Spørgsmål: Hvem var den første, der systematisk besvarede spørgsmål om Bibelen?
Svar: Den tidligste forfatter, jeg har fundet, er Philo, den alexandrinske jøde. Vi ved ikke præcist, hvornår han skrev, men han var en del af en delegation til kejser Caligula i år 38-40 e.Kr. Det formodes, at han døde omkring år 50 e.Kr. Philo skrev Spørgsmål og svar om Første Mosebog, del 1, 2 og 3, hvor han besvarer 244 spørgsmål om Første Mosebog.
Blandt de tidlige kristne besvarede mange enkelte spørgsmål om Bibelen. Men den første, jeg har fundet, der udelukkende skrev om spørgsmål og svar, er Eusebius af Cæsarea (313–339/340 e.Kr.), som forfattede to værker. Det første hedder »Evangeliespørgsmål og -løsninger rettet til Stephanus«, som også bærer titlen »Spørgsmål og løsninger om vor Frelsers slægtsregister«, og det andet hedder »Evangeliespørgsmål og -løsninger rettet til Marinus«. De to værker kaldes tilsammen »Spørgsmål og svar om evangelierne«. Derudover skrev Eusebius en tilbagevisning af de påståede modsigelser, som Hierokles havde fremført; han var en nyplatonisk filosof og romersk guvernør i Bithynien og senere i Egypten, der under Diokletian forfulgte de kristne voldsomt.
Derefter skrev Ambrosiaster »Spørgsmål om Det Gamle og Det Nye Testamente« (på latin) ca. 384 e.Kr.
Se »Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series«, bind 1, s. 32, 38-39 for yderligere oplysninger.
Spørgsmål: Er kristendommen en religion?
Svar: Kristendommen kan med rette kaldes en religion, som det også står i Jakob 1:27, fordi den taler om Gud, hvordan vi bør leve, og hvad der sker, når man dør. Det ville dog være ufuldstændigt at sige, at kristendommen blot er en religion. Den er Guds måde at forvandle vores liv på og give os tilgivelse, så vi kan leve sammen med Ham for evigt.
Vi må erkende Guds hellighed, majestæt, kærlighed, retfærdighed og magt. Vi må forstå, hvordan vi på grund af vores synder har svigtet Guds retfærdighedsstandard. Der er ingen vej til himlen undtagen gennem den gratis gave, som Jesu offer på korset for vores synder udgør. For at blive født på ny må vi tage imod denne gave fra Gud og overgive hele vores liv til ham.
Islam, jødedommen og hinduismen lover ikke, at man bliver »født på ny« gennem en forvandling til et Guds barn.
Spørgsmål: Hvad hvis jeg ikke tror på, at der findes en Gud?
Svar: Ved afslutningen af et møde blev den berømte evangelist D.L. Moody antastet af en mand, der sagde: »Hr. Moody, jeg er ateist.« Her er en omskrivning af, hvad Moody sagde til ham.
Lad mig spørge dig: Af al den information, der findes i universet, hvor meget information tror du, at menneskene kender til?
Manden sagde måske 10 %. (Det var ret generøst, men Moody pressede ikke på.)
Moody fortsatte: »Af al den viden, som mennesker har, hvor stor en procentdel kender De?«
Manden svarede: »Måske 20 %.«
Moody sagde derefter: »Ud af de 80 % af den menneskelige viden, du ikke kender, og de yderligere 90 %, som ingen mennesker kender, tror du så, at der er nogen mulighed for, at der måske findes en Gud?«
Manden sagde, at det var muligt.
Moody sagde derefter: »Okay, så er du ikke ateist; du er agnostiker.«
Moody spurgte ham derefter: »Hvis der virkelig var en Gud derude, som elskede dig og skabte en himmel til mennesker, ville du så være interesseret i at lære mere om ham?«
Manden sagde: »Hvis der var, så ja, selvfølgelig.«
Moody svarede: »Okay, så er du ikke agnostiker, du er en søgende.«
Moody sagde derefter: »Hvis der fandtes et brev, der angiveligt var skrevet af denne Gud, ville du så være interesseret i at se det?«
Manden sagde: »Selvfølgelig!«
Moody sagde: »Her er Johannesevangeliet i Bibelen. Hvorfor tager du det ikke med hjem og læser det!«
Lad os se lidt nærmere på disse tre »stadier«.
Fra ateist til agnostiker: Den berømte videnskabsmand Isaac Newton havde engang en smuk, indviklet, mekanisk model af solsystemet. En af hans venner, der var ateist, kom på besøg. Han beundrede modellen meget og spurgte Newton, hvem der havde lavet den. Newton svarede, at ingen havde lavet den; den havde bare skabt sig selv. Vennen spurgte igen, og Newton gentog sit svar. Vennen begyndte at blive vred, da Newton spurgte ham: »Hvis du ikke kan tro på, at noget så simpelt som dette har skabt sig selv, hvordan kan du så tro på, at universet kunne skabe sig selv?«
Der findes et berømt filosofisk argument for Guds eksistens, kaldet det kosmologiske argument. Det siger, at alt, der er skabt, havde en årsag til sin skabelse. Ting kan ganske vist forårsage andre ting, men da der i det mindste findes én skabt ting, måtte der være en første årsag, som selv var uden årsag, for man kan ikke få noget ud af ingenting. Dette beviser dog ikke, at kristendommen er sand, eller at den første årsag var personlig, men alle må tro på en første årsag.
Men er den første årsag intelligent? Uanset hvad de siger, tror selv ateister på »gud«. Hvis man definerer »gud« som det, der er evigt, uden begyndelse og almægtigt, så tror selv den mest snæversynede ateist på »gud«. Det er bare, at de kalder deres gud for »tilfældighed«. Hvad er så mest rimeligt at tro på? At den forbløffende balance, orden og skønhed i universet er resultatet af et intelligent design, eller at det kun var tilfældighed? Hvis de fysiske konstanter havde været bare en smule anderledes, ville der ikke findes atomer; vand ville ikke have et tilstrækkeligt stort flydepunkt til, at liv på jorden kunne eksistere, dyr ville ikke kunne trække vejret, og jorden ville ikke være i stand til at understøtte organisk liv. Er det rimeligt at tro, at hele vores liv og eksistens er et kosmisk »uheld«? Nej, der må være nogen derude.
Fra agnostiker til søgende: Den geniale franske videnskabsmand Blaise Pascal havde et berømt udsagn kaldet »Pascals væddemål«. Det er en slags tungebrækker, der lyder således: »At tro på Gud indebærer en stor potentiel gevinst og intet potentielt tab. Ikke at tro på Gud indebærer et stort potentielt tab og ingen potentiel gevinst. En stor potentiel gevinst uden noget potentielt tab er bedre end et stort potentielt tab uden nogen potentiel gevinst. Derfor er det bedre at tro på Gud end ikke at tro på Gud.” Hans pointe er stadig gyldig i dag, selvom man ikke kan sige det så hurtigt.
Hvis Gud nu ønskede at skjule sig selv og ikke åbenbare sig for mennesket, kunne han ganske vist gøre det. Men hvis Gud åbenbarede sig, hvordan kunne han så gøre det? Han kunne efterlade spor i naturen. Han kunne tale til enkeltpersoner, som ville være hans talsmænd. På den anden side kunne en bedrager også have talsmænd. Så ville Gud »bekræfte« sine talsmænd ved at lade dem forudsige fremtiden nøjagtigt og udføre mirakler. Endelig kunne han komme selv. Hvis han kom i al sin herlighed, ville vores hud måske blive blæst væk af den blændende lysstyrke. Men hvis han er den Almægtige, kunne han finde en måde at komme på, hvor han lagde det meste af sin herlighed til side, så vi kunne holde ud at se ham og alligevel forstå ham som Gud. Hvordan kunne Gud kommunikere med os? Jeg tror, han gjorde alt det ovenstående.
Hvis Gud skulle komme til jorden, ikke i så stor herlighed, at alt blev ødelagt, men med tilstrækkelig kraft til at udføre mirakler, forudsige fremtiden og undervise i store ting, ville det så tilfredsstille dig? Hvis Gud skulle gøre det, hvor mange gange ville Han så være nødt til at komme for at overbevise dig? Én gang var nok for mig. Beviset på opfyldte profetier, det ubestridelige faktum om opstandelsen og apostlenes vidnesbyrd – hvoraf elleve gav deres liv ved at dø for Kristus – er nok for mig. Hvad med dig?
Spørgsmål: Hvordan kan jeg tro på, at Bibelen er Guds ord, når den ligner enhver anden religiøs bog?
Svar: Benjamin Franklin, der altid var eksperimenteren, foretog engang et forsøg med Bibelen. Da han var ved det franske hof, hørte Franklin nogle franske aristokrater tale nedsættende om Bibelen, så her er, hvad han gjorde. Franklin skrev historien om Ruth ned i sin egen håndskrift og ændrede alle navnene til franske. Derefter læste han historien op for aristokraterne. De spurgte ham: »Men hvor har De fundet denne litterære perle, Monsieur Franklin?« Franklin svarede: »Den stammer fra den bog, I foragter så meget, la sainte [Den Hellige] Bibel!« (Dette er ifølge Believer’s Bible Commentary, s. 287-288.)
Hvis Gud skulle åbenbare sig for mennesker, hvordan ville han så gøre det? Han ville ikke behøve at vente, indtil menneskene trådte ind i en videnskabelig tidsalder, for sandhederne om ham selv og om, hvad de bør gøre, ville være gældende for alle tider. Han kunne give nogle profetier om fremtiden, lade sine særlige budbringere udføre mirakler og lære os de højeste etiske standarder. Hvis en sådan bog fandtes, ville du så have lyst til at læse den? En sådan bog findes, og det er Bibelen.
Man skulle tro, at Gud ville vide, hvordan man sikrer succes, så bogen ikke gik tabt, men blev udgivet i stort oplag. Der er ikke mange religiøse bøger, der er udgivet i stort oplag, og som hævder at stamme fra Gud: de eneste, der har en tilhængerskare ud over Bibelen, er Koranen, Vedaerne, Mahabharata, herunder Bhagavad Gita, Upanishaderne og Tripitaka. Vi vil gerne opfordre dig til at sammenligne Bibelens lære med disse når som helst.
For eksempel står der i Koranen, sura 4:34, at hvis en hustru fortsat ikke adlyder sin mand, skal manden »slå« eller »piske« sin hustru. Det arabiske ord her betyder ikke at give et let slag; det er det samme ord, der bruges om at slå en voldelig forbryder eller en kamel. Hvis en hustru er god, men en mand er forsømmelig, siger Koranen aldrig, at hustruen skal slå sin mand eller finde sin far, bror eller en anden mand til at slå sin mand. Sura 18:85-86 fortæller, at en mand fulgte den nedgående sol og opdagede, at den gik ned i vandet i en mudret kilde. Nu ved vi, at solen ikke går ned i en mudret kilde.
»Mine sønner dræber deres fjender, og min datter er kejserinde, og jeg er fuldstændig sejrende. Min stemme er den højeste i min mands ører. Det offer, som Indra bragte og derved blev herlig og suveræn, det er, hvad jeg har bragt for jer, o guder. Jeg er sandelig blevet uden rivaliserende hustruer. Uden rivaliserende hustruer, dræber af rivaliserende hustruer, sejrende og fremtrædende, har jeg tilegnet mig de andre kvinders tiltrækning, som var det flygtige kvinders rigdom.” Rigveda 10.159.3-5. Grundlaget for kastesystemet, der forhindrer mennesker fra lavere kaster (generelt med mørkere hudfarve) i at indtage højere stillinger, stammer også fra Rig Veda 10.90.11-12, s. 31.
Ligesom Rig Veda støtter også Bhagavad Gita det indiske kastesystem med adskillelse. »O søn af Prtha [Arjuna], de, der søger tilflugt hos Mig [Krishna], selvom de er af lavere herkomst – kvinder, vaisyaer [købmænd] og sudraer [arbejdere] – kan nå det højeste mål. Hvor meget mere gælder dette da for de retfærdige brahmaner, de hengivne og de hellige konger. Derfor, når I er kommet til denne midlertidige, elendige verden, så hengiv jer til kærlig tjeneste for mig.” Bhagavad Gita 9.32-33, s. 497-498.
Katha Upanishad, s. 19, fortæller os noget om naturen af den hinduistiske »Gud« Brahman: »For ham [Brahman] er brahmanerne og kshatriyaerne blot føde, og selve døden er krydderiet [dvs. krydderiet].« Upanishaderne lærer, at menneskets mål er at miste al kærlighed, omsorg og individualitet, idet disse genoptages i den kosmiske flamme.
Tripitaka har måske »mere afdæmpede« læresætninger, men buddhismen lærer også, at alt liv er lidelse, og at mennesker bør flygte til et sted, hvor der hverken er kærlighed eller had, glæde eller sorg og ingen individualitet.
Så før du siger, at Bibelen er ligesom enhver anden bog, så læs 1. Korintherbrev 13, Bjergprædikenen og især den sidste uge af Jesu liv i evangelierne, og se selv.
Spørgsmål: Kommer man ikke i himlen, hvis man blot er et godt menneske?
Svar: Ligesom du og din bofælle kan fastsætte reglerne i jeres egen lejlighed, kan Gud fastsætte reglerne for sit hus. Hvis en fremmed, men venlig hund kommer til min dør, som ikke er renlig og vil gøre sine behov eller kaste op på min seng, kommer den ikke ind i mit hus. (Og det gælder også for mennesker.)
Faktisk ville man komme i himlen, hvis man er et godt menneske, men hvor god skal man egentlig være? Guds standard for sit perfekte sted er fuldkommenhed, og ifølge ham står der i Romerbrevet 3, at ingen lever op til den. Endnu værre er det, at vi er underlagt dommen for de synder, vi allerede har begået. Nå, faktisk er der én ”mand”, der er perfekt nok. Det er Jesus Kristus. Selvom han ikke behøvede det, valgte han at dø i vores sted. Hvis vi tager imod hans gratis gave, og hvis vi er villige til at underkaste vores liv Guds proces med at gøre os hellige, perfekte og acceptable for ham (med andre ord, ”renlige til himlen”), så vil vi blive budt velkommen i himlen.
Spørgsmål: Hvordan ved du, at din vej er den rigtige?
Svar: Først og fremmest er det ikke »min« vej, det er Jesu vej. Vis mig en anden, om hvem der blev fremsat over 200 profetier og forudsigelser, før han blev født, og vis mig en anden, der opstod fra de døde, så kan du også overveje deres vej.
Du ved, nogle af profetierne var utroligt detaljerede, såsom den i Daniel 9 om det tidspunkt, hvor Messias ville dø. Andre er utrolige, såsom at han blev kaldt »Gud med os« eller blev født af en jomfru (parthenos på græsk) i Esajas. Så hvis jeg laver en liste over alle de mennesker, der blev født i Betlehem, døde omkring år 32-33 e.Kr., om hvem det blev hævdet, at de var født af en jomfru, og at de var Gud, og jeg går listen igennem og ser, hvor mange af dem der udførte mirakler og opstod fra de døde, har jeg kun én kandidat. Hvem ellers har de rette forudsætninger?
Spørgsmål: Hvordan kan Gud være kærlig og samtidig tillade alt det, der foregår i verden?
Svar: Selvom verden oprindeligt var god, må man ikke glemme, at vi i dag lever i en faldet verden. Ingen er god i forhold til Guds standard, men ofte sker der dårlige ting for mennesker, der fortjener det mindre end andre, som tilsyneladende slipper godt fra det.
Dette synes at gøre livet uretfærdigt – i hvert fald hvis det jordiske liv var alt, hvad der findes. En tidligere klummeskribent for Scientific American, en teist ved navn Martin Gardner, fremsatte et dybsindigt synspunkt i sin bog *The Whys of a Philosophical Scrivener*. Han sagde, at hvis man tror på retfærdighed (og det gjorde han), så må man tro på et liv efter døden. Med andre ord er livet på denne jord så uretfærdigt, at hvis alle skal få retfærdighed, må der være et tidspunkt efter døden, hvor retfærdigheden sker fyldest. Kristne kalder dette dommedag. Århundreder forinden fremsatte Lactantius (ca. 303–325 e.Kr.) næsten det samme synspunkt i *The Divine Institutes*, bog 6, kap. 9, s. 171–172.
Verden er langt fra et ideelt sted, men hvis den var ideel, hvordan ville den så se ud? Der ville ikke ske noget ondt for nogen, og ingen ville blive syge eller dø. Selvom alle ville have den frie vilje til at gøre, hvad de ville, ville alle enstemmigt vælge at elske Gud og deres medmennesker. Jeg tror på denne ideelle verden, kaldet himlen. Jordens kvaler fortæller os, at vi ikke skal føle os for godt tilpas her, men Romerbrevet 8:18 og 1. Petersbrev 1:6–9 minder os om, at lidelserne i dette liv er intet i sammenligning med glæderne i det kommende liv for Guds folk. Jorden er ikke den bedste af alle mulige verdener, men den er måske den bedste vej til den bedste af alle mulige verdener: himlen.
Spørgsmål: I betragtning af at Gud både har stor kærlighed og stor vrede, hvordan skal vi så forstå helvede og ildsøen?
Svar: Vi kan tænke på straffen efter døden ud fra seks komplementære metaforer: en forudbestemt skæbne, en kosmisk losseplads, en dom, en karantæne, uendelig vækst og en tidsforvrængning af ødelæggelse.
En forudbestemt skæbne: Betragt helvede fra en ond persons perspektiv: Forestil dig, at Hitler befinder sig i himlen uden nogensinde at have angret det, han gjorde. Forestil dig, at millioner af mennesker mod deres vilje tvinges til at leve sammen med en hellig Gud for evigt. Kan du overhovedet forestille dig det? Det kan jeg ikke. Jeg tror snarere, at hvis nogen til sidst siger, at de ikke ønsker at elske, tjene og tilbede Gud for evigt, så siger Gud modvilligt: »Okay«. Gud vil skabe et særskilt univers kun for dem, og de kan gøre, hvad de vil, i det univers. Dette univers kalder vi helvede. Naturligvis er Gud kilden til al kærlighed og godhed, og de vil ikke opleve disse ting der. De har måske tidligere venner med sig i helvede, men uden kærligheden vil de ikke længere være deres venner. Der er ikke kun mennesker i det univers. Dæmoner og andre vil være der sammen med dem. Så en person i helvede har ikke direkte valgt helvedes lidelser, men vedkommende valgte den vej, hvor man afviser Gud, og som førte vedkommende til sin skæbne.
En losseplads: Et af de mest almindelige ord, Jesus brugte for »helvede«, er Gehenna. Gehenna var faktisk lossepladsen uden for Jerusalem. Man stablede affaldet derude, og når det blev højt nok til at stinke, og der var nok rotter og andre dyr, brændte man det. Helvede kan opfattes som en kosmisk losseplads for dem, der vælger at være uegnede til at være sammen med Gud i himlen.
En dom: Vi bør ikke udøve grusomhed mod nogen skabninger, men grusomhed mod en myre er noget andet end grusomhed mod en hund eller et menneske. I lovgivningen er det at myrde en borger noget andet end at myrde en præsident eller en konge. Med andre ord måles syndens alvor delvist ud fra, hvem eller hvad man synder imod. Så ville synder mod den allerhelligste Gud være langt, langt mere alvorlige end synder mod andre.
En karantæne: I mit hus ønsker jeg at holde det, der er urent og forårsager sygdom, ude. Jeg har ret til at nægte adgang til dem, der ønsker at skade min familie. Hvis jeg mener, at jeg har den ret, har Gud da ikke den samme ret til sit hus?
Uendelig vækst: Forestil dig, at nogen har en synd i dette liv, såsom grådighed eller begær. Forestil dig, at lysten til denne synd vokser med 0,01 % om året. Forestil dig nu, at personen har været i helvede i en million år og har den sikre viden om, at den syndige lyst aldrig kan tilfredsstilles.
En tidsforvrængning af ødelæggelse: Bibelen giver antydninger om, at tiden hos Gud i himlen ikke er den samme, som vi oplever tiden på jorden (2. Pet. 3:8; Sal. 90:4; Tit. 1:2; muligvis Åb. 10:6). Tiden i livet efter døden kan generelt være væsentligt anderledes. Bibelen taler om røgen fra deres pine og Ildsøen som værende evig, men den taler også om »at gå til grunde« og »ødelæggelse«. I betragtning af at Gud gav os evige sjæle, og at Han gav os den alvorlige evne til at vælge at være adskilt fra Ham for evigt, har nogle evangelikale måske set en barmhjertig formildelse af syndens uendelighed. Ødelæggelse behøver ikke at betyde udslettelse (hvilket strider mod evig straf), men snarere et asymmetrisk tab af bevidsthed eller fornuft.
Nogle af disse tidligere metaforer er ikke ment som bibelske definitioner af, hvordan Ildsøen skal være, men snarere som ikke-ubibelske beskrivelser af, hvordan den måske kan være.
Spørgsmål: Hvordan kan jeg tro på mirakler?
Svar: Og folk sagde også, at brødrene Wright aldrig ville kunne flyve. Det var »helt sikkert«, at mennesket aldrig kunne overvinde tyngdekraften, og alligevel skete det. Forskere hævdede også, at atomet aldrig kunne spaltes, og at tiden var konstant for alting. Vi kan more os over fortidens forskeres dogmatiske fejltagelser uden overhovedet at ane, at fremtidige generationer måske vil more sig over vores videnskabs fejltagelser.
Desuden: Når Skaberen har skabt alle naturlovene, hvordan kan du så være så sikker på, at Han ikke kan tilsidesætte naturlovene med større lethed end selv brødrene Wright? Forestil dig et øjeblik, at du kunne observere og kommunikere med væsener i et todimensionelt univers. Du ville fortælle dem nogle »mirakuløse ting«, såsom at du kunne se deres inderside og yderside på samme tid. Du kunne »se« rundt om hjørner, og du kunne få ting til at dukke op og forsvinde (blot ved at flytte dem ind i eller ud af planet). Hvis de bad om at se dig, kunne du stikke tre fingre ind i deres plan, og de kunne observere, at du lignede tre cirkler. Jeg er sikker på, at også de ville have folk, der videnskabeligt ville hævde, at du var umulig. Så kan vi virkelig være så sikre på, at vores primitive viden omfatter alt, hvad der findes?
Hvis du har studeret enten kemi eller fysik, så overvej dette. I lyset af det, vi ved om kvantemekanik og statistisk mekanik inden for kemi, ville der, hvis nogen ikke havde andre særlige kræfter end evnen til at få noget til at ske, der allerede var statistisk muligt, være få mirakler i Bibelen, der ikke kunne udføres (udover at forudsige fremtiden).
Nogen vil måske sige, at hvis et mirakel skal overbevise dem, må det være et virkelig stort mirakel. Hvad med de dødes opstandelse? Se det næste spørgsmål for mere om det.
Spørgsmål: Er Jesu opstandelse ikke bare en mytisk historie?
Svar: Nej. Nogle mennesker tror i dag på flyvende tallerkener; andre mener, at menneskets landing på månen var en myte. Nogle tror på astrologi og tarotkort; andre mener, at vores kærlighed, respekt og alt det, der giver vores liv mening, ikke er andet end kemiske reaktioner, der skyldes et tilfældigt »uheld«. Så mærkelige som nogle af nutidens overbevisninger end er, er det et tegn på, at der er noget galt her. Det, der er galt, er, at alt for få mennesker stiller det enkle spørgsmål: »Hvor er beviserne?« Selv når det gælder ting, der ikke kan verificeres gennem videnskabelige eksperimenter, såsom historie, bør vi stadig spørge: »Hvor er beviserne?« ved at se på øjenvidneberetninger og den slags beviser, man ville fremlægge i en retssal. Så hvis du beder om at se »beviser« for Jesu fysiske opstandelse, er det et rimeligt spørgsmål at stille.
Vi har fire forskellige bevislinjer. For det første har vi vidnesbyrdene fra evangelieskriverne og fra Paulus, som så Jesus i et syn og kendte til over 500 mennesker, der var vidner til Jesus efter hans opstandelse (1. Korintherbrev 15:5-7).
En anden bevislinje, som mange mennesker ikke er klar over, er de ikke-kristne vidnesbyrd om Kristus. Den romerske historiker Suetonius (120 e.Kr.) skrev om en »Chrestus«, der ophidsede jøderne i Rom. (Selvom Chrestus ikke var et usædvanligt navn, kender vi ikke til nogen ved navn Chrestus, der fik jøderne i Rom til at blive ophidsede, bortset fra Jesus Kristus.) Den palæstinensiske historiker Thallus skrev om mørket, der lå over landet på det tidspunkt. Den romerske historiker Tacitus nævner også »Christus«, som blev dræbt under Pontius Pilatus. Der findes et brev fra en mand ved navn Mara bar-Serapion, der skrev til sin søn omkring år 73 e.Kr. Han opfordrer ham til at efterligne historiens vise mænd, såsom Sokrates, Pythagoras og den vise konge, som jøderne henrettede. Josefus var en jødisk historiker, der skrev om både Jesus og hans bror Jakob. De jødiske Talmuder nævner også Jesus som en magiker. Jesus nævnes i Den babylonske Talmud, Tol’doth Yeshu, Amoraen ’Ulla’, Yeb. IV 3 og Baraita. Lucian af Samosata, en satiriker fra det 2. århundrede, skrev om Kristus som korsfæstet i Palæstina. Han sagde også, at Kristus lærte, at alle mennesker var brødre, og opfordrede til at vende sig bort fra de græske guder. Plinius den Yngre, en guvernør i Bithynien, spurgte i et brev til kejseren fra år 112 e.Kr., hvordan man skulle behandle de kristne, og han beskrev kort deres tro, herunder at Jesus var en Gud. Flegon fra Karien skrev i år 137 e.Kr. også om et stort mørke, der sænkede sig over landet i år 33 e.Kr. (Han nævnte dog ikke Kristus.)
En tredje gruppe vidner består af kristne, der skrev om deres tro. Clemens af Rom, der skrev et brev til korinterne, som vi kan datere temmelig præcist til 96-98 e.Kr., taler udførligt om Kristus og Paulus. Ignatius, der døde senest i 116 e.Kr., skrev mange breve. Polykarp, der døde ca. 163 e.Kr., var en anden kristen martyr og discipel af apostlen Johannes. Papias, der blev martyr omkring år 156 e.Kr., Theofilus af Antiokia, der døde enten i år 181 eller 188 e.Kr., Justin, der blev martyr i år 165 e.Kr., Irenæus (182–188 e.Kr.), Clemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.), Tertullian (198–220 e.Kr.) og Hippolytus, der døde i 235/6 e.Kr., skrev også udførligt om Kristus. Didache (eller De hellige apostles lære) var en anonym kirkehåndbog, skrevet ca. 60–120 e.Kr. Tatian (ca. 172 e.Kr.) var en kristen, der blev enkratitisk gnostiker, og som skrev en harmonisering af evangelierne kaldet Diatessaron. Hvis hvert eneste eksemplar af evangelierne blev ødelagt, ville vi stadig have alle eller dele af ca. 79 % af versene i evangelierne alene fra Diatessaron.
Et fjerde bevis er den kristne kirke selv. Det anslås, at omkring 40.000 kristne blev martyrer, før kristendommen blev den officielle religion i Romerriget. Hvis alle de tidlige kristne, inklusive apostlene, ikke blot døde for noget, de vidste var en løgn, men også modigt rejste rundt i den kendte verden og forkyndte det, de vidste var en løgn, med en sådan entusiasme, at de grundlagde verdens største religion, så er dette »mirakel« ifølge skeptikerne næsten lige så stort som miraklerne i Bibelen.
Med alle de ovenstående beviser er der blot ét spørgsmål tilbage. Når folk fortæller dig, at Jesu opstandelse blot er en myte, så spørg dem: »Hvor er jeres beviser?«
Spørgsmål: Hvad er miraklerne i Bibelen?
Svar: Der er et stort antal mirakler: selv hvis man ikke medregner profetier og Guds indgriben gennem naturlige midler. Her er miraklerne (herunder guddommelige møder) i Bibelen.
Mirakler, der fandt sted i Første Mosebog
Skabelsen af himlen og jorden. 1 Mos 1
Skabelsen af Edens have. 1 Mos 2
Noas syndflod. 1 Mos 7-8
Babels tårn og sprogforvirringen. 1 Mos 11:7-9
Sending af sygdomme over Farao og hans husstand på grund af Sarai. 1 Mos 12:17
Gud viser sig for Abraham i skikkelse af tre besøgende. 1 Mos 18
Sodoma og Gomorra ødelægges. 1 Mos 19:1-29
Isaks fødsel hos Sara, en ældre, ufrugtbar kvinde. 1. Mosebog 21:1-2
Gud kaldte Hagar til at finde en brønd. 1 Mos 21:17-19
En engel kaldte på Abraham og skaffede en vædder i stedet for Isak. 1 Mos 22:12-13
Abrahams tjener fandt straks en hustru til Isak (guddommelig forordning). 1. Mosebog 24:12-16
Mirakler, der fandt sted i 2. Mosebog
Faraos datter fandt den lille Moses (guddommelig forudbestemmelse). 2 Mos 2:5-6
Moses og den brændende busk. 2 Mos 3:2-6
Moses’ stav og hans spedalske hånd. 2 Mos 4:2-7
Arons stav blev til en slange. 2 Mos 7:8-10
Egypternes stave blev til slanger, men Arons stav åd dem op. 2 Mos 7:11-12
Blodplagen. 2 Mos 7:19-22
Frøplagen. 2 Mos 8:6-7
Myggeplagen. 2 Mos 8:17-18
Flueplagen. 2 Mos 8:24
Pesten med døende husdyr. 2 Mos 9:6-7
Haglplagen. 2 Mos 9:23-25
Græshoppeplagen. 2 Mos 10:12-15
Mørkets plage. 2 Mos 10:22-23
Påsken. 2 Mos 12:29-30
Skyen og ildsøjlen. 2 Mos 13:21-22
Krydsning af Det Røde Hav. 2 Mos 14:21-31
Vandet blev gjort sødt ved Mara. 2 Mos 15:25
Forsyning med vagtler og manna. 2 Mos 16:13-15; 4 Mos 11:4-9
Vand fra klippen ved Massa. 2 Mos 17:1-7; 4 Mos 20:11
Israelitterne besejrede amalekitterne, så længe Moses holdt hænderne løftet. 2 Mos 17:11
Herren steg ned på Sinai-bjerget, som så ud til at stå i flammer. 2 Mos 19:20
Folket blev ramt af en pest på grund af guldkalven. 2 Mos 32:35
Moses' strålende ansigt. 2 Mos 34:29-30
Mirakler, der fandt sted i Tredje Mosebog
Nadab og Abihu døde, fordi de bragte uautoriseret ild frem for Herren. 3. Mosebog 10:1-2
Mirakler, der fandt sted i 4. Mosebog
Ild fra Herren. 4. Mosebog 11:1
4. Mosebog 11:4-9 er allerede nævnt sammen med 2. Mosebog 16:13-15
Mirjam fik midlertidigt spedalskhed. 4. Mosebog 12:10-14
4. Mosebog 20:11, allerede nævnt i 2. Mosebog 17:1-7
Bileams æsel. 4. Mosebog 22:22-32
Pest mod israelitterne. 4. Mosebog 25:8-9
Mirakler, der fandt sted i Femte Mosebog
Moses var stærk og havde stadig godt syn lige før han døde i en alder af 120 år. Femte Mosebog 34:7
Mirakler, der fandt sted i Josva
Krydsningen af Jordanfloden. Josva 3:15-17
Jerikos mure falder. Josva 6:20-21
Hagl og solen står stille under kampen mod de sydlige kanaanitiske konger. Josva 10:11-14
Mirakler, der fandt sted i Dommerbogen
Gideons uld. Dommerbogen 6:36-40
Samsons ufrugtbare mor og far så en engel og fik Samson. Dommerbogen 13:2-6
Samsons styrke. Dommerbogen 14:5-16:20
Mirakel, der fandt sted i Rut
Rut valgte at arbejde på Boas' mark (guddommelig bestemmelse). Rut 2:3,19-20
Mirakler, der skete i 1. Samuelsbog
Hanna var barnløs, men fødte Samuel. 1. Samuelsbog 1:3,17
Da filisterne havde arken, faldt deres afgudsbillede om, og de blev ramt af svulster. 1. Samuelsbog 5
Gud dræbte 70 mænd fra Bet-Sjemesj, der kiggede ind i arken. 1. Samuelsbog 6:19
Saul kom tilfældigt og uvidende ind i den hule, hvor David gemte sig. (guddommelig forudbestemmelse) 1. Samuelsbog 24:3-4
Mirakler, der fandt sted i 2. Samuel
Uzza blev dræbt, da han rakte ud for at støtte arken. 2. Samuel 6:6-7
Herren sendte en pest, fordi David talte de stridbare mænd. 2. Samuel 24:15-16
Mirakler, der fandt sted i 1. Kongebog
Herren viste sig to gange for Salomo. 1. Kongebog 3:5; 9:2
Tørke forudsagt af Elias. 1. Kongebog 17:1-6
Krukken med mel og kanden med olie, der aldrig løb tør for enken i Sarepta. 1. Kongebog 17:7-14
Elia opvakte den døde dreng hos enken i Sarepta. 1. Kongebog 17:17-24
Elia og Baals profeter på Karmelbjerget. 1. Kongebog 18:38
Gud forsyner Elia på overnaturlig vis bagefter. 1. Kongebog 19:1-9
Herren viste sig for Elia. 1. Kongebog 19:9-13
Mirakler, der fandt sted i 2. Kongebog
Gud sendte ild for at dræbe soldaterne, der var sendt ud for at fange Elia. 2. Kongebog 1:9-12
Elia stiger op til himlen i en hvirvelvind. 2. Kongebog 2:11-12
Jordanfloden deler sig for Elisa. 2. Kongebog 2:13-14
Elisa og helbredelsen af vandet. 2. Kongebog 2:19-22
En bjørn angriber 42 unge, der håner Elisa. 2. Kongebog 2:23-25
Enkenes olie. 2. Kongebog 4:1-7
Elisa vækker den sunamitiske kvindes søn fra de døde. 2. Kongebog 4:8-37
Elisa fjerner gift fra maden i en gryde. 2. Kongebog 4:38-41
Elisa mætter 100 mænd med 20 brød af byg. 2. Kongebog 4:42-44
Elisa helbreder den syriske Naaman for spedalskhed. Gehazi bliver ramt af spedalskhed. 2. Kongebog 5:1-27
Et øksehoved af jern flyder. 2. Kongebog 6:1-7
Elisa fanger arameerne. 2. Kongebog 6:8-20
Den arameiske hær trækker sig tilbage, efter at den har hørt stridsvogne og heste. 2. Kongebog 7:5-8
185.000 assyrere dræbes under belejringen af Jerusalem. 2. Kongebog 19:35-36; 2. Krønikebog 32:21; Esajas 37:21-37
Mirakler, der fandt sted i 1 Krønikebog
Uzza blev dræbt, efter at han havde rørt ved arken. 1 Krønikebog 13:9-10
Lyden af marcherende tropper i toppen af balsamtræerne. 1 Krønikebog 14:15
Pest over Israel efter folketællingen. 1 Krønikebog 21:14-15
Mirakler, der fandt sted i 2. Krønikebog
Moabitterne og edomitterne kæmper mod hinanden i stedet for mod Israel. 2. Krønikebog 20:22-23
Kong Uzzia bliver spedalsk efter at have ofret præstens offer. 2 Krønikebog 26:20-21
Se 2. Kongebog 19:35-36; 2. Krønikebog 32:21; Esajas 37:21-37 om den assyriske hærs tilintetgørelse.
Der skete ingen mirakler i Esra til og med Høj sangen
Mirakler, der fandt sted i Esajas
(Syn og fremtidige mirakler er ikke medtaget her.)
Se 2. Kongebog 19:35-36; 2. Krønikebog 32:21; Esajas 37:21-37 om den assyriske hærs tilintetgørelse.
Der skete ingen mirakler i Jeremias eller Klagesangene
(Fremtidige mirakler er ikke medtaget her.)
Mirakler, der fandt sted i Ezekiel (endnu ikke gennemført)
(Visioner og fremtidige mirakler er ikke medtaget her.)
Ezekiels elskede hustru dør. Ezekiel 24:15-18
Mirakler, der fandt sted i Daniel
Daniel fortolker Nebukadnezars drøm. Daniel 2:24-49
Sadrak, Mesak og Abednego reddes fra den brændende ovn. Daniel 3:20-30
Nebukadnezar lever en tid som et dyr. Daniel 4:31-34
Skriften på væggen. Daniel 5
Daniel i løvekulen. Daniel 6:16-28
Mirakler, der skete fra Hosea til Malaki
Jonas og den store fisk, vinstokken og ormen. Jonas 1:17; 4:6-7
Mirakler, der fandt sted i evangelierne (ikke færdig endnu)
Mirakler, der fandt sted i Apostlenes Gerninger (endnu ikke færdig)
Jesus blev taget op til himlen. Apostlenes Gerninger 1:9-11
På pinse: ildtunger og tale på forskellige menneskelige sprog. Apostlenes Gerninger 2:1-13
Peter og Johannes helbreder en over 40 år gammel lam tigger. Apostlenes Gerninger 3:1-10; 4:22
Mødelokalet blev rystet, efter at de troende havde bedt. Apostlenes Gerninger 4:31
Ananias og Saffira blev dræbt for at have løjet over for Gud. Apostlenes Gerninger 5:1-11
Apostlene helbreder mange mennesker. Apostlenes Gerninger 5:12-16
Apostlene blev på mirakuløs vis befriet fra fængslet. Apostlenes Gerninger 5:17-21
Filip udfører mirakler i Samaria. Apostlenes Gerninger 8:4-8,12
Troldmanden Simon forbløffede folk med sin magi (om den var falsk eller ægte, står der ikke). Apostlenes Gerninger 8:9-11
Filip og etiopieren. Apostlenes Gerninger 8:26-40
Saulus fra Tarsus’ syn og blindhed. Apostlenes Gerninger 9:1-12
Sauls syn bliver genoprettet. Apostlenes Gerninger 9:17-18
Peter helbreder den lamme Aeneas. Apostlenes Gerninger 9:32-35
Peter opvækker Tabita (Dorcas) fra de døde. Apostlenes Gerninger 9:36-43
Cornelius og hans husfolk taler i tunger (inden de bliver døbt) Apostlenes Gerninger 10:44-48
(fortsættes)
Der skete ingen mirakler i Romerbrevet til Judas
(Syn er ikke medregnet her.)
Mirakler, der skete i Åbenbaringen
(Fremtidige mirakler er ikke medtaget her. Johannes' vision er ikke opført her.)
Spørgsmål: Er det ikke latterligt at forvente, at nogen skal følge absolutte retningslinjer?
Svar: Vi erkender alle, at nogle ting ikke er absolutte, såsom smag, farve eller stil. Men kald mig bare gammeldags, hvis du vil, men jeg mener faktisk, at seriemordere i det mindste er socialt udfordrede. Kald mig politisk ukorrekt, hvis du vil, men jeg synes, at det var absolut ikke særlig venligt af Stalin at lade millioner af ukrainere sulte ihjel. Kald mig en sikkerhedsfanatiker, hvis du vil, men jeg synes nogle gange, at det kan være sundhedsfarligt at springe ud af vinduer på 21. etage. Måske er du uenig i alt dette, eller måske holder du også fast i nogle absolutte sandheder.
Derfor, »min medabsolutist«, er spørgsmålet ikke, om der findes absolutte sandheder, men snarere, hvilke slags ting der er absolutte sandheder. Der findes fysiske absolutte sandheder: for eksempel at hvis du skubber din bil ud over en bro, vil dens gensalgsværdi muligvis falde. Der findes følelsesmæssige absolutte sandheder: hvis du fortæller din kæreste, at han er den eneste, du nogensinde vil elske, og han alligevel ser dig kysse en anden mand dagen efter, bliver du måske nødt til at vente meget, meget længe, før du får en forlovelsesring af ham. Så hvis disse ting måske kan være tæt på at være absolutte sandheder, hvorfor skulle du så tvivle på, at der også kan findes moralske absolutte sandheder?
En af mine venner skrev en opgave til et filosofikursus om Kants opfattelse af, at det gode defineres som »det, der gøres ud fra en pligtfølelse«. Han lod mig læse opgaven, mens han gik til frokost. Han bad mig bare lægge den på hans seng og låse døren, når jeg gik. Det gjorde jeg, og senere sluttede jeg mig til ham til frokost. Han spurgte mig, hvad jeg syntes om den, og jeg sagde, at jeg var uenig. Hitlers soldater, der dræbte alle de jøder som en del af deres pligt, gjorde ikke noget godt. Ingen, der får ordre af en bandeleder om at begå en forbrydelse, gør noget godt. Faktisk sagde jeg til ham, at jeg syntes, det var så forkert, at jeg følte, det var min pligt at rive hans opgave i småstykker! Var det ikke en god ting? – Han tog derefter en bordkniv og talte om sin pligtfølelse.
En kristen ven af mig var engang til en filosofitime, hvor professoren underviste i, at alt var relativt. Han sagde faktisk, at når han vendte ryggen til klassen, eksisterede klassen ikke. Han vendte ryggen til for at demonstrere det. Lige i det øjeblik kastede en anden studerende en bog og ramte professoren i baghovedet. Professoren vendte sig hurtigt om og brølede: »Hvem gjorde det?« Den studerende svarede: »Ingen gjorde det, for vi eksisterer jo ikke!« Ligesom en bog med en vis masse har virkelighedens absolutte sandheder en tendens til at slå os i hovedet, når vi ignorerer dem.
På en mere dyster note kan nogle ting være både relative (som statistik) og absolutte. For eksempel viste en undersøgelse, der for nogle år siden blev foretaget i en by ved den mexicanske grænse, at 20 % af prostituerede havde AIDS. Lad os nu sige, at en umoralsk mand forsøger at »beskytte sig selv«, så risikoen for smitte er 10 %. Hvis en mand holder op for resten af sit liv efter 10 møder, er chancen for, at han er AIDS-fri, 81,7 %, det vil sige (1 - (0,2) * (0,1))^10. Hvis en mand holder op efter 50 møder, er chancen for, at han er AIDS-fri, kun 36 %. Ja, der findes endda absolutte størrelser blandt de relative.
Spørgsmål: Jesus var en festglad fyr, og hvis han var her, ville han så ikke feste med os?
Svar: Jesus deltog i bryllupper og mange middagsfester. Han blev aldrig fuld, mistede aldrig besindelsen ved at blive skæv og vanærede aldrig sin krop. Nu er der både dårlige fester og sjove fester. En måde at skelne dem fra hinanden på er ved at se, hvordan folk har det dagen efter, eller som en kristen udtrykte det: »Du kan bøje dig og tilbede Gud, eller du kan bøje dig og tilbede toiletkummen.« Vi kristne kan faktisk godt lide fester, og vi vil gerne invitere dig med: hver søndag formiddag. Det er selvfølgelig ikke bare en fest, men snarere en både glædesfyldt og ærefrygtindgydende tilbedelse af den levende Gud.
Spørgsmål: Hvad nu, hvis jeg altid har været kristen?
A: Tja, måske er du det, men selvfølgelig er ikke alle, der har lyst til at bære den betegnelse, nødvendigvis kristne i Guds øjne. At være kristen betyder at følge Kristus. Det betyder at erkende, at Gud er vores Skaber, elsker os og vil dømme menneskeheden på dommedagen. Det betyder at omvende sig fra vores synder; ikke kun syndige handlinger, men også de gode ting, vi burde have gjort og undlod at gøre, samt vores ord og tanker. Det betyder at erkende, at vi selv aldrig kan være gode nok til at fortjene at komme ind i Guds perfekte himmel. I stedet tager vi blot imod den frit givne nåde om evigt liv, som er givet gennem Jesus Kristus, der døde på korset for vores synder og opstod legemligt fra de døde. Det betyder at betro vores liv til Gud. Det betyder, at vi i stedet for at forsøge at komme i himlen gennem vores egne gode gerninger tager imod Jesus som Herre og Frelser i vores liv og lever for at behage Ham.
Hvis du allerede har overgivet dit liv til Kristus, er det fantastisk. Jeg vil gerne høre om din oplevelse. Hvis du ikke har gjort det, er der intet bedre tidspunkt end nu. Jeg vil gerne dele det, jeg har lært, med dig og være her for at forsøge at besvare eventuelle spørgsmål eller tvivl, du måtte have, inden du kommer til Kristus.
Spørgsmål: Hvad hvis jeg engang var kristen?
Svar: I så fald lyder det trist. Det er svært for mig at forestille mig, hvordan det må være at føle sig så elsket af det mest magtfulde, men alligevel kærlige væsen i universet, at blive værdsat så højt af Ham, og så selv vende sig bort fra den kærlighed. Det må føles ti gange værre end når en pige (eller fyr), du virkelig kan lide, slår op med dig, fordi du en gang opførte dig koldt og ligeglad. Hvordan ville det være at have et så stort formål i livet, nemlig at hjælpe andre mennesker med at leve for evigt i glæde, og så nå til et punkt, hvor dit liv og dine mål blot er meningsløse kombinationer af kemikalier, som ingen vil bekymre sig om i de kommende århundreder. Jeg vil gerne høre din historie.
Spørgsmål: Er det i orden at drikke alkohol, eftersom selv Jesus forvandlede vand til vin?
Svar: Jesus forvandlede ganske vist vand til vin, men Bibelen siger aldrig, at nogen blev beruset af vinen. Det er tilladt at drikke med måde, men vi er påbudt ikke at drikke os fulde. En gang deltog en storforbruger af alkohol, som jeg kendte, i et bibelstudie, og han slog Bibelen op for første gang i lang tid. Det allerførste vers, han slog op på, var Efeserbrevet 5:18, hvor der står: »Bliv ikke beruset af vin, for det fører til ubesindighed. Lad jer i stedet fyldes af Ånden.« (BSB). Senere fortalte han mig, at han syntes, bibelstudiet var »uhyggeligt«.
Spørgsmål: Da nogle kristne, jeg kender, fester sammen med mig, hvad er så forskellen?
A: Selvfølgelig gør det ikke en til kristen blot at påstå, at man er kristen, eller blot at gå i kirke – ligesom det ikke gør en til fodboldstjerne blot at gå tværs over en fodboldbane. En lydig kristen ville ikke gøre ting, der strider mod Guds bud, såsom at drikke sig fuld.
Som kristen plejede jeg også at »feste igennem« sammen med ikke-kristne. Jeg drak (men ingen alkohol, kun sodavand); jeg tog aldrig stoffer eller gjorde noget andet, der vanærede Gud. Ligesom alle andre ville jeg gerne lære folk at kende og se gamle venner. Men jeg holdt gradvist op med at gå derhen, hovedsageligt fordi jeg kedede mig. Når folk drikker så meget, at de alligevel ikke kan huske et ord af det, man siger, den næste dag, hvad er så meningen?
Spørgsmål: Jeg synes, religion er noget personligt, så hvorfor ikke bare tilbede Gud på min egen måde?
Svar: Ja, vores forhold til Gud skal være personligt. Kristus var meget personlig for apostlen Paulus – så personlig, at Paulus satte sit liv på spil og rejste rundt i hele Middelhavsområdet for at fortælle alle, han kunne, om at have et personligt forhold til Gud! Der er også beviser for, at apostlen Andreas rejste til det, der i dag er Rusland, at Matthæus rejste til Etiopien, og at apostlen Thomas sandsynligvis nåede helt til Indien. Men i stedet for at tilbede Gud på din egen måde (som Kain forsøgte at gøre), hvorfor så ikke prøve at tilbede Gud på hans måde? Tilbedelsen er jo trods alt for hans skyld og ikke for din egen, ikke sandt?
Spørgsmål: Jeg er ikke rigtig så ond sammenlignet med den morder, der sidder i en fængselscelle.
Svar: Måske ikke, men vi lever alle stadig ikke op til det, der kræves for at komme i himlen. Selvom nogle, som Kajafas, havde større synd end andre, som Pontius Pilatus (Johannes 19:11), giver det dig ikke megen trøst, hvis du er adskilt fra Gud i al evighed. Det afgørende spørgsmål er: Vil du tilbringe al evigheden sammen med Gud, hvor du priser og tjener Ham på måder, vi ikke engang kan forestille os? Hvis ikke, så siger Gud det endelige »OK«. Han vil skabe et andet univers, hvor du og andre med lignende holdninger kan gøre, hvad I vil. Selvfølgelig er Gud kilden til al kærlighed og godhed, så det andet sted – et vildt reservat, om man vil – vil blive temmelig forfærdeligt uden Gud. Det sted kaldes Helvede. Jesus kaldte det ofte Gehenna, hvilket også var navnet på lossepladsen uden for Jerusalem. Alt det, du kunne have været, al den kærlighed og godhed, du kunne have oplevet, er nu smidt på lossepladsen. Og du vil ikke have nogen at bebrejde, bortset fra dig selv.
Spørgsmål: Bibelen er kun for præster og pastorer, fordi ingen andre end dem virkelig kan forstå den.
Svar: Jeg kan godt forstå de følelser. Vi bør være fyldt med ærefrygt over for Guds Hellige Skrift; det er forbløffende, at den superintelligente, alvidende Gud vælger at åbenbare sine ord for os alle, der er fattige, begrænsede og glemsomme mennesker. Måske ville dæmonerne le ad vores intelligens – eller rettere sagt manglen på samme – hvis det ikke var fordi vi gennem Guds ord og ved Guds kraft har myndighed over dem. Men selvom teologer bruger hele livet på at udforske Bibelens rigdom, bør vi ikke være for bange for Guds hellige bog til at læse den – og, hvad der er lige så vigtigt, adlyde den. Frelsesbudskabet er så enkelt, at selv små børn kan lære nok af denne bog til at kende vejen til frelse. Men selvom det er enkelt, udgør det stadig en livslang udfordring at følge. Der er skrevet gode bøger, der lærer dem, der ikke ved noget om Bibelen, hvordan man studerer den, men lad mig give dig et par korte råd.
Hvis du ønsker hjælp (og det er jeg sikker på, at du gør), så bed, før du studerer Guds Ord, og bed om Guds vejledning.
Husk, at Gud ikke kræver, at vi ved alt om det, han ikke har åbenbaret, men Gud har givet os både privilegiet og ansvaret for at kende det, han har åbenbaret. Han ønsker, at du skal lære det endnu mere, end du selv ønsker at lære det!
Når du studerer Bibelen, skal du øve dig i:
Observation: Se ikke kun på, hvad versene siger, men også på versene før og efter samt eventuelle parallelle passager.
Fortolkning: Sammenlign med resten af Bibelen, og fortolk den betydning, Gud havde til hensigt med disse vers.
Anvendelse: Og hvad så? Find ud af, hvad du kan lære af dette, som vil (eller bør) gøre en forskel i dit liv.
Find et godt bibelstudie. En af grundene til, at vi har brug for at være sammen med andre troende, er, at vi kan hjælpe hinanden.
Skaf dig nogle gode bibelske ressourcer fra andre kristne. Der findes masser af studiebibler og gode bibelstudiebrochurer, og kommentarer er nyttige. En konkordans vil hjælpe dig med at finde andre passager med den samme tanke eller det samme ord. Der findes også gode (såvel som dårlige) internetressourcer. En, der specifikt besvarer over 8.667 spørgsmål om Bibelen, er www.BibleQuery.org. www.MeeknessAndTruth.org har også masser af nyttigt materiale til at forsvare troen, og www.leaderu.org har mange artikler om kristendommen og andre emner. www.watchman.org har materiale, der viser, hvad der er galt med falske religioner, såsom Jehovas Vidner og mormonerne.
Spørgsmål: Hvorfor tror I ikke på alle profeterne (herunder Muhammed)?
Svar: En ahmadiyya kunne stille en muslim det samme spørgsmål: hvorfor tror muslimer ikke på deres profet, Mirza Ghulam Ahmad? Men bahá'íer kan stille ahmadiyyaerne det samme spørgsmål: hvorfor tror de ikke på deres profeter, Bab og Bahá'u'lláh? Selv muslimer vil være enige i, at vi ikke skal tro på Musailama al-Kadhdhab og al-Ansi fra San’a, for vi kan alle være enige om, at vi ikke skal tro på alle profeterne, når nogle af dem er falske profeter.
Så vi tror ikke på Muhammed, fordi Muhammed er en falsk profet.
Selvfølgelig kunne en jøde spørge, hvorfor kristne følger Jesus, fordi den jødiske Talmud lærte, at Jesus var en falsk profet. Går man endnu længere tilbage, så indså Farao i Egypten ikke i første omgang, at Moses var en sand profet.
Så når vi skal tro på alle Guds profeter og afvise alle falske profeter, hvordan skelner man så de sande profeter fra de falske?
I denne afgørende sag giver Gud os to prøver i 5. Mosebog 18:20-22: en profet er falsk, hvis han taler i andre guders navn, eller hvis han i Guds navn taler om noget, som Gud ikke har befalet. 1. Johannesbrev 4:1-3 tilføjer, at de er falske, hvis de benægter, at Jesus kom i kødet, og Jeremias 6:13; 23:16 viser falske profeter, der talte deres egne ord som Guds ord.
Det Gamle Testamente, som vi har eksemplarer af fra Jesu tid og før i Dødehavsrullerne, lærer meget klart, at Gud er en Fader, og at de troende er hans sønner – ikke i seksuel forstand, men ved at blive adopteret ind i hans familie og blive født på ny som en ny skabelse. Muhammed og Koranen afviser dette udtrykkeligt. Muhammed, som profet, og Koranen, som angiveligt er Guds hellige bog, siger falske ting om den sande Gud.
Spørgsmål: Da protestantismen først kom hertil i det 19. århundrede, er det umuligt at sige, at vores tip-tip-oldeforældre i det 16. århundrede blev kastet i helvede.
Svar: Enig. Selvom nogle katolikker også kan være ægte kristne, hvorfor så kun gå så langt tilbage som til protestantismen? Mange ikke-jødiske mennesker døde, før Kristus overhovedet blev født. Selvom Bibelen ikke fortæller os alt om dem, fortæller den os om Gud. Gud er retfærdig og retfærdig (Rom 3:4-5), og Gud regner ikke synden med, hvor der ikke er nogen lov (Rom 4:15; 5:13). Det fritager dog ikke mennesker for ansvar, for selv stenalderfolk har en ufuldkommen kopi af Guds lov i deres samvittighed (Rom 2:14-15). Og vi har alle overtrådt den. Men ligesom Gud var i stand til at frelse Noah, Abraham, Job og andre gennem Kristus, selvom de aldrig havde hørt Kristi navn, er Gud i stand til at frelse alle, der påkalder ham, uanset hvad de ved.
Spørgsmål: Jeg har ikke tid til at deltage i en lillegruppe, fordi jeg har meget travlt med mit arbejde og min familie.
Svar: Det afgørende er ikke, om du deltager i en bestemt gruppe eller ej, men om du har tro på Gud. Mere konkret: Har du tro på, at Gud ønsker, at du skal have et sundt og afbalanceret liv, der omfatter både familie og arbejde samt nærhed til Ham? Har du tro på, at Gud vil give dig al den tid, du har brug for til at gøre det, du bør gøre, selvom det måske ikke er nok tid til at gøre alle de ekstra ting, du gerne vil, men som Gud aldrig har haft til hensigt, at du skal arbejde dig ihjel for at nå?
Alle kristne vil stå foran Kristi domstol (også kaldet bema-dommen) og aflægge regnskab, og deres gerninger vil blive prøvet (1 Kor 3:11-15). Så du kan fastsætte dine midlertidige jordiske prioriteter, som du vil, men gør det i bevidstheden om, at du bliver nødt til at redegøre for, hvordan du har fastsat dem. Hvis der er noget, du bør gøre, så gør det.
Spørgsmål: For mig ser troen på Treenigheden og Enheds-læren ens ud. Det er jo bare ordkløveri. De troede jo alle sammen, at Jesus er Gud.
Svar: Mormoner, New Age-tilhængere og endda en og anden buddhist tror også alle sammen, at Jesus er Gud; man skal tro på den rette Gud. I stedet for at sige, at én bestemt lære er afgørende, til udelukkelse af andre, er det vigtigt at underkaste sig og tro på alt, hvad Gud har åbenbaret om sig selv.
Det er en forfærdelig løgn at sige, at Faderen døde på korset.
Ved Jesu dåb talte Faderen, og Ånden steg ned i form af en due. Var Jesus en bugtaler, der bedrog folk med et trylletricks, eller er der tre adskilte væsener/personer?
I Hebræerbrevet 5:8 står der, at Sønnen lærte lydighed. Spørg en tilhænger af enhedslæren: Hvem var Sønnen egentlig lydig mod?
Eller som en enhedsprædikant sagde i radioen: »Jeg ville nægte at tilbede en Gud, der ville sende ’sin dreng’ til at dø i stedet for sig selv.«
Spørgsmål: Man kan virkelig ikke sige, at ens egen tro er den rigtige, mens de andres er forkerte.
A: På en måde har du ret. Jeg kan ikke sige, at mine synspunkter og meninger er rigtige, men Jesus kan, og jeg vil bare gerne dele med andre, hvad han sagde. Jeg havde en lærer i folkeskolen, som jeg håber, du ikke finder alt for dogmatisk; hun insisterede på, at 2 + 2 = 4. Det faldt mig aldrig ind at sige til hende: »Det er sandt for dig, men ikke for mig.« Hvis du havde brug for en hjerteoperation, ville du så gå til en læge, der sagde: »Mange har udført denne operation med succes på samme måde, men hey, jeg føler mig virkelig kreativ i dag. Jeg vil gerne prøve at gøre det på en anden måde.« Nej, du håber, at kirurgen ikke blot kender den rigtige måde, men også er dogmatisk i forhold til at følge det, der er rigtigt, og udviser stor dygtighed i at gøre det, der er bedst for patienten. Sandheden er, at jeg havde brug for en hjerteoperation. Faktisk har vi alle brug for en hjerteoperation; for at erstatte vores hjerte af ligegyldig egoisme med et nyt hjerte fra Gud, fyldt med overnaturlig kærlighed. Vi har ikke bare brug for en hvilken som helst læge, men den bedste læge, der findes. Vi har brug for, at Jesus kommer ind i vores hjerte.
Spørgsmål: Jeg har virkelig ikke tid til denne Bibel lige nu.
Svar: En kristen, Charles E. Hummel, skrev et godt hæfte om dette, der hedder *Tyranny of the Urgent*, hvor han konkluderede: »Det presserende er det vigtiges fjende.« Vi lader os oversvømme af så mange små opgaver med deadlines, at vi undlader at gøre det, der er af største betydning, blot fordi det ikke har en deadline (i hvert fald ikke en, vi kender til). Hvor lang tid vil dit liv på jorden egentlig vare, sammenlignet med evigheden? Du bør ikke undlade at tage højde for de vigtigste ting, og hvad er vigtigere end Gud og din evige skæbne? Hvis du virkelig ikke har tid nok til Gud, så bed til Gud og bed ham om at fjerne alle de ting fra dit liv, der forhindrer dig i at komme tættere på ham.
Spørgsmål: Bibelen er blot skrevet af mennesker som os og er derfor udsat for fejl.
Svar: Kunne den Almægtige Gud skrive et perfekt ord med en ufuldkommen pen? – Selvfølgelig kunne Han det. Han er den Almægtige. Selvom hverken Peter, Paulus eller nogen anden apostel hævdede at være fuldstændig syndfri, må vi beslutte, om vi vil stole på Kristi apostle eller ej. Hvis vi stoler på dem, er her, hvad de sagde om Skriften.
»For vi fulgte ikke klogt udtænkte fabler, da vi forkyndte jer vores Herre Jesu Kristi kraft og komme, men vi var øjenvidner til hans herlighed.« (2. Petersbrev 1:16 BSB)
»Frem for alt skal I forstå, at ingen profeti i Skriften kommer fra en egen fortolkning. For ingen sådan profeti er nogensinde fremkommet ved menneskers vilje, men mennesker talte fra Gud, da de blev drevet af Helligånden.« (2. Petersbrev 1:20-21 BSB)
»Hele Skriften er indåndet af Gud og nyttig til belæring, til overbevisning, til korrektion og til opdragelse i retfærdighed, for at Guds mand kan blive fuldkommen, fuldt udrustet til ethvert godt værk.« (2. Timoteus 3:16-17 BSB)
»…ligesom også vores elskede bror Paulus skrev til jer med den visdom, Gud gav ham. Han skriver således i alle sine breve, hvor han taler om sådanne emner. Nogle dele af hans breve er svære at forstå, og disse forvrænger uvidende og ustabile mennesker, ligesom de gør med resten af Skriften, til deres egen undergang.« (2. Petersbrev 3:15b-16 BSB)
Endelig sagde Jesus til Satan: »Der står skrevet: ’Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der kommer fra Guds mund.’« (Mattæus 4:4 BSB) I de andre fristelser svarede Jesus Satan med Skriften. Det var godt nok for Jesus; forhåbentlig vil du synes, at det er godt nok for dig.
Spørgsmål: Jeg tror ikke, at 1 milliard romersk-katolikker kommer i helvede, bare fordi de har en anden tro end dig.
Svar: Det tror jeg heller ikke. Men jeg må sige dig, at der ikke vil være nogen katolikker i himlen. Der vil heller ikke være nogen protestanter i himlen, og det siger jeg som protestant. De eneste mennesker i himlen vil være Guds børn, som elsker og adlyder Ham. Jeg tror, at nogle katolikker er ægte kristne. Jeg tror også, at nogle katolikker og protestanter ikke er det. Jeg er ikke her for at få dig til at melde dig ind i min eller nogen anden organisation; jeg er her for at invitere dig til et forhold til Gud. Men hvis din religion – hvad enten den er katolsk, protestantisk eller en anden – får dig til at holde op med at lytte til Guds ord og i stedet følge noget andet, så er din religion en afgud, der står i vejen for et ægte forhold til Gud.
Spørgsmål: Religion er også vigtig, fordi Jakob nævnte den i sit brev (1:26-27).
Svar: Religion kan være vigtig, men som Elias ville sige i 1. Kongebog 18:27, er religion ikke altid god. Det afhænger af religionen. For nogle er religion en afgud, der står i vejen for Gud. Når nogen ønsker at myrde en anden eller gøre andre ting, der sårer Guds hjerte, i religionens navn, er den religion giftig. Paulus sagde i 1. Korintherbrev 10:20, at hedningernes ofre bringes til dæmoner. For andre er religion, selv den »kristne religion«, et beroligende middel, der ikke gør noget. At være religiøs kan ikke frelse nogen; kun Gud frelser mennesker. Men når det er sagt, lærer Jakob os, at religion KAN være meget god, og at vi alle bør have denne form for religion. En religion, der er god udadtil, udviser kærlighedshandlinger over for andre (dvs. at tage sig af forældreløse og enker i deres nød), og indadtil udviser den en disciplineret lydighed mod Gud (at holde sig selv fri for at blive forurenet af verden).
Spørgsmål: Jesus kan ikke være både Gud og menneske på samme tid.
Svar: Hvorfor ikke? Hvis Gud virkelig er den Almægtige, hvem er vi så, at vi skal fortælle Gud, hvad Han ikke kan gøre? Et menneske kan ikke blive Gud, men den Almægtige Gud er ikke for svag til at kunne vise sig som et menneske. Hvis nogen mener, at Gud ikke kan åbenbare sig »personligt«, så er den pågældendes Gud for lille og er ikke den ægte Gud. Vi kan altså kun følge det, som Gud har åbenbaret for os om, hvad Han har gjort.
Et almindeligt menneske bør ikke modtage tilbedelse (Mattæus 28:9,17; Lukas 24:52) og kan ikke tilgive synder, som kun Gud kan tilgive (Matt 9:2-6; Markus 2:5-12; Lukas 5:20-23; 7:48-50). Jesus gjorde det dog, fordi han ikke blot var et menneske, men også Gud.
Spørgsmål: Treenigheden er af hedensk oprindelse og er en lære fra den romersk-katolske kirke.
Svar: Det er en ofte gentaget myte, som ateister udbreder. Ingen historiker ville sige det og stadig blive betragtet som kompetent. Theophilus af Antiokia (168-181/188 e.Kr.) brugte udtrykket »Treenigheden«, før den romersk-katolske kirke overhovedet eksisterede. Tertullian (198-220 e.Kr.) skrev et helt værk om Treenigheden, og han var montanist, altså adskilt fra den romerske biskop. Ligeledes skrev Novatian (250–254/257 e.Kr.) »En afhandling om Treenigheden«, og han grundlagde sin egen trosretning. Derudover har vi 12 andre kristne forfattere fra før år 325 e.Kr., der anvendte ordet »Treenighed«.
Før dette skrev Ignatius af Antiokia udførligt om, at Jesus er Gud, og han var en discipel af apostlen Johannes. I Bibelen står der selvfølgelig i Johannes 1:1, at »Ordet [Jesus] var hos Gud, og Ordet var Gud.« Apostlen Thomas kaldte Jesus »Min Herre og min Gud!« i Johannes 20:28, den blinde mand tilbad Jesus i Johannes 9:38, og disciplene tilbad Jesus i Matthæus 14:33. De vise mænd tilbad Jesus i Matthæus 2:11, og de vise mænd tilbeder ham også i dag.
Spørgsmål: Der er mange regler, man skal følge, når man bliver en genfødt kristen.
Svar: Ja, men der er også mange regler, man skal følge, når man er gift: Vær hensynsfuld over for din ægtefælle, slå ikke din ægtefælle, vær ikke utro med andre osv. Men når to forlovede mennesker er forelskede, er det nok det sidste, de tænker på, at ægteskabet blot er en masse regler. De tænker på deres varige forhold. Ja, Gud giver os bud, ikke blot valgfrie forslag, og vi skal adlyde vores Herre. Men dette er ikke kristendommen, blot et ydre udtryk for kristendommen. Kristendommen er et forhold mellem mig, med alle mine ufuldkommenheder, og en fuldkommen hellig, kærlig Gud, der elsker mig endnu mere, end jeg elsker mig selv; der elsker mig endnu mere, end jeg kan forestille mig. Det er meget lettere at adlyde reglerne, når vi endelig indser, at reglerne er til vores eget bedste og for vores sikkerhed, og at Guds vej er den bedste vej.
Spørgsmål: Hvis din præst slår min præst i en religiøs debatduel, så vil jeg og min familie skifte til din kirke.
Svar: Det handler ikke om argumentation, som advokater argumenterer, men om sandhed, som forskere eller videnskabsfolk måske diskuterer. Der var en britisk politiker og strålende debattør ved navn William Wilberforce, som var nominelt anglikansk. En af hans personlige venner delte evangeliets sandhed med ham under en lang køretur i hestevogn, og Wilberforce knuste ham i debatten. Den kristne bad ham til sidst om blot at tie stille og lytte til sandheden. Under alle omstændigheder blev Wilberforce nogen tid senere kristen og var en af de drivende kræfter bag afskaffelsen af slaveri i alle britiske besiddelser. Sørg for, at motivet er at lære sandheden at kende, ikke blot at vinde en diskussion.
Spørgsmål: Hvordan kan I bare ignorere Jesu mor?
Svar: Det gør vi ikke. Vi ærer og respekterer Jesu mor, men det er blasfemi at placere hende på samme niveau som Jesus. Paulus frygter i 2. Korintherbrev 11:2-3, at nogle vil falde fra og hengive sig til andre end Kristus. Men den katolske kirke har kaldt hende ved navnet på en ond afgud, himmelens dronning (Jeremias 44:17), samt »medforløserinde« (co-redemptrix) og »medformidlerinde« (mediatrix). Det er afgudsdyrkelse, da Jesus er vores eneste formidler ifølge 1 Timoteus 2:5-6.
Spørgsmål: Den protestantiske Bibel adskiller sig fra den romersk-katolske Bibel, og derfor er den førstnævnte ufuldstændig.
Svar: Det følger ikke af det, for det kan jo være, at den romersk-katolske bibel indeholder tilføjelser. Mens alle kristne bibler er ens, hvad angår Det Nye Testamente, er der ikke to synspunkter (protestantisk og katolsk) på Det Gamle Testamente, men snarere mindst fem:
1. De »grundlæggende« 39 bøger i Det Gamle Testamente, som jøder og alle kristne er enige om.
2. Det katolske koncil i Trient har disse plus 8 bøger samt 4 tilføjelser til Daniel og Ester.
3. Den slavisk-ortodokse apokryfe er den samme som den katolske, bortset fra at den også indeholder 2 Esdras, 3 Esdras, 3 Makkabæerbog og dele af to andre bøger (Manasses’ bøn og Salme 151).
4. Den græsk-ortodokse apokryfe er den samme som den slavisk-ortodokse, bortset fra at den også indeholder 4. Makkabæerbog.
5. Den historiske koptiske apokryfe indeholder 1., 2. og 3. Makkabæerbog, Baruch, Ecclesiasticus (Sirach), Judith, Tobit, Salomos visdom samt tilføjelser til Daniel og Ester. Under Cyril V (1874–1927) afviste den koptiske kirke imidlertid disse.
Den tidlige kirke havde forskellige holdninger, og mange af de forfattere, der ikke talte hebraisk, anerkendte de apokryfe skrifter. Hieronymus, der oversatte de apokryfe skrifter til Vulgata, anerkendte dem som hellig skrift tidligt i sit liv, men efter at han havde lært hebraisk, afviste han dem som en del af den bibelske kanon.
I dag er selv kyndige katolikker enige med protestanterne i, at de apokryfe skrifter indeholder påviselige historiske fejl, især Judas-bogen. Læremæssigt lærer Manasses’ bøn også, at Abraham, Isak og Jakob aldrig syndede mod Gud. Som Charles Ryrie sagde: Hvis du forarbejdede kød, og noget af det faldt ned i mudderet på jorden, ville du så, selvom det stadig for det meste er godt kød, ønske, at folk spiste det? Så skal vi følge problematiske bøger? Selvfølgelig ikke.
Spørgsmål: Tro og gode gerninger skal gå hånd i hånd, for at et menneske kan komme i himlen.
Svar: Ja, de går hånd i hånd, men ikke på den måde, du måske tror. Folk forveksler ofte, hvad der fortjener vores frelse, hvad der får os frelst, og hvad der viser, at vi er frelst.
Fortjener frelse: Hverken tro eller gerninger fortjener frelse; vi kan aldrig gøre nok af det ene eller det andet til at slette de synder, vi har begået. Det er Kristus og hans offer, der har fortjent vores frelse, ikke noget, vi har gjort eller troet på.
Får os frelst: For at blive frelst skal vi forene det evangelium, vi har hørt, med tro (Hebræerbrevet 4:2). Vi bliver frelst af nåde gennem tro, ikke af gerninger (Efeserbrevet 2:8-9).
Viser frelsen: Men en tro, der ikke ønsker at vise sig i gerninger, er ikke en frelsende tro. Selv dæmonerne »tror« og skælver, og »tro uden gerninger er død« (Jakobsbrevet 2:14-26).
Spørgsmål: Vi kan ikke vide med sikkerhed, at vi kommer i himlen.
Svar: Apostlen Johannes siger noget andet i 1. Johannesbrev 5:13. Du ville have en gyldig pointe – men kun hvis det at komme i himlen afhang af vores egne fortjenester. Vi ville aldrig vide, om vi havde arbejdet hårdt nok. Faktisk siger Bibelen, at ingen af os har arbejdet hårdt nok, og hvis vi nogensinde har syndet, er den brede dør til himlen for evigt lukket for os. Men selv da vi ikke havde noget håb i os selv, gav Gud os håb ved at sende en smal dør, gennem hvilken vi kan komme til himlen. Denne dør er Jesus (Johannes 10:7), og ved at give afkald på vores egne ambitioner og overgive vores liv til ham, giver han os tilgivelse gennem sit udgydte blod på korset og fører os videre til det evige liv. Det er en nådegave, ikke noget, vi har fortjent ved vores gerninger (Efeserbrevet 2:8-9). Vi skal blot modtage den i tro.
Tro er imidlertid ikke noget, man kan tage for givet; Paulus påbyder os: »Prøv jer selv, om I er i troen; prøv jer selv« (2. Korintherbrev 13:5-6). Dette forudsætter, at vi er i stand til at prøve os selv. 1. Johannesbrev 5:12-13 siger, at vi kan »vide«, at vi har evigt liv. Ligeledes står der i 1. Johannesbrev 5:19: »Vi ved, at vi er fra Gud.«
Spørgsmål: Mine forældre vil ikke have, at jeg går i kirke, men Bibelen siger: »Vi skal adlyde Gud frem for mennesker« (Apostlenes Gerninger 5:29).
Svar: Det er vigtigt at adlyde dem, der har autoritet, hvad enten det er forældre, embedsmænd, lærere osv., men vi skal adlyde Gud som vores højeste autoritet. Vi skal adlyde og ære vores forældre (Efeserbrevet 6:1-3), så jeg ville stadig gå i kirke, hvis det er muligt, men gør det klart for dine forældre, at du respekterer dem, og at du vil adlyde dem i alt, hvad der ikke strider mod det, Gud siger. Hvis dine bedsteforældre havde sagt til dine forældre, at de ikke skulle betale skat eller deres gæld, ville dine forældre så have adlydt dem? På samme måde skal du vise den ære, du skylder Gud, for det, han har gjort ved at skabe og frelse dig.
Spørgsmål: Det er i orden for mig at udøve min tro alene og ikke gå i kirke.
Svar: Der findes mindst to former for tro: »selvstyret tro«, en tro på dine egne vilkår, hvor du selv er den ultimative kilde og autoritet for troen, og »lydig tro«, på Guds vilkår. Hvis Gud befalede os at samles, ville troende være nødt til at beslutte, hvilken form for tro de ville sætte deres lid til. Hebræerbrevet 10,25 påbyder os ikke at forsømme at samles. Men det er op til os, om vi vil have en lydig tro eller ej.
Nogle gange er en kristen måske ikke særlig begejstret for at mødes med andre kristne, fordi de kristne, man skal mødes med, har mangler, eller fordi man har haft en dårlig oplevelse tidligere. Ingen kristen er perfekt, og vi har brug for hinanden for at opmuntre, rette på og lejlighedsvis irettesætte hinanden i kærlighed. Det er dejligt, hvis man adlyder Gud med entusiasme, men selv når vi ikke er begejstrede, er vi stadig kaldet til at adlyde Gud.
Spørgsmål: Det, der er rigtigt for dig, er måske ikke rigtigt for andre.
Svar: Hvad jeg føler er rigtigt, betyder ikke så meget, for jeg kan tage fejl – selv om, hvad der er rigtigt for mig. Kommunisterne mente, at det var rigtigt for dem at dræbe ikke-kommunister. Radikale islamiske terrorister mener, at selvmordsbomber er det rigtige for dem, nogle stofmisbrugere mener måske, at det er rigtigt for dem at tage opium, og jainister mener, at det er rigtigt for dem at sulte sig selv ihjel. Nej, det, der betyder noget, er, hvad Gud siger er rigtigt. Vi kan vælge at følge eller afvise det, som Gud fortæller os er rigtigt, men at lade som om, vi ikke kender den sandhed, Gud har åbenbaret for os, er ikke en mulighed, Han har givet os.