< Bibelspørgsmål fra 1. Korintherbrev

Spørgsmål: Hvordan var byen Korinth i 1 Kor 1:1?

Svar: Den antikke by Korinth var ældre end Abraham (2000 f.Kr.); grækerne begyndte først at bosætte sig der omkring 1350 f.Kr. Romerne brændte Korinth ned og dræbte eller gjorde hele befolkningen til slaver i 146 f.Kr., efter at provinsen havde gjort oprør mod Rom. Et århundrede senere, i 46 f.Kr., genopbyggede Julius Cæsar byen med tidligere romerske soldater og frigivne slaver. Men på lidt over et århundrede, i Paulus’ tid (50 e.Kr.), var Korinth en kæmpe by, der udgjorde handelscentrum for hele det østlige Middelhavsområde mellem Sicilien og Antiokia. Byen havde en befolkning på omkring 650.000 mennesker, hvoraf to tredjedele var slaver. Her afholdtes de isthmiske lege, der kun overgås i betydning af de olympiske lege.

Korinth havde et dårligt ry; grækerne havde et slangudtryk for at gå over til et fuldstændig umoralsk liv; det var bogstaveligt talt »at korinthisere« (først opfundet af Aristofanes i fragment 354). Platon brugte udtrykket »korintisk pige« om en prostitueret i Platons »Staten« 404d. En del af Korinths rigdom skyldtes Afrodite Pandemos’ tempel, der hver nat sendte 1.000 prostituerede ud.

Men midt i alt dette mørke og onde strålede evangeliet og virkede frelse i den korintiske menighed. Men alt, der begynder godt, ender ikke altid godt. Menigheden der tolererede nogle alvorlige moralske og læremæssige problemer. Hvis nogen siger, at vi gerne vil være ligesom de første kristne, er sandheden, at vi ikke ønsker at være nøjagtigt som korintherne. Men hvis noget ikke ser ud til at ende godt, kan Gud bruge en person som Paulus til at rette op på det.

I årene 96-98 e.Kr. skrev Clemens af Rom et brev til menigheden i Korinth, hvor han i grunden irettesatte dem for ikke at have gjort nogle af de ting, som Paulus havde pålagt dem for næsten halvtreds år siden.

Spørgsmål: Viser 1 Kor 1,3, at Jesus er Gud Faderen, som nogle enhedspentekostaler hævder?

Svar: Det er rigtigt, at det græske ord her (kai) kan betyde enten »og« eller »endda«. Selvom vers 3 kan fortolkes på begge måder, viser 1 Korintherbrev 1:4 en skelnen mellem Gud [Faderen] og Jesus. Se diskussionen om Romerbrevet 1:7 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i 1 Kor 1:8 være »ulastelige«?

Svar: Det græske ord her, anenkletous, betyder bogstaveligt talt fri for anklager. Det betyder ikke syndfri og perfekt eller at man aldrig har noget at blive tilgivet for, men snarere at vi lige nu bør leve »fri for anklager«.

Spørgsmål: Hvorfor kaldte Gud i 1 Kor 1:9 ikke alle til fællesskab med Jesus Kristus?

Svar: Gud tilbyder frelse til alle mennesker (Titus 2:11), for alle er pålagt at adlyde den i 2. Thessalonikerbrev 1:8, 1. Petersbrev 4:17 og Apostlenes Gerninger 2:38. Vi skal forkynde livets ord (Filipperne 2:16) for alle. Gud valgte imidlertid at skabe mennesker med fri vilje, så de selv kan afvise Guds hensigt for dem (Lukas 7:30) og lide de konsekvenser, som er deres egen skyld (Jeremias 17:4).

Spørgsmål: Viser 1 Kor 1:10, at lydige kristne ikke skal være splittede ved at tænke selvstændigt, som Jehovas Vidner lærer?

A: Nej. To eksempler på, at Paulus tolererer selvstændig tænkning, findes i Filipperne 3:15 og Romerne 14:1-10. I bogen *Jehovah’s Witnesses Answered Verse by Verse*, s. 92-94, påpeges det, at Jehovas Vidner har fået befaling om at »undgå selvstændig tænkning … og sætte spørgsmålstegn ved den vejledning, der gives af Guds synlige organisation« samt at »bekæmpe selvstændig tænkning« (tidsskriftet *Vagttårnet*, 15. januar 1983, s. 22, 27).

Hvad angår mormonerne, sagde den mormonske profet Ezra Taft Benson, da han var mormonsk apostel: »Når profeten taler, er tænkningen færdig.«

Men for kristne gælder det, at vi skal stille spørgsmål. Selv når en kristen leder tager fejl, skal vi påpege det, som Paulus gjorde i Galaterbrevet 2:11-21.

Spørgsmål: I 1 Kor 1:10-13 og 1 Kor 3:3-7 står der, at to ægte kristne hver især har et forhold til Gud – hvordan kan det så være, at de kan være uenige med hinanden?

Svar: Selv ægte kristne, der har et forhold til Gud og har Helligånden boende i sig, synder stadig og har stadig en syndig natur. For et tydeligt eksempel på dette kan man læse Apostlenes Gerninger 15:36-41.

En af grundene til splid antydes subtilt i 1 Korintherbrev 1:1-10. Paulus nævner Kristus ti gange i ti vers. Er vores fokus på menigheden (som ikke er perfekt) eller på Kristus (som er det)?

En anden årsag til splittelse er, at man overser 1. Korintherbrev 1:2. En præst, ældste, diakoner eller almindelige medlemmer kan blive vrede, når tingene ikke går, som de ønsker i DERES menighed – bortset fra at det ikke er deres menighed. Det er Guds menighed. Det må vi ikke glemme.

Splid opstår ofte, når der er to grupper, der ønsker at gøre tingene på forskellige måder. Den ene kan i sidste ende adskille sig fra den anden. Det var ikke tilfældet her. Der var flere grupper, og de var stadig sammen; de havde forskellige grupper. En menighed kan have forskellige grupper, og vi som kristne bør erkende, hvilken gruppe vi måske tilhører, og bygge broer for at nå ud til og »smelte sammen« med alle de andre grupper.

Men selv på trods af vores mangler bruger Gud alligevel kristne. Men når en troende tager fejl og gør ting, der skaber splid i kirken, ville du så nogensinde respektere vedkommende igen? Hvad hvis vedkommende hed Peter eller Jakob? Vi er alle syndere, der er frelst ved nåde, og da du selv ikke har været uden synd, og Kristus tilgav dig, bør du tilgive andre.

For at forstå, hvordan kristne med forskellige holdninger alligevel kan enes, kan du undersøge byen Rostock i Tyskland og de mennonitter og puritanere, der kom dertil.

Spørgsmål: I 1 Kor 1:14-16 kunne Paulus ikke huske med sikkerhed, hvor mange han havde døbt, så beviser dette, at Paulus’ ord her ikke var Skriften?

Svar: Nej. Katolikker henviser undertiden til dette vers som en modbevisning af en konservativ protestantisk opfattelse af Bibelen, men dette vers understøtter faktisk netop denne opfattelse.

En mekanisk diktat-teori om inspiration ville hævde, at Bibelen udelukkende er Guds værk, og at der ikke er nogen menneskelig komponent. Vi kan altså være enige om, at dette vers udtrykkeligt modbeviser den mekaniske diktat-teori.

En konservativ opfattelse af Bibelen findes i 2. Petersbrev 1:21: »For ingen profeti er nogensinde fremkommet af menneskers vilje, men mennesker har talt fra Gud, drevet af Helligånden.« Så Skriften er Guds ord gennem de forfattere, han valgte. Skriften har også den menneskelige forfatters komponent, da Gud overvågede, hvad de skrev. Så selvom Skriften er fejlfri i de originale manuskripter, kan man stadig se Peters stil, Paulus’ stil, Lukas’ stil osv.

Et vigtigt punkt er, at vi ikke bør sige: »Jeg vil fortolke Skriften på den og den måde, fordi jeg er en sådan og sådan.« Vi bør snarere alle søge at fortolke Skriften på den måde, den præsenterer sig selv på, og som den bør fortolkes. Her er, hvad Peter skrev om Paulus i 2. Petersbrev 3:15b-16: »… ligesom også vores elskede bror Paulus skrev til jer med den visdom, Gud gav ham. Han skriver på denne måde i alle sine breve, hvor han taler om sådanne emner. Nogle dele af hans breve er svære at forstå, og de forvrænges af uvidende og ustabile mennesker, ligesom de gør med resten af Skriften, til deres egen undergang.«

Spørgsmål: Støtter 1 Kor 1,16 og ApG 16,15 spædbarnsdåb ved dåben af Stefanas’ husstand?

Svar: Nej. Hele Stefanas’ husstand blev omvendt i 1 Kor 16:15, og spædbørn kan ikke omvendes. En husstand omfatter ikke altid spædbørn. Børn helt ned til 6 år kan dog træffe en beslutning om at komme til Kristus, og jeg har hørt om et tilfælde, hvor en fireårig forstod, hvad der foregik, og blev døbt som troende. Det hørte jeg fra den tidligere fireårige, som nu er voksen og underviser i feriebibelskolen.

Selvom ægte kristne er uenige om troendes dåb kontra spædbarnsdåb, bør alle kunne være enige om, at »husstandene« i 1 Korintherbrevet 1:16 og Apostlenes Gerninger 16:15 hverken beviser eller modbeviser, at spædbarnsdåb blev praktiseret. Se også diskussionen om Kolossenserbrevet 2:11-12.

Spørgsmål: Var Paulus i 1 Kor 1,17 imod vanddåben?

Svar: Nej, Paulus støttede dåben, da han døbte Krispus, Gaius og Stefanas’ husstand. Paulus mente, at da nogle korinther tog fejl, når de sagde, at »de tilhørte Paulus«, var Paulus glad for, at det ikke var ham, der personligt havde døbt ret mange af dem. I den tidlige kirke nævner Tertullian (198-220 e.Kr.) i »De Corona«, kap. 3, s. 94, udtrykkeligt vandet i vanddåben.

Spørgsmål: Bør vi i 1 Kor 1,17 undlade at praktisere vanddåben, fordi den er forbi, som den fejlagtige ultra-dispensationalisme lærer?

Svar: Nej. Se svaret på det foregående spørgsmål. Desuden var både 1) forestillingen om, at der var en anden dispensation mellem Kristi opstandelse i år 33 e.Kr. og år 52 e.Kr., og 2) forestillingen om, at dåben er forbi, fuldstændig fraværende i alle kirkens skrifter indtil tidligst midten af det 15. århundrede. I stedet nævner Tertullian (198-220 e.Kr.) i *De Corona*, kap. 3, s. 94, dåben, udtrykkeligt ved nedsænkning i vand.

Forestil dig et øjeblik, at du mødte en kristen, der elskede Jesus som Herre, men som praktiserede alle de gammeltestamentlige ofre og overholdt alle de gammeltestamentlige spiselove. Hvad nu, hvis nogen fortalte dig, at det ikke er noget særligt? Det er almindeligt, da han blot endnu ikke har fået besked om den nye tidsalder. Hvad ville du sige til det?

Forestil dig nu, at vi kommer til himlen, og en engel siger til os: »I har ikke fået besked om den nye tidsalder, der begyndte omkring år 100 e.Kr. I næsten 1.900 år troede kristne, at de levede i en tidsalder, der faktisk kun varede 100 år. Det er ikke noget særligt, og det er almindeligt, da Gud glemte at åbenbare det for en eneste troende på en måde, de kunne forstå, i 1.900 år.” Hvad ville du sige til det?

Se det næste spørgsmål for mere om ultradispensationalisme.

Spørgsmål: Hvad er »ultra-dispensationalisme« i 1 Kor 1,17, og hvorfor er den forkert?

Svar: Der er i praksis en skarp forskel mellem ultra-dispensationalister og dispensationalister samt andre kristne: Ultra-dispensationalister mener, at vanddåb ikke bør praktiseres i dag, og generelt mener de, at vi lever i en anden dispensation end dengang, Det Nye Testamente blev skrevet. Baseret på deres pjece, »Bør vanddåb praktiseres i dag?«, er her (håber jeg) det, de ville betragte som en retfærdig sammenfatning.

1. De siger [korrekt], at det græske ord, baptisein, er et generelt ord for renselse

2. [Korrekt] siger de, at vanddåb i kirken ikke kan bevises ud fra Det Gamle Testamente eller Johannes Døberens virke.

3. [Korrekt] mener, at evangeliet først blev forkyndt for jøderne, og at flertallet af dem afviste det.

4. [Forkert] hævder, at vanddåben kun var gyldig i Apostlenes Gerninger, mens Jesus stadig blev tilbudt Israel som deres Messias, som det fremgår af Apostlenes Gerninger 3:19-21. Se også Apostlenes Gerninger 2:16-40, især 22,36; Apostlenes Gerninger 3:12-36, især 12,25,26; Apostlenes Gerninger 5:29-32, især 31; Apostlenes Gerninger 2:37,38; Apostlenes Gerninger 3:19.

5. [Forkert] hævder, at dåben ikke bør praktiseres i dag, fordi:

5a. Afsprøjtninger (baptisein på græsk) var en del af Moseloven. (Som en sidebemærkning blev konvertitter til jødedommen døbt før Jesus.)

5b. Dåben blev udført, før Guds forhold til Israel ændrede sig.

5c. Dåben blev [angiveligt] udført, før Gud åbenbarede læren om kirken omkring år 52 e.Kr. Paulus sagde: »Kristus har ikke sendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet« (1 Kor 1:17).

5d. I dag findes der »én dåb« (Ef 4:5), og det er Helligåndens dåb.

Der er tre forskellige måder at tilbagevise dette på, hvoraf enhver i sig selv er tilstrækkelig.

1. En undersøgelse af Skriften: Alle må være enige om, at 1 Korintherbrev 1:13-16 blev skrevet på samme tid som vers 17. Disse vers viser, at korintherne blev døbt lige så sikkert, som Kristus døde for dem, og Paulus forkyndte evangeliet for dem. Da Paulus døbte Krispus og Gaius, var det enten forkert af Paulus at gøre det, eller også fandt der en »overgangsbegivenhed« sted mellem deres dåb og det tidspunkt, hvor Paulus ikke døbte andre korinther, hvilket er usandsynligt.

1 Johannes 5:7-8 nævner, både i den originale græske tekst og i moderne oversættelser, vidnesbyrdet fra Ånden, vandet og blodet. Hvis »Ånden« er Helligånden i de troende, og blodet er Jesu blod, hvad er så »vandet« andet end vores vanddåb?

1. Petersbrev 3:21, skrevet efter år 60 e.Kr., underviser om dåbsvandet for »jer«.

I Efeserbrevet 5:26, hvor Kristus vaskede menigheden med vand, hvordan adskiller det sig så fra vanddåben?

Lige så vigtigt er det, at Skriftens tavshed er øredøvende, når det gælder en ny tidsalder, der skulle finde sted midt under udarbejdelsen af Det Nye Testamente.

Sammenfattende bør det, som Jesus befalede, og som Jesu disciple og Paulus gjorde med det vand, Johannes nævnte, praktiseres i dag, da Gud ikke fandt det godt at tale i sit ord om en ny tidsalder, der var en hemmelighed, der blev holdt skjult for kristendommen indtil moderne tid.

2. Fortolkning af Skriften: Det er forbløffende, hvor mange uenigheder i det tyvende århundrede om oldgræske ord undlader at stille det helt grundlæggende spørgsmål: »Hvordan ville græskttalende, ledet af Helligånden, generelt forstå deres eget sprog?« Den tidlige kirke fortolkede ikke nogen vers på en sådan måde, at vanddåben ikke blev praktiseret. Justin Martyr (martyrdød 165 e.Kr.) har i sin Første Apologi et helt kapitel (61) om den kristne dåb. Han diskuterer også dåben i sin dialog med jøden Trypho.

I Didache (ca. 60–120 e.Kr.), kap. 7, s. 379, står der: »Døb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn i levende vand. Men hvis du ikke har levende vand, så døb i andet vand; og hvis du ikke kan i koldt, så i varmt. Men hvis du ikke har noget af det, skal du hælde vand tre gange over hovedet i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.”

Andre tidlige kristne, der drøftede betydningen af vanddåben, er:

Ignatius’ brev til smyrnæerne, kap. 8, s. 90 (-107/116 e.Kr.)

Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.)

2. Clemensbrev (120–140 e.Kr.) bind 7, kap. 6, s. 519

Hermas’ hyrde (ca. 115–155 e.Kr.), bog 3, lignelse 9, s. 49 (underforstået).

Irenæus, Mod kætterierne (182–188 e.Kr.), bog 1, kap. 21.1, s. 345.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.)

Tertullian (198–220 e.Kr.) har et helt værk med titlen Om dåben.

Hippolytus, biskop af Portus (222–235/6 e.Kr.) Mod Noetus’ kætteri, kap. 14, s. 228. Se også Afhandling om den hellige teofani, kap. 10, s. 237

Origenes (ca. 227–240 e.Kr.) »Kommentar til Johannes«, bog 1, kap. 25, s. 312. Også mange andre steder.

Novatian (250/4–256/7 e.Kr.) »Afhandling om Treenigheden«, kap. 10, s. 620

Anonym: Afhandling om gen-dåb (254–257 e.Kr.), kap. 7, s. 671. Se også kap. 5, s. 669–670

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) lærte, at en person skal døbes i kirken; dåb foretaget af kættere betragtes ikke som »lovlig«. Cyprianus’ breve, brev 70, s. 377. Også

brev 71, s. 378

Firmilian (ca. 246–258 e.Kr.) i sit brev til Cyprianus, brev 74, s. 390

Novatus af Thamaguda ved det syvende koncil i Karthago (258 e.Kr.), s. 566

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.), brev 6.1 (til biskop Sixtus), s. 102

Kirkemødet i Elvira (306/307 e.Kr.) henviser i de 21 ubestridte kanoner syv gange til døbte mænd og kvinder i kanon 1, 2, 4, 9 og 10.

Kirkemødet i Ancyra (314 e.Kr.)

Kirkemødet i Neocaesarea (ca. 315 e.Kr.)

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.)

Melito af Sardis

Pamphilus (309 e.Kr.) En udlægning af kapitlerne i Apostlenes Gerninger O, X. bind 6, s. 167

Perpetuas og Felicitas’ lidelseshistorie (ca. 201/205 e.Kr.),

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) Kommentar til Åbenbaringen fra første kapitel (16), s. 346

Methodius (270–311/312 e.Kr.)

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) De guddommelige institutter, bog 4, kap. 15, s. 115

Ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 441, praktiserede den jødiske sekte i Qumran også dåb ved nedsænkning.

For en meget detaljeret beskrivelse af, hvordan en gudfrygtig græsk-talende kristen opfattede 1 Korintherbrev 1:10-17, se Johannes Chrysostomos’ 5½-siders prædiken II over 1 Korintherbrevet.

Sammenfattende hævdes det ikke, at nogen af disse postbibelske kristne lærere var ufejlbarlige. Men hvis den tidlige kirke universelt praktiserede vanddåb, så må de ultra-dispensationalister måske – med et glimt i øjet – postulere endnu en dispensation, hvor Gud genindførte vanddåben.

3. Anvendelse af Skriften: Da Jesus i Mattæus 28:19-20 befalede os at gøre disciple, døbe dem og lære dem en »tredje ting«, og da intet vers udtrykkeligt siger, at dåben er ophørt, ville konsekvensen være, at også arbejdet med at gøre disciple og undervisningen ville ophøre.

Den »tredje ting«, der nævnes i Mattæus 28:20, er at adlyde alt, hvad Jesus har befalet. Da Jesus befalede dem at døbe, bør vi være meget forsigtige med at tilsidesætte en af Jesu befalinger, når intet vers i Skriften siger det. Endelig kan man måske forsøge at argumentere for, at Mattæus 28,19-20 ikke gjaldt for andre end de elleve disciple, men det er forkert, for i Mattæus 28,20 siger Jesus: »Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Sammenfattende kan man sige, at hvis din teologi forhindrer dig i at adlyde Kristus, bør du adlyde Kristus og ændre din teologi.

Spørgsmål: Hvad er egentlig den »verdens visdom«, som Paulus advarede imod i 1 Kor 1,20-21?

Svar: Det kan opfattes som enhver filosofi, psykologi eller verdensanskuelse, der tåbeligt nok kun tager højde for denne verden eller sætter sig selv som norm. Paulus talte også om det, der fejlagtigt kaldes viden, i 1 Timoteus 6:20.

Selvom Paulus kritiserer tilliden til denne verdens visdom, så han imidlertid intet problem i at være enig i de sandheder, som de græske filosoffer også fremsatte. Som Clemens af Alexandria udtrykte det i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 1, kapitel 14, i sin drøftelse af Titusbrevet 1:12–13: »Man ser, hvordan han [Paulus] selv til de græske profeter tilskriver noget af sandheden og ikke skammer sig over at gøre brug af græske digte, når han taler for at opbygge nogle og til skam for andre.«

Spørgsmål: I 1 Kor 1,20-21 – i betragtning af det brede spektrum inden for kristen rådgivning – hvordan skelner man mellem kristne, der anvender humanistisk rådgivning, og det, som kristne rådgivere bør gøre?

Svar: Det er ikke tilstrækkeligt, at rådgiveren er kristen, eller endda at rådgiveren forsøger at føre personen til Kristus, for at vise, at vedkommende udøver korrekt kristen rådgivning. Ifølge Robert McGees bog *The Search for Significance* og en personlig samtale med ham den 13. juni 2000 handler ægte kristen rådgivning snarere om at spørge, hvad Gud ønsker at opnå i denne situation, og derefter lade sig bruge til at gøre netop det. Gud er den bedste rådgiver. McGee, grundlæggeren af Rapha Christian Counseling Centers, siger, at en nøglefaktor er, at hvis personen kan begynde at interagere med den levende Gud, har han set, at der kan ske dramatiske forandringer på meget kort tid. Ud over rådgivning anerkender hans bog også, at medicin spiller en rolle i behandlingen af medicinske tilstande og kemiske ubalancer.

Spørgsmål: Hvorfor valgte Gud i 1 Kor 1,27-28 det, der er tåbeligt i denne verden?

Svar: 1 Korintherbrev 1:29-31 besvarer dette. Ingen vil kunne prale over for andre af, at de blev kristne, fordi de var klogere. Ingen vil kunne prale over for Gud af, at de forstod det på grund af deres større intelligens.

At være »pedantisk« betyder at tilegne sig viden udelukkende for videnens egen skyld. Vi skal nærme os Kristus og tjene og ære ham bedre; ikke blot tilegne os viden for videnens skyld. Som en person sagde: »Han var ikke en tegnelskende jøde eller en visdomselskende græker, men en frelselskærende kristen.« Selvom ikke alle grækere var sådan, havde den græske kultur en tendens til at lægge vægt på at søge visdom. Selvom der er gode aspekter ved det, kan det paradoksalt nok, når det er et mål i sig selv, faktisk forhindre nogen i at opleve sandheden i Guds mysterium. Nogle mennesker har måske en større tendens til at være pedantiske end andre.

Større intelligens giver ikke en person større mulighed for at komme i himlen. I nogle tilfælde kan en persons intellektuelle stolthed forhindre vedkommende i at erkende, at hans visdom er meget lille sammenlignet med Guds. Kristendommen er fascinerende, fordi den er enkel nok til, at et barn kan forstå alle de vigtige ting, men alligevel så dyb, at selv den mest intelligente person ikke kan håbe på at vide alt om en uendelig Gud. At tage imod Jesus indebærer at overgive alt, hvad man har, uanset hvor vis man hævder at være.

Ligeledes sagde Jesus, at det er svært for en rig person at komme til Gud i Matthæus 19:24; Markus 10:25 og Lukas 18:25. Men 1 Korintherbrev 1:26 siger ikke, at »ingen«, der var vise, mægtige eller adelige; der står snarere »ikke mange«. Som en velhavende engelsk adelsdame spøgtigt bemærkede, blev hun frelst af bogstavet »m«.

Spørgsmål: I 1 Kor 2,1-7, når man forkynder evangeliet, hvad er så forskellen mellem at »føre an med tale«, »føre an med visdom« og »føre an blot med Jesus«, og hvordan spiller »mysteriet« ind i vers 7?

Svar: Måske kan det sammenfattes ved at spørge sig selv, hvorfor personen skal tro. Skal de tro primært på grund af min fremragende tale, og fordi jeg overvældede dem med debat og retorik, eller skal de tro, fordi jeg ved så meget og har forsynet dem med for mange fakta til, at de kan lade være med at tro, eller fordi Gud virker i deres hjerte og sind? I de to første tilfælde: Skal de i bund og grund tro hovedsageligt på grund af »mig«? Holdningen er ubibelsk: »hvis det skal ske, er det op til mig«. Kun i det sidste tilfælde er »det op til Gud«, og jeg er blot et redskab, med alle mine fejl og mangler. Den sidste tilgang er mere befriende, fordi man ikke tror, at deres frelse afhænger af en selv; den afhænger af Gud. Men undskyldningen forsvinder, at vi ikke kan vidne, fordi vi ikke taler godt, eller fordi vi ikke har alle svarene.

I vers 6 ser Paulus stadig værdi i at bruge visdom, men selv den bedste visdom kan ikke erstatte Gud. Men ingen af os ved alt; Gud har ikke engang åbenbaret alle de ting, vi vil vide, når vi er i himlen. Så uanset hvor meget en person ved, rummer vores tro stadig et mysterium.

Spørgsmål: Viser 1 Kor 2,3, at Paulus havde epileptiske anfald, som det antydes i Asimovs Guide to the Bible, s. 1047-1048?

Svar: Nej. Asimov baserer dette udelukkende på, at Paulus siger, at han havde »en Satans budbringer, der skulle plage mig« (2 Kor 12,7), og at oplevelsen på vejen til Damaskus muligvis var et anfald. Det faktum, at Paulus indrømmede, at han var nervøs i 1 Kor 2,3, betyder ikke, at han havde epileptiske anfald. På vejen til Damaskus så de andre mennesker også lyset og hørte lyden, selvom de ikke forstod stemmen. Det betyder heller ikke, at de alle havde epileptiske anfald. Asimovs antydning er faktisk »lærerig« i den forstand, at den viser os, hvor langt skeptikere vil gå – på baggrund af de spinkleste beviser – for at miskreditere bibelforfatterne og Bibelen som Guds ord.

Spørgsmål: Bør man i 1 Kor 2:3 ikke altid udstråle selvtillid og sikkerhed, når man forkynder evangeliet?

Svar: Ikke nødvendigvis, som 1 Kor 2,3.7 tydeligt viser. Paulus prædikede her med frygt og bæven og nævnte vores troens mysterium. Paulus var selvsikker andre steder. Men evangeliets varige virkning afhænger ikke af vores selvtillid, veltalenhed eller intelligens, men af at Gud virker i den andres liv.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i 1 Kor 2,5 mellem en tro, der bygger på menneskelig visdom, og en tro, der bygger på Guds kraft?

Svar: Tro på et andet menneske, som man kan se, forekommer ofte lettere end tro på Gud, som ikke kan ses. Troen kan kun nå så dybt som det, den er rettet mod. Den vil ikke overstige troen på et menneske, hvis den kun er rettet mod det pågældende menneske. Troen kan vakle, når den er baseret på et andet menneske.

Men din tro på den uendelige Gud kan vokse og vokse. Din tro er ikke blot én påstået modsigelse eller ét ubesvaret spørgsmål fra at svigte. Troen på Gud svinder ikke eller forsvinder, når et blot dødeligt menneske svigter.

Spørgsmål: Er læren om Guds skabelse i 1 Kor 2,6 uforenelig med begrebet om denne tids herskere, som Rudolf Bultmann mente?

Svar: Nej. Dette er kun uforeneligt med en forenklet opfattelse af Guds skabelse. Gud er fuldstændig suveræn over alt, og Gud kan gøre alt, hvad han vil. Intet forhindrer Gud i at vælge, i en periode, at delegere en del af sin suverænitet.

Spørgsmål: Hvordan kunne alle denne tids herskere i 1 Kor 2,8 ikke forstå Kristus, når Jesus jo trådte frem for Herodes og Pilatus?

Svar: Allerede på Paulus’ tid havde en række romerske herskere hørt om Kristus og de kristne. Paulus’ pointe er imidlertid, at ingen af dem genkendte Jesus for den, han virkelig var. Se When Critics Ask, s. 449, og Haleys Alleged Discrepancies of the Bible, s. 358, for supplerende svar.

Spørgsmål: I 1 Kor 2,9-10: Kender de troende til de fremtidige store ting i himlen, eller gør de ikke?

Svar: Vi har fået at vide noget om himlens store ting, men vi har ikke fået at vide det hele, og vi har endnu ikke oplevet dem. Som det står i 1. Korintherbrev 13,12: »Nu ser vi kun et sløret billede, som i et spejl; da skal vi se ansigt til ansigt. Nu kender jeg kun delvis; da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er fuldt ud kendt.«

Som en sidebemærkning var dette vers særligt dyrebart for de præ-nikænske kristne; det er et af de vers, de citerede mest. Det blev citeret 21 gange af 9 forfattere før år 325 e.Kr.

Spørgsmål: Hvorfor siger Paulus i 1 Kor 2,12-14, at det naturlige menneske ikke kan modtage det, der kommer fra Guds Ånd, når han i Rom 1,19-20 siger, at Gud har gjort sin sandhed tydelig for alle mennesker?

Svar: Romerbrevet 1:19-20 henviser til den almene åbenbaring, mens 1 Korintherbrevet 2:14 henviser til kendskabet til frelsen.

Almen åbenbaring: Romerbrevet 1:19-20 henviser til sandheden om Skaberens eksistens, hans usynlige egenskaber, evige magt og guddommelige natur. Dette er ikke tilstrækkelig viden til at blive frelst, men man kunne tro, at det ville være nok viden til, at alle ville søge at kende denne Skaber. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Romerne 1:18 og 3:23 viser, at mennesker undertrykker sandheden ved deres ugudelighed, og Romerne 3:9-20 går i detaljer med, hvordan ingen af sig selv søger Gud. Den almindelige åbenbaring er et første skridt: et menneske må gå videre herfra for at lære Gud personligt at kende. Men et menneske bliver fordømt, hvis det afviser sandheden i den almindelige åbenbaring, som det har. Mennesker kan gøre dette på grund af stolthed, fordi de ikke er villige til at indrømme, at de tog fejl, eller fordi de sætter deres lid mere til andre ting.

Romerne 1:19-20 er en del af et større argument, som Paulus fremfører, nemlig at hver eneste person er skyldig i synd, og at vi alle har brug for en frelser, Jesus.

Kendskab til frelse: 1 Korintherbrev 2:14 bygger videre herpå og siger, at det naturlige menneske ikke kan modtage det, der kommer fra Gud; vi har brug for Guds Ånd. 1 Korintherbrev 2:14 er en del af en større argumentation i 1 Korintherbrev 2 om Åndens afgørende rolle i vores frelse og kristne vækst.

Spørgsmål: Hvordan ændrer det, at vi har Ånden, det, vi er i stand til at lære, i 1 Kor 2,12-16?

Svar: Det kan ændre tingene på mindst fem forskellige måder.

Selvdisciplin: at dykke ned i Skriften og »udvinde« guldet og diamanterne deri.

Skønsomhed: Af al den information, vi modtager, hjælper Gud os med at skelne mellem, hvad der er sandt, og hvad der ikke er.

Vision: At se ting, som vores fysiske øjne ikke kan se, og at forstå begreber, vi ikke kan se her på jorden. Forestil dig en fisk, der kunne forstå noget af, hvordan det er at leve på land.

Oplysning: Ligesom en blind kunstkritiker eller en døv musikkritiker kan en person uden Ånden kun nå så langt.

Ånden giver de troende viden og visdom (det er ikke det samme) samt skelneevne, blandt andre gaver.

Nogle gange er folk ikke i stand til at lære noget, ikke på grund af manglende intelligens, men på grund af manglende grundlæggende information eller for meget misinformation.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i 1 Kor 3,1-2 mellem kristen »mælkeundervisning« og kristen »fast føde-undervisning«?

Svar: Mælk holder ikke kun spædbørn i live, men giver dem også mulighed for at vokse sig større og federe. Men de har brug for mere koncentreret mad og mere protein for at vokse yderligere. Oksekød, kylling, svinekød eller andet protein bør ikke gives til spædbørn; det er for svært for dem at fordøje. Men lidt kød eller protein bør introduceres til ældre spædbørn for at vænne dem til at fordøje mere koncentreret mad.

På samme måde bør nye kristne være forankret i deres frelse, hvem de er i Kristus, og hvordan de skal tilbringe tid med Gud og Hans Ord. Men stop ikke der. De har også brug for den faste føde, der handler om, hvordan deres liv skal ændres for at blive mere Kristuslignende, og forståelse af sværere emner, såsom Treenigheden, inkarnationen og endetiden.

Når du studerer et skriftsted, er der fire spørgsmål, du kan stille for at få mere af den faste føde.

1) Hvad lærer dette os om Gud?

2) Hvad lærer dette os om Guds folk?

3) Hvad lærer dette mig om mig selv?

4) Hvordan vil Gud have, at jeg gør tingene anderledes nu?

(Disse spørgsmål stammer fra en prædiken af Richard Kerry den 17. marts 2019)

Spørgsmål: Hvorfor vokser nogle nye kristne, mens andre ikke gør det, som det fremgår af 1 Kor 3,1-2?

Svar: De er måske ikke klar over, at de skal vokse, eller ser måske ikke behovet for det. Jesus fortalte lignelsen om de fire jordtyper i Mattæus 13,1-23; Markus 4,1-20; Lukas 8,4-15. I den er formålet med frøene at vokse og give en høst. Høsten kan være 100, 60 eller 30 gange det, der blev sået. En af de vigtigste grunde til, at vi stadig er her på jorden, er at frembringe en høst. I Jeremias 29:11 taler Gud om de planer, han har for os. I stedet for at lægge vores egne planer, lad os prøve at følge Guds plan for os.

Spørgsmål: Hvad er Paulus’ forventning her i 1 Kor 3:3?

Svar: Paulus befaler dem ikke blot at undgå misundelse og stridigheder blandt de kristne. I stedet havde Paulus den forventning, at de var modne nok som kristne til, at der slet ikke ville være nogen stridigheder eller misundelse blandt dem.

Misundelse er en af de grundlæggende årsager til stridigheder, men det er stadig to forskellige ting. Misundelse er en ubehagelig følelse, når man ser en anden få succes eller klare sig godt. Misundelse hænger sammen med synden begærlighed, hvor man ønsker, at man selv havde succesen i stedet for den anden. Stridigheder kan opstå, når man tager skridt til at forsøge at sikre sig selv succesen i stedet for den anden.

Et modgift mod misundelse er at indse, at vi alle er på samme hold; som medbrødre og -søstre i Kristus bør vi være »heppekor for vores familie« og opmuntre dem undervejs. Det er svært at være misundelig på andres succes, når man beder for deres succes. Et modgift mod stridigheder er at indse, at kærlighedsforholdet til den pågældende person er vigtigere end små uoverensstemmelser. Gem dine uenigheder til det, der virkelig er vigtigt, og giv efter i de små ting.

Men vi kan ikke forvente, at kristne er perfekte, hverken i fortiden eller i vores tid. Paulus og Barnabas var stærkt uenige om, hvorvidt Markus skulle tage med på missionsrejsen i Apostlenes Gerninger 15:37-39.

Spørgsmål: I 1 Kor 3,5 pointerer Paulus, at Kristi tjenere – herunder ham selv og Apollos – ikke bør idoliseres. På hvilke måder kan kristne i dag begå den fejl at idoliserer andre?

Svar: Hvis den anden person tager fejl i noget, vil du, hvis din tro hviler på vedkommende, begå den samme fejl, i stedet for selv at søge i Skriften. Hvis du sætter din tro på en anden person, hvad enten det er bevidst eller ubevidst, kan din tro falde, når vedkommende falder. Når du deler med andre, deler du så, hvor stor Gud er, eller deler du, hvor store de er? Selv den bedste kristne, du kender, kommer langt fra den Kristuslighed, som vi er kaldet til at stræbe efter i dette liv. Sæt ikke nogen, der synder eller ikke er perfekt, på en piedestal, for vi synder alle og er ufuldkomne.

Spørgsmål: Hvad er i 1 Kor 3,5 nogle måder, hvorpå du kan forhindre andre – hvad enten de er kristne eller ikke-kristne – i at sætte dig på en piedestal?

Svar: Vær åben og ærlig om, at du ikke er perfekt. Sørg for, at du peger vejen mod Kristus, så de kan lytte til ham, og ikke ved et uheld peger på dig selv. Når folk siger ting, der sætter dig på en piedestal, så led dem til at se højere op end dig og ud over dig, mod Gud.

Spørgsmål: Er Jesus grundlaget i 1 Kor 3,11, eller er grundlaget apostlene og profeterne i Ef 2,20?

Svar: Selvom det græske ord for fundament, themelion, er det samme i begge vers, gør Efeserbrevet 2:20 de to betydninger af ordet »fundament« tydelige. Apostlene og profeterne er grundstenen, som igen hviler på den ene grundsten, Jesus.

Ligesom et hus bygget på søjler og bjælker hviler på hele sit fundament af søjler og bjælker, men huset og bjælkerne hviler på søjlerne, så hviler kirken på fundamentet af apostlene og profeterne, som hviler på hjørnestenen, Jesus.

Spørgsmål: Vil de kristne blive dømt i 1 Kor 3:12-15?

Svar: Ved »Dommen ved den store hvide trone« bliver ægte kristne ikke dømt; de erklæres retfærdige, fordi de er dækket af Kristi blod. Du kan læse om dette i Åbenbaringen 20,11-15 og lignelsen om fårene og gederne i Matthæus 25,31-46.

Nogle kristne siger, at disse to vers henviser til den samme dom, mens andre kristne mener, at der er tale om separate domme. Separate domme ville indebære, at de troende ikke er til stede ved dommen ved den store hvide trone, som beskrevet i *The Complete Book of Bible Answers*, s. 276-277. R.C. Sproul skriver i *Now That’s a Good Question*, s. 501-502, at både troende og vantro vil stå foran den sidste dom. Uanset hvad har de troende intet at frygte fra dommen ved den store hvide trone.

Ved den efterfølgende »dom ved Bema-stolen« modtager kristne himmelske belønninger for gerninger, der er udført med den rette motivation. Man kan læse om dette i 1 Korintherbrev 3:11-15 og 2 Korintherbrev 5:10. Kristne kalder dette almindeligvis for »dommen ved Bema-stolen«, fordi en »Bema-stol« (eller mere korrekt: bænk) i græsk lovgivning var det, dommeren sad på.

Spørgsmål: Understøtter 1 Kor 3,13-15 den katolske lære om skærsilden?

Svar: Nej. Det ser kun ud til at understøtte den, hvis man forveksler

1) Prøvelser af gerninger kontra smertefuld renselse af de troende

2) Gerningen kontra den troende, der gennemgår ilden

En katolik kunne (med rette) indvende, at dette vers’ omtale af, at en troendes gerninger gennemgår ild til prøvelse, ikke udelukker, at en troende også gennemgår en ildprøve til renselse. Men da dette er det eneste vers i hele Bibelen, som katolikker bruger til at understøtte skærsilden (bortset fra 2 Makkabæerbog 12:46 i de katolske apokryfer), er der intet andet grundlag for denne opfindelse uden for Bibelen.

Desuden siger 2. Petersbrev 1:11, at vi vil modtage en »overdådig modtagelse« i det evige rige, ikke en »varm« modtagelse. Hebræerbrevet 10:2,16-19; 9:14 viser, at det er Jesus, der renser os.

Hvis du tror på skærsilden, kan dette ad hominem-argument rettet mod katolikker måske være med til at overbevise dig om den modsatte holdning.

1. Katolikker har lært, at en afdød persons tid i skærsilden kan forkortes, hvis en levende person beder for vedkommende eller yder økonomiske bidrag til kirken. Der findes altså måder at forkorte den tid, en person skal renses i skærsildens ild.

2. Katolikker lærer, at de, der bærer et bestemt stykke tøj, kaldet et skapular, vil blive frigivet fra skærsilden inden for en uge, fordi Maria besøger skærsilden en gang om ugen og tager alle dem med, der bar dette. Hvis alle deres synder blev renset ved ilden, ville de ikke have behov for Marias særlige hjælp. Marias særlige hjælp har rensende kraft. Skærsildens ild er altså ikke nødvendig for at rense alle synder, hvis nogen i himlen har rensende kraft i stedet for ilden.

3. Maria er ikke den eneste med rensende evne. Jesus »renser« os alle, ifølge 1 Johannes 1:7,9; Hebræerbrevet 9:14,22; 10:2,16-19. Da Jesus allerede har lovet dette, er alt, hvad vi skal gøre, at stole på hans rensende kraft. Det er således unødvendigt at stole på Maria og skærsildens ild, hvis Jesus allerede har lovet at gøre det hele.

Spørgsmål: Hvordan er ægte kristne Guds tempel i 1 Kor 3:16-17?

Svar: Ved en overfladisk læsning ser det ud til, at en troendes krop er Guds tempel. Selvom det er sandt, er det ikke det, dette vers siger. Alle pronomen er »I« i flertal (ye eller ya’ll), og »tempel« er i ental. Som »The Believer’s Bible Commentary« på s. 1756 understreger, er den egentlige betydning af dette vers derfor, at vi alle sammen udgør det ene Guds tempel. Se »Hard Sayings of the Bible«, s. 579-581, for en nærmere drøftelse.

Spørgsmål: Hvad er i 1 Kor 3:18 og Jak 1:26 mindst ti former for selvbedrag, selv blandt kristne?

Svar: Kristne og andre kan have forkerte forestillinger om visse ting, eller måske ikke så meget forkerte som at have forkerte prioriteter.

Forkerte opfattelser

Forkerte opfattelser af sandheden: Kristne vil ikke benægte væsentlige ting, såsom jomfrufødselen, at Jesus døde for vores synder, at Jesus fysisk opstod fra de døde osv., for hvis de gør det, er de ikke sande kristne. Men kristne kan tage fejl om vigtige sekundære ting, såsom dåb, nadveren, endetiden, futurisme/preterisme, de apokryfe skrifter, »én gang frelst, altid frelst«, evangeliseringsmetoder, dispensationalisme/pagtteologi, jøder i Guds plan, åndelige gaver, jordens alder, kreationisme/teistisk evolution, calvinisme/arminianisme, Guds mellemviden, ufejlbarlighed/ufaldelighed, alteropfordringer/vækkelsesmøder, sabbatten/søndagen, at være soldat, diakonisser osv.

Kristne kan søge sandheden af trivielle eller pedantiske grunde i stedet for at ønske at opleve Gud mere og tjene ham bedre. Du bør ønske at vide alt det, Gud vil have, at du skal vide, og du bør ønske ikke at vide de ting, Gud ikke vil have, at du skal vide.

Forkert opfattelse af Guds forsørgelse: Nogle kristne har troet, at når de først er kommet til Kristus, vil Gud beskytte dem mod al lidelse. Eller at Gud vil gøre dem rige, eller at de altid vil have et godt helbred.

Men vi behøver ikke at bekymre os om, at Gud sørger for os. Ligesom Gud sørger for selv markens liljer, vil Gud tage sig af os i henhold til Mattæus 6:28-29 og Lukas 12:22-23.

Nogle gange glemmer troende, at de er blevet renset for deres synder i henhold til 2. Petersbrev 1:9. Vi er renset, og i stedet for at bekæmpe synden på egen hånd skal vi huske at trække på Guds rensende kraft, som han har givet os gennem sin Hellige Ånd.

Vildledt af skuffelse: Hvis vi elsker Gud, som vi bør, adlyder og tjener ham, tror vi måske, at vi kan regne med succes og ingen skuffelser eller problemer. Men hvorfor skulle vi antage det, når det ikke engang gjaldt for Paulus? Paulus havde en åben dør til at forkynde i Troas i 2. Korintherbrev 2,12-13, men han var urolig i sit sind på grund af bekymringer om Titus.

Vildledt om verden: De kan se verden som deres ven. Alternativt kan de se verden som noget, de bør træde ud af og flygte fra. Vi må ikke svigte vores første kærlighed, som Åbenbaringen 2,4 advarer menigheden i Efesos om.

Vildledt om sig selv: De kan tænke højere om sig selv og deres arbejde, end de burde. De kan tro, at Gud anser dem for mere specielle end andre, fordi de gør mere. Alternativt kan de tænke, at det, de gør på jorden, slet ikke betyder så meget. De kan tro, at Gud ikke bekymrer sig om dem. Eller de kan tro, at Gud ikke bryder sig særlig meget om dem, fordi de ikke gør meget, der kan ses. Man er aldrig for stor til at være en tjener. Og så længe man er større end en lilje, er man aldrig for lille til at blive taget særligt hånd om af Gud.

Nogle gange kan en kristen, der tidligere gjorde meget for Gud, »hvile på sine tidligere gerninger« og tro, at vedkommende ikke behøver at følge Gud så nøje eller tjene ham lige så godt nu på grund af det, vedkommende gjorde i fortiden. Men burde du ikke ønske at udtrykke din kærlighed til Gud nu?

Vildledt om andre: På alle de måder, hvorpå et menneske kan blive vildledt om sig selv, kan det ligeledes blive vildledt om andre. Man kan tænke for højt om en anden og sætte vedkommende på en piedestal. Omvendt kan man tænke dårligt om en anden troende, fordi man ikke mener, at vedkommende gør ret meget. Vi bør ikke bekymre os om at stå over andre eller være bedre end andre; vi bør bekymre os om at behage vores Herre.

Vildledt om synd: Folk kan have den forkerte opfattelse, at »synd vil gøre det bedre«. På kort sigt kan det synes at være sandt, men på lang sigt gør synd aldrig det bedre. Alt, hvad du gør, ses af Gud; mange af de ting, du gør, ses også af engle og dæmoner. Sørg for, at du ikke gør ting, som du ikke ønsker at blive set gøre. Folk kan tænke: »Synden påvirker kun mig selv«. Men synden kan påvirke alle, der kender til din synd, og også andre.

Forkerte prioriteter

Guds arbejde: Hvad har du at gøre, der er vigtigere end at tjene Gud? Hvis du forsømmer at tjene Gud eller kun bruger lidt overskydende tid på det, skal du ikke forvente Guds velsignelse mere, end de fik i Haggaj 1. Gud kunne hente dig hjem til himlen lige nu. Så hvorfor er du stadig her? Gud har nogle opgaver, du skal udføre.

Din familie: Guds arbejde handler ikke kun om at forkynde evangeliet, hjælpe andre og udføre opgaver. Det er lige så vigtigt at være en god ægtemand, kone, mor, far, søn eller datter, søster eller bror, bedsteforælder eller svigerfamilie. Mange kristne, der er aktive i tjenesten, har ødelagt deres familieliv ved at forsømme at bruge tid på dem. Vil du tjene Gud godt? Det gør du ikke, hvis du ikke også gør dette godt.

Dine venner: Al din tid bør ikke gå med venner, men du bør udmærke dig som ven på to måder. Du kan hjælpe dine venner med at blive frelst eller forblive stærke i Herren. For det andet kan du lytte til og lære af gudfrygtige venner. Du kan stå stærkere imod fristelser, herunder modløshed, hvis du har gudfrygtige venner at dele dit liv med. Men vælg dine venner med omhu. Venner kan også trække dig ned, friste dig og distrahere dig. Det er endnu bedre, hvis dine venner og du sammen udfører Guds arbejde, og hvis de også er venner med din ægtefælle og andre familiemedlemmer.

Verdens distraktioner: Man kan blive distraheret, ikke kun af onde ting, men også af alle verdens forfængelige ting. En forfatter har sagt, at vores samfund »underholder sig selv ihjel«. Sport, natur, film, shopping, at spise ude og kulturelle oplevelser er ikke i sig selv dårlige ting, men hvis de tager for meget af din tid og forhindrer dig i at have de rette prioriteter, så er de blevet forkerte for dig.

Syndens distraktioner: Mange mennesker bruger enorme mængder tid på tv og underholdning, på at jagte romantiske forhold, på at drikke sig fulde (samt på tømmermændene bagefter) og på grådighed. Hvis du kunne flytte væk fra din familie, forlade alle dine venner og komme i en situation, hvor du kun kunne tjene Gud i begrænset omfang, for at fordoble din løn i et år eller to, ville du så gøre det? Og hvad endnu vigtigere er: Ville Gud ønske, at du gjorde det?

Der er sandsynligvis flere måder at bedrage sig selv på end denne. Faktisk er det skræmmende, hvor mange måder der er. Endnu mere skræmmende er det, at folk kan rationalisere hver af disse som værende gode eller i det mindste som noget, hvor »Gud forstår«. Det eneste håb, vi har for at undgå alt dette, er at holde os tæt på Gud i bøn, forblive i hans ord og lytte til råd fra vores gudfrygtige venner.

Spørgsmål: Hvorfor citerede Paulus i 1 Kor 3,19 Elifaz’ ord i Job 5,13 som sand skrift, når Gud i Job 42,7 sagde, at Elifaz ikke talte ret om Gud?

Svar: Job 42,7 siger ikke, at hvert eneste ord, Elifaz sagde, var forkert. Konkret talte Elifaz forkert, da han antog, at Gud ikke ville lade ulykke ramme dem, der ikke fortjente det. Det ville dog være alment forstået, at Elifaz talte korrekt, da han sagde, at Gud »fanger de vise i deres list«.

Om denne lære først blev formidlet gennem Elifas, eller om Elifas lærte den af en gudfrygtig person, der underviste ham, vides ikke, men det er irrelevant. De centrale punkter er

1. Dette er en sandhed om Gud.

2. Dette stod skrevet i Det Gamle Testamente, som Jesus, jøderne og den tidlige kirke anerkendte.

3. Paulus sagde blot, at dette er en sandhed, der er nedskrevet i Skriften. Paulus havde ret.

Spørgsmål: Hvordan er dette i 1 Kor 3,21-22 en »opgørelse over et Guds barns ejendele«?

Svar: Den omfatter de lærere, vi har brug for, alt, hvad vi har brug for i vores liv, og endda alt, hvad vi har brug for for at »dø godt« for Gud. Den omfatter det, vi har brug for lige nu, og det, vi får brug for i fremtiden. Den omfatter dog ikke nødvendigvis alt, hvad vi ønsker os.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved det græske ord for tjener her i 1 Kor 4,1?

Svar: Der findes fire ord på græsk for tjener:

doulos (1401) – et generelt ord for slave eller tjener. Det er det mest almindelige ord, der bruges om en tjener.

diakonos (1249) – hvorfra vi får ordet »diakon«

huperetes / (flertal) hyperetas (5257) – afledt af ordet »at ro«; det betyder bogstaveligt talt en galeislave, der ror i et skib. Det kan også betyde en forvalter, underordnet, præst, officer eller tjener. Et beslægtet ord, hypereteo, betyder at være underordnet.

pais (3816) – et barn, der er slave eller tjener.

Et andet ord, oikonomous (3623), betyder egentlig ikke slave, men forvalter. I 1 Korintherbrevet 4:1 brugte Paulus ordet huperetas om sig selv og andre medarbejdere. Dette er det eneste sted, hvor Paulus brugte dette ord.

Spørgsmål: I 1 Kor 4:1-3 har en forvalter, i modsætning til en almindelig tjener, fået tillid til at varetage og udføre bestemte opgaver. Hvad er forskellen i vores kristne liv mellem at være en tjener for Kristus og at være en forvalter for Kristus?

Svar: Generelt skal tjenere blot gøre, hvad de får besked på. De bliver som regel overvåget, nogle gange fordi de ikke vil arbejde hårdt, medmindre de bliver overvåget, men andre gange simpelthen fordi de altid har brug for at blive overvåget. Forvaltere er som Josef eller som de tre tjenere i lignelsen om talenterne. De bliver ikke overvåget ret meget; faktisk forventes det, at de udviser initiativ. Men selvom de ikke overvåges i forhold til, hvad de gør, bliver deres resultater nøje gransket. Har de værnet om den tillid, der blev betroet dem? Har de taget ting, som ikke var deres at tage? Har de udført – eller forsøgt at udføre – det, der blev krævet af dem?

Vi er ikke blot Kristi tjenere, men også Kristi forvaltere. Det handler ikke blot om, hvorvidt vi gjorde dette eller undlod at gøre det. Det handler ikke kun om, hvorvidt vi elskede Gud meget eller lidt. Det handler også om, hvorvidt vi udtrykte Guds kærlighed i vores liv gennem den måde, vi tog os af børnene, de ældre familiemedlemmer og vores underordnede på. Hvilken indflydelse havde vi på vores ægtefælle og kolleger?

Hvis din troende ægtefælle skal få en stor belønning i himlen, fordi vedkommende måtte finde sig i dig og følge Kristus på trods af dig, så er der et reelt problem!

Spørgsmål: Hvad er i 1 Kor 4,3-5 nogle forkerte måder, hvorpå kristne kan dømme andre eller dømme før den fastsatte tid?

Svar: I 1 Kor 12,10 er åndelig skelneevne en åndelig gave; at dømme andre er det ikke. Vi kan se, hvad der er rigtigt og forkert; hvad der er bibelsk, hvad der er imod Bibelen, samt hvad der er uden for Bibelen (som at tygge tyggegummi eller lave algebra). Kristne kan udstøde uomvendte syndere fra menigheden. Men ikke at dømme andre og ikke at dømme ting før den fastsatte tid hænger faktisk sammen. Vil personen til sidst komme til Kristus? Vil vedkommende omvende sig senere? Det ved Gud, ikke os.

En af grundene til, at vi ikke kan dømme over disse ting, er, at vi ikke er gode til det. Vi er ikke bedre end hvis vi i Apostlenes Gerninger 7 forsøgte at dømme, hvad der ville ske med Saulus fra Tarsus, eller lige efter David og Goliat, hvad David ville gøre senere.

En anden grund er, at det er at nedgøre den anden person. En anden troende er ikke din tjener; vedkommende tilhører Gud. Gud ved, hvordan man dømmer mennesker, og det gør vi ikke, men Gud har også retten til at dømme andre, og det har vi ikke. Er en ikke-troende en af de udvalgte, der til sidst vil blive frelst, eller vil vedkommendes hjerte aldrig blive åbnet, og er vedkommende en af de fortabte? Vi har ingen anelse. Så hvis vi kalder ikke-troende for fortabte, siger vi i al vores hovmod, at vi med sikkerhed kender deres evige skæbne, og om de nogensinde vil omvende sig eller ej.

Spørgsmål: Hvordan dømte Paulus ikke sig selv i 1 Kor 4:3?

Svar: Paulus dømte ikke sig selv i forhold til andre, og Paulus forsøgte ikke at gætte, hvilken slags belønning han ville få i himlen. Paulus undersøgte derimod sit eget liv for at sikre sig, at han ikke ubevidst eller bevidst gik glip af målet i sin stræben efter at blive lig Kristus.

Spørgsmål: 1 Kor 4,3: Hvorfor dømte Paulus ikke sig selv, når han i 2 Kor 13,5 siger, at vi skal undersøge os selv?

Svar: Der er tale om forskellige græske ord. I 1 Kor 4,3-4 bruges anakritho / anakrinun (at dømme), mens der i 2 Kor 13,5 bruges det græske ord peirazete (Strong’s Concordance 3985), som bedre oversættes med at undersøge.

Spørgsmål: I 1 Kor 4,5 bruges her en usædvanlig vending: »hvad der er skjult (krypta) i mørket«. Hvilke forskellige slags ting, der er skjult i mørket, skal man omvende sig fra? Hvad bør omfanget af den offentlige bekendelse være?

Svar: Alt, hvad du ikke ønsker, at Gud, englene eller andre troende skal se, bør du undlade at gøre. Inden du synder, skal du tænke over, hvordan du vil forklare det, når du er i himlen. Omfanget af den offentlige bekendelse bør svare til kendskabet til synden. Bekendelsen af synden behøver ikke at blive udbredt til dem, der ikke kendte til synden; men de, der var klar over den, bør have kendskab til bekendelsen og omvendelsen.

Hvis du vil være en superkristen, bør du ikke lade dig påvirke af »krypta-aften«.

Spørgsmål: Hvad betyder det i 1 Kor 4:6, Ordspr 30:6 og 5 Mos 4:2 at »ikke gå ud over det, der står skrevet«?

Svar: Dette er en gentagelse af svaret på Ordsprogene 30:6.

Det er ikke blot tåbeligt, men syndigt farligt at sige: »Gud sagde således«, når Gud ikke har sagt det. Det er i orden at give udtryk for sin egen mening eller fortolkning, så længe det forstås, at det ikke er Guds ord. Jøderne havde for vane at stå op, når de læste Guds ord, og sætte sig ned, når de udlagde det. På den måde kunne folk se, hvor Guds ord sluttede, og den menneskelige fortolkning begyndte.

Når folk åbenlyst tilføjer noget til Guds ord eller på en subtil måde hævder, at deres menneskelige fortolkning er Guds sandhed, kan folk komme til at tro, at Guds ord har svigtet, hvis de menneskelige ord viser sig at være forkerte. Dette betyder ikke blot »tilføj ikke usandhed til det, Gud har skrevet«, men ganske enkelt »tilføj ikke noget som helst til det, Gud har skrevet«. Selvom kristne er uenige om mange teorier (og det er i orden), hænger mange ukristelige splittelser sammen med, at folk hævder, at noget er Guds ord, når deres logiske slutning faktisk ikke fremgår af Skriften. For eksempel:

1. Hvornår skal man døbes?

2. Vil Kristus komme før, under eller efter trængslen?

3. Hvordan er brødet og vinen Kristi legeme og blod?

4. Præcis hvor stor frihed har mennesker?

5. Er Gud tidløs, inden for tiden eller begge dele?

Da nogle kristne tror på hver af de mulige synspunkter, må nogle kristne have de rigtige synspunkter om disse emner. Men hvis en kristen mener, at Bibelen støtter hans eller hendes synspunkt om dette, så sidestiller han eller hun et menneskeligt synspunkt med Guds ord. Det er ikke godt at gøre, selvom det menneskelige synspunkt faktisk er korrekt.

Spørgsmål: I 1 Kor 4,8-21 virker det som om Paulus her er irriteret over korintherne, deres opførsel, smålige skænderier og stolthed. Hvad skal vi gøre, når vi bliver irriterede over andre kristne?

Svar: Der er fem ting.

1. Husk, at Gud nogle gange måske også er meget utilfreds med vores opførsel.

2. Vi skal ikke dømme en andens tjener (Rom 14,4).

3. Bed for dem, og bed om tålmodighed og mere kærlighed til dig selv.

4. Gud kan måske lede dig til at tale til dem med irettesættelse, korrektion eller opmuntring, men altid i kærlighed.

5. Kærlighed kan lyde blid, men ægte kærlighed kan også være kompromisløst streng og strengt.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at Paulus i 1 Kor 4:9 taler om en procession her?

Svar: Optog var en sjælden, men nyhedsværdig del af det antikke romerske liv. Når en romersk general vandt en vigtig krig, blev der afholdt et sejrsoptog til hans ære, som han selv førte an i Rom. I optoget var mange af hans fanger med, i lænker. For at sige det pænt: Paulus’ oplevelser som apostel gjorde ham i stand til let at identificere sig med sådanne fanger. Paulus satte sin egen oplevelse i kontrast til korinthernes selvtilfredshed.

Spørgsmål: Indrømmer kristne i 1 Kor 4,10, at de tror på Paulus, en selvudnævnt tåbe?

Svar: Vi tror ikke på Paulus, men vi tror på Jesus, som vidste, hvad han gjorde, da han udnævnte Paulus til sin apostel. Paulus mente ikke blot, at hans visdom var dårskab sammenlignet med Guds visdom, men han indså, at alles visdom var dårskab sammenlignet med Guds visdom. Imidlertid hævdede Paulus også i 1 Kor 2,6-7, at hans tale var Guds visdom, som ikke var af denne verden.

Spørgsmål: Hvorfor skulle korintherne i 1 Kor 4:15 betragte Paulus som deres fader, når Jesus i Matt 23:9 sagde, at man ikke skal kalde nogen for sin fader?

Svar: De skulle ikke – og gjorde det heller ikke – kalde Paulus for far. Paulus giver blot et eksempel på, hvordan han blev som en far for dem ved at introducere dem til evangeliet. På samme måde kalder Paulus filipperne for en del af sin krone i Filipperbrevet 4:1.

Spørgsmål: Hvorfor udelukkede Paulus i 1 Kor 5:1 manden, men ikke kvinden? Var dette dobbeltmoral?

Svar: Hvis begge var medlemmer af menigheden, burde begge være blevet udstødt. Selvom Skriften ikke nævner kvinden, kan Paulus have undladt at sige noget om hende, fordi hun aldrig hævdede at være kristen.

»The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 514, indeholder en interessant sidebemærkning. En mand, der havde intime forhold til sin mor eller sin fars hustru, handlede ikke blot i strid med den gammeltestamentlige lov (3. Mosebog 18:8 og 5. Mosebog 22:30), men også i strid med romersk lov (Cicero, Pro Cluentio 6:15 og Gaius’ »Institutes« 1:63).

Det græske tyder på, at der ikke var tale om en vedvarende handling. Vi er ikke sikre på, hvordan menigheden i Korinth reagerede på denne synd. Måske var det en form for stolthed over at tolerere det, de fejlagtigt opfattede som »deres frihed i Kristus«, som det antydes i *Believer’s Bible Commentary*, s. 1759. Eller måske ønskede de at ignorere sådanne problemer, når de opstod. Eller måske ville de ikke tolerere det hos nogle, men for andre – folk, der gav eller tjente meget – lod de dem være et særligt tilfælde. Det ved vi ikke, men ethvert af de ovenstående var en synd fra menighedens side. Menigheden bør være i sorg og gribe ind for at udstøde det medlem, der ikke omvendte sig fra denne synd. 1 Korintherbrev 5:9-12 siger, at vi ikke skal dømme dem uden for menigheden, men udstøde dem inden for menigheden, der gør sådan noget.

Spørgsmål: Hvad betyder det i 1 Kor 5:5 at »overgive denne mand til Satan til ødelæggelse af kødet«?

Svar: Når enten en kristen eller en ikke-kristen ved, hvad der er rigtigt, og nægter at følge det, er denne bøn en »sidste udvej«, hvor Gud vil overgive den pågældende person til fysiske lidelser forårsaget af Satan med det formål at disciplinere vedkommende.

Man kan bemærke, at på trods af Satans åbenlyse oprør mod Gud vælger Gud stadig at bruge Satan som et redskab til sin tugt og straf. Som en kristen udtrykte det, er Satan den højeste Guds modvillige tjener.

Spørgsmål: Hvad var pointen med at behandle synden som surdej i 1 Kor 5:7?

Svar: I Det Gamle Testamentes tid blev de en gang om året påbudt at fjerne al surdej fra deres hjem. De skulle rense redskaberne til brødbagning. De brugte en lampe til at lede efter eventuel anden surdej. Til sidst bad de: »Åh Gud, jeg har fjernet al surdej fra mit hus, og hvis der er nogen surdej, som jeg ikke kender til, så fjerner jeg den også af hele mit hjerte.« Dette illustrerer den grundighed og alvor, hvormed vi skal forsøge at rense vores liv for synd. Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1760, for yderligere information.

Spørgsmål: Er 1 Kor 5,9 et bevis på, at der tidligere var skrevet et brev til korinterne?

Svar: Konservative kristne forskere har tre synspunkter.

1. Det forsvundne brev: Dette henviser til et tidligere brev, som Gud ikke fandt det nødvendigt at bevare som Skriften. Ikke alt, hvad Paulus nogensinde skrev, behøvede at være Skriften.

2. Bevaret i 2. Korintherbrev: Dette henviser til et tidligere brev, som er bevaret som et fragment i 2. Korintherbrev, og som kunne være bevaret inden for 2. Korintherbrev 1-9.

3. Der blev ikke skrevet noget tidligere brev. Paulus brugte aorist-tiden på græsk, hvilket kunne henvise til det, Paulus netop nu skriver. Et eksempel på, at Paulus bruger aorist på netop denne måde, findes i 1 Korintherbrev 9:15. Til fordel for denne opfattelse taler den totale tavshed i den tidlige kirke om et eventuelt tidligere brev.

Spørgsmål: Hvordan bør menighedsdisciplin udøves i 1 Kor 5:9-13?

Svar: Kirkedisciplin er undertiden nødvendig som en form for »hård kærlighed«, udøvet for kirkens, verdens og den syndende persons skyld. Som »Believer’s Bible Commentary« s. 1760-1761 påpeger, er ekskommunikation ikke et mål i sig selv, men et redskab. Den har et tredelt formål. Det skal vække den syndende troende til at indse, at dette ikke tolereres. Det skal beskytte andre menighedsmedlemmer mod muligvis at efterligne hans eller hendes dårlige eksempel. Det skal vise verden, at dette ikke er, hvem vi er. Men de, der bliver underlagt disciplin, kan, efter at de har vist omvendelse, genindsættes i menigheden.

Hvis der ikke vises anger for visse synder, bør medlemmet ekskommuniceres fra menigheden. Nogle eksempler er mord, seksuel umoral, tyveri, afgudsdyrkelse og andre ting. Men det er endnu mere alvorligt for en ældste eller diakon. De forventes at kende sandheden og være i stand til at undervise, men de forventes også at være forbilleder. Hvis de ikke er et godt forbillede, bør de fjernes fra lederskabet og erstattes med en, der har været et godt forbillede.

Spørgsmål: Bør kristne i henhold til 1 Kor 6,1-8 sagsøge hinanden ved domstolene?

A: Nej. Kristne kan og bør underkaste sig bindende voldgift foretaget af andre kristne, men lydige kristne sagsøger ikke hinanden ved verdslige domstole. Hvis man undrer sig over, hvordan den anden part stadig kan være en ægte kristen og opføre sig på den måde, er det ingen undskyldning for at sagsøge vedkommende. Hvis den anden part hævder at være kristen, men er uenig i sekundære læresætninger, såsom dåbstypen, tab af frelse osv., er det heller ingen undskyldning for at sagsøge vedkommende. Men hvis den anden part hævder at være kristen, men ikke vil bekræfte væsentlige punkter såsom Kristi forsoningsværk, Kristi guddommelighed, korsfæstelsen og den fysiske opstandelse (jf. 1. Korintherbrev 15), så er vedkommende ikke en ægte kristen, og det er i orden at sagsøge vedkommende, selvom det stadig er bedre at nå til en forligsaftale uden for retten, hvis det er muligt.

Hele Salme 133 fortæller, hvor godt og behageligt det er for kristne at bo sammen i enhed. Når ægte kristne er uenige, bør begge parter arbejde på at løse uenigheden for at genoprette glæden ved fællesskabet med hinanden.

Spørgsmål: Hvordan vil de hellige (alle troende) i 1 Kor 6:2-3 dømme alle ting, når det er Gud, der er dommeren?

Svar: Gud vil dømme alle mennesker. Men Gud vil uddelegere en del af sin dom over ting og engle til de kristne i himlen.

Spørgsmål: I 1 Kor 6:9-10 står der, at disse mennesker ikke kommer i himlen – hvordan kan nogen så overhovedet komme i himlen?

Svar: Lad os først gøre spørgsmålet sværere, og så vil vi besvare det. Paulus sagde aldrig, at denne liste var udtømmende; med andre ord, selvom disse ting kan forhindre nogen i at komme til himlen, kunne man overholde alle disse ting, men overtræde andre ting og stadig ikke komme til himlen.

Svaret på dette spørgsmål findes i 1 Korintherbrev 6:11. Det er en ærlig indrømmelse af, at nogle af dem plejede at gøre disse ting, før de kom til Kristus, men at Jesus rensede, helligede og retfærdiggjorde dem. Jesu værk består i at gøre det umulige muligt, at tage mennesker, der aldrig kan komme til himlen på egen hånd (hvilket er alle), og føre dem til himlen sammen med sig.

Spørgsmål: Var Paulus’ syn på homoseksualitet i 1 Kor 6:9 kun hans egen mening?

Svar: Nej. Dette var apostlen Paulus’ lære, og Paulus’ ord var autoritative fra Gud, som 1 Korintherbrev 14:37 og Galaterbrevet 1:12 viser.

Spørgsmål: Lærer 1 Kor 6,9 imod al homoseksualitet eller kun mod »homoseksuelle syndere«?

Svar: Der er ingen usikkerhed hverken i definitionen eller i det græske ord, han brugte. Det, nogle sætter spørgsmålstegn ved, er versets rækkevidde.

Definition: For grækerne, især spartanerne, var homoseksualitet en udbredt praksis. Nogle opdragede endda børn med det ene formål at gøre dem til mandlige og kvindelige prostituerede. Grækerne skelnede mellem 1) mænd, der havde seksuelt samkvem med drenge, og 2) de drenge, der blev udnyttet af mændene. Det græske ord, arsenokoitai, betyder mændene.

Rækkevidde: Nogle hævder, at eftersom Paulus brugte netop dette græske ord, ophævede han på en eller anden måde det, der står i 3. Mosebog 18:22; 20:13 og Romerbrevet 1:26-27 om homoseksualitet generelt. Sandheden er imidlertid, at Paulus bruger et specifikt ord for at minde sine læsere om fordømmelsen af hele denne praksis.

I den tidlige kirke var der intet, der tydede på, at forbuddet ikke gjaldt al homoseksualitet. Se Clemens af Alexandria, »Læreren« 3:12, samt diskussionen om Romerbrevet 1:26-27 og 3. Mosebog 18:22; 20:13.

Spørgsmål: Hvordan kan Gud i 1 Kor 6:13 oprejse vores legemer, når han alligevel vil tilintetgøre dem?

Svar: »Ødelagt« betyder ikke, at det er umuligt at oprejse dem igen. Gud vil oprejse os og give os fysiske legemer, selv de kristne, der blev dræbt og ædt af vilde dyr.

Spørgsmål: I 2 Kor 6:14, bør en kristen præst forestå en vielse mellem en kristen og en ikke-kristen?

Svar: Den kristne, der indgår ægteskabet, handler i strid med Guds vilje, så en præst bør ikke gøre det. Jeg formoder dog, at det er i orden at vie to ikke-kristne.

R.C. Sproul siger om at vie en kristen og en ikke-kristen: »Som hovedregel gør jeg det ikke. Jeg gør det ikke, fordi jeg er overbevist om, at Gud ikke tillader mig at gøre det.« Generelt bør præster, ligesom resten af os, være forsigtige med at sætte vores godkendelsesstempel på synd.

Spørgsmål: Hvordan skal vi forandre os, når vi indser, at vi er »købt for en pris«, som der står i 1 Kor 6,20?

Svar: Vores liv tilhører ikke længere os selv. William Borden fra Yale var millionærsønnen i Borden-familien, der solgte Borden-mælk. Han skrev, at vi som troende, »hvis vi tager vores liv og gør, hvad vi vil med det, tager vi noget, der ikke tilhører os, og derfor er vi tyve!« – citeret fra *Believer’s Bible Commentary*, s. 1993.

Spørgsmål: Bør alle være gift, som det fremgår af 1 Kor 7,2?

Svar: Ægteskabet er den normale tilstand for menneskeheden generelt. Ikke desto mindre skulle Paulus, da han skrev dette vers, og andre ikke være gift, som 1 Korintherbrev 7:7-8, 25-29 viser.

Spørgsmål: Er det i 1 Kor 7,3-5 i orden at afholde sig seksuelt fra sin ægtefælle i en periode?

Svar: Her er der tale om en person, der indgik ægteskab i forventning om seksuel intimitet, og hvor ægtefællen ensidigt besluttede at ændre det, de begge havde aftalt. Den græske tekst betyder, at man ikke bør afholde sig seksuelt fra sin ægtefælle, undtagen ved gensidigt samtykke, for at bede i en kort periode. Dette gælder uanset, om ægtefællen er troende eller ikke-troende. Det er således i strid med Bibelen at bruge sex eller mangel på samme som belønning (eller straf).

Sozomens »Kirkehistorie« (370/380–425 e.Kr.), bog 3, kap. 14, s. 293, fortæller om afvigende munke, der fordømte ægteskabet, og om mennesker, der ikke spiste animalske fødevarer. Mange kvinder blev vildledt af dem og forlod deres ægtemænd, men da de ikke var i stand til at leve i cølibat, faldt de i utroskab. Nogle kvinder klædte sig i mandetøj.

Spørgsmål: Er 1 Kor 7:10-16 i modstrid med Matt 5:32 og 19:8-9 om skilsmisse?

Svar: Nej. Mattæus 5:32 og 19:8-9 omhandler indledning af skilsmisse, uanset om man er kristen eller ej. 1 Korintherbrevet 7:10-16 siger, at vi kan tillade en ikke-troende ægtefælle at indlede skilsmisse, hvis det er det, vedkommende virkelig ønsker.

Spørgsmål: Tillader 1 Kor 7,10-16 skilsmisse på grund af en ægtefælles forladelse?

Svar: Selvfølgelig er skilsmisse en temmelig permanent adskillelse, men de græske ord betyder ikke egentlig skilsmisse, men »adskillelse« eller »at forlade«, så både skilsmisse og svigt vil være omfattet her. En kortvarig adskillelse eller en prøveadskillelse ville dog ikke være en permanent adskillelse og er derfor ikke omfattet her. Se Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 398-401, for en nærmere drøftelse af de bredere spørgsmål.

Spørgsmål: Ville det i 1 Kor 7:10-16 og 1 Kor 7:25-29 have været muligt for Paulus at skrive personlige meninger, der ikke var Skriften? Hvordan ville den tidlige kirke (og vi) vide, at de ikke skulle accepteres?

Svar: Bestemt. De havde mange samtaler, der ikke er nedskrevet i Skriften. Desuden skrev Paulus sandsynligvis et tidligere privat brev til korinterne forud for 1 Korintherbrevet, som det fremgår af 1 Korintherbrevet 5:9.

Tertullian, der skrev i årene 198-220 e.Kr., nævner også, at Paulus’ lære her var Skriften, men han skelnede mellem det, der var baseret på hans egen autoritet, og det, der var en gentagelse af det, Jesus havde sagt. I *Exhortation to Chastity*, kap. 3, s. 52

Nogle forsøger at hævde, at det blot er Paulus’ personlige mening, mens konservative kristne siger, at det stadig er en autoritativ lære. Alle bør kunne blive enige om fem ting:

1. Der er ingen lære i de omgivende vers i 1 Korintherbrevet 7:8-13 og 7:17, som vi ikke kan udlede fra andre steder i Bibelen.

2. 1 Korintherbrev 7:14-16 er en ny lære, der ikke findes andre steder i Det Nye Testamente, og 1 Korintherbrev 7:12-13 er en indledning til denne.

3. Paulus siger, at Herren ikke direkte sagde dette.

4. Paulus sagde, at det, han skrev, var Guds ord i 1 Korintherbrev 2:13; 14:37. Peter sagde, at Paulus’ ord var Skriften i 2. Petersbrev 3:15-16.

5. Paulus sagde aldrig, at dette ikke havde den samme apostoliske autoritet som hans øvrige lære.

Spørgsmål: Kan kristne i 1 Kor 7:12-13 lade sig skille fra deres ikke-troende ægtefæller?

Svar: Kristne bør ikke tage initiativ til skilsmisse, undtagen i tilfælde af utroskab (Mattæus 5:32) eller i ekstreme tilfælde, hvor ægtefællens eller børnenes liv er i fare.

Hvis en ikke-troende ægtefælle imidlertid tager initiativ til skilsmisse, kan den kristne lade vedkommende gå, som det står i 1. Korintherbrev 7:15: »Gud har kaldet jer til at leve i fred« i denne situation. Mange betragter det at forlade sin ægtefælle som det samme som at tage initiativ til skilsmisse. I bogen »1001 Bible Questions Answered«, s. 247, forklares også 1. Korintherbrev 7:14, 15 og 39.

Spørgsmål: I 1 Kor 7:12-16: Hvis en ikke-troende ægtefælle lader sig skille fra en kristen, kan den kristne så gifte sig igen?

Svar: 1 Korintherbrev 7:15 siger, at den kristne »ikke er bundet« i sådanne tilfælde. Dette tyder på, at den kristne kan gifte sig igen, hvis det ikke var vedkommende, der tog initiativet til skilsmissen.

»The New International Bible Commentary« s. 1362 og »The Bible Knowledge Commentary: New Testament« s. 518 siger, at det græske sprog peger i samme retning.

Spørgsmål: Beviser 1 Kor 7:14, eller understøtter det i det mindste, spædbarnsdåb?

Svar: Nej. Hvis det faktum, at børnene er »hellige«, talte for, at de skulle døbes, ville det faktum, at ægtefællen er helliget, også tale for dåb af ikke-troende ægtefæller.

Dette vers betyder, at Gud stadig vil velsigne de troendes børn, selv når den ene ægtefælle ikke er troende. Hvis et barn med én kristen forælder ikke blev døbt som spædbarn på grund af den ikke-kristne forælders ønske, ville dette vers stadig være sandt og gælde for det barn.

I Sverige, som indtil år 2000 var en officielt luthersk nation, afholdes der ikke offentlige spædbarnsdåbsceremonier. Spædbarnsdåb går helt forbi pointen med, at en person selv vælger at lade sig døbe.

Men børn, der opdrages af en troende forælder, vil (eller burde i det mindste) høre evangeliet, blive undervist i Bibelen og lære at bede til Gud og hjælpe andre.

Se også diskussionen om Kolossenserbrevet 2:11-12 og 1. Korintherbrev 1:16 for yderligere information.

Spørgsmål: I 1 Kor 7:14 står der, at børn af en troende forælder er helliget – er børnene så stadig syndige?

Svar: Ja, for at være helliget betyder ikke at være syndfri. Alle, bortset fra Adam, Eva og Jesus, blev født med en syndig natur. 1 Korintherbrev 7:14 siger blot, at børn af en troende bliver beskyttet af Gud på en særlig måde. Se »Bible Difficulties and Seeming Contradictions«, s. 244-255, for et supplerende svar.

Spørgsmål: I 1 Kor 7:18-19 står der, at omskæring ikke betyder noget, og i Gal 5:2-3 står der, at vi ikke skal lade os omskære. Hvorfor omskar Paulus så Timoteus i Apostlenes Gerninger 16:3?

Svar: Paulus omskar Timoteus, fordi jøderne i det område vidste, at Timoteus’ far var græker. Se diskussionen om Apostlenes Gerninger 16:3 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Modsiger Paulus i 1 Kor 7:21-23 det, han sagde i Ef 6:5-8 om slaveri?

Svar: Nej. Her følger et resumé af Paulus’ lære.

a) Undgå at blive slave.

b) Hvis du er slave og kan opnå (købe) din frihed, så gør det. (1. Korintherbrev 7:21,23)

c) Indtil da skal du lære at være tilfreds med din nuværende situation.

I betragtning af at det var svært for en fattig fri mand at tjene til livets ophold på ærlig vis i de store byer, og at to tredjedele af korintherne var slaver, er 1 Kor 7,21-23 klogt og pragmatisk.

I Det Gamle Testamente måtte man ikke bortføre og sælge mennesker som slaver (2. Mosebog 21:16); slaver måtte ikke mishandles (2. Mosebog 21:26-27), og bortløbne slaver måtte ikke returneres til deres herrer (5. Mosebog 23:15-16).

Som en sidebemærkning sagde den senere jødiske forfatter Maimonides, at ingen slave kunne være profet. Men i kirken, hvor der ikke skelnes mellem slave og fri, kunne enhver være profet. Se The Expositor’s Greek Testament, bind 2, s. 80, for mere om dette.

Se også diskussionen om Titus 2:9, Filemon 10-15, *The Tony Evans Bible Commentary*, s. 1232, samt *Hard Sayings of the Bible*, s. 591-593 og s. 642-644 for yderligere information.

Spørgsmål: Henviser 1 Kor 7:25-26 til jomfruer eller mænd?

Svar: Det henviser til både mænd og kvinder. Det samme udtryk, »jomfruer«, bruges om mænd i Åbenbaringen 14:4. Mange gange i Bibelen gives der eksempler på mænd for ting, der gælder for begge køn.

Spørgsmål: Burde kristne for 2.000 år siden have undgået at gifte sig, som det står i 1 Kor 7:29, fordi tiden er kort?

Svar: Set i bakspejlet var det givne råd klogt, da der inden for ti år begyndte en intens forfølgelse. Paulus gav os ikke alle detaljerne om, hvorfor tiden var kort, men nævnte blot den »nuværende krise« og store forandringer i 1 Korintherbrev 7:26,31.

Ligesom en jordisk forælder siger Gud nogle gange ting til os uden at give os alle grundene eller baggrunden. Hvis vi er kloge, vil vi adlyde Gud uanset hvad.

Tertullian, der skrev i årene 198-220 e.Kr. i *De Corona*, kap. 13, s. 101, nævner, at »I har apostlen [Paulus], der påbyder folk at gifte sig i Herren.«

Spørgsmål: Henviser udtrykket »denne verden i sin nuværende form forgår« i 1 Kor 7:29-31 til forfølgelsen på det tidspunkt eller til Kristi genkomst?

Svar: Før vi besvarer spørgsmålet, lad os komme med et par bemærkninger om, hvad teksten siger. Paulus giver både råd og påbud, og han siger, at han gør det på grund af en forudsigelse og en iagttagelse. Han råder (ikke befaler) folk til ikke at gifte sig. Han siger til de troende, at de ikke skal græde, glæde sig eller bekymre sig om deres ejendele (dvs. at de stoisk skal acceptere det, der er ved at ske). Han giver to grunde (7:28b): en forudsigelse om en kort tid og at der vil være trængsler i kødet, samt iagttagelsen: (7:31b) »For denne verden i sin nuværende form er [i øjeblikket] ved at forgå.« Hvad angår, at verden i sin nuværende form (schema på græsk) er ved at forsvinde, siger »Believer’s Bible Commentary« s. 1770, at den sidste sætning faktisk er lånt fra det græske teater, hvor den betyder et sceneskift.

Hvad angår svaret, er de kristne forskere uenige, fordi det passer på begge dele.

(sandsynligt svar) Forfølgelse: Bortset fra lokale, intense forfølgelser fandt der en intens, generel forfølgelse sted inden for ti år efter, at Paulus skrev dette. Der ville således komme meget svære tider for de kristne, og det ville være sværere for de gifte. Lad jer ikke rive med af gråd, for der vil være megen forfølgelse. Lad jer ikke rive med af glæde eller af at værdsætte jeres ejendele, for alt vil være meget forbigående. Paulus sagde intet her om, hvornår verden i sin nuværende form vil være helt forbi. I stedet sagde Paulus, at verden i sin nuværende form er i færd med at forsvinde. Kristendommen blev først en lovlig og begunstiget religion i Det Romerske Rige i år 325 e.Kr., men processen var hård og smertefuld for Kristi tilhængere. »The New International Bible Commentary«, s. 1363, og »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 10, s. 235, er af den opfattelse, at Paulus taler om forfølgelse i sin egen tid.

(usandsynligt) Herrens genkomst: Ifølge denne opfattelse har Paulus blikket rettet mod Kristi genkomst. Igen fremsatte Paulus ingen forudsigelse om, hvornår verden i sin nuværende form vil være forbi, men kun at den nu er i færd med at forsvinde. Med andre ord siger Paulus ikke, hvornår vækkeuret vil ringe, men snarere at det tikker fremad. Da uret dog tikker, råder Paulus dem til at hengive sig helhjertet til Herren og hans arbejde og ikke lade sig vikle ind i verdslige ting, uanset om de medfører sorg, glæde eller materielle gevinster. Han fraråder ægteskab, så folk kan hengive sig mere til Herrens arbejde, for vi ved aldrig, hvornår Kristus vil vende tilbage. »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 519, og »The Believer’s Bible Commentary«, s. 1770, tilslutter sig den opfattelse, at der her er tale om Herrens genkomst. »The NIV Study Bible«, s. 1743, nævner, at nogle er af denne opfattelse, men den støtter den ikke.

Det er højst sandsynligt den første fortolkning, da det råd, Paulus giver i dette vers – herunder at være som dem, der hverken græder eller glæder sig – både gælder for den tid og for andre tider med forfølgelse. Den anden fortolkning ville betyde, at Paulus’ råd gælder for den tid og alle tider fremover, indtil Kristus vender tilbage.

Spørgsmål: Hvad betyder 1 Kor 7,30-31?

Svar: Disse vers er et meget godt råd både for Paulus’ tid og for alle de gange, hvor kristne står over for alvorlig forfølgelse. Selv når kristne ikke bliver forfulgt, er det klogt kun at »holde løst fast« i alle jordiske ting, hvad enten det er glæden ved ægteskabet eller anden lykke, ejendele eller endda sorg. Man ved aldrig, hvornår de kan blive taget fra en, eller hvor meget tid man har. Man ved dog, at i den korte tid, vi er her, ønsker Gud, at vi skal stråle for ham og gøre hans vilje.

Vi kan ikke leve, som den unge dreng Calvin sagde i tegneserien »Calvin og Hobbes«: »Gud satte mig her på jorden for at udrette visse ting, og som tingene går nu, kommer jeg til at leve for evigt!«

Spørgsmål: Hvordan var »denne verden i sin nuværende form … ved at forgå« i 1 Kor 7:31?

Svar: Jesu komme og kristendommens udbredelse var den mest betydningsfulde historiske begivenhed i denne tid. Men inden kristendommen blev både en lovlig og begunstiget religion i det romerske imperium under kejser Konstantin i år 324 e.Kr., skulle de kristne gennemgå den store trængsel med ti forfølgelser.

Spørgsmål: Hvem er manden her i 1 Kor 7:36 – faderen eller forloveden og den kommende ægtemand?

Svar: Det er forloveden. Det er ikke faderen, der gifter hende bort, men forloveden, der er bekymret over den upassende adfærd.

En anden opfattelse er, at ordet »jomfru« ikke henviser til en person, men til personens jomfruelighed. En mand er således bekymret for sin egen jomfruelighed og for, at han går glip af ungdommens blomstring. »The Believer’s Bible Commentary« s. 1771 fremfører denne opfattelse.

Spørgsmål: Hvad er det fælles tema mellem 1 Kor 6 og 7 i 1 Kor 7:23 og 6:20?

Svar: Begge vers understreger, at vi skal leve, som om vi er »købt for en pris«: Jesu blod. 1 Korintherbrev 6:20 siger, at eftersom vi er købt for en pris, skal vi herliggøre Gud med vores krop. 1 Korintherbrev 7:23 siger, at eftersom vi er købt for en pris, skal vi ikke blive menneskers slaver.

Spørgsmål: I 1 Kor 8:4 står der, at »en afgudsbillede er intet«, så hvorfor fordømmes afgudsdyrkelse så kraftigt i 1 Kor 10:20, 2 Mos 20:4, 3 Mos 19:4, 26:1,30?

Svar: Her kan en analogi være nyttig. En imaginær faldskærm er intet, men at stole på en faldskærm, der ikke findes, er livsfarligt. På samme måde er en afgudsbillede intet, men at sætte sin tillid til en afgudsbillede er livsfarligt. Gud understreger i mange skriftsteder, at man ikke kan sætte sin tillid til både Ham og en afgudsbillede.

Spørgsmål: Er det i 1 Kor 8:4,7-13 i orden at spise kød, der er ofret til afguder, eller bør vi afstå, som det står i ApG 15:28-29?

Svar: Romerbrevet 14 viser, at det kan være forkert eller i orden afhængigt af omstændighederne.

a) Det er forkert at deltage i et festmåltid, hvor afguden fejres. Det er forkert at spise kød derfra, hvis man betragter det som en form for tilbedelse af afguden. Romerbrevet 14:23 siger, at alt, hvad der ikke kommer af tro, er synd.

b) Det er i orden at spise kødet (med én undtagelse), hvis man er klar over, at al mad kommer fra Gud, ikke fra afgudsbillederne, og at man ikke tilbeder nogen afguder.

b2) En undtagelse er, hvis en svagere kristen eller en ikke-kristen ville opfatte din spisning som en kompromittering af din tro. Vi må ikke få andre til at snuble (Romerne 14:10,13), og vi bør undgå at give indtryk af ondt (1. Thessalonikerbrev 5:22 og 2. Korintherbrev 8:21).

Spørgsmål: Lærer 1 Kor 8:5 og Johannes 10:35, at der findes mange guder?

Svar: Nej. 1 Korintherbrev 8:5 henviser til alle de afguder, som ikke-kristne troede på. Der er mange guder, men der er kun én, der med rette kan kaldes Gud. Vi bør tilbede »den eneste Gud« (1 Timoteus 1:17). Se også diskussionen om Johannes 10:35. Tertullian (198-220 e.Kr.) var i »Mod Hermogenes«, kapitel 4, »Ante-Nicene Fathers«, bind 3, s. 479, en af de første til at diskutere 1 Korintherbrev 8:5. Han sagde, at de mange guder kun er guder af navn, mens der kun er én sand Gud. Origenes (225–253/254 e.Kr.) besvarede også denne indvending i *Origenes mod Celsus*, bog 8, kap. 4, s. 641.

Ville du spise i et afguds tempel, i strid med vers 10 i samme kapitel? Der findes ganske vist mange afgudsguder, men ville du lære, at disse guder er virkelige, i strid med vers 4? Hvis ikke, kan du ikke bruge vers 5 til at tale om flere virkelige guder. Vers 6 siger, at vi adskiller os ved, at vi kun tror på én Gud.

Som en sidebemærkning var den første, der tog dette spørgsmål op og gav stort set det samme svar, Irenæus, biskop af Lyon, i Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 6.5, s. 420.

En mormon fortalte engang min kristne værelseskammerat, Greg, at der var mange guder, men at der kun var én gud for denne verden, og at han tilbad denne verdens gud. Imidlertid er denne verdens gud Satan ifølge 2 Korintherbrev 4:4 og 1 Johannesbrev 5:19. Irenæus af Lyon (levede 120-202 e.Kr., skrev 182-188 e.Kr.) siger i Fragment 46, s. 575, også, at denne verdens gud er Satan.

Spørgsmål: Lærer 1 Kor 8:6, at Jesus ikke er den Almægtige Gud, som Jehovas Vidner hævder?

Svar: Nej. I dette vers henviser ordet »Gud« til Gud Faderen, men Jehovas Vidner ville være nødt til at se bort fra alle de andre vers, der siger, at Jesus er Gud, såsom Johannes 20:28-29 og Johannes 8:58. De ville være nødt til at benægte, at der er mindst to betydninger af ordet Gud, hvilket strider mod Hebræerbrevet 1:8 og Hebræerbrevet 1:9. De ville være nødt til at nægte at ære Sønnen, som de ærer Faderen, hvilket strider mod Johannes 5:23.

Jehovas Vidner forsøger at skelne mellem »den Almægtige Gud« (Faderen) og »den Mægtige Gud«, som de siger er Sønnen. Selvom der inden for Treenigheden er en skelnen mellem de tre, er der – eftersom Gud er Almægtig – enten tale om separate guder, som Jehovas Vidner antyder, eller også er der kun én Gud, og Gud er Almægtig.

Spørgsmål: Hvad bør kristne ifølge 1 Kor 8:6-13 gøre med hensyn til afslutningsfesterne for muslimernes ramadan, Divali i Indien og andre højtider?

Svar: Generelt bør man ikke deltage i nogen form for religiøs tilbedelse. Men hvis man bliver inviteret til at spise, kan det være i orden eller ej. Hvis en ny troende vil snuble i sin tro, så skal man ikke spise. Hvis nogen skulle tro, at man går på kompromis med sine kristne principper, så skal man ikke spise. Ellers er det fint at modtage deres gæstfrihed og spise. Man kan selvfølgelig også invitere dem til vores fester.

Ifølge én kilde er den indiske festival Divali, lysfestivalen, så gammel, at ingen kender årsagen til den, og den er ikke rigtig religiøs. Ifølge en anden kilde er den begrundelse, der gives for Divali ét sted, helt anderledes end et andet sted. Ifølge en tredje kilde er den religiøs og fejrer det tidspunkt, hvor guden Rama, der var inkarneret på jorden, fik lov til at vende hjem efter at have været i eksil. Så det bliver ret kompliceret, medmindre du simpelthen undgår at være til stede den dag. Så hvis der er nogen form for ceremoni, så spring den over. Du kan spise maden, hvis du er inviteret. Spis selvfølgelig ikke noget, hvis du bare dukker op uinviteret til måltidet.

Spørgsmål: I 1 Kor 8:6-13, bør kristne spise kød, der er halal, altså kød, som muslimer har slagtet efter at have påkaldt Allahs velsignelse over kødet?

Svar: I hedenske templer bad man også over ofrene. Bønnen til en anden gud har ingen indvirkning på kødet, så det er i orden for en kristen at spise det, medmindre det kan såre en andens samvittighed.

Spørgsmål: Hvordan kan vores handlinger vedrørende afgudsdyrket kød i 1 Kor 8,11 føre til, at vores kristne bror bliver »fortabt«, når Johannes 10,28 siger, at de aldrig skal fortabes?

Svar: Selvom de græske ord er de samme (blot med en anden endelse) – apoleitai/apoluntai – er betydningen forskellig. Ægte kristne er uenige om, hvorvidt troende kan miste deres frelse. Uanset dette kan troende desværre miste deres vidnesbyrd og deres rene samvittighed ved at spise mad, når de mener, at det er forkert at gøre det.

Spørgsmål: I 1 Kor 9:1-2, var Paulus da kun apostel for korintherne, eller for alle?

Svar: Paulus sagde selv, at han var apostel ikke blot for korintherne, men for alle i 1 Timoteus 1:1; 2:7; Romerbrevet 1:1; Galaterbrevet 1:1, Efeserbrevet 1:1; Kolossenserbrevet 1:1; 2 Timoteus 1:1 og Titusbrevet 1:1.

Spørgsmål: I 1 Kor 9:1-7 stillede nogle spørgsmålstegn ved Paulus’ autoritet som apostel. Når kristne i dag på uretmæssig vis udfordrer en præsts, en ældstes eller en anden kristen leders autoritet, hvad kan man så sige til dem?

Svar: Bibelen indeholder mange eksempler på mennesker, der på uretmæssig vis satte spørgsmålstegn ved deres ledere. Mirjam modsatte sig Moses’ ægteskab med en kusit, og Gud ramte hende med spedalskhed i 4. Mosebog 12. Israelitterne knurrede mod Moses, og Gud truede med at udstøde dem i 4. Mosebog 14:11-12. Korah og hans tilhængere gjorde oprør mod Moses og blev opslugt af jorden i 4. Mosebog 16:1-36. Folket udfordrede Moses og Aron angående Korah, og der brød en pest ud i 4. Mosebog 16,41-50.

Hvis en leder gør noget, der bør bringes op over for de andre ældste, så tag det op med dem. Men bortset fra det bør vi ikke sladre om vores ledere.

Hvis en leder træffer en dårlig beslutning eller gør noget forkert, bør du tale med vedkommende for at få det rettet, idet du husker, at vi alle har truffet dårlige beslutninger eller gjort noget forkert. Hvis en leder er involveret i sjælefordærvende kætteri, tyveri eller en grov synd, som vedkommende ikke har angret, bør vedkommende fjernes som leder. Men ellers bør du ikke være som de eksempler, der findes i Bibelen, og i sidste ende stå foran Kristi dom.

Spørgsmål: I 1 Kor 9:5 og Matt 12:46-47; 13:55-56; ApG 1:14; Gal 1:19 – havde Jesus brødre?

Svar: Ja, Jesus havde halvbrødre.

De fleste ikke-katolikker tolker generelt disse vers bogstaveligt, nemlig at Jesus havde brødre. De tidlige kristne tolkede det på samme måde. Ifølge Mattæus 13:55-56 var Jesu brødre Jakob (forfatteren af Jakobsbrevet), Josef, Simon og Judas [Judas] (forfatteren af Judasbrevet).

De fleste katolikker fortolker »brødre« som fætre og kusiner, da den katolske kirke lærer, at Maria forblev jomfru hele livet.

Det græske ord for fætter eller kusine, »suggenes«, som blev brugt i Lukas 1:36 og 1:58, stod imidlertid til rådighed for Paulus og Matthæus, men de benyttede det ikke. Da nogle katolikker gerne minder folk om betydningen af den kristne tradition, nævner Hippolytus (222-235/6 e.Kr.) i »Gendrivelse af alle kætterier«, kapitel 2, Jakob som vor Herres bror.

Andre vers, der nævner Jesu brødre, er Matthæus 13:55; Markus 3:31-32, Lukas 8:19-20 og Johannes 2:12; 7:3,5,10.

Spørgsmål: Havde Peter (Kefas) en hustru i 1 Kor 9:5?

Svar: Ud over at 1 Korintherbrev 9:5 siger dette, helbredte Jesus i Matthæus 8:14 og Lukas 4:38-39 Peters svigermor for feber. Clemens af Alexandria (Stromata, 193-202 e.Kr.) og Eusebius’ *Kirkehistorie* (3:30) lærer også, at Peter var gift og havde børn.

Ifølge Eusebius’ »Kirkehistorie« 3:30 står der: »De siger derfor, at da den velsignede Peter så sin egen hustru blive ført bort for at dø, glædede han sig over hendes kald og hendes hjemkomst, og han råbte til hende på en meget opmuntrende og trøstende måde, idet han tiltale hende ved navn og sagde: ’Åh du, husk Herren. Sådan var de velsignedes ægteskab og deres fuldkomne holdning over for dem, der stod dem nærmest« (Stromata, bog 7, kap. 2)

Jesus helbredte Peters svigermor tidligt i sin tjeneste (Mattæus 8:14-17; Markus 1:29-34; Lukas 4:38-39). Derfor var Peter sandsynligvis gift, før han mødte Jesus.

Spørgsmål: Hvordan kan Kristi evangelium i 1 Kor 9:12 blive hindret?

Svar: »Evangeliet« er ganske enkelt den »gode nyhed« om Jesus Kristus. Formidlingen og udbredelsen af evangeliet kan hindres af ikke-troende. Det kan også begrænses af troende, der af frygt for forfølgelse eller af andre grunde ikke ønsker at forkynde det i sin helhed.

Man kan formidle evangeliet ved hjælp af fire enkle punkter.

1. Forstå noget af, hvem Gud er, at der kun er én treenig Gud, og at vi ikke skal tilbede andre såkaldte guder.

2. Indse, hvem vi er, at vi er født med en syndig natur og har brug for renselse og tilgivelse af vores synder. Vi kan ikke komme i himlen på grund af vores egne fortjenester.

3. Indse, at Jesus Kristus gennem sin død på korset og opstandelse fra de døde har skabt den eneste vej for enhver til at komme i himlen.

4. Indse, at vi har brug for at påkalde Gud, stole på Herren og erkende, at Jesu blod betalte prisen for vores synder.

Når vi er født på ny som Guds børn, ved vi, at Helligånden bor i os og virker i os, så vi kan leve på en måde, der behager Gud. Selvom vi stadig vil synde, helliggør Gud os for at gøre os mere lig Kristus. Vi skal leve i lydighed mod Guds bud, lade os døbe med vand og leve et liv, hvor vi først og fremmest elsker Gud og elsker vores næste.

Spørgsmål: I 1 Kor 9:12, 18-19, 22 – hvornår bør vi ikke udøve de rettigheder, der tilkommer os?

Svar: Ingen ville være klog nok til at udøve en mindre rettighed i en ubetydelig detalje, hvis det betød at give afkald på en større rettighed i en vigtig sag. En af vores vigtigste »rettigheder« – eller rettere privilegier – er at deltage sammen med Helligånden i at bringe evangeliets livgivende budskab til andre. Vi bør straks være villige til at give afkald på de fleste af vores andre rettigheder frem for at give afkald på vores privilegium at udføre Guds arbejde.

Spørgsmål: Bør alle, der forkynder evangeliet, ifølge 1 Kor 9:14 leve af evangeliet?

Svar: Som 1 Kor 9,15 viser, er dette et privilegium, ikke et påbud. Det er helt i orden for en gudfrygtig kristen at leve af evangeliet, men det er ikke noget krav.

Spørgsmål: Hvorfor var Paulus i 1 Kor 9,16-17 nødt til at forkynde evangeliet, uanset om hans forkyndelse var »frivillig« eller »ikke frivillig«?

Svar: Du skal ikke tro, at du kan tjene Gud lige så meget eller så lidt, som du har lyst til. Paulus var kaldet til at forkynde evangeliet. Han ønskede ivrigt og frivilligt at forkynde det. Han påpegede dog, at selv hvis han ikke havde ønsket at forkynde det, ville han stadig føle sig forpligtet til at gøre det på grund af den tillid, Gud havde lagt på Paulus. I bogen *1001 Bible Questions Answered*, s. 125-126, påpeges det, at ligesom Paulus har alle ægte kristne en højtidelig forpligtelse til at forkynde evangeliet og vil blive stillet foran Gud for at aflægge regnskab for det, der er betroet os. Vores evige belønning i himlen afhænger af, hvad vi gør eller undlader at gøre. I Ezekiel 3:17-21 sagde Herren til Ezekiel, at han ville blive holdt ansvarlig for andres blod, hvis han svigtede sin pligt som vagtmand.

Spørgsmål: Hvilke måder kan vi i 1 Kor 9,19-23 på give afkald på tidligere skrupler for Kristi skyld?

Svar: I Paulus’ tilfælde ville en from jøde ikke spise svinekød, rejer eller andre fødevarer, der var forbudt i Det Gamle Testamente. Farisæerne mente, at de ikke burde omgås ikke-jøder. De havde også mange andre regler.

I dag har folk »skrupler« som f.eks. at tage brusebad hver dag. Hvad nu, hvis du skulle ud på missionsmarken til et fjerntliggende sted, hvor du ikke kunne gøre det? Ville du så nægte at tage af sted? Man bør ikke se en person af det modsatte køn uden tøj på, bortset fra sin ægtefælle. Men hvad nu, hvis det var et uheld eller en medicinsk nødsituation, og det var uundgåeligt? Ville du så bare gå din vej, når der var brug for din hjælp? Der er gode regler, vi skal følge i det kristne liv, men i sidste ende handler det ikke om regler; det handler snarere om at gøre det, som Gud ønsker, at vi skal gøre, og ikke at være ulydige mod ham.

Spørgsmål: Hvordan er Paulus »alt for alle« i 1 Kor 9,20-23?

Svar: Paulus gik ikke på kompromis med sin forkyndelse eller udøvelse af sandheden. Men i Apostlenes Gerninger 17 og andre steder anvendte han forskellige tilgange til at forkynde det ene sande evangelium, og han lærte, at vi bør tilpasse vores praksis i ikke-væsentlige anliggender af hensyn til de svagere troende (Romerne 14) og så vidt muligt leve i fred med alle (Romerne 12:18).

Spørgsmål: Forsøger Paulus i 1 Kor 9:20 og 1 Kor 10:33 at behage mennesker, selvom Gal 1:10 siger, at han ikke gør det?

Svar: Paulus forsøger at være alt for alle mennesker for at vinde dem for Kristus, men det indebærer ikke, at han går på kompromis med sandheden.

Spørgsmål: Skal vi i 1 Kor 9:24 løbe for at nå et mål, eller skal vi ikke løbe for at nå et mål, som Rom 9:16 siger (“det afhænger ikke af menneskets vilje eller indsats”)?

Svar: Vi skal stræbe, som om vi skal nå et mål, og Rom 9:16 modsiger ikke dette. Rom 9:16 minder os om, at al vores stræben ikke frelser os; det er Gud, der frelser os.

Vi stræber ikke efter at blive frelst, men vi stræber efter at vise vores kærlighed og taknemmelighed over for Gud, som har frelst os.

Spørgsmål: Vil der i 1 Kor 9,24 kun være én kristen, der modtager prisen?

Svar: Nej, ifølge 2. Timoteusbrev 4:8. Men ligesom en løber gør sit bedste for at vinde førstepladsen, bør vi stræbe ikke mindre ihærdigt efter, at vores liv bliver en ”førstepladssejr” for Kristus.

Spørgsmål: Hvorfor taler Paulus i 1 Kor 9,24 til korintherne om at løbe?

Svar: Måske fordi han vidste, at det var en illustration, de kunne forholde sig til. De isthmiske lege, der blev afholdt nær Korinth, var næst efter de olympiske lege de vigtigste. De blev afholdt hvert andet år. Atleterne gennemgik en streng ti måneders træningsproces, og målet var at vinde en laurbærkrans, og laurbærkranse visner hurtigt.

Spørgsmål: Hvilke måder kan vores krop på, i 1 Kor 9:26-27, få overtaget over os, hvis vi ikke passer på?

Svar: Hver gang du føler, at du bare »er nødt til« at gøre noget, og det ikke er noget, Gud har befalet, eller det strider mod Guds befaling, bør du spørge dig selv, om du måske har et afhængighedsproblem. Er du bare „nødt“ til at spise meget og spise hvert eneste måltid, hvis du er overvægtig? Er du bare „nødt“ til at se et tv-program eller en film? Nogle gange er det godt at „faste“ ved ikke at gøre det, som din krop føler, den „er nødt til“ at gøre.

Ordet for »forkynde« her, keryxas, er interessant. Det henviser bogstaveligt talt til en herold, der opfordrer folk til at komme til et løb.

Spørgsmål: Hvad betyder det græske ord for »disciplin« i 1 Kor 9:27?

Svar: Det græske ord hupopiazo betyder at blive slået til blods. Korintherne var seriøse atleter, og boksning og brydning var blandt deres vigtigste sportsgrene.

Spørgsmål: Var der i 1 Kor 9:27 en risiko for, at Paulus kunne blive »diskvalificeret«? Hvis ikke, hvad betyder dette så?

Svar: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Set fra Guds evige perspektiv vidste Gud med sikkerhed, hvem der ville holde ud og få evigt liv.

2. De udvalgte, der kommer i himlen, kan miste deres belønning.

3. Set fra vores jordiske perspektiv kan nogle synes at være frelst, men ender i sidste ende i helvede.

4. Kristne er uenige om, hvorvidt ægte kristne kan miste deres frelse.

Se diskussionen om Efeserbrevet 1:14 og Hebræerbrevet 6:4-10 for mere information.

Spørgsmål: Hvad lærer 1 Kor 10,1-5 os om Guds gaver?

Svar: Når man sammenligner dette afsnit med slutningen af 1. Korintherbrev 9, ser man, at det, som atleter (åndelige og andre) vinder gennem disciplin, mistede israelitterne ved at give efter for deres lyster. 1. Korintherbrev 10:1-4 understreger, at alle, dvs. hver eneste af israelitterne, modtog disse velsignelser. Men 1. Korintherbrev 10:5 siger, at de fleste af dem alligevel omkom i ørkenen. I dag modtager mennesker velsignelserne fra de gudfrygtige kvinders og mænds, mødres og fædres grundlag. Men mange spilder det, de har fået, og det, de er vokset op med.

Spørgsmål: Hvem var de 23.000 mennesker, der døde på én dag i 1 Kor 10:8?

Svar: Ægte kristne giver fire fortolkninger.

1. I 2. Mosebog 32:28 nævnes en begivenhed tidligt i udvandringen, da Aron lavede guldkalven, og 3.000 blev dræbt med sværdet på én dag. Samtidig blev andre dræbt af en pest i 2. Mosebog 32:35. Se Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 141, 401, When Critics Ask, s. 458-459, og The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 526 for mere om dette svar.

2. Paulus begik en regnefejl, da han skrev dette ned. *Hard Sayings of the Bible*, s. 597–598, giver denne fortolkning. Dette ville betyde, at Bibelen ikke er ufejlbarlig (uden nogen fejl), men at Bibelen er ufejlagtig (uden væsentlige teologiske fejl).

3. 4. Mosebog 25:9 omtaler begivenheden sent i udvandringen fra Egypten ved Sittim, hvor de midianitiske kvinder forførte de israelitiske mænd, og 24.000 mænd blev dræbt. Der er to mulige måder at forklare tallene på:

3a) 23.000 er kun for én dag, og 24.000 er det samlede antal

3b) 23.000 er kun folket, og 24.000 er folket og lederne.

Tertullian sagde, at 24.000 døde i Midian-pesten, men angav ikke, over hvor mange dage, i *On Modesty*, kap. 6, s. 79

4. Paulus henviser til dem, der døde, og 24.000 er et rundet tal, muligvis fra en rabbinsk tradition.

Spørgsmål: I 1 Kor 10,9 – da Gud ikke kan fristes – hvordan fristede israelitterne da Gud her?

Svar: Det græske ord, der bruges her, kan også betyde at »prøve« Herren. Se diskussionen om 2. Mosebog 17:2.

Spørgsmål: Hvad fortæller Bibelen os i 1 Kor 10,10 om de dårlige ting, som folk gjorde?

Svar: En klog person kan lære af andres fejltagelser, før han selv begår dem. Bibelen ønsker, at vi skal være kloge.

Spørgsmål: I 1 Kor 10,13: Står vi nogensinde over for en fristelse, der er uoverkommelig?

A: Nej. Uanset hvad vi måske føler i øjeblikket, er 1. Korintherbrev 10:13 sandt. På egen hånd vil vi måske opleve en fristelse, der er for stor at modstå. Men når vi stoler på Gud, vil vi aldrig opleve en fristelse, der er for stor at modstå. I fristelsens øjeblikke kan vi bede til Gud, læse i Bibelen og ringe til andre troende for at bede sammen med dem. Hvis vi råber til Gud, vil han altid give os en udvej ud af fristelsen.

Spørgsmål: Da 1 Kor 10:14 siger, at vi skal »flygte fra afgudsdyrkelse«, bør kristne så ikke bære kors, som Jehovas Vidner hævder?

Svar: Nej. Se diskussionen om 2. Mosebog 20:4-5 for svaret.

Spørgsmål: I 1 Kor 10:20 og 5 Mos 32:16-17, er religion da ikke altid en god ting?

Svar: Nej. Først hvad Rev. Moons falske religion, kaldet Unification Church, siger, og derefter hvad Bibelen siger.

Det Guddommelige Princip, s. 9: „Religionen opstod som et middel til at opfylde formålet med godhed ved at følge Guds vej … i overensstemmelse med det oprindelige sindets hensigt. Behovet for forskellige former for forståelse tvang fremkomsten af forskellige religioner.“

Bibelen har meget at sige om from religiøs afgudsdyrkelse.

1 Korintherbrev 10:20 »...hedningernes ofre bringes til dæmoner, ikke til Gud...« (Måske en henvisning til Salme 106:37)

Jonas 2:8 »De, der klamrer sig til værdiløse afguder, svigter Hans kærlige hengivenhed.«

Jeremias 2:5 »...og fulgte værdiløse afguder og blev selv værdiløse?«

Der findes mange andre vers mod afgudsdyrkelse. Pointen er, at hvis man ønsker at følge den sande Gud, må man ødelægge alle sine afguder.

I den tidlige kirke var dette Origenes’ opfattelse, hvor han brugte den skythiske religion som eksempel: »Og selvom skyterne måske kalder Pappaeus for den højeste Gud, vil vi ikke give vores tilslutning til dette; vi indrømmer ganske vist, at der findes en højeste Guddom, selvom vi ikke giver ham navnet Pappaeus som hans egentlige titel, men betragter det som et navn, der behager den dæmon, som fik tildelt den skythiske ørken med dens folk og sprog. Den, der imidlertid giver Gud Hans titel på det skythiske sprog, eller på det egyptiske eller på ethvert sprog, som han er opvokset med, vil ikke gøre sig skyldig i synd.” Origenes, Mod Celsus, bog 5, kap. 46, s. 564.

Spørgsmål: Skal vi i 1 Kor 10:21,27 undlade at spise det, der er ofret til afguder, som 1 Kor 10:21 og ApG 15:29 viser, eller er det i orden, som 1 Kor 10:27 og 1 Kor 8:4,8 viser?

Svar: 1 Korintherbrevet selv besvarer dette.

1. Det er ikke i orden, hvis man deltager i en religiøs handling. (1. Korintherbrev 10:20-21)

2. Da al mad stammer fra Gud, er det i orden at spise det, så længe det ikke strider mod din samvittighed. (1 Kor 8:4,8; 10:23-27)

3. Det er ikke i orden, hvis det strider mod din samvittighed, eller i situationer, hvor det får en anden til at snuble. (1. Korintherbrev 8:9-13; 10:28-30)

Spørgsmål: Viser 1 Kor 11:2-16 et forbud mod homoseksualitet?

Svar: Det står ikke udtrykkeligt, men det antydes, at mænd og kvinder ikke skal indtage hinandens roller. Mens Romerbrevet 1:26-27; 3. Mosebog 18:22,24; 20:13 og 1. Korintherbrev 6:9-10 er mere direkte, tyder 1. Korintherbrev 11:2-16 på, at det ikke er Guds ønske, at kvinder klæder sig som mænd, og at mænd klæder sig som kvinder. Kirk R. MacGregor skrev en artikel om dette med titlen »Er 1 Korintherbrev 11:2-16 et forbud mod homoseksualitet?« i Bibliotheca Sacra, bind 166 (april-juni 2009), s. 201-216.

Spørgsmål: I 1 Kor 11:3 har ordet »Gud« to betydninger i Bibelen. Er det derfor rigtigt, at vi kan kalde Jesus »gud« i betydningen en stor og mægtig person (1 Kor 8:5; Johannes 10:35-36), men ikke kalde ham »Gud« som den eneste sande Gud (5 Mos 6:4; 1 Kor 8:6; 1 Kor 11:3), som Jehovas Vidner hævder?

Svar: Der er mindst fire betydninger af ordet »Gud« i Bibelen. Den bredeste betydning er et væsen, der opfattes som magtfuldt, en såkaldt gud, som i 1 Korintherbrevet 8:5 og Johannes 10:35. En anden betydning er Gud Faderen (Kolossenserbrevet 1:3 og Efeserbrevet 1:3). En tredje betydning er Jesus (og Helligånden), som i Johannes 1:1; 20:28-29 og andre vers. En anden betydning er alle tre. Jesus selv viser, at han er Gud i mere end den bredeste betydning i Johannes 10:36 og Johannes 5:22-23. Hvis Jesus kun mente, at han var Gud i den forstand, der fremgår af Johannes 10:35, hvorfor sagde han så Johannes 10:36?

I bogen »Jehovas Vidner besvaret vers for vers« s. 96-97 påpeges det overbevisende, at hvis Jehovas Vidner gerne vil bruge »én Gud« i 1. Korintherbrev 8:6 til at bevise, at kun Faderen og ikke Jesus er Gud, så ville de være nødt til at tro, at »én Herre« i samme vers betyder, at Jesus er vores Herre, og at Gud Faderen ikke er det.

Spørgsmål: Hvordan er manden kvindens hoved i 1 Kor 11:3?

Svar: I familien er hustruen underordnet sin mand i henhold til 1. Petersbrev 3:1 og Efeserbrevet 5:22,24. Når der ikke kan opnås enighed, skal hustruen adlyde sin mand, så længe det ikke strider mod det, Bibelen siger.

Spørgsmål: Hvordan er Gud i 1 Kor 11:3 »hovedet« for Kristus?

Svar: En menneskelig søn og en far er begge mennesker og lige værdifulde i Guds øjne, men faren og sønnen har forskellige roller. Faren kan sende sønnen et sted hen, og sønnen bør adlyde faren. På samme måde er Jesus og Faderen lige i natur og ære, men de har også forskellige roller. Det var Jesus, der kom til jorden og adlød Faderen (Hebræerbrevet 5:8; Filipperne 2:7-8).

Som en sidebemærkning: I sin drøftelse af 1 Korintherbrevet 11:1-3 fortolkede Ambrosius af Milano (340-397 e.Kr.) i *Om den kristne tro* 4:3:31 udtrykket »Gud« som Gud i Treenigheden, ikke Gud Faderen. Imidlertid er næsten alle andres fortolkning uenig med Ambrosius på dette punkt. Ambrosius’ fortolkning ville være vanskelig at forene med Efeserbrevet 1:3,17 og Hebræerbrevet 1:9.

Spørgsmål: Er Jesus i 1 Kor 11:3, Matt 24:36 og Fil 2:7-8 mindre end Faderen?

Svar: Selvfølgelig var Jesus mindre end Faderen i herlighed, da han var på jorden. I himlen er han lig med Gud Faderen i natur, herlighed, ære og andre henseender. Han er (i himlen i dag) mindre end Faderen, hvad angår oprindelse (Jesus blev født af Faderen), rolle og rang. Groft sagt er Jesus lig med Faderen på samme måde, som en søn er lig med sin far. Jesus er mindre end Faderen på samme måde, som en søn er mindre end sin far. Bibelen viser begge sider, og ærlige troende kan ikke gøre andet. Vi skal ære Sønnen, ligesom vi ærer Faderen, som det befales i Johannes 5:22-23.

Spørgsmål: Er det i 1 Kor 11,3 på nogen måde i modstrid med treenigheden at sige, at Jesus er mindre end Faderen?

Svar: Nej. Hvis man misforstår treenigheden eller møder andre, der er uvidende, forringer det ikke Guds sandhed. Fra biskop Theophilus af Antiokia (168-181/188 e.Kr.) og frem til i dag har kristne uafbrudt forkyndt treenigheden. Kristne har lært, at Jesus var ligestillet i sin natur, men at Faderen er hans overhoved.

Spørgsmål: Er 1 Kor 11,3-9 et mandschauvinistisk afsnit?

Svar: Måske efter radikale feministiske standarder, men efter Guds standarder, nej. Mænd og kvinder er af lige værdi (Galaterbrevet 3:28), men mænd og kvinder har forskellige roller, som 1 Korintherbrevet 11:3-9; 14:34-35 og 1 Timoteusbrevet 2:11-15 viser. Se diskussionen om disse vers for mere information.

Som en sidebemærkning skal kvinder i jødisk tradition have hovedet tildækket under gudstjenesten ifølge 3 Makkabæerbog 4:6; Mishna Ketuboth 7:6; Den babylonske Talmud Ketuboth 72a-b. I den græsk-romerske kultur skal kvinder have hovedet tildækket ifølge Plutarchs *Moralia* 3.232c; 4:267b; Apuleius i *Den gyldne æsel* 11:10. Også hos Ovid i *Kærlighedens kunst* 3:135-165. I den græske kultur var en kvinde med barberet hoved en skændsel ifølge Aristofanes’ *Thesmophoriazusae* 837. Se *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 529, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Bør kvinder i dag bære slør, når de beder, som det står i 1 Kor 11:5?

Svar: I den kultur burde de det, som et tegn på respekt og underordning over for deres ægtemænd. Dengang ville kvinder have båret slør, når de bad. Ægte kristne er uenige om dette i dag.

1. Nogle siger, at det var sådan på grund af deres kultur.

2. Andre kristne kvinder bærer hovedbeklædning, når de er i kirken

Spørgsmål: Hvorfor skal kvinder i 1 Kor 11:10 tildække sig »på grund af englene«?

Svar: Selvom nogle påpeger, at det græske ord angelos kan betyde menneskelig budbringer, tyder sammenhængen på engle og ikke blot menneskelige budbringere. Tre andre fortolkninger er:

1. Faldne engle: såsom væsenerne i 1. Mosebog 6,2-5. (Tertullian (200 e.Kr.) Om jomfruers sløring 9 og Om bøn 22). Disse væsener kan have været faldne engle alene, eller de kan have været mænd, der var besat af dæmoner. At klæde sig på en måde, som kulturen ville betragte som usømmelig, giver faldne engle mulighed for at friste mænd.

2. Alle engle: »Englene var tilskuere i menigheden«. Midt i tilbedelsen af Gud, som både gode og onde engle overværede, er det yderst upassende at vise manglende respekt for deres rolle. Paulus har en lignende tanke om engles tilstedeværelse i tilbedelsen i 1. Timoteusbrev 5:21.

3. Begge dele: Da begge de foregående punkter er sande, kan Paulus have haft begge dele i tankerne.

Spørgsmål: Hvordan hænger det i 1 Kor 11,11-12 sammen, at kvinden stammer fra manden og manden fra kvinden, med at alle ting stammer fra Gud?

Svar: Der er ingen mening med hanner af en art uden hunner af samme art og omvendt. I sidste ende er der ingen mening med noget uden Gud. Som en russisk kristen spurgte billedligt talt: »Hvis en vej ikke fører til en kirke, hvad nytte er den så?«

Spørgsmål: Hvilke slags åndelige sandheder bør vi i 1 Kor 11,13 »selv bedømme«, om vi skal acceptere dem eller ej?

Svar: Vi bør ukritisk acceptere alle sandheder, som Skriften fastslår. Vi bør prøve og bedømme alle andre påståede sandheder, herunder alle fortolkninger af Skriften. Det er vigtigt ikke at forveksle vores fortolkning af Skriften med det, som Skriften lærer. Ordsprogene 30,5-6 og 1 Korintherbrev 4,6 understreger, at vi ikke må tilføje noget til Guds ord. Selv i forbindelse med Evas fald fremlagde både Satan og Eva deres fortolkninger som Guds ord.

I 1 Korintherbrevet 11:13 opfordrer Paulus læserne til at lægge mærke til, at det, Paulus skriver her, stemmer overens med deres opfattelse. Han siger ikke, at de skal dømme over Guds ord, eller at de skal afvise disse sandheder, hvis de ikke stemmer overens med deres opfattelse.

Spørgsmål: Lærer 1 Kor 11:14, at mænd ikke bør have langt hår, og at kvinder skal have langt hår?

Svar: Nogle kristne siger, at det er lige så sandt i dag, som det var dengang. Andre kristne siger, at det var kulturelt betinget. Alle kristne kan være enige om tre punkter.

1) Dengang, da en kvinde med barberet hoved tjente til livets ophold på umoralsk vis, burde kristne kvinder ikke have meget kort hår. Det ville give indtryk af ondskab (2 Kor 8:21; 1 Tess 5:22).

2) Både 1. Korintherbrev 11:14 og 5. Mosebog 22:5 taler imod, at mænd skal se ud som kvinder, og at kvinder skal se ud som mænd.

3) Hvis en kristen tager fejl på dette punkt, er det en lille fejl sammenlignet med at tilbede afguder eller følge en falsk Jesus.

Se When Critics Ask, s. 460-461, for et andet svar.

Spørgsmål: Hvis en menighed i henhold til 1 Kor 11:14 har en forkert opfattelse af længden på mænds og kvinders hår, beviser det så, at denne menighed ikke er en af Guds menigheder?

Svar: Før vi besvarer dette spørgsmål, lad os komme med et par bemærkninger. En menighed kan stadig være en ægte lokal forsamling af Guds ene menighed, hvis den, i det mindste midlertidigt:

a) tolererer et umoralsk medlem (1. Korintherbrev 5:1)

b) tillader splid blandt sine medlemmer (1 Kor 3:3)

c) har nogle, der er lovisk indstillede (Galaterbrevet 2:13)

For at besvare spørgsmålet: Hvis en menighed stadig kan være en sand Guds menighed med disse problemer, kan en menighed formodentlig stadig være en Guds menighed, selvom den har en forkert opfattelse af et sekundært spørgsmål som hår.

Men hvis man forkynder et andet evangelium (Galaterbrevet 1:6-9) eller benægter forsoningen eller opstandelsen (1. Korintherbrev 15:1-7), er ens tro værdiløs. Hvad angår dem, der har en ydre fromhed, men benægter dens kraft, skal vi holde os væk fra dem, som 2. Timoteusbrev 3:5 befaler.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i 1 Kor 11:19, at der måtte være »forskelle« blandt korintherne?

Svar: Dette ord kan bety kætterier, men her betyder det fraktioner eller splittelser. De var ikke ønskværdige, men de var uundgåelige blandt mennesker, der ikke lyttede til Guds autoritet.

Spørgsmål: Hvad er i 1 Kor 11,20-22 andre eksempler på, at formen fortsætter, efter at det oprindelige formål er gået tabt eller blevet misbrugt?

Svar: Der er mange eksempler, som måske gælder for nogle mennesker, men ikke for andre. Alle disse ting kan være gode, men samtidig skal man passe på, at ingen af disse ting bliver et mål i sig selv.

Teologisk historie og viden kan hjælpe os med at komme tættere på Herren, give os et perspektiv og undervise andre. Men det kan blive et mål i sig selv og kræve, at andre lærer mange ting, der ikke har noget at gøre med Guds karakter, vores liv eller gudsfrygt.

Lovsangsmusik i gudstjenesten skal tjene til at prise Gud. Men hvis vi ikke er forsigtige, kan musikken blive et mål i sig selv, nemlig at lyde godt for andre.

Evangelisation er påbudt af vores Herre – på en måde. Mattæus 28,19 påbyder os at gå ud og gøre alle nationer til disciple. Der står ikke, at vi skal rapportere flere tal eller skaffe flere »omvendte«, der ikke har til hensigt at gøre Jesus til Herre over deres liv.

Fællesskab er vigtigt i det kristne liv. Men hvis fællesskab ikke er andet end at knytte tilfældige venskaber og sludre, går man glip af at opbygge dybe relationer med andre troende. Desuden bør fællesskab ikke være den primære grund til at mødes med andre troende, på bekostning af tilbedelse og at lære Guds ord at kende. Fællesskab bør være en grund, men en sekundær en.

Liturgien og organiseringen af gudstjenesten kan have en betydning. Men der er en fare for, at betydningen går tabt, og at det blot bliver et ritual.

Selv bøn kan blive til tom gentagelse, hvor man blot går gennem bevægelserne. Bøn er afgørende for det kristne liv, men folk kan bede udelukkende fordi de ved, at de skal, og ikke ud af kærlighed til Herren.

Spørgsmål: Er ordene i 1 Kor 11,23-26 de nøjagtige ord fra den sidste nadver, eller er ordene i evangelierne – Matt 26,21-29; Mark 14,18-24 og Luk 22,14-20 – de nøjagtige ord?

Svar: Sandsynligvis er ingen af delene en fuldstændig gengivelse af den sidste nadver; en omskrivning kan stadig være sand. Pointen med, at Paulus og evangelieskriverne omskriver nogle af samtalerne fra den sidste nadver, er, at vi skal se ud over den mekaniske indlæring af formler og i stedet se det fælles indhold.

Et vigtigt punkt, man ikke må overse, er, at Herrens nadver var en »nadver« eller et måltid. På forskellige tidspunkter i den romersk-katolske kirke fik lægfolk (ikke-præster) kun oblatten og ikke kalken. På den anden side viser 1 Korintherbrev 11:34, at det ikke var et almindeligt måltid, men et særligt måltid. Hvis du blot ønsker et almindeligt måltid uden at vente på andre, så spis ikke ved Herrens nadver, men bliv hjemme.

Spørgsmål: I 1 Kor 11,24, skal der så stå »brudt for jer« eller »for jer«?

Svar: Der findes græske manuskripter, der angiver begge formuleringer.

»Brudt« mangler:

p46 (Chester Beatty II) 100-150 e.Kr.

Vaticanus 325–350 e.Kr.

Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr. (original)

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede (original)

Alexandrinus ca. 450 e.Kr.

Athanasius af Alexandria 326–373 e.Kr.

"Broken" er til stede

Sinaiticus [Si] 340-350 e.Kr. (korrigeret)

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede (3. korrekturlæser)

Gothic 493–555 e.Kr.

Johannes Chrysostomos 370–407 e.Kr.

Byzantinsk lektionarium

Spørgsmål: Hvordan er det i 1 Kor 11,28-29 en synd mod vor Herres legeme og blod at spise og drikke nadveren på en uværdig måde?

Svar: Den måde, vi nærmer os mindet om Jesu offer på, viser, hvor meget vi værdsætter det. Det er en yderst alvorlig synd at tage let på det, Jesus gjorde for os.

Spørgsmål: Skal vi i 1 Kor 11,28.31 dømme os selv, eller skal vi ikke?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Vi skal dømme os selv i den forstand, at vi skal vurdere os selv og søge at leve et mere Kristuslignende liv. Paulus mener det alvorligt, når han i 2 Kor 13,5-6 opfordrer os til at prøve os selv. I Salme 139,24 beder David Gud om at vise ham alt, hvad der er forkasteligt i ham.

Vi skal ikke dømme os selv i den forstand, at vi sammenligner os med andre eller forsøger at afgøre, hvordan vi vil stå foran Gud.

Spørgsmål: I 1 Kor 11,29-31 står der, at hvis folk i dag tager nadveren på en uværdig måde, vil de så blive syge og dø?

Svar: Gud kan disciplinere troende både dengang og i dag, som Han vil. Det er ikke automatisk, at de bliver syge, men intet hindrer Gud i at disciplinere hver enkelt troende, som Han finder det passende.

Spørgsmål: Hvis nogen i 1 Kor 12:3 alvorligt siger tre gange, at Jesus er Herre, bliver de så frelst, som nogle i Witness Lees lokale menighed lærte?

Svar: Det er kun nødvendigt at sige disse eller lignende ord for at tage imod Jesus én gang. Disse ord er imidlertid ikke en magisk formel. Ingen magisk formel er tilstrækkelig, selvom den udtales oprigtigt. I sidste ende er det ikke ordene eller handlingerne, der frelser os, og heller ikke evangeliet, der frelser – det er Gud, der frelser.

Spørgsmål: I 1 Kor 12:3, siger alle, der siger »Jesus er Herre«, dette ved Helligånden?

Svar: Nej. Det er ikke udtalelsen af stavelser på et sprog, der tæller, men betydningen af disse ord. En person kan sige: »Jesus er Herre« på ethvert sprog og virkelig acceptere Jesus som sin eneste Herre, men kun ved Helligånden.

Dette vers siger også noget om vores evner uden Gud. Uden Helligåndens virke er det faldne menneske ikke i stand til oprigtigt at anerkende Jesus som Herre.

Spørgsmål: Har alle kristne en åbenbaring af Ånden, som det fremgår af 1 Kor 12,7 og muligvis Rom 8,9-11? Med andre ord: Hvis man ikke har en åbenbaring, betyder det så, at man ikke er en sand kristen?

Svar: Enhver sand kristen har enten en af de gaver, der er opført i 1 Korintherbrevet 12:8-31, eller også andre gaver, der ikke er nævnt her. Intet i 1 Korintherbrevet 12 tyder på, at denne liste er udtømmende. Ikke alle disse gaver er »spektakulære«, såsom mirakler, helbredelse og at tale i tunger. Nogle er gaver som visdom, viden og hjælp. Romerbrevet 12:6-8 nævner andre gaver.

Spørgsmål: Hvem er de åndelige gaver i 1 Kor 12,7-11 egentlig beregnet til, og hvorfor?

Svar: 1 Korintherbrevet 12:7 siger, at en åndelig gave IKKE primært er til den person, der har fået den; den er snarere til det fælles bedste. Vi har brug for den til at hjælpe andre, især andre troende. Hvis du har en åndelig gave og ikke bruger den til gavn for Kristi legeme, så spilder du din åndelige gave.

Vi bør forstå de åndelige gaver, og 1 Korintherbrev 12 lærer os tre aspekter. Det taler om gavernes kilde (12:1-11), gavernes mangfoldighed (12:12-31a) og vigtigheden af kærlighed i forbindelse med gaverne (12:31b-13:13).

Spørgsmål: Hvad er de enkelte åndelige gaver i 1 Kor 12:7-11?

Svar: Her følger en kort beskrivelse.

Visdom – At anvende Guds ord i vores liv og aktuelle situationer

Viden – Ikke blot at kende fakta, men især at kende Guds ord og dermed hans generelle vilje og ønsker.

Tro – Fuldstændig overbevisning og tillid til Gud om, at det, vi beder om, vil ske.

Helbredelser – Fysisk og undertiden psykologisk helbredelse

Mirakler – Andre mirakler, der ærer Gud

Profeti – At afsløre Guds specifikke vilje for aktuelle situationer

Åndsskelnen – At kende åndernes kilde, typisk bag mennesker for at motivere og påvirke dem. En gang stod jeg udenfor og ventede på nogen, og en fremmed kom hen og begyndte at tale med mig. Men før han havde sagt noget, sagde en lille, stille stemme i mit hoved: ”Unification Church” (den falske Kristus, Rev. Moon)

At tale i tunger – Den overnaturlige evne til at tale på et sprog, som taleren ikke kender.

Tolkning af tungetale – At være i stand til at tolke det, som en person, der taler i tunger, har sagt, til et sprog, som folk kan forstå.

Spørgsmål: Er dette alle de åndelige gaver i 1 Kor 12:7-11?

Svar: Nej, det er ikke alle gaverne, da Efeserbrevet 4:11-12 giver en liste over gaver med nogle ligheder og nogle forskelle. Det er ikke sådan, at vi kan have en liste over gaver og med sikkerhed sige: »Gud kan ikke give andre.«

Spørgsmål: Hvordan kan kristne med forskellige åndelige gaver i 1 Kor 12,12-26 arbejde bedre sammen som et team?

Svar: Der er mindst tre ting, man skal tænke på: synergi, hindringer og udvikling.

Synergier: Tro ikke, at du eller andre troende, der ligner dig, skal gøre alting helt alene. Se efter muligheder for at udnytte de gaver, som andre troende har.

Hindringer: Hold op med at bekymre dig om, hvilket dødeligt menneske der får æren; æren skal tilfalde Gud. Betragt ikke andre troende som konkurrenter eller en trussel, men snarere som holdkammerater. Vær ikke stolt af din åndelige gave, og føl dig ikke mindre vigtig, fordi du ikke har en bestemt gave. Vores forskelle bør ikke splitte os i fraktioner, men snarere forene os som medarbejdere.

Udvikling: Mange mennesker ønsker at kende deres egne åndelige gaver og vide, hvordan de kan udvikle og bruge dem. Det er godt, men hvorfor ikke også spørge, hvilke åndelige gaver eller potentielle åndelige gaver der findes hos andre, og hvordan du kan være en katalysator for, at de udvikler og bruger dem til kirkens bedste?

Spørgsmål: Viser 1 Kor 12,28, at vi skal have apostle i dag?

Svar: Hvad angår de tolv apostle, nej. Men der er tre betydninger af ordet »apostel«.

1. Det græske ord for apostel kan betyde ”en, der er udsendt”. Barnabas var en budbringer og en apostel i denne forstand i Apostlenes Gerninger 4:36 og 14:14. I tidligere århundreder kunne det på græsk henvise til en admiral i flåden. Selvom der findes apostle i dag – ligesom der findes postbude og flådeofficerer – er det ikke den betydning af apostel, vi henviser til her.

2. I Åbenbaringen 21:14 står der, at byen Det Nye Jerusalem vil have nøjagtigt tolv grundsten, og på dem vil der stå navnene på de tolv »Lammets apostle«. Da de tolv apostle allerede har levet, findes der ikke længere nogen »Lammets apostle«.

3. Der er en tredje betydning af brugen af ordet »apostel« i Det Nye Testamente. Ligesom der kan være falske profeter og lærere, viser 2 Korintherbrev 11:13 og Åbenbaringen 2:2, at der kan være mennesker, der udgiver sig for at være apostle. De er falske apostle, som ikke er udsendt af Gud.

Spørgsmål: Hvilke roller, der bruger disse åndelige gaver, nævnes der i 1 Kor 12:28-31?

Svar: Her følger en kort beskrivelse af de gaver, der er opført her.

Apostle – I første omgang var disse dem, der udgjorde kirkens grundvold ifølge Efeserbrevet 2:20, og mange af dem var med til at skrive Det Nye Testamente. Da Skriften er færdig, og den er fuldstændig og tilstrækkelig, og vi allerede har al den væsentlige sandhed, vi har brug for, har vi ikke og har ikke brug for apostle af denne art i dag. I mindre grad findes der dog mennesker, der leder grupper af menigheder.

Profeter – I bred forstand var disse også kirkens grundvold ifølge Efeserbrevet 2:20, og mange af dem var med til at skrive Det Gamle Testamente. Da Skriften er færdig, har vi fra Johannes Døberens tid og frem ikke haft brug for profeter, der skriver Skriften. Men i mindre grad har kirken, selv efter Johannes Døberen, haft brug for profeter, såsom Agabus i Apostlenes Gerninger 21:10-11, så Guds folk bedre kunne forstå Guds virke i deres tid.

Lærere – Selvom kirken har brug for lærere, advarer Jakob 3:1-2a om, at ikke mange af os skal blive lærere, da Gud vil dømme lærere med større strenghed. Det er én ting at tro på falsk lære, men det er noget andet at undervise i og overbevise andre om falsk lære.

Mirakler – De, der udfører mirakler, har en af de mere »spektakulære« gaver. Der var en menighed i Austin, der troede, at alle de åndelige gaver var forbi. Så fik præsten, der var meget velbevandret i Skriften, uhelbredelig kræft. Folk bad for ham, og han blev mirakuløst helbredt. Derefter ændrede menigheden sin opfattelse: De sagde, at alle gaverne var forbi, bortset fra helbredelse. Kunne de ikke overveje muligheden for, at der måske stadig også findes andre åndelige gaver?

Helbredelser – Nogle har en overnaturlig gave til at være redskaber, gennem hvilke Gud helbreder mennesker for fysiske sygdomme. Andre, såsom læger og sygeplejersker, har studeret flittigt og har naturlige gaver. Uanset om du har en overnaturlig eller naturlig gave til at hjælpe andre, bør du hjælpe andre.

Hjælp – Nogle har økonomiske midler, tid, et hus eller en ejendom eller andre ressourcer, der kan bruges til at fremme Guds rige. Men med de ressourcer, vi har, skal vi være omhyggelige med at huske: »Lad ikke det at gøre gode ting forhindre dig i at gøre de bedste ting.«

Administration – Også kaldet ledelse; dette er gaven til at lede Guds folk. På den ene side indebærer det at se de udfordringer, problemer og trusler, som Guds folk står over for, og at tage fat på dem. På den anden side betyder det at se de muligheder, de mennesker og de steder, hvor udvikling kan finde sted, og at mobilisere for at sætte folk i stand til at gribe disse muligheder og åbne døre. Endelig indebærer det også at udarbejde en sammenhængende strategi for at føre menigheden i retninger, hvor den bedre kan tjene og herliggøre Gud.

Tungetale – At tale på ukendte menneskelige sprog med det primære formål at overbevise de vantro, som i 1. Korintherbrev 14:22. At tale i ukendte sprog, der tilhører mennesker eller engle, med kærlighed, er også at herliggøre Gud, jf. 1 Korintherbrevet 13:1. Gud ville ikke have »forvirret billedet« ved at lade Paulus overhovedet nævne englesprog i 1 Korintherbrevet 13:1, hvis der ikke fandtes englesprog.

Som en sidebemærkning står der intet i 1 Korintherbrevet 12, der tyder på, at dette er en udtømmende liste, eller at der ikke kunne være underkategorier inden for disse. Dette er blot vigtige eksempler på nogle forskellige roller inden for menigheden, hvor pointen er, hvordan disse roller alle skal arbejde sammen. At have en lokal menighed, hvor næsten alle medlemmerne kun har én af disse roller, er slet ikke, hvad Gud ønsker.

Spørgsmål: Skal alle sande kristne ifølge 1 Kor 12:30 tale i tunger, eller ej?

Svar: Både ikke-karismatiske og nogle karismatiske kristne er enige om, at de fleste kristne ikke har den gave at tale i tunger, som nævnes i 1 Kor 12,30, ligesom de fleste heller ikke er apostle og profeter.

Ikke-karismatiske kristne siger, at selv på Paulus’ tid var det ikke meningen, at alle kristne skulle tale i tunger – punktum.

De fleste karismatiske kristne skelner mellem, at nogle få har gaven til at tale i tunger offentligt i kirken, og at tale i tunger privat i bøn. Mange, men ikke alle, siger, at alle kristne burde (men desværre ikke gør det) bruge det private tungetale. Det eneste skriftsted, der understøtter, at alle bør tale i tunger (1 Kor 14,5), er i bedste fald indirekte.

Mange karismatiske kristne forbinder udtrykket »Helligåndens dåb« med at tale i tunger og mener, at dette er en ekstra velsignelse, som ikke-karismatiske kristne ikke har. Imidlertid fastslår »Believer’s Bible Commentary« på s. 1794 kategorisk, at det er forkert at lære, at alle har gaven til at tale i tunger, eller at tungetale er det [eneste] tegn på Helligåndens dåb.

I 1 Korintherbrevet 14:1,5 siger Paulus, at han ønsker, at alle talte i tunger, men snarere at de profeterede. Denne formulering ligner den, da Eldad og Medad profeterede i 4. Mosebog 11:27-29, og Josva bad Moses om at standse dem. Moses svarede: »Jeg ville ønske, at hele Herrens folk var profeter.« Dette betyder ikke, at hver eneste israelit skulle være profet.

Spørgsmål: I 1 Kor 12:30, taler i det mindste nogle kristne i dag virkelig i tunger?

Svar: Ægte kristne er uenige om dette.

Karismatikere: mener, at gaven udøves i dag. Som en karismatisk ven forklarede, kan karismatikere inddeles i »karismatikere med stort K« og »karismatikere med lille k«. Karismatikere med stort K lægger lige så stor vægt på de åndelige gaver som på Kristus. De ønsker ofte ikke at arbejde i enhed med ikke-karismatikere. Karismatikere med lille K mener ganske vist, at ikke-karismatikere tager fejl i denne lære, men de kan se, at ikke-karismatiske kristne bliver brugt af Gud på mange andre måder, og de ønsker at samarbejde med dem, fordi den Kristus, der forener os, er større end de ikke-væsentlige læresætninger, der skiller os.

Kultiske Oneness-pinsekristne: ud over at benægte Treenigheden lærer de, at alle i dag, der ikke taler i tunger, kommer i helvede.

Anti-karismatikere: lærer, at al den af Gud givne tungetale for længst er ophørt, og at tungetale ikke bør tillades i noget kristent møde, og at 1 Korintherbrev 14:39 er et vers i Det Nye Testamente, der i dag bør ignoreres.

Andre ikke-karismatiske: Er uenige om, hvorvidt tungetalen eller alle åndelige gaver er ophørt. De mener enten, at visse tilfælde af tungetale kan være ægte, eller at al tungetale ikke er guddommeligt inspireret, men at ingen er perfekt, og at dette er en form for fejl, der kan tolereres, og at 1 Korintherbrev 14:39 ikke skal ignoreres i dag.

Advarsel: Det er forkert at sige, at al tungetale i dag er satanisk. Ikke-karismatiske og mange karismatiske er enige om, at i det mindste nogle forsøg på tungetale hverken stammer fra Gud eller Satan, men fra nogen, der tåbeligt forsøger at tale i tunger ved hjælp af deres egne naturlige evner.

Spørgsmål: Hvorfor skal vi i 1 Kor 13:7-8 altid stole på andre, når Mika 7:5-6 og Jeremias 9:4-5; 17:5 siger, at vi ikke skal?

Svar: Vi skal stole på andre, men vi skal ikke sætte vores lid til andre. Selv når vi stoler på andre, er der visse forbehold.

Jeremias 9:4-5 og Mika 7:5-6 instruerer profeten og de troende, der lever i disse mørke tider, om ikke at sætte deres lid til deres naboer eller endda deres eget husstand.

Jeremias 17:5 siger, at den, der sætter sin tillid til mennesker (enten sig selv eller andre) i stedet for Gud, er forbandet.

1. Korintherbrev 13:7-8 giver os idealet for kærlighed. De græske ord, panta pisteuei, betyder bogstaveligt talt »at have tro på alt«. Det græske ord for tro her betyder ikke blot intellektuel tilslutning, men en frelsende tro, der omfatter at sætte vores tillid til eller afhængighed af noget såvel som intellektuel tilslutning.

Da ingen seriøst mener, at Paulus går ind for tro på falske profeter og løgne, som man er nødt til at tro på for at tro på Guds ord, hvad betyder det så at tro på alt? Denne sætning siger ikke, at man skal tro på alle mennesker, men at man skal tro på hele sandheden. »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 535, påpeger, at de ting, vi især skal tro på, findes blot en eller to sider længere fremme i vores Bibel i 1. Korintherbrev 15:11.

Spørgsmål: Beviser 1 Kor 13:9-11, at de åndelige gaver er forbi?

Svar: De tre gaver, der nævnes i 1 Korintherbrevet 12:8-10 (viden, profeti og tungetale), vil forsvinde, når det »fuldkomne« kommer. »Fuldkomment« kan henvise til en fuldkommen ting, tilstand eller person. Der er tre muligheder for denne tilstand:

1) Færdiggørelsen af Det Nye Testamente

2) Når menigheden er modnet tilstrækkeligt

3) Når Kristus kommer igen

*The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 536, er en kommentar udarbejdet af fakultetet ved Dallas Theological Seminary. Her fastslås det, at fortolkning 1) er usandsynlig, fordi den ikke stemmer overens med 1 Kor 13:12. Forfatterne siger, at der er meget, der taler for den tredje opfattelse. Zakarias 13:3-6 siger også, at når en kilde er blevet åbnet for at rense Jerusalem for synd og urenhed, vil profetiens ånd forsvinde. Ligeledes siger »New International Bible Commentary«, s. 1377: »At antyde, at fuldkommenhed henviser til fuldendelsen af den kanoniske samling af Skriften, finder ingen støtte i den bibelske brug af ordet ’fuldkommen’ eller i nogen af dets beslægtede former. En sådan fortolkning eksisterer kun i kraft af behovet for at forklare fraværet af visse karismatiske gaver i mange kirker i dag.« (kursiv i originalen)

Nogle siger, at hvis 1 Korintherbrev 13:9-11 beviser, at tungetalen er forbi, så er viden også forbi, og fuldkommenheden er allerede kommet. Det er dog måske ikke viden, der forsvinder, men den overnaturlige gave af viden.

Spørgsmål: I 1 Kor 13,12 – brugte man dengang bronze eller glas til spejle?

Svar: Spejle i dag er anderledes end for 2.000 år siden. (Dengang havde man heller ikke teleskoper eller mikroskoper.) Spejle i dag har en sølvbelægning bag glasset, og den opfindelse blev først udviklet i 1800-tallet. Det græske ord her betyder »spejl«, som kunne være af hvilket som helst materiale. Mange oversættelser siger »spejl«, men i oldtiden havde man blot spejle af glas eller højpoleret bronze.

Spejle i den tid var almindeligvis lavet af poleret bronze, som kan gøres meget fladt, men det giver ikke et særlig klart billede. I Lilleasien blev der dog fremstillet nogle luksusspejle af obsidianglas allerede før Abrahams tid. Lige efter Paulus’ tid nævner den romerske forfatter Plinius den Ældre i sin bog »Naturhistorie« brugen af glas i spejle. Denne luksus blev dog typisk ikke brugt af almindelige mennesker, og selv de bedste glas- eller obsidian-spejle dengang var ikke flade, men gav et forvrænget billede.

Spørgsmål: I 1 Kor 13:13 står der, at hvis man har tro, håb og kærlighed, hvorfor skal man så overhovedet læse Bibelen eller kende læren?

Svar: Tro, håb og kærlighed betyder ikke tro på troen, håb om hvad som helst og kærlighed til sig selv. Det betyder tro på Gud, håb på Guds løfter og kærlighed til Gud og andre.

Vi har brug for at vide mere om den Gud, vi tror på, for at indse, at vores håb er sikkert, og for at elske Ham og andre mennesker mere. I Efeserbrevet 1:17 skriver Paulus, at de må lære Gud bedre at kende, så vi kan kende det håb, som Gud har kaldet os til.

Spørgsmål: Hvad siger Paulus kort sagt i 1 Kor 14?

Svar: Paulus sagde følgende til korinterne:

1. Han talte i tunger, og det var godt for hver enkelt af dem at ønske at tale i tunger. (vers 5a, 18)

2. Hver enkelt bør stræbe efter at profetere mere end at tale i tunger (vers 1, 5b, 19).

3. Det rette formål med at tale i tunger (vers 2, 4a) og profetere (vers 3, 4b).

4. De lagde for stor vægt på at tale i tunger; de burde i stedet lægge vægt på de gaver, der opbygger menigheden (vers 4-5, 26, 28).

5. Den korrekte måde at udøve tungetale i menigheden på er på en ordnet måde, højst to eller tre ad gangen, med en tolk (vers 6-13, 26-33).

6. Forbyd ikke ordnet tungetale med en tolk (vers 39).

Spørgsmål: Skal vi i 1 Kor 14:1, 5, 12 »stræbe efter« åndelige gaver?

Svar: Ja. Vi bør søge alt det gode, som Gud ønsker at give os. Desuden står der ingen steder i Skriften, at vi, hvis vi har en åndelig gave, skal holde op med at stræbe efter andre gaver. 1 Korintherbrev 12:31 siger, at vi [altid] skal »stræbe ivrigt efter de større gaver«, og 1 Korintherbrev 14:12 samt 1 Peter 4:10-11 nævner, at vi bør forsøge at udmærke os i de gaver, vi har. Ikke desto mindre bør vi ikke søge gaverne mere, end vi søger nærhed til Gud. Paulus, der ønskede, at de alle havde åndelige gaver, gentager Moses, som i 4. Mosebog 11:29 sagde, at han ønskede, at hele Guds folk profeterede.

Der er tre advarsler vedrørende åndelige gaver. For det første kan alt andet end Gud blive en afgud, selv en åndelig gave. Begær ikke en åndelig gave mere end Gud. For det andet skal du ikke lade dig definere af dine åndelige gaver. Din identitet er som Guds barn, ikke de åndelige gaver, som Helligånden har givet dig. For det tredje: Hvis du ved, at Helligånden har givet dig en åndelig gave, så lad ikke det afholde dig fra at søge åndelige gaver; Helligånden kan give dig mere af den gave eller yderligere åndelige gaver senere.

Se diskussionen om 1 Korintherbrevet 12:30 for mere om, hvorvidt tungetale og profeti er for i dag.

Spørgsmål: Siger Paulus i 1 Kor 14:1,5 til korintherne, at de bør stræbe efter gaverne at tale i tunger og profeti, eller ej?

Svar: Se diskussionen om 1 Korintherbrevet 14 for svaret.

Spørgsmål: Hvordan skal vi helt præcist opbygge andre i 1 Kor 14:3-4?

Svar: Når nogen bygger noget, er det ikke så meget det, de gør, der betyder noget, men snarere det, der bliver udført. Hvis nogen for eksempel bygger en mur af mursten, river den ned, bygger den op igen og river den ned igen, har de så i sidste ende bygget noget? At opbygge andre handler ikke så meget om de handlinger, vi udfører, når vi tjener andre, men om hvad vi opnår (eller forsøger at opnå) i deres liv.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i 1 Kor 14:21, at dette citat stammede fra Loven (Torah), når det faktisk stammer fra Es 28:11-12?

Svar: Saddukæerne og andre anerkendte kun de første fem bøger i Bibelen som Toraen, men farisæerne betragtede hele Det Gamle Testamente som Toraen.

Spørgsmål: Hvordan er det i 1 Kor 14,22-25, at tungetale er et tegn for de vantro, og profeti et tegn for de troende?

Svar: Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

Et mysterium: At tale i tunger (uden tolk) vil være et mysterium for de vantro, hvilket får dem til at tro, at man er gal, og det er upassende. (1. Korintherbrev 14:23)

Bevis: Når en ikke-troende hører en ordentlig profeti og hører hemmelighederne i sit hjerte afsløret, vil han se dette som et bevis på, at Gud er blandt os. (1. Korintherbrev 14:25)

Begge dele: Åbenbaring (profeti) og tungetale havde hver deres rette plads i menigheden i Korinth. (1. Korintherbrev 14:26)

Spørgsmål: Bør kristne i 1 Kor 14:23 nogensinde gøre ting, der får andre mennesker til at tro, at kristne er vanvittige?

Svar: Ja og nej, hvis man forstår det rigtigt.

1. Nogle ikke-troende mener, at kristne er gale, blot fordi de lever som kristne. Dette er uundgåeligt, og kristne bør adlyde Gud uden at tage for meget hensyn til, hvad andre mener. Jesus og profeterne blev beskyldt for at være gale og/eller for at være besat af djævelen.

2. Vi bør dog ikke gøre noget med det ene formål at få folk til at tro, at vi er gale, da det ikke opbygger. Det eneste eksempel i Bibelen blev udført af David i frygt og af desperation i 1. Samuelsbog 21:13-15.

Spørgsmål: Bør man i 1 Kor 14:28 tale i tunger i kirken uden en tolk? Hvad med at synge i Ånden?

Svar: 1 Korintherbrev 14:28 er klart: der må ikke tales i tunger i kirken (offentligt eller privat) uden en tolk.

Spørgsmål: I 1 Kor 14:32 står der, at profeternes ånder er under profeternes kontrol. Beviser dette, at Helligånden ikke er Gud, som en ikke-trinitarist hævder?

Svar: Nej. Først en forklaring af logikken, og derefter svaret. Da A) profeternes ånder er under profeternes kontrol, og B) Gud ikke er under vores kontrol, følger det, at: Helligånden er ikke Gud.

Selvom A og B er sande, er argumentet ugyldigt: menneskers ånder er ikke Helligånden.

Glem ikke »s'et«: Ordet »ånder« er flertal, ikke ental på græsk. Aland m.fl.s liste over manuskriptvariationer viser, at intet manuskript siger noget andet.

Hvert menneske har en ånd, en sjæl og en krop, ifølge 1. Thessalonikerbrev 5:23. »Ånderne« i 1. Korintherbrev 14:32 er hverken Helligånden eller dæmoniske »bekendte« ånder, men den gave eller ånd af profeti, som Helligånden giver til den enkelte person. Man kan læse Johannes Chrysostomos’ prædiken over 1 Korintherbrevet (s. 219) og *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 540, for yderligere information.

Imidlertid står »profeternes ånder« stadig i forbindelse med Helligånden, og Novatian brugte fejlagtigt dette vers, da han talte om Helligånden, og omskrev verset til »ånd« i ental i »Afhandling om Treenigheden«, kapitel 29.

Spørgsmål: Hvordan kan det i 1 Kor 14:33 være, at Gud ikke er »en Gud af uorden«, når Gud forvirrede menneskehedens sprog ved Babels tårn i 1 Mos 11:7-8?

Svar: Det græske ord for »uorden« kan også betyde »forvirring« eller »tumult«. Gud er ikke ophavsmand til forvirring i menighederne, men lejlighedsvis forvirrer han tankerne, planerne og sprogene hos dem, der gør oprør mod Gud.

Spørgsmål: Da 1 Kor 14:33 siger, at Gud ikke er en Gud af uorden eller forvirring, beviser dette vers så, at treenigheden er falsk, som Jehovas Vidner hævder i deres pjece »Bør du tro på treenigheden?« (1989), s. 4?

Svar: Næppe. Farisæerne kunne ikke forstå, at Jesus kom til jorden, ikke fordi de ikke var intelligente nok, men fordi den Messias, der kom til dem, ikke passede ind i deres teologi eller planer.

Jehovas Vidner hævder næsten uden undtagelse, at treenigheden er falsk. Det samme gælder generelt for mormonerne, selvom jeg har mødt nogle få, der mener, at treenigheden er sand. For både Jehovas Vidner og begge typer mormoner har problemet dog ikke så meget været at benægte treenigheden, men snarere at de slet ikke forstår, hvad treenigheden egentlig er. Se diskussionen om Mattæus 28:19 for en oversigt i syv punkter over, hvad Gud har åbenbaret i Bibelen om treenigheden.

De mystiske aspekter ved den sande Gud er store, som Paulus påpeger i 1. Timoteus 3:16. Faktisk siger Paulus i 1. Korintherbrev 2:6-16 – i det samme skriftsted, som Jehovas Vidner henter dette vers fra – at mennesker uden Guds ånd ikke vil forstå Guds visdom. Selvom det ikke er forvirrende for sande troende, der er blevet undervist, kan man godt se, hvordan Jehovas Vidner kunne kalde deres manglende forståelse af dette for forvirring.

Spørgsmål: I 1 Kor 14:33 og Rom 15:33 står der, at Gud er »en fredens Gud« – hvorfor er Gud så krigslustig i 2 Mos 15:3 og Es 42:13?

Svar: Som en menneskelig analogi kan et land ikke ønske sig andet end fred, men alligevel føre en voldsom krig, når det eller en allieret bliver angrebet. At Gud er fredens skaber, forhindrer ham ikke i også at være krigslysten. Jesus er Fredsfyrsten, men i Åbenbaringen vil Jesus komme og i det væsentlige føre krig og udrydde hele hære.

Spørgsmål: Hvorfor skulle kvinderne i 1 Kor 14:34-35 og 1 Tim 2:11,12 tie i menighederne, når de jo profeterede i Det Nye Testamente, som det fremgår af ApG 2:18, 21:9 og 1 Kor 11:5?

Svar: Ægte kristne er uenige om svaret på dette. Mange kristne påpeger, at ordet kan betyde at snakke løs. Andre kristne siger, at det gjaldt dengang i den pågældende kultur. Andre kristne mener, at dette stadig gælder i dag.

1. Hvis man antager, at 1 Korintherbrev 14:34-35 forbyder al tale i kirken, henviser det kun til »i menighederne«. Intet vers forbyder troende kvinder at profetere uden for kirken.

2. Nogle siger, at det græske ord i 1 Korintherbrev 14:34-35 muligvis henviser til »snak«, og mens det for dem er i orden at profetere, bede og synge, er snak det ikke. Imidlertid siger *Believer’s Bible Commentary* s. 1802, at ordet ikke betød snak på koine-græsk. »Det samme ord bruges om Gud i vers 21 i dette kapitel og i Hebræerbrevet 1:1. Det betyder at tale med autoritet.« Kvinderne både profeterede og bad under gudstjenesten i 1 Korintherbrevet 11:5.

Uanset hvad siger 1. Timoteusbrev 2:11-12, at kvinder skulle lære i stilhed og ikke undervise mænd.

Spørgsmål: I 1 Kor 14:38, skal ordet være »uvidende« eller »ignoreret«?

Svar: Om ikke andet er dette en interessant undersøgelse af, hvordan bibelske manuskripter adskiller sig fra hinanden. Forskellen på græsk er to bogstaver („ai“ mod „w“). Den tredje udgave af det græske Nye Testamente (red. af Aland m.fl.) klassificerer denne manuskriptvariation som „B“ – „en vis grad af tvivl“.

Ignoreret – findes i følgende:

Det originale Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.

Alexandrinus [A] ca. 450 e.Kr.

Bohairisk [Boh] og sahidisk [Sah] koptisk 3./4. århundrede

Origenes’ græske 225–253/254 e.Kr.

Senere syrisk fra det 6.–7. århundrede

Ukendt – findes i følgende:

s. 46 (Chester Beatty II) 100–150 e.Kr.

Gammelsyrisk 4.–5. århundrede

Rettelse i Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Alexandrinus-rettelse ca. 450 e.Kr.

Latin Vulgata [Vg] 4. og 5. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Den byzantinske tradition

Resumé: Ignored synes mest lovende for dem, der foretrækker den oprindelige alexandrinske manuskripttradition. Ignorant synes mest lovende for dem, der foretrækker det tidligste manuskript samt de latinske og byzantinske manuskriptfamilier. Uanset hvad opstod denne variation tidligt, mellem år 200 og 254 e.Kr. Endelig, selvom dette er en af de to eller tre mest betydningsfulde variationer i 1. Korintherbrev, betyder det virkelig noget, hvis vi er uvidende om den eller ellers ignorerer den?

Spørgsmål: Hvad med de liberale kristne i 1 Kor 15:1-4, der hævder at være kristne, men alligevel benægter, at Kristus døde for vores synder, og at han faktisk opstod igen på den tredje dag?

Svar: Som det står i 1. Korintherbrev 15:1-4, er deres tro desværre værdiløs. Medmindre de omvender sig, vil de desværre ende i helvede, når de dør. Romerne 3:25, 5:6-10, 1. Johannesbrev 2:2, Hebræerbrevet 9:11 – 10:18 og Johannes 1:29 er blot nogle få af de mange andre vers, der understreger forsoningens centrale betydning.

En interessant bemærkning er, at selv den jødiske skeptiker Isaac Asimov i *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 1023, siger: »Jakobs omvendelse til troen kan være sket gennem et syn af den opstandne Jesus.« I det mindste nævner Paulus ham i sit første brev til korinterne blandt vidnerne til opstandelsen:” Hvis selv en skeptiker som Asimov kan overveje muligheden for, at folk så den opstandne Jesus, klarede han sig bedre end nogle liberale kristne, der ikke engang kunne overveje tanken.

Spørgsmål: I 1 Kor 15:1-4 blev Jesus da ikke oprejst legemligt, fordi Jesu legeme var blevet besat af Satan, som Rev. Moon hævder?

Svar: Først hvad Rev. Moons »Det Guddommelige Princip« (5. udg. 1977) faktisk siger, og derefter svaret fra Bibelen.

»Det Guddommelige Princip«, s. 170: »Mennesket har hidtil næret den forkerte opfattelse, at afslutningen på menneskets fysiske liv er den død, der er forårsaget af syndefaldet. Derfor har vi troet, at de afdøde helliges opstandelse ville blive virkeliggjort gennem genoprettelsen af deres engang fordærvede og forrådnede fysiske legemer til deres oprindelige tilstand.«

»Det Guddommelige Princip«, s. 170: »Derfor betyder ’opstandelse’ de fænomener, der forekommer i processen med menneskets genoprettelse, i henhold til genoprettelsens forsyn, fra den tilstand, hvor det er faldet under Satans herredømme, tilbage til Guds direkte herredømme.«

Det Guddommelige Princip, s. 289: »På grund af menneskets fald blev selv menneskets døde legeme invaderet af Satan... [Jakob, Moses] Efter Jesu død opstod der også problemer vedrørende hans legeme (Mattæus 28:12-13).«

Det Guddommelige Princip, s. 360: »Som vi godt ved fra Bibelen, var Jesus efter opstandelsen ikke den samme Jesus, som havde levet sammen med sine disciple før sin korsfæstelse. Han var ikke længere et menneske, der kunne ses med fysiske øjne.... Han dukkede engang pludselig op i et lukket rum...«

Det Guddommelige Princip s. 360-361 »For at frelse menneskeheden havde Jesus etableret det åndelige grundlag for troen..., efter at han havde ofret sin fysiske krop på korset.«

Det Guddommelige Princip, s. 147-148: »Fordi det jødiske folk ikke troede på Jesus og udleverede ham til korsfæstelse, blev hans krop besat af Satan, og han blev dræbt. Derfor forbliver kristnes kroppe stadig udsat for Satans indtrængen, selv når de tror på og bliver ét legeme med Jesus, hvis krop blev besat af Satan.«

Hvad Bibelen siger:

I Johannes 2:19-21 talte Jesus specifikt om at oprejse sin krop. Enten tog Jesus fejl, eller også tog pastor Moon fejl.

Filipperne 3:21 fortæller om det store løfte om, at Jesus vil forvandle vores legemer, så de bliver ligesom hans herlige legeme. Det er svært at forestille sig, at foreningsfolk (dem, der følger Rev. Moon) bliver alt for begejstrede over det, som Paulus med glæde skrev.

I Johannes 20:24-28 vildledte Jesus enten Thomas ved at narre ham til at tro, at Jesus havde en fysisk krop, eller også havde Jesus virkelig en fysisk krop.

I Apostlenes Gerninger 2:31-32 står der, at Jesu legeme ikke så forfald. Dette antyder stærkt, at Jesu legeme ikke blev invaderet af Satan.

Konklusion: Enten tog Jesus og apostlene fejl, eller også må pastor Moon tage fejl.

Spørgsmål: I 1 Kor 15:1-4,12-16, falder hele kristendommen sammen, hvis det på en eller anden måde kunne bevises, at Jesu opstandelse ikke fandt sted?

Svar: Ja, det gør den. Men selv efter de amerikanske retssystemers standarder for bevisførelse kunne man i en domstol bevise, at den fandt sted uden for enhver rimelig tvivl. Selvom der ikke er plads til at fremlægge alle argumenterne for opstandelsen, kan argumenterne generelt inddeles i fem kategorier.

1. Guds profeti i Det Gamle Testamente

2. Øjenvidneberetninger

3. Andres skrifter, både fra venner og fjender

4. Manglende evne til at finde et passende motiv, midler og en forklaring på det forsvundne lig

5. Apostlenes efterfølgende vidnesbyrd – elleve ud af tolv, som led og døde for Kristus. Hvis nogen vidste, om det var et bedrageri, ville det være dem. Ingen ville dø for noget, de selv troede var en løgn. Som en kristen præst udtrykte det: Enten er graven tom, eller også er vores tro tom.

Spørgsmål: Hvad er i 1 Kor 15,1-4 de tidligste ikke-bibelske henvisninger til den kristne lære om, at Kristi blod frelste os?

Svar: Den tidligste findes i Første Clemensbrev, kapitel 21 og 49, som blev skrevet i år 96-98 e.Kr.

Den anden ikke-bibelske henvisning stammer fra Ignatius (død enten i år 107 eller 116 e.Kr.), der i sit brev til smyrnæerne, kapitel 6, siger, at medmindre man tror på Kristi blod, vil man blive fordømt.

Den tredje henvisning findes blandt andet i Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.) i kapitel 5.

Herefter er rækkefølgen lidt uklar. Polycarp (110–155 e.Kr.) henviste til forsoningen i sit korte brev til filipperne, kapitel 1. Han sagde: »… Herre Jesus Kristus, som for vore synder led helt til døden, [men] som Gud oprejste fra de døde, idet han løste gravens bånd.«

Brevet til Diognetus (ca. 130–200 e.Kr.) nævner i kapitel 9, at Gud sendte sin egen Søn som en løsesum for os i en smuk udveksling.

I modsætning hertil er store dele af den liberale kristendom blevet sammenfattet som en »blodløs kristendom«.

Spørgsmål: I 1 Kor 15,4 siger Paulus, at Jesus Kristus »blev begravet, og at han opstod på den tredje dag i overensstemmelse med Skrifterne«. »Skrifterne« betyder Det Gamle Testamente. Hvor står der i Det Gamle Testamente, at Jesus ville opstå fra de døde, og specifikt på den tredje dag?

Svar: At Messias ville blive udryddet (dræbt) står i Daniel 9:26 og Esajas 53:8-9,12. Hans opstandelse er profeteret i Esajas 53:11 og Salme 16:9-10.

Spørgsmål: Hvordan viste Jesus sig for de »tolv« i 1 Kor 15:5, når Judas allerede var gået bort?

Svar: Der var over 70 disciple, men »de tolv« var et synonym for den indre kreds, et synonym for disciplene, selvom Judas ikke var til stede. Alternativt kunne dette henvise til en fremtræden, efter at Matthias allerede var blevet udvalgt til at erstatte Judas i Apostlenes Gerninger 1:21-26. Da man ofte bruger talemåder og tilnærmelser, er den første forklaring sandsynligvis den rigtige.

Spørgsmål: Hvorfor viste Jesus sig i 1 Kor 15:5-8 kun for de troende?

Svar: Han viste sig ikke kun for dem, der allerede troede på ham. Jakob, hans bror, troede ikke før opstandelsen. Thomas var fuld af tvivl i Johannes 20:24-29, før Jesus viste sig for ham. Paulus var næppe en troende, da Jesus viste sig for Paulus på vejen til Damaskus i Apostlenes Gerninger 9:1-9.

Det er sandt, at alle, der så Jesus efter hans opstandelse, troede på ham, men hvad ville man ellers forvente?

Spørgsmål: Hvorfor viste Jesus sig i 1 Kor 15,5-8 og Apostlenes Gerninger 10,40 kun for nogle?

Svar: I 1 Korintherbrevet 15:6 står der, at Jesus viste sig for over fem hundrede mennesker.

Spørgsmål: Skriver Paulus i 1 Kor 15,6, at der er over 500 mennesker, der så Jesus efter hans opstandelse, på samme måde som alle dem i dag, der siger, at de har set Elvis efter hans død?

Svar: Det må indrømmes, at Paulus’ udsagn om, at 500 mennesker så Jesus, ikke er lige så stærkt som 500 uafhængige vidnesbyrd. Men Paulus’ påstand om over 500 mennesker kombineret med beretningerne fra Matthæus, Markus, Lukas, Johannes og Peter (1. og 2. Petersbrev) bør øge troværdigheden, ikke mindske den.

Spørgsmål: Hvorfor pralede Paulus i 1 Kor 15,10, når man jo ikke bør prale?

Svar: Ligesom David i Salmerne havde apostlen Paulus frihed til at fortælle os, hvordan han havde det. Fire punkter:

1. Det, Paulus sagde, var sandt; han udførte faktisk mere arbejde.

2. Paulus pralede ikke af sig selv, men sagde, at det ikke var ham, men Guds nåde.

3. Ja, Paulus har måske pralet her, hvor han ikke burde have gjort det.

4. Det er ikke i strid med den åbenbaring, Paulus modtog – selvom han ikke var uden synd – at fortælle os dette. Skriftens åbenbaring går ikke ud på, at Gud mekanisk inspirerede forfatterne ved at diktere hver eneste konsonant og vokal. I stedet udvalgte Gud disse mænd og gav dem de oplevelser, den visdom og den direkte kommunikation fra sin Ånd, der var nødvendige for, at de kunne nedskrive Skriften.

Spørgsmål: Hvorfor har mange i 1 Kor 15,12-19 en tendens til at benægte Kristi opstandelse?

Svar: Der er mindst fire mulige årsager.

1) I den græske og romerske kultur fandtes der ganske vist et begreb om en udødelig sjæl, men der fandtes ikke noget begreb om, at mennesker kunne opstå fra de døde.

2) De havde aldrig observeret, at det skete i naturen. Den eneste undtagelse er troen på et mytisk væsen, føniksen, som hvert 1.000 år brændte sig selv ihjel og derefter blev genfødt. I dag benægter mennesker, der sætter deres lid til videnskaben som deres tro (kaldet scientisme), at naturlovene kan brydes. Men som en præst sagde: Når man først har accepteret miraklet, at Gud skabte universet, er resten let.

3) At opstå fra de døde ville være umuligt, uden at indrømme, at der findes mirakler fra Gud.

4) Etisk set ville det, hvis Jesus opstod fra de døde, vise, at Jesus havde ret i, at de ville opstå fra de døde, og at de derfor måtte passe på, hvordan de lever deres liv nu.

Spørgsmål: Hvordan ville en person, der tror på, at Kristus opstod fra de døde, og at vi også vil opstå, leve anderledes i 1 Kor 15:12-19 end en person, der ikke tror på det?

Svar: Der var engang en kvinde, der var i terapi hos en psykolog forud for en amputation. Psykologen var overrasket over, hvor roligt hun tog det hele. Til sidst spurgte hun psykologen: »Det vokser jo ud igen, ikke?«

Ligesom kvinden, bare omvendt, ved vi, at vores kroppe, når de bliver skadede og ældede, vil vokse ud igen – bortset fra at de vil være bedre, end de nogensinde har været før. Vores holdning til livet, til modgang og til relationer bør være helt anderledes. Selv den første million år, vi er i himlen med vores opstandne kroppe, er meget længere end den tid, vi i øjeblikket er »hernede«. Vi er blot på gennemrejse på vej til vores rigtige hjem.

Spørgsmål: Hvorfor skal Paulus og andre i 1 Kor 15,18-19 betragtes som at være at beklage, hvis Kristus ikke er opstået?

Svar: Det var ikke sjovt at blive stenet og efterladt til at dø, kæmpe mod vilde dyr og senere lide skibbrud. Paulus udholdt meget i dette liv for at kunne se Gud i det næste. Men hvis der ikke var nogen opstandelse, så var det hele forgæves.

Spørgsmål: Er førstegrøden i 1 Kor 15,20-22 Kristus eller nogle troende?

Svar: Førstegrøden er Kristus.

Spørgsmål: I 1 Kor 15:20 står der, at Jesus var den første af dem, der skal opstå. Hvad så med Lazarus, som Jesus tidligere oprejste fra de døde?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Kronologisk: Lazarus blev oprejst med sin almindelige fysiske krop, som stadig ville dø. Jesus var kronologisk set den første person, der blev oprejst med en herliggjort fysisk krop, som aldrig ville dø eller forfalde (ApG 13:35-39).

Positionsmæssigt: Selv hvis man ser bort fra kronologien, betyder »førstefrugt« også »den fremmeste«, og Jesus indtager positionen som førstefrugten blandt alle, der oprejses.

Jesus var den første nogensinde, der blev oprejst med en herliggjort fysisk krop, og han er også den fremmeste blandt dem, der vil blive oprejst.

Spørgsmål: Hvordan kan det i 1 Kor 15:22 være, at alle døde i Adam, og hvordan kan det være, at de alle bliver levendegjort i Kristus?

Svar: Alle bliver levendegjort i Kristus på tre måder.

1. Alle mennesker bliver levendegjort ved slutningen af tusindårsriget (Åbenbaringen 20:5) før dommen ved den store hvide trone i Åbenbaringen 20:12-14. Man skal være i live for at opleve den anden død.

2. Tilbuddet om frelse og retfærdiggørelse er tilgængeligt for alle (Rom 11,32; Tit 2,11; 1 Tim 2,4-6; 4,10). Jesus er forsoningsofferet for hele verden i 1 Joh 2,2.

3. Alle, der tror, vil få retfærdiggørelsen tilregnet (1. Timoteus 4:10) og leve for evigt i himlen sammen med Gud.

Spørgsmål: Er 1 Kor 15:22 forkert, fordi alle profeterne var syndfrie, som bahá’íerne lærer i *Some Questions Answered*, s. 118-121?

Svar: 1 Korintherbrevet 15:22 siger, at alle Adams efterkommere syndede, og det omfatter alle profeterne undtagen Jesus. Det er en udbredt muslimsk misforståelse, som bahá'íerne har overtaget, at alle profeterne var syndfrie. Men dette fører til mærkelige modsigelser. Jonas (den gudfrygtige profet Yunus for muslimerne) flygtede til Tarsis og blev slugt af en stor fisk. Var der ingen synd i at flygte? Adam betragtes som en profet af muslimer, men hvis han ikke syndede i Edens Have, bliver jeres definition af synd da ikke en meningsløs vending? Moses fik forbud mod at komme ind i det forjættede land, fordi han mistede besindelsen ved Meriba. Da Herren var vred på Moses i 5. Mosebog 3:26, kan Herren da være vred på en, der aldrig har syndet?

Her er der en lære for alle. Nogle gange tvinger folks forvrængede forudfattede meninger dem næsten til at fordreje Bibelen, så den passer til deres forudfattede meninger.

Spørgsmål: Viser 1 Kor 15,23, at Maria blev optaget legemligt i himlen, som nogle katolske teologer lærer?

Svar: Nej. Det ville være svært at tro, at nogen katolik ville henvise til 1 Korintherbrev 15:23, når man taler om den påståede himmelfart af Maria, bortset fra at bogen *When Cultists Ask*, s. 234, nævner, at Ludwig Ott omtalte »muligheden« for, at dette henviser til Maria i Ludwig Otts bog *Fundamentals of Catholic Dogma* (redigeret af James Canon Bastible, udgivet af Tan Books 1960, s. 208).

Da 1 Korintherbrevet 15:23 siger, at alle kommer til himlen på sin egen tur, og Kristus kom til himlen først, viser dette tilsyneladende på en eller anden måde, at Maria kom som den anden.

Da dette afsnit ikke nævner Maria, svarer det på en måde til at sige, at

1. Hvis Maria blev optaget i himlen med legeme og sjæl, må hun være den første frugt, der nævnes her.

2. Hvis Maria var den første frugt, der nævnes her, så blev Maria taget op i himlen med legeme og sjæl.

Måske er argumentets cirkulære ræsonnement grunden til, at Ott sagde, at dette blot var en mulighed, og at der ikke kunne findes et skriftligt bevis for Marias himmelfart.

Ud over den cirkulære ræsonnement er et andet problem med dette argument, at 1 Korintherbrevet 15:22-25 ikke handler om himmelfarten, men om opstandelsen. Jesus var den første, der opstod med et udødeligt legeme. Katolikker og protestanter er enige om, at uanset hvad der skete med Maria ved afslutningen af hendes jordiske liv, så opstod hun ikke. Endelig, selv hvis der her var tale om legemlig himmelfart og ikke opstandelse fra de døde, blev Enoch og Elias taget op i himlen før Kristus.

Forsøget på at bruge dette vers er lærerigt for at vise, hvor langt nogle kloge teologer må gå for at understøtte Marias legemlige himmelfart, selvom Ott må krediteres for ærlighed, fordi han siger, at der ikke findes skriftligt bevis.

Spørgsmål: Vil Kristi rige i 1 Kor 15:24 virkelig komme til en ende, og vil han overdrage alt til Gud Faderen, eller vil Kristi rige bestå for evigt, som det står i Luk 1:33 og Hebr 1:8?

Svar: Begge dele er sande. Kristi rige har to aspekter. Jesus er en sejrende konge, der besejrer sine fjender, og den del vil få en ende. Jesus er den evige Fredsfyrste, og den del vil aldrig få en ende. Se Haleys *Alleged Discrepancies of the Bible*, s. 137-138, for yderligere information.

Spørgsmål: I 1 Kor 15,25-28 står der, at alle vil blive underlagt Kristus. Betyder det så, at alle vil komme i himlen, som kætteriet universalismen lærer?

Svar: Nej. At blive underlagt Kristus betyder ikke, at man kommer i himlen. Livløse sten og dæmoner vil blive underlagt Kristus, og de kommer ikke i himlen. Se diskussionen om Kolossenserbrevet 1:20, Romerbrevet 5:19; Romerbrevet 8:29-30 og When Cultists Ask, s. 234-235, for yderligere information.

Spørgsmål: Betyder dåben for de døde i 1 Kor 15:29, at mennesker ikke behøver at tro individuelt?

Svar: Nej. Som svarene på de næste fire spørgsmål viser, bliver hver person døbt for sig selv, og vi døber ikke for døde mennesker. Se *When Critics Ask*, s. 464-465, for et mere uddybende svar.

Spørgsmål: Bør kristne, ifølge 1 Kor 15:29, døbe for de døde?

Svar: Nej. Paulus sagde, at hvis selv disse ikke-kristne troede på opstandelsen, hvilket deres dåb for de døde beviste, hvorfor kan I så ikke tro på opstandelsen? Et meget lignende argument findes i Theophilus’ brev til Autolycus 1:13. (Theophilus var biskop i Antiokia fra 168-181/188 e.Kr.)

»Hvad angår din benægtelse af, at de døde opstår … så tror du jo, at Herkules, der brændte sig selv, lever; og at Æskulap, der blev ramt af lynet, opstod; …« (Ante-Nicene Fathers, bind 2, s. 92)

Hvis dåb for de døde er en af de vigtigste ting, vi kan gøre, som mormonismen lærer, hvorfor bliver vi så ikke én eneste gang påbudt at gøre dette i Skriften? Paulus sagde »andre« (de) i 1. Korintherbrev 15:29. En kult i Paulus’ tid i Grækenland, kaldet cerinthianerne, døbte for de døde, men ingen har nogensinde sagt, at kristne skulle gøre det. (I øvrigt lærte cerinthianerne også, at Kristus kom over Jesus ved hans dåb og forlod Jesus ved korset, så kun mennesket Jesus døde, ifølge fodnoten i NIV Study Bible til 1. Johannesbrev 4:2, s. 1911.)

Inden for de eleusinske mysterier fandtes læren om renselser, der var nødvendige for salighed i efterlivet (Pindar-fragment 212, Sofokles-fragment 753). Dåb på andres vegne var kendt, jf. Orphica-fragment 245. Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 616-618, for yderligere oplysninger.

Selvfølgelig skal vi ikke efterligne mange af de skikke, som korintherne praktiserede, såsom kødelighed, umoral, sekterisme, misbrug af nadveren og benægtelse af Jesu fysiske opstandelse. Hvis det at praktisere dette i dag, som mormonerne gør, får os til at tro, at Gud krævede, at vi skulle foretage intensive slægtsforskningsstudier, så befaler 1. Timoteusbrev 1:3,4 og Titusbrevet 3:9 Guds folk ikke at hengive sig til endeløse slægtsforskninger.

Spørgsmål: Bør vi i henhold til 1 Kor 15:29-30 udøve dåb for de døde, som mormonerne lærer?

Svar: Først nogle faktiske oplysninger, der ikke er direkte relateret til svaret, og derefter svaret.

1. Det græske ord, huper, betyder »på grund af«, ikke nødvendigvis »for at«.

2. Mange mennesker blev kristne på grund af vidnesbyrdet fra kristne, der allerede var blevet martyrer.

3. Dåb betyder for alle kristne, at vi i en vis forstand alle er døde mennesker, det vil sige døde for os selv og levende i Kristus (Kolossenserbrevet 2:11-13)

Svaret: De pronomen, Paulus bruger (de, de og vi), gør det tydeligt, at Paulus aldrig sagde, at hverken han eller hans umiddelbare læsere praktiserede dåb for de døde. Paulus befalede ikke, anbefalede ikke, udførte ikke, praktiserede ikke eller sagde, at korintherne praktiserede dåb for de døde. I 1 Korintherbrevet 10:18-22 nævner Paulus, at andre ofrede til afguder, men det bør vi heller ikke gøre. Der findes intet eksempel på, at kristne udførte dåb for de døde i hele Bibelen eller i den tidlige kirke. Imidlertid praktiserede nogle religiøse kættere, kaldet cerinthianerne, dåb for de døde.

Da der hverken findes et påbud eller et eksempel herpå, og den eneste kendte praksis blev udøvet af de ikke-kristne cerinthianere, står mormonerne på temmelig usikker grund, når de gør dette til en af de vigtigste dele af deres religion.

Når Paulus talte til grækerne, brugte han tekster fra hedenske græske digtere til at understrege sandheder, som f.eks. i Apostlenes Gerninger 17:23-29. Judas brugte sande udsagn fra apokryfe bøger for at få sit budskab til at gå klart igennem hos sine tilhørere. Jesus brugte ligeledes det, der kaldes et »ad hominem«-argument, for at bevise, at han var fra Gud, da han debatterede med farisæerne i Johannes 5:31-34.

Paulus’ pointe i 1 Korintherbrevet 15:29-30 er, at selvom mange grækere ikke troede på og hånede en fysisk opstandelse (1 Korintherbrevet 15:12; Apostlenes Gerninger 17:32), så døbte de proto-gnostiske cerinthianere alligevel for de døde. Hvorfor mener de, at de har brug for at udføre dette legemlige dåbsritual, hvis legemerne er væk for evigt?

Spørgsmål: Hvad er dåb for de døde i 1 Kor 15:29-30?

Svar: Bortset fra dette vers kender vi kun til to tilfælde, begge hedenske skikke. Mandaæerne i Mesopotamien praktiserede dette, og cerinthianerne (som tilfældigvis befandt sig i Korinth) praktiserede dette. Vi har ingen beviser for, at en eneste kristen praktiserede dåb for døde mennesker.

Spørgsmål: Hvem citerede Paulus i 1 Kor 15:32-33?

Svar: Der er to supplerende svar.

1. I 15:33 („Dårligt selskab ødelægger god karakter“) citerede Paulus den græske digter Menander fra hans komedie Thais. Se også diskussionen om Apostlenes Gerninger 17:16-34.

2. I 15:32 citerede Paulus fra Esajas 22:13. Ligesom Paulus foreslog Esajas ikke, at vi skulle følge dette tomme ordsprog, men Esajas gav udtryk for de gudløse menneskers synspunkt.

Menander levede for øvrigt ca. 342–291 f.Kr. Esajas profeterede fra før 739 f.Kr. til efter 682 f.Kr. Paulus har sandsynligvis været bekendt med både Menander og Esajas.

Spørgsmål: I 1 Kor 15:36, når nogen stiller et tåbeligt spørgsmål, såsom »hvordan er det muligt for en almægtig Gud at…«, hvordan besvarer man da deres indvending med respekt, men samtidig påpeger det tåbelige i den?

Svar: Hvis der er den mindste chance for, at det er en ægte indvending, bør du besvare den. Du bør respektere den person, der stiller spørgsmålet. Men når spørgsmålet bygger på en falsk forudsætning, såsom at Gud ikke er almægtig, bør du sørge for at påpege fejlen i den falske antagelse, der ligger bag spørgsmålet.

Spørgsmål: Støtter 1 Kor 15,37 kætteriet om reinkarnation?

Svar: Nej, af følgende grunde:

1. Den herliggjorte krop er evig og dør ikke længere.

2. Denne forvandling sker kun én gang.

3. Dette er en forandring i vores legeme, ikke en udskiftning af vores legeme.

Se diskussionen om Johannes 3:3 for yderligere information.

Q: Understøtter 1 Kor 15:38-41 på nogen måde det mormonske begreb om celestiale, terrestriale og telestiale himle?

Svar: Nej. Denne analogi viser blot, at ligesom der er forskellige former for herlighed i den (ene) fysiske himmel, er der forskellige former for herlighed i den (ene) himmel. Det faktum, at Paulus gav tre eksempler (sol, måne og stjerner), betyder ikke, at der er tre himle, ligesom det heller ikke betyder, at der er fire himle, blot fordi Paulus gav fire eksempler i 1 Kor 15:39 (mennesker, dyr, fugle og fisk). Himlen ville ikke være Himlen, hvis Jesus ikke var der.

Ifølge Paulus i 2 Korintherbrevet 12:2 findes der mindst tre (unavngivne) himle. Paulus besøgte den tredje.

Spørgsmål: Er vores opstandne legeme i 1 Kor 15:44 fysisk eller åndeligt?

Svar: Paulus gav en analogi om israelitterne i ørkenen og klippen, og den analogi besvarer dette spørgsmål. Israelitterne fik vand fra en fysisk klippe, men ikke blot en fysisk klippe. Det var Kristus, der var den åndelige kraft bag den klippe. Vores opstandne legemer vil være fysiske, men ikke blot fysiske legemer. Gennem Kristus vil vi også få en yderligere åndelig dimension.

Justin Martyr (skrev ca. 138–165 e.Kr.) var en græsk filosof, der konverterede til kristendommen, som han kaldte »den sande filosofi«. Han var fuldt ud klar over de græske argumenter, der hånede en fysisk opstandelse »i kødet«, og var blandt de første til at besvare disse argumenter i værket *Om opstandelsen*. De fragmenter, vi har af dette værk, er oversat i »Ante-Nicene Fathers«, bind 1, s. 294–299

Spørgsmål: Hvorfor er Jesus i 1 Kor 15,45 den sidste Adam?

Svar: Der er vigtige paralleller mellem Adam og Jesus. Vi har arvet alvorlige konsekvenser fra Adam, herunder en fordærvet, syndig natur, der fører til døden. Alle, der tager imod Jesus som deres Herre og Frelser, modtager en ny natur og evigt liv fra Jesus.

Spørgsmål: I 1 Kor 15:45 står der, at Kristus var en livgivende ånd. Betyder det, at han ikke også havde en fysisk krop?

Svar: Nej. Kristi legeme er både åndeligt og fysisk, ikke kun åndeligt.

Spørgsmål: I 1 Kor 15:50 står der, at kød og blod ikke kan komme ind i himlen. Hvordan kan vi så opstå med fysiske legemer?

Svar: Hvem siger, at en herliggjort fysisk krop skal have jordiske egenskaber som kød og blod? Det siger Bibelen ikke. I 1 Kor 15,35-44 står der blot, at de vil være anderledes.

Spørgsmål: I 1 Kor 15:50 står der, at kød og blod ikke kan komme ind i himlen. Hvordan kan det så være, at Enoch blev taget op, så han »ikke så døden« i Hebr 11:5?

Svar: Det er klart, at den Almægtige Gud har evnen til at forvandle Enoch, så han får en herliggjort krop, uden at han oplever døden. Ligeledes vil levende mennesker, når de bliver bortrykt til himlen, muligvis ikke opleve døden af samme grund.

Sammenfattende kan Gud forvandle Enochs og de bortrykkede troendes legemer, uden at de oplever døden, på samme måde som det sker for troende, der dør.

Spørgsmål: Betyder udtrykkene »liv« og »død« i 1 Kor 15,51-52 her blot »tro« og »vantro«, som bahá’íerne lærer i *Bahá’u’lláh og den nye tidsalder*, s. 270?

Svar: Nej, Skriften er konsekvent i, at der vil finde en fysisk opstandelse sted.

Ud over 1 Kor 15,51-52, se:

Dan 12:2 »Og mange, der sover i jordens støv, skal vågne op, nogle til evigt liv, men andre til skam og evig foragt.«

Åb 20:5 »De øvrige døde kom ikke til live, før de tusind år var omme. Dette er den første opstandelse.«

1 Sam 2:6 »Herren bringer døden og giver liv; han fører ned til dødsriget og oprejser.«

Salme 49:15 »Men Gud vil frelse mit liv fra dødsriget, for han vil sikkert tage mig til sig.«

Salme 22:29: »… alle, der går ned i støvet, skal knæle for ham …«

Salme 23:6 Efter at have talt om dødens skygge i Salme 23:4 siger David: »Jeg skal bo i Herrens hus for evigt.«

Salme 49:8-9 »For hans sjæls forløsning er dyr, og ingen betaling kan nogensinde være tilstrækkelig, for at han skal leve for evigt og ikke se forfald.«

Salme 52:8-9 »Jeg stoler på Guds kærlige hengivenhed for evigt og altid. Jeg vil prise Dig for evigt … i dine helliges nærvær.«

Esajas 25:7-8 »På dette bjerg vil han [Gud] opsluge det slør, der omslutter alle folkeslag, det tæppe, der dækker alle nationer; han vil opsluge døden for evigt…«

Esajas 53:8-10 Efter at have sagt i vers 8-9, at den, der lider for os, vil blive dræbt og lagt i en rig mands grav, skal han alligevel se sine efterkommere i vers 10.

Alle disse vers er citeret fra BSB.

Spørgsmål: Hvad siger den »sidste basun« i 1 Kor 15:52 og 1 Thess 4:16-17 om trængslen?

Svar: Tilhængere af prætrængselslæren siger, at den sidste basun var en særlig basun for de troende og ikke er en af de syv basuner i Åbenbaringen. Andre peger på dette vers som en af de største mangler ved prætrængselslæren. De siger, at dette er den syvende basun i Åbenbaringen 11:15.

Spørgsmål: Hvordan kan Gud i 1 Kor 15:52-54 oprejse en troendes dødelige legeme, som er brændt til aske eller blevet ædt af løver?

Svar: Gud er almægtig, og han kan gøre alt. Videnskabeligt set overlever de fleste af vores celler (eller formerer sig og overlever) gennem vores jordiske liv, men størstedelen af de atomer, der udgør vores celler, er andre atomer end dem, der var der for syv år siden. For at blive oprejst fra de døde behøver vi altså ikke at have de samme atomer. Ligeledes er celler »mønstre« af atomer. Men Gud kan – men behøver ikke – at bruge de samme fysiske materialer (dvs. atomer), som findes i et begravet legeme. Så uanset om en kristens legeme bliver begravet eller kremeret (enten efter hendes vilje eller imod den), har det ingen indflydelse på, hvad Gud vil gøre. Nogle ser dog den kristne begravelse som et vidnesbyrd om vores sikre håb om opstandelsen.

Spørgsmål: Hvordan og hvorfor skal »det forgængelige … klædes i det uforgængelige« i 1 Kor 15,54?

Svar: Vi har ikke fået hele dette mysterium forklaret. Der findes dog nogle få naturlige eksempler, der måske kan pege på en del af svaret.

Når en busk eller et lille træ er angrebet af skimmel i alle sine blade, er den eneste måde at redde planten på at hugge den ned, så der kun står en høj stub tilbage. Toppen er væk sammen med »synden« i form af den skimmel, der har angrebet den, men rødderne er der stadig og er sunde. Planten vil ofte vokse op igen, og i den tid, det tager at spire nye blade, kan skimmelen være forsvundet, fordi den ikke havde noget sted at leve.

Hvis du troede, at mængden af DNA i en celle hænger sammen med, hvor stor eller intelligent en organisme er, vil du måske blive meget overrasket over at høre, at en frøs celle indeholder omkring 20 gange så meget DNA som en menneskecelle. Frøen skal ikke blot have det DNA, der skal til for at fungere som en vandåndende haletudse, men den skal også have DNA’et til alle overgangene og det endelige resultat, nemlig at leve som en luftåndende frø. Engle og dæmoner ser måske på os og tænker, hvor ringe og skrøbelige væsener vi er. Men vi kan altid sige: »Men se på vores åndelige DNA, som vi har fået fra vores Fader!«

Spørgsmål: Hvad kan man sige eller gøre, når man i 1 Kor 15,58 begynder at føle, at ens arbejde er forgæves?

Svar: Jeg ville ønske, vi kunne spørge Jeremias. Han havde en lang karriere, måske over 55 år, som profet. I løbet af sit liv, mens han trofast udøvede sin tjeneste og led under fængsling og attentatforsøg, så han kun en håndfuld mennesker, der troede på hans ord. Alligevel, omkring 2.600 år senere, bliver folk inspireret af Guds ord, der kom gennem ham. For at sige det på en lidt anden måde: Jeremias ville have været en elendig dommer over, hvor indflydelsesrig hans liv og arbejde ville blive.

Galaterbrevet 6:9 opfordrer os til ikke at give op, idet vi ved, at vores arbejde ikke er forgæves, hvis vi holder ud.

Vores mål er ikke at blive betragtet som indflydelsesrige eller endda at være indflydelsesrige. Vores mål er ganske enkelt at behage Gud og gøre det, han specifikt ønsker, at vi skal gøre, uanset om det forekommer stort eller småt i andres øjne. I sidste ende er glæden ved, at Gud siger: »Godt gjort, du gode og trofaste tjener!«, mere værd end alle rigdomme i denne forgængelige verden. Hold øjnene rettet mod den endelige præmie, og hold dig tæt på Gud i bøn.

Spørgsmål: I 1 Kor 16,18 står der, at vi ikke fortjener noget godt – hvordan kan disse gudfrygtige mænd så fortjene anerkendelse?

Svar: I absolut forstand fortjener vi intet fra Gud bortset fra retfærdighed (og takket være Gud skænker han os nåde).

I en relativ forstand befaler Gud os imidlertid at give anerkendelse og opmuntring til gudfrygtige ledere, der tjener Gud og andre godt.

Lidt spøgefuldt sagt ville det være svært for en kristen at arbejde for en kristen chef, der ikke gjorde denne skelnen. Chefen kunne sige: »Af alle de gode ting, du har fået i dette liv, hvad fortjener du egentlig?« Medarbejderen kunne svare: »Ingenting. Alt er ved Guds nåde og barmhjertighed.« Chefen kunne svare: »Nå, jeg er glad for, at du forstår det. Jeg havde egentlig tænkt mig at give dig en lønforhøjelse, men du fortjener den jo slet ikke!«

Spørgsmål: Hvorfor forbander Paulus i 1 Kor 16,22 mennesker, der ikke elsker (fileo) Herren?

Svar: Hvis nogle opfatter dette som om Paulus ønsker, at de skal komme i helvede, er dette ikke Guds vilje, da Ezekiel 18:23,32 og 2. Petersbrev 3:9 viser, at Gud ikke ønsker, at nogen skal gå fortabt. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Uanset om Paulus fortæller os dette, er mennesker, der ikke elsker Jesus, under en forbandelse.

2. Paulus – og vi – bør bede om, at de, der er under forbandelsen ved ikke at kende Jesus, må indse tomheden, og at Gud må sende dem de oplevelser, der skal til – selv smertefulde – for at vise dem, hvor meget de har brug for Kristus.

3. Paulus – og vi – bør bede om, at de, der udfører det forbandede arbejde med at vildlede andre, må blive ramt af fiasko.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at 1 Korintierbrevet virkelig er skrevet af Paulus?

Svar: Vi har ingen beviser, der tyder på, at Paulus ikke skrev det. 1. Korintherbrev siger det selv, og den tidlige kirke stillede aldrig spørgsmålstegn ved dette. Sytten fornikænske forfattere sagde, at 1. Korintherbrev var skrevet af Paulus. Klemens af Rom, Polykarp, Brevet til Diognetus, Irenæus af Lyon, den muratoriske kanon, Klemens af Alexandria, Tertullian, Hippolytus, Origenes, Cyprianus af Karthago, Pierius af Alexandria, Adamantius, Victorinus af Petau, Methodius, Athanasius af Alexandria, Alexander af Alexandria og Eusebius af Cæsarea.

Hvis vi antager, at Paulus døde under Nero, ville hans død være omkring år 67 e.Kr.

Spørgsmål: Hvordan ved vi i 1 Kor, at Skriften i dag er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst tre gode grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Forfattere fra den tidlige kirke frem til Det Første Nikænske Koncil (år 325 e.Kr.) citerede fra 1. Korintherbrev omkring 755 gange, uden at medregne hentydninger. De citerede 65 % af 1. Korintherbrev, idet de regnede brøkdele af vers som separate vers. Det er 282,6 ud af i alt 437 vers.

Her er de for-nikænske forfattere, der henviste til vers i 1. Korintherbrev.

1. Clemens (96-98 e.Kr.) er i grunden et brev fra Clemens, biskop i Rom, hvor han fortæller korintherne, at de skal gøre de ting, som Paulus sagde til dem for 50 år siden. I kapitel 47 nævner Clemens Apollos og Kefas

Klemens af Rom citerer 1 Korintherbrev 2:9 1. Klemensbrev kap. 34, bind 1, s. 14, bind 9, s. 239

Ignatius 1 Korintherbrevet 1:20 ¼ Citat fra Ignatius’ brev til efeserne, kap. 18, s. 56-57. Herefter følger en omskrivning, men det er en umiskendelig henvisning.

Ignatius 1 Korintherbrevet 3:16; 6:19 Hentydning Ignatius’ brev til filadelfierne kap. 7 s. 84

1 Korintherbrev 6:19 Hentydning »vi er Guds templer« i Ignatius’ brev til efeserne, kap. 15, s. 56

Papias skriver: »Som de ældste siger« og citerer 1 Korintherbrev 15:25,26, som apostlen har sagt. Derefter citerer han 1 Korintherbrev 15:27,28, fragment 5, bind 1, s. 154.

1 Kor 6:9,10b 1½ Citat fra Polykarps brev til filipperne (110–155 e.Kr.), kap. 5, s. 34

Brevet til Diognetus (ca. 130–200 e.Kr.)

Didache (120–150 e.Kr.)

Den muratoriske kanon (170–210 e.Kr.) ANF bind 5, s. 603 nævner Paulus’ to breve til korinterne samt Paulus’ øvrige 11 breve.

2. Clemensbrev (120–140 e.Kr.), kap. 11, s. 254, citerer halvdelen af 1. Korintherbrev 2:9: »Hvad intet øre har hørt, og intet øje har set, og hvad der ikke er kommet op i menneskets hjerte.«

Melito af Sardis (170–180 e.Kr.) nævner Lukas og Markus som »evangeliet«. Omtale af 1 Korintherbrevet som skrevet af apostlen. Citat fra Hebræerbrevet. »Tale om Herrens lidelse«, kap. 9, s. 760–761

Athenagoras (177 e.Kr.) siger: »med apostelens ord« og citerer derefter straks 1 Korintherbrev 15:54. De dødes opstandelse, kap. 18, s. 159

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer 1. Korintherbrev 6:12 som værende af Paulus i Irenæus’ *Mod kætterier*, bog 4, kap. 37.4, s. 519

Klemens af Alexandria spurgte, hvad denne verdens visdom var, som Paulus advarede os imod i 1 Korintherbrevet 3:19-21. *Stromata* (193-202 e.Kr.), bog 1, kap. 11

Tertullian (198–220 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 8:2 samt Galaterbrevet 1:7 og 5:7 som værende fra apostlen i *Om foreskrifter mod kættere*, kap. 27, s. 256.

Tertullian (198-220 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 15:29 i *Om kødets opstandelse*, kap. 48, s. 582

Theodotus, der sandsynligvis var montanist (ca. 240 e.Kr.), henviser til 1 Korintherbrev 15:49 i kap. 24, s. 46

Hippolytus (225–235/6 e.Kr.) citerer en del af 1 Korintherbrevet 2:13 som Skriften i *Gendrivelsen af alle kætterier*, bog 7, kap. 14, s. 107.

Julius Africanus (232–245 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 15:12 og siger, at det stammer fra apostlen, i *Brevet til Aristides*, kap. 1, s. 125

Origenes (225–253/254 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 1:24 som værende af Paulus i *De Principiis*, bog 1, kap. 2.1, s. 246. Han citerer også 1 Korintherbrev 14:15 som værende af Paulus i *De Principiis*, bog 2, kap. 2, s. 287

Cyprianus var biskop i Karthago fra ca. 246 indtil sit martyrium i 258 e.Kr. Han nævner Paulus’ første brev til korinterne og citerer derefter 1 Korintherbrev 7:10,11 i *Cyprianus’ afhandlinger – Vidnesbyrd*, kap. 90, s. 553. Han henviser også til Paulus og hans første brev til korintherne i *Treatise 12*, anden bog, kap. 1, s. 516

Gregor Thaumaturgus (240–265 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 6:13 som stammende fra apostlen i *Canonical Epistle*, kap. 1, s. 18.

Pierius af Alexandria (275 e.Kr.) citerer 6 ud af 22 ord fra 1. Korintherbrev 7:7 som stammende fra Paulus i »Fragment 1«, s. 157

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 15:29 i »Dialog om den sande tro«, femte del, kap. 23, s. 181

Arnobius i »Mod hedningerne« (297–303 e.Kr.), bog 2, kap. 7, s. 435: »Har de velkendte ord aldrig lydt i jeres ører, at menneskets visdom er dårskab hos Gud?« (1. Korintherbrev 3:19)

Victorinus, biskop af Petau i det nuværende Slovenien (martyrdød 304 e.Kr.) Nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i sin »Kommentar til den salige Johannes’ Åbenbaring«, s. 345. Han opregner Paulus’ breve som Romerbrevet, Korintherbrevene, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Thessalonikerbrevene, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Timoteusbrevene og citerer 1 Timoteus 3:15 i kap. 16, s. 345. Han fortsætter med at citere 1 Korintherbrevet 15:53 på s. 346

Methodius (270–311/312 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 7:34 som værende af Paulus. »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 1, kap. 1, s. 311.

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 2:9 som værende af apostlen Paulus og Kolossenserbrevet 1:16,17 som værende af Paulus i »Breve om den arianske kætteri«, brev 1, kap. 5, s. 293

Eusebius af Cæsarea (318–325 e.Kr.) citerer hele 1 Kor 15:55–56. »Bevis for evangeliet«, bog 4, kap. 11, s. 7

Efter Nicæa

Eusebius af Cæsarea (318–339/340 e.Kr.) skrev hele kommentarer til Lukas og 1 Korintherbrevet. *Nicene and Post-Nicene Fathers*, anden serie, bind 1, s. 41

Hegemonius (4. århundrede) citerer 1 Kor 13:8-10 som »For i det første brev til korinterne taler Paulus…« (Archelaus taler) »Disputation with Manes«, kap. 37, s. 211

Zeno (4. århundrede)

Victorinus af Rom (efter år 363 e.Kr.)

Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Nye Testamente i Festbrev 39, s. 552

Hilary af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 3:8 som »disse ord til korintherne« i værket *Om Treenigheden*, bog 8, kapitel 5, s. 139

*Synopsis Scripturae Sacrae* (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Paulus’ to breve til korintherne som en del af Det Nye Testamente. Det citerer 1 Korintherbrev 1:1–2a.

Den skismatiske Lucifer af Cagliari (370/371 e.Kr.)

Marcellus af Ancyra (ca. 374 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 3:13 som værende skrevet af apostlen. I »Om Ånden«, kap. 15.36, s. 22. Han siger også, at 1 Korintherbrev 7:6 er skrevet af Paulus. Brev 8, kap. 3, s. 117

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Ambrosiaster (efter 384 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.)

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)

Apollinaris af Laodicea (ca. 390 e.Kr.)

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.)

Gregor af Elvira (efter 392 e.Kr.)

Amphilochius (-397 e.Kr.) i Iambi ad Seleucum

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) 1 Korintherbrev 15:51,52 »den guddommelige apostel … til korintherne« Om menneskets skabelse, kap. 32.6, s. 412

Didymus den Blinde (398 e.Kr.)

Makarios/Symeon (4. eller 5. århundrede)

Maximinus (4. eller 5. århundrede)

Petilianus (4. eller 5. århundrede) henviser til 1 Korintherbrev 7:5

Timotheus af Alexandria (4. eller 5. århundrede)

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.)

Flavian af Antiokia (404 e.Kr.)

Gaudentius (efter 406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.) må virkelig have værdsat 1. Korintherbrev, for han nedskrev 44 prædikener om 1. Korintherbrev, som vi stadig har i dag. Han siger, at 1. Korintherbrev var skrevet af Paulus og Sosthenes.

Chromatius (død 407 e.Kr.)

Severian (efter 408 e.Kr.)

Niceta af Remesiana (366–ca. 415 e.Kr.)

Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.) citerer en del af 1. Korintherbrev 15:10 som værende skrevet af Paulus. Forsvar mod pelagianerne, kap. 10, s. 127

Hieronymus (373–420 e.Kr.)

Sozomen (370/380–425 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 11:12 som værende af apostlen Paulus. Sozomens Kirkens historie, bog 4, kap. 29, s. 324

Augustin af Hippo (388–430 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrev 10:17 som værende af apostlen Paulus i *Guds by*, bog 17, kap. 5, s. 345

Den semi-pelagiske Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) citerer en fjerdedel af et vers fra 1 Korintherbrevet 3:16; 4:16 som værende af Paulus i *Johannes Cassians institutter*, bog 9.3, s. 264

Marcus af Eremita (efter 430 e.Kr.)

Cyril af Alexandria (444 e.Kr.)

Hesychius af Jerusalem (-450 e.Kr.)

*Speculum* (5. århundrede)

Theodoret af Cyrus (biskop og historiker) (423–458 e.Kr.)

Varimadum (445/480 e.Kr.)

Bevis for kættere og falske bøger

Ifølge Tertullian henviser Marcion til 1. Korintherbrev.

Den gnostiske Ptolemæus henviste til 1 Korintherbrevet 2:15 ifølge Irenæus.

Kætteren Priscillian (ca. 385 e.Kr.)

Den donatistiske kætter Tyconius (efter 390 e.Kr.)

Kætteren Pelagius (416-418 e.Kr.)

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.)

Vi har stadig alle disse i dag.

3. De tidligste håndskrifter, vi har af 1. Korintherbrev, viser, at der er små variationer mellem håndskrifterne, men ingen teologisk betydningsfulde fejl.

s. 11 1 Kor 1:17–23; 2:9–12, 14; 3:1–3, 5–6; 4:3–5:5, 7–8; 6:5–7, 11–18; 7:3–6, 10–14. 7. århundrede. Stemmer overens med Sinaiticus

7. århundrede – 1968 – Det Nye Testamentes tekst.

s. 14 – 1 Kor 1:25-27; 2:6-8; 3:8-10 5. århundrede. Den alexandrinske tekst.

5. århundrede? – 1968 – Det Nye Testamentes tekst.

s. 15 (=Papyrus Oxyrhynchus 1009) 1 Kor 7:18-8:4 (slutningen af det 3. århundrede). The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts har et billede af s. 15 på s. 84. Her er dateringen:

3. århundrede – 1968 – The Text of the New Testament.

3. århundrede – 1975 – Alands tredje udgave

3. århundrede – 1998 – Alands fjerde reviderede udgave

Slutningen af det 3. århundrede (Philip Comfort og David P. Barrett i *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, 1999.)

p34 – 1 Kor 16:4-7; 10; 2 Kor 5:18-21; 10:13-14; 11:2,4,6-7 (7. århundrede) alexandrinsk tekst.

7. århundrede – 1968 – The Text of the New Testament.

s. 46 Chester Beatty II 100-150 e.Kr. 1 Kor 1:1-9:2; 9:4-14:14; 14:16-15:15; 15:17-16:22 (99 % eller 431/437 vers) samt andre dele af Paulus’ breve og Hebræerbrevet. I bogen *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* findes der et fotografi af en del af p46 på s. 192. Der står desuden på s. 197-198, at kvaliteten og de stichiometriske mærker viser, at dette er skrevet af en professionel skriver.

Første halvdel af det 3. århundrede – 1936 – Frederic G. Kenyon ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

2. århundrede, 200 e.Kr. – 1935 – Ulrich Wilken ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

200 e.Kr. – 1968 – *The Text of the New Testament*.

81-96 e.Kr. – 1988 – Young Kyu Kim ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

Ca. 200 e.Kr. – 1975 – Aland et al., tredje udgave.

Ca. 200 e.Kr. – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave.

Begyndelsen til midten af det 2. århundrede – 1999 – Den komplette tekst af de tidligste nytestamentlige manuskripter. Dette er delvist baseret på, at håndskriften ligner Papyrus Oxyrhynchus 8 (slutningen af det første eller begyndelsen af det andet århundrede) og Papyrus Oxyrhynchus 2337 (slutningen af det første århundrede) meget.

s. 61 Romerbrevet 16:23,25-27; 1. Korintherbrev 1:1-2, 2-6; 5:1-3, 5-6, 9-13; Filipperne 3:5-9, 12-16, Kolossenserbrevet 1:3-7, 9-13, 1. Thessalonikerbrev 1:2-3; Titusbrevet 3:1-5, 8-11, 14-15; Filemonbrevet 4-7. ca. 700 e.Kr.

ca. 700 e.Kr. – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

Ca. 700 e.Kr. – 1975 – Aland m.fl., tredje udgave.

Ca. 700 e.Kr. – 1998 – Aland m.fl., fjerde reviderede udgave.

Vaticanus [B] 325–350 e.Kr.

Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Gotisk [Goth] 493–555 e.Kr.

Alexandrinus [A] ca. 450 e.Kr.

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede

Se www.BibleQuery.org/1 Corinthians Manuscripts.html for mere information om tidlige manuskripter af 1. Korintherbrev.