Spørgsmål: Hvorfor hedder bogen 4. Mosebog på engelsk ”Numbers”?
Svar: Dette navn stammer fra den græske Septuaginta-oversættelse (arithmoi), hvorfra vi har det engelske ord ”arithmetic”. Navnet skyldes folketællingerne i bogen. Det hebraiske navn er hentet fra det første vers: ”I ørkenen”. Det faktum, at nogle mennesker kan føle sig fortabte i ørkenen, når det drejer sig om matematik, er ikke relevant! 😉
Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i 4. Mosebog?
Svar: Man kan se, hvad der er i fokus i 4. Mosebog, ved blot at huske, at det er den bog, der indeholder mange slægtsregistre og folketællinger. Hovedpointen handler om individets og fællesskabets ansvar over for Gud. Gud holder mennesker individuelt ansvarlige for deres egne synder, men mennesker lider ofte også under konsekvenserne af andres handlinger.
For nogle er 4. Mosebog både en fornærmelse og et gådefuldt værk. Gud er det mest kærlige væsen i universet, men nogle forestiller sig Gud som intet andet end kærlighed. 4. Mosebog er en bog, der viser enhver, der vil se det, at der er mere ved Gud end dette. Gud er hellig, og Gud har også vrede.
Spørgsmål: Hvordan ser en oversigt over Fjerde Mosebog ud?
Svar: Der er forskellige måder at opstille en oversigt over denne bog på. De fleste kommentatorer er enige om de mindre afsnit, der dækker et kapitel eller deromkring, men er uenige om, hvilke af disse mindre afsnit der står alene, og hvilke der er en del af større afsnit. Her er en oversigt, der fremhæver, hvad vi kan lære og anvende fra Fjerde Mosebog i vores liv, når vi billedligt talt »går ud over toppen: Ørkenen fra Sinai til det forjættede land«.
I. 19 dages træning på Sinai (4. Mosebog 1-10:10)
A. Folket bliver registreret (4 Mos 1-4)
1. Den første folketælling: 603.550 (4 Mos 1)
2. Påbud og forpligtelser (4 Mos 2-4)
B. Folkets renhed (4 Mos 5-10:10)
1. Renhed og jalousi (4 Mos 5)
2. En naziræers adskillelse (4 Mos 6:1-21)
3. Tempelpligter (4 Mos 6:22–7:89)
4. Leviternes pligter (4 Mos 8)
5. Guds forsyn: Påsken, skyen og sølvtrompeterne (4 Mos 9-10:10)
II. Håndtering af indre modstand: den 34 år lange rejse gennem ørkenen (4 Mos 10:11-20:13)
A. Fra Sinai til Kades (4 Mos 10:11-12:16)
1. Afgang fra Sinai (4 Mos 10:11-36)
2. Ilden ved Tabera, vagtlerne og plagen (4 Mos 11)
3. Mirjam og Aron modsætter sig Moses (4 Mos 12)
B. Katastrofen ved Kades (4 Mos 13-20:13)
1. De 12 spejderes rapport; tvivl og forsinkelser (4 Mos 13)
2. Oprør fører til nederlag (4 Mos 14)
3. Ofringer og mindekvaster (4 Mos 15)
4. Korahs oprør blandt lederne (4 Mos 16)
5. Arons retfærdighedsstav, et tegn for oprørerne (4 Mos 17)
6. Præsternes pligter og underhold (4 Mos 18)
7. Den røde ko og det rensende vand (4 Mos 19)
8. Moses’ synder (4 Mos 20:1-13)
III. Moabs sletter: Håndtering af modstand: (4 Mos 20:14-25:18)
A. Håndtering af fremmedgørelse og død (4 Mos 20:14-27)
1. Edom: når slægtninge nægter (4 Mos 20:14-21)
2. Arons død (4 Mos 20:22-27)
B. At lære at kæmpe forskellige slags kampe (4 Mos 21)
1. Arads lille angreb (4 Mos 21:1-3)
2. Hvordan man bekæmper slangegift (4 Mos 21:4-9)
3. Kampen mod Sihon og Og (4 Mos 21:10-35)
C. Moab mod Israel (4 Mos 22-25)
1. Bileams forvandling fra forbandelse til velsignelse (4 Mos 22-24)
2. Forførelse og pest (4 Mos 25)
IV. Forberedelse til det forjættede land (4 Mos 26-36)
A. 4 Mos 26: Den anden folketælling: 601.730
B. Forpligtelser: familiemæssige, offentlige og personlige (4 Mos 27-30)
C. Erobringen af det transjordanske område (4 Mos 31-32)
1. Dom over midianitterne (4 Mos 31)
2. Ikke det bedste: at stoppe før det forjættede land (4 Mos 32)
D. Tilbageblik og forberedelse af fremtiden (4 Mos 33-36)
1. Vigtigheden af at genbesøge fortiden (4 Mos 33)
2. Fastlæg fremtidige grænser på forhånd (4 Mos 34)
3. Kend dine tilflugtssteder (4 Mos 35)
4. Valg for at bevare arven (4 Mos 36)
Spørgsmål: Hvordan kunne israelitterne i 4 Mos 1 og 2 Mos 1 have en så høj fødselsrate, at de på 430 år gik fra 67 mænd til 602.000 mænd?
Svar: Det ville svare til 2,15 % om året, hvilket ikke er en særlig høj årlig befolkningsvækst. Til sammenligning var den årlige befolkningsvækst i 1983 i Ny Guinea, Indonesien og Malaysia på 2,5 %. Den årlige befolkningsvækst i Mellemamerika i 1983 var ca. 3,16 %. Til sammenligning var de årlige fødselsrater i Ny Guinea, Indonesien og Malaysia henholdsvis 4,2 %, 4,15 % og 3,07 %. Den årlige fødselsrate i Mexico var 4,2 %, og i andre mellemamerikanske lande lå den mellem 3,5 % og 4,86 % om året.
Hvis israelitterne var fri for krig og hungersnød i 430 år, og de havde en længere levetid (som i 2. Mosebog 6:16-20), kunne deres befolkning vokse med 2,15 % alene af naturlige årsager. En blandet skare af ikke-israelitter fulgte med dem (2. Mosebog 12:38, 3. Mosebog 24:10), og Gud lovede også at forøge Abrahams antal i 1. Mosebog 17:2. Se »1001 Bible Questions Answered«, s. 311-312, for mere om den blandede skare.
Spørgsmål: Hvordan kunne Sinai-halvøen i 4. Mosebog 1 og 2. Mosebog 1 brødføde over 600.000 mænd plus kvinder og børn?
Svar: Den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 166, siger, at dette tal er usandsynligt stort. Selv med mere rigelige regnmængder dengang kunne halvøen stadig ikke brødføde dem, som 2. Mosebog 16:3 antyder. Derfor var miraklerne med mannaen og vagtlerne (2. Mosebog 16) ikke blot en hjælp, men en nødvendighed.
Spørgsmål: I 4. Mosebog 1, kunne tallet så være 30.000 i stedet for 600.000 mænd?
A: Nej. Denne teori blev først offentliggjort omkring 1955 med det formål at oversætte det hebraiske ord (‘eleph) som »klan« i stedet for »tusind«. Når dette ord imidlertid anvendes, følger der ord for hundreder, derefter tiere og enere. Desuden stemmer det samlede tal, over 600.000, overens med at læse (‘eleph) som tusind, og ikke med at læse (‘eleph) som klan.
Spørgsmål: Hvad er et kort svar på, hvorfor der i 4. Mosebog 1 og 3 var et så relativt lavt antal førstefødte sønner?
Svar: Tallet 22.273 omfattede sandsynligvis kun dem, der var født i de to år, de havde vandret i ørkenen. Påsken dækkede allerede de øvrige. Alternativt kan Farao have ladet mange førstefødte sønner dræbe i Egypten.
Spørgsmål: Hvorfor var der i 4. Mosebog 1 og 3 et så relativt lavt antal førstefødte sønner?
Svar: Først de grundlæggende fakta, mindre relevante oplysninger og derefter svaret.
Grundlæggende fakta: 4. Mosebog 1:46 og 4. Mosebog 2:32 siger, at der ved den første folketælling var 603.550 ikke-levitiske mænd, der var tyve år eller ældre og kunne tjene i hæren. 4. Mosebog 3:42 siger, at antallet af førstefødte drenge, der var en måned eller ældre, var 22.273. Dette giver et forhold på 27:1. Forholdet kan betragtes som endnu højere, da det første tal omfatter 20+ raske mænd, og det andet tal omfatter mænd, der er en måned eller ældre.
Mindre relevant information: Selvom der er en lavere procentdel af førstefødte sønner i store familier, er det sandsynligvis ikke hovedårsagen til det høje forhold. Naturligvis kunne Gud mirakuløst have ændret forholdet mellem kvinder og mænd, men Bibelen hævder aldrig, at Gud udførte dette mirakel, og det er unødvendigt at henvise til dette mirakel for at besvare spørgsmålet tilfredsstillende.
Svaret består af tre dele.
Husk, hvorfor dette blev gjort. Alle de førstefødte, der forlod Egypten, var allerede »beskyttet« af påskeblodet, så der var ingen grund til at ofre for de samme førstefødte to gange. De egyptere, der ikke var beskyttet, havde allerede fået deres førstefødte dræbt. Der var således ingen grund til et offer eller en udveksling af disse førstefødte. Behovet for en udveksling eller betaling for de førstefødte gjaldt kun de drenge, der blev født i perioden efter, at de forlod Egypten.
Hvor lang var denne periode? I 4. Mosebog 1:1 står der, at den første folketælling fandt sted på den første dag i den anden måned i det andet år efter, at de forlod Egypten. Da drenge under en måned blev udelukket, drejede det sig altså om de førstefødte drenge, der var født i en periode på 24 måneder. Befolkningsvæksten blandt israelitterne i Egypten synes at have været omkring 2,15 % om året, og den årlige fødselsrate i lande i dag med en tilsvarende årlig vækstrate varierer fra 3 til 4,86 %. (Se diskussionen om 4. Mosebog 1 og 2. Mosebog 1 for disse tal.) På to år ville 603.550 drenge og en fødselsrate på 3 til 4,86 % forventes at resultere i mellem 37.000 og 61.000 flere drengebørn, forudsat et ligeligt forhold mellem mænd og kvinder. Selvfølgelig ville dødsfald blandt spædbørn under to år reducere dette tal, men det faktum, at par, der ofte havde været adskilt, fordi mændene arbejdede på byggeprojekter, nu var sammen hele tiden, ville måske mere end opveje spædbarnsdødeligheden.
Intervallet på 37.000 til 61.000 mænd passer faktisk ret godt med 22.273 førstefødte drenge, i betragtning af at nogle af de førstefødte sandsynligvis blev dræbt, da de blev født i Egypten. (I øvrigt viser 2. Mosebog 13:12, at det for både mennesker og dyr er moderens førstefødte, ikke faderens, der tæller med ved indvielsen. Mens arv ofte blev regnet som faderens førstefødte, var det arv, ikke offer.)
Faraos dekret: Hvis du ikke accepterer, at ofringen kun gjaldt dem, der blev født efter udvandringen fra Egypten, men alle førstefødte drenge, så overvej dette: Hvis Faraos lov blev håndhævet strengt, ville der ikke være nogen førstefødte israelitiske drenge. Selvom 2. Mosebog 1:15-20 siger, at Sifra og Pua lod de førstefødte drenge leve, var dette 80 år før udvandringen. Anden Mosebog siger intet om, hvorvidt Shiphrahs og Puahs efterfølgere havde samme handlefrihed i ledelsen af jordemødrene, især i tiden lige før udvandringen.
Konklusion: Det er tvivlsomt, om nogen helt tilbage i 1400 f.Kr. kunne have tænkt på al den matematik og alle fødselsraterne for at finde på disse tal. Antallet af de førstefødte tjener som en bekræftelse af nøjagtigheden af folketællingen i lyset af den sande beretning om begivenhederne.
Spørgsmål: Hvorfor lod Gud i 4. Mosebog 1 Moses kun tælle mændene?
Svar: 4. Mosebog 1,3 og 49 giver svaret. Det var ikke alle mænd, de tællede, men krigerne. De, der ikke kunne kæmpe, og levitterne, som ikke måtte kæmpe, blev udelukket.
Spørgsmål: I 4. Mosebog 1, i det andet år efter udvandringen, blev folketællingen da foretaget i den anden måned eller i den første måned, som 2. Mosebog 40:2 [angiveligt] antyder?
Svar: Den militære folketælling fandt sted i den anden måned. Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. Tællingen efter stammer til militære formål (4. Mosebog 1:46) fandt sted i den anden måned (4. Mosebog 1:1-2).
2. Selvom tabernaklet (mødeteltet) blev rejst i den første måned (2. Mosebog 40:2), står der ikke, at afgiften til tabernaklet blev opkrævet umiddelbart på det tidspunkt.
3. Hvis der kun var én folketælling i den anden måned, ville det samlede antal og summen af stammerne naturligvis stemme overens.
4. Hvis der var to folketællinger, én i den første måned til tabernaklets skat og én i den anden måned til militære formål, ville tallene stemme overens, fordi de lå så tæt på hinanden.
Spørgsmål: Findes der i 4. Mosebog 1:2-42 noget udenbibelsk bevis for, at nogle af de israelitiske stammer befandt sig i Palæstina længe før udvandringen?
Svar: Nej. I begyndelsen af det tyvende århundrede pegede nogle på ord i de ugaritiske epos, der havde ligheder med ordene Asher og Zebulun. K.A. Kitchen skriver i *Ancient Orient and Old Testament*, s. 71: »De formodede henvisninger til Asher, Zebulun osv. i de ugaritiske epos blev for længst bevist ikke at eksistere.« I sine fodnoter henviser han til W.F. Albright, *BASOR* 63 (1936), s. 27-32, og *BASOR* 71 (1938), s. 35-40, samt R. de Langhe, *Les Textes de Ras Shamra-Ugarit…*, II, 1945, s. 469-519.
Spørgsmål: Hvor slog de ikke-israelitiske »blandede skarer«, der nævnes i 2 Mos 12,38, lejr i 4 Mos 2?
Svar: Nogle gik sandsynligvis deres egne veje og forlod israelitternes følge. Andre af dem slog uden tvivl lejr i udkanten af israelitternes lejr, såsom den blasfemiske halvisraelit i 3. Mosebog 24:10. Hvis de også kunne få manna og vagtler, ville det være umagen værd. Atter andre boede sandsynligvis blandt en bestemt israelitisk stamme.
Spørgsmål: I 4. Mosebog 3:12 skulle alle stammers førstefødte gives til Herren, så hvorfor blev hele Levi-stammen i stedet givet til Gud?
Svar: Skriften siger ikke, hvorfor Levi-stammen blev udskiftet. Da alle jo alligevel var Guds folk, kunne Gud naturligvis indrette tingene, som Han ønskede. Som en sidebemærkning profeterede Jakob i 1. Mosebog 49:7, at Levi-stammen ville blive spredt.
Spørgsmål: Hvordan kan det i 4. Mosebog 3:13, at Gud dræbte de førstefødte egyptere, få de førstefødte israelitter til at tilhøre Gud?
Svar: Der er ingen logisk begrundelse for, at det nødvendigvis skulle være sådan. Skriften fortæller os ikke, hvorfor Gud valgte at medtage dette som en del af aftalen mellem Ham og sit pagtsfolk. Vi kan dog spekulere i tre årsager.
En påmindelse om fortiden: Denne skik ville tjene som en vigtig påmindelse om deres befrielse fra Egypten.
Tidløs sandhed: Alle tilhørte jo egentlig Gud alligevel; selvom Gud kunne have krævet dette af alle, valgte han kun at kræve det af nogle.
Fremtidigt formål: Denne praksis kunne tjene som en vis beskyttelse mod, at de efterlignede den kanaanitiske skik med at ofre de førstefødte børn til afguder.
Spørgsmål: Hvorfor blev der i 4 Mos 3:16-34 kun talt de mandlige levitter?
Svar: Folketællingen havde til formål at udføre det fysiske arbejde med tabernaklet og ofrene, og det var mændene, der udførte det. Se også det næste spørgsmål.
Spørgsmål: Hvorfor blev levitter fra en måneds alder talt med i 4 Mos 3:16-34, når drenge på en måneds alder ikke blev talt med for de andre stammer?
A: Det fremgår ikke af Skriften. En mulig årsag kunne være, at forholdet mellem mænd og unge drenge ikke blev påvirket af krig, da levitterne ikke drog i krig.
Q: Hvorfor stemmer tallene ikke i 4 Mos 3:28?
A: Der er sandsynligvis tale om en kopieringsfejl her, hvor der er skrevet 8.600, hvor der skulle have stået 8.300.
Q: Hvorfor forekommer andelen af førstefødte drenge lav i 4 Mos 3:42-46?
Svar: Enten er der tale om de førstefødte, der blev født i ørkenen, eller også lod Farao de fleste af de førstefødte i Egypten dræbe. Se diskussionen om 4. Mosebog 1 for svaret.
Spørgsmål: Hvorfor skulle de i 4. Mosebog 3:48 betale for det ulige antal?
Svar: Gud kunne handle med israelitterne, som Han ville. Gud ønskede tilsyneladende at handle med dem på en måde, de kunne forstå.
Spørgsmål: I 4 Mos 4:3, begyndte levitterne at tjene i en alder af tredive, eller femogtyve i 4 Mos 8:24, eller tyve i Esra 3:8?
Svar: 4. Mosebog 8:24 siger, at alle levitter mellem 25 og 50 år skal deltage i arbejdet i Mødeteltet.
I 4 Mos 4:3 står der, at man skal tælle de kohatitiske mænd i alderen 30 til 50 år, »alle, der er kvalificerede til at tjene i arbejdet i Mødeteltet«. Der står aldrig, at de 25- til 30-årige kohatitter ikke tjente, kun at de ikke skulle tælles med. Dette kan have været, fordi levitterne havde en læretid.
I Esra 3:8, da de hjemvendte byggede templet, blev levitter på 20 år og derover udpeget, ikke til at tjene i templet, men til at føre tilsyn med dets opførelse. Den unge alder kan have været et praktisk hensyn på grund af det lille antal levitter.
Spørgsmål: Skulle stængerne i 4 Mos 4:6 fjernes fra Pagtens Ark, eller skulle de forblive i Arken, som 2 Mos 25:15 antyder?
Svar: 4. Mosebog 4:6 siger, at stængerne var [*] arken, når den blev transporteret. Ordet i [*] kan betyde fastgjort, indsat eller muligvis justeret.
I 2. Mosebog 25:15 står der, at stængerne ikke måtte fjernes fra arken. Dette kunne også betyde, at stængerne ikke måtte fjernes fra hullerne i arken.
Der er to mulige svar.
1. Når arken stod stille, blev stængerne fjernet fra arken, men opbevaret tæt ved den.
2. Stængerne forblev altid i arkens huller, men de blev justeret og fastgjort før transporten.
Spørgsmål: Hvorfor lægges der i 4. Mosebog 5:8-10 vægt på at give til præsten?
Svar: Hvis der er en person, der er blevet forurettet, skal denne person have erstatning plus en femtedel ekstra. Men hvis der ikke længere er nogen til stede, der kan modtage erstatningen, skal den skyldige ikke slippe helt ustraffet. Det må heller ikke være et skinnetilbud, hvor man giver offergaven for i sidste ende selv at beholde den. I stedet giver de offergaven, præsterne modtager den, og den tilhører præsterne.
Spørgsmål: I 4 Mos 5,13-22, hvor alle drak det samme vand, virker det da ikke overtroisk?
Svar: Slet ikke. Der var ingen naturlig årsag til, at den skyldige ville svulme op, mens den uskyldige ikke ville. Gud ville på overnaturlig vis frembringe forskellen.
Spørgsmål: I 4 Mos 6,2: Kunne en kvinde være naziræer?
Svar: Ja, bestemt. 4. Mosebog 6:2 lærer udtrykkeligt, at kvinder også kunne være naziritter.
Spørgsmål: I 4 Mos 6,5 skulle en naziræer ikke klippe sit hår, og Paulus sagde i 1 Kor 11,14, at mænd ikke bør have langt hår. Kunne det betyde, at kun skaldede mænd kunne være mandlige naziræere?
Svar: For det første talte Paulus om det almindelige liv, ikke om en naziræers særlige løfte, for efter at have skrevet 1 Korintherbrevet betalte Paulus selv udgifterne for naziræerne i Apostlenes Gerninger 21:23-24. For det andet blev naziræiske løfter ikke nævnt for ikke-jøder, herunder ikke-jødiske kristne.
Spørgsmål: Hvorfor lod Gud i 4 Mos 7,9 helligdomens genstande bæres på mændenes rygge, når alt andet kunne transporteres på oksekærrer?
Svar: Gud ønskede sandsynligvis dette af to grunde.
Praktisk: Genstandene får færre ridser og buler, hvis de bæres omhyggeligt af mennesker, end hvis de ligger i en vogn trukket af okser, der måske kører over ujævnt terræn.
Symbolsk: Dette skulle være en illustration for israelitterne af, at de dele, der var forbundet med den præstelige tilbedelse, skulle behandles med respekt, selv når der ikke blev udført tilbedelse. I 2. Samuelsbog 6:6-7 blev Uzza dræbt af Gud, da han rørte ved arken, mens den blev transporteret på en vogn.
Spørgsmål: Hvorfor »byttede« Gud i 4. Mosebog 8,17-19 her israelitternes førstefødte ud med levitterne?
Svar: Fire punkter, der kan overvejes som en mulig forklaring.
1. Gud som Skaber kan gøre krav på retten til den førstefødte, den næstfødte og alle de fødte.
2. Guds udtalelse tjente som en påmindelse om, at Gud reddede israelitternes førstefødte under påsken, da alle de førstefødte i Egypten blev dræbt.
3. For at tjene som en påmindelse krævede Gud ”ofringen” af de førstefødte blandt alle dyr og mennesker. Da mennesker ikke skal dræbes fysisk i noget offer, kunne de i stedet vies til Herrens arbejde for livet.
4. I stedet for at Israels førstefødte blev viet til Herrens arbejde for livet, lod Gud levitterne træde i deres sted.
Spørgsmål: Skulle alle levitiske mænd på 25 år og derover i 4 Mos 8:24 komme for at deltage i arbejdet i mødeteltet, eller blev alle levitiske mænd på 30 år og derover, der kom for at arbejde i mødeteltet, talt med i folketællingen, som det står i 4 Mos 4:3?
Svar: Dette kunne være en skrivefejl, men *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 2, s. 770, antyder, at der kunne have været en femårig læretid.
Spørgsmål: Skulle levitterne i 4 Mos 8:24 deltage i arbejdet i templet, når de var 25 år gamle, eller var de levitter, der arbejdede, 20 år gamle, som det står i Esra 3:8?
Svar: Begge dele, fordi de henviser til forskellige ting. Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.
Ikke svaret: 4. Mosebog 8:24 fastsatte loven for levitterne i Moses’ tid, og Esra 3:8 fortæller, at Serubbabel udpegede levitter på 20 år og derover til de særlige omstændigheder i en anden tid. Dette er ikke svaret, fordi det antyder, at Serubbabel ignorerede Moseloven, og der findes en langt enklere forklaring, der ikke kræver dette.
Svaret: En offerhjælper er noget andet end en bygningsarbejder. Bestemmelserne i 4. Mosebog 8:24 gjaldt levitter i alderen 25-50 år, som udførte arbejdet med at bistå præsterne i tabernaklet og senere i templet. Esra 3:8 omtalte, at Zerubbabel udpegede levitter på 20 år og derover som byggetilsynsmænd.
Spørgsmål: Hvordan kunne skyen om dagen og ildsøjlen om natten følge israelitterne i 4. Mosebog 9:15-21?
Svar: Det var åbenbart overnaturlige tegn, som Gud brugte på en enkel og meget synlig måde for at forsikre dem om sin tilstedeværelse. Alligevel var israelitterne ofte ulydige. I dag, hvor Gud bor i os, men vi ikke har sådanne synlige tegn på hans tilstedeværelse, kan det være fristende at sige: »Hvis jeg bare så flere mirakler, ville jeg være mere lydig.« Men israelitterne så mange mirakler, og alligevel var de ulydige. Ligeledes var der mange blandt de skarer, der senere fulgte Jesus, som ikke ville følge ham. Derfor er selv overnaturlige tegn alene ikke nok til at overbevise nogle mennesker.
Spørgsmål: Hvorfor bad Moses i 4 Mos 10,30-31 Hobab om at lede israelitterne, når det i 4 Mos 10,34 og 2 Mos 13,21-22 står, at Gud ledte dem ved en sky og en ildsøjle?
Svar: Et svar kunne være, at Moses måske blot tog fejl, da han troede, at Hobab ville være nødvendig, selvom Gud ledte dem. Dette er dog sandsynligvis ikke korrekt; selv med Gud som deres leder ville Hobab stadig have været nyttig.
2. Mosebog 13:21-22 og 4. Mosebog 10:34 angiver, at formålet med skyen og ildsøjlen var at fortælle dem, hvornår de skulle bryde op, at give dem lys på deres rejser om natten og at lede dem på deres vej.
I 4. Mosebog 10:30-31 blev Hobab ikke bedt om at fortælle dem, hvor de skulle rejse hen, men snarere om at vise dem, hvor de skulle slå lejr, og fungere som deres øjne i ørkenen.
I dag er der nogle, der udelukkende stoler på menneskelig dømmekraft og ikke ser til Gud. Andre søger vejledning hos Gud og afviser al menneskelig hjælp. Vi bør lade os lede af Gud, men vi må også erkende, at Gud nogle gange på en forsynende måde stiller mennesker til rådighed for at give os hjælp og kloge råd.
Spørgsmål: Stod arken i 4. Mosebog 10:33 foran lejren, eller midt i den, som det står i 4. Mosebog 2:17?
Svar: Hver af stammerne havde sin egen lejr, der vendte mod midten. Arken befandt sig således i midten, foran indgangen til hver stams lejr (undtagen leviternes, der lå i midten).
Spørgsmål: I 4. Mosebog 11:4-6 havde folket et stærkt begær efter kød og begyndte at klage. Jeg tænkte på – kunne folket ikke have slagtet nogle lam og spist dem? I vers 22 spørger Moses endda Gud, om dyrene skal slagtes for at skaffe mad til hele nationen. Jeg ved godt, at Moses talte i frustration, men måske kunne man blot have slagtet nogle lam til dem, der havde den intense trang. Som jeg forstod det, havde folket lov til at spise lam, køer osv., og de havde adgang til disse dyr på dette tidspunkt, da de var nødt til at ofre dem som skyldofre, soningsofre osv., mens de var i ørkenen. Har jeg ret i min forståelse af den periode? Kunne de ikke have slagtet noget af kvæget i stedet for at klage over Gud? Jeg tror ikke, at Moses ville have afvist deres anmodning. Jeg ser frem til dine tanker og enhver indsigt, du kan bidrage med.
Svar: Selvom vi ikke kender alle detaljerne, kan vi fremsætte et par betragtninger om deres situation. Klimamæssigt var den region af verden tidligere noget mere regnfuld end i dag. Men alligevel var det stadig en tør ørken. Moses antydede i 4. Mosebog 11:21-22, at landet ikke ville have været i stand til at brødføde de flokke og hjorde, der var nødvendige for at forsørge alle. De havde et berettiget behov for mere mad, end landet og deres besætninger kunne levere, og Gud forsynede dem med manna. Jeg er sikker på, at de supplerede mannaen ved at slagte nogle får og kvæg. Der står ikke, at de ikke spiste andet end manna, men kun at de klagede, som om det var tilfældet. Men de blev trætte af den nuværende situation, og i stedet for respektfuldt at spørge Gud om deres ønske, sagde de respektløst: »Hvem skal give os kød at spise? Vi husker de fisk, vi spiste frit i Egypten, sammen med agurker, meloner, porrer, løg og hvidløg. Men nu er vores appetit væk; der er intet andet at se end dette manna!« (4 Mos 11:4b-6 BSB).
Gud var ikke vred i 4. Mosebog 11:10, fordi de bad Gud om noget, men snarere på grund af den måde, de bad på. Der ligger også en lære for os her. Når vi har behov og også ønsker, er det fint, at vi beder Gud om det, men vi skal passe på at bede respektfuldt.
Spørgsmål: Smagte mannaen i 4 Mos 11:8 som brød bagt med olie, eller smagte den som brød bagt med honning i 2 Mos 16:31?
Svar: De to udelukker ikke hinanden, især når man tager i betragtning, at oliesmagen ville være stærkere, efter at mannaen var blevet tilberedt i olie.
Spørgsmål: I 4 Mos 11,16.25: Var de 70 ældste Guds idé, eller var det Jetros idé i 2 Mos 18,14-27?
Svar: I stedet for at Gud direkte fortalte Moses om denne idé, vidste Gud, at Jethro ville se denne løsning og foreslå den til Moses. Da dette var en god idé, som Moses vidste, at Gud godkendte, gjorde Moses ret i at følge denne idé, uanset at han først hørte den fra Jethro og ikke fra Gud.
Denne lille detalje fra dengang kunne let være udeladt fra Bibelen, men jeg tror, den blev medtaget for at lære os en tidløs lektie. Når vi ved, at noget er rigtigt, og at Gud ønsker, at vi gør det, betyder det ikke noget, om vi har hørt det direkte fra Gud, en kristen eller en ikke-kristen.
Spørgsmål: I 4 Mos 11,24 stod der, at de måtte gå uden for lejren for at komme til tabernaklet – hvordan kunne tabernaklet så befinde sig inde i lejren i 4 Mos 2?
Svar: Tabernaklet omringede arken, så se diskussionen om 4. Mosebog 10:33.
Spørgsmål: Hvorfor opstod denne situation med Eldad og Medad i 4. Mosebog 11:27-29?
Svar: Enten var de ude af stand til at komme, hvilket ville være ganske forståeligt, eller også var de uvillige til at komme, hvilket er mere sandsynligt. Hvis det var den uheldige situation, at de var i stand til at komme, men uvillige, ville denne situation svare til den med Jona og Bileam. Se diskussionen om Jona for yderligere oplysninger.
Spørgsmål: I 4 Mos 11:31, lå vagtlerne i en bunke på tre fod på jorden, eller fløj de tre fod over jorden?
Svar: Det hebraiske ord kan betyde enten »på« eller »over«. I bogen *Can Archaeology Prove the Old Testament?* (s. 30) står der, at der i dag til tider flyver sværme af vagtler et par fod over jorden og fanges i net.
Spørgsmål: Hvorfor straffede Gud i 4. Mosebog 11:31-34 israelitterne for at spise de vagtler, han netop havde forsynet dem med?
Svar: Næsten alle var mere optaget af at spise kød end af at følge Gud, som kunne give dem kød. Derfor gav Gud dem alt det kød, de ønskede, og Gud dræbte nogle af dem som et eksempel for de andre. Selvom dødsfaldet kunne skyldes madforgiftning, ved vi det ikke med sikkerhed.
Hvert forår fandt der en vagteltrækning sted fra Afrika over Det Røde Hav. Hvis en stærk vind drev dem mod øst, ville vagtlerne befinde sig over Sinai-halvøen.
Spørgsmål: Hvorfor straffede Gud i 4 Mos 11,31-34 israelitterne for at knurre, når han ikke straffede dem, da de knurrede året før i 2 Mos 16,11-18?
Svar: Selvom Skriften ikke siger det, kan vi se en kombination af fire årsager.
1. Gentagen og vedvarende ulydighed er mere alvorlig end ulydighed, der kun sker én gang.
2. Anden gang var det sandsynligvis mere end blot at klage. Det var også en udfordring af Guds godhed og forsyn.
3. Nogle ser betydning i, at dette skete efter pagten på Sinai-bjerget, mens 2. Mosebog 16:11-18 fandt sted, før de havde loven fra den mosaiske pagt. Se 735 Baffling Bible Questions Answered, s. 73, for mere om dette.
4. Brokken skyldtes ikke blot manglende tro, for Gud havde forsynet dem året før. Stedet blev kaldt Kibroth-hattaavah, hvilket betyder »begærens grave«, fordi det centrale problem var et begær efter at blive tilfredsstillet uden Gud. I dag kan mennesker fare vild, endda til deres død, ved at begære tilfredshed, fred eller spænding, der ikke kommer fra Gud, og dermed i praksis fortælle Gud, at de foragter det, han har givet dem.
Spørgsmål: Hvorfor giftede Moses sig [angiveligt] med en egyptisk kvinde i 4 Mos 12,1-6, når 2 Mos 34,16 og 1 Kong 11,2 siger, at de ikke måtte gifte sig med folk fra andre nationer? (En muslim hævdede dette.)
Svar: Hun var ikke fra Egypten (Mizraim), men en kusit. 1. Kongebog 11:2 nævner et forbud mod at gifte sig med folk fra visse nationer, men ikke fra Kus, og loven blev givet, efter at Moses havde giftet sig med den kusitiske kvinde. I 2. Mosebog 34:11,16 nævnes det i øvrigt, at man ikke måtte indgå ægteskab med de kanaanitiske folk – hvilket igen ikke omfatter kusitterne. I 4. Mosebog 12:1-6, da Mirjam og Aron modsatte sig, at Moses giftede sig med en kusit (ikke en egypter eller en mizraimit, men en kusit), er jeg noget forundret over, hvordan denne muslim kunne mene, at dette viser, at Guds regler ikke gælder for Guds yndlinge, nemlig mændene.
Spørgsmål: Havde Moses ret til at gifte sig med en ikke-israelitisk etiopier (kusit) i 4. Mosebog 12:1?
Svar: Selvom loven om, at man kun må gifte sig med en troende, endnu ikke var blevet givet, kan vi antage, at hun troede, for hvorfor skulle hun ellers ønske at tilbringe sit liv med at vandre i ørkenen? Når det er tilfældet, er det kun mennesket, ikke Gud, der begrænser ægteskabet mellem mennesker på grund af deres race.
Spørgsmål: Kunne den »etiopiske« kvinde i 4 Mos 12,1 faktisk have været en arabisk kvinde, da det hebraiske ord er »Kushi«?
Svar: Asimovs Guide to the Bible, s. 167-168, nævner dette som en mulighed. Jeg har ikke fundet nogen arabisk stamme fra den tid med det navn. Der var dog en mesopotamisk stamme med det navn, og måske var det den, Isaac Asimov henviste til.
Selvom det er en fjern mulighed, at kvinden kunne have været fra den temmelig fjerntliggende stamme (øst for Babylon), er det mere sandsynligt, at kvinden var fra Etiopien, og »kushit« ville være det udtryk, der fortæller os det.
Spørgsmål: Kunne denne »kushitiske« kvinde i 4 Mos 12,1 have været Zippora, som Asimovs Guide to the Bible, s. 168, antyder?
Svar: Sandsynligvis ikke, da Zippora stammede fra midianitterne og ikke fra kusitterne. Men hvis nogle mørkhudede blev accepteret som en del af midianitterne, er det muligt, at Zippora kunne have været mørkhudet og dermed kaldt en kusit.
Selv hvis Zippora havde mørk hud, var hun højst sandsynligt ikke den kvinde, der nævnes i 4. Mosebog 12:1, da Moses havde været gift med Zippora, før han førte israelitterne ud af Egypten.
Spørgsmål: Hvorfor skrev Moses i 4. Mosebog 12:3, at han var en ydmyg mand?
Svar: Dette vers blev skrevet (af en eller anden) for at forklare, hvorfor Moses ikke gjorde noget for at forsvare sig selv her. I bogen *Haley’s Alleged Discrepancies of the Bible* (s. 248) hævdes det, at dette vers blev nedskrevet af Moses selv for objektivt at forklare, hvorfor han ikke forsvarede sig. Andre eksempler i antik litteratur på personer, der har skrevet om sig selv i tredje person, er Julius Cæsar (Krigen mod Alexandria 75), Paulus fra Tarsus (2. Korintherbrev 11:5; 12:11-12), sandsynligvis Johannes og højst sandsynligt Markus.
Mange andre kristne mener dog, at det er langt mere sandsynligt, at dette blev nedskrevet i Moses’ tid af en skriver under Moses’ tilsyn.
Spørgsmål: Hvorfor skulle en far i 4. Mosebog 12:14 spytte sin datter i ansigtet?
A: Dette hverken påbyder eller opfordrer til det. Især i Mellemøsten er det at spytte på nogen en måde at vise foragt på. Dette vers siger, at hvis en far spyttede sin datter i ansigtet, ville det vise, hvor foragteligt faderen anså sin datters handlinger. Gud siger ikke til fædre, at de skal gøre det, men fortæller snarere Moses, at Mirjams kritik af Moses fra Hans synspunkt var lige så slem.
Q: I 4 Mos 13:3, kom de tolv spejdere fra Paran, eller fra Kades-Barnea, som det står i 4 Mos 20:1?
Svar: Dette spørgsmål kan sammenlignes med følgende: Bor guvernøren i Californien i Californien eller i Sacramento (Californiens hovedstad)? På samme måde var Kades-Barnea et sted i Parans ørken.
Spørgsmål: Hvordan kunne Moses i 4 Mos 13,16 omdøbe Hoshea til Josua, når Josua allerede blev omtalt som Josua i 2 Mos 17,9; 24,13?
Svar: Begivenhederne i 2. Mosebog 17 fandt sted før Josvas nye navn. Men Moses eller hans skrivere nedskrev åbenbart 2. Mosebog 17, efter at Josva havde fået sit nye navn. Det var bedre at bruge det nye navn i 4. Mosebog 13:16, da læserne dengang og nu ville være mere fortrolige med det nye navn end med det gamle. Et lignende eksempel i Det Nye Testamente er, at Matthæus omtaler Simon som Simon Peter tre gange og som Peter tre gange, før Jesus kaldte ham Peter.
Spørgsmål: Hvordan kunne Kana’an i 4. Mosebog 13:32 »fortære sine indbyggere«, når det var et så godt land som beskrevet i 4. Mosebog 13:27?
Svar: Dette paradoks udgjorde ikke noget problem for israelitterne, og det bør heller ikke udgøre noget problem for nogen andre. Landet var frugtbart, men de mennesker, der boede der, var krigeriske og voldelige.
Spørgsmål: Hvordan kunne de israelitiske spejdere i 4. Mosebog 13:33 sige, at de så nefilim, når nefilim blev dræbt i syndfloden i 1. Mosebog 6?
Svar: De sagde blot, at de havde set nefilim, og det, folk siger, er ikke altid sandt. Enten:
1. De mente det som en metafor.
2. De forvekslede store mænd med nefilim.
3. De spioner, der talte, fortalte ikke sandheden, men overdrev.
Spørgsmål: Hvorfor overvejede Gud i 4 Mos 14:15 at dræbe alle israelitterne?
A: Den alvidende Gud vidste, at han ikke ville dræbe alle israelitterne. Gud truede med at dræbe israelitterne, fordi han ville fortælle dem, hvor farligt de levede. Lydighed mod Gud er ikke noget, man skal tage let på. På dette tidspunkt ville det have været retfærdigt af Gud at udøse sin vrede over dem, og han ønskede, at de skulle være klar over, at de på dette tidspunkt var i live på grund af hans barmhjertighed, ikke fordi de fortjente det.
Spørgsmål: Straffer Gud i 4. Mosebog 14:18 børn for deres forældres synder?
Svar: Børn bærer ikke skylden for deres forældres synder (Ezekiel 18:4,17-20). Men Bibelen viser fra Abels tid og frem, at mennesker i dette liv lider under konsekvenserne af synder, som de ikke selv er skyldige i. Desuden kan børn, når de vokser op, vælge, om de vil deltage i de synder, de har set deres forældre begå, siden de var små.
Spørgsmål: I 4. Mosebog 14:20-23,29 tilgav Gud jo folket – hvorfor lod han dem så ikke komme ind i det forjættede land?
Svar: Gud kan tilgive mennesker deres synder, men alligevel disciplinere dem, både for deres egen skyld og som et eksempel for andre.
Spørgsmål: Hvordan fortæller du i 4. Mosebog 14:31-34 dine børn eller andre, der følger dit eksempel, at de skal passe på ikke at efterligne det, du gjorde i fortiden, da du virkelig begik en fejl?
Svar: Først og fremmest er du virkelig nødt til at fortælle dem det, ellers vil de have en tendens til at tro, at hvis det gik godt for dig, er det ikke så alvorligt, hvis de også gør det. For det andet behøver du ikke gå i detaljer med synden, især hvis det kan friste dem til at gøre det samme. Folk vil måske gå mere i detaljer for at undskylde – eller delvist undskylde – det, de gjorde, og det ønsker du ikke. Til sidst skal du understrege, at når de synder, enten på den måde eller på andre måder, kan de omvende sig og stadig komme videre, selvom der er tilfælde, hvor de billedligt talt måske har mistet deres mulighed for selv at komme ind i det forjættede land.
Spørgsmål: Hvorfor regnede Gud i 4 Mos 14,34 én dag med spionage for lig med ét års straf?
Svar: Det siger Skriften ikke noget om. En forsinkelse på fyrre dage for fyrre dages samlet ulydighed forekommer dog meget mild. Nogle gange, hvis folk forpligter sig til at forblive i samme tilstand og afviser at gå videre for at tjene Gud, forekommer det passende, at de forbliver sådan.
Spørgsmål: I 4 Mos 14:34-35 døde alle undtagen to af de voksne i ørkenen i løbet af denne fyrreårsperiode – hvor er så alle deres knogler i dag?
Svar: Hvis de ikke begravede ligene dybt, ville de være gået i forrådnelse eller være blevet taget af vilde dyr.
Spørgsmål: I 4. Mosebog 15:5,10 står der, at det [angiveligt] er forkert at drikke vin – hvorfor blev der så ofret vin til Gud?
Svar: Intet vers i Det Gamle eller Det Nye Testamente siger, at det er forkert at drikke vin. Mange vers lærer dog, at det er forkert at drikke sig fuld. Se diskussionen om 1 Timoteus 5:23 for mere information.
Spørgsmål: Hvorfor gælder der i 4 Mos 15:16 én lov for både israelitterne og ikke-israelitterne i landet?
Svar: Der var ingen forskelsbehandling i domstolene. Lovene om mord, tyveri, falsk vidnesbyrd og så videre var de samme for israelitterne som for ikke-israelitterne. Et vidnesbyrd fra en ikke-israelit blev anset for at have samme vægt som et vidnesbyrd fra en israelit, og en kvindes vidnesbyrd var ligestillet med en mands, i modsætning til, hvad der er tilfældet i mange muslimske lande. Det er dog rigtigt, at de ikke-israelitter, der boede i Israel, skulle overholde nogle af de religiøse love, men de behøvede ikke at bringe ofre.
Spørgsmål: Hvorfor blev en mand i 4 Mos 15:32-36 dræbt for at samle brænde på sabbatten?
Svar: Det var tilladt at samle brænde på andre dage. Hans handlinger på dette tidspunkt viste imidlertid en fuldstændig foragt for Guds lov. Det var udtrykket for en foragtende holdning, ikke selve indsamlingen af brænde, som manden blev stenet for.
Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved dette afsnit i 4. Mosebog 15:35-36?
Svar: Det er opbygget som et hebraisk chiasme.
- Og Herren sagde til Moses:
- - »Manden skal helt sikkert dø.
- - - Hele menigheden skal stene ham uden for lejren.”
- - - Så førte hele menigheden manden uden for lejren og
- - stenede ham til døde,
- som Herren havde befalet Moses.
Spørgsmål: Hvorfor bad Moses dem i 4 Mos 16,6-7 om at lægge ild i deres røgelsekar, når Moses jo vidste, hvad der var sket med Nadab og Abihu?
Svar: De vidste lige så godt som Moses, hvad der var sket med Nadab og Abihu. De gjorde det alligevel, fordi de var så fast besluttede på at modsætte sig Moses. Måske var Moses hverken venlig eller uvenlig over for dem, men hvis de ønskede at tilbede Gud på deres egen, særskilte måde, sagde Moses: »Gør det bare, så får vi se, hvad Gud vil gøre.«
Spørgsmål: Hvad med Dathans og Abirams klage i 4 Mos 16,13-14? Gud lovede dem, at de skulle komme ind i det land, der flyder med mælk og honning, men 4 Mos 14,29-34 gjorde det klart, at Gud trods alt aldrig ville føre dem derhen, kun deres børn.
Svar: Folket forstod helt sikkert løftet således, at israelitterne skulle drage til det forjættede land, og ikke nødvendigvis at hver enkelt tilstedeværende ville leve længe nok til at komme derind. Gud sagde ikke, at han ville tvinge enkeltpersoner ind i det forjættede land. Da de nægtede at gå ind, straffede Gud deres åbenlyse oprør ved permanent at respektere beslutningen hos det folk, der gjorde oprør.
Hvis du frivilligt vælger at gøre oprør mod Gud, vil Gud måske senere give dig et angrende hjerte, så du kan vende tilbage til Ham. På den anden side vil Gud måske ikke gøre det, og Gud er ikke forpligtet til at gøre det.
Spørgsmål: I 4. Mosebog 16:31 blev Korah og hans 250 tilhængere da opslugt af jorden, eller blev de 250 tilhængere brændt ihjel i 4. Mosebog 16:35?
Svar: 4. Mosebog 16:31 viser, at jorden slugte Korah, Datan, Abiram og deres familier. 4. Mosebog 16:35 viser, at ilden brændte de øvrige 250 mænd, som ikke var i familie med Korah, ihjel.
Spørgsmål: Hvordan var det retfærdigt, at jorden i 4 Mos 16:31-35 også slugte selv de små (4 Mos 16:27) blandt Korah, Datan og Abiram?
Svar: Det var retfærdigt, fordi Gud har ret til at tildele hvert enkelt menneske den levetid, Han vælger, og Han har ikke forpligtet sig til at give alle den samme levetid. Dette ligner meget spørgsmålet om, hvorfor Gud lod selv de spædbørn blandt kanaanitterne dræbe. Se diskussionen om Josva 6:21 for svaret.
Spørgsmål: I 4 Mos 16:32, blev alle Koras mænd dræbt, eller kun nogle, som det fremgår af 4 Mos 26:11?
Svar: Alle Koras mænd, der fulgte Korah, blev dræbt, men dem, der ikke fulgte Korah, blev ikke dræbt. 4. Mosebog 26:11 viser tydeligt, at nogle af Koras efterkommere ikke gjorde oprør og derfor ikke blev dræbt. Faktisk var profeten Samuel en efterkommer af Korah (1. Krønikebog 6:22-28).
Spørgsmål: Hvordan blev de oprørske mænds røgelsekar hellige i 4 Mos 16,37-38?
Svar: 4. Mosebog 16:39-40 forklarer, hvorfor Gud valgte at udpege dem til at blive husket som hellige.
Oprindelse: Det blev ofret til Gud.
Anvendelse: Bronzen blev brugt til at beklæde alteret.
Påmindelse: Det skulle være et tegn på, at israelitterne ikke skulle forsøge at nærme sig Gud på egen hånd.
Der er intet, der tyder på, at de 250 mænd havde gjort flere dårlige ting end andre. Men de troede, at de kunne nærme sig Gud på deres egen måde, ikke på Guds måde, på grundlag af deres egen retfærdighed i stedet for gennem de ofre, som Gud krævede. Folk forsøger stadig lignende ting i dag.
Spørgsmål: Hvorfor begyndte Gud i 4 Mos 16,45-47 at dræbe alle israelitterne?
Svar: Hele menigheden murrede mod Moses og Aron. Selvom Guds handling beskyttede Moses og Aron, kunne Gud også have beskyttet dem på andre måder. Det primære formål med, at Gud sendte den overnaturligt hurtige plage, synes at være en disciplinær handling for at lære israelitterne ikke at forhærde deres hjerter i oprør mod Gud.
Spørgsmål: Da 4 Mos 17,5 siger, at Gud brugte Arons stav til at standse israelitternes murren, hvordan kan det så være, at de stadig murrede i 4 Mos 20,2-5?
Svar: Miraklet med Arons stav havde den kortsigtede virkning, at det standsede deres murren i 4. Mosebog 17. Faktisk gik israelitterne næsten til den modsatte yderlighed i 4. Mosebog 17,12-13.
Da israelitterne senere murrede i 4. Mosebog 20, blev den samme stav brugt (4. Mosebog 20:8-9) til at standse murren dengang.
Desværre ændrede det ydre mirakel med Arons stav ikke folks hjerter indvendigt og kunne ikke permanent standse klagen.
Spørgsmål: Hvordan kunne en afskåret gren i 4. Mosebog 17:8-10 blomstre og bære mandler, når mandeltræ ikke har denne egenskab?
Svar: Gud, som skabte planterne i stand til at vokse og producere frø, fik mirakuløst dette til at ske.
Spørgsmål: Hvorfor gjorde Gud i 4. Mosebog 18:1-2 disse mennesker og deres sønner ansvarlige for deres ejendele?
Svar: Arons slægt er Levi-stammen, så det betyder, at levitterne, herunder Aron og hans sønner, var ansvarlige for forseelser begået mod tabernaklet. Aron, hans sønner og deres efterkommere var alene ansvarlige for forseelser begået mod præsteskabet.
Disse mennesker blev ikke kun holdt ansvarlige for det, de personligt gjorde, men de var også ansvarlige for overtrædelser mod helligdommen og præsteskabet. Folk kunne ikke nærme sig tabernaklet uden deres tilladelse, så hvis de var uagtsomme i deres vagt over tabernaklet, og andre vanhelligede det, ville de også være ansvarlige for deres egen uagtsomhed.
Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved verset i 4 Mos 18:2?
Svar: 4. Mosebog 18:2 er et ordspil, hvor »slutter sig til jer« (weyillawu) er et ordspil på »levit« (lewi). En meget bogstavelig fortolkning er altså: »Levis stamme … vil ’levi’ med jer.«
Spørgsmål: Hvorfor var præsten i 4. Mosebog 19:8 uren indtil aftenen, når han jo adlød Gud med hensyn til ofringen af den røde ko?
Svar: Her er et interessant eksempel på, at en præst, der lydigt udfører Guds vilje, bliver uren. Der står ikke, at præsten syndede, eller at Gud var utilfreds med præsten, men kun at han var uren og i en periode ikke måtte komme i nærheden af de hellige ting. Der er således en markant forskel mellem ceremoniel urenhed og personlig skyld.
Da Jesus døde på korset, blev han i en periode uren i Gud Faderens øjne. Dette skete i lydighed for at påtage sig straffen for vores synder. Jesus var ikke syndig, og Satan »trådte ikke ind i Jesus«, som nogle sekter lærer; snarere blev Jesus ganske enkelt uren.
Spørgsmål: Lå Kades i Zins ørken i 4 Mos 20,1, eller lå Kades i Parans ørken, som det står i 4 Mos 13,26?
Svar: Sinai-halvøen havde fire ørkenområder:
Shur-ørkenen mod nordvest, afgrænset af Egypten mod vest og den egyptiske flod mod øst samt Elim mod syd. 1. Mosebog 16:7; 20:1; 25:18; 2. Mosebog 15:22; 1. Samuelsbog 15:7; 27:8
Sin-ørkenen i sydvest. Den lå mellem Elim [mod nord] og Sinai [mod øst] ifølge 2. Mosebog 16:1. 2. Mosebog 17:1 og 4. Mosebog 33:11,12 nævner også Sin-ørkenen.
Paran-ørkenen mod sydøst. Den grænsede op til Sin-ørkenen mod nordøst og Kades mod vest. 1. Mosebog 21:21; 4. Mosebog 10:12; 12:16; 13:3,26; 5. Mosebog 1:1; 33:2; 1. Samuelsbog 25:1; 1. Kongebog 11:18.
Zins ørken i nordøst, der strakte sig til Det Døde Hav og Araba i øst og byen Kades i vest. 4. Mosebog 13:21; 20:1; 27:14; 33:36; 34:3,4; 5. Mosebog 32:51; Josva 15:1,3
Kades lå på grænsen mellem Parans ørken og Zins ørken.
Spørgsmål: I 4. Mosebog 20:8, skal pronomenet oversættes som »hans«, som det står i KJV, eller »dets«, som i andre oversættelser?
Svar: Grammatisk set kan det hebraiske pronomen korrekt oversættes som enten »dens« eller »hans«. Men i denne sammenhæng bør det sandsynligvis være »dens«, fordi Moses bliver bedt om at tale til klippen.
Spørgsmål: Hvorfor var Gud vred på Moses i 4 Mos 20:10-13, når Moses jo gjorde, hvad Gud havde pålagt ham?
Svar: Moses gjorde det rigtige, men han havde den forkerte holdning, og han viste den forkerte holdning over for andre. I stedet for at slå på klippen som et mirakel, der ville rette opmærksomheden mod Guds barmhjertige forsyn, slog Moses tilsyneladende på klippen som i vrede og sagde: »Hør nu, I oprørere…«
Der er en lære for os her. Hvis vi gør de ting, Gud ønsker, men med den forkerte holdning, er Gud heller ikke tilfreds med det, vi gør.
Spørgsmål: I 4 Mos 20,12, blev Moses forbudt at komme ind i Kana’an på grund af vantro eller oprør (4 Mos 27,12-14), overtrædelse (5 Mos 32,51-52) eller uovervejede ord (Sal 106,32-33)? (Dette blev spurgt af en ateist.)
Svar: Der var kun én hændelse, ved vandet i Meriba, og alle fire vers beskriver den samme årsag.
4. Mosebog 20:12 siger, at det var, fordi Moses ikke troede på Gud, for at ære Gud i israelitternes øjne.
4. Mosebog 27:12-14 siger, at Moses gjorde oprør mod Guds befaling om at ære Ham.
I 5. Mosebog 32:51 står der, at Moses overtrådte [syndede] mod Gud, fordi Moses ikke ærede Gud blandt israelitterne.
Salme 106:32-33 siger, at de (israelitterne) gjorde oprør mod Guds Ånd ved stridens vand (Meriba), og derfor talte Moses uoverlagt.
Alle versene giver et sammenhængende budskab. Israelitterne stridede mod Moses (4. Mosebog 20:2-5, Salme 106:33), og Moses troede ikke på Guds forsyn (4. Mosebog 20:12). At han talte uoverlagt (4. Mosebog 20:10; Salme 106:33), var et udtryk for manglende ærbødighed over for Gud blandt israelitterne (4. Mosebog 20:12; 27:12-14; 5. Mosebog 32:51).
Der er ingen tvivl om, hvad der skete, og de sidste tre passager er blot påmindelser om, hvad folk selv kunne læse i 4. Mosebog 20.
Spørgsmål: Var det en engel, der førte israelitterne ud af Egypten i 4 Mos 20:16, eller var det Gud selv i 2 Mos 3:8?
Svar: Mange vers siger, at det var Gud, der førte dem ud af Egypten. 4. Mosebog 20:16 siger på hebraisk, at Gud sendte en engel og [*] førte os ud af Egypten. [*] er ikke udtrykkeligt nævnt i verset og kan henvise til englen eller til Gud selv.
[*] behøver egentlig ikke at blive specificeret, for det er sandt på begge måder. Gud kunne have fået sine engle til at skabe skyen og ildsøjlen og sende den stærke vind, der delte Det Røde Hav. Gud selv var involveret på mindst to måder.
1. Englene handlede i fuldstændig lydighed mod Guds befalinger.
2. Gud selv var også til stede på stedet, hvilket kan forklare den strenge straf for deres synd.
Spørgsmål: Hvad er det udenbibelske bevis i 4. Mosebog 20-24 på, at Bileam var en virkelig person?
A: I 1967 fandt arkæologer i Jordandalen ved Beir Allah (eller Deir ‘Alla) en skoleelevs skriveøvelse, hvor Bileam, søn af Beor, nævnes tre gange. Fundet blev dateret ved kulstof 14-metoden til 800/760 f.Kr. Det blev første gang offentliggjort i 1976. Se også J. Hoftijzer, »The Prophet Balaam in a 6th-century Aramaic Inscription«, i Biblical Archaeologist 39 (1976), s. 11-17, og Jo Ann Hackett, The Balaam Text from Deir ‘Alla (1984).
Se J.E.P.D.-teorien af Walter Kaiser, Jr., i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 4, s. 759, eller *The NIV Study Bible*, s. 223, eller lyt til John Ankerbergs lydbånd *Exploding the J.E.P.D. Theory* af Walter Kaiser, Jr.
Spørgsmål: Hvordan var disse slanger »ildagtige« i 4 Mos 21:6,8?
Svar: Det betyder ikke nødvendigvis, at de glødede eller havde en lys rød farve. Det betyder snarere, at deres bid føltes som ild.
Spørgsmål: Hvorfor måtte israelitterne i 4. Mosebog 21:9 se på en kobberslange, efter at de var blevet bidt, da dette ligner afgudsdyrkelse?
Svar: Gud befalede dem at se på kobberslangen på en stang, så de kunne komme sig efter slangebiddet. Senere gjorde folk imidlertid denne slange til en afgudsbillede og kaldte den for Nehushtan. På grund af denne afgudsdyrkelse beordrede Hiskia, at slangen skulle ødelægges i 2. Kongebog 18:4.
Den første forfatter, som vi ved har besvaret denne indvending, var Tertullian i »Fem bøger mod Marcion«, bog 2, kap. 22, s. 314 (207/208 e.Kr.). Forud for dette skrev også »Barnabasbrevet« (ca. 70–130 e.Kr.), kap. 12, s. 145, og »Justinus Martyrs første forsvarstale« (150 e.Kr.), kap. 50, s. 183, om dette, men de så tilsyneladende ikke noget problem, der skulle diskuteres.
Spørgsmål: Hvad er »Bogen om Herrens Krige« i 4. Mosebog 21:14?
Svar: Vi kender kun til denne bog fra dens omtale i Bibelen. Denne bog var tilsyneladende en faktuel historisk redegørelse for disse begivenheder. Der er ingen omtale af, at den var Guds ord, eller at den burde have været med i Skriften.
Spørgsmål: Hvem er Kemosh i 4 Mos 21:29 og Jer 48:46?
Svar: Kemosh var Moabs afgud. I 2. Kongebog 3:27 står der, at spædbørn blev ofret til Kemosh.
Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved denne sætning i 4 Mos 22:1; 26:3; 31:12; 33:48; 34:15; 35:1 og 36:13?
Svar: Udtrykket »Jordanfloden ved Jeriko« er en usædvanlig måde at beskrive denne flod på. Det kan blot være en beskrivelse af, hvor Jordanfloden lå, men fodnoterne i NIV angiver, at det muligvis er et meget gammelt navn for denne flod.
Spørgsmål: Findes der i 4. Mosebog 22:5 noget udenbibelsk bevis for Bileams hjemby Pethor?
Svar: Muligvis. En indskrift fra Salmanassar II nævner en by ved floderne Eufrat og Sagur lige vest for Karkemish, der hedder Pitru, og dette kunne være Pethor. Asimovs Guide to the Bible, s. 183, tilføjer også, at egypterne kaldte denne by for Pedru.
Spørgsmål: I 4 Mos 22,5-7: Var Bileam først og fremmest en sand profet fra Gud, der blev ledt på afveje af grådighed, eller var han først og fremmest en hedensk spåmand, gennem hvem den sande Gud talte i denne situation?
Svar: Det siger Skriften ikke noget om. Men på grund af det onde råd, han senere gav, var Bileams hjerte bestemt ikke vendt mod Gud og hans folk. Hvis man kan stole på den skoleopgave fra 800/760 f.Kr., der er blevet udgravet, ser det ud til, at Bileam var en hedensk spåmand, gennem hvem den sande Gud talte på dette tidspunkt.
Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i 4. Mosebog 22:7 give en profeti til en person, der udøvede spådom?
Svar: Gud kan give profetier til hvem Han vil. Skriften siger ikke, om Bileam først udøvede spådom, eller om han først fik profetien, og det kunne have været begge dele.
Hvis Bileam først forsøgte at udøve spådom over for den sande Gud, tillod Gud det, han gjorde i uvidenhed, og korrigerede det ikke på det tidspunkt.
Hvis Bileam først fik profetisk gave og senere syndede ved at forsøge at »stimulere og forstærke« sin profetiske gave gennem spådom, ville dette være et eksempel på, at Gud ikke tager vores gaver fra os, når vi synder. Et noget lignende eksempel er, da Jesus helbredte ti spedalske i Lukas 17:12-17, og kun én vendte tilbage for at takke ham; Jesus spurgte, hvor de ni andre var, men han »ophævede« ikke specifikt deres helbredelse.
Spørgsmål: I 4. Mosebog 22:7, da Bileam brugte spådom til at forbande andre folk end israelitterne, virkede hans forbandelser nogensinde?
Svar: Selvom de mennesker, der betalte Bileam, troede, at forbandelserne måske ville virke, siger Skriften ikke, om de virkelig virkede eller ej. I det mindste hvad Israel angik, vidste Bileam, at hans forbandelser var nytteløse.
Se Astrologi og psykiske fænomener for mere om den opfattelse, at ingen af Bileams forbandelser nogensinde havde nogen virkning, bortset fra en placeboeffekt.
Spørgsmål: Hvorfor var Gud i 4. Mosebog 22,12-17 meget vred på Bileam, når han alligevel lod ham tage af sted?
Svar: Af hensyn til penge ønskede Bileam at komme så tæt på at være ulydig mod Gud som muligt. Som det står i *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 74-75, gav Gud ham tilladelse, men ingen vejledning. Selvom Bileam adlød Guds påbud om ikke at forbande Israel, rådede han Balak til, hvordan han kunne korrumpere israelitterne moralsk og få dem til at pådrage sig Guds utilfredshed i 4. Mosebog 31:16; 25.
Q: Hvorfor var Gud i 4. Mosebog 22:22-33 vred på Bileam, når Bileam tilsyneladende adlød Gud?
Svar: At læse hele kapitlet er lærerigt med hensyn til den form for lydighed, som Gud ønsker. Bileam udførte aldrig en eneste handling, der direkte var i strid med Guds vilje. Men da budbringerne kom, sagde Bileam ikke til dem, at de skulle gå deres vej, og at han ikke ønskede at følge med dem, fordi det ikke ville behage Gud. I stedet sagde Bileam – selvom han vidste, hvad Gud ønskede – at han gerne ville følge med dem, men Gud afviste Bileam. Bileam forsøgte at holde sig så langt væk fra at adlyde Guds vilje som muligt, uden direkte at være ulydig mod Gud. Derfor var Gud vred på ham.
Se Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 140, og især Hard Sayings of the Bible, s. 166-168, for en uddybende diskussion.
Spørgsmål: Er et talende æsel i 4. Mosebog 22:27-28 absurd? (Det siger en muslim.)
Svar: Hvis en person virkelig troede på, at Gud er den Almægtige, kan Gud gøre hvad som helst.
Muslimen er måske ikke klar over, hvad der står i hans egne hadither. »Profeten plejede at stå ved stammen af et daddelpalme-træ (mens han holdt en prædiken). Da prædikestolen blev sat op for ham, hørte vi stammen græde som en drægtig kamel, indtil Profeten steg ned fra prædikestolen og lagde sin hånd over den.« (Bukhari, bind 2, bog 13, kap. 24, nr. 41, s. 19). Nu tror jeg ikke, at det skete, men jeg afviser ikke, at den Almægtige Gud havde magten til at få det (eller noget andet) til at ske.
Spørgsmål: I 4. Mosebog 22:34, adlød Bileam da Gud ved kun at sige det, som Gud havde pålagt Bileam at sige?
Svar: Ifølge 4. Mosebog 22:38 adlød Bileam på det tidspunkt. Men noget senere gav han et ondt (men korrekt) råd om, hvordan man kunne vende israelitterne bort fra Gud.
Spørgsmål: Er det i 4. Mosebog 22:41 sandt, at Baal, der betyder »Herre«, aldrig var navnet på en bestemt gud, som den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible* på side 185 hævder?
A: Isaac Asimov giver her forkerte oplysninger. Udover Bibelen nævner den ugaritiske litteratur en bestemt afgudsfigur ved navn Baal, som det fremgår af *Wycliffe Dictionary of Biblical Archaeology*, s. 121. På s. 593 omtales et bestemt skrift som »Baal-eposet«.
Q: Hvordan kan det i 4 Mos 23:10 være, at Bileams profeti om at dø den retfærdiges død helt klart ikke gik i opfyldelse?
A: Bileam rådede moabitterne og midianitterne til at vende israelitterne bort fra Gud ved at sende deres kvinder ud for at have sex med dem (4. Mosebog 31:16). Israelitterne henrettede Bileam i henhold til 4. Mosebog 31:8 og Josva 13:22.
Bileam fremsatte ikke en profetisk kendsgerning, men udtrykte blot sit ønske om at dø de retfærdiges død. Hans ønske blev ikke opfyldt på grund af hans egen synd. På samme måde kan mennesker i dag oprigtigt have gode ønsker, som ikke går i opfyldelse på grund af deres egen skyld.
Spørgsmål: Hvorfor profeterede Bileam i 4. Mosebog 23:24, at israelitterne ville være som en løve, der drak sit byttes blod, når det jo er forbudt at drikke blod?
Svar: Løver dræbte urene dyr og drak blod. Begge dele var forbudt for mennesker, men ikke for løver. Pointen var ikke at leve som en løve, men at israelitterne i kamp skulle være lige så stærke og voldsomme som en løve.
Spørgsmål: Hvad siger 4 Mos 23:19 om det gudsbegreb, der udgør kernen i mormonismen (LDS), nemlig at »som mennesket er, var Gud engang, og som Gud er, kan mennesket blive«?
Svar: I modsætning til den mormonske teologi står der, at
a) Den sande Gud ikke er et menneske.
(En mormon ville måske sige, at Gud ikke længere er et menneske, men at han engang var et menneske og nu er et herliggjort menneske. Jeg har dog aldrig hørt en mormon bruge denne formulering.)
b) Den sande Gud er ikke en søn eller efterkommer af et menneske, hvilket i begge tilfælde udelukker punkt a).
Se også 1. Samuel 15:29 og det næste spørgsmål.
Q: Hvad er mormonernes svar på 4 Mos 23:19?
Svar: En mormon, jeg talte med, syntes at have stor respekt for Bibelen. Men da jeg bad ham læse dette vers, uden at give ham nogen forklaring, sagde han: »Jamen, jamen, det er jo helt forkert.« Vi talte ikke meget mere sammen, men jeg følte, at jeg havde gjort mit arbejde. Jeg viste ham forskellen mellem Bibelen og det, mormonismen havde lært ham, og nu stod han over for et valg.
Jeg har talt med flere mormoner, end jeg kan huske, om dette vers såvel som 1. Samuel 15:29, og med én undtagelse havde ingen af dem noget svar.
En mormonmissionær, jeg talte med, havde dog et svar. Han sagde, at verset betød: »Gud er ikke den slags mand, at han skulle lyve, ej heller den slags menneskesøn, at han skulle omvende sig.«
Her er et par punkter:
1. Ordene »slags« findes ikke på hebraisk.
2. Den nye fortolkning med »slags« var ukendt for alle jødiske, kristne og endda kætterske forfattere, indtil mormonismen opstod i det 19. århundrede.
3. Da ingen troende, der taler hebraisk eller græsk, ville forstå verset på denne måde, ville det, hvis dette var den korrekte fortolkning, være en »hemmelig kode«, som kun mormonerne kunne forstå.
Vær på vagt, hvis du for at bevare din teologi er nødt til at fortolke en sætning på et fremmedsprog på en sådan måde, at der ikke findes nogen modersmålstalende af det pågældende sprog, der ville forstå den på den måde.
Spørgsmål: Hvorfor skal vi i 4. Mosebog 23:19 lægge vægt på noget, der er sagt af en mand, der udøvede spådom?
Svar: Selvom Bileam senere begik en stor synd, talte han på dette tidspunkt de ord, som Gud lagde i hans mund (4. Mosebog 23:16), og kun de ord, som Gud lagde i hans mund (4. Mosebog 22:38).
Spørgsmål: Hvorfor står der i 4 Mos 23:19, at Gud ikke omvender sig eller ændrer mening, når 1 Sam 15:35 og 2 Mos 32:14 siger, at han gør det? (Dette blev sagt af en muslim.)
Svar: Guds åbenbarede vilje er ofte tidsbestemt og betinget, og den forklares undertiden som et antropomorfisk udtryk.
Tidbestemt: Gud sagde til den oprørske generation, at han ikke ville gå med dem. De døde alle, og Gud gik med den følgende generation.
Betinget: Mange af Guds trusler eller løfter er forbundet med en eksplicit eller implicit betingelse. Se f.eks. Jonas 3 og 1. Mosebog 20:3 for nogle eksempler på implicitte betingede trusler.
Antropomorfisk: Gud, som er uden for tiden, vidste allerede, hvad de ville gøre, og Han vidste allerede, hvad Han selv ville gøre. Det er dog nogle gange svært for mennesker at indse dette og samtidig se, at folket stadig havde et reelt valg. Hvis Gud blot havde fortalt dem, hvad de helt sikkert ville gøre, og hvad Han helt sikkert ville gøre, ville det naturligvis begrænse deres valgmuligheder.
Man behøver ikke at være enig i eller endog forstå begrebet om, at Gud står uden for tiden. Man behøver ikke at gruble over tidløshed, før Gud overhovedet vil kommunikere med en på en meningsfuld måde. Gud kommunikerer med mennesker på en måde, som alle kan forstå.
Spørgsmål: Hvordan kunne Agag i 4 Mos 24,7 være i live på dette tidspunkt, når Agag levede i kong Sauls tid ifølge 1 Sam 15,8?
Svar: Der er to mulige svar.
To konger med samme navn: Det er ikke usædvanligt, at konger bærer navnet på en tidligere konge. Der er mange eksempler, såsom de mange britiske konger ved navn Henry, to nordisraelitiske konger ved navn Jeroboam, to fønikiske konger ved navn Hiram og mange egyptiske faraoer ved navn Thutmose og Ramses. Agag i Sauls tid var således en efterfølger til den Agag, der nævnes her. Dette spørgsmål svarer altså til at spørge: »Hvordan kunne Henrik [den ottende] af England have henrettet sine hustruer, når Henrik [den første] døde århundreder før de blev født?«
Agag som en titel, ligesom Farao: Den fønikiske »Corpus Inscriptionum Semiticarum I 3196« nævner en Agag på et andet tidspunkt og sted end disse to Agag’er. Vi ved ikke meget om amalekitterne, og »Agag« kunne have været en titel for amalekitternes hersker, ligesom Farao var en titel for Egyptens hersker. Keil-Delitzschs kommentar til Det Gamle Testamente, bind 1, s. 189, går ind for denne opfattelse.
Spørgsmål: Hvorfor omtaler nogle engelske oversættelser i 4 Mos 24:8 og Es 34:7 dette som en enhjørning?
Svar: De oversætter det forkert. I 5. Mosebog 33:17 bruges det samme hebraiske ord, og dyret har mere end ét horn.
Der findes en antilopeart i den arabiske ørken, kaldet oryx, som har to lange, lige horn, der sidder tæt sammen, og set fra siden ser det ud, som om den kun har ét horn. Det kan være her, den europæiske myte om enhjørninger stammer fra.
Se Stephen Caesar, »Zoology in the Pentateuch: Three Alleged Errors«, Science, Scholarship and Scripture i The Christian News, 2. juli 2001, s. 26. Se også Hoch, E. (1979), »Reflections on Prehistoric Life at Umm an-Nar (Trucial Oman) Based on the Faunal Remains from the Third Millennium BC.« I *South Asian Archaeology* 1977. Og Harrison, D.L. og P.J.J. Bates (1991) »The Mammals of Arabia«, 2. udg. Sevenoaks, Kent (England): Harrison Zoological Museum.
Spørgsmål: Hvem er det, der profeteres om i 4 Mos 24:17?
Svar: Der er to fortolkninger.
Den umiddelbare: Der profeteres om den umiddelbare ødelæggelse af Moab og Edom, om kong David eller om Judas stamme.
Messiansk: Dette er sandsynligvis også en forvarsel om Jesus, der ligeledes stammer fra Juda, og som ville komme og tilintetgøre alle de hære, der var samlet imod ham. Essæerne og andre anså også dette for at være en messiansk profeti. Simon bar Kosiba, der ledede et oprør mod romerne i årene 132–135 e.Kr., blev kaldt »Bar Kochba« eller »stjernens søn« på grund af dette vers.
Forfattere, der betragtede dette som messiansk, omfatter Justin Martyr (skrev ca. 138–165 e.Kr.), Athanasius (296–373 e.Kr.) samt de jødiske skrifter Targum Onkelos, Targum Jonathan og Talmud i Jerusalem, Taanith 68:4; Debarim Rabba (afsnit 1) og Pesikta Sotarta 58:1. Blandt Dødehavsrullerne er Damaskus-dokumentet (CD 7:9-20) og Krigsrullen (1 QM:7).
Spørgsmål: Hvordan kan skibe i 4 Mos 24:24 komme og plage Assur, når Assur var en by inde i landet?
Svar: 4. Mosebog 24:24 taler om »Asshur«, ikke om byen »Asshurs« umiddelbare omegn. Både fønikerne og grækerne var en konstant torn i øjet på det assyriske imperium. For at give et indtryk af Fønikiens indflydelse nævner The New Bible Dictionary (1978), s. 1194, at fønikerne endda drev handel med Indien. For mere om fønikerne, se National Geographic Magazine, august 1974, s. 149-189.
Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved ordvalget i 4 Mos 25,1?
Svar: Der kan være tale om et ordspil eller en dobbeltbetydning her. Mens »wayyahel« betyder »begyndte«, betyder roden »halal« »at forurene, besmitte eller vanhellige«.
Spørgsmål: Hvorfor roste Gud i 4 Mos 25,7-13 Pinehas for at have dræbt Kozbi og Zimri?
Svar: Der er fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. Folket stod over for at påbegynde en alvorlig opgave, nemlig indtagelsen af det forjættede land. Pinehas viste, at han forstod alvoren i Guds hellighed. På en underhånden måde forstod Bileam betydningen af hellighed. Derfor gav Bileam et effektivt råd om at skade israelitterne. Bileam blev dog dræbt sammen med Kozbi og Zimri i 4. Mosebog 31:8.
2. Skyldig i en forbrydelse, der straffes med døden, på grund af seksuel umoral.
3. Det er muligt (men ikke bevist), at denne umoral kunne have forbindelse til religiøse skikke.
4. Forbrydelsen var så meget desto mere alvorlig, fordi den blev begået frækt og trodsigt foran hele forsamlingen.
5. Pinehas var ikke en selvtægtsmand. Da forbrydelsen var en forbrydelse, der kunne straffes med døden, og Pinehas var i en autoritetsposition som præst, udførte Pinehas Guds lov for israelitterne.
Spørgsmål: I 4 Mos 26:5-50; 57-62 – bør vi studere disse slægtsregistre, når 1 Tim 1:4 og Tit 3:9 siger, at vi ikke skal hengive os til slægtsregistre?
Svar: Vi bør respektere Guds ord, selvom vi ikke forstår grunden til, at Gud ønsker, at vi skal læse det. Disse slægtsregistre betød sandsynligvis meget for de jøder i Det Gamle Testamente, der læste dem. Vi får dog ikke den samme mængde visdom, rettelse og opmuntring, som vi får fra andre typer bibelvers. 1 Timoteus 1:4 siger, at vi ikke skal hengive os til endeløse slægtsregistre.
Spørgsmål: Hvordan kan det i 4 Mos 26:14-18 og 4 Mos 1 være, at Simeons stamme mistede omkring 60 % af sine medlemmer?
Svar: De fleste stammer mistede nogle få medlemmer, da det samlede antal faldt fra 603.550 til 601.730. Simeon-stammen faldt imidlertid fra 59.300 til 22.200, som det påpeges i *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 166. Wycliffe Bible Dictionary, s. 1592, nævner også dette og angiver, at en sandsynlig årsag er, at mange af dem muligvis blev henrettet sammen med deres leder, Zimri, under Baal-Peor-hændelsen i 4. Mosebog 25:1-15.
Spørgsmål: Hvordan kan det i 4. Mosebog 26:51 være, at tallet 601.730 er næsten det samme (0,3 % mindre) som de 603.550 mænd i den folketælling, der blev foretaget over fyrre år tidligere i 4. Mosebog 2:32?
Svar: Skriften siger ikke, hvorfor disse tal ligger så tæt på hinanden, men man kan se to samtidige årsager:
Menneskeligt: Vandringen i ørkenen, slagene og plagerne tog hårdt på israelitterne, og derfor voksede deres befolkning ikke.
Guddommelig: Hvis tallet havde været større, ville de måske have tænkt, at de ekstra fyrre års vandring var en god ting, fordi de havde flere krigere. Hvis tallet havde været meget mindre, ville det enten betyde, at Gud havde flere soldater, end der var brug for første gang, eller at de havde for få soldater til at kæmpe. At tallene er næsten ens, illustrerer, at deres ulydighed og deres straf hverken hjalp eller skadede dem, hvad angår antallet af krigere.
Spørgsmål: Hvorfor måtte Moses i 4 Mos 27:5 spørge Herren i stedet for blot at afgøre deres krav på en fornuftig måde?
Svar: Selvom vi ikke kender til netop denne sag, er der generelt set mindst fire grunde til, at det er godt at bede og henvende sig til Herren.
1. Måske følte Moses allerede, at de burde have en arv, men han bad alligevel, fordi han indså, at han var fejlbarlig og kunne tage fejl.
2. Andre har forskellige opfattelser af kvinders arveret. For eksempel har døtre i islam ifølge sura 4:11 kun ret til halvdelen af sønners arv. I nogle kulturer kunne kvinder slet ikke arve.
3. Der fandtes en præcedens, nemlig at Job gav sine døtre en arv i Job 42:15. Nogle gange kan en person som Moses allerede have den rigtige idé, men alligevel have brug for Guds vejledning i nogle detaljer. For eksempel arvede Zelofhads døtre og deres efterkommere jorden for evigt, men de måtte gifte sig inden for stammen i henhold til 4. Mosebog 36:6-9.
4. Selv hvis Moses allerede havde vidst præcis, hvad han skulle gøre, kendte alle detaljerne og var klar over, at han havde denne viden, var det at gå til Herren i bøn og vente på et svar ikke blot en ære for Gud og en anerkendelse af, at Gud vidste bedre end han selv, men viste også andre, der måske havde andre synspunkter, at Moses ikke blot traf en forhastet beslutning.
Spørgsmål: Hvad er en sammenfatning af de ofre, som Gud befalede i 4. Mosebog 28?
Svar: Der var ofre i forbindelse med begivenheder og omstændigheder, og der var ofre på bestemte tidspunkter. 4. Mosebog 28 omhandler ofrene på bestemte tidspunkter. De er:
Dagligt: (2. Mosebog 29:38-42; 4. Mosebog 28:3-8)
Ugentlige: (3. Mosebog 23:3; 4. Mosebog 28:9-10)
Månedligt ved nymåne: (4. Mosebog 28:11-15)
Ugjæret brød og påske (3. Mosebog 23:4-14; 4. Mosebog 28:16-25; 5. Mosebog 16:1-8)
Ugefesten (Pinse) (3. Mosebog 23:15-21; 4. Mosebog 28:26-31; 5. Mosebog 16:9-12)
Trompetfesten (3. Mosebog 23:23-25; 4. Mosebog 29:1-6)
Forsoningsdagen (3. Mosebog 16:1-28; 23:26-32; 4. Mosebog 29:7-11)
Løvhyttefesten (3. Mosebog 23:33-39, 43; 4. Mosebog 29:12-38; 5. Mosebog 16:13-17)
Se The Bible Knowledge Commentary: Det Gamle Testamente, s. 248, for en tabel med meget detaljerede oplysninger om de kalenderbestemte ofre.
Spørgsmål: Hvorfor gav Gud i 4. Mosebog 30:1-15 disse regler vedrørende løfter, når Jakob 5:12 flere århundreder senere siger, at man slet ikke skal sværge?
Svar: Jakob 5:12 henviser til at aflægge en ed, ikke til at afgive alle former for løfter. 4. Mosebog 30:1-15 er mere generelt og henviser til at afgive et løfte, uanset om det sker ved at sværge eller ej.
Spørgsmål: Hvorfor står der i 4. Mosebog 30:3-16, at en kvindes løfte kan ophæves af hendes far eller ægtemand? (Dette spørgsmål blev stillet af en muslim.)
Svar: Gifte kvinder og kvinder, der endnu ikke var gift (og formodentlig boede i deres forældres hjem), kunne få deres løfter ophævet af henholdsvis deres ægtemand eller far. I den antikke verden var det primært ægtemanden eller faderen, der havde ansvaret for at tjene penge, og et løfte kunne være økonomisk belastende. Men som det står i *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 75: »Det er vigtigt at bemærke, at en enke eller en fraskilt kvinde, der var ansvarlig for sig selv, ikke var underlagt en sådan begrænsning. Denne regel vedrørende løfter var således på ingen måde en nedvurdering af kvinder. Den afspejlede derimod blot datidens økonomiske realiteter og Guds omsorgsfulde indblanding i alle detaljer i sit folks liv.«
Dette viser ganske vist faderens lederskab i familien og mandens overhøjhed over hustruen. Muslimer generelt (med undtagelse af denne her) ville ikke have noget problem med dette. Da han ønskede at bringe dette på bane, er han velkommen til at forklare følgende i islam.
En hustru må ikke faste (frivilligt) eller give nogen adgang til deres hjem uden sin mands tilladelse. Abu Dawud, bind 2, nr. 2452, 2453, s. 677-678. (»frivilligt« betyder ud over det, der er påkrævet)
Uden for ramadanen kan en hustru kun faste med sin mands tilladelse. Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 1761–1762, s. 62
Muhammed irettesatte ikke en mand, der slog sin kone, fordi hun bad og fastede ekstra. Abu Dawud, bind 2, nr. 2453, s. 677-678
Mænd bestemmer, hvornår deres hustruer skal bade. »Hvis nogen får (sin hustru) til at vaske sig, og han selv vasker sig om fredagen, går tidligt ud (til fredagsbønnen), overværer prædikenen fra begyndelsen, går til fods og ikke rider, sætter sig tæt på imamen, lytter opmærksomt og ikke giver sig af med tom snak, vil han for hvert skridt, han tager, modtage belønningen for et års faste og natbøn.« Abu Dawud, bind 1, nr. 345, s. 91. Der nævnes ikke udtrykkeligt nogen belønning for hustruen.
En kvinde bør ikke give en gave fra den fælles formue med sin mand. Abu Dawud, bind 2, nr. 3539, s. 1006. Dette skyldes generelt, at en kvinde mangler visdom og intelligens. Abu Dawud, bind 2, fodnote 2991, s. 1006.
En hustru kan ikke give en gave uden sin mands samtykke. Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 2388, s. 423
Spørgsmål: Var krigen mod midianitterne i 4. Mosebog 31:1-24 en ikke-historisk fortælling, der skulle skjule en uafgjort krig mod moabitterne, som det hævdes i Asimovs Guide to the Bible, s. 190?
Svar: Israelitterne kæmpede mod midianitterne på grund af begivenhederne i 4. Mosebog 22:4 og 25:14-18. Asimov fremlægger, som det er karakteristisk for ham, ingen beviser for sin påstand. Sund fornuft tilsiger imidlertid, at hvis et gammelt folk levede tæt på et andet folk i mange år, ville de enten blive venner eller udkæmpe nogle slag imod hinanden. Israelitterne og midianitterne blev aldrig venner.
Spørgsmål: Hvorfor befalede en retfærdig og god Gud i 4. Mosebog 31:1-24 israelitterne at udrydde midianitterne?
Svar: Israelitterne kæmpede mod midianitterne på grund af begivenhederne i 4. Mosebog 22:4 og 25:14-18.
Gud er hellig, og det er i overensstemmelse med hans retfærdighed, godhed og hellighed at udrydde det onde. Midianitterne nedstammede fra Abraham ifølge 1. Mosebog 25:1-4. Ikke alene kendte deres forfædre til Abrahams Gud og holdt op med at følge ham, men de fristede bevidst de israelitiske mænd til at synde.
Andre folkeslag i andre dele af verden var måske lige så onde som midianitterne, men de blev ikke straks udryddet. Midianitterne vidste imidlertid mere, da de stammede fra Abraham, og med større viden følger større ansvar. (Se Romerbrevet 4:15; 5:12; ~Johannes 9:41) Desuden er Gud retfærdig, men han er ikke nødvendigvis retfærdig i dette liv. Gud vil rette op på alt på dommedagen, men indtil da bliver nogle mennesker udryddet, selvom de burde være blevet skånet, mens andre, der burde være blevet udryddet, undslipper – i en periode.
Spørgsmål: Styrkede erindringen om hændelsen ved Peor i 4. Mosebog 31:16 de senere jahvisters holdning mod ægteskaber med fremmede?
Svar: Asimov antager, at Det Gamle Testamente ikke stammer fra Gud. Han forsøger at fortolke det som en politisk kamp mellem dem, der var imod ægteskaber med fremmede, og dem, der var for det.
Selvom der i Det Gamle Testamente var stridigheder mellem israelitter, der tog det alvorligt at følge Guds lov, og dem, der ikke gjorde det, blev Første Mosebog skrevet på et tidligt tidspunkt, før de påståede politiske grupper, som Asimov forsøger at skabe, overhovedet eksisterede.
Spørgsmål: Hvorfor dræbte man de midianitiske spædbørn i 4. Mosebog 31:17?
Svar: Dette ligner meget spørgsmålet om, hvorfor Gud lod selv de spæde kanaanitter dræbe. Se diskussionen om Josva 6:21 for svaret samt det næste spørgsmål.
Spørgsmål: Hvorfor dræbes alle de midianitiske drenge i 4. Mosebog 31:17-18, men ikke de jomfruelige kvinder og små piger?
Svar: Det står ikke i Skriften. Måske fordi den israelitiske slægtslinje blev ført videre gennem mændene, ville drengene ikke passe så godt ind i samfundet, da de ikke stammede fra de tolv stammer, og adoption var ikke deres skik.
Skriften gengiver her blot ærligt, hvad Moses befalede. Der er intet, der tyder på, at Gud hverken godkendte eller misbilligede det. Se også det næste spørgsmål.
Spørgsmål: Hvorfor beordrede Moses i 4. Mosebog 31:17-18, at de unge kvindelige fanger skulle holdes tilbage af seksuelle årsager? (Dette spørgsmål blev stillet af en ateist.)
Svar: For det første er »af seksuelle årsager« en insinuation, der ikke findes i Skriften. Disse soldater var israelitter, ikke muslimer (hvilket nogle amerikanske ateister tilsyneladende ikke har så meget imod).
Kvinderne skulle være slaver, og mændene kunne gifte sig med dem, hvis de ønskede det. Men for mænd, der havde sex med kvinder – selv kvindelige fanger – uden at blive deres ægtemænd, siger Bibelen, at de skulle straffes med døden.
Spørgsmål: Hvorfor kunne mænd, selv gifte mænd, i 4 Mos 31:18 beholde tilfangetagne kvinder for sig selv, når 2 Mos 20:14 og 5 Mos 5:18 påbyder folk ikke at begå ægteskabsbrud?
Svar: Ægteskab er ikke utroskab. Dette spørgsmål forveksler det at gifte sig lovligt med en tilfangetagen kvinde med utroskab. Når man giftede sig med en kvinde, uanset om hun var tilfangetagen eller fri, var børnene lovlige, blev opkaldt efter faderens navn og var en del af hans stammeslægt. Hvad angår arv, mistanke om utroskab og andre forhold, havde den hustru, der tidligere havde været tilfangetagen, alle de samme rettigheder som en hustru, der aldrig havde været tilfangetagen.
Spørgsmål: Hvorfor fik israelitterne i 4. Mosebog 31:18 og andre passager lov til at gifte sig med kvinder, de havde taget til fange?
Svar: Clemens af Alexandria forklarer denne skik godt i »Stromata« (193–202 e.Kr.), bog 2, kap. 18, s. 367: »Desuden forbyder den samleje med en kvindelig fange for ikke at vanære hende. ’Men giv hende,’ står der, ’tredive dage til at sørge efter eget ønske, og når hun har skiftet tøj, skal du omgås hende som din lovformelige hustru.’ … Ser du, hvordan menneskelighed forenes med afholdenhed? Den herre, der er blevet forelsket i sin kvindelige fange, får ikke lov til at tilfredsstille sin lyst, men hans begær holdes i skak ved at fastsætte et tidsinterval; og desuden klippes fangens hår af for at vanære den skammelige kærlighed: for hvis det er fornuften, der får ham til at gifte sig, vil han holde fast ved hende, selv efter at hun er blevet vansiret [klippet].“
Spørgsmål: Hvorfor bosatte Ruben og Gad sig uden for det forjættede land i 4 Mos 32:1-2?
Svar: Grænserne i 4. Mosebog 34:12 gør det klart, at dette var uden for det forjættede land. De praktiske grunde til, at de bosatte sig på den østlige side af Jordanfloden, er:
1. Dette land var allerede erobret,
2. De så, at landet var godt til kvæg
3. Moses og de blev enige om, at de kunne få det, hvis de hjalp de andre stammer med at kæmpe for det forjættede land.
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de burde have besat dette land, se det næste spørgsmål.
Q: Burde nogen af israelitterne i 4. Mosebog 32:1-2 have bosat sig på den østlige side af Jordanfloden?
Svar: Bibelen siger, at de skulle bosætte sig i det forjættede land. De andre stammer nævnte i Josva 22:19, at landet kunne blive besmittet, og at de skulle komme over til det forjættede land. I fremtiden havde stammerne i det forjættede land brug for mere arbejdskraft for at besejre de resterende kanaanitter og filisterne. Ser man på de to og en halv stammers fremtidige skæbne, blev de konstant angrebet af edomitterne, ammonitterne og moabitterne, indtil alle deres efterkommere, der ikke blev dræbt, blev assimileret i de andre nationer, og de glemte fuldstændigt Herren, deres Gud. Mod slutningen af Josvas erobring indså de to og en halv stammer, at de andre stammer måske ville forsømme dem (Josva 22:24-28).
Her er der en lære for nutidens kristne. 1 Korintherbrev 12:21-27 siger, at alle dele af Kristi legeme har brug for hinanden. Når vi ikke er der, hvor Gud ønsker, at vi skal være, er der ikke ét problem, men to. Det ene problem er, at vi går glip af aspekter af fællesskabet med Gud på grund af vores ulydighed. Det andet problem er, at andre, der har brug for vores hjælp og de gaver, Gud har givet os, også går glip af noget.
Spørgsmål: Varede Guds vrede mod israelitterne i 40 år i 4. Mosebog 32:13, eller varer den kun et minut, som det står i Salme 30:5? (Dette spørgsmål blev stillet af en muslim)
Svar: Der kan være en forskel på, hvor længe Gud er vred i Guds tid, i forhold til hvor længe konsekvenserne varer i vores tid. Uanset hvad står der dog ikke »60 sekunder« i Salme 30,5; der står, at Hans vrede er »flygtig« (det hebraiske ord betyder »et øjeblik«). Guds vrede og tugt over for sit folk er kun kortvarig sammenlignet med Hans nåde, der er med dem for evigt.
For israelitterne i ørkenen, såvel som andre, der nægtede at følge Ham, sender Gud disse mennesker til helvede for evigt. Gud var imidlertid vred på det israelske folk, idet Han ikke lod dem komme ind i det forjættede land i fyrre år. Men straf her på jorden, selvom den varer fyrre år, er blot et øjeblik sammenlignet med evigheden.
Spørgsmål: Hvordan udøvede Gud dom over de egyptiske afguder i 4. Mosebog 33:4?
Svar: Afgudsbillederne i sig selv var livløse, men Gud »udøvede tilsyneladende dom« for på en meget konkret måde at vise tilbedere af disse afgudsbilleder, hvor magtesløse de var.
De fleste af de ti plager i 2. Mosebog var symboler på en bestemt egyptisk guddom.
1. Den blodrøde Nil: Apis, Isis og Khnum var guder for Nilen.
2. Frøer: Gudinden Heqet, der hjalp kvinder under fødslen, havde et frøhoved.
3. Myg: Set var ørkenens gud. Han blev betragtet som god i den tidlige egyptiske mytologi, men blev betragtet som ond, da han lemlæstede Osiris i den senere egyptiske mytologi.
4. Fluer: Muligvis relateret til solguden Re.
5. Døde dyr: Guden Hathor havde et kohoved, og guden Apis havde et tyrehoved.
6. Bylder: Sekhmet var gudinden, der helbredte sygdomme; Sunu var pestguden, og Isis var helbredelsens gudinde.
7. Hagl: Nut var himmelgudinden.
8. Græshopper: Osiris var guden for afgrøder og frugtbarhed.
9. Mørke: Re var solguden.
10. Påsken: Gudinden Isis skulle beskytte børnene. Faraoens søn, den kommende farao, blev naturligvis betragtet som en gud.
Efter denne periode havde egypterne mindre respekt for deres afguder end de fleste andre kulturer. Når de bad til en afgud, og bønnen ikke blev besvaret, var de kendt for at tage en pisk og slå afguden. (Everyday Life in ANCIENT EGYPT af Jon Manchip White (Dorset Press 1963) s. 131.)
Spørgsmål: Hvordan kunne den sydvestlige grænse af det forjættede land [angiveligt] i 4 Mos 34:5 være Nilen, Egyptens flod?
Svar: »Egyptens bæk« (som BSB oversætter det; nogle oversættelser har »Egyptens flod«) henviser ikke til den store Nilen. Det henviser snarere til en lille bæk, der adskiller Egypten fra Kana’an. Mange kort viser denne flod i den nordøstlige del af Sinai-halvøen, hvor den munder ud i Middelhavet.
Spørgsmål: I 4 Mos 34:11, 5 Mos 3:17, Jos 12:3 og Jos 13:27 – hvor ligger Kinnereth-søen?
Svar: Kinnereth-søen er et gammelt navn for Galilæasøen. Ifølge The NIV Study Bible betyder Kinnereth »harpe«, og Galilæasøen har form som en gammel harpe.
Spørgsmål: I 4 Mos 34:13-15 – da Moses døde, før han kom ind i Kana’an – hvordan kan det så være, at han fortalte jøderne, at stammerne Ruben, Gad og den halve stamme Manasse allerede havde fået landet øst for Jordanfloden?
Svar: Jordanfloden udgør grænsen til Kana’an, så Rubens, Gads og den halve Manasses’ land øst for Jordanfloden ligger uden for Kana’an. Moses selv kunne befinde sig i det land, der allerede var givet til de 1,5 stammer, og han kunne se Kana’an fra et bjerg øst for Jordanfloden, men det var forbudt for Moses at krydse Jordanfloden.
Teologisk set er der nogle interessante punkter her. Gud lovede israelitterne Kana'ans land. Men disse 2½ israelitiske stammer så sig omkring og mente, at dette land var ret godt, så de valgte ikke at bo i Guds lovede land. Landet så ud til at være i orden, bortset fra at det var mere udsat for angreb, og efter Davids tid hører man ikke meget mere om disse stammer. Nogle af dem blev dræbt, og andre assimilerede sig og mistede bevidstheden om, hvem de var. I dag kan Gud måske love os noget, og vi kan se os omkring og synes, at det virker mere indbydende at bo et andet sted end at leve under Guds løfte. Men Gud kender fremtiden, og det er altid sikrere at leve under Guds løfte og huske, hvem man er.
Spørgsmål: I 4 Mos 34:14; 1:18-44 og 3 Mos 24:10 hævdes det, at jødisk stammeherkomst kun gik gennem den biologiske far. Hvis Jesus ikke havde nogen menneskelig far, hvordan kunne han så have stammeforbindelse til Juda?
Svar: Før vi besvarer dette spørgsmål, skal vi først afklare, hvad versene IKKE siger. 4. Mosebog 34:14 siger IKKE, at tilhørsforholdet til en stamme kun går gennem den biologiske far. Der står: »For Rubeniternes og Gaditernes stammer samt den halve stamme Manasse har allerede modtaget deres arv.« 4. Mosebog 1:18-44 opregner blot stammerne og folketællingen af mænd. 3. Mosebog 24:10 behandler heller ikke spørgsmålet direkte, men da sønnen havde en israelitisk mor og en egyptisk far, og sønnen var en del af gruppen, tyder det på, at han blev betragtet som israelit. Desuden nævner det faktisk Dan-stammens tilhørsforhold – gennem moderen.
To supplerende svar: Tilhørsforholdet til en stamme eller en klan skete normalt gennem faderen; i nogle få tilfælde blev det dog betragtet som værende gennem moderen. Det kunne også være gennem den juridiske far.
Biologisk afstamning udelukkende fra Juda: Jesus havde ingen menneskelig afstamning bortset fra jødisk afstamning. Da Maria nedstammede fra David (fra Judas stamme), var Jesus biologisk tilknyttet Juda. Det Gamle Testamente giver os tre eksempler, hvor stamme-tilhørsforholdet gik gennem moderen.
Attai: I Judas stamme havde Sheshan ingen sønner, kun døtre. Derfor gav han sin datter til sin egyptiske tjener Jarha, og de fik en søn ved navn Attai. Attais slægtsregister er anført sammen med de øvrige israelitter i 1 Krønikebog 2:34-41.
Jair var barnebarn af Hezron fra Judas stamme og datter af Makir, en manassit. I 1 Krønikebog 2:21-23 styrede Jair treogtyve byer i Gilead (i Manasses område). Men selvom Jairs far var fra Juda, kaldes Jair stadig en manassit i 4. Mosebog 32:41 og 5. Mosebog 3:14.
Sønner af en datter af Barzillai. Et tredje eksempel findes i Esra 2:61 og Nehemias 7:63, hvor sønnerne af en præst, der giftede sig med en datter af Barzillai, blev kaldt Barzillais sønner.
Også juridisk afstamning fra Juda: Det var vigtigt, at Jesu adoptivfar/juridiske far også stammede fra Juda. Hvis Josef ikke havde været en efterkommer af David, ville Jesus ikke have haft krav på Davids trone.
5. Mosebog 25:5-10 viser, at arverettighederne gik gennem den juridiske far og ikke den biologiske far. Når en gift mand døde barnløs, skulle hans bror gifte sig med enken, og den juridiske far til sønnen var den afdøde mand, ikke den biologiske far. 5. Mosebog 25:6 siger: »Den første søn, hun føder, skal føre den afdøde brors navn videre, så hans navn ikke udslettes fra Israel« (BSB). Rut 4:5-6 viser, at det var den juridiske far, ikke den biologiske far, der havde indflydelse på arven.
Stamtilhørsforholdet var vigtigt for jordfordelingen, og det gik normalt gennem faderen. Men når der ikke var nogen far eller mand, viser 4. Mosebog 27:1-11, at der blev taget højde for særlige situationer.
Sammenfattende: Jesus var biologisk set kun af Judas stamme, og i Det Gamle Testamente foregik tilhørsforholdet til en stamme undertiden gennem moderen. Jesus var også af Judas stamme gennem sin adoptivfar, og loven om leviratægteskab viste, at det var den juridiske far, ikke den biologiske far, der var afgørende i den henseende.
Spørgsmål: Burde der i 4. Mosebog 34:24 (NIV) stå »søn af Josef« før »fra Efraims stamme«?
Svar: I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 2, s. 998, står der, at dette ikke findes i den hebraiske tekst. De engelske oversættere tilføjede det for at gøre teksten mere parallel og lettere at forstå, da det allerede var underforstået.
Spørgsmål: Hvorfor var der i 4 Mos 35:31 ingen løsesum for mord, når der formodentlig var tilladt en løsesum for andre forbrydelser?
Svar: Der var en række forbrydelser i Toraen, der fortjente dødsstraf. For de fleste af disse forbrydelser kunne den skyldige dog betale en aftalt bøde og undgå døden. To undtagelser var mord og blasfemi mod Gud.
Spørgsmål: I 4 Mos 35:30, kunne en person dømmes for mord på grundlag af indicier?
A: Ja, hvis der var flere vidner. I 3. Mosebog 35:30 står der, at der kræves to vidner, men der står ikke, at de skal være øjenvidner. 3. Mosebog 5:1 viser, at et vidne ikke nødvendigvis er et øjenvidne, men en person, der har relevant viden om noget, »han har været vidne til, uanset om han har set det eller hørt om det«. Hvis en person for eksempel har hørt morderen prale af handlingen eller true med at begå den, vil denne person være vidne til det, han har hørt.
Spørgsmål: I 4. Mosebog 35:33 står der, at landet ikke kan renses for uretfærdigt udgydt blod. Er hele jorden derfor uren i dag?
Svar: Nej. Landet kan ikke renses af mennesker for uretfærdigt udgydt blod. Men Gud kan helliggøre selv det sted, hvor Jesus blev uretfærdigt dræbt for vores synder.
Spørgsmål: Hvorfor kunne kvinder [angiveligt] ikke arve her i 4. Mosebog 36? I islam har døtre for eksempel ret til at arve, selvom det er halvt så meget som sønnerne.
Svar: Der er fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
Zelofhads døtre arvede faktisk fra deres far. Dette var ret og rimeligt som Guds vilje, ifølge 4. Mosebog 27:7-8. Desuden taler 4. Mosebog 36:8 også i fremtid om enhver datter, der arver jord, så de kunne altså arve.
Selv før dette arvede Jobs døtre sammen med deres brødre i Job 42:15.
Det, der er spørgsmålet her, er arv, der overgår fra stamme til stamme i 4. Mosebog 36:9, ikke Zelofhads døtres ejendom.
Løsningen var, at døtrene beholdt jorden, men de måtte gifte sig inden for deres egen stamme, Manasse. I fremtiden skulle alle kvinder, der arvede jord, gifte sig inden for deres stamme.
I Det Nye Testamente viser 1. Petersbrev 1:3-4, at alle, der tror, har den vigtigste arv af alle, en arv i himlen, der er gemt til os.
Som en sidebemærkning får døtre i ortodoks islam kun halvdelen af deres brødres arv. Sura 4:11 siger: »Allah giver jer (således) følgende anvisninger vedrørende jeres børns (arv): til den mandlige skal der tilfalde en andel svarende til to kvinders:…« (Yusuf Alis oversættelse, s. 209).
Sammenfattende kan man sige, at da 4. Mosebog 36:8 taler om, at døtre arver jord, og 4. Mosebog 27:7-8 taler om, at døtre arver generelt, ville det være i strid med Det Gamle Testamente ikke at tillade døtre at arve. Galaterbrevet 3:28 siger, at i Kristus er der hverken mand eller kvinde, og i resten af Bibelen, både Det Gamle og Det Nye Testamente, er der intet, der begrænser en kvindes arverettigheder eller økonomiske muligheder generelt. I modsætning til islam har kvinder i kristendommen lige så meget at se frem til i himlen som mænd.
Spørgsmål: Hvilke henvisninger har vi i 4. Mosebog i skrifterne fra den alexandrinske jøde Philo?
Svar: Som kristne stoler vi på, at det Gamle Testamente, som Kristus bekræftede, er det Gamle Testamente, vi har. I øvrigt siger Koranen for muslimer, at Jesus fik Toraen i sura 5:46. Vi har tidlige manuskripter fra Kristi tid, hvilket det næste spørgsmål omhandler. Der findes dog en yderligere bevislinje. Filo fra Alexandria var en jødisk lærd, der levede fra 15/20 f.Kr. til 50 e.Kr. Han skrev på græsk, men det er bemærkelsesværdigt, at hans græske citater fra Det Gamle Testamente stemmer bedre overens med den hebraiske masoretiske tekst end med den græske Septuaginta. Han gik meget i detaljer med, hvad de forskellige vers betyder. Her er de kapitler og vers, han henviste til i 4. Mosebog:
3:12; 5:2,14,15,18,27; 6:2,9,14,18; 7:5,14; 8:24; 9:10; 10:29; 11:4,5,7,8,11,16,17,20,23,31; 12:6,7,12-14; 13:18,23,25; 14:1,9,11,20,24,44; 15:19,30; 16:1,15,48; 18:12,20,26,28,31; 19:1,15; 20:17,25; 21:5,6,17,18,27,30; 22:29,31; 23:7,8,19; 24:7,17,20; 25:1,4,7,8,11,12; 26:16; 27:3,4,16,17; 28:2; 29:13; 30:10; 31:8,26,28,40; 35:1,5,25,30
Se The Works of Philo: Complete and Unabridged new updated version for yderligere oplysninger.
Spørgsmål: Hvilke af de tidligste manuskripter fra 4. Mosebog findes der stadig i dag?
Svar: Her er de tidligste.
Ketef Hinnom-rullerne stammer fra 650–587 f.Kr., er skrevet på sølv (hvilket er grunden til, at de har overlevet) og indeholder fragmenter af 2. Mosebog 20:6; 4. Mosebog 6:24–26; 5. Mosebog 5:10; 7:9; Nehemias 1:5 og Daniel 9:4.
Bibelens Dødehavsruller: (før Kristus) 8 eksemplarer. (The Dead Sea Scrolls Today, s. 30; The Dead Sea Scrolls in English, 4. udgave, og The Dead Sea Scrolls Translated: The Qumran Texts in English, 2. udgave). Dødehavsrullerne indeholder dele af hvert kapitel i 4. Mosebog undtagen kapitel 6 og 14. Dødehavsrullerne er:
1Q3 150-100 f.Kr. (paleo-Leviticus, men indeholder 8 ord fra 4. Mosebog 1:48-50 og 36:7-8?).
2Q6 (=2QNum(a)) (to separate fragmenter) 40–60 e.Kr. (24 ord) 4. Mosebog 3:38–41,51; 4:1–3
2Q7 30–1 f.Kr. (19 ord)
2Q8 (=2QNum(b)) 20–50 e.Kr. 4. Mosebog 33:47–53
2Q9 (muligvis det samme manuskript som 2Q7) 30–1 f.Kr. (3 ord) 4. Mosebog 7:88
4Q23 (=4QLevNum(a)) 150–100 f.Kr. (710 ord) Af de 40 tekstvarianter i disse dele af 4. Mosebog stemmer 4Q23 overens med den masoretiske tekst i 30 af dem, med den samaritanske Pentateuk i 12, med Septuaginta i 8, og stemmer ikke overens med noget andet manuskript i 5. 1:1-5,21-22,36-40; 2:18-20, 31-32; 3:3-19,51; 4:1-2, 40-49; 5:1-9; 8:7-12, 21-22; 9:3-10, 19-28; 10:13-23; 11:4-5,16-22; 12:3-11; 13:21; 26:5-7; 30:3?,7?,9?,13?; 32:8-15,23-42; 33:5-9,22-34,52,54
4. kvartal 27, 400–20 f.Kr. (1528 ord) Dette udgør ca. 9 % af hele bogen. Den indeholder 4. Mosebog 11:31-35; 12:1-6,8-11; 13:7,10-13,15-24; 15:31; 16:1-11,14-16; 17:12-17; 18:25-32; 19:1-6; 20:12-13b,16-17,19-29; 21:1-2,12a-13a,20-21a; 22:5-21,31-34,37-38,41; 23:1-4,6,13-15,21-22,27-30; 24:1-10; 25:4-8,16-18; 26:1-5,7-10,12,14-34,62-65; 27:1-5,7-8,10,18-19,21-23b; 28:13-17,28,30-31; 29:10-13,16-18,26-30; 30:1-3,5-9,12-17; 31:2-6,21b-25,30-33,35-36,38,43-44,46-54; 32:1,4-5,7-10,13-17,19,21-30,35,37-39,41; 33:1-4,23,25,28,31,45,47-48,50-52; 34:4-9,19-21,23; 35:3-5,11-12,14-15,18-25,27-28,33-34; 36:1-2a,4a-7;
4Q121 (4QLXXNum) 25 f.Kr. til 25 e.Kr. (134 ord) Dette er et temmelig mærkværdigt manuskript på græsk. Den masoretiske tekst og Septuaginta ligger ret tæt på hinanden i 4. Mosebog, men 4Q121 ligger midt imellem dem. Forskere diskuterer, om 4Q121 ligner den oprindelige version af Septuaginta mere, og om senere versioner af Septuaginta afveg mere, eller om 4Q121 var et forsøg på at bringe Septuaginta endnu tættere på den masoretiske tekst. 4. Mosebog 4:1?, 5-9, 11-16; 3:3a?, 40-43, 50-51?
I »Wycliffe Bible Dictionary« s. 436-438 står der, at der findes 6 eksemplarer. Nathan Jastram, forsker i Dødehavsrullerne, sagde, at ét eksemplar af 4. Mosebog stammede fra 30-50 f.Kr. (radioprogrammet »Issues etc.« 17. april 1999)
I *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 2, s. 551, står der: »Den hebraiske tekst (MT) i 4. Mosebog er relativt fri for vanskeligheder. Da Toraen blev særligt æret i oldtiden, synes dens overlevering at være renere end de fleste andre bibelske bøger.«
Parabibelske Dødehavsruller: Ikke-bibelske tekster fra Qumran, der henviser til 4. Mosebog, omfatter 4Q364-366; 4Q423 5.2; 11Q19 49.5-51.6; 4Q251 6.2-6; 4Q276-277; 4Q284 4; 4Q394-399 B 13-17, 72-74; 11Q19 13-14, 17-19, 25-29; 11Q19 52:13-54.5;
Wadi Murabba’at-rullen 1, linje 6-7 (75-125 e.Kr.) indeholder 31 ord fra 4. Mosebog 34:10; 36:7-11
Nahal Hever i Bogstavhulen (=5/6Hev 1a) (50 f.Kr. til 50 e.Kr.) indeholder 4. Mosebog 19:2-4; 22:7-8.
Nahal Hever (X Hev/SeNum) indeholder 4. Mosebog 27:2-13; 28:11-12
Samlet set er følgende 461,5 vers af de 1.288 vers i 4. Mosebog bevaret i Dødehavsrullerne.
4 Mos 1:1-5,21-22,36-40,48-50; 2:18-20,31-32; 3:3-19,38-43,50-51; 4:1-16,40-49; 5:1-9; 6:ingen; 7:88; 8:7-12,21-22; 9:3-10,19-20; 10:13-23; 11:4-5,16-22,31-35; 12:1-11; 13:7,10-13,15-24; 14:ingen; 15:41; 16:1-11,14-16; 17:12-17; 18:8-9 (eller 3 Mos 23:1-3), 25-32; 19:1-6; 20:1-2, 7-8, 12-13, 16-17, 19-29; 22:5-24, 31-34, 37-38, 41; 23:1-4, 6, 13-15, 21-22, 27-30; 24:1-10; 25:4-8, 16-18; 26:1-10, 12, 14-34, 62-65; 27:1-13, 18-19, 21-23b; 28:11-17,28,30-31; 29:10-13,16-18,26-30; 30:1-3,5-9,13?,15-17; 31:2-6,21b-25,30-33,35-36,38,43-44,46-54; 32:1,4-5,7-17,19,21-42; 33:1-9,22-34,45,47-53; 34:4-10,19-21,23; 35:3-5,11-12,14-15,18-25,27-28,33-34; 36:1-2a,4a-11
Samaritanerne udarbejdede deres egen udgave af Toraen i det 2. århundrede f.Kr., selvom de tidligste bevarede samaritanske udgaver stammer fra middelalderen. Se *The Dead Sea Scrolls Today*, s. 125-126.
Kristne bibelmanuskripter fra omkring år 350 e.Kr. indeholder Det Gamle Testamente, herunder 4. Mosebog. Ifølge *The Encyclopedia of Religious Knowledge*, s. 746, indeholder Chester Beatty-papyrerne (2.–4. århundrede e.Kr.) 4. Mosebog.
Chester Beatty VI (4. Mosebog–5. Mosebog) fra det 2. århundrede (Kenyon) eller 117–138 e.Kr. (Wilcken).
Vaticanus (325–350 e.Kr.) indeholder hele 4. Mosebog.
Sinaiticus (340–350 e.Kr.) indeholder 4. Mosebog 5:26–6:18; 6:22–7:20; 16:7–16:31; 16:31–20:28; 23:22–26:2.
Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele 4. Mosebog.
En syrisk oversættelse af Septuaginta blev udført af biskop Paulus af Tella (616-617 e.Kr.), som vi stadig har i dag.
I en hule nær Jerusalem blev der fundet en sølvrulle fra det 7. århundrede f.Kr., der indeholdt 4. Mosebog 6:24-26.
De tidlige kirkeforfattere anerkendte 4. Mosebog som en autoritativ skrift. Se det næste spørgsmål for en komplet liste fra tiden før Nikæa.
Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til 4. Mosebog?
Svar: Forfattere fra tiden før Nikæa, der citerede eller hentydede til vers i 4. Mosebog, er:
Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) citerer 4. Mosebog 12:7: »Den velsignede Moses, en ’trofast tjener i hele sit hus’, nedskrev i de hellige bøger alle de påbud, der blev givet ham, …« 1. Klemensbrev, kap. 43, s. 16
Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.), kap. 12, s. 145, henviser til 4. Mosebog 21:8–9: »Og Moses talte til dem og sagde: ’Når nogen af jer bliver bidt, skal han gå hen til slangen, der er sat på stangen; og han skal håbe og tro, at selv om den er død, er den i stand til at give ham liv, og straks skal han blive helbredt.’ »Og det gjorde de.« »I dette har du også [et tegn på] Jesu herlighed;«
Justin Martyr (150 e.Kr.) fortæller også om kobberslangen i 4. Mosebog 21:6-9. Han indleder med: »For i Moses’ skrifter fortælles det, hvordan israelitterne på den tid, da de drog ud af Egypten og befandt sig i ørkenen, stødte på giftige dyr, både hugorme og asper…« Justin Martyrs Første Apologi, kap. 50, s. 183.
»Hermas’ hyrde« (ca. 115–155 e.Kr.), kap. 3, s. 12, hentyder til Eldad og Modat i 4. Mosebog 11:26-27.
Meleto/Melito af Sardis (170–177/180 e.Kr.) opregnede 4. Mosebog blandt Det Gamle Testamentes bøger i sit brev til Onesimus. Det er usædvanligt, at han bytter om på rækkefølgen af 4. Mosebog og 3. Mosebog. Om påsken, s. 72. Bevaret i Eusebius’ Kirkehistorie 4.26.
Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer 4. Mosebog 16:15 som stammende fra Moses. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 26.4, s. 497
Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) citerer 4. Mosebog 6:9 som stammende fra »Læreren«, der taler gennem Moses. »Læreren«, bog 1, kap. 2, s. 210.
Tertullian (198–220 e.Kr.) omtaler hændelsen ved Baal-Peor, »som det fortælles i 4. Mosebog«, Scorpiace, kap. 3, s. 636. Han omtaler også 4. Mosebog 21 i »Fem bøger mod Marcion«, bog 2, kap. 22, s. 314 (207/208 e.Kr.).
Hippolyt (222–235/6 e.Kr.) skrev et værk med titlen *Balaams velsignelser*. Et afsnit er bevaret (81 ord på engelsk) og findes i *The Ante-Nicene Fathers*, bind 5, s. 160.
Origenes (240 e.Kr.) henviser til 2. Mosebog, 3. Mosebog og 4. Mosebog. Kommentar til Høj sangens prolog, s. 47
Anonym afhandling mod Novatian (ca. 246–258 e.Kr.), kap. 2, s. 658, citerer 4. Mosebog 5:2 som stammende fra Moses.
Anonym afhandling om dåben (ca. 248–256 e.Kr.), kap. 15, s. 676, citerer 4. Mosebog 11:17 som noget, Gud sagde til Moses i Det Gamle Testamente.
Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer fra »4. Mosebog« i Afhandling 12, tredje bog, kapitel 14.
Archelaus (262–278 e.Kr.) Den kristne Diodorus diskuterer, hvordan Moses i 4. Mosebog 15:32 befaler, at den mand, der samlede brænde på sabbatten, skal stenes. »Disputation med Manes«, kap. 40, s. 214. Han henviser også til 4. Mosebog 15:32 i »Disputation med Manes«, kap. 31, s. 204.
Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) henviser til 4. Mosebog 23 i sin drøftelse af, hvordan Bileam og Balak lagde en snublesten foran Israel. »Kommentar til Åbenbaringen«, fra 2. kapitel, 14–16, ANF, bind 7, s. 346–347.
Methodius af Olympus og Patara (270–311/312 e.Kr.) citerer Septuaginta af 4. Mosebog 6:2 som »Det, der er fastlagt i 4. Mosebog« i »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 5, kap. 4, s. 326.
Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) skriver: »[Moses siger også] i 4. Mosebog« og omskriver 4. Mosebog 23:19 i »Epitome of the Divine Institutes«, kap. 46, s. 241
Efter Nicæa er der andre, der henviser til Fjerde Mosebog (i kronologisk rækkefølge): Eusebius af Cæsarea, Aphrahat den Syriske, Athanasius, Efrem den Syriske, Basilius af Kappadokien, Cyril af Jerusalem, Ambrosius af Milano, Gregor af Nazianzen (hentydning), Gregor af Nyssa, Rufinus, Hieronymus, koncilet i Karthago (393–419 e.Kr.), Epifanius af Salamis, Johannes Chrysostomos, Orosius af Braga (hentydning), kætteren Theodor af Mopsuestia (hentydning), Augustin af Hippo, Johannes Cassian og andre.
Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Gamle Testamente. Han diskuterer specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Toraen, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuel og Kongerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggai, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra, Nehemias, Brev 53, kap. 7–8, s. 99–101.
Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene i 4. Mosebog mellem den hebraiske tekst, den græske Septuaginta og andre oversættelser?
Svar: Her er nogle af oversættelsesforskellene samt et par andre usikkerheder i håndskrifterne i de 1.288 vers i 4. Mosebog. Dette fokuserer især på 4. Mosebog 21. Medmindre andet er angivet, er den første sætning den masoretiske tekst (MT), og den anden er Septuaginta (LXX).
4 Mos 2:14 navnet »Reuel« kontra »Deuel« i den samaritanske Pentateuk, Vulgata og mange masoretiske manuskripter. De hebraiske bogstaver for »r« og »d« ligner hinanden meget, og dette svarer til »Rodanim« kontra »Dodanim« i 1. Mosebog 10:4. I *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 2, s. 715, står der, at Deuel sandsynligvis er den bedste læsning.
4 Mos 3:9 »til ham« kontra »til mig« i den samaritanske Pentateuk, Septuaginta og nogle masoretiske håndskrifter.
4 Mos 3:12 »Jeg har taget leviterne … i stedet for hver førstefødt« (MT og 4Q23) kontra »Jeg har taget leviterne … de skal være dem, der bliver forløst i stedet for hver førstefødt« (den samaritanske Pentateuk)
4 Mos 3:28 »8.600« mod »8.300« i nogle Septuaginta-håndskrifter
4 Mos 3:39 »og Aron« med særlige prikker over ordet (mange masoretiske tekster) kontra »og Aron« (Septuaginta) kontra fraværende i talrige hebraiske manuskripter, syrisk og den samaritanske Pentateuk. Skrivere gjorde dette for at udtrykke tvivl om verset. Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 2, s. 728 for mere om dette.
4 Mos 4:3 »fra 30 års alderen« (MT, 4Q23, den samaritanske Pentateuk) kontra »fra 25 års alderen« (Septuaginta)
4 Mos 6:2 »skal aflægge det særlige naziræerløfte« (MT) kontra »skal særligt aflægge et løfte om at adskille sig« (Septuaginta, Methodius (270–311/312 e.Kr.), »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 5, kap. 4, s. 326)
4 Mos 9:3 »om aftenen« (MT, den samaritanske Pentateuk, Septuaginta) kontra »om dagen« (4Q23)
4 Mos 9:16 »det« mod »det om dagen« (græsk, syrisk, Vulgata)
4 Mos 10:11 indledes umiddelbart af 5 Mos 1:6-8 i den samaritanske Pentateuk. (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 937)
4 Mos 13:8 Hoshea (hebraisk) kontra »Oshea« (Septuaginta, Vulgata)
4 Mos 14:33 »hyrder« kontra »vandrere/nomader« (Vulgata)
4 Mos 14:41 indledes umiddelbart af 5 Mos 1:20-23 i den samaritanske Pentateuk. (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 937)
4 Mos 20:13 efterfølges umiddelbart af 5 Mos 3:24-28 i den samaritanske Pentateuk. (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 937)
4 Mos 20:13b efterfølges umiddelbart af 5 Mos 2:2-6 i den samaritanske Pentateuk. (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 937)
4 Mos 21:1 »boede i syd« kontra »boede ved ørkenen«
4 Mos 21:2 »hånd« kontra »magt« (samme betydning i denne sammenhæng)
4 Mos 21:2 »fuldstændig ødelægge deres byer« kontra »udslette det og dets byer«
4 Mos 21:3 »overgav kanaanæerne« kontra »overgav kanaanæeren i hans magt«
4 Mos 21:3 »fuldstændig tilintetgøre dem og deres byer« kontra »overgive ham og hans byer«
4 Mos 21:4 »utålmodig« kontra »mistede modet«
4 Mos 21:5 »Hvorfor har du bragt« kontra »Hvorfor er det sådan? Hvorfor har du bragt«
4 Mos 21:6 »ildslanger« kontra »dødbringende slanger«
4 Mos 21:7 »Og Moses bad på folkets vegne« kontra »Og Moses bad til Herren for folket«
4 Mos 21:8 »sæt den på en stang« kontra »sæt den på en signalstang«
4 Mos 21:8 »når nogen bliver bidt« kontra »når en slange bider en mand«
4 Mos 21:8 »når han ser den, skal han leve« kontra »enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal leve«
4 Mos 21:9 »kobber … stang … kobber« kontra »messing … signalstang … messing«
4 Mos 21:11 »Ije-abarim, i ørkenen foran Moab, mod solopgangen« kontra »Achalgai, på den fjerne side i ørkenen, som ligger over for Moab, mod øst«
4 Mos 21:11 efterfølges umiddelbart af 5 Mos 2:9 i den samaritanske Pentateuk. (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 937)
4 Mos 21:12 efterfølges umiddelbart af 5 Mos 2:17-19 i den samaritanske Pentateuk. (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 937)
4 Mos 21:13 »som ligger i ørkenen« kontra »i ørkenen«
4 Mos 21:14 »Waheb i Supha« kontra »hvad han gjorde ved Det Røde Hav« (Vulgata)
4 Mos 21:20 efterfølges umiddelbart af 5 Mos 2:24-29,31 i den samaritanske Pentateuk. (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 937)
4 Mos 21:28 »som Ar [regionen eller byen] i Moab« kontra »som Moab« (Septuaginta)
4 Mos 21:28 »og herskerne på højderne« mod »og opslugte højderne«
4 Mos 21:30 »vi har skudt på dem; Heshbon er gået til grunde« mod »Således er deres efterkommere gået til grunde fra Heshbon« (Septuaginta)
4 Mos 22:20; 23:4,5,16 »Gud« (MT) kontra »en Guds engel« (den samaritanske Pentateuk) (The Anchor Bible Dictionary, bind 5)
4 Mos 24:6 Tetragrammet (for HERREN) blev udeladt i 4Q27, men blev rettet.
4 Mos 24:9 I 4Q27 blev to bogstaver i et ord ved en fejl byttet om.
4 Mos 24:17 (usikkert) kontra »kranierne« i den samaritanske Pentateuk
4 Mos 26:17 »Arod« mod »Arodi« i den samaritanske Pentateuk og den syriske
4 Mos 26:23 »gennem Puvah/Puwah/Puwwah, puniten« (mange hebraiske manuskripter) kontra »gennem Pu’ah, puiten« i Septuaginta, den samaritanske Pentateuk, Vulgata og den syrisk-arabiske oversættelse.
4 Mos 26:39 »Shephupham« kontra »Shupham« i den samaritanske Pentateuk, Vulgata, den syriske oversættelse, Septuaginta og nogle masoretiske manuskripter
4 Mos 26:40 mangler i modsætning til »gennem Ard« i den samaritanske Pentateuk og Vulgata
4 Mos 27:7: Kvindeligt køn for pronomenene modsat mandligt køn for Zelofhads døtre.
4 Mos 27:22 »tog Josua« kontra »tog Josua, Nuns søn« (Dødehavsrullerne 4QNumb)
4 Mos 27:23 Den samaritanske Pentateuk tilføjer »og sagde til ham« og tilføjer derefter 5 Mos 3:21-22. The Expositor’s Bible Commentary, bind 2, s. 947
4 Mos 27:23 »gennem Moses« kontra »ved Moses. [Og Moses] sagde til ham: ›Dine øjne har set, hvad Herren din Gud har gjort mod [disse] to k[onger; således skal Herren gøre mod alle de riger, som du skal ind i. Du skal ikke frygte dem; for Herren din Gud, han er den, der kæmper for dig.]“ (Dødehavsrullerne 4QNumb) I The Meaning of the Dead Sea Scrolls, s. 110, kaldes 4QNumb (30 f.Kr.) for »Den jødiske levende bibel«, og dette anføres som blot ét eksempel på de udvidelser, der blev tilføjet.
4 Mos 31:6 »præst til krigen« kontra »præst« (Septuaginta)
4 Mos 32:11 »tyve år og derover« kontra »tyve år og derover, som kender godt og ondt« (Septuaginta)
4 Mos 32:29,31,33 »Gad … Ruben« 3 gange (masoretisk, 4Q23) kontra »Ruben … Gad« 3 gange (den samaritanske Pentateuk, Septuaginta)
4 Mos 33:8 »fra foran Hahiroth« mod »Pi Hahiroth« i den samaritanske Pentateuk, Vulgata og mange masoretiske håndskrifter
4 Mos 33:52 I Dødehavsrullerne 2Q7 mangler det første »alle«.
4 Mos 34:6 »og kysten« mod »og dens kyst« (syrisk)
Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens *Literal Translation*, og Septuaginta-oversættelsen er hentet fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af *The Septuagint: Greek and English*. Der er desuden gjort brug af *The Expositor’s Bible Commentary*, *The Anchor Bible Dictionary*, bind 5, samt fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene.