< Bibelspørgsmål fra 2. Korintherbrev
Spørgsmål: Hvordan adskiller 2 Kor sig fra Paulus’ andre breve?
Svar: 2. Korintherbrev er et af Paulus’ mere personlige breve, der handler om familiemæssige forhold i menigheden. Det er meget ærligt og viser en meget ufuldkommen menighed samt hvordan Paulus håndterer situationen. Mens han behandler situationerne i menigheden i Korinth, afslører Paulus mere om sig selv i 1. og 2. Korintherbrev end i nogen andre bøger. Det ser ud til, at Paulus skrev 1. Korintherbrev primært som lærer og 2. Korintherbrev primært som præst.
Spørgsmål: Hvordan var rækkefølgen af Paulus’ rejser og breve til korintherne?
Svar: Paulus havde følgende kontakter.
a) 50-52 e.Kr. Paulus besøgte Korinth for første gang på sin anden missionsrejse efter Athen i Apostlenes Gerninger 18.
b) Skrev et brev til dem, som nu er gået tabt
c) 54–55 e.Kr. Skrev 1. Korintherbrev, sandsynligvis mens han var i Efesos
d) Han aflagde et andet »smertefuldt« besøg i Korinth (2. Korintherbrev 2:1; 12:21)
e) Skrev et tredje brev til Korinth, som nu er gået tabt
f) 55-57 e.Kr. Skrev 2. Korintherbrev efter at have besøgt Korinth to gange (2. Korintherbrev 12:14; 13:1)
g) Besøgte Korinth for tredje gang.
Spørgsmål: Hvad er en oversigt over 2. Korintherbrev?
Svar: Her er et oversigtsskema.
1 Paulus’ fortvivlelse over livet og hans tillid til Kristus
2-3 Smerte og forsoning
4-5 Mist ikke modet, for vi er forsonet
6-7 Opfordring til ikke at modtage Guds nåde forgæves
8-9 Opfordring til at indsamle penge til dem i Jerusalem
10-13 Opfordring til at acceptere Paulus’ apostelembede
Spørgsmål: I 2 Kor 1:1; 1 Kor 1:2; 1 Tess 1:1 og 2 Tess 1:1 var der kun én menighed i hver by. Bør der derfor kun være én menighed pr. by i dag?
Svar: Der er tre niveauer for udtryk for kristen enhed: troende inden for den samme lokale menighed, troende fra forskellige menigheder og enhed mellem forskellige menigheder. Dette svar omhandler kun det tredje niveau, med fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. Disse fire vers betyder ikke, at der kun bør være ét mødested, især ikke når der er hundredtusinder af kristne i én by.
2. Intet tyder på, at menneskelige administrative opdelinger skal diktere, hvordan menighederne er organiseret. De kan være spredt over mange geografiske steder, selvom dette ikke retfærdiggør opdelingen af menigheder på grund af læremæssige og andre uenigheder.
3. Alle ægte kristne er allerede en del af den ene, sande kirke, som er Jesu Kristi kirke. Hvis en kristens loyalitet over for sin egen lokale menighed eller trosretning er større end hans loyalitet over for Gud, så har den pågældende kristen sine loyaliteter forkert placeret.
4. Desværre har mange kristne ledere undladt at tage læren og påbuddene om enhed blandt kristne alvorligt nok. Læs Efeserbrevet 4:3-4; Filipperbrevet 1:27; 2:1-4; 4:2; Romerbrevet 15:5-7; Johannes 17:20-23. Se de næste spørgsmål samt spørgsmålene om 1. Korintherbrev 1:10-14 og Efeserbrevet 4:4 for yderligere diskussion.
Spørgsmål: I 2 Kor 1:1 giver Bibelen eksemplet med én menighed pr. by, og der er ingen modeksempler. Bør dette eksempel så blive vores regel, som en gruppe, der kalder sig den lokale menighed, lærer?
Svar: Nej. Hvis man mente, at ethvert eksempel, der ikke ledsages af et påbud eller et modeksempel, bør følges, ville kristne være nødt til:
a) Aldrig mødes i bygninger, men kun i hjem (1 Kor16:19 ; Filemon 2).
b) Aldrig gå i retten som sagsøger af nogen som helst grund.
c) Mænd må aldrig bære bukser. Alle må kun bære sandaler, ikke sko.
d) Aldrig spise kartofler, majs, jalapeno-peberfrugter eller andre fødevarer fra den nye verden.
e) Ingen is, pizza, ispinde eller fødevarer, som de ikke kunne have kendt til i bibelsk tid.
f) Brug ikke engelsk i gudstjenesten, da dette var ukendt for forfatterne af Bibelen.
g) Kør aldrig i biler, på cykler, i fly eller på landbrugsmaskiner.
h) Brug aldrig landbrugsredskaber eller maskiner, der er opfundet efter Kristi tid.
i) Hav aldrig køleskabe, elektricitet, gas, radio eller tv.
j) Andre mærkelige regler.
Vi bør snarere følge Skriftens eksempel, selv uden et påbud, hvis:
1. Der er en god grund til at følge eksemplet,
2. Der ikke findes modeksempler, og
3. Årsagen til, at der ikke findes modeksempler, ikke blot skyldes tid, teknologi, kultur eller omstændigheder af ikke-moralsk karakter.
Hvis noget ikke opfylder disse tre kriterier, er det så automatisk i orden at gøre det? – Ikke nødvendigvis. Vi bør bedømme, hvad vi bør gøre, ved at lade os fylde af kendskabet til Skriften og spørge: »Hvad ville Gud ønske, at vi gjorde?«
Spørgsmål: Hvordan kan vi i 2 Kor 1:1-11 finde trøst eller trøste andre?
Svar: At trøste en anden er noget individuelt, der afhænger af personen og omstændighederne. 2 Kor 1,1-11 viser os seks aspekter ved at blive trøstet eller at trøste en anden kristen.
a). Gud forstår vores lidelse 2 Kor 1,5
b). Fælles erfaringer fra fortiden 2 Kor 1:6,8-9
c). Husk vores fremtidige håb 2 Kor 1:7; 1 Thess4:16 -18
d). Gud trøster os direkte 2 Kor 1:3-5
e) Stol på, at Gud vil frelse os 2 Kor 1:9-10
f) Bøn 2 Kor 1:11
Spørgsmål: Skal vi i 2 Kor 1:4 trøste kriminelle, praktiserende homoseksuelle, der lider af AIDS, og andre, der lider med rette?
1. De har brug for at se Kristi kærlighed stråle igennem os og at vide, at Gud elsker dem og ønsker, at de omvender sig og bliver hans børn.
2. Vi behøver ikke at dvæle ved deres forbrydelse, men vi bør heller ikke bortforklare deres forbrydelse som ubetydelig eller ligegyldig. Vi bør ikke give efter for dem ved at sige, at det var uretfærdigt, at de blev taget, eller at livet eller systemet er uretfærdigt.
3. Selvom vi ikke bagatelliserer deres synd, bør vi understrege, at Kristus bringer tilgivelse og helbredelse for vores synder.
Spørgsmål: Hvorfor fortæller Paulus i 2 Kor 1,5-11 andre om sine kampe her, og hvornår bør vi fortælle andre om dem?
Svar: Paulus taler generelt ikke meget om sig selv i sine breve, og når han gør det, er han som regel optimistisk og positiv. Her er en bemærkelsesværdig undtagelse. I vers 1:11 angiver han, at han fortæller dem dette, så de bedre kan bede for ham. Det giver dem en mulighed for at forstå ham bedre, og de kan ved hans eksempel se, at selv modne, lydige kristne til tider kan lide af depression. Endelig kan de se, hvordan Paulus håndterer depression ved at nærme sig Kristus. Paradoksalt nok mærkes Guds nåde ikke så stærkt i de bedste tider, men i de værste tider.
Spørgsmål: Hvordan giver Paulus’ og Timotheus’ lidelser i 2 Kor 1,6 korintherne trøst og frelse? Man bliver normalt ikke trøstet af at høre, at andre lider.
Svar: Man får faktisk trøst ved at høre, at en elsket ven har klaret sig godt igennem en prøvelse. Paulus’ lidelse for evangeliets skyld bragte Jesu frelse til korintherne og andre.
Spørgsmål: Hvorfor fortvivlede Paulus i 2 Kor 1,8-9 over selve livet, når han jo i Fil1:21 sagde: »At leve er Kristus, og at dø er en gevinst«?
Svar: Filipperne1:21 viser den holdning, Paulus havde i fængslet, og den holdning, vi bør have. Paulus var dog et menneske med øjeblikke af fortvivlelse, og i 2 Kor 1,8-9 var Paulus ærlig og skjulte ikke, hvor nedtrykt han følte sig på det tidspunkt.
Der er her et punkt, som vi kristne kan anvende i vores egne liv. Hvis du underviser i den rette måde at forholde sig til noget på, men alligevel til tider har følt anderledes, er det i orden; vær ærlig over for andre og indrøm, når du har været svag i troen. Det er vigtigere at være autentisk og ikke holde sig på vagt over for andre brødre og søstre end at sætte et uoprigtigt »altid glad« ansigt op for hinanden.
Spørgsmål: I 2 Kor 1,15-20, løj Paulus da, da han sagde, at han ville komme igen, og så ikke kom?
Svar: Paulus lovede dem ikke, at han ville komme; han fortalte dem blot, at han havde til hensigt at komme. I dag bør vi skelne mellem, at nogen afgiver et løfte, og at de blot giver udtryk for deres hensigter. Når situationen ændrer sig, er det helt i orden, at deres hensigt ændrer sig.
Spørgsmål: Hvordan skal verden i 2 Kor 1,15-20 kunne stole på, at en kristens »ja« eller »nej« er et ærligt og oprigtigt »ja« eller »nej«?
Svar: Vi bør holde vores løfter og forpligtelser, selvom det senere bliver ubelejligt at gøre det. Modvægt til dette er, at vi bør være tilbageholdende med at lade os indblande i unødvendige forpligtelser. Desuden bør vi ikke holde vores ord, hvis det ville betyde, at vi synder ved at gøre det. For eksempel: Hvis du engang tåbeligt lovede at røve en bank, så røv ikke banken.
En gang sagde en gangster, at en ærlig mand er en, der »når han først er købt, forbliver han købt«. Sådan skal kristne ikke være. Vi skal være »ukøbte« og må ikke modtage bestikkelse eller andre hemmelige betalinger. Når nogen indgår en aftale med os, skal de kunne stole på, at vi ikke »bøjer reglerne«, når vi tror, vi ikke bliver opdaget. Når det pålægges os at dømme noget upartisk og retfærdigt, skal vi være åbne og opfylde vores forpligtelse ærligt, uanset hvor mange penge vi kunne tjene ved at modtage bestikkelse.
Svar: Bibelen angiver, at troende ikke bør bryde et løfte, bortset fra under følgende omstændigheder.
1. En pige, der bor hjemme, bliver overtrumfet af sin far (4. Mosebog 30:3-5).
2. En hustru bliver overtrumfet af sin mand (4. Mosebog 30:6-8,15).
3. Vores højeste prioritet er naturligvis at behage Gud. Derfor bør man ikke holde et løfte, hvis løftet indebærer at synde og være ulydig mod Gud.
4. I tråd med punkt 3 mener mange kristne, at hvis det at holde et løfte eller sige sandheden ville medvirke til drabet på et menneske, bør vi søge at redde vedkommendes liv. Det er derfor, nogle kristne løj over for nazisterne, da disse spurgte, om de skjulte jøder.
Se også det næste spørgsmål.
Spørgsmål: Hvordan skal troende ifølge 2 Kor 1,17-19 lægge planer på en gudfrygtig måde i modsætning til en verdslig, kødelig måde?
Svar: Når vi indgår en forpligtelse, skal folk kunne stole på, at vi overholder vores forpligtelser. De eneste undtagelser er en forpligtelse til at gøre ondt, eller hvis vi er ude af stand til det på grund af faktorer uden for vores kontrol. Ændr ikke dine planer blot af egeninteresse. Vær ikke ustadig. Lav ikke planer ud fra et ønske om hævn, misundelse, had eller grådighed. Endelig skal du ikke indgå forpligtelser, som du ikke er nødt til. Du kan fortælle folk om dine nuværende intentioner uden at gøre det til et løfte eller en forpligtelse.
Spørgsmål: I 2 Kor 2,1-4, hvornår bør vi undgå et besøg, fordi det er »smertefuldt«?
Svar: Vi bør ikke undgå ting, blot fordi de er ubehagelige, eller gøre ting, blot fordi de føles gode. Tilsyneladende gik det forrige besøg, det andet besøg, slet ikke godt for nogle. Paulus ønskede lidt tid, før han kom tilbage, sandsynligvis for at undgå en gentagelse af det forrige besøg. Paulus’ mål var ikke at undgå smerte, men forsoning. Nogle gange, hvis nogen er meget utilfreds med dig, er det godt at give dem lidt tid, før man tager fat på det.
På samme måde bør vi som forældre ikke straffe vores børn, når vi har mistet besindelsen. Det er helt i orden at sige til dit barn: »Jeg vil straffe dig for dette, men ikke lige nu. Jeg har brug for tid til at falde til ro først.« Derefter skal du straffe barnet på en passende måde for at hjælpe barnet, ikke for at tilfredsstille din vrede.
Paulus skrev et brev til dem, blandt andet som et mere passende alternativ til et smertefuldt besøg.
Spørgsmål: I 2 Kor 1,9 var en af fordelene ved Paulus’ nedtrykkende omstændigheder, at han blev mindet om ikke at stole på sig selv. Hvordan øver vi os i ikke at stole på os selv?
Svar: Man kan se på dette spørgsmål på to måder.
På lang sigt, når vi har lyst til at sige til Gud: »Jeg har styr på det her, jeg har ikke brug for dig«, er det et tegn på, at vi er på vej mod et fald. Langt de fleste mennesker, i hvert fald i Vesten, tror, at de har mere kontrol over, hvad der sker med dem, end de rent faktisk har. De tror, at de har en mere sikker viden om, hvordan tingene vil udarte sig, end de rent faktisk har. Selv de bedst lagt planer kan gå helt i vasken på grund af en enkelt trafikulykke, en forbrydelse, en alvorlig sygdom eller en kræftdiagnose.
Beder vi i hverdagen om Guds styrke og hjælp, kun når vi har problemer, eller når vi ikke kan se nogen udvej til at klare det på egen hånd? Det er forkert, hvis vi kun beder til Gud som en sidste udvej. Vi bør bede om, at Guds kraft strømmer gennem os hele tiden. Grunden til, at vi bør bede, er IKKE blot for at vise respekt over for Gud, men fordi vi virkelig har brug for det for at kunne gøre alt det, som Gud ønsker, at vi skal gøre.
Spørgsmål: Hvorfor taler Paulus i 2 Kor 1,10 om Guds frelse i tre forskellige tempusformer?
Svar: Der er tre forskellige aspekter, vi bør overveje.
I fortiden har Gud allerede frelst os. Gud har allerede frelst os fra døden og dens straf gennem Jesus Kristus, der døde på korset for vores synder.
I nutiden frelser Gud os fra fare lige nu og bevarer os, idet han besegler vores frelse.
I fremtiden vil vi modtage den lovede arv og belønning, men vi har dem ikke endnu.
Spørgsmål: I 2 Kor 1,23, hvornår bør vi ændre vores planer for ikke at bringe andre i forlegenhed?
Svar: Det er i orden at sige, at man har planlagt at gøre noget, hvis man oprigtigt havde planlagt det, og senere ændre sine planer. Husk, at en tidsplan også kan være en afgud. Hvis vi ikke allerede har indgået et bindende løfte, skal man veje fordele og ulemper ved at gøre noget op mod ikke at gøre det. Generelt bør man ikke gøre noget for at bringe en anden i forlegenhed. Men hvis det at lade være med at gøre det ville skuffe mange mennesker, blot for at skåne én persons følelser, så kan det måske være bedst at gøre det alligevel. Men man kan prøve at fortælle personen på en blid måde, at man har tænkt sig at gøre det, og hvorfor.
Spørgsmål: I 2 Kor 2,5 står der, at når vi irettesætter nogen, der har brug for det, hvordan ved vi så, hvor grænsen går for ikke at være for streng over for dem?
Svar: Her er tre punkter, man bør overveje i svaret.
a) Disciplin, herunder menighedsdisciplin, bør aldrig være et mål, men snarere et redskab. Den tjener det formål at forsøge at bringe den pågældende tilbage til omvendelse og vise resten af menigheden og verden, at denne adfærd eller tro er uacceptabel i menigheden.
b) Hvad angår disciplinens omfang, skal man overveje det sandsynlige udfald, hvis man fortsætter den nuværende fremgangsmåde, og det sandsynlige udfald, hvis man vælger alternativet.
c) Hvordan opfattes disciplinen af den person, der bliver udsat for den? Virker den vilkårlig, ondskabsfuld eller inkonsekvent, idet nogle slipper let, mens andre behandles strengere?
Spørgsmål: Var Paulus i 2 Kor 2,5 vred på »en bestemt person, der havde fornærmet Paulus«, som det står i Asimovs Guide to the Bible, s. 1113?
Svar: Der er ingen beviser for denne spekulation. Personen gjorde noget forkert, og 2. Korintherbrev siger ikke, hvad det var. Mange mener dog, at det var den samme person, der opførte sig umoralsk i 1. Korintherbrev 5:1-13.
Desuden er vrede ikke en præcis beskrivelse af Paulus’ følelser her. Paulus havde netop sagt i 2 Korintherbrev 2:4, at det, han skrev, var »med tårer«, så det var snarere sorg og skuffelse, Paulus følte, end vrede over den pågældende person.
Spørgsmål: Tror du, at det i 2 Kor 2,10-11 var den samme mand, der havde sin fars kone i 1 Kor 5,1-5?
Svar: Det er ret usandsynligt, fordi Paulus siger: »hvis jeg har tilgivet noget«. Den eneste mulighed er, hvis han blev falsk anklaget for at have haft et forhold til sin fars kone.
Spørgsmål: Hvad er faren ved ikke at udtrykke tilgivelse, når det er nødvendigt, som det fremgår af 2 Kor 2,11?
Svar: 2 Korintherbrev 2:11 siger, at Satan kan ødelægge gennem overdreven sorg og modløshed. Tugt, der ikke lader op, eller hvor den person, der tugtes, ikke ser noget håb om, at det nogensinde vil ende, har en tendens til at skabe fortvivlelse. Hvorfor underkaste sig disciplinen, når det at underkaste sig den opfattes som værende uden effekt i forhold til ikke at underkaste sig den? Så hvis et menighedsmedlem bliver disciplineret, er det godt også at drøfte de fremtidige betingelser for genindsættelse. Ellers kan personen konkludere, at der ikke er noget håb om at komme tilbage fra dette.
Som J. Sidlow Baxter siger, kan Satan åndeligt set bruge en sigte (Lukas 22:31), list (2. Korintherbrev 2:11), ukrudt til at kvæle (Mattæus 13:22), »list« til at bedrage (Efeserbrevet 6:11), en engels forklædning (2. Korintherbrev 11:14) og snarer til at fange mennesker (2. Timoteusbrev 2:26).
Spørgsmål: Hvad er faren ved ikke at iværksætte de nødvendige disciplinære foranstaltninger, som nævnes i 2 Kor 2:11?
Svar: Der er fare for, at de involverede personer ikke vil omvende sig. Der er fare for, at det bliver et dårligt eksempel for resten af menigheden. Dette kan på kort sigt synes at være den »mindst smertefulde« løsning, men på lang sigt kan det vise sig at være den mest smertefulde. Men tænk på det lange sigt. Målet er ikke, hvordan den person, der har brug for disciplin, vil have det midlertidigt i dag, men hvad der vil bestå i vedkommendes hjerte og karakter.
Spørgsmål: I 2 Kor 2,12-13 havde Paulus en åben dør til at forkynde i Troas – burde han så have forladt stedet og taget til Makedonien, som han gjorde?
Svar: Selvom vi ikke kender alle detaljerne om Paulus’ konkrete situation, kan man generelt sige to ting.
1. Det vigtigste er at adlyde Gud, ikke at gå gennem hver eneste åben dør.
2. Når vi længes meget efter at se nogen, forstår Gud også nådigt vores følelser.
Spørgsmål: Hvorfor skulle korinterne og Titus i 2 Kor 2,12-13 føle sig lidt dårlige her?
Svar: Paulus gav afkald på, hvad der så ud til at være en stor mulighed for evangelisering i byen Troas for at vende tilbage og se til dem. Mange af korintherne ville være glade for at se Paulus, men Paulus’ afstikker forhindrede ham i at forkynde for andre.
Spørgsmål: I 2 Kor 2,14 står der, at kristne altid sejrer i Kristus – hvorfor falder kristne så nogle gange?
Svar: 2 Kor 2,14 antyder ikke, at kristne altid sejrer syndfrit over alt, for kristne synder stadig. Vi er snarere en del af Kristi sejr ved korset, og vi vil sejre over livet generelt, når vi træder ind i de sejrende heltes sal: nemlig himlen.
Spørgsmål: I 2 Kor 2,17 står der, at mange har forvansket Guds ord. Har vi derfor kun de forvanskede ord fra Gud, og er Guds sande ord forsvundet fra jorden?
Svar: Nej. Vildledende lærere kan stadig undervise i et forvrænget Guds ord. Men det sande Guds ord vil aldrig mangle, og Guds ord vil aldrig gå tabt, som Esajas 59,21 lover.
Spørgsmål: Hvordan dyrker vi i 2 Kor 3:5 det at ikke stole på os selv på en korrekt måde, i modsætning til en forkert måde?
Svar: Nogle mennesker gør det ikke. De udstråler overdreven selvtillid og arrogance og er ubehagelige at være sammen med for mange andre. Og de ved typisk ikke engang hvorfor. Hvis du blot ønsker at dele med andre, hvad der er sket i dit liv, og du føler dette overvældende behov for at dele det, fordi det får dig til at fremstå i et godt lys, så er det ikke at være kommunikativ, men at være stolt.
Hvis Gud ikke gør os egnede til vores tjeneste, vil vi ikke få succes med den. Derfor bør vi hverken være for selvsikre (i os selv) eller mangle tillid (til Gud).
Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1828, for mere information.
Spørgsmål: Hvad var det egentlig, der forsvandt her i 2 Kor 3:11?
Svar: Dette henviser til hele loven, inklusive de ti bud, ikke blot den ceremonielle lov. Disse blev naturligvis erstattet af bud i Det Nye Testamente. Og mange af budene er de samme: Du skal ikke tilbede afguder, begå ægteskabsbrud, myrde, stjæle osv. Selvom vi tjener på den nye måde i Ånden og ikke på den gamle måde efter den skrevne lov (Rom 7,6), indebærer den nye måde stadig, at vi også skal adlyde disse bud.
Spørgsmål: Betyder 2 Kor 3,13-15, at Moses’ valg om at lægge et slør over sit ansigt var årsagen til, at jøderne var blinde for Kristus?
Svar: Nej. Paulus bragte dette op som en analogi baseret på 2. Mosebog 34:33-35 for at illustrere, hvordan mennesker, der var så tæt på Guds herlighed, alligevel kunne være så blinde. Paulus viser også, hvor afgørende det var først at vende sig til Herren for ikke at blive forblindet. Endelig kan man ikke fuldt ud forstå alle betydninger og forvarsler i Det Gamle Testamente, medmindre man læser Det Nye.
Spørgsmål: Beviser 2 Kor3:17 , hvor der står, at Herren er Ånd, at Jesus er Helligånden, som enhedspentekostalerne tror?
Svar: Den treenige Gud er Ånd, men det betyder ikke, at det var umuligt for Jesus også at have en fysisk krop, både før og efter opstandelsen.
Spørgsmål: Hvilke mulige redskaber til at forkynde evangeliet bør vi IKKE bruge, ifølge 2 Kor 4:2?
A: Vi bør ikke bruge magt, tvang eller love. Vi bør ikke bruge bøder, bestikkelse eller andre økonomiske incitamenter. Vi bør ikke bruge løgne eller svig. Vi bør ikke bruge smiger eller bagvaskelse. En af mine døtre sagde engang til mig: »Jeg vil finde ud af, hvilke af mine venner der ikke er kristne, og så vil jeg ikke være venner med dem.« Jeg forklarede hende, at det var forkert. Da vi ønsker, at mennesker frivilligt skal vælge at elske Gud, skal de frivilligt være i stand til at træffe det valg. Hvis vi lægger pres på dem for at få dem til det, befinder vi os i den forfærdelige situation, hvor vi forsøger at spille rollen som Helligånden ved at føre mennesker til Kristus.
Derfor giver vi mad til de sultne, lægehjælp til de syge eller lån til de fattige, uanset om de er kristne eller har udtrykt interesse for at komme til Kristus.
Spørgsmål: Hvorfor tillader Gud i 2 Kor 4,3-4, at evangeliet holdes skjult for dem, der går fortabt?
Svar: For dem, der undertrykker den sandhed om Gud, som de allerede har fået (Rom1:18 -32), har Gud ingen forpligtelse til at give dem mere sandhed. Faktisk viser 2. Petersbrev2:20 -22, at jo mindre de ved, desto bedre vil det være for dem, hvis de alligevel vil afvise Gud.
Svar: Det er Satan, som ifølge 1. Johannesbrev 5:19 har fået en vis kontrol over denne verden. Han kaldes denne verdens fyrste i Johannes 12:31, 14:30 og16:11 . Satan kaldes også herskeren over luftens rige i Efeserbrevet 2:2. Se også Efeserbrevet6:12 og Kolossenserbrevet 1:13.
Som en sidebemærkning havde Irenæus, biskop af Lyon (182-188 e.Kr.), da han diskuterede dette vers af Paulus, en anden fortolkning af dette vers. Han mente, at »denne verdens Gud« var den sande Gud, og at den sande Gud forblindede de vantro, jf. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 7.1, s. 420. De tidlige kirkeforfattere var gudfrygtige mænd, men de begik også fejl. I Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 6.2, nævner han imidlertid, at Skriften omtaler falske guder som guder, men tilføjer en betydning om, at de i virkeligheden slet ikke er guder. I Fragment 46, s. 575, siger Irenæus også, at denne verdens gud er Satan.
Spørgsmål: Hvad er de »lerkrukker«, der rummer skatten, i 2 Kor 4,7?
Svar: For at besvare dette spørgsmål må vi først vide, hvad skatten er, og se på versene før og efter. »Denne skat« er specifikt »lyset fra kendskabet til Guds herlighed i Jesu Kristi ansigt« ifølge 2. Korintherbrev 4:6.
2 Kor 4,8-10 viser, at vi er
er trængt på alle sider, men ikke knust (4:8)
forvirrede, men ikke fortvivlede (4:8)
forfulgt, men ikke forladt (4:9)
Slået ned, men ikke tilintetgjort (4:9)
Vi bærer altid Jesu død med os i vores krop, for at Jesu liv også kan åbenbares i vores krop (4:10 )
Vi, der lever, er altid overgivet til døden for Jesu skyld, for at Jesu liv også kan åbenbares i vores dødelige legeme (4:11 ).
Døden [martyriet] virker i os [Paulus og hans ledsagere], men livet [det evige] virker i jer [korintherne] (4:12 ).
Desuden kan lerkrukker bruges til ethvert formål, som ejeren ønsker (Jeremias 18:1-10), nogle kar til ædle formål og andre til uædle (2. Timoteus2:20 -21).
Det er interessant, at 2 Korintherbrevet 4:8-10 slet ikke ville give mening, hvis det blev placeret efter 2 Korintherbrevet 4:6, medmindre 2 Korintherbrevet 4:7 lå imellem og dermed skabte en afgørende forbindelse mellem de to.
Lerkrukkerne er »os« (4:8-9), vores legeme (4:10 ) og vores »dødelige legeme« (4:11 ).
Gud har valgt at lægge denne store skat i os, som lidt nedsættende kaldes lerkrukker. Lerkrukker ser meget simple ud, og en krukke holder ikke længe; det er let for nogen at smadre den. Ikke desto mindre kan en lerkrukke være nyttig, og den kan trofast rumme det flydende indhold indeni uden at lække.
Det er en fundamentalt ny oplevelse i Bibelen, at den skat, Gud har givet os, ikke opbevares i en røgelseæske eller en ark, men inde i os selv. Det Gamle Testamente forudsagde dette, da der stod: »Men dette er den pagt, jeg vil indgå med Israels hus efter disse dage, siger Herren. Jeg vil lægge min lov i deres sind og indskrive den i deres hjerter. Og jeg vil være deres Gud, og de vil være mit folk. Ingen vil længere undervise sin næste eller sin bror og sige: ’Lær Herren at kende’, for de vil alle kende mig, fra den mindste til den største, siger Herren.” Jeremias 31:33-34a
Spørgsmål: Hvorfor vælger Gud i 2 Kor 4,7 at lægge en skat i lerkrukker?
Svar: Kontrasten mellem den ubeskrivelige skat og den meget billige lerkrukke. Når folk ofte sætter ædle ædelstene i dyre indfatninger af guld, virker det mærkeligt at lægge en skat i en lerkrukke, medmindre man forsøger at skjule skatten. Lerkrukker var almindelige og meget uimponerende. Dette er for at vise, at det er Gud, der har æren, ikke os. En lerkrukke konkurrerer ikke med skatten indeni. Ligesom med Gideons hær i Dommerbogen 7, hvor lyset fra faklerne først kom frem, da de knuste de lerkrukker, de var i. Så folk skal se skatten og lyset komme fra os, som jo er meget almindelige.
Spørgsmål: Hvad gør Paulus her i 2 Kor 4,8-9?
Svar: Ligesom han talte om skatter i lerkrukker, følger han op med flere paradokser.
2 Korintherbrev 4:8 kunne, for at bevare ordspillene på græsk, oversættes således: »presset, men ikke knust; rådvild, men ikke fortabt; forfulgt, men ikke opgivet; slået ned, men ikke slået ud.
Slået til jorden, men ikke sat ud af spillet, altid døende, men aldrig død.” Selv når omstændighederne ville få andre til at føle sig nedtrykte, behøver vi ikke at lade os styre af omstændighederne.
Spørgsmål: Hvorfor mistede Paulus ikke modet i 2 Kor 4:1, 16-17?
Svar: Det korte svar er, at han valgte ikke at gøre det. 2 Korintherbrev 4:1 siger, at det er, fordi han havde denne tjeneste. 2 Kor 4:16 siger, at han ydre set var ved at svinde hen. Med andre ord tog pryglene, steningerne og opholdet i fangehuller og lænker hårdt på hans krop, og han var ikke så fysisk stærk og sund, som han plejede at være, eller som han ellers ville have været uden forfølgelserne. Men de to belønninger – at se mennesker komme til Herren og hans egen fremtidige hjemkomst til himlen – gjorde det hele værd.
Spørgsmål: Hvad betyder udtrykket »herlighedens byrde« i 2 Kor 4,17?
Svar: Det hebraiske udtryk for herlighed kan også betyde tung eller tyngde. »Tung« var en måde, hvorpå hebræerne opfattede Guds herlighed. Det er også en god måde for os at tænke på Guds herlighed.
Spørgsmål: Hvordan blev Jesus til synd i 2 Kor 5:21? Invaderede Satan Jesu krop, som mange falske lærere har lært, herunder Rev. Moon i »Det Guddommelige Princip« (5. udg. 1977), s. 147-148, 330?
Svar: Nej. Jesus påtog sig syndens straf på vores vegne og oplevede den adskillelse fra Gud Faderen, som vi alle fortjente.
Det bør nævnes, at et medlem af Unification Church i en tv-debat benægtede at tro, at Jesu krop blev invaderet af Satan. Her er imidlertid, hvad Rev. Moon lærte i sit »Divine Principle« (5. udg. 1977).
»Det Guddommelige Princip«, s. 148: »Jesus kunne ikke fuldføre formålet med den fysiske frelsesplan, fordi hans krop blev besat af Satan. Han kunne dog skabe grundlaget for åndelig frelse … gennem … korsets blod.«
»Det guddommelige princip«, s. 330: »Dette [at Moses to gange slog på klippen] forudsagde muligheden for, at når Jesus, den virkelige Klippe, ville komme, kunne hans kød blive besat af Satan ved korsfæstelsen på grund af folkets vantro, …«
Det Guddommelige Princip, s. 147-148: »Fordi det jødiske folk ikke troede på Jesus og udleverede ham til korsfæstelse, blev hans krop besat af Satan, og han blev dræbt. Derfor forbliver kristnes kroppe stadig udsat for Satans besættelse, selv når de tror på og bliver ét legeme med Jesus, hvis krop blev besat af Satan.«
Det Guddommelige Princip, s. 510: »Ikke desto mindre … blev Jesu fysiske legeme overgivet i Satans hænder som løsesum for genoprettelsen af jøderne og hele menneskeheden tilbage til Guds skød; hans legeme blev besat af Satan. Naturligvis forblev menneskehedens fysiske frelse uopfyldt, og Jesus døde med løftet om, at den ville blive virkeliggjort, når Herren kom igen.« (Bemærk, at der står ’Herren’ og ikke ’Han’ eller ’Jesus’.)
I Bibelen modbevises dette af Apostlenes Gerninger 2:31-32, hvor der citeres fra Salme16:10 , og hvor der siges, at Jesu legeme ikke ville se forfald eller forrådnelse. Da Jesus viste sig for Thomas og de andre disciple i Johannes 20:24-28, beviste Jesus ved sømmærkerne og hullet i sin side, at det var det samme legeme, der var oprejst til liv. I Johannes 2:19-21 nævnte Jesus også, at hans legeme ville blive oprejst.
Jesus blev gjort til synd for os som en stedfortræder, men han var aldrig personligt syndig.
Spørgsmål: Hvorfor var Paulus i 2 Kor 5,2 så utilfreds med at leve her på jorden?
Svar: Af samme grunde som en person, der har været på farten i måneder, kan være ivrig efter at vende hjem og se sin familie. Vi kristne længes efter at se Kristus ansigt til ansigt og møde alle de troende, der er gået forud for os. Desværre har filmen »Heaven Can Wait« det stik modsatte budskab.
Paulus’ bevidste, men pludselige skift i metaforer fra telte til tøj kan skyldes, at Paulus som teltmager indså, at det samme stof undertiden blev brugt til at fremstille både tøj og telte.
Spørgsmål: Hvis kristne ifølge 2 Kor 5,2.4 skal være tilfredse med livet, hvorfor skal vi så »stønne«?
Svar: Vi bør være tilfredse og glade for at følge Kristus og modtage det, han har givet os. Men paradoksalt nok bør vi længes efter og endda sukke efter at forlade denne beskadigede, vanvittige og hjerteskærende verden og bo for evigt hos Gud. Vi er næsten som det lille barn på en rejse, der ofte spørger: »Er vi der endnu?«
Ordet »stønne« i vers 2 og 4 står i kontrast til »troværdige« i vers 6 og 8. Så vi skal have tillid og samtidig stønne, hvis man forstår det rigtigt. Vi stønner dog ikke, fordi vi i øjeblikket har en jordisk krop, men snarere fordi vi længes efter vores udødelige krop.
Spørgsmål: Kan »afklædt« og »påklædt« i 2 Kor 5,2-4 henvise til en »mellemtilstand« mellem død og opstandelse?
Svar: Der er to synspunkter.
Tre tilstande: i denne krop, i himlen før opstandelsen og i den nye himmel og den nye jord i en opstanden krop.
To tilstande: Nogle ser dette som kun to tilstande: »afklædt« dødelighed og »påklædt« evigt liv i himlen. Til støtte for synspunktet om de to tilstande er, at Paulus her kun sætter to ting op mod hinanden: dødelighed og udødelighed.
Spørgsmål: Er pantet i 2 Kor 5:5 et løfte eller et tegn på en fremtidig betaling, hvor den første rate er betalt, og resten kommer senere?
Svar: Det græske ord for pant her, arrhabon, kan betyde begge dele, afhængigt af sammenhængen.
Fremtidigt løfte: Til støtte for den første betydning er vores kroppe skrøbelige og dødelige, og vi har kun et løfte om en himmelsk krop, der er helt anderledes end vores jordiske krop.
Forskud: Til støtte for den anden betydning er vi nu en ny skabelse, vi tilhører Jesus nu, vi har Helligånden nu, og himmelriget er i os nu.
Selvfølgelig er der et tredje synspunkt, nemlig at dette græske ord passer perfekt her, fordi begge betydninger er sande.
Spørgsmål: I 2 Kor 5:7, vedrører »For vi vandrer ved tro, ikke ved syn« instrumental musik?
Svar: Overhovedet ikke, uanset hvad en forfatter fra Church of Christ måtte lære. Dette har ikke mere at gøre med instrumental musik, end dette vers har at gøre med sang eller klappen. I Church of Christs hæfte *Instrumental Music in Worship* (s. 28) står der, at instrumental musik i gudstjenesten »1. krænker troens lov (2 Kor 5:7; Hebr 11:6; Rom10:17 ).« Ligeledes har de to andre vers, der anføres som støtte for, at instrumental musik krænker troens lov, heller ikke noget med musik at gøre.
På side 3-5 forsøger forfatteren, James M. Tolle, at hævde, at enhver tilbedelse, der ikke er åbenbaret i det guddommelige ord, ikke er baseret på tro, og at en omhyggelig undersøgelse af Kristi åbenbaring ikke vil frembringe et eneste ord til fordel for instrumental musik i gudstjenesten. Det Gamle Testamente er imidlertid Guds ord, og Åbenbaringsbogen er faktisk Jesu Kristi åbenbaring. Det Nye Testamente nævner heller ikke prædikestole. Hvis vi »omhyggeligt« ser bort fra Det Gamle Testamente, f.eks. Nehemias 8:4, kunne man fremføre et stærkere argument for, at vi ikke bør have prædikestole i kirken, end for at vi aldrig bør have instrumentalmusik. Det er trist at se, hvordan folk kan forsøge at bruge fuldstændig irrelevante vers til at understøtte deres sekteriske læresætninger.
Nu siger evangeliske kristne ikke, at kirker skal have musikinstrumenter, eller at en person ikke kan være en ægte kristen, hvis vedkommende tager fejl på dette punkt. Dette spørgsmål kan dog være mere alvorligt end blot musik, da loviskhed kan forhindre folk i at opleve den nåde og frihed, der er i Kristus.
Spørgsmål: Uden at tage 2 Kor 5,8 i betragtning ser skeptikeren Ehrman uoverensstemmelser i forhold til en opfattelse af livet efter døden (Jesus, Interrupted, s. 261). »Denne opfattelse af sjælens evige og legemløse eksistens findes ikke i de tidligste kristne skrifter, men kun i skrifter, der dukkede op senere« (Jesus, Interrupted, s. 266).
Svar: Faktisk tror vi ikke på en evig og legemløs tilværelse for sjælen for evigt. Vi tror på en legemløs tilværelse for sjælen i en periode, indtil Jesus vender tilbage, og derefter en evig tilværelse med en ny, herliggjort krop. Uanset hvad er både kristne og bibelkritikere enige om, at de tidligste kristne skrifter var Paulus’ breve.
Her er vers, som Ehrman er enig i stammer fra Paulus, og som viser, at sjælen eksisterer efter døden adskilt fra kroppen.
2 Kor 5:8 »Vi er altså fortrøstningsfulde og vil helst være borte fra kroppen og hjemme hos Herren.«
Fil 1:23b-24 »Jeg længes efter at forlade [dø] og være hos Kristus, hvilket sandelig er langt bedre. Men det er mere nødvendigt for jer, at jeg forbliver i kroppen.«
Rom8:38 -39: »For jeg er overbevist om, at hverken død eller liv, hverken engle eller magter, hverken nutiden eller fremtiden, eller nogen kræfter, hverken højde eller dybde, eller noget andet i hele skabelsen vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vores Herre.«
Spørgsmål: Kommer selv de vantro foran Kristi domstol i 2 Kor 5:10?
Svar: Nej. Der er to domme.
1. Den første dom er dommen ved den store hvide trone i Åbenbaringen 20:11-15, hvor de troende erklæres retfærdige gennem Jesus. Selvom nogle kristne mener, at de troende ikke engang er til stede ved dommen ved den store hvide trone, er alle kristne enige om, at de troende ikke har noget at frygte fra dommen ved den store hvide trone.
2. 2 Korintherbrev 5:10 omhandler en anden dom, kaldet »dommen ved bema-stolen«, der udelukkende er for de troende, hvor deres gerninger for Kristus bedømmes, og de belønnes i overensstemmelse hermed. Se diskussionen om 1 Korintherbrev 3:12-15 for yderligere oplysninger.
Spørgsmål: Skal kristne i 2 Kor 5:11 kende til »Herrens frygt«?
Svar: Moderne oversættelser siger »frygten for Herren«. Vi kristne skal kende frygten for Herren på den rette måde, nemlig som ærbødighed og respekt for Gud, og også frygte for dem, der ikke kender Gud. Andre vers, der taler om vores rette frygt for Herren, er 1. Mosebog 22:12; Ordsprogene 1:7; 1. Samuel 12:14; 2. Krønikebog 6:33; 19:7; Nehemias 5:9; Salme 19:9; 22:25; 33:8; 119:74; 128:1; Prædikeren 8:13; 12:13; Esajas 11:3; Jeremias 5:22; Mika 6:9; Malakias 3:5.
Spørgsmål: I 2 Kor 5:13, var Paulus nogensinde sindssyg?
Svar: Her står der ikke, at Paulus nogensinde var sindssyg. Han gider ikke forsvare, om han nogensinde var sindssyg eller ej. Paulus siger her, at hvis han nogensinde gav indtryk af at være »ude af sig selv« eller »ude af sit gode skind«, så var det for deres skyld.
Spørgsmål: Hvad er i 2 Kor 5:16 nogle måder at betragte en person på ud fra et åndeligt synspunkt i modsætning til et verdsligt synspunkt?
Svar: Fra et verdsligt synspunkt vil man måske spørge, hvor mange penge eller hvor meget magt vedkommende har, hvad vedkommende kan gøre for dig, hvor flot eller tiltrækkende vedkommende er, eller om vedkommende er en potentiel kæreste. Ikke alt dette er dårligt, men det er blot at se på tingene overfladisk. Et åndeligt synspunkt handler om, hvor vedkommende synes at stå i forhold til Gud, hvordan vedkommende er indvendigt, og hvordan og hvad du kan gøre for at gavne vedkommende.
Spørgsmål: I 2 Kor 5:17 står der, at når nogen bliver en ny skabning i Kristus, kan de så miste deres frelse og »ophøre med at være« en ny skabning?
Svar: Ægte kristne er uenige om muligheden for at miste sin frelse. Se diskussionen om Efeserbrevet1:14 og Hebræerbrevet 6:4-10 for mere information.
Men da Gud allerede før verdens skabelse vidste, hvem der ville komme i himlen, kan ingen overraske Gud og blive en af de ikke-udvalgte.
Spørgsmål: Hvordan er kristne i 2 Kor 5:17 nye skabninger i Kristus?
Svar: Vi er nye skabninger på følgende måder:
1. Positionsmæssigt: Vi har fået det sikre løfte om evigt liv.
2. Erfaringmæssigt: Helligånden bor i os, og vi er i færd med at blive helliget.
Vi er stadig de samme på følgende måder:
1. Fysisk har vi stadig de samme kroppe, som er udsat for sygdom, skader og død.
2. Vores syndige natur er stadig til stede.
3. Vi begår stadig synder.
Spørgsmål: Hvad er egentlig den ”forsoning”, der tales om i 2 Kor 5,19?
Svar: Vi var alle adskilt fra Gud på grund af vores synder. Men Jesus Kristus, som var uden synd, skabte forsoning mellem Gud og menneskene.
Se The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 568, for yderligere information.
Spørgsmål: Hvordan sammenfatter verset i 2 Kor 5,20 Paulus’ tjeneste (og vores)?
Svar: I sidste ende var Paulus en ambassadør, der forkyndte Guds forsoning for alle mennesker, men især for hedningerne.
Se *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 568, for yderligere oplysninger.
Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i 2 Kor 5,21 »gøres til synd«, når Jesus var uden synd ifølge Hebr4:15 ?
Svar: Svaret findes i selve 2 Korintherbrev 5:21. Gud gjorde ham, der var uden synd, til et syndoffer for os. Den skyldige byrde af al vores synd blev lagt på den syndfrie.
Spørgsmål: Hvordan kan mennesker i 2 Kor 6:1 modtage Guds nåde forgæves eller modstå Helligånden i ApG 7:51?
Svar: Husk, at de oprindelige tilhørere af 2 Korintherbrev 6:1 er mennesker, der bekendte sig til at have taget imod Kristus i Korinth. Der er tre centrale punkter, man skal tage i betragtning i svaret.
1. Gud kan gøre alt, hvad han vil.
2. Hvis han vælger det, kan Guds hænder gøre ting forgæves. Som et eksempel siger Romerbrevet10:21 , der citerer Esajas 65:2: »Hele dagen har jeg [Gud] rakt mine hænder ud til et ulydigt og stædigt folk.«
3. Ikke desto mindre taler Guds mund aldrig forgæves, men Guds ord opfylder altid det, han ønsker (Esajas 55:10-11).
Sammenfattende kan man sige, at Guds beslutninger aldrig er forgæves, men at Gud undertiden vælger at tillade ting, der er forgæves og knuser Guds hjerte.
Spørgsmål: Hvilke måder kan vi på, ifølge 2 Kor 6:3, lægge en snublesten i vejen for nogen?
Svar: Man kan direkte lokke nogen til at synde ved at lægge fristelser i vejen for dem. Jesus sagde, at fristelser uundgåeligt vil komme, men ve dem, gennem hvem de kommer (Mattæus 18:6-7). Man kan også indirekte føre til synd ved at være et dårligt eksempel. Nogen kan sige, at de er kristne, men være et dårligt eksempel og vidne. Endelig kan man opmuntre til synd ved at undlade at gøre noget, når man burde handle.
Spørgsmål: Hvordan inddeler Paulus sine vanskeligheder i 2 Kor 6,4-5?
Svar: Paulus har tre grupper med hver tre vanskeligheder. Den første er problemer og trange situationer generelt. Den anden gruppe er trængsler forårsaget af andre mennesker. Den tredje gruppe består af selvpålagte trængsler.
Spørgsmål: Hvorfor skulle vi overhovedet påføre os selv trængsler i 2 Kor 6,5?
Svar: Først to ting, der ikke er svaret, og derefter svaret.
Ikke svaret: Selvom vi kan påføre os selv trængsler som følge af vores synder, er det ikke det, der er i fokus her.
Ikke svaret: Nogle gange gør religiøse mennesker tåbelige ting, der skader dem fysisk, i den fejlagtige tro, at Gud er tilfreds med, at de gør ting mod deres krop, som Gud aldrig har bedt om. Nogle shiitiske muslimer bløder deres ryg ved at kaste kæder hen over den. Trappistmunke aflægger tavshedsløfter i en periode i stedet for at bruge mere tid på at rejse ud og forkynde Jesu evangelium, som Jesus befalede. Nogle munke og nonner udøver fysiske lidelser på deres krop – ved at udsætte sig for halvsult og svække den – i stedet for at arbejde hårdt for at vise Guds kærlighed til andre mennesker, i den tro, at det glæder Gud mere end det, Gud har bedt dem om at gøre. Faste er godt, til en vis grad, men når man bliver ude af stand til at hjælpe andre, har man mistet sit formål på jorden af syne.
Svaret: Konteksten er selvpålagte prøvelser, som en kristen vælger at udholde for at tjene Gud, inden for Guds vilje. Hvorfor skulle vi overhovedet påføre os selv prøvelser? Hvorfor skulle en bryder undvære desserter, når han forsøger at nå sin vægtklasse? Hvorfor skulle en dygtig sælger stå tidligt op for at nå et fly for at forhandle en aftale på plads? Hvorfor skulle en soldat marchere og træne hele tiden, før han går i kamp? På et baseballhold har folk forskellige roller, men som kristen bør du stræbe efter at være mere end en bænkevarmer. Ligesom en soldat, der er ude uden tilladelse (AWOL), er en, der simpelthen er forsvundet ved at vende ryggen til sin pligt, kan der være kristne, der på en måde forsvinder, når Gud har noget, de skal gøre. Hvor seriøs er du egentlig med at fortælle verden, hvem Kristus er?
Spørgsmål: Hvilket forhold har 2 Kor 6,6-7 til den foregående liste?
Svar: Disse egenskaber er hemmeligheden bag, hvordan Paulus hele tiden kunne udholde de tidligere vanskeligheder. Når Paulus bruger det generelle udtryk »retfærdighedens våben«, antyder han, at han ikke ønsker at bruge andre, uretfærdige våben (tvang, trusler, bestikkelse osv.)
Spørgsmål: Hvorfor er alle disse ni paradokser med i 2 Kor 6,8-10?
Svar: Det er ofte modsatrettede situationer. Gennem vanskelighederne i hver enkelt situation skulle Paulus ikke blot udholde, men også trives. Han understreger kontrasten mellem midlertidige, jordiske omstændigheder og den evige og åndelige virkelighed.
Spørgsmål: Hvad er sammenhængen for Paulus’ opfordring i 2 Kor 6,11-13?
Svar: De foregående seks vers viser Paulus’ vanskeligheder, hvordan han udholdt dem og blomstrede under alle omstændigheder. Her spørger han høfligt, hvad de har tænkt sig at gøre . Han vil følge dette op med en appel om penge til at afhjælpe den kommende hungersnød, der vil ramme Jerusalem og Judæa.
Nogen sammenlignede engang en menighed med en fodboldkamp. I en fodboldkamp er der 22 spillere, der har desperat brug for hvile, og 20.000 tilskuere, der har desperat brug for motion. Er det kun nogle få i menigheden, der udfører det meste af arbejdet? Er det kun nogle få i menigheden, der giver en betydelig del af deres indkomst, eller gør alle deres del og bidrager? I en menighed er der mennesker, der primært er givere og modtagere. Nogle kan give generøst med penge, andre med deres talenter og andre med deres tid. Hvis du er en ny troende, en nyfødt kristen, og du primært er en modtager, er det helt i orden på det stadie, du befinder dig på. Men hvis du har været kristen i et stykke tid, er du så primært en giver eller en modtager?
A.W. Tozer sagde: »Paulus var en lille mand med et rigt indre liv; hans store hjerte blev ofte såret af hans disciples snæversyn. Synet af deres indskrænkede sjæle gjorde ham meget ondt.« (The Root of Righteousness, 1955). Citeret i Believer’s Bible Commentary, s. 1844.
Spørgsmål: Hvad betyder det i 2 Kor 6,14-18 og Ef 5,7 at være i åg med vantro?
Svar: Dette er en meget passende analogi. For at opnå de bedste resultater skal to okser, der er spændt sammen, have nogenlunde samme styrke og begge trække i nøjagtig samme retning.
Kristne anvender også dette vers på ægteskab, dating i form af en-til-en-dates og forretningspartnerskaber. De mener generelt ikke, at dette gælder for ansættelse i en virksomhed, ejerskab af aktier på børsen og medlemskab af verdslige sociale klubber, organisationer og velgørenhedsforeninger.
Forestil dig, at en kristen og en ikke-kristen er gift, og at den kristne ønsker at give et stort beløb til en kristen mission eller kirke som et offer. Hvordan ville det blive modtaget af en ikke-kristen? Ofte (men ikke altid) trækker ikke-troende ægtefæller en troende væk fra Herren.
Spørgsmål: Hvordan hænger 2 Kor 6,14-17 sammen med de foregående tre vers (2 Kor 6,11-13)?
Svar: Nogle kristne ønsker måske at være bedre givere, men de kan det faktisk ikke, fordi de er kompromitterede. De kan være kompromitterede i et ægteskab, hvor ægtefællen ikke ønsker at donere til kirken. De kan være kompromitterede af dyre vaner, der kræver mange penge. De kan være kompromitterede af synd, hvor de ikke er egnede til bestemte roller. De kan være kompromitterede af distraktioner, der opsuger al den tid, de ellers kunne bruge på at tjene Gud. Nogle gange er man nødt til at »løse sig fra kompromiserne«, før man kan blive den giver, som Gud ønsker, man skal være. De kan være kompromitteret af synkretisme med andre religioner, astrologi, frimurerloger eller det okkulte.
Spørgsmål: Hvorfor er renhed vigtig i 2 Kor 6:17?
Svar: Der er mindst tre grunde.
Vores renhed er en af de vigtigste måder, hvorpå vi behager Gud.
Renhed er et godt eksempel for andre, både ikke-kristne og kristne, som 1. Thessalonikerbrev 2:10 viser.
Renhed betyder på græsk både hellighed og målbevidsthed. Renhed indebærer også, at man frigør sig fra distraktioner for at være hengiven til Gud.
Udtrykket »gå ud fra dem« stammer fra Esajas 52:11, hvor de blev bedt om at forlade Babylon. På samme måde bør vi forlade steder, herunder arbejdspladser, hvor vi ikke lever i renhed over for Gud. Hvis du er ansat i et job eller en virksomhed, der aktivt leder mennesker væk fra Gud eller retfærdighed, bør du finde et andet job.
Ligeledes bør vi ikke være medlemmer af menigheder, der ikke ønsker at følge Gud. Selvom ingen menighed er perfekt, bør vi ikke have fællesskab med menigheder, hvor Gud og hans ord ikke er det vigtigste. I *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1846, står der: »Problemet er i dag udbredt blandt evangeliske kristne i liberale og neo-ortodokse menigheder. De spørger hele tiden: ’Hvad skal jeg gøre?’ Guds svar findes her. De bør forlade et fællesskab, hvor Herren Jesus ikke æres og ophøjes som Guds højt elskede Søn og verdens Frelser. De kan gøre mere for Gud uden for et sådant fællesskab, end de nogensinde vil kunne udrette inden for det.”
Spørgsmål: Hvordan kan vi i 2 Kor 7,1 rense os selv, når det kun er Gud, der kan rense os?
Svar: På egen hånd kan vi hverken rense os selv eller engang 100 % oprigtigt ønske at blive renset.
Med Helligånden kan vi underkaste os Gud, overgive vores liv til Jesus og lade Guds liv berøre og fylde hvert eneste mørke hjørne af vores liv. Med henvisning til Filipperne 2:12-13 har alle sande troende ansvaret for at udvirke den frelse, der er i dem.
Spørgsmål: Hvad er forskellen i 2 Kor 7:1 mellem: »renselse« (2 Kor 7:1), »fornyelsens bad« (Tit 3:5), »fornyelse ved Helligånden« (Tit 3:5), »at blive født på ny« (Joh 3:7) og »et nyt liv« (Rom 6:4)?
Svar: De henviser alle til det kristne liv, men de omhandler forskellige aspekter. Kristus skaffede os retfærdighed på korset for 2.000 år siden. Alligevel bliver vi i dag stadig fornyet, når vi har en frelsende tro på Gud. Desuden er Gud, når vi er kristne, i færd med at rense vores liv. Gud skænker ikke blot tilgivelse for synder (dvs. syndige handlinger), men Gud forvandler også vores syndige natur. Vi bliver ikke syndfrie og fuldkomne, før vi dør, men når vi følger Kristus, bliver vi mere og mere Kristuslignende her på jorden. Et symbol på, at vi vælger offentligt at identificere os med Kristi død og renselse, er vanddåben, som er et løfte om en god samvittighed over for Gud (1. Petersbrev3:21 ).
Spørgsmål: I 2 Kor 7:1 står der, at Gud renser os – hvordan skal vi så rense os selv?
Svar: Gud giver os kraften, men vi har også et ansvar, når vi er i samspil med Gud. Uanset hvor vi befinder os som troende, bør vi forvente (og ønske), at vi om tre til fire år vil ligne Kristus betydeligt mere, end vi gør nu.
Spørgsmål: Hvordan kunne Paulus i 2 Kor 7:2 sige, at han »ikke har gjort nogen uret«, når han, før han blev kristen, lod mange dræbe?
Svar: 2 Korintherbrev 5,17 besvarer dette: »Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabelse. Det gamle er forbi. Se, det nye er kommet!« Engang opdagede pressen, at en evangelist havde haft en affære for mange år siden. Evangelisten indrømmede denne synd, men sagde, at kristne ikke ville holde denne synd imod ham og hans tjeneste, da den var begået, før han blev kristen. Evangelisten havde ret – og det burde han også have haft. Gud tilgav Paulus fuldstændigt alt, hvad han havde gjort, og Paulus tilgav også sig selv, ligesom vi bør gøre.
Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Paulus i 2 Kor 7,2 følte behov for at forsvare sig selv her?
Svar: Tilsyneladende havde Paulus hørt om nogle mennesker, der angreb hans karakter eller tjeneste. Vi skal ikke være stolte eller arrogante, men hvis nogen angriber vores karakter eller tjeneste, er det i orden at tale for at forsvare sig selv. Den måde, Paulus taler på, tyder ikke på, at han troede, at korintherne troede på disse bagvaskelser. Ikke desto mindre er det godt at afklare disse ting alligevel.
Spørgsmål: Hvorfor er det i 2 Kor 7,2 vigtigt for os at sige, at vi ikke har gjort nogen uret (eller at gøre bod, hvis vi har)?
Svar: For vores egen samvittigheds skyld og for vores vidnesbyrds skyld. At gøre bod er en del af omvendelsen. Hvis vi har stjålet noget, bør vi give det tilbage. Hvis vi har taget penge eller ødelagt noget af værdi, bør vi erstatte det. Nogle gange kan vi ikke gøre bod, måske fordi vi har mistet kontakten med dem, eller fordi de er døde. Men når vi kan gøre bod og forsone os med dem, bør vi gøre det med det samme, for der kan uventet komme et tidspunkt, hvor det ikke længere er muligt.
Spørgsmål: 2 Kor 7:2-8 kan ses som en opfordring til forsoning efter et tidligere skarpt brev. Hvornår bør vi acceptere en forsoning, som en anden tilbyder, og hvornår bør vi selv tage initiativet til at forsone os med nogen?
Svar: Forsoning bør aldrig, aldrig hindres af, at vi har en bitter eller uforsonlig indstilling. Vi skal ikke blot tilgive de forkerte ting, den anden person måske har gjort mod os, men vi skal også tilgive dem for ting, som de ikke gjorde forkert, men som vi fejlagtigt opfattede som forkerte på det tidspunkt. Man bør tilgive den anden person af hele sit hjerte, men man bør også have en passende grad af tillid til den anden person, især hvis vedkommende tidligere har været uærlig. Tilgiv en tyv, men frist ham ikke ved at betro ham alle dine værdigenstande.
Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i 2 Kor 7:8, at han ikke fortrød det, selvom han sagde, at han fortrød det? Hvordan kan dette nogle gange relatere til vores situation?
Svar: Da Paulus skrev det strenge brev, følte han sig meget ubehagelig ved det, og han frygtede, at han måske havde været for streng over for dem. Men senere, da Paulus så resultatet – deres omvendelse – var han glad for, at han havde skrevet det. Men han var ivrig efter at fortælle dem det og fjerne enhver bitterhed, de måtte have.
En operation kan være smertefuld, men nødvendig. At straffe et barn kan være smertefuldt, selv for forældrene.
Spørgsmål: I 2 Kor 7,2-8: Når vi forsøger at forsone os med nogen, hvad kan vi så sige?
Svar: Afhængigt af situationen kan du lægge vægt på tre ting.
Husk fortiden: kærligheden og hengivenheden, de gode tider, engagementet
Tænk på nutiden: hvem vi er, og hvad vi gør
Se fremad: vores håb og at arbejde stærkere sammen
Spørgsmål: Hvad er forskellen mellem gudfrygtig sorg og verdslig sorg i 2 Kor 7,10?
A: Verdslig sorg omfatter fortrydelse over at være blevet afsløret og tristhed over konsekvenserne for en selv og andre. Verdslig sorg er det, Esau følte i Hebræerbrevet 12:16-17.
Gudfrygtig sorg kan omfatte det ovenstående eller ej, men omfatter
1) At forstå syndens alvor og at Gud var den primære, du syndede imod (Salme 51:4).
2) Et knust hjerte over for Gud (Salme 51:17), herunder erkendelsen af vores behov for at råbe til Gud om barmhjertig tilgivelse og renselse (Salme 51:1-2).
3) En forpligtelse til aldrig at gøre det igen (Salme 51:10-12).
4) At fortsætte i et forhold til Gud på den rette vej og aldrig igen gå den syndige vej (Salme 51:13-15,18), men samtidig indse, at vores tjeneste ikke er lige så ønsket som vores lydige hjerte (Salme 51:16-17).
Spørgsmål: I 2 Kor 7:11, tror du, at der er tale om forargelse over sig selv eller over en anden?
Svar: Forargelsen henviser »sandsynligvis« til forargelse over sig selv. Det behøver ikke nødvendigvis at være personlig forargelse over sig selv, men en kollektiv forargelse over, at dette skete i deres menighed, og at de tolererede det i en periode.
Spørgsmål: I 2 Kor 7:11, hvornår bør vi føle denne form for forargelse?
Svar: Når vi lever i synd og ikke har omvendt os, bør vi være indignerede over, at vi ikke over for Gud, englene og endda dæmonerne viser, hvem vi virkelig er. Vi behager ikke Gud, og vi lyser ikke som et lys i denne verden.
Spørgsmål: I 2 Kor 8,1-3, tror du, at det var mere unormalt eller normalt på den tid, at en menighed eller en kristen måtte leve under trængsler og modgang?
Svar: Det var normalt for Paulus, men måske ikke så normalt for alle menigheder – endnu. Men kort efter den tid, med forfølgelser og senere barbariske invasioner, var det mere normalt end unormalt. I dag bør vi ikke tænke, at det er unormalt at leve som kristen under trængsler eller modgang.
Spørgsmål: Hvad er egentlig utroligt at tro på i Paulus’ opfordring her i 2 Kor 8,1-7?
Svar: Paulus, som Saulus fra Tarsus, forfulgte de hellige i Jerusalem. Nu, mange år senere, appellerer han indtrængende til mennesker, der ikke kendte Kristus på det tidspunkt, hvor Saulus udøvede forfølgelse, om at give generøst til netop de mennesker, han havde fængslet og ladet dræbe. Hvis man havde spurgt en almindelig kristen, der flygtede fra Saulus fra Tarsus, om vedkommende troede, at han en dag ville indsamle et offer til de kristne i Jerusalem, ville vedkommende have troet, at man var gal, og have haft meget, meget svært ved at tro på det. Men sådan virker Gud nogle gange.
Det er også interessant, at Paulus tilsyneladende ikke er klar over, hvor hurtigt han skiftede fra at være taknemmelig for, at han og de var blevet forsonet, til at bede dem om donationer til menigheden i Jerusalem.
Spørgsmål: Hvorfor tror du, at de i 2 Kor 8,5 under trængsler så let kunne give sig selv først til Gud og derefter til andre kristne?
Svar: Kristendommen handler om kærlighed og omsorg, især for Gud og hans folk. Men i anden række handler kristendommen om ikke at elske og ikke at bekymre sig. Den handler om ikke at elske verden og ikke at elske sig selv mere end andre. Den handler om ikke at bekymre sig lige så meget om os selv som om Guds rige. Paulus var et godt forbillede for denne holdning, for han var langt mere optaget af at få evangeliet udbredt end af, hvad der skete med ham selv.
Spørgsmål: Hvad er i 2 Kor 8,6 og 2 Kor 8,7 denne »nåde/privilegium« (charis på græsk), som de har fået ansvaret for at være rige på, og hvorfor er det vigtigt?
Svar: Det er nåden ved gavmild gavmildhed. Vi ønsker også i dag at være rige på denne nåde. Vi kan gå glip af alt det, Gud har til os, og alt det, han har for os at gøre, hvis vi ikke også er rige på dette.
Spørgsmål: Hvad er forskellen i 2 Kor 8,8 mellem, at Paulus »taler ved befaling« og »ikke ved befaling«?
Svar: Som apostel og som deres leder kunne Paulus have befalet dem at give et bestemt beløb. Men hvor er da generøsiteten og initiativet, når der er tale om befaling og tvang? Han ønsker, at de skal give, men han ønsker, at det skal komme af deres egen vilje og generøsitet. Hvis de havde spurgt Paulus, hvor meget de skulle give, ville Paulus sandsynligvis have bedt dem om at bede om det og derefter selv træffe en beslutning. Som kristne ledere er der tidspunkter, hvor vi bør »tale ved befaling«, og tidspunkter, hvor vi ikke bør gøre det.
Spørgsmål: Hvordan var Kristus rig, men blev fattig i 2 Kor 8,9?
Svar: Kristus var rig i himlen, før han kom til jorden. Han gav afkald på meget af det, da han blev født af en bondekone i Betlehem.
Spørgsmål: I 2 Kor 8:9, giver forsoningen os økonomisk velstand, som nogle ord-tro-lærere hævder?
Svar: Nej. Paulus siger, at selvom Jesus var rig [i himlen], blev han for vores skyld fattig, for at vi kunne blive rige. Det er overraskende, at nogen kan forveksle det evige livs sande rigdom med ubetydelige materielle rigdomme her på jorden.
Hvis nogen insisterede på at hævde, at dette også garanterer jordisk rigdom, kunne man vel argumentere for, at kristne kan være lige så økonomisk velstående som Paulus. (Paulus var slet ikke særlig rig, hvad angår jordisk rigdom.)
Spørgsmål: Hvad mener Paulus i 2 Kor 8,11-13 og 2 Kor 8,6 med, at de skulle fuldføre det, de havde påbegyndt?
Svar: Nogle mennesker bliver begejstrede for at give af deres penge, ressourcer eller tid til et projekt, og så svinder deres interesse. Andre er bedre til at følge tingene til dørs. Det er ikke, fordi de første ikke er oprigtige, men nogle gange har de brug for at blive mindet om og opmuntret til at føre tingene til ende.
Spørgsmål: Hvordan skal kristne ifølge 2 Kor 8,13-15 opnå økonomisk lighed?
Svar: Se diskussionen om Apostlenes Gerninger 4:32-35 for svaret.
Spørgsmål: Hvad skete der i 2 Kor 8,15 med dem, der tog for meget manna? Hvordan sker det i dag?
Svar: Paulus citerer 2. Mosebog 16:18. 2. Mosebog 16:19-20 fortæller om andre, der tog ekstra manna for at hamstre det til den næste dag. Den hamstrede manna var fyldt med orme. I dag, når mennesker hamstrer rigdomme, kan det også skabe »orme«, der ødelægger deres liv og deres familiers.
Spørgsmål: Hvad var det særlige ved, at Paulus ofte nævnte Titus i 2 Kor 8,16-17; 2 Kor 8,6; 2 Kor 8,23 og 2 Kor 7,13-15?
Svar: Selvom Titus utvivlsomt var en god kristen medarbejder, der kendte sandheden, kunne undervise og være præst, er intet af det det, der er i fokus her. Titus’ hjerte brød sig virkelig om dem. Når vi tjener andre, både inden for og uden for kirken og vores familie, viser vi dem da virkelig, at vi bryder os om dem, i stedet for blot at gøre det mekanisk?
Spørgsmål: I 2 Kor 8,18-19 – da Titus var troværdig, hvorfor lod Paulus så en anden, unavngiven bror, følge med Titus? Bør vi altid have to personer med, når det drejer sig om penge?
Svar: Det er ikke, fordi Paulus ikke stolede på Titus, men det ville undgå, at det så ud som om der var noget galt, eller at man kunne beskylde Titus for måske at have taget en del af pengene. Vi skal handle ærligt for Herrens øjne, men vi skal også handle ærligt for menneskers øjne.
Hvad nu, hvis du indsamlede en masse penge, ikke tællede dem og gav dem til en person, som skulle give dem videre til en anden? Men du vidste, at den person, du gav alle pengene til, var af den højeste integritet. Er der noget galt i det?
Lad mig stille et andet spørgsmål. Det er faktisk det samme spørgsmål, bortset fra at der i stedet for penge var tale om dødbringende gift. Ville der være noget galt i det? I vores bedømmelse kunne selvmord ved bevidst at drikke dødbringende gift måske være langt værre end at stjæle pengene. Så hvis de to ting måske er ens i vores bedømmelse, hvad gør dem så så forskellige nu?
Spørgsmål: Hvorfor skal vi i 2 Kor 8,24 ikke blot bekymre os om vores kærlighed, men også om beviset på vores kærlighed?
Svar: Det betyder udtrykket for vores kærlighed. Måske elsker vi andre dybt, men det nytter ikke meget blot at have sentimentale tanker. Viser vi vores kærlighed til andre på meningsfulde og passende måder?
Spørgsmål: I 2 Kor 9,1: Hvornår bør vi være bekymrede over, at andre troende ikke fuldfører det, de har påbegyndt?
Svar: Nogle gange holder folk op af legitime grunde, og det er i orden. Men andre gange holder de op med at give undskyldninger: grunde, der ikke er reelle. Nogle gange udøver folk »ghosting«. De virker ivrige efter at deltage, og så ser man dem aldrig igen.
Når troende ikke fuldfører det, de har påbegyndt, uden gode grunde, er de dårlige forbilleder for trofasthed og integritet. Andre mennesker kan begynde at spekulere på, om de kan stole på dem eller ej.
Se The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 575, og Believer’s Bible Commentary, s. 1853, for mere information.
Spørgsmål: I 2 Kor 9,2-3 står der, at når vi opdager, at vi ikke formår at fuldføre noget, vi ved, vi burde gøre, hvad kan vi så gøre for at motivere os selv til at komme i gang?
Svar: Det er vigtigt at bekæmpe udskydelse. Ligesom mange andre synder kan det være en vane, der vokser. I Jakob 4,17 står der: »Den, der altså ved, hvad der er ret, men ikke gør det, begår synd.« (BSB) En ting, der kan hjælpe, er struktur; skriv en liste over, hvad du skal gøre, gem listen, og kryds tingene af. Det hjælper også at have en ansvarspartner; en ægtefælle eller en anden, der følger op på dig og ser, hvordan det går. Naturligvis bør du i den forbindelse ikke brokke dig eller blive fornærmet, når kristne søstre og brødre spørger, hvordan det går med dig åndeligt.
Spørgsmål: Er der i 2 Kor 9,2-3 nogle ting, som vi påbegynder med de bedste intentioner, men ikke fuldfører, fordi vi ikke bør gøre det?
Svar: Ja, nogle gange er det det rigtige at gøre. Nogle gange får ydre omstændigheder, helbredet og økonomiske tilbageslag os til at ændre vores planer. Andre gange får vi måske mere information om den skade eller de dårlige konsekvenser, der ville følge af at fuldføre noget, som vi ikke kendte til før, eller som før var usandsynlige.
Spørgsmål: Hvad er det interessante ved det græske ord for »generøs gave« i 2 Kor 9,5?
Svar: Dette ord, eulogia, blev ofte brugt på græsk i betydningen at tale godt om andres velsignelser. Meningen er, at det at tale godt og gøre godt her hænger sammen. Man »udtrykker« sin kærlighed og velsignelse over for andre (såsom menigheden i Jerusalem) ved at handle i overensstemmelse hermed.
Spørgsmål: Betyder dette princip om at så i 2 Kor 9,6 og Mal 3,8-10, at hvis vi giver penge til Gud, vil vi få økonomisk velstand?
Svar: Nej. At så og at høste behøver ikke nødvendigvis at være det samme. Det ville være uheldigt, hvis det at give til Gud i dette liv kun gav os belønning i dette liv og ikke i himlen. Den belønning, som kristne vil modtage i himlen, får enhver belønning i dette liv på jorden til at virke meget lille. Det er trist, at mange kun ser et forhold til Gud ud fra det, de ser i dette liv på jorden.
Spørgsmål: Hvad bør vores motivation for at give være, ifølge 2 Kor 9,6-11?
Svar: For det første bør det være ud af kærlighed og taknemmelighed over for Gud. For det andet bør det også være omsorg og kærlighed til andre. Vi er pålagt at gøre vores pligt og give, men det skal ikke ske under tvang. Vi bør finde glæde i at give, fordi vi ved, at det glæder Gud. En kristen, der var ret velstående, besluttede at leve for 10 % og give de 90 % til Gud.
På den anden side hørte jeg engang om en lille menighed, der – da alle skulle give 10 % – blot trak 10 % fra præstens løn. Dette gik helt forbi pointen, da der ikke var tale om frivillig gavmildhed fra hans side og dermed ingen mulighed for at adlyde.
Spørgsmål: Hvordan lader Gud i 2 Kor 9,8 alt det gode og nåden strømme over korintherne og os?
Svar: Der er ingen begrænsning fra Guds side, når det gælder at give os alt, hvad vi har brug for i dette liv. Gud giver os måske ikke altid alt, hvad vi ønsker, men hvis vi mangler det, vi har brug for, er det ikke Guds skyld, men menneskets. Vi bør sikre os, at vi lever op til det ansvar, Gud har givet os, for at hjælpe andre med at få det, de har brug for.
Spørgsmål: Hvordan kan denne gave i 2 Kor 9,15 være usigelig eller ubeskrivelig, når Paulus kunne tale så meget om den?
Svar: Et liv på jorden er ikke langt nok for Paulus – eller nogen anden – til fuldt ud og udtømmende at beskrive omfanget af det, Gud gjorde for os, da Jesus døde på korset. Men vi kan forsøge. Som kristne ønsker vi at bruge vores liv på at »takke Gud for hans ubeskrivelige gave«.
Spørgsmål: Var Paulus’ opfordring i 2 Kor 9,15 en succes?
Svar: Tilsyneladende ja. Brevet til romerne blev skrevet omkring fem måneder efter 2. Korintherbrev. Paulus taler meget rosende om gaven fra menighederne i Makedonien og Akaja i Romerbrevet 15,26-28. Thessaloniki og Filippi lå i Makedonien, og Korinth var den største by i Akaja.
Spørgsmål: Tror du, at Paulus i 2 Kor 10,1-12 havde behov for at forsvare sin tjeneste her? Var Paulus blot »defensiv«, eller var han også »offensiv«?
Svar: Man kunne måske tro, at hvis der var nogen, der ikke havde brug for at forsvare sig mod angreb, så var det Paulus. Men selv Paulus blev udsat for falske beskyldninger. Selvom det måske virker lidt malplaceret, at Paulus skifter til dette emne, var der egentlig ikke noget bedre sted at sige dette. Paulus var både defensiv, idet han forsvarede sig selv, og offensiv, idet han stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor disse andre »superapostle« (et hånligt udtryk) mente, at de havde autoritet til at sige, at man ikke skulle lytte til ham.
Spørgsmål: I 2 Kor 10,8-11, hvornår bør vi være »frimodige« i vores autoritet og risikere at blive betragtet som en idiot, kontra at være »ydmyge« og risikere at blive betragtet som svage og magtesløse?
Svar: Nogle forveksler sagtmodighed med svaghed. Bare fordi Paulus var blid og sagtmodig, betyder det ikke, at han ikke kunne hævde sin autoritet som apostel. Da troldmanden Elymas for eksempel modsatte sig ham på Cypern, sagde Paulus til ham, at Gud ville ramme ham med blindhed, og det gjorde Gud i Apostlenes Gerninger 13:8-11. Romerbrevet 14:10-13,15 lærer os, at vi skal være blide over for »svagere brødre«. Men Romerbrevet 14:16 siger også, at vi ikke skal tillade, at det, der er godt, bliver omtalt som ondt.
To væsentlige forskelle mellem frimodighed og arrogance er, at man med arrogance søger rampelyset, og at man med arrogance anser sig selv for bedre end andre mennesker. Men bortset fra det kan god frimodighed være lige så højlydt og skarp som arrogance.
Spørgsmål: Hvordan skal vi i 2 Kor 10:12 undgå at sammenligne os med os selv, når vi jo skal gøre det i Gal 6:4-5?
Svar: 2 Korintherbrevet 10:12 kritiserer den, der sammenligner sig selv med sig selv. Hvis man blot sammenligner sig selv med sig selv, vil man vel altid ligge på førstepladsen! Galaterbrevet 6:4-5 siger, at vi ikke skal sammenligne os med andre, og at vi skal prøve vores egne handlinger, men der står ikke, at man skal sammenligne sig selv med sig selv.
Spørgsmål: I 2 Kor10:13 -15 – da Paulus aldrig pralede af andet end korset i Gal6:14 – hvad gjorde Paulus så her og i 2 Kor11:18 -12:6?
Svar: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.
1. 2 Korintherbrevet 10:13-15 siger, at Paulus ikke ville prale ud over sin rette sfære.
2. Selvom det lå inden for Paulus’ rette rammer (ikke vores) at fastslå sine egne kvalifikationer som apostel, var Paulus tilbageholdende med at gøre det, som 2 Kor12:11 viser.
3. I 2 Korintherbrevet 11:18-12:6 fortalte Paulus objektivt korintherne om en bestemt mand. Hvis man læser omhyggeligt, kan man se, at manden er Paulus selv.
4. Paulus var sandsynligvis tilbageholdende med at gøre det, fordi nogle ved at fastslå hans legitimitet på denne måde kunne se det som et eksempel, de kunne prale af, hvis Paulus ikke også havde skrevet 2 Korintherbrevet 10:17-18.
Spørgsmål: I 2 Kor 10:13-15, hvornår bør vi fremhæve det, vi har gjort, og hvornår bør vi lade være?
A: Det er helt i orden at fortælle sagligt og ærligt, hvad du har gjort, og hvad der blev opnået. Det er ikke det samme som at være stolt eller egoistisk. Du kan eventuelt vælge at fokusere på fakta og mindre på, hvad du personligt har opnået.
Du behøver dog ikke fortælle det til alle hele tiden; kun når det er nyttigt at gøre det. Det er helt i orden at holde det, du har gjort og opnået, hemmeligt.
Spørgsmål: Hvilke måder er der i 2 Kor 10,13-15, hvorpå kristne desværre kan »gå over stregen«?
Svar: Det omfatter at fremstille noget som bedre eller vigtigere, end det faktisk er, ofte for at imponere andre. At overdrive dine bedrifter, prale af, hvad en anden har gjort, som om det var dit eget værk, tage al æren for noget, du har været med til, prale af, hvad du kunne have gjort, prale af, hvad du har til hensigt at gøre, eller prale af dig selv generelt.
Tilsyneladende havde de falske lærere pralet en hel del, og korinterne var faldet for det. Se New International Bible Commentary s. 1407-1408, The Bible Knowledge Commentary: New Testament s. 578-579 og Believer’s Bible Commentary s. 1857-1858 for yderligere information.
Spørgsmål: Var korset i 2 Kor 10,13-15 Satans sejr og ikke Guds, som Rev. Moons Unification »Church« hævder? (Home Study Course for the Divine Principle, 5. udgave (1977), s. 30; Divine Principle, s. 143; Dialogue, s. 161)
Svar: Nej. Dette modsiges direkte ikke blot af Paulus’ holdning i 2 Kor 10:13-15, men også af Kol 1:20 og Kol 2:13-15. I Gal6:14 siger han: »Men hvad mig angår, så vil jeg aldrig rose mig af andet end vor Herre Jesu Kristi kors, gennem hvilket verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden.«
I Filipperbrevet 3:18-19 beklager Paulus, at mange lever som fjender af Kristi kors. Paulus og de første kristne betragtede ikke sig selv som fjender af Kristi kors, som man kunne forvente, hvis de mente, at det var Satans sejr.
Spørgsmål: Hvad er guddommelig jalousi i 2 Kor 11,2.11.28-29, hvordan adskiller den sig fra menneskelig jalousi, og hvorfor havde Paulus den?
Svar: Menneskelig jalousi sammenligner det, der siges om andre, med dig eller din gruppe; den handler om den ære og den respekt, der vises. Guds jalousi sammenligner det, der siges om andre, med Gud; den handler om den ære og den respekt, der vises Gud. Paulus var endda villig til at gøre sig selv til grin ved at tale tåbeligt, hvis det kunne hjælpe dem, ifølge *Believer’s Bible Commentary*, s. 1859.
Spørgsmål: I 2 Kor 11,2 står der, at vi ikke skal have menneskelig jalousi, men hvordan skal vi så have mere guddommelig jalousi?
Svar: Det kan vi gennem en bestemt form for bøn. Bed om, at Gud vil gøre dit hjerte mere lig Hans. Bed om, at du med Guds øjne må se, hvad der er vigtigere, og hvad der er mindre vigtigt. Bed om, at du må have et hjerte, der ikke er optaget af distraktioner og andre ting, men af mennesker, så de kan komme til at kende og elske Gud.
Vi må indse, hvad Oswald Chambers sagde: »Bøn forbereder os ikke på større gerninger; den er den større gerning.«
Spørgsmål: Hvad er forskellen i 2 Kor 11,2 mellem »gudfrygtig jalousi« og at kalde nogen en »fåretyv«?
Svar: Hvis nogen forlader en gudfrygtig, bibeltro kirke og går til en anden gudfrygtig, bibeltro kirke, kan det være i orden. Faktisk kan det være, at Gud netop ønsker, at de skifter, selvom der ikke var nogen mangler ved den gamle menighed. Hvis du er præst, er du en hyrde, men i sidste ende er de ikke dine får. De er Kristi får, og de er blevet betroet dig, så du kan tage dig af dem i en kort periode.
Men hvis et får bliver angrebet af åndelige ulve, er det din opgave at forsvare flokken mod dem, der ønsker at trække fåret væk til noget, der ikke er gudfrygtigt. Spørgsmålet er ikke, om fåret forlader dig for at gå til en anden troværdig hyrde, men om vedkommende er en åndelig ulv.
Svar: Der er mange falske Jesus-figurer, men kun én ægte Jesus. Hvis en person hævder at tro på og adlyde Jesus, er det ikke godt nok. Man skal tro på og adlyde den ægte Jesus fra Bibelen.
Spørgsmål: Hvordan kan man i 2 Kor 11,4 se, om noget eller nogen er »af en anden ånd«?
Svar: En anden ånd kan være et andet evangelium, hvilket Paulus kraftigt advarer os imod i Galaterbrevet 1:8-9. Der er mindst seks måder, hvorpå de kan have en anden ånd.
Læremæssigt sætter de altid spørgsmålstegn ved eller modsætter sig centrale ting.
Kærlighed: Er der ingen begejstring for Guds anliggender eller for, at mennesker kommer til Kristus? Eller bliver de begejstrede af andre ting?
Handling: Gør de, eller længes de efter at gøre, ting, der er ulydige mod Gud, og er de apatiske over for Guds anliggender?
Stridbarhed: Er de splittende, forsøger de at skabe splid eller dårlige følelser, eller er de blot stridbare for stridbarhedens skyld?
Stolthed: Er de fyldt med misundelse, arrogance eller bitterhed?
Er der åndeligt set nogle med skelneevnen, der er i stand til at se et af de ovennævnte træk?
Spørgsmål: I 2 Kor 11,5, var Paulus »på ingen måde ringere«, eller var han »den mindste af apostlene«, som det står i 1 Kor 15,9?
Svar: Konteksten i 2 Kor 11,5 var en sammenligning med falske apostle, der forkyndte et falsk evangelium. BSB oversætter: »Jeg anser mig på ingen måde for at være ringere end disse ’superapostle’«.
Konteksten i 1 Kor 15:9 var en sammenligning af tidspunktet for omvendelsen og livet før kristendommen med de andre sande apostle. Ifølge 1 Kor 15:10 var Paulus stadig den mest arbejdsomme af de sande apostle.
Spørgsmål: I 2 Kor 11:13: Hvis nogen modsætter sig sandheden, hvornår bør man så forsigtigt forsøge at tale dem til fornuft, og hvornår bør man offentligt afsløre dem som falske apostle eller falske kristne?
Svar: Forsøg først at tale dem til fornuft, i første omgang privat, hvis det er muligt. Men hvis de ikke omvender sig eller ikke vil lytte og ændre sig, bør du skifte fra privat at forsøge at hjælpe dem til primært at forsøge at beskytte andre offentligt mod deres dårlige lære.
Spørgsmål: I 2 Kor 11,12-15 talte disse falske apostle tilsyneladende dårligt om Paulus. Hvad skal vi gøre, når folk taler dårligt om os eller en af vores venner?
A: Ofte opfattes tavshed som en indrømmelse af skyld. Tal imod falske beskyldninger. Selv om nogle af dem ikke vil tro på dig, skal du alligevel sige fra, så det er på det rene. Hvis nogle få taler din sag, kan det naturligvis have større gennemslagskraft, end hvis du kun taler for dig selv. Ligeledes bør du tale til forsvar for en anden, hvis nogen bagtaler vedkommende.
Spørgsmål: Hvordan udgiver nogle falske apostle sig for at være lysets børn i 2 Kor 11,13-15?
Svar: De hævder at være kristne eller at følge Gud, men de afviser det, Bibelen lærer eller befaler. De underviser måske korrekt i nogle andre ting eller udfører nogle gode gerninger i tjenesten. Men ofte ligger problemet ikke så meget hos dem som hos nogle kristnes godtroenhed og manglende skelneevne. Et problem er, at folk ofte vil tro på nogen, uanset om der foreligger beviser, der taler imod det.
Spørgsmål: Hvorfor synes disse forklædninger i 2 Kor 11,13-15 at virke så godt i dagens samfund og historisk set?
Svar: Mange mennesker tager tingene for pålydende. Hvis nogen hævder at være kristen, tror de, at vedkommende må være det.
Spørgsmål: I 2 Kor 11:24, blev Paulus slået 5 gange med 39 piskeslag, eller 4 gange med 40 + 39 piskeslag?
Svar: 5. Mosebog 25:3 siger ikke, at de skulle give 40 piskeslag, men snarere højst 40 piskeslag. Der var tale om fem separate lejligheder, og det var tilsyneladende jødisk skik altid at give ét mindre end 40 for at være sikker på, at man ikke kom over grænsen ved at tælle forkert, så det er sandsynligvis 5 gange 39 piskeslag.
Spørgsmål: Findes der i 2 Kor 11:32 noget bevis uden for Bibelen for, at Aretas var guvernør i Syrien?
Svar: Nej. Vi ved ikke, hvem der var guvernører i Syrien på det tidspunkt, hvor begivenhederne i Apostlenes Gerninger 9:24,25 fandt sted. Selvom Paulus citerer en Aratus i Apostlenes Gerninger 17:28, var dette en anden mand, en digter, der døde i 240 f.Kr. Vi ved ikke, om Damaskus på dette tidspunkt var en klientstat under Rom, indirekte under romersk kontrol eller direkte under romersk kontrol, da der ikke er fundet mønter fra denne periode, der kan give os svaret. Vi ved dog, at byen i år 63 e.Kr., efter denne tid, var under direkte romersk kontrol.
Spørgsmål: I 2 Kor 12:2, hvornår skete dette for 14 år siden?
Svar: Dette skete sandsynligvis, da Paulus var i Arabien, mellem hans omvendelse omkring år 34-36 e.Kr. og hans første missionsrejse, som begyndte i år 46-47 e.Kr.
Spørgsmål: Viser 2 Kor 12:2 tre himle, hvilket stemmer overens med mormonernes lære?
Svar: Nej. At Paulus blev ført op i den tredje himmel, bekræfter ikke det mormonske begreb, som var fuldstændig ukendt før det 19. århundrede. Især den mormonske »telestiale himmel«, som siges at være lidt værre end jorden, og hvor mange mennesker ender, ville slet ikke lyde som en himmel for en kristen eller jøde.
Spørgsmål: I 2 Kor 12:6,11, hvornår, hvis overhovedet, bør vi »tale som en tåbe«, som Paulus gør her?
Svar: Paulus gjorde det ikke særlig ofte, og det bør vi heller ikke. Paulus viser alt det, han havde lidt og udrettet, fordi han blev udfordret. Måske er det eneste tidspunkt, hvor vi bør gøre dette, når vi bliver udfordret.
Spørgsmål: Hvorfor fik Paulus en torn i 2 Kor 12,7?
Svar: En af de grunde, Paulus nævnte i 2 Kor 12,7, var, at han ikke skulle blive hovmodig. Hvis Gud havde yderligere grunde, sagde han det ikke.
Nogle gange har kristne blot én ting – det være sig en omstændighed, et udseende eller en personlighedstræk hos sig selv, deres ægtefælle eller andre – som de ønsker, at Gud skal ændre, og Gud gør det ikke. Når Gud afslår vores bønner, fortæller han os ikke altid hvorfor. Uanset årsagen ønsker Gud ikke, at vi skal være så tilfredse i dette liv, at vi mister vores længsel efter det næste. Husk, at nogle mennesker kan være for store (i deres egne øjne) til, at Gud kan bruge dem, men ingen kan være for små. Se også svaret på de to næste spørgsmål.
Spørgsmål: Hvad var tornen i 2 Kor 12,7? – en fysisk lidelse, udseende, homoseksualitet, en anden ond fristelse eller depression?
Svar: Skriften siger det ikke, sandsynligvis fordi vi ikke behøver at vide det. Når folk dogmatisk hævder, at det var en bestemt ting, siger det måske mere om dem selv end om Paulus. Teorierne har spænet fra øjenproblemer, malaria, migræne, epilepsi, ørepine, talevanskeligheder og forskellige fristelser. The New International Bible Commentary, s. 1411, peger enten på øjenproblemer eller malaria, muligvis pådraget i Perga.
Mange kristne har en torn, en ting, der er deres største udfordring, eller som de prøver at acceptere. Hvis du har en torn, så husk, at Paulus også havde en, og at Gud alligevel kunne bruge Paulus på en mægtig måde, så længe Paulus stolede på Guds styrke og ikke sin egen.
Endelig: Hvis Jesus kan acceptere andre kristne med torne, så kan jeg også (se Romerbrevet 15:7).
Spørgsmål: I 2 Kor 12,7-8 forstod Paulus jo vigtigheden af ikke at være stolt – hvorfor fjernede Gud så ikke tornen fra Paulus, efter at han havde bedt om det?
Svar: Der er en stor forskel på at høre budskabet om ikke at være stolt og at have noget, der garanterer, at man ikke behøver at kæmpe den kamp. Se også svaret på de to foregående spørgsmål.
Spørgsmål: Hvad betyder »når jeg er svag, da er jeg stærk« i 2 Kor 12,9-10?
Svar: Når man ligger fladt på ryggen, er det meget let at se op. Når vi bliver gjort meget bevidste om vores egen utilstrækkelighed, er det ofte netop da, vi er stærkest i at stole på Herren. Vores bedste indsats, i vores egen styrke, er intet sammenlignet med det, Gud kan udrette gennem os. For frit at omskrive Hudson Taylor: Når vi kan gennemføre alle vores planer uden Guds virke i os, så er vores planer ikke store nok.
Spørgsmål: Hvordan kan vi i 2 Kor 12,9-10 give Gud vores svaghed?
Svar: Kristne tænker ofte, at vi bør give Gud vores kærlighed, tid, penge, ambitioner, karriere og liv – og det bør vi også. Kristne ønsker at give et godt vidnesbyrd om, at vi er kærlige, kloge, intelligente og »succesrige«, hvad det end måtte betyde. Men det er blot at give Gud vores styrker.
Hvad nu, hvis du har en synd, som du bliver ved med at falde i? Du kan omvende dig og angre, og i det mindste give Gud dit angrende hjerte. Men hvad nu, hvis du ikke rigtig ønsker at omvende dig; du nyder på en måde din synd. Så kan du være ærlig over for Gud og fortælle ham, at du har et ondt hjerte. Bed ham om at vise dig – enten gennem følelser eller ydre omstændigheder – hvad den medfører, og om at forvandle dit onde hjerte til et angrende hjerte. Så kan du give Gud dit angrende hjerte og bede ham om at rense dig. Renselse betyder ikke blot, at du ikke vil gøre det mere. Det betyder, at du ikke engang vil have lyst til at gøre det mere.
Du kan være mere åben over for andre om dine kampe og svagheder og ikke bare fremstå for andre som en, der er »for god til at være sand«. Men hvis du er udsat for en bestemt synd, skal du ikke fortælle det til andre, der kunne friste dig på den måde.
Endelig må du ikke overse, at Paulus i 2 Korintherbrevet 12:9 siger, at han vil »rosse sig af sine svagheder«. Med andre ord vil Paulus tale åbent om sine vanskeligheder. Vi kan være ærlige om vores mangler og synder. Du skal dog ikke tale om synd på en sådan måde, at du enten forherliger den og frister en anden til den samme synd, gør det lettere for nogen at friste dig eller får nogen til at vende sig bort fra fællesskabet.
Spørgsmål: Var Paulus mærkelig her i 2 Kor 12,10?
Svar: Slet ikke. Tværtimod indså Paulus klogt, at de ting, der forårsagede ham lidelse set ud fra et verdsligt synspunkt, var nogle af de redskaber, Gud brugte til at sikre, at Paulus forblev stærk i Kristus.
Som kristne er det kun naturligt at ønske at beskytte vores børn og andre kære mod alle livets prøvelser og storme. Vi vil aldrig begrænse, hvordan Gud kan virke i deres liv, men hvis alt, hvad vi gør, reelt begrænser deres mulighed for at få oplevelser, der får dem til at vokse, så gør vi vores børn ingen tjeneste.
Spørgsmål: Hvad var tegnene på en apostel i 2 Kor 12,12?
Svar: Selvom andre også kunne profetere og udføre mirakler, havde apostlene disse gaver i en enestående grad, som det fremgår af Apostlenes Gerninger 2:43; 3:3-9, 5:4-12, 14-16.
Spørgsmål: I 2 Kor 12:14-15 står der, at det er rigtigt, retfærdigt og lovligt at modtage penge eller økonomisk støtte, men under hvilke omstændigheder ville det være bedst for dig ikke at tage imod det?
Svar: Det er i orden at modtage økonomisk støtte, når du og din familie har brug for det. Når du udfører Guds tjeneste, er det i orden at modtage økonomisk støtte både til selve tjenesten og til dine egne behov, hvis du bliver forsørget deraf. Det er forkert at modtage økonomisk støtte ud af grådighed eller at blive meget velhavende ved at udføre Guds tjeneste. For eksempel tjener en administrerende direktør for en ikke-kristen velgørenhedsorganisation, der hjælper de fattige, 1 million dollars om året.
Spørgsmål: I 2 Kor 12,15 – viser Paulus’ opofrelse for korintherne den katolske lære om aflad?
Svar: Nej. Paulus siger blot, at han er villig til at »bruge alt, hvad han har« (økonomisk og materielt), og også at »ofre mig selv« (tid og fysisk liv) for korintherne.
Hvis det beviste læren om aflad, ville det betyde, at eftersom Paulus endnu ikke var død, kunne en person, der lever på jorden, give aflad til andre mennesker, der lever på jorden.
Spørgsmål: Hvordan var Paulus listig i 2 Kor 12:16?
Svar: Paulus var sarkastisk her og i 2 Kor 12:13. Paulus blev tilsyneladende beskyldt for at være listig og udnytte dem, mens sandheden var, at han med rette kunne have bedt dem om økonomisk støtte, men valgte ikke at gøre det.
Som kristne kan vi nogle gange gøre en ekstra indsats for andre, blot for at få det kastet tilbage i ansigtet af mistænksomme mennesker. Vi skal dog fortsætte med at elske dem.
Spørgsmål: Hvorfor tror du, at folk i 2 Kor 12:16-18 nogle gange finder på beskyldninger mod andre uden absolut noget grundlag for det, og hvorfor tror andre mennesker på dem?
Svar: Nogle gange, hvis der ikke er noget bevis for, at en beskyldning er falsk, tror de af en eller anden grund, at den må være sand. Hvis man ikke er sikker på noget, er det bagvaskelse at fremstille noget som en kendsgerning, når man ikke ved, at det er en kendsgerning.
Spørgsmål: I 2 Kor 12,16-18: Hvornår bør vi ikke forsvare vores rettigheder, selvom vi faktisk har disse rettigheder?
Svar: Vi behøver ikke altid at stå fast på det, vi fortjener, hvis der er noget, der er vigtigere end vores rettigheder. Når det at give afkald på det, vi burde have, kan fremme forkyndelsen af evangeliet, hjælpe en persons åndelige liv eller hjælpe andre generelt. Ingen bør beskylde Paulus for blot at gøre dette for pengenes skyld, da han forsørgede sig selv. (Selvom de alligevel beskyldte Paulus.) Der er tidspunkter, hvor man skal vende den anden kind til og ikke få en bror til at snuble. Man behøver ikke altid at have det sidste ord.
Spørgsmål: Hvad er sladder og bagvaskelse i 2 Kor 12,20, og hvorfor er de forkerte?
A: Sladder er at fortælle noget om en anden, som ikke behøver at blive sagt, selvom det er sandt. At sladre er at svigte en fortrolighed, som det står i Ordsprogene 11:13;16:28 og20:19 .
Stridigheder opretholdes gennem sladder, som det står i Ordsprogene26:20 .
Sladder er en fristelse, ligesom det at spise de bedste bidder af mad, ifølge Ordsprogene 18:8; 26:22.
Sladderagtige mennesker bliver specifikt irettesat i Romerbrevet 1:29; 1. Timoteusbrev 5:13.
Bliv dog ikke knust, når folk ondsindet sladrer om dig; de gjorde det samme mod apostlen Johannes i 3. Johannesbrev 10.
Bagvaskelse er tæt forbundet hermed; det er at sige negative ting om andre, som enten bevidst er falske, eller hvor den, der taler, ikke har gidet at tjekke, om de var sande eller falske. Bagvaskelse adskiller sig fra, når nogen tror, de taler sandt, men tager fejl. Smiger omfatter at sige falske positive ting om andre.
Bibelen siger aldrig blot, at vi skal mindske de bagvaskende ting, vi siger; snarere skal vi slet ikke have nogen bagvaskelse på vores tunge, som Salme 15:3, Titus 3:2 og Jakob 4:11 viser.
Bagvaskelse er et yndet redskab for dyret i Åbenbaringen 13:6.
Bliv ikke overrasket, når folk bagtaler dig; Jesus og de troende blev bagtalt i Salme 38:20; 56:5; 119:23; 1. Petersbrev3:16 . Men selvom andre vil bagtale kristne, behøver kristne enker og andre kristne ikke at give anledning til bagtalelse, som 1. Timoteusbrev 5:14 viser.
Spørgsmål: Hvordan kunne Paulus i 2 Kor 12:21 blive ydmyget foran korintherne?
Svar: Det betyder ikke, at Paulus var stolt over for dem. Snarere kunne Paulus blive ydmyget i deres øjne ved at være syg, ligesom Paulus blev syg i Galatien (Galaterbrevet4:13 ). Det kunne forekomme dem mærkeligt, at den mand, de havde hørt om, at han helbredte andre, selv var syg. Faktisk viste Paulus’ sygdom, at helbredelsen ikke kom fra Paulus’ kraft, men fra Guds kraft.
Spørgsmål: Hvorfor har folk i 2 Kor 13:1,3, Matt 18:16 og 5 Mos 19:15 en tendens til at drage forhastede konklusioner på baggrund af spinkle beviser, og hvorfor er de ude af stand til at anerkende en konklusion, selv når der foreligger stærke beviser?
Svar: Der er tre faktorer, der spiller ind her. For det første er folk hurtige – ofte for hurtige – til at drage en konklusion, som de hele tiden har ønsket at nå frem til. Folk kan have en bekræftelsesbias, hvor de fokuserer på beviser, der understøtter det, de allerede har konkluderet, og ignorerer beviser, der strider imod det, de allerede har konkluderet. For det andet er folk ofte ubevidste om, at de gør det. For det tredje selv når en person ser, at vedkommende måske tager fejl, kan der være en stolthedsfaktor, der forhindrer vedkommende i at indrømme, at vedkommende måske tager fejl. Ikke-troende gør dette, og det samme gør troende. Dette er en svaghed, vi må indse, at vi har. En måde at afbøde denne svaghed på er dog at have fællesskab med andre troende, især dem med en anden baggrund og opvækst end dig selv, og måske kan du hjælpe dem med at se, hvor de drager forhastede konklusioner og udviser bekræftelsesbias, og de kan hjælpe dig.
Spørgsmål: Skal vi i 2 Kor 13:2 og 1 Kor 4:21 nogensinde true folk, herunder medkristne, som Paulus gjorde?
Svar: Der er et passende tidspunkt og sted for at advare folk på tre måder.
1. Vi må ikke svigte vores ansvar for at advare andre om, hvad Gud har sagt om menneskers forestående undergang, hvis de nægter at overgive deres liv til Kristus.
2. Ligesom kloge forældre fastsætter regler og konsekvenser for deres børn, og en virksomhedsleder fastsætter mål, incitamenter (og afskrækkende foranstaltninger) for sine medarbejdere, bør de, der leder menigheden, gøre det klart, hvad de forventer af de mennesker, de arbejder sammen med.
3. I endnu højere grad havde Paulus som apostel en særlig autoritet til at befale, advare og irettesætte andre kristne.
Desværre kan nogle kristne menigheder have ledere, der ikke leder mennesker til Gud, og medlemmer, der ikke ville følge dem, selvom de gjorde det.
Spørgsmål: Hvad gør man, når man i 2 Kor 13,3 støder på kristne, der lader sig imponere af de forkerte ting?
Svar: Udover at sukke kan du tålmodigt forsøge at vejlede dem hen imod det, der er vigtigt. Spørg dem, hvor vigtige visse ting vil være for dem om mange år. Derudover er der seks ting, du kan gøre.
Bed for dem, at de må være i stand til at fokusere på det, der er væsentligt, og – lige så vigtigt – være i stand til at se, hvad der ikke er det.
Opmuntr dem, når de fokuserer på de vigtige ting.
Rett dem, når de fokuserer på trivielle eller onde ting. Forklar tålmodigt, hvorfor vi ikke bør fokusere på disse ting.
Irettesæt dem, når det er nødvendigt, hvis de fortsat drages mod de forkerte ting.
Vær selv et eksempel på at fokusere på de vigtige ting.
Tjek i ydmyghed, om det måske er dig, der tager fejl. Måske har de ret, eller i det mindste delvist ret.
Spørgsmål: Hvordan vil du i 2 Kor 13,3 beskrive den rolle, som »svaghed« spiller i det kristne liv?
Svar: Det kristne liv er et paradoks. Vi kan have vished om frelsen, tillid til Guds forsyn og stræbe efter at udmærke os og gøre vores allerbedste som for Herren. Alligevel skal vi stole på Gud, hvile i hans styrke, ikke vores egen, og vide, at vi ikke kan udrette noget, der har evig betydning, uden ham.
Svaghed var en del af Paulus’ liv, og svaghed er en del af vores liv, uanset om vi er klar over det og indrømmer det eller ej.
Bekend dine synder for Gud, og erkend også din svaghed. Bed om Guds kraft (fordi du har brug for den) til at overvinde svaghederne i dit liv.
Indse over for dig selv, at du ikke af egen kraft har evnen til at gøre alt det, Gud har bestemt, at du skal gøre, og endnu vigtigere: til at være alt det, Gud har bestemt, at du skal være her på jorden. Men med Guds kraft, der virker i dig, har du KRAFTEN til at gøre alt det, Gud har bestemt, at du skal gøre, og til at være alt det, Gud har bestemt, at du skal være.
Over for andre skal du være åben om at indrømme, at du ikke er perfekt, og være villig til at dele dine svagheder. Gør det dog ikke uden skelnen, så du kaster perler for svin. Del heller ikke dine fristelser på en måde, hvor nogen kunne bruge den information til at friste dig.
Spørgsmål: I 2 Kor 13,3 – hvornår viser »svaghed« sig i os?
Svar: En stærk støtte og en spinkel støtte kan begge se ens ud, indtil man lægger en byrde på dem begge. På samme måde kan en fast tro og en spinkel tro se ens ud for andre og blive fejlkategoriseret i personens eget sind, indtil prøvelser og udfordringer kommer.
Potentiel forfølgelse kan afsløre, om en tro er fast eller ej. Hvad nu, hvis folk tænker dårligt om mig, eller værre endnu, hvis jeg forkynder evangeliet eller tjener Gud?
Risikoen synes normalt at være mindre, hvis man ikke gør noget. Hvis Gud ønskede, at du skulle gøre noget, men det var mere risikabelt end ikke at gøre det, ville du så lægge risikoen i Guds hænder, samtidig med at du stadig var forsigtig, eller ville du tænke, at dit liv helt og holdent var op til dig selv?
Modgang kan vise, hvilken slags tro vi har. Du synger om Herrens glæde, når alt går godt – som du bør. Men når tingene ikke går godt, eller du eller en elsket er ved at dø, er din sang så holdt op? Eller kan du, midt i sorgen og tabet, stadig synge om Herrens glæde? Hvilken slags sang er mest smertefuld for dæmonernes ører og mest behagelig for Gud?
Spørgsmål: Hvordan kan vi i 2 Kor 13,5-8 prøve os selv for at se, om vi er i troen?
A: Selvom man kan have vished om frelse, kan man også opleve en falsk omvendelse og en falsk vished. Hvordan ved man, om ens vished er ægte? Eller hvis nogen ikke føler denne vished, kan man måske indse, at de måske mangler frelsen, eller at de har frelsen, men blot mangler visheden.
Har du forpligtet dig til at tage imod Jesus som din Herre og Frelser? Tror du på, at Jesus døde for vores synder og fysisk opstod fra de døde (1. Korintherbrev 15:1-6)? Tror du på det, som Gud har lært os i sine skrifter (1. Johannesbrev 2:24)? Elsker du Gud og ikke verden (1. Johannesbrev 2:15-16)? Bruger du tid sammen med Gud i bøn og ved at læse hans ord? Selvom du ikke er syndfri og perfekt (1. Johannesbrev 1:8), ønsker du da at lægge dine synder bag dig og vokse i at følge Gud mere fuldt ud (1. Johannesbrev 3:6-10)? Ønsker du at adlyde Gud (1. Johannesbrev 2:4-6) og vandre i lyset og ikke i mørket (1. Johannesbrev 1:5-7)? Elsker du andre (1. Johannesbrev 2:9; 3:10; 4:20-21)? Er du villig til at dele din tro med andre? Hvis svarene alle er ja, så er du på rette spor.
Men som nogen engang spøgtigt sagde: »Hvis du stod for retten for at være kristen, ville der så være nok beviser til at dømme dig?«
Med denne vægtlægning antyder Paulus også: »Undersøg ikke mig, men undersøg jer selv«.
Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i 2 Kor 13:6: »Og jeg håber, I vil indse, at vi ikke har svigtet prøven«, når vi jo aldrig rigtig ved, om andre er frelst?
Svar: Paulus taler om at prøve vores liv i lyset af Skriften. Selvom ingen kristen vil være syndfri her på jorden, vil ægte kristne gradvist komme tættere og tættere på det absolutte mål om at blive lig Kristus. Det er den prøve, Paulus mener.
Svar: Det antyder, at treenigheden er sand, men det beviser den ganske vist ikke. En »tredobbelthed« bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden bevises ved dette vers samt Mattæus 3:16-17; 28:19; Johannes 15:26; Romerne 15:16; 1 Korinther 12:4-6; Efeserbrevet 2:18; 3:14-17; 1. Thessalonikerbrev 1:3-5; Hebræerbrevet 9:14; Judasbrevet 20,21; 2. Thessalonikerbrev 2:13-14; 1. Petersbrev 1:2; og Åbenbaringen 4:8.
Treenigheden er en del af læren om Treenigheden, men selv mormoner tror på treenigheden uden at tro på Treenigheden. (Bemærk, at selvom LDS-kirken officielt afviser treenigheden, har jeg mødt mange mormoner, der i god tro fejlagtigt siger, at de tror på treenigheden. De siger dette, fordi de ikke forstår læren om treenigheden, og de tror ganske enkelt, at det betyder, at de tre er forenet i kærlighed, ånd og formål.) For en beskrivelse af læren om treenigheden, se diskussionen om Matthæus 28:19.
Spørgsmål: Hvordan ved vi i 2 Kor, at Skriften i dag er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?
Svar: Vi har mindst tre gode grunde.
1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.
2. Bevis fra den tidlige kirke. Forfattere fra den tidlige kirke frem til Det Første Nikænske Koncil (325 e.Kr.) citerede fra 2. Korintherbrev omkring 312 gange, uden at medregne hentydninger. De citerede 47 % af 2. Korintherbrev, idet de regnede brøkdele af vers som separate vers. Det er 120,8 ud af i alt 257 vers.
Her er de for-nikænske forfattere, der henviste til vers i 2. Korintherbrev.
Ignatius af Antiokia (ca. 110–117 e.Kr.) citerer 9 ud af 18 ord fra 2. Korintherbrev 4:18f. Brevet til romerne, kap. 3, s. 74
Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.), kap. 18, s. 148, hentyder til 2. Korintherbrev
Polycarp (111–155 e.Kr.) citerer de første 11 ud af 25 ord i 2. Korintherbrev 5:10a samt 7 ud af 22 ord i Romerbrevet 14:10f. Polycarps brev til filipperne, kap. 6, s. 34
Polycarp (110–155 e.Kr.) henviser til 2. Korintherbrev 4:14a (samt den første fjerdedel af Romerbrevet 8:11) Polycarps brev til filipperne, kap. 2, s. 33
Polykarp (110–155 e.Kr.) henviser til 2 Korintherbrev 8:21b (halvt citat) Polykarps brev til filipperne, kap. 6, s. 34 (også Romerbrevet12:17 )
Brevet til Diognetus (ca. 130–200 e.Kr.) kap. 5, s. 27 (3/4-citat) citerer 11 ud af 16 ord fra 2 Korinther6:10 .
Brevet til Diognetus (ca. 130–200 e.Kr.) kap. 5, s. 27 henviser til 2. Korintherbrev 10:3; 6:9;6:10 ; og4:12
De kristne i Wien og Lugdunum (177 e.Kr.) (ANF bind 8), s. 781, henviser til 2 Korintherbrevet 2:15
Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) skriver om 2. Korintherbrev i *Mod kætterier*, bog 2, 22:7: »For at der findes åndelige væsener i himlene, proklamerer alle Skrifter højlydt; og Paulus vidner udtrykkeligt om, at der findes åndelige ting, når han erklærer, at han blev ført op til den tredje himmel, …« Han citerer også 2 Korintherbrev 7:7-9 som skrevet af Paulus i det andet brev til korintherne i Irenæus’ *Mod kætterier*, bog 5, s. 3.1, s. 529
Den muratoriske kanon (ca. 190–217 e.Kr.) nævner Paulus’ to breve til korinterne samt Paulus’ øvrige 11 breve.
Klemens af Alexandria (193–202 e.Kr.) citerer 2 Korintherbrev 7:1 som værende af Paulus. *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 3, kap. 11, s. 394
Tertullian (198–220 e.Kr.) sagde i *Om kødets opstandelse*, kap. 40, at 2. Korintherbrev var skrevet af apostlen Paulus. Han siger også, at Paulus skrev 2. Korintherbrev 2:5–11 i *Om beskedenhed*, kap. 14, s. 89
Tertullian (204/205 e.Kr.) henviser til 2. Korintherbrev 4:10 i »Fem bøger mod Marcion«, bog 5, kap. 11, s. 454.
Hippolyt (222–235/6 e.Kr.) citerer 2. Korintherbrev 12:2 som værende skrevet af Paulus i *Gendrivelsen af alle kætterier*, bog 5, kap. 3, s. 54
Hippolytus citerer en del af 2 Korintherbrev 12:4. *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 7, kap. 14, s. 107-108
Theodotus, der formodentlig var montanist (ca. 240 e.Kr.), citerer de sidste 10 ud af 19 græske ord fra 2. Korintherbrev 4:18. Uddrag fra Theodotus, kap. 11, s. 44
Origenes (225–253/254 e.Kr.) citerer 2 Korintherbrev 4:17,18 som værende skrevet af Paulus i Det andet brev til korintherne i Origenes’ værk Mod Celsus, bog 6, kap. 19, s. 582
Origenes’ kommentar til Johannesevangeliet (ca. 227–240 e.Kr.) nævner Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangelierne. Han nævner Paulus’ forfatterskab i 2. Korintherbrev og Johannes’ forfatterskab i Åbenbaringen.
Novatian (250/254–257 e.Kr.) citerede de sidste 3/5 af 2 Korintherbrev 3:17. »Afhandling om Treenigheden«, kap. 29, s. 641
Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer fra »det andet brev til korintherne« i »Afhandling 12«, tredje bog, kap. 2.
Firmilian af Cæsarea (256 e.Kr.) citerer de sidste 10 ud af 10 græske ord fra 2. Korintherbrev 11:2
Adamantius (ca. 300 e.Kr.) siger, at apostlen skrev til korintherne, og citerer 2. Korintherbrev 4:6. Han henviser også til 2. Korintherbrev 1:20 som værende skrevet af apostlen.
Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) (Korinterbrevene) nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i sin »Kommentar til den salige Johannes’ Åbenbaring«, s. 345. Han opregnede Paulus’ breve som Romerbrevet, Korintherbrevene, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Thessalonikerbrevene, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Timoteusbrevene og citerer 1. Timoteusbrev 3:15 i kap. 16, s. 345. Han fortsætter med at citere 1. Korintherbrev 15:53 på s. 346
Peter af Alexandria (306,285–311 e.Kr.) omskriver 2 Korintherbrev 11:32–33. Kanoniske breve, kanon 9, s. 273
Methodius (ca. 250–312 e.Kr.) citerer 2 Korintherbrev 10:5. »Afhandling om opstandelsen«, del 3.2, kap. 1, s. 371
Athanasius af Alexandria (318 e.Kr.) siger, at 2 Korintherbrev 5:10 er skrevet af den salige Paulus. »Ordet blev kød«, kap. 56, s. 66–67.
Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) citerer 2 Korintherbrev 6:14f (6 ud af 16 ord) og 6:15a (6 ud af 123 citerede ord) samt 2:9 som værende fra apostlen i »Breve om den arianske kætteri«, brev 1, kap. 7, s. 294–295
De har 312 citater fra 2. Korintherbrev, hvilket svarer til 47 % (120,8) af de 257 vers. Se https://www.biblequery.org/Bible/BibleCanon/Early ChristianNTQuotes.xlsx for alle detaljer.
Efter Nicæa
Eusebius’ »Kirkehistorie« (323–340 e.Kr.)
Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Nye Testamente i Festbrev 39, s. 552
Hegemonius (4. århundrede) henviser til 2 Korintherbrev 2:9. Han citerer også 2 Korintherbrev 13:3 som værende skrevet af Paulus og kalder ham en apostel. »Disputation with Manes«, kap. 42, s. 218
Optatus (4. århundrede) henviser til 2 Korintherbrev 3:3
Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) citerer 2 Korintherbrev 13:4 som »til korintherne skriver han [den velsignede apostel]« i *Om Treenigheden*, bog 9, kap. 13, s. 159
»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Paulus’ to breve til korintherne som en del af Det Nye Testamente. Det citerer tre fjerdedele af 2 Korintherbrev 1:1.
Den skismatiske Lucifer af Cagliari (370/371 e.Kr.)
Marcellus af Ancyra (ca. 374 e.Kr.)
Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.) citerer 2 Korintherbrev 10:4 som »Paulus skriver til korintherne«. Om Ånden, kap. 16.37, s. 23
Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) kanon 60, s. 159, opregner bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, siger, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.
Ambrosiaster (efter 384 e.Kr.)
Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) citerer 2 Korintherbrev 13:3 som skrevet af Paulus i forelæsning 10.17, s. 62
Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)
Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.)
Amphilochius (efter 394 e.Kr.)
Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) henviser til 2 Korintherbrev 5:16 som værende af Paulus i Mod Eunomius, bog 6, kap. 2, s. 184. Ligeledes henviser han til Paulus’ brev til korintherne for 2 Korintherbrev 5:20 i Mod Eunomius, bog 2, kap. 14, s. 128–129
Didymus den Blinde (398 e.Kr.)
Makarios/Symeon (4. eller 5. århundrede)
Optatus (4. århundrede)
Den skismatiske Lucifer fra Cagliari på Sardinien (361–ca. 399 e.Kr.) Ef 5:9,15
Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.)
Gaudentius (efter 406 e.Kr.)
Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.) nedskrev 30 prædikener om 2. Korintherbrev. Han siger, at 2. Korintherbrev var skrevet af Paulus.
Chromatius (407 e.Kr.)
Severian (efter 408 e.Kr.)
Niceta af Remesianus (366–ca. 415 e.Kr.)
Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.) henviser til 2. Korintherbrev 5:9–10 som værende skrevet af apostlen Paulus. Forsvar mod pelagianerne, kap. 18, s. 140
Hieronymus (373–420 e.Kr.)
Augustinus af Hippo (388–430 e.Kr.) citerer 2 Korintherbrev 2:15 i Om dåben, mod donatisterne, kap. 39, s. 508
Marcus af Eremita (efter 430 e.Kr.)
Acacius af Melitene (ca. 438 e.Kr.)
Cyril af Alexandria (444 e.Kr.)
Alexandrinus-manuskriptet [A] (ca. 450 e.Kr.)
Hesychius af Jerusalem (efter 450 e.Kr.)
Quodvultdeus (ca. 453 e.Kr.)
Theodoret af Cyrus (biskop og historiker) (423–458 e.Kr.)
Prosper af Aquitaine (Cassians modstander) (426–465 e.Kr.)
Varimadum (445/480 e.Kr.)
Hegemonius (4. århundrede)
Macarius/Symeon (4. eller 5. århundrede)
Maximinus (4. eller 5. århundrede)
Speculum (5. århundrede)
Theodotus af Ancyra (5. århundrede e.Kr.)
Vi har stadig alle disse i dag.
Bevis for kættere og forfalskede skrifter
De apostoliske forfatninger (usikkert tidspunkt, ca. 380 e.Kr.)
Ifølge Tertullian henviser Marcion til Romerbrevet.
Mani/Manes (262–278 e.Kr.) »Ligesom Paulus også har givet disse yderligere vidnesbyrd, at« og citerer en del af 2. Korintherbrev 3:6–7, 1. Korintherbrev 15:56. (Manes taler) Disputation med Manes, kap. 31, s. 203
Kætteren Priscillian (ca. 385 e.Kr.)
Kætteren Pelagius (416–418 e.Kr.)
Den manikæiske kætter Faustus-Milevis (efter 383 e.Kr.)
3. De tidligste manuskripter, vi har af 2 Korintherbrevet, viser, at der er små variationer mellem manuskripterne, men ingen teologisk betydningsfulde fejl.
s. 46 Chester Beatty II, 100–150 e.Kr.: 2 Kor 1:1–11:10;11:12 –21;11:23-13:13 (95 % eller 254 ud af 257 vers) samt andre dele af Paulus’ breve og Hebræerbrevet. The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts indeholder et fotografi af en del af p46 på s. 192. Der står også på s. 197-198, at kvaliteten og de stichiometriske mærker viser, at dette er skrevet af en professionel skriver.
Første halvdel af det 3. århundrede – 1936 – Frederic G. Kenyon ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.
2. århundrede, 200 e.Kr. – 1935 – Ulrich Wilken ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.
200 e.Kr. – 1968 – *The Text of the New Testament*.
81–96 e.Kr. – 1988 – Young Kyu Kim ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.
Ca. 200 e.Kr. – 1975 – Aland et al., tredje udgave.
Ca. 200 e.Kr. – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave.
Begyndelsen til midten af det 2. århundrede – 1999 – Den komplette tekst af de tidligste nytestamentlige manuskripter. Dette er delvist baseret på, at håndskriften ligner Papyrus Oxyrhynchus 8 (slutningen af det første eller begyndelsen af det andet århundrede) og Papyrus Oxyrhynchus 2337 (slutningen af det første århundrede) meget.
s. 46, dækker 95 % af 2. Korintherbrev, eller 254 ud af 257 vers.
s. 34 – 1 Kor 16:4-7; 10; 2 Kor 5:18-21; 10:13-14; 11:2,4,6-7 (7. århundrede) alexandrinsk tekst.
7. århundrede – 1968 – Det Nye Testamentes tekst.
Vaticanus [B] 325–350 e.Kr.
Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.
Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede
Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede
Gotisk [Goth] 493–555 e.Kr.
Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede
Se www.BibleQuery.org/2 Corinthians Manuscripts.html for mere information om tidlige manuskripter af 2. Korintherbrev.