< Bibelspørgsmål fra 1. Johannesbrev

Spørgsmål: Hvad var hovedårsagen til, at 1. Johannesbrev blev skrevet?

Svar: Johannes skrev mod dem, der forsøgte at vildlede folk: libertinske proto-gnostikere, der benægtede, at Jesus kom i kødet. Ligeledes sagde Tertullian, der skrev i 207/208 e.Kr., at det var mod antikristne såsom marcionitterne i *Mod Marcion*, bog 3, kap. 8, s. 327. Imidlertid er der nogle i dag, der er uenige, så her følger fire afsnit med en uddybende analyse.

Eksplicit: Den mest ligetil løsning ville være at spørge Johannes. Her er, hvad han sagde om, hvorfor han skrev.

a. For at vores glæde må blive fuldkommen. 1. Johannesbrev 1:4. Johannes taler også om at være fuldkommen i Guds kærlighed i 1. Johannesbrev4:12 , 17, 18.

b. For at vi ikke skal synde. 1. Johannesbrev 2:1

c. Både et gammelt og et nyt bud. (Elsk andre.) 1. Johannesbrev 2:7-8

d. Han skriver til dem, der kender Gud, har fået deres synder tilgivet og har overvundet den onde. 1. Johannesbrev 2:12-14, og til dem, der kender sandheden. 1. Johannesbrev 2:21

e. Johannes skriver om dem, der forsøger at vildlede Guds folk. 1. Johannesbrev 2:26

f. Han skriver til de troende, så de kan vide, at de har evigt liv. 1. Johannesbrev 5:13. Ifølge NIV Study Bible, s. 1908, bruger 1. Johannesbrev ordet »vide« 42 gange.

Bemærk, at de grunde, Johannes angiver, går fra det generelle til det specifikke. Punkt a og c sætter den generelle ramme for det, Johannes vil sige. Punkt d er ikke så meget en grund til, at Johannes skriver, men snarere en påmindelse om, hvorfor Johannes skriver til dem. Uanset hvad nogen hævder er hovedpointen i 1. Johannesbrev, bør det relatere sig til det, Johannes selv hævder er hovedpunkterne i 1. Johannesbrev, især punkt b, e og f.

Absolut: Af de 104 vers er her en oversigt over de vigtigste emner, der dækker 90 % af versene. Dette er tilsyneladende de hovedpunkter, som Johannes lagde vægt på.

Sammenligning: Fælles træk ved 1., 2. og 3. Johannesbrev

a. Pas på vildledere, der benægter, at Jesus er kommet i kødet. 1. Johannesbrev 2:18-19,26; 4:1-3; 2. Johannesbrev 7

b. Glæden skal være fuldkommen. 1. Johannesbrev 1:4; 2. Johannesbrev 4,12; 3. Johannesbrev 3

c. Sandhed 2. Johannesbrev 1-4; 3. Johannesbrev 1, 3, 4, 8, 12

Kærlighed 2. Johannesbrev 1,3

d. Vandre i kærlighed og sandhed.

e. Der er meget at skrive, men jeg vil hellere tale ansigt til ansigt end at bruge pen og blæk. 2. Johannesbrev 12; 3. Johannesbrev 13

Historisk baggrund: Johannes udøvede primært sin tjeneste i Lilleasien, og 1. Johannesbrev blev sandsynligvis skrevet mellem år 70 og 110 e.Kr. Her er nogle af de kætterier, der fandtes dengang.

a. Billig nåde (Judasbrevet 4,8; Åbenbaringen 2:2,6,14-15,20-23). Dette diskuteres af Eusebius af Cæsarea (3:28 -29;4:14 ) og Irenæus (26)

b. Jøder og judaister (Åbenbaringen 2:9; 3:9). Disse nævnes af Irenæus (26) og Ignatius i brevet til filadelfierne

c. De, der benægter, at Jesus kom i kødet. Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) nævner doketisterne, og Polycarp, kap. 7 (110–155 e.Kr.), henviser til 1. Johannesbrev 4:3

d. Falske apostle og lærere samt fornægtelse af de sande apostle (Åbenbaringen 2:2. Nævnt af Irenæus og Eusebius af Cæsarea)

De, der forlod kirken på grund af den kætterske kombination af at benægte Jesu komme i kødet, antinomisme og en anden apostolisk autoritet, udgør tre af de fem punkter i den libertinske gnosticisme. (De to andre punkter er en fantasifuld mytologi om halvguder og troen på, at Gud i Det Gamle Testamente var ond og forskellig fra Gud i Det Nye Testamente.) Vi ved en hel del om den gnostiske kætteri gennem de kristne skrifter af Irenæus, Hippolytus, Eusebius og andre, og det passer perfekt bortset fra én ting: Gnosticismen var først senere en identificerbar bevægelse. Imidlertid var der proto-gnostiske elementer til stede, såsom kætterierne hos Simon Magus, den libertinske proto-gnostiker Cerinthus og muligvis doketisterne. Ifølge Irenæus, der hørte dette fra Polycarp, Johannes’ discipel, fordømte Johannes personligt Cerinthus. Dette er nedskrevet i Eusebius’ »Kirkehistorie« 3:28; 4:14. Irenæus’ »Mod kætterierne«, bog 3, kap. 3.4, s. 416 (182–188 e.Kr.) nævner også Cerinthus og episoden i badet med Johannes.

Konklusion: Analyserne af den eksplicitte, absolutte, komparative og historiske kontekst har det fælles element, at de advarer mod vildledere, der benægter, at Jesus kom i kødet. Hovedpointen i 1. Johannesbrev synes at være at advare hjorden i sandhed og kærlighed mod dem, der

1. benægter, at Jesus kom i kødet

2. ikke adlyder Guds bud

3. ikke udøver kærlighed til brødrene

Spørgsmål: Hvem var gnostikerne i 1 Joh 1?

Svar: Gnosticismen var en gruppe af kætterier, der ønskede at blande fantasifuld græsk tænkning med kristendommen. Gnostikerne nævnes ikke specifikt i 1. Johannesbrev. Alle gnostikere troede på fantasifulde, guddommelige væsener, og de troede, at Kristus blot var én af dem. De troede, at Gud i Det Gamle og Det Nye Testamente var forskellige, og at Gud i Det Gamle Testamente var ond eller i det mindste tåbelig og vildledt. Gnostikerne accepterede evangelierne, men afviste de fleste eller alle Paulus’ skrifter. De havde yderligere skrifter, som varierede. Der var to typer gnostikere: de libertinske og de asketiske. Alle gnostikere hævdede, at den fysiske krop ikke havde nogen betydning, kun esoterisk åndelig viden. De libertinske gnostikere konkluderede, at det var i orden at synde alt, hvad man ville, med kroppen. De asketiske gnostikere konkluderede, at man skulle leve i cølibat, aldrig gifte sig og behandle sin krop hårdt.

Som en sidebemærkning tilbad den basilidiske gnostiske sekt »Abrasay« som sin højeste guddom. Det blev betragtet som magisk at fremsige »abrasadabra«, hvilket senere blev forvansket til »abracadabra«, som er et meningsløst ord, som tryllekunstnere bruger i dag. Dette er ifølge www.worldwidewords.org.

Det forekommer meget rimeligt, at 1. Johannesbrev henvender sig til gnostikerne, bortset fra én ting: Gnosticismen var først fuldt udviklet 50 til 100 år senere. Imidlertid var proto-gnosticismen udbredt på det tidspunkt, og Eusebius beretter, at Johannes stødte på proto-gnosticismen hos kætteren Cerinthus. Derfor mener mange, at 1. Johannesbrev i høj grad blev skrevet for at bekæmpe proto-gnosticismen. Se det forrige spørgsmål for yderligere diskussion. For flere henvisninger til kætteriet gnosticismen, se diskussionen om 2. Johannesbrev 7.

Spørgsmål: Er det sandt, at Johannes i 1 Joh skriver alle sine inspirerede værker med én kætter, den gnostiske Cerinthus, i tankerne, som en katolik har hævdet?

Svar: Johannes kendte til Cerinthus, men Cerinthus var ikke gnostiker, selvom der var ligheder i troen. Her følger nogle oplysninger om Cerinthus og derefter om gnostikerne.

Cerinthus var en tidlig kætter, som man kunne kalde en proto-gnostiker. Kirkens historiker Eusebius beretter, at Polycarp, en discipel af apostlen Johannes, sagde følgende om Johannes. »Og der er dem, der har hørt fra ham, at Johannes, Herrens discipel, da han var på vej for at bade i Efesos og så Cerinthus derinde, løb ud af badehuset uden at have badet og råbte: ’Lad os flygte, for at ikke selv badehuset skal styrte sammen, fordi sandhedens fjende er derinde.’«

Kirkeskribenten Irenæus (182–188 e.Kr.) skrev imod Cerinthus. Her er, hvad Irenæus sagde i *Irenæus mod kætterierne*, bog 1, kap. 26, s. 351–352.

»Cerinthus, en mand, der var uddannet i egypternes visdom, lærte, at verden ikke var skabt af den primære gud, men af en vis magt, der var langt adskilt fra ham og på afstand af det Fyrstedømme, som er det højeste over universet, og uvidende om ham, der står over alt. Han fremstillede Jesus som ikke født af en jomfru, men som søn af Josef og Maria i henhold til den almindelige menneskelige forplantning, selvom han ikke desto mindre var mere retfærdig, klog og vis end andre mennesker. Desuden steg Kristus efter hans dåb ned over ham i form af en due fra den højeste hersker, og at han derefter forkyndte den ukendte Fader og udførte mirakler. Men til sidst forlod Kristus Jesus, og at Jesus derefter led og opstod igen, mens Kristus forblev lidelsesfri, i og med at han var et åndeligt væsen.” [De følgende afsnit omhandler andre grupper, ebionitterne, derefter Cerdo og derefter Marcion.]

Cerinthus delte med nogle gnostikere en tro på, at verdens Skaber var et andet væsen end den Højeste Gud, at Kristus og Jesus var forskellige, og at Kristus kom over Jesus. En anden kætter, som Irenæus diskuterer, er imidlertid Marcion, og gnostikerne stammede generelt fra Marcion, ikke fra Cerinthus.

Cerinthus, Marcion og gnostikerne generelt nåede sandsynligvis frem til nogle af deres konklusioner, fordi deres græske kultur lærte dem, at Gud ikke kunne have følelser eller på nogen måde blive påvirket [følelsesmæssigt] af sin skabelse. Platon lærte, at der fandtes to verdener: den nedre verden, det vi kalder virkeligheden, og den højere verden af idealer. Det er derfor ikke overraskende, at nogle af disse kætterske synspunkter dukkede op mere end én gang, da de stammede fra den fælles kilde, den græske filosofi.

Gnostikerne var faktisk ikke én gruppe, men mere end 30 forskellige grupper. Mange gnostikere mente, at de skulle leve et sparsommeligt, asketisk liv og aldrig gifte sig, mens mange andre mente, at man kunne leve, som man havde lyst, da kroppen alligevel ikke havde nogen betydning. Gnosticismen kom først til fuldt udspring (som ukrudt) længe efter Johannes’ død, men proto-gnostiske trossætninger fandtes allerede i Johannes’ tid.

Som en sidebemærkning har jeg aldrig nogen steder læst, at Cerinthus eller gnostikerne havde nogen særlig opfattelse af nadveren, kirkens fysiske institution, at frelsen sker alene ved tro, sakramenterne eller kirkens hierarkiske natur.

At sige, at de troede, at synder virkelig blev udslettet, er forkert, fordi de ikke troede, at der fandtes synd i den samme forstand, som Bibelen taler om synd.

Det er forkert at sige, at alt, hvad Johannes skrev, var rettet mod Cerinthus, af mindst tre grunde.

1. Selvom Johannes helt sikkert havde kættere i tankerne i 1. Johannesbrev, var han imod alle, der benægtede, at Jesus Kristus kom i kødet, eller benægtede, at troende bør leve et helligt liv. Johannes begrænsede sig på ingen måde til blot Cerinthus, men sagde snarere, at »... mange falske profeter er gået ud i verden...« (1. Johannesbrev 4:1)

2. Den katolske påstand om, at alle Johannes’ skrifter var rettet mod én kætter eller endda flere kættere, reducerer hele rigdommen i Johannes’ forfatterskab til blot ét lille punkt. Hvis man skulle reducere alt, hvad Johannes skrev, til ét punkt, så er det at tro, at Jesus er Guds enbårne Søn, der er pointen – ikke at tro imod Cerinthus. Desuden er det ganske vist rigtigt, at 1. Johannesbrev primært blev skrevet for at beskytte mod »mange falske profeter«, men 3. Johannesbrev havde andre hovedpunkter, herunder den splittende menighedsleder Diotrephes.

3. Det lyder, som om denne katolske person ikke kun er ude af trit med Bibelen, men også med den katolske pave og den moderne katolske kirke. Den katolske kirke har udsendt en erklæring, der i det væsentlige siger, at Luthers lære om retfærdiggørelse »er i orden«. Det betyder ikke, at de er omvendt, eller endog at de er enige i Luthers lære, men snarere at den tolereres. Det ser ud til, at han forsøger at gøre moderne konservative kristne til gnostikere eller i det mindste til tilhængere af Cerinthus.

Du kan være sikker på, at konservative kristne ikke tror på

at Skaberen og den højeste Gud er forskellige,

at Jesus og Kristus er to forskellige personer,

at vi skal leve vores liv på en måde, der er mindre end hellig,

eller at vi skal falsk beskylde en gruppe for at være en gammel kætteri ved at fordreje nogle af faktaene og udelade de fleste af de andre fakta.

Afslutningsvis vil jeg sige, at selvom jeg mener, at paven tager meget fejl, og jeg ser mange alvorlige fejl i den katolske lære, har jeg ikke desto mindre mødt nogle få katolikker, som jeg mener var sande troende. De fulgte ikke nødvendigvis alle de katolske læresætninger til punkt og prikke (det gør faktisk kun få katolikker), men hvor de så en forskel mellem, hvad Bibelen lærte, og hvad den katolske kirke lærte, fulgte de Bibelen.

Ved du, at der ikke er nogen protestanter i himlen? Der er heller ingen katolikker eller ortodokse i himlen. Der er kun mennesker, frelst af Jesus, som måske har været protestanter, katolikker eller ortodokse, men det vigtigste for dem var at følge Jesus.

Spørgsmål: Hvilket formål har dette afsnit i 1 Joh 1,1-4, i forhold til blot at starte med vers 5?

Svar: Der er tre formål, som 1. Johannesbrev 1,1-4 tjener.

Grundlæggende hviler Johannes’ åndelige liv ikke på lære eller et »Kristus-begreb«. Det hviler ikke på en Kristus, der var en slags fantom. Det hviler på et levende væsen, der antog virkeligt kød og blod.

Med autoritet fremhæver Johannes sine kvalifikationer som øjenvidne til Kristus og til det, Jesus lærte og gjorde, helt fra begyndelsen.

Da Johannes var sammen med Kristus fra begyndelsen, bør du naturligvis være interesseret i, hvad han har at sige om at følge Kristus.

Johannes lægger her vægt på fællesskabet med Gud, fællesskabet med andre og fællesskabets fuldkommenhed. Senere i bogen understreger han, hvordan vi skal elske Gud og andre.

Spørgsmål: I 1 Joh 1 – blev denne bog primært skrevet til at blive læst af jødiske kristne, som den hyperkalvinistiske John Gill lærte?

Svar: Nej. Gill lærte, at hovedpointen i 1. Johannesbrev primært var rettet mod jødiske kristne for at understrege, at frelsen er for hele verden. Gills fortolkning understøtter en ejendommelig fortolkning af 1. Johannesbrev 2:2. Jeg kender dog ingen nyere forfatter, der har givet et tilstrækkeligt grundlag for denne opfattelse, og ingen forfatter fra før det nikænske koncil har nogensinde forstået denne bog på denne måde.

Spørgsmål: Taler Johannes i 1 Joh 1,1-4 om sin oplevelse som kristen eller om sin oplevelse som discipel og øjenvidne til Jesus?

Svar: Selvom kristne oplever Kristus i deres liv, henviser Johannes til sin oplevelse som øjenvidne i sin egenskab af Jesu discipel.

På den ene side synes det at være en stor velsignelse at have set Jesus, da han var på jorden. På den anden side sagde Jesus i Johannes20:29 , at de var mere velsignede, som ikke så og alligevel troede.

Spørgsmål: I 1 Joh 1,3 siger Johannes, at vores fællesskab med hinanden ligner vores fællesskab med Faderen og Sønnen. Hvad er aspekterne ved fællesskabet?

Svar: Det græske ord her, koinonia, blev uden for Bibelen brugt om forretningspartnere, medejere af en ejendom eller aktionærer. Dette ord, eller dets afledninger, forekommer over tres gange i Det Nye Testamente. Det henviser til en fælles tro (Filemon 6), fælles ejendom (ApG 2,44; 4,32) og partnerskab i evangeliet (Filipperne 1,5).

Spørgsmål: Hvad mener Johannes helt præcist i 1 Joh 1,4 med at gøre glæden fuldkommen? Lignende udtryk bruges i Joh 15,11; Joh 16,22-24; 17,13.

Svar: Nogle håndskrifter siger »vores glæde«, mens andre siger »jeres glæde«. Uanset hvad betyder »vores glæde« – som også omfatter brevets læsere – i sidste ende Helligåndens glæde, når vi bliver i Kristus. Hvis du bliver i Kristus, vil du have fællesskab med Kristus og hinanden, og du vil tro på og adlyde Gud. Vi modtager Helligåndens glæde, når vi først tror, men i vores kristne liv kan glæden svinge op og ned. Der er ting, der kan stjæle vores glæde, såsom at tro forkerte ting om Gud, at være ulydig mod Ham og at elske verden i stedet for at elske Gud.

Spørgsmål: Hvorfor lægger Johannes så stor vægt på lyset i 1 Joh 1,5-7; Joh 1,4-5,7-9; 3,19-21; 8,12; 9,5; 12,35-36,46; Åb 21,23? Hvorfor sagde han ikke bare: »Hør her, folkens, følg reglerne!«?

Svar: På det ene plan understreger han, at de, der vandrer med Gud, ikke vil fortsætte med at synde. Dette er både en advarsel i vores eget liv og en måde at skelne falske lærere fra de sande. Falske lærere siger ofte, at det er i orden at synde. På et andet plan bruger Johannes metaforen om lyset til at understrege, at retfærdighed ikke blot er regler, vi følger, eller noget, vi gør, men noget, vi er, og som vi besidder. Det er i orden at beslutte sig for ikke at begå en synd, selvom en del af os måske gerne vil, fordi »reglerne siger det«. Men det er langt bedre at nå til det punkt, hvor vi beslutter os for ikke at begå en synd, fordi vi simpelthen ikke har lyst til det, ud fra hvem vi er.

Spørgsmål: Hvordan kan der i 1 Joh 1,5 ikke være mørke hos Gud?

Svar: Der er intet mørke, når man ser på et lys; en skygge opstår kun, når noget blokerer for lyset. Synder er som skygger, hvor lyset er blokeret. I Efeserbrevet 5:8 opfordres vi til at være lysets børn.

Spørgsmål: I 1 Joh 1,5: Under hvilke omstændigheder bør man nogensinde »synde for Guds skyld«?

Svar: Aldrig. Vi viser vores kærlighed til Gud ved at adlyde ham. Enten ønsker Gud, at vi skal gøre noget, eller også ønsker han, at vi skal gøre noget andet, eller også ønsker han ikke, at vi skal gøre noget som helst i en given situation.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i 1. Johannesbrev 1:7 mellem at vandre i overensstemmelse med lyset og at vandre i lyset?

Svar: Hvis man vandrer efter lyset, vandrer man i overensstemmelse med kendskabet til sandheden og adlyder de bud, der er givet. Johannes kræver dog mere af os end blot at vandre efter lyset. Vi skal vandre i lyset, forblive i Jesus og leve vores liv – ikke blot ved at adlyde ham, men også i et dagligt forhold og et kærligt fællesskab med ham.

Spørgsmål: I 1 Joh 1,7 renser Kristus os jo for al synd, så hvorfor synder kristne stadig?

A: Vi er stadig i færd med at blive helliget. Kristi forsoningsoffer var ikke kun nødvendigt for at give os tilgivelse for de synder, vi begik, før vi blev frelst, men også for de synder, vi begår, efter at vi er blevet frelst, som det fremgår af 1. Johannesbrev 1:7.

Q: Læg mærke til verbet »renser« i 1 Joh 1,7. Hvorfor er det nødvendigt, at Jesu blod renser os for synd lige nu? Hvordan fungerer det?

Svar: Jesus fjernede den retlige skyld for vores synder på korset, men Gud ønsker, at vi nu skal stræbe efter at blive mere lig Kristus. Vi synder stadig og bærer konsekvenserne af vores synder, og Gud ønsker, at vi i stadig større grad skal afspejle Kristus i vores liv.

Spørgsmål: I 1 Joh 1,7 – da Jesus tilgav alt på korset – hvad synes du så om den lære, der siger, at vi, efter at vi er kommet til Kristus, ikke længere skal bekende vores synder eller bede om tilgivelse?

A: Det er ikke det, Johannes lærte. Vi skal bekende vores synder ifølge 1. Johannesbrev 1:9, Jakob 5:16 og Salmerne 32:5 og 38:18. Vi beder specifikt Gud om at tilgive vores synder i Mattæus 6:12. *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 886, skelner mellem tilgivelse for den ikke-troende, der bliver kristen, og »familiær tilgivelse«, som f.eks. når en søn beder sin far om tilgivelse, men ved, at hans plads som søn er sikker.

Spørgsmål: Hvem er det, der bedrager i 1 Joh 1:8? Hvordan bedrager mennesker sig selv?

Svar: Her bedrager en person sig selv.

a) Mennesker kan bedrage sig selv med hensyn til sandheden; de tror, at ting er sande, når de ikke er det, eller at ting er falske, når de er sande. Mennesker kan tro, at ting er uklare og tågede, når de i virkeligheden er krystalklare i Bibelen.

b) Mennesker undlader at beskytte deres hjerte og bliver bedraget der. De tror, at det at begå en synd gentagne gange – eller endda bare én gang – vil gøre dem lykkeligere. De tror, at de ikke kan leve uden en vis synd, eller at de ikke er i stand til at gøre det rigtige.

c) Mennesker retfærdiggør deres synd. De hævder, at de ikke havde noget andet valg, eller at de var nødt til at gøre noget for at opfylde deres behov.

Spørgsmål: Hvorfor står der i 1 Joh 1,10, at Hans ord »ikke er i os«, hvis vi hævder, at vi ikke har syndet?

Svar: Der er to aspekter her.

Aldrig syndet: Hvis nogen hævdede, at de aldrig har syndet, ville de ikke mene, at de har brug for en frelser. De ville dermed sige, at Bibelens ord om, at alle har syndet, og at de har brug for en Frelser til at forløse dem, er falske. Det er skræmmende at tænke på, at de dermed ville fortælle Gud, at de ikke har brug for Hans nåde.

Synder ikke længere: Hvis nogen hævdede, at de plejede at synde og havde brug for en frelser dengang, men ikke synder længere, så hævder de, at de ikke længere har brug for Guds nåde, kun for fortiden. De har sandsynligvis et meget snævert syn på synd. En gang spurgte en kristen en »hellighedsprædikant«, om han var syndfri og perfekt, og hellighedsprædikanten svarede, at ja, det var han nu. Den kristne bad ham derefter om sin kones telefonnummer, og hellighedsprædikanten spurgte hvorfor. Den kristne sagde, at han ville ringe til hende og høre, om hun ville sige, at han aldrig mere syndede. Hellighedsprædikanten trak derefter sine ord tilbage og sagde, at det ikke var sådan, at han ikke længere »begik fejl«, men blot at han ikke syndede. Han betragtede ikke små forseelser som synder.

Spørgsmål: Er Kristus i 1 Joh 2,2 det sonende offer for hele verdens synder? Hvis ja, vil alle da blive frelst?

Svar: Nej. Nogle kan modtage Guds nåde forgæves (2. Korintherbrev 6:1). Evangeliets budskab har ingen værdi for nogle mennesker, fordi det ikke er forenet med tro, som Hebræerbrevet 4:2 viser.

Spørgsmål: I 1 Joh 2,2, henviser »hele verden« da til alle mennesker eller alle slags mennesker?

Svar: Ægte kristne er uenige herom og har to forskellige synspunkter.

De fleste kalvinister må fortolke dette som »for de udvalgte i Israel og i hele verden« og »gyldigt overalt i verden« ifølge Geneva Study Bible. Ellers falder deres teologi sammen. Men selv hårde kalvinister, såsom A.W. Pink, ville indrømme, at 1. Johannesbrev 2:2 i det mindste »tilsyneladende« understøtter begrebet om en universel forsoning. Amyraldianere og 4½-punkts-kalvinister, som accepterer både universelle og begrænsede aspekter af forsoningen, tilslutter sig den næste opfattelse. Til orientering er her den tidligste kristne, der skrev om 1. Johannesbrev 2:2 og forkyndte en opfattelse, der ligner denne.

Augustin (ca. 400 e.Kr.) fortolkede i sin kommentar til 1. Johannesbrev 1 Johannes 2:2 som henvisende til kirken i hele verden. Augustin af Hippo troede også, at døbte spædbørn, der døde, alle vil komme i himlen, og at udøbte spædbørn alle vil komme i helvede, så kalvinister bør ikke være for hurtige til at henvise til Augustin for at få støtte her.

Alle andres opfattelse: Det græske betyder, hvad der står. Martin Luther skrev, da han nævnte 1. Johannesbrev 2:2: »Det er et åbenlyst faktum, at også du er en del af hele verden; således at dit hjerte ikke kan bedrage sig selv og tænke: Herren døde for Peter og Paulus, men ikke for mig.«

Som reference kan nævnes nogle kristne, der troede, at Kristus sonede for hele verden, herunder

Klemens af Alexandria (193-217/220 e.Kr.) citerer i *The Instructor*, bog 3, kap. 12, s. 295, 1. Johannesbrev 2:2 og forstår det, som det står.

Origenes (225–254 e.Kr.) nævner dette vers og 1. Timoteusbrev 4:10 som gældende ikke kun for slaver, kvinder og børn, men også for de kloge og de enfoldige i Origenes’ *Mod Celsus*, bog 3, kap. 49, s. 484.

Athanasius (ca. 297–373 e.Kr.) *Inkarnationen af Ordet*, kap. 7.5, s. 40. »For det tilkom ham endnu en gang både at føre det forgængelige til uforgængelighed og at bevare Faderens retmæssige krav på alle intakt. … og værdig til at lide på alles vegne og til at være ambassadør for alle hos Faderen.« Se også *Mod hedningerne*, kap. 1.4, s. 6.

Gregor af Nazianzus (ca. 330–391 e.Kr.) »Om Theofani, eller Kristi fødselsdag«

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) Første kateketiske forelæsning I

Johannes Chrysostomos (ca. 392–407 e.Kr.) talrige

Prosper af Aquitaine (ca. 420 e.Kr.) Svar til gallerne, artikel 8 mente, at Kristus døde både for de udvalgte og de fortabte, der hørte evangeliet. (Prosper accepterede også definitive aspekter, som det fremgår af artikel 9.)

Se også diskussionen om 1. Johannesbrev 1.

Spørgsmål: Betyder ordet i 1 Joh 2,2; 4,10 »soningsoffer« eller »renselse fra synd«?

Svar: Det græske ord her, hilasmos, bruges kun i disse to vers. Nogle forskere (Westcott og Dodd) har fortolket dette som at betyde renselse fra synd, i den forstand at der nu ikke længere er nogen synd. RSV har »soning for synd«.

Imidlertid bruges substantivet hilasterion i Romerbrevet 3:25, og verbet hilaskomai bruges i Lukas 18:13 og Hebræerbrevet 2:17. På disse steder henviser det til forsoningsofferet eller syndens forsoning. Som det står i Evangelical Commentary on the Bible, s. 1180: »Betegnelsen soningsoffer betyder et forsonende offer: Kristus stiller Guds vrede mod synden tilfreds (4:10). Han er ikke blot den soning (RSV), som Gud har givet for at ophæve syndens skyld.« Dette understøttes yderligere af, at 1. Johannesbrev 2:1 siger, at Jesus går i forbøn for os, hvilket her tyder mere på en juridisk sammenhæng end på en lægelig sammenhæng.

I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 12, s. 314, står der, at der ikke er enighed om, hvilken betydning der er den primære, men det påpeges, at ordet i græsk litteratur blev brugt om et offer, som den skyldige bragte for at formilde den, der var blevet krænket. Wuests »Expanded Translation« inddrager begge aspekter og oversætter dette som »sonende tilfredsstillelse« både i 1 Joh 2:2 og 4:10.

Spørgsmål: Er 1 Joh 2,3-5 i modstrid med, at man bliver frelst ved nåde?

Svar: Nej, det supplerer det. Uden vers som disse ville læren om frelse ved nåde mangle nogle brikker. Se diskussionen om Jakob 2:17 og de tre spørgsmål om Efeserbrevet 2:5-8 for mere information.

Spørgsmål: I 1 Joh 2:7, hvor nogle oversættelser har »Kære venner« (BSB har »Elskede«), hvilke slags venner er der tale om?

Svar: Der findes et særligt græsk ord for venskabskærlighed (phileo), men det er ikke det ord, der bruges her. Ordet her er agapetoi, som betyder modtagere af agape-kærlighed.

Venner kan ganske enkelt være personer, man har det sjovt sammen med, når man udfører en fælles aktivitet. Når du eller de holder op med den aktivitet, er der ikke mere tilbage af det venskab. Selvfølgelig udøver vi tjeneste, tilbeder og gør andre fælles ting sammen med andre kristne, men jeg håber, at dit venskab med andre kristne er meget mere end blot dette.

Venner kan også være dem, du har kærlighed til, eller som du nyder at være sammen med. Du kan tale ting igennem med dem, eller I kan endda mødes, selv når I ikke har noget vigtigt at tale om. I nyder bare at være sammen.

Venner kan være dem, du ville ofre næsten alt for. Dine venner kan stole på, at du gør det, der er bedst for dem, når de kommer ud for svære tider. Og du kan også stole på dem.

Johannes’ brug af dette udtryk omfatter måske alt undtagen det første, fordi han sandsynligvis ikke kendte alle sine læsere personligt.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i 1 Joh 2,6 vandre, som Jesus vandrede?

Svar: Dette henviser ikke til at gå i sandaler, at vandre i Galilæa eller andre fysiske ting. Denne metafor betyder at leve vores liv, som Jesus ville gøre, eller som Jesus ønsker, at vi skal leve.

Spørgsmål: Skriver Johannes i 1 Joh 2,7-8 om et gammelt bud eller et nyt bud?

Svar: Johannes fortæller os poetisk, at han skriver om både nye og gamle aspekter af, hvad der er et gammelt bud.

Spørgsmål: Hvorfor lægger Johannes i 1 Joh 2,12-14 vægt på fædre, unge mænd og små børn?

Svar: Skriften siger ikke, hvorfor Johannes, gennem Guds suverænitet, valgte dette poetiske udtryk. Vi kan dog se, at en person kan have forskellige roller i menigheden, nogle gange samtidigt. Her er min opfattelse.

Nye troende (børn) bør koncentrere sig om, at deres synder er blevet tilgivet, at de har et nyt liv, og at de har et forhold til Gud.

Medarbejdere (unge mænd) bør fokusere på (både indadtil og udadtil) at overvinde den onde, være stærke i Herren og lade Guds ord leve i dem.

Ledere (fædre) bør i al deres travle arbejde og ledelse ikke miste det forhold til Gud af syne, som de havde som børn.

Spørgsmål: Hvordan falder de fleste synder i disse tre kategorier i 1 Joh 2,16?

Svar: Læg mærke til, at der her ikke blot er tale om synder, men snarere om den syndige motivation, der fører os til at synde.

Kødets (sarx) begær henviser til det, der tilfredsstiller vores kropslige lyster, hvad enten det er sex, frådseri, druk eller stoffer.

Øjnets begær henviser til det, der lokker, hvad enten det er rigdom, skønhed, flotte huse, fine biler eller materielle ejendele.

Livets stolthed henviser til det medfødte ønske hos mange om at fortælle verden: »Jeg er noget, på grund af mine egne præstationer«, eller »Jeg er bedre end dig«. Paradoksalt nok kan en person, der ikke udmærker sig i noget, føle sig underlegen, fordi vedkommende tror, at det er målestokken for sin værdi. Mange unge, der vokser op, har en tendens til at bedømme deres selvværd ud fra deres udseende, deres akademiske præstationer eller deres sportslige præstationer.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved ordet for »livets stolthed« her i 1 Joh 2,16?

Svar: Det er kun ét ord på græsk, alazoneia, selvom det kræver tre engelske ord for overhovedet at komme tæt på dets egentlige, præcise betydning. I Bibelen bruges det kun her og i Jakob 4,16.

Måske ligger den nøjagtige betydning et sted mellem en person, man ikke kan holde ud at se på på grund af vedkommendes stolte arrogance, og en person, der er komisk at se på på grund af vedkommendes fjollede dumhed. – Sådan vil du ikke være.

Her er, hvad en alazon er, ifølge den græske forfatter Theophrastus.

»En alazon er den slags person, der står på molen og fortæller fuldstændig fremmede, hvor mange penge han har til søs, og udbreder sig om sine investeringer, hvor store de er, og hvilke gevinster og tab han har haft, og mens han spinder sine historier, sender han sin dreng til banken – hvor hans saldo er en shilling. Hvis han nyder selskabet på rejsen, er han tilbøjelig til at fortælle, hvordan han tjente under Alexander den Store, hvordan han kom ud af det med ham, og hvor mange juvelbesatte bægre han bragte hjem; og til at diskutere de asiatiske håndværkere, hvor meget bedre de er end nogen i Europa – selvom han aldrig har været væk fra Athen. Han vil sige, at han fik en gratis tilladelse til eksport af tømmer, men ikke benyttede sig af den for at undgå ondskabsfuldt sladder; og at han under kornmanglen brugte mere end 1.500 pund på gaver til trængende borgere. Han vil bo i et lejet hus og fortælle enhver, der ikke kender kendsgerningerne, at dette er familiens bolig, men at han har tænkt sig at sælge det, fordi det er for lille til hans selskaber. (Theophrastus’ »Karakterer«, citeret i Dodd, »Johannine Epistles«, s. 42). Dette er fra »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 12, s. 321-322.

Spørgsmål: Hvordan kan der i 1 Joh 2:18,22 være mange antikristne?

Svar: Der er kun én Antikrist, men før ham vil der være mange mindre antikrister. Der er kun én primær Antikrist ifølge Mattæus 24:4-5,26; Markus 13:6,14; Lukas 21:8; Daniel 9:26-27; 11:36-37; 2. Tessalonikerbrev 2:3-4; og Åbenbaringen 13:1-10. Der er imidlertid mange mindre antikristne, som 1. Johannesbrev 2:18,22 og 2. Johannesbrev 7 viser. Der kan være en sammenhæng mellem, at nogen har antikrists ånd i sig (1. Johannesbrev 4:3), og det, som psykologer beskriver som et messiaskompleks.

Følgende personer har enten fremsat følgende påstande, eller også har andre fremsat følgende påstande om dem.

Her er en delvis liste over personer, som andre har kaldt Antikrist.

Se diskussionen om 2. Johannesbrev 7 for mere information.

Spørgsmål: Hvordan kan det i 1 Joh 2:19 være traumatisk, at de falske lærere forlader menigheden?

Svar: Selvfølgelig kunne deres falske lære føre nogle på afveje, men når de vælger at forlade menigheden, eller bliver bedt om at forlade den, kan nogle måske sætte spørgsmålstegn ved de ortodokse lederes klogskab i at reducere deres antal, eller beskylde de ortodokse for at skabe splid. The Expositor’s Bible Commentary, bind 12, s. 324-325, mener, at det var frivilligt fra de falske læreres side. Uanset hvad kan dette dog være forvirrende for nye troende.

Spørgsmål: Hvorfor nævner Johannes i 1 Joh 2,20 vores salvelse fra den Hellige her?

Svar: Der er fire sandsynlige årsager.

a) Vi modtog frelsen på grund af vores salvelse med Helligånden, da vi kom til Kristus.

b) Vi bevarer frelsen, fordi Helligåndens salvelse holder os i Herren.

c) Dette er ikke en salvelse, der giver os ret til at leve, som vi vil, men en salvelse fra ”den Hellige”.

d) Nogle gnostikere, såsom naassenæerne, pralede af en særlig salvelse. »Vi alene af alle mennesker er kristne, som fuldender mysteriet ved den tredje port og der bliver salvet med ordløs salve.« (Philosophumena, bind 9, s. 121-122) Dette er citeret fra Dodds Johannine Epistles, s. 61, og The Expositor’s Bible Commentary, bind 12, s. 325. Dette kunne have været profetisk, eller også kunne proto-gnostikerne have gjort det samme.

Spørgsmål: I 1 Joh 2,22 strider dette mod den proto-gnostiske kætter Cerinthus’ lære, som sagde, at »Kristus« kom over Jesus ved Jesu dåb og forlod Jesus før hans død. På den måde ville Kristus (som Gud) ikke lide, kun Jesus ville lide. Hvilke vers i Bibelen ville modbevise dette?

Svar: Ud over 1 Joh 2,22 er der andre vers, der specifikt siger, at enten »Kristus« eller »Kristus Jesus« (men ikke blot »Jesus«) ville lide og dø.

Lukas 24:26 »Var det ikke nødvendigt, at Kristus skulle lide disse ting og derefter gå ind i sin herlighed?«

Lukas 24:46 »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag …«

Apostlenes Gerninger 3:18 »Men på denne måde har Gud opfyldt det, han forudsagde gennem alle profeterne, nemlig at hans Kristus skulle lide.«

Apostlenes Gerninger 17:3 »…og forklarede og beviste, at Kristus måtte lide og opstå fra de døde. ’Denne Jesus, som jeg forkynder for jer, er Kristus,’ erklærede han.«

Apostlenes Gerninger 26:22b-23 »Jeg [Paulus] siger intet ud over det, som profeterne og Moses sagde ville ske: at Kristus skulle lide og som den første opstå fra de døde for at forkynde lyset for vores folk og for hedningerne.«

Romerne 3:24-25 »… den forløsning, der er i Kristus Jesus. Gud fremstillede ham som et sonoffer i hans blod gennem troen…«

Romerne 5:6 »Kristus døde for de ugudelige.«

Romerne 5:8b »Mens vi endnu var syndere, døde Kristus for os.«

Romerne 6:3 »Eller ved I ikke, at vi alle, som er døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?«

2 Korintherbrevet 1:5a »For ligesom Kristi lidelser strømmer over på os …«

Der er flere eksempler, men du forstår pointen.

Hvor meget af dette var skrevet på Cerinthus’ tid? Cerinthus levede sandsynligvis mod slutningen af Johannes’ liv, så det meste af Det Nye Testamente (undtagen Åbenbaringen) var formentlig skrevet på det tidspunkt. Selv hvis Cerinthus ikke havde kendt til de andre skrifter, var han dog klar over, hvad apostlene (herunder Johannes) lærte, og Cerinthus valgte at lære noget helt andet end det, de sagde. De platoniske grækere troede, at eftersom Gud var fuldkommen, var han ikke underlagt lidenskab (følelser) eller lidelse, og at Gud ikke kunne lide. Cerinthus fandt på en måde, hvorpå Kristus kunne være Gud, og hvor Gud alligevel ikke kunne lide. Mange fulgte Cerinthus, fordi han kunne forene deres førkristne tankegang med evangeliet. Nogle ting bør man ikke forsøge at forene.

Spørgsmål: I 1 Joh 2:25 og 1 Pet 1:9 – er det evige liv noget, som kristne kun er lovet, eller er det noget, som kristne allerede har, som det står i Ef 1:4?

Svar: Begge dele. Dette er en gentagelse af diskussionen om Efeserbrevet 1:13.

Bibelen antyder, at Gud både er tidløs og befinder sig inden for tiden. For en tidløs Gud er svaret alle tre: fortid, nutid og fremtid.

Chuck Swindoll har skrevet et fremragende bibelstudiebog om frelse, hvor disse aspekter diskuteres.

Aspekter vedrørende forudviden og forudbestemmelse i fortiden: Før tiden begyndte, kendte Gud slutningen fra begyndelsen og alle vores dage (Salme 139:16; Esajas 44:7; Efeserbrevet 1:4; Titusbrevet 1:2).

Aspekter vedrørende nutidige begivenheder: Da vi hørte sandhedens ord og påkaldte Herren (Romerne 10:9-10), blev vi en ny skabelse (2. Korinther5:17 ). Hebræerbrevet 4:2 og Apostlenes Gerninger 10:44 viser også de nutidige aspekter.

Nuværende, vedvarende aspekter: Mens vi i vores liv udlever den frelse, der er i os, er Gud i færd med at forvandle vores liv (Filipperne2:12 –13; 1. Petersbrev 2:2; Hebræerbrevet3:14 ;4:11 ;6:11 ).

Aspekter ved det fremtidige håb: Vi længes efter, at vores frelse skal fuldendes (Hebræerbrevet9:15 ,28; Romerbrevet 8:23-25; 1. Petersbrev 1:4-5,9,13; 1. Korintherbrev 15:50-53; 2. Korintherbrev 5:5).

Spørgsmål: Hvad betyder ordet, der er oversat med »tryg«, egentlig i 1 Joh 2:28?

Svar: Det græske ord her, parrhesian, bruges også i 1. Johannesbrev 3:21; 5:14; og Hebræerbrevet 4:16; 10:19. »Tryg« er ikke en særlig præcis oversættelse, fordi det er et for svagt ord i forhold til det græske. Måske ville en bedre oversættelse være »sikker tillid« eller »tillid, som dit liv kan stole på«.

Spørgsmål: Hvilken verbform er der tale om i 1 Joh 2:28, hvor ordet er oversat med »uden skam«?

Svar: Græsk er normalt meget præcist i sine verbformer, men i dette særlige tilfælde kan sætningen have en af to betydninger.

Mellemstemme: Det kan betyde »ikke at skamme sig« eller »uden skam«, eller

Passiv: »ikke blive gjort til skamme«

Men måske er begge dele sande. Nogle mennesker kan føle skam over det, de gjorde på jorden. Men andre mennesker – selvom de i første omgang ikke følte skam – kan Gud bringe til skamme for det, de gjorde.

Spørgsmål: Hvad er det særlige ved ordet »kommer« i 1 Joh 2:28?

Svar: Dette græske ord, parousia, findes kun i dette vers i Johannes’ skrifter, men grækerne kendte udtrykket godt. Det var det udtryk, der blev brugt til at beskrive festlighederne i forbindelse med en konges officielle besøg.

Spørgsmål: Hvad betød det helt præcist i 1 Joh 3,1 at være søn af en vigtig person i oldtiden?

Svar: Det betød ofte mindst fem ting.

a) Det ville betyde en arv en dag.

b) Det ville sandsynligvis betyde, at man blev godt taget hånd om nu, med penge, mad og et sted at bo.

c) Det betød ofte romersk statsborgerskab og de privilegier, det medførte for dig og dine efterkommere.

d) Det betød ofte en god uddannelse.

e) Det kunne også indebære et ubehageligt aspekt. Typisk ville en veluddannet slave blive udpeget som din pædagog eller lærer. Han ville undervise dig i grammatik, talefærdigheder, historie, klassikerne og andre fag. Du ville have lyst til at lære, fordi han sandsynligvis ville få beføjelse til at slå og straffe dig, hvis du ikke gjorde det.

Spørgsmål: Hvorfor antyder 1 Joh 3:1, at vi måske føler, at vi ikke bliver forstået?

Svar: 1 Joh 3,1 siger, at verden ikke kender eller forstår os, fordi den ikke kender Gud. Verden kan ofte ikke forstå, hvad der driver os? For mange år siden spurgte en kollega mig: »Hvis du ikke drikker, tager stoffer eller driver rundt (umoralsk), hvad laver du så for at more dig?« Hvis du ikke jagter kødet begær, øjnets begær eller livets stolthed, hvad er der så værd at jagte?

Men vi stræber efter Gud og søger ham af hele vores hjerte. Vi ved, at den glæde, vi får ved at være sammen med Gud, i sidste ende vil være større end alle de fornøjelser, vi kan opleve i en kort periode her på jorden.

Spørgsmål: Bliver kvindelige kristne i 1 Joh 3,1-2 også kaldt »Guds sønner«?

Svar: Ja. Galaterbrevet 3,26-28 viser, at der ikke er mand eller kvinde i Kristus, men at alle betragtes som »Guds sønner«. Årsagen til dette begreb, at kvinder også er »sønner« af Gud, kan skyldes to ting.

1. I den græske kultur blev døtre ikke anset for at være lige så vigtige som sønner.

2. Som en arv fra det hebraiske sprog fandtes der ikke noget hebraisk ord for »børn«, men ordet »sønner« omfattede både sønner og døtre. Dette fremgår af en artikel i Christianity Today10/27/1997 s. 35.

Se diskussionen om Galaterbrevet 3:28 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvordan vil vi i 1 Joh 3:2 blive ligesom Jesus?

Svar: Vi vil blive som Jesus, ligesom et spejlbillede ligner originalen.

Hvad angår karakter, er vi kaldet til at være Kristus-lignende. I himlen vil vi være syndfrie.

I kærlighed til Gud elsker vi, fordi Gud først elskede os.

I kærligheden til andre viser vi Guds kærlighed som Kristi ambassadører.

Selvom vi aldrig vil blive tilbedt eller blive Gud, er vi Guds børn og vil arve den herlighed og de overflødige rigdomme, som Gud vil skænke sine børn.

Q: Hvordan renser vi os selv i 1 Joh 3:3, når det er Gud, der renser os?

Svar: Selvom Gud har magten, har vi ansvaret for at få adgang til den magt. At sige, at Gud er ren, og jeg er en synder, så jeg er bare nødt til at forblive i min synd, er lige så ubibelsk som at sige, at vi kan blive syndfrie i dette liv. At sige, at helliggørelsen udelukkende er Guds værk, og at vi ikke har noget at gøre, er lige så ubibelsk som at sige, at vi kan rense os selv uden Gud. Paulus illustrerer denne modsætning godt i Filipperne 2,12-13: »Derfor, mine elskede, ligesom I altid har været lydige – ikke kun i mit nærvær, men nu endnu mere i mit fravær – skal I fuldføre [ligheden med Herren Jesus] jeres egen frelse med sund, alvorlig omtanke og ærefrygt, for det er Gud, der hele tiden udøver sin kraft i jer, både i form af jeres ønske om og jeres udførelse af hans velbehag.« (Wuests udvidede oversættelse)

Vi renser os ikke ved at forsøge at fokusere på »ikke at synde« eller endog ved at forsøge at fokusere på at adlyde love. Vi renser os selv og adlyder Kristi lov ved at fokusere på Jesus.

Spørgsmål: Hvad er forskellen mellem synd og lovløshed i 1 Joh 3:4?

Svar: Faktisk er synd lovløshed. Der var et gammelt spil, der hed Dungeons and Dragons, hvor en karakter kunne være god eller ond og lovlydig eller lovløs. Så en karakter kunne være »lovløs god« eller »lovlydig ond«. At lære, at mennesker kan være det ene eller det andet, er meningsløst i Guds øjne. Hvis du ikke følger Guds bud, er du ikke gudfrygtig. Selv hvis du følger Guds bud, men ikke følger hans bud om at elske din næste, så lad være med at narre dig selv; du er heller ikke gudfrygtig. Det er blevet sagt, at der i hele den gnostiske litteratur aldrig findes noget bud om at elske din bror.

Spørgsmål: Skal vi ifølge 1 Joh 3,4-6; 1 Joh 3,9 og 1 Joh 5,18 være syndfri eller uden synd for at blive frelst?

Svar: Nej, for hvordan ville Johannes ellers kunne skrive 1 Joh 1:8? Geisler og Howe forklarer dette i When Critics Ask, s. 539, på følgende måde: »Hvis en gris og et lam falder ned i mudderet, vil grisen gerne blive der, men lammet vil gerne op. Både en troende og en vantro kan falde i den samme synd, men en troende kan ikke blive i den og føle sig tilpas.« 2 Krønikebog6:36 siger også, at alle synder.

Spørgsmål: I 1 Joh 3:8 står der, at jeg troede, at Jesus kom til jorden for at dø for vores synder, så hvorfor står der, at han kom for at ødelægge djævelens værk?

Svar: Begge dele er sande. Djævelen er denne verdens fyrste, og 1. Johannesbrev 5:19b siger, at hele verden er under den ondes magt. Jesus kom til denne fjendtlige verden for at ødelægge djævelens værk ved at dø på korset for os og opstå fra de døde. Jesus kom, for at vi kunne få liv, som det står i Johannes 10:10.

Spørgsmål: Hvorfor står der i 1 Joh 3:9, at de, der er født af Gud, ikke synder, når 2 Krøn6:36 viser, at alle er syndere? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

A: Tempusformen i det græske ord i 1. Johannesbrev 3:9 og andre steder i 1. Johannesbrev betyder »fortsætter med at synde«. Man behøvede dog ikke at kunne græsk for at regne det ud. 1. Johannesbrev 1:8 siger, at alle synder. Jeg ved ikke, hvorfor Deedat bragte 2. Krønikebog 6:36 på banen for at forsøge at sætte 1. Johannesbrev op mod 2. Krønikebog, når 1. Johannesbrev selv klart lærer os, at alle synder. 1. Johannesbrev 2:2, 12 og4:10 viser også, at vi synder.

Spørgsmål: I 1 Joh 3:10,14-18, 23-24: Hvis en kristen hader eller ikke altid elsker andre, vil han eller hun så komme i helvede?

Svar: Der er en forskel på ikke altid at elske nogen så meget, som man burde, og at hade personen. Selvom vi bør hade det onde (Salme 45:7; Ordsprogene15:27 ), bør had mod en anden person ikke findes i nogen kristens hjerte.

Kristne elsker dog ikke fuldkomment. Ægte kristne synder stadig, og nogle synder groft. Men sande kristne omvender sig fra deres synd, hvilket betyder, at de fortryder deres synd, bekender deres synd over for Gud og beslutter sig for ikke at begå den igen.

Spørgsmål: Er 1 Joh3:10 i modstrid med, at Gud siger, at han elskede Jakob, men hadede Esau?

Svar: Nej, af to grunde.

1. Hypotetisk set, selv hvis Gud slet ikke havde nogen kærlighed overhovedet til nogen (hvilket er forkert ifølge Salme 145:8,13), er Gud ikke forpligtet til at adlyde de bud, han giver sine skabninger.

2. »At elske Jakob og hade Esau« var et hebraisk udtryk, der viste, at Jakob blev elsket mere og modtog velsignelser, som Esau ikke modtog.

Spørgsmål: I 1 Joh 3:10,15: Er der nogen, du virkelig foragter eller hader? Er der nogen, som – hvis de omvendte sig og troede på Kristus, og derefter døde og kom i himlen – ville skuffe dig? Hvis ja, hvad kunne dette vers så sige til dig?

Svar: Hvis du ville blive skuffet over at høre, at en bestemt person omvendte sig og blev frelst, er det et tegn på, at det er dig, der er fortabt, hvis Guds kærlighed ikke er i dit hjerte. Enhver uret, som nogen har gjort mod os her på jorden, er ikke så stor som vores synd er foran en fuldkommen hellig Gud. Men Gud tilgav os vores synder, og vi bør indse, relativt set, hvor små de uretfærdigheder, som folk begår mod os, egentlig er. Jeg vil hellere have, at folk gør mange forkerte ting mod mig og bliver frelst, end at ingen gør noget forkert mod mig, og jeg går fortabt.

Spørgsmål: Hvordan tilhørte Kain den onde i 1 Joh 3,12? Var det fordi han myrdede sin bror Abel?

Svar: Der står ikke, at Kain tilhørte den onde, fordi han dræbte sin bror. Der står snarere, at Kain dræbte sin bror, fordi han var et barn af djævelen. Kains handlinger viste, at hans hjerte var ondt. Men onde handlinger har en tendens til at forstærke et ondt hjerte.

Spørgsmål: I 1 Joh 3,16-17: Sammenlignet med den gennemsnitlige person på din arbejdsplads eller i de organisationer, du tilhører, ville du så blive betragtet som mere kærlig eller mindre kærlig? Hvorfor er det vigtigt?

Svar: Nogle mennesker opfatter måske alle kristne som fordømmende, uanset hvad vi gør; og det er ikke det, der er vigtigt her; de er undtagelser. Men hvis de fleste mennesker ikke opfatter dig som kærlig, hvad slags vidnesbyrd er du så om Guds kærlighed? For mennesker, der endnu ikke er villige til at komme i nærheden af et kristent fællesskab, er du måske den eneste kærlighed fra Kristus, de ser. Forhåbentlig er det, de ser, godt, rent og tiltrækkende.

Spørgsmål: I 1 Joh 3,16-17 står der, at i dagens verden ved folk måske ikke engang, hvad ægte kærlighed er. Hvad er forskellen mellem kærlighed og sentimentalitet? Hvad er kærlighed i sidste ende?

Svar: Sentimentalitet er at have dejlige, kærlige følelser over for Gud eller en anden person. Selvom kærlighed ofte også indebærer det, er kærlighed mere end det. Kærlighed er at gøre noget for at udtrykke sin kærlighed.

Det er én ting at mødes med nogen for at lave noget sjovt sammen, som f.eks. sport, men det er noget helt andet at vide, at de ville komme til dig, selvom det ikke var sjovt for dem, men du havde brug for hjælp. Da vi var ugudelige og uelskelige, døde Kristus for os, som det står i Romerbrevet 5,6-8.

Du vil tilsyneladende have mange venner, hvis det er økonomisk fordelagtigt for dem at omgås dig. Men hvor mange venner har du, der ville dele deres materielle ejendele med dig, til deres eget tab, som det står i 1. Johannesbrev 3:17? Men for at have sådanne venner skal du selv være en sådan ven.

Hvis din ven havde brug for at høre noget, der var ubehageligt, ville du så sige det til ham eller hende, eller ville du bare holde stemningen behagelig? Hvis noget, du siger, risikerer at bringe venskabet med dig i fare, men det er virkelig vigtigt for ham eller hende at høre det, så må du beslutte: elsker du venskabet mere, eller elsker du vennen mere? Sentimentalitet kan ligne kærlighed, men her adskiller den sig fra kærlighed, fordi sentimentalitet følger det, der er behageligt, mens kærlighed følger det, der er bedst for den anden person.

I sidste ende siger 1. Johannesbrev 3:18, at bibelsk kærlighed er et handlingsverb, og at den er baseret på sandhed.

Spørgsmål: Hvordan udtrykker man kærlighed i 1 Joh 3,16-18?

Svar: Der er en historie om en lille dreng, der til sin mors fødselsdag købte en legetøjsbrandbil til hende. Mange voksne giver på den måde – de giver andre det, de selv ønsker. Det er ikke at elske personen, men at projicere sig selv over på den person. At udtrykke sin kærlighed på ægte vis er at give dem det, de har brug for eller ønsker. Nogle gange må vi lede efter den bedste måde at udtrykke vores kærlighed på. Nogle gange er det, som en person måske mest ønsker af os, ikke en materiel gave, men gaven af vores tid.

Men handler kærlighed altid om at give en person det, vedkommende ønsker – især hvis vedkommende er alkoholiker eller stofmisbruger? At udtrykke sin kærlighed handler ikke kun om at give folk det nødvendige, de har brug for, men også om at give dem de gode ting, de ønsker sig. Kærlighed kan også være »hård kærlighed«, hvor man nægter dem ting, de ønsker sig – selv gode ting – når det er bedst for dem, at de ikke får det på det tidspunkt.

Spørgsmål: I 1 Joh 3,16-18 kan vi se, hvordan man elsker i praksis, men hvad betyder det at elske i sandhed? Kan man elske falsk, eller have et forhold, der er baseret på forstillelse?

Svar: At elske i sandhed kan betyde, at man ikke elsker på skue, at man ikke lader som om man elsker nogen, fordi de er velhavende, attraktive eller har indflydelsesrige forbindelser. Det kan også betyde, at man ikke opretholder en falsk facade over for andre, men lader dem elske en, med alle ens fejl og mangler. Man vil ikke føle sig særlig elsket, hvis man ved, at en anden kun elsker det falske billede af en, som man selv fremstiller.

At elske i sandhed kan også betyde at gøre det, der er bedst for personen, og at være ærlig, selv når det gør ondt, eller når du føler, at det måske kan bringe venskabet i fare.

Spørgsmål: Hvorfor føler Johannes i 1 Joh 3,20 behov for at nævne, at Gud er større end vores hjerter?

Svar: Selvom alle ved det i deres hoved, kan folk nogle gange føle, at skyldfølelsen eller skammen i deres hjerter er for stor til, at Gud kan tilgive den. Johannes minder os om, at Gud er herre over vores følelser, og når han proklamerer noget, er det sandt, uanset hvordan vi har det.

Spørgsmål: Hvordan får kristne i 1 Joh 3,19-21 og 1 Joh 5,13 tillid (eller manglende tillid) til Gud?

A: 2 Korintherbrev 13:5-6 siger, at vi har et ansvar for at prøve os selv, ligesom lærere som Paulus, for at se, om vi er i troen. Der er mindst tre måder, der supplerer hinanden, hvorpå vi kan prøve os selv.

Lære: 1. Johannesbrev 5:9-12 siger, at enhver, der (virkelig) tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet om Guds sandhed skrevet i sit hjerte.

Kærlighed: 1. Johannesbrev 3:16-18 siger, at hvis vi »forstår«, at Jesus elskede os så meget, at han ofrede sit liv for os, kan vi elske andre så meget, at vi er villige til at give vores liv for dem. Hvis vi ikke er villige til at give vores liv for andre, kan det være et tegn på, at vi ikke rigtig »forstår«, hvad Kristus gjorde for os.

Lydighed: Johannes 14:15,23 og 1. Johannesbrev 3:4-7 viser, at hvis vi elsker Gud, adlyder vi Jesu lære. Man kunne betragte dette som en del af kærligheden, men da nogle forsøger at elske uden at adlyde, fortjener dette sit eget særskilte punkt.

Spørgsmål: Hvordan fordømmer nogle menneskers hjerter dem i 1 Joh 3:21?

Svar: Når vi ransager os selv og ser, at vi ikke lever op til kravene, kan vi gøre en af tre ting. Vi kan trække os væk fra Gud på grund af vores følelser af skyld og skam, vi kan give op og forsøge at lade os distrahere af andre ting, eller vi kan nærme os Gud for at få helbredelse og helliggørelse. Lad os nærme os Gud (Hebræerbrevet 10:22), uanset hvordan vi har det, efter at vi har ransaget os selv.

Spørgsmål: Hvordan hænger det i 1 Joh 3,22-23 sammen at adlyde Guds bud med at tro på hans Søns navn og elske hinanden?

Svar: Vi kan bede i tro, uden at vores hjerter dømmer os, og Gud vil give os alt, hvad vi beder om, fordi vi vil bede om gode ting, fordi vi adlyder Guds bud og behager Ham. Der står ikke, at vi har lyst til at behage Ham eller har til hensigt at behage Ham, men at vi gør det, der behager Ham.

Spørgsmål: Hvad fortæller 1. Johannesbrev 3 os i 1 Joh 3:24 om, hvad det vil sige at leve i Gud og have Gud i os?

Svar: En del af frugten af at være i Gud og Gud i os er, at vi tror på, adlyder og elsker Gud, idet vi ved, hvor meget Gud elsker os, og hvad Kristus gjorde for os. Ligesom Gud elsker andre, skal vi også elske andre. Kilden til at være i Gud og Gud i os er Helligånden, som Gud giver til alle troende.

Spørgsmål: Henviser 1 Joh 4,1-3 til ånder eller til mennesker?

Svar: Dette vers gælder for enhver kilde til undervisning, uanset om det er et mystisk budskab fra en ånd eller et ord fra et menneske, hvad enten det er talt eller skrevet. Hvis en person hævder at tale ved en ånds hjælp, gælder den samme prøve.

Q: I 1 Joh 4:1 står der, at da nogle mennesker søger Gud, hvorfor tillader Gud så bevidst, at der findes falske profeter?

A: Den måde, Gud har valgt at indrette skabelsen på og tillade en falden verden, betyder, at Gud tillader mange ting, der knuser Hans hjerte, som det fremgår af Mattæus 23:37-39. Gud skabte os ikke som robotter, men giver os valgmuligheder (både eksplicitte og implicitte) med hensyn til at følge Ham. For dem, der ikke ønsker at følge Gud, tillader Gud Satan at oprette forfalskninger, så mennesker vil føle sig mere trygge ved deres valg. Men Gud ved, hvem der tilhører ham, og han vil sikre, at hans udvalgte enten ikke falder for en af disse forfalskninger, eller at de, hvis de alligevel falder for en af dem, vil vende tilbage. Se også de tre spørgsmål om Habakuk 1:13.

Spørgsmål: Er enhver ånd eller lærer fra Gud i 1 Joh 4:2, hvis de siger, at Jesus kom i kødet?

Svar: Nej. Som i 1. Johannesbrev 5:1 er dette en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for gudfrygtige lærere.

Spørgsmål: I 1 Joh 4:2 står der, at enhver ånd (dvs. profet), der bekender, at Jesus Kristus er kommet i kødet, er fra Gud. Hvad så med Muhammed? (Den muslimske Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

Svar: Deedat tilføjer, at i Koranen, sura 3:45, og mange andre steder kaldes Jesus for »Kristus«. Lad os først rette et par mindre fejl og derefter komme ind på hovedpointen.

Mindre punkt 1: Koranen kalder Jesus for »Masih«, hvilket oversat betyder »Messias«, og som et par steder svarer til »Kristus«. Det er faktisk ikke så mange steder.

Mindre punkt 2: En anden muslimsk apologet, som jeg har korresponderet med (Fareed), afviste, at Jesus er Messias. Han var imidlertid ikke kun uenig med Deedat, men Fareed modsagde også Koranen. Man kan altså ikke altid stole på, hvad en muslimsk apologet siger.

Mindre punkt 3: Mange muslimer lægger vægt på en bog skrevet i middelalderen kaldet Barnabas-evangeliet. Men også den benægter, at Jesus er Messias, hvilket igen er i modstrid med både Bibelen og Koranen.

Hovedpunkt: Det nytter ikke noget at kalde Jesus for Kristus/Messias/Masih, hvis man omdefinerer begrebet. Det Gamle Testamente viste, at Messias var den lovede, den salvede, som ville frelse os fra vores synder. Koranen hævder ikke, at Jesus frelste nogen fra noget som helst. Muhammed selv lærte, at Jesus ikke engang ville gå i forbøn for os, men ville undskylde sig selv på grund af sine egne fejl. Kun Muhammed ville være den, der gik i forbøn for folket. Dette findes i haditherne i *Sahih Muslim*, bind 1, bog 1, nr. 378, s. 129, og *Ibn-i-Majah*, bind 5, bog 37, nr. 4312, s. 528-530

Spørgsmål: Taler 1 Joh 4:2-3 om, at Jesus havde kød før eller efter sin opstandelse, eller begge dele?

Svar: Begge dele. Ifølge *When Cultists Ask*, s. 298, og *When Critics Ask*, s. 539-540, bruger Johannes perfektum („er kommet“) på græsk. Perfektum betyder en handling eller tilstand, der fandt sted i fortiden og fortsætter. I 2. Johannesbrev 7 siger Johannes, at vildledere nægter „at bekende Jesu Kristi komme i kødet“, hvor han bruger nutid på græsk.

Lukas 24:39; Johannes 2:19-22; 20:26-27; og Apostlenes Gerninger 2:30-31 viser også, at Jesus havde en fysisk krop efter sin opstandelse.

Spørgsmål: Hvem er »dem«, som de kristne overvinder i 1 Joh 4:4?

Svar: Dette henviser ikke til upersonlige kampe eller synder; det er personligt. Det henviser ikke kun til de falske profeter, men primært til de ånder, der står bag de falske lærere. Vi skal genkende og overvinde troen på disse falske ånder, ligesom vi skal overvinde andre fristelser.

Spørgsmål: Hvad er verdens synspunkt i 1 Joh 4,5?

Svar: Verden har mange modstridende synspunkter, men generelt gælder det, at hvad end man mener er rigtigt i egne øjne, så må man gøre det. En variant af dette er, at man må gøre det, så længe det ikke åbenlyst skader andre. Et andet synspunkt er »YOLO« – man lever kun én gang, så nyd alt det, man kan, lige nu. Et tredje synspunkt er, at man ikke bør dømme andre synspunkter – det vil sige, bortset fra kristendommen.

Spørgsmål: Hvorfor lytter verden i 1 Joh 4,5 mere til falske lærere end til kristne?

Svar: De lytter, fordi de er vildledt eller selvbedrager på tre måder: i tankerne, følelserne og viljen.

Forstanden: I lyset af deres antagelser og overbevisninger kan det give mere mening at leve for nuet. Nogle ikke-kristne er meget skeptiske; de ønsker at tro, at intet er nær ved at være sikkert, så de lever deres liv ved at »sprede deres indsatser«. Som der stod på en T-shirt: »Livet er usikkert, så spis desserten først.« Andre ikke-kristne er anderledes; de er ekstremt godtroende og tror på ting, de ikke burde tro på. Hvis noget var falsk, ville deres trossystem styrte sammen, så af den grund ønsker de ikke, at det skal være falsk.

Følelser: Visse ting er mere behagelige at tro på end andre. Hvis to ting anses for at være lige så sande, vil nogle mennesker fast tro på den mere behagelige, blot fordi den er mere behagelig.

Vilje: Nogle mennesker vælger bevidst at tro på noget eller at være en del af noget. Der var nogle mormoner i Utah, der ikke troede, at mormonismen var sand. Men de var stadig mormoner, for hvis de forlod troen, ville deres kone forlade dem og tage børnene med. Hvis nogen forlader mormonismen, kan deres mormonske chef fyre dem, eller de risikerer måske ikke at sælge så meget til mormonske kunder. I islam skal en mand ifølge sharia-loven dræbes, hvis han forlader islam og ikke vender tilbage. Nogle muslimer mener det samme om kvinder, mens andre siger, at nej, hun skal blot spærres inde på ubestemt tid.

Spørgsmål: I 1 Joh 4,7 står der, at Gud er kærlighed. Betyder det ikke, at kærlighed er Gud, og at alt, hvad der gøres af kærlighed, automatisk gøres for Gud, som de kristne liberale hævder?

Svar: Nej. Som en kristen udtrykte det: »Vores kultur har taget sandheden om, at Gud er kærlighed, og vendt den på hovedet for at gøre kærligheden til deres gud.« Noget, der gøres af kærlighed til penge, gøres ikke for Gud, som Mattæus 6:24 viser. Et eksempel på, at det er ondt at elske mennesker mere end Gud, findes i Mattæus10:37 , hvor Jesus siger: »Den, der elsker sin far eller mor mere end mig, er ikke værdig til mig; den, der elsker sin søn eller datter mere end mig, er ikke værdig til mig.«

Spørgsmål: Hvordan lever vi gennem Jesus i 1 Joh 4:9?

Svar: Der er mindst fire måder, hvorpå dette er sandt.

Her på jorden vil vi leve i bevidstheden om, at vi er på vej til himlen. Vi vil holde op med at gøre de ting, der mishager Gud, holde op med at sige ting, som Han ikke ønsker, at vi skal sige, og ønske at leve for at behage Ham. Det handler ikke blot om, at vi adlyder Ham, men også om, at vi vil elske Ham. Vi kan ikke gøre dette på egen hånd, men vi lever gennem Jesus ved Helligånden, der bor i os.

Efter døden har vi ingen ret eller fortjeneste i os selv til at komme i himlen. Men Jesus betalte løsesummen for os, og gennem Ham har vi ret til at leve evigt sammen med Ham, siddende ved Kristi højre hånd (Efeserbrevet 2:6).

Vores fortid er udslettet. Vi kan leve uden skyldfølelse over de ting, vi har gjort tidligere. Hvis det, du har gjort, ikke er så ondt som det, Saulus fra Tarsus gjorde (inden han blev Paulus), så kan også du opleve den frihed fra skyldfølelse, som Paulus havde.

Andre bør se vores lydige kærlighed til Gud, selv i de øjeblikke, hvor vi ikke forkynder evangeliet. Vi bør også tage imod andre troende, ligesom Kristus tog imod os (Romerne 15:7), og ikke bedømme nogen ud fra et verdsligt synspunkt (2. Korintherbrev 5:16).

I ydmyghed ser vi, at vi bærer de evige skatte i lerkrukker (2. Korintherbrev 4:7). Vi har intet at prale af for det, vi har gjort (Filipperne 3:4-7), men vi kan kun prale af det, Kristus har gjort gennem korset (Galaterbrevet 6:14).

Spørgsmål: Skal vi i 1 Joh 4:10 bekymre os om at elske Gud, eftersom Gud tager initiativet?

Svar: 1. Johannesbrev 4:10 kan ikke betyde, at vi ikke behøver at elske Gud, for det ville være i strid med 1. Johannesbrev 4:19-21. Desuden er både kalvinister og ikke-kalvinister enige om, at forudbestemmelsen i Efeserbrevet 1:5 og andre steder ikke betyder, at troende ikke elsker Gud, hvilket ville være i strid med Skriften.

Tværtimod viser både 1. Johannesbrev 4:10 og 4:19 rækkefølgen og initiativet på to måder, der supplerer hinanden. Da menneskeheden var fortabt, uvidende og kærlighedsløs over for Gud, elskede Gud os og sendte Jesus for at dø for os. Da vi hver især var uinteresserede i Gud eller endda aktive fjender af Gud, elskede Gud os alligevel først. Tanken om, at Gud elsker dem, der elsker ham først, på grund af deres kærlighed til ham, vendes på hovedet af 1. Johannesbrev 4:10,19.

Spørgsmål: Hvordan kan det i 1 Joh 4:12 hedde, at ingen har set Gud bortset fra Jesus, når Esajas jo så Herren i Esajas 6:1?

Svar: I 1 Joh4:12 står der, at ingen har set Gud i kødet, bortset fra Jesus, der åbenbarede sig på jorden. I Esajas 6 forstås dette som et syn. Men selv i dette syn følte Esajas sig fortabt på grund af nærheden til Guds hellighed og sin egen syndige natur.

Spørgsmål: Hvordan lever vi i Gud og Gud i os i 1 Joh 4,13-15?

Svar: Det er parallelle sætninger her.

Vi lever i Gud: Vores liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus åbenbares, vil også vi blive åbenbaret. (Kolossenserbrevet 3:3-4) For dem, der har overgivet deres liv til Gud, deler Gud sit liv med dem.

Gud lever i os: Gud lever indeni os gennem Helligånden, som også kaldes Kristi Ånd. Vi er som hans hænder på jorden og et udtryk for Kristus over for andre. Gud lever i os og kan se tingene, som vi oplever dem.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Gud skabte os i 1 Joh 4:13-15, når han allerede havde englene og dyrene?

Svar: I modsætning til engle og dyr siges det kun om mænd og kvinder, at de er skabt i Guds billede. Vi kan på en begrænset måde afspejle nogle af Guds egenskaber, såsom kærlighed. Gud kan bo i os, således at han til en vis grad kan opleve det, vi oplever, og se verden gennem vores øjne.

Til Hans ære: Gud skabte Sine børn til Sin ære. Esajas 43:7; 61:3.

Mennesker at elske: Gud elsker os højt. Salme 145:9,17; 1. Johannesbrev 3:1.

For at være hans børn: 1. Johannesbrev 3:1-2; Galaterbrevet 3:28, Romerbrevet 8:15-17

For at bo i os: 1. Johannesbrev 4:12-16; Romerbrevet 8:9-11

Gud ønsker, at ingen skal gå fortabt. Ezekiel 18:23,32; 33:11; 2. Petersbrev 3:9. Alligevel fortryder Gud ikke, at han skabte dem, der, når de får muligheden, frit vælger at afvise ham. Gud forudså, at de ville synde, og valgte alligevel ikke at gribe ind i deres valg eller »afskabe« dem.

Måske er en del af grunden til, at Gud valgte at skabe væsener, der skulle være skabt i hans billede, den samme som den, der får forældre til at vælge at få børn. Ja, børnene vil være dyre med bleer og mad, og ja, børnene vil forårsage hjertesorg med deres sygdomme, sår og ulydighed, men trods alt gør kærligheden det hele værd.

Spørgsmål: Hvordan forholder »ufuldkommen kærlighed« sig i 1 Joh 4,17 til den kærlighed, der er fuldkommen eller fuldendt i os?

Svar: Kærlighed kan være ufuldkommen i viden eller ufuldkommen i hengivenhed, men de to går ofte hånd i hånd.

Viden hjælper med at fuldende kærligheden: En persons kærlighed til Gud kan vokse, når vedkommende lærer mere om Gud, Hans omsorg for vedkommende og Hans dyrebare løfter. Jo mere du elsker Gud, desto mere vil du ønske at udtrykke din kærlighed gennem dit engagement i at behage Ham.

Engagement hjælper med at fuldende kærligheden: Hvis en person er engageret i at elske en anden, vil vedkommende handle i overensstemmelse hermed. Normalt følger følelserne så efter.

Ubetinget kærlighed: Vi kan elske Gud og andre betinget. Nogle har forladt troen, fordi de ønskede at følge Gud – så længe deres omstændigheder var gunstige for dem. Det er godt, at Job ikke var sådan. Nogle ville følge Gud, så længe Gud ikke tog deres ægtefælle fra dem. Det er godt, at Ezekiel og Hudson Taylor ikke var sådan. Nogle ville følge Gud, så længe Gud beskyttede deres familie mod onde mennesker. Det er godt, at Corrie ten Boom ikke var sådan. Vi kan komme til at indse, at vi ikke har det i os at have hverken ubetinget kærlighed til Gud eller ubetinget kærlighed til andre, herunder dem, der har gjort os uret. Vi kan komme til at indse, at vi ikke er i stand til at elske ubetinget, uden at Gud elsker gennem os.

Spørgsmål: I 1 Joh 4,18 står der, at »fuldkommen kærlighed driver frygten ud« – hvorfor skal vi så frygte Gud i 2 Kor5:11 ?

Svar: Der findes to slags frygt.

Vi skal frygte Gud med en frygt, der er forenelig med kærlighed. Kristne bør frygte Gud i den forstand, at de står i ærefrygt for Ham og respekterer Hans retfærdighed, viden og magt. Vores frygt bør være af den art, der får os til at prise Gud i Salme 22:23. Da der ikke er nogen måde at opnå evigt liv på uden Guds nåde, har Gud langt større magt over alle end blot over det fysiske liv og døden.

Nogle vers, der understreger den rette måde at frygte Gud på, er Job 28:28; Salme 15:4; 34:11; 40:1-3; Ordsprogene 1:7; 2:4. Nogle vers, der viser, at det er forkert ikke at frygte Gud, er Salme 55:19; Ordsprogene 1:29; 9:10; 10:27; 15:33; og Jeremias 2:19.

Vi skal ikke frygte nogen anden. David frygtede ikke sine fjender i Salme 3:6. Salme 23:4 siger, at vi ikke skal frygte noget ondt, og Salme 27:1-3 siger, at vi ikke skal frygte andre. Andre vers er Salme 46:2; 49:5; Ordsprogene 29:25.

Spørgsmål: Hvorfor er det i 1 Joh 4:19-20 umuligt at sige, at man virkelig elsker Gud, når man hader sin bror?

Svar: Skriften siger det ikke udtrykkeligt, men der kan være et par grunde til dette.

Sammenlignende vanskelighed: Hvis vi ikke er i stand til at elske vores kristne brødre og søstre, som vi kan se, røre ved og tale direkte med, ville det være sværere at elske Gud, som vi (endnu) ikke kan se, røre ved og tale ansigt til ansigt med.

Hvad der er indeni os: Hvis Guds Ånd giver os kærlighed til andre, og vi ikke har den kærlighed til andre, ser det ud til, at vi ikke har Guds Ånd i os, og at vi ikke er frelst.

Spørgsmål: Hvordan skal vi ifølge 1 Joh 4,20-21 elske andre?

Svar: Vi skal elske andre på næsten alle måder. Vi skal elske i handlinger, ikke blot med ord (Jakob2:14 -16), opofrende og sådan som Gud elsker os (1. Johannes4:19 ). Kærlighed er den vigtigste af de kristne dyder (1. Korintherbrev 13, især vers 1-3 og 13).

Den eneste måde, vi ikke skal elske på, er at elske nogen, selv vores egen familie, mere end vi elsker Gud. Hvis vores påståede kærlighed til nogen får os til at være ulydige mod Gud, så er det vildledt eller forkert kærlighed.

Spørgsmål: Betyder 1 Joh 5,1, at alle, der tror på, at Jesus er Messias, kommer i himlen?

Svar: Nej. Ligesom i 1 Joh 4,2 er dette en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for at være troende. Det er interessant, at det græske sprog ikke har ét, men to ord for at tro. Det ene ord bruges i Bibelen om en livslang tillidsfuld afhængighed, og det andet ord bruges i Bibelen om ren intellektuel tilslutning.

Spørgsmål: Henviser »dem, der er født af ham« i 1 Joh 5,1b til Jesus eller til andre troende?

Svar: Selvom det er sandt, at de, der elsker Faderen, også bør elske Jesus, er det ikke det, dette vers siger. Det henviser til andre troende af tre grunde.

1 Joh 4,20 stiller kærlighed til Gud over for had til din bror

1 Joh 4,21 påbyder alle, der elsker Gud, at elske deres bror.

1 Joh 5:2 siger, at vi skal elske Guds børn (flertal).

Så 1. Johannesbrev 5:1b, der ligger indklemt mellem slutningen af kapitel 4 og 1. Johannesbrev 5:2, omhandler det samme emne som de andre vers. Kommentatorerne synes at være enige om, at dette henviser til andre troende.

Spørgsmål: Hvordan kan alle, der elsker Faderen, i 1 Joh 5:1b også elske »dem, der er født af ham«?

Svar: Faderen elsker os, og hvis du elsker Faderen, vil du elske dem, som han elsker. Jesus befaler os at elske vores brødre og søstre.

Vi skal være ét (Joh 14:20). Vi skal føres til fuldkommen enhed (Johannes 17:23), så verden kan vide, at Faderen har sendt Jesus. Vi skal ikke forsøge at skabe enhed, men snarere bevare Åndens enhed (Efeserbrevet 4:3). Endelig, rent praktisk set: Hvis du skal tilbringe evigheden i himlen sammen med alle dine brødre og søstre i Kristus, må du hellere lære at begynde at både holde af og elske dem allerede nu!

Spørgsmål: Hvorfor er kærlighed til Gud og lydighed mod hans bud så tæt forbundet i 1 Joh 5:3-4?

A: Johannes gentager blot det, som Jesus sagde i Johannes 14:21, 23-24. Hvis man ikke ønsker at udtrykke sin kærlighed, kan man spørge sig selv, om man overhovedet har kærlighed. En af de vigtigste måder, hvorpå vi udtrykker vores kærlighed til Gud, er ved at adlyde hans bud. Hvis nogen siger, at vi lever under nåden og derfor ikke behøver at adlyde noget, vi ikke har lyst til, så sig til dem, at de skal læse Johannes 14 igen.

En følge heraf er lovene i Det Gamle Testamente. Vi kan se på mange love og finde visdom i dem, hvad angår hygiejne, bevarelse af deres identitet som folk osv. Men vi må ikke lade disse ting forblinde os for det faktum, at nogle love og ritualer ikke tjente noget naturligt formål, der kom folket til gode. Det var snarere det, Gud gav dem, så de kunne udtrykke deres kærlighed til Ham gennem deres lydighed. I dag lader vi ikke siderne af mændenes hår vokse langt, og vi fejrer ikke nymåne eller bringer dyreofringer, men vi udtrykker stadig vores kærlighed ved at adlyde de bud, som Gud har givet os nu.

Spørgsmål: Hvad er den sejr, der har overvundet verden, i 1 Joh 5,4-5?

Svar: Vores sejr består af tre dele: at vinde sejren, at erklære sejren og at opnå sejren. Kristus vandt sit folks sejr over synden ved sin opstandelse. Vi erklærer ligeledes vores sejr, når vi tager imod Kristus, og viser den til verden gennem vores dåbsbekendelse. Vi opnår denne sejr i dette liv gennem vores sejrende kamp mod synden.

Spørgsmål: Hvad er i 1 Joh 5,6 det vand og det blod, som Jesus kom med?

Svar: Før vi besvarer dette spørgsmål, skal vi først drøfte, hvordan vi skal besvare det. Vi behøver ikke at lede efter en symbolik, der ville have været uforståelig for de troende i det første og andet århundrede; det skal være en symbolik, de ville forstå. For det andet kan vi lede efter lignende symbolik i Johannes’ skrifter, såsom at vi skal fødes af vand og Ånden i Johannes 3,5, og at Jesus giver levende vand i Johannes 4,10. For det tredje kan vi overveje, hvem Johannes taler imod i resten af bogen, nemlig de tidlige gnostikere, der benægtede, at Jesus Kristus kom i kødet (1 Joh 4,2).

Svaret er, at Jesus kom ved blod, i kødet, og at dette kød blev døbt med vand. Cerinthus ønskede at adskille den menneskelige Jesus fra den guddommelige Kristus, men Johannes understreger i 1. Johannesbrev 5:6, at det ikke blot var Jesus, ikke blot Kristus, men Jesus Kristus uden nogen adskillelse. Tertullian (198–220 e.Kr.) var den første, der vides at have forkyndt dette.

Hvad angår andre opfattelser, sagde Augustin af Hippo, at dette henviste til blodet og vandet fra Jesu side i Johannes 19:34. Calvin og Luther mente, at det henviste til vores vanddåb og vores deltagelse i nadveren. Plummer og Candlish sagde, at dette havde at gøre med Det Gamle Testamentes blodofre og vand til renselse. Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 12, s. 350, for yderligere oplysninger. På s. 353 tilføjes det, at uanset hvad det betyder i 1 Johannes 5:6, henviser vand og blod i 1 Johannes 5:8 til dåben og nadveren.

Spørgsmål: Blev 1 Joh 5,7-8 tilføjet til Bibelen?

Svar: Dette var en tilføjelse, der ikke fandtes i de oprindelige manuskripter. Som det hedder i *General Introduction to the Bible*, s. 484: »Faktisk strider accepten af den længere udgave som en ægte del af teksten i 1. Johannesbrev mod næsten alle de vigtigste kanoner inden for tekstkritik.« Kristne, der foretrækker King James-versionen, accepterer dog generelt dette afsnit, og her følger argumenterne for begge sider.

Synspunktet om senere tilføjelse: Vi vil først se på de manuskripter, der indeholder 1. Johannesbrev, og dem, der ikke gør det, og derefter på de kirkelige forfattere, der ikke henviser til det.

Bibelmanuskripter og manuskriptfamilier, der indeholder 1. Johannesbrev 5:6-9, men ikke denne tilføjelse.

Vaticanus [B] 325–350 e.Kr.

Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Alexandrinus [A] ca. 450 e.Kr.

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Syrisk

Nogle armenske tekster [Arm] fra det 5. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Byzantinsk lektionar (K, L, P)

Arabisk

Slavisk

048 original, 33, 81, 322, 323, 436, 945, 1067, 1175, 1241, 1243, 1292, 1409, 1505, 1611, 1735, 1739, 1846, 1881, 2138, 2298, 2344, 2464,

Psi, 1844, 1852 har en lidt anderledes grammatisk endelse for at vidne.

L833 har »dåb« i stedet for »vand«

Amiatinus Latin Vulgata, første halvdel af det 8. århundrede

Codex Fuldensis, den latinske Vulgata, 546 e.Kr. (den ældste Vulgata)

Vallicellianus, den latinske Vulgata, 735–804 e.Kr.

Følgende kirkeforfattere citerer fra 1. Johannesbrev eller diskuterer Treenigheden og nævner aldrig denne tilføjelse.

Irenæus (182–188 e.Kr.) henviser til 6 vers i 1. Johannesbrev

Tertullian (198–220 e.Kr.)

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.)

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.)

Origenes (225–254 e.Kr.)

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) Imidlertid er fodnote gamma på s. 323 i The Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series, bind 7, interessant. Der står blandt andet: »Man har antaget, at [de tilføjede ord] er citeret af S[aint] Cyprianus i hans værk om Kirkens enhed; og dette citat, hvis det er korrekt, ville være af største betydning, da det ville føre deres anvendelse tilbage til en tidlig dato. Men Tischendorf (Gk. Test., Ed., viii, ad. Loc.) fremfører grunde til at tro, at citatet kun er tilsyneladende og i virkeligheden stammer fra den sidste sætning i vers 8.”

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.)

Hieronymus (373–420 e.Kr.)

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.) henviser til dette vers, når han beviser Treenigheden, men har ikke tilføjelsen. »Hvad så med Johannes, når han i sit katolske brev siger, at der er tre, der vidner: Ånden, vandet og blodet?« I *Om Den Hellige Ånd*, kap. 19, s. 323–324 (*The Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series*, bind 7) kunne Gregor naturligvis have citeret tilføjelsen, hvis han havde været bekendt med den i sin skrift.

Ambrosius af Milano (340–397 e.Kr.) citerede også 1. Johannesbrev 5:6 i sin drøftelse af Den Hellige Ånd og Treenigheden, og han citerede ikke 1. Johannesbrev 5:7. Den eneste rimelige forklaring er, at det ikke stod der.

Augustinus af Hippo henviser også til 1. Johannesbrev uden disse vers.

Quodvultdeus (ca. 453 e.Kr.)

Derfor blev det tilføjet i King James-versionen, Vulgataen og i religiøse skrifter fra omkring år 380 e.Kr.

I bogen Handbook for Solving Bible Difficulties (Håndbog til løsning af bibelske problemer), s. 50-52, nævnes det, at det kun fandtes i otte græske manuskripter. Vigtigst af alt er det, at det i fire af de otte stod i margenen, ikke i selve teksten. Med andre ord var det en note, som nogen havde tilføjet i margenen, ligesom kristne laver noter i dag. Til sidst kopierede nogen margennoten ind i selve teksten. Selvom kirkens forfattere citerede 1. Johannesbrev i vid udstrækning og skrev meget til forsvar for treenigheden, citerede ikke en eneste af dem 1. Johannesbrev 5:7-8 for at forsvare treenigheden. Passagen mangler også i syrisk, koptisk, armensk, etiopisk, arabisk, slavisk og tilsyneladende alle sprog undtagen latin. Den findes dog ikke engang i den tidlige form af gammelt latin/italisk eller i Vulgata, som den blev udgivet af Hieronymus, ifølge *A Textual Commentary on the New Testament*, 2. udgave, s. 648.

Både *When Critics Ask*, s. 540-541, og *The Complete Book of Bible Answers*, s. 73-74, tilføjer, at den eneste grund til, at den overhovedet findes i nogle sene græske manuskripter, er, at Erasmus blev presset til at medtage den i sin tredje udgave af det græske Nye Testamente fra 1522. Erasmus selv udelod den i sin første og anden udgave fr3/1/1516 , og 1519. Erasmus sagde, at han ville medtage den, hvis og kun hvis der kunne findes et eneste græsk manuskript, der indeholdt den. Efter at Erasmus havde udgivet sin anden udgave, blev der fundet et. Det kaldes Codex Gregory 61, kopieret af en franciskanermunk ved navn Froy (eller Roy) og skrevet i 1520 (bemærk datoen). Da Erasmus ikke kendte til kilden, tilføjede han den i sin tredje udgave i 1522, fordi den katolske kirke ønskede, at den blev tilføjet. En trykker ved navn Fayerabend tilføjede den til Luthers bibel i 1574.

Den græske forsker Bruce Metzger har en mere uddybende diskussion herom i *Textual Commentary*, 2. udgave, s. 715-716.

Resumé af den senere tilføjede opfattelse: I *The General Introduction to the Bible*, s. 484, står der: »Faktisk strider accepten af den længere udgave som en ægte del af teksten i 1. Johannesbrev mod næsten alle de vigtigste kanoner inden for tekstkritik.«

Den oprindelige opfattelse: Det må indrømmes, at de tre tidligste græske manuskripter, der indeholder 1. Johannesbrev 5:7-8, er dateret til det 10., 12. og 14. århundrede, at det ikke fandtes i den byzantinske manuskriptfamilie, og at det ikke engang var med i den oprindelige latinske Vulgata. Det findes i følgende minuskelmanuskripter:

Codex Gregory 61 (1520/1521 e.Kr. af den franciskanske Oxford-munk Froy/Roy). Også kaldet Codex Montfortianus. (61 og 629 har en lidt anderledes tekst end de øvrige.) Skrevet, efter at Erasmus havde sagt, at han ikke ville medtage dette i sin bibel, medmindre man fremlagde et græsk manuskript, der indeholdt det. Dette blev overrakt til Erasmus som en »ældre« græsk tekst, og Erasmus medtog det derefter modvilligt.

88variant – manuskript fra det 12. århundrede, og 1 Johannes 5:7-8 blev tilføjet senere med håndskrift fra det 16. århundrede i Napoli

221variant – Alternativ tekst tilføjet til et manuskript, der oprindeligt stammer fra det 10. århundrede og nu befinder sig i Oxford

429variant – en variant tilføjet til et manuskript fra det 16. århundrede i Wolfenbüttel

629 – fra det 14. århundrede i teksten, ikke en variant

636variant – en variant tilføjet til et manuskript fra det 16. århundrede i Napoli

918 – Manuskript fra det 16. århundrede i El Escorial, Spanien. I teksten, ikke en variant

2318 – manuskript fra det 18. århundrede i Bukarest, Rumænien. I teksten, ikke en variant

w110 fra det 16. århundrede, en kopi af Ximenes’ Complutensiske Polyglot-bibel, udgivet i 1514.

I fire af de foregående manuskripter stod det i margenen som en senere tilføjelse, ikke i hovedteksten. Med den mulige undtagelse af 629 forekom det ikke i et eneste kendt græsk manuskript før Erasmus’ tid.

Cavensis Latin Vulgata (Spanien, 9. århundrede)

Toletanus-latinsk Vulgata (10. århundrede)

Nogle armenske [Arm] fra det 5. århundrede

Det næstældste sted, hvor det findes, er i værket *Liber Apologeticus*, skrevet af enten den spanske kætter Priscillian eller hans tilhænger biskop Instantius omkring år 385 e.Kr.

Det findes også i Varimadums skrifter (380 e.Kr.)

Anonym afhandling om genbaptisme (250/4–256/7 e.Kr.), kap. 18, Ante-Nicene Fathers, bind 5, s. 677, henviser til 1. Johannesbrev 5:8. I fodnoten angives det dog, at der citeres fra den latinske formulering, ikke den græske.

I Speculums skrifter (5. århundrede).

Johannes Cassian, ophavsmanden til den semi-pelagianske vildfarelse (435 e.Kr.).

Den ærværdige Bede

Det findes i forskellige italiske versioner og i den klementinske version af den latinske Vulgata. »Vidnesbyrd på jorden: Ånden, vandet og blodet, og de tre er ét i Kristus Jesus. Og de tre vidner i himlen: Faderen, Ordet og Ånden.«

Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 375, siger, at det fandtes i den gamle latinske/italiske tekst allerede i det 5. århundrede og i den meget sene minuskul 635 i margenen.

Det fandtes i den latinske bibel i middelalderen og i King James-oversættelsen, og det blev accepteret af den katolske kirke i over 900 år. Men det blev aldrig accepteret i de græske eller østlige kirker.

Spørgsmål: Betyder 1 Joh 5:6-8, at da Helligånden er et vidne sammen med vand og blod, er Helligånden ikke et levende væsen?

Svar: Nej. Et vidne kan både være et levende væsen og et livløst objekt. En almindelig fejl hos sekter er, at eftersom Helligånden har mange egenskaber, som et menneske ikke har, kan Helligånden derfor (ved en vis logisk tvist) ikke have en personlighed. 1 Joh 5,6-8 viser, at der er tre vidner på, at Jesus havde en fysisk krop. Blodet henviser til hans korsfæstelse, og Ånden er et indre vidnesbyrd for de kristne. Vandet henviser enten til Jesu dåb ved Johannes eller muligvis til det vand, der omgiver et spædbarn ved fødslen.

Her følger forskellige fakta, som Bibelen lærer os om Helligåndens personlighed.

Parakletos (Trøsteren, den, der er ved vores side). Johannes 14:16,26, Johannes 15:26

Kan kende Guds inderste tanker 1 Korintherbrev 2:10-11

Taler til os. Apostlenes Gerninger 13:2, Hebræerbrevet 3:7

Minder os om ting. Johannes 14:26

Som en forælder, så vi ikke skal være forældreløse (orphanos på græsk). Johannes 14:18

Vejleder os. Johannes 16:13

Underviser os. Johannes-14:26 . 1 Korintherbrev 2:13

Bor i os. 1 Kor3:16 , 2 Tim1:14 , Rom 8:9,11, Ef 2:22

I vores hjerter. 2 Kor1:22 , Galaterbrevet 4:6

Han går i forbøn for os (livløse genstande beder ikke og går ikke i forbøn). Romerbrevet 8:26-27

Kan fornærmes. Hebræerbrevet 10:29

Vidner om Kristus. Johannes 15:26

Har en vilje. Romerbrevet 8:27

Kan blive bedrøvet. Esajas 63:10, Efeserbrevet 4:30

Træffer valg. 1. Korintherbrev 12:11

Besidder kærlighed. Romerne 15:30

Kan finde ting gode. Apostlenes Gerninger 15:28

Udforsker Guds dybe ting. 1 Korintherbrevet 2:9-10

Stønner (og bekymrer sig dermed) for os. Romerbrevet 8:26

Spørgsmål: I 1 Joh 5:7-8 – tror NIV ikke på Treenigheden, fordi den ikke indeholder disse ord?

Svar: Nej, det er en bagvaskende løgn.
Et diskussionsemne er, om 1. Johannesbrev 5:7-8 bør være med i vores bibler eller ej. Et andet diskussionsemne er, om NIV benægter Treenigheden eller ej.
    Desværre er det en usandhed, når du siger, at NIV ikke tror på treenigheden, af to grunde.

1) Hvis nogen udgav en bibel, hvor 1. Johannesbrev 5:7-8 lød: »Trykte bibler er i orden«, og du [med rette] sagde, at det ikke burde være med i Bibelen, fordi de tidlige nytestamentlige håndskrifter ikke indeholdt det, betyder det så, at du er imod trykte bibler? Om du tror på en påstand eller ej, er noget andet end, om den pågældende påstand stod i Bibelen på et bestemt sted.

2) NIV-oversætterne var alle treenighedstroende, der troede på, at Bibelen er Guds ord. (Forresten var mange af oversætterne af RSV tvivlsomme.)
3) Jeg håber ikke, du tror, at 1. Johannesbrev 5:7-8 er det ENESTE bevis på treenigheden i hele Bibelen. Andre vers, der lærer om treenighedens aspekter (én uadskillelig Gud, tre forskellige personer, lige i ære og natur, men med forskellige roller osv.), findes mange steder, og NIV indeholder dem.

4) 1. Johannesbrev 5:7-8 findes ikke i nogen tidlige nytestamentlige håndskrifter. Det findes i alt kun i 8 græske håndskrifter (herunder
middelalderlige), og i fire af disse står det ikke i selve teksten, men i margenen.

5) 1 Johannes 5:7-8 findes ikke i det byzantinske lektionarium (K, L, P), så jeg håber ikke, du tror, at det byzantinske lektionarium også benægter Treenigheden. Faktisk findes dette, bortset fra de fire nævnte, ikke i noget græsk, armensk, syrisk, etiopisk, koptisk eller endda tidligt Vulgata-manuskript – så tror alle disse manuskripter da ikke på Treenigheden?
6) Endelig skrev mange tidlige kirkeforfattere om Treenigheden, og de brugte stort set hvert eneste vers, man kunne finde, til at underbygge Treenigheden. Men ingen af dem brugte 1. Johannesbrev 5:7-8. Kirkeskribenter, der bevisede Treenigheden ud fra Skriften (selvfølgelig uden at bruge 1. Johannesbrev 5:7-8); tilsyneladende var Tertullian, Novatian, Clemens af Alexandria, Athanasius, Hilarius og senere Augustin samt alle de andre ikke bekendt med disse ord. Tidlige kirkeforfattere henviste til 1. Johannesbrev, men nævnte ikke 1. Johannesbrev 5:7-8; heriblandt Irenæus, Clemens af Alexandria, Tertullian, Hippolytus, Origenes, Dionysius af Alexandria, Hieronymus, Gregor af Nazianzus, Ambrosius af Milano, Augustinus af Hippo og Quodvultdeus.
   På den anden side findes der en tilsyneladende henvisning fra Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.). Imidlertid er fodnote gamma på s. 323 i *The Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series*, bind 7, interessant. Der står blandt andet: »Man har antaget, at [de tilføjede ord] er citeret af S[aint] Cyprianus i hans værk om Kirkens enhed; og dette citat, hvis det er korrekt, ville være af største betydning, da det ville føre deres udbredelse tilbage til en tidlig dato. Men Tischendorf (Gk. Test., Ed., viii, ad. Loc.) giver grunde til at tro, at citatet kun er tilsyneladende og i virkeligheden stammer fra den sidste sætning i vers 8.”
   Uanset hvad ville det dog være latterligt at hævde, at alle disse tidlige kirkeskribenter, hvoraf mange skrev om Treenigheden, benægtede Treenigheden, fordi de ikke henviste til 1. Johannesbrev 5:7-8.
Så på baggrund af disse seks grunde håber jeg, at du i fremtiden vil rette dem, hvis du hører nogen andre fremsætte den løgn, at NIV benægter treenigheden. Hvis du siger dette til andre, og hvis du er en ærlig kristen, vil jeg på baggrund af de foregående oplysninger antage, at du vil holde op med at sige dette.
Hvis du er enig i det, kan vi diskutere det første emne eller de andre vers, hvis du ønsker det. Hvis du ikke er enig, tror jeg, det vil være mere frugtbart først at tale om, hvad Bibelen lærer om ærlighed og bagvaskelse.

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i 1 Joh 5,7-8 tillade, at der blev tilføjet en sætning til Bibelen?

Svar: 1 Joh 5,7-8 var sandsynligvis en tilføjet sætning. Det ved vi, fordi vi har vidnesbyrd fra de græske manuskripter. Uanset om denne sætning er med eller ej, ændrer det ikke den kristne lære.

Ifølge Aland m.fl. hører denne sætning til i kategori »A«, hvilket betyder, at den ikke var med i det oprindelige manuskript. Med andre ord er det i kategori »A« »stort set sikkert«, at de 25 omstridte ord i 1 Joh 5,7-8 er en senere tilføjelse.

Især muslimer bør ikke have de store problemer med netop dette spørgsmål. Vi har ikke et tilsvarende vidnesbyrd om ’Uthmans ændringer i Koranen, fordi han brændte de eksemplarer af Koranen, som andre kunne have brugt til at krydstjekke ham. Et par stykker har overlevet til i dag, i et museum i Kairo, og de viser faktisk ændringer.

Som et eksempel har ’Ubai bin Ka’b, en af Muhammeds sekretærer, ekstra suraer og udelader omkring 12 suraer i den nuværende Koran (The Fihrist, s. 61, fodnoter 43-48). Abu Musa fra Basra havde også en tekst, der var identisk med ‘Ubaïs. (Suyuti, Itqan I, s. 65; Ibn Abi Dawud, Masahif, s. 180-181, samt Noeldeke, Geschichte des Korans, s. 33-38.)

Spørgsmål: Hvordan kan vi i 1 Joh 5,13 vide, at vi har evigt liv, når de mennesker, der er bestemt til helvede i Matt 7,21-23, troede, at de vidste, at de havde evigt liv? Med andre ord betyder frelsesvished ikke meget, hvis vi aldrig kan vide, om vi har en falsk vished.

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Vi kan have ægte vished baseret på Guds nåde, ikke på os selv:

Troende kan være sikre på deres evige liv. 1. Johannesbrev4:17 ;5:11 -19;3:24 ;4:13 ; Efeserbrevet 3:12

Gud frelser os ikke blot, men han besegler og bevarer os også. Efeserbrevet 1:13-14; Judasbrevet 24; 1. Timoteusbrev 1:14

Glem aldrig, at vi er blevet købt for en pris, nemlig Jesu blod. 1. Korintherbrev6:20 ;7:23 ; 2. Petersbrev 2:1; Apostlenes Gerninger 20:28

Vi må tro og bekende, at Jesus er Herre, for at blive frelst. Romerbrevet 10:9-13; 1. Petersbrev 1:23

Vi må påkalde Herren for at blive frelst. Apostlenes Gerninger2:21 ;22:16 ; Joel 2:32; 1. Korintherbrev 1:2; Zefanja 3:9

Det er en nådegave, som ikke fortjenes ved gerninger. Ingen fortjeneste fra vores side kan frelse os. Efeserbrevet 2:8-9; 2. Timoteusbrev 1:9; Titusbrevet 3:5; Apostlenes Gerninger 26:20; Romerbrevet 3:23-24; 4:5; 6:14-15; 9:32; 11:5-6; Galaterbrevet 3:2,3,10-14

Ægte tro bærer frugt, for tro uden gerninger er død. Jakob 2:14-26

Alle sande troende stræber efter at adlyde Gud og udtrykke kærlighed til Gud og mennesker. 1. Johannesbrev 3:14-15

Mennesker kan have en falsk sikkerhed og en forfalsket omvendelse:

Vi må prøve os selv, for falske kristne kan blive vildledt. 2 Korintherbrev 13:5

De troende skal være flittige helt til det sidste for at gøre deres håb sikkert. Hebræerbrevet 6:11

Nogle kan have en falsk sikkerhed om frelse Jeremias17:10 , selvom de:

Har en ydre fromhed; kender Skrifterne. 2 Timoteus 3:5; Johannes 5:39-47

Tror (i intellektuel forstand, ikke i frelsende forstand) og er døbt. Apostlenes Gerninger 8:13,20; Jakob 2:19

I det mindste troede de selv, at de profeterede i Jesu navn, drev dæmoner ud og udførte mange mægtige mirakler. Mattæus 7:21-23; 2. Thessalonikerbrev 2:9-10

Engang undslap de verdens fordærvelse ved at kende vores Herre og Frelser. 2. Petersbrev 2:17-22

Vi kan og bør prøve vores sikkerhed ved at se, om vores liv, erfaring og lære stemmer overens med det, Bibelen siger.

Det er vores ansvar nøje at holde øje med vores liv og lære. 2. Timoteus 1:14; Kolossenserbrevet 1:23; Ordsprogene 22:5

Vi skal ikke følge denne verdens visdom. Kolossenserne 2:8-9; Jakob 3:15; 1 Korintherbrevet 1:17-27; 2:6,8,14; 2 Korintherbrevet 1:12

At holde ud. Hebræerbrevet 10:23,36; Hebræerbrevet 12:1,12-13; 1. Johannesbrev 2:24; 1. Korintherbrev 13:7; Romerbrevet 5:3-4; Jakobbrevet 1:3-4,12; Jakobbrevet 5:11; 2. Petersbrev 1

Spørgsmål: Hvorfor får vi ikke altid det, vi beder om, i 1 Joh 5:14-15?

Svar: 1. Johannesbrev 5:14 præciserer dette ved at sige, at vi beder »i overensstemmelse med Hans vilje«. Jakob 4:3 omhandler, at vi ikke får det, vi beder om, fordi det er efter vores vilje, men ikke efter Guds. Se også diskussionen om Matthæus 7:7-11; 2. Korintherbrev 12:7 og 2. Korintherbrev 12:8 (Paulus’ torn) for mere om svaret.

Spørgsmål: Hvad er i 1 Joh 5,16-17 en »synd, der ikke fører til døden« i modsætning til en »synd, der fører til døden«?

Svar: Der er flere forskellige synspunkter:

Fysisk død: Nogle former for ulydighed er så alvorlige, at Gud tager den troende hjem før tiden, som det skete med Ananias og Saffira i Apostlenes Gerninger 5:1-11 og med nogle af korinterne i 1. Korintherbrev 11:29-30. I bogen *When Critics Ask* (s. 541) står der, at Paulus muligvis også mente dette, da han i 1 Korintherbrev 5:5 skrev, at en troende skulle overgives til Satan for at ødelægge kødet, så hans ånd kunne blive frelst. Se også *The Complete Book of Bible Answers* (s. 70-72) for mere om denne opfattelse.

Mord: Hvis en person myrder en anden, mener nogle, at vi ikke har frihed til at bede om, at vedkommende må blive fritaget for dødsstraffen. Dette synes dog at stride mod det bibelske eksempel med Saulus fra Tarsus, der efter sin omvendelse blev Paulus. *The Believer’s Bible Commentary*, s. 2325, nævner denne usædvanlige opfattelse uden dog at tilslutte sig den.

Blasfemi mod Helligånden: Nogle mener, at dette kunne henvise til den endelige åndelige død som følge af blasfemi mod Helligånden. *The Believer’s Bible Commentary*, s. 2325, nævner også denne opfattelse, uden dog at støtte den.

Åndelig død: Nogle kristne fortolker dette således, at en troende kan være ulydig mod Gud så længe, at vedkommende kan miste sin frelse. Da Johannes alle andre steder taler om åndeligt, ikke fysisk liv og død, taler han sandsynligvis om det her. Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 742-744, for mere om denne opfattelse. Augustin siger i sin prædiken nr. 10 om 1. Johannesbrev: »Den ’synd’, som en broder begår ’til døden’, antager jeg derfor at være, når man, efter at have erkendt Gud gennem vor Herre Jesu Kristi nåde, kæmper imod broderskabet og bliver drevet af hadets gløder mod netop den nåde, gennem hvilken han blev forsonet med Gud.« Augustin sagde, at dette måske vedrører en af brødrene, der bespotter Helligånden. Augustin bekræfter, at denne synd er, at en kristen forlader troen indtil døden. Se Nicene and Post-Nicene Fathers, første serie, bind 7, s. 527, for dette citat.

Frafald: Nogle mener, at dette henviser til en person, der forlader troen, svarende til Hebræerbrevet 6. Hvis de dør i denne tilstand, blev de i sidste ende aldrig udvalgt som en af Guds udvalgte. »The Believer’s Bible Commentary«, s. 2325, tilslutter sig denne opfattelse. Der er dog nogle mennesker, der har forladt den kristne tro og derefter efter en periode er vendt tilbage. Det ser ud til, at man stadig bør bede for disse mennesker, selvom de har forladt troen, for at de må vende tilbage.

Konklusion: Uanset hvilken anden betydning nogle måtte mene, at dette har, henviser det helt sikkert også til den fysiske død.

Spørgsmål: Henviser 1 Joh 5,16-17 til det katolske begreb om »dødssynder« kontra »daglige synder«?

Svar: Nej. Den katolske lære hævdede, at en troende ville komme i helvede, hvis vedkommende begik en dødssynd og døde, før vedkommende havde modtaget tilgivelse og/eller absolution for synden. Vedkommende ville stadig komme i himlen, om end med et længere ophold i skærsilden, for ikke-dødssynder, eller veniale synder.

Bibelen lærer i Hebræerbrevet 7:25, at Jesus fuldstændigt har frelst os fra alle vores synder. Selvom ægte troende vil ønske at omvende sig fra alle deres synder, er det Guds nåde, ikke vores handlinger, der fører os til himlen.

Spørgsmål: I 1 Joh 5:18, er Satan ude af stand til at »røre os«, eller kan Satan »sigte« os som hvede i Luk22:31 ?

Svar: Satan kan ikke gøre noget uden Guds tilladelse. Som Jobs Bog viser, måtte Satan bede om tilladelse til at påvirke Jobs omstændigheder og krop ydre.

Men måske ligger Satans største magt i bedrag og fristelse. I et vist omfang er Satans indflydelse på en kristen kun så stor, som den kristen er villig til at ”lytte” til Satan.

Spørgsmål: Hvordan er hele verden i 1 Joh 5:19 under den ondes »magt« (eller indflydelse)?

Svar: Se diskussionen om Romerbrevet 8:19-22 og Efeserbrevet 2:2 for svaret.

Spørgsmål: Hvad betyder det helt præcist i 1 Joh 5,21 at holde sig væk fra afguder?

Svar: Det græske ord for »at beskytte sig mod« er phulaxate, aorist-imperativet af phulasso (Strong’s 5442). Det kan betyde at holde øje med, beskytte mod, passe på eller undgå. Selvom dette omfatter »lad være med at forlade Jesus og tilbede afguder i stedet«, betyder det faktisk meget mere end det. Grækerne og romerne havde en tendens til at være synkretistiske, og der kunne være en fristelse til at tilbede afguder eller andre guder ud over Jesus. Senere gjorde de hermetiske gnostikere præcis det, som Johannes advarede imod, på den mest bogstavelige måde. De kombinerede troen på Jesu kraft med kraften fra Hermes, Zeus, Herkules og andre.

Nogle gange frister Satan kristne til at vende ryggen til kristendommen, især når de udsættes for tortur eller anden forfølgelse, og mange gange er Satan endnu mere snedig end det. Nogle gange ønsker vi at holde fast i en eller anden synd, samtidig med at vi følger Kristus. Når vi gør det, bliver netop den synd en afgud for os. Selvom vi måske forsøger at holde fast i både den synd og Kristus, kan vi ikke hengive os helhjertet til Kristus, før vi tager vores kors på os og lægger den afgudsagtige synd fra os.

Spørgsmål: Er det i 1 Joh 5,21 i orden at have afgudsstatuer i sit hjem, hvis man ikke tilbeder dem?

Svar: Nej. Selv om man slet ikke har nogen som helst lyst til at tilbede afgudsbillederne, er det stadig forkert af tre grunde.

1. Fremstillingen og tilbedelsen af afguder er en fornærmelse mod Gud. At ofre til afguder er det samme som at ofre til dæmoner, som det fremgår af 1. Korintherbrev 10,19-21 og 5. Mosebog 32,17. At værdsætte de kunstneriske kvaliteter ved en veludført afgudsfigur er som at værdsætte de positive egenskaber ved noget, der er skabt og brugt af Satan for at holde mennesker i åndelig blindhed. Lidt spøgefuldt sagt: Hvis jeg havde afgudsfigurer i mit hjem, ville jeg placere dem ved siden af mine kunstfærdigt udformede sataniske ritualgenstande. Men da jeg hverken har eller ønsker sataniske ritualgenstande i mit hjem, ville jeg heller ikke have plads til afgudsfigurerne.

2. Afgudsbilleder kan få andre til at snuble. Selv hvis den anden person ikke fristes til at tilbede dit afgudsbillede, giver du stadig et dårligt eksempel ved at vise, at afgudsdyrkelse ikke skal tages alt for alvorligt.

3. Det forekommer langt sværere at vidne overbevisende over for afgudsdyrkende mennesker (hinduer, buddhister og andre), hvis du fortæller dem, at de skal vende sig bort fra afgudsbilleder og tjene den levende Gud for at komme i himlen, men selv stadig har afgudsbilleder i dit hjem.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at 1 Joh. virkelig blev skrevet af Johannes?

Svar: Der er fire hovedårsager.

1. Den tidlige kirke anerkendte det som stammende fra apostlen Johannes. Især citerer Cyprianus’ Brev 69 (ca. 246–258 e.Kr.) 1. Johannesbrev 2:18–19 og siger, at dette er skrevet af apostlen Johannes. Han citerer også »Johannes’ brev« i Afhandling 12, tredje bog, kapitel 2.

2. Tertullian (ca. 213 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 2:23; 4:2-3 og 5:1 og siger, at Johannes har sagt alt dette. (Mod Praxeas 28). I *De Corona* (198-220 e.Kr.), kap. 10, siger han, at »Johannes siger: ’Mine små børn, hold jer væk fra afguder’« (1. Johannesbrev5:21 ).

3. Senere siger Augustin (ca. 400 e.Kr.) i sin første prædiken over 1. Johannesbrev, at det blev skrevet af den Johannes, der skrev evangeliet.

4. Den har en stil, der ligner 2. og 3. Johannesbrev samt Johannesevangeliet.

I det højst usandsynlige tilfælde, at vi tog fejl, og at den tidlige kirke tog helt fejl med hensyn til forfatterskabet til 1. Johannesbrev, hvis Gud stadig havde til hensigt, at 1. Johannesbrev skulle være en del af Skriften, hvilken forskel ville det så gøre, om det var skrevet af Johannes eller ej?

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at det, vi har i dag af 1. Johannesbrev, er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst fire grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Her er de forfattere, der henviste til vers i 1. Johannesbrev.

Ignatius (ca. 110–117 e.Kr.) citerer halvdelen af 1. Johannesbrev 3:7a og henviser til 1. Johannesbrev3:10 , i Ignatius’ Brev til efeserne, kap. 14, s. 55

Polycarp (100–155 e.Kr.) citerer halvdelen af 1. Johannesbrev 4:3a,c (13 ud af 34 græske ord, med udeladelser) i Polycarps brev til filipperne, kap. 7, s. 34

Justin Martyr (135–165 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 3:1b ifølge *The Greek New Testament*, 4. reviderede udgave af Aland m.fl., s. 318. Jeg har dog ikke kunnet bekræfte dette i de skrifter af Justin, som jeg har.

Irenæus (182–188 e.Kr.) citerer 1. Johannesbrev 4:1,2 og 1. Johannesbrev 5:1 som stammende fra »hans discipel i hans brev«. Han citerer også fra Johannes som fra hans discipel i evangeliet. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 16.8, s. 443

Den muratoriske kanon (170–210 e.Kr.), ANF, bind 5, s. 603, kanon 4, nævner 1. Johannesbrev. Den citerer også 1 Joh 1,1 som værende af Johannes i hans breve i kanon 1.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) siger, at 1. Johannesbrev4:16 er skrevet af Johannes. Klemens af Alexandria, Fragment 3, s. 575

Tertullian (198–220 e.Kr.) citerer en del af 1. Johannesbrev 1:1 som et »vidnesbyrd fra Johannes« i *En afhandling om sjælen*, kap. 17, s. 197

Tertullian (198-220 e.Kr.) citerer 1. Johannesbrev 4:18 som værende skrevet af Johannes. *Scorpiace*, kap. 12, s. 645-646

Origenes (225–254 e.Kr.) citerer 1. Johannesbrev 1:5 som noget, Johannes skriver i sit brev. Origenes’ *De Principiis*, bog 1, kap. 1.1, s. 242

Origenes (240 e.Kr.) citerer halvdelen af 1 Johannes 1:1 i »Kommentar til Høj sangen«, bog 1, kap. 4, s. 26.

Origenes (225–254 e.Kr.) citerer 1 Johannes 1:5 som fra Johannes’ brev. Origenes’ *De Principiis*, bog 1, kap. 1.1, s. 242

Origenes (225–254 e.Kr.) citerer, at Gud er lys, fra »Johannes’ katolske brev« (1. Johannesbrev 1:5). Origenes’ »Kommentar til Johannes«, bog 2, kap. 18, s. 336

Origenes (240 e.Kr.) citerer 1. Johannesbrev 2:12-14 i *Kommentar til Høj sangen*, prolog, s. 26.

Origenes (235 e.Kr.) citerer 1 Johannes 2:15-17 i »Opfordring til martyrium«, kap. 38, s. 182-183.

Origenes (235 e.Kr.) omskriver 1. Johannesbrev 3:16 i *Exhortation of Martyrdom*, kap. 41, s. 185.

Origenes (240 e.Kr.) citerer 1. Johannesbrev 4:7 i *Kommentar til Høj sangen*, prolog, s. 32. Han henviser også til 1. Johannesbrev 4:7 i samme værk, bog 2, kap. 4, s. 123

Origenes (240 e.Kr.) citerer halvdelen af 1. Johannesbrev 4:16 som »Skriften« i *Kommentar til Høj sangen*, prolog, s. 32-33.

Novatian (250–257 e.Kr.) citerer halvdelen af 1 Johannes 4:12 som stammende fra Johannes. *Afhandling om Treenigheden*, kap. 18, s. 627

Anonym afhandling mod Novatian (254–256 e.Kr.)

Anonym afhandling om genbaptisme (ca. 250–258 e.Kr.), kap. 13, s. 677, citerer 1 Johannes 4:7,8 som værende af evangelisten Johannes. Den henviser også til 1 Johannes 5:6,7–8

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) nævner »Johannes’ brev« og citerer derefter 1 Joh2:21 ,22 i »Cyprianus’ afhandlinger – Vidnesbyrd«, kap. 79, s. 552.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer 1 Johannes 1:8,9 og siger: »I sit brev fastslår Johannes…«. *Cyprianus’ afhandlinger*, afhandling 8, kap. 3, s. 476.

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.)

Methodius (270–311/312 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 3:21 ifølge Aland et al., 4. reviderede udgave, s. 815. Jeg har dog ikke kunnet bekræfte dette i de skrifter af Methodius, som jeg har.

Phileas af Thmuis (halshugget 307 e.Kr.) citerer ¼ af 1. Johannesbrev 4:18 i »Brev til befolkningen i Thmuis«, ANF, bind 6, s. 162

Peter af Alexandria (306, 285–311 e.Kr.) citerer 1. Johannesbrev 2:1 i *The Canonical Epistle*, kanon 11, s. 276.

Efter Nicæa

Eusebius af Cæsarea (323–326 e.Kr.) Eusebius’ »Kirkehistorie«

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.)

Athanasius (367 e.Kr.) henviser ikke til nogen specifikke vers i 1., 2. og 3. Johannesbrev, men han opregner bøgerne i Det Nye Testamente i Festbrev 39, s. 552

Faustinus (4. århundrede)

Philo af Karpasien (4. århundrede)

Zeno (4. århundrede) henviser til 1. Johannesbrev 4:20

Synopsis Scripturae Sacrae (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) opregner Hebræerbrevet (af Paulus), Jakobsbrevet, 1. og 2. Petersbrev, 1., 2. og 3. Johannesbrev samt Judasbrevet som hellig skrift. Det citerer hele 1. Johannesbrev 1:1.

Cheltenham-kanon (= Mommson-kataloget) (ca. 360–370 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.) citerer 1. Johannesbrev 3:23 som »Johannes skriver også«. Om Ånden, kap. 5.9, s. 7

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) citerer 1 Johannes 2:22 som stammende fra apostlen i forelæsning 10.14, s. 61

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) (implicit) nævner de syv breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Kateketiske forelæsninger, forelæsning 4, kap. 36, s. 27–28

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)

Gregor af Nazianzen (330–391 e.Kr.)

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) citerer 1. Johannesbrev5:16 (synder, der fører til døden) som værende skrevet af Johannes. Om de angrende, kap. 4.3, s. 75

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) siger: »Johannes i et af sine katolske breve« og citerer 1. Johannesbrev 2:1. Dette tyder på, at der også fandtes andre breve. I »Mod Eunomius«, bog 2, kap. 14, s. 128

Didymus den blinde (398 e.Kr.) henviser til 1 Johannes 2:20; 3:13,21; 5:21

Den skismatiske Lucifer fra Cagliari på Sardinien (361–ca. 399 e.Kr.) henviser til 1 Johannes 2:18; 3:13; 4:3,20; 5:2

Epiphanius af Salamis (360–403 e.Kr.)

Maximus fra Torino (4./5. århundrede) henviser til 1 Johannes 2:6

Pave Innocens I fra Rom (ca. 405 e.Kr.)

Maximinus (4./5. århundrede) henviser til 1 Johannes 5:1

Rufinus (374-406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (-407 e.Kr.) citerer fra 1. Petersbrev og 1. Johannesbrev, bind 14

Chromatius (407 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 5:18

Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.)

Kirkemødet i Karthago (218 biskopper) (393–419 e.Kr.)

Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Nye Testamente. Han nævner specifikt hvert af de fire evangelier, Paulus’ breve til de syv menigheder, Hebræerbrevet samt Paulus’ breve til Timoteus, Titus og Filemon. Hieronymus diskuterer derefter Apostlenes Gerninger. Herefter diskuterer han de syv breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Endelig diskuterer han Johannes’ Åbenbaring. Brev 53, kap. 9, s. 101-102.

Hieronymus (373–420 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 3:21

Augustinus af Hippo (388–430 e.Kr.) nævner apostlen Johannes og henviser til 1. Johannesbrev 4:7 i »Guds by«, bog 17, kap. 5, s. 342

Sozomen (370/380–425 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev5:16 som »Skrifterne«. Sozomens »Kirkehistorie«, bog 1, kap. 22, s. 256

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) citerer 1 Johannes 1:1–2 som stammende fra apostlen Johannes i *Syv bøger*, bog 5.6, s. 584

Marcus af Eremita (efter 430 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 4:3

Paulinus af Nola (431 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 3:13

Sokrates’ »Kirkehistorie« (ca. 400–439 e.Kr.) hentyder til 1. Johannesbrev

Cyril af Alexandria (444 e.Kr.) henviser til 1 Johannesbrev 4:3

Hesychius af Jerusalem (efter 450 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 3:21

Speculum (5. århundrede)

Kirkemødet i Chalcedon (451 e.Kr.)

Quodvultdeus (ca. 453 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 5:7–8,20

Leo I af Rom (440–461 e.Kr.) siger, at 1. Johannesbrev 4:2,3 er skrevet af evangelisten Johannes, Brev 28.3, s. 42. Ligeledes 1. Johannesbrev 1:7 af apostlen Johannes, i Brev 28.3, s. 42

Leo I af Rom (422–461 e.Kr.) citerer 1 Johannes 4:2,3 om Antikrist som værende skrevet af apostlen Johannes. Prædiken 34.5, s. 149

Theodoret af Cyrrhus (ca. 466 e.Kr.) henviser til 1 Johannes 4:3

Prosper af Aquitaine (426–455 e.Kr.)

Varimadum (445/480 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 5:7-8,10,20

Vigilius (484 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 5:1,18

Johannes af Damaskus (706–749 e.Kr.) »...syv katolske breve, nemlig et fra Jakob, to fra Peter, tre fra Johannes, et fra Judas...« Forklaring af den ortodokse tro, bog 4, kap. 17, s. 90

3. Vidnesbyrd fra kættere og andre forfattere

Pseudo-Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) henviser til 1 Johannes 2:18 som værende af Johannes. Fragment 10, s. 244

Kætteren Priscillian (385 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 4:3; 5:7-8

Kætteren Pelagius (416–418 e.Kr.) henviser til 1. Johannesbrev 2:6

Donatisten Tyconius (efter 390 e.Kr.) henviser til 1 Johannes 2:18;3:14 ; 4:3

4. De tidligste håndskrifter, vi har af 1. Johannesbrev, viser, at der er variationer mellem håndskrifterne, men ingen teologisk væsentlige fejl.

p9 (=papyrus Oxyrhynchus 402) 1. Johannesbrev4:11 -12,14-17 fra det 3. århundrede. I bogen *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* (s. 70) findes der et billede af dette manuskript, og der står, at håndskriften ikke stammer fra en uddannet skriver, at den er skrevet sjusket, og at nogle af stavemåderne er uforståelige.

3. århundrede – 1968 – Teksten i Det Nye Testamente

3. århundrede – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave

s. 74 (=Bodmer 17) Apostlenes Gerninger 1:2-5,7-11,13-15,18-19,22-25; 2:2-4; 2:6-3:26; 4:2-6,8-27; 4:29-27:25; 27:27-28:31; Jakobsbrevet 1:1-6,8-19,21-23,25,27; 2:1-3,5-15,18-22,25-26; 3:1,5-6,10-12,14,17-18; 4:8,11-14; 5:1-3,7-9,12-14,19-20; 1. Petersbrev 1:1-2,7-8,13,19-20,25; 2:6-7,11-12,18,24; 3:4-5; 2. Petersbrev 2:21; 3:4,11,16; 1 Johannes 1:1,6; 2:1-2,7,13-14,18-19,25-26; 3:1-2,8,14,19-20; 4:1,6-7,12,16-17; 5:3-4,9-10,17; 2 Johannes 1,6-7,13; 3. Johannesbrev 6,12; Judasbrevet 3,7,12,18,24 (7. århundrede)

7. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente indeholder Jakob 2:4 og 1. Petersbrev 1:12

7. århundrede – 1975 – Aland et al., tredje udgave

6. århundrede – 1998 – Aland m.fl., fjerde reviderede udgave

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.), Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) og Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) indeholder alle 1 Johannes.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Peshitta-syrisk [Syr P] 375–400 e.Kr.

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Det skal nævnes, at 1 Johannes 5:7-8 er en af de tre eller fire mest bemærkelsesværdige manuskriptvariationer i Bibelen. Men selv dette er ikke teologisk betydningsfuldt, da disse vers ikke lærer noget om Treenigheden, som ikke findes andre steder.

Se www.BibleQuery.org/1 John Manuscripts.html for mere om tidlige manuskripter af 1. Johannesbrev.