< Bibelspørgsmål fra 3. Johannesbrev

Spørgsmål: Jeg har lige set et par af dine videoer på YouTube. Kunne du forklare 3 Joh 2 og Ordspr 10:22? Jeg er ikke sikker på, hvor vigtige de originale sprog er for os, eller hvilken oversættelse der er korrekt. Kan du fortælle mig, hvordan eller om jeg kan anvende disse vers i mit liv?

Svar: Selvfølgelig. Jeg har ikke set nogen interessante oversættelsesproblemer i disse vers. Wuests udvidede oversættelse af Det Nye Testamente fremhæver verbets tempus mere tydeligt, og således lyder det i 3. Johannesbrev 2: »Min elskede, i alt beder jeg for, at det må gå dig godt, og at du altid må have et godt helbred, ligesom det går godt med din sjæl.«

Den første del af 3. Johannesbrev 2 viser, at det er i orden at bede om godt helbred for andre og for sig selv. I den sidste del betyder udtrykket »at din sjæl også må trives«, at du som troende både er trofast over for den sandhed, du kender, og fortsætter med at vokse i sandheden. Den sidste del indebærer, at du vandrer tæt på Herren (eller bør gøre det), har gode bønstider med Ham, studerer Hans ord, elsker Ham, elsker andre – kort sagt alt det, som kristne skal opleve og gøre. Sammenhængen mellem den første og den sidste del tyder på, at din sjæls fremgang har endnu højere prioritet end dit helbred. Johannes sagde ikke: »Jeg håber, du nyder godt fysisk helbred uanset din åndelige tilstand«, men snarere, at din åndelige tilstand må være god, og at dit fysiske helbred må være godt i lighed hermed.
Men at være en lydig kristen betyder ikke, at du altid vil have et godt helbred. Epafroditus, en af Paulus’ ledsagere, var meget syg og var tæt på at dø, som det fremgår af Filipperne 2,25-27. Paulus selv var syg, og Gud brugte den omstændighed til, at han kunne forkynde for galaterne i Galaterbrevet 4:13. Da Timoteus ofte led af maveproblemer, sagde Paulus i dette tilfælde ikke: »Kom, så jeg (eller Gud) kan helbrede dig«, men snarere: »Drik i stedet lidt vin på grund af din mave og dine hyppige lidelser« i 1. Timoteusbrev 5:23. Elisa, der udførte så mange mirakler, led af en sygdom, der tog livet af ham i 2. Kongebog 13:14. Daniel var syg i flere dage, efter at han havde modtaget et syn i Daniel 8:27.
En kristen bør altså ikke forvente, at han aldrig bliver syg.
Vi bør bede til Gud om sundhed for os selv og andre.

Det er helt i orden at gå til lægen for at få medicin og behandling.

Gud helbredte på overnaturlig vis mennesker for sygdom i fortiden, og Gud helbreder mennesker på overnaturlig vis i dag.

Vi bør ikke gøre sundheden til en afgud og søge Giveren mere end blot Hans gaver.

Selvom Gud frem for alt ønsker, at vi skal være åndeligt rige, henviser Ordsprogene 10:22 til, at Gud også velsigner os med materiel rigdom. Dette er ikke en garanti for alle kristne; ellers hvad med apostlen Paulus, der aldrig havde meget materiel rigdom? Gud giver kristne det, de har brug for for at klare sig, men Ordsprogene 10:22 siger, at Herrens velsignelse »beriger«, hvilket tyder på en overflod, der går ud over det absolutte minimum, som vi og vores familie har brug for. Hvorfor skulle Gud ønske at give os det? For at vi kan prise Gud ved at give noget tilbage til Ham for at hjælpe andre. Faktisk ser det ud til, at Gud ikke direkte giver nogle kristne det, de har brug for til at overleve, mens han giver en overflod til andre, så den sidste gruppe kan vidne om Guds kærlighed, der strømmer over i deres hjerter, ved at være de redskaber, Gud bruger til at dække behovene hos de troende, der selv mangler det nødvendige. Hvis du tilhører den sidste gruppe, så bed om, at du må være både klog og flittig i at give der, hvor Gud har bestemt, at du skal give.

Rigdom adskiller sig fra mange af Guds gaver, fordi den så let kan blive en forbandelse. Rigdom i sig selv er ikke dårlig, ellers ville Ordsprogene 10:22 ikke være blevet skrevet. Abraham var faktisk en yderst velhavende mand, både efter gamle og moderne standarder. Alligevel er kærligheden til penge roden til al slags ondt (1. Timoteus 6:10). Hvis Gud kun giver os den mad og det tøj, vi har brug for, bør vi være tilfredse med det (1. Timoteus 6:8). Mange har vendt sig bort fra troen på grund af penge (1. Timoteus 6:10), herunder Gideon i Det Gamle Testamente. Faktisk kan det være en dødelig åndelig fælde for en person i nød, hvis man uklogt giver vedkommende langt flere penge, end vedkommende har brug for.

Hvis du beder Gud om noget, hvad enten det er viden, helbredelse, penge eller noget andet, så prøv at se ind i dig selv: hvorfor beder du? Er det for at ære Gud, eller for at tilfredsstille din egen egoistiske stolthed, grådighed eller andre begær? Eller er det udelukkende for at ære Gud? Hvis dine egne egoistiske begær spiller en rolle, så må du først rense dit hjerte; og hvis Gud derefter stadig ønsker, at du skal bede, så bed. Hvis du for eksempel ønskede dig stor rigdom, så du kunne hjælpe missionærer, ville du så være lige så glad, hvis Gud besvarede din bøn positivt ved at give en enorm sum penge til en anden, og du ikke så en øre af det, og de hjalp missionærerne i stedet for dig? Hvis du ville være bare en smule mindre glad, så må du undersøge dit hjerte.

Spørgsmål: Behandlede Johannes i 3 Joh 1 Gaius som en allieret, der ville støtte Johannes mod Diotrephes, lederen af en anden fraktion, som det står i Asimovs Guide to the Bible, s. 1171?

Svar: Nej. Der er ingen beviser for denne opfattelse, at Johannes, en af Jesu apostle, havde brug for allierede til sig selv. Johannes skrev dog sandsynligvis for indirekte at bede om Gaius’ støtte til Demetrius mod Diotrephes.

Spørgsmål: Er der i 3 Joh 1 tale om nogen form for irettesættelse eller korrektion rettet mod Gaius? Hvis ikke, hvorfor brugte Johannes så så meget tid på at beskrive det, der allerede blev gjort rigtigt?

Svar: Dette brev var både meget personligt og meget officielt. Johannes tiltale Gaius som »min elskede« tre gange (3 Joh 2, 5, 11). Men Johannes ønskede også Gaius’ støtte til Demetrius frem for Diotrephes.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i 3 Joh 1 mellem at elske nogen og at elske dem i sandheden?

Svar: At elske nogen i sandheden kan betyde, at man elsker dem, men at man elsker sandheden – og at de er i sandheden – mere end blot deres selskab. Hvis du havde et venskab med nogen, og de havde brug for at vide noget, der var sandt, men du mente, at det at fortælle dem det kunne bringe venskabet i fare, ville du så fortælle dem det? Med andre ord: Ville du elske venskabet mere, eller ville du elske vennen mere? At elske nogen i sandheden er mere end blot at elske personen; det betyder at elske nogen nok til at fortælle dem, hvad de har brug for at vide. Stoler du på, at dine venner vil fortælle dig ting, du har brug for at vide, selv når du måske ikke har lyst til at høre det?

Spørgsmål: Viser sætningen »Jeg beder om, at det må gå dig godt på alle måder, og at du må nyde godt helbred« i 3 Joh 2, at alle kristne bør være sunde og rige?

Svar: Nej. Lærere, der forkynder velstandslæren, vil måske forsøge at bruge dette vers til at undervise i denne vildfarelse, men ikke hver gang der tales om sundhed og velbefindende, betyder det, at vi primært skal tænke på Gud i forhold til den sundhed og de gode ting, han giver os. Johannes bad for deres velbefindende på alle måder. Bibelen har intet imod velhavende troende, såsom Abraham, så længe de ikke elsker penge.

Spørgsmål: Hvorfor fokuserer vi i 3 Joh 2 mere på spektakulære redninger og helbredelser end på, at Gud giver os dagligdags beskyttelse og sundhed?

Svar: Det betyder ikke, at Gaius var syg. Det var snarere taknemmelighed for hans gode helbred.

Spørgsmål: Hvad betyder det i 3 Joh 2, at en persons sjæl trives?

A: Johannes siger, at han beder om, at Gaius må have et godt helbred, der svarer til hans gode vandring med Herren.

Spørgsmål: I 3 Joh 3-4: Hvis det er sandt, at man, når man først er frelst, altid er frelst, ser du da noget, der tyder på, at Johannes tager for givet, at Gaius stadig vandrer i sandheden? Hvis ikke, hvornår skal vi så tage for givet, at en person vil fortsætte med at vandre i sandheden?

Svar: Det ser ikke ud til, at Johannes tager for givet, at nogen fortsat vandrer i sandheden, og det bør vi heller ikke. I Jesu lignelse om de fire jordtyper var der blandt de tre jordtyper, der alle så gode ud i starten, kun én, der faktisk bar frugt. Forfølgelser kan udtørre, og denne verdens bekymringer kan kvæle den åndelige vækst og vise, om det åndelige liv er ægte eller blot tilsyneladende. Hvis du møder en troende, du ikke har set i lang tid, kan det være en god idé at spørge vedkommende, hvordan det går med hans vandring med Herren.

Spørgsmål: Hvorfor tager vi i 3 Joh 3-4 nogle ting for givet, som vi ikke burde?

Svar: Desværre er det ofte naturligt at mangle taknemmelighed. Folk har en tendens til at fokusere på at få det, de ikke har, og værdsætter ofte ikke det, de har. Ofte ønsker folk at arbejde for at få det, de ikke har, mens de glemmer at værne om det, de allerede har.

Spørgsmål: I 3. Johannesbrev 3 fortalte nogle brødre Johannes om Gaius’ trofasthed og vandring. Hvornår bør vi fortælle andre om en anden kristens trofasthed og vandring? Hvordan er det ikke sladder?

Svar: Spørg først dig selv, hvorfor du fortæller det til andre. Hvis det er for at begejstre dine tilhørere eller for at hæve dig selv, så lad være med det. Spørg dig selv: Hvis den person, du taler om, hørte det, du sagde, ville vedkommende så være glad for det, eller ville du blive flov? Hvis ja, så lad være med at sige det. På den anden side, hvis det ville være et godt eksempel for andre, en opmuntring eller en rettelse for andre, og personen ikke ville have noget imod, at du talte om vedkommende, så er det i orden.

Hvordan kan du vide, om vedkommende ville have noget imod, at du talte om ham eller hende? Når det er muligt, hvorfor spørger du dem ikke? En gang fortalte en præst sin menighed en historie om sin datter, der gik i folkeskolen, og han sagde, at han først havde spurgt sin datter, om det var i orden at dele dette. Hans datter sagde, at det var fint, for hun deler også historier om ham med sine klassekammerater!

Spørgsmål: Hvorfor er Johannes’ glæde i 3 Joh 4 over at høre, at en kristen fortsat vandrer i sandheden, større end hans glæde over at høre, at nogen er blevet frelst? Hvorfor forveksler vi nogle gange disse to ting?

Svar: I lignelsen om de fire jordtyper er der, set fra et menneskeligt perspektiv, i første omgang tre former for »glæde« over de tre jordtyper, der ser ud til at være gode. Men på lang sigt var der kun én ægte glæde, nemlig over den gode jord. Hvis nogen hævder at have taget imod Kristus, men ikke bliver i Kristus, er det ikke et bevis på, at der var grund til glæde. I Mattæus 28:19 befalede Jesus os ikke at gøre alle nationer til omvendte, men snarere til disciple. Selvfølgelig er det at være omvendt en forudsætning for at være discipel, men vægten ligger på disciple (som bliver ved), ikke blot på omvendte (som måske bliver ved eller måske ikke).

Spørgsmål: Hvorfor bør vi i 3. Johannesbrev 5 ikke blot bruge vores ressourcer på kristne, vi kender (og kan stole på), frem for fremmede?

A: Det er ikke nok blot at give penge til Guds arbejde; vi bør give penge på en klog måde. På den ene side er det lettere at give penge klogt ved kun at give til mennesker, man kender, og som bor tæt på en. På den anden side ville det være sværere at udbrede evangeliet til fjerne steder uden at give penge til kristne, man ikke kender personligt. Da Paulus indsamlede penge fra menighederne til et offer til de troende i Jerusalem, der led under hungersnød, gav folk penge til Paulus, selvom de måske ikke havde set ham i mere end et par uger i alt.

Spørgsmål: Hvordan sender man i 3 Joh 6 nogen af sted på en måde, der er Gud værdig?

Svar: Det betyder at yde dem generøs hjælp som en gave til Gud. I Jesu lignelse om fårene og gederne sagde Jesus til fårene, at de havde givet Jesus mad, klædt ham, besøgt ham og hjulpet ham, for det, de gjorde mod den mindste af brødrene, var som gjort mod ham selv.

Spørgsmål: Hvordan går vi i 3 Joh 7 »ud for Navnets skyld« i modsætning til at gå ud på en anden måde?

Svar: At rejse i forretningsøjemed, for familiens skyld eller af andre årsager og dele evangeliet, mens man er på farten og møder mennesker, er fint nok, men det er ikke det, der tales om her. Her tales der om en rejse, der udelukkende har til formål at dele evangeliet. At rejse var dengang farligt, med fare fra røvere, fare fra storme, hvis man rejste med skib, og risikoen for at pådrage sig sygdom. Men de drog alligevel ud for Navnets skyld. I dag bør vi da i endnu højere grad være villige til at drage ud i Navnets navn!

Spørgsmål: Bør kristne i 3 Joh 7 modtage noget som helst fra »hedningerne«? Hvad med en lønseddel?

Svar: Kristne kan modtage ting fra ikke-jøder og ikke-troende generelt. Der er to punkter her.

1. Teksten beskriver mennesker, der drog ud for at forkynde evangeliet. Generelt ville det være mærkeligt, hvis fuldtidsansatte kristne medarbejdere blev betalt af ikke-kristne. (Selvom dette skete i statsstøttede kirker, f.eks. i Norge, Storbritannien og så videre.)

2. Johannes nævnte dette for at skamme de kristne, der nægtede at hjælpe andre kristne, der forkyndte evangeliet. Selv i dag er der ægte kristne, der nægter at samarbejde med andre kristne om evangelisation. En uheldig undskyldning, jeg har hørt, var: »De synger måske sange, der ikke er doktrinært korrekte.« Alligevel var de ikke villige til at gennemgå sangene på forhånd og nå til enighed.

Geisler og Howe skriver i *When Critics Ask*, s. 547, at dette gælder for forkyndelsen af evangeliet, og tilføjer, at det er »beskrivende, ikke præskriptivt«. Med andre ord sagde Johannes ikke: »Jeg befaler jer aldrig at tage imod penge fra hedninger.« I stedet nævnte Johannes det som et eksempel, vi skal følge: I sin tjeneste tog han ikke imod penge fra hedninger.

Spørgsmål: Hvilken form for hjælp bør vi i 3 Joh 7 modtage fra ikke-troende i forbindelse med forkyndelsen af evangeliet, og hvilken form for hjælp bør vi ikke modtage?

Svar: Folk udviser hele tiden almindelig høflighed og hjælper hinanden. Men det ville virke mærkeligt at bede nogen, der tror på en anden religion, om penge til at udbrede noget, de ikke tror på. Det ville være endnu værre, hvis nogen bad om pengene under falske forudsætninger. Men selvom de ikke spørger om formålet med donationen, bør du ikke bede folk om penge til noget, de ikke ville tro på, hvis de vidste, hvad det var.

Spørgsmål: 3 Joh 8,10; Mt 25,38.40; Rom 12,13; 16,23; 1 Tim 3,2; 5,10; Tit 1,8; Filem 22; Hebr 13,1-2; og 1 Pet 4,9 viser, at Gud lægger stor vægt på, at vi udviser gæstfrihed. Hvad er mindst otte grunde til, at vi bør udvise gæstfrihed over for andre troende?

Svar: Der er mindst otte grunde, men der kan være flere.

1) Adlyde Gud – selv hvis vi ikke så nogen anden grund, bør vi stadig være gæstfrie for at adlyde Guds instruks i de nævnte vers.

2) Udtryk kærlighed – Jesus befalede os at elske vores næste som os selv. Dette betyder ikke blot, at vi skal have kærlige følelser, men at vi skal »udøve kærlighed« gennem praktiske handlinger, og at udvise gæstfrihed er en praktisk måde at elske andre på.

3) Behov for hjælp – Gæsten har måske brug for materiel hjælp eller et sted at bo. Men selvom gæsten ikke har økonomiske behov, kan vedkommende måske ønske sig det venskab og den samvær, der følger med at bo hos en værtsfamilie.

4) Kan regne med hjælp – Det udtrykker ikke særlig meget kærlighed at hjælpe andre kun, når man har lyst til det, eller hvis man er i det rette humør den dag. Kan den potentielle gæst derimod regne med din gæstfrihed som et pålideligt udtryk for kærlighed?

5) Dit vidnesbyrd om, at du tror på deres ord – Når du giver et måltid, et sted at bo eller anden gæstfrihed til en, der forkynder evangeliet, vidner du over for andre om, at du godkender og er enig i deres ord. Dette var vigtigt for Johannes; i 2. Johannesbrev 10-11 siger Johannes specifikt, at vi ikke skal byde en, der forkynder et falsk evangelium, velkommen i vores hjem.

6) At give dem opmuntring – i forlængelse af det foregående giver du gæsten opmuntring i hans arbejde med at forkynde evangeliet.

7) At de kan nyde det – Romerbrevet 16,23 nævner, at Paulus nød gæstfriheden hos Gaius. Gaius var et almindeligt navn, så vi ved ikke, om det var den samme Gaius som i 3. Johannesbrev eller ej. Men det betyder ikke noget, for uanset hvem vi er, bør andre troende kunne nyde vores selskab og gæstfrihed, og vi deres.

8) At være vært for engle uden at vide det – Hebræerbrevet 13:2 viser, at når vi udviser gæstfrihed over for fremmede, kan det nogle gange være en prøve fra Gud, for uden at vi ved det, er gæsten måske ikke et menneske, men faktisk en forklædt engel.

Spørgsmål: Hvordan kunne Diotrephes i 3. Johannesbrev 9 være en leder i Guds menighed?

Svar: Desværre har historien vist, at det var alt for let for en falsk bror at blive leder blandt de kristne. Men folk behøvede ikke at vente på, at historien skulle vise dem dette. Paulus profeterede udtrykkeligt, at der ville være åndelige ulve blandt menighedslederne i Apostlenes Gerninger 20:29-31 og 2. Timoteusbrev 4:3-5.

Spørgsmål: Hvad er der galt med at ønske at være den første her i 3. Johannesbrev 9?

Svar: I et spil er det i orden at ønske at vinde og være den første i forhold til sine konkurrenter. Men i Guds rige er vi alle på samme hold og bør handle derefter. Når små børn spiller fodbold eller basketball, har de en tendens til at holde fast i bolden i stedet for at aflevere den til deres holdkammerater, når de burde. I menigheden bør vi ligeledes være hurtige til at »aflevere« til andre kristne, der måske er mere dygtige, i en bedre position eller har større brug for erfaring end os.

Spørgsmål: Bør kristne ifølge 3 Joh 9 nogensinde ønske at være først i noget, eller er det altid forkert?

Svar: Det er fint at ønske at være den første i et spil, og det er fint at ønske, at din virksomhed får succes. Men husk, hvem dine holdkammerater er. Selv i erhvervslivet bør du dog være retfærdig og etisk over for dine konkurrenter. I alle alvorlige sammenhænge, hvor du ønsker at være den første, bør du spørge dig selv, hvorfor du ønsker at være den første. Hvis Gud blev lige så meget herliggjort, uanset om du eller en anden var den første, hvorfor ville du så foretrække at være den første, hvis dit eneste mål var, at Gud skulle få æren?

Spørgsmål: På hvilke måder ønsker nogle kristne, kirker eller trossamfund i 3 Joh 9 at være først på den forkerte måde?

Svar: I en tjenestesammenhæng er det muligt at ønske at være den første på en forkert måde på mindst seks måder.

Økonomiske hensyn – Nogle gange kan folk være desperate efter at skaffe penge for at holde organisationen i gang. Nogle gange opfører de sig stadig, som om de er desperate efter at skaffe penge, selv når der ikke længere er noget presserende behov. Det er også muligt, at de ønsker at hamstre penge for at forsøge at udelukke muligheden for nogensinde at mangle penge. Et gennemgående tema gennem historien er, at nogle kristne trossamfund, når de vokser og er aktive i at forkynde ordet, modtager mange bidrag. Senere kommer andre til, måske tiltrukket af pengene, iveren går tabt, og det bliver målet at bevare og øge pengene.

Målet er gået tabt – Vores mål bør være at ære Gud. Nogle gange kan dette mål ubevidst blive sat til side til fordel for personlig fremme eller berømmelse for den enkelte eller organisationen.

Holdkammerater kontra konkurrenter – Nogle gange kan kirker og trossamfund betragte andre gudfrygtige grupper som konkurrenter i stedet for holdkammerater. Når en anden gudfrygtig kristen gruppe opnår succes med noget, bør man glæde sig, selvom det ikke medfører nogen som helst fordel for ens egen organisation, så længe Gud får æren.

Manglende samhørighed med andre – I et sportshold taler holdkammeraterne med hinanden for at opmuntre hinanden, rette hinandens taktik og planlægge strategier. Hvornår var sidste gang, din kirke eller organisation planlagde en strategi sammen med en anden kirke eller organisation?

Misundelse og jalousi – Nogle gange kan en splittende ånd udarte sig til misundelse over en anden gruppes succes. Paulus lærte, at dette er synder.

Ikke at føle sig værdsat – Nogle gange kan misundelse forvandle sig til selvmedlidenhed, fordi man ikke føler sig værdsat af andre. Men når det sker, værdsætter du så det arbejde, de udfører for Gud? Desuden: Er det primært Guds velbehag og godkendelse, du søger, eller andres? Selvom vi som troende altid er godkendt af Gud, viser 1 Korintherbrev 4, at nogle menneskers arbejde for Gud bliver godkendt og belønnet af Gud, mens andet arbejde ikke bliver det.

Spørgsmål: I 3 Joh 9, viser Rom 2:17-21 og Rom 11:14, at det er i orden at lade sig motivere af ønsket om at være den første eller den bedste?

A: Gene Getz skrev, at tre almindelige drivkræfter er håbet om belønning, frygten for straf og ønsket om at fremstå bedre i egne og andres øjne. Bibelen fremhæver en højere drivkraft, nemlig agapekærlighed, men Bibelen omtaler også disse andre drivkræfter. I Romerbrevet 11:14 siger Paulus, at han håbede at »vække mit eget folks jalousi«. Med andre ord at bruge denne følelse til at åbne deres øjne for behovet for evangeliet.

Det er lidt ligesom da Jesus fortalte sine disciple, hvor svært det er for en rig mand at blive frelst, uden at nævne nåden. Da disciplene svarede: »Hvem kan da blive frelst?«, sagde Jesus: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alt muligt.«

Romerne 2,17-21 taler negativt om at prale af at være jøde. Paulus siger, at man IKKE skal stole på at være jøde og på sine egne gerninger, men at jøder har brug for nåde og barmhjertighed ligesom ikke-jøder.

Spørgsmål: Hvordan viser Filipperne 1:15-18; Filipperne 2:3; Filipperne 2:17; Romerne 3:27 i 3. Johannesbrev 9 holdninger, der er diametralt modsatte?

Svar: Diotrephes indførte i det væsentlige sin egoistiske ambition i menigheden. Han søgte sin egen ære og forklædte den under påskud af tjeneste for Jesus. Nogle ledere i menigheder har egoistiske ambitioner. De ønsker, at alle skal være på deres hold, og endda at Gud skal være på deres hold. Men vi skal være på Guds hold og ikke have vores eget hold. Nogle bliver misundelige, når deres egoistiske ambitioner ikke bliver opfyldt, og de ser en anden i en højere stilling end dem selv.

Nogle gange kan vi også gøre ting for at fremstå godt i andres øjne og skjule det under påskud af at tjene Jesus.

Spørgsmål: Hvordan har Fil 3,4-9 både ligheder og modsætninger i forhold til 3 Joh 9?

Svar: Som en lovisk farisæer var Saulus imod Jesus og evangeliet, mens Diotrephes, i det mindste tilsyneladende, var for Jesus og evangeliet. Men bortset fra det er de mere ens, end man måske skulle tro. Diotrephes ønskede at være den første i menigheden og formodentlig også den første åndeligt. Saul fra Tarsus forsøgte som en lovisk farisæer at være den første blandt sine jævnaldrende og formodentlig også åndeligt. Begge havde ikke tid til andre, der så tingene anderledes, eller som blev anset for at være trusler.

Spørgsmål: Hvordan bør vi ifølge 3 Joh 9 forsøge at udmærke os i forhold til andre (se Fil 3,12-15; 1 Kor 9,24-27; Ords 6,6), og på hvilke måder bør vi ikke gøre det (se 2 Kor 10,12; Ords 3,7)?

Svar: Vi bør stræbe efter at udmærke os ved, at Gud er tilfreds med os. Vi bør gøre dette ikke for at opnå eller bevare frelsen, men fordi vi elsker Herren. Vi bør ikke stræbe efter at udmærke os ved at øge andres opfattelse af os. Endelig bør vi udmærke os ved at hjælpe andre – gennem evangelisering og discipelgørelse – til at blive gode og bedre disciple af Jesus. Virker det ikke mærkeligt i erhvervslivet, at de mennesker, der tjener mest, typisk ikke selv udfører noget direkte? Direktørerne og lederne graver ikke grøfter, skriver ikke software og fremstiller ikke noget. Men hvis de er dygtige, gør de alle under sig mere produktive i at nå de vigtigste mål. Måske er Gud mindre optaget af, hvor meget vi har investeret i vores eget liv, og mere af, hvor meget vi har investeret i andre.

Spørgsmål: Hvordan adskiller den holdning, der kritiseres i 3 Joh 9, sig fra, og hvordan ligner den den holdning, der kritiseres i 1 Kor 3,1-5?

Svar: Ønsket om at være den første fører let til, at man udelukker folk fra sin gruppe. Splittelser inden for menigheden fordømmes i 1 Kor 3,1-5.

Spørgsmål: I 3 Joh 9-10: Når din menighedsleder ikke handler på den måde, du mener er den bedste, hvornår skal du så alligevel følge ham, fordi han er din leder, forholde dig neutralt til det og/eller aktivt afvise eller modsætte dig det, din åndelige leder gør? (Se 2 Tim 3,1-5.)

Svar: I 3. Johannesbrev 11 står der: »Elskede, efterlign ikke det onde, men det gode.« Hvis lederen offentligt underviser forkert eller er et dårligt eksempel for andre, skal denne sag tages op offentligt, for de andres skyld. I 2. Timoteusbrev 3:5 står der om sådanne mennesker: »Vend dig bort fra sådanne!« At vende sig bort fra dem indebærer helt sikkert, at man ikke følger dem som ledere.

Spørgsmål: Hvordan håndterer man i 3 Joh 10-11 en kristen eller en anden, der på en forkert måde stræber efter at være den første?

Svar: Dette kan være en vanskelig situation, og selvom du gør alt på den bedste måde, bliver resultatet måske ikke det ønskede. Men som et første skridt bør du give personen en chance for at ændre sig ved først at tale med vedkommende under fire øjne. Forklar vedkommende, at de virkelige belønninger findes i himlen (Mattæus 6:19-21; 1. Korintherbrev 3:14; 1. Petersbrev 1:7). Hver enkelt modtager ros eller irettesættelse fra sin Herre, Gud (Romerne 14:4; Mattæus 12:36). Hvis vedkommende ikke vil lytte til dig alene, skal du advare vedkommende igen og tage andre med dig. Men hvis vedkommende ikke vil lytte, og vedkommendes holdning eller adfærd skader andre, skal du advare menigheden offentligt. Se Mattæus 18:15-17.

Spørgsmål: Hvordan kan det i 3. Johannesbrev 11 og 1. Johannesbrev 2:29 være, at »den, der gør det gode, er af Gud«?

Svar: Vi må først besvare spørgsmålet »hvad er godt?«, før vi kan besvare dette spørgsmål. Markus 10:18 siger, at kun Gud er god. Godt betyder i denne sammenhæng det, der behager Gud, og Hebræerbrevet 11:6 siger, at det uden tro er umuligt at behage Gud.

Da Diotrephes gjorde det onde i 3. Johannesbrev 9-10, sagde Johannes disse ord i 3. Johannesbrev 11 for indirekte at vise, hvorfor Diotrephes ikke var fra Gud.

Spørgsmål: Er Demetrius i 3. Johannesbrev 12 den samme person som Demetrius i Apostlenes Gerninger 19:24?

Svar: Det ved vi ikke, men sandsynligvis ikke. Demetrius var et almindeligt græsk navn.

Spørgsmål: I 3 Joh 12 tog Johannes parti for Demetrius. Hvornår bør vi tage parti for en anden, og hvorfor?

Svar: Nogle gange må vi vælge vores kampe og kun bekymre os om vigtige anliggender, ikke om bagateller. Men hvis en gudfrygtig leders lederskab ikke respekteres, og vi er i en position, hvor vi kan indgyde respekt, bør vi forsvare den pågældende leder og gå imod dem, der foragter hans autoritet. Hvis nogen (uanset om de er troende eller ej) bliver uretfærdigt behandlet, undertrykt eller bagvasket, bør vi forsvare dem.

Spørgsmål: Hvorfor er pen og blæk eller e-mail i 3 Joh 13 ofte ikke tilstrækkeligt?

Svar: Pen og blæk samt e-mail er fint nogle gange, og det er de eneste muligheder, vi har i visse situationer. Men når det er muligt, er det ofte bedre også at tilføje et personligt præg, så de personligt kan se, at du bekymrer dig om dem. Nogle gange, når vi befinder os i en følsom situation, bør vi både gøre det, vi tror, Gud ønsker, at vi skal gøre, og også gøre det på den bedste måde.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i 3. Johannesbrev 14 mellem at hilse på andre og at hilse på dem ved navn?

Svar: Det er godt at hilse på folk generelt, men i stedet for blot at vise generel interesse for dem, er det bedre at vise en personlig interesse. Kærlighed kan være generel og overordnet, men hvor meget bedre føles det ikke, når man ved, at den er personlig.

Spørgsmål: Hvordan ved vi i 3. Johannesbrev, om det, vi har i dag, er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst tre grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Ingen forfattere henviste til 3. Johannesbrev ved navn eller til nogen af de 14 vers før Nikæa. Her er, hvad de sagde.

(omstridt) Origenes (225–254 e.Kr.): »Hvad skal vi sige om ham, der hvilede ved Jesu bryst, nemlig Johannes, som efterlod ét evangelium, skønt han bekendte, at han kunne skrive så mange, at verden ikke ville kunne rumme dem? Men han skrev også Åbenbaringen, idet han blev pålagt at tie og ikke nedskrive de syv tordens røster. Men han efterlod også et brev på ganske få linjer. Antag også et andet og et tredje, da ikke alle anser disse for at være ægte; men de to tilsammen udgør ikke engang hundrede linjer.” Kommentar til Johannes, bog 5, kap. 3, s. 346–347

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) drøfter spørgsmål vedrørende 2. og 3. Johannesbrev samt spørgsmålet om, hvorvidt Åbenbaringen stammer fra den samme Johannes som evangeliet og 1. Johannesbrev. Fragment 1, kap. 4–5, i Eusebius’ Kirkehistorie (319–339/340 e.Kr.), bog 7, kap. 25, s. 309–310.

Bemærk, at den muratoriske kanon (ca. 170 e.Kr.) kun nævner to breve fra Johannes.

Efter Nicæa

Eusebius af Cæsarea (319–339/340 e.Kr.) diskuterer udførligt Dionysius af Alexandrias synspunkter på spørgsmål vedrørende 2. og 3. Johannesbrev samt på, om Åbenbaringen stammer fra den samme Johannes som evangeliet og 1. Johannesbrev. Eusebius’ »Kirkehistorie«, bog 7, kap. 25, s. 309–310.

Athanasius (367 e.Kr.) henviser ikke til nogen specifikke vers i 1., 2. og 3. Johannesbrev, men han opregner bøgerne i Det Nye Testamente i »Festbrev 39«, s. 552

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner de tre Johannes-breve som en del af Det Nye Testamente. Den citerer hele 3. Johannesbrev 1.

Ambrosiaster (ca. 384 e.Kr.) hentyder til 3. Johannesbrev

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) (implicit) nævner de syv breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Kateketiske forelæsninger, forelæsning 4, kap. 36, s. 27–28

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) siger: »Johannes i et af sine katolske breve« og citerer 1. Johannesbrev 2:1. Dette tyder på, at der også fandtes andre breve. »Mod Eunomius«, bog 2, kap. 14, s. 128

Epifanius af Salamis (ca. 360–403 e.Kr.) (underforstået)

Pave Innocens I af Rom (ca. 405 e.Kr.)

Rufinus (374–406 e.Kr.)

Kirkemødet i Karthago (218 biskopper, 393–419 e.Kr.)

Hieronymus (373–420 e.Kr.) citerer hele 3. Johannesbrev 1 som værende skrevet af Johannes. Hieronymus’ breve, brev 146, kap. 1, s. 288

Johannes af Damaskus (706–749 e.Kr.) »...syv katolske breve, nemlig et af Jakob, to af Peter, tre af Johannes, et af Judas...« Forklaring af den ortodokse tro, bog 4, kap. 17, s. 90

Blandt kættere og forfalskede bøger

X Den pelagianske Teodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.) afviste breve fra Jakob til Judas.

3. De tidligste håndskrifter, vi har af 3. Johannesbrev, viser, at der er små variationer mellem håndskrifterne, men ingen teologisk væsentlige fejl.

s. 74 (=Bodmer 17) Apostlenes Gerninger 1:2-5,7-11,13-15,18-19,22-25; 2:2-4; 2:6-3:26; 4:2-6,8-27; 4:29-27:25; 27:27-28:31; Jakobsbrevet 1:1-6,8-19,21-23,25,27; 2:1-3,5-15,18-22,25-26; 3:1,5-6,10-12,14,17-18; 4:8,11-14; 5:1-3,7-9,12-14,19-20; 1. Petersbrev 1:1-2,7-8,13,19-20,25; 2:6-7,11-12,18,24; 3:4-5; 2. Petersbrev 2:21; 3:4,11,16; 1 Johannes 1:1,6; 2:1-2,7,13-14,18-19,25-26; 3:1-2,8,14,19-20; 4:1,6-7,12,16-17; 5:3-4,9-10,17; 2. Johannesbrev 1,6-7,13; 3. Johannesbrev 6,12; Judasbrevet 3,7,12,18,24 (7. århundrede)

7. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente indeholder Jakob 2:4 og 1. Petersbrev 1:12

7. århundrede – 1975 – Aland et al., tredje udgave

6. århundrede – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.) og Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele 3. Johannesbrev.

Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) indeholder hele 3. Johannesbrev på én side, hvor det deler siden med slutningen af 2. Johannesbrev og begyndelsen af Judasbrevet.

Bezae Cantabrigiensis [D] (ca. 450–550 e.Kr.) har bevaret 3. Johannesbrev 11–15.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Se www.BibleQuery.org/3 John Manuscripts.html for mere information om tidlige manuskripter af 3. Johannesbrev.