< Bibelspørgsmål fra Femte Mosebog

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i 5. Mosebog, kapitel 1-34?

Svar: Femte Mosebog er en af de fire bøger, der oftest citeres i Det Nye Testamente. Den er den sidste af de fem lovbøger, kaldet Toraen. I Femte Mosebog 17:18-19 blev det specifikt påbudt, at kongerne skulle læse (og genlæse) denne bog. Det engelske ord »Deuteronomium« stammer fra det græske ord, der betyder »anden lov« eller »gentagelse af loven«. Det er dog ikke en anden lov, men en gentagelse og delvis sammenfatning af lovene i 2. Mosebog, 3. Mosebog og 4. Mosebog. Den fokuserer på ikke-levitter, især på det, de skulle huske, inden de drog ind i det forjættede land. Det er ikke et fuldstændigt resumé; der går for eksempel ikke meget i detaljer med de enkelte sociale love, omskæring osv. Moses blev snarere pålagt af Gud at holde disse taler om, hvad de skulle fokusere på, da de stod foran at træde ind i det forjættede land; for eksempel at gentage de ti bud og andre love, at have tilflugtsbyer og kun at have ét center for ofrene. Centret skiftede fra Ebal-bjerget i 5. Mosebog 27:1-8; Josva 8:30-35, til Sichem i Josva 24:1-28, til Silo i Josva 18:1 og Dommerbogen 21:19, og derefter til Jerusalem.

Femte Mosebog blev givet af Gud gennem en mand, som Gud havde fortalt, at han snart ville dø uden at komme ind i det forjættede land. I de mange år af deres vandring, der nu var ved at nå sin afslutning, siger Moses i sit afskedsværk i det væsentlige, når I møder materielle velsignelser såvel som hedensk indflydelse: »Husk især disse ting.«

Spørgsmål: Hvad er nogle af de centrale udtryk i 5. Mosebog 1-34?

Svar: Nøgleudtryk i Femte Mosebog omfatter »Herren din Gud« 280 gange, »tage i besiddelse« 18 gange, »landet« 200 gange og »vær ikke bange« 9 gange.

Spørgsmål: Hvorfor bør vi studere 5. Mosebog, kapitel 1-34?

Svar: Der er mindst fire grunde. For det første er hele Skriften (ikke kun nogle dele) nyttig til undervisning, til irettesættelse, til korrektion og til opdragelse i retfærdighed ifølge 2. Timoteus 3:16. For det andet, som tabellen nedenfor viser, havde Jesus og forfatterne af Det Nye Testamente ofte 5. Mosebog i tankerne. Da Jesus blev fristet i ørkenen, svarede han Satan alle tre gange med citater fra 5. Mosebog. For det tredje har vi brug for et afbalanceret syn på Gud: hans nåde, hans vrede og hans mystiske og majestætiske ærefrygt. For det fjerde kan vi specifikt lære noget om, hvor målbevidste og velorganiserede Gud ønsker, at vi skal være i vores stræben efter gudsfrygt. Vi kan også blive mindet om vigtigheden af ansvar i fællesskabet, vidnesbyrd over for vores naboer, materialisme, effektivt lederskab trods den udmattende strøm af konstante klager og undervisning af den næste generation.

Spørgsmål: Hvad er en oversigt over 5. Mosebog 1-34?

Svar: Forskere, herunder Kenneth A. Kitchen, har fundet en række ligheder mellem opbygningen af Femte Mosebog og de hettitiske politiske overherredømmetraktater fra det andet årtusinde f.Kr. Peter Craigie har også bemærket nogle ligheder med egyptiske arbejdskontrakter.

Størstedelen af Femte Mosebog er opbygget omkring tre lange taler af Moses.

1-4 Den første tale: Prolog

. 1:1-5 Indledning

. 1:6-3:29 Historisk indledning

. 4:1-40 Grundlæggende bestemmelser

5:1-11:32 Den anden tale: Pagtens vilkår og betingelser

12:1-26:19 Anvendelse

27-30 Den tredje tale

. 28:1-14 Fordele/velsignelser ved at overholde pagten

. 28:15-68 Straffe/forbandelser ved at bryde den

. 29:1-30:20 Opsummering

31-34 Afsluttende bemærkninger

I overherredømmetraktater blev der ofte talt om vasallens kærlighed til herren. Der var dog én stor forskel mellem de hettitiske overherredømmetraktater og strukturen i Femte Mosebog. Overherredømmetraktater påkaldte typisk mange guder som vidner til traktaten, og det findes slet ikke i Femte Mosebog.

Spørgsmål: Hvor citeres eller henvises der til Femte Mosebog i Det Nye Testamente?

Svar: Der henvises til den mange steder.

Spørgsmål: I 5 Mos 1:1, hvor længe skulle israelitterne være i ørkenen?

Svar: 5. Mosebog 1:2 minder os om, at rejsen mod det sydvestlige Kana’an ville tage omkring elleve dage. Men da de var ulydige og ikke fulgte Gud ind i landet efter den dårlige rapport fra ti af de tolv spejdere, var der gået 38 til 40 år. Israelitterne blev straffet, men ikke forladt. Men straf varer ikke evigt. Man kan reagere på straf ved at gøre den til en tid med særlig hengivenhed.

Raymond Brown siger: »De slagne og modløse oprørere blev drevet tilbage til den øde ørken. En dyster samling af tæt forbundne synder – glemsomhed, ulydighed, stædighed og overmod – havde berøvet dem bedre ting. Det hele kunne have været så anderledes. … I de følgende år blev mange hundrede af disse triste vantro båret til deres grave. Hver begravelse var et fornyet vidnesbyrd om syndens alvor. Alligevel blev deres bitre nederlag mod amoritterne et svindende minde. Gradvist begyndte en ny dag at bryde frem. Det var tid til at begynde forfra.”

Spørgsmål: Hvorfor sagde Moses i 5 Mos 1:6,9,14; 5 Mos 5:2,5; 5 Mos 11:2,7 til folket, at de var vidner til det, der skete før de 40 års vandring, når 4 Mos 14:29-30 og 4 Mos 26:64-65 siger, at alle ville dø i ørkenen?

Svar: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

I anslået syv år var folket i ørkenen, før forbandelsen om 40 års vandring blev udtalt.

4 Mos 26:64-65 sagde kun, at ingen af dem, der var talt med i hærens folketælling, stadig var i live.

I 4. Mosebog 14:29-30 blev det kun lovet, at de mænd, der var blevet talt ved den forrige folketælling, alle ville dø, inden de nåede det forjættede land, bortset fra Josua og Kaleb.

Dermed var alle mænd under 20 år (som ikke blev talt med i folketællingen), de levitiske mænd i alle aldre og alle kvinderne undtaget fra forbandelsen. Mange af disse ville være i live som personlige vidner til de tidligere begivenheder. Folk, der blev født efter de første 40 år, ville kun være vidner på andrehånd, der hørte om det fra deres forældre og samfundet.

Spørgsmål: Hvilke egenskaber kan vi se i Moses’ lederskab i 5 Mos 1,6-18?

Svar: Moses udviste mindst seks karaktertræk.

Underdanig – Moses’ liv gennemgik mange forskellige faser: fra hofets yndling til lovløs, til modig befrier, til overbebyrdet dommer og til mystisk mirakelmager. Men den eneste konstante var Moses’ underdanighed over for Gud.

Realistisk – Moses var realistisk omkring sig selv og omkring andre. Moses indså sine mangler og at han ikke kunne bære byrden alene. Så han slog ikke bare hovedet mod muren i et forsøg på at afbøde sin manglende evne til at klare det hele. I stedet gjorde Moses noget ved det og fandt folk, der kunne hjælpe. Moses kunne ikke lede folket fra det sted, hvor han gerne ville have, at de var, men måtte i stedet lede dem fra det sted, hvor de var.

Gudsfrygtig – Moses var en meget selvsikker person, men han var ikke selvsikker på sig selv, især ikke hvad angik sine tale- og lederegenskaber. Men Moses havde tillid til Guds evner og til, at Gud ville bruge ham, uanset hvad han manglede.

Ofrede – Moses havde tilhængere, der var langt fra ideelle. I stedet for samarbejde og harmoni måtte Moses hele tiden håndtere brok og stridigheder. Bortset fra et kort øjeblik ved Meriba gav Moses aldrig op på dem. Moses var ikke bare en leder i et vakuum; han var en leder for dem.

Delende – Moses delegerede mange daglige beslutninger til de halvfjerds ældste. Han delegerede ikke blot opgaver til dem, men han delegerede ansvaret for at handle retfærdigt og klogt.

Sårbar – Moses nævnte tre svagheder, som ledere skal passe på: favorisering, frygt og ensomhed.

Spørgsmål: I 5 Mos 1,8-12, er det »jeg«, der taler her, Moses eller Gud?

Svar: I 5. Mosebog 1:6 sagde Moses: »Dette er, hvad Gud sagde«, så »jeg« i vers 8 er Gud. Da Moses var færdig med at gentage det, Gud havde sagt, ved slutningen af vers 8, henviser »jeg« fra vers 9 og frem til Moses.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 1:8 stod der, at israelitterne skulle tage landet i besiddelse – hvorfor blev de så senere ført i eksil under assyrerne og babylonierne?

Svar: De gik faktisk ind og tog landet i besiddelse. Men på grund af deres ulydighed bevarede de ikke det, de havde taget i besiddelse, og mistede det i 70 år. 5. Mosebog 4:25-31; 28:20-28; 29:22-28; 30:1-10; 32:23-43 advarede alle om, at dette kunne ske. Gud kan også give os løfter og velsignelser, men hvis vi aldrig tager dem i besiddelse, får vi dem måske ikke. At Gud gav dem landet betød dog ikke, at de kunne gøre, hvad de ville, og stadig bo i landet. De (og vi) kan også miste dem gennem ulydighed.

Spørgsmål: I 5 Mos 1:13,16, valgte folket selv deres dommere, eller udnævnte Moses dem i 2 Mos 18:25?

Svar: En analogi kan måske hjælpe her. Er det præsidenten i USA, der nominerer folk til ministerposter, eller er det senatet, der godkender dem?

Begge dele er rigtige. I Bibelen fremstillede folket personer, der skulle være deres dommere, og Moses udvalgte disse mænd. Moses kan have valgt alle, der blev fremstillet, men det gjorde han ikke nødvendigvis.

Spørgsmål: Hvorfor var det i 5 Mos 1:22-23 nødvendigt for tilhængerne af en alvidende Gud at sende spioner ud over hele landet?

Svar: Der er to forskellige punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Moses mente sandsynligvis, at dette var en god idé, fordi Gud lader os lære mange ting på egen hånd. De kunne udspejde Kana’an for at finde ud af den bedste vej ind og vurdere styrken af deres væbnede styrker.

2. Gud befalede dem imidlertid aldrig at sende spionerne ud. Folket henvendte sig til Moses med dette forslag, og Moses syntes blot, at det var en god idé i vers 23. Det viste sig dog at blive en katastrofe, for da de stødte på nogle vanskeligheder, mistede de troen. De mistede ikke troen på, at Gud var til stede, men snarere troen på, at Gud ville beskytte dem.

Der er to vigtige lærestreger her for nutidens kristne. For det første er det generelt en god ting at analysere en situation. Men hvis et af formålene med analysen er at afgøre, om man skal stole på Gud eller ej, eller om man skal adlyde Gud eller ej, er selve analysen ond, fordi den udspringer af onde motiver.

Den anden vigtige lære handler om lederskab. Moses havde ingen dårlige motiver her, og han var sandsynligvis ikke klar over, at et skjult motiv for nogle af dem, der bad om at sende spejdere, var at afgøre, om de ville adlyde eller ej. Når nogen kommer med en mærkelig anmodning, der virker harmløs, er det bedre først at forstå hvorfor, i stedet for impulsivt at imødekomme eller afvise den.

Spørgsmål: I 5 Mos 1:26-43 ønskede Gud, at israelitterne straks skulle drage til Kana’an, og efter at de først havde afvist det – hvorfor var Gud så vred på dem, da de besluttede at drage af sted?

Svar: Romerbrevet 14:23 formulerer udtrykkeligt det princip, der illustreres i 5. Mosebog 1:26-43: »Alt, hvad der ikke kommer af tro, er synd.« Først nægtede israelitterne at drage af sted på grund af manglende tillid til Gud. Senere besluttede de at drage af sted, fordi de stolede på sig selv. Gud var ikke så meget optaget af, om de drog af sted eller ej på et bestemt tidspunkt, som af deres lydighed mod ham.

Hvis du havde svært ved dette spørgsmål, før du læste svaret, kan du måske huske følgende. Nogle mennesker fokuserer på de ting, man skal gøre eller lade være med at gøre for at stå ret over for Gud. Det er at gå glip af pointen. Gud ønsker ikke blot, at vi skal forsøge at adlyde ham på afstand, men at vi skal påkalde ham, nærme os Gud og adlyde ham. Læs Romerbrevet 14 for at finde nogle eksempler, som du kun kan forstå, hvis du forstår dette princip.

Spørgsmål: Hvad sagde 5. Mosebog 1:27 om israelitterne?

Svar: Deres frygt fik dem til at misforstå, selvom de så beviser på det modsatte. De glemte de mirakuløse måder, hvorpå Gud havde frelst dem tidligere, med Rødehavet, mannaen og vagtlerne. Selv i fremtiden ville Gud sende store sten ned over de sydlige kanaanitter. De troede, at den Gud, der hjalp dem med at krydse Det Røde Hav, ikke kunne redde dem fra amoritterne. De troede, at Gud hadede dem og ville tilintetgøre dem, når Gud gav dem en ny udfordring. De troede, at Guds bud havde større rækkevidde end Hans nåde og magt. De så kun på kort sigt og på, hvad de selv kunne udrette, ikke på hvad Gud kunne gøre.

Spørgsmål: Hvem er Anakiterne (Anakim), Emiterne og Refaiterne i 5 Mos 1:28, 5 Mos 2:10 og 5 Mos 9:2?

Svar: Anakitterne var efterkommere af en mand ved navn Anak. Anakitterne var en stamme, hvis mænd var frygtindgydende krigere, sandsynligvis på grund af deres størrelse og styrke. Da buer ikke var særlig kraftfulde dengang, og en lang rækkevidde og styrke var værdifulde kampfærdigheder for folk, der kæmpede med sværd og køller, frembragte disse tre beslægtede klaner mange frygtede krigere. Se diskussionen om 5. Mosebog 31:3 for mere information.

Spørgsmål: Hvordan reagerer folket i 5. Mosebog 1:34-46 og 1:2, efter at de har forspildt en stor mulighed, som Gud gav dem?

Svar: De kan reagere ved at begynde at adlyde igen. Det kan være svært at opnå nu, hvad der ville have været meget lettere før, men Gud ønsker stadig, at vi skal opnå disse ting. På den anden side kan nogen gøre fuldstændig oprør og aldrig vende tilbage. På en måde er de vrede på sig selv, ikke på Gud.

Spørgsmål: Hvad menes der i 5 Mos 1:39 med kendskabet til godt og ondt og den alder, hvor man kan holdes ansvarlig?

Svar: Ansvarsalderen er et begreb, der betyder, at børn når en alder, før hvilken de ikke er ansvarlige over for Gud for deres valg. Intet vers angiver, at denne alder er den samme for alle børn. Tre af principperne i Guds retfærdighed kommer til udtryk i dette afsnit.

1. Gud dømmer ud fra, hvad mennesker ved, og små børn, der ikke vælger det rette på grund af uvidenhed, dømmes ikke for det. Synd regnes ikke med, hvor der ikke er nogen lov (Romerne 4:15; 5:13).

2. Gud dømmer ikke mennesker for det, de ikke kunne vælge. En kvinde, der blev voldtaget ude på landet, hvor hendes skrig ikke kunne høres, blev ikke straffet for seksuel synd (5. Mosebog 22:25-27). Ligeledes faldt selv teenagere, der forstod forskel på rigtigt og forkert, men ikke havde nogen stemme i forsamlingen eller dens beslutning, ikke under straffen for at dø i ørkenen.

3. Ikke desto mindre lider mennesker i dette liv ofte under konsekvenserne af det onde, andre har gjort. Børnene måtte stadig leve i ørkenen i 40 år. Men Gud vil gøre alt retfærdigt på dommedagen.

Spørgsmål: Hvorfor handlede israelitterne forkert i 5. Mosebog 1:30-46, da de for sent adlød Gud og kæmpede mod amoritterne?

Svar: Det grundlæggende spørgsmål i de fleste israelitters bevidsthed var, om de skulle kæmpe mod amoritterne eller ej. De tog fejl. Det egentlige grundlæggende spørgsmål var, om de skulle adlyde Gud eller ej. De tænkte ud fra resultatet, ikke ud fra lydighed. Da Gud sagde, at de nu ikke længere kunne drage ud for at kæmpe mod amoritterne, var deres ulydighed nu ikke anderledes end da de tidligere nægtede at drage ud.

Spørgsmål: Hvorfor var israelitterne i 5. Mosebog 2:4-8 ikke i stand til at besejre edomitterne, når de jo var så meget stærkere?

Svar: Israelitterne kæmpede aldrig mod dem, og man kan ikke besejre selv et svagere folk, når man nægter at kæmpe mod dem. Der står ingen steder, at de var ude af stand til at besejre edomitterne. Gud befalede dem snarere ikke at kæmpe mod edomitterne, og de adlød.

Se https://www.thetorah.com/article/ar-moab for mere information.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Gud i 5 Mos 2:4-7 til israelitterne, at de skulle til at passere gennem Edom, når 4 Mos 20:14-21 og 5 Mos 2:8 viser, at de aldrig gjorde det? Vidste Gud ikke det på forhånd?

Svar: Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Gud ved alt, hvad der vil ske med os (Salme 139:16, Esajas 46:10; 41:22-23; 42:9; 44:7, 1. Johannesbrev 3:20).

2. Gud pålagde Moses at give israelitterne disse befalinger. En almindelig rute gennem det centrale Moab blev kaldt Kongens Hovedvej, og det kunne have været nemmest at rejse ad denne rute.

3. De var »ved« at passere gennem det indre af Edom, og de ville have passeret igennem, hvis edomitterne havde ladet dem. Men da de ikke ville lade dem, passerede de kun gennem den ydre kant af Edom.

Desuden står der i *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 265, at dette land i dag kun har omkring fem inches nedbør om året (selvom det sandsynligvis var lidt mere dengang). Edomitterne var måske bekymrede for, at dette talrige folk ville opbruge al vandet.

Som Gleason Archer påpegede i det næste spørgsmål, er et andet svar, at de sandsynligvis befandt sig i Edom, da de fremsatte deres anmodning til edomitterne, og at de passerede gennem udkanten af Edom, så de faktisk alligevel passerede gennem Edom.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 2:4-7 og 4. Mosebog 20:14-21, gik israelitterne uden om Edom, eller gennem Edom, som der står i 5. Mosebog 2:4-7?

Svar: 5. Mosebog 2:4-7 siger aldrig, at de passerede gennem Edom. I stedet fik israelitterne, inden de nåede grænsen til Edom, at vide, at de var ved at passere gennem Edom, og at de skulle sørge for ikke at provokere edomitterne til krig.

4. Mosebog 20 viser både, at edomitterne ikke ville lade dem passere gennem Edom, og at edomitterne mobiliserede deres hær. Israelitterne tog altså ikke den almindelige rute, kaldet Kongens Vej, men gik uden om Edom.

Nogle gange kan folk være ved at gøre noget, og når en hær kommer imod dem, beslutter de sig for at gøre noget andet i stedet. Se også det næste spørgsmål.

Gleason Archer giver et andet svar. Hvis man følger deres rejse, var de sandsynligvis i Edom, da de drøftede tingene med edomitterne. Derefter passerede de langs Edoms (umarkerede) grænse, så i en vis forstand passerede de alligevel igennem, om end ikke ad den lettere rute, de gerne ville have taget.

Spørgsmål: Hvordan håndterer man i 5 Mos 2,4-19 og 4 Mos 20,14-21 en situation, hvor man er nødt til at tage en omvej for at gøre det, man burde gøre, udelukkende på grund af andres stædighed?

Svar: Når Gud giver dig en opgave, tror du så, at dæmoner eller andre aldrig vil gøre modstand? Nogle gange giver Gud os noget at gøre, og vi er nødt til at tage en omvej, men det betyder ikke, at vi skal give op, men at vi skal have udholdenhed til at gennemføre det. Når du må tage en omvej, bør du håndtere det med ynde, uden at blive vred og uden had eller tanker om at hævne dig. Du behøver ikke at bevise noget over for dem. Men Gud har lagt en plan for, hvordan du skal leve dit liv i tjeneste for Ham, og uden tvivl har Gud også taget højde for dette. Når du fristes til at blive vred, så bliv ikke vred, men bliv beslutsom.

Spørgsmål: Manglede israelitterne intet i 5 Mos 2,7, eller var forholdene dårlige nok til at klage over, som i 2 Mos 16,2-3 og 4 Mos 11,4-6?

Svar: Forholdene var tålelige, i og med at folket havde nok mad, vand og tøj. Men ligesom i dag afhænger det lige så meget af den, der brokker sig, som af selve situationen, om en situation er værd at brokke sig over. Til de troende befalede Paulus i Filipperne 2,14-15, at vi skal gøre alt uden at klage eller skændes.

Spørgsmål: Hvorfor erobrede israelitterne ikke moabitterne og ammonitterne i 5 Mos 2:9-12,22,37?

Svar: Af den simple grund, at Gud befalede israelitterne ikke at kæmpe mod dem. Sandsynlige årsager til, at Gud befalede dette, er, at moabitterne og ammonitterne var i familie med israelitterne, at israelitterne skulle fokusere på kanaanitterne, og at der ikke var nogen grund til, at så meget som en eneste kriger skulle dø i en kamp om land, som de alligevel ikke havde fået besked på at erobre.

Som en sidebemærkning var Ar i Moab ikke en by (i hvert fald ikke på dette tidspunkt), men snarere et »beboet område« (4. Mosebog 21:14), hvor der var flere vandløb.

Se https://www.thetorah.com/article/ar-moab for mere information. Keil-Delitzsch-kommentaren til Det Gamle Testamente, bind 1, del 3, s. 293, er af den opfattelse, at byen Ar også eksisterede, men at der her henvises til regionen.

Spørgsmål: Hvordan kunne Kana'an i 5. Mosebog 2:10-12 være »deres ejendom«, når de endnu ikke var trådt ind i landet?

Svar: Landet vest for Jordanfloden var blevet lovet som deres ejendom. Desuden blev Femte Mosebog sandsynligvis skrevet sidst, og de 2½ stammer havde allerede taget landområdet øst for Jordanfloden i besiddelse.

Se *When Critics Ask*, s. 115-117, for mere information og nogle interessante kontraster mellem synspunktet hos dem, der holder fast ved Skriftens autoritet, og det kritiske synspunkt hos de kristne liberale. (Udtrykket »kristen liberal« henviser for øvrigt til religiøse synspunkter og ikke til politik.)

Spørgsmål: Gav Gud i 5. Mosebog 2:19 ikke ammonitternes land til israelitterne, eller var det Moses, der gav det til dem i Josva 13:25?

Svar: Begge dele er rigtige. Ammonitterne havde to dele af deres rige: den del, der var deres forfædres arv, og den del, de havde erobret. Før begge vers blev skrevet, besatte israelitterne den sidstnævnte del. Derfor blev 5. Mosebog 2,19 specifikt skrevet for at fortælle israelitterne, at de ikke måtte overtage det land, som ammonitterne på det tidspunkt – og oprindeligt – besad.

Derudover var landet på den østlige bred af Jordanfloden ikke en del af Kana'an. Israelitterne erobrede det og besatte det, men Gud lovede dem det ikke. Nogle gange i dag kan vi erhverve ting, som Gud ikke ønsker, at vi skal have, til vores senere fortrydelse.

Spørgsmål: Hvorfor forhærdede Herren i 5. Mosebog 2:30 hjertet hos Sihon, kongen af Heshbon?

Svar: Sandsynligvis af en lignende grund, som da Gud forhærdede Faraos hjerte. Sihons hjerte var allerede forhærdet mod Gud og hans folk, og Gud forhærdede det endnu mere. Nogen sammenlignede engang Guds indflydelse med sollys. Sollys blødgør voks, men hærder ler, selvom det er det samme sollys.

Spørgsmål: Hvorfor måtte folket i 5 Mos 2:31 og 4 Mos 21:23-26 kæmpe mod Sihon, og hvorfor måtte nogle dø, selvom Gud havde sagt, at han allerede havde givet dem landet i besiddelse?

Svar: Gud gav dem skæbnen til at erobre det og retten til at erobre det, men de måtte stadig udføre selve arbejdet. Gud giver os måske en velsignelse i dag, men hvis vi ikke er villige til også at arbejde for at tage den i besiddelse, får vi den ikke.

Spørgsmål: Hvad var kong Og af Basans »seng« i 5 Mos 3:11, og hvor lang var den?

Svar: Den var omkring 13 til 13½ fod lang. Det hebraiske ord for »seng« her er tvetydigt. Det kunne henvise til den seng, hvor han sov om natten, eller det kunne være »gravsengen« (egentlig en sarkofag eller grav), hvor hans lig skulle hvile. Andre sarkofager af denne størrelse er fundet så langt væk som i Fønikien.

Som en sidebemærkning lå Basan nord for det sted, hvor de skulle hen for at komme ind i det forjættede land. De ville dog ikke ønske at sende næsten hele deres hær over Jordanfloden for derefter at lade et fjendtligt rige nord for dem hærge deres familier, får og kvæg. Så Basan ville sandsynligvis ikke være blevet erobret, hvis de havde overvundet deres ønske om at kæmpe mod israelitterne ud af frygt og havde været fredelige over for dem, efter at Moses havde sendt en fredsdelegation til dem i 4. Mosebog 21:21-22.

Spørgsmål: Hvordan kunne kong Ogs seng i 5. Mosebog 3:11 være af jern, når de ikke havde avanceret jernbearbejdningsteknologi?

Svar: Det betyder ikke nødvendigvis, at hele sengen var lavet af jern (det ville være temmelig ubehageligt). I stedet var sengen kantet med jern. Ægypterne brugte jern fra meteoritter som ornamenter og dolke helt tilbage fra mindst 3000 f.Kr. Men selvom de havde noget jern fra meteoritter, var det meget svært for dem at rense jernmalm, fordi man skal have en smelteovn, der er meget varmere end til bronze eller messing.

Spørgsmål: Hvorfor boede stammerne Gad, Ruben og den halve stamme Manasse på den østlige side af Jordanfloden i 5. Mosebog 3:12-17, når folket jo skulle bo i Kana’an?

Svar: Simpelthen fordi de valgte at bo der. Skriften beretter om deres valg uden at godkende det. Historien viser, at deres valg ikke var klogt. Der var kun lidt nedbør, men det var et godt område til kvægavl.

Nogle gange i dag, hvis troende ønsker at gøre noget, der ikke er åbenlyst trodsigt, men som ikke helt er det, Gud ønskede, at vi skulle gøre, giver Gud os friheden til at træffe vores ukloge valg og ofte til at se konsekvenserne heraf.

Spørgsmål: Hvordan forberedte Moses i 5. Mosebog 3:21-22,28 overdragelsen af lederskabet?

Svar: Effektive ledere kan være tilbageholdende med at overdrage deres tjeneste til andre, når de bliver ældre; men de er nødt til at gøre det alligevel. Selvom dette sandsynligvis var ubehageligt for Moses, da han vidste, at han snart skulle dø, gik han i gang med det hellere før end senere i stedet for at udsætte det. Moses begyndte ikke her; han begyndte for længe siden med at oplære Josva. Det skete gradvist, var forventet og kom ikke som et stort chok for organisationen, da det fandt sted. Kristne tjenester har undertiden haft problemer på grund af en dårligt gennemført overdragelse af lederskabet. Men Gud mindede Moses om at fortsætte med at oplære Josva i 5. Mosebog 3:21-22,28.

Spørgsmål: Hvad er nogle af kendetegnene ved Moses’ bøn i 5. Mosebog 3:23-25?

Svar: Moses begynder med vers 23, hvilket viser, at Moses er mere interesseret i at ophøje Guds navn end i at fremsætte en bøn for sig selv. I vers 24-25 beder Moses Gud om at give efter og tillade, at Moses må komme ind i det forjættede land. Hele Moses’ liv, de sidste 40 år, havde handlet om at føre folket til det forjættede land, og han bad Gud om, at han måtte se den største drøm i sit liv gå i opfyldelse. Gud sagde nej; det ville ske, men Moses ville ikke opleve det, mens han var på jorden.

Spørgsmål: Hvordan afspejler Israels oplevelse med landet i 5 Mos 4,1-4.40 det, som Gud gør i vores liv?

Svar: Gud gav dem landet, men de måtte selv tage det i besiddelse, og de burde ønske at bevare det. Gud gav Israel landet som en særlig gave; de havde ikke arbejdet for, at Gud skulle give dem dette løfte. Inden for det, Gud havde givet dem, kunne de vokse, trives og (forhåbentlig) være et lys for andre nationer. Men de måtte stadig arbejde hårdt for at tage det i besiddelse. Men som 5. Mosebog 4:3-4 viser, kunne nogle undlade at gå ind på grund af deres ugudelighed. Deres ugudelighed blev anstiftet af andre (moabitterne og midianitterne i 4. Mosebog 22,25), men de var stadig ansvarlige for at vælge at følge med. Som eksilet viser, kunne Gud, når de først var kommet ind i landet, fordrive dem for at have vendt ryggen til ham. 5. Mosebog 4,40 understreger, at deres ophold i landet ikke var en selvfølge; de burde ønske at forlænge deres dage i landet ved at følge Guds bud.

Gud har givet hver af os en eller flere gaver som en »ejendom«. Det kan være evnen til at tjene penge, til fysisk at hjælpe mennesker takket være dit gode helbred, dine relationer, færdigheder og erfaring, eller et område, som Gud har givet dig – en »privilegeret mulighed« eller et »område, hvor du udmærker dig« – hvor du, når du forbliver der, vil trives i høj grad og være i stand til at velsigne andre. Men det er ikke en selvfølge, at du vil forblive der. Hvis du vender ryggen til Gud, kan han forvise dig. Du kan også forlade dit »ekspertiseområde« ved apati, kærlighed til verden eller ved at være for optaget af ubetydelige ting.

Spørgsmål: Betyder budet i 5 Mos 4,2 om ikke at tilføje noget til det ord, Gud har givet, at der ikke bør være nogen bøger i Bibelen efter 5. Mosebog?

Svar: Slet ikke. Verset er specifikt en begrænsning for folket om ikke at tilføje eller fjerne noget fra befalingerne i Femte Mosebog. Det er ikke en begrænsning for Gud om ikke at sende yderligere åbenbaringer. Generelt set begrænser de begrænsninger, som Gud giver i Bibelen, ikke Gud selv.

Spørgsmål: Hvad var det i 5 Mos 4,9, som Moses ønskede, at de skulle være særligt opmærksomme på og »vogte sig for«?

Svar: Moses virkede ret »desperat« efter, at de skulle huske det. Tilsyneladende havde Gud fortalt Moses noget om fremtiden i 5. Mosebog 4:27-30. 5. Mosebog 4:9-40 besvarer spørgsmålet om, hvad Moses ønskede, at de skulle huske. Sammenfattende er der fire dele.

Vers 8,23 og frem: Vær opmærksom på at lære, huske og undervise i lovens bestemmelser og løfter, både de positive og de negative.

Vers 6,23 og frem: Vær opmærksom på at adlyde loven og ikke lave nogen billeder eller gøre andre ting, der bryder loven.

Vers 7, 9, 33 og frem: Vær opmærksom på at lære, huske og undervise i Guds vidunderlige gerninger blandt folket.

Vers 9 og 25: Sørg for at undervise både jeres børn og børnebørn i dem.

Spørgsmål: Hvordan underviser du i 5 Mos 4:9,25; 6:2 dine børnebørn i Guds vej, selvom du ikke bor sammen med dem hele tiden?

Svar: Ideelt set har du opdraget dine børn godt, og de har indgået gode ægteskaber (dvs. med troende), så de også vil undervise deres børn. Du kan styrke denne undervisning og være et godt eksempel i det, du gør og siger, samt være et eksempel på at bekende, når du har begået en fejl.

Men nogle gange vender kristnes børn sig bort fra Herren eller gifter sig med en ægtefælle, der ikke kender Herren. Så er det mere udfordrende. Hvis forældrene er imødekommende, så tag børnebørnene med i kirken, til sommerbibelskole, julearrangementer og andre planlagte aktiviteter. Del også med dem, hvad Kristus betyder for dig, når I har tid sammen uden for de planlagte aktiviteter. Når du træffer beslutninger baseret på, hvad der behager Gud, så fortæl dine børnebørn, hvilke muligheder du havde, og hvorfor du traf det valg, du gjorde.

Spørgsmål: I 5 Mos 4,10-15, gav Gud da Moses de ti bud på Horeb-bjerget, eller på Sinai-bjerget, som der står i 2 Mos 19,11?

Svar: Der er to mulige svar.

Synonymer: De to navne blev brugt om hverandre, ligesom Moses’ svigerfar både hed Jethro og Reuel. Flere navne er meget almindelige i områder, hvor der er flere sprog og kulturer. I Alaska findes bjerget Denali, som tidligere hed Mount McKinley. The Believer’s Bible Commentary, s. 205, antyder dette.

Region: Horeb kan omfatte mere end blot Mt. Sinai. Det kan være navnet på regionen eller plateauet, ikke blot bjergtoppen.

Spørgsmål: I 5 Mos 4,12 – så folket da ikke Guds skikkelse, eller var det Moses, der så Guds skikkelse i 4 Mos 12,8?

Svar: Begge dele. Moses havde det privilegium at se Guds skikkelse, sandsynligvis en præinkarneret fremtræden af Kristus. Folket så ingen skikkelse. Dette svarer til, at Saulus fra Tarsus på vejen til Damaskus hørte Jesu stemme, mens hans ledsagere kun hørte en lyd.

Spørgsmål: Hvorfor var der to stentavler i 5 Mos 4,13?

Svar: Selvom nogle mener, at der kunne skrives fem bud på hver tavle, ville det ikke have været noget problem at få hele teksten plads på én tavle. Et mere sandsynligt svar er, at i overherredømmetraktaterne på Moses’ tid blev der også lavet to eksemplarer af traktaten: ét eksemplar til hver part. Så det ene eksemplar blev lagt inde i arken, hvor ingen ville se det igen, og det andet eksemplar blev udstillet.

Spørgsmål: Forbød dette bud i 5 Mos 4,16-18 al kunst, der forestillede mennesker eller dyr?

Svar: Naturligvis ikke, for der var kerubstatuer over arken i 2. Mosebog 37:8-9. Moses blev også pålagt at lave en kobberslange i 4. Mosebog 21:4-9. I Salomos tempel var der også keruber i 1. Kongebog 6:23-27. Mange andre billeder af keruber var udskåret i templet i 1. Kongebog 6:29, 32, 35.

Det, der er forbudt, er brugen af billeder som genstande for tilbedelse på to måder. Det var forbudt for dem at tilbede en hedensk gud ved hjælp af et billede, og det var også forbudt for dem at tilbede den sande Gud ved hjælp af et billede. Hedningerne tilbad både selve statuerne og de hedenske guder gennem billedet af deres statuer.

Spørgsmål: Hvorfor var Egypten en »ovn« i 5 Mos 4:20?

Svar: Det var en ovn på mindst tre forskellige måder.

1. Egypten var et tørt, varmt sted; varmere end Palæstina.

2. Ovne kan fortære, brænde og ødelægge forgængelige ting.

3. Ovne er nyttige til at forædle metaller og fjerne slaggen.

Nogle oplevelser i dag er som smelteovne. Den samme oplevelse kan ødelægge én person og forædle en anden, idet den renser »guldet« i personens hjerte.

Q: Hvorfor var Egypten i 5 Mos 4:20 som en »jern«-smelteovn, når 1447 f.Kr. ligger før jernalderen, og de ikke havde nogen smelteovne lavet af jern?

Svar: Arkæologien viser, at Egypten havde jernredskaber allerede fra 3000 f.Kr. Jern var imidlertid vanskeligt at bearbejde og meget dyrt, fordi jern krævede en højere temperatur end bronze eller kobber. Dette vers henviser ikke til en ovn lavet af jern, men snarere til en ovn bygget til smeltning af jern.

Spørgsmål: Hvordan er Gud en jaloux Gud i 5 Mos 4:24; 5:9; 6:15; 2 Mos 20:5; 34:14; Jos 24:19; Nah 1:2?

Svar: Gud understregede dette krav om eksklusiv hengivenhed i sin hellige kærlighed, da det er et almindeligt udtryk i Skriften. Ligesom en ægtemand eller ægtefælle insisterer på trofasthed over for ægteskabspagten, insisterer Gud på eksklusiv tilbedelse fra os. Gud skabte os i kærlighed, tager sig af os og vil være sammen med sine børn for evigt. At vende sig bort fra Ham og tilbede en anden eller noget andet er som et slag i ansigtet på Gud. Gud ønsker ikke, at man tilbeder statuer eller andre billeder. Gud ønsker ikke, at man tilbeder noget andet, selvom det ikke er i form af et fysisk billede. Endelig ønsker Gud ikke, at vi tilbeder billeder eller afbildninger, selvom de hævdes at forestille Ham. Man må forstå dette, før man kan forstå, hvorfor afgudsdyrkelse var så alvorligt for Gud, selvom man også tilbad den sande Gud.

Men det var svært for dem at give afkald på dem. Som Martin Luther sagde: »Hvis et menneske ikke vil have Gud, må det have sine afguder.« Raymond Brown, *The Message of Deuteronomy*, s. 69.

Spørgsmål: Da 5. Mosebog 4,25-26 siger, at de ville gå fuldstændigt til grunde, hvis de tilbad afguder, og de tilbad afguder, hvorfor gik de så ikke fuldstændigt til grunde?

Svar: Du kan finde svaret ved at læse det næste vers: 5. Mosebog 4,27. Gud ville tilintetgøre jøderne som folk og sprede dem blandt nationerne. Ordet for »tilintetgøre« betyder dog ikke her fuldstændig tilintetgørelse. 5. Mosebog 4,28-29 nuancerer vers 25-27 ved at sige, at hvis de derefter søgte Herren, ville de, der gjorde det, vende tilbage.

Ser man på jøderne ud fra et kulturelt perspektiv, var der én enorm forskel mellem jøderne, før de drog til Babylon, og efter at de vendte tilbage fra Babylon. Lige siden de vendte tilbage fra Babylon, trods alle deres fejl, gav de ikke længere efter for fristelsen til at tilbede afguder. Hvis intet andet virker, kræver det nogle gange en katastrofal begivenhed for at helbrede en person eller et folk for en synd.

Spørgsmål: Hvorfor udpegede Moses tre byer i 5 Mos 4:41, 19:1-13 og 4 Mos 35:10-34?

Svar: De udpegede især disse tre byer som tilflugtsbyer, hvor en person, der ved et uheld havde dræbt en anden, kunne flygte hen. Kun inden for byens grænser var de i sikkerhed for en blodhævner. Men når ypperstepræsten døde, kunne de trygt vende hjem.

Spørgsmål: Betyder det bogstavelige udtryk på hebraisk »mod solopgangen« i 5 Mos 4:41, at solen kredser om jorden?

Svar: Nej. Selv de mest kyndige astronomer i dag taler om solopgang og solnedgang. Det faktum, at Gud brugte et dagligdags udtryk, bekræfter ikke en videnskabelig opfattelse mere, end en videnskabsmand i dag bliver smidt ud af sit fagområde for at sige, at han nyder solnedgange.

For at et vers i Bibelen skal være i overensstemmelse med eller i modstrid med en videnskabelig opfattelse, skal verset fremsætte en påstand om vores verden som et faktum, ligesom nogle vers i Første Mosebog gør.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af at »overholde« lovene i 5 Mos 5,1?

Svar: »At overholde« betyder at adlyde ved at handle. Lad mig illustrere det med et eksempel. Jeg kender basketballreglerne ret godt, men jeg havde tænkt mig at studere dem for at lære dem endnu bedre at kende. Så tænkte jeg på at prøve at komme på holdet hos Dallas Mavericks. Jeg er sikker på, at de ville tage mig ind på grund af min store viden om spillet. Vil de tage mig? Eller vil de have en, der kan »præstere« ved at score, aflevere godt, forsvare og blokere skud samt hente rebounds? Reglerne kan læres, men kun nogle få kan præstere. På samme måde kunne enhver israelit vokse op med kendskab til loven, men Gud krævede, at de skulle præstere. Det er rigtigt, at man skal kende loven for at adlyde den, men ingen steder i Det Gamle Testamente loves der nogen fordel til dem, der kendte loven, men ikke adlød den.

Spørgsmål: I 5 Mos 5,1-30, er brugen af 2. persons pronomenet i dette kapitel »du« i ental eller »I« i flertal?

Svar: Ental- og flertalsformerne synes at være blandet uden skelnen i dette kapitel. Kenneth A. Kitchen (AOOT s. 129) har konstateret, at dette er almindeligt i semitiske tekster. Heraf kan vi se, at lovene ikke kun gælder for enkeltpersoner, men også for folket som helhed.

Spørgsmål: Hvem er »fædrene« her i 5 Mos 5,2-3?

Svar: Der er forskellige opfattelser.

Det kan ikke være de hebraiske slaver i Egypten, uanset hvad Calvin lærte.

Gud indgik en pagt med den forrige generation, som nu næsten var uddød, som Augustin lærte.

Men før dette indgik Gud en pagt med patriarkerne Abraham, Isak og Jakob.

Spørgsmål: Hvorfor står der i 5 Mos 5,3, at Gud ikke indgik en pagt med deres fædre, når der i 5 Mos 5,2 står, at Gud gjorde det?

A: Moses, i sin rolle som Guds profet, fremhæver et vigtigt punkt her. Det er blevet sammenfattet som: »Gud har ingen børnebørn.«

Gud indgik ganske vist en pagt med Abraham, Isak og Jakob, deres forfædre, i fortiden. Men det hjælper dem ikke nu. At bekræfte pagten er en alvorlig sag; de indgår selv en pagt med Gud. Enten har man indgået en pagt med Gud, eller også har man ikke. Men at ens forældre har indgået en pagt med Gud, hjælper slet ikke, hvis man ikke selv indgår en pagt. Enten er man et Guds barn, eller også er man det ikke. Ezekiel 18 giver en mere detaljeret forklaring på dette punkt.

Spørgsmål: Hvorfor er de to første bud de første i 5 Mos 5,6-10?

Svar: De ti bud begyndte ikke med forbuddene, men snarere med, hvem Gud er. Jesus sagde, at det største bud var at elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke, og disse to første bud fokuserede netop på det. De udgør også grundlaget for alt andet. Hvis du ikke er trofast over for Gud, betyder de øvrige bud ikke så meget. Du kan være illoyal ved at stræbe efter noget andet, som du anser for at være en gud, eller ved at have et billede, som du ved ikke i sig selv er en gud, men som trækker dig væk fra den sande, usynlige Gud.

I øvrigt har den romersk-katolske lære en anden rækkefølge af de ti bud end protestanter og jøder. I nogle romersk-katolske lære betragtes 5 Mos 5,6-10 som ét enkelt bud, og de opdeler det sidste bud, om begær, i to. Fra omkring år 500 til 700 e.Kr., da den ortodokse katolske kirke forsøgte at udarbejde lister over synder, både dødssynder og dagligdags synder, var den ene synd, der faldt uden for deres radar, afgudsdyrkelse.

Spørgsmål: Hvorfor var 5 Mos 5,6-21 blot en omskrivning af 2 Mos 20,2-17, som var Guds nøjagtige ord?

Svar: Det korte svar er, at 5 Mos 5,6-21 indeholder en påmindelse til folket, og at Moses her har omskrevet teksten. Det er sandsynligvis gjort bevidst for at vise os, at det er betydningen, der tæller, ikke de nøjagtige ord.

Det lange svar viser forskellene og fremhæver fire punkter, man bør overveje i svaret.

Forskelle mellem 2. Mosebog og 5. Mosebog

Husk (20:8) kontra Overhold … som Herren din Gud har påbudt dig (5:12)

eller husdyr (20:10) vs. hverken din okse eller dit æsel eller noget af dit husdyr (5:14)

[mangler] (20:10) kontra (5:14) tilføjer »så din træl og din trælkvinde kan hvile ligesom du«.

Hele 20:11 kontra hele 5:15

[mangler] (20:12) kontra som Herren din Gud har påbudt dig … og for at det må gå dig godt (5:16)

hus … hustru (20:17) i forhold til hustru … hus eller mark (5:21)

De samme befalinger: Der er slet ingen forskelle i, hvad der skulle adlydes.

5. Mosebog 5:6-21 kan også være ordret: 5. Mosebog kan også være ordret. Det kan være de nøjagtige ord i parafrasen af Moses. Der er dog intet problem, hvis det ikke var Moses’ nøjagtige ord. Det gamle begreb om at citere omfattede både nøjagtige citater og det, vi kalder parafraser.

Hvad vi kan lære: Det er betydningen, som Gud ønskede, at folk skulle huske, mere end de nøjagtige ord.

Spørgsmål: I 5 Mos 5:9 straffer Gud uretfærdighed helt ned til tredje og fjerde generation af dem, der hader Gud. Er Gud da retfærdig?

Svar: Bibelen lærer, at alle Guds veje er retfærdige (5. Mosebog 32:4; Salme 99:4), men før vi kan forstå, hvad retfærdighed er, må vi definere fire begreber.

Retfærdighed: Gud giver den belønning for retfærdige handlinger, som han har lovet, og Gud giver den straf for ulydighed mod ham, som han har lovet. Guds retfærdighed er ikke noget mystisk og uforståeligt, men er beskrevet i hans ord, Bibelen.

Retfærdig: Retfærdig betyder både, at alle behandles nøjagtigt ens, og at Gud altid vil behandle alle nøjagtigt ens. Gud er ikke retfærdig, og Gud hævder heller ikke at være det i Bibelen, som det fremgår af Mattæus 20:1-16, 5. Mosebog 5:9, Romerbrevet 9:10-18 og andre vers. Johannes 19:11 og 2. Petersbrev 2:21 viser, at de, der har mere viden, dømmes strengere. Dette viser implicit, at ikke alle får den samme mængde viden, hvilket er uretfærdigt. Gud er dog stadig retfærdig, og Gud tager højde for dette (Romerne 4:15; 5:13). Mange mennesker har meget forskellige opfattelser af retfærdighed, og hvis din opfattelse af retfærdighed ikke tillader nogen form for ulighed, så husk, at Gud kun har lovet at være retfærdig efter sin egen definition af retfærdighed, som den fremgår af Bibelen, og ikke efter nogen bestemt menneskelig definition.

Skyld/ansvar: Skyld kan være en menneskelig følelse, men det er ikke den form for skyld, der diskuteres her. Her er skyld et ansvar, i henhold til kravene i Guds retfærdighed, for at være under Guds vrede. Der er større og mindre skyld (Johannes 19:11). Hver person er skyldig i sin egen synd; vi er ikke ansvarlige for vores forfædres synder (Ezekiel 18; 5. Mosebog 24:16), og vi deler ikke vores børns skyld (Ezekiel 18:20).

Konsekvenser: Mange velsignelser, forbandelser og andre konsekvenser af en persons handlinger arves og videregives til andre. Når en mor kan vælge at afstå fra eller give sig hen til rygning, alkohol, dårlig kost eller kokain og andre stoffer, er det barnet, der må bære konsekvenserne. Nogle eksempler på videregivne konsekvenser er en person født af kristne forældre, et spædbarn med medfødte misdannelser født i et stærkt forurenet område og spædbørn, der aborteres eller myrdes efter fødslen.

Konsekvenserne virker uretfærdige, og de ville synes at gøre Gud uretfærdig, hvis dette korte, jordiske liv var alt, hvad der findes. En tidligere klummeskribent for Scientific American, en deist ved navn Martin Gardner, fremførte et dybsindigt argument i sin bog *The Whys of a Philosophical Scrivener*. Han sagde, at hvis man tror på retfærdighed (og det gjorde han), så må man tro på et liv efter døden. Med andre ord er livet på denne jord så uretfærdigt, at hvis alle skal få retfærdighed, må der være et tidspunkt efter døden, hvor retfærdigheden udmåles. Vi kristne kalder dette dommedag. Århundreder forinden fremsatte Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) næsten det samme synspunkt i *The Divine Institutes*, bog 6, kap. 9, s. 171–172.

Nu til svaret på spørgsmålet om Guds retfærdighed i 5. Mosebog 5:9. Gud er retfærdig, men ikke ligeværdig. Mennesker kan arve konsekvenser, men ikke skyld. Men pris Gud for, at han ikke kun er retfærdig, men også barmhjertig.

Spørgsmål: Hvilke forskellige måder er der, hvorpå mennesker misbruger Guds navn i 5. Mosebog 5:11 og 2. Mosebog 20:7?

Svar: Den hebraiske betydning er meget bred her. Det betyder bogstaveligt talt at knytte Guds navn til tomhed. Det omfatter at bruge Guds navn som et bandeord, til at forbande nogen eller som en magisk formel.

Spørgsmål: I 5 Mos 5,14: Da dyr ikke kender til Moses’ lov, hvorfor måtte de så ikke arbejde?

Svar: Selvom Skriften ikke angiver hvorfor, kan vi se en række mulige årsager.

De skulle ikke være til gavn for deres ejere, mens de arbejdede.

Det ville være sundere for dyret også at have en hviledag.

Vi må ikke glemme (som israelitterne selv gjorde), at de skulle være et lys og et eksempel for andre nationer på, at de skulle tage Guds befaling meget alvorligt.

Spørgsmål: Skulle israelitterne i 5 Mos 5,15 holde sabbatten, fordi de var slaver i Egypten, eller befalede Gud det, fordi han skabte himlen og jorden på seks dage, som det står i 2 Mos 20,11?

Svar: Begge grunde er rigtige. Grunden til at følge Guds skabelsesværk er angivet i 2. Mosebog 20,11. En yderligere grund, nemlig at de var slaver (uden sabbat) i Egypten, er angivet i 5. Mosebog 5,15.

Det kan være nyttigt at se på et menneskeligt eksempel på at handle ud fra tre forskellige motiver. Vi kan sige til én person, at vedkommende ikke skal sladre, fordi det er, hvad Gud befaler. Vi kan sige til en anden person, at vedkommende ikke skal sladre, fordi det viser vedkommendes kærlighed og respekt for Gud. Vi kan sige til en tredje person, at vedkommende ikke skal sladre på grund af sin kærlighed til andre. Se »Bible Difficulties and Seeming Contradictions«, s. 209-210, for et andet eksempel.

Generelt set kan kristne være motiveret til at gøre godt på grundlag af Guds karakter, på grundlag af egne eller andres tidligere erfaringer, på grundlag af den nuværende kærlighed til Gud og andre eller på grundlag af et fremtidigt håb. Den stærkeste motivation er sandsynligvis en kombination af alle ovenstående. I *When Critics Ask*, s. 118, findes et lignende svar, hvor det siges, at noget kan huskes af to grunde. Den ene var den »oprindelige« grund til skabelsen, og den anden var en »efterfølgende« grund til forløsningen.

Spørgsmål: Siden 5 Mos 5,17 og 2 Mos 20,13 siger: »Du skal ikke dræbe«, hvorfor fandtes der så dødsstraf?

Svar: Gud sagde aldrig »Du skal ikke dræbe«; i stedet befalede Gud: »Du skal ikke begå mord« (2. Mosebog 20:13; 5. Mosebog 5:17). Dette fremgår ikke blot af det hebraiske sprog, men også af selve sammenhængen, da israelitterne blev pålagt at henrette mennesker for visse forbrydelser, som i 2. Mosebog 21:12-17. Desuden blev krige både i 2. Mosebog og 5. Mosebog retfærdiggjort under visse omstændigheder.

I Det Nye Testamente bliver vi opfordret til at elske vores fjender (Lukas 6:27-36 og Matthæus 5:43-44), og som enkeltpersoner bør vi ikke udøve hævn, som Romerbrevet 12:17-21 lærer os. Som modvægt hertil lærer det allerførste kapitel imidlertid, at regeringen har et ansvar over for Gud, for den »bærer ikke sværdet forgæves« og er »en håndhæver af straf over den, der gør uret«, som Romerbrevet 13:4 viser.

Spørgsmål: Hvilke måder kan folk stjæle på i 5 Mos 5:19 og 2 Mos 20:15?

Svar: Den mest åbenlyse måde er at stjæle penge eller materielle goder, som i 2. Mosebog 22:2. Men det henviser også til at stjæle mennesker, såsom kidnapning eller slaveri, som 5. Mosebog 24:7 og 2. Mosebog 21:16 viser. Det kan også henvise til at tilegne sig penge uretmæssigt gennem svindel eller bedrageri. Tyveri kan være at bruge ting ulovligt, såsom software, DVD’er eller sange. Tyveri kan være at stjæle tid fra en arbejdsgiver. Tyveri kan være ulovligt, eller det kan ske gennem dårlige love, men uanset hvad er det ondt i Guds øjne.

Spørgsmål: Hvilke måder kan folk på at afgive falsk vidnesbyrd, som beskrevet i 5 Mos 5:20 og 2 Mos 20:16?

Svar: Ud over mened i retten kan det også henvise til at fortælle løgne for at få et salg i stand, vende nogen mod noget andet eller forsøge at få nogen til at synes om dig. Gud bliver ikke herliggjort, hvis du siger noget, du ved er usandt, for at overtale nogen til at blive kristen. Når vi deler evangeliet, står vi nogle gange over for valget mellem at »fortie noget af sandheden« for at være mere overbevisende eller at fortælle hele sandheden ærligt, selvom den er mindre overbevisende. Når du befinder dig i en sådan situation, skal du være klar over, at det første valg, at »fortie noget af sandheden«, er en fristelse for os til at mishage Gud. Vælg altid det andet valg.

Spørgsmål: Hvad adskiller dette bud i 5 Mos 5,21 og 2 Mos 20,17 fra de øvrige ni?

Svar: Der er ydre, fysiske tegn, når nogen overtræder et af de første ni bud, men en person kan begære noget inderst inde uden at vise nogen tegn på det. Man kan begære en andens rigdom, ægtefælle, berømmelse, popularitet eller udseende uden at handle på det. Men den indre holdning, der ligger i begæret, er stadig en synd.

Spørgsmål: Hvorfor lærer 5 Mos 5,21, det sidste af de ti bud, [angiveligt], at hustruer er mændenes ejendom? (En muslim hævdede dette.)

Svar: Det lærer IKKE, at hustruer er mænds ejendom. Der står, at en mand ikke skal begære sin næstes hustru eller ejendom, men det betyder ikke, at hustruen er en ejendom.

På den anden side kender jeg mindst én muslim, der, da han kom til Amerika og skulle opgive sine ejendele, satte sin kone på listen. Når du har forklaret udtrykket »kvinder, som din højre hånd besidder« i Koranen, vil vi måske gerne forklare følgende fra de sunnitiske hadither.

Når man får en kvinde, en tjener eller et stykke kvæg, skal man tage fat i dens pande og bede til Allah. Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 1918, s. 157

»Behandl kvinder godt, for de er [som] husdyr (‘awan) hos jer og ejer ikke noget selv.« al-Tabari, bind 9, s. 113. [Andre muslimske lærde var ikke enige med Tabari i, at det var forbudt for kvinder at eje noget selv.]

Spørgsmål: Hvorfor står der i 5 Mos 5:22, at Gud ikke tilføjede mere, når der var andre bud?

Svar: Der er et mindre punkt og et vigtigt punkt.

For det første gav Gud ikke flere bud på det tidspunkt og det sted, hvor han gav de ti bud.

Det vigtigere punkt er, at Gud på intet tidspunkt nogensinde har fastsat et ellevte bud. Gud gav mange bud – jøderne tællede 613 i Toraen – men disse er de primære »de ti store« og ikke nogen yderligere.

Spørgsmål: Hvad er det præcis, Gud er tilfreds med og roser her i 5 Mos 5,28-29?

Svar: Han roser dem ikke for at overholde de ti bud, for de var netop blevet givet, og på dette tidspunkt havde de endnu ikke vist, at de kunne følge det, de havde fået. Gud er snarere tilfreds med deres holdning præget af ærbødig ærefrygt og deres helhjertede forpligtelse til at adlyde dem. Men Gud, som kender fremtiden, viser i 5. Mosebog 5,29, hvor meget han forgæves ønskede, at folket altid ville forblive tro mod deres forpligtelse til at behage ham.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 6:3, 11:9; 26:9,15; 27:3; 31:20; 2. Mosebog 3:8,17; 13:5; 33:3; 3. Mosebog 20:24; 4. Mosebog 13:27; 14:8; 16:14; Josva 5:6; Jeremias 11:5; 32:22; og Ezekiel 20:6,15, hvorfor henviser Det Gamle Testamente så ofte til landet med mælk og honning?

Svar: Lad os først se på mælk og derefter på honning.

Mælk: Den mælk, som folk drak, kom fra køer, får, geder og kameler. Hyrder kunne ikke leve af en kost bestående udelukkende af kød, og mælk dækker behovet for de fleste andre næringsstoffer. Når alt kommer til alt er mælk det eneste, et dyreunge har. Så mælk fandtes i næsten alle lande, men der ville være mere af den, hvor folk kunne opdrætte flere husdyr.

Honning: Honning var en delikatesse, der blev brugt til at søde mad og drikke. For at producere store mængder honning kræves der mange blomster, hvilket Egypten generelt ikke havde. Kanaan var ifølge PEQ 98 (juli-dec. 1966) kendt for sin honning. Omkring 1950/1920 f.Kr. sagde den egyptiske rejsende Sinuhe, at Kana'an havde rigeligt med honning og oliven (ANET s. 19-20). Farao Thutmose III (1483-1450 f.Kr.) indsamlede hundredvis af krukker med honning fra Kana'an som tribut. Imidlertid kaldte de israelitiske brokkere Datan og Abiram Egypten for et land med mælk og honning i 4. Mosebog 16:13. I Ugarit (på den nordvestlige kyst af det moderne Syrien) skrev man i overdrivende vendinger om Kana'an: »Himlene regnede olie, og bækkerne flød med honning« (BA, 27. december 1965). Der var rigeligt med honning, da Jonatan spiste noget honning, der lå på jorden, i 1. Samuelsbog 14:29-43. Johannes Døberen levede udelukkende af græshopper og vild honning i Matthæusevangeliet 3:4. Kong Hiskia havde tamme bikuber.

Spørgsmål: I 5 Mos 6,4 står der, at Gud er »én« – hvad så med Treenigheden?

Svar: For det første har dette vers i mange hebraiske manuskripter ekstra store bogstaver i enderne, kaldet majuscula på latin og engelsk. Her er nogle af de ord for »én«, der bruges i Det Gamle Testamente.

chad: betyder ganske enkelt »én« og bruges sjældent.

‘ishshah: én, hver, alle, kvinde

‘oysh: en mand eller et individ. (meget almindeligt i Det Gamle Testamente)

‘echad: betyder »forenet, ens, alene og alt i alt« (meget almindeligt i Det Gamle Testamente)

Det ord, der bruges i 5. Mosebog 6:4, er ‘echad. Man kunne således oversætte dette ord med »forenet«, selvom »én« er en bredere og mere foretrukken oversættelse. Det samme ord bruges også i:

Første Mosebog 2:24 siger, at mand og kone er ét kød.

5. Mosebog 6:4 siger, at der er én Gud.

Første Mosebog 1:5 siger: »Og det blev aften, og det blev morgen – den første dag« (bogstaveligt »én dag« på hebraisk).

Et eksempel på, at dette ord betyder en enhed bestående af flere dele, findes i 2. Mosebog 26:6,11, hvor halvtreds spænder holder forhængene (flertal) sammen, »så tabernaklet bliver en enhed« (hebraisk ’echad, »én«). Ezekiel 37:17,19,22 taler også om to stave, der føjes sammen til »én«, ved hjælp af det samme ord.

Spørgsmål: Hvorfor nævner dette bud, kaldet shema, i 5. Mosebog 6:4-5 hjerte, sjæl og styrke?

Svar: Skriften siger det ikke, men vi kan se følgende.

1. Forestil dig, at Bibelen sagde, at vi kun skulle elske Gud med vores sjæl. Vi ville stole på, at Han bevarer vores liv, og vi ville måske ønske at holde vores sjæl ren, men det betyder ikke, at vi ville have nogen forpligtelse over for Gud.

2. Forestil dig, at Bibelen sagde, at vi kun skulle elske Gud med vores styrke. Vi ville gøre vores pligt for Gud og arbejde hårdt i Guds tjeneste, men forpligtelse betyder ikke, at vi har nogen kærlighed eller hengivenhed til Gud.

3. Forestil dig, at Bibelen sagde, at vi kun skulle elske Gud med vores hjerte. Vi ville have et stort ønske om et dybere forhold til Gud, uden at holde op med at stole på os selv og uden flittigt at gøre noget for at adlyde og tjene Ham.

Hvor meget vi end prøver, kan vi ikke elske Gud fuldt ud uden alle tre elementer. For et fjerde element, se Markus 12:30.

Som en sidebemærkning kan 5. Mosebog 6:4 betragtes som et resumé af hele 5. Mosebog 6-11. Ordet »shema« betyder bogstaveligt talt »hør«.

Spørgsmål: Skal vi i 5. Mosebog 6:7,20 opdrage vores børn, eller skal vi bare lade dem vokse op og selv træffe beslutninger?

Svar: Undervisning er ikke hjernevask, og ligesom en forælder ville forsømme sin pligt ved ikke at lære sine børn om sikkerhed, forsømmer kristne forældre deres pligt, hvis de ikke lærer deres børn om Gud. Vores børn er vores ansvar. Vi står ikke til regnskab over for Gud for de valg, de frit træffer, men vi bliver holdt ansvarlige for, hvordan vi har opdraget dem, og hvad vi har lært dem. Ordsprogene 22:6 siger, at man skal opdrage et barn på den vej, det skal gå. Efeserbrevet 6:4 er en opfordring til fædre om at opdrage deres børn i Herrens opdragelse og undervisning. Jesus sagde i Matthæus 19:14, at man skal lade børnene komme til ham og ikke hindre dem.

I stedet for at bekymre dig om at lære dem de rigtige ting, skal du være opmærksom på de onde holdninger, de kan opfange fra deres omgivelser, hvis de ikke er forsigtige. I stedet for at lade dem klare sig selv, skal du bede for dem og bede sammen med dem hver dag. Familien har det primære ansvar for at undervise deres børn om Gud, og kirken har det sekundære ansvar – ikke omvendt.

Spørgsmål: Skal troende ifølge 5. Mosebog 6:8-9 have Shema (5. Mosebog 6:4) på panden og hænderne?

Svar: Se det næste spørgsmål for at finde ud af, hvordan man ved, hvornår man fortolker noget alt for bogstaveligt og lovisk.

Der er ingen beviser for, at nogen i Israel fortolkede dette skriftsted alt for bogstaveligt før farisæernes tid. Vi har ingen optegnelser om, at Moses eller Josva selv gjorde dette.

På den anden side har kristne i dag ofte dekorationer i deres hjem med bibelvers på. Dette gøres ikke ud fra loviskhed, men ud fra et ønske om at have Guds ord i vores hjerter.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 6,8-9 – da troende ikke behøver at bære bibelvers på panden – hvordan kan man så vide, om man fortolker et afsnit alt for bogstaveligt?

Svar: Hvis man vil fortolke dette afsnit alt for bogstaveligt, bør man være konsekvent og fortolke hele afsnittet på samme måde. 5. Mosebog 6,6 siger, at ordene skal være i vores hjerte, og da man i dag udfører hjerteoperationer…

Alvorligt talt: Før man finder svaret på, hvordan man skal fortolke et skriftsted, er det vigtigt i bøn at stille det rigtige spørgsmål. Det rigtige spørgsmål er: »Hvordan havde Gud og den menneskelige forfatter til hensigt, at de troende skulle fortolke dette skriftsted?« Der findes en femtrins-test, som du bør anvende på din fortolkning af ethvert skriftsted for at besvare dette spørgsmål.

1. Er min fortolkning konsekvent, eller fortolker jeg en del af teksten på én måde og en anden del på en anden måde?

2. Gør min fortolkning dele af teksten meningsløse? Hvis ja, er der noget galt med min fortolkning.

3. Giver min fortolkning mening i lyset af sammenhængen i versene før og efter teksten?

4. Er min fortolkning i overensstemmelse med det, Gud har sagt i resten af Skriften om disse sandheder og om dette afsnit? Husk dog, at et afsnit kan indeholde mere end én sandhed.

5. Endelig er der en test af mindre betydning. Se på, hvordan Gud har ledt bibelske kristne, både i oldtiden og i moderne tid, til at fortolke dette afsnit.

Spørgsmål: I 5 Mos 6,10-13, når gudfrygtige mennesker opnår velstand eller bedre helbred, hvilke faktorer er det så, der får nogle til at forblive taknemmelige og tæt på Gud, mens andre glider væk, nu hvor de ikke har nogen umiddelbare behov?

Svar: Troende kan reagere meget forskelligt på fristelsen til at glide væk på grund af rigdom, af en kombination af en række årsager.

Nogle ser ikke engang fristelsen til at glide væk, før de allerede er faldet for den.

Utaknemmelige

Fanget af kærligheden til verden. (1. Johannesbrev 2:15)

De har mistet kontakten med Guds ærefrygtindgydende natur. (Salme 50:21)

Stolthed, fordi de troede, at de klarede det på egen hånd. (Salme 115:1)

De tror ikke, at de har brug for, at Gud gør noget andet for dem nu. (Ordsprogene 30:7-9)

Fanget af penge; enten fordi de ønsker at tjene mere, er bange for at miste det hele eller er bange for at gå glip af penge. (1. Timoteus 6:9-11)

Forført af deres nye venner.

De glemmer Guds dyrebare løfter til os.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved Massah i 5. Mosebog 6:16?

Svar: På hebraisk betyder massah »prøvelse«. Det er det navn, de gav det sted, hvor de knurrede mod Gud, fordi de ikke havde vand. De glemte, hvordan Gud tidligere havde taget sig af dem, da de var i fare fra Faraos hær og under deres tidligere rejser gennem ørkenen, og de begyndte at tvivle på, om Gud fortsat ville tage sig af dem.

Jesus citerede dette vers i Mattæus 4:7 og Lukas 4:12, da Satan fristede Jesus ved at sige, at han skulle kaste sig ned fra templets tag. På samme måde bør vi ikke gøre noget vanvittigt bare for at se, om Gud vil beskytte os.

Kristne kan opleve svære perioder i deres liv, hvor de begynder at tvivle på, om Gud stadig vil tage sig af dem. Det kan være et sted, der for os kan kaldes Massa. Når vi befinder os der, skal vi alligevel fortsætte med at prise Gud, huske på, hvordan Gud har taget sig af os tidligere, og bevare håbet om, at Han stadig vil tage sig af os her på jorden, indtil det er tid for os at vende hjem til himlen.

Spørgsmål: Hvad er meningen med denne lære i 5 Mos 6,20?

Svar: Forældre skulle undervise deres børn dag for dag. Når et barn stillede et spørgsmål, især et vigtigt spørgsmål som dette, skulle forældrene ikke gå væk for at forberede et svar. Vi bør være i stand til at svare med det samme, fordi vi allerede har et svar parat. Vi bør være i stand til at undervise så meget, som barnet ønsker, på det niveau, der passer til barnet.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes døtrene ikke i 5 Mos 6,20?

Svar: I 5. Mosebog 6:7 skulle de undervise alle børnene, både drenge og piger. På hebraisk kan ordet »mand« henvise til mennesker generelt, og ordet »sønner« kan henvise til børn generelt. Ifølge en artikel i Christianity Today fra 27.10.1997, s. 35, findes der ikke noget hebraisk ord for »børn«, kun et ord for »sønner« og et ord for »døtre«. Når en hebraisktalende mente både sønner og døtre, blev ordet »sønner« brugt.

Spørgsmål: Hvad var den anslåede befolkning i de syv nationer i Kana’an, som var større end israelitterne, i 5. Mosebog 7:1?

Svar: Pointen er, at israelitternes hær var underlegen i forhold til de samlede kanaaniters. Svaret består af tre dele.

1. Israelitterne havde færre indbyggere end den samlede befolkning af kanaanitterne.

2. Der var mere regn i Palæstina dengang, så landet kunne brødføde flere mennesker. 2,5 millioner israelitter i bibelsk tid er stadig færre end de 5 millioner israelere i dag.

3. Her er befolkningstallene fra Josvas tid, anslået til 40 %.

Se det næste spørgsmål for kilden til disse tal.

Spørgsmål: I 5 Mos 7:1, hvad er kilden til befolkningstallene i det foregående spørgsmål?

Svar: Jeg har ikke fundet nogen litteratur, hvor den gamle befolkning er opdelt så detaljeret, så det foregående er en sammenfatning af mine egne skøn. Her er mine tal. Husk, at tallet ved siden af en bestemt by ikke er befolkningen, der bor inde i byen, men snarere byens befolkning plus det omgivende landområde.

Spørgsmål: Hvem var girgasitterne i 5 Mos 7:1?

Svar: I dag ved vi ikke, hvem de var. Men uden for Bibelen nævnes de i skrifter fra Ugarit ifølge G. Douglas Young, Concordance of Ugaritic, s. 14, og C.H. Gordon, UT, s. 381.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Moses i 5 Mos 9:1, at de ville krydse Jordanfloden »i dag«, når det højst sandsynligt var mere end 24 timer senere?

Svar: Det hebraiske ord for dag, yom, kan også betyde en tidsperiode. Et eksempel er den kommende »Herrens dag«, der går umiddelbart forud for Kristi genkomst, og som vil vare mere end 24 timer. Selvfølgelig kunne de også have krydset Jordanfloden på 24 timer, hvis rækken af mennesker, der krydsede, var meget bred.

Spørgsmål: Hvad var den egentlige fare, som israelitterne stod over for i 5. Mosebog 7:1-5?

Svar: Set ud fra et menneskeligt synspunkt kunne det se ud som om, at den egentlige fare var, at de begav sig ind i et land, hvor deres fjender var velbevæbnede og talmæssigt overlegne i forhold til israelitterne. Men det var ikke den egentlige fare; Gud kunne klare det, selvom Han måtte sende sten ned fra himlen for at bekæmpe dem, hvilket Han også gjorde. Men der var en meget reel og større fare for, at de ville holde op med at kæmpe og indgå kompromiser. De ville respektere deres guder, indgå ægteskaber med dem og lade deres børn gifte sig med dem. Da de begyndte at respektere de kanaanitiske guder, holdt Gud sin hjælp tilbage mod den synlige fare fra de kanaanitiske og filistinske hære.

Fremtiden var lys og lovende, men fyldt med fare. De var på vej til et vidunderligt land med mælk og honning, men de stod over for store forandringer i livet. Nogle gange, når Gud giver os gode ting, overser vi det faktum, at vi bliver nødt til at ændre os, eller at der også vil ske store forandringer i vores liv.

En lille detalje er, at problemet ikke var at vende sig bort fra den ene sande Gud. Problemet var at vende sig mod andre guder, uanset om de stadig gav den ene sande Gud tomme løfter eller ej.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i dag, hvor vi skal »ikke indgå nogen pagt« med andre ting, når fristelsen til at gøre det opstår, jf. 5 Mos 7,2-5?

A: Hvorfor skulle en kristen rode med astrologi, drikke sig fuld, ryge marihuana eller tage andre stoffer? Det er fint nok at spise sundt, men hvorfor skulle en godtroende person – uanset om vedkommende er kristen eller ej – ønske at betale for krystallers helbredende kræfter? Dæmonerne har næsten uendelige muligheder for at friste kristne til at beskæftige sig med eller splitte deres loyalitet mellem: LGBTQ+, abort, at kombinere kristendommen med islam, at kombinere kristendommen med hinduismen, klassisk græsk-romersk mytologi. At kombinere kristendommen med sekulær psykologi, at kombinere kristendommen med sekulær filosofi. Men man kan inddele disse i nogle få kategorier.

Nydelse eller egen vinding (velstandsevangeliet)

1896-1911 Wallace Wattles var en socialistisk forfatter inden for New Thought-bevægelsen. Han skrev *The Science of Getting Rich* og blev ekskommunikeret af metodisterne.

1879–1925 Russell H. Conwell var en baptist fra Philadelphia, der var præst i den største kirke i USA på det tidspunkt. Han lærte, at man kunne finde diamanter i sin baghave, hvis man ledte efter dem. (World Christian Trends AD 30–AD 2200, s. 143)

Forsøg på at forny med nye ideer (kløende ører)

1831-1844 Den lægmand og baptistpræst William Miller i det nordøstlige New York grundlagde milleritterne. Han sagde, at Kristus ville vende tilbage mellem den 21. marts 1843 og den 21. marts 1844. 50.000 til 100.000 tilhængere. Så kom den 22. oktober 1844, som senere blev kendt som »Den Store Skuffelse«. Bevægelsen gav anledning til Jehovas Vidner (ca. 8,8 millioner), Kristadelfierne (kun 60.000 tilbage i dag) og Syvendedagsadventisterne (ca. 21 millioner).

1843–1864 kaldte Hung Hsiu-Chuan sig selv for »Jesu bror«. Han startede Tai-ping-oprøret, hvor 35 millioner blev dræbt, mens han forsøgte at oprette det »Store Fredelige Himmelske Rige«. Selvom kun få vesterlændinge kender til dette, skete det omkring samme tid som den amerikanske borgerkrig og fik borgerkrigen til at ligne en lille skærmydsel i sammenligning.

1783–1872 N.F.S. Grundtvig ønskede at indarbejde den nordiske mytologi i lutheranismen.

1867 Det første nationale Holiness Camp-møde i Vineland, New Jersey. Der var råben, dans i Ånden, hellig latter og hellig rullende, ifølge *World Christian Trends AD 30 – AD 2200*, s. 142

1855–1900 Mange indbyggere på Stillehavsøerne konverterede fra kristendommen til mormonismen. Det hawaiianske mormontempel blev indviet i 1909.

1907– »Vandmandens tidsalder«: L.H. Dowling skrev »Vandmandens evangelium om Jesus Kristus«. Han hævdede, at Jesus studerede hinduisme under guruer.

1919 – Le Van Trung grundlagde Cao Daist Missionary Church i Vietnam, som er en blanding af buddhisme, konfuciansk etik, forfædredyrkelse og en katolsk-lignende organisation.

1954 – Sun Myung Moon troede, at han var Kristus [ikke Jesus], der var vendt tilbage, skrev *The Divine Principle* og grundlagde Unification Church.

1933–1959 – Victor og Florence Houteff forlod Syvendedagsadventisterne for at stifte Davidian Syvendedagsadventisterne. De lærte, at Gud ville dræbe de ugudelige Syvendedagsadventister den 22. april 1959. Derefter splittede de sig, og den ene gruppe blev til Branch Davidians.

1964– World Mission Society Church of God (= Ahnsahnghongs Kirke, = Elohisterne) (2 millioner) Tror på en himmelsk Fader og en himmelsk Moder. Grundlagt af Ahnsahnghong, der hævdede, at han var inkarnationen af den himmelske Fader. Skal overholde det Gamle Testamentes højtider.

-1978 Jim Jones og Jonestown, Guyana, hvor 925 mennesker omkom. Beboerne i Jonestown fik rød Kool-Aid med cyanid at drikke.

1985 – Apollo Quiboloy er en filippinsk evangelist, der forkynder enhedsteologien. Han hævdede, at han var den »udpegede Guds Søn«, der bestemmer, hvem der kommer i himlen.

1931–1986: Herbert W. Armstrong grundlagde Worldwide Church of God. Han lærte, at bortrykkelsen ville finde sted i 1986. Han underviste i britisk-israelisme og fulgte de mosaiske spiselove. Han anså treenigheden for at være satanisk. Efter hans død opstod der splittelser, og én gruppe accepterede treenigheden.

1941–2000 George Huntston Williams, unitarisk kætter og historiker inden for de socinianske unitarier

1985-2014 Arnold B. Murray og Shepherd’s Chapel. Modalister, slangens afkom-læren, sjælens præeksistens, britisk-israelisme, Christian Identity-bevægelsen, benægter bortrykkelsen, annihilationisme

At kunne nå ud til flere mennesker med dit budskab

Jeg vil ikke sige »nå ud til dem med evangeliet«, for de er ofte nødt til at »udhule evangeliet«, og de når kun ud til folk med en forkrøblet version af evangeliet. Her er nogle eksempler:

Wycliffe Bible Translators lavede en bibeloversættelse på arabisk og også på tyrkisk, hvor de erstattede ordene »Søn« og »Fader«, når de henviste til Gud.

Andy Stanley og det at acceptere praktiserende LGBTQ+-personer uden at fortælle dem, at de skal omvende sig og tage afstand fra deres livsstil.

Rick Warren (forfatter til *The Purpose Driven Life*) lærte, at muslimer troede på den samme Gud.

For at forsøge at passe ind eller undgå forfølgelse

Dette kan betyde, at man tager aspekter fra andre religioner og forsøger at kombinere dem med kristendommen.

130 – Omkring tredive gnostiske sekter i de første par århundreder af kristendommen gjorde dette, især de hermetiske gnostikere. Gud sendte Adam, derefter Moses, derefter Herkules og derefter Jesus.

1870 – Insider-bevægelsen blandt hinduer blev startet i 1870 af Kali Chan Banurji.

1875/1879 – Mary Baker Eddy ønskede at indarbejde »videnskabelige principper« i kristendommen som »Christian Science«. (100.000 til 400.000 medlemmer i dag, efter tidligere splittelse)

1899 – Charles Fillmore var en af grundlæggerne af Unity School of Christianity (1 million).

1970’erne – »Chrislam« er en synkretistisk religion i Nigeria.

1970’erne – Insider (C5)-bevægelsen blandt muslimer. Den hævder, at Koranen og Muhammed også stammer fra Gud, og de afviser generelt treenigheden. De ønsker ikke at blive kaldt kristne (undtagen når de beder om penge fra vestlige kirker).

Liberale kristnes kompromis med verden

1930-1945: Den lutherske Dietrich Bonhoeffer fulgte det sociale evangelium. Han benægtede Kristi fysiske opstandelse. Han var med i et komplot om at myrde Hitler og blev henrettet lige før Tysklands kapitulation.

1948– Verdensrådet for Kirker (WCC) havde i 1990 404 millioner medlemmer. Det støttede marxistiske guerillakrigere i Rhodesia/Zimbabwe, som dræbte kristne missionærer.

1951–1963: Den liberale Paul Tillich: Gud = kærlighed, så kærlighed = Gud.

1901–1965 Albert Schweitzer, liberal kristen og lægemissionær. Skrev om søgen efter den historiske Jesus.

1955–1968 Martin Luther King, Jr., amerikansk baptistpræst. Betydningsfuld ikke-voldelig borgerrettighedsleder, der benægtede Jesu legemlige opstandelse og havde mange affærer.

1944–1969 Den agnostiske og senere episkopale præst James Pike. Senere blev han truet med at blive smidt ud. Han afholdt spiritistiske seancer og stillede spørgsmålstegn ved jomfrufødselen, helvede og treenigheden. Han var en af de første i radioen og havde et mere populært radioprogram end Fulton J. Sheen. Uddannet fra Union Theological Seminary.

1915–1973 C.H. Dodd ledede oversættelsen af New English Bible. Han troede på »nuværende realiteter«, ikke på en apokalyptisk fremtid, og mente, at Paulus simpelthen tog fejl i nogle henseender.

1966–2021 Desmond Tutu. Sydafrikansk anglikansk præst, modtager af Nobels fredspris, senere politiker. Modstander af apartheid og raceadskillelse. Han var tilhænger af kirkeligt ægteskab mellem personer af samme køn og befrielsesteologi uden vold.

H. Richard Niebuhr var en barthiansk »postliberal« (1924–1962), der rammende sammenfattede den liberale teologi således: »En gud uden vrede førte mennesker uden synd ind i et rige uden dom gennem en Kristus uden kors.«

Kompromis med agnostisisme eller ateisme

1950–1979 Moder Teresa fra Calcutta, Indien. Modtog Nobels fredspris. Grundlægger af Missionaries of Charity i Indien. Romersk-katolsk, abortmodstander, hjalp de fattige. I stedet for at lindre smerte mente hun, at smerte herliggjorde Gud.

Kompromis med marxismen

1964– Leonardo Boff, befrielsesteologi. Tidligere katolsk præst. Kaldte pave Benedikt XVI (Ratzinger) en leder af religiøs terrorisme.

1954–1966 Camilo Torres Restrepo. Marxist-leninistisk romersk-katolik og tilhænger af befrielsesteologien. Dræbt i kamp for ELN-guerillaerne mod den colombianske regering. Hans mest berømte citat er: »Hvis Jesus levede i dag, ville han være en guerillero.«

1950’erne–1971: Gustavo Gutiérrez var en af grundlæggerne af befrielsesteologien.

1981 Jomfru Marias åbenbaring i Medjugorje i Bosnien ( ). Hun opfordrede blandt andet folk til at studere bogen *Poem of the God-Man*. Denne står på den romersk-katolske liste over forbudte bøger, fordi den indeholder kættersk lære. Den katolske kirke godkendte hende først i 2019 under pave Frans.

1962-2003 Canaan Banana, tidligere metodistpræst og Zimbabwes første præsident. Han skrev *The Gospel According to the Ghetto*. Om sin holdning til befrielsesteologi sagde han: »Når jeg ser en guerillakæmper, ser jeg Jesus.« Han afsonede 6 måneder i fængsel for homoseksualitet. Han var aktiv i Verdensrådet for Kirker og Organisationen for Afrikansk Enhed.

Resumé

Pointen her er ikke, at disse ting er forkerte (hvilket de er), men at kristne tager fejl, når de accepterer nogen af disse ting som kristne. Ja, der er ægte kristne blandt nogle af disse ting, og nogle ægte kristne er endda blevet nævnt her. Men vi bør ikke acceptere disse vildfarelser som kristne. I Åbenbaringen 2:20-23, hvis man ser nøje efter, er det ikke den falske profetinde Jesabel, der bliver irettesat her. Det er snarere menigheden, der fandt sig i hende og accepterede hende. Dette er en del af det gamle tema, der begyndte i Jeremias og fortsætter gennem Åbenbaringen: »Flygt fra Babylon« og kom ud og adskil jer fra hende.

Får du indtryk af, at dæmoniske kræfter »bombarderer menigheden med vildledning«? Tja, dæmoner er dygtige til det, de gør, og de har travlt. Det er næsten, som om vi er en hær af kristne, der rykker frem for at forkynde evangeliet og tjene Gud, men vores medsoldater bliver skudt ned til højre og venstre af dæmoniske løgne. Men når du læser listen over, hvad forskellige kristne har accepteret, så undgå venligst fristelsen til at tro, at kristne er utroligt tåbelige, godtroende letlurte. Dette gælder kun for nogle (omend måske et flertal) af dem, der kalder sig kristne, ikke dem alle. Så hvad tænker du, når en kristen præst roser Moder Teresa, Dietrich Bonhoeffer, Martin Luther King, Jr., Desmond Tutu eller Verdensrådet for Kirker?

Spørgsmål: Hvorfor valgte Gud israelitterne i 5. Mosebog 7:6-8?

Svar: En del af svaret findes i 5. Mosebog 7,7-9. Det var ikke, fordi de var et magtfuldt eller vidunderligt folk. Det var snarere på grund af Guds kærlighed og hans udvælgelse af Abraham og derefter Isak og Jakob. Mange gange oplever mennesker gode konsekvenser på grund af det, andre før dem har gjort. Vil andre mennesker opleve gode konsekvenser på grund af det, du gør?

Spørgsmål: Hvorfor føler Gud i 5. Mosebog 7,10 behov for at straffe nogle mennesker, især når vi jo ikke selv skal hævne os?

Svar: Vi skal ikke hævne os, ikke fordi andre aldrig fortjener det, men fordi Gud er dommeren, der udmåler den passende straf. Hvis Gud straffede nogle, der begik en forseelse, og blot ignorerede andre, der begik den samme forseelse eller andre lige så alvorlige, ville dette ikke være i overensstemmelse med det, Gud har åbenbaret i Bibelen om sin retfærdighed. Se også det næste spørgsmål.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 7,10 står der, at Gud skal udmåle straf retfærdigt – men hvorfor vil Gud overhovedet udmåle nogen straf?

Svar: Skal Gud lade alle slippe af sted med hvad som helst og alligevel komme i himlen? Hvad hvis de ikke ønskede at komme i himlen og leve med Gud for evigt? Og hvilken slags himmel ville det i så fald være?

Forestil dig, at Hitler, Tamerlan, Stalin, Idi Amin eller andre »store« mordere, der ikke har angret, alligevel befinder sig i himlen? Hvilken slags ren plads ville det være? Hvis det største i himlen er at tilbede Gud, kan du så forestille dig, at Gud tvinger mennesker til at være i himlen for evigt mod deres vilje? Det kan jeg ikke.

Spørgsmål: I 5 Mos 7,14 står der, at Gud ville fjerne ufrugtbarheden hos de israelitiske kvinder – men hvad så med Michal (2 Sam 6,20-23), Hanna (1 Sam 1,2.5-8) og Elisabet (Luk 1,7)?

Svar: Michal var ikke nødvendigvis ufrugtbar. Det er mere sandsynligt, at David ikke havde ægteskabeligt samleje med hende. Hanna og Elisabet var begge ufrugtbare i en del af deres liv, men Gud fjernede deres ufrugtbarhed og gjorde den til en særlig velsignelse. Nogle gange, når Gud vil give os noget vidunderligt, som f.eks. børn, må vi vente på Hans tid.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes der i 5 Mos 7:15 specifikt ikke blot sygdom, men »Egyptens sygdomme«?

A: Egypten havde irriterende sandfluer, og på den vestlige bred af Nilen fandtes West Nile-virussen, men da Egypten lå i et sumpet område, havde landet også malaria. På grund af Nilen og det stillestående vand var der flere sygdomme der end i et område med lidt vand. Historikeren Plinius den Ældre kaldte, efter at have omtalt forskellige sygdomme i Egypten, landet for »sygdommenes moder«.

Spørgsmål: Beviser 5 Mos 7:19, 2 Mos 13:14, 2 Mos 15:8,12,16, 2 Mos 31:18; Sal 91:4; Hebr 4:13, at Gud har fingre, hænder, arme, næsebor, vinger, fjer og øjne?

Svar: Nej. Dette er et antropomorfisk udtryk. Se diskussionen om 2. Mosebog 8:19 for svaret.

Spørgsmål: Hvorfor driver Gud i 5 Mos 7:22 nogle gange ting ud af vores liv lidt efter lidt i stedet for på én gang?

Svar: Nogle gange ser Gud, at hans formål bedst opfyldes gradvist. William Carey arbejdede som missionær i Indien i syv år, før han så den første person komme til tro på Herren. Nogle gange skyldes forsinkelsen den forberedelse, der skal ske i dit liv. Men mange gange har den grund, Gud har til at udskyde noget, slet intet med dig at gøre. Det kan være forberedelse af verdensbegivenheder, forberedelse af ikke-troendes hjerter eller modtagelse af nødvendig hjælp fra andre troende. Det vil være forbløffende i himlen, når vi ser, hvordan Gud bragte så mange tråde sammen, der tilsyneladende ikke havde nogen umiddelbar forbindelse, for at fuldføre én opgave. Men selvom vi ikke ofte forstår det, bør vi være tålmodige med hensyn til, hvordan Gud virker.

Der var en lignelse om en velhavende konge og hans elskede søn, prinsen. En gang om året kom sønnen til sin far og bad om sin lommepenge, som faderen gav ham. Derefter så faderen næsten aldrig til sønnen i et helt år. Kongen var ikke kun rig, men også vis. Så da sønnen næste gang bad om sin lommepenge, gav faderen ham kun lige det, der var nok til den dag. På den måde var sønnen nødt til at komme og tale med sin far hver dag, hvis han ville have sine lommepenge. Føler du nogensinde, at du behandler din himmelske Fader på samme måde, som prinsen oprindeligt behandlede sin far?

Jeg læste om to unge skotske mænd, venner, som begge var alkoholikere. Til sidst gik de hver sin vej, og senere blev de begge kristne. De mødtes og delte deres trosrejse. Den ene mand fortalte, hvordan Gud på mirakuløs vis fjernede al hans trang til alkohol, da han først blev frelst. Den anden fortalte, hvordan han mange gange blev hårdt fristet til at give efter og drikke igen, men han gav aldrig efter. Nogle gange virker Gud i menneskers liv ved at helliggøre dem fra deres synd på den første måde, og nogle gange virker Gud på den anden måde. På den anden måde måtte manden dag for dag påkalde Guds hjælp mod fristelsen. Begge måder ærer Gud, men hvem kan sige, at den anden måde ærer Gud mindre end den første?

Nogle ting tager altså tid, så vi kan opbygge et tæt forhold til Gud. Men andre ting tager bare tid for os at forstå og lære. Selv den bedste lærer i verden brugte tre år på at uddanne sine tolv disciple. Og selv da var der mange skuffelser, og én af dem var en total fiasko.

Spørgsmål: I 5 Mos 7,25-26, hvornår bør vi ikke drage fordel af det, der blev gjort af folk, som vi ikke bør indgå en pagt med, og hvornår bør vi det, som i 2 Mos 11,2-3; 12,35-36?

Svar: I disse specifikke tilfælde er det korte svar: når Gud siger, at du ikke skal, og når Gud siger, at det er i orden. Men hvis vi generaliserer ud fra det, ser vi, at det var i orden for israelitterne at handle og indgå pagter med andre folk, der var hedninger, bare ikke med kanaanitterne. Så i dag kan vi indgå aftaler med og handle med folk generelt, uanset deres religiøse overbevisning. Men hvis der findes en organisation, der modarbejder kristne eller udøver umoralske aktiviteter, bør vi ikke have noget med dem at gøre. Så for eksempel er det ikke i orden for troende at være revisor for gangstere eller spille klaver i et bordel.

Spørgsmål: Hvorfor omtales denne periode i 5 Mos 8:1 normalt som »i ørkenen«?

A: Det var ikke en ørken som Sahara-ørkenen eller det arabiske »Empty Quarter«. Der var ikke vand nok til at dyrke afgrøder, men der var tilstrækkelig vegetation til græsning. Abraham befandt sig i ørkenen. David befandt sig også i ørkenen, ligesom Johannes Døberen. Jesus var i ørkenen i 40 dage. Kvinden i Åbenbaringen 12 vil blive beskyttet i ørkenen. Gennem hele Skriften, som det står i New International Bible Commentary, s. 265, er »ørkenen et sted, hvor Gud møder mennesket i tugt og befrielse«. Ørkenen er et beskyttende sted og et sted at vokse, især i lydighed, tro og nærhed til Gud. De ville stole på Gud i ørkenen; hvilket alternativ havde de ellers? Ørkenen er dog ikke altid et sjovt sted at være.

Spørgsmål: Hvordan stod der store forandringer for døren i 5. Mosebog 8,1?

Svar: De skulle forlade ørkenen og træde ind i et land med velstand og fristelser. De skulle gå fra at være teltboere i ørkenen til at bo i byer. De skulle gå fra at være afhængige af manna – den samme mad i 40 år – til en varieret og mere lækker kost, der omfattede honning, druer, oliven, figner, granatæbler, æbler, bær, hvede og byg. De måtte passe på ikke at glemme deres første kærlighed: Gud.

Spørgsmål: Hvordan forholder du dig, når du i 5. Mosebog 8,1 ser, at der er store forandringer på vej i dit liv?

Svar: Omstændighederne kan ændre sig meget, men det er den samme Gud. Du skulle prise Gud, være glad, lydig og trives under dine tidligere omstændigheder. Nu skal du gøre det samme under dine nye omstændigheder.

Spørgsmål: I 5 Mos 8,2: Er Gud virkelig alvidende?

Svar: Ja. Intet, der er sket, sker eller nogensinde vil ske, er skjult for Gud. Gud kender slutningen fra begyndelsen (Esajas 46:10). Hver eneste dag i vores liv var nedskrevet i Guds bog, før en eneste af dem fandt sted (Salme 139:16). Hvem der ville blive frelst, var kendt, før vi overhovedet eksisterede (Romerne 9:10-23; 8:29; Efeserne 1:4). Gud gransker alle vores veje (Ordsprogene 5:21).

I Johannes 21:17 sagde Peter til Jesus, at Jesus vidste alt, og Jesus korrigerede ikke denne opfattelse. 1. Johannesbrev 3:20 siger, at Gud ved alt. Et hypotetisk tilfælde er imidlertid ikke nødvendigvis en ting. Hvis grise for eksempel kunne flyve, ville himlen så være grøn? Skriften siger intet om Gud og »metaviden«, altså at Gud kender alle hypotetiske detaljer om enhver mulighed. Den opfattelse, at Gud besidder metaviden om enhver mulighed, kaldes også molinisme.

Spørgsmål: Hvordan var det i 5. Mosebog 8:3 en ydmygelse at spise manna?

Svar: Det var en påmindelse til folket om, at de i 40 år ikke primært spiste deres egen mad. Hver morgen samlede de blot det manna, som Gud sørgede for.

Spørgsmål: Hvordan kunne israelitternes tøj og sandaler i 5 Mos 8,4; 29,5 undgå at blive slidt op?

Svar: Det er ikke naturligt, at tøj og sandaler holder i fyrre år i ørkensolen. Dette viser en måde, hvorpå Gud skænker overnaturlige velsignelser. Det er vidunderligt at se, at Gud ikke kun udfører nogle få store mirakler, men at han også kan udføre millioner af lignende små mirakler.

Spørgsmål: I 5 Mos 8,7: Er Palæstina i dag tørrere, end det var på Moses’ tid?

Svar: Ja. Gennem historien har vejret varieret meget. For eksempel siger klimaforskere, at der var en »middelalderlig varm periode« i den sidste del af middelalderen. De har endda fundet beviser herpå i en tørke i Californien i år 1340 e.Kr. (Natural History, september 1996). Der blev dyrket byg i Grønland efter år 1000 e.Kr. Et andet eksempel er, at klimatologer siger, at Sahara ikke var en ørken før omkring 4000 f.Kr.

Spørgsmål: Hvor lå de bakker med kobber, som israelitterne blev lovet i 5 Mos 8:9?

Svar: Der blev fundet mange smelteovne og kobberslagge 20 miles (33 km) syd for Det Døde Hav. Nogle af kobberforekomsterne er stadig synlige på overfladen.

I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 3, s. 75, nævnes også Salomos berømte kobberminer ved Ezion-Geber.

I *The New International Dictionary of the Bible*, s. 1124, står der, at kobberhåndværkere boede i Beersheba allerede i den kalkolitiske tidsalder (4500–3100 f.Kr.). Malmen kom fra et område 60 miles sydpå. Det ældste kobbergjenstand i Palæstina stammer fra Jeriko og dateres helt tilbage til 4500–4400 f.Kr.

Spørgsmål: Hvad er de to centrale punkter i 5 Mos 8,16-20?

Svar: I lyset af fristelsen til velstand måtte de huske på to ting.

I må ikke tilskrive jer selv eller jeres egne evner den ære, der retmæssigt tilhører Gud.

Da du har en pagt med Herren, må du ikke lade nogen anden afgud »stjæle« den hengivenhed, der retmæssigt tilhører Gud. Gud advarer dem om, at hvis de opfører sig som kanaanitterne, vil Gud behandle dem som kanaanitterne.

Spørgsmål: I 5. Mos. 8,16-20: Når du bliver fristet af velstand til at sætte Gud »på vent« og stole på dig selv, hvad kan du så gøre for at vende tilbage til den rette vej, hvor du stoler på Gud?

Svar: Se op til Gud og husk. Der er intet, du kan eje – materielle ejendele, relationer, helbred, dit liv osv. – som ikke kan tages fra dig på et øjeblik. Sørg for at fortælle din familie i dag, at du elsker dem, for du ved ikke med sikkerhed, om du vil kunne sige det til dem i morgen. Men selvom du ikke ved, hvad morgendagen bringer, ved du, hvem der har morgendagen i sin hånd. Så i dette øjeblik, lige nu, skal du glæde dig og hente fred og tilfredshed hos Herren.

Spørgsmål: I 5. Mos. 9,1 – hvornår krydsede de Jordanfloden?

Svar: »I dag« betyder på dette tidspunkt, ikke denne 24-timers periode, ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 78. NIV oversætter dette med »nu«. Det var snarere omkring en måned før, at de krydsede Jordanfloden.

I Zakarias 14:7 er den sætning, der oversættes med »en enestående dag«, bogstaveligt talt »én dag« (yom 'ehad), det samme udtryk, der bruges i 1. Mosebog 1:5. Det præciseres ikke, om dette er nøjagtigt 24 timer eller ej.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 9:3-6, blev kanaanæerne udryddet hurtigt, eller blev de udryddet langsomt som i 5. Mosebog 7:22?

Svar: Israelitterne erobrede Kana'an lynhurtigt. Dette skyldes, at Gud flere gange hurtigt havde tilintetgjort kanaanitterne foran israelitterne, blandt andet ved Jeriko og i Aijalondalen. 5. Mosebog 9:3 profeterer, at Gud ville gøre dette. En fare ved, at de blev tilintetgjort på én gang, er, at de måske ville tro, at de havde gjort det i egen kraft og stole på sig selv.

Selvom nogle af de kanaanitiske folk blev fuldstændig udslettet, siger 5. Mosebog 9:3 imidlertid ikke, at hvert eneste kanaanitisk folk hurtigt ville blive 100 % udslettet. Faktisk vil enhver, der læser bogen igennem, se, at 5. Mosebog 7:22 nuancerer 5. Mosebog 9:3 ved at sige, at ikke alle kanaanitterne ville blive udslettet hurtigt.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i 5. Mosebog 9:3 mellem, at Gud er med/blandt dem, og at Gud går foran dem?

Svar: Vi har måske en tendens til at blande disse to ting sammen, fordi begge dele er sande, men de er faktisk to forskellige ting. Gud var blandt dem, og de kunne se forsyningen af manna og vagtler, skyen om dagen og ildsøjlen om natten. Men Gud gik også foran dem for at berede deres vej. Så i dag kan vi prise Gud for at være med os, men vi kan også prise Ham for at gå foran os.

Spørgsmål: Hvorfor er folk i 5. Mosebog 9,4-6 ofte så tilbageholdende med at anerkende en gave som en gave, men derimod så hurtige til at tage æren selv?

Svar: Når værket eller velsignelsen allerede er sket, vil vi nogle gange gerne tage æren og fortælle andre, at det var, fordi vi var så dygtige eller stærke, selvom det ikke udelukkende var vores egen indsats, eller nogle gange kun i anden række vores egen indsats. For det andet vil vi gerne overbevise os selv om det, fordi vores selvværd og stolthed måske, i det mindste delvist, bygger på det, VI har opnået.

Spørgsmål: Hvorfor lagde Moses i 5. Mos. 9,7-12.20-24 vægt på det negative ved de store synder, de begik, i stedet for at fremhæve det positive?

Svar: Der er en tid og et sted for begge dele. Moses bragte dette på bane, så de ikke skulle blive hovmodige, men i stedet gøre det bedre og stræbe hårdere efter at adlyde Gud. I dag, hvis en medarbejder, en studerende, et barn eller en ven virkelig har »svigtet i sit arbejde«, vil man ikke falsk påstå, at de gjorde et godt stykke arbejde, falsk påstå, at det ikke rigtig betød noget, når det faktisk gjorde det, eller få dem til at tro, at der ikke er behov for forandring. Normalt er teologien i mange kristne sange god, men jeg hørte en undtagelse i sidste uge. Den sagde, at Gud elsker dig, som du er, og ikke ønsker at ændre noget som helst. Faktisk elsker Gud os som troende, som vi er, men Gud elsker os for meget til at ønske, at vi forbliver sådan.

For at forhindre dem i at blive hovmodige i deres egen retfærdighed fortalte Moses dem, at de var elleve ting: hovmodige (9:4), stædige (9:6,13,27), oprørske (9:7,23-24), provokerende (9:8,18), korrupte (9:12), afgudsdyrkende (9:12,16), syndige (9:16), onde (9:18), vantro (9:23), ulydige (9:23) og ugudelige (9:27). Måske kan 5. Mosebog 9:7-24 betragtes som ét stort spørgsmål. Gud spørger: »Efter alle disse perioder med oprør, har I så lært nok til at stole på mig nu?«

Der er tidspunkter, hvor det er på sin plads at være negativ. Men på den anden side ønsker vi ikke at irritere vores børn (Efeserbrevet 6:4) eller andre. Modløs dem ikke, men vis dem selv i irettesættelsen et billede af, hvad de kan blive, og hvad de kan håbe på.

Spørgsmål: Hvorfor afslog Moses i 5. Mosebog 9:13-18, 25-29 Guds tilbud om at gøre Moses til en stor nation?

Svar: Dette afspejlede Moses’ hjerte. Var Moses mere interesseret i sin egen magt og berømmelse, eller var han mere interesseret i folket? Som en sand leder var han mere interesseret i Guds ære og folket. Kirkens ledere i dag bør være på samme måde.

Moses’ argument i 5. Mosebog 9:25-29 er, at hvis folket blev udslettet, kunne man sige, at Gud ikke var i stand til at tage sig af og bevare sit folk. Nogle gange kan Gud stå »mellem en klippe og et hårdt sted«, fordi han tager højde for alle konsekvenserne af sine handlinger.

Raymond Browns *The Message of Deuteronomy*, s. 129-133, indeholder en god diskussion af kendetegnene ved en gudfrygtig leder som Moses. Han var underdanig (9:18,25), vedholdende (9:18,25), opofrende (9:18), konkret (9:14), medfølende (9:20), helhedsorienteret (9:26,28-29) og i sidste ende effektiv. Moses brugte mere tid på at bede for dem end på at argumentere med dem.

Spørgsmål: Hvad er det vigtige ved denne bøn i 5. Mosebog 9:25-29 og 2. Mosebog 32:9-14?

Svar: Dette var en afgørende forbøn for folket. Jeg er sikker på, at Aron også var glad for, at Moses bad for ham. Moses havde ikke bedt for Datan og Abiram. Bemærk, at Moses i denne bøn ikke kaldte dem »folket« eller »mit« folk, men snarere, når han talte med Gud, »Dit folk«, hvilket understregede ikke blot deres forhold til Gud, men også Guds ledelse af dem.

En anden afgørende forbøn var den, Samuel fremsatte i Mizpa i 1. Samuelsbog 7:5-9.

Spørgsmål: I 5 Mos 9,18 – fastede Moses virkelig i fyrre dage og nætter uden så meget som et dråbe vand?

Svar: Dette var ingen almindelig faste, da det ville være umuligt med naturlige midler. Men når vi er i himlen, vil vi ikke have nogen jordisk næring, og da Moses var sammen med Gud, var Gud også i stand til at holde Moses i live uden at spise.

Spørgsmål: Havde Moses et gyldigt argument i 5 Mos 9,28, 2 Mos 32,31-35 og 4 Mos 14,11-19?

Svar: Ja. Gud sagde dette til Moses, så Moses på to måder kunne vise, at han havde en korrekt forståelse af Guds karakter.

1. Moses tog Guds ord meget alvorligt, da han vidste, at Gud på grund af sin retfærdighed havde fuld ret til fuldstændigt at tilintetgøre israelitterne.

2. Moses kendte nok til Guds løfter og trofasthed til at »minde« Gud om, at Han ikke ville tilintetgøre dette stivnakkede folk.

Her er der en pointe, vi kan lære om vores samtale med Gud. I vores bønner er det i orden at holde fast ved de løfter, Gud har givet.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at de anden tavler i 5 Mos 10,1-3 og 2 Mos 34,1-3 er ligesom de første?

Svar: Da Moses kom ned fra bjerget med det første sæt tavler, smadrede han dem, da han så israelitterne holde en stor fest for guldkalven. Efter at Gud havde taget sig af den situation, gik Moses op på bjerget igen og bragte et nyt sæt stentavler med. Efter israelitternes ulydighed, straf og omvendelse var det præcis som før. Der var dog nogle få forskelle, f.eks. at Gud skabte det første sæt stentavler i 2. Mosebog 32:15-16, mens Moses måtte fremstille det nye sæt i 2. Mosebog 34:1.

På samme måde kan vores forhold til Gud blive præcis som før, når vi er ulydige og omvender os. Gud skrev de ti bud på de nye stentavler, ligesom han gjorde på de gamle, og de fortsatte deres rejse, som om det var et ubrudt forhold.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 10,3: Blev arken lavet efter 40 års vandring i ørkenen, eller før de 40 år, som 2. Mosebog 25,10; 35,12 og 37,1 antyder?

Svar: Der er to spørgsmål her.

1. Femte Mosebog generelt, herunder kapitel 10, er et kortfattet resumé af deres rejser. Der står, at arken blev fremstillet før det andet sæt stentavler; der står ikke, hvor længe før dette arken blev fremstillet.

2. Arken blev fremstillet efter den første rejse til Sinai-bjerget i 2. Mosebog 19. I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 3, s. 83, nævnes det, at når 5. Mosebog 10:1 siger: »På den tid«, henviser det til tidspunktet for bønnen i 5. Mosebog 9:25-29, ikke til det senere tidspunkt, hvor kapitel 10 blev nedskrevet.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 10:3, var det Moses selv, der fremstillede Pagtens Ark, eller var det Bezalel, der fremstillede den i 2. Mosebog 37:1-9?

Svar: Moses ledede nøje fremstillingen af arken, som blev udført af Bezalel. Det er ikke usædvanligt, at en leder siger, at han har gjort noget (som f.eks. at bygge en pyramide eller opkræve skatter), når det i virkeligheden blev udført af arbejdere under hans ledelse. Femte Mosebog er en sammenfatning af loven, så det er i Anden Mosebog, Tredje Mosebog og Fjerde Mosebog, at detaljerne findes.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 10:3, blev arken bygget, efter at Moses var kommet ned fra bjerget, eller før, som 2. Mosebog 37:1-9 viser?

Svar: Den blev bygget af Bezalel før. Femte Mosebog 10:3 siger, at den blev lavet, men begivenhederne her er ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge. Men hverken i Anden Mosebog eller Femte Mosebog blev arken brugt til at opbevare de ti bud før senere. Normalt var der to eksemplarer af en overherredømmetraktat; hvert eksemplar blev opbevaret af en af parterne.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 10:6, døde Aron i Mosera, eller var det på toppen af Hor-bjerget, som 4. Mosebog 20:22-29, 4. Mosebog 33:37-39 og 5. Mosebog 32:50 siger?

Svar: Der er to forskellige svar.

Mosera-området: Der nævnes ikke noget om »Bjerget« Mosera, men blot Mosera og Hor-bjerget. Selvom Aron specifikt døde på Hor-bjerget, var det i Mosera-området.

Flere steder med navnet »bitterhed«: Ordet Mosera betyder »bitterhed«, og det er ikke kendt som et stednavn uden for Bibelen. Det kunne være et navnløst område, og israelitterne kunne sandsynligvis have kaldt mere end ét sted for Mosera. Som eksempel findes der to steder i Arabien, der ligger ret tæt på hinanden, og som hedder Nakhla. Det ene ligger uden for Mekka i retning af Ta’if, og det andet er en dal uden for Mekka på vejen mod Irak. I Israel var der to byer, der begge hed Beth-Shemesh og Bethlehem.

Spørgsmål: I 5 Mos 10,6, slog israelitterne lejr ved Bene-Jaakan og derefter ved Mosera, eller ved Moseroth og derefter ved Bene-Jaakan, som det står i 4 Mos 33,30-31?

Svar: Kristne har to forskellige svar.

To forskellige steder: Mosera og Moseroth er forskellige steder. Navnene ligner hinanden, men konsonanterne er forskellige på hebraisk. 4. Mosebog 33 og 5. Mosebog 10 omhandler forskellige tidspunkter under udvandringen fra Egypten, hvor de vendte tilbage til det samme overordnede område.

Ét sted og ét område: Mosera var området, og Moseroth var det egentlige sted. Selvom Aron døde specifikt på Hor-bjerget, var det i området omkring Mosera.

Spørgsmål: Hvad betyder det i 5. Mosebog 10:12 at »vandre på alle hans veje«?

Svar: Delvist betyder det at adlyde Guds love, at gøre det, som Gud udtrykkeligt siger, man skal gøre, og ikke gøre det, som Gud udtrykkeligt siger, man ikke skal gøre. Men det betyder meget mere end blot det. Vi skal søge at kende Gud, at nærme os Gud og at finde ud af, hvad der behager Herren.

At vandre på Guds veje er så let, at et barn kan gøre det, og så krævende, at selv den mest retfærdige og klogeste voksne bliver udfordret af det.

Spørgsmål: Hvilken rolle spiller det i dag for os, i henhold til 5. Mosebog 10,12-13, at fortælle folk, at Gud »beder« os om visse ting og befaler os at gøre dem?

Svar: Hvis vi ikke gør det, deler vi ikke hele evangeliet. De står over for en beslutning: enten at tage imod Jesus som Herre og gøre disse ting, eller også lade være. De stod over for en beslutning, og Gud krævede deres svar, både i ord og handling.

Spørgsmål: Hvad mener du om udsagnet i 5. Mosebog 10,12-16, at den gammeltestamentlige Gud var optaget af de ydre handlinger, mens den nytestamentlige Gud er optaget af det indre hjerte?

Svar: Det er ikke bare forkert, men dobbelt forkert. For eksempel var det i 5. Mosebog 10,12-16.19 først og fremmest at frygte Herren. Israelitterne skulle »omskære jeres hjerter«. Selvfølgelig lægger Det Gamle Testamente også vægt på handlinger, som 5. Mosebog 10:13,19 viser. Selvfølgelig har vi i Det Nye Testamente Helligånden, der bor i os. Men vi skal holde os væk fra uomvendte mennesker, der siger, at de er kristne, men er umoralske, grådige, svindlere, afgudsdyrkere eller drukkenbolte, som 1. Korintherbrev 5:11-12 befaler.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 10:17 står der, at Gud er gudernes Gud og herrernes Herre. Kan der så være mere end én Gud?

Svar: Nej og ja. Nej, i den forstand at der var, er og altid vil være kun én sand Gud. Ja, i den forstand at der ud over den ene sande Gud findes mange falske afguder. Mens de omgivende nationer tilbad mange nationale og andre afguder, var Israels Gud ikke på lige fod med dem. Han var Gud over alle nationer, afguder og også over overtro. For det andet: Hvis nogen nogensinde frygter en afgud eller en ond ånd, bør vedkommende vide, at den onde ånd har mere at frygte fra den ene sande Gud, end en troende har at frygte fra den onde ånd.

Spørgsmål: Hvordan er Gud i 5 Mos 10,17-18 paradoksalt nok både upartisk retfærdig og barmhjertig og kærlig?

A: Det var måske et mysterium i Det Gamle Testamentes tid, men i dag kan vi se svaret. Gud belønner dem, der elsker og følger ham, men han straffer al synd upartisk. Himlen er et vidunderligt sted, men hvis kun de fuldkomne kan komme derhen, er himlen så tom for mennesker? Vi ved, at Gud opfyldte retfærdighedens krav, men alligevel udstrakte han sin nåde og barmhjertighed ved, at Jesus Kristus påtog sig straffen for vores synder. Vores frelse er ikke gratis. Gud gjorde den gratis for os, men den var meget kostbar; den kostede Guds Søns død.

Spørgsmål: Hvad er usædvanligt i 5. Mosebog 11:2-9?

Svar: Selvom Det Gamle Testamente oprindeligt ikke havde tegnsætning, ser 5. Mosebog 11,2-9 ud til at være én lang sætning. Der er også nogle lange sætninger i Paulus’ breve. Det »strenge krav« om ingen lange sætninger gælder for moderne engelsk skrivning, ikke for oldhebraisk eller oldgræsk.

Moses var sandsynligvis ikke klar over, hvordan han talte, fordi han var meget bekymret her. Det folk, der var på vej ud af ørkenen, adlød Gud, gennemgik de svære tider og var vidne til Guds mirakler og Hans dom. Men hvor godt ville den kommende generation adlyde, når de ikke havde oplevet disse ting?

Spørgsmål: Hvad gjorde Datan og Abiram og deres familie forkert i 5 Mos 11,6-7 og 4 Mos 16,1-35?

Svar: De handlede forkert ved at starte et oprør mod Moses og mod Guds autoritet. Deres sind var ikke blot dovent eller apatisk; de afviste aktivt Guds vej, og de ønskede at forlade Moses og vende tilbage til Egypten. Selv deres hjerte var på det forkerte sted, ikke kun fordi de overmodigt anså sig selv for at være lig Moses, men også fordi de længtes efter at komme til »et land, der flyder med mælk og honning«, og de sagde, at det var Egypten i 4 Mos 16:13. Moses indså, at der ikke var noget, han kunne sige eller gøre, bortset fra at bede dem om at gå foran Herren, og det gjorde Moses.

Nogle gange i vores liv står vi over for udfordringer, hvor vi ikke kan se, hvordan vi kan gøre noget ved dem. Men der er én ting, vi altid kan gøre: overgive dem til Herren.

Spørgsmål: Er jorden i 5. Mosebog 11,6 kvindelig, eftersom jorden åbnede »hendes« mund?

Svar: Nej. King James-oversættelsen oversatte blot bogstaveligt kønnet på det hebraiske pronomen. I dag taler vi om havgående skibe som »hende« og om orkaner og tyfoner ved hjælp af kvinde- og mandenavne, men det betyder ikke, at de er mandlige eller kvindelige.

Spørgsmål: Hvad betyder »vandede den med foden« i 5 Mos 11,10-12?

Svar: Egypten var Middelhavsområdets kornkammer på grund af den store Nilen og kunstvanding. Tilsyneladende henviser dette til en vandingspumpe, der drives af en slags pedaler. Det vil de ikke have brug for i det forjættede land.

Spørgsmål: Hvilket ansvar har vi for at undervise vores egne og andres børn i 5. Mosebog 11:18-22?

Svar: Guds ord skal læres, deles og efterleves. Disse vers giver indtryk af, at Gud taler til forældre og børn som én enhed. Vi skal bekymre os om vores børn og deres sjæle lige så meget som om vores egne. Guds sandhed skal være frit tilgængelig for dem på deres niveau. Guds sandhed skal undervises med ord og demonstreres gennem vores liv.

Hvis et barn ikke har kristne forældre og ikke går i kirke, er vores udfordring, hvordan vi deler sandheden med dem. En måde i Amerika er gennem »Backyard Bible Clubs«, hvor børn fra nabolaget kommer forbi fem dage om ugen i 90 minutter hver dag for at lære og have det sjovt.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 11,24 – hvornår kontrollerede Israel et så stort område, helt ud til Eufrat?

Svar: Israel havde sit største kontrolområde, der endda omfattede Damaskus, i Davids og Salomos tid. De boede dog ikke i Syrien helt op til Eufrat-floden; i stedet betalte disse lande tribut. Men dette vil blive fuldstændigt opfyldt i tusindårsriget.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 11:25 står der, at ingen ville kunne stå imod israelitterne på grund af den frygt, som Gud ville indgyde i Israels fjender. Hvordan kan det så være, at Israels fjender nogle gange besejrede israelitterne?

Svar: 5. Mosebog 11:22 begynder med et meget vigtigt ord, nemlig »hvis«, og hele afsnittet i 5. Mosebog 11:23-25 indledes med et andet vigtigt ord, nemlig »så«. Dette er et af mange eksempler på et betinget løfte, og når betingelserne ikke er opfyldt, er der ingen garanti for, at det vil gå i opfyldelse.

Sammenfattende kan man sige, at det første afsnit stod i sammenhæng med et betinget løfte fra Gud. Når betingelserne ikke var opfyldt, var løftet ikke bindende.

Spørgsmål: Hvorfor pålagde Gud dem en forbandelse i 5. Mosebog 11:26-28, når Gud elskede dem?

Svar: Gud bruger forbandelser på mange forskellige måder. Forbandelser kan bruges som påmindelser, til at fange folks opmærksomhed, som disciplin, som straf og til at ødelægge. Da alt, hvad Gud siger, går i opfyldelse, er forbandelser også Guds måde at udøve disciplin, straf, dom og vrede på.

Spørgsmål: I 5 Mos 11,26-32 kunne pagten være både en velsignelse og en forbandelse. Hvad er nogle ting, der i dag kan være enten en velsignelse eller en forbandelse?

Svar: Nogle ting, der kan bruges til godt eller ondt, er relationer, penge, indflydelse eller berømmelse.

Menneskelige relationer: Hvis du i et forhold (eller en menighed) oplever, at du og andre omkring dig bliver »varmere« over for Gud på grund af din indflydelse, er det godt. Men hvis de ikke gør det, og du selv bliver »koldere«, er det måske på tide at gå videre.

Penge: En kristen (i Arkansas, hvis jeg husker rigtigt) vandt stort i lotteriet. Han gav straks ti procent af gevinsten til kirken og beholdt resten uden at vide, hvad han skulle gøre med den. Han begyndte at gå mere på barer og senere på stripklubber og blev røvet et par gange, mens han gik til og fra sin bil og klubberne. Hans liv var i en dårlig forfatning, og til sidst sagde han: »Jeg ville ønske, jeg aldrig havde vundet i lotteriet.«

Indflydelse: Amerika var tidligere en »by på en bakke«, der fremmede demokrati og menneskerettigheder (især under Jimmy Carter). Men siden da har Amerika finansieret aborter over hele verden og presset lande til at tillade aborter. Vores skattepenge, selv de kristnes, blev brugt til at fremme og finansiere ting, som Gud ville blive vred over.

Berømmelse: Mange mennesker syntes at starte som anstændige mennesker, men så snart de blev berømte, begyndte de at behandle andre dårligt. Det ville have været bedre for dem, hvis de aldrig var blevet berømte.

Et fælles træk ved alle disse eksempler er, at når nogen ønskede et forhold mere end noget andet, eller ønskede at besidde penge, indflydelse eller berømmelse, endte disse ting med at besidde dem.

Spørgsmål: Hvor i 5. Mosebog 11:26-32 er det »tredje bjerg«, der repræsenterer at befinde sig midt imellem?

Svar: Der var ingen mellemvej; der var intet tredje bjerg, hvor man kunne opholde sig og modtage Guds velsignelser uden at påtage sig ansvaret. Enten overholdt man pagten, eller også gjorde man det ikke. I dag er man enten villig til at overgive sit liv til Jesus som sin Herre og Frelser, eller også er man ikke.

Spørgsmål: Hvad er hovedtrækkene i dette afsnit i 5 Mos 12,1-13,18?

Svar: Tematisk handler dette afsnit om tilbedelse, der er acceptabel, forenende, opofrende, glædesfyldt, medfølende og konsekvent. Strukturelt set indeholder afsnittet mange gentagelser. Moses fortæller dem ikke meget nyt her; snarere gentager han bevidst, så de vil huske det, når de kommer ind i det forjættede land og bliver fristet. Her er en grov oversigt.

5 Mos 12:1-4 mod afgudsdyrkelse

5 Mos 12:5-14 Ordnet tilbedelse og ofringer på det rette sted

- 5 Mos 12:15-16 I må spise mad, der ikke er ofret, hvor I vil; I må dog ikke spise blod.

5 Mos 12:17-18 Men ofrene skal spises på det udpegede sted

5 Mos 12:19 Glem ikke at tage jer af leviterne

5 Mos 12:20 Spis kød, hvor I vil

5 Mos 12:21 Hvis tilbedelsesstedet ligger for langt væk, må du selv slagte dyret og spise det inden for bygrænserne.

5 Mos 12:22-25 I må spise alt det rene kød, I ønsker, som ikke er et offer; dog ikke blod.

5 Mos 12:26-28 Sørg for at adlyde; spis kun ofrene på det foreskrevne sted [ikke på nogen kanaanitiske steder].

5 Mos 12:28-13:18 Tilbed kun Gud; kanaanitisk tilbedelse er afskyelig

5 Mos 13:1-11 Fællesskabet skal dræbe en person, der er en falsk profet, selvom vedkommende er en nær slægtning

5 Mos 13:12-18 Folket skal fuldstændigt ødelægge enhver by, der i sin helhed er vendt sig til falske guder

I sidste ende, når du tilbeder, hvem tilbeder du så primært for? Er det først og fremmest for din egen skyld, som et eksempel for andre, eller for Guds skyld?

Spørgsmål: Hvorfor var denne forkyndelse i 5 Mos 12:1-13:18 ikke lidt mere iøjnefaldende eller spændende?

A: Prædiken handler generelt ikke først og fremmest om at blive hørt; den handler snarere først og fremmest om at blive adlydt. Der var engang en ung præst, der lige var kommet ud fra præsteseminariet, og som fik sit første kald til at prædike i en lille landsbykirke ved floden. Da han lærte byen at kende, fandt han ud af, at tømmerfirmaer opstrøms fældede træer, lod dem flyde ned ad floden og samlede dem op ved savværket nedstrøms. For at holde styr på, hvem der ejede hvilket tømmer, mærkede de enderne af tømmerstammerne med det pågældende selskabs symbol. Mange gange tog byens beboere et par tømmerstammer op, huggede enderne af og brugte dem til egne formål. Så en af de første prædikener, præsten holdt, handlede om »Du skal ikke stjæle«. Efter gudstjenesten roste mange ham for hans prædiken. Men den uge bemærkede han, at de stadig stjal tømmeret fra floden. Så den følgende uge holdt han nøjagtig den samme prædiken, bortset fra at han alle de steder, hvor han havde brugt ordet »stjæle«, ændrede det til »tage tømmerstammerne op af floden og hugge enderne af dem«. Endelig prædikede han på en måde, der talte til menigheden. Jeg ved dog ikke, hvor længe han var deres præst efter det.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 12,1 var landet en gave, som Gud gav israelitterne. Hvordan kan vi huske på, at vores hus eller lejlighed, job, transport, mad, familie og venner alle er en gave til os (og ikke en rettighed)?

Svar: For det første skal du takke Gud for disse ting hver dag. Tak ham også for vores helbred og for de farlige situationer, vi undgik; selv de svære tider, der var lærerige oplevelser for os, er også gaver fra Gud. For det andet skal du fortælle andre om Guds godhed over for dig og dem.

Spørgsmål: Hvorfor skulle de i 5. Mosebog 12:3 brænde de hellige lunde ned?

Svar: Træer i sig selv er hverken gode eller dårlige. Men når træer bruges i afgudsdyrkelse, tjener de et ondt formål for disse mennesker. Kana'anitterne havde ikke blot enkelte træer, men hellige lunde. Gud ønskede ikke, at israelitterne skulle blande sig med andre religioner.

Spørgsmål: Hvad er betydningen i 5 Mos 12,5-14 og 3 Mos 17,3-4 af, at fremtidige ofre kun skal bringes på ét sted, som først ville være Silo og senere Jerusalem?

Svar: Det står ikke direkte i Skriften, men vi kan se mindst tre grunde.

a) Kana'anitterne ofrede til hedenske guder under træer. Hvordan ville man skelne et offer til den sande Gud fra disse? Hvorfor ikke bare afholde begge slags ofre på samme sted? Nej, fordi Gud er hellig og ikke ønskede, at sit hellige folk skulle blande sig med tilbedelsen af falske guder.

b) Det ville fremme fællesskabet blandt de andre israelitter. De ville møde andre fra forskellige byer og stammer og dermed styrke følelsen af at være ét folk.

c) Det ville bidrage til at forhindre splittelse, hvis de tilbad sammen. Man kan se dette, da den oprørske konge Jeroboam førte de nordlige stammer bort. Han ønskede bevidst splittelse, så han lod dem tilbede på et særskilt sted. Nogle opfattede det måske som tilbedelse af den sande Gud på et særskilt sted, men det var i virkeligheden afgudsdyrkelse af guldkalve.

Selvfølgelig kunne israelitterne spise kød, der ikke stammede fra ofringer, hvor de ville, og de havde mange lokale mødesteder, kaldet synagoger, hvor de studerede Toraen. Metaforisk set kan vi stadig bede og tilbede, hvor vi vil.

Spørgsmål: Hvordan forholder tilbedelsen på et »helligt sted« i 5 Mos 12,5-14 sig til os i dag?

Svar: Man kunne sige, at vi tilbeder Gud i et »åndeligt hus«, men 1. Petersbrev 2:5 siger, at vi selv er det åndelige hus. Hvad ville du sige til at leje en moské eller et buddhistisk tempel til kristne gudstjenester? Hvad med at give kirken lidt ekstra indtægter ved at leje den ud til hinduistiske og muslimske gudstjenester? 5. Mosebog 12,5-14 viser Guds hjerte, og at hans tilbedelse skal være adskilt. Men det ville være i orden at bruge en ikke-religiøs bygning, såsom et hjem eller en almindelig offentlig bygning.

Ligeledes bør vi ikke afholde fælles gudstjenester med hinduer, muslimer eller for den sags skyld satanister.

I vores kirke kom der engang nogle muslimer ind og spurgte, om de hver uge kunne benytte et rum til at bede i. En løsning var at sætte et kors op i rummet. De muslimske hadither siger, at det er i orden at gå i kirke, så længe der ikke er billeder eller kors.

Men det er godt at tilbede sammen i enhed med andre ægte troende, i deres gudstjenestebygning, vores eller et andet sted. Selv om de adskiller sig fra os i sekundære anliggender og mindre ting, så længe de holder fast ved de primære, væsentlige ting.

Spørgsmål: Hvad betyder det i 5 Mos 12,10; Es 11,10; 28,12; 32,18; 66,1, at Gud giver dem hvile?

Svar: I en forstand siger 1. Kongebog 8:56, at de havde hvile, da de var i det forjættede land. Men i en anden forstand vil Guds folk ikke få fuldstændig hvile, før Jesus kommer igen. Salme 95:11 siger, at de, der døde under den 40-årige vandring, ikke ville komme ind i Guds hvile. Ligeledes siger Hebræerbrevet 4:3,5, at de, der falder fra, ikke vil komme ind i Guds hvile, og Hebræerbrevet 4:11 opfordrer til at gøre alt for at komme ind i denne hvile. Hebræerbrevet 4:8 siger, at Josva ikke havde givet dem hvile. Mika 2:10 siger, at det sted, hvor de befinder sig, ikke er deres hvilested.

Spørgsmål: Hvilke måder kan de, der i dag er kaldet ved Guds navn, på i 5. Mosebog 12:13-14 bringe ofre til andre guder?

Svar: Dette kan ske på en subtil måde; ikke ved åbenlyst at vende sig bort fra Gud, men ved også at have en anden religion »ved siden af«. Alle kristne, der beskæftiger sig med astrologi, tarotkort eller det okkulte, gør dette. De, der forsøger at kombinere tilbedelsen af den ene treenige Gud med enten hinduisme, islam eller noget andet, der udtrykkeligt benægter den ene Gud eller at Jesus er Gud, gør naturligvis dette. Mere subtile ting er frimureri, yoga, transcendental meditation, visse former for psykologi og enhver religiøs tilhørsforhold, der ikke er underlagt Gud. Men vi kan også gøre dette, hvis vi stoler på Gud, men samtidig også sætter vores lid til held, penge eller endda uddannelse; det kan også være at bøje sig for en anden gud.

Spørgsmål: Siger 5. Mosebog 12:15,22, at israelitterne undertiden kunne spise både urene og rene dyr?

Svar: Nej. Der står snarere, at ceremonielt rene og urene mennesker kunne spise rene dyr.

Spørgsmål: Hvorfor kunne de i 5 Mos 12,15-19 slagte en okse, et får eller en ged hvor som helst, mens 3 Mos 17,3-6 sagde, at de skulle gøre det ved tabernaklet?

Svar: 3. Mosebog 17:3-6 dækkede de 40 år, de var i ørkenen. Men nu gik de ind i en anden, fastboende livsstil i det forjættede land, og mannaen ville ophøre. Det ville ikke være særlig praktisk, hvis alle de mennesker, der var spredt ud over landet, skulle tage til Silo eller Jerusalem, hver gang de spiste kød.

Spørgsmål: I , 5. Mosebog 12:16,23-25 og 1. Mosebog 9:4; 3. Mosebog 7:26-27; 17:10-14 ; 19:26, hvorfor var forbuddet mod at spise blod så vigtigt dengang, og er det forbudt at spise blod i dag?

Svar: Gud tillægger tilsyneladende blod en særlig hellighed. Det handler ikke så meget om, at Kain udgød Abels blod, men om at se fremad til, at Kristus ville lade sit blod udgydes for os på korset. Selvom forbuddet mod at spise blod findes i Moseloven, går dette forbud forud for loven og kan spores tilbage til Noah i 1. Mosebog 9:4. Da Apostlenes Gerninger 10:11-16 erklærede al mad for »ren«, gjaldt det ikke for blod, da blod ikke blev betragtet som mad. Hvis blod blev betragtet som en »madvare«, der nu var ren, ville apostlene ikke have fortsat med at forbyde at spise (eller drikke) blod i Apostlenes Gerninger 15:20,28-29. Desuden lærte den tidlige, apostoliske kirke, at kristne skulle afholde sig fra blod. Selvfølgelig er ubetydelige mængder blod i orden, fordi jøderne i 3. Mosebog 17:13 fik lov til at spise vildt, som de havde jaget og [hurtigt] tappet for blod i marken.

Spørgsmål: Hvad er de tre fristelseskilder, som dæmoner bruger i 5. Mosebog 13:1-18?

Svar: De bruger mindst tre, og flere kan bruges på én gang.

Religiøs indflydelse (en falsk profet) i 5. Mosebog 13:1-5.

Indflydelse fra familie og samfund i 5. Mosebog 13:6-11.

Indflydelse fra samfundet og regeringen i 5. Mosebog 13:12-18.

Spørgsmål: Skal vi i dag, ifølge 5. Mosebog 13:1-16 og 18:10-12, dræbe troldmænd, åndemanere og alle dem, som Det Gamle Testamente siger, vi skal dræbe?

Svar: Nej. Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Regeringsundersøgelse: Selv dengang kunne man ikke bare tage loven i egne hænder og personligt dræbe nogen, man mistænkte for det. Femte Mosebog 13:14 siger, at byen først skulle foretage en grundig (og formodentlig officiel) undersøgelse.

2. Kun under teokrati: Israelitterne levede under et »teokrati«, hvor de, der boede i landet, havde indgået en pagt med Gud, og Toraen var lovsamlingen. Når gudfrygtige jøder, såsom Daniel, Jonas, Ezekiel og Nehemias, boede og rejste uden for Israel, hvor de ikke levede under et teokrati, gjorde de ingen forsøg på at skade troldmænd, afgudsdyrkere eller andre.

3. I dag lever vi ikke under et »teokrati«. Selvom nogle mennesker, såsom puritanerne, forsøgte at oprette et teokrati, giver Det Nye Testamente ingen sådan indikation på, at vi bør forsøge at gøre det. Derfor bør kristne i dag ikke skade umoralske heteroseksuelle, praktiserende homoseksuelle, afgudsdyrkere, kultmedlemmer og så videre. Selvom mord, tyveri og andre forbrydelser stadig bør straffes i dag, er det en opgave for regeringen; der bør ikke være kristne selvtægtsmænd. Men selv i dag bør vi ikke selv gøre disse ting.

Som det står i *The Tony Evans Bible Commentary*, s. 222: »Prøven på en sand profet er ikke hans magi, men hans budskab.« (kursiv i originalen)

Spørgsmål: Hvad siger 5. Mosebog 13:5 om dødsstraffen?

Svar: Ethvert argument mod dødsstraffen, der henviser til Bibelen, modbevises af dette vers. Det stærkeste argument mod dødsstraffen er blot, at der nogle gange er mennesker, der bliver uretmæssigt dømt på grund af falsk vidnesbyrd eller politiets ligegyldighed. Men der findes også en løsning på det. Hvis nogen bevidst fremsætter falske anklager mod en anden, bør vedkommende modtage den straf, som han eller hun bevidst har påført den uskyldige person.

Her er de forbrydelser, der medførte dødsstraf i Det Gamle Testamente.

Fra The MacArthur Study Bible 1997, s. 270

Spørgsmål: Hvad siger 5. Mosebog 13:5 om falske profeter i menigheden?

Svar: Selvom 5. Mosebog 13:5 viser alvoren ved falske profeter og falsk lære, skal vi ikke dræbe mennesker, der underviser falsk i nytestamentlig tid. Det mindsker dog ikke alvoren i det, de gør, og det er vigtigt, at de udstødes fra menigheden, som det fremgår af 2. Timoteusbrev 3:5 ; 2. Johannesbrev 9-11 og Åbenbaringen 2:20-23. Ligeledes bør vi undgå dem, der vedbliver med at synde, jf. 1 Korintherbrevet 5:5-13; Matthæus 18:17.

Gud tager vores tro og praksis i tilbedelsen af Gud meget alvorligt, som 5. Mosebog 17:7,12; 19:19; 21:21; 22:21-22,24; 24:7 viser.

Spørgsmål: Hvorfor skulle nogen i 5. Mosebog 14:1 barbere sit hår og derefter skære sig selv for de døde?

Svar: Selvom det måske ikke giver mening for dig, gav det mening for det gamle folk i Ugarit ved Syriens kyst. De barberede deres hoveder ifølge Craigie, s. 229-230, og S.R. Driver, 5. Mosebog, s. 155 ff. De skar også sig selv i sorg, jf. Coogan, s. 45-46. Her er den ugaritiske tekst. »Han skærer i kinderne og hagen, flår sine underarme. Han pløjer brystet som en have; som en dal flår han ryggen.« Ugaritisk lærebog, tavle 67 VI, linje 20-22 fra Elmer B. Smicks »Israel’s Struggle with the Religion of Canaan« i W. Robert Godfrey og Jesse L. Boyd III, Through Christ’s Word: A Festschrift for Dr Philip E. Hughes, s. 117.

Desværre skar nogle israelitter sig også for de døde ifølge Jeremias 41:5.

I nyere tid har et lille antal tolv-shiitiske muslimer, f.eks. i Iran, Pakistan og Indien, piske med metal, som de kaster over skulderen for at skære sig i ryggen under Ashura-festivalen, i sorg over Husain, der blev dræbt af sunnier for ikke at underkaste sig den sunnitiske kalif Yazid I. Nogle mennesker i Ny Guinea fjerner et fingerled i sorg. Hvor meget koster nogle begravelser i vestlige lande? Kunne de penge være blevet brugt til de fattige eller til at udbrede evangeliet?

Et lille antal romersk-katolske munke har praktiseret selvpiskning, men det var for deres egne synder, ikke som sorg for en afdød, og det blev ikke opmuntret af deres kirke.

I Det Nye Testamente står der i 1. Thessalonikerbrev 4:13, at vi ikke skal sørge som resten af verden, der ikke har noget håb.

Spørgsmål: Hvorfor mindede Gud i 5. Mosebog 14:2 så ofte israelitterne om, at de var Guds særlige, hellige folk?

Svar: Hvor mange gange mindede Gud dem om det i Det Gamle Testamente? Ifølge The MacArthur Bible Commentary, s. 216-217, var det over 250 gange. Udover blot at minde folket om, at de skulle »gøre dette« og »ikke gøre det«, mindede Gud dem også om deres motivation for lydighed; det var på grund af, hvem de var. Når du i dag bliver fristet til at synde, så læs Skriften, så Gud kan minde dig om, »hvem du er«, og »hvem du kender«.

Q: Hvorfor blev netop disse dyr i 5. Mos. 14,3-20 betragtet som urene, og ikke andre?

Svar: Det står ikke i Skriften. Disse dyr blev inddelt i landdyr, vanddyr og luftdyr.

Vi kan se, at det var »hygiejnisk klogt« ikke at spise nogle af disse dyr. Ikke gennemstegt svinekød kan forårsage trikiner, ikke gennemstegt kaninkød kan forårsage tularæmi, havdyr, der lever på havbunden, såsom rejer og krabber, kan have parasitter, og ådselædende fugle kan være bærere af flere sygdomme. Vi ved også, at nogle af disse dyr blev brugt i hedenske ritualer. Grise blev slagtet i religiøse ritualer hos kanaanitterne, syrerne og hettiterne. Krager blev betragtet som hellige af nogle arabere. Men kvæg og får blev brugt i mange hedenske ritualer, og de måtte stadig spise dem. Nogle har forsøgt at finde symbolik i dyrene, f.eks. at drøvtygning er en analogi til at studere lovene, at svin er urene osv. Man skal dog være forsigtig med at tillægge noget symbolik, som Gud ikke selv nævner. Det eneste sikre svar er, at Gud ikke fortalte os det; faktisk behøvede Gud ikke at fortælle os det. Vi bør stadig adlyde Gud, selv når vi ikke kender årsagen.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 14:21 stod der, at det var forkert at spise et dyr, der allerede var dødt – hvorfor var det så i orden at sælge det til fremmede? Selv ikke-israelitter, der boede i Israel, måtte ikke spise blod ifølge 3. Mosebog 17:10,12.

Svar: Dyr, der døde af sig selv, fik ikke tappet blodet. At spise et dyr, der døde uden at have fået tappet blodet, var en mindre alvorlig overtrædelse end at spise blod. Mens 3. Mosebog 17:10,12 siger, at en person, der spiser blod, skal dræbes, siger 3. Mosebog 17:15, at den, der spiser et dødt dyr, der ikke har fået tappet blodet, skal vaske sig selv og sit tøj, og han vil være uren indtil aftenen. Set ud fra et hygiejnemæssigt synspunkt ville folk have mindre risiko for at blive smittet, hvis de undlod at spise et dyr, der var dødt af sig selv, f.eks. af sygdom.

På overfladen kan disse vers virke forældede, men de indeholder et budskab, der er relevant i dag. Kristne bør ønske, at der findes love, der forbyder alle at gøre visse ting: mord, tyveri, voldtægt osv. Men selvom andre ting er syndige, er det i orden at tillade andre, der ønsker at begå synden, at gøre det. For eksempel er det ikke en synd at drikke alkohol, men det er en synd at blive beruset; derfor er det i orden for en kristen at arbejde for en dagligvarekæde, der sælger alkohol.

Spørgsmål: Hvorfor måtte de ifølge 5 Mos 14:21, 2 Mos 23:19 og 34:26 ikke koge en gedekid i sin mors mælk?

Svar: Det var et sygeligt billede: at tage en mors mælk, som var produceret til at fodre hendes unger, og koge hendes unge i den.

Der er også tegn på, at dette var en kanaanitisk/ugaritisk/syrisk religiøs praksis, der går helt tilbage til det 15. århundrede f.Kr. Den ugaritiske tekst, der underbygger dette, er dog baseret på formodninger. I øvrigt kan kød med fløde blive dårligt hurtigere.

Spørgsmål: I 5 Mos 14,22-25, kunne de indløse førstefødte dyr med penge, eller kunne de ikke, som det står i 4 Mos 18,17?

Svar: Der er fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. 4. Mosebog 18:15 siger, at alle førstefødte af enhver art skal afsættes eller indløses med penge.

2. At løse ud med penge betyder, at man betaler penge og beholder dyret.

3. 4. Mosebog 18:17 præciserer dette ved at sige, at den førstefødte af en okse, et får eller en ged ikke kan løses ud med penge.

4. Femte Mosebog siger heller ikke, at en okse, et får eller en ged kan indløses med penge.

5. Femte Mosebog 14:24-25 siger, at hvis afstanden er for stor, kan man »veksle det til penge«, hvilket betød at sælge dyret for penge, tage til Jerusalem og bruge pengene til at købe et tilsvarende dyr.

Spørgsmål: Hvordan kunne de almindelige israelitter i 5. Mosebog 14:22-27 spise deres tiende, når tienden blev givet til levitterne til at spise?

Svar: Der er to former for tiende. Den første tiende på ti procent var til levitterne og deres familier som deres underhold. Den anden tiende, kaldet festtienden, udgjorde omkring tre procent fra én kilde eller ti procent af de resterende 90 procent hvert tredje år ifølge *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 289-290. Begge disse beløb udgør samlet set omtrent det samme. Både de troende og levitterne kunne spise den. I det tredje år kunne enkerne, de forældreløse og endda fremmede (dvs. ikke-israelitter) også spise tienden, ifølge 5. Mosebog 14:28-29.

Josephus og nogle rabbinere opfattede fejlagtigt dette som en »tredje tiende«, men i virkeligheden er det blot en anvendelse af den anden tiende.

Spørgsmål: Er stærk alkohol i 5. Mosebog 14:26 og 2. Mosebog 29:40 tilladt, eller er den forbeholdt konger (Ordsprogene 31:4-5) og kun for dem, der er tæt på døden, som det står i Ordsprogene 31:4-7?

Svar: Da det under normale omstændigheder var i orden for folk at drikke alkohol, men ikke at blive berusede, ville det være endnu mere passende som et beroligende middel for mennesker, der er tæt på døden. Alkohol var ikke tilladt for præster, når de trådte ind i mødeteltet (3. Mosebog 10:8-10), og konger bør leve op til en højere standard, som Ordsprogene 31:4-5 antyder.

Spørgsmål: Hvorfor pådrog folk sig gæld i oldtiden, som det fremgår af 5. Mosebog 15:1-3?

Svar: Det kunne skyldes overdreven forbrug på alkohol, luksusvarer osv., men det var sandsynligvis en mindre faktor i oldtiden end i dag. Færre mennesker var måske overdrevne forbrugere, fordi de ofte så, hvad der skete med andre. Da der dengang ikke fandtes sygesikring, livsforsikring, offentlig velfærd, lægehjælp eller andre økonomiske sikkerhedsnet, kunne sygdom, en ulykke, der forhindrede en person i at arbejde, eller mandens død kaste familien ud i gæld. Dårlige høstudbytter, krig eller endda urimelige skatter pålagt af undertrykkende herskere kunne ligeledes forårsage gæld, som mange ikke kunne komme ud af. Da mange ofte ikke var i stand til at tilbagebetale gælden, kunne rentesatserne være høje. I Nuzi-tavlerne fra det nordlige Irak, skrevet i det 15. århundrede f.Kr., var rentesatserne så høje som 50 %.

Spørgsmål: I 5 Mos 15,1-3 skulle man hvert syvende år eftergive alle lån til medisraelitter – hvorfor eftergav man så ikke også lån til ikke-israelitter?

Svar: Lånene til medisraelitterne blev eftergivet af medfølelse. Skriften siger ikke, hvorfor lånene ikke blev eftergivet til ikke-israelitter, men det er ikke svært at se en grund.

Da israelitterne skulle eje jorden i Israel, ville de fremmede, der havde gæld, være der af kommercielle årsager eller som lejet arbejdskraft. De fremmede kunne altid vende tilbage til deres eget folk.

Spørgsmål: Hvordan står Det Gamle Testamente i forhold til andre gamle love i 5. Mosebog 15?

Svar: Mens en slave ifølge 5. Mosebog blev frigivet efter seks år, kunne en slave ifølge Hammurabis lov blive frigivet efter tre år. Den babylonske Lipit-Ishtar-lov siger, at en slave kunne blive frigivet efter at have tjent det dobbelte af sin gæld eller det dobbelte af sin købspris. Dette synes helt klart at give ejeren en fordel.

Spørgsmål: Hvordan forholder 5 Mos 15,1-11 sig til 2 Mos 23,10-11?

Svar: Det »syvende år«, eller sabbatåret, er det samme i begge tilfælde. Det var det år, hvor markerne ikke måtte pløjes, gælden blev eftergivet, og slaverne blev frigivet. Se Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 149-150, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor skal der ifølge 5 Mos 15,4 ikke være nogen fattige blandt israelitterne, når 5 Mos 15,11 siger, at der altid vil være fattige blandt dem?

Svar: Gud pålagde dem en forpligtelse til at tage sig af alle de fattige blandt israelitterne. Men Gud vidste, at ikke alle ville opfylde deres forpligtelser, og at der altid ville være fattige blandt dem.

Bibelen er både en bog om ideelle mål og om realisme; vi skal både have høje idealer og realisme. Hvis nogen har mål, men er ude af trit med virkeligheden, er deres idealisme ikke særlig nyttig. At se virkeligheden og ikke have nogen idealer er heller ikke særlig nyttigt.

Spørgsmål: Hvorfor virker Bibelen i 5. Mosebog 15,12-13 så mandschauvinistisk og bruger altid »han«?

Svar: På hebraisk brugte man aldrig »han/hun«, som man undertiden gør på engelsk. Ligesom på engelsk brugte man undertiden »han« til at betyde »han« eller »hun«. Et eksempel, både på hebraisk og engelsk, er 5. Mosebog 15:13, hvor der står »ham«, selvom konteksten i 5. Mosebog 15:12 klart henviser til enten en mand eller en kvinde.

Spørgsmål: Er 5. Mosebog 15:12-18 i modstrid med 2. Mosebog 21:26?

Svar: Nej. 2. Mosebog 21:26-27 siger, at enhver slave havde ret til at blive sat fri, hvis ejeren ødelagde hans øje eller slog hans tand ud. 5. Mosebog 15:12-18 siger, at hebraiske slaver skulle sættes fri i det syvende år af deres tjeneste. Den eneste undtagelse var hebraiske slaver, der elskede deres herrer og frivilligt havde valgt at være deres slaver for livet.

Hvis herren senere ved et uheld ødelagde deres øje eller slog en tand ud, havde slaven ret til at blive frigivet, men de blev ikke tvunget til at gøre brug af denne ret.

Denne lov er interessant, fordi straffen for herren, selvom den forekommer mild, alligevel ville være effektiv til at fjerne ethvert incitament til at mishandle slaver.

Spørgsmål: Skulle påskelammet i 5 Mos 16,5 slagtes i helligdommen eller i hjemmet, som det står i 2 Mos 12,7?

Svar: I Egypten, før der var et helligdom eller et tempel, skulle påskelammet slagtes i hjemmet. Efter at der var opført et helligdom, skulle lammet slagtes der. Senere, da de boede i det forjættede land, fejrede jøderne påsken i Jerusalem.

Spørgsmål: Hvorfor skulle mændene møde frem i 5. Mosebog 16:16-17, mens kvinder og børn ikke blev nævnt?

Svar: I 5. Mosebog 16:16-17 står der, at hver mand skulle møde frem og ikke komme tomhændet. Med andre ord var ingen mand, som familiens overhoved, fritaget for at medbringe de krævede tiender og ofre.

Spørgsmål: Hvorfor måtte jøderne ifølge 5. Mosebog 16:21 ikke plante et træ til religiøse formål?

Svar: Der er tre gode grunde.

1. 5. Mosebog 16:21 siger ganske enkelt, at de ikke måtte gøre det, og de skulle adlyde det, Gud sagde.

2. Træer var aldrig en del af et offer til den sande Gud.

3. 5. Mosebog 12:3 viser, at hellige lunde var en del af tilbedelsen af andre guder. Træer spillede en fremtrædende rolle i tilbedelsen af Baal og nogle af de græske guder.

Den tredje grund er særlig vigtig. Hvis en handling er en del af en hedensk religion, og den vil

a) frister dig til at tilbede de hedenske guder

b) friste andre til at tilbede de hedenske guder, eller

c) give indtryk af, at du tilbad hedenske guder,

så skal du lade være med at gøre det.

Spørgsmål: Er det i 5 Mos 17:6, 5 Mos 19:15 og 4 Mos 35:30 forkert at dømme nogen for mord, medmindre der er to eller flere menneskelige vidner til stede?

Svar: Kravet om to vidner gjaldt både utroskab og tyveri samt mord, og det sker sjældent, at to øjenvidner er til stede ved utroskab eller tyveri. Der er to punkter, der skal drøftes vedrørende brugen af det hebraiske udtryk for vidne.

1. 3. Mosebog 5:1 viser, at et vidne ikke kun er et øjenvidne til forbrydelsen. Et vidne er også enhver, der kender til beviser, der kan bevise, at en person er uskyldig eller skyldig.

2. Ordet for »vidne« kan både betyde bevis og en person. For eksempel kan delene af et dødt dyr i 2. Mosebog 22:13 også være et vidne. Se Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 143, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvad betyder det i 5. Mosebog 18:10, at man ikke må »ofre sin søn eller datter i ilden«?

Svar: Det var en skik blandt kanaanæerne at ofre deres førstefødte ved at brænde dem ihjel, som det forklares i 5. Mosebog 12:31.

Spørgsmål: Hvorfor må troldmænd og åndemanere ikke få lov at leve i 5. Mosebog 18:10?

Svar: For nogle forekommer dette at være en alvorlig straf for mennesker, der ikke påfører andre fysisk skade. De påfører imidlertid andre åndelig skade ved at føre dem til helvede. Under det teokratiske styre i Det Gamle Testamente var straffen derfor den samme som for afgudsdyrkere.

Spørgsmål: Er forbuddet mod kontakt med det overnaturlige i 5. Mosebog 18:10 i modstrid med, at der findes profeter i Bibelen, som en ateist hævdede?

Svar: Nej. Dette er latterligt af to grunde.

1. Selv hvis der havde været et forbud mod »al« kontakt med det overnaturlige, ville ingen seriøs studerende af Guds ord have fortolket det således, at Gud forbød al bøn til Ham.

2. Der har aldrig været et forbud mod al kontakt med det overnaturlige, som ateisten tilsyneladende forestiller sig. Forbuddet gælder snarere spådom og trolddom. Mennesker må ikke forsøge at kontakte afdøde menneskers ånder, dæmoner eller engle. Selvom engle senere viste sig for gudfrygtige mennesker, såsom Daniel, var det englen, der tog initiativet til kontakten, ikke mennesket.

Spørgsmål: Blev Muhammed profeteret i 5. Mos. 18:17-19; 5. Mos. 33:1-2 og 5. Mos. 34:10-11, som nogle muslimer hævder?

Svar: Nej. 5. Mosebog 18:15-18 siger, at Gud vil rejse en profet op, som de vil høre på, ligesom Moses, midt iblandt dem, blandt deres brødre. Var Jesus en profet? Hørte mange jøder på Jesus? Var Jesus blandt jøderne? Var Jesus jøde? Muslimer bør ikke have noget problem med at erkende, at dette vers passer bedre på Jesus end på Muhammed. Her er et par yderligere punkter.

a. I 5. Mosebog 33:1-2 står der »Herren«, og muslimer kalder ikke Muhammed for deres Herre. (Alawitiske muslimer og andre ghulat-grupper betragter Muhammed som Gud, men de er undtagelser.)

b. Femte Mosebog 34:10 siger: »Siden den tid er der ikke opstået nogen profet i Israel som Moses.« Denne mindeord blev skrevet, sandsynligvis af Josva, længe før Jesus kom.

c. Femte Mosebog 34:10 nævner »ansigt til ansigt«, og Muhammed sagde aldrig, at han modtog sine ord direkte fra Allah, men gennem engle (Sura 2:97). Jesus kommunikerede direkte med Gud Faderen ifølge Johannes 1:18 og andre skriftsteder.

d. Det næste vers, 34:11, siger, at ingen anden profet udførte de fantastiske mirakler, som Moses gjorde. Muhammed udførte i Koranen generelt ikke mirakler, bortset fra angiveligt at have besøgt moskeen i Jerusalem (som det kan bevises ikke eksisterede på det tidspunkt) og at have delt månen i to (hvilket ingen andre så).

e. I selve Koranen står der i sura 29:27, at profetembedet kom gennem Isak og Jakob. I Yusuf Alis oversættelse af Koranen siger han: »Og Vi gav (Abraham) Isak og Jakob, og forordnede blandt hans efterkommere profetskabet og åbenbaringen, …« Mens parenteserne omkring »Abraham« findes i Yusuf Alis oversættelse, forekommer ordet »Abraham« ikke i det arabiske original, og Yusuf Ali følte behov for at tilføje »Abraham« til det, som muslimer betragter som Guds ord.

f. Endelig sagde Jesu apostel Peter, at dette blev opfyldt i Jesus i Apostlenes Gerninger 3:22-26. Apostlen Peter var i en fremragende position til at vide det.

1. Enten begik Jesus en stor fejl ved at tillade, at en bedrager som Peter i næsten 2.000 år vildledte mennesker, der forsøgte at følge Gud, og Gud løftede ikke en finger for at fortælle folk sandheden.

2. Eller også vidste Jesus, hvad han gjorde, da han udvalgte Peter, og Gud rettede ikke noget, der ikke behøvede at blive rettet.

3. Eller også sagde Peter ikke det, og Apostlenes Gerninger blev forvansket før den første ikke-bibelske omtale, vi har af dette med henvisning til Kristus, som var omkring år 138 e.Kr.

Her er de tidligste græske manuskripter, vi har, samt deres dateringer, af Apostlenes Gerninger 3:22-26.

Vaticanus [B] 325–350 e.Kr.

Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Alexandrinus [A] ca. 450 e.Kr.

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Ephraemi Rescriptus [C] 5.

Bezae Cantabrigiensis [D] 5., 6.

Her er oversættelser af disse vers, som vi har på andre sprog:

Armensk [Arm] 5. århundrede

Georgisk [Geo] 5. århundrede

Latin Vulgata [Vg] 4. til 5. århundrede

Etiopisk [Eth] 6. århundrede

Syrisk Peshitta [SyrP] 4. til 7. århundrede

De tidlige kirkeforfattere nævnte dette vers som en henvisning til Jesus. Nogle af dem var:

Justin Martyr blev født omkring år 114 e.Kr., selvom nogle mener, det var år 110 e.Kr. Hans Første Apologi blev skrevet mellem år 138 e.Kr. og hans død i år 165 e.Kr. Det er klart, at han må have læst om denne profeti, der henviser til Kristus, før han skrev den ned.

Irenæus skrev i årene 182–188 e.Kr.

Tertullian 198-220 e.Kr.

Origenes 225–254 e.Kr.

Archelaus (262–278 e.Kr.) diskuterer også 5. Mosebog 18:15 og viser, hvordan det henviser til Jesus Kristus i Disputation with Manes, kap. 43, s. 219

Chrysostomos (død 407 e.Kr.)

En muslim ville være nødt til at sige, at ikke blot Justin tog fejl, men at alle manuskripter fra Det Nye Testamente har gengivet Peters ord forkert.

Derudover blev der meget tidligt lavet oversættelser til andre sprog; datoerne ovenfor er ikke datoerne for de første oversættelser, men kun datoerne for de tidligste manuskripter, der er bevaret i dag. Disse er værdifulde, fordi de udgør en uafhængig overleveringskæde, som man kan bruge til at krydstjekke de græske manuskripter. Overleveringskæden for disse manuskripter, fra Afrika til Asien, er alle enige om, at Peter sagde, at dette henviser til Jesus.

Spørgsmål: Hvordan kan man i 5. Mosebog 18,20-22 se, om en profet er en falsk profet?

Svar: Bibelen giver to grunde og angiver to kriterier.

1. Hvis de opfordrer til at tilbede andre guder eller profeterer eller lærer ting om Gud, som Gud ikke har befalet. 5. Mosebog 18:20-21; 1. Johannesbrev 4:1-3; Jeremias 6:13

1. Kriterium: Hvis en profet udtaler sig om, hvad den sande Gud ønsker, uden at profetere, kan hans meninger være forkerte, ligesom alle andres. Se for eksempel Natans ord til David i 1 Krønikebog 17:2-4.

2. Hvis profeten fremsætter en forudsigelse, der viser sig at være falsk. 5. Mosebog 18:21-22.

2. betingelse: Hvis en profet fremsætter en betinget profeti, og betingelserne ikke opfyldes. Profetier om dom og ødelæggelse er altid betinget af, at personen eller nationen ikke omvender sig. Se f.eks. Jona 3:1-10.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i 5. Mosebog 19:1-6 forholde os, når en person uforvarende skader en anden?

Svar: På den ene side bør det ikke sidestilles med en forsætlig handling, fordi vedkommende ikke havde ond hensigt eller havde til hensigt at gøre det. På den anden side er vedkommende måske ikke uskyldig, fordi vedkommende måske ikke har været forsigtig nok. Hvad med den unge bilist, der ved et uheld dræber en person, der krydser gaden, mens han kører gaderæs? Eller folk, der ved, at de er berusede, men tror, at de kan »kompensere« for det og alligevel køre bil. I et europæisk land var det tidligere sådan, at hvis man blev taget i at køre i beruset tilstand, mistede man sit kørekort – for altid.

Jeg spurgte engang en gruppe teenagere i søndagsskolen, om et lille barn, der ved et uheld væltede en lampe og knuste den, skulle få en endefuld eller ej? Cirka halvdelen sagde ja, og halvdelen sagde nej. Det rigtige svar er måske: »Vi har brug for flere detaljer.« Hvis barnet var for uforsigtigt, tumlede rundt eller løb rundt i huset med sine søskende, så ja. Men hvis barnet ved et uheld snublede eller blev skubbet, så nej.

Det er interessant, at ordet for slægtning-løser i ægteskabsforhold på hebraisk er go’el i Rutbogen. Det hebraiske ord for en blodhævner er go’el haddam, eller i en vis forstand en slægtning-løser, der sikrer retfærdighed for den myrdede.

Spørgsmål: Hvordan kan folk i 5. Mosebog 19:14; 27:17; Job 24:2; Ordsprogene 22:28; 23:10, Esajas 5:8 og Hosea 5:10 »flytte grænsesten« i dag?

Svar: For et par årtier siden var der i Texas mennesker, der udfærdigede falske skøder, der gav dem ejendomsret og ejerskab til jord. Misbrug af loven, herunder falske dokumenter, falsk vidnesbyrd og bestikkelse, kan få det til at fremstå som »lovligt«, når nogen stjæler det, der tilhører en anden.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at i senere tider i romersk lov var straffen for at flytte en grænsesten døden, ifølge Keil-Delitzschs kommentar til Det Gamle Testamente, bind 1, del 3, s. 399.

Spørgsmål: Hvorfor kunne ét vidne i 5 Mos 19,16 anklage nogen, når 4 Mos 35,30; 5 Mos 17,6; 5 Mos 19,15 og andre steder siger, at alt skulle fastslås af to eller tre vidner?

Svar: Ideelt set bør alt fastslås ved to eller tre vidner, idet man erkender, at et vidne kan være et bevis og ikke blot en person. 5. Mosebog 19:16 viser imidlertid, at der er plads til, at blot én person anklager en anden. Med andre ord skal personen hverken gå fri, fordi der kun er ét vidne, eller skal det eneste vidne, som kunne lyve, altid troes. Der skal snarere foretages en grundig undersøgelse for at finde flere beviser eller menneskelige vidner.

Spørgsmål: Er det ikke strengt i 5. Mosebog 19:19 at straffe et falsk vidne med den samme straf, som den falsk anklagede skulle have fået?

Svar: Slet ikke. En person kan myrde med sine ord lige så let som med sine hænder. Uanset om de havde brugt deres hænder eller anvendt ondsindet svig og retssystemet, ville den uretmæssigt anklagede stadig være død. I det mindste forbliver offerets omdømme intakt ved mord begået med egne hænder. Mord med ord ødelægger personens omdømme såvel som dræber vedkommendes krop.

Til orientering siger den babylonske Hammurabi-lov også, at en person, der falsk anklager en anden for mord, skal dømmes til døden. Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 126, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor siger Bibelen i 5 Mos 19,21, 3 Mos 24,20 og 2 Mos 21,22-24: »øje for øje«?

Svar: De tre henvisninger i Det Gamle Testamente er en del af den retlige lovgivning. Den udbetalte erstatning og straffen skulle stå i forhold til forbrydelsen: hverken mere eller mindre. I det ene vers i Det Nye Testamente opfordrer Jesus de troende til at udøve tilgivelse og barmhjertighed i stedet for »øje for øje«. Her er de fire steder.

2. Mosebog 21:22-24 omhandler retsafgørelser, herunder en domstol, når en mand slår en kvinde, så hun går i fødsel før tiden.

3. Mosebog 24:20 omtaler dommen for at skade eller dræbe andre. Der var dog tilflugtsbyer til rådighed for utilsigtet drab og formodentlig også utilsigtet skade.

Femte Mosebog 19:21 taler om et falsk vidne, som skal lide det samme, som hans løgne ville have forårsaget for en anden.

Jesus sagde i Matthæus 5:38, at selvom I har hørt det sagt: »Øje for øje og tand for tand«, skal vi ikke modstå den onde, men vende den anden kind til.

Tertullian var, så vidt vi ved, den første, der besvarede dette spørgsmål i »Fem bøger mod Marcion«, bog 2, kap. 18 (207/208 e.Kr.), og han mindede sine læsere om, at formålet med denne lov var at begrænse vold. I bogen »What You Know Might Not Be So: 220 Misinterpretations of Bible Texts Explained«, s. 62-63, står der, at dette begrænser hævn. I et samfund uden politi bør hævnen ikke være strengere end den oprindelige handling. Straffen for en forbrydelse begået mod en fattig person bør være den samme som straffen for en forbrydelse begået mod en rig person.

Desuden måtte folket lære, hvad retfærdighed var, før de kunne lære, hvad barmhjertighed og tilgivelse var.

Spørgsmål: Hvorfor virker Bibelen i 5. Mosebog 19:21 så kærlighedsløs, når den lærer »øje for øje«?

Svar: Selvom dette henviser til retfærdighed og ikke kærlighed, må man forstå retfærdighed, før man kan værdsætte barmhjertighed. Hvis man ikke indser, at forkerte handlinger medfører alvorlig straf, er det umuligt at værdsætte tilgivelse for disse handlinger. Se det forrige spørgsmål for at forstå, hvorfor dette bud blev givet.

Forestil dig et øjeblik, at folk aldrig havde hørt om »øje for øje«, og at de tre steder i Det Gamle Testamente, hvor det nævnes, ikke fandtes.

I 2. Mosebog 21:22-24 ville det så ikke være alvorligt at dræbe spædbørn eller få abort.

I 3. Mosebog 24:20 ville det kun være et mindre problem at skade en voksen med ond hensigt.

I 5. Mosebog 19:21 ville et vidne, der løj for at få nogen uretfærdigt straffet, gå ustraffet.

Et samfund, der har retfærdighed og også kærlighed, er faktisk et mere kærligt samfund end et, der (forgæves) forsøger at have kærlighed uden et begreb om retfærdighed. Desværre er det sidstnævnte, som nogle mennesker tror, samfundet kan være.

Spørgsmål: Hvorfor tillod Gud i 5. Mosebog 20:1-15 angrebskrig?

Svar: Der skelnes ikke mellem kanaanitter og ikke-kanaanitter. Israelitterne var nødt til at kæmpe for at vælte midianitternes, ammonitternes, syrernes og andres undertrykkelse.

Dette viser, at Gud ikke var pacifist i Det Gamle Testamente, og ligeledes er han ikke imod al drab, såsom henrettelser af gyldige grunde, i Det Nye Testamente i Romerbrevet 13:4.

Spørgsmål: Skulle israelitterne i 5. Mosebog 20:16-18 dræbe hver eneste af fjenderne, eller skulle de skåne nogle, som det står i 5. Mosebog 20:11-14?

Svar: Mellem vers 11-14 og vers 16-18 ligger vers 15. Vers 15 siger, at de foregående vers gjaldt byer, der lå langt fra det sted, hvor de boede. Vers 16 siger, at det følgende gælder de kanaanitiske byer i det forjættede land.

Spørgsmål: I 5 Mos 20,17 – da Gud vidste, at hivitterne/hettitterne (= gibeonitterne) i Palæstina ville blive hans trofaste tempeltjenere – hvorfor sagde Gud så her, at de skulle udryddes?

Svar: Dette er et interessant tilfælde, hvor Guds åbenbarede vilje adskilte sig fra hans ønskede vilje, men alligevel spillede Guds åbenbarede befaling en rolle i at frembringe hans ønskede vilje.

1. Hverken hivitterne/hettitterne eller israelitterne fik at vide: »Bare rolig, hivitterne/hettitterne vil blive skånet.« Gibeonitterne havde de samme frygt som de andre kanaanitter, men de handlede ud fra deres angst for at søge fred med israelitterne.

2. Derefter førte Guds forsyn, som kom til udtryk gennem en fejl begået af de israelitiske ledere, til, at de skånede gibeonitterne.

3. Gibeonitterne benyttede sig af bedrag og løgne, men Gud er ikke begrænset til at bruge gode midler for at gennemføre sin vilje.

4. Senere i historien blev gibeonitterne trofaste tempeltjenere.

Et andet, meget lignende tilfælde burde være velkendt for os i dag. Gud ønsker, at alle skal frelses. Gud ved, hvem de udvalgte er. Alligevel advarer Gud (sandfærdigt) alle om, at de vil ende i helvede, hvis de afviser Jesus. På den ene side har de udvalgte intet at bekymre sig om, for de vil blive Guds børn. På den anden side har Gud ikke sagt, hvem de udvalgte er.

En tanke, man kan gruble over, hvad angår udvælgelse og fri vilje, er, at intet forhindrede alle de andre kanaanitter i at gøre det, som gibeonitterne gjorde. Alligevel findes der ingen beretning om, at andre kanaanitter forsøgte at gøre dette eller overhovedet ønskede at prøve.

Se diskussionen om 1. Mosebog 20:3-6, 5. Mosebog 20:17; Jeremias 15:6; Jonas 3-4; Jonas 3:10 og Jonas 4:1-2 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor måtte de ifølge 5. Mosebog 20:19-20 ikke fælde træerne, når de belejrede en by?

Svar: Hvis israelitterne vandt, ville fældning af frugttræer forarme landet. Hvis de tabte, ville fældning af frugttræer ikke blot påvirke de nuværende voksne, men også deres børn og efterkommere. Oliventræer er frugttræer, og de kan leve i tusind år. Gud havde intet imod, at de kæmpede, men han havde noget imod, at de ødelagde landet. Derudover spiller træer en afgørende økologisk rolle i at stabilisere jorden og forhindre erosion. I modsætning hertil anvendte egypterne og assyrerne brændt jord-taktikker. Et egyptisk vægmaleri viser nogle soldater, der klatrer op ad en bymur, mens andre fælder træerne. En egyptisk beretning om en invasion af Syrien siger: »Jeg fjernede selve livskilderne, for jeg fældede deres korn og fældede alle deres lunde og alle deres smukke træer. Jeg ødelagde det.” De sagde også, at det blev et land, »hvor der ikke er træer«. Se J.B. Pritchards *Ancient Near Eastern Texts*, s. 240, 276-279, 288, 299-300.

Spørgsmål: Hvordan håndterede man i 5. Mos. 21:1-9 uopløselig usikkerhed i retssager, og hvordan bør vi gøre det?

Svar: Vi ser et par punkter her. De forsøgte at finde morderen. De erkendte, at det stadig var forkert.

At bringe et offer understregede, at det stadig var forkert og en synd, selvom de ikke var i stand til at pågribe den skyldige. Dette indebærer et juridisk begreb, der mangler i den vestlige lovgivning i dag: fællesskabssynd. Fordi mordet fandt sted, var den nærmeste landsby skyldig i mordet, fordi de ikke var i stand til at stille morderen for retten, og morderen boede højst sandsynligt i landsbyen. Derfor bragte landsbyen et offer for sin skyld; de ældste vaskede deres hænder som et tegn på, at de intet vidste om forbrydelsen eller morderens identitet, og det dækkede over deres skyld. Leviterne og præsterne bragte ikke selve offeret, men præsterne var til stede for at sikre, at alt foregik korrekt. Hvis morderen senere blev pågrebet, ville dommen naturligvis stadig være den samme.

I de hettitiske love påhvilede ansvaret for et uopklaret mord først markens ejer, og hvis der ikke var nogen ejer, så den nærmeste landsby, ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 3, s. 130-131.

I dag må vi indse, at hvis retten frikender en person, betyder det ikke, at vedkommende er uskyldig eller ikke skyldig, men snarere at retten har fastslået, at der ikke var tilstrækkelige beviser til at bevise vedkommendes skyld ud over enhver rimelig tvivl. En kompromisløsning er at »dele forskellen«, som David gjorde med Mefiboset og Ziba i 2. Samuel 19:24-30.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i 5. Mosebog 21:1-9 håndtere usikkerheden om, hvem vi skal samarbejde med, og hvem vi skal stole på i forretningsmæssige og andre beslutninger?

Svar: Som præsident Ronald Reagan ville sige: »Stol på, men kontroller.« Hvis nogen er uærlig i små ting, hvor der kun er en lille fordel for dem, hvad skal så forhindre dem i at være uærlige i store ting, der ville give dem en stor fordel? Når der foretages baggrundstjek i forbindelse med ansættelser inden for finansverdenen, hvorfor vil de så vide, hvad din kreditværdighed er, eller om du har spilgæld? Der er en god grund til det.

Hvis jeg skulle interviewe nogen til et job, der kræver stor tillid, ville jeg spørge dem: »Hvis du kunne stjæle en million dollars fra virksomheden og vide, at du ville slippe af sted med det, ville du så gøre det?« Deres svar ville ikke være særlig interessant, da næsten alle kandidater naturligvis ville sige »nej«. Men så ville jeg spørge dem: »Hvorfor?« Deres svar ville måske ikke være det samme som mit, men de må hellere have et svar – og det hurtigt.

Spørgsmål: Hvordan skal vi generelt håndtere usikkerhed i beslutninger, jf. 5 Mos 21,1-9?

Svar: Her er fem forslag.

Først og fremmest med ydmyghed; alt indebærer usikkerheder, som ingen bortset fra Gud kan kende til. Vær altid klar over, at du kan tage fejl.

For det andet: Vær i bøn. Gud vil ofte ikke forhindre dig i at begå fejl, men han kan hjælpe dig med at komme på fode igen.

For det tredje: Hav beredskabsplaner eller en backup-plan.

For det fjerde skal du forstå de almindelige menneskelige svagheder, når du træffer beslutninger. Vi har ofte en ulogisk tendens til at foretrække et forventet resultat, som vi gerne vil have, eller det alternativ, vi hørte først, eller det alternativ, som andre mennesker tror, der vil ske.

For det femte: Søg tillid, ikke sikkerhed. En succesrig aktiehandler begyndte også at investere for sine forældre. Han placerede sine forældres penge i de samme aktier som sine egne, men med tiden bemærkede han, at de gav et lavere afkast. Han undersøgte årsagen til dette og fandt ud af følgende: Når han mente, at en aktie kunne stige i værdi, investerede han først selv i den. Og når han var sikker på, at der ikke var så stor risiko, investerede han først sine forældres penge. Men fordi han var ekstra forsigtig med sine forældres penge, tjente de ikke så meget. Hvis du venter på at være sikker, før du træffer en beslutning, er det meste af fordelen ved muligheden måske allerede forbi. Du kan ikke overanalysere og vente på sikkerhed om noget, men du kan analysere det nok til at have tillid, selvom du er klar over, at du kan tage fejl.

Spørgsmål: Hvorfor havde de i 5. Mosebog 21:10-14 disse love om kvindelige fanger?

Svar: En soldat kunne tage en kvindelig krigsfange til ægte på en værdig måde – eller slet ikke. Denne lov udtrykker en højere opfattelse af kvinder, i skarp kontrast til de typiske skikke hos de fleste folkeslag, både i oldtiden og i moderne tid.

Den eneste store undtagelse var den kinesiske pirat Zheng Yi Saos (1801-1844) flåde på op til 400 skibe. De havde omkring 40.000 til 80.000 sømænd. Det kinesiske Qing-dynasti bekæmpede piraterne, men trak sig tilbage efter at have mistet halvdelen af deres skibe. Kineserne og portugiserne kunne tilsammen ikke besejre piraterne. Til sidst tilbød regeringen piraterne jord og amnesti, hvis de ville holde op med at være pirater. De accepterede, og begge parter holdt deres ord. Yi Sao dekreterede, at enhver voldtægtsmand skulle halshugges. En pirat måtte gifte sig med en kvinde, før han kunne have sex med hende. At være utro mod sin nye kone ville også medføre halshugning. For øvrigt var Zheng Yi Sao en kvinde.

I oldtiden, når en by stod over for at blive erobret, kunne kvinder klæde sig i deres fineste tøj, så de måske kunne opnå en højere status som hustru eller konkubine i stedet for en almindelig slave. Bemærk, at man kunne gøre en tilfangetagen kvinde til slave, men man kunne ikke røre hende seksuelt uden først at gøre hende til hustru, og man kunne ikke først gøre hende til hustru og derefter til slave.

At vente en måned og skifte det fine tøj ville give en kvinde tid til at sørge over sin familie, som enten var blevet dræbt, eller som hun sandsynligvis aldrig ville se igen. En måned ville sikre, at manden virkelig kunne lide hende uden hendes fine tøj, og ville også afgøre, om hun var gravid eller ej. Hvis manden nu ikke kunne lide kvinden – måske fordi kvinden ikke kunne lide manden – måtte manden sætte hende fri. For at gøre det helt klart: I 5. Mosebog 21:14 står der, at manden ikke måtte sælge hende eller behandle hende brutalt.

I modsætning hertil kunne vikingerne i senere tider, når de mødtes, bytte eller udveksle kvindelige fanger.

I skarp kontrast til Guds lov i Toraen tror ikke-muslimer fejlagtigt, at muslimske mænd kun måtte have forhold til op til fire koner (undtagen Muhammed, der havde brug for en undtagelse). I Koranen kunne muslimske mænd derimod have op til fire koner plus de »kvinder, som deres højre hånd besidder«. Disse var fanger og slavepiger, og en from muslimsk mand kunne have forhold til så mange af dem, som han ønskede. De måtte dog stadig vente en menstruationsperiode, før de giftede sig med dem, så de kunne vide, om en søn født af fangen var deres eller ej.

»… Vi drog ud med Allahs Sendebud (fred være med ham) på felttoget til Bi’l-Mustaliq og tog nogle fremragende arabiske kvinder til fange; og vi begærede dem, for vi led under vores koners fravær (men samtidig) ønskede vi også løsepenge for dem. Så vi besluttede at have [sex] med dem, men under overholdelse af … Men vi sagde: Vi udfører en handling, mens Allahs Sendebud er blandt os; hvorfor ikke spørge ham? Så spurgte vi Allahs Sendebud (fred være med ham), og han sagde: Det gør ikke noget, hvis I ikke gør det, for enhver sjæl, der skal fødes frem til Opstandelsens Dag, vil blive født.” Sahih Muslim, bind 2, bog 8, nr. 3571, s. 732-733.

Bukhari, bind 3, bog 34, kap. 111, nr. 432, s. 237; bind 5, bog 59, kap. 31, nr. 459, s. 317; bind 8, bog 76, kap. 3, nr. 600, s. 391, lærer ligeledes, at det er moralsk acceptabelt, om end ikke altid ønskeligt, at tvinge kvindelige slaver til at have sex. Se også Sahih Muslim, bind 2, bog 8, nr. 3371–3376, s. 733; Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 2517, s. 506. Sex med slavepiger er i orden ifølge Ibn-i-Majah, bind 1, nr. 89, s. 52; bind 3, nr. 1920, s. 158; bind 3, nr. 1927-1928, s. 162. Se også Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 1851, s. 117.

Spørgsmål: Hvorfor blev manden i 5. Mosebog 21:15-17 pålagt at fordele arven på denne måde, i modsætning til at han kunne gøre, hvad han ville med sine penge?

Svar: Første Mosebog 27; 48:14 viser lignende eksempler. Sønnerne kunne på forhånd vide, hvilken andel de ville få, selvom en far måske foretrak den ene kone frem for den anden eller den ene søn frem for den anden.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 21:15-16 står der, at en far ikke må give sin arv til en yngre søn og dermed forbigå den ældre søn. Hvorfor gjorde Abraham, Isak og Jakob så netop det? Hvorfor udnævnte David Salomo til den næste konge og ikke Adonija?

Svar: Hvad angår Abraham, Isak og Jakob, så kom påbudet i 5. Mosebog 21:15-16 først, efter at de var døde. Mennesker er ikke forpligtet til at overholde et påbud, som Gud endnu ikke havde givet.

I Davids tilfælde gjaldt loven personlig ejendom, og et kongerige er ikke personlig ejendom – selvom nogle kejsere og konger i historien måske har troet det.

Spørgsmål: Hvorfor lærer Gud [angiveligt] i 5. Mosebog 21:15, at en mand skal elske den ene kone og hade den anden? Er dette retfærdighed fra en bibelsk Gud? (En muslim hævdede dette.)

Svar: Der læres intet af den slags. 5. Mosebog 21,15-16 siger i virkeligheden: »Hvis en mand har to hustruer, den ene elsket og den anden uelsket, og begge føder ham sønner, men den uelskede hustru har den førstefødte søn, skal manden, når han fordeler sin arv blandt sine sønner, ikke udpege sønnen af den elskede hustru som den førstefødte frem for sønnen af den uelskede hustru.« (BSB) Så hvis en mand elsker den ene kone, men ikke den anden, kan manden ikke give den søn, der ikke er den førstefødte, den førstefødtes rettigheder. Gud siger IKKE, at en polygam mand skal elske den ene kone mere end den anden. Men måske kan denne muslim forklare Muhammeds adfærd i denne sammenhæng.

Da Sauda var gammel, var hun bange for, at Muhammed ville skille sig fra hende, så hun gav sin plads til ’A’isha. Abu Dawud, bind 2, nr. 2130, s. 572

En anden muslim gjorde det samme. En mand havde i mange år haft en kone, der fødte ham mange børn. Han havde til hensigt at »bytte hende ud« (Majahs ordvalg), men han beholdt hende, da hun indvilligede i at give afkald på sin tur hos ham. Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 1914, s. 188.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 21:15-17 tilhører den førstefødtes ret den førstefødte søn; hvorfor modtog Jakob og ikke Esau da førstefødselsretten i 1. Mosebog 27?

Svar: Først to kendsgerninger, som ikke er en del af svaret, og derefter selve svaret. Jakob købte førstefødselsretten i 1. Mosebog 25:29-34. Desuden handlede Jakob forkert, da han narrede sin far Isak til at give ham den i 1. Mosebog 27.

Svaret er, at Jakob og Esau levede over 400 år, før Gud gav denne befaling i 5. Mosebog 21:15-17.

Spørgsmål: Hvorfor var loven i 5. Mosebog 21,18-21 så streng, at den tillod en far at lade sin søn dræbe ved stening for ulydighed?

Svar: Dette gjaldt ikke blot en enkelt gangs ulydighed, men en stædig nægtelse af nogensinde at adlyde efter at være blevet advaret. Denne lov viser, hvor alvorligt Gud mente, at børn skulle adlyde deres forældre. Men uanset hvor streng en advarsel loven måtte være, findes der ingen beretning om, at denne dom nogensinde blev fuldbyrdet. Hvis sønnen først skulle advares, ville han naturligvis sandsynligvis falde til ro igen.

Mærkeligt nok behøvede forældrene ikke at fremlægge noget bevis. Hvis faren og moren, som normalt ville elske sønnen, sagde dette om sønnen, ville det være nok.

Spørgsmål: Hvorfor måtte liget af en henrettet person ifølge 5. Mosebog 21:22-23 ikke blive hængende på et træ natten over?

Svar: Her var der tale om at udstille en afdød persons lig på et træ, ikke om at dræbe vedhængt på et træ. Vi har ingen optegnelser om korsfæstelse før perserne, som tilsyneladende opfandt den. Kartagerne/fønikerne og romerne overtog senere denne praksis fra dem.

Efter at den dømte var blevet henrettet, blev liget udstillet for alle at se for at vanære den dømte og advare folket. Men selv henrettede dømte blev tildelt en vis værdighed. De blev begravet inden solnedgang, både for at vise den ære, der tilkom hele menneskeheden, og måske for at forhindre vilde dyr i at få fat i liget. Josva lod ikke liget af kongen af Ai hænge på et træ natten over i Josva 8:29, sandsynligvis fordi Josva kendte til dette påbud.

Spørgsmål: I 5 Mos 21,23 står der, at »enhver, der hænges på et træ, er under Guds forbandelse« – ville Jesus da være forbandet, hvis et kors kan betragtes som et træ?

Svar: Et kors ville være lavet af træ fra en stamme eller store grene, så ja, man kunne sige, at Jesus blev hængt på et træ. Paulus siger netop det, når han citerer dette vers i Galaterbrevet 3:13f. Så ja, det ville gøre Jesus forbandet. Jesus blev forbandet, ikke fordi han syndede, men for at betale straffen for vores synder, som det står i Galaterbrevet 3:13.

Spørgsmål: Hvorfor skulle en mand i 5. Mosebog 22:1-4 aflevere sin nabos dyr tilbage, selvom han ikke kunne lide sin nabo?

Svar: At elske sin næste som sig selv blev først nævnt i 3. Mosebog 19:18, og det omfatter Jesu gyldne regel: »Gør mod andre, som du vil have dem til at gøre mod dig« i Matthæus 7:12. Det kan være let at elske de naboer, man kan lide, men man skal også elske de naboer, man ikke kan lide. Desuden havde dyret ikke gjort noget, der berettigede din forsømmelse.

»Finders keepers« eller »besiddelse er ni tiendedele af loven« er fremmede begreber i Toraen. I stedet skulle man, hvis man fandt et dyr eller noget andet, aflevere det til ejeren, hvis denne var i nærheden, og man vidste, hvem vedkommende var, ellers skulle man opbevare det for vedkommende, indtil han eller hun kom og ledte efter det.

Spørgsmål: Hvorfor må en mand ifølge 5 Mos 22,5 ikke bære kvindetøj og omvendt?

Svar: Det står der ikke i Skriften. I lyset af de mange andre principper i både Det Gamle og Det Nye Testamente ser årsagen ud til at være, at Gud ikke ønsker, at vi glemmer, at mænd og kvinder har forskellige roller i familien.

Spørgsmål: Er det i 5 Mos 22,5 i orden, at kvinder går i jeans, og at begge går i T-shirts?

Svar: Nogle få oprigtige kristne mener, at det ikke er i orden. De fleste kristne ser dog ikke noget problem her. I Bibelen bar både mænd og kvinder kapper og sandaler. I dag er jeans og T-shirts hverken udelukkende mandlige eller kvindelige.

Spørgsmål: Hvorfor måtte de ifølge 5 Mos 22,6-7 ikke tage en moderfugl sammen med dens unger?

Svar: Skriften siger ikke hvorfor, bortset fra at det var det, Gud befalede. Hvis man tog ungerne eller æggene til mad og lod moderen være, ville der måske være flere unger eller æg det følgende år.

Spørgsmål: Hvorfor skulle de i 5. Mosebog 22,8 have en brystning? (En skeptiker havde et problem med dette.)

Svar: For sjovs skyld har dette at gøre med »menneskets fald«. Men alvorligt talt er der her tale om et juridisk begreb om skyld i uagtsomt manddrab (utilsigtet drab) som følge af uforsigtighed. Det er en uforsigtig persons egen skyld, hvis vedkommende bliver dræbt eller kommer til skade ved at falde ned fra et tag, men ejeren bærer også skylden, hvis han har været uforsigtig ved ikke at have truffet rimelige sikkerhedsforanstaltninger.

Spørgsmål: Hvorfor må man ifølge 5. Mosebog 22:9 ikke så med forskellige slags frø?

Svar: Det siger Skriften ikke noget om. Men når man sår den samme afgrøde år efter år, ophober der sig insekter og svampesygdomme, der angriber den pågældende afgrøde. Hvis man skifter afgrøder, mindsker det angrebene fra de samme skadedyr og kan forhindre, at næringsstofferne i jorden udtømmes.

Spørgsmål: Hvorfor må man ifølge 5. Mosebog 22:10 ikke spænde en okse og et æsel sammen?

Svar: Det står der ikke noget om i Skriften. Men de kan ofte have forskellig styrke og gå i forskelligt tempo. Derfor handler dette bud, sammen med Ordsprogene 12:10, om at være god mod dyr.

Spørgsmål: Hvorfor må man ifølge 5. Mosebog 22:11 ikke bære uld og hør sammen?

Svar: Det står der ikke noget om i Skriften. Funktionelt set er uld meget nyttigt som isoleringsmateriale, der ikke påvirkes alt for negativt, når det bliver vådt. En mulig årsag er, at sammenvævning af uld og hør kunne forringe tøjets værdi som isoleringsmateriale.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 22:11, må vi så i dag bære uld og hør sammen?

Svar: Ja. Vi tjener på den nye måde i Ånden, ikke på den gamle måde efter den skrevne lov (Rom 7:6; 2 Kor 3:6-7; ~Rom 2:29). Selvom vi stadig adlyder lovens moralske krav, følger vi ikke reglerne om ceremonier, kost og beklædning.

Spørgsmål: I 5 Mos 22:13-21 – var prøven på, om en kvinde var jomfru, lagenet på bryllupsnatten, eller var prøven for en utro hustru, at hun skulle drikke bittert vand, som det står i 4 Mos 5:13-22?

Svar: Begge dele er rigtige, under forskellige omstændigheder. 5. Mosebog 22:13-21 omhandler tiden før ægteskabet, og 4. Mosebog 5:13-22 omhandler tiden efter ægteskabet. Se *When Critics Ask*, s. 127, og Haleys *Alleged Discrepancies of the Bible*, s. 258-259, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor måtte kastrerede mænd ikke komme ind i forsamlingen i 5. Mosebog 23:1?

Svar: Det står der ikke i Skriften. Men vi ved, at nogle præster for hedenske guder blev kastreret som et krav for at kunne være præst. Andre blev kastreret for at tjene i paladser, især for at betjene kvinderne. I senere tider kastrerede muslimer, der transporterede slaver fra Zanzibar og andre steder i Østafrika, ofte de mandlige slaver.

Der stod ikke, at kastrerede mænd ikke kunne tjene eller tilbede Gud, blot at de ikke måtte komme ind i forsamlingen, dvs. tabernaklet, og senere selvfølgelig templet. Dette var en lemlæstelse af mandens natur, som skabt af Gud.

Men i Det Nye Testamente er der intet forbud. Alle, uanset hvilke operationer man måtte have gennemgået, ufrivilligt eller frivilligt, og uanset ens fortid, er velkomne. De eneste undtagelser er dem, der forkynder kætterske lærer (2. Johannesbrev 9-11), og dem med uomvendt synd og onde handlinger (1. Korintherbrev 5:2-5,9-13; 2. Timoteusbrev 3:5; Åbenbaringen 2:20-23).

Spørgsmål: Hvorfor kunne en efterkommer af et uægte barn ifølge 5 Mos 23:2 ikke komme ind i menigheden helt ned til den tiende generation?

A: Det hebraiske ord er tvetydigt. Det kan betyde en person, der er født uden for ægteskabet, eller en person, der er født af et forbudt forhold eller ægteskab, f.eks. incest, eller det kan betyde begge dele. 3. Mosebog 18:16-20; 20:10-12,14,17-21 opregner de forskellige former for forbudte ægteskaber. Uanset hvad har Gud ret til at vælge hvem som helst, Han ønsker, til at indtræde i Sin forsamling. Skriften angiver ikke direkte Guds begrundelser, men der er fire punkter, der giver en indikation.

1. Dette og andre vers synes at følge et mønster. Folk kunne ikke komme ind i menigheden, hvis de blev betragtet som urene. Dette omfatter folk, der har rørt ved et lig, og folk med smitsomme hudsygdomme. Det betyder ikke, at de var moralsk forkerte, kun at de var rituelt urene.

2. At være uren betød ikke, at personen syndede, var mere syndig end andre eller »for syndig« til at komme ind. For eksempel skulle præster (undtagen ypperstepræsten) begrave deres nære slægtninge, hvilket ville gøre dem urene. På Forsoningsdagen var den, der førte syndebukken ud i ørkenen, uren på grund af dette, og han gjorde, hvad Gud havde befalet.

3. At man ikke kommer ind i forsamlingen er en skam, ikke for barnet, men for forældrene. At nogen er et uægte barn, betyder dog ikke, at vedkommende ikke kan bruges af Gud. Perez, en af Jesu forfædre, var Judas uægte søn. I Dommerbogen blev dommeren Jefta fra Gilead brugt af Gud til at besejre ammonitterne. Jeftas mors baggrund skabte problemer for Jefta med hans halvbrødre, men det var ikke noget problem for Gud at bruge ham.

4. Denne regel gjaldt kun for israelitternes forsamlinger i Det Gamle Testamente. I Det Nye Testamentes tid er alle mennesker, der søger Gud, uanset nationalitet eller omstændighederne ved deres fødsel, velkomne i Guds menigheder.

Spørgsmål: Hvorfor kunne en ammonit eller moabit ifølge 5. Mosebog 23:3 ikke komme ind i menigheden helt ned til den tiende generation?

Svar: Ifølge 5. Mosebog 23:2 måtte ingen, der stammede fra et forbudt ægteskab, komme ind i menigheden helt ned til den tiende generation.

Årsagen hertil er, at et barn ville være »uægte«, ikke kun hvis det var født uden for ægteskab, men også hvis det var født af et »ulovligt« ægteskab. Gud befalede israelitterne ikke at gifte sig uden for Israel. Se diskussionen om 5. Mosebog 23:2 for at forstå, hvorfor uægte børn blev udelukket fra forsamlingen.

Hvis en person var ammonit eller moabit, skyldtes det ikke, at disse folk stammede fra Lot og hans døtre, men snarere at de nærede en sådan fjendtlighed over for Israel. Det skyldtes primært det, som ammonitterne undlod at gøre, og det, som moabitterne gjorde. Ammonitterne gav dem overhovedet ingen hjælp eller mad, da de drog forbi. Husk også, at kong Balak af Moab hyrede Bileam til at forbande israelitterne i 4. Mosebog 22-24. Bileam rådede Balak til at lade moabitiske kvinder ligge med israelitiske mænd for at gøre israelitterne til en stank i Guds øjne.

Selvfølgelig, hvis en person var en af de »fremmede, der slutter sig til Herren« (Esajas 56:6), såsom Rut, så ville »dit folk være mit folk, og din Gud være min Gud« (Rut 1:16). Der er intet, der tyder på, at israelitterne ikke fuldt ud accepterede Ruts omvendelse og skifte af statsborgerskab. Faktisk var kong David Ruths oldebarn, ifølge Ruth 4:21-22, Matthæus 1:5-6 og Lukas 3:31-32. Ligeledes siger Esajas 56:3 også, at fremmede, der har knyttet sig til Herren, ikke vil blive udelukket fra Guds folk, selvom nogle fortolker Esajas 56:3 som vedrørende endetiden.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 23:3, var den tiende generation den tiende generation regnet fra tidspunktet for det forbudte ægteskab, eller den tiende generation regnet fremad fra indtoget i det forjættede land?

Svar: Det kan være begge dele. Det er dog mere sandsynligt, at det er den tiende generation fra det forbudte ægteskab.

Spørgsmål: Hvorfor kunne en edomit eller egypter ifølge 5. Mosebog 23:7-8 ikke indtræde i menigheden helt ned til tredje generation?

Svar: Sandsynligvis af samme grunde som ammonitterne og moabitterne ikke måtte slutte sig til menigheden ned til den tiende generation. Skriften nævner blot dette, men siger ikke, hvorfor den alvidende Gud sagde dette. Årsagerne kunne dog være, at edomitterne var tættere beslægtede med Israel, og at egypterne oprindeligt behandlede israelitterne godt.

Spørgsmål: Hvad er en sodomit i 5 Mos 23,17?

Svar: Ifølge Strong’s Concordance, NIV og NET Bible henviser dette til en mandlig prostitueret. New King James oversætter dette som »den perverse«, og The Interlinear Bible (Jay P. Green) oversætter det som »homoseksuel«. BSB oversætter det som »helligdomprostitueret«.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 23:17, blev homoseksualitet kun fordømt, fordi den var forbundet med afgudsdyrkelse, som nogle New Age-tilhængere hævder?

A: Nej, ligesom ofring af spædbørn og prostitution blev homoseksualitet absolut fordømt, uanset sammenhængen. Dette er ikke et isoleret vers, da 3. Mosebog 18:22,24; 3. Mosebog 20:13; Romerbrevet 1:26-27 og 1. Korintherbrev 6:9-10 også fordømmer homoseksualitet. Se diskussionen om Romerbrevet 1:26-27 i *When Cultists Ask*, s. 44, og *When Critics Ask*, s. 127-128, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor må man ifølge 5. Mosebog 23:18 ikke bringe visse personers indtægter ind i Guds hus for at indfri løfter?

Svar: Gud er ikke imponeret over, at folk giver ham penge, der ikke var deres, og som de har stjålet fra andre mennesker. På hebraisk var »hund« (oversat med »mand« i BSB) tilsyneladende et slangudtryk for en mandlig prostitueret. Prostitution blandt begge køn var almindeligt i Kana’an og Fønikien i tilbedelsen af Astarte. Men selvom noget var almindeligt, gør det det ikke mindre afskyeligt. På samme måde kunne David frit have taget den grund, hvor templet skulle bygges, men David insisterede på at betale for grunden. Ligeledes var penge, der var »tjent« (så at sige) eller erhvervet ved at gøre onde ting, ikke egnede til at give som en gave til Guds hus.

I Lukas 19:1-10 besluttede den korrupte toldopkræver Zakæus, da han kom til tro på Jesus, at tilbagebetale de mennesker, han havde snydt, og at give halvdelen af sine ejendele (som hovedsageligt var erhvervet ved svindel) til de fattige.

Spørgsmål: Hvordan kan 5. Mosebog 24:1-22 sammenlignes med andre love fra den tid?

Svar: I den babylonske Hammurabi-lov (1755–1750 f.Kr.) er kidnapning og røveri i lovparagraf 14 og 22 strafbart med døden. I den hettitiske lov blev arbejdstagernes rettigheder ikke taget i betragtning.

Spørgsmål: Hvorfor adskiller denne lære om skilsmisse i 5 Mos 24,1-4 sig utvivlsomt fra Mark 10,2-12 og 1 Kor 7,10-16?

Svar: Jesus besvarede dette i Markus 10:5: Gud tillod skilsmisse, fordi deres hjerter var hårde. I Det Gamle Testamente (Malakias 2:16) siger Gud, at han hader skilsmisse.

Når vi kan retfærdiggøre noget som ikke værende i strid med Bibelen, men alligevel ved, at Gud stadig er utilfreds med det, bør vi ikke gøre det. Romerbrevet 14:23 siger, at alt, hvad der ikke kommer af tro, er synd, og Jakob 4:17 siger, at enhver, der ved, hvad det gode er, han bør gøre, og ikke gør det, synder.

Spørgsmål: Hvorfor kunne et par i 5. Mosebog 24:1-5 ikke gifte sig igen efter skilsmissen, hvis hun efterfølgende havde giftet sig med en anden?

Svar: Skriften angiver ikke årsagen, men versene i dette kapitel handler alle om at opretholde en hellig standard blandt folket. Skilsmisse, selvom den var tilladt i Det Gamle Testamentes tid, var ikke noget, man skulle tage let på. Hvis en kvinde skiftede »frem og tilbage« mellem ægtemænd, ville det ikke fremstå særlig helligt. Det ville også understrege skilsmissens alvor.

Dette er næsten det stik modsatte af islam, hvor en skilsmisse kan være så enkel som, at manden siger »Jeg skiller mig fra dig« tre gange. Og hvis det skiltede par ønskede at gifte sig igen, kunne de i islam ikke gifte sig igen, FØR kvinden havde fuldbyrdet et ægteskab med en anden mand, og dette ægteskab derefter var opløst (enten gennem skilsmisse eller mandens død). I den islamiske verden fandtes der nogle mænd, der »arbejdede« som mustahils, en slags mandlige ægteskabsprostituerede. Hvis et skilt par ønskede at gifte sig igen, betalte de en mustahil for at indgå et midlertidigt ægteskab med kvinden i en dag, hvorefter de kunne finde sammen igen. Hvis du undrer dig over det, findes der ingen sådan regel for mænd. Så hvis du er på udkig efter en karriere eller et bijob, er der nogle karrierevalg, som kristne mænd ikke kan vælge, selvom en muslimsk mand måske kan. For dokumentation i sharia-loven om mustahiler, se Abu Dawud, bind 2, nr. 2192, s. 592-593; bind 2, nr. 2302, s. 629, al-Bukhari, bind 7, bog 63, nr. 186, 187, s. 136; Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 1933–1936, s. 165–168.

Spørgsmål: Skal vi ifølge 5. Mosebog 24:15 betale vores ansatte ved slutningen af hver eneste dag?

Svar: Normalt behøver kristne arbejdsgivere ikke at gøre det. Som en del af den gammeltestamentlige lov siger 5. Mosebog 24:15 ikke, at man skal betale alle arbejdere hver dag, men de fattige og trængende arbejdere, der har brug for det. Vi bør dog betale vores ansatte på det rette tidspunkt på deres lønningsdag og ikke tilbageholde penge. Men en vigtig anvendelse i dag er at betale folk det, man har lovet og skylder, på det tidspunkt, man har lovet; det er at snyde dem at udsætte det.

Når man kombinerer denne lære med, at man ikke må undertrykke de fattige (Jakobsbrevet 5:4), samt at slaveri kun varede syv år, hvor de fik en gave, når deres tid var omme, viser det, at dette var et samfund, hvor man forventede, at en fattig person selv kunne arbejde sig ud af fattigdommen. I mange samfund, både dengang og i dag, er det ikke muligt.

Spørgsmål: Hvorfor står der i 5 Mos 24:16, at børn ikke skal dræbes for deres fædres synder, når de jo blev dræbt for fædrenes synder, som f.eks. Sauls sønner i 2 Sam 21:5-9 og Davids og Batsebas spædbarn i 2 Sam 12:15-18?

Svar: Sauls sønner var også skyldige. Efter Sauls og Jonatans død står der i 2. Samuelsbog 3:1, at krigen mellem Sauls hus (dvs. Sauls sønner) og David varede i lang tid. Du kan læse mere om dette i 2. Samuelsbog, kapitel 3 og 4.

I 2. Samuelsbog 21:5-9 var Sauls syv sønner de to sønner af Saul og Rizpa, datter af Aja, samt de fem sønner af Sauls datter Merab. (Bemærk, at der var to prinser ved navn Mefiboset; Jonatans søn blev skånet, mens Sauls og Rizpas søn ikke blev det.) Saul var tredive år, da han besteg tronen, og ifølge 1. Samuelsbog 13:1 regerede han i 42 år.

Hvad angår det spædbarn, der blev født af Batseba, viser både dette afsnit og moderne erfaringer, at små børn ofte må bære konsekvenserne for andres ondskab. Gud kan tage liv, som Han beslutter, men 5. Mosebog 24:16 siger, at børn ikke skal henrettes for deres fædres synder.

I modsætning hertil kunne en søn i den babylonske Hammurabi-lov, lov 230, undertiden dømmes til døden i stedet for faderen. Så hvis en bygningsmesters uforsigtighed forårsagede ejerens søns død, blev bygningsmesterens søn henrettet som straf. Også perserne, makedonerne og andre dræbte sønner på grund af deres fædres skyld.

Spørgsmål: Hvorfor blev der i 5 Mos 25:3 fastsat en grænse på 40 piskeslag?

Svar: Det står ikke i Skriften, men uden en grænse kunne han blive pisket til døde. Faktisk blev nogle forbrydere i romertiden, der var dømt til korsfæstelse, ikke korsfæstet, fordi piskningen var så voldsom, at de døde inden da. I modsætning hertil havde den babylonske Hammurabi-lov, lov 200, en øvre grænse på 60 piskeslag. Senere havde assyrerne mellem 40 og 50 piskeslag. I 2 Korintherbrev 11:24 fik jøderne 39 piskeslag baseret på dette vers. Dette vers siger 40, men jøderne gav 39 for en sikkerheds skyld, hvis de skulle tælle forkert. Da Jesus blev pisket, blev han pisket af romerne, ikke af jøderne, så vi ved ikke, hvor mange piskeslag Jesus modtog.

I Moses’ tid foregik prygl sandsynligvis på den egyptiske måde, med en kæp i stedet for en pisk, hvor den skyldige blev lagt fladt på jorden og holdt fast ved hænder og fødder.

Spørgsmål: Hvorfor måtte man ifølge 5 Mos 25,4 ikke lægge en mundkurv på en okse, mens den trådte korn?

Svar: Der er to dele i svaret.

Konkret handlede det om at vise dyret godhed. En landmand kunne måske overveje at gøre det for at forhindre oksen i at spise noget korn. Men princippet her er, at eftersom landmanden drager fordel af oksen arbejde, bør oksen have en andel af fordelen her.

Generelt gælder det, at hvis en person eller et dyr arbejder for at skabe en fordel, bør de have lov til at få del i fordelene. 1 Korintherbrev 9:9 og 1 Timoteusbrev 5:18 citerer begge dette vers i sammenhæng med, at menigheden skal forsørge præsterne, som er til gavn for dem.

Spørgsmål: Hvorfor skulle en afdød mandens bror i 5 Mos 25,5-10 gifte sig med enken?

Svar: Dette var ikke obligatorisk, da en mand kunne afslå og dermed risikere den ydmygelse, der fulgte med at være en, der »ikke bar sandaler«. Selvfølgelig er det utroskab at have seksuelt samleje med sin mands bror, mens manden stadig lever, hvilket 3. Mosebog 18:16 og 20:21 specifikt advarer imod. Dette kaldes »leviratægteskab« efter det latinske ord levir, der betyder svoger. Denne form for ægteskab fandt sted i det pågældende samfund af en række årsager.

Det hebraiske ord for søn her, ben, kan betyde søn eller barn afhængigt af sammenhængen. Den græske Septuaginta, Josefus og mange jødiske rabbinere fortolkede det som »barn«, selvom nogle jødiske rabbinere fortolkede det som »søn«. Døtre arvede, når der ikke var sønner, som i Zelofhads tilfælde i 4. Mosebog 27:4-8. ”Barn” og ikke ”søn” er sandsynligvis også ment i 1. Mosebog 38:8-10 og Rut 4:1-17.

Femte Mosebog 25:5-10 lærer, at hvis en mand døde uden børn, var det hans brors pligt at gifte sig med enken, og den første søn skulle føre den afdøde brors navn videre. Se f.eks. Første Mosebog 38:8-10, Rut 1:11-13 og Rut 3:12-4:10. Boas var ikke kun interesseret i at gøre det rigtige, men også i at gøre det på den rigtige måde.

Meget senere, i slutningen af det syttende århundrede, adopterede et velhavende, men barnløst ægtepar i kolonierne en ung mand, der skulle arve deres formue; med den betingelse, at han skulle skifte efternavn til deres: Pemberton.

For kvindens vedkommende ville de sikre, at hun blev forsørget økonomisk af sin nye mand og senere af barnet. I datidens samfund fandtes der ingen officiel statslig ældreomsorg.

I det gamle Mellemøsten uden for Bibelen fortæller Nuzi-tavlerne også, at når en far skaffer en kone til sin søn, og sønnen dør, så gifter pigen sig med en anden søn. Andre gamle kulturer, såsom hettitterne og assyrerne, praktiserede de samme love, bortset fra at assyrerne havde en særregel. Hvis en kvinde blot var forlovet med en forlovet, og den forlovede døde, måtte den forlovedes bror gifte sig med hende. Leviratægteskab forekommer meget mærkeligt for vesterlændinge, men mange andre kulturer anså dette for naturligt. Wikipedia oplyser, at skikken med leviratægteskab blev praktiseret af skyterne, senere kurderne, Hsiung-Nu (Xiongnu) i Kina, hunnerne, kirgiserne, Karo-folket i Indonesien, mange somaliere, Mambila-stammen i Nigeria og det nordlige Cameroun, visse dele af Nigeria, Marogoli-stammen i det vestlige Kenya, zulu-folket, shona-folket i Zimbabwe samt dinka- og nuer-stammerne i det sydlige Sudan.

Siden Det Nye Testamente har der været en forståelse af, at troende skal tage sig af deres familier, herunder deres udvidede familie, i betragtning af den strenge karakter af budet i 1. Timoteusbrev 5:8. Selvom der ikke findes leviratægteskab for kristne i dag, bør vi stadig også yde økonomisk støtte til den udvidede familie.

Spørgsmål: Hvorfor adskiller loven i 5. Mosebog 25,5-10 sig fra det, der blev forventet af Juda, Onan og Tamar i 1. Mosebog 38?

Svar: Husk, at Moseloven endnu ikke var blevet givet på Judas tid. Juda mente, at han havde en forpligtelse over for Tamar, og han handlede imod sin samvittighed ved at vælge ikke at leve op til denne forpligtelse.

Spørgsmål: Hvorfor siger loven i 5 Mos 25,11-12, at kvindens hånd skal hugges af?

Svar: Det hebraiske verbum her henviser til en voldelig handling, ikke blot en utilsigtet handling. Det Gamle Testamente indeholder mange henvisninger til kønnenes værdighed. For eksempel måtte man ifølge 5. Mosebog 21,10-14 ikke udnytte kvindelige fanger, og en hustru, der havde mistet sin mands gunst, måtte ikke få sine børns arverettigheder indskrænket. Der er både ansvar og privilegier. Selv i kamp er der grænser, man ikke bør overskride. Dette kunne forårsage varig skade på en mand og påvirke hans evne til at få børn samt hans ægteskabelige forhold.

Dette er det eneste sted i Toraen, hvor der er tale om en straf, der indebærer at skære noget af. I modsætning hertil havde andre love i Mellemøsten og den senere islamiske sharia-lovgivning andre begrundelser for lemlæstelse. I Assyrien fik en mand for eksempel skåret læben af, hvis han kyssede en kvinde på gaden, der ikke var hans hustru.

Spørgsmål: Hvorfor må man ifølge 5 Mos 25:13-15, Ordspr 11:1; 20:10,23 og 3 Mos 19:35-36 ikke have forskellige vægte?

Svar: Dette henviser til den onde praksis med at veje korn eller andre varer ved at bruge en lettere vægt, når købmanden sælger, og en lidt tungere vægt, når han køber. Det var selvfølgelig meget alvorligt, hvis man blev taget i det, men det var lige så alvorligt i Guds øjne, selvom man ikke blev taget. Men det ærer Gud, når man er ærlig, selv når ingen på jorden kan se det. Ifølge Amos 8:5 var dette tilsyneladende stadig et problem i Amos’ tid.

Spørgsmål: Hvorfor skulle de i 5. Mosebog 25:17-19 udrydde amalekitterne?

Svar: Amalekitterne var efterkommere af Amalek, søn af Elifas og barnebarn af Esau, jf. 1. Mosebog 36:12. Ifølge 5. Mosebog 25:17-19 havde amalekitterne sneget sig ind på Israel og dræbt de gamle og svage, der var blevet efterladt. Israelitterne kæmpede mod dem i 2. Mosebog 17:8-16 og 4. Mosebog 14:39-45. Saul kæmpede mod dem i 1. Samuelsbog 15:1-3, og David kæmpede mod dem i 2. Samuelsbog 1:1. De optræder igen i 1. Krønikebog 4:41-43 i Hiskias tid.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 26:1-4 skulle folket betragte deres land som en arv. Hvilke ting udgør en arv for os i dag?

Svar: En arv er noget, man ikke har fortjent, men som man har fået overdraget af forældre eller andre. Det kan være vores land, vores love, vores jord, rigdom, vores tid, vores helbred, vores kirke og vores nabolag. Vi kan værdsætte det, vi bør passe på det, men vi bør ikke være hovmodige og tro, at vi fortjener det mere end andre.

Som 5. Mosebog 26,2-4 viser, bør vi være taknemmelige over for Gud for det. Vi bør også være kærlige og dele med andre.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i 5. Mosebog 26,2, hvorpå vi ikke blot kan give til Gud, men også give de første frugter til Gud i dag?

Svar: Hvis du har været arbejdsløs og netop har fået et nyt job, venter du så på at komme på fode og have et komfortabelt beløb på banken, før du giver til Gud, eller giver du til Gud med det samme? Det modsatte er, når du har en god investering, såsom aktier: lægger du alt i den og rationaliserer, at du først vil lade den vokse, før du giver noget til Gud, eller giver du til Gud med det samme? Selvfølgelig er det i orden at donere aktierne direkte i stedet for at indløse nogle af dem og derefter donere kontanterne.

Du kan give Gud førstegrøden af din tid og ikke blot den tid, der er til overs, når du er træt.

Spørgsmål: Hvorfor skulle israelitterne i 5. Mosebog 26,5-10 sige dette, når de bragte deres førstefrugter?

Svar: At bringe et offer, af førstefrugterne og tienden, skulle ikke blot være en kommerciel transaktion; det var en tilbedelseshandling. De skulle sige og tænke på disse ting i deres hjerter, når de bragte deres ofre. De skulle huske, hvem de var, og hvor de kom fra. Det var også en fælles tilbedelseshandling; folket var samlet og kunne høre de andre sige dette.

Spørgsmål: Hvorfor skulle folk i 5. Mosebog 26:13-16 vidne over for Gud om, at de ikke selv havde spist noget af deres tiende?

Svar: Gud vidste naturligvis allerede, hvad de havde gjort og ikke havde gjort. Men dette højtidelige vidnesbyrd foran Gud ville blive set af andre og medføre større skyldfølelse, hvis personen løj om dette foran Gud.

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i dette afsnit i 5. Mosebog 26:16-19?

Svar: Dette afslutter hele afsnittet med bestemmelser i 5. Mosebog 12:1-26:19. Det opsummerer på et overordnet plan Guds velsignelser til folket og de forpligtelser, folket har over for Gud i forbindelse med den pagt, de har indgået.

Spørgsmål: Hvorfor giver både de ældste og Moses i 5. Mosebog 27:1 befalinger til folket?

Svar: Dette er det eneste sted i 5. Mosebog, hvor både de ældste og Moses giver folket befalinger. Moses er gammel og skal snart dø, og han vil ikke være til stede ved ceremonien. Folket får at vide, hvad de skal gøre på bjergene Gerizim og Ebal, når de er kommet ind i det forjættede land, men Moses fik at vide, at han ville dø, før de kom derind. Som en sidebemærkning nævnes Moses i tredje person i begyndelsen af den første tale i 5. Mosebog 1:1,5, i slutningen af den første tale i 5. Mosebog 4:41,44; i begyndelsen af den anden tale i 5. Mosebog 5:1 og i begyndelsen af den tredje tale her i 5. Mosebog 27:1.

Spørgsmål: Hvorfor blev disse ord nedskrevet så tydeligt i 5. Mosebog 27:2-8?

Svar: De første, der gjorde dette, kunne høre ordene, men dette skulle fremhæves tydeligt, så alle kunne læse det, både dengang og i fremtiden.

Spørgsmål: Hvorfor fornyede de deres forpligtelse her i 5. Mosebog 27:4-14?

Svar: Dette er en meget stor, engangsbegivenhed, og de indgik ikke engang en ny pagt; snarere fornyede de en eksisterende pagt. Dette kan sammenlignes med et ældre ægtepar, der beslutter at gennemføre en anden bryllupsceremoni for at forny deres ægteskabsløfter. Andre eksempler på fornyelse (ikke indgåelse) af en pagt er, at folket på ny bekræftede Josva, Nuns søn, som deres leder (Josva 24), indvielsen af Salomos tempel i 1. Kongebog 8 og 2. Krønikebog 5, og til en vis grad Hiskias store påskefest i 2. Krønikebog 30. Det sidste var ikke en særskilt fornyelsesbegivenhed, men de bragte mange flere ofre og fejrede den i yderligere syv dage.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 27:4-14, hvornår bør vi forny vores forpligtelse?

Svar: Selvom en fornyelse af forpligtelsen ikke er påkrævet, er det generelt en god idé at afholde en for at minde de mennesker, du leder – såvel som dig selv – om jeres tidligere forpligtelse til at tjene Gud af hele jeres hjerte. Konkret ser vi i 5. Mosebog 27 en fornyelse af forpligtelsen lige før de påbegynder en vigtig opgave, hvor der ville være en stor fristelse til at gå på kompromis og løbe efter andre guder eller være dovne og forsøge at tjene Gud halvhjertet. I 1. Kongebog 8 og 2. Krønikebog 5, ligesom ved indvielsen af templet, bør vi forny vores forpligtelse, når vi indvier en bygning eller et spædbarn til Herren. Ligesom i 2. Krønikebog 30 med Hiskia kan vi foretage en fornyelse, når vi – eller de mennesker, vi leder – er holdt op med at være hengivne til at følge Gud, har omvendt os og ønsker at forpligte os på ny til at følge Ham fuldt ud igen.

Spørgsmål: Hvorfor måtte de i 5 Mos 27,5 ikke bruge jernredskaber, når de byggede et alter, da jernredskaber ville give et pænere og mere præcist resultat end stenredskaber, blødere metaller eller slet ingen redskaber?

Svar: Skriften siger det ikke, men vi kan se to grunde. For det første havde hebræerne ikke jernredskaber og var afhængige af de omkringliggende nationer for at få fat i dem. Dette var før jernalderen i Mellemøsten. Ægypterne havde haft luksuriøse jernredskaber i tusind år forinden, men de var sjældne i Egypten, fordi de udelukkende blev fremstillet ved at hamre på meteoritisk jern. Så de kendte til jern, men der var så få redskaber, fordi (med undtagelse af hettitterne) de fleste kulturer ikke vidste, hvordan man lavede smelteovne, der var varme nok til at smelte jern. For det andet ville jernredskaber (ikke stålredskaber) give et pænt resultat i starten, men hvis noget af jernet blev siddende på stenen, ville det ruste og senere gøre stenen grim og brun.

Her ligger der en metafor for os i dag. Når vi gør ting for Gud, enten ud fra egoistiske motiver eller ved hjælp af uetiske eller på anden måde ugudelige midler, kan resultatet måske vare ved, men det bærer stadig præg af en vis grimhed – paradokset ved vores menneskelige bestræbelser på at gøre ting for Gud uden Guds vejledning eller endda ønske. Tænk på erobrere, der hævdede at erobre kongeriger eller tage folk til fange, eller endda den romersk-katolske inkvisition, der hævdede at gøre disse ting »for Herren«. Nogle gange foretrækker Gud, at en person bare er doven og ikke gør noget, frem for at gøre onde ting under påskud af at gøre det for Ham.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved, at israelitterne blev Herrens folk i 5. Mosebog 27:9?

Svar: Der er to aspekter, som begge er beskrevet i 5. Mosebog 27:12-13. Fordi folket var særligt for Herren, ville Gud i særlig grad velsigne deres lydighed. På den anden side ville de blive forbandet for at være ulydige mod Gud, endda i højere grad end andre folkeslag. Husk, at israelitterne kendte Guds vilje bedre end andre folkeslag på den tid, og de var ansvarlige både for det, de vidste, og for deres forpligtelse til at være Guds folk.

For de nytestamentlige troende siger Jakob 3:1, at ikke mange bør blive lærere, fordi lærere vil blive dømt med større strenghed. For de vantro siger 2. Petersbrev 2:21, at det er bedre for en person ikke at kende sandhedens vej end at kende den og afvise den.

Spørgsmål: Hvorfor netop bjergene Gerizim og Ebal i 5 Mos 27,12?

Svar: Det står ikke i Skriften, men vi kan se, at disse to bjerge lå lige midt i landet, med byen Sichem imellem dem. Gerizim-bjerget lå ca. 28 miles og Ebal-bjerget ca. 40 miles nord for Jerusalem. De lå begge henholdsvis ca. 24 og 18 miles vest for Jordanfloden, og imellem dem lå et pas; Sichem lå på den østlige side af det smalle pas, ca. 18 miles fra Jordanfloden. Leviterne stod imellem dem, i Sichem, ifølge Josva 8:33.

Hvilket bjerg, Ebal eller Gerizim, vil du bestige? Se Raymond Browns *The Message of Deuteronomy*, s. 23, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor skulle hele folket i 5. Mosebog 27:15-26 sige »amen« her?

Svar: Dette betyder IKKE blot, at de synes, det er en god idé, eller at de er enige. Det handler snarere om, at de aflægger en ed på, at de frivilligt underkaster sig denne lov og dens konsekvenser. De ratificerer pagten både for sig selv og deres efterkommere.

På samme måde blev udtrykket »amen« brugt til at sætte en traktatunderskriver under ed i Esarhaddons Nimrud-traktat og som et svar fra hettitiske soldater. Se Wiseman, *Vassal-Treaties*, s. 26, og *Ancient Near Eastern Texts*, s. 353-354.

Spørgsmål: Hvorfor bliver man i 5 Mos 27:19 forbandet på grund af sit forhold til fremmede, forældreløse og enker?

Svar: Dette er en del af et afsnit, 5. Mosebog 27:16-19, om at behandle andre mennesker uretfærdigt. Denne forbandelse retter sig mod dem, der enten udnytter eller uden grund skader fremmede i landet eller andre, der ikke er i stand til at sige fra og forsvare sig selv. Skriften angiver her ikke et bestemt motiv for at gøre nogen uret; det kan være grådighed, modvilje mod de fattige eller ikke-statsborgere, eller blot for sadistisk fornøjelses skyld; det er forkert uanset motivet. Skriften er her yderst vag med hensyn til, hvad det konkret er forbudt at gøre. Der er ikke behov for flere detaljer her, for det dækker alt, hvad man kunne gøre, der er uretfærdigt eller uvenligt over for de forsvarsløse. Dette er bagsiden af »Gør mod andre, som du vil have dem til at gøre mod dig.«

Spørgsmål: Hvorfor findes denne forbandelse mod dem, der havde sex med dyr, i 5. Mosebog 27:21?

Svar: Ifølge Raymond Browns *The Message of Deuteronomy*, s. 266, var dette et aspekt af, at en tilbeder blev ét med de hettitiske guder.

Spørgsmål: Hvorfor forbandes et hemmeligt angreb i 5 Mos 27,24?

Svar: Det ville være tåbeligt for en morder eller røver at angribe åbent, fordi de så ville blive fanget. Men pointen her er, at selvom det sker i det skjulte, og det var så hemmeligt, at ingen på jorden nogensinde fandt ud af det, ville Gud stadig vide det. Stik ikke andre i ryggen.

Spørgsmål: Hvad er de vigtigste kategorier af disse velsignelser i 5. Mosebog 28:1-14?

Svar: Det omfatter landbrug (28:8, 11a, 11c, 12a), familie (28:11b), økonomi (28:12b), militær (28:7, 10, 13) og det åndelige (28:9).

Spørgsmål: Hvorfor ligner Klagesangene i 5. Mosebog 28 dette kapitel så meget?

Svar: De er meget forskellige i stil, da Klagesangene blev skrevet tusind år senere i en præcis, poetisk form. Imidlertid påpeger *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 1209, at der er femten ligheder i indholdet. Dette skyldes sandsynligvis, at forfatteren af Klagesangene (mest sandsynligt Jeremias) bevidst forsøgte at vise, at den katastrofe, der indtraf, ikke var en tilfældig begivenhed, men at Gud bevidst opfyldte de profetiske forbandelser i 5. Mosebog 28.

Hele Klagesangene kan betragtes som et svar på spørgsmålet i 5. Mosebog 29:24.

Spørgsmål: Hvorfor er forbandelserne i 5. Mosebog 28:15-68 fire gange længere end velsignelserne i 5. Mosebog 28:1-14?

Svar: Det var almindeligt i gamle overherredømmetraktater at have velsignelser og forbandelser i slutningen. Det var almindeligt, at forbandelserne for at bryde traktaten var flere end velsignelserne. Paulus talte om, at de, der var under loven, var under en forbandelse; og dette var sandt, når de brød loven. Men i modsætning til Femte Mosebog indeholdt overherredømmetraktater ingen bestemmelser om tilgivelse.

Spørgsmål: Hvad er den forvirring, der profeteres om i 5 Mos 28:20?

A: Dette ord kan bedre oversættes med »panik«. Man kan betragte det som en panik, der er sendt af Gud. Det samme ord bruges om egypterne, der druknede i Det Røde Hav i 2. Mosebog 14:23-28.

Q: Hvordan hænger 5. Mosebog 28:28-40 sammen med de militære undtagelser i 5. Mosebog 20:5-8?

A: De tre undtagelser fra militærtjeneste gjaldt, hvis en mand netop havde plantet en vingård, hvis han var blevet forlovet med en kvinde, eller hvis han frygtede at drage i krig. 5. Mosebog 28:30 nævner to af dem, nemlig at være forlovet med en kvinde og at plante en vingård. 5. Mosebog 28:39-40 forbander de ulydige med at plante vingårde uden at kunne nyde dem. 5. Mosebog 28:28, 34 og 65 taler om, at de vil være vanvittige, rystende og i panik (forvirring).

Spørgsmål: Hvorfor besluttede Gud i 5. Mosebog 28:53-57, at de ulydige israelitter skulle blive kannibaler og spise deres børn?

Svar: Gud ønskede ikke dette, men advarede dem om, at deres straf for ulydighed ville være en belejring af Jerusalem, der var så alvorlig, at Han forudså, at dette ville ske. Desværre skete dette faktisk ifølge 2. Kongebog 6:24-29 og Klagesangene 2:20; 4:10.

Spørgsmål: Hvorfor blev eksil profeteret i 5 Mos 28:64; 4:27?

Svar: Dette skete for det nordlige rige, da assyrerne erobrede det i 722 f.Kr., og for det sydlige rige, da babylonierne erobrede det i 586 f.Kr. Men dette ville ikke have virket alt for chokerende på de første læsere, for uden for Bibelen var det kendt allerede ca. 1800 f.Kr., at en erobrer forviste de indbyggere, der var blevet erobret, som Kenneth A. Kitchen nævner i J.B. Paynes *New Perspectives on the Old Testament*, s. 507, og også i Kitchens *The Bible*, s. 120-122.

Spørgsmål: Forudsagde 5 Mos 28,68 et andet slaveri i Egypten, som den muslimske Ahmad Deedat hævder?

Svar: Dette er en betinget profeti, hvis de fortsatte i deres oprør. Den forudsiger ikke et fangenskab i Egypten, men snarere at de frivilligt vil flygte til Egypten. Efter at babylonierne havde forvist de fleste jøder til Babylon, valgte mange af dem, der var tilbage, at flygte til Egypten og tog en modvillig Jeremias med sig. Jeremias 41:11-44:30 indeholder en udførlig beskrivelse af, hvad der skete.

Senere, da romerne nedkæmpede det jødiske oprør i år 70 e.Kr., efter at romerne havde erobret Jerusalem, sendte de 17.000 voksne jøder til Egypten til tvangsarbejde og solgte alle dem under 17 år, ifølge Josefus’ *Jødernes krig*, bog 6, kap. 9.2. Omkring år 135 e.Kr. solgte den romerske kejser Hadrian også mange jøder som slaver, ifølge Hieronymus’ »Brev til Jer. 31«.

Spørgsmål: Er 5. Mosebog 29:1-29 et resumé af 5. Mosebog 28 eller en indledning til 5. Mosebog 30?

Svar: Begge dele, fordi det kan betragtes som en overgang. Det er en sammenfatning af det foregående og en indledning til det følgende. I jødiske bibler kaldes 5. Mosebog 29:1 i stedet for 5. Mosebog 28:69.

Spørgsmål: Hvorfor kan mirakuløse tegn og vidundere i sig selv ikke føre til tro på Gud i 5. Mosebog 29:3-4?

Svar: På grund af menneskers syndighed og deres dygtighed til at finde alternative forklaringer er Guds selvåbenbaring nødvendig. Guds folk på denne tid indså dette, og de fortalte det til deres børn og børnebørn, som videregav det til deres efterkommere. Men ofte lærer børn ikke af deres forældres modgang; de insisterer på selv at lære af modgang. Johannes 2:18-21; 6:30; 9:40-41; 10:38; 13:7 og andre vers viser det samme.

Spørgsmål: Hvordan forsøger nogle kirkegængere i 5. Mosebog 29:16-18 at »frasige sig« lydighed mod Gud?

Svar: De gør måske alting rigtigt udadtil, og de adlyder måske Gud på mange områder, men der kan være et eller to områder, hvor de fejlagtigt tænker: »Guds bud gælder ikke for mig i denne sammenhæng.« Det kan være en rationalisering, at de er nødt til at lyve for at sælge noget, at de er nødt til at være seksuelt utro, fordi de mener, de er i et dårligt ægteskab, at de er nødt til at stjæle, fordi Gud ellers ikke sørger for nok til dem, at deres dårlige temperament eller sprogbrug er i orden, fordi de mener, det er deres personlighed, eller at de kan gøre noget i hemmelighed, fordi folk ikke vil finde ud af det. Men Gud ved det, og Gud har ikke »fritaget« nogen fra at stræbe efter hellighed i Ham. Kristus kom ikke for at stille sig på vores side. Han kom snarere for at vi skulle være Hans egne og stå på Hans side.

Spørgsmål: Hvad er roden til den bitterhed, der tales om i 5 Mos 29,18 og Hebr 12,15?

Svar: Mennesker, selv troende, kan blive bitre af mange årsager. Det kan skyldes aktuelle trængsler, misundelse over for andre eller generelt en manglende accept af det, Gud gør. Det kan føre til, at man søger en afgud eller noget andet, eller at man nedbryder en barriere mod at synde, hvis man føler, at Gud er ligeglad, eller hvis man er vred på Gud. De vigtigste årsager er at vende sig bort fra Gud (28:20); ulydige handlinger (28:15, 20, 45, 58), utaknemmelighed over for Gud (28:47) og en konsekvens af at tilbede andre guder (28:64; 29:16-17).

Men i stedet for blot »bitterhed« står der i det hebraiske og græske egentlig »bitterhedens rod«. Billedet her er af en skadelig plante, der vokser sig større med tiden, efterhånden som det fjendtlige miljø nærer den.

Spørgsmål: Hvordan bliver nogle mennesker i dag bitre, som beskrevet i 5 Mos 29:18 og Hebr 12:15, og hvad kan vi gøre for at undgå at blive sådan?

Svar: Først og fremmest skal du erkende faren. For det andet skal du bede til Gud om at beskytte dig mod det. For det tredje skal du beslutte dig for at »trække en streg i sandet« og beslutte ikke at blive sådan. For det fjerde skal du holde øjnene rettet mod Gud og hans løfter. Endelig skal du indse, at denne verden alligevel er forbigående, og at de kampe, vi kæmper nu, ikke er noget i forhold til den glæde, vi vil opleve i himlen, som det står i 2 Korintherbrevet 4:17.

Spørgsmål: Hvorfor ville Gud i 5. Mosebog 29:28 udrydde sit ulydige folk og drive dem til et andet land?

Svar: Lad os vende spørgsmålet om. Hvis de var ulydige mod Gud, hvorfor skulle de så tro, at Gud ville have, at de stadig skulle nyde det land, han gav dem? Hvis folket valgte at vende sig bort fra Gud, kan Gud vende sig bort fra dem. Dette skete under eksilet. I en anden forstand er vi alle i eksil, siden menneskeheden blev forvist fra Edens Have.

Spørgsmål: Hvad betyder det i 5 Mos 29,29, at de hemmelige ting tilhører Gud, men at de ting, han har åbenbaret, er vores for evigt?

Svar: Der skelnes her mellem to former for viden.

1. Hemmelige (skjulte) ting, som Gud ikke har åbenbaret for os. Vi er ikke forpligtede til at kende dem eller adlyde dem. Nogle af disse ting kommer vi måske først til at kende, når vi kommer til himlen, og andre ting kommer vi måske aldrig til at kende. Men det er i orden. Guds tanker og veje er højere end vores, som der står i Esajas 55:8-9.

2. Åbenbarede (afslørede) ting, som Gud har åbenbaret, og som vi har ansvar for at kende, adlyde og lære vores børn og andre.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 30,1-2 kunne man måske tro, at israelitterne var yderst tåbelige, fordi de så alle disse ting og alligevel vendte sig bort fra Gud. Men hvad er nogle af de ting i dag, som mennesker ser om Gud, og alligevel ikke lærer deres lektie af?

Svar: Tugt hjælper ikke nødvendigvis nogen; det afhænger af, om de tager imod den og omvender sig. Nogle gange kan det gøre folk mere stædige. Er der nogle synder, som folk bliver ved med at begå, selv efter at de har set alvorlige negative konsekvenser af dem? Ikke kun stoffer og alkohol, men også hvad angår renhed, ærlighed og at behandle andre pænt. Akan og Judas stræbte efter materiel vinding. Gideon og Simson tilbad i grunden sig selv.

Spørgsmål: I 5 Mos 30,6, omskærede Gud israelitternes hjerter, eller var det meningen, at israelitterne selv skulle gøre det, som der står i 5 Mos 10,16?

Svar: Det er som at spørge, om vi selv er ansvarlige for troen, eller om Gud giver os troen. Det rigtige svar er begge dele, for uanset om det drejer sig om frelse eller hengivenhed til Gud, er der et samspil mellem Gud og mennesket. At Gud omskærer vores hjerter, omtales også i Kolossenserbrevet 2:11.

Spørgsmål: Hvordan taler man i 5 Mos 30:11-14 og Rom 10:8 til en person, der siger, at Skriften er for svær at forstå?

Svar: Nogle gange kan det blot være en undskyldning: medmindre jeg kan forstå det hele, behøver jeg ikke at følge noget af det. Men for dem, der rent faktisk har en ægte indvending her, er der tre punkter i svaret.

For det første har Bibelen flere forståelsesniveauer. Nogle dele er så enkle, at et barn i folkeskolen kan forstå dem perfekt. Selv en elev i tredje klasse kan forstå, at man skal vælge, om man vil være en »god person« eller en »dårlig person«, når man bliver voksen. Alle kan forstå, at Gud skabte alt, at vi alle har syndet, at Jesus døde på korset for os og opstod fra de døde. Vi skal omvende os og tro på Ham. Andre dele er meget komplicerede, og højtuddannede teologer kæmper med implikationerne af visse læresætninger. For eksempel: Hvor meget metaviden (om hypotetiske scenarier) har Gud? Hvordan blev vi født med en syndig natur? Da Satan fristede Jesus, var Jesus da fejlfri? Hvordan vil vores kroppe ved opstandelsen være både lig og alligevel forskellige fra Jesu krop? Desuden kan det samme skriftsted nogle gange læses og forstås på forskellige niveauer: et grundlæggende (men sandt) niveau og et dybere (men også sandt) niveau.

For det andet bør troende bede om forståelse fra Helligånden. Han kan vejlede os om, hvilke fortolkninger der er korrekte, og hvilke der er forkerte. Paulus hentyder til dette, når han citerer 5. Mosebog 30:14 i Romerbrevet 10:8.

Endelig har vi hinanden; andre troende, både dem, der lever på samme tid som os, og dem, der for længe siden nedskrev deres indsigt og visdom.

Spørgsmål: Sagde Moses i 5. Mosebog 30:15-20, at (før Kristus) blev et menneske retfærdiggjort ved at adlyde loven?

Svar: Faktisk siger hverken Moses eller Bibelen nogensinde det. Dette afsnit viser de velsignelser og det fællesskab med Gud, der følger af at adlyde loven, samt de forbandelser, der rammer Guds pagtsfolk, når de overtræder loven, men loven frelste ikke. Jesus Kristus sørgede for retfærdiggørelsen for alle, der har troet, uanset om det var før eller efter Kristus.

Spørgsmål: Hvorfor lægges der i 5. Mosebog 30:19 og Josva 24:15-18 så stor vægt på at vælge?

Svar: De skulle ikke blot lytte og være intellektuelt enige, men de skulle vælge at leve deres liv på en gudfrygtig måde, hvilket indebar at sige nej til ugudelige ting. Det er det modsatte af nogle mennesker, som Paulus nævner i 2 Timoteus 3:7, som altid lærer, men aldrig formår at nå frem til erkendelse af sandheden. Hvad angår evangeliet, er man nødt til at træffe et valg.

Spørgsmål: Hvordan undgår vi i 5. Mosebog 31:1-3,7-8 at tro, at succes i tjenesten udelukkende kan afhænge af én person?

Svar: Gud løste problemet ved at tage Moses bort. Men inden da havde Moses forberedt Josva til at overtage. I dag vil der, hvis en gruppe mennesker står i spidsen, ikke opstå et pludseligt chok, hvis én person fjernes. Desuden bør vi tænke over efterfølgeren, og hvem der skal lede arbejdet efter os. Endelig er en organisation, der ledes af ældste, mere modstandsdygtig end en med blot én enkelt leder.

Spørgsmål: Hvordan var folkeslagene i Kana’an i 5. Mosebog 31,3, og findes der i dag nogen folk, der ligner dem?

Svar: Der boede mange folkeslag i Kana’ans land. Kolonier af hettitter og amoritter kom fra Lilleasien. Et par filister og havfolk ankom på det tidspunkt fra nordvest. Et af de mere usædvanlige folk var anakitterne. Der er fundet knogler, der viste, at nogle af dem var 10 1/2 fod høje. De fleste kanaanitter menes dog at være kommet fra det nordlige Arabien. Et folk, der lever i dag, menes at være »fætre« til kanaanitterne; de bor i landet Qatar.

Kana'an blev styret af et stort antal små bystater; de havde stor erfaring med at føre krig mod hinanden. Deres bymure var tykkere end de israelitiske bymure, der blev bygget århundreder senere. Både den nordlige og den sydlige del af Kana'an betalte tribut til Egypten. Josva besejrede 31 konger i begge dele. Sletten blev dog ikke erobret, fordi kanaanitterne anvendte stridsvogne, som var effektive våben på sletten.

Kana'aniternes religion var både dekadent og grusom. Hver region tilbad en lokal herre, eller Ba'al. Kana'anitterne tilbad også gudinden Astarte (eller Ishtar), gudinden for sex og krig. I en legende sendte hun sin mand, guden Tammuz, til helvede (sød dame!). Tre »tiltrækkende« elementer i denne religion var sex, vold og materialisme. De ofrede ikke kun dyr, men også deres førstefødte børn »i ilden«. Hvert tempel finansierede sig delvis gennem ofringer og delvis gennem præstindernes »hellige« prostitution. Da kanaanitterne havde en mere sofistikeret civilisation, og deres religion helt sikkert appellerede mere til kødet end til tilbedelsen af Gud, var det en stor fristelse for israelitterne at vende sig bort fra den levende Gud.

Det er let at se på spædbarnsmordene og prostitutionen og overse en anden virkelig ond ting. I de fleste kulturer er der nogle få, der begår mord og bliver prostituerede, men det store onde er dette: Hvis en kanaanit oprigtigt ønskede at søge Skaberen og leve et godt, moralsk liv, blev han lært, at den eneste vej var at dræbe sin førstefødte og begå utugt. Kan du forestille dig, hvor næsten umuligt det ville være at søge en moralsk Gud, hvis den eneste vej, du kendte, var gennem disse ugudelige handlinger?

På grund af kanaaniternes store synd (1. Mosebog 15:16) og på grund af fristelsen (5. Mosebog 7:16) befalede Gud, at de skulle udryddes fuldstændigt (5. Mosebog 20:16-18). Vi kan overveje, hvor alvorlig synden må blive, før Gud udrydder et folk, men vi kan virkelig ikke sætte spørgsmålstegn ved Guds ret til at gøre med sin egen skabelse, som han ønsker.

Spørgsmål: Hvorfor lægges der i 5. Mosebog 31:6, 31:7 og Josva 1:6-7, 8-18 så stor vægt på at være stærk og modig?

Svar: Det kan skyldes, at nogle af os har en tendens til at være svage og frygtsomme. Vi skal ikke være arrogant selvsikre, men vi bør have tillid til, hvad Gud kan udrette gennem os. Men der er en anden grund. I stedet for at være bange og paniske vil mange flere mennesker helst spille sikkert og ikke lave bølger. I modsætning til begge disse holdninger bør troende være stærke og modige.

Spørgsmål: Hvordan vælger man klogt en efterfølger i 5. Mosebog 31:7-8,23; 32:44; 34:9?

Svar: Først og fremmest skal man indse, at man er nødt til at vælge en efterfølger. Derefter skal man bede og spørge Gud. Man skal dog stadig vurdere personen og også bruge sin egen dømmekraft. Josva havde tilbragt meget tid sammen med Moses og i tabernaklet. Han havde bevist sit værd, da han og Kaleb var de eneste to spejdere, der aflagde en positiv rapport med tro på, at de kunne gå ind i landet. Moses havde ofte Josva ved sin side, så Moses kunne have oplært ham dag for dag. Så Josva blev ikke blot udvalgt, men han var også forberedt. Da Moses her offentligt nævnte Josva, var der ingen, der blev overrasket.

Spørgsmål: Hvorfor blev denne lov ikke anbragt inde i arken i 5 Mos 31,24-26?

Svar: Denne lov, dvs. Femte Mosebog, blev lagt ved siden af arken. Der var kun tre ting inde i arken: De Ti Bud, Arons stav, der spirede, og en krukke med manna. Men denne lov var beregnet til, at folket, især kongerne, skulle læse den. Præsterne skulle læse den op for folket hvert syvende år, som det står i Femte Mosebog 31,9-10, ved Løvhyttefesten. Hvor mange mennesker læser i dag Skrifterne igennem, i det mindste en gang hvert syvende år? Man kunne tro, at præsternes opgave hovedsageligt bestod i at læse Skrifterne, men det ville være at gå glip af pointen. Tværtimod skulle præsterne både ved opmuntring og ved eksempel opfordre folket til at læse og kende Guds lov; at læse Femte Mosebog en gang hvert syvende år var en del af dette. Imidlertid mener »The MacArthur Bible Commentary« s. 238-239, at det var hele Toraen og ikke kun Femte Mosebog.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved denne sang i 5. Mosebog 32:1-44?

Svar: Det handler om »at lære gennem sang«. Dette er ikke primært en lovsang eller en klagesang, men snarere en lærerig sang med pædagogisk og profetisk indhold, hvor nogle vers (32:3-4,8) priser Guds karakter. Det er ikke blot smukt klingende ord, men et udtryk for Guds vilje og en vejledning til liv og død blandt Guds folk. Hvis man lærte denne sang udenad, ville man have et resumé af lovens betydning. I modsætning til moderne testamenter var et testamente, der blev oprettet dengang, uigenkaldeligt.

Spørgsmål: Hvorfor lægges der i 5 Mos 32:1-4 altid vægt på at prise Gud?

Svar: Det herliggør Gud, men det påvirker også os. Som C.S. Lewis sagde (i »Reflections on the Psalms«, s. 94-95), kan man ikke rigtigt nyde noget uden at værdsætte det.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes der i 5 Mos 32,5 en pervers og forvredet generation?

Svar: Det drejer sig om en generation, der afviste Guds Messias. Jesus kaldte generationen i sin tid for netop dette i Mattæus 17:17. Peter og Paulus bruger også dette udtryk i Apostlenes Gerninger 2:40 og Filipperne 2:15.

Spørgsmål: Hvordan påvirkede Septuaginta-oversættelsen tingene her i 5 Mos 32,8f?

Svar: Septuaginta siger: »Da den Højeste delte nationerne, da han adskilte Adams sønner, fastsatte han nationernes grænser i overensstemmelse med antallet af Guds sønner/engle.«

Spørgsmål: Hvad menes der med »øjets æble« i 5 Mos 32:10; Sal 17:8; Zak 2:8?

Svar: Dette henviser til pupillen eller øjets centrum. Det betyder noget, der anses for at være af stor værdi, og som man er meget glad for.

Spørgsmål: Hvordan »rører« en ørn »op« i reden i 5 Mos 32:11a?

Svar: Man skal være meget fortrolig med at observere ørne for at forstå dette. Den unge ørneunge har det ret godt i reden; den behøver ikke at gøre noget og får hele tiden mad serveret. Den ved dette og ønsker typisk ikke at miste noget godt og flyve væk. Men moderen begynder at ødelægge den rede, som ørneungen befinder sig i, hvilket tvinger den unge ørn til at begynde at flyve og klare sig selv. Nogle gange forsøger ørnen at flyve, svæver ned til jorden og sidder fast der et stykke tid. Det er i orden; forældrene vil bringe mad til den jordbundne ørn, indtil den selv kan flyve.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 32:11f, hvilke fugle bærer deres unger på vingerne?

Svar: Kun rovfugle (der findes 44 arter i Palæstina) har vinger, der er stærke nok til at gøre dette. Mindst én af disse, kongeørnen, er kendt for at fange sine unger i vingerne. De dykker ned under ørneungerne og flyver opad med ungerne på ryggen, når ungerne er ved at lære at flyve, ifølge udgaven af National Geographic fra april 2001.

Se https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_birds_of_Palestine 29. juni 2025 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I 5 Mos 32:15; 33:5; 33:26 og Es 44:2, hvem er Jeshurun her?

Svar: Dette er en metafor, og Jeshurun er et kælenavn for Israel, der betyder »den retfærdige« eller »den retlinede«. Tanken er, at Israel oprindeligt behagede Herren. Men ligesom et velernæret dyr kan sparke ud efter den ejer, der fodrer det, er dette en poetisk profeti om, at Guds folk, Israel, ville vende sig mod Gud. De ville tilbede andre guder, som ifølge 5. Mosebog 32:16-17 i virkeligheden var dæmoner.

Spørgsmål: Hvorfor vender nogle af de troendes børn sig bort fra Gud, når de bliver voksne, som det står i 5. Mosebog 32:15?

Svar: Der kan være mange forskellige årsager.

Fristelsen til at følge andre ting. Dette omfatter at blive fristet af en kæreste, ægtefælle eller andre familiemedlemmer.

Materialisme

Stolthed og hovmod

Inkonsekvens og hykleri hos de troende, som de har været vidne til.

Frygt og forfølgelse

Apati som følge af velstand. Der er en lære her: velstand kan være en farligere prøvelse end svære tider.

Bag de fleste af disse spørgsmål ligger to spørgsmål, som de ikke bekræfter positivt: »Er Gud nok?« og »Er Guds vej den bedste vej?«

Spørgsmål: Hvorfor er Herren i 5. Mosebog 32:12,16 så vred over fremmede guder?

Svar: I 5. Mosebog 32:16 står der, at det vækker Guds jalousi. Ligesom en mand eller kone måske føler jalousi, hvis deres ægtefælle har en affære, føler Gud også jalousi, når mennesker følger andre guder. I vers 16 kalder Gud også deres tilbedelse for vederstyggeligheder. På en måde er jorden en slagmark, hvor dæmonerne kæmper mod Gud. Målet eller »præmien« er at få mennesker, der er loyale over for dæmonerne og tror på, følger eller tilbeder dæmonerne.

Engang, da jeg spillede på skolens basketballhold, scorede jeg det afgørende skud. Ser du, det var en jumpball, og dommeren stillede os ved en fejl op baglæns. Jeg tippede bolden, fik fat i den og skød. Den gik ind, men desværre scorede jeg ved et uheld i modstanderholdets kurv. Endnu værre var det, at vi tabte kampen med ét point. Jeg var så flov. En af de usagte regler i basketball er: man skal ikke score point for det hold, der er imod en. Det svarer på en måde til, hvad tilbedelse af fremmede guder er.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 32:21, henviser det »tåbelige folk« her til præislamiske arabere, som den muslimske Ahmad Deedat hævder?

Svar: Dette kan også oversættes med »et folk, der er langsomt til at lære«, men uanset hvad er der ingen grund til at antage, at dette henviser til arabere mere end til ikke-jøder generelt. Nærmere bestemt var de tidlige kristne, der ikke havde jødisk baggrund, hovedsageligt ikke-jøder fra det romerske imperium. Araberne udgjorde ikke en særlig folkerig gruppe.

Spørgsmål: Hvordan er dårlig dømmekraft i 5 Mos 32,28-33 en synd, der fører til undergang?

Svar: Når man ikke kan skelne mellem rigtigt og forkert – enten på grund af frygt, pres eller potentiel tab – kan man ikke vejlede andre. Når man ikke engang selv ved, hvad der er rigtigt og forkert, kan man falde for hvad som helst. Ikke al uvidenhed er uskyldig. Noget skyldes en bevidst indsats for ikke at bekymre sig om, hvorvidt noget er rigtigt eller forkert.

Metaforisk set ville de onde mennesker have rigeligt med vin, men de indså ikke selv – eller også indså de det, men var ligeglade – at deres vin var slangegift. I dag gør folk ting som at tage stoffer, drikke sig fulde og ryge, så de selv forgifter deres egne kroppe.

Spørgsmål: Var Moses’ vrede i 5 Mos 32:48-52 en »synd til døden«, som nævnt i 1 Joh 5:16,17, fordi han blev straffet med at dø, før han kom ind i det forjættede land?

Svar: Nej, dette adskiller sig fundamentalt fra Ananias og Saffira (ApG 5,1-11), nogle troende, der tog Herrens nadver let på (1 Kor 11,31-32), Koras oprør (4 Mos 16) og Akans synd (Jos 7,16-26). De andre døde med det samme, mens Moses levede i mange år, før han døde. Moses’ synd var kun en synd til døden i den forstand, at Adam, Eva og vi alle vil dø som følge af synden.

Spørgsmål: Hvor langt kunne Moses se fra Nebo-bjerget i 5. Mosebog 32:49?

Svar: Nebobjerget lå 2.700 fod over havets overflade og 4.000 fod over Det Døde Hav. På en klar dag kan man derfra se nord for Galilæasøen og syd for Det Døde Hav.

Spørgsmål: I 5 Mos 32,50 står der, at der er liv efter døden. Hvad betyder så udtrykket »samlet til dit folk«?

Svar: Det betyder ganske enkelt, at Moses sluttede sig til de israelitter, der allerede var gået bort. Med andre ord: Moses døde.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 33:1-29: Hvornår og hvordan bør vi i dag udtale velsignelsesord over andre?

Svar: Vi bør velsigne andre mennesker ved at tage os af dem og udføre kærlige handlinger for dem, men det er ikke det, der er tale om her. Der er tre måder.

Bed for dem (når de ikke er til stede): Hvor ofte beder du for din familie, folk i menigheden og ikke-troende?

Giv dem opmuntrende ord: Opbyg dem med en vision om, hvem de kunne være, og forhåbentlig, hvem de er ved at blive. Opmuntr dem til at holde ud og gå efter kernen i Guds vilje, ikke bare snuse rundt i udkanten. Mind dem om, at Guds vej er den bedste vej. I sidste ende findes der ikke noget, der hedder »vellykket synd«. Moses’ velsignelser var en kombination af bønner, lovprisninger, profetier og befalinger.

Bed for dem, mens de lytter: Udover at bede sammen med dem, skal du også bede for dem, om at Gud vil velsigne dem med de virkelig vigtige ting: kendskab til Ham selv, en velforankret tro, og at Guds kærlighed må strømme over i deres liv.

Spørgsmål: Henviser Guds fremtræden med 10.000 hellige i 5 Mos 33,2 til, at Muhammed erobrede Mekka, som den muslimske Ahmad Deedat hævder?

Svar: Nej. Selvom hæren fra Medina talte omkring 10.000 mand, er det den eneste lighed her. Paran lå i Edom, i det nuværende Jordan, og det spillede ingen fremtrædende rolle i Bibelen. Både Mekka og Medina ligger langt syd for Paran, så dette er mildt sagt en »strækning« på flere hundrede mil.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes Simeon ikke i denne profeti i 5. Mosebog 33:6-27?

Svar: Det står ikke i Skriften, men i fremtiden ville Simeon smelte sammen med Juda og miste sin identitet som en stamme med selvstændigt land, jf. 1 Krøn 4:24-42.

Spørgsmål: I 5 Mos 33:6, siger det hebraiske »lad« hans mænd være få, eller »lad ikke/heller ikke« hans mænd være få?

Svar: Det kan oversættes på begge måder. Septuaginta var en ret pålidelig græsk oversættelse af de første fem bøger, og der forstod man det som »lad ham være talrig«.

Spørgsmål: Hvorfor er det i 5. Mosebog 33:6 kun om Ruben, at Moses siger: »Lad ikke hans folk være få«?

Svar: Der blev givet mange profetier om velstand til andre stammer, men ikke til Ruben. Skriften siger det ikke, men vi kan se en grund. Stammerne Ruben, Gad og den halve stamme Manasse bad om land uden for Kana’an, på den østlige side af Jordanfloden; Ruben var den sydligste af de østlige stammer. De fik, hvad de bad om, på betingelse af at de lovede at hjælpe de andre stammer med at erobre deres land. Så vidt vi kan se, holdt disse stammer deres løfte. Men Jordanfloden var naturligvis meget vanskelig at krydse det meste af året, og de østlige stammer var sårbare over for edomitterne, moabitterne, ammonitterne, syrerne og araberne. Der var rigeligt med land i Kana'an, og det var ikke klogt af disse stammer at bede om land uden for Kana'an, som var sværere at forsvare. Måske spurgte de, da de så, at de kunne leve på dette land: »Hvorfor gå længere?«

Der er mange i dag, der, når de ser, at noget ikke er dårligt, også spørger: »Hvorfor gå længere?« Hvis du ikke er groft ude af Guds vilje, vil du så være i den tilstand, hvor du tænker: »Hvorfor gå længere?«, eller vil du være i selve centrum af Guds vilje for dig? En god grund til at gå videre var, at de var sårbare over for at blive fejet væk; både militært og åndeligt. Faktisk hører man på Davids tid ikke længere om de to og en halv østlige stammer. På samme måde: Hvis du vandrer med Gud, men befinder dig i en sårbar situation, måske på grund af fristelse, så skal du – i stedet for at spørge: »Hvorfor gå videre?« – ændre dine omstændigheder eller komme væk fra det sted.

Spørgsmål: Hvad siger denne velsignelse i 5. Mosebog 33,7 om Juda?

Svar: Dette var en velsignelse, der handlede om magt, men den adskiller sig fra velsignelserne om magt til Gad og Dan i 5. Mosebog 33:20-22. Denne velsignelse over Juda fokuserer udelukkende på, at Gud giver magt og hjælp til at beskytte Guds folk.

Spørgsmål: Da Judas kongedømme ikke nævnes i 5 Mos 33,7, viser det så, at dette blev skrevet, efter at de nordlige stammer havde brudt ud, som den skeptiske Asimov’s Guide to the Bible på side 206 hævder?

Svar: Nej, det ville være lige så gyldigt at sige, at Judas kongedømme ikke ville blive nævnt, hvis det var før David og det forenede rige, som det ville være at sige, at det var efter det forenede riges tid. Da det drejede sig om Moses’ velsignelser, var der faktisk ingen grund til hverken at nævne eller undlade at nævne Judas kongedømme.

Spørgsmål: Hvad siger 5. Mosebog 33,8-11 om Levi og loyalitet?

Svar: Efter episoden med guldkalven greb levitterne til sværd i lydighed mod Guds befaling og dræbte deres egne landsmænd. Loyalitet over for Gud og loyalitet over for de andre israelitter ville normalt være det samme, men da de stod i modsætning til hinanden, valgte levitterne at være loyale over for Gud. Levi blev forbandet med at blive spredt i Israel. Dette er imidlertid et eksempel på, at en forbandelse blev forvandlet til en velsignelse.

Vi kan være loyale over for Gud, vores land, en præsident, kirken, familien, en virksomhed, venner osv. Forhåbentlig er der ingen konflikt eller modsætning i loyaliteten over for alle disse. Men når der er det, skal vi sikre os, at vores højeste loyalitet er over for Gud, frem for landet, kirken, familien, virksomheden eller vennerne.

Spørgsmål: Hvad siger 5. Mosebog 33:12 om Benjamin og sikkerhed?

Svar: Nogle mennesker tænker på sikkerhed hele tiden. Nogle mennesker bor i et område, hvor de er nødt til at tænke på sikkerhed det meste af tiden, f.eks. i et krigshærget land. Men du kan finde ro i at vide, at Gud våger over dig. Der er intet løfte om, at kristne aldrig vil lide eller blive dræbt. Men du vil ikke dø, før Gud ønsker at hente dig hjem.

Der var en historie om et fly, der blev fanget i en storm, og flyveturen var meget urolig. Alle virkede bange, bortset fra en ældre dame. De spurgte hende, hvorfor hun ikke var bange, og hun svarede, at hun vidste, hun skulle se sin søn. Hendes søn befandt sig i den by, hvor de skulle lande. Men hun havde også en anden søn, en troende, der var gået bort. Hun sagde, at hun ikke vidste, om de ville lande sikkert eller ej, men hun vidste, at uanset hvad, så ville hun få lov at se sin søn.

Spørgsmål: I 5 Mos 33:16, bør der her stå om Guds nåde, som var i »Sinai« eller »busken«?

A: Da vokaler oprindeligt ikke blev skrevet, lyder ordet »SN«, hvilket kan betyde enten Sinai-bjerget eller en busk (som i den brændende busk). Uanset hvad er pointen den samme. Se til Gud, som på overnaturlig vis viste sig, hvad enten det var i den brændende busk eller på Sinai-bjerget.

Q: Hvad betyder løftet til Asher i 5 Mos 33,25: »Må din styrke svare til dine dage«?

A: Asher vil afslutte sit liv på en god måde; de vil være stærke, så længe de er her på jorden, i stedet for at blive svagere og svagere. Kristne i dag står over for et valg, når vi bliver ældre; vi kan blive fysisk og mentalt svagere. Men forhåbentlig vil vi alle have »styrke, der svarer til vores dage« åndeligt set. Vi bør stræbe efter at »afslutte vores liv på en god måde« i stedet for at blive åndeligt svagere, efterhånden som vores omgivelser og omstændigheder ændrer sig. Vi skal bevidst stræbe efter at efterlade et arv og afslutte vores liv på en god måde.

Spørgsmål: Hvilken slags velsignelse er der tale om for Zebulon og Isaskar i 5. Mosebog 33,18-19?

Svar: Disse to stammer lå langt mod nord, og Aser lå lige ved kysten, fra lige nord for Tyrus mod syd til det, der i dag er Tel Aviv. Det nævnte bjerg er sandsynligvis Tabor-bjerget, som adskiller Zebulon og Isaskar. Ud over at bringe retfærdige ofre handlede dette om materiel velstand. Mellem Libanons skove og deres assimilation med fønikerne blev de meget velstående; men på bekostning af deres åndelige liv. På Davids tid var der ikke længere tale om Aser eller Zebulon; en stor del af stammen var blevet en del af Fønikien. Faktisk var arkitekten bag Salomos tempel, Hiram, som nævnes i 1. Kongebog 7:13-14, af Naftali-afstamning på sin mors side og af Tyrus-afstamning på sin fars side. Faktisk gav Salomo i 1. Kongebog 9:10-12 20 landsbyer i Galilæa væk til Hiram, kongen af Tyrus. Man kunne sige, at det kun var 20 landsbyer, men der burde slet ikke have været nogen landsbyer. Salomo byggede sit tempel ved hjælp af et vigtigt venskab i verden. Det venskab havde sin pris: at give 20 byer fra Guds folk væk til en hedensk konge. Det ville have været bedre, hvis templet ikke havde set så flot ud, uden at man gav Guds folk væk til hedenskabet.

Spørgsmål: Hvad betyder denne profeti i 5 Mos 33,20-23 om stammerne Gad og Dan og en styrke som en løve?

Svar: Disse stammer var krigere, og det blev profeteret, at de ville blive mægtige krigere. Som en sidebemærkning er »Basan« det frugtbare område nordøst for Kana’an, som Dan vandrede til. Det er også beslægtet med det ugaritiske ord basan, der betyder hugorm. Denne profeti adskiller sig meget fra profetien om velstand for Zebulon og Isaskar, der er nævnt før dem, eller Aser, der er nævnt efter dem. Gud ville skænke Gad og Dan succes. Disse stammer overlevede imidlertid ikke, men blev assimileret. Det er ikke nok at være en god kriger; man skal også være forsigtig med, hvem man kæmper for. Det er blevet sagt, at Anden Verdenskrig blev vundet takket være vesteuropæisk beslutsomhed, amerikansk stål og russisk blod, fordi Rusland relativt set led langt flere tab end Amerika eller Vesten. Men måske ville der ikke have været så mange tab, hvis de ikke havde startet Anden Verdenskrig på den forkerte side ved at hjælpe Nazi-Tyskland.

Spørgsmål: Hvordan kan 5. Mosebog 34:1-12 være skrevet af Moses, når hans død nævnes?

Svar: De fleste kristne mener, at de to sidste kapitler i Femte Mosebog blev nedskrevet efter Moses’ død. Moses skrev højst sandsynligt ikke om tiden efter sin egen død, for i Femte Mosebog 33 står der »han sagde« (tredje person) i 33:2, 7, 8, 12, 13, 18, 20, 22, 23 og 24. Det var dog almindeligt, at folk skrev om sig selv i tredje person. Uanset hvad kan i det mindste kapitel 34 være skrevet af forfatteren af Josva eller af Josva selv.

Spørgsmål: Hvordan kunne Moses i 5. Mosebog 34:1-2 se »hele« landet?

Svar: Når nogen fik et land i besiddelse, f.eks. ved køb, skulle de formelt »besigtige det land«, de skulle til at besidde. »Hele« betyder her ikke hver eneste kvadratfod (selv jorden på den anden side af hvert bjerg og hver bygning). Det betyder snarere, at Moses så landet som en helhed.

Spørgsmål: Hvordan reagerer man, når Gud i 5 Mos 34,4 lader en se noget på afstand, men ikke være en del af det?

Svar: Nogle gange gør Gud dette for at disciplinere os, andre gange for at beskytte os, nogle gange bliver det udsat, og andre gange forstår vi ikke årsagen. Nogle gange kan Gud give os noget, som f.eks. en arv, men vi får det først senere, selvom vi måske gerne vil have det hele nu. Uanset hvad bør vi ikke være bitre, men indse, at det, Gud gør, er det bedste for Hans ære.

Ligesom os kunne Moses se tilbage på sit liv og på folket med en blanding af præstationer og skuffelser, med glad tilfredshed og smerte.

Er det så sandt, at Moses aldrig kom ind i Kana'ans land? Måske er det ikke sandt, for Moses og Elias talte med Jesus på Forvandlingsbjerget i Mattæus 17:1-3. Selvom bjerget ikke er specificeret, så kom Moses jo alligevel dertil til sidst, hvis det lå i Kana'an.

Spørgsmål: Hvorfor blev Moses begravet på et hemmeligt sted i 5 Mos 34,5?

Svar: Moses besteg alene Nebobjerget, så ingen mennesker så, hvor han døde. Skriften siger det ikke, men der er to formodninger.

Den jødiske forfatter Josefus sagde, at hvis stedet var kendt, kunne israelitterne have lavet en afgudsbillede af Moses’ lig. Se »1001 Bible Questions Answered«, s. 311, for mere om dette.

I Judasbrevet 9 står der, at ærkeenglen Michael og Satan kæmpede om Moses’ lig. Det kan have noget med dette at gøre, eller at Moses senere skulle vise sig for Jesus ved forvandlingen.

Spørgsmål: Hvordan kunne Moses i 5. Mosebog 34,7 være 120 år gammel og stadig være stærk og have godt syn?

Svar: Gud kan bevare ungdommen, og Gud kan endda genoprette ungdommen, som det fremgår af Job 33:25, Salme 103:5 og muligvis Salme 110:3.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 34:7, var Moses lige så stærk som i sin ungdom, eller kunne Moses ikke længere gå ud og ind, som det står i 5. Mosebog 31:2?

Svar: Moses var stærk, ligesom da han var yngre. Men som 5. Mosebog 31:2 også siger, havde Moses mistet noget af sin bevægelighed, da han »ikke længere var i stand til at gå ud og ind«. Men i 5. Mosebog 34:1 kunne Moses stadig bestige Nebo-bjerget, fordi »han skulle til en begravelse«. Den egentlige grund til, at Moses ikke kunne komme ind i det forjættede land, fremgår af 5. Mosebog 31:3, hvor Moses fortæller folket, at Gud havde sagt, at Moses skulle dø lige før han nåede det forjættede land. Derfor overdrog Moses ledelsen af folket til Josua i 5. Mosebog 31:1-8.

Spørgsmål: I 5. Mosebog 34:9 – hvor ellers i Det Gamle Testamente kom Herrens Ånd over mennesker?

Svar: Her er en liste fra *The MacArthur Bible Commentary*, s. 245.

2. Mosebog 31:3; 35:30,31 – Bezalel for at give ham dygtighed

4. Mosebog 11:17 – Moses

4. Mosebog 11:25 – De syvoghalvtreds ældste

4. Mosebog 24:2 – Bileam, da han profeterede om Israel

5. Mosebog 34:9 – Josua skal efterfølge Moses

Dommerbogen 3:10 – Otniel

Dommerbogen 6:34 – Gideon

Dommerbogen 11:29 – Jefta

Dommerbogen 14:6, 19; 15:14 – Samson

1. Samuelsbog 10:10; 11:6; 19:23 – Saul

1. Samuelsbog 16:13 – David

1. Samuelsbog 19:20 – Kong Sauls sendebud

1 Krønikebog 12:18 – Amasai

2 Krønikebog 24:20 – Zakarias

Esajas 61:1 – Esajas

Ezekiel 3:24; 11:5 – Ezekiel

2 Mosebog 28:3 – visdommens ånd, der blev givet til dem, der fremstillede præsteklæderne.

Spørgsmål: Hvordan kunne Moses i 5. Mosebog 34:10 skrive, at han var en større profet end Jesus? (Dette spørgsmål blev stillet af en ateist)

Svar: Mange konservative kristne tror ikke på, at Moses skrev epilogen til Femte Mosebog efter sin død. Jeg må dog indrømme, at det er første gang, jeg hører om en ateist, der mener, at Moses skrev efter sin egen død. Uanset hvad er svaret dog det samme.

5. Mosebog 34:10 siger: »Siden den tid er der ikke opstået nogen profet i Israel som Moses.« Forfatteren af epilogen til 5. Mosebog havde ret, for dette blev skrevet længe før Jesus kom.

Man må dog give ateisterne æren for deres flid med at gennemgå Bibelen og deres kløgt i at se problemer, som ingen andre ser.

Spørgsmål: Hvem skrev egentlig bogen 5. Mosebog?

Svar: Femte Mosebog blev forkyndt af Moses (5 Mos 1:1-5; 4:1; 4:44-46; 5:1; 29:1-2) eller skrevet af ham (31:9; 31:22,24-26). Det var omkring 1406 f.Kr., selvom den del, der handler om Moses’ død, sandsynligvis blev skrevet kort tid efter. Liberale »højere kritikere« har hævdet, at den blev skrevet af en anden, enten i 701 f.Kr., 520-400 f.Kr. eller under Josias’ reform. Her er nogle argumenter, der understøtter den almindelige opfattelse, at den blev skrevet af Moses.

1) En central del af Josias’ reform var, at der ikke måtte ofres andre steder end i Jerusalem, og det ville ikke give mening, hvis en senere skrift nævnte ofringer i Sichem, på Ebal-bjerget og på Gerizim-bjerget, uden overhovedet at nævne Jerusalem. Jerusalem blev nævnt i Ebla-tavlerne i det 24. århundrede f.Kr., så man skulle tro, at en skrift fra Josias tid (ca. 620 f.Kr.) i det mindste én gang ville nævne templet i Jerusalem.

2) Amalekitterne nævnes i 5. Mosebog 25:17-19. Selvom de var en formidabel fjende i Moses’ tid og stadig fandtes i Davids tid, var de for længst forsvundet i senere tider.

3) I 5. Mosebog 17:14-20 ville det virke mærkeligt at nævne, at de en dag ville få en konge, hvis de allerede havde haft konger i mange århundreder.

4) De detaljerede geografiske oplysninger i 5. Mosebog 2:8, 10, 13, 36; 3:14, 17 ville i bedste fald være meningsløse og sandsynligvis ukendte for en senere forfatter.

5) Hvorfor tales der i 5. Mosebog 3:17 om Chinnereth/Kinnereth? Dette var navnet på Galilæasøen, da israelitterne først ankom, men ikke senere.

6) Som tidligere nævnt stemmer det overens med suzerænitetsaftaler fra perioden 2000–1000 f.Kr., men ikke senere.

Spørgsmål: Hvordan ved vi i 5. Mosebog, ud fra den jødiske filosof Philo, at det, vi har, er det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Som kristne stoler vi på, at det Gamle Testamente, som Kristus bekræftede, er det Gamle Testamente, vi har. I øvrigt siger Koranen for muslimerne, at Jesus fik Toraen i sura 5:46. Vi har tidlige manuskripter fra Kristi tid, hvilket det næste spørgsmål omhandler. Der er dog en yderligere bevislinje. Filo af Alexandria var en jødisk lærd, der levede fra 15/20 f.Kr. til 50 e.Kr. Han skrev på græsk, men det er bemærkelsesværdigt, at hans græske citater fra Det Gamle Testamente stemmer bedre overens med den hebraiske masoretiske tekst end med den græske Septuaginta. Han gik meget i detaljer med, hvad de forskellige vers betyder. Her er de vers, han henviste til i Femte Mosebog.

1:17,31,43; 4:1,4,6,12,19,29,39; 5:16,27,31; 6:7,10,11,13; 7:1,7; 8:2,3,12,14,15,17,18; 9:5; 10:9,10,16,17,18,20-22; 11:8; 12:28,31; 13:1,4,6; 14:1,4,10; 15:1,6,8,12,16; 16:3,19-22; 17:6,15,18; 18:18; 19:14-17,19; 20:1,5,10,19,20; 21:10,14,15,17-21,23; 22:8,10,13,27; 23:1-5,12-14,16,18,19,21; 24:4,7,10,15,19,20; 25:4,11-13,17,18; 26:1,13; 27:2,3,9,15,17,19; 28:12,15,23,28,33,65; 29:4; 30:4,9-12,14-15,20; 32:4,5,7,8,13,15,18,32,34,39; 33:1,4,6,9; 34:4-6,10

Spørgsmål: Hvilke af de tidligste manuskripter fra Femte Mosebog findes der stadig i dag?

Svar: Her er de tidligste.

Præ-nikænske manuskripter af Femte Mosebog

Ketef Hinnom-rullerne er fra 650-587 f.Kr., skrevet på sølv (hvilket er grunden til, at de har overlevet), og indeholder fragmenter af 2. Mosebog 20:6; 4. Mosebog 6:24-26; 5. Mosebog 5:10; 7:9; Nehemias 1:5 og Daniel 9:4.

Dødehavsrullerne: (før Kristus) 29 separate manuskripter. The Dead Sea Scrolls Today, s. 30. Ifølge The Dead Sea Scrolls Translated: The Qumran Texts in English, 2. udgave, og The Dead Sea Scrolls in English, 4. udgave, er det følgende:

4QPaleoDeut[r] indeholder 5 Mos 19:2-3

1Q4

1Q5

2Q10

2Q11

2Q12

4Q28 (= 4QDeut a) (5. Mosebog 23:36?; 24:1-8) (175-150 f.Kr.)

4Q29 (= 4QDeut b) (5. Mosebog 29:24-27; 30:3-14; 31:9-17, 31:24-32:3) viser ligheder med den hebraiske tekst, der ligger til grund for Septuaginta. (Dateret til 150-100 f.Kr.)

4Q30 (= 4QDeut c) (120 vers fra 19 kapitler, herunder 31:16-19) (ca. 150–100 f.Kr.) 5 Mos 3:25-26; 4:13-17,31-32; 7:3-4; 8:1-5; 9:11-12,17-19,29; 10:1-2,5-8; 10:8-12; 11:3,9-13,18; 12:18-19,26,31; 15:1-4,15-19; 16:2-3,6-11,21-22; 17:1-5,7,15-20; 18:1; 26:19; 28:1-14,20,22-25,29-30,48-50,61; 29:17-19; 31:16-19; 32:3

4Q31 (= 4QDeut d) (5. Mosebog 2:26-33; 3:14-29; 4:1)

4Q32 (dele af 5. Mosebog 3,8)

4Q33 (=4QDeut[f]) dele af 93 vers: 5 Mos 4:24-26; 7:22-25; 8:2-14; 9:6-7; 17:17-18; 18:6-10,18-22; 19:17-21; 20:1-6; 21:4-12; 22:12-19; 23:21-26; 24:2-7; 25:3-9; 26:18-19; 27:1-10

4Q34 »er stort set identisk med den tradition, der ligger til grund for den masoretiske tekst, hvad angår stavning, afsnitinddeling og indhold.« The Encyclopedia of the Dead Sea Scrolls, bind 1, s. 199

4Q35 (5. Mosebog 1-2, 31, 33 i den græske Septuaginta)

4Q36

4Q37 (=Femte Mosebog(j)) (omfatter Femte Mosebog 32 og Anden Mosebog 12:43-13:5)

4Q38 (11 fragmenter af 5. Mosebog 5, 11, 19, 20, 23, 25, 26, 32) Disse stammer sandsynligvis fra to forskellige manuskripter.

4Q39

4Q40

4Q41

4Q42

4Q43 (=4QDt(p)) indeholder 5. Mosebog 6:4-11

4Q44 5. Mosebog 32:37-43 stemmer overens med den hebraiske tekst, der ligger til grund for Septuaginta.

4Q45 92 vers

4Q46 palæo-Femte Mosebog (250–200 f.Kr.) Femte Mosebog 26:14–15

4Q122 (græsk Septuaginta)

5Q1 (ca. 200–165 f.Kr.) kapitel 7, 8 og begyndelsen af kapitel 9.

6Q3 (nogle få bogstaver fra 5. Mosebog 26:19)

11Q3 (=11QDeut) Femte Mosebog 1:4-5

I Wycliffe Bible Dictionary, s. 436-438, står der, at der er 25 eksemplarer, men det er muligvis uden at medregne Septuaginta-fragmenterne. I The New International Dictionary of the Bible, s. 261, står der, at der alene i hule 4 findes mindst 14 forskellige manuskripter af Femte Mosebog.

Ifølge *The Dead Sea Scrolls Today*, s. 33, findes der blandt Dødehavsrullerne mange filakterier og mezuzot (som bæres henholdsvis på panden og armene) med tekster fra 2. Mosebog og 5. Mosebog.

Nash-papyrussen, dateret til 150 f.Kr., indeholder de ti bud sammensat af 2. Mosebog 20:2-17 og 5. Mosebog 5:6-6:4f. Dette var den ældste kendte bibelske tekst, indtil Dødehavsrullerne blev opdaget. Et fotografi af den findes i *New International Dictionary of the Bible*, s. 228.

Septuaginta er en græsk oversættelse af Det Gamle Testamente og apokryferne. Ifølge *The Encyclopedia of Religious Knowledge*, s. 746, har vi fragmenter af Septuaginta fra Femte Mosebog, der går tilbage til det 2. århundrede f.Kr.

I *Manuscripts of the Greek Bible*, s. 34, står der, at der findes mere end hundrede eksisterende eksemplarer af den græske udgave af 5. Mosebog 17-33. Det ældste eksemplar stammer fra det 2. århundrede f.Kr. (Papyrus Rylands 458, fragment B), indeholder 5. Mosebog 25:1-3 og befinder sig i John Rylands Library i Manchester, England. Et andet fragment af 5. Mosebog 31:28-30 og 5. Mosebog 32:1-7 stammer fra det 1. århundrede f.Kr. Du kan se billeder af disse samt yderligere diskussion herom i *Manuscripts of the Greek Bible*, s. 60-61. I Freer Gallery i Washington findes en kopi af Femte Mosebog og Josva fra det 5. århundrede e.Kr. Man kan se et billede af et blad, Femte Mosebog 10:6-15, i *Greek Manuscripts of the Bible*, s. 84-85.

Papyri Fouad Inv. 266 består af over hundrede fragmenter af dele af Femte Mosebog 17-33 på græsk. Det stammer fra det første århundrede f.Kr. Blandt andre dele indeholder det Femte Mosebog 31:28-30; 32:1-7.

Nahal Hever (50 f.Kr. til 50 e.Kr.) indeholder XHev/Se3 fra 5. Mosebog 9:5-6, 21-23

Ved Masada (før år 69 e.Kr.) blev der fundet Mas1C, der indeholder 5. Mosebog 33:17-21; 34:2-6

Fundstedet Wadi Murabba’at (ca. 132 e.Kr.) har bevaret 5. Mosebog 10:1-3; 11:2-3; 12:25-26; 14:29; 15:1 eller 2, kaldet Mur 2.

Samlet set er følgende 620,5 hebraiske vers ud af de 959 vers i Femte Mosebog (64,7 %) bevaret i Dødehavsrullerne, Masada, Nahal Hever og Wadi Murabba’at.

1:1-17,22-25,29-39,41,43-46; 2:1-6,8,24-36; 3:14-29; 4:1,13-17,24-26,30-34,47-49; 5:1-33; 6:1-11; 7:2-7,12-26; 8:1-20; 9:1-2,5-7,10-14,17-19,21-23,27-29; 10:1-3,5-12,14-15; 11:2-4,6-13,18,27-32; 12:1-5,11-12,18-19,22,25-26,31; 13:1-14,16,19; 14:1-4,19-22,24-29; 15:1-6,8-10,14-19; 16:2-4,6-11,21-22; 17:1-5,6?,7,12-20; 18:1,6-10,18-22; 19:2-3,8-21; 20:1-19; 21:4-12,16?,23; 22:1-9,11-19; 23:6-8,12-16,22-26; 24:1-8,10-22; 25:1-9,14-19; 26:1-5,14-15,18-19; 27:1-10,24-26; 28:1-18,20,22-25,29-30,44-50,61,67-68; 29:2-5,9-20,22-27; 30:3-14,16-20; 31:1-19,24-30; 32:1-3,6-11,13-14,17-29,33-35,37-43; 33:1-24,29; 34:1-6,8?.

British Museum MS Oriental 7594 Sahidisk koptisk 5 Mos 1:39-2:19; 4:49-8:3; 9:7-13:17; 14:18-18:10; 19:1-20:6; 22:3-26:10; 28:1-6,9-12; 28:14-31:10; 31:12-34:2; Jonas 1:1-4:11; Apostlenes Gerninger 1:1-20:4; 20:6-24:16; 26:7; 26:20-27; 27:10-16; 26:21f-26a; 26:32-27:7; 27:10-16,21f-26a; 27:29f-28:20; 28:23-27,30-31

Kristne bibelmanuskripter fra omkring år 350 e.Kr. indeholder Det Gamle Testamentes Septuaginta, herunder Femte Mosebog. Ifølge The Encyclopedia of Religious Knowledge, s. 746, indeholder Chester Beatty-papyrerne (2.-4. århundrede e.Kr.) Femte Mosebog. Freer Washington-kodeksen (4./5. århundrede) indeholder Femte Mosebog 10:6-15.

Den lucianske redaktion var en kopi af Septuaginta udført af Lucian, en præst og martyr (312 e.Kr.) fra Antiokia. Han korrigerede den græske grammatik og stil.

Vaticanus (325–350 e.Kr.) indeholder hele Femte Mosebog

Sinaiticus (340–350 e.Kr.) indeholder blade fra Femte Mosebog 3:8–4:21; 28:68–30:16.

Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Femte Mosebog

Samariterne udarbejdede deres egen udgave af Toraen i det 2. århundrede f.Kr., selvom de tidligste bevarede samaritanske udgaver stammer fra middelalderen. The Dead Sea Scrolls Today, s. 125-126.

En syrisk oversættelse af Septuaginta blev udført af biskop Paulus af Tella (616–617 e.Kr.), som vi stadig har i dag, ifølge *Manuscripts of the Greek Bible*, s. 35 (fodnote).

De tidlige kirkeforfattere anerkendte Femte Mosebog som en del af Bibelen. Se det næste spørgsmål for en komplet liste fra tiden før Nikæa.

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Femte Mosebog?

Svar: Forfattere fra tiden før Nikæa, der citerede eller hentydede til vers i Femte Mosebog, er følgende. De understregede siger, at Moses skrev den.

Clemens af Rom (96–98 e.Kr.) citerer 5. Mosebog 13:8–9 i 1. Clemensbrev, kap. 29, bind 1, s. 12–13.

Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.), kap. 8, s. 142, citerer 5. Mosebog 10:16.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) citerer 5. Mosebog 32:15 som »af Moses« i »Dialog med Trypho den jøde«, kap. 20, s. 204. Han citerer også fra 5. Mosebog 10:16 som af Moses i samme værk, kap. 126, s. 262

Meleto/Melito af Sardis (170–177/180 e.Kr.) opregnede Femte Mosebog blandt Det Gamle Testamentes bøger i sit brev til Onesimus, *Om påsken*, s. 72. Bevaret i Eusebius’ *Kirkehistorie*, bog 4, kap. 26.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer 5. Mosebog 5:8 som »Moses sagde« i Irenæus’ »Mod kætterierne«, bog 3, kap. 6.5, s. 420.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) citerer fra Femte Mosebog mange steder, herunder Femte Mosebog 6:4 som stammende fra Moses i *Opfordring til hedningerne*, kap. 8, s. 195, og det samme vers i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 5, kap. 14, s. 471.

Tertullian (198–220 e.Kr.) skriver: »I samme ånd står der også i Femte Mosebog«, hvorefter han citerer Femte Mosebog 6:4,12; 11:27; 12:2,3,30; 13:1,6,16; 27:15 i *Scorpiace*, kap. 2, s. 635

Theodotus, sandsynligvis montanist (ca. 240 e.Kr.), citerer halvdelen af 5. Mosebog 17:6 i »Uddrag af Theodotus«, kap. 13, s. 44

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) citerer 5. Mosebog 9:3 som værende af Moses. »Gendrivelse af alle kætterier«, bog 6, kap. 27, s. 88. Han diskuterer også 5 Mos 5:22 som: »Og Moses har ikke været tavs om dette punkt, når han siger, at der er tre ord fra Gud: ’mørke, tåge, storm’, og tilføjede ikke mere.« »Gendrivelse af alle kætterier«, bog 8, kap. 1, s. 118

Origenes (240 e.Kr.) henviser til Femte Mosebog ved navn. »Kommentar til Høj sangen«, bog 3, kap. 6, s. 187

Novatian (250/254–256/7 e.Kr.) citerer 5. Mosebog 8:3 som »lovens ord« i *Om jødisk mad*, kap. 5, s. 648

Novatian (250/254–256/7 e.Kr.) citerer 5. Mosebog 32:8 som »5. Mosebog« i *Afhandling om Treenigheden*, kap. 17, s. 627

*Afhandlingen mod Novatian* (250/4–256/7 e.Kr.) citerer 5. Mosebog 1:17 som i *5. Mosebog*.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer fra »Femte Mosebog« i »Afhandling 12«, tredje bog, 18.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) »I Esajas … i Salme 117 … Også i Zakarias … Også i Deuteronomium: … Også i Jesus [Josva], søn af Nave« Cyprianus’ afhandlinger, afhandling 12, kap. 2.16

Gregor Thaumaturgus (240–265 e.Kr.) citerer 5. Mosebog 22:26,27 som i 5. Mosebog. Kanonisk brev, kanon 1, s. 18.

Dionysius af Alexandria (246–256 e.Kr.) citerer 5. Mosebog 19:14 i Brev 7 til Filemon, en præst, s. 102

Dionysius af Rom (259–269 e.Kr.) nævner »Moses i den store sang i Femte Mosebog« i *Mod sabellianerne*, kap. 2, s. 365.

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) (underforstået) citerer 5. Mosebog 25:4 som fra Moseloven. »Dialog om den sande tro«, første del, kap. 22b, s. 65

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) henviser til Femte Mosebog 32:8 som »loven« i »Kommentar til Åbenbaringen fra det niende kapitel«, 13,14, s. 352.

Methodius fra Olympus og Patara (270–311/312 e.Kr.) citerer fra 5. Mosebog 32:32,33 som værende af Moses. »De ti jomfruers festmåltid«, afhandling 5, s. 327

Athanasius af Alexandria (318 e.Kr.) citerer en del af 5. Mosebog 30:14 som stammende fra Moses. Athanasius: »Mod hedningerne«, kap. 30.1, s. 29

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) skriver: »Moses siger også i Femte Mosebog« og citerer Femte Mosebog 28:66 i »Epitome of the Divine Institutes«, kap. 46, s. 241

Efter Nicæa-koncilet omtaler blandt andre følgende Deuteronomium:

Eusebius af Cæsarea (318–339/340 e.Kr.)

Aphrahat den Syriske (337–345 e.Kr.)

Hegemonius af Sirmium (ca. 351 e.Kr.), der citerer Archelaus (262–278 e.Kr.), henviser til 5. Mosebog 18:15 af Moses. Disputation with Manes, kap. 42, s. 217

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.)

Athanasius (325–373 e.Kr.)

Efraem den Syriske (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.)

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) citerer 5 Mos 13:6; 13:8–9 (Septuaginta) som stammende fra »Moses« og »5. Mosebog« i Brev 3, kap. 17.1, s. 58

Didymus den Blinde (398 e.Kr.) citerer 5 Mos 32:8 som i Femte Mosebog. Kommentar til Zakarias 11, s. 272

Den syrisk-arameiske »Trinbogen« (Liber Graduum) (350–400 e.Kr.) citerer fra 5. Mosebog 27:24 som »sagt i loven«; Memra 22, kap. 10, s. 259. Den citerer også fra 5. Mosebog 5:16–22; 6:4 og 32:15. Den henviser til 5. Mosebog 6:5; 19:14,21; 22:1; 32:4.

Rufinus (374–406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.)

Kirkemødet i Karthago (393–419 e.Kr.)

Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Gamle Testamente. Han diskuterer specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Toraen, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuel og Kongerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggaj, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra og Nehemias. Brev 53, kap. 7–8, s. 99–101.

Pelagianeren Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.) henviser til 5 Mos 24:1–2. Kommentar til Malakias, kap. 2, s. 412. Henviser til 5 Mos 29:23. Kommentar til Hosea, kap. 11, s. 87

Augustinus af Hippo (388–430 e.Kr.)

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.)

Theodoret af Cyrus (423–458 e.Kr.).

Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene i 5. Mosebog mellem den hebraiske tekst, den græske Septuaginta og andre versioner?

Svar: Her er et par eksempler fra de 959 vers i Femte Mosebog. Medmindre andet er angivet, er den første sætning den masoretiske tekst (MT), og den anden er Septuaginta (LXX).

5. Mosebog 1:1 »Arabah« kontra »Det Røde Hav« (et Septuaginta-manuskript, Targum, Vulgata)

5 Mos 1:4 »i Edrei« kontra »og i Edrei« (Septuaginta, syrisk, Vulgata)

5 Mos 1:8 »Herren« kontra »jeg« (den samaritanske Pentateuk, Septuaginta)

5 Mos 2:5 »Jeg vil ikke give jer deres land, ikke engang et fodaftryk, for jeg har givet Seirs bjerg til Esau som ejendom.« kontra »Jeg vil ikke give jer af deres land, ikke engang nok til at sætte jeres fod på, for jeg har givet Seirs bjerg til Esaus børn som arv.« (Septuaginta)

5 Mos 2:8 og 10:6-7 er baseret på 4 Mos 20:17-18 og 4 Mos 33:31-38a i den samaritanske Pentateuk. (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 937)

5 Mos 2:37 »og alt« mod »selv alt / ligesom« (Septuaginta, Targum)

5 Mos 3:9 og 5 Mos 4:48 »Sion« kontra »Siryon« (Septuaginta) kontra »Sirion« (syrisk)

5 Mos 3:12 »ved Arnon-kløften« kontra »på kanten af Arnon-kløften«

5 Mos 5:5 »ord« mod »ord« (Dødehavsrullerne, den samaritanske Pentateuk, Septuaginta, syrisk, Vulgata, Targum)

5 Mos 5:15 »Husk« (MT) mod »Og du skal huske« (Dødehavsrullerne) (The Meaning of the Dead Sea Scrolls, s. 112)

5 Mos 5:15 »sabbatsdagen« (MT, SP, LXX) kontra »sabbatsdagen for at hellige den. For på seks dage skabte HERREN himlen og jorden, havet og alt, hvad der er i dem, og hvilede på den syvende dag; derfor velsignede HERREN sabbatsdagen og helligede den.« (Dødehavsrullerne 4QDt41) (The Meaning of the Dead Sea Scrolls, s. 112)

5 Mos 5:21 efterfølges umiddelbart af 5 Mos 27:2-7 i den samaritanske Pentateuk. (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 937)

5 Mos 8:4 »vabler« kontra »hård hud« (Septuaginta)

5 Mos 9:24 »Jeg har kendt« kontra »han har kendt« (Den samaritanske Pentateuk, Septuaginta)

5 Mos 9:28 »For at landet ikke« mod »For at landets folk ikke« (Septuaginta, den samaritanske Pentateuk)

5 Mos 10:13 »Herre« kontra »Herre, din Gud« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, syrisk)

5 Mos 11:13 »mine bud« kontra »hvert bud« (Septuaginta)

5 Mos 11:14 »jeg« kontra »han« (den samaritanske Pentateuk, visse udgaver af Septuaginta, Vulgata, et mezuzah-citat fra Dødehavsrullerne) Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 90 for yderligere oplysninger.

5 Mos 11:30 »egetræer eller terebinthtræer« kontra »egetræ« (Septuaginta, syrisk)

5 Mos 11:30 »Moreh« (MT, Septuaginta) kontra »Moreh, overfor Sichem« (den samaritanske Pentateuk. Se The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 938)

5 Mos 12:5 »det sted, som Herren din Gud vil udvælge« (MT, Septuaginta) kontra »det sted, som Herren har udvalgt« (den samaritanske Pentateuk)

5 Mos 12:14 »på det sted, som Herren vil udvælge« (MT, Septuaginta) kontra »på det sted, som Herren har udvalgt« (Den samaritanske Pentateuk. The Meaning of the Dead Sea Scrolls, s. 95.)

5 Mos 12:28 »påbyder jer« kontra »påbyder jer i dag« (den samaritanske Pentateuk, syrisk) (NRSV-fodnoten angiver, at »i dag« findes i den græske tekst, men dette fremgår ikke af Brentons udgave af Septuaginta.)

5 Mos 13:6 »din mors søn« kontra »din fars søn eller din mors søn« (samaritansk, Septuaginta, Targum) (Der er ingen ændring i betydningen i denne sammenhæng)

5 Mos 14:13 »sort glente« kontra »sort glente, grib eller falk« i Septuaginta, den samaritanske Pentateuk og nogle hebraiske manuskripter.

5 Mos 15:2 »kræve det af sin næste og sin bror« (MT, den samaritanske Pentateuk) kontra »kræve det af sin næste« (Septuaginta) kontra »kræve det« (4QDeut( c ))

5 Mos 18:15,18-19 »… en profet fra jeres midte, blandt jeres brødre. En som mig – ham skal I lytte til… Jeg vil oprejse en profet for dem blandt deres brødre, ligesom dig; og jeg vil lægge mine ord i hans mund, og han skal tale til dem alt, hvad jeg befaler ham. Og det skal ske, at den, der ikke vil lytte til mine ord, som han taler i mit navn, vil jeg kræve det af ham.” (Masoretisk tekst) i modsætning til: »… en profet blandt jeres brødre, ligesom mig; ham skal I (flertal) høre på… Jeg vil oprejse en profet for jer blandt jeres brødre, ligesom jer; og jeg vil lægge mine ord i hans mund, og han skal tale til dem, som jeg befaler ham. Og uanset hvilke ord denne profet taler i mit navn, vil jeg straffe ham.« (Septuaginta) vs. »… en profet som mig blandt jeres brødre. Ham skal I lytte til i alt, hvad han siger til jer. Og det skal ske, at enhver, der ikke vil lytte til denne profet, skal udryddes fuldstændigt blandt folket.« (Qumran 4QTest, ApG 3:22-23) (The Expositor’s Bible Commentary, bind 9, s. 299-300)

5 Mos 18:19 »krævede det af ham« (MT) mod »tage hævn over ham« (LXX, Eusebius af Cæsarea)

5 Mos 20:8 »embedsmænd« (MT, den samaritanske Pentateuk, Septuaginta) kontra »dommere« (4QDeut(k2)) The Dead Sea Scrolls Bible s. 174

5 Mos 20:8 »for at hans brødres hjerte ikke skal svigte« (MT, Targum) kontra »for at han ikke skal få sin brors hjerte til at svigte« (Den samaritanske Pentateuk, Septuaginta, syrisk, Vulgata)

5 Mos 20:19 »Mennesket er markens træ« kontra »Er markens træer mennesker?« (én bogstavs forskel)

5 Mos 23:2 »YHWHs forsamling; ingen af hans slægtninge skal indtræde i YHWHs forsamling, selv ikke i tiende led« kontra »Herrens forsamling«

5 Mos 25:11 »hans kønsdele« kontra »hans kød« (Samaritansk Pentateuk)

5 Mos 26:3 »erkend i dag Herren, din Gud« kontra »erkend i dag Herren, min Gud« (Septuaginta)

5 Mos 27:4 »Ebal-bjerget« (MT, Septuaginta) kontra »Gerizim-bjerget« (den samaritanske Pentateuk og den gamle latinske/italiske oversættelse) [Samaritanerne ændrede sandsynligvis dette for at styrke deres påstand om, at Gerizim, ikke Jerusalem, var det bjerg, hvor de skulle tilbede.] Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 161 for yderligere oplysninger.

5 Mos 28:30 ændrer »greb fat i hans kønsdele« (sgl) til »greb fat i hans kød« (yshbn) (den samaritanske Pentateuk)

5 Mos 28:11 »kvæg … jord« (MT, nogle Septuaginta-udgaver, den samaritanske Pentateuk) mod »j[ord, … k[væg]« (4QDeut( c ), nogle Septuaginta-udgaver)

5 Mos 29:10 »jeres ledere, jeres stammer, jeres ældste« mod »jeres stammers overhoveder, jeres ældste« (Septuaginta ifølge Brenton) mod »jeres stammer, jeres ældste« (syrisk, græsk ifølge NRSV-fodnoten)

5 Mos 29:11 »jeres børn, jeres hustruer« (MT) kontra »jeres hustruer og jeres børn« (Septuaginta) kontra »jeres børn og [jeres] h[ustruer]« (1QDeut(b)) The Dead Sea Scrolls Bible s. 186

5 Mos 30:9 »kvæg … jord« (MT) kontra »jord … kvæg« (4Deut(b), den samaritanske Pentateuk, Septuaginta) The Dead Sea Scrolls Bible s. 187

5 Mos 30:11 »langt væk« (MT) kontra »langt væk fra jer« (4QDeut(b), Septuaginta) The Dead Sea Scrolls Bible s. 187

5 Mos 30:16 »som jeg befaler« kontra »Hvis I adlyder HERREN, jeres Guds, bud, som jeg befaler« (Septuaginta)

5 Mos 29:29 »til os og vores børn« er markeret med særlige prikker.

5 Mos 31:1 »gik hen og talte« kontra »var færdig med at tale alt« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

5 Mos 31:7 »I skal drage« kontra »I skal bringe« (nogle masoretiske tekster, den samaritanske Pentateuk, Vulgata)

5 Mos 32:6 »han angrede« kontra »han tilgav« (Den samaritanske Pentateuk) (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 938)

5 Mos 32:8 »Han fastsatte folkene grænser efter antallet af Israels børn/sønner« (MT) kontra »han fastsatte nationernes grænser efter antallet af Guds engle« (Septuaginta, Dødehavsrullerne, Clemens af Rom, Justin Martyr, Clemens af Alexandria, Origenes, Novatian, Victorinus af Petau) kontra »Guds sønner« (Dødehavsrullen 4Q37, Symmachus, latin) kontra »Adams sønner«

5 Mos 32:10 »fandt ham« kontra »opretholdt ham« (den samaritanske Pentateuk, Septuaginta)

5 Mos 32:13 »han spiste« mod »gav ham at spise« (den samaritanske Pentateuk, Septuaginta, syrisk)

5 Mos 32:15 »Jeshurun« kontra »Jakob spiste sig mæt; Jeshurun« (Dødehavsrullerne, den samaritanske Pentateuk, Septuaginta)

5 Mos 32:19 »så det« mod »så det og blev jaloux« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

5 Mos 32:43 »nationer« mod »himlene« (Dødehavsrullerne 4Q44, Septuaginta)

5 Mos 32:43 (mangler) (MT) kontra »Lad alle Guds engle tilbede ham.« (Septuaginta, Hebræerbrevet 1:6 og Dødehavsrullen 4Q44 (=4QDeut(q), Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) Prædikener over Hebræerbrevet, prædiken 4, nr. 2, s. 382-383)

5 Mos 32:43 »tjenere« kontra »børn« (Dødehavsrullerne 4Q44 (=4QDeut(q)), Septuaginta)

5 Mos 32:43 (mangler) kontra »han vil gengælde dem, der hader ham« (Dødehavsrullerne 4Q44 (=4QDeut(q)), Septuaginta)

5 Mos 32:43 »renser sit land, sit folk« kontra »renser landet for sit folk« (Dødehavsrullerne 4Q44 (=4QDeut(q)), den samaritanske Pentateuk, Septuaginta, Vulgata)

5 Mos 32:44 »Hoshea« (MT) mod »Josva« (den samaritanske Pentateuk, Septuaginta, syrisk, Vulgata). Hoshea var Josvas navn, før Moses omdøbte ham.

5 Mos 33:2 »over/til dem« kontra »over/til os« (Septuaginta, syrisk, Vulgata)

5 Mos 33:2 »Han kom fra Ribebot-kodesh« kontra »med ham var myriader af hellige« (den samaritanske Pentateuk, Septuaginta, syrisk, Vulgata)

5 Mos 33:8 »din Thummim« kontra »Giv Levi din Thummim« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

5 Mos 33:12 »vil bo trygt på ham« (MT) kontra »vil bo trygt« (den samaritanske Pentateuk) kontra »på Gud« (Septuaginta, Dødehavsrullerne 4Q35)

5 Mos 33:17 »Hans førstefødte tyr« kontra »en førstefødt tyr« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, syrisk, Vulgata)

5 Mos 34:10 »der opstod ikke igen en profet som Moses i Israel« mod »der vil ikke opstå igen« (den samaritanske Pentateuk) (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 938)

Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens Literal Translation, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af The Septuagint: Greek and English. (Nogle græske oversættelser stammer også fra forskellige fodnoter i Bibelen.) Der er ligeledes anvendt *The Expositor’s Bible Commentary*, *General Introduction to the Bible*, *Mystery and Meaning of the Dead Sea Scrolls*, s. 151–152, *The Anchor Bible Dictionary*, bind 5, samt fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene.