en af mange sønner, men at Jesus var »sønnen«.

Spørgsmål: Er det i Hebr 5,12-13 i orden at drikke åndelig mælk?

Svar: Åndelig mælk betyder evangeliets grundlæggende sandhed. Åndelig mælk er noget godt, som kristne bør længes efter ifølge 1. Petersbrev 2:2. Men ligesom et lille barn skal vokse sig til at kunne spise kød, så skal vi også.

Spørgsmål: Hvorfor skal man i Hebr 6,1 forlade de elementære ting og gå videre til mere modne ting, når de var langsomme til at lære de elementære ting i Hebr 5,11-14?

Svar: Der er en tid til at gentage de grundlæggende ting, da læseren endnu ikke var i stand til at forstå dem. Men her er det tid til at give dem en forsmag på mere modne ting og vise dem, at der var mere end blot de ting, de var langsomme til at lære.

Spørgsmål: Hvad er i Hebr 6,1-3 de grundlæggende ting om Kristus i modsætning til de modne ting?

Svar: De grundlæggende ting omfatter omvendelse, tro på Gud, dåb, håndspålæggelse, de dødes opstandelse og den evige dom ifølge Hebræerbrevet 6:1-3. Men generelt er de primære ting, der er afgørende for frelsen, de grundlæggende ting. En anden opfattelse er, at det er de ting fra Det Gamle Testamente, som det fremgår af *Believer’s Bible Commentary*, s. 2172-2173, og *Evangelical Commentary on the Bible*, s. 1136.

De modne ting omfatter resten af kapitlet, nemlig dem, der falder fra, og Guds løfter.

Mange læresætninger har både en primær del og en moden del. For eksempel er det, at der kun er én Gud, en primær ting, og at Faderen, Jesus og Helligånden er Gud, er også en primær ting. En forståelse af, hvad Bibelen siger om Treenigheden, ville være en mere moden ting.

Spørgsmål: Hvilke følelser bør vi have, når vi læser Hebr 6,4-8?

Svar: Vi bør dele Guds og andres sorg over de fortabte. Jesus var meget bedrøvet over Jerusalem i Mattæus 23:37-39. Paulus tjente Gud med »tårer« i Apostlenes Gerninger 20:19. Paulus ønskede endda, at han selv måtte blive udstødt for sit folks skyld, hvis det betød deres frelse, som det fremgår af Romerbrevet 9:1-3. Jøderne var, ligesom de mennesker, der nævnes i Hebræerbrevet 6:4-8, så tæt på og alligevel så langt væk.

Og alligevel har vi også en følelse af resignation. Når nogen går fortabt i helvede, kan de kun sige: »Det var min egen skyld«. Gud tvang ingen til at vælge helvede; snarere sendte Gud retfærdigt de helvedebundne mennesker derhen, hvor de fortjente at komme, enten eksplicit på grund af det valg, de traf, eller implicit på grund af det valg, de nægtede at træffe.

Spørgsmål: Hvad lærer Hebr 6,4-12 om frelse?

Svar: Der er to forskellige emner i Hebræerbrevet 6.

1) Hvordan kan et levende menneske nå en tilstand, hvor omvendelse og frelse ikke længere er mulig for vedkommende?

2) Kan en ægte kristen miste sin frelse?

1) At miste yderligere muligheder:

Ja, et menneske kan nå et punkt, hvor yderligere omvendelse ikke længere er mulig for vedkommende. Det, der gør Hebræerbrevet 6:6 særligt skræmmende, er, at der står, at mennesker, der falder fra på den måde, som forfatteren omtaler, aldrig kan bringes tilbage. Nogle fortolkere hævder, at dette er en hypotetisk situation, der aldrig ville forekomme. Der er imidlertid intet, der tyder på, at Gud ønskede, at vi skulle ignorere denne advarsel og ikke de andre advarsler i Bibelen. Tværtimod er både Hebræerbrevet 6:6 og Matthæus 12:31-32 (blasfemi mod Helligånden) af permanent karakter. I Matthæus 12:31-32 så og hørte jøderne, som aldrig var kristne, nok til at vide, at det var sandt. Men ikke alene besluttede de sig for ikke at acceptere Kristi ord den dag, men de tilskrev også hans handlinger djævelen.

Nu synder kristne stadig (1. Johannesbrev 2:1). Faktisk bedrager vi os selv, hvis vi tror, at vi er uden synd, og sandheden er ikke i os (1. Johannesbrev 1:8). Hvad henviser versene i det foregående afsnit så til?

De to vigtigste formål med Hebræerbrevet er at vise jøderne, hvordan Kristus er opfyldelsen af Det Gamle Testamente, og at opmuntre troende med jødisk baggrund til ikke at vende tilbage til jødedommen, men at fortsætte i troen. Disse passager henviser altså IKKE til nogen, der synder, men til nogen, der vender Kristus ryggen og vender tilbage til sit falske håb, det være sig jødedommen eller, mere generelt, en anden religion. 1. Johannesbrev 2:18-19 siger, at selv i disse tider var der mennesker, der »så ud« til at være frelste kirkegængere, men som derefter forlod menigheden, formodentlig for altid. Johannes siger, at de gik ud, fordi de aldrig var en del af os. Hvis nogen går op ad midtergangen eller siger nogle ord, men ikke holder ud i sin tro og senere vender ryggen til kristendommen, betyder det ikke, at vedkommende har mistet sin frelse; hvis vedkommende aldrig vender tilbage, betyder det, at vedkommende aldrig var frelst til at begynde med.
Her er fire tilfælde, som jeg kender personligt, og som jeg mener, det IKKE henviser til.

1. En kristen pige fra universitetet, som jeg kendte, sagde i en periode på flere måneder til Gud, at hun ikke ville have noget med ham at gøre, og bad Helligånden om at forsvinde ud af hendes liv. Hun troede stadig, intellektuelt set, men hun var bevidst ulydig. Senere angrede hun og vendte tilbage til troen. Hun sagde, at Hebræerbrevet 6:6 var særligt skræmmende for hende. Men hun angrede. Måske overbeviste Gud hende nådigt ved at bringe det vers i tankerne og nærmest spørge: »Er det dit endelige svar?«. En person, der er kommet på kant med Hebræerbrevet 6:6, vil aldrig omvende sig og vil heller aldrig ønske at omvende sig.

2. Der var en præst i en lille menighed, jeg kendte, som sagde, at han havde været præst i syv år, før han virkelig blev frelst. Efter at han blev frelst, fortsatte han med at være præst. Dette er ikke et tilfælde af frafald, men af en person, der aldrig var blevet frelst til at begynde med.

3. Da jeg som [kristen] teenager var i gang med at slå græs, kom en kristen dame ud, og vi faldt i snak. Hun fortalte, at hendes søn var flyttet til Californien for at være sammen med sin samboende kæreste. Men hun var sikker på, at han stadig var frelst, fordi han havde aflagt en trosbekendelse i menigheden. Jeg tror ikke, hun havde noget grundlag for sin overbevisning. Apostlen Paulus opfordrer os i 2. Korintherbrev 13,5-6 til at prøve os selv og se, om vi virkelig er i troen. Måske blev han aldrig frelst, men kan blive frelst i fremtiden. Måske vidste han så meget om frelsen og vendte den ryggen, og så gælder Hebræerbrevet 6,6 for ham. Måske var han oprigtigt frelst før, faldt fra i synd, men da han er oprigtigt frelst, vil han vende tilbage. Det kan vi ikke sige. Paulus befalede korinterne at udelukke en umoralsk bror i menigheden i 1 Korintherbrev 5:1-5. Imidlertid viser 1 Kor 5:5, at Paulus stadig havde håb om, at broren måske kunne blive frelst efter denne disciplin. Vi mener, at 2 Korintherbrev 2:5-11 henviser til den samme bror, og at han vendte tilbage.

4. Personligt kender jeg to kristne, hvoraf den ene forlod troen og blev muslim, og den anden forlod den og blev mormon. Begge forlod senere disse trossamfund og vendte tilbage til kristendommen.

Konklusion herom: Vi må skelne mellem en troende, der er kommet på afveje i grov synd, og en, der har fornægtet troen og vendt sig mod noget andet. Men uanset om deres fornægtelse af troen er permanent, om de måske bliver frelst i fremtiden, eller om de er en frelst person, der er faldet fra og vil vende tilbage, må vi overlade det til Gud at dømme.

Hvad bør vores holdning være over for en anden, der er kommet på afveje? Den bør IKKE være selvtilfredshed, hvor vi siger: »Bare rolig, de er alligevel frelst.« Den bør heller ikke være at afskrive dem, som om de aldrig vil vende tilbage. Judas 23 siger: »Red andre ved at rive dem ud af ilden; og vis andre barmhjertighed blandet med frygt, idet I hader selv det tøj, der er besmittet af kødet.« (BSB). Slutningen af Judas 23 antyder, at disse mennesker begik nogle ret grove handlinger, men at de stadig kunne blive frelst.

I Jakob 5,19-20 står der: »Mine brødre, hvis en af jer skulle vige fra sandheden, og en anden skulle bringe ham tilbage, så tænk på dette: Den, der vender en synder bort fra hans vildfarelse, vil redde hans sjæl fra døden og dække over en mængde synder.« (BSB)
2) Kan en ægte kristen miste sin frelse?

Dette kan opdeles i tre underemner:

a) Kan en person, som Gud [med sikkerhed] ved er en af de udvalgte, der skal til himlen, overraske den alvidende Gud og undgå at komme til himlen?

b) Kan en person være overbevist om, at vedkommende er frelst, og alligevel desværre og permanent tage fejl?

c) Kan en person have en berettiget tillid til, at vedkommende skal til himlen, og alligevel ændre sig og ikke nå frem til himlen?

Svaret på det første spørgsmål, når det er formuleret på den måde, er indlysende: nej.

Svaret på det andet spørgsmål er ja, fordi Mattæus 7:21-23 viser os det.

Svaret på det tredje spørgsmål er nej, men det er ikke, fordi man har styrken til at holde fast i troen, men fordi Gud har styrken til at besegle og bevare os i troen, som Efeserbrevet1:13 -14 viser. Vi må dog afveje læren om »én gang frelst, altid frelst« med læren om, at sande hellige vil holde ud i troen. Vi HAR ansvaret for at prøve os selv såvel som vores ledere og se til, at vi er i troen (2. Korintherbrev 13:5-7).

Forresten findes der en skriftlig debat mellem en person, der går ind for »én gang frelst, altid frelst«, og en person, der mener, at man kan miste sin frelse hver gang man synder, på

.

Spørgsmål: Kan man i Hebr 6:4-12 miste sin frelse?

Svar: Ægte kristne er uenige om dette spørgsmål, men alle bør kunne være enige om følgende punkter.

1. Gud bliver aldrig overrasket. Før nogen blev født, vidste Gud med sikkerhed, hvem der ville komme i himlen (Åbenbaringen20:12 , 15; 17:8; Salme 139:16).

2. Nogle mennesker vil blive overraskede ved dommen (Mattæus7:21 -23).

3. Vi kan have tillid til vores frelse (1. Johannesbrev5:13 ; Hebræerbrevet4:16 ;10:35 ; Apostlenes Gerninger8:13 ,20-23).

4. Vores berettigede tillid bør ikke forvandle sig til selvtilfredshed. Kristne kan miste deres belønning i himlen, og Filipperne 2:12-13 viser, at vi (efter at være blevet frelst) bør udleve vores frelse med frygt og bæven. Pris Gud for, at det er Ham, der virker i os!

5. Der findes sådan noget som falsk omvendelse (1. Johannes2:19 ; Jeremias17:10 ; Jakob 2:19; 2. Thessalonikerbrev 2:9-10; 2. Petersbrev 2:17-22).

6. Vi kan vide, om vores frelse er ægte, ved at prøve os selv (2. Korintherbrev 13:5-6), med andre ord ved at sammenligne vores lære og liv med Skriften.

7. Vi har fået ansvaret for at holde ud (Hebræerbrevet6:11 ;10:36 ; Jakob 1:3-4; 2. Timoteusbrev 2:3; 4:5).

8. Helligånden har beseglet de ægte troende indtil dommedagen. (Efeserbrevet 1:13-14; 4:30; Judasbrevet 24; 1. Timoteusbrev 1:14). Helligånden er et pant, der garanterer det, der skal komme (2. Korintherbrev 5:5).

Spørgsmål: Hvad betyder Hebr 6:4-12 om, at man ikke længere kan omvende sig til frelse?

A: Der er mindst seks forskellige fortolkninger.

1. Den troendes tab af frelsen: Kristne, der lærer, at troende kan miste deres frelse, vil fortolke dette afsnit således, at når frelsen først er tabt, kan den aldrig genvindes. Selvom jeg har hørt nogen lære, at dette betyder, at det er ”svært” at genvinde frelsen, er det ikke det, ordet ”umuligt” betyder i Hebræerbrevet 6. Se Hard Sayings of the Bible, s. 681-683, for mere om denne opfattelse.

2. En troende, der giver frelsen tilbage: David O’Brien skriver i *Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties*, s. 307-310, at en troende aldrig kan »miste« sin frelse, hvilket betyder, at ingen troende kan synde så alvorligt, at vedkommende – uden at vide det – mister sin frelse. At vi forbliver frelste, opretholdes ikke ved gerninger, ligesom det at blive frelst heller ikke sker ved gerninger. En ægte troende kunne dog bevidst vælge at »give sin frelse tilbage« til Gud. I så fald ville vedkommende være som dem, der kendte sandheden og korsfæstede Jesus. Vedkommende vil ende i helvede. O’Brien fortolker »umuligt« som umuligt for personen, men ikke umuligt for Gud.

3. Den utilgivelige synd. Jesus talte om den utilgivelige synd i Matthæus 12:31-32, Markus 3:28-30 og Lukas 12:10-11. En forfatter til New Geneva Study Bible, s. 1567 (artiklen »Den utilgivelige synd«), mener, at Hebræerbrevet 6:4-6, Hebræerbrevet 10:26-29 og 1. Johannesbrev 5:16-17 også henviser til den utilgivelige synd.

4. Den ikke-troendes tab af muligheden for frelse: Der er ingen vej til frelse uden Jesu død og Helligåndens indvoldelse. Hvis et menneske (uden omvendelse) afviser at komme til Gud gennem Jesus (Johannes 8:24) eller bespotter Helligånden (Mattæus 12:31-32; Markus 3:28-29), vil vedkommende aldrig komme i himlen. Mennesker kan se og smage, men ikke sluge.

5. Hypotetisk ad hominem: Hvis frelsen kunne gå tabt, kunne den aldrig genvindes. Men da frelsen ikke kan gå tabt, er disse strenge ord blot en forklaring, ikke en advarsel. R.C. Sproul i *Now That’s a Good Question*, s. 592-594, indtager dette synspunkt, selvom han siger, at han ikke er dogmatisk i denne sag. Mærkeligt nok nævner *New Geneva Study Bible*, s. 1941, forskellige synspunkter, men ikke netop dette.

6. Den kristnes diskvalifikation fra yderligere tjeneste: En frafalden kristen ville ikke have det gode vidnesbyrd, der kræves for at kunne yde yderligere tjeneste i dette liv, og ville miste sin herlighed i tusindårsriget. *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 794, tilslutter sig denne opfattelse.

Spørgsmål: I Hebr 6:18 står der, at da den Almægtige Gud kan gøre alt, hvordan kan det så være, at han ikke kan lyve?

Svar: 4. Mosebog 23:19 og 1. Samuelsbog 15:29 siger, at Gud ikke lyver, men Hebræerbrevet 6:18 siger, at Gud ikke kan lyve. Det er tre komplementære svar, og de er alle sande.

1. Gud kan gøre enhver »ting«, men en løgn er ikke en ting. Da Gud skabte alt ved sit ord (1. Mosebog 1, Salme 33:6,9), og alt, hvad han siger, sker (Esajas 55:10-11), vil alt, hvad han siger, være sandt.

2. Der er ingen ydre begrænsninger for Gud, men Gud kan vælge at overholde de indre begrænsninger, han selv har fastsat. Gud kan ikke gøre noget, der strider mod hans natur, såsom at lyve, gøre ondt eller fornægte sig selv.

3. Endelig, som det påpeges i *Bible Difficulties and Seeming Contradictions* s. 223, betyder »den Almægtige«, at Gud kan gøre alt, hvad han vil. Da Gud ikke ønsker at lyve, er der intet problem her.

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) henviser også til begrebet i dette vers, nemlig at det er umuligt for Gud at lyve, i 1. Klemensbrev, kapitel 27, s. 12.

Augustin af Hippo (388–430 e.Kr.) lærte også katekumenerne, at Gud er almægtig, men at han ikke kan dø, blive bedraget, lyve eller fornægte sig selv. Faktisk ville han, hvis han som Gud kunne gøre disse ting, ikke reelt være almægtig. I *On the Creed*, kap. 2, s. 371

Se diskussionen om Jeremias 32:17,27 for yderligere information.

Spørgsmål: I Hebr 6:18 – er det, at det er umuligt for Gud at lyve, i strid med Jesu bemærkning i Mt 19:26, hvor han siger: »For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alt muligt.« Hvordan kan alt være muligt for Gud, som Jesus hævder, hvis det er umuligt for Gud at lyve, som Hebræerbrevet hævder?

Svar: Der er faktisk fire ting, som er umulige for Gud. Gud kan ikke:

Lyve (Hebræerbrevet 6:18)

Blive fristet af det onde (Jakob1:13 )

Fornægge sig selv (2. Timoteus2:13 )

Sværge ved nogen, der er større end ham selv (Hebræerbrevet 6:13)

Intet er umuligt for Gud. At lyve og logiske modsigelser er ikke "ting", og Gud gør ikke sådanne ting.

Spørgsmål: Hvad er nogle af konsekvenserne af at tro, at Gud lyver, jf. Hebr 6:18?

Svar: En konsekvens er, at folk kan falde fra og slutte sig til en sekt, såsom Rev. Moons Foreningskirke. Her er, hvad Rev. Moon siger.

»Hvis man lyver for at gøre nogen bedre, er det ikke synd... Selv Gud lyver meget ofte.« Master Speaks3/16/1973 s. 11.

Det Guddommelige Princip, s. 515: »Der er to grunde til, at Jesus forudsagde, at Herren ville komme på skyerne. For det første var det for at forhindre antikristnes vildfarelser. Hvis det var blevet præciseret, at Kristus ville komme til jorden i kødet, kunne den forvirring, der skyldtes mange antikristnes vildfarelser, på ingen måde være blevet forhindret. ... Men heldigvis er denne form for forvirring blevet undgået, fordi alle de troende, der vidste, at Kristus ville komme på skyerne, har set op mod himlen.”

Det Guddommelige Princip, s. 515: »For det andet var det for at opmuntre de hellige, der på det tidspunkt vandrede ad troens vanskelige vej.«

Men: Det er en alvorlig synd at kalde Gud en løgner, baseret på 1. Johannesbrev 1:10; 5:10 og Titusbrevet 1:2. Hebræerbrevet 6:18 siger, at Gud ikke kan lyve, ligesom 4. Mosebog 23:19 og 1. Samuelsbog 15:29.

Hvis det var i orden at lyve, ville det så være i orden for pastor Moon at lyve om, at han selv er Messias? Hvad ville det ellers være i orden for pastor Moon at lyve for dig om?

Spørgsmål: Hvad er »sjælens anker« i Hebr 6:19, og hvordan fungerer ankeret som et anker?

Svar: Et anker har en kæde, der er forankret til en tung metalvægt eller en krog, som er selve ankeret. Kæden hjælper dog ikke meget uden den tunge krog. På samme måde er vores anker vores tro på Kristus, og tro uden ankeret ville ikke være solid. Ligeledes vil skibet drive væk, hvis der ikke er nogen kæde, og ankeret nytter ikke noget. Uden tro kan mennesker også drive væk.

Spørgsmål: Hvorfor sammenlignes Jesus i Hebr 7,1-10 med Melkisedek i 1 Mos 14,18-20?

Svar: En enkel grund er, at Det Gamle Testamente selv sammenligner Messias med Melkisedek. Salme 110,4 viser, at Messias vil være præst for evigt efter Melkisedeks orden. En mystisk henvisning i forbifarten findes i 1. Mosebog 14,18-20. Betydningen fremgår på en noget mindre mystisk måde i Salme 110,4 og forklares først endeligt i Hebræerbrevet 7,1-10.

Det er rigtigt, at forfatteren af Hebræerbrevet fremhæver detaljer, der ikke var hovedpunkter i Første Mosebog. For eksempel blev Abimeleks far heller ikke nævnt, men det gør ham ikke til et forbillede på Kristus. Forfatteren af Hebræerbrevet kan ikke bevise påstandene i Hebræerbrevet 7:1-10 på baggrund af Første Mosebogs autoritet.

Men det har han heller aldrig påstået. Kristne tror, at Bibelen er skrevet under Helligåndens inspiration og autoritet. Forfatteren af Hebræerbrevet fremhæver tre ting:

1. Bevis for Messias’ stilling i sammenligning med Melkisedek, baseret på Salme 110:4.

2. Bevis for, at der fandtes et andet Guds præstedømme før Arons præstedømme.

3. Mange kristne ser også Melkisedek som en forudgående inkarnation af Kristus.

Som en sidebemærkning skal det nævnes, at sekten i Qumran opfattede Melkisedek som en himmelsk befrier, der ville forkynde Guds frelse. Blandt Dødehavsrullerne optræder Melkisedek i Genesis Apocryphon (1QapGen) 22:14-17 og manuskriptet Melkisedek (11Q13) samt i Sange om sabbatsofferet (4Q401) og 4Q544. Philo og Josefus henviste også til Melkisedek, ligesom Targum Pseudo-Jonathan til 1. Mosebog 14:18 og Targum Neofiti I.

Spørgsmål: Hvad er »Melkisedeks orden« i Hebr 7:1-10?

Svar: Dette er ikke et udtryk, der kun findes i den kristne tradition, da det første gang blev brugt tusind år før Kristus i Salme 110:4. Det Gamle Testamente fortæller os kun lidt om Melkisedeks orden, bortset fra tre ting, som vi kan udlede.

1. Den er fuldstændig uafhængig af det israelitiske præstedømme efter Arons orden.

2. Første Mosebog 14:18-20 viser, at den gik forud for Arons præsteskab.

3. Salme 110:4 viser, at den ville spille en rolle i fremtiden med Messias’ komme.

Spørgsmål: Beviser Hebr 7:1-11 sammen med Kristi jomfrufødsel, at vi er skyldige i alle vores forfædres synder, fordi vi stammer fra dem?

Svar: Nej. Ezekiel 18 og 5. Mosebog 24:16 siger specifikt, at vi ikke er skyldige i vores fædres skyld.

De fleste kristne ser en vigtig praktisk grund til, at Jesus blev født, som han blev; i modsætning til os blev Jesus født uden en syndig natur. Der er ingen grund til at postulere en anden grund, nemlig at Jesus ikke bar skylden fra Josef, Adam eller nogen derimellem.

Spørgsmål: Beviser Hebræerbrevet 7:1-11, at vi er skyldige i Adams synd i kraft af, at vi stammer fra Adam?

Svar: Nej, af tre grunde.

1. Dette vers beviser ikke mere skyld for Adams synder, end det beviser skyld for alle vores andre forfædres synder.

2. Nej, fordi Ezekiel 18 og 5. Mosebog 24:16 viser, at hver person dør for sine egne synder. Der nævnes specifikt, at vi ikke erklæres retfærdige på grund af vores fædres retfærdighed, og at vi ikke er skyldige på grund af vores faders synd.

3. Nej, for selvom vi ubevidst syndede i Adam, viser Romerbrevet 4:15 og 5:13, at synd ikke regnes med, hvor der ikke er nogen lov.

Selvom vi måske ikke er skyldige i vores forfædres synder, kan vi dog stadig bære konsekvenserne af deres synd.

Spørgsmål: Hvad betyder dette i Hebr 7:1-11?

Svar: Selvom de direkte observationer er ligetil, er det sammenhængen med forfatterens pointe, der er interessant.

1. Abraham, der gav en tiendedel af byttet til Melkisedek, en ikke-hebraisk præst for den Højeste Gud, beviser, at det var muligt at være præst uden at tilhøre Arons præsteskab.

2. Desuden viser det faktum, at Abraham, Levis forfader, gav tiende til Melkisedek, at Melkisedeks præstedømme er større end det aronitiske præstedømme.

Spørgsmål: Var Melkisedek i Hebr 7:2-4 virkelig Jesus eller ej?

Svar: Der er to muligheder vedrørende denne mystiske skikkelse.

Melkisedek var Jesus: Melkisedek kunne have været Kristus selv, der viste sig på jorden før sin inkarnation i Betlehem. Da der står, at Melkisedek var uden far eller mor, uden begyndelse på dage eller ende på liv, er Melkisedek Jesus, medmindre Hebræerbrevet 7:3 blot betyder, at disse ting ikke blev nedskrevet i Første Mosebog. Mange tidlige kristne troede på dette.

Melkisedek var et forbillede på Jesus: Melkisedek var en almindelig mand, der fulgte Gud. Der står, at Melkisedek blev »gjort lig Jesus«, og at Kristus var en præst »efter Melkisedeks orden«, men der står aldrig, at Jesus er Melkisedek.

Spørgsmål: Siger Skriften i Hebr 7:2-11, at Melkisedek helt sikkert er Jesus, eller ej?

Svar: Svaret er enkelt og bør være klart for alle: Skriften siger det ikke. Det er tvetydigt, og det er højst sandsynligt bevidst. Det er væsentligt, at pointen i Hebræerbrevet 7:2-11 er klar, uanset om Kristus er Melkisedek eller ej.

Spørgsmål: I Hebr 7:3, blev Melkisedek reinkarneret?

Svar: Nej. Selvom der faktisk findes fem meget forskellige teorier om reinkarnation – den vestlige New Age-teori, den hinduistiske, den buddhistiske, den alawitiske muslimske og den ghulat-muslimske – understøtter dette vers ingen af dem. Hebræerbrevet 7:3 sammenligner Jesus med Melkisedek. Nogle mener, at Melkisedek blot er en analogi eller en »type« på Kristus. Andre mener, at Melkisedek faktisk var en præinkarneret fremtræden af Kristus. Uanset hvad er alle kristne enige om, at Jesus har eksisteret lige siden tidens begyndelse. At tro på, at Guds Søn har eksisteret fra evighed, betyder dog ikke, at nogen af os eksisterede, før vi blev undfanget.

Spørgsmål: Viser Hebræerbrevet 7:9-10 på en eller anden måde, at et menneskeligt foster kun er potentielt menneskeligt, ikke et egentligt menneske, og at abort derfor er i orden?

Svar: Nej. For det første var Levi ikke Abrahams direkte søn, men hans oldebarn. At fremføre et argument om, at et fosters liv er ubetydeligt, baseret på betydningen af Levis afstamning, vidner om en desperation efter at finde bibelske argumenter til fordel for abort. Se diskussionen om Romerbrevet 5:12 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvordan kan forfatteren i Hebr 7:14 sige, at en præst kunne stamme fra Juda?

Svar: Der er fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Jesus var fra Juda på to måder, både gennem sin adoptivfar (Josef) og gennem Maria ved fødslen.

2. Det indrømmes, at ingen fra Juda kunne være præst efter Arons orden.

3. Men der kan være andre præsteordener. Nærmere bestemt var Melkisedek en præst, der ikke stammede fra Aron og levede før Aron.

4. Melkisedeks præsteorden var større end Arons præsteorden, fordi

4a. Arons og Levis forfader betalte tiende til Melkisedek.

4b. Det blev udtrykt ved en direkte ed fra Gud i Salme 110:4.

5. Jesus blev udpeget af Gud Faderen til at tjene som præst efter Melkisedeks orden, ikke efter Arons.

Spørgsmål: Hvorfor gør Gud i Hebr 7:18 ofte noget andet end det, hans folk forventer?

Svar: Nogle gange kan det skyldes, at vi har lave eller forkerte forventninger, men der ligger ofte mere bag end det. Gud foretrækker måske ofte det uventede (for mennesker) frem for det forventede, så Gud får æren, ikke os. Det er også en påmindelse til os om, at hans veje og tanker er langt højere end vores, som det står i Esajas 55:8-9. Det er også en påmindelse til os om, at det ikke er ved vores kraft eller styrke, men snarere ved Guds Ånd, som Zakarias 4:6bf lærer os.

Spørgsmål: I Hebr 7,19 og 8,13 – gjorde Moses’ lov intet fuldkomment, eller var loven fuldkommen, som det står i Sal 19,7?

A: I disse vers betyder »fuldkommen« at opfylde det tilsigtede formål. Loven var fuldkommen i sit formål om at vise os Guds bud til os, som Romerbrevet 3:20 viser. Men loven var ikke fuldkommen i at gøre det, den aldrig var beregnet til at gøre: at frelse mennesker. Loven frelste ingen, og derfor var den ikke i stand til at gøre nogen fuldkommen; det gør Gud. Faktisk har vi ikke bud, vi skal følge; snarere har vi Kristus at følge og bud at holde.

Spørgsmål: Havde jøderne i Hebr 7:27 ret til at indstille ofrene efter templets ødelæggelse, fordi de kun skulle ofre, når der var et tempel?

Svar: Det ville være noget nyt for David, som havde arken i et telt gennem hele sin regeringsperiode. Når man tænker over det, ville det også være noget nyt for Moses, Josva, Debora, Gideon, Samuel og andre. Der er intet vers i Det Gamle Testamente (Tanach), der siger, at selvom de plejede at ofre, før de havde et tempel, så kunne de ikke vende tilbage til det, de gjorde før, når templet først var bygget og ødelagt.

Spørgsmål: I Hebr 8:1, var Jesus vores præst eller vores offer?

Svar: Begge dele. Hebræerbrevet 8:1 indledes med ordene: »Det, vi vil sige, er …«, så dette er kulminationen på, hvorfor han har diskuteret alle de foregående emner. I denne unikke situation var Jesus både vores ypperstepræst og vores offer.

Spørgsmål: Hvordan var Jesus i Hebr 8,1 og Hebr 9,11 kvalificeret til at være vores ypperstepræst?

Svar: Før vi besvarer dette spørgsmål, er det vigtigt først at forstå ypperstepræstens rolle. Ypperstepræsten gjorde én ting, som ingen anden præst kunne gøre: på Forsoningsdagen trådte han ind i det allerhelligste og bragte ofrene til Gud. Som menneske repræsenterede han folket foran Gud. Gud udvalgte Arons efterkommere til at repræsentere Gud over for folket. Jesus er kvalificeret som vores ypperstepræst på mindst fire måder.

1. Jesus bragte én gang for alle offeret for os ved at ofre sig selv. Jesus betalte straffen for vores synder. Peter, Moses og Johannes var gode mennesker, men de var ikke i stand til at betale straffen for vores synder, fordi de ikke var syndfrie.

2. Ligesom andre ypperstepræster repræsenterer Jesus Gud over for os. Han kan gøre dette bedre end nogen anden dødelig ypperstepræst, fordi Jesus er Gud (Hebræerbrevet 1:8-9; Johannes20:28 ), og Guds fylde bor i ham (Kolossenserbrevet1:19 ).

3. Ligesom andre ypperstepræster repræsenterer Jesus os foran Gud. Han kan gøre dette, fordi han i alt var lig os (Hebræerbrevet 2:17).

4. Israelitterne havde brug for en ny ypperstepræst, hver gang den gamle ypperstepræst døde (Hebræerbrevet 7:23-25). Jesus lever i himlen, og han er den samme i går, i dag og til evig tid (Hebræerbrevet 13:8).

Spørgsmål: Er det i Hebr 8:1-3 i orden at kalde en mand på jorden i dag for vores præst?

Svar: Det er overflødigt at have andre præster. Jesus er den eneste præst, vi har brug for i dag, af mindst tre grunde.

Jesus nævnes udtrykkeligt som vores ypperstepræst i Hebræerbrevet 8:1.

I fortiden bragte Jesus én gang for alle ét offer (Hebræerbrevet 10:14), én gang for alle (Hebræerbrevet 9:12; 10:10). Katolikker og nogle lutheranere bør bemærke, at Hebræerbrevet9:26 udtrykkeligt viser, at Jesus ikke har lidt siden verdens grundlæggelse.

Selv i dag lever Jesus for at gå i forbøn for os foran Faderen (Hebræerbrevet7:25 ).

På den anden side er alle troende i en mindre forstand præster ifølge 1. Petersbrev 2:9; Åbenbaringen 1:6 og 5:10.

Spørgsmål: Hvad var formålet med eksemplet med tabernaklet i Hebr 8:5?

Svar: Gud bragte sin herredømme og sit rige til jorden. Hebræerbrevet 8:5 siger, at tabernaklet var en kopi og en skygge af det, der findes i himlen. Men ligesom en todimensional tegning ikke er identisk med et todimensionalt fotografi, endsige en tredimensional genstand, betyder dette ikke, at himlen er nøjagtig som det jordiske tabernakel. Tabernaklet blev ikke bygget for Gud, som ikke havde brug for det, men snarere for at Gud kunne vise os et billede af sin adskilthed og hellighed.

Spørgsmål: Understøtter det i Hebr 8:5, at tabernaklet er en skygge af himmelske ting, den platonistiske idé om, at vores verden er skygger af den virkelige idéverden?

Svar: Nej. Selvom de fleste græskttalende sandsynligvis var i det mindste nogenlunde bekendt med Platon, var Platons idéverden ikke en verden af materielle strukturer. For eksempel ville Platons filosofi (noget tåbeligt) lære, at sofaer i denne verden var ufuldkomne, modificerede kopier af den abstrakte, »ideelle sofa«. Tilsvarende er senge ufuldkomne, modificerede kopier af den »ideelle seng«. Vi støder på et problem med La-Z-Boy-sofaer eller udtrækssenge. Måske måtte den ideelle verden skabe en ny enhed, da La-Z-Boy-sofaen blev opfundet i den virkelige verden.

I modsætning til grækerne forstod forfatteren af Hebræerbrevet og resten af Bibelen, at himlen var materiel, med (herliggjort) kød og struktur. Andre gamle jødiske skrifter, der viste, at de opfattede det jordiske tabernakel som en kopi af et materielt himmelsk tabernakel, er 2. Baruch 4:5; samt »Jødernes antikviteter« 3:123 (ca. 93-94 e.Kr.) og »Jødernes krige« 5:212-213, begge af Josefus.

Spørgsmål: I Hebr 8:5-7,13; 9:1,15; 10:9,16 – da Moseloven var den første pagt, hvad så med pagterne med Adam, Noah og Abraham?

Svar: Disse aftaler blev indgået med enkeltpersoner, ikke med en nation eller et folk. Se også det næste spørgsmål.

Spørgsmål: I Hebr 8:5-7,13; 9:1,15; 10:9,16 – lærer Bibelen om »pagter« eller »dispensationer«?

Svar: Bibelen lærer begge dele. Der er faktisk syv punkter, som kristne, der er pagtsfortolkere og dispensationalister, kan være enige om, samt nogle uoverensstemmelser.

Enighed:

A1. Alle, der blev, bliver eller vil blive frelst, bliver frelst gennem Jesus. (Hebræerbrevet 11:39-40; Titusbrevet 2:11; Hebræerbrevet 2:9; 1. Johannesbrev 2:2; 1. Timoteusbrev 2:6) Se 1001 Bible Questions Answered, s. 77-78, 85 (af en dispensationalist) for mere om, hvordan de troende i Det Gamle Testamente blev »frelst nøjagtigt på samme måde som de troende i Det Nye Testamente bliver frelst« gennem Kristus.

A2. I Det Gamle Testamente indgik folk også hver for sig en pagt med Gud (Salme 50:5).

A3. Gud indgik en række aftaler med Adam, Noah, Abraham, Isak og Josva.

A4. I Det Gamle Testamente indgik folket som helhed en pagt med Gud (Jeremias 34:13,18).

A5. Der har kun været og vil kun være to pagter: den første under Moses (Hebræerbrevet 9:9) og den anden og evige pagt (Hebræerbrevet13:20 ), som er overlegen (Hebræerbrevet 8:6).

A6. Vi befinder os nu i nådens tidsalder (Efeserbrevet 3:2). Det Gamle Testamente så frem mod Kristi forsoning, mens vi nu ser tilbage på Kristi forsoning.

A7. Der vil komme en fremtidig tidsalder, hvor alle ting vil være forenet under Kristus (Efeserbrevet1:10 ).

Forskelle og vægtninger:

Forskellige pagts- og dispensationalistiske teologer er uenige om en række punkter:

1. Pagtsteologer hævder, at alle Guds løfter fra Det Gamle Testamente i dag kun er opfyldt i kirken. De vantro jøder blev skåret bort, og fra det tidspunkt er »Guds Israel« kirken, og jøderne i dag adskiller sig ikke fra nogen anden etnisk gruppe. Ikke desto mindre lærer R.C. Sproul i *Now That’s a Good Question*, s. 504-505, at på baggrund af Romerbrevet 11 »har Gud stadig endnu et kapitel at skrive for det jødiske folk som sådan«.

Dispensationalisterne siger, at nogle af Guds løfter fra Det Gamle Testamente vil blive opfyldt i det fremtidige Israel, såsom de 144.000. Jøderne i dag er stadig Guds udvalgte folk. Hvad angår anvendelsen af denne teologi, var det dispensationalisterne, ikke pagtsteologerne, der fremmede humanitære luftbroer for at hjælpe jøder i det tidligere Sovjetunionen med at forlade landet og vende tilbage til Israel.

2. Generelt lægger dispensationalisterne ikke samme vægt på at overholde loven, herunder loven om tiende og sabbatten/Herrens dag. Se *Now That’s a Good Question*, s. 436-438, for et pagtsorienteret syn på, at tiende er en lov i dag, og *1001 Bible Questions Answered*, s. 107, for et dispensationalistisk syn på, hvorfor det ikke er en lov i dag, men et spørgsmål om frihed. *1001 Bible Questions Answered*, s. 109-110, forklarer, hvorfor sabbatten ikke gælder i dag.

3. Ultra-dispensationalismen, som afvises af Dallas Theological Seminary (se *1001 Bible Questions Answered*, s. 114) og andre dispensationalister, lærer, at vi nu lever i en anden dispensation end den nytestamentlige tid, og at dåben ikke er gyldig i dag. Se diskussionen om 1 Korintherbrevet 1:17 for yderligere information om fejlen i ultra-dispensationalismen.

4. En pagtsteolog, John Gerstner, hævder, at dispensationalisterne lægger for lidt vægt på Kristi rolle i frelsen for alle til alle tider. Dispensationalisterne afviser denne anklage.

Som et eksempel på et pagtssyn siger R.C. Sproul i *Now That’s a Good Question*, s. 283-284: »Frelse sker på nøjagtig samme måde i Det Gamle Testamente som i Det Nye Testamente – gennem tro. Den eneste forskel er, at troen i Det Gamle Testamente var rettet mod et fremtidigt løfte, der endnu ikke var opfyldt.«

5. Pagtteologer, såsom Gerstner og *New Geneva Study Bible* (s. 1990), hævder, at nogle dispensationalister forkynder »billig nåde« og ignorerer Guds lov. En dispensationalistisk teolog, som jeg kender, udbrød overrasket, da han læste dette. Det er naturligvis unødvendigt at sige, at dispensationalisterne også afviser denne anklage. Det var imidlertid nogle dispensationalister, ikke pagtsteologer, der fremmede den opfattelse, at man kunne være kristen ved blot at acceptere Jesus som sin Frelser, og at det at gøre ham til sin Herre var en senere mulighed.

6. Ekstrem dispensationalistisk lære understreger til tider, at evangeliet i dag frelser, næsten så det udelukker, at det er Gud, der frelser. Er Gud magtesløs til at frelse spædbørn og svært mentalt handicappede, fordi de ikke har hørt evangeliet?

Generelt beviser det faktum, at nogle mennesker fører et synspunkt til det ekstreme, ikke, at synspunktet er forkert, hvis den ikke-ekstremistiske version af dette synspunkt indeholder en balance, der beskytter mod det ekstreme. Men ekstremister, der fører et synspunkt til dets logiske konklusioner, viser imidlertid, at hele synspunktet er forkert, hvis der ikke findes nogen lære, der forbyder at føre det til det ekstreme.

Spørgsmål: I Hebr 8,10 står der, at Jesus døde for alle – hvordan kan den anden pagt så kun være med Israels hus?

Svar: Hebræerbrevet 8:10 siger, at pagten vil være med Israel; der står ikke, at den kun gælder for Israel. Men korrekt forstået er den med Israel, og alle troende bliver adopteret ind i Guds udvalgte folk. To specifikke punkter:

1. Alle troende er åndeligt set Abrahams sønner, ifølge Efeserbrevet 2:12-13; Galaterbrevet 4:24-28; Romerbrevet 4:12,16-17.

2. Selv jøder, der nægter at tro på Jesus, vil dø i deres synder ifølge Mattæus 23:29-33; Johannes 8:24; Apostlenes Gerninger20:21 ;2:37 -40; og Romerbrevet 9:6.

Spørgsmål: Skal vi i Hebr 8:11 og Jer 31:33-34 undervise hinanden?

Svar: Ja, det skal vi. Dette vers siger ikke blot, at vi ikke skal undervise hinanden. Det siger snarere, at vi ikke skal undervise hinanden ved at sige: »Kend Herren«, fordi alle troende vil kende Herren.

Der er et vigtigt teologisk punkt her. Mens det i Det Gamle Testamentes tid kun var få troende, der havde Helligånden boende i sig, har alle troende i Det Nye Testamentes tid Helligånden boende i sig. Johannes14:23 viser, at alle, der har Kristus, har Helligånden. Romerbrevet 8:9-11 viser, at de, der i dag ikke har Helligånden, ikke har Kristus.

Spørgsmål: Hvordan kunne den gamle pagt i Hebr 8:13 forsvinde, når Jesus i Mt 5:18 og Lk 16:17 sagde, at ikke en eneste jota eller tittle vil forgå?

Svar: I Lukas 16:17 sagde Jesus, at loven ikke ville svigte. I Mattæus5:18 sagde Jesus, at ikke en eneste jota eller prik vil forgå, før alt er opfyldt. Se diskussionen om Romerbrevet 7:6 for yderligere information.

Spørgsmål: I Hebr 9:2-4, kort sagt, stod det gyldne røgelsealter i det Allerhelligste, eller stod det i det Hellige, som 2 Mos 30:6 og 3 Mos 16:12-13,18 viser?

Svar: Nogle gamle manuskripter af Hebræerbrevet siger, at dette alter befandt sig i det hellige, men vi behøver ikke at henvise til disse manuskripter for at besvare spørgsmålet.

Kort svar: Var forhænget en del af det hellige eller det allerhelligste, da det adskilte de to? Man kunne sige, at det var en del af begge. Ligeledes giver 1. Kongebog 6:22 svaret vedrørende alteret. Der står, at alteret »hørte til« det allerhelligste. Alteret udgjorde sammen med forhænget grænsen, når forhænget blev trukket til side, så ypperstepræsten kunne gå igennem på forsoningsdagen.

Se det næste spørgsmål for en mere detaljeret forklaring.

Spørgsmål: I Hebr 9:2-4, befandt det gyldne røgelsealter sig i det Allerhelligste, eller var det i det Hellige, som 2 Mos 30:6 og 3 Mos 16:12-13,18 viser?

Svar: Se det forrige spørgsmål for det korte svar.

Langt svar: Der er så mange forklaringer på dette spørgsmål, at det er en udfordring at gennemgå dem alle for at finde den rigtige. Svarene kan alle inddeles i tre kategorier: ord, bevægelse og formål. Hver kategori har et mindst sandsynligt svar og et eller to mere sandsynlige svar.

Først tre fakta, der ikke er direkte relevante for svaret, og derefter selve svaret.

Fakta 1: Anvendelse på Forsoningsdagen: Præsten trådte kun ind i Det Allerhelligste én gang om året. Præsten tog glødende kul fra dette alter og gik bag forhænget ind i Det Allerhelligste (3. Mosebog 16:12-13).

Fakta 2: Alterets placering: 2. Mosebog 30:1-10 viser, at præsten (ikke nødvendigvis ypperstepræsten) hver morgen skulle brænde røgelse på det forgyldte alter. Det var netop det, Zakarias, Johannes Døberens far, var i færd med, da en engel viste sig for ham ved siden af dette alter i Lukas 1:8-11. Zakarias tilhørte en præstegruppe og var således ikke ypperstepræst. 3. Mosebog 16:12 viser også, at alteret befandt sig i det hellige, ikke i det allerhelligste. 1. Kongebog 6:22 kunne betyde, at alteret befandt sig i det allerhelligste, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. 1. Kongebog 6:22 siger kun, at det »hørte til« blandt de allerhelligste ting (dvs. på forsoningsdagen), ikke at det fysisk befandt sig der. Ifølge *When Critics Ask*, s. 517, sagde Philo, Josefus og andre jødiske forfattere også, at det befandt sig i det hellige. I modsætning hertil angiver *Baruchs Apokalypse* 6:7, at alteret befandt sig i det allerhelligste.

Fakta 3: To altre (usandsynligt): Selvom der kunne have været to altre, er dette højst usandsynligt, da der hverken i Bibelen eller i ikke-bibelske kilder findes nogen henvisning til to altre.

Ordets betydning (usandsynligt): Det bogstavelige græske ord i Hebræerbrevet 9:3 er »røgelsekar«. Grammatisk set kan det henvise til det røgelsekar, som præsten bar med sig. Dette er dog usandsynligt, for så ville Hebræerbrevet beskrive hvert af de tre andre møbler i tabernaklet i detaljer, nævne røgelsekaret og forbigå røgelsealteret i tavshed. Desuden bruger de jødiske forfattere Philo og Josephus dette ord til at henvise til alteret.

Variationer i Det Gamle Testamentes manuskripter: Mens den masoretiske tekst og Septuaginta begge siger, at alteret befandt sig i det hellige, siger den samaritanske Pentateuk, at det stod bag forhænget (i det allerhelligste).

Variationer i det Nye Testamentes manuskripter: De græske manuskripter Vaticanus, de koptiske versioner og den etiopiske version angiver, at det befinder sig i det hellige rum, ikke i det allerhelligste. Dette er dog sandsynligvis ikke den oprindelige læsning.

Tidlig kristen skrift: I »Fem bøger mod Marcion« af Tertullian nævnes det gyldne alter i det Allerhelligste i bog 4, linje 140-145.

Årlig flytning af alteret på Forsoningsdagen (usandsynligt): Blev alteret flyttet en gang om året? Dette er usandsynligt. Alteret var lavet af akacietræ og beklædt med guld. Det var lille, ca. 3 fod gange 1 ½ fod gange 1 ½ fod i størrelse. Støbt guld har en meget høj massefylde, ca. 19,^{3 g/cm³}. Hvis man antager, at guldlagets tykkelse var en ottendedel af en tomme, ville guldets vægt være 225–235 pund. Selvom det kunne skubbes af én mand, var det ikke særlig let at transportere for en præst, der også skulle bære røgelse og et røgelseskar til gløder. Andre præster kunne ikke hjælpe med at bære det ind i det allerhelligste (3. Mosebog 16:17; Hebræerbrevet 9:7). Derfor blev alteret sandsynligvis ikke flyttet på Forsoningsdagen.

Engangsflytning af alteret: Der var »det alter, der hørte til det indre helligdom«, som det hedder i 1. Kongebog6:22 . Det hebraiske udtryk her er tvetydigt: Det kan enten betyde, at alteret i Salomos tid var placeret i det Allerhelligste, eller at alteret hørte til det Allerhelligste. Hvis den første betydning er ment, stod alteret i det Allerhelligste i Salomos tempel. Dette er dog usandsynligt, da Zakarias i Lukas 1:8-11 brændte røgelse på dette alter, da englen viste sig for ham, som det står, at præsterne (ikke kun ypperstepræsten) skulle gøre i 3. Mosebog 16:12. Uden for Bibelen får vi modstridende oplysninger om dette. Philo og Josefus siger, at alteret befandt sig i det hellige, men i Baruchs Apokalypse 6:7 står der, at alteret befandt sig i det allerhelligste.

Forhængets bevægelse: Lad os antage, at den anden betydning af 1. Kongebog 6:22 er den, der menes. En vigtig manglende oplysning er, hvordan præsten, med et røgelseskar fyldt med ild, røgelse og blod på fingeren i den anden hånd, skulle komme bag forhænget. (Han kunne ikke bare rulle sig ind under det.) Matthæus 27:51 tyder på, at forhænget ikke bestod af to forhæng, der var fastgjort i midten, men af ét sammenhængende stykke. Lad os et øjeblik antage, at præsten blot klemte sig ind mellem væggen og forhænget på den ene side. Dette ville være problematisk med alle de ting, han bar, og i håb om, at røgelsekarret ikke satte ild til forhænget. Et mere sandsynligt scenarie er, at præsten åbnede forhænget, i det mindste delvist, og derefter gik ind. Når forhænget først var åbnet, var alteret en del af Det Allerhelligste og blev brugt i ceremonien der.

Dette svarer til vores bønner her på jorden. Vi er syndige og ikke en del af Guds Allerhelligste i himlen. Men en dag vil forhænget blive trukket til side for os, og Åbenbaringen 5:8; 8:3-4 viser, at ikke kun vi, men også vores bønner vil være i det Allerhelligste i himlen. (Det motiverer en jo til at bede, ikke sandt?)

Spørgsmål: Er stentavlerne i Hebr 9:4 de samme som lovbogen i 5 Mos 31:24-26?

Svar: Nej. 5. Mosebog 31:24-26 viser, at lovbogen var Toraen (de første fem bøger i Bibelen) og ikke de ti bud. Den oprindelige Tora blev placeret ved siden af arken, ikke inde i den. Stenpladerne var de ti bud.

Spørgsmål: I Hebr 9:4, befandt de tre ting sig i pagtens ark, eller foran arken, som 2 Mos 16:33-34, 4 Mos 17:10-11, 1 Kong 8:9 og 2 Krøn 5:10 antyder?

Svar: For øvrigt kaldes arken også vidnesbyrdets ark (2. Mosebog 25:16-22), fordi den rummede »vidnesbyrdet«, det vil sige stentavlerne med de ti bud.

Tidligere i arken: 2. Mosebog 16:33-34 siger, at krukken med manna blev sat foran Herren for at blive bevaret til kommende generationer. 4. Mosebog 17:10-11 siger, at de skulle lægge Arons stav foran vidnesbyrdet. Selvom det kun er Hebræerbrevet 9:4, der siger, at disse ting blev lagt inde i arken, må man formode, at disse ting blev lagt i arken. I 2. Mosebog 25:21, 2. Mosebog 40:20 og 5. Mosebog 10:2,5 står der, at Moses lagde stentavlerne i arken. Når der i 2. Mosebog 40:20 står, at stentavlerne blev lagt i arken, er det muligt, at de to andre genstande også blev lagt derind på det tidspunkt.

500 år senere, i Salomos tid, efter at arken var blevet erobret af filisterne, og efter at 70 mænd havde kigget ind i arken (1. Samuelsbog 6:19), fremgår det af 1. Kongebog 8:9 og 2. Krønikebog 5:10, at arken kun indeholdt stentavlerne. Hebræerbrevet 9:4 taler om, hvad der oprindeligt befandt sig inde i arken.

Spørgsmål: Hvad var formålet med al denne adskillelse i tabernaklet i Hebr 9:6-9?

Svar: Nogle bygninger i dag har begrænset adgang til bestemte områder, såsom el-rum, af sikkerhedsmæssige årsager for at mindske antallet af dødsulykker.

I Det Gamle Testamentes tid understregede dette på en meget tydelig måde adskillelsen mellem den hellige Gud og det syndige menneske. Selv ypperstepræsten måtte kun gå derind én gang om året. Det var altså kun én bestemt mand, fra én familie, fra én stamme, ud af hele befolkningen. Ifølge Josefus havde præsten, når han gik ind i templet, tolv klokker fastgjort nederst på sin kappe og et reb om livet. Hvad ville der ske, hvis Gud var så utilfreds med præsten, at han døde inde i det Allerhelligste? Hvem skulle da få ham ud? Derfor rebet om hans talje, så nogen kunne trække ham ud, og klokkerne, der ville klinge for at vise, at han stadig bevægede sig.

De jødiske rabbinere i Talmud Yoma 5:1 siger, at når ypperstepræsten gik ind, »forlængede han ikke sin bøn, for ikke at sprede rædsel blandt Israel«. Efter at han var gået ind (og kommet ud), holdt han et festmåltid med sine venner.

Spørgsmål: Hvad er »forløsning« helt præcist i Hebr 9:12-14?

Svar: Dette var intet mysterium for det jødiske folk; det var et almindeligt begreb i Det Gamle Testamente. Hvert førstefødt dyr skulle ofres, medmindre det kunne »løses« ved at ofre noget i stedet for det, jf. 2. Mosebog 13:13.

På samme måde skulle de førstefødte børn forløses ved at ofre et dyr, som 2. Mosebog 13:14-16 viser. I Lukas 2:23-24 bragte Maria og Josef et offer, efter at Jesus var født, som 3. Mosebog 12:6-8 befalede.

Gud forløste israelitterne fra egypternes slaveri i 2. Mosebog 6:6 og 5. Mosebog 7:8.

Generelt er betydningen af forløsning, lytrosis på græsk, at frigøre noget ved at betale en løsesum, ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 12, s. 86.

I Det Gamle Testamentes tid frelste Gud mennesker på »kredit«, idet han vidste, hvad Kristus ville gøre.

Spørgsmål: Var Kristi betaling for vores synder i Hebræerbrevet 9:15 tilbagevirkende?

Svar: Absolut ja. Hebræerbrevet 9:15 siger, at Kristus døde for synder begået under den første pagt. I Guds sikre viden blev Jesus slagtet allerede før verdens grundlæggelse, jf. Åbenbaringen 13:8. Romerbrevet 3:25 angiver også, at han gjorde det for tidligere synder, som indtil da var forblevet ustraffede.

Spørgsmål: Hvor står der i Hebr 9,21, at tabernaklet og andre ting blev bestrøet med blod?

Svar: Det står ikke i Det Gamle Testamente, men jøderne var tilsyneladende klar over det. Josefus nævner dette i »Jødernes antikviteter«, bog 3, s. 205-206. [viii 6].

Spørgsmål: I Hebr 9:25-28, kunne Jesus da ofres mange gange under den romersk-katolske messe med brød og vin?

Svar: Ægte kristne er uenige om dette.

Lutherske og katolske kristne siger ja. En luthersk teolog lærte, at eftersom Gud er tidløs, kan forsoningen være tidløs. Nadveren er en forbindelse i tiden til det tidspunkt, hvor Kristus døde på korset, gennem Guds tidløshed.

Ortodokse kristne lærer, at Kristus er virkeligt til stede i nadveren, men de lader det forblive et mysterium, hvordan det foregår.

De fleste protestantiske kristne siger nej.

I Johannes 19:30 er »Det er fuldbragt« Jesu sidste ord. Dette er faktisk et regnskabsudtryk, som kunne oversættes med »betalt fuldt ud«.

Hebræerbrevet 9:25-28 lærer udtrykkeligt, at Jesus ikke ofrer sig igen og igen; snarere blev Jesus ofret én gang for alle.

I Hebræerbrevet 10:11-12 udførte Jesus ikke sin religiøse pligt dag efter dag; i stedet bragte Jesus for altid ét offer for synderne. Derefter satte Jesus sig ned, en stilling der symboliserer trøst, gunst og ære.

Spørgsmål: Kan reinkarnation, som beskrevet i Hebr 9:27-28, være sand og forenelig med kristendommen?

Svar: Nej, af en række årsager.

Generelt oprejser Gud alle legemligt på den sidste dag, hvilket ikke giver meget mening, hvis vi ikke har ét og kun ét legeme.

I Hebræerbrevet 9:27-28 står der specifikt, at »ligesom det er bestemt for mennesker at dø én gang og derefter stå for dommen«.

I 2 Sam 12:22-23 sagde David om sit døde spædbarn: »Jeg skal gå til ham [graven], men han skal ikke vende tilbage til mig.« Skriften gengiver nøjagtigt Davids ord, men dette vers ville ikke bevise, at Davids opfattelse var korrekt, medmindre det ses i sammenhæng med Hebræerbrevet 9:27-28.

Prædikeren 11:3 siger, at hvor et træ falder, der vil det ligge. Konteksten i Prædikeren 11:1-3 handler om årsag og virkning, og konteksten for hele bogen handler om liv og død under solen.

Reinkarnation var ikke blot fraværende i hele Det Gamle og Det Nye Testamente, men også i den jødiske og kristne tradition. Begrebet blev kun troet på af nogle få hedenske grækere. Kristne var bekendt med begrebet og afviste reinkarnation fuldstændigt som ubibelsk, som Hippolytus viser.

Hippolytus (Mod Platon, vers 2) nævner i sin omfattende drøftelse af Hades også kort, at opstandelsen ikke betyder, at sjælen overføres til andre legemer, men snarere at Gud oprejser selve legemerne. I »Gendrivelse af alle kætterier«, 1:2, nævner Hippolytus, at pythagoræerne troede på den vildfarelse, at sjælen gennemgår en række på hinanden følgende legemer.

Minucius Felix’ *Octavius*, kap. 34, s. 194 (efter år 205 e.Kr.), kaldte tanken om, at menneskers sjæle vender tilbage i dyr [reinkarnation], for »klovners uanstændigheder«.

Hvis nogen vælger at tro på reinkarnation uanset hvad Bibelen siger, er det én ting, men vær venlig ikke at lyve om, hvad Bibelen siger. Brug de menneskelige ord, du ønsker, men prøv venligst ikke at fordreje Guds ord, så det siger noget, som Gud ikke har sagt.

For mere om reinkarnation, se diskussionen om Lukas 1:15; 1 Korintherbrevet 15:37; Galaterbrevet 1:15-16, Galaterbrevet 6:7-8, Hebræerbrevet 7:3 og Jakobbrevet 3:6.

Spørgsmål: Hvad betyder »dem, der venter«, apekdechomenois, i Hebr 9:28f?

Svar: Dette ord bruges syv gange i Det Nye Testamente: Romerbrevet 8:19,23,25; 1. Korintherbrev 1:7; Galaterbrevet 5:5; Filipperbrevet 3:20; Hebræerbrevet 9:28. Hver gang henviser det til dem, der venter på Kristi genkomst. Hvor passende er det at kalde dig selv og dem i din lokale menighed for at være blandt »dem, der venter«?

Spørgsmål: I Hebr 10,1-2, i filmen »The Truman Show«, levede helten i en uvirkelig verden. På en måde levede de troende i Det Gamle Testamente i en »skyggeverden«, idet de kun havde en skygge af Kristus i Det Gamle Testamentes ofre. Hvordan lever vi i en »skyggeverden« i dag?

Svar: Det græske ord for skygge, skia, kan henvise til mange slags skygger, herunder den kontur, en kunstner tegner af et maleri, før han senere udfylder farverne. Vi lever i en verden, hvor nogle ting er afspejlinger af ting i himlen. Selvom denne jord forekommer os virkelig i vores tre dimensioner plus tiden, er den ikke så virkelig som evigheden, der består af hvem ved hvor mange dimensioner. Når nogen dør i denne verden, ser det ud, som om det er »game over«. Men i virkeligheden har vi blot afsluttet prøveversionen af spillet og er gået videre til et nyt niveau.

I en skyggeverden kan der være tegn på, at tingene ikke er helt permanente. For eksempel, som det står i *Believer’s Bible Commentary* s. 2188: »Den regelmæssige gentagelse af ofrene stemplede dem som ineffektive. Den, der er nødt til at tage medicin hver time for at holde sig i live, kan næppe siges at være helbredt. I stedet for at berolige samvittigheden, stak det levitiske system den vågen hvert år. Bag det smukke ritual på Forsoningsdagen lurer den årlige påmindelse om, at synderne kun blev tildækket, ikke fjernet.”

Spørgsmål: I Hebr 10,4-11 står der, at tyre- og gedeblod ikke kunne fjerne synder – hvorfor måtte jøderne så ofre dem i 1.400 år?

Svar: Se diskussionen om 2. Mosebog 30:12, 3. Mosebog 4 og 3. Mosebog 5:13 for svaret.

Spørgsmål: Er »et legeme, du har beredt for mig« i Hebr 10:5 et citat fra Sal 40:6 »mine ører har du åbnet [gennemboret]«?

Svar: Den masoretiske tekst lyder: »mine ører har du gennemboret«. Hebraiske slaver skulle frigives hvert syvende år, men ørerne blev gennemboret på en slave, der frivilligt valgte at tjene sin herre hele livet.

Septuaginta siger: »et legeme, du har beredt for mig«. De gammeltestamentlige oversættelser af Symmachus og Theodotion har også »legeme«. Salme 40:6 blev således sandsynligvis ændret i den masoretiske tekst. (Som en sidebemærkning skal det nævnes, at Salme 40:6 ikke er bevaret i Dødehavsrullerne).

Uanset hvad var Jesus rustet til lydig tjeneste.

Spørgsmål: I Hebr 10:10, blev Jesu legeme da invaderet af Satan, som Rev. Moon, grundlæggeren af Unification Church-kulten, lærer?

Svar: Nej. Først følger her, hvad den påståede messias, Rev. Moon, siger, efterfulgt af, hvad Guds ord siger.

1. Rev. Moon siger: at Abrahams offer blev Satans ejendom.

Det Guddommelige Princip, s. 269: »...At Abraham bragte ofrene uden at have skåret duen i to resulterede i, at han så at sige ofrede Satans ejendom, og dermed endte ofringen med den påstand, at ofringen var Satans ejendom.«

Det Guddommelige Princip, s. 330: »Da Moses to gange i vrede slog på klippen udadtil … blev hans [Moses’] krop invaderet af Satan, og han døde i ørkenen, men indadtil … [kunne han stadig bringe vand fra klippen til folket]«

Det Guddommelige Princip, s. 148: »Jesus kunne ikke fuldføre formålet med den fysiske frelses forsyn, fordi hans krop blev invaderet af Satan. Han kunne dog skabe grundlaget for åndelig frelse … gennem … korsets blod.«

2. Gud siger: at Jesu legeme ikke så forfald, ifølge Apostlenes Gerninger 2:31. Jesus ofrede sit legeme i Hebræerbrevet 10:10, men hans legeme helligede os. Mens Rev. Moon lærer, at Jesus mistede sit legeme, og at det blev forrådt, siger apostlen Paulus det modsatte i Filipperne 3:20-21.

»Men vores borgerskab er i himlen, og vi [det vil sige kristne] venter ivrigt på en Frelser derfra, Herren Jesus Kristus, som ved den kraft, der sætter ham i stand til at underlægge sig alle ting, vil forvandle vores ringe legemer, så de bliver lig hans herlige legeme.« (BSB)

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Hebræerbrevet 10:14 allerede være fuldkomne og alligevel blive helliget?

Svar: Se diskussionen om 2. Thessalonikerbrev 1:5 og 1. Petersbrev 1:14-16 for svaret.

Spørgsmål: I Hebr 10,18 står der, at der ikke længere er behov for syndoffer – kan Jesus så ofres i den katolske messe?

Svar: Nej. Se diskussionen om Hebræerbrevet 9:25-28 for svaret.

Spørgsmål: Er det i Hebr 10,25 i orden, at troende ikke samles i fællesskab?

Svar: Nej. Det er en synd for troende at isolere sig fra alle andre troende. Hebræerbrevet 10:25 siger, at vi ikke skal forsømme at samles, men Bibelen siger ikke, hvornår vi skal samles.

Der er en række grunde til dette påbud. Vi har brug for andre kristne til opmuntring, undervisning, korrektion og irettesættelse. Gud har givet andre troende åndelige gaver for at nære os, og han har givet os åndelige gaver for at nære dem. 1. Korintherbrev 12 uddyber dette yderligere. En anden grund er, at Jesus sagde: »For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem.« (Mattæus 18:20) Der ligger en særlig kraft i fælles bøn. Endelig glæder Gud sig over vores individuelle tilbedelse, men han glæder sig især over, at vi tilbeder ham sammen. Se *The Complete Book of Bible Answers*, s. 225, for et supplerende svar.

Spørgsmål: Viser Hebr 10:26-32, at mennesker kan miste deres frelse?

Svar: Alle er enige om, at dette afsnit lærer, at Kristus alene er et tilstrækkeligt offer for vores synder. Ofre i Det Gamle Testamente, bortset fra Kristus, er værdiløse. Imidlertid er ægte kristne uenige om, hvad dette afsnit siger om tab af frelse.

Synspunktet om tab af mulighed: For dem, der synder ved at afvise Kristi offer på korset, er der intet håb bortset fra den vej, de har afvist. Selv om de er gode jøder og udfører alle de gammeltestamentlige ofre, er en fjende af Kristus en fjende af Gud, som kun kan forvente den brændende ild.

Synspunktet om tab af frelse: Ud over det foregående synspunkt har kristne, der bevidst og vedvarende synder længe nok, trampet Guds Søn under fode og mistet muligheden for, at Kristus kan frelse dem.

Se spørgsmålet vedrørende Hebræerbrevet 3:6,14 og de to spørgsmål vedrørende Hebræerbrevet 6:4-12 for yderligere diskussion.

Spørgsmål: I Hebr 11:1 og Hebr 11:3, var det »vores tro, der forstår, at verden blev skabt«, eller var det »ved Guds tro, at Han skabte verden«, som Kenneth Copeland og andre lærer?

Svar: På græsk er de to første ord »Ved troen forstår vi«. »Ved troen« modificerer det verb, der følger umiddelbart efter, nemlig »vi forstår«. Vores tro skabte altså ikke verden, men vores tro giver os forståelsen af, hvordan Gud skabte verden. Det er vores tro; den alvidende Gud selv har ikke og har ikke brug for tro.

1. Mosebog 1, Salme 33:6,9 og andre skriftsteder viser, at Gud skabte alt ved sit ord. Den Almægtige Gud har ikke »tro« på, at han måske kan gøre noget, ligesom vi ikke har tro på, at vi kan trække vejret. Gud har vis viden om, at han kan gøre alt.

Det bredere spørgsmål her er dette: Skal kristne have tro på Gud eller tro på troen? Mange trohelbredere lærer i bund og grund tro på troen. Tro på din egen tro er tro på dig selv, der maskerer sig som tro på Gud.

Spørgsmål: Hvorfor accepterede Gud i Hebr 11:4 Abels offer og ikke Kains offer?

Svar: Første Mosebog 4 angiver ikke nogen eksplicit grund, så ingen grund kan udelukkes. Hebræerbrevet 11:4 siger, at Kain manglede tro. Man kan faktisk formode, at der er en kombination af tre årsager, der hænger sammen med Kains mangel på ægte tro.

Blod, ikke grøntsager: I senere tider foregik ofringer til Gud altid med dyr. Selv i dag ønsker nogle en blodløs kristendom. Hebræerbrevet 9:18,22 minder os om, at Gud i Det Gamle Testamente krævede blodudgydelse for tilgivelse. Man kunne dog indvende, at da både Det Gamle Testamente og Hebræerbrevet blev skrevet efter Kains levetid, hvordan skulle Kain så kunne vide dette? Dette fører til det næste punkt.

Ofre i fællesskab med Gud: Da Gud talte direkte med Kain, kunne Kain senere have spurgt Gud, hvad Gud ønskede. Mange mennesker i dag ønsker at tjene Gud på deres egne vilkår, på deres egen måde, ikke på Guds måde. Man kunne dog indvende: hvorfor skulle Kain ikke kunne ofre, som han ønskede? Dette fører til det næste punkt.

Ofre i tro til vores Herre: Der er intet, der tyder på, at Kain underkastede sig Guds herredømme eller i tro overgav sit liv til Gud. Selv i dag, hvis vi ikke er interesserede i at nærme os Gud og adlyde ham, betyder vores ofre intet. Mika 6,6-8 udtrykker dette på en smuk og poetisk måde. Ordsprogene 21,3; Hosea 6,6; Johannes 14,15,21,23-24 er mere direkte udtryk for, at det at nærme sig Gud og adlyde ham har forrang frem for menneskers ofre og andre gerninger.

Spørgsmål: Hvordan kunne Enoch i Hebr 11:5 undgå at se døden?

Svar: Enoch oplevede ikke døden i 1. Mosebog 5:22-24. Som et lille barn sagde: »En dag, da de gik en tur, sagde Gud til Enoch: ’Da vi er tættere på mit hus end på dit, hvorfor kommer du så ikke bare hjem med mig?

Den Almægtige Gud kan gøre, hvad Han vil, herunder at tage nogen med op i himlen. Tre kristne forfattere fra tiden før det nikænske trosbekendelse så Enoch vende tilbage som en af de to vidner i Åbenbaringen 11:6-11.

Tertullian (198-220 e.Kr.) mente, at Enoch endnu ikke havde oplevet døden, fordi han først ville dø i antikrists tid (Åbenbaringen 11:3). »En afhandling om sjælen«, kap. 50, s. 227

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) skrev også, at de to vidner var Enoch og Elias [Elia], som prædikede i 1.260 dage, i *Afhandling om Kristus og Antikrist*, kap. 43, s. 213

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) diskuterer, at Elias og Enoch blev ført bort til et fjernt sted uden at dø, for at de kunne være til stede ved Kristi komme, når han kommer for at dømme. Vi bør dog ikke tro, at Nero også vender tilbage. Om den måde, hvorpå forfølgerne døde, kap. 2, s. 302.

Spørgsmål: Hvordan fordømte Noah verden i Hebr 11,7?

Svar: Alle forstår, at det er Gud, der dømmer verden, og at det var Gud, ikke Noah, der sendte syndfloden. Betydningen af Hebræerbrevet 11:7 er, at Noah fordømte verden ved at vise, at et menneske og hans familie kunne leve et retskaffent liv foran Gud, selv i den tid.

Spørgsmål: Hvordan drog Abraham (tidligere Abram) i Hebr 11:8 af sted uden at vide, hvor han skulle hen, når 1 Mos 12:5 siger, at Abram drog af sted for at komme til Kana’ans land?

Svar: Abram fik specifikt ikke at vide, at han skulle til Kana’an, da Gud kaldte ham i 1. Mosebog 12:1. Set i bakspejlet fortæller 1. Mosebog 12:5, som blev skrevet langt senere end Abrahams tid, os, at Gud lod Abram drage af sted for at komme til Kana’an.

I vores liv kan vi adlyde Gud uden at have nogen anelse om, hvad resultatet vil blive. Selvom det kan være usikkert for os på det tidspunkt, kan vi, når vi ser tilbage mange år senere, se, hvordan tingene faldt så godt på plads i Guds plan.

Spørgsmål: Hvordan fik Abraham i Hebræerbrevet 11:19 Isak tilbage fra de døde, billedligt talt?

Svar: Abraham var ved at dræbe Isak som et offer. Men Gud standsede ham, og Isak forblev i live, som det står i 1. Mosebog 22:1-18.

Spørgsmål: Hvordan værdsatte Moses i Hebr 11:26 Kristi smæle, når Moses aldrig havde hørt om Kristus?

Svar: Selvom Moses ikke havde hørt Kristi navn, værdsatte han Gud, og han vidste fra 5. Mosebog 18:17, at der ville komme en profet. Moses vidste, at der ville komme en, der skulle sone for landet og folket, som det står i 5. Mosebog 32:43.

Spørgsmål: Hvordan kunne Moses i Hebr 11:27 forlade Egypten uden at frygte kongens vrede, når der i 2 Mos 2:14-15 står, at Moses frygtede Farao og flygtede til Midian?

Svar: I 2. Mosebog 2:14-15 står der: »… Da blev Moses bange og tænkte: ’Det, jeg har gjort, er sikkert blevet kendt. Da Farao hørte om denne sag, søgte han at dræbe Moses. Men Moses flygtede fra Farao …« (BSB). Clemens af Alexandria citerer dette vers i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 4, kap. 16, s. 428, og i de gamle manuskripter findes der ingen afvigelser (f.eks. at et »ikke« er udeladt).

Først hvad der ikke er svaret, og derefter to forskellige svar.

Ikke svaret: 2. Mosebog 2:14 siger, at Moses var bange, og 2. Mosebog 2:15 siger, at Moses flygtede fra Farao. Der står ikke udtrykkeligt, at Moses var bange for Farao her.

Johannes Chrysostomos’ svar: Chrysostomos, der skrev omkring år 392–407 e.Kr., tog dette spørgsmål op og besvarede det. Ja, Moses var bange, da han dræbte egypteren, men det var klogt af ham at flygte for at undgå en forudset fare. Der er ingen grund til at friste Gud. Moses var ikke bange for at vende tilbage, og Moses var ikke bange for at forlade Egypten igen, uanset faraoens vrede. (Prædikener over Hebræerbrevet, prædiken 26, s. 484.)

Et andet svar: Selvom Moses handlede klogt ved at flygte fra Egypten første gang, skete det ud af frygt efter at have dræbt egypteren. Hebræerbrevet 11:27 henviser til Moses’ karakter efter at have opholdt sig i Midian i fyrre år. Moses vendte tilbage til Egypten uden frygt, stod igen foran Farao uden frygt og forlod Egypten igen, alt sammen uden at frygte Faraos vrede. Farao havde mere at frygte fra Gud, end Moses havde fra Farao.

Der er en lære for os her i dag. Nogle gange, hvis vi flygter fra en frygtindgydende situation, kan Gud senere ønske, at vi vender tilbage og modigt står op for Gud og imod undertrykkelsen af andre. Moses forlod måske Egypten én gang af frygt for Farao, men Gud og forfatteren af Hebræerbrevet anser det for mere betydningsfuldt, at Moses vendte tilbage, overvandt al frygt og forlod landet for anden gang uden frygt.

Spørgsmål: Hvordan var Gideon, Samson og Jefta i Hebr 11,32 troens helte? De syndede alle, og selv Barak viste manglende lederskab.

Svar: Guds folk synder stadig, og nogle af dem begik store synder. Bibelen fortier ikke deres alvorlige fejl, men det er opmuntrende at vide, at Gud kan håndtere os og fuldkomme os, selv med vores fejl.

Hebræerbrevet 11:32 hævder ikke, at disse mænd var forbilleder på syndfri fuldkommenhed eller endda mere retfærdige end andre. I stedet fremhæver Hebræerbrevet 11 disse mænd som eksempler på dem, der havde troen til at udrette store ting, og i Samsons tilfælde til at slutte sig til rækken af martyrer, der døde for Gud.

Spørgsmål: Hvordan fik kvinderne i Hebr 11:35 deres døde tilbage?

Svar: Det drejer sig om enken fra Sarepta i 1. Kongebog 17:22 og kvinden fra Sunem i 2. Kongebog 4:34. Deres afdøde kære blev oprejst. Denne opstandelse var ligesom Lazarus’ opstandelse; de blev ikke oprejst med en udødelig krop, men bragt tilbage til deres tidligere tilstand.

Spørgsmål: Er der i Hebr 11:35 tale om en hentydning til 2 Makkabæerbog 7:12, hvilket beviser, at i det mindste en del af apokryferne er en del af Skriften?

Svar: Nej. 2 Makkabæerbog 7:12 siger: »Derfor blev kongen selv og hans følge forbløffet over den unge mands ånd, for han betragtede sin lidelse som intet.« (Oversættelse fra RSV Catholic Edition). Konteksten er, at dette var den tredje af syv brødre, der blev martyrer under seleukiderne. Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Dette er faktisk ikke et citat fra apokryferne. Hebræerbrevet 11:35 ligger tættest på 2. Makkabæerbog 7:12, og de beskriver en fælles sandhed, men det er ikke et citat.

2. Bibelen citerer også fra hedenske digtere i Apostlenes Gerninger17:28 , 1. Korintherbrev15:33 og Titusbrevet1:12 , men alle er enige om, at de hedenske digteres øvrige skrifter ikke er hellig skrift.

3. Rent hypotetisk set: Selv hvis Hebræerbrevet 11:35 var et citat fra 2. Makkabæerbog (hvilket det ikke er), ville et enkelt citat fra 2. Makkabæerbog heller ikke gøre den til Skriften, medmindre det at citere hedenske digtere gør deres skrifter til Skriften.

4. 2. Makkabæerbog er generelt pålidelig. Men selv den indeholder historiske uoverensstemmelser med 1. Makkabæerbog samt to påviselige fejl. For eksempel ødelagde seleukiderne og 4.000 makedonere i 2. Makkabæerbog 8:20 ikke 120.000 galatere i Babylonien.

Se diskussionen om Judasbrevet 14-15 for en lignende situation med pseudepigrafiske bøger.

Spørgsmål: Beviser »en skare af vidner« i Hebr 12:1, at Jesu genkomst i skyerne betyder, at Jesus vil vende tilbage blandt grupper af mennesker, som Rev. Moons Foreningskirke lærer?

Svar: Betyder udtrykket »en flok tilskuere«, at hver gang ordet »flok« bruges, skal det henvise til mennesker? – Selvfølgelig ikke. På samme måde betyder udtrykket »en skare af vidner« ikke, at hver gang ordet »skare« bruges, henviser det til mennesker.

Ingen steder i Bibelen, heller ikke i Hebræerbrevet 12:1, bruges ordet »sky« alene om mennesker. Hebræerbrevet 12:1 siger »en skare af vidner«, og denne metafor giver ingen ret til at fortolke bogstavelige skyer (uden vidner) som mennesker.

Desuden havde græsk forskellige ord for sky, og det ord, der bruges her, nephos, bruges ikke andre steder i Det Nye Testamente.

Selv medlemmer af Unification-bevægelsen vil være enige i, at det var en bogstavelig sky, der skjulte Jesus, da han steg op til himlen i Apostlenes Gerninger 1:9. Hvis Jesus vendte tilbage på samme måde, og Jesus forlod jorden i en bogstavelig sky, så vil Jesus vende tilbage i en bogstavelig sky, uanset hvad Rev. Moon lærer.

Se også diskussionen om Åbenbaringen 1:7.

Spørgsmål: Hvem er den store skare af vidner i Hebr 12:1?

Svar: Den »så store skare« henviser specifikt til de mennesker, der nævnes i det foregående kapitel. Naturligvis nævner kapitel 11 de troende fra Det Gamle Testamente generelt, der marcherede rundt om Jeriko, udholdt forfølgelse og blev rost for deres tro, så en sådan stor skare omfatter alle de troende, der er gået forud for os og nu er i himlen.

Spørgsmål: Hvad er de byrder i Hebr 12:1, som vi som kristne nogle gange (eller ofte) er nødt til at kaste af os?

Svar: Det omfatter de synder, vi begår, de synder, der opstår, når vi vælger at fokusere vores tanker på forkerte ting, og de synder, hvor vi ”modsætter os” Gud og ikke er villige til at gøre det, vi tror, Gud ønsker, at vi skal gøre. Det omfatter også ting, der ikke i sig selv er onde, men som distraherer os. Det kan også omfatte relationer, der ikke er sunde for os.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Hebr 12,2 udholde korset på grund af den glæde, der var sat foran ham?

A: Det betyder ikke, at korset var en glæde, men snarere at Jesus udholdt det på grund af den glæde, der var sat foran ham. Glæden lå i det forestående resultat, nemlig at skaffe os frelse, så vi kunne blive forsonet med Gud og leve med ham i himlen for evigt.

Når man siger, at der er andre veje til himlen, siger man til Kristus, at hans offer var unødvendigt.

Spørgsmål: Hvad er kampen mod synden her i Hebr 12,4?

Svar: Det græske ord for kamp, antagonizomai, kan henvise til en atletisk kamp. Selvom det også kan henvise til en kristens personlige kamp mod sin egen synd, er dets primære fokus sandsynligvis forfølgelsen fra syndige mennesker.

Spørgsmål: Hvorfor bruger Gud dette eksempel i Hebr 12:6-11, når fysisk afstraffelse [angiveligt] er forkert?

Svar: Legemsstraf (smæk og lignende) er ikke forkert, når den anvendes korrekt til barnets bedste, som Ordsprogene 13:24, 22:15 og 23:13-14 viser.

Dette ord betyder ikke kun disciplin, men også vejledning, korrektion og advarsel, ifølge *Believer’s Bible Commentary*, s. 2203. *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 810, siger, at ordet bogstaveligt betyder »opdragelse af børn«.

Spørgsmål: Hvad er pointen med »lovlige sønner« her i Hebr 12:8?

Svar: En far vil måske ikke tage sig lige så meget af en uægte søn – uanset om han er født af hans kone eller af ham og en anden kvinde – som han ville gøre med sin ægtfødte søn fra et hæderligt ægteskab. I den romerske kultur havde en uægte søn ingen arverettigheder.

Spørgsmål: I Hebr 12:7,9-10, bør fædre da tage den ledende rolle i opdragelsen?

Svar: Bibelen giver ingen befaling om, hvilken forælder der skal gøre hvad, men den giver eksempler på fædre i Hebræerbrevet 12:7,9-10, 1. Timoteusbrev 3:4,12 og 1. Thessalonikerbrev 2:11. Efeserbrevet 6:4 og Kolossenserbrevet 3:21 advarer dog især fædre mod at irritere deres børn. Mødrene havde en rolle i opdragelsen af deres børn i Ordsprogene 31:1-9; 1. Timoteusbrev 5:10; 1. Thessalonikerbrev 2:7. Begge forældre skal samarbejde ifølge Kolossenserbrevet 3:20 og Efeserbrevet 6:1, selvom 1. Korintherbrev 7:13-14 anerkender, at der kan være familiesituationer, hvor det kun er hustruen, der opdrager børnene i Herren.

Spørgsmål: Hvordan kan man i Hebr 12:15 og Hebr 12:25 gå glip af eller vende sig bort fra Guds nåde?

Svar: Kristne kan stadig være kristne og være ulydige mod Gud, men det er ikke det, der diskuteres her, for der står, at man skal ”gå glip af” i stedet for blot at ”få færre velsignelser og belønninger”. Mennesker kan lytte til evangeliet og endda intellektuelt tro og blive døbt med vand, som Simon Magus blev i Apostlenes Gerninger 8:18-20. At kende læren og gå i kirke bør dog ikke give en person sikkerhed for noget som helst, hvis vedkommende ikke adlyder Kristus.

Se på lignelsen om de fire jordtyper i Lukas 8:4-15. Planter i tre af de fire jordtyper spirede, men kun én af jordtyperne blev frelst og gav et udbytte.

Esau er et trist eksempel og en advarsel. Han voksede op med kendskab til Gud, opdraget af forældre, der kendte Gud, men alligevel lod han det, han kunne have haft, glide ud af sine hænder. Han havde ingen anelse om, hvor vigtigt det var at vælge suppen frem for førstefødselsretten, før valget var truffet.

Spørgsmål: Hvordan kan en bitter rod i Hebr 12,15 vokse og besmitte mange?

Svar: Både kirkegængere, der ikke er genfødte, og ægte kristne kan have små følelser af bitterhed over for sig selv, andre mennesker eller Gud. Hvis denne bitterhed ikke håndteres og overgives til Gud, kan den ligesom andre synder vokse som en kræftsvulst og påvirke stadig større dele af en persons hjerte. Som Ordsprogene 4:23 rådgiver i en anden sammenhæng: Vogt frem for alt dit hjerte, for det er livets kilde.

Spørgsmål: Hvorfor ville Gud i Hebræerbrevet 12:17 afvise en person, der omvender sig?

Svar: Det afhænger af, hvilken form for omvendelse personen udviser. Næsten enhver dømt forbryder omvender sig, fordi han er blevet taget på fersk gerning, og næsten alle, der tåbeligt mister noget, fortryder konsekvenserne af deres tåbelighed. Esau omvendte sig med tårer over det, han havde mistet, men Skriften siger aldrig, at han vendte sig til Gud. Esau var optaget af den jordiske arv, ikke den åndelige velsignelse. Mattæus 7:7-11, Hebræerbrevet 11:6 og Romerbrevet 2:7 viser, at Gud vil belønne dem, der oprigtigt søger ham.

Spørgsmål: Hvorfor forsøgte Gud i Hebr 12:18-21 at skræmme livet af israelitterne i Moses’ tid? Hvordan er det i dag?

Svar: Gud lærer os mange lektier i Bibelen. Gud lærte Abraham og andre om kærlighed, nåde og barmhjertighed i Det Gamle Testamente. Men før Gud lærte menneskene alt det, han gjorde om kærlighed, nåde og barmhjertighed i Det Nye Testamente, måtte de først forstå Guds retfærdighed og Guds vrede.

Desværre er der mange i dag, der kun vil høre de »flot klingende« dele af Bibelen. Guds barmhjertighed er desto vigtigere for os, når vi ser konsekvenserne af vores synd.

Kristne er måske ikke altid klar over, at når de prøver at fortælle andre, hvor fantastisk det er, at Jesus frelser, så forstår de andre ikke rigtig budskabet, hvis de ikke indser, hvad de er frelst fra, såvel som hvad de er frelst til.

Spørgsmål: Hvordan talte Jesu blod i Hebr 12,24 bedre end Abels?

Svar: Ifølge 1. Mosebog 4,10 råbte Abels blod [metaforisk] fra jorden. Det råbte om hævn. Men Jesu blod råber om tilgivelse.

Spørgsmål: Hvad betyder »vores Gud er en fortærende ild« i Hebr 12:29 og 5 Mos 4:24?

Svar: I Salme 50,3 står der, at en ild fortærer foran Gud, når han kommer til dom. Ilden er bogstavelig ild, og den kan også betyde Guds vrede mod synden.

Spørgsmål: Hvorfor dør en persons broderlige kærlighed (philadelphia) undertiden ud, som det står i Hebr 13:1?

Svar: Det er én ting at have kærlighed til nogen, det er noget andet at bevare den gennem årene. Med tiden kan man have en tendens til at tage andre for givet, fokusere på deres fejl i stedet for deres gode sider og ikke længere betragte tiden med sin ven som værdifuld. Venner bør værdsættes, og venskaber skal plejes.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Hebr 13:1 fortsætte med at udvise broderlig kærlighed over for andre?

Svar: 1. Petersbrev 4:8 siger også, at vi skal have en inderlig kærlighed til hinanden. Der ligger meget i disse positive, direkte påbud.

Bed for dem. Spørg dem, hvad du kan bede for dem om.

Vær tålmodig med dem.

Vis omsorg for dem, og lad dem mærke, at du sætter dem højere end dig selv (Filipperne 2:3f).

Tilbring tid sammen med mennesker, vær der for at lytte til dem, opmuntre dem, og når lejligheden byder sig, rådgive og undervise dem.

Vær opmærksom på deres interesser (Filipperne 2:4) og på at udvikle deres gaver og talenter.

Nogle gange er du nødt til at hjælpe dem økonomisk (Jakobsbrevet 2:15-17).

Tilgiv, og lad ikke vrede komme imellem dig og din kærlighed til dem.

Bed om tilgivelse, når du har gjort noget forkert, eller selv hvis de bare tror, du har gjort noget forkert.

Derudover kan du, når du har lejlighed til det sammen med en god ven, have en samtale om at »afklare forholdet«. Hvis det er med en person af det modsatte køn, og det ikke skal være romantisk, skal du være meget åben om det. Du kan nyde at være sammen med nogen, forsvare dem, når nogen gør dem uret, men du vil ikke synde for deres skyld, herunder lyve for dem eller dække over dem, når de gør noget forkert.

Spørgsmål: Hvad er nogle af grundene til, at vi skal udvise kærlighed til fremmede (philoxenia) i Hebr 13,2?

Svar: Vi bliver også påbudt at være gæstfrie i Romerbrevet 12:13, 1. Petersbrev 4:9 og 3. Johannesbrev 8. Da vi ønsker at blive det, Gud vil have os til at være, og Gud vil have os til at være gæstfrie, bør vi glæde os over at være gæstfrie. Abraham tog imod engle i 1. Mosebog 18:1-15 og Lot i 1. Mosebog 19. Enker blev rost for deres gæstfrihed i 1. Timoteusbrev 5:10. Biskopper skal være gæstfrie ifølge 1. Timoteusbrev 3:2 og Titusbrevet 1:8. Publius fra Malta var meget gæstfri over for Paulus i Apostlenes Gerninger 28:7. Selvom nogle kristne måske har en særlig gave til gæstfrihed, bør enhver kristen ønske at være gæstfri over for andre.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Hebræerbrevet 13:2 udvise gæstfrihed over for andre, ud over at invitere dem hjem til os?

Svar: Se først på situationen. Afhængigt af, hvor godt de har fundet sig til rette og hvor godt de har det, kan du invitere dem til arrangementer, invitere dem ud at spise, invitere dem med i kirken, til søndagsskole og bibelstudie og generelt invitere dem til at lave ting sammen. Hvis de har brug for en bil i en kort periode, og du har en, du kan låne ud, kan du låne den ud til dem. Hvis det er en person af det modsatte køn, kan det være bedre at invitere en gruppe mennesker med på aktiviteter i stedet for kun én person. Ud over din »pligt« til at invitere dem med på aktiviteter skal du lære at nyde at tilbringe tid sammen med dem. Præsenter dem for andre. Gør mod dem, hvad du gerne ville have, at andre gjorde mod dig, hvis du var en fremmed.

Ud over det faktum, at Gud befaler det, kan Gud bruge vores lydighed til at føre os sammen med mennesker, som Gud ønsker, at vi skal møde, for at hjælpe dem. Men din rolle i at vejlede dem uformelt er ikke at fremme afhængighed af dig, men det er midlertidigt, så de hurtigt kan blive selvstændige. Men dit venskab med dem kan vare ved.

Når en nyankommen kommer til byen, har vedkommende nogle gange brug for venner og måske også råd og vejledning om, hvor man finder de bedste tilbud, hvordan man gør bestemte ting osv. Du kan invitere dem til højtidsfester i dit hjem eller gøre andre ting for at få dem til at føle sig velkomne.

Når en person fra et andet land kommer til dit arbejde eller din by, kan vedkommende nogle gange have brug for råd om visse skikke. Normalt er det bedst at give dem privat, ikke offentligt foran andre. Ligeledes er det måske ikke det perfekte tidspunkt at rette dem, hvis de staver eller udtaler ord forkert. Hvis de ønsker, at du retter dem, kan du gøre det privat.

Spørgsmål: Er der i Hebr 13:2 farer forbundet med at være gæstfri over for andre, og hvordan finder vi en balance mellem faren og at adlyde Guds befaling her?

Svar: Ja. Hvis du for eksempel er spinkel af bygning og ser en blaffer, der har brug for et lift, lige uden for et fængsel, bør du ikke samle vedkommende op. Men hvad nu, hvis vedkommende virkelig har brug for hjælp? Så ringer du til nogen anden, der kan hjælpe – politiet.

På den anden side så jeg engang en velklædt indisk mand gå uden for et højteknologisk firma, lige da det var ved at begynde at regne kraftigt. Jeg gav ham et lift, og det viste sig, at han var en telekommunikationsingeniør, der var på vej til det samme hotel, som jeg boede på, en mile væk. Det ville have været forfærdeligt at gå en mile i kraftig regn i pænt tøj uden paraply.

Der var en kristen familie i New Jersey, der stammede fra Mellemøsten. De gav et værelse til en mand, der havde brug for det. De blev alle dræbt, og manden forsvandt på mystisk vis. Vi bør hjælpe de hjemløse, men vi bør også være forsigtige for at beskytte vores liv og vores familie. Men vi kan aldrig være sikre på, at vi er i sikkerhed, når vi udviser gæstfrihed. Det kunne man heller ikke være i bibelsk tid, men man blev alligevel påbudt at være gæstfri.

Kristne bør være kærlige og tillidsfulde, men de bør også være forsigtige og udvise skelneevne. Nogle gange, hvis der er et valg mellem ikke at være gæstfri, men sikker, eller at være gæstfri og løbe en stor risiko, skal man se, om der er et tredje valg, nemlig at være gæstfri uden at løbe for stor risiko.

Spørgsmål: Hvordan viser vi i Hebr 13:3 gæstfrihed over for og husker dem, der netop er kommet ud af fængslet?

Svar: At vise gæstfrihed over for fanger må have været meget vigtigt for Jesus, for i Mattæus 25:36, 39, 43-44 sagde Jesus, at fårene til hans højre besøgte dem i fængsel, mens gederne til hans venstre ikke gjorde det. Der er mindst tre ting, vi kan gøre.

Mens de sidder i fængsel, kan vi besøge dem, give dem skrifter, bibelstudier eller alt, hvad de har brug for. Du kan skrive breve til dem. Lad dem vide, at de stadig er elskede og værdsatte, selv dem, der har begået en forseelse. Vi bør især besøge dem, vi kendte i forvejen, så de ved, at de ikke er glemt.

Mens de er væk fra deres hjem, kan vi hjælpe med at passe på, forvalte eller sælge alt det, de ønsker, at vi skal gøre for dem.

Når de kommer ud af fængslet, kan vi hjælpe med et resocialiseringscenter og hjælpe dem med at finde et sted at bo, et job og en god, bibeltro kirke at gå i.

Vi bør betragte deres situation som lige så vigtig som vores egen, som Filipperne 2:3-4 antyder. 1 Korinther 12:26 siger, at hvis én del af kroppen lider, lider alle.

Spørgsmål: Hvorfor er det i Hebræerbrevet 13:4 vigtigt at holde ægteskabssengen ren?

Svar: Fordi Gud siger det, er det i sig selv grund nok. Derudover vanærer du din ægtefælle – og, hvad der er endnu vigtigere, dig selv – når du ikke gør det. Da du forventer, at din ægtefælle ikke vil være utro, bør du heller ikke være det. Du bør ikke tage din ægtefælle for givet. Ligeledes bør du heller ikke tage det for givet at være et godt vidne eller at være et godt forbillede for dine børn og andre.

I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 12, s. 147, står der, at i det første århundrede, ligesom i vores eget, mente nogle mennesker, at kyskhed uden for ægteskabet var et urimeligt krav. Denne tankegang var (og er) en ond løgn.

Kristne bør være frimodige i at forkynde dette. Ifølge *Believer’s Bible Commentary*, s. 2208, overrakte reformationens biskop Latimer kong Henrik VIII en smukt indpakket bibel. På indpakningen stod der: »Gud vil dømme de seksuelt umoralske og ægteskabsbryderne.«

Spørgsmål: Hvad skal vi i dag gøre for at holde os fra pengekærlighed, jf. Hebr 13,5-6 og 1 Tim 6,10?

Svar: Ud over at dette er et bud, skal vi også adlyde det for vores egen lykke. Dette er et bud til alle, for mange mennesker – ikke kun de velhavende – er opslugt af jagten på rigdom. Kærligheden til penge kan dæmpe vores kærlighed til Gud og vores kærlighed til andre. Hvis vi ikke er forsigtige, kan grådighed, frygt og en besættelse af sikkerhed komme til at virke vigtigere for os end at følge Gud. Men Gud er vores målestok for succes, vores forsvarer og vores sikkerhed. I Filipperne 4:11 sagde Paulus, at han havde lært at være tilfreds både med og uden penge.

På samme måde tror nogle måske, at det at have penge kan beskytte dem mod andre mennesker. Men Salme 118,6 siger, at vi ikke skal frygte mennesker, for Herren er min hjælper. Grådighed kan berøve os glæden i dette liv og de himmelske belønninger i det næste.

Spørgsmål: I Hebræerbrevet 13:7, i hvilket omfang skal vi efterligne vores ledere i troen?

Svar: For det første: Hvem er lederne, og for det andet: Hvad skal vi efterligne?

For det første henviser dette ord i anden græsk litteratur til fyrster og militære befalingsmænd. Det engelske ord »hegemony« stammer fra dette græske ord, hegeomai. De kristne ledere, både officielle og uofficielle, som vejleder os eller har myndighed over os, bør være gode forbilleder.

For det andet bør vi følge deres eksempel. Vi bør følge det eksempel, de sætter nu, men at efterligne resultatet af deres livsstil betyder sandsynligvis, at deres liv er afsluttet. Vi bør forsøge at forstå dem og lære af deres liv og undervisning. På den anden side har alle synder og mangler, og dem skal vi ikke efterligne.

For det tredje kan vi forsøge at forstå, hvad der motiverer dem til at tjene Gud godt, og spørge os selv, om vi bør have den samme motivation.

Spørgsmål: I Hebr 13:8 står der, at Jesus er den samme i går, i dag og til evig tid. Hvordan kunne han da tømme sig selv for at komme til jorden, som Fil 2:5-7 lærer?

Svar: Jesus var den samme på to måder.

1. Jesus var stadig sig selv, før, under og efter at han var på jorden. Dette illustrerer også et punkt om Treenigheden. Treenigheden er ikke noget midlertidigt, som til sidst vil opløses i fuldstændig enhed. Da Jesus er den samme i går, i dag og til evig tid (Hebræerbrevet 13:8), vil de altid være en Treenighed.

2. Selv hvad angår de guddommelige egenskaber, som Jesus midlertidigt og frivilligt tømte sig selv for, henviser Hebræerbrevet 13:8 til i går (før jorden), i dag (efter hans himmelfart) og for evigt (hele den kommende evighed). Det udelukker ikke, at Jesus tømte sig selv for nogle egenskaber i en kort periode.

Spørgsmål: Hvad er det tiltrækkende ved fremmede/ukendte lærdomme i Hebr 13:9?

Svar: Udtrykket for »mange« her, poikilais, betyder flerfarvet, som et lappet tøjstykke. Dette henviser ikke til jødedommen, men snarere til nye og mystiske religioner, hvad enten det er mysteriereligioner eller profetisk set de mange gnostiske grupper. Det kan også henvise til et mærkeligt kompromis med jødedommen, som ebionitterne fulgte. I dag kan folk blive tiltrukket af en blanding af kristendom og noget andet, eller af ting, der hævder at være i det mindste delvist kristne, men som i virkeligheden slet ikke er kristne.

Både dengang og nu kan folk have en meningsløs nysgerrighed over for alt, der er anderledes. Hvis man mener, at noget er tåbeligt, kan man have lyst til at lære visse ting for at tilbagevise deres vildfarelser, føre dem til Kristus og beskytte hjorden og andre mod deres lære. Men ud over det er der ingen grund til at vide mere.

Spørgsmål: Hvordan vil du i Hebr 13:12 besvare kritikken af, at kristendommen er en blodig religion?

Svar: Skyldig som anklaget; det er en central lære i kristendommen. Nogle mennesker kan måske ikke lide det, men Gud har ikke bedt om vores mening. Guds lære i Det Gamle Testamente lægger vægt på dyreblodsofre. Guds lære i Det Nye Testamente lægger vægt på, at Jesus udgød sit blod på korset for at dø for vores synder og opstå igen. Så en kristendom uden blod er slet ikke en ægte kristendom. 1 Korintherbrev 15:1-6 siger endda, at hvis man ikke tror på, at Kristus døde for vores synder og opstod fra de døde, er ens tro forgæves.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i dag, som det står i Hebræerbrevet 13:15, løbende bringe Gud et lovprisningsoffer?

Svar: Vi kan på mange måder ofre vores liv til Gud, men her henvises der specifikt til et lovprisningsoffer. Vores liv bør være ét stort »Pris Gud!« Det, folk hører fra vores læber, bør ikke være bitterhed, forbandelser, klager eller bandeord, men lovprisning af Gud. Det er ikke kun det, du gør, der er vigtigt, men også din holdning, mens du gør det, og folk vil høre din holdning gennem dine ord. Vi kan prise Gud med de ord, vi retter til Ham og til andre, men vi kan også prise Gud ved de dårlige ting, vi undlader at sige. Ja, vi kan prise Gud med de ord, der kommer ud af vores mund under gudstjenesten, men vi kan også prise Gud med de ord, der kommer ud af vores mund, når vi sidder fast i tæt trafik.

I Hosea 14:1-3 står der: »O Israel, vend tilbage til Herren, din Gud, for du er snublet på grund af din uretfærdighed. Tag ord med dig og vend tilbage til Herren. Sig til ham: Fjern al uretfærdighed; modtag os nådigt, for vi vil ofre vores læbers ofre.«

Spørgsmål: Hvordan skal vi adlyde vores ledere ifølge Hebr 13:17 og 1. Petersbrev 5:2-4?

Svar: Vi adlyder dem i det omfang, de befaler det, som Skriften siger, eller i det mindste ikke strider mod Skriften. Selvfølgelig er vores højeste autoritet Gud selv, men vi kan lære om ham gennem det, han har åbenbaret. Han gav sit ord uden fejl. Andre troende kan også tale sandhed, men de kan også tale vranglære. Derfor er Skriften vores vigtigste autoritet.

Men Guds åbenbarede Skrift, hvorfra vores autoritet stammer, siger, at de ældste har autoritet over menigheden. Så den fastslår også en autoritet for gudfrygtige ledere. Vi skal kun adlyde vores ledere, når de følger Kristus. Nogen sagde engang, at man er tåbelig, hvis man ikke beder for de ledere, man skal adlyde.

Det er en ædel ting for enhver at ønske at være tilsynsmand i menigheden (1. Timoteus 3:1). En menighedsleder bør have et godt omdømme (1. Timoteus 3:2,8). Han bør være respektabel, og vi bør vise dem vores respekt (1. Thessalonikerbrev 5:12-13; 1. Timoteus 5:17). Man skal ikke tage imod en anklage mod en ældste, medmindre der er to eller tre vidner (1 Timoteus 5:19); men hvis anklagen er sand, skal man offentligt irettesætte (og udstøde) ældste (1 Timoteus 5:20).

Spørgsmål: Da Hebr 13:17 siger, at vores ledere har autoritet over os, hvad så med »sola scriptura«?

A: »Sola scriptura« betyder, at kun Skriften er vores autoritet. Skriften lærer os, at Gud og hans ord er vores højeste autoritet. Men Guds Skrift siger også, at vores gudfrygtige ledere udgør en underordnet autoritet. Engang havde jeg en e-mail-udveksling med en kristen bror i Afrika, der nægtede at læse andre religiøse bøger eller traktater end Bibelen. Selvom dette ville forhindre ham i at blive vildledt af mange falske lærer, afskærmede han sig selv fra mange kloge indsigter, som medbrødre og -søstre i Herren havde skrevet. De kunne have hjulpet ham med at vokse og med at forsvare troen. Så på en måde bør kristne ikke følge »sola scriptura«, som denne mand gjorde, men snarere »primo scriptura« – Guds ord er vores højeste autoritet, fordi det er Guds ord.

Men hvad med ledere, der ikke er gudfrygtige? Vi bør ikke have noget at gøre med ugudelige mennesker, uanset om de er ledere eller ej, jf. 2. Timoteus 3,1-5. Når nogle mennesker taler om »sola scriptura« (kun Skriften), mener de måske egentlig »primo scriptura«, men det er en vis forenkling. Her er et mere fuldstændigt billede.

Vores højeste autoritet er Gud og kun Gud. Men mange mennesker kan hævde, at Gud har sagt mange ting til dem. Hvordan kan vi vide med sikkerhed, hvad Gud har sagt? Vi kan kun vide det ud fra det, som de mennesker, han har udpeget, har sagt. Efeserbrevet 2,20 siger, at kirken er bygget på apostlenes og profeternes fundament, med Kristus Jesus selv som hjørnestenen. Så under Gud må vi spørge profeterne fra Det Gamle Testamente og apostlene fra Det Nye Testamente. Så det var altså virkelig Det Gamle Testamente og apostlene, der udgjorde autoriteten i kirkens første 20 til 40 år. Men da de gammeltestamentlige profeters tidsalder er forbi, og da de nytestamentlige apostles tid er forbi, kan vi vide det gennem de skrifter, de har efterladt. Deraf sola scriptura.

Mange har hævdet at have samme autoritet som apostlene, f.eks. paver, men da deres ord har været i modstrid med det, der står i Skriften, og også har været i modstrid med hinanden, var mange af dem bedrageriske.

Hvis nogen skulle bestride, at mange var falske talsmænd for Gud, så bed dem om at begrunde følgende:

Zephyrinus (199-217) var sabellianer og støttede sabellianerne, ifølge Hippolytus

Callistus I (218-222) var sabellianer og støttede sabellianerne, idet han forfalskede sandheden, ifølge Caius og Hippolytus

Stefan VI (896-897): ligsynoden. Han skar fingrene af pave Formosus’ lig. Han blev senere myrdet.

Innocens III banede vejen for de fremtidige pavestater. Fordømte den engelske Magna Carta.

Sergius III (904–911) Marozia var hans elskerinde. Han var angiveligt far til pave Johannes XI

Benedikt IX (1032–1044, 1045, 1047–1048): seksuel umoral. Han solgte pavestolen og abdicerede.

Celestin V (1294–1294 eller 1296–1296) Næsten alle hans officielle handlinger blev annulleret af hans efterfølger, den hensynsløse Bonifatius VIII. Celestin blev myrdet efter sin fratrædelse. Bonifatius beordrede et korstog mod Colonna-familien.

Bonifatius VIII (1294–1303) var involveret i mange krige. Han forfattede pavelig bulle »Unam Sanctam«. Han døde af »bedrøvelse« kort efter sin fængsling.

(Heldigvis) ophævede Benedikt XI (1303–1304) Bonifatius VIII’s pavelig bulle »Unam Sanctam« fra 1302.

Urban VI (1378–1389) sagde, at han ikke hørte nok skrig, da nogle blev tortureret

Sixtus IV (1471–1484) Nepotisme: udnævnte tre nevøer, en grandnevø og en anden slægtning til kardinaler. Pavelig bulle *Exigit Sincerae Devotionis Affectus* for at udbrede den spanske inkvisition til Castilien. Han fik venetianerne til at angribe byen Ferrara for en nevøs skyld. Han solgte embeder og privilegier for penge. Han fremmede læren om den ubesmittede undfangelse. Han bekræftede Nikolaus V’s pavelige buller, der gav portugiserne ret til at gøre ikke-kristne til slaver.

Innocens VIII (1484–1492) Udnævnte Torquemada til inkvisitor. Godkendte afbrænding af hekse i pavens bulle »Summis desiderantes affectibus« (1484)

Alexander VI (1492-1503) nepotisme. Tjente 25.000 dukater ved at give kongen af Ungarn tilladelse til at skille sig fra sin hustru. Tillod Karl VIII af Frankrig at gifte sig med en person, der var forlovet med en anden, fordi Frankrig var mere nyttigt for pavestolen.

Spørgsmål: Hvordan udruster Gud os i Hebr 13:20-21 med alt det gode, der skal til for at gøre hans vilje?

Svar: Når vi tjener Gud, er han i færd med at udruste os til at tjene ham bedre og mere effektivt. Gud udruster os også til at arbejde sammen med andre. Hvis en person slet ikke forsøger at tjene Gud, er der naturligvis ikke behov for yderligere gaver for at tjene ham bedre.

Der er også et andet aspekt her. Det græske ord her, katartizo, kan ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 12, s. 155, også betyde at reparere det, der er brudt. Vi har ikke blot brug for, at Gud giver os gaver og evner til at tjene ham, vi har også brug for, at han fjerner hindringerne, begrænsningerne og snublestenene. Når vi tjener Gud, kan Gud også »rette« os, så vi kan tjene ham bedre.

Gud giver os det, vi har brug for. Det ser dog ud til, at Gud IKKE altid giver den enkelte troende alt, hvad den enkelte troende har brug for. I stedet giver Gud forskellige ting til forskellige mennesker, og den overflod, som den ene troende har, er til det formål at give til en anden, der mangler, så det er kun ved at hjælpe hinanden, at vi hver især får alt det, vi har brug for, som 2. Korintherbrev 8:13-15 lærer os.

Spørgsmål: Hvad fortæller Hebræerbrevet 13:23 os af særligt om Timoteus?

Svar: Selvom ordet for »frigivet« kan betyde at begive sig ud på en rejse, som i Apostlenes Gerninger 13:3; 28:25, betyder det her højst sandsynligt frigivet fra fængsel ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 12, s. 157. The Evangelical Commentary on the Bible, s. 1149, siger også, at dette henviser til Timotheus’ fængsling.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Hebr 13:24 især hilse de hellige i dag?

Svar: I menigheden, på arbejdspladsen og i livet skal du anerkende andre troende og få dem til at føle sig velkomne og blandt venner. Vis, at du oprigtigt holder af dem. Behandl dem retfærdigt, vis, at du elsker dem, og at du gerne vil være sammen med dem. Når alt kommer til alt, hvis du skal være sammen med disse mennesker for evigt i himlen, kan du lige så godt lære dem lidt bedre at kende allerede nu.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at det, vi har i dag, er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Generelt set citerer bibelmanuskripterne og de tidlige kristne forfattere 94 % af Hebræerbrevet fra før år 325 e.Kr. Det er alle undtagen 18,3 vers ud af 303 vers. Se for mere information. Når man ser nærmere på det, er der tre supplerende svar.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Disse 13 forfattere citerede 40,5 % af Hebræerbrevet, idet brøkdele af vers blev talt som brøker. Det er 122,8 ud af i alt 303 vers. Se for alle detaljerne. Her er de for-nikænske forfattere, der henviste til vers i Hebræerbrevet, efterfulgt af senere forfattere.

Klemens af Rom (96–98 e.Kr.) henviser til de 14 vers i Hebræerbrevet, selvom han ikke nævner, at de stammer fra denne bog: Hebræerbrevet 1:3–5,7; 3:2,5; 6:18b; 10:37; 11:5,17,31,37; 12:6; 13:17. Indekset i »Ante-Nicene Fathers«, bind 1, nævner også Hebræerbrevet 12:1, men der er kun én sætning, der går igen.

Barnabasbrevet (ca. 70-130 e.Kr.) kap. 6, s. 141 citerer Hebræerbrevet2:12 (også Salme22:23 ).

»Hermas’ hyrde« (ca. 115–155 e.Kr.), bog 1, vision 4, kap. 10, s. 16, citerer en fjerdedel af Hebræerbrevet 13:17.

Melito af Sardis (170–180 e.Kr.) citerer fra Hebræerbrevet. Tale om Herrens lidelse, kap. 9, s. 760–761

Irenæus (182–188 e.Kr.) henviser seks steder til otte vers i Hebræerbrevet

Irenæus (182–188 e.Kr.) citerer Hebræerbrevet 13:15b som værende af Paulus. Irenæus, fragment 37, s. 575

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) nævner Hebræerbrevet som værende skrevet af Paulus.

Tertullian citerer fra Hebræerbrevet 7:1-3 for at drøfte Kristus og Melkisedek i *Mod alle kætterier*, kap. 8, s. 654.

Tertullian (198–220 e.Kr.) mente, at Hebræerbrevet var skrevet af Barnabas i *Om beskedenhed*, kap. 20, s. 97

Hippolytus har et citat fra Hebræerbrevet 5:23 i *7:21 *: »Herren har svoret og vil ikke ombestemme sig« (5 ud af 23 græske ord). *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 5, kap. 19, s. 69. Det samme findes i *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 5, kap. 22, s. 73.

Origenes (225–254 e.Kr.) citerer Hebræerbrevet 6:7,8 i forbindelse med Hebræerne. *De Principiis*, bog 3, kap. 1.10 (græsk), s. 310

Origenes (225–254 e.Kr.) citerer Hebræerbrevet 1:1,2 som »Paulus siger i Brevet til Hebræerne« i Origenes’ »Kommentar til Johannes«, bog 2, kap. 6, s. 328

Afhandlingen mod Novatian (254–256 e.Kr.) citerer fra Hebræerbrevet som Skriften.

Cyprianus af Karthago henviser til Hebræerbrevet 12:6: »For Herren tugter den, han elsker«, i Brev 7.5, s. 286

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) citerer en del af Hebræerbrevet 10:1 som stammende fra apostlen i *Dialog om den sande tro*, femte del, kapitel 5, s. 153

Methodius (270–311/312 e.Kr.) henviser til Hebræerbrevet 11:10. »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 5, kap. 7, s. 328

Athanasius (318 e.Kr.) citerer Hebræerbrevet 11:3 som stammende fra Paulus. »Ordet blev kød«, kap. 3, s. 37

Athanasius (318 e.Kr.) citerer Hebræerbrevet 2:9 i »Ordet blev kød«, kap. 10, s. 41

Lactantius (ca. 303–320/325 e.Kr.) hentyder til Hebræerbrevet 8:13 om, at Det Gamle Testamente, som Moses gav, ikke var fuldkomment. De guddommelige institutter, bog 4, kap. 20, s. 123

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) citerer hele Hebræerbrevet 13:8 som stammende fra apostlen. »Epistles on the Arian Heresy«, brev 2, kap. 3, s. 298.

Efter Nicæa

Eusebius’ »Kirkehistorie« (323–326 e.Kr.), bog 3, kap. 3, s. 134 (underforstået). Han siger: »Paulus’ fjorten breve er velkendte og ubestridte.« Derefter siger han, at nogle bestrider, om Paulus skrev Hebræerbrevet eller ej. Han siger også i bog 3, kap. 25, s. 155, at Paulus’ breve er hellig skrift. Nicene and Post-Nicene Fathers, anden serie, bind 1, s. 155.

Asterius den sofist (efter 341 e.Kr.)

Aphrahat den Syriske (337–345 e.Kr.) citerer 2. Mosebog 3:6. Select Demonstrations, demonstration 22.2, s. 401

Acacius af Cæsarea (ca. 366 e.Kr.)

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.)

Athanasius (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Nye Testamente i Festbrev 39, s. 552

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Hebræerbrevet som en del af Det Nye Testamente. Det citerer Hebræerbrevet 1:1–2a.

Efraem den Syriske (373 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378 e.Kr.) citerer fra Hebræerbrevet

Faustinus (380 e.Kr.)

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Ambrosiaster (ca. 384 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) citerer Hebræerbrevet på s. 76

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)

Apollinaris af Laodicea (ca. 390 e.Kr.)

Gregor af Nazianzen (330–391 e.Kr.)

Gregor af Elvira (efter 392 e.Kr.)

Amphilochius (før 394 e.Kr.) Iambi ad Seleucum

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) nævner »Brevet til Hebræerne« som værende skrevet af Paulus i »Mod Eunomius«, bog 6, kap. 2, s. 184

Didymus den blinde (398 e.Kr.) citerer Hebræerbrevet 11:10 som værende skrevet af Paulus. Kommentar til Zakarias 12, s. 292–293

Den skismatiske Lucifer fra Cagliari på Sardinien (361–ca. 399 e.Kr.) henviser til Hebræerbrevet 3:6.

Den syriske »Trinbog« (Liber Graduum) (350–400 e.Kr.)

Den syriske katalog over St. Katharina (ca. 400 e.Kr.)

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.) nævner Filemon, Hebræerbrevet, to breve til Timoteus, Titus, Romerbrevet, Galaterbrevet, Filipperbrevet og Efeserbrevet. Panarion, afsnit 3, fra scholion 1 og 5, s. 334

Rufinus (374–406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.) nedskrev 33 prædikener over Hebræerbrevet.

Johannes Chrysostomos (406 e.Kr.) skrev kommentarer til Johannesevangeliet, Romerbrevet, 1. Korintherbrev, 2. Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Kolossenserbrevet, Filipperbrevet, 1. Thessalonikerbrev, 2. Thessalonikerbrev, 1. Timoteusbrev, 2. Timoteusbrev, Titusbrevet, Filemonbrevet og Hebræerbrevet.

Severian (efter 408 e.Kr.)

Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Nye Testamente. Han nævner specifikt hvert af de fire evangelier, Paulus’ breve til de syv menigheder, Hebræerbrevet, Paulus’ breve til Timoteus, Titus og Filemon. Hieronymus diskuterer derefter Apostlenes Gerninger. Derefter diskuterer han de syv breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Endelig diskuterer han Johannes’ Åbenbaring. Brev 53, kap. 9, s. 101–102.

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) henviser til Hebræerbrevet 13:8 som »af apostlen« i »De syv bøger«, bog 5, kap. 6, s. 584, og til Hebræerbrevet 12:22–23 som »af apostlen« i »Den første konference med abbeden Moses«, kap. 14, s. 302

Augustinus af Hippo (388–430 e.Kr.)

Nilus (ca. 430 e.Kr.)

Polychronius (ca. 430 e.Kr.)

Marcus af Eremita (efter 430 e.Kr.)

Kirkemødet i Efesos mod nestorianerne (200 biskopper) (juni-september 431 e.Kr.)

Theodoret af Cyrus (biskop og historiker) (423–458 e.Kr.)

Cyril af Alexandria (444 e.Kr.)

Hesychius af Jerusalem (-450 e.Kr.) henviser til Hebræerbrevet 3:6

Varimadum (445/480 e.Kr.)

Proclus (412–485 e.Kr.)

Makarios/Symeon (4. eller 5. århundrede)

Disse har vi stadig i dag.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at den muratoriske kanon (170–210 e.Kr.) ikke omfattede Jakobsbrevet, Hebræerbrevet, 1. og 2. Petersbrev eller Johannes’ tredje brev.

3. Bevis fra kættere og andre forfattere.

Kætteren Priscillian (385 e.Kr.) henviser til Hebræerbrevet 3:6

Kætteren Pelagius (416–418 e.Kr.)

Nestorius’ *Bazaar of Heracleides* (451/452 e.Kr.) henviser til Hebræerbrevet 3:2

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.) henviser til Hebræerbrevet 7:11 som værende skrevet af den velsignede Paulus. I sin kommentar til Hosea, kap. 24, s. 56, og til Hebræerbrevet 9:13 som værende skrevet af Paulus i forordet til sin kommentar til Jona, s. 187

4. De tidligste håndskrifter, vi har af Hebræerbrevet, viser, at der er små variationer mellem håndskrifterne, men ingen teologisk væsentlige fejl. De fem håndskrifter af Hebræerbrevet frem til Det Første Nikænske Koncil (325 e.Kr.) citerer 93,4 % af Hebræerbrevet. Det er alle undtagen 20 vers ud af i alt 303 vers. Se for alle detaljer.

s. 12 (285-300 e.Kr.) Hebræerbrevet 1:1

Slutningen af det 3. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

Slutningen af det 3. århundrede – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave

p13 (=papyrus Oxyrhynchus 657) indeholder Hebræerbrevet 2:14-5:5; 10:8-22; 10:29-11:13; 11:28b-12:17 (ca. 225-250 e.Kr.). Et fotografi af en del heraf findes i *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, s. 74. På s. 75 står der, at ud af 88 afvigelser er der 71 overensstemmelser og kun 17 uoverensstemmelser mellem p13 og p46.

4. århundrede – 1902–1903 – Grenfell og Hunt ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, s. 73. På s. 17 står der, at Grenfell og Hunt tøvede med at datere NOGET nytestamentligt manuskript til før det 3. århundrede, selvom de nævnte, at håndskriften stammede fra slutningen af det 1. eller det 2. århundrede.

3./4. århundrede, måske første halvdel af det fjerde århundrede – 1968 – *The Text of the New Testament* indeholder også 11:14-28a, men *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, s. 74, angiver, at dette mangler på grund af tabet af en kolonne.

3./4. århundrede – 1975 – Aland et al., tredje udgave

3./4. århundrede – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave

200–250 e.Kr. – andre

(225–250 e.Kr.) – 1999 – *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, s. 73. Comfort og Barrett skriver på s. 73, at der på baggrund af en håndskrift, der ligner Papyrus Oxyrhynchus 852 (175–225 e.Kr.) meget, er mange ligheder med Papyrus Oxyrhynchus 2635 (ca. 200 e.Kr.). Dateringen er dog ikke tidligere end år 225 e.Kr., da den er skrevet på bagsiden af Papyrus 657 (en del af Epitome af Livius’ Historie om Rom), og denne er dateret til det tredje århundrede.

s. 17 Hebr 9:12-19 (slutningen af det 3. århundrede)

4. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

s. 46 Chester Beatty II ca. 200 e.Kr. 300 af de 303 vers (99 %) i Hebræerbrevet. Nærmere bestemt indeholder det Hebræerbrevet 1:1-9:16; 9:18-10:20; 10:22-30; 10:32-13:25 samt andre dele af Paulus’ breve. I bogen *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* findes der et fotografi af en del af p46 på s. 192. Der står desuden på s. 197-198, at kvaliteten og de stichometriske mærker viser, at dette er skrevet af en professionel skriver.

ca. 200 e.Kr. – 1968 – *The Text of the New Testament*.

Ca. 200 e.Kr. – 1975 – Aland et al., tredje udgave

Ca. 200 e.Kr. – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave

s. 114 (= papyrus Oxyrhynchus 4498) Hebræerbrevet 1:7-12 (3. århundrede)

Efter Det Første Nikæa-koncil (325 e.Kr.)

s. 89 Hebræerbrevet 6:7-9,15-17 (4. århundrede)

Cyril af Jerusalem 386 e.Kr. Chrysostomos 407 e.Kr.

Vaticanus (325-350 e.Kr.) indeholder hele Hebræerbrevet undtagen Hebræerbrevet 9:14-13:25 ifølge Gospel Parallels.

Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) og Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Hebræerbrevet.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4.

Fayyumisk koptisk [Fay] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Peshitta-syrisk [Syr P] 375–400 e.Kr.

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Bezae Cantabrigiensis [D] 5. eller 6. århundrede

Washington 5. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

s. 116 (= papyrus Vindobonensis G 42417 (Wien)) Hebræerbrevet 2:9-11; 3:3-6 (6. århundrede)

Wolfenbüttel, 6. århundrede

s. 79 Hebræerbrevet 10:10-12,28-30 (7. århundrede)

Se for mere om tidlige manuskripter af Hebræerbrevet.