Det Nye Testamente

Bibelspørgsmål fra Det Nye Testamente

Spørgsmål: Hvis Jesus er den eneste vej til himlen, hvorfor blev han så korsfæstet så længe efter historiens begyndelse? Hvis han er den eneste vej, hvorfor blev han så ikke sendt til jorden efter den første synd for at blive korsfæstet for verdens synder?

Svar: Du stiller et stort spørgsmål, men lad mig gøre det lidt større. Hvorfor blev Jesus sendt netop på det tidspunkt og ikke enten tidligere eller senere? I Romerbrevet 5:6 står der: »For på det rette tidspunkt … døde Kristus for de ugudelige.« Men selvom Bibelen ikke siger, hvorfor dette var det bedste tidspunkt, kan vi spekulere.

Ikke for tidligt: En gang spurgte nogen mig: »Hvorfor kommer Gud ikke bare ned og viser sig for alle?« Jeg svarede, at hvis Gud kom ned i al sin herlighed, ville vi blive tilintetgjort. Men Gud er almægtig, og han kunne komme ned og tilsløre nok af sin herlighed til, at hans direkte nærvær ikke ville tilintetgøre os. Hvis han kom ned på en måde, der tvang os til at tro, hvordan ville vi så kunne have tro eller fri vilje til at træffe en beslutning, der ikke var under tvang? Men hvis Gud kom ned på en måde, hvor en del af hans herlighed var tilsløret, og han gav bevis på, hvem han var, men ikke på en sådan måde, at det var så indlysende, at alle ville være nødt til at tro, uanset om de ville eller ej, hvor mange gange ville Gud så være nødt til at gøre det? Hvad nu, hvis han gjorde det kun én gang, for 2.000 år siden?

90 % af befolkningen efter: Vi anslår, at der har været omkring 32 milliarder (+/- 6 milliarder) mennesker, der nogensinde har levet på jorden. Over 90 % af dem har levet efter Kristi tid.

Retfærdighed over for dem før: Gud bedømmer mennesker ud fra den sandhed, de har; synd regnes ikke med, hvor der ikke er nogen lov (Romerne 4:15; 5:13). Således kunne mennesker, der levede før Kristus, såsom Abraham, David osv., blive frelst gennem Kristus, selvom Kristus endnu ikke var kommet.

En mere fredelig tid: Kristi tid var en periode med relativ fred sammenlignet med tiden før med de romerske erobringer og tiden efter med krige mellem romerne og parterne samt de europæiske barbarers invasion af Romerriget. Se www.BibleQuery.org/History/Calamities/Wars.html for mere om datidens krige, hvis du er interesseret.

Det bedste tidspunkt for udbredelse: Romerne anlagde et omfattende vejnet, og hvis Jesus var kommet før denne tid, ville det have været langt sværere at udbrede evangeliet til forskellige lande.

Bevarelse af kilder: Hvis det havde været meget tidligere, ville vi måske have haft langt færre manuskripter, der bekræfter Det Nye Testamentes pålidelighed. Hvis det havde været århundreder senere, ville vi måske have haft flere, men alligevel har vi over 10.000 græske manuskripter og fragmenter af Det Nye Testamente. Det tidligste er for øvrigt John Rylands-papyrussen, dateret til 110–138 e.Kr. Her er andre manuskripter, vi har.

Alene ved at bruge de håndskrifter, vi stadig har, og som blev skrevet før Marcus Aurelius' forfølgelse i 177 e.Kr., har vi 97 % af Johannesevangeliet (855/878 vers) og 70 % af Paulusbrevene og Hebræerbrevet.

Eusebius’ »Kirkehistorie« (318 e.Kr.), bog 1, kap. 2, s. 84, giver et anderledes, men supplerende svar. Han siger ganske enkelt, at evangeliet ikke blev forkyndt tidligere, fordi det syndige menneske endnu ikke var parat til det. »Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series«, bind 1, s. 84

Et relateret spørgsmål er, at selv for mennesker, der levede efter Jesus, gælder det, at hvis de døde, før de hørte evangeliet, er det for dem det samme, som om de havde levet før Jesus. Hvad med dem? Se www.BibleQuery.org/Doctrine/NeverHeardTheGospel/WhatAboutThoseWhoDiedBeforeHearingTheGospel.html for mere om dette.

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud dø?

A: Jesus var fuldt ud menneske og fuldt ud guddommelig. Jesus antog menneskeligheden for at opfylde sin mission om at dø for vores synder. Jesu menneskelighed blev dræbt på korset. Mange ting kan forklares ved hjælp af analogier med naturen, men der findes ingen naturlig analogi til inkarnationen, hvor Gud kom til jorden for at leve som et menneske.

Historisk set blev denne indvending, som blev fremsat af hedningerne, besvaret i Arnobius’ værk *Mod hedningerne* (297-303 e.Kr.), bog 1, kap. 60, s. 430-431.

Spørgsmål: Jeg har skimmet din artikel om »Jesus er Gud«. Jeg må indrømme, at jeg ikke fandt noget, der modsagde den klare, gentagne og formelle messianske og apostoliske lære om, at Jesus ontologisk set er et menneske –

Johannes 8:40 men nu søger I at dræbe mig, et menneske [ἄνθρωπος], som har fortalt jer den sandhed, jeg har hørt fra Gud.

Apostlenes Gerninger 2:22, 23  »Mænd [Άνδρες] af Israel, hør disse ord: Jesus fra Nazaret, et menneske [ἄνδρα], som Gud har bekræftet for jer med mægtige gerninger, vidundere og tegn, som Gud udførte gennem ham midt iblandt jer, som I selv ved – 23 denne Jesus, som blev overgivet i henhold til Guds faste plan og forudviden, har I korsfæstet og dræbt ved lovløse mænds hænder«

1 Kor 15:21 For ligesom døden kom gennem [δι’] et menneske [ἄνθρωπος], så er også de dødes opstandelse kommet gennem [δι’] et menneske [ἄνθρωπος].

1 Tim 2:5 For der er én Gud, og der er én mellemmand mellem Gud og mennesker, mennesket [ἄνθρωπος] Kristus Jesus,

Jeg har et spørgsmål, som jeg tror kan gå til kernen af sagen –

Kan Jesus fuldt ud og uafhængigt fungere UDEN en inkarneret guddom (ligesom du og jeg og alle mennesker gør)?

Svar: Bibelen siger det ikke udtrykkeligt, men der er nogle generelle teologiske begreber, der vejleder vores tænkning.

Jesus var ikke halvt menneske og halvt Gud. Han var snarere 100 % Gud og 100 % menneske. Kolossenserbrevet 1:19 angiver, at Jesus havde guddommens »fylde«. Hebræerbrevet 4:15 lærer os, at Jesus var et menneske, der kunne fristes på alle måder, og at han havde alt, hvad vi har, bortset fra at han var uden synd.

På den anden side er der ikke to Jesus-figurer: en menneskelig og en guddommelig. Der er kun én Jesus.

Hvad angår alle detaljerne om, hvordan dette foregik, har Gud ikke fortalt os det; det er en del af inkarnationens mysterium.

Spørgsmål: Hvem dræbte egentlig Jesus?

Svar: Der er to svar på, hvem der dræbte Jesus.

1. Nogle romerske soldater under Pontius Pilatus dræbte Jesus. Der findes gode og onde mennesker i alle etniske grupper, og blot fordi en italiensk guvernør beordrede Jesu død, er det ingen undskyldning for at nære had mod italienere. Desuden fik en ond jødisk ypperstepræst (udnævnt af romerne) Jesus arresteret og stillet for Sanhedrin. De udleverede ham til romerne. For øvrigt var Paulus, Peter, Johannes, Matthæus, Judas og Jakob alle jøder. At sige, at en bestemt lille gruppe jøder var onde, er ikke mere antisemitisk, end at sige, at Hitler og hans håndlangere var onde, er antitysk. (Jeg vil være den første til at sige, at hele nazismen var et ekstremt ondt redskab for Satan, og jeg er selv delvist tysk. Jeg vil dog også påpege, at mange tysk-amerikanere meldte sig som soldater og kæmpede mod Hitler.) På samme måde var nogle jøder onde, men andre, som Peter og Paulus, var gode. Selv nogle jøder, der ikke blev kristne, såsom Josefus, havde stadig respekt for Jesus og hans halvbror Jakob.

2. Det andet svar, som er lige så vigtigt, er, at du, jeg og alle andre sammen dræbte Jesus. Jesus vidste, hvad der foregik, og Jesus kunne sagtens have stukket af fra Getsemane-haven. Ingen ville have dræbt Jesus, for han kunne let være undsluppet og forsvundet. Men Jesus valgte bevidst at blive og dø en grusom død på det kors som et offer for vores synder. Så hvis du vil give nogen skylden for den grusomme, uretfærdige død, der gav os den vidunderlige gave, det evige liv, så giv Jesus skylden!

»Lad os rette vores blik mod Jesus, troens ophavsmand og fuldender, som for den glæde, der var sat foran ham, udholdt korset, foragtede dets skam og satte sig ved højre hånd af Guds trone.« (Hebræerbrevet 12:2 BSB)

Spørgsmål: Hvornår begyndte man at datere begivenheder efter det år, hvor Jesus angiveligt blev født?

Svar: Før dette daterede man generelt begivenheder efter året for en konges regeringsperiode. Andre daterede ting ud fra det formodede år for Adams skabelse, den 1. september 5509 f.Kr.

I den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible* (s. 786) står der, at romerne på Jesu tid regnede årene i »A.U.C.«, dvs. årene fra grundlæggelsen af byen [Rom]. Rom blev grundlagt i 753 f.Kr. På s. 787 skriver Asimov, at den skythiske munk og astronom Dionysius Exiguus fra Rom, der døde ca. 544 e.Kr., fejlagtigt mente, at Kristus blev født i år 1 e.Kr. I »Manuscripts of the Greek Bible«, s. 49, står der, at datering af begivenheder fra tiden for Kristi fødsel blev indført af Hippolytus i det 3. århundrede. Dette blev ikke accepteret af alle, da nogle byzantinske skrivere først begyndte at anvende denne datering i det 14. århundrede. Desuden nævnes det i »Justinus Martyrs første forsvarstale«, kap. 46, s. 178 – selvom det ikke er et officielt dateringssystem – at Jesus blev født for 150 år siden.

Spørgsmål: Hvordan opstod betegnelserne »Det Gamle Testamente« og »Det Nye Testamente« i Det Nye Testamente?

Svar: Tertullian var tilsyneladende den første til at opfinde disse ord på latin i år 207 e.Kr. i sit værk »Mod Marcion«, bog 4, kapitel 6.

Spørgsmål: Hvordan forsvarer jeg denne påstand: Evangelierne indeholder en vis sandhed, men skriftkloge i det 2. århundrede tilføjede indskud for at skabe en Jesus, som de første kristne aldrig kendte. Med andre ord blev den fysiske opstandelse og Jesus som »Guds Søn« tilføjet senere, langt fra de begivenheder, der fandt sted.

A: Lad mig først omformulere dit spørgsmål og derefter besvare det. Skeptikere hævder ofte, at forfatterne ikke skrev det, de skrev, selv når der slet ikke er noget grundlag for at sige det. Så hvordan skulle en objektiv person vide, om udtrykket »Guds søn« var ukendt for de kristne i det første århundrede eller ej?

a) Man skal først indse, at bevisbyrden ligger hos dem, der sætter spørgsmålstegn ved kopiens ægthed. Hvis de ikke kan fremlægge noget bevis, kan vi stoppe lige her.

b) For det andet ville de være nødt til at tilføje udtrykket »Guds Søn« mange steder, for det er almindeligt i Det Nye Testamente. Udover Mark 1:1 findes det på disse steder alene i evangelierne, Åbenbaringen og de ikke-paulinske breve.

Mt 3:17; 17:5; Mk 1:11; Lk 9:35; 2. Petersbrev 1:17 (Faderen siger: »Dette er min elskede Søn«)

Mt 4:3, 6; 8:29; 14:33; 16:16; 26:63; 27:40,43,54

Mark 3:11; 5:7; 15:39

Luk 1:32,35; 4:3,9,41; 8:28; 22:70

Joh 1:18,34,49; 3:16,17,18,35; 5:23 (underforstået); 5:25; 6:69; 9:35; 10:36; 11:4,27; 17:1 (underforstået); 19:7; 20:31; 1 Joh 1:3,7; 2:22,23 (underforstået); 3:8,23; 4:9,10,14,15; 5:5,9,10 (2 gange), 11,12,13 (2 gange), 20; 2 Joh 3,9; Åb 2:18.

c) Vi behøver dog ikke stoppe her. Hvilke beviser kan vi have for, at de kristne troede, at Jesus var Guds søn, da vi først har eksemplarer af Bibelen fra år 117 e.Kr.? Vi har de tidlige kirkeskribenter.

»Men om sin Søn talte Herren således: Du er min Søn, i dag har jeg avlet dig.« 1. Clemens, kap. 36, s. 15. Clemens af Rom skrev i årene 96–98 e.Kr.; vi er helt sikre på datoen. Det første århundrede sluttede ved udgangen af år 100 e.Kr., så dette tilbageviser påstanden.

Omtale af »Hans Søn, i henhold til det forhold/den økonomi, der består mellem dem.« Mathetes til Diognetus, kap. 8, s. 28 (ca. 130–200 e.Kr.)

»Gav sin egen Søn som løsesum for os…« Mathetes til Diognetus, kap. 8, s. 28 (ca. 130–200 e.Kr.)

»Han, som fra evighed er den, der i dag kaldes/anses for at være Sønnen« Mathetes til Diognetus, kap. 11, s. 29

»gennem sin enbårne Søn Jesus Kristus« Polycarps martyrium, kap. 20, s. 43

»Jesus Kristus … som både er Menneskesønnen og Guds Søn« Ignatius’ brev til efeserne, kap. 20, s. 58 (Vi ved ikke, hvornår Ignatius, apostlen Johannes’ discipel, skrev dette, men han døde enten i år 107 eller 116 e.Kr.)

Jesus erklærede sig selv for at være Guds søn. Barnabasbrevet, kap. 7, s. 141 (ca. 70–130 e.Kr.). Se også kap. 5, s. 139, 140, kap. 12, s. 145

»Gud og Fader til vor Herre Jesus Kristus og Jesus Kristus selv, som er Guds Søn, …« Polykarps brev til filipperne, kapitel 12, s. 35. Vi ved ikke, hvornår Polycarp skrev dette, men han blev martyr i år 155 e.Kr. Irenæus, der skrev i årene 182–188 e.Kr., nævner Polycarps brev til filipperne i Irenæus’ værk *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 3.4, s. 416.

»Kristus, som før tidernes begyndelse blev kaldt Guds Søn, … for at han kunne rense os gennem sit blod, … og fremstille os som rene sønner for sin Fader.« Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) i Fragment 39, s. 575

Troede de, at Jesus var Gud?

Det egentlige spørgsmål her er, om de tidlige kristne betragtede Jesus som Gud eller ej. Her er beviser på, at de gjorde det:

Ignatius (død 107 eller 116 e.Kr.) skrev ofte om Kristus som Gud. For eksempel skrev han om »Guds blod« i kapitel 1 i sit brev til efeserne.

Mathetes til Diognetus (ca. 130–200 e.Kr.), en af apostlenes disciple, skrev i kapitel 7 i sit værk »Mathetes til Diognetus« om Kristus, der blev udsendt som konge, Gud, menneske og frelser.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.)

»Visdomens Ord, som selv er denne Gud, født af Faderen til alle ting, …« Dialog med Trypho, kap. 61. Se kap. 55, 56, 59, 62–64, 66, 74–78.

Melito af Sardis (død 180 e.Kr.) sagde om korsfæstelsen, at »Gud er myrdet«.

Theophilus, biskop af Antiokia (168–181/188 e.Kr.): »For den guddommelige skrift selv lærer os, at Adam sagde, at han havde hørt stemmen. Men hvad er denne stemme andet end Guds Ord, som også er Hans Søn?« Brev til Autolycus, bog 2, kap. 22.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) skrev i *Irenæus mod kætterierne*, bog 3, kap. 19.2, s. 449: »Jesus er i sig selv, i sin egen ret, … Gud og Herre, …«

Selv kristendommens fjender vidner om, at de kristne tilbad Jesus som Gud.

Plinius den Yngre (guvernør og forfølger af kristne i år 112 e.Kr., i et brev til kejser Trajan) skrev: »De [kristne] plejede at mødes på en bestemt fastsat dag, før det blev lyst, hvor de skiftevis sang vers i en hymne til Kristus, som til en gud, og forpligtede sig ved en højtidelig ed til ikke at begå nogen onde handlinger…«

Lucian (satiriker fra det 2. århundrede): »De kristne, ved De, tilbeder den dag i dag en mand – den fremtrædende person, der indførte deres nye ritualer og blev korsfæstet på grund af det… Ser De, disse vildledte skabninger…« (Peregrines død 11)

Dette er betydningsfuldt, fordi en officiel romersk forespørgsel fastslår, at kristne tilbad Kristus som Gud allerede i år 112 e.Kr.

Spørgsmål: »Kort sagt, med tiden forvandles den apokalyptiske forestilling om legemets opstandelse til læren om sjælens udødelighed. Det, der fremkommer, er troen på himmel og helvede, en tro, der ikke findes i Jesu eller Paulus’ lære, men som blev opfundet i senere tider af kristne, der indså, at Guds rige aldrig ville komme til denne jord. Denne tro blev en fast kristen lære, i al evighed.” *Jesus, Interrupted*, s. 266

A: Jeg genlæste afsnittene omkring dette citat for at sikre mig, at jeg havde forstået det korrekt, nemlig at Ehrman mener, at de tidlige kristne ikke troede på himmel eller helvede. Det er noget uklart, om Ehrman også hævder, at senere kristne opfandt sjælens udødelighed, men uanset hvad siger han, at disse begreber var ukendte for Jesus, Paulus og formodentlig de første kristne.

Måske burde jeg ikke have været det, men jeg blev chokeret over den tilsyneladende uvidenhed hos denne påståede ekspert i Det Nye Testamente. Lad os først tale om sjælens udødelighed. Langt før Moses’ tid balsamerede egypterne deres lig som mumier, fordi de troede på sjælens udødelighed. De gamle sumerere viste i deres myte om Inanna og Dumuzi en udbredt tro på sjælens udødelighed. Også det sumeriske Dilmun-digt, dateret til 2400 f.Kr., nævner et sted, hvor guderne befandt sig, kaldet Dilmun, hvor guderne og Ziusudra, et menneske, der havde opnået udødelighed, boede. Mange jødiske skrifter fra før Jesu tid, herunder 2 Makkabæerbog 12:44 og 1 Enoch, taler om, at de døde er ved bevidsthed. I Det Gamle Testamente, Esajas 53:8-9, blev den lidende tjener afskåret fra de levende og »tildelt en grav blandt de ugudelige«, men i 53:10 står der: »Han skal se sine efterkommere, han skal forlænge sine dage«. Selv 1 Korintherbrevet, en bog som Ehrman accepterer er skrevet af Paulus, har et helt kapitel om de dødes opstandelse (kapitel 15). Han diskuterer også vores udødelighed i 2 Kor 5:1-8. Selv Ehrmans elskede gnostikere troede på et transcendent, ikke-materielt liv efter døden for de åndelige mennesker.

Hvad angår himlen og helvede, havde grækerne og romerne de elysiske marker for de velsignede og Tartaros for de forbandede. Jødiske skrifter fra før Kristus, såsom 1. Enok, fortæller om to afdelinger i Sheol (graven): et fængsel for de ugudelige og et paradis for de retfærdige. Jesus talte i evangelierne faktisk mere om helvede end om himlen. Det er interessant, at Jesus bruger det kendte udtryk »paradis«, når han taler med tyven på korset. 1. Petersbrev 3:19 nævner ånderne i fængslet.

Sammenfattende troede mange hedninger på sjælens udødelighed og en form for himmel og helvede. Jøder før Kristus troede på et fængsel og et paradis. Paulus’ tidlige breve lærte om udødelighed, himmel og helvede. Selv gnostikerne troede på et ikke-materielt liv efter døden for sig selv. Alligevel hævder Ehrman utroligt nok, at sjælens udødelighed og en kropsløs himmel og helvede er »senere opfindelser« fra de kristne.

Spørgsmål: Bortset fra bibelske manuskripter, hvilke beviser er der for, at de tidlige kristne troede, at Jesus døde som en løsesum for vores synder?

Svar: Selvom bevisbyrden ligger hos dem, der påstår, at der er tale om forfalskning, og som derfor skal fremlægge beviser for deres påstand, er her beviser fra tidlige kristne forfattere på, at de tidlige kristne troede, at Jesus døde som en løsesum for at sone vores synder.

»Hvor dyrebart er det blod [Jesu], for Gud, som, efter at være blevet udgydt for vores frelse, har stillet omvendelsens nåde til rådighed for hele verden.« 1. Clemensbrev, kap. 7, s. 7 (96–98 e.Kr.)

»Gav sin egen Søn som løsesum for os…« Mathetes til Diognetus, kap. 8, s. 28 (ca. 130–200 e.Kr.)

»…Herre Jesus Kristus, som for vores synder led helt til døden, [men] ’som Gud oprejste fra de døde, efter at have løst gravens bånd.’« Brev fra Polycarp til filipperne, kap. 1, s. 33 (Polycarp blev martyr ca. 155 e.Kr.)

Se www.BibleQuery.org/History/ChurchHistory/WhatEarlyChristiansTaughtOnDoctrine.html (eller .docx) for citater fra før år 325 e.Kr. af Melito af Sardis (170–180 e.Kr.), Clemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.), Tertullian (198–220 e.Kr.), Hippolyt (225–235/6 e.Kr.), Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) og Athanasius (318 e.Kr.). Der findes også andre citater om, at Jesus led for os og døde for os.

Spørgsmål: Bortset fra bibelske manuskripter, hvilke beviser er der for, at de tidlige kristne troede på, at Jesus opstod fra de døde?

A: Bevisbyrden ligger hos dem, der mener, at disse tekster er tilføjelser til Bibelen, og de skal fremlægge beviser for, at de blev tilføjet senere. Her er imidlertid beviser fra tidlige kristne forfattere på, at de tidlige kristne troede, at Jesus opstod fra de døde.

»Lad os overveje, mine elskede, hvordan Herren hele tiden beviser for os, at der vil komme en fremtidig opstandelse, hvor Han har gjort Herren Jesus Kristus til førstegrøden ved at oprejse Ham fra de døde.« 1. Clemensbrev, kap. 24, s. 11 (96-98 e.Kr.)

Jesus opstod fra de døde. Barnabasbrevet, kap. 15, s. 147 (ca. 70–130 e.Kr.)

»…Herre Jesus Kristus, som for vore synder led helt til døden, [men] ’som Gud oprejste fra de døde, idet han løste gravens bånd.’« Brev fra Polycarp til filipperne, kap. 1, s. 33 (Polycarp blev martyr ca. 155 e.Kr.)

»Jesus Kristus, … i hans lidelse og i hans opstandelse.« Ignatius’ brev til efeserne, kap. 20, s. 57

Jesu fødsel, lidelse og opstandelse. Ignatius’ brev til magnesierne, kap. 11, s. 64

Irenæus’ Mod kætterierne 5:7:1. (182–188 e.Kr.) »På samme måde som Kristus altså opstod i kødelig skikkelse og viste sine disciple mærkerne efter sømmene og såret i sin side (for disse er tegnene på det kød, der opstod fra de døde), så »skal han også«, hedder det, »oprejse os ved sin egen kraft.«

Spørgsmål: Nogle liberale kritikere mener, at mens syv af Paulus’ breve er skrevet af den samme forfatter (Rom, 1. og 2. Kor, Gal, Fil, 1. Thess, Filem), så er syv andre breve skrevet af forskellige forfattere (Ef, Kol, 2. Thess, 1. og 2. Tim, Tit og Hebr). Hebræerbrevet hævder selvfølgelig ikke, at det er skrevet af Paulus.

Svar: De har fire grunde til at fremsætte disse påstande. Ingen af disse grunde holder dog vand.

Længden af de lange sætninger (Ef og Kol): Det originale græske i Det Nye Testamente havde ingen tegnsætning, så det er problematisk at vurdere længden. Men hvis man antager, at forskerne er sikre på deres sag, er Efeserbrevet 1:3-6, 1:7-10, 1:11-12 og 13-14 ikke én, men fire sætninger, ifølge Aland et al.s *The Greek New Testament*, 4. reviderede udgave (1998). Det samme fremgår af *Nestle-Aland Novum Testamentum Graece* (1993). Ehrman angav aldrig kilden til, hvorfor han med sikkerhed hævdede, at der kun var tale om én sætning. Imidlertid fremstod disse vers i den 3. udgave af Aland et al.s *The Greek New Testament* fra 1975 som én sætning, så jeg formoder, at Ehrman benyttede den langt ældre og forældede udgave. Men igen: Det oprindelige græske sprog havde ingen tegnsætning, så at bygge et argument på, hvor folk i slutningen af det 20. århundrede mente, at punktummerne skulle placeres – før de skiftede mening – er i bedste fald et spinkelt argument.

Gennemsnitlig sætningslængde (Ef og Kol): Den måde, moderne forskere forsøger at opdele sætningerne på, betyder, at den gennemsnitlige sætningslængde i Efeserbrevet og Kolossenserbrevet (henholdsvis 37,3 og 35,2 ord) er længere end den gennemsnitlige sætningslængde i andre bøger (25,8, 23,4, 26,0, 21,7, 26,7, 29, 31,7, 22,7, 23,2, 24,2 og 25,8) for Paulus’ øvrige breve i rækkefølge. Den gennemsnitlige sætningslængde er imidlertid henholdsvis 35,8, 35,6 og 32 ord i Romerbrevet 1-5, 1 Kor 1 og 2 Kor 6-10. Der er altså kun en lille forskel mellem de kortere, men dybsindige bøger Efeserbrevet og Kolossenserbrevet og Romerbrevet 1-5, 1 Korintherbrevet 1 og 2 Korintherbrevet 6-10.

Forskellige ord (2 Thess, 1, 2 Tim, Tit): Man kunne se på mine skrifter om nytestamentlige manuskripter, kulter og forholdet til Gud og bruge den samme metode til at konkludere, at jeg var tre forskellige personer. Folk bruger forskellige ord, når de diskuterer forskellige emner. Det er kun, når der er forskellige ordvalg for den samme ting, og forskellige ordvalg foretrækkes, at dette kan være af betydning. For eksempel nævnes der flere navne i de tidligere breve til hele menigheder. Skal navne så udelades fra optællingen? I de pastorale breve taler Paulus om Timotheus’ mor og bedstemor, og om at Timotheus og Titus udnævner ældste og diakoner – skal disse diskussioner så udelades? Efter at forfølgelsen havde stået på i et stykke tid, taler Paulus mere om at tage sig af enker i de pastorale breve end i de tidligere breve. Skal dette så udelades? – og så videre.

Beskrivelse af tro: Det er blevet hævdet, at tro i Paulus’ tidligere breve betyder en tillidsfuld accept af Kristi død, mens det i de senere breve betyder et sæt trosoverbevisninger og dogmer. Faktisk betyder det begge dele i begge sæt breve. Det betyder et sæt trosoverbevisninger og ideer i Gal 1:23; Ef 4:5; Ef 4:13

Det betyder accept af Kristi død i 2 Tim 1:5; 2 Tim 3:15; Tit 3:15

Tro i betydningen doktrinære overbevisninger i Paulus’ tidligere breve

Gal 1:23 »De havde kun hørt beretningen: ’Den mand, der før forfulgte os, forkynder nu den tro, han engang forsøgte at ødelægge.’”

Ef 4:5 »én Herre, én tro, én dåb«

Ef 4:13 »indtil vi alle når frem til enhed i troen og i kendskabet til Guds Søn, når vi modnes til det fulde mål af Kristi fuldkommenhed.«

Tro som tillidsfuld accept i Paulus’ senere breve

2 Tim 1:5 »Jeg mindes din oprigtige tro, som først boede i din bedstemor Lois og din mor Eunice, og som jeg er overbevist om også er i dig.«

2 Tim 3:15 »som kan gøre dig vis til frelse gennem troen på Kristus Jesus.«

Tit 3:15 »Hils dem, der elsker os i troen.«

Tro kan forstås på den ene eller den anden måde eller begge dele

1 Kor 15:1-2,14,17 »Nu, brødre, vil jeg minde jer om det evangelium, jeg forkyndte for jer, som I modtog, og som I står fast i. Ved dette evangelium bliver I frelst, hvis I holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer. Ellers har I troet forgæves. (14) Og hvis Kristus ikke er oprejst, er vores forkyndelse værdiløs, og det samme er jeres tro. I så fald bliver vi også afsløret som falske vidner om Gud. For vi har vidnet om Gud, at han oprejste Kristus fra de døde. … (17) Og hvis Kristus ikke er oprejst, er jeres tro forgæves …« (Dette understreger læren om både Kristi opstandelse og Kristi død.)

Gal 3:7 »de, der er af tro«

Gal 3:12 »loven er ikke af tro«

Gal 3:23 »før troen kom«

Ef 1:15 »da jeg hørte om jeres tro på Herren Jesus«

Ef 2:8 »af nåde er I frelst ved tro«

2 Tim 2:18 »afveget fra sandheden. … de undergraver nogle menneskers tro«

Tit 1:4 »barn i vores fælles tro«

Forfatteren forsøgte altså ikke at påvise noget grundlag for at adskille Paulus’ breve, bortset fra at henvise til kritiske forskere, som ikke har formået at påvise noget grundlag for forskelle. Men det ville ikke være tilstrækkeligt at påvise, at der er forskelle; man ville snarere være nødt til at påvise, at der er forskelle, der går ud over, hvad man kunne forvente i betragtning af en anden målgruppe, andre emner og en senere periode i Paulus’ liv.

Spørgsmål: Hvad er den bibelske kritik af evangelierne? Hvad betyder tekstkritik? Hvad er forskellen mellem højkritik og lavkritik? Hvilke af disse former er i dag anerkendt?

Svar: Der findes to former for tekstkritik: den såkaldte lavere og den højere. Vi vil først se på, hvordan de forholder sig til kristendommen og Bibelen, og derefter anvende de samme principper på islam og Koranen.

Den lavere tekstkritik af Bibelen anerkender, at der findes varianter i de bibelske manuskripter, og den søger at finde den mest nøjagtige version, da vi ikke har originalerne. Vi er temmelig sikre på 97 % af hvert eneste ord i Det Nye Testamente, og de fleste af de resterende er ubetydelige forskelle på et eller to ord, som ikke ændrer betydningen. Du kan se usikkerhederne blandt manuskripterne til Det Nye Testamente på www.biblequery.org. Se efter »Spørgsmål og svar« for hver bog; nederst finder du et link til manuskriptvariationerne. For eksempel findes variationerne i Matthæusevangeliet på www.biblequery.org/Matthew Manuscripts.html (eller .doc).

Højere tekstkritik af Bibelen er for skeptikere, der sætter spørgsmålstegn ved, hvilke bøger eller dele der bør indgå i Skriften. Kristne forholder sig anderledes til varianter i Skriften end muslimer, fordi det for kristne er betydningen, der er vigtig, ikke de enkelte ord. Men for muslimer er det de enkelte ord og konsonanter, der er vigtige.

Den muslimske verden har også lavere og højere tekstkritik.

Lavere tekstkritik af Koranen går ud på at undersøge, om Warsh- eller Hafs-traditionen er den arabiske udgave, der ligger tættest på det, der oprindeligt blev talt. Sådan ser »lavere tekstkritik« ud for Koranen. Over 15.000 sider med gammel korantekst blev opdaget i Yemen. Ifølge en artikel i Atlantic Monthly fra januar 1999 (s. 43-56): »Nogle af pergamentsiderne i den jemenitiske skat syntes at stamme fra det 7. og 8. århundrede e.Kr., altså islams to første århundreder – de var med andre ord fragmenter af måske de ældste eksisterende koraner. Hertil kommer, at nogle af disse fragmenter afslørede små, men spændende afvigelser fra den gængse korantekst. Sådanne afvigelser er ganske vist ikke overraskende for teksthistorikere, men står på bekymrende vis i modstrid med den ortodokse muslimske tro på, at Koranen, som den er overleveret til os i dag, ganske enkelt er Guds perfekte, tidløse og uforanderlige ord.” Du kan se nogle af disse forskelle på www.QuranText.org

Højere tekstkritik af Koranen: Her er to almindelige eksempler samt et fremtrædende eksempel.

’Ubai bin Ka’b, en af Muhammeds sekretærer, har ekstra suraer og udelader omkring 12 suraer i den nutidige Koran (The Fihrist, s. 61, fodnoter 43–48). Abu Musa fra Basra havde også en tekst, der var identisk med ‘Ubaïs. (Suyuti, Itqan I, s. 65; Ibn Abi Dawud, Masahif, s. 180-181, samt Noeldeke, Geschichte des Quran’s, s. 33-38.)

Sura 114 mangler i Ibn Mas’uds version (The Fihrist, s. 57). Ibn Mas’ud var Muhammeds personlige sekretær. Muhammed opfordrede andre til at lære Koranen af Ibn Mas’ud og tre andre. (Bukhari, bind 6, nr. 521). Udeladelsen af suraerne 113 og 114 var ikke tilfældig. Det berettes, at Ibn Mas’ud sagde: »De to besværgelsessuraer [113, 114] hører ikke til Guds Bog!« [www.answering-islam.org/Quran/Text/distortion.html]

Det, som muslimer kalder de sataniske vers, findes i sura 53. Ifølge følgende kilder reciterede Muhammed oprindeligt sura 53:19-20 således: »Har I set Lat og ’Uzza, og en tredje (gudinde), Manat? Disse er de ophøjede mellemled, hvis forbøn man kan håbe på.” (original) kontra „Har I set Lat og ’Uzza og en tredje (gudinde), Manat? Hvad! For jer det mandlige køn, og for ham det kvindelige? Se, det ville sandelig være en meget uretfærdig opdeling.“

Her er nogle tidligere muslimske forfattere, der har dokumenteret dette.

Al-Wahidi/Wakidi (død 207/823 e.Kr.) skrev *Asbab al-Nozul*.

Ibn Sa’ad/Sa’d (død 230/845 e.Kr.) kendte til al-Wahidis værk, men han var selv en biograf, der skrev et 15-binds værk, Kitab al Tabaqat al Kabir.

Ibn Isaq/Ishaq (død 145/767 eller 151/773 e.Kr.) var en shafi’itisk sunni, der senere grundlagde sin egen kortlivede skole. Han skrev *Sirat Rasullallah* (Allahs profets liv).

Ibn Jarir al-Tabari (død 923 e.Kr.) var en shafi’itisk sunnimuslim, der skrev et 38-binds værk om islamisk verdenshistorie frem til 915 e.Kr. Han er blevet kaldt »kommentatorernes sheik«. Han skriver i bind 6, s. 108-110:

Abu Ma’shar fra Khorasan (787–885 e.Kr.)

Ibn Abi Hatim

Ibn al-Mundhir

Ibn Hajar fra Asqalaan (773–852 efter Hijra)

Ibn Mardauyah

Musa ibn ‘Uqba

Zamakhsharis berømte kommentar til sura 22:52. (1070–1143 e.Kr.)

De første seks er ifølge The Book of the Major Classes, oversat af S. Moinul ‘Haq.

Spørgsmål: Hvorfor var der [angiveligt] ingen bibelsk kritik i den tidlige kirke? Eller var der kritiske spørgsmål og problemstillinger, som dem vi finder i moderne tid, men som dengang var af marginal betydning?

Svar: Det var ikke tilfældet. Dette vil både besvare det spørgsmål og sammenligne det med situationen i islam. For at besvare spørgsmålet er der tre dele: De tidlige kristnes interesse for skrifternes indhold, deres interesse for skrifternes nøjagtighed, og hvilke kritiske spørgsmål af betydning adskilte sig fra dem, vi har i dag?

1. Skriftens indhold: De kristne blev meget bevidste om vigtigheden af skriftens indhold, da kætteren Marcion begyndte at udgive sin egen bibel. Marcion døde omkring år 170 e.Kr. Her er, hvad Tertullian mente om det. Bemærk, at en »svamp« blev brugt på samme måde som vores moderne viskelæder til at fjerne blæk.

Tertullian (205 e.Kr.) »For ved at bruge billedet af en menneskelig pagts varighed forsvarede han det guddommelige testamente. ’Løfterne blev givet til Abraham og til hans afkom. Han sagde ikke ’til afkom’, som om der var tale om mange, men som om der var tale om én: ’til dit afkom’, som er Kristus.’ Skam over Marcion’s svamp! Men det er faktisk overflødigt at dvæle ved det, han har slettet.” Fem bøger mod Marcion, bog 5, kap. 4, s. 435

2. Overleveringen af Skriften. De kristne var også bekymrede for Skriftens nøjagtighed. Det var de nødt til at være, fordi ikke-troende kunne (og gjorde) forfalske visse ting. Her er nogle eksempler.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) siger, at jøderne citerede Salme 96 forkert, fordi de udelod sætningen »fra skoven«. Faktisk er det Justin, der tager fejl her, og den hebraiske masoretiske tekst indeholder ikke »fra skoven«. »Dialog med Trypho, en jøde«, kap. 73, s. 235

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.): »Mine venner, jeg henviser nu til Skrifterne, som de 70 har fortolket dem; for da jeg tidligere citerede dem, som I har dem, afprøvede jeg jer [for at fastslå], hvordan I var indstillet.« »Dialog med Trypho, en jøde«, kap. 87, s. 268

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.): »Denne fortolkning [af de syvti] af disse skrifter blev udført før vor Herres nedstigning [til jorden] og opstod, før de kristne dukkede op – for vor Herre blev født omkring det 41. år af Augustus’ regeringstid; men Ptolemæus levede langt tidligere, og det var under hans regering, at skrifterne blev fortolket; –[da disse ting er således, siger jeg,] viser disse mænd sig sandelig at være frække og anmassende, som nu udviser et ønske om at lave andre oversættelser, når vi tilbageviser dem ud fra disse skrifter og tvinger dem til at tro på Guds Søns komme.” Irenæus, Mod kætterierne, bog 3, kap. 21.3, s. 452

Caius (190–217 e.Kr.) siger, at kætterne frimodigt forfalskede Skriften. kap. 3, s. 602 »Men hvad angår de mænd, der misbruger de vantros kunster for at etablere deres egen kætterske lære og ved de ugudeliges list forfalsker den enkle tro på de guddommelige Skrifter, hvad er der da for behov for at sige, at disse ikke er tæt på troen? Det er af denne grund, at de frimodigt har lagt hånd på de guddommelige skrifter og påstået, at de har rettet dem. Og at jeg ikke fremsætter dette mod dem uden grund, kan enhver, der ønsker det, selv efterprøve. For hvis nogen skulle vælge at samle og sammenligne alle deres eksemplarer, ville han finde mange uoverensstemmelser imellem dem. Asclepiades’ eksemplarer vil i hvert fald vise sig at være i strid med Theodotus’ eksemplarer. Og der findes mange sådanne eksemplarer, fordi deres disciple var meget ivrige efter at indsætte de såkaldte rettelser, dvs. de forvanskninger, som hver af dem har foretaget. Og desuden stemmer Hermophilus’ eksemplarer ikke overens med disse; og hvad angår Apollonius’, er de ikke engang i overensstemmelse med sig selv. For man kan sammenligne dem, som de tidligere udarbejdede, med dem, der senere er blevet forvansket med et bestemt formål, og der vil blive fundet mange uoverensstemmelser. Og hvad angår den store frækhed, der ligger i denne forseelse, er det usandsynligt, at selv de kan være uvidende om den. For enten tror de ikke på, at de guddommelige skrifter blev dikteret af Helligånden, og er dermed vantro; eller også anser de sig selv for klogere end Helligånden, og hvad er de da andet end besatte? De kan heller ikke benægte, at forbrydelsen er deres, når kopierne er skrevet med deres egen hånd; de modtog heller ikke sådanne eksemplarer af Skrifterne fra dem, der først underviste dem i troen, og de kan ikke fremlægge eksemplarer, hvorfra disse blev afskrevet. Og nogle af dem fandt det ikke engang umagen værd at forvanske dem; men ved blot at fornægte loven og profeterne for deres lovløse og ugudelige læres skyld, under påskud af nåde, sank de ned i fortabelsens dybeste afgrund.”

Tertullian (198-220 e.Kr.) siger, at kætterne forvanskede Skriften. I *Prescription Against Heretics*, kap. 17, s. 251.

Origenes (235–245 e.Kr.) diskuterer manuskriptvarianter i *Homilies on Jeremiah*, prædiken 14, kap. 3.1, s. 137, og prædiken 16, kap. 10.1, s. 177

Origenes (235-245 e.Kr.) diskuterer en variant i Septuaginta vedrørende Jeremias 16:17. »Prædikener om Jeremias«, prædiken 16, kap. 5.2, s. 172

Origenes (ca. 227–240 e.Kr.) citerer Ester 4:22 (Septuaginta) som »i Septuaginta-udgaven af Ester« i Origenes’ »Kommentar til Johannes«, bog 2, kap. 7, s. 330.

Methodius (270–311/312 e.Kr.) »Da det altså er klart, og alle vidner om, at de, der er født af utroskab, når frem til fuldkommenhed, må vi ikke forestille os, at Ånden underviste om undfangelser og fødsler, men snarere måske om dem, der forvrænger sandheden, som ved at fordreje Skrifterne med falske læresætninger frembringer en ufuldkommen og umoden visdom og blander deres vildfarelse med fromhed.” »De ti jomfruers fest«, diskurs 2, kap. 3, s. 314

3. Kritiske spørgsmål: Den tidlige kirke stod over for nogle andre udfordringer end den moderne kirke. Nøgleemner for dem var, hvordan man kunne beskytte hjorden mod alvorlig forfølgelse, imødegå argumenter fra de forskellige former for græsk filosofi, besvare mindst tredive forskellige gnostiske grupper og påvise, at græsk-romersk og andre former for hedenskab var falske.

Situationen i islam

I den muslimske verden skal vi se på kritikken af Koranen fra de tidligste tider, de efterfølgende lærde og i dag.

Helt fra begyndelsen var ’Aisha, en af Muhammeds hustruer, bekymret for nøjagtigheden. Sura 2:238: Abu Yunus, ’Aishas frigivne slave, transskriberede en kopi af Koranen for ’Aisha. Den var noget anderledes i Sura 2:238. »Abu Yunus, ’Aishas frigivne slave, sagde: ’Aisha (må Allah være tilfreds med hende) beordrede mig til at afskrive en kopi af Koranen til hende og sagde: Når du når dette vers: ’Overhold bønnerne og den midterste bøn’ (2:238), så giv mig besked; så da jeg nåede det, gav jeg hende besked, og hun dikterede mig (således): Overhold bønnen og den midterste bøn og eftermiddagsbønnen, og stå op i sand lydighed mod Allah. ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Sådan har jeg hørt det fra Allahs Sendebud (fred og Allahs velsignelser være med ham).« Sunan Nasa’i, bind 1, nr. 475, s. 340

Bukhari, bind 6, bog 60, kap. 9, nr. 8, s. 10: »’Umar sagde: ’Vores bedste Koranrecitator er Ubai, og vores bedste dommer er ’Ali; og på trods af dette ser vi bort fra nogle af Ubaïs udtalelser, fordi Ubai siger: »Jeg udelader intet af det, jeg har hørt fra Allahs Apostel,« mens Allah sagde: »Hvilket vers (åbenbaring) Vi end ophæver eller lader gå i glemmebogen, så bringer Vi et bedre eller et lignende i stedet« … (2:106)‘“

I det islamiske litteraturkompendium fra det 10. århundrede, kaldet *Al-Fihrist* (s. 62), står der: »Ifølge Ubayy ibn Ka’bs udtalelse er det samlede antal vers i Koranen 6.210. Det samlede antal suraer i Koranen er ifølge ‘Ata ibn Yasars udtalelse 114; dens vers er 6.170, dens ord 77.439 og dens bogstaver 323.015. Ifølge ‘Asim al-Jahdaris udsagn er der 113 suraer. Det samlede antal vers i Koranen er ifølge Yahya ibn al-Harith al-Dhamari 6.226, mens antallet af bogstaver er 321.530.” [I det oprindelige citat var tallene skrevet ud.]

I dag indeholder Koranen ca. 78.090 arabiske ord; se www.isos.org for flere detaljer. Sammenlignet med 77.439 ord er der tale om en forskel på mindst 651 ord.

’Ubai bin Ka’b, en af Muhammeds sekretærer, har ekstra suraer og udelader omkring 12 suraer i den nuværende Koran (The Fihrist, s. 61, fodnoter 43-48). Abu Musa fra Basra havde også en tekst, der var identisk med ‘Ubaïs. (Suyuti, Itqan I, s. 65; Ibn Abi Dawud, Masahif, s. 180-181, samt Noeldeke, Geschichte des Quran’s, s. 33-38.)

I dag findes der to standardarabiske tekster, kaldet Warsh og Hafs, og i dag synes der ikke at være megen bekymring over de små forskelle. Men historisk set havde muslimerne større bekymringer over mere markante ændringer i teksten.

Her er nogle eksempler på forskelle mellem Warsh og Hafs.

Sura 2:119 »og spørg ikke!« (Warsh-overleveringen. Godkendt af Ministeriet for Religiøse Anliggender og Stiftelser i Algeriet) kontra »og I bliver ikke spurgt« (Hafs-overleveringen. King Fahd Complex … Saudi-Arabien) (www.QuranText.org/qiraat.html)

Sura 3:83 »I bliver ført tilbage« (Warsh-overleveringen. Godkendt af Algeriets ministerium for religiøse anliggender og stiftelser) kontra »de bliver ført tilbage« (Hafs-overleveringen. King Fahd Complex … Saudi-Arabien) (www.QuranText.org/qiraat.html)

Men for kristne er det budskabet, der er vigtigt, ikke de nøjagtige ord. Så hvis for eksempel en hær erobrer en by og tager mange kvinder til fange, bør de spørge: ”Hvordan vil Gud have, at jeg skal være hellig og behage Ham?”, ikke: ”Er der nogen usikkerhed om konsonanterne?”.

Spørgsmål: Hvorfor skal vi i Det Nye Testamente tro på Treenigheden, når ordet ikke findes i Bibelen?

Svar: Ordene »Det Gamle Testamente«, »Det Nye Testamente«, »forsoning« og »nadveren« findes heller ikke i Bibelen, men vi tror også på disse begreber. Det er bedst ikke at skændes om ord, men at se på, hvad der læres. Hvis begrebet Treenigheden læres i Bibelen, bør vi tro på det. Hvis begrebet Treenigheden strider mod Bibelen, bør vi ikke tro på det. Er vi enige?

Hvad begrebet treenigheden indebærer, kan du læse i diskussionen om Matthæus 28:19.

Som en sidebemærkning til mormonerne: Udtrykket »evig udvikling« findes ikke i Mormons Bog.

Som en sidebemærkning til muslimer: Selvom Koranen indeholder udtryk for ”én” (wahed, wihdanea, ahd, fard, wahdo), findes ordet Tawheed (enhed), som er et centralt teologisk princip i islam, heller ikke i selve Koranen. Men ligesom man ikke kan bruge dette faktum til at bevise eller modbevise Tawheed over for muslimer, kan man heller ikke bruge fraværet af et teknisk teologisk ord i Bibelen som bevis for eller imod Treenigheden. Andre muslimske begreber, der ikke findes i Koranen, er:

Koranen siger aldrig, at Ismael næsten blev ofret af Abraham. Den nævner snarere en unavngiven søn.

Den moderne muslimske opfattelse af, at Muhammed var syndfri, findes ikke i Koranen.

For sunnimuslimer findes hele begrebet sunna og overholdelsen af de anerkendte hadither – hvoraf nogle af muslimer selv erkendes som modstridende – ikke i Koranen.

Forestillingen om, at ikke-muslimer skal dræbes, hvis de kommer til Mekka, findes ikke i Koranen.

Forestillingen om, at jøder skal udvises fra Mekka/Saudi-Arabien, findes ikke i Koranen.

For shiitiske muslimer er hele begrebet imamer, og at man i grunden blot skal adlyde imamen for at adlyde Gud, fraværende i Koranen. Naturligvis findes Ali og Husains martyredød ikke i Koranen.

Hverken Bibelen eller Koranen indeholder udtrykket »monoteisme«, men det faktum, at ordet ikke bruges, beviser bestemt ikke, at monoteismen er forkert.

Spørgsmål: Hvor stammer udtrykket »Treenigheden« fra i Det Nye Testamente?

Svar: Den første person, vi kender til, der brugte udtrykket Treenighed (Trias på græsk), var biskop Theophilus af Antiokia (168–181/188 e.Kr.) i sit »Brev til Autolycus«, bog 2, kap. 15, s. 101.

Klemens af Alexandria talte også om »den hellige Treenighed« i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 5, kap. 14, s. 468.

Tertullian (ca. 213 e.Kr.) var den anden, vi har optegnelser om, der brugte udtrykket »Treenigheden« (Trinitas på latin) i sit brev »Mod Praxeas«.

Hippolyt (225–235/6 e.Kr.) skriver i *Mod Noetus’ kætteri*: »Og dermed viste Han, at den, der udelod blot én af disse, undlod at herliggøre Gud fuldkomment. For det er gennem denne Treenighed, at Faderen herliggøres.«

Origenes (225–254 e.Kr.) nævner Treenigheden i »Kommentar til Johannes«, bog 6, kap. 17, s. 366.

Novatian (250/254–256/7 e.Kr.) fra Rom skrev en bog på 32 kapitler, *Afhandling om Treenigheden*.

Cyprianus af Karthago (256 e.Kr.) siger, efter at have citeret Jesu ord i Matthæus 28:18-19: »Han [Jesus] hentyder til Treenigheden, i hvis sakramente nationerne skulle døbes.« »Cyprianus’ breve«, brev 72, kap. 5, s. 380.

Firmilian af Cæsarea i Kappadokien til Cyprianus af Karthago (256 e.Kr.) nævner Treenigheden. Cyprianus’ breve, brev 74, kap. 11, s. 393

Biskop Munnulus af Girba nævner Treenigheden og citerer Matthæus 28:19: »… i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn«. Det syvende koncil i Karthago (258 e.Kr.), s. 567

Euchratius, biskop af Thenae, citerer Matthæus 28:19: »… i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn«. Det syvende koncil i Karthago (258 e.Kr.), s. 568

Gregor Thaumaturgus (240–265 e.Kr.) nævner i *En trosbekendelse*, s. 7, Faderen og Sønnen, og han nævner »Treenigheden« tre gange.

»En trosbekendelse i afsnit« (ca. 240–265 e.Kr.) (sandsynligvis af Gregor Thaumaturgus, men det fremgår ikke) nævner Treenigheden i kap. 5, s. 41; kap. 7, s. 42; kap. 18, s. 45; kap. 20, s. 45

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) nævner Treenigheden ved navn to gange i »Brev 4«, kap. 8, s. 93.

Dionysius, biskop af Rom (259–269 e.Kr.): »For disse [sande disciple] ved ganske rigtigt, at Treenigheden er forkyndt i den guddommelige Skrift, men at læren om, at der er tre guder, hverken læres i Det Gamle eller Det Nye Testamente.« Dionysius af Rom, *Mod sabellianerne* (ANF, bind 7), kap. 1, s. 365

Methodius (270–311/312 e.Kr.): »For Faderens, Sønnens og Helligåndens rige er ét, ligesom deres væsen er ét og deres herredømme ét. Derfor tilbeder vi også med én og samme tilbedelse den ene Guddom i tre Personer, som eksisterer uden begyndelse, er uskabt, uden ende, og som ingen kan efterfølge. For hverken vil Faderen nogensinde ophøre med at være Faderen, eller Sønnen med at være Sønnen og Kongen, eller Helligånden med at være det, som Han er i væsen og personlighed. For intet i Treenigheden vil lide nogen formindskelse, hverken med hensyn til evighed, fællesskab eller suverænitet.” Tale om Salmerne, kap. 5, s. 397. (Se også »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 8, kap. 10, s. 338, og kap. 11, s. 339)

Alexander af Alexandria (313-326 e.Kr.) siger, at Jesus opstod på den tredje dag efter sin død og dermed gav os kendskabet til Treenigheden. Breve om den arianske kætteri, brev 5, s. 302

Næsten-træffer hos Justin Martyr (hans Første Apologi, 147–151 e.Kr.): »… og vi tilbeder Ham [Jesus] med god grund, da vi har lært, at Han er Sønnen af den sande Gud selv, og vi anerker Ham som den anden i rang, og den profetiske Ånd som den tredje, og det vil vi bevise.« Justin Martyrs Første Apologi, kap. 13, s. 166–167

Næsten-fejl hos Athenagoras (177 e.Kr.) »Hvem ville da ikke blive forbløffet over at høre, at mennesker, der taler om Gud Faderen, om Gud Sønnen og om Den Hellige Ånd, og som forkynder både deres forenede magt og deres rækkefølge, kaldes ateister? Vores lære om det guddommelige er heller ikke begrænset til disse punkter; men vi anerkender også en mangfoldighed af engle og tjenere, …“ *En forsvarstale for de kristne*, kap. 10, s. 133

Næsten et fund hos Peter af Alexandria (306,285–311 e.Kr.) (uddrag) »Skaberen og Herren over alle synlige og usynlige skabninger, den enbårne Søn og Ordet, som er evigt sammen med Faderen og Helligånden og af samme substans som dem i henhold til sin guddommelige natur, vores Herre og Gud, Jesus Kristus, …« fragment 5, s. 282

Konklusion: Disse henvisninger fra Antiokia, Rom, Alexandria og andre steder viser, at udtrykket »Treenighed« var udbredt mere end hundrede år før koncilet i Nikæa i år 325 e.Kr.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at selvom Ignatius (død enten i 107 eller 116 e.Kr.), apostlen Johannes’ discipel, ikke bruger udtrykket »Treenighed«, kalder han ofte Jesus for Gud. I Ignatius’ andet brev til efeserne, kapitel 9, siger han: »Og I er forberedt til opbygningen af Gud Faderen, og I er løftet op i det høje ved hjælp af Jesus Kristus, som er korset; og I trækkes af rebet, som er Helligånden; og jeres talje er jeres tro, og jeres kærlighed er vejen, der fører op i det høje til Gud« (Ante-Nicene Fathers, s. 101)

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) giver i sin »Dialog med jøden Trypho«, kapitel 57–65, også en meget god forklaring på Treenigheden og på, hvorfor vi bør tilbede Jesus, uden egentlig at bruge ordet Treenighed.

Spørgsmål: Skeptikeren Bart Ehrman siger: »På Jesu tid var der mange hellige mænd, såsom Hanina ben Dosa og Honi, der tegnede cirkler. Der var hedenske hellige mænd, såsom Apollonius fra Tyana, en filosof, der angiveligt kunne helbrede de syge, uddrive dæmoner og opvække de døde. Han blev angiveligt født på overnaturlig vis, og ved slutningen af sit liv steg han angiveligt op til himlen. Lyder det bekendt? Der var hedenske halvguder, såsom Herkules, som også kunne genoplive de døde.” (Jesus, Interrupted, s. 172)

A: Der er ingen antikke kilder, som jeg kender til, der hævder, at Herkules kunne genoplive de døde. Der var ikke »mange hellige mænd«, kun Hanina, Honi og Apollonius fra Tyana. Muhammed kom 600 år senere, og det ville ikke være passende for de fleste muslimer, hvis Jesus udførte mirakler, mens Muhammed ikke gjorde det. Så det efterlader kun Hanina, Honi og Apollonius.

Det eneste, Honi gjorde, var at bede om regn, tegne en cirkel og fortælle Gud, at han ikke ville træde uden for cirklen, før det regnede. Til sidst regnede det.

Her er en liste over Haninas mirakler. Selvom disse mirakler ikke kan bekræftes, kan de, selv hvis de er sande, på ingen måde måle sig med Jesu mirakler.

1) Hanina bad for to syge mennesker, hvoraf den ene havde feber, og begge blev raske.

2) En gang bad Hanina om, at regnen skulle holde op, og den holdt op med det samme. Da han kom hjem, bad han om, at regnen skulle vende tilbage, og det begyndte at regne igen.

3) Hanina og hans kone havde ikke noget brød, så de tændte alligevel for ovnen, så deres naboer ikke skulle opdage det. Da en nabo kom forbi, lå der mirakuløst nok brød i ovnen.

4) Haninas kone overtalte Hanina til at bede om en del af sin evige belønning allerede nu, så Gud sendte et gyldent bordben ned. Hans kone drømte derefter, at man i himlen spiste ved trebenede borde, men Haninas bord havde kun to ben, så hun bad Gud om at tage benet tilbage, og Gud fik det til at forsvinde.

5) Et bord trak sig væk fra Hanina, indtil han gav tiende af krydderierne i maden.

6) Haninas æsel ville ikke engang spise mad, der ikke var afgivet tiende af.

7) Hanina ønskede at bringe en stor, poleret sten til Jerusalem. Fem arbejdere dukkede på mystisk vis op for at bære den sammen med ham for fem mønter. De bar den straks til Jerusalem og forsvandt derefter.

Det bemærkelsesværdige ved Hanina er, at disse mirakler angiveligt fandt sted i det første århundrede e.Kr. Disse ting kunne være opfundet af jøder for at modvirke Jesu mirakler.

Vi ved næsten intet om Apollonius fra Tyana bortset fra det, som hans biograf, Flavius Philostratus, skrev omkring år 170–247 e.Kr. Han blev bedt om at skrive denne biografi af hustruen til en kejser, der forsøgte at udrydde kristendommen. Her følger en kort oversigt over Apollonius’ påståede mirakler.

Apollonius ser Prometheus’ lænker og driver en nisse bort. Senere bryder der en pest ud i Efesos. Apollonius identificerer en gammel tigger som pestdæmonen og beder byens indbyggere om at stene ham ihjel. Han taler med Akilles’ spøgelse, uddriver en dæmon, forudsiger fremtidige begivenheder og redder en mand fra en kvindelig vampyr. Under Nero bliver en skriftrulle, der opregner anklagerne mod Apollonius, på mystisk vis slettet. Senere får han overtaget over en etiopisk satyr. Han helbreder en mand for hans kærlighed til en statue af Afrodite. Senere, mens han sidder fængslet under Domitian, ryster Apollonius på mirakuløs vis sine lænker af sig. Efter at han er blevet frikendt, rejser Apollonius til Lilleasien, hvor han på mirakuløs vis er vidne til Domitians mord. Han forlader denne jord ved at stige op fra et tempel på Kreta. Bagefter viser han sig for en mand i en drøm og beviser dermed, at sjæle er udødelige.

De kristne blev forfulgt under kejser Septimus Severus i år 202 e.Kr. De første kendte britiske kristne martyrer blev dræbt i år 209 e.Kr. Philostratus var medlem af det romerske kejserlige hof under Septimus Severus efter år 202 e.Kr., og han fulgte med kejseren og hans hustru til Britannien, hvor kejseren kæmpede mod pikterne indtil sin død i år 211 e.Kr. Septimus Severus’ hustru, Julia Domna, var hans protektor, indtil hun døde i år 217 e.Kr. Hun gav Philostratus det specifikke opdrag at skrive en biografi om Apollonius fra Tyana, der levede 150 år tidligere. Det er meget sandsynligt, at værket blev skrevet for at modvirke kristendommens fremgang. Historien fortælles udelukkende gennem dagbogen tilhørende Apollonius’ discipel og trofaste ledsager Damis. Alle er enige om, at denne »Damis« var fuldstændig fiktiv. Altså en biografi, der blev opfundet for at modvirke kristendommen, fortalt gennem en erkendt fiktiv discipel; disse kendsgerninger blev uansvarligt glemt af Ehrman, da han forsøgte at så tvivl om Jesu mirakler.

Hvad angår manuskriptbeviser for denne fiktive beretning, findes der kun 25 bevarede manuskripter. Det tidligste stammer fra det 11. århundrede, det næste fra det 12., og resten fra det 14. til det 16. århundrede ifølge *The Resurrection of Jesus*, s. 178.

Spørgsmål: Var der nogen skrifter, som menes at stamme fra Jesus selv? Jeg troede, jeg havde hørt om nogle, som kirken fordømte.

Svar: Åbenbaringsbogen er »Jesu Kristi åbenbaring«, så nogle anser den for at være (mundtligt) tilskrevet af Jesus, selvom det naturligvis var apostlen Johannes, der nedskrev den. Vi må være enige med Efeserbrevet 2:20, der siger, at kirken er »bygget på apostlenes og profeternes grundvold, med Kristus Jesus selv som hjørnestenen«. Kristendommen »går tilbage til Jesu lære« gennem de profeter og apostle (herunder Paulus), som Jesus udvalgte.

Bortset fra Åbenbaringen er jeg i mine studier ikke bekendt med nogen gamle skrifter, der hævdede at være forfattet af Jesus selv. Der findes nogle moderne skrifter, der hævdede at være Jesu forsvundne værker, men selvfølgelig fordømte den tidlige kirke aldrig disse, da de endnu ikke var blevet skrevet.

Det, du måske tænker på, er en række værker, der hævdede at være skrevet af forskellige apostle og andre, og som var forfalskninger. Især gnostikerne brugte Thomas-evangeliet, bortset fra at de havde forskellige versioner af det. Her er desuden en delvis liste over andre bøger, der var forfalskninger, og som kirken afviste:

Pseudo-Matthæus-evangeliet (dets moderne navn)

Historien om tømreren Josef

Det arabiske evangelium om Frelserens barndom

Nikodemus-evangeliet

Thomas-evangeliet (gnostisk) (140-200 e.Kr.)

Pontius Pilatus' beretning

Pontius Pilatus’ overgivelse

De hellige apostle Peters og Paulus' gerninger

Paulus og Theklas handlinger

Pontius Pilatus' brev om vor Herre Jesus Kristus = Pontius Pilatus' handlinger (findes ikke i dag, men nævnes af Justin Martyr (ca. 138-165 e.Kr.) og Tertullian (198-220 e.Kr.))

Barnabas' handlinger (ikke at forveksle med den middelalderlige forfalskning, Barnabas-evangeliet)

Filips handlinger

Andreas og Matthias' handlinger

Peters og Andreas' handlinger

Johannes' bog om Marias indsovning

Marias bortgang

En af mine "favoritter" er Peters handlinger. Hvis jeg husker rigtigt, tog Peter til et værtshus, og hans værelse var fyldt med væggelus, hvilket forhindrede ham i at sove, og han skulle prædike den næste dag. Derfor befalede han væggelusene at forlade værelset, og det gjorde de. Næste morgen åbnede han døren, og der stod en række væggelus og ventede på at komme tilbage ind i værelset. Peter befalede dem at gå tilbage i sengen, og det gjorde de.

En af grundene til, at vi kan være sikre på, hvilke skrifter der var ægte, samt på Jesu lære og karakter, uafhængigt af Bibelen, er de tidlige kristne.

Klemens af Rom skrev et brev til korinterne i år 96-98 e.Kr. Hans grundlæggende budskab var: »Hvorfor gør I ikke de ting, som Paulus bad jer om at gøre for 50 år siden?« Klemens’ brev er meget indsigtsfuldt, og det er så godt, at nogle få kristne fejlagtigt mente, at det burde være en del af Skriften. Jeg har ikke fundet noget falsk i brevet bortset fra ét punkt. Clemens mener tilsyneladende, at legenden om den arabiske føniks, der lever i tusind år, derefter brænder sig selv ihjel og så genopstår fra asken, er sand. Ignatius skrev også omfattende, og han var en discipel af apostlen Johannes. Papias var en anden discipel af apostlen Johannes, der skrev mange bind, men desværre er de alle gået tabt. Vi har kun nogle uddrag, der er bevaret af Eusebius af Cæsarea (virksom ca. 325 e.Kr.). Martyren Polykarp, biskop i Smyrna, var en anden discipel af apostlen Johannes, og han havde en discipel, Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.), som skrev værket »Mod kætterierne«, der dokumenterer de over 30 forskellige gnostiske retninger. Han anvendte omkring 1.800 citater og henvisninger fra alle bøgerne i Det Nye Testamente (undtagen Filemon og 3. Johannesbrev), og hans skrifter viser, at bøgerne i hans Nye Testamente var de samme som vores i dag.

Vi har en tredje kategori af litteratur, nemlig nyere værker, som i nogle øjne er blevet betragtet som autentiske. En sådan samling af værker kaldes »De falske dekretaler«. Disse blev skrevet i det 9. århundrede og stammer sandsynligvis fra det frankiske rige. De hævdede blandt andet, at Peter overgav himlens nøgler til en »pave«, der fulgte efter ham. Et andet værk er Barnabas-evangeliet, som blev skrevet af en person, der menes at have været en utilfreds munk, der konverterede til islam. Det tager ikke højde for, at kulturen på Jesu tid ikke var den samme som i middelalderens Italien med riddere, snørebånd og den slags. Desuden indeholder det, selvom det har lære, som kristne betragter som kætteri, også lære, som ortodoks islam ligeledes ville betragte som kætteri. Ikke desto mindre har jeg hørt, at det er den bedst sælgende religiøse bog i nogle muslimske lande, da Jesus i den profeterer, at Muhammed vil komme efter ham.

Selvom den tidlige postapostoliske kirke ikke »skrev« Skriften, står vi i gæld til dem for at have fastslået for os, hvad der var Skriften. Hver eneste bog i Det Nye Testamente blev henvist til af den tidlige kirkes forfattere før år 150 e.Kr., med den mulige undtagelse af to meget korte bøger, Filemon og 3. Johannesbrev.

Irenæus skriver i *Mod kætterierne*, s. 428, kapitel 11, vers 8 (skrevet 182–188 e.Kr.), at der ligesom verdens fire verdensdele og de fire hovedvinde hverken er færre eller flere end fire evangelier. Han nævner dem andre steder som Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.

Spørgsmål: Skeptikeren Bart Ehrman fremsætter den ubegrundede påstand, at »hvis Matthæus, der skrev omkring 25 eller 30 år efter Paulus, nogensinde læste nogen af Paulus’ breve, fandt han dem bestemt ikke inspirerende, endsige inspirerede.« Jesus, Interrupted, s. 89: »Paulus mente, at Jesu tilhængere, der forsøgte at overholde loven, risikerede at miste deres frelse. Matthæus mente, at Jesu tilhængere, der ikke overholdt loven – og gjorde det endda bedre end de mest religiøse jøder – aldrig ville opnå frelse.« Jesus, Interrupted, s. 90

A: Matthæus skrev i sit evangelium om Jesus Kristus ikke om Paulus, fordi hans emne var Jesus Kristus. Man kunne også fremføre et lige så ineffektivt argument om, at Lukas i sit evangelium heller ikke vidste noget om Paulus – men kun hvis vi ikke vidste noget om Apostlenes Gerninger.

Spørgsmål: Skeptikeren Bart Ehrman skriver: »Det kommer som en overraskelse for nogle læsere at høre, at denne form for antijødedom ikke fandtes i den romerske, græske eller nogen anden verden før kristendommens fremkomst og derfor er en kristen opfindelse. Ganske vist bagtalte nogle romerske og græske forfattere jøderne for det, der forekom at være bizarre skikke … Men romerske og græske forfattere bagtalte alle, der ikke var grækere eller romere, og jøderne blev ikke udpeget som noget særligt. Indtil kristendommen dukkede op.” (Jesus, Interrupted, s. 244)

A: Denne udtalelse fra en person, der anerkendes som en lærd, er sandelig ganske overraskende. Det ville helt sikkert være en overraskelse for de jøder, der blev dræbt af den seleukidiske Antiochus IV Epiphanes, de jøder, der så den romerske Pompejus vanhellige Det Allerhelligste i 63 f.Kr. Det var udelukkende jøderne, der blev forvist fra Rom under Claudius.

Ehrman tager her fejl på så mange måder, at jeg undrer mig over, hvorfor han begår en så stor fejl og stadig anses for at have et videnskabeligt greb om den antikke jødiske historie.

a) Kristne var ikke mere antisemitiske, end de var »anti-italienske« eller »anti-græske«. At sige, at en religion er forkert, er ikke det samme som at være imod folket. For eksempel var der 17 kristne forfattere fra tiden før Nikæa-koncilet, der skrev, at jødedommen var forkert. (Dette er uden at medregne Clemens af Alexandria, der kun advarede mod farisæerne.) Men der var 19 kristne forfattere fra tiden før Nikæa-koncilet, der skrev, at de græsk-romerske guder var forkerte. At sige, at nogle mennesker tror på noget, der er forkert, betyder ikke, at man hader dem eller er forudindtaget over for dem. Ehrman siger, at konservative kristne tager fejl. Men betyder kritik af konservative kristne automatisk, at nogen må hade os? Hvis han ville benægte det, kan man ikke bruge argumentet om, at jøderne troede forkert, til at kalde det fordom.

b) Der findes ingen eksempler på forfølgelse af jøder fra kristne før Nikæa-koncilet. Det første eksempel på forfølgelse af jøder fra kristne var kejser Konstantin, der på en ikke-voldelig måde lukkede både jødiske synagoger og hedenske templer for at tilskynde sine undersåtter til i stedet at gå i kirke. Det virkede tilsyneladende i høj grad, og nogle har sagt, at kristendommen ikke har kommet sig helt siden da.

c) Paulus og de andre elskede jøderne. Paulus siger i Romerbrevet 10:1: »Brødre, mit hjertes ønske og min bøn til Gud for israelitterne er, at de må blive frelst.« Han udtrykker sig dog endnu stærkere i Romerbrevet 9:1-4a: »Jeg taler sandt i Kristus; jeg lyver ikke, hvilket min samvittighed bekræfter i Helligånden. Jeg har dyb sorg og uophørlig kval i mit hjerte. For jeg kunne ønske, at jeg selv var forbandet og afskåret fra Kristus for mine brødres skyld, mit eget kød og blod, Israels folk.” Gennem sit eksempel viser Paulus os den kærlighed, vi bør have til det jødiske folk. Hvad angår en påstået »andenklasses status« for det jødiske folk, taler Paulus imod dette i Galaterbrevet 3:28: »Der er hverken jøde eller græker, slave eller fri, mand eller kvinde, for I er alle ét i Kristus Jesus.«

d) Der var antisemitisme allerede før romerne.

Jeg ved ikke, om Bart Ehrman kender til en seleukidisk kejser ved navn Antiochus Epiphanes. Antiochus forsøgte med vold at udrydde jødedommen, og det makkabæiske oprør var jødernes reaktion herpå. Esters Bog fortæller om den antisemitiske Haman og det persiske folk, der gik med til at dræbe jøderne.

e) Der fandtes antisemitisme før kristendommen. Pontius Pilatus blev udnævnt til sin stilling gennem indflydelse fra sin mentor, den antisemitiske Sejanus. Sejanus blev henrettet af Tiberius den 9. oktober år 31 e.Kr. Pilatus, der regerede fra år 26 til 36 e.Kr., var den femte romerske guvernør i Judæa siden år 6 e.Kr., ifølge Evangelical Commentary on the Bible, s. 874.

f) Der fandtes antisemitisme blandt ikke-kristne. En græker ved navn Apion skrev en bog, »Mod jøderne«, og en del af Josefus’ »Historie« var et svar på Apions bog.

Spørgsmål: Ehrman skriver: »For Paulus betød tro at acceptere Kristi død i tillid for derved at blive retfærdiggjort over for Gud. Det er et relationsbegreb, der betyder noget i retning af ’tillid’. I de pastorale breve har ordet en anden betydning; nemlig den samling af trosoverbevisninger og idéer, der udgør den kristne religion (Titus 1:13). Det er ikke et relationsbegreb, men et begreb, der specificerer en række kristne læresætninger, indholdet af det, man skal tro på – hvilket er den måde, begrebet kommer til at blive brugt på i senere kristne sammenhænge. Dette er således et eksempel på, hvordan de pastorale breve synes at stamme fra en senere, ikke-paulinsk sammenhæng.” (Jesus, Interrupted, s. 130).

A: Galaterbrevet 1:23; Efeserbrevet 4:13 og andre vers beviser, at Ehrman på den ene side ikke ved, hvad han taler om, og 2. Timoteusbrev 1:5; 2. Timoteusbrev 3:15 og Titusbrevet 3:15 beviser, at Ehrman tager fejl på en anden måde. Paulus viser begge aspekter af troen både i sine tidligere breve (epistler) og i sine senere, pastorale breve.

A. Tro i betydningen doktrinære overbevisninger:

A1. Paulus’ tidligere epistler (i modsætning til Ehrman)

Gal 1:23 »De hørte kun beretningen: ’Den mand, der tidligere forfulgte os, forkynder nu den tro, han engang forsøgte at ødelægge.

Ef 4:5 »én Herre, én tro, én dåb«

(Ehrman er enig i, at nedenstående bøger lærer, at tro er et sæt doktrinære overbevisninger)

Ef 4:13 »indtil vi alle når frem til enhed i troen og i kendskabet til Guds Søn, når vi modnes til det fulde mål af Kristi fuldkommenhed.«

A2. Paulus’ pastorale breve (Ehrman ville være enig)

1 Tim 4:6 »… troens ord«

Tit 1:13 »Derfor skal du irettesætte dem strengt, så de bliver sunde i troen og ikke giver agt på jødiske myter eller på bud fra mennesker, der har forkastet sandheden.«

Tit 2:2 »sunde i troen«

Konklusion: Der findes vers, hvor tro betyder sandhed eller lære, både i Paulus’ tidlige breve og i de pastorale breve.

B. Tro i betydningen tillid generelt

B1. Paulus’ tidlige breve (Ehrman ville være enig)

Rom 1:17 »skal leve af tro«

Rom 3:25 »tro på hans [Jesu] blod«

Rom 4: Abraham retfærdiggøres ved tro

Gal 2:16 »retfærdiggjort ved troen på Kristus«

Gal 3:2b »troens forkyndelse«

Gal 3:8 »retfærdiggøre hedningerne ved troen«

Gal 3:9 »de, der har tro«

Gal 3:11 »den retfærdige skal leve af tro«

Gal 3:22 »løftet ved troen på Jesus Kristus«

Gal 3:24 »retfærdiggjort ved troen«

Gal 3:25 »men troen, der kommer«

Gal 3:26 »gennem troen på Kristus Jesus«

Gal 5:5 »håbet om retfærdighed ud af troen«

Ef 1:1 »trofaste i Kristus Jesus«

Ef 1:15 »jeres tro på Herren Jesus«

Ef 3:17 »så Kristus kan bo i jeres hjerter gennem troen«

B2. Paulus’ pastorale breve (i modsætning til Ehrman)

2 Tim 1:5 »Jeg mindes din oprigtige tro, som først boede i din bedstemor Lois og din mor Eunice, og som jeg er overbevist om også er i dig.«

2 Tim 3:15 »som kan gøre dig vis til frelse gennem troen på Kristus Jesus.«

Tit 3:15 »Hils dem, der elsker os i troen.«

C. Troen kan forstås på den ene eller den anden måde eller på begge måder

C1. Paulus’ tidligere breve

1 Kor 15:1-2,14,17 »Nu, brødre, vil jeg minde jer om det evangelium, jeg forkyndte for jer, som I modtog, og som I står fast i. Ved dette evangelium bliver I frelst, hvis I holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer. Ellers har I troet forgæves. (14) Og hvis Kristus ikke er oprejst, er vores forkyndelse værdiløs, og det samme er jeres tro. I så fald bliver vi også afsløret som falske vidner om Gud. For vi har vidnet om Gud, at han oprejste Kristus fra de døde. … (17) Og hvis Kristus ikke er oprejst, er jeres tro forgæves …« (Dette understreger læren om både Kristi opstandelse og Kristi død.)

Gal 3:7 »de, der er af tro«

Gal 3:12 »loven er ikke af tro«

Gal 3:23 »før troen kom«

Ef 1:15 »da jeg hørte om jeres tro på Herren Jesus«

Ef 2:8 »af nåde er I frelst ved tro«

C2. Paulus’ pastorale breve (disse kan fortolkes på begge måder)

2 Tim 2:18 »afveget fra sandheden. … de undergraver nogle menneskers tro«

Tit 1:4 »barn i vores fælles tro«

Spørgsmål: Da Gud ikke har en fysisk krop, hvordan kan Jesus så være Guds Søn? Muslimer har hævdet, at dette er en central fejl i kristendommen.

Svar: Kristne tror IKKE, at Jesus var Guds Søn i en grov fysisk eller seksuel forstand. Udtrykket er snarere et udtryk for den dybe betydning af, hvordan Jesus adskiller sig fra alle skabte væsener. Shiitiske muslimer har et lidt lignende begreb. Når de siger, at ’Ali er Guds finger, tror de ikke, at Gud har ti fingre ligesom mennesker. Det er snarere et udtryk med en dybere betydning for dem.

Spørgsmål: Jeg er foruroliget over et svar, du gav i din »Bible Query«, hvor du hævder, at Jesus er Gud, og det er ganske enkelt ikke sandt. Jesus har aldrig hævdet at være Gud. Han er Guds søn, Messias. Det er forkert af dig at vildlede andre, for derved sætter du deres frelse på spil. Læs venligst disse skriftsteder, og ændr venligst dit svar.

Joh 14:1-4 viser en forskel mellem Faderen og Sønnen.

I Luk 18:19 siger Jesus selv, at ingen er god, bortset fra Gud alene, da nogen kalder ham god. Han adskilte sig igen.

I Mk 13:32 og Mt 24:36 siger Kristus selv, at ingen ved, hvornår enden kommer, kun Gud, og ikke engang ham selv.

I Mt 23:8-10 skelner Kristus selv klart mellem en lærer, en leder og Faderen.

I Matt 5:16 står der, at Faderen er i himlen.

I ApG 4,12 står der, at frelsen kommer gennem Kristus, men at Gud gav Kristus til os.

Hebr 13:21, 1 Pet 2:19-25, 1 Joh 2:2-6 og 1 Joh 2:23 skelner alle mellem Gud og Kristus. Gud er Faderen, Giveren, Skaberen. Kristus er Messias, Offeret, Sønnen.

I 2 Mos 20:3, 5 Mos 6:4-5 og 5 Mos 32:39 siger Gud, at man ikke skal have andre guder end Ham. Det er en synd at gøre Kristus til en Gud eller kalde Kristus for Gud. Gud er Gud alene, og Kristus er Messias. Han er Guds Lam. Han er Guds Søn, som blev skabt for at være et eksempel på, hvordan et fuldkomment menneske bør være. Menneskeheden havde brug for et legemligt eksempel på fuldkommenhed og kærlighed. Jesus er dette eksempel. Han var et fuldkomment menneske med guddommelig viden, og Gud boede i ham. Da han sagde, at Faderen og jeg er ét, mente han, at det var, fordi han boede i Gud, og Gud boede i os. Han var i fuldkommen forening med Gud, og han blev sendt til os for at lade os vide, at vi også kunne være i fuldkommen forening med Gud. Han hævdede aldrig at være den himmelske Fader, og det er en stor synd at vildlede andre til at tro det. Der er mange skriftsteder, der skelner klart mellem Gud og Kristus, men jeg kan ikke huske at have læst et eneste skriftsted nogen steder, hvor Kristus sagde, at han var Gud.

A: Jeg sætter pris på dit ærlige indlæg. Jeg ønsker bestemt ikke at vildlede andre om deres frelse. Forhåbentlig vil vi blive »forstyrret« dér, hvor vi befinder os i falskhed, og finde hvile, når vi er enige i sandheden. Du har rejst så mange punkter i dit korte indlæg. Jeg vil gerne gennemgå dine 11 punkter ét ad gangen, så vi kan se, hvor vi er enige eller uenige med hinanden.

1. Vi må ikke have andre guder, som du nævnte, sådan som 2. Mosebog 20:3; 5. Mosebog 6:4-5; 32:39 befaler. Romerbrevet 1:23,25 siger, at en af de gudløse menneskers synder var, at de tilbad og tjente skabte ting i stedet for Skaberen. Vi bør ikke tilbede eller tjene nogen engel eller noget andet skabt væsen som en Gud. Hvis vi antager, at Jesus ikke var Gud, og nogen kaldte Jesus for Gud, er du så enig i, at dette ville være en meget alvorlig synd?

2. Discipelen Thomas kaldte Jesus for Gud i Johannes 20:28. Thomas gik endda endnu længere end det. Johannes 20:28 siger faktisk, at Thomas sagde til Jesus: »Min Herre og min Gud!« Jesus svarede Thomas: »Fordi du har set mig, har du troet; salige er de, som ikke har set og alligevel har troet.« Jesus viser ikke det mindste tegn på irettesættelse over for Thomas. Faktisk er det eneste, der kan opfattes som fjernt negativt, at Jesus sagde, at de, der ikke har set Jesus personligt og alligevel tror (på dette om Jesus), er mere velsignede end dem, der har set Jesus og tror på dette. Nu er det enten

a) at Thomas tog fejl, og at han syndede ved at kalde Jesus for Gud, og måske syndede Jesus ved at acceptere dette og ikke irettesætte Thomas, eller

b) Thomas havde ret, og Jesus gjorde ret i at bekræfte det, Thomas sagde.

Er du enig i, at Thomas må have haft ret her?

3. Særskilte, men ikke adskilte: Nogle ting kan være adskilte uden at have noget til fælles. Nogle ting kan være særskilte, hvor nogle ting er forskellige, og andre ting er fælles. For eksempel er de tre blade på en kløver særskilte, idet de er tre lapper. Alligevel er de ikke adskilte, fordi de er forbundet i midten. (Denne illustration stammer oprindeligt fra Patrick af Irland, en virkelig eksemplarisk troende, der levede omkring år 400 e.Kr.) Under alle omstændigheder er jeg enig i, at mange af de vers, du nævner, viser en forskel mellem Faderen og Sønnen. At bevise, at Faderen og Sønnen er to adskilte personer, betyder ikke, at de er fuldstændig adskilte. I det mindste deler de et navn, for vi bliver døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn (ikke navne) i Matthæus 28:19.

Den kristne forfatter Ambrosius af Milano (378–381 e.Kr.) skrev i sit værk »Om Helligånden«, bog 1, kapitel 13, mere om delingen af de guddommelige navne. Se »The Nicene and Post-Nicene Fathers, 2. serie«, s. 110–111, for yderligere oplysninger.

a) De har samme natur (Filipperne 2:6)

b) De tilkommer den samme ære (Johannes 5:23)

c) Faderen og Jesus »ejer« alt i fællesskab. Johannes 16:15; 17:10.

d) På jorden boede Faderen i Jesus. Johannes 10:38; 14:10-11.

e) På jorden var Jesus i Faderen. Johannes 10:38; 14:11

f) Hvis du virkelig kender Jesus, så kender du Faderen og har set Faderen. Johannes 14:7-9

g) Ingen kommer til Faderen undtagen gennem Jesus. Johannes 14:6; 6:45; ~8:24; Apostlenes Gerninger 4:12

h) Begge tilbedes med rette (Hebræerbrevet 1:6)

i) Begge kaldes med rette Gud (Johannes 1:1; 20:28, Hebræerbrevet 1:8,9)

j) Der bedes til dem begge (Apostlenes Gerninger 7:59-60)

k) Alt i verden blev skabt gennem dem begge (Johannes 1:3, 10; Kolossenserbrevet 1:16)

l) Guddommens fylde er i Jesus (Kolossenserne 1:19).

m) De er ét i ånd, kærlighed og hensigt. At adlyde den ene i sandhed er at adlyde den anden.

Er du altså enig i, at de er adskilte, men at de har nogle ting til fælles, hvor de ikke er adskilte?

4. Enhedspentekostalismen er forkert: Det forrige punkt er vigtigt, fordi der findes en kætteri kaldet modalismen, hvor enhedspentekostalismen er en moderne form, som lærer, at Faderen, Sønnen (Kristus) og Helligånden er ens på alle måder. Versene om Jesu dåb samt de vers, du nævnte (Joh 14:1-4, Matt 5:16, 1 Joh 2:23 osv.), beviser, at Oneness-pentekostalisme er forkert. Det tror jeg, vi kan være enige om.

5. Kristus, vores Lærer, modbeviser ikke treenigheden: Jeg er ikke helt enig i din konklusion vedrørende Mattæus 23:8-10, for hvis Kristus er vores Lærer, betyder det så, at vi skal nægte at lære noget fra Helligånden eller fra det, som Gud Faderen har åbenbaret i naturen eller i Guds ord? Vi kan selvfølgelig være enige om, at det ikke er tilfældet. Jeg tror dog, at du forsøgte at understrege dit argument om, at der er en forskel mellem Faderen og Sønnen, og det er jeg allerede enig i.

6. Frelsen er Guds værk! Forresten, ud fra Apostlenes Gerninger 4:12 og 1. Johannesbrev 2:2-6: Er vores frelse et menneskeligt værk eller Guds værk? Vores frelse er en gave fra Gud. Det ville være et menneskeligt værk – eftersom Jesus var et menneske – hvis Jesus blot var et menneske.

7. Jesus og Gud: Jeg mener, at jeg i tilstrækkelig grad har vist, at selvom Faderen og Jesus er forskellige, er det ikke noget problem. Dette besvarer dog endnu ikke den skelnen mellem Jesus og Gud, som Hebræerbrevet 13:20-21 og andre vers viser. (Jeg mener ikke, at 1. Petersbrev 2:19-25 viser dette, men andre vers gør det, så dette er et irrelevant spørgsmål.) Husk, at udtrykket elohim (Gud/gud) har mindst fire forskellige betydninger i Bibelen. Jesus erkendte, at der var mere end én betydning i Johannes 10:34-39, hvor han citerer Salme 82:6. Her er betydningerne i Bibelen:

Dem, der kaldes guder, endog afguder. 1 Korintherbrev 8:5-6; 1 Mosebog 31:30,33

Faderen. Galaterbrevet 1:1, Efeserbrevet 1:2-3,17, Hebræerbrevet 1:9 (2. forekomst) osv.

Jesus. Hebræerbrevet 1:9 (første forekomst); Johannes 1:1,18; Hosea 1:7; Esajas 7:14; 1. Johannesbrev 5:11,12 i forhold til vers 21; Kolossenserbrevet 2:9 og Matthæus 1:23

Helligånden. Romerbrevet 8:9-16; Lukas 1:35; 1. Johannesbrev 4:12,13,15-16; 1. Korintherbrev 3:16 i forhold til 1. Korintherbrev 6:19; Apostlenes Gerninger 5:4

8. Vers, der viser, at Jesus er Gud: Du siger, at du ikke kan huske et eneste skriftsted, hvor Jesus sagde, at han var Gud. Udover at Thomas siger det i Johannes 20:28, at forfatteren af Hebræerbrevet siger det i Hebræerbrevet 1:8,9, og at apostlen Johannes kalder Jesus for Gud i slutningen af Johannes 1:1. Jesus selv hævdede at være Gud i Johannes 8:58. Jesus svarede: »Før Abraham blev født, er jeg!«. Ordet »Jeg er« var Guds guddommelige navn. Nu forstod jøderne enten Jesu budskab korrekt, da de tog sten for at stene ham, eller også misforstod de Jesu budskab. Er du enig?

9. Kun Gud er god: I Lukas 18:19, da manden brugte ordet »god« så uformelt og ikke anerkendte Jesus som Gud, spurgte Jesus, hvorfor han brugte ordet »god« så frit. Jesus kaldte sig selv den gode hyrde i Johannes 10:11. Du nævnte selv, at Jesus var et eksempel på fuldkommenhed og kærlighed og et fuldkomment menneske. Da Jesus var god, og Lukas 18:19 ikke var en benægtelse af, at Jesus var god, var Lukas 18:19 heller ikke en benægtelse af, at Jesus var Gud. Er du enig?

10. Jesus vidste, mens han var på jorden, ikke, hvornår han ville vende tilbage. I Markus 13:32 og Matthæus 24:36 bemærker du, at ikke engang Jesus kendte tidspunktet for sin tilbagevenden. Det gælder for Jesus – mens han var på jorden. Filipperne 2:7-8 siger, at Jesus frivilligt tømte sig selv, da han kom til jorden. På jorden benyttede Jesus ikke sin egen magt eller viden, men var afhængig af Gud Faderen. Jesus bad endda om, at hans herlighed måtte blive genoprettet for ham i Johannes 17:5.

11. De tidlige kristne lærte, at Jesus også var Gud. Det er forkert at vildlede andre om sandheden (eller usandheden) om Jesu guddommelighed. Man skulle tro, at noget så vigtigt ville blive gjort klart af apostlene. At Jesus er Gud, er ikke bare »noget nyt«, som moderne mennesker har fundet på. Ignatius, apostlen Johannes’ discipel, skriver i sit brev til Polykarp (kap. 3) om Herrens genkomst: »Se efter Ham, der er hævet over tiden, Ham, der er uden tid, Ham, der er usynlig, Ham, der for vores skyld blev synlig, Ham, der er ugribelig [uden for berøring], Ham, der er uberørbar [uden for lidenskab], Ham, der for vores skyld led, Ham, der udholdt alt i enhver form for vores skyld.« Ignatius forstod altså, at Gud Sønnen var den usynlige, tidløse Gud Faderens synlige, tidsbundne fremtræden. I Efeserbrevet 7 taler Ignatius om Kristus som den inkarnerede Gud. Han fortsætter med at sige, at Jesus var »født af Maria såvel som af Gud, først underkastet lidelse, derefter hævet over den«

Ligeledes skrev Hippolytus (225-235/6 e.Kr.) også om dette. Her er, hvad han sagde i *Mod Noetus’ kætteri*, kapitel 14, s. 228. Der står: »Hvis Ordet altså var hos Gud og også var Gud, hvad følger der da af det? Jeg vil ganske vist ikke tale om to Guder, men om én; om to Personer dog og om en tredje økonomi (disposition), nemlig Helligåndens nåde. For Faderen er ganske vist én, men der er to Personer, fordi der også er Sønnen; og så er der den tredje, Helligånden.”

Er du enig i, at bortset fra Bibelen blev læren om, at Jesus er Gud, forkyndt allerede af apostlenes disciple?

Endelig, hvis jeg ikke tager fejl, tror jeg, at jeg har besvaret hvert eneste punkt, du har rejst. Lad mig venligst vide, hvis jeg har overset noget, eller hvis du mener, at min logik var forkert på nogle punkter. Jeg er enig med dig i, at det ville være en synd at kalde Kristus Gud, hvis Kristus ikke rent faktisk var Gud. Er du dog enig i, at det ville være en synd at sige, at Kristus ikke er Gud, hvis Kristus faktisk var Gud?

Spørgsmål: Hvordan kan Faderen, Sønnen og Helligånden alle være Gud, når Det Gamle Testamente så kraftigt understregede, at der kun er én Gud?

Svar: For det første er den fuldstændige beskrivelse af forholdet mellem Faderen, Sønnen og Helligånden ikke blot noget, som Gud endnu ikke har åbenbaret for os, men hvis Han havde åbenbaret det fuldt ud, ville det sandsynligvis være uden for vores forståelse. Forestil dig et øjeblik, at der var væsener, der levede i en todimensional verden, og at du kunne kommunikere med dem. Hvordan ville du beskrive dig selv? Til at begynde med ville du måske sige, at du var noget, de kunne forstå, men ikke fuldt ud forstå. For eksempel ville du stikke fire af dine fingre ind i deres verden og sige, at de fire cirkler, de så, faktisk hænger sammen. Skeptikerne i den todimensionelle verden kunne bevæge sig rundt om hver af de fire cirkler, og da fingrene ikke hang sammen ifølge deres forståelse, ville de konkludere, at du løj. I den modsatte ende af skalaen kunne andre sige, at eftersom de hang sammen, var de fire fingres adskilte karakter en illusion, og at du i virkeligheden slet ikke havde nogen adskilte fingre. Andre ville måske gerne have et billede af dig, så de ville tegne mærkelige billeder af fire cirkler eller fire sammenhængende cirkler. Du ville sige til dem, at de ikke skulle bekymre sig om billederne, da de ikke engang ville komme tæt på at være en passende gengivelse af dig.

Vi er måske ikke i stand til at forstå alt om den treenige Gud, men heldigvis behøver vi ikke at forsøge. Vi skal blot lære det, som Herren har åbenbaret: Der er kun én Gud, og vi skal kun tilbede, prise og bede til Gud, ikke til nogen af de skabninger, som Gud har skabt. Alligevel viser Bibelen, at både engle og mennesker tilbeder, priser og beder til Jesus, og at Jesus tilbedes på en korrekt måde.

Her er et diagram, der måske kan hjælpe. Tegn en cirkel i midten med teksten »Gud«. Tegn tre cirkler omkring den midterste cirkel, med teksten »Faderen« øverst og »Sønnen« og »Ånden« på hver side. Forbind hver af de ydre cirkler med den midterste cirkel ved hjælp af tre linjer. Skriv »er« på hver linje. Forbind hver ydre cirkel med de andre ydre cirkler, og skriv »er ikke« på de tre linjer.

Som nævnt i min forrige e-mail henviser ordet »Gud«, når det bruges i Bibelen, nogle gange til Gud Faderen. Som du påpeger, bad Jesus IKKE til sig selv, da han bad til Gud, og heller ikke i Getsemane Have. Jeg finder det lidt morsomt, at jeg læser dit brev om dette lige nu, for for blot to dage siden skrev jeg en kort artikel, hvor jeg nævnte den falske lære, Oneness-pentekostalisme, og hvor jeg fremfører præcis det samme argument, som du gør. Ordet »Gud« betyder faktisk »Gud Faderen« mange steder i Bibelen, herunder udtrykket »din Gud« i Hebræerbrevet 1:9 samt udtrykket »når Gud« i Hebræerbrevet 1:6.

Ordet »Gud« betyder imidlertid også »Gud Sønnen« mange steder. Lad os se på Hebræerbrevet 1:8-9 igen. I Hebræerbrevet 1:8 står der: »Men om Sønnen siger han: ›Din trone, o Gud, …‹«.

Jeg tror ikke, at folk blot begyndte at tilbede Kristus på grund af en fejl, for de syndfrie engle selv tilbad Lammet (Jesus) i Åbenbaringen 5:12 og sagde: »Værdigt er Lammet, som blev slagtet, til at modtage magt og rigdom og visdom og styrke og ære og herlighed og velsignelse!« Desuden havde apostlen Johannes en discipel, Ignatius. Ignatius efterlod nogle skrifter, og han understregede tilsyneladende det, han var blevet lært, nemlig at Jesus var Gud.

I dit forrige brev påstod du, at 2. Mosebog 20:3; 5. Mosebog 6:4-5, 32:39 beviser, at vi ikke skal tilbede andre guder. I dit seneste brev har du svært ved at komme videre fra det punkt i Det Gamle Testamente, hvor der kun var én Gud. Jamen, lad være med at komme videre fra det. Hold fast i den sandhed! Men selv Det Gamle Testamente antyder, at dette ikke er slutningen på historien. Salme 110:1 (det vers fra Det Gamle Testamente, der oftest citeres i Det Nye Testamente) siger: »Herren sagde til min Herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg har gjort dine fjender til en fodskammel for dine fødder.’« (BSB) Hvem er denne »Søn«, denne »anden«, som vi også skal kalde Herre? Det er selvfølgelig Jesus.

Jeg formoder, at det punkt, hvor du bliver forvirret, er dette: Når ordene »Gud« og »Herre« bruges i Bibelen om den sande Gud og den sande Herre, bruger Bibelen dem så altid på samme måde, eller er disse ord ligesom »dommer« og »fuldkommen«, der har et par forskellige betydninger afhængigt af sammenhængen? Så længe du tror, at »Gud« (når det ikke henviser til afguder) altid har den samme betydning, og at »Herre« altid har den samme betydning, vil du blive forvirret, når du læser visse vers. Jeg mener, at »Gud« og »Herre« har forskellige betydninger afhængigt af verset.

Nu kommer vi til et paradoks. Da der kun er én Gud, der skal tilbedes, og engle og mennesker tilbad Jesus på rette vis, hvordan kan det så være? Det eneste svar, der tager højde for alle de »Jesus-herliggørende vers«, er, at Jesus er den ene sande Gud, der er værdig til tilbedelse.

Et tæt forbundet spørgsmål er, at Bibelen siger, at der for os kun er én Herre (Efeserbrevet 4:5). Men er vores Herre Jesus Kristus (Romerne 10:9; 1. Korintherbrev 8:6; 12:3; Johannes 20:25,28), eller er vores Herre Ånden (2. Korintherbrev 3:17), eller er vores Herre Faderen (Hebræerbrevet 7:21, 1. Petersbrev 1:25 osv.)?

1 Korintherbrevet 7:35 siger, at vi skal være fuldt ud hengivne til Herren. Betyder det, at vi skal være hengivne til Jesus og glemme Gud Faderen? – Selvfølgelig ikke. Det eneste svar er, at Gud Faderen er vores »ene Herre«, men at Jesus Kristus og Helligånden også er en del af vores »ene Herre«.

Her er endnu et paradoks i Bibelen. Da Jesus er den eneste sande Gud, men alligevel bad Jesus til »sin Gud«, hvem er så den Gud, der er værdig til vores tilbedelse? Der er fire muligheder:

Kun Faderen. Dette kan ikke være korrekt, for ellers tog englene fejl, da de priste Jesus, Stefanus tog fejl, da han bad til Jesus, Thomas tog fejl, da han kaldte Jesus »min Herre og min Gud«, og Jesus tog fejl, da han ikke korrigerede ham.

Kun Jesus. Dette kan ikke være korrekt, for ellers ville det være forkert af Jesus at bede til Gud [Faderen] og kalde ham Gud.

Begge er Gud, og der er mindst to guder. Dette kan ikke være korrekt, for Gud havde til hensigt, at Det Gamle Testamente skulle understrege over for os, at der kun er én sand Gud.

Begge er Gud, og der er kun én sand Gud. Dette svar er det sværeste at acceptere, fordi der ikke findes nogen præcis analogi her på jorden. Din analogi med dig og dine forældre er OK til en vis grad, men jeg bryder mig ikke om den, da den gør »Gud« til en slags familienavn, og jeg tror, at de tre er ét på en langt tættere måde end det. Men det faktum, at der ikke findes en perfekt analogi til Gud her på jorden, diskvalificerer ikke dette svar som værende korrekt. Faktisk er der intet andet svar, jeg har set, der gør mere end at »forklare alle bibelversene væk«; dette svar inddrager derimod alle bibelversene. Begrebet Treenigheden understreger de tre personers særskilthed, den understreger også de tre personers uadskillelighed, og alligevel understreger den også, at der kun er én Gud.

Der er én ting, man kan sige om afgudsguder. Disse »små fyre«, der giver sig ud for at være noget, de ikke er, med smålige luner og alt for menneskelige svagheder, er meget nemmere for det naturlige menneske at forstå end den Hellige, Almægtige Gud, der fylder himlene og jorden. Jeg mener faktisk, at mange mennesker med tiden er kommet på afveje fra det, Gud har åbenbaret om sig selv i Bibelen. Her er endnu et diagram til jer. Tegn en trekant, og skriv »Én Gud«, »Tre Personer« og »Ligeværdig natur« ved de tre spidser. Skriv nu uden for trekanten, på linjen ud for »Én Gud«, den modsatte kætteri »polyteisme«. På samme måde skal du uden for trekanten, på linjen overfor »Tre Personer«, skrive »Enhedskætterier«. Endelig skal du på linjen overfor »ligeværdig natur« skrive »ebionitterne«. Ebionitterne var en tidlig kætteri, der forsøgte at forene de jødiske skikke med kristendommen. De anerkendte Jesus som Messias, men anerkendte ham ikke som Gud.

Et spørgsmål, der nu skal tages op, er: I betragtning af at de på nogle måder er uadskillelige og på andre måder adskilte, hvordan er de så uadskillelige, og hvordan er de adskilte?

De er ét i kærlighed, formål og lydighed. Med andre ord kan man ikke adlyde den ene, mens man er ulydig mod den anden.

De er ét i navn, som vi har diskuteret.

De er ét i natur. Hverken Faderen, Sønnen eller Helligånden er skabte væsener. Ligesom jeg kan skabe genstande, men mine børn stammer fra mig og min kone, blev Sønnen avlet af Faderen, ikke skabt af ham.

Er Faderen større end Sønnen? Vi må besvare dette spørgsmål i tre forskellige sammenhænge.

Væsen og ære: Faderen og Sønnen er ligestillede. Filipperne 2:6 viser, at de har det samme væsen. Johannes 5:23: »så alle kan ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.«

På jorden var Jesus mindre end Faderen. Jesus gav frivilligt afkald på en stor del af sin herlighed (Filipperne 2:7; Johannes 17:5). Jesus lærte lydighed (Hebræerne 5:8), blev træt (Johannes 4:6), vidste ikke alt, såsom tidspunktet for sin genkomst (Mattæus 24:36; Markus 13:32) osv.

Selv i himlen har Faderen en større rolle end Sønnen. For eksempel er mand og kone i ægteskabet ligestillede og har samme værdi, men de har forskellige roller, og manden har rollen som leder, som konen skal adlyde. Også i en familie har forældrene en anden rolle end børnene. Således er Gud, ligesom en far er hovedet for sin søn, også hovedet for Kristus, selv i himlen. (Ja, med »Gud« menes her Gud Faderen). (1 Korintherbrevet 11:3) Gud Faderen kaldes også vor Herre Jesu Kristi Gud i Efeserbrevet 1:17. Vi har hidtil ikke sagt meget om Ånden, men Helligånden har en rolle som forbeder for os over for Faderen (Romerne 8:26-27), og det er ikke Faderen, der beder for Ånden.

Forresten spurgte en anden engang, om Guds treenighed kun er en midlertidig ting. Når Satan er kastet i ildsøen, vil skellet mellem Faderen, Sønnen og Ånden da forsvinde? Svaret er, at skellene inden for Treenigheden er permanente, for i Hebræerbrevet 13:8 står der: »Jesus Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid.« (BSB)

Nu føler jeg, at det, Gud har åbenbaret om Treenigheden, er klart for mig, men pointen er, at det skal være klart for dig. En ting, der måske kan hjælpe, er at sørge for, at du lever efter den sandhed, du kender. Da englene sang og priste Jesus i Åbenbaringen 5:9,10; 5:12; 7:10; 11:15, så brug tid på at synge for Jesus og prise ham. Da englene tilbad Jesus i Hebræerbrevet 1:6, de vise mænd tilbad Jesus i Matthæus 2:11, disciplene tilbad ham i Matthæus 14:33, kvinderne tilbad Jesus i Matthæus 28:9, og den blinde mand tilbad Jesus i Johannes 9:38, bør du også tilbede ham. Så tilbed Jesus, som englene og andre gør, pris ham i sang, bed til Jesus (det gjorde Stefanus i Apostlenes Gerninger 7:59), og bed Gud om at hjælpe dig med at se og forstå alt det, som Gud har åbenbaret i sit vidunderlige Ord.

Spørgsmål: Hvad er nogle af forskellene mellem den græske og den romerske kultur?

Svar: De græske atleter konkurrerede uden tøj på, var meget tolerante over for homoseksuel adfærd, og de havde en lang kulturel historie i Athen og andre byer. De kæmpede meget indbyrdes og kunne aldrig rigtig blive forenet, før de (teknisk set) ikke-græske makedonere erobrede dem alle. På den anden side var romerne mere tilbøjelige til at bruge tortur, mindre optaget af retfærdighed og så op til den græske kultur, selvom de erobrede grækerne. Begge havde modige soldater, men romerne var mere tilbøjelige til at assimilere dem omkring sig og skabe et forenet imperium.

Spørgsmål: Hvor mange vers og ord er der i Det Nye Testamente?

Svar: Ifølge Wick Allison i *That’s In the Bible? – The Ultimate Learn-As-You-Play Bible Quiz Book* (Dell Trade 1994), s. 18, indeholder Det Nye Testamente i King James-versionen 7.959 vers og 198.000 ord på engelsk. Bemærk, at King James-versionen indeholder nogle få vers, der ikke findes i de fleste græske manuskripter.

Spørgsmål: Hvilke håndskrifter understøtter Det Nye Testamente?

Svar: Se siden om Det Nye Testamentes manuskripter http://www.BibleQuery.org/NewTestamentManuscripts.html for nærmere oplysninger.

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere omtalte Det Nye Testamente som Det Nye Testamente?

A: Her er listen. Hvis en forfatter nævner Det Gamle Testamente, men ikke Det Nye, er Der Nye Testamente underforstået. Hvis det blot er underforstået, er navnet ikke skrevet med fed skrift, og der står »Underforstået«.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) nævner »hvordan Det Nye Testamente, som Gud tidligere havde forkyndt« i »Dialog med Trypho den jøde«, kap. 51, s. 221.

Melito af Sardis (170–180 e.Kr.) (underforstået) nævner »Det Gamle Testamente«. Dette indebærer et Nyt Testamente. Fragment 4 fra »Uddragsbogen«, bind 8, s. 759

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) nævner Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente i *Irenæus mod kætterierne*, bog 5, kap. 34.1, s. 563. Han nævner det også på s. 564.

Den muratoriske kanon (ca. 170 e.Kr.), kap. 3, s. 603, nævner Det Gamle Testamente, hvilket indebærer, at der findes et Nyt Testamente.

Klemens af Alexandria (193–202 e.Kr.): »For Gud er årsagen til alle gode ting; men til nogle i særdeleshed, såsom Det Gamle og Det Nye Testamente;« *Stromata*, bog 1, kap. 5, s. 305

Tertullian (ca. 213 e.Kr.): »Han er klart defineret for os i alle Skrifter – i Det Gamle Testamente som Guds Kristus, i Det Nye Testamente som Guds Søn.« *Mod Praxeas*, kap. 24, s. 620

Tertullian (198–220 e.Kr.) nævner Det Nye Testamente i Tertullians Fem bøger mod Marcion, bog 4, kap. 1, s. 346.

Hippolytus (225–235/6 e.Kr.) henviser til Det Nye Testamente i »Fragmenter fra kommentarer: Kommentar til Første Mosebog 49:11«, s. 165

Asterius Urbanus (ca. 232 e.Kr.) »af frygt for, at det skulle synes for nogen, som om jeg tilføjede et nyt ord eller et nyt bud til læren i Det Nye Testamentes evangelium«, *The Exordium*, bind 7, kap. 1, s. 335

Commodianus (ca. 240 e.Kr.) (underforstået): »Guds første lov er grundlaget for den efterfølgende lov. Den pålagde dig nemlig at tro på den anden lov. Heller ikke trusler fra Ham selv, men fra den, har magt over dig. Sværg nu, forbløffet, at du vil tro på Kristus; for Det Gamle Testamente forkynder om Ham. For det er kun nødvendigt at tro på Ham, som var død, for at kunne opstå igen og leve i al evighed.” Commodianus’ instruktioner, kap. 25, s. 207

Origenes (225-254 e.Kr.) talte om Det Nye Testamente og sagde, at der kun var fire evangelier. Origenes’ kommentar til Johannesevangeliet (225-231 e.Kr.), bog 1, kap. 1, s. 299.

Origenes (240 e.Kr.) henviser til Det Nye Testamente. Kommentar til Høj sangen, prolog, s. 56

Novatian (250–257 e.Kr.) nævner Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i »Novatians afhandling om Treenigheden«, kap. 7, s. 617. Han nævner også sandheden i både Det Gamle og Det Nye Testamente i kap. 17, s. 627.

I »Afhandlingen om genbaptisme« (250/4–256/7 e.Kr.), kap. 3, s. 668, nævnes Det Nye Testamente.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) nævner Det Gamle Testamente mange steder og henviser til det, som vi ville forstå det. Han siger: »At der var blevet lovet en anden profet som Moses, nemlig en, der skulle give et nyt testamente, og som snarere bør lyttes til.« Derefter citerer han 5. Mosebog 18:18,19 som »Deuteronomium«. Cyprians afhandlinger, afhandling 12, 18, s. 512

Dionysius af Rom (259–269 e.Kr.) siger, at Treenigheden findes i Skriften, men at læren om »tre guder hverken læres i Det Gamle eller i Det Nye Testamente«. »Mod sabellianerne«, kap. 1, bind 7, s. 365

Anatolius af Alexandria (270–280 e.Kr.) henviser (implicit) til »Det Gamle Testamente«, hvilket antyder, at der findes et Nyt. Anatolius af Alexandrias påskekanon, kap. 8, s. 148

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i sin »Kommentar til den salige Johannes’ Åbenbaring«, s. 345. Han opregner Paulus’ breve som Romerbrevet, Korintherbrevene, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Thessalonikerbrevene, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Timoteusbrevene og citerer 1 Timoteus 3:15 i kap. 16, s. 345. Han fortsætter med at citere 1 Korintherbrevet 15:53 på s. 346.

Methodius (270–311/312 e.Kr.) (underforstået) »Jeg vil fremlægge for jer, o jomfruer, en skriftlig profeti fra Det Gamle Testamente, fra Dommerbogen, for at vise, at jeg taler sandt,« »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 10, kap. 2, s. 348

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) »Og ud over den fromme opfattelse vedrørende Faderen og Sønnen bekender vi os til én Helligånd, som de guddommelige Skrifter lærer os; som har indviet både de hellige mænd i Det Gamle Testamente og de guddommelige lærere i det, der kaldes Det Nye.« »Breve om den arianske kætteri«, brev 1, kap. 12, s. 296

Lactantius (ca. 303–325 e.Kr.) »og ordnede alle ting vedrørende Det Nye Testamentes institutioner; og da dette var fuldført, omsluttede en sky og en hvirvelvind Ham og løftede Ham op fra menneskenes øjne til himlen.« »Den måde, hvorpå forfølgerne døde«, kap. 2, s. 311

Eusebius (318–339/340 e.Kr.)

Efter Nicæa

Hegemonius (4. århundrede) nævner, at der hverken er to gamle testamenter eller to nye testamenter. (Den kristne Diodorus taler) »Disputation with Manes«, kap. 45, s. 220

Athanasius (367 e.Kr.) nævner »Det Nye Testamente« i Athanasius’ Festbrev 39, kap. 5, s. 552

Cheltenham-kanon (= Mommsen-kataloget) (ca. 360–370 e.Kr.)

Ephraim/Ephrem (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–379 e.Kr.) henviser til Det Nye Testamente i Brev 42, kap. 3, s. 144–145.

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i forelæsning 2.4, s. 8, og 3.6, s. 15.

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 [eller 363] e.Kr.), kanon 59, s. 158, nævner Det Gamle og Det Nye Testamente.

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Gregor af Nyssa (382–383 e.Kr.) (underforstået) nævner Det Gamle Testamente i *Mod Eunomius*, bog 11, kap. 5, s. 238.

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.) nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i *Om den kristne tro*, bog 1, kap. 8.57, s. 210.

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.)

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) nævner Det Nye Testamente i *Om de angrende*, kap. 4.1, s. 74

Didymus den blinde (398 e.Kr.) henviser til Det Gamle og Det Nye Testamente. »Kommentar til Zakarias 8«, s. 201

Den syrisk-arameiske »Trinbogen« (Liber Graduum) (350–400 e.Kr.)

Epiphanius af Salamis (360–403 e.Kr.) nævner Det Gamle og Det Nye Testamente. *Panarion*, afsnit 3, scholion 1 og 5, s. 334

Rufinus’ kommentar til Apostlenes Trosbekendelse (374–406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (martyrdød 407 e.Kr.)

Kirkemødet i Karthago (393–419 e.Kr.)

Hieronymus (417–420 e.Kr.) nævner Det Nye Testamente i brev 53.9 (394 e.Kr.), s. 101.

Augustin af Hippo (388–430 e.Kr.) nævner Det Nye Testamente i *Guds by*, bog 17, kap. 4, s. 341; bog 17, kap. 6, s. 344

Augustinus af Hippo (388–430 e.Kr.) nævner Det Nye Testamente i »Kommentar til Salmerne«, s. 405, 521, 531, 681

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) Det Nye Testamente nævnes ved navn i Johannes Cassians *Institutes*, bog 1.1, s. 201, og i *Conference of the Abbot Paphnutius*, kap. 15, s. 327

Vincent af Lerins (ca. 434 e.Kr.)

Sokrates (ca. 400–439 e.Kr.) Sokrates’ »Kirkehistorie«

Theodoret af Cyrrus (423–458 e.Kr.)

Kirkemødet i Chalcedon (451 e.Kr.)

Pave Leo I af Rom (440–461 e.Kr.)

Blandt kættere og falske skrifter

Marinus (ca. 300 e.Kr.) (antydet) en bardesanit, der i en diskussion med Adamantius henviste til Det Gamle Testamente og omtalte David som en profet. Dialog om den sande tro, kap. 862a 20, s. 173

Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.) henviser ved navn til Det Nye Testamente og citerer Matt 28:2–3. Kommentar til Zakarias, kap. 1, s. 331